Urantia Bogen

Kapitel 34

Lokaluniversets Moderånd

34:0.1 (374.1) NÅR en Skabersøn personificeret af den Universelle Fader og den Evige Søn, så individualiserer den Uendelige Ånd en ny og unik repræsentation af sig selv til at ledsage denne Skabersøn til rummets riger, for der at være hans partner, først, i fysisk organisation og senere i skabelsen og tjenesten for skabningerne i det nyligt projekterede univers.

34:0.2 (374.2) En skabende ånd reagerer på både fysiske og åndelige realiteter; det samme gør en Skabersøn; og således koordinerer og samarbejder de i administrationen af et lokalunivers i tid og rum.

34:0.3 (374.3) Disse Datterånder er af den Uendelige Ånds essens, men de kan ikke fungere i arbejdet med fysisk skabelse og åndelig tjeneste samtidigt. I den fysisk skabelse tilvejebringer Universets Søn mønsteret, mens Universets Ånd igangsætter materialisationen af de fysiske realiteter. Sønnen opererer med styrkedesignene men Ånden omdanner disse energiskabelser til fysiske substanser. Selvom det på mange måder er svært at beskrive den Uendelige Ånds tidlige univers tilstedeværelse som en person, er Åndepartneren, ikke desto mindre personlig for Skabersønnen og har altid fungeret som et tydeligt særskilt individ.

1. Personaliseringen af den skabende ånd

34:1.1 (374.4) Efter fuldførelsen af den fysiske organisering af en stjerne- og planetarisk klynge og etableringen af energikredsløbene af superuniversets kraftcentre, efter dette indledende arbejde med skabelse af den Uendelige Ånds agenturer, der opererer gennem og under ledelse af hans lokalunivers skabende fokalisering, udgår Mikael sønnens proklamation om, at livet som det næste skal projiceres i det nyligt organiserede univers. Når Paradiset anerkender denne hensigtserklæring, sker der en reaktion af godkendelse i Paradisets Treenighed, efterfulgt af en forsvinden i den åndelige glans af Guddommene fra den Mesterånd, i hvis superunivers denne nye skabelse er ved at blive organiseret. I mellemtiden nærmer de andre Mesterånder sig denne Paradisguddommenes centrale bolig, og efterfølgende, når den guddomsomfavnede Mesterånd træder frem for anerkendelse af sine kolleger, sker der det, der er kendt som et “primær udbrud”. Dette er et enormt åndeligt lysglimt, et fænomen, der tydeligt kan skelnes så langt væk som hovedkvarteret for det pågældende superunivers, og samtidig med denne lidet forstående treenighedsmanifestation sker der en markant ændring i arten af den skabende ånds tilstedeværelse og styrken af den Uendelige Ånd, der bor i det pågældende lokalunivers. Som svar på disse paradisfænomener personaliseres der straks i selve Skabersønnens nærvær, en ny personlig repræsentation af den Uendelige Ånd. Dette er den Guddommelige Minister. Skabersønnens individualiserede Skabende Åndehjælper er blevet hans personlige skabende medarbejder, lokaluniversets Moderånd.

34:1.2 (375.1) Fra og gennem denne nye personlige adskillelse fra Samforeneren udgår de etablerede strømme og anviste kredsløb af åndelig kraft og åndelig indflydelse som er bestemt til at gennemtrænge alle verdener og væsener i dette lokalunivers. I virkeligheden er denne nye og personlige tilstedeværelse kun en transformation af Sønnens præ-eksisterende og mindre personlige medarbejder i hans tidligere arbejde med organisering af det fysiske univers.

34:1.3 (375.2) Dette er beretningen om et uhørt stort drama i få ord, men det repræsenterer omtrent alt, hvad der kan berettes om disse betydningsfulde transaktioner. De er øjeblikkelige, uudgrundelige og uforståelige; hemmeligheden bag teknikken og fremgangsmåden findes i Paradistreenighedens skød. Kun en ting er vi sikre på: Åndens tilstedeværelse i lokaluniverset under den rent fysiske skabelse eller organisation var ufuldstændigt adskilt fra ånden i Paradisets Uendelige Ånd; hvorimod, efter den tilsynsførende Mesterånds genkomst fra Gudernes hemmelige omfavnelse og efter lysglimtet af åndelig energi, forandres den lokale manifestation af den Uendelige Ånd pludseligt og fuldstændigt til den personlige lighed med Mesterånden som befandt sig i forvandlende forbindelse med den Uendelige Ånd. Lokaluniversets Moderånd får således en personlig karakter, som er præget af Mesterånden i superuniverset af astronomisk jurisdiktion.

34:1.4 (375.3) Denne personlige tilstedeværelse af den Uendelige Ånd, lokaluniversets Skabende Moderånd, er i Satania kendt som den Guddommelige Minister. I alle praktiske henseender og åndelige formål er denne manifestation af Guddommen et guddommeligt individ, en åndelig person. Og sådan er hun kendt og agtet af Skabersønnen. Det er gennem denne lokalisering og personalisering af den Tredje Kilde og Center i vores lokalunivers, at Ånden efterfølgende kan blive så fuldstændig underlagt Skabersønnen, at det virkelig blev sagt om denne Søn “Al magt i himlen og på jorden er blevet betroet ham”.

2. Den guddommelige ministers væsen

34:2.1 (375.4) Efter at have gennemgået en markant personlighedsmetamorfose på tidspunktet for livets skabelse, fungerer den Guddommelige Minister derefter som en person og samarbejder på en meget personlig måde med Skabersønnen i planlægningen og forvaltningen af de omfattende anliggender i deres lokale skabelse. For mange væsentyper i universet synes selv denne repræsentation af den Uendelige Ånd måske ikke at være helt personlig i de tidsaldre der går forud for Mikaels sidste overdragelse; men efter at Skabersønnen er blevet ophøjet til en Mestersøns suveræne autoritet, bliver den Skabende Moderånd så forstærket i personlige egenskaber, at hun bliver personligt anerkendt af alle individer, der kommer i kontakt med hende.

34:2.2 (375.5) Fra den tidligste tilknytning til Skabersønnen besidder Universets Ånd alle den Uendelige Ånds egenskaber for fysisk kontrol, inklusive den fulde evne til antityngdekraft. Når Universets Ånd opnår personlig status, udøver den den samme uindskrænket og fuldstændige kontrol over sindets tyngdekraften i lokaluniverset, som den Uendelige Ånd ville gøre, hvis den personligt er til stede.

34:2.3 (375.6) I hvert lokalunivers fungerer den Guddommelige Minister i overensstemmelse med naturen og de iboende karakteristika af den Uendelige Ånd, således som den er legemligggjort i en af Paradiset Syv Mesterånder. Mens der er en grundlæggende ensartethed i karakteren hos alle universets ånder, er der også en mangfoldighed af funktioner, bestemt af deres oprindelse gennem en af de Syv Mesterånder. Denne oprindelsesforskel forklarer de forskellige teknikker i funktionen af lokaluniversets Moderånder i forskellige superuniverser. Men i alle væsentlige åndelige egenskaber er disse Ånder identiske, lige åndelige og fuldstændig guddommelige, uanset superuniversets differentiering.

34:2.4 (376.1) Den Skabende Ånd er medansvarlig med Skabersønnen i frembringelsen af verdenernes skabninger og hun svigter aldrig Sønnen i alle bestræbelser på at opretholde og bevare disse skabninger. Livet tildeles og vedligeholdes gennem den Skabende Ånds formidling. “Du udsender din Ånd og de bliver skabt. Du fornyer jordens overflade.”

34:2.5 (376.2) I skabelsen af et univers af intelligente skabninger fungerer den Skabende Moderånd først i sfæren af universets fuldkommenhed og samarbejder med Sønnen i skabelsen af den Lysende Morgenstjerne. Efterfølgende nærmer Åndens afkom sig i stigende grad ordener af skabte væsener på planeterne, selv når Sønnerne graduerer nedad fra Melkisedekerne til de materielle Sønner, som faktisk har kontakt med de dødelige i rigerne. I den senere evolution af dødelige skabninger tilvejebringer Livsbærer-sønnener den fysiske legeme, der er fremstillet af det eksisterende organiserede materiale i riget, mens Universets Ånd bidrager med “livets åndedrag”.

34:2.6 (376.3) Mens det syvende segment i storuniverset i mange henseender kan være forsinket i udviklingen, ser eftertænksomme studerende af vores problemer frem til udviklingen af en usædvanlig velafbalanceret skabelse i de kommende tidsaldre. Vi forudsiger denne høje grad af symmetri i Orvonton, fordi den præsiderende Ånd i dette superunivers er lederen af Mesterånderne i det høje, idet den er en åndeintelligens, der legemliggør den afbalancerede forening og perfekte koordinering af træk og karakter af alle tre af de evige Guddomme. Vi er forsinket og tilbagestående i sammenligning med de andre sektorer, men der venter os utvivlