Urantia Bogen

Kapitel 159

Turen Gennem Dekapolis

159:0.1 (1762.1) DA Jesus og de tolv ankom til Magadan Park, ventede der dem en gruppe på næsten hundrede evangelister og disciple, inklusive kvindekorpset, og de var straks klar til at begynde undervisnings- og forkyndelsesturen til byerne i Dekapolis.

159:0.2 (1762.2) Denne torsdag morgen, den 18. august, kaldte Mesteren sine tilhængere sammen og gav ordre til, at hver af apostlene skulle knytte sig til en af de tolv evangelister, og at de sammen med andre af evangelisterne skulle gå ud i tolv grupper for at arbejde i byerne og landsbyerne i Dekapolis. Kvindekorpset og andre af disciplene bad han om at blive hos ham. Jesus afsatte fire uger til denne tur og instruerede sine tilhængere om at vende tilbage til Magadan senest fredag den 16. september. Han lovede at besøge dem ofte i løbet af denne tid. I løbet af denne måned arbejdede disse tolv grupper i Gerasa, Gamala, Hippos, Zaphon, Gadara, Abila, Edrei, Philadelphia, Heshbon, Dium, Scythopolis og mange andre byer. På hele denne tur skete der ingen helbredelsesmirakler eller andre ekstraordinære begivenheder.

1. Prædiken om tilgivelse

159:1.1 (1762.3) En aften i Hippos, som svar på en discipels spørgsmål, underviste Jesus i tilgivelse. Mesteren sagde:

159:1.2 (1762.4) “Hvis en godhjertet mand har hundrede får, og et af dem kommer på afveje, forlader han så ikke straks de nioghalvfems og går ud for at lede efter det ene, der er kommet på afveje? Og hvis han er en god hyrde, vil han så ikke fortsætte sin søgen efter det tabte får, indtil han finder det? Og når hyrden så har fundet sit tabte får, lægger han det over skulderen og går glad hjem og råber til sine venner og naboer: “Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit tabte får.’ Jeg erklærer, at der er mere glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige mennesker, der ikke behøver at omvende sig. Alligevel er det ikke min Faders vilje i himlen, at en eneste af disse små skal komme på afveje, langt mindre at de skal gå fortabt. I jeres religion kan Gud modtage angrende syndere; i evangeliet om riget går Faderen ud for at finde dem, selv før de for alvor har tænkt på at omvende sig.

159:1.3 (1762.5) “Faderen i himlen elsker sine børn, og derfor skal I lære at elske hinanden; Faderen i himlen tilgiver jer jeres synder, og derfor skal I lære at tilgive hinanden. Hvis din bror synder mod dig, så gå hen til ham og vis ham med takt og tålmodighed hans fejl. Og gør alt dette mellem dig og ham alene. Hvis han vil lytte til dig, så har du vundet din bror. Men hvis din bror ikke vil høre dig, hvis han vedbliver med at tage fejl, så gå igen til ham og tag en eller to fælles venner med dig, så du kan have to eller endda tre vidner til at bekræfte dit vidnesbyrd og fastslå, at du har handlet retfærdigt og barmhjertigt med din krænkende bror. Hvis han nu nægter at høre dine brødre, kan du fortælle hele historien til menigheden, og hvis han nægter at høre broderskabet, så lad dem træffe de foranstaltninger, som de finder kloge; lad et sådant uregerligt medlem blive udstødt af riget. Selvom I ikke kan foregive at sidde til doms over jeres medmenneskers sjæle, og selvom I ikke kan tilgive synder eller på anden måde formaste jer til at tilrane jer rettigheder som de himmelske hærskarers tilsynsmænd, så er det samtidig blevet lagt i jeres hænder, at I skal opretholde den timelige orden i riget på jorden. Mens I ikke må blande jer i de guddommelige forordninger om evigt liv, skal I afgøre spørgsmålene om adfærd, når de vedrører broderskabets timelige velfærd på jorden. Og således, i alle disse sager, der er forbundet med disciplinen i broderskabet, skal alt, hvad du bestemmer på jorden, anerkendes i himlen. Selvom I ikke kan bestemme den enkeltes evige skæbne, kan I lovgive om gruppens opførsel, for når to eller tre af jer er enige om en af disse ting og beder mig om det, skal det ske for jer, hvis jeres bøn ikke er uforenelig med min Faders vilje i himlen. Og alt dette er altid sandt, for hvor to eller tre troende er forsamlet, der er jeg midt iblandt dem.”

159:1.4 (1763.1) Simon Peter var den apostel, der havde ansvaret for arbejderne i Hippos, og da han hørte Jesus tale sådan, spurgte han: “Herre, hvor ofte skal min bror synde mod mig, og jeg tilgive ham? Indtil syv gange?” Og Jesus svarede Peter: “Ikke kun syv gange, men gerne syvoghalvfjerds gange. Derfor kan himlenes rige sammenlignes med en vis konge, der beordrede et økonomisk regnskab med sine forvaltere. Og da de var begyndt at gøre regnskabet op, blev en af hans vigtigste tjenere ført frem for ham og bekendte, at han skyldte kongen ti tusind talenter. Denne tjenestemand ved kongens hof påberåbte sig, at der var kommet hårde tider over ham, og at han ikke havde midler til at betale denne gæld. Så kongen befalede, at hans ejendom skulle konfiskeres, og at hans børn skulle sælges for at betale hans gæld. Da forvalteren hørte dette strenge dekret, faldt han på sit ansigt foran kongen og bønfaldt ham om at være barmhjertig og give ham mere tid, idet han sagde: “Herre, hav lidt mere tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det hele.’ Og da kongen så denne forsømmelige tjener og hans familie, blev han bevæget af medlidenhed. Han beordrede, at han skulle løslades, og at hele lånet skulle eftergives.

159:1.5 (1763.2) “Da denne chefforvalter således havde modtaget nåde og tilgivelse af kongen, gik han i gang med sine forretninger, og da han fandt en af sine underordnede forvaltere, som skyldte ham blot hundrede denarer, greb han fat i ham og tog ham om halsen og sagde: ‘Betal mig alt, hvad du skylder.’ Og så faldt denne anden forvalter ned for chefforvalteren og bad ham: ‘Hav bare tålmodighed med mig, så vil jeg snart være i stand til at betale dig.’ Men chefforvalteren ville ikke vise barmhjertighed over for sin medforvalter, men lod ham kaste i fængsel, indtil han havde betalt sin gæld. Da hans medtjenere så, hvad der var sket, blev de så bedrøvede, at de gik hen og fortalte det til deres herre og mester, kongen. Da kongen hørte, hvad hans forvalter havde gjort, kaldte han den utaknemmelige og uforsonlige mand frem for sig og sagde: ‘Du er en ond og uværdig forvalter. Da du bad om medlidenhed, eftergav jeg dig hele din gæld. Hvorfor viste du ikke også barmhjertighed mod din medforvalter, ligesom jeg viste barmhjertighed mod dig?’ Og kongen blev så vred, at han overgav sin utaknemmelige forvalter til fangevogterne, så de kunne holde ham, indtil han havde betalt alt, hvad han skyldte. Og på samme måde skal min himmelske Fader vise endnu større barmhjertighed mod dem, der af fri vilje viser barmhjertighed mod deres medmennesker. Hvordan kan du komme til Gud og bede om forståelse for dine mangler, når du har for vane at straffe dine brødre for at være skyldige i de samme menneskelige svagheder? Jeg siger til jer alle: I har frit modtaget rigets goder; giv derfor frit til jeres medmennesker på jorden.”

159:1.6 (1764.1) Således lærte Jesus om farerne ved og illustrerede det uretfærdige i at sidde til personlig dom over sine medmennesker. Disciplin skal opretholdes, retfærdighed skal administreres, men i alle disse sager bør broderskabets visdom råde. Jesus investerede lovgivende og dømmende myndighed i gruppen, ikke i individet. Selv denne investering af autoritet i gruppen må ikke udøves som personlig autoritet. Der er altid en fare for, at den enkeltes dom kan blive fordrejet af fordomme eller lidenskab. Gruppedomme er mere tilbøjelige til at fjerne farerne og eliminere uretfærdigheden ved personlig forudindtagethed. Jesus forsøgte altid at minimere elementerne af uretfærdighed, gengældelse og hævn.

159:1.7 (1764.2) [Brugen af udtrykket syvoghalvfjerds som en illustration af barmhjertighed og overbærenhed stammer fra skrifterne, der henviser til Lemeks jubel på grund af hans søn Tubal-Kains metalvåben, som sammenlignede disse overlegne instrumenter med hans fjenders og udbrød: “Hvis Kain, uden våben i sin hånd, blev hævnet syv gange, skal jeg nu hævnes syvoghalvfjerds.”]

2. Den fremmede prædikant

159:2.1 (1764.3) Jesus tog over til Gamala for at besøge Johannes og dem, der arbejdede sammen med ham på det sted. Den aften, efter sessionen med spørgsmål og svar, sagde Johannes til Jesus: “Mester, i går gik jeg over til Astarot for at se en mand, der underviste i dit navn og endda hævdede at kunne uddrive djævle. Denne mand har aldrig været sammen med os, og han følger heller ikke efter os; derfor forbød jeg ham at gøre sådanne ting.” Da sagde Jesus: “Forbyd ham det ikke. Forstår du ikke, at dette evangelium om riget snart skal forkyndes i hele verden? Hvordan kan du forvente, at alle, der vil tro på evangeliet, skal være underlagt din ledelse? Glæd dig over, at vores undervisning allerede er begyndt at manifestere sig ud over grænserne for vores personlige indflydelse. Kan du ikke se, Johannes, at de, der hævder at gøre store gerninger i mit navn, i sidste ende må støtte vores sag? De vil bestemt ikke være hurtige til at tale ondt om mig. Min søn, i sager af denne art ville det være bedre for dig at regne med, at den, der ikke er imod os, er for os. I de kommende generationer vil mange, som ikke er helt værdige, gøre mange mærkelige ting i mit navn, men jeg vil ikke forbyde dem det. Jeg siger jer, at selv når et bæger koldt vand gives til en tørstig sjæl, skal Faderens budbringere altid gøre opmærksom på en sådan kærlighedstjeneste.”

159:2.2 (1764.4) Denne instruktion gjorde Johannes meget forvirret. Havde han ikke hørt Mesteren sige: “Den, der ikke er med mig, er imod mig”? Og han forstod ikke, at Jesus i dette tilfælde henviste til menneskets personlige forhold til rigets åndelige lære, mens der i det andet tilfælde blev henvist til de troendes ydre og vidtrækkende sociale forhold, hvad angår spørgsmål om administrativ kontrol og en gruppe troendes jurisdiktion over andre gruppers arbejde, som i sidste ende ville udgøre det kommende verdensomspændende broderskab.

159:2.3 (1765.1) Men Johannes fortalte ofte om denne oplevelse i forbindelse med sit efterfølgende arbejde for riget. Ikke desto mindre blev apostlene mange gange fornærmede over dem, der vovede at undervise i Mesterens navn. For dem virkede det altid upassende, at de, der aldrig havde siddet ved Jesu fødder, skulle vove at undervise i hans navn.

159:2.4 (1765.2) Denne mand, som Johannes forbød at undervise og arbejde i Jesu navn, lyttede ikke til apostlens påbud. Han fortsatte sine bestræbelser og oprejste en betydelig gruppe troende i Kanata, før han drog videre til Mesopotamien. Denne mand, Aden, var blevet ledt til at tro på Jesus gennem vidnesbyrdet fra den demente mand, som Jesus helbredte nær Keresa, og som så selvsikkert troede på, at de formodede onde ånder, som Mesteren drev ud af ham, gik ind i svineflokken og styrtede dem hovedkulds ud over klippen til deres undergang.

3. Forholdsregler for lærere og troende

159:3.1 (1765.3) I Edrei, hvor Thomas og hans medarbejdere arbejdede, tilbragte Jesus en dag og en nat, og i løbet af aftenens diskussion gav han udtryk for de principper, som bør lede dem, der prædiker sandhed, og som bør aktivere alle, der underviser i evangeliet om riget. Sammenfattet og omformuleret i moderne fraseologi lærte Jesus:

159:3.2 (1765.4) Respekter altid menneskets personlighed. En retfærdig sag må aldrig fremmes med magt; åndelige sejre kan kun vindes med åndelig kraft. Dette påbud mod at bruge materielle påvirkninger refererer både til psykisk og fysisk magt. Overvældende argumenter og mental overlegenhed må ikke bruges til at tvinge mænd og kvinder ind i riget. Menneskets sind skal ikke knuses af den blotte vægt af logik eller overvældes af kløgtig veltalenhed. Selvom følelser som en faktor i menneskelige beslutninger ikke kan elimineres fuldstændigt, bør de ikke appelleres direkte til i læren fra dem, der vil fremme rigets sag. Appeller direkte til den guddommelige ånd, der bor i menneskers sind. Appeller ikke til frygt, medlidenhed eller rene følelser. Når du appellerer til mennesker, så vær retfærdig; udøv selvkontrol og udvis behørig tilbageholdenhed; vis passende respekt for dine elevers personlighed. Husk, at jeg har sagt: “Se, jeg står ved døren og banker på, og hvis nogen vil åbne, vil jeg komme ind.”

159:3.3 (1765.5) Når du fører mennesker ind i riget, må du ikke mindske eller ødelægge deres selvrespekt. Mens for megen selvrespekt kan ødelægge den rette ydmyghed og ende i stolthed, indbildskhed og arrogance, ender tabet af selvrespekt ofte i lammelse af viljen. Det er formålet med dette evangelium at genoprette selvrespekten hos dem, der har mistet den, og at fastholde den hos dem, der har den. Begå ikke den fejl kun at fordømme de forkerte ting i dine elevers liv; husk også at give generøs anerkendelse for de mest prisværdige ting i deres liv. Glem ikke, at jeg ikke skyr nogen midler for at genskabe selvrespekten hos dem, der har mistet den, og som virkelig ønsker at genvinde den.

159:3.4 (1765.6) Pas på, at du ikke sårer selvrespekten hos forsagte og frygtsomme sjæle. Lad være med at være sarkastisk på bekostning af mine enfoldige brødre. Vær ikke kynisk over for mine frygtsomme børn. Lediggang er ødelæggende for selvrespekten; forman derfor dine brødre til altid at holde sig beskæftiget med deres valgte opgaver og gøre alt for at sikre arbejde til dem, der befinder sig uden beskæftigelse.

159:3.5 (1766.1) Gør dig aldrig skyldig i en så uværdig taktik som at forsøge at skræmme mænd og kvinder ind i riget. En kærlig far skræmmer ikke sine børn til at adlyde hans retfærdige påbud.

159:3.6 (1766.2) På et tidspunkt vil rigets børn indse, at stærke følelser ikke er ensbetydende med den guddommelige ånds ledelse. At blive stærkt og underligt påvirket til at gøre noget eller tage et bestemt sted hen, betyder ikke nødvendigvis, at sådanne impulser er den indre ånds ledelse.

159:3.7 (1766.3) Advar alle troende om det konfliktfelt, som skal passeres af alle, der går fra livet, som det leves i kødet, til det højere liv, som det leves i ånden. For dem, der lever helt og holdent inden for begge områder, er der ikke megen konflikt eller forvirring, men alle er dømt til at opleve mere eller mindre usikkerhed i overgangsperioderne mellem de to niveauer af liv. Når du går ind i riget, kan du ikke undslippe dets ansvar eller undgå dets forpligtelser, men husk: Evangeliets åg er let, og sandhedens byrde er let.

159:3.8 (1766.4) Verden er fyldt med sultne sjæle, der sulter i selve nærværet af livets brød; mennesker dør i deres søgen efter den Gud, der bor i dem. Mennesker søger efter rigets skatte med længselsfulde hjerter og trætte fødder, når de alle er inden for den levende tros umiddelbare rækkevidde. Tro er for religion, hvad sejl er for et skib; det er en tilføjelse af kraft, ikke en ekstra byrde i livet. Der er kun én kamp for dem, der kommer ind i riget, og det er at kæmpe troens gode kamp. Den troende har kun én kamp, og det er mod tvivlen—vantroen.

159:3.9 (1766.5) Når du forkynder evangeliet om riget, underviser du simpelthen i venskab med Gud. Og dette fællesskab vil appellere til både mænd og kvinder, fordi begge vil finde det, der mest sandt tilfredsstiller deres karakteristiske længsler og idealer. Fortæl mine børn, at jeg ikke kun er øm over for deres følelser og tålmodig med deres skrøbeligheder, men at jeg også er skånselsløs over for synd og intolerant over for uretfærdighed. Jeg er sandelig mild og ydmyg i min Faders nærvær, men jeg er lige så ubønhørlig, når der er tale om bevidst ondskab og syndigt oprør mod min Faders vilje i himlen.

159:3.10 (1766.6) Du skal ikke fremstille din lærer som en sorgens mand. Fremtidige generationer skal også kende vores glædes udstråling, vores gode viljes opdrift og vores gode humors inspiration. Vi forkynder et budskab om gode nyheder, som er smittende i sin forvandlende kraft. Vores religion er fuld af nyt liv og nye betydninger. De, der accepterer denne lære, fyldes med glæde og tvinges i deres hjerter til at glæde sig mere og mere. Øget lykke er altid oplevelsen for alle, der er sikre på Gud.

159:3.11 (1766.7) Lær alle troende at undgå at læne sig op ad falske sympatiers usikre støtter. Man kan ikke udvikle stærke karakterer ved at give efter for selvmedlidenhed; forsøg ærligt at undgå den bedrageriske indflydelse af blot fællesskab i elendighed. Udvis sympati for de modige og tapre, mens du holder igen med overdreven medlidenhed med de kujonagtige sjæle, som kun halvhjertet står imod livets prøvelser. Tilbyd ikke trøst til dem, der lægger sig ned for deres problemer uden kamp. Hav ikke sympati med dine medmennesker, blot for at de kan have sympati med dig til gengæld.

159:3.12 (1766.8) Når mine børn først bliver selvbevidste om visheden om den guddommelige tilstedeværelse, vil en sådan tro udvide sindet, forædle sjælen, styrke personligheden, øge lykken, uddybe den åndelige opfattelse og styrke evnen til at elske og blive elsket.

159:3.13 (1767.1) Lær alle troende, at de, der kommer ind i riget, ikke derved bliver immune over for tidens ulykker eller naturens almindelige katastrofer. At tro på evangeliet vil ikke forhindre, at du kommer i problemer, men det vil sikre, at du ikke er bange, når problemerne rammer dig. Hvis du vover at tro på mig og helhjertet følger efter mig, vil du helt sikkert komme ind på den sikre vej til problemer. Jeg lover ikke at frelse dig fra modgangens vande, men jeg lover at gå med dig gennem dem alle.

159:3.14 (1767.2) Og meget mere lærte Jesu denne gruppe af troende før de gjorte sig klar til nattens søvn. Og de som hørte disse udtalelser beholdt dem som skatte i deres hjerter og genfortalte dem ofte i opbyggeligt øjemed for de apostle og disciple som ikke var til stede for at høre dem.

4. Samtalen med nataniel

159:4.1 (1767.3) Og så gik Jesus over til Abila, hvor Nataniel og hans medarbejdere arbejdede. Nathaniel var meget foruroliget over nogle af Jesu udtalelser, som syntes at forringe autoriteten i de anerkendte hebraiske skrifter. Derfor tog Nathaniel denne aften, efter den sædvanlige periode med spørgsmål og svar, Jesus væk fra de andre og spurgte: “Mester, kan du stole på, at jeg kender sandheden om skrifterne? Jeg bemærker, at du kun underviser os i en del af de hellige skrifter—det bedste, som jeg ser det—og jeg udleder, at du afviser rabbinernes lære om, at lovens ord er selve Guds ord, som har været hos Gud i himlen, selv før Abrahams og Moses tid. Hvad er sandheden om skrifterne?” Da Jesus hørte spørgsmålet fra sin forvirrede apostel, svarede han:

159:4.2 (1767.4) “Nataniel, du har bedømt det rigtigt; jeg betragter ikke skrifterne, som rabbinerne gør. Jeg vil tale med dig om denne sag på betingelse af, at du ikke fortæller disse ting til dine brødre, som ikke alle er parate til at modtage denne lære. Ordene i Moseloven og læren i Skrifterne eksisterede ikke før Abraham. Først i nyere tid er skrifterne blevet samlet, som vi har dem nu. Mens de indeholder det bedste af det jødiske folks højere tanker og længsler, indeholder de også meget, der langt fra er repræsentativt for karakteren og læren hos Faderen i himlen; derfor må jeg blandt den bedre lære vælge de sandheder, der skal indsamles til rigets evangelium.

159:4.3 (1767.5) “Disse skrifter er menneskers arbejde, nogle af dem hellige mænd, andre ikke så hellige. Læren i disse bøger repræsenterer synspunkterne og omfanget af oplysning i de tider, hvor de havde deres oprindelse. Som en åbenbaring af sandheden er de sidste mere pålidelige end de første. Skrifterne er mangelfulde og helt igennem af menneskelig oprindelse, men begår man ikke fejl, udgør de den bedste samling af religiøs visdom og åndelig sandhed, der findes i hele verden på nuværende tidspunkt.

159:4.4 (1767.6) “Mange af disse bøger blev ikke skrevet af de personer, hvis navne de bærer, men det forringer på ingen måde værdien af de sandheder, de indeholder. Hvis historien om Jonas ikke var en kendsgerning, selv hvis Jonas aldrig havde levet, ville den dybe sandhed i denne fortælling, Guds kærlighed til Nineve og de såkaldte hedninge, stadig være værdifuld i øjnene på alle dem, der elsker deres medmennesker. Skrifterne er hellige, fordi de præsenterer tanker og handlinger fra mennesker, der søgte efter Gud, og som i disse skrifter efterlod deres højeste begreber om retfærdighed, sandhed og hellighed. Skrifterne indeholder meget, der er sandt, rigtig meget, men i lyset af din nuværende undervisning ved du, at disse skrifter også indeholder meget, der ikke er repræsentativt for Faderen i himlen, den kærlige Gud, jeg er kommet for at åbenbare for alle verdener.

159:4.5 (1768.1) “Nataniel, tillad aldrig dig selv et øjeblik at tro på de bibelske optegnelser, der fortæller dig, at kærlighedens Gud beordrede dine forfædre til at gå i kamp for at dræbe alle deres fjender—mænd, kvinder og børn. Sådanne optegnelser er mænds ord, ikke særlig hellige mænd, og de er ikke Guds ord. Skrifterne har altid, og vil altid, afspejle den intellektuelle, moralske og åndelige status hos dem, der skaber dem. Har du ikke bemærket, at Jahves begreber vokser i skønhed og herlighed, efterhånden som profeterne skriver deres optegnelser fra Samuel til Esajas? Og du skal huske, at Skrifterne er beregnet til religiøs instruktion og åndelig vejledning. De er ikke værker af hverken historikere eller filosoffer.

159:4.6 (1768.2) “Det mest beklagelige er ikke blot denne fejlagtige idé om Skriftens absolutte fuldkommenhed og dens læres ufejlbarlighed, men snarere den forvirrende fejlfortolkning af disse hellige skrifter, som de traditionsbundne skriftkloge og farisæere i Jerusalem har foretaget. Og nu vil de anvende både doktrinen om Skriftens inspiration og deres fejlfortolkninger af den i deres beslutsomme forsøg på at modstå disse nyere lærdomme om evangeliet om Riget. Nathaniel, glem aldrig, at Faderen ikke begrænser sandhedens åbenbaring til en bestemt generation eller et bestemt folk. Mange oprigtigt søgende efter sandheden er blevet, og vil fortsat blive, forvirrede og modløse af disse doktriner om Skriftens fuldkommenhed.

159:4.7 (1768.3) “Sandhedens autoritet er selve den ånd, der bor i dens levende manifestationer, og ikke de døde ord fra de mindre oplyste og angiveligt inspirerede mænd fra en anden generation. Og selv om disse hellige mænd i gamle dage levede inspirerede og åndsfyldte liv, betyder det ikke, at deres ord på samme måde var åndeligt inspirerede. I dag laver vi ingen optegnelser over læren om dette evangelium om riget, så I ikke, når jeg er gået bort, hurtigt bliver delt op i forskellige grupper af sandhedskæmpere som et resultat af jeres forskellige fortolkning af min lære. For denne generation er det bedst, at vi lever disse sandheder, mens vi undgår at lave optegnelser.

159:4.8 (1768.4) “Læg godt mærke til mine ord, Nathaniel, intet, som den menneskelige natur har rørt ved, kan betragtes som ufejlbarligt. Gennem menneskets sind kan guddommelig sandhed ganske vist skinne frem, men altid af relativ renhed og delvis guddommelighed. Skabningen kan hige efter ufejlbarlighed, men kun Skaberne besidder den.

159:4.9 (1768.5) “Men den største fejl i læren om skrifterne er læren om, at de er forseglede bøger med mysterier og visdom, som kun nationens kloge hoveder tør fortolke. Den guddommelige sandheds åbenbaringer er ikke forseglede, undtagen af menneskelig uvidenhed, hykleri og snæversynet intolerance. Skriftens lys bliver kun formørket af fordomme og formørket af overtro. En falsk frygt for det hellige har forhindret religionen i at blive beskyttet af sund fornuft. Frygten for autoriteten i fortidens hellige skrifter forhindrer effektivt nutidens ærlige sjæle i at acceptere evangeliets nye lys, det lys, som netop disse gudsvidende mænd i en anden generation så inderligt længtes efter at se.

159:4.10 (1769.1) “Men det sørgeligste af det hele er, at nogle af lærerne i denne traditionalismes hellighed kender netop denne sandhed. De forstår mere eller mindre fuldt ud disse begrænsninger i Skriften, men de er moralske kujoner, intellektuelt uærlige. De kender sandheden om de hellige skrifter, men de foretrækker at tilbageholde sådanne foruroligende kendsgerninger fra folket. Og således perverterer og fordrejer de Skrifterne og gør dem til en guide til slaviske detaljer i det daglige liv og til en autoritet i ikke-åndelige ting i stedet for at appellere til de hellige skrifter som opbevaringssted for moralsk visdom, religiøs inspiration og åndelig lære fra andre generationers gudbevidste mennesker.”

159:4.11 (1769.2) Nataniel blev oplyst og chokeret over Mesterens udtalelse. Han grublede længe over denne tale i sin sjæls dyb, men han fortalte ingen om denne konference før efter Jesu himmelfart; og selv da frygtede han at fortælle hele historien om Mesterens instruktion.

5. Jesu religions positive karakter

159:5.1 (1769.3) I Filadelfia, hvor James arbejdede, underviste Jesus disciplene i den positive natur af evangeliet om riget. Da han i løbet af sine bemærkninger antydede, at nogle dele af Skriften indeholdt mere sandhed end andre, og formanede sine tilhørere til at give deres sjæle den bedste åndelige føde, afbrød James Mesteren og spurgte: “Vil du være så venlig, Mester, at foreslå os, hvordan vi kan vælge de bedste passager fra Skriften til vores personlige opbyggelse?” Og Jesus svarede: “Ja, James, når du læser i skrifterne, så kig efter de evigt sande og guddommeligt smukke læresætninger, som f.eks:

159:5.2 (1769.4) “Skab i mig et rent hjerte, o Herre.

159:5.3 (1769.5) “Herren er min hyrde, jeg skal ikke mangle noget.

159:5.4 (1769.6) “Du burde elske din næste som dig selv.

159:5.5 (1769.7) “For jeg, Herren din Gud, vil holde din højre hånd og sige: Frygt ikke; jeg vil hjælpe dig.

159:5.6 (1769.8) “Og ej heller skal nationerne lære at føre krig mere.”

159:5.7 (1769.9) Og dette illustrerer den måde, hvorpå Jesus dag for dag tilegnede sig de hebraiske skrifter til undervisning af sine tilhængere og til inddragelse i læren om det nye evangelium om riget. Andre religioner havde foreslået tanken om Guds nærhed til mennesket, men Jesus gjorde Guds omsorg for mennesket til en kærlig fars bekymring for sine afhængige børns velfærd og gjorde derefter denne lære til hjørnestenen i sin religion. Og således gjorde læren om Guds faderskab det bydende nødvendigt at praktisere menneskets broderskab. Tilbedelsen af Gud og tjenesten for mennesket blev summen og substansen i hans religion. Jesus tog det bedste fra den jødiske religion og omsatte det til en værdig ramme i den nye lære om evangeliet om riget.

159:5.8 (1769.10) Jesus indførte en ånd af positiv handling i den jødiske religions passive doktriner. I stedet for negativ overholdelse af ceremonielle krav, påbød Jesus positiv udførelse af det, som hans nye religion krævede af dem, der accepterede den. Jesu religion bestod ikke blot i at tro, men i faktisk at gøre, de ting, som evangeliet krævede. Han lærte ikke, at essensen af hans religion bestod i social tjeneste, men snarere at social tjeneste var en af de sikre virkninger af at besidde den sande religions ånd.

159:5.9 (1770.1) Jesus tøvede ikke med at tilegne sig den bedre halvdel af et skriftsted, mens han forkastede den mindre del. Hans store formaning, “Elsk din næste som dig selv,” tog han fra det skriftsted, hvor der står: “Du må ikke tage hævn over dit folks børn, men du skal elske din næste som dig selv.” Jesus tilegnede sig den positive del af dette skriftsted, mens han afviste den negative del. Han var endda modstander af negativ eller rent passiv ikke-modstand. Han sagde: “Når en fjende slår dig på den ene kind, skal du ikke stå der stum og passiv, men med en positiv indstilling vende den anden kind til; det vil sige, gør det bedst mulige aktivt for at lede din bror i vildfarelse væk fra de onde stier og ind på de bedre veje til et retfærdigt liv.” Jesus krævede af sine tilhængere, at de reagerede positivt og aggressivt på enhver livssituation. At vende den anden kind til, eller hvilken handling det nu måtte være, kræver initiativ, kræver et energisk, aktivt og modigt udtryk for den troendes personlighed.

159:5.10 (1770.2) Jesus opfordrede ikke til negativ underkastelse over for dem, der bevidst forsøger at påføre dem, der praktiserer ikke-modstand mod det onde, ydmygelser, men snarere til, at hans tilhængere skulle være kloge og opmærksomme på det godes hurtige og positive reaktion på det onde, så de effektivt kunne overvinde det onde med det gode. Glem ikke, at det virkelig gode altid er mere magtfuldt end det mest ondskabsfulde onde. Mesteren underviste i en positiv standard for retfærdighed: “Den, der ønsker at være min discipel, skal se bort fra sig selv og tage hele sit ansvar på sig hver dag for at følge mig.” Og han levede selv sådan, at “han gik omkring og gjorde godt.” Og dette aspekt af evangeliet blev godt illustreret af mange lignelser, som han senere talte til sine tilhængere. Han formanede aldrig sine tilhængere til tålmodigt at bære deres forpligtelser, men snarere med energi og entusiasme til at leve op til det fulde mål af deres menneskelige ansvar og guddommelige privilegier i Guds rige.

159:5.11 (1770.3) Da Jesus instruerede sine apostle i, at de, når en uretfærdig tog frakken, skulle tilbyde et andet klædningsstykke, henviste han ikke så meget til en bogstavelig anden frakke som til ideen om at gøre noget positivt for at redde den uretfærdige i stedet for det gamle råd om at gengælde—“øje for øje” og så videre. Jesus afskyede tanken om gengældelse eller om blot at blive en passiv lidende eller et offer for uretfærdighed. Ved denne lejlighed underviste han dem i de tre måder at kæmpe med og modstå det onde på:

159:5.12 (1770.4) 1. At gengælde ondt med ondt—den positive, men uretfærdige måde.

159:5.13 (1770.5) 2. At lade det onde gå ud over sig uden hverken at klage eller sætte sig til modværge—den helt negative måde.

159:5.14 (1770.6) 3. At gengælde det onde med det gode, at lade sin vilje komme til udtryk for at blive mester over situationen, for at overvinde ondt med godt—den positive og retfærdige måde.

159:5.15 (1770.7) En af apostlene spurgte engang: “Mester, hvad skulle jeg gøre, hvis en fremmed tvang mig til at bære hans rygsæk i en kilometer?” Jesus svarede: “Sæt dig ikke ned og suk af lettelse, mens du skælder den fremmede ud efter bedste evne. Retfærdighed kommer ikke fra sådanne passive holdninger. Hvis du ikke kan komme i tanke om noget mere effektivt og positivt at gøre, kan du i det mindste bære rygsækken endnu en kilometer. Det vil helt sikkert udfordre den uretfærdige og ugudelige fremmede.”

159:5.16 (1770.8) Jøderne havde hørt om en Gud, der ville tilgive angrende syndere og forsøge at glemme deres ugerninger, men ikke før Jesus kom, hørte mennesker om en Gud, der gik på jagt efter fortabte får, som tog initiativ til at lede efter syndere, og som glædede sig, når han fandt dem villige til at vende tilbage til Faderens hus. Denne positive tone i Jesu religion gjaldt også hans bønner. Og han forvandlede den negative gyldne regel til en positiv formaning om menneskelig retfærdighed.

159:5.17 (1771.1) I al sin undervisning undgik Jesus altid distraherende detaljer. Han undgik et blomstrende sprog og undgik det rene poetiske billedsprog med ordspil. Han lagde altid store betydninger i små udtryk. For at illustrere det vendte Jesus op og ned på den gængse betydning af mange udtryk, såsom salt, surdej, fiskeri og små børn. Han brugte meget effektivt antitesen og sammenlignede det mindste med det uendelige og så videre. Hans billeder var slående, såsom “Den blinde leder den blinde.” Men den største styrke i hans illustrative undervisning var dens naturlighed. Jesus bragte religionsfilosofien fra himlen ned på jorden. Han skildrede sjælens elementære behov med en ny indsigt og en ny uddeling af kærlighed.

6. Tilbage til Magadan

159:6.1 (1771.2) Den fire uger lange mission i Dekapolis var en moderat succes. Hundredvis af sjæle blev modtaget i riget, og apostlene og evangelisterne fik en værdifuld erfaring i at udføre deres arbejde uden inspiration fra Jesu umiddelbare personlige nærvær.

159:6.2 (1771.3) Fredag den 16. september samledes hele korpset af arbejdere efter forudgående aftale i Magadan Park. På sabbatsdagen blev der afholdt et råd med mere end hundrede troende, hvor de fremtidige planer for udvidelse af rigets arbejde blev grundigt overvejet. Davids budbringere var til stede og aflagde rapport om de troendes velfærd i hele Judæa, Samaria, Galilæa og de tilstødende distrikter.

159:6.3 (1771.4) Få af Jesu tilhængere på dette tidspunkt forstod fuldt ud den store værdi af budbringerkorpsets tjenester. Ikke alene holdt budbringerne de troende i hele Palæstina i kontakt med hinanden og med Jesus og apostlene, men i disse mørke dage fungerede de også som indsamlere af midler, ikke kun til Jesu og hans medarbejderes underhold, men også til de tolv apostles og de tolv evangelisters familier.

159:6.4 (1771.5) Omkring dette tidspunkt flyttede Abner sin operationsbase fra Hebron til Betlehem, og sidstnævnte sted var også hovedkvarter i Judæa for Davids budbringere. David opretholdt en natlig budbringertjeneste mellem Jerusalem og Betsaida. Disse løbere forlod Jerusalem hver aften, lagde vejen forbi Sykar og Skythopolis og ankom til Betsaida ved morgenmadstid næste morgen.

159:6.5 (1771.6) Jesus og hans medarbejdere forberedte sig nu på at tage en uges hvile, før de gjorde sig klar til at starte på den sidste epoke af deres arbejde for riget. Det var deres sidste hvile, for missionen i Perea udviklede sig til en kampagne med forkyndelse og undervisning, som strakte sig helt frem til deres ankomst til Jerusalem og til udførelsen af de afsluttende episoder i Jesu jordiske karriere.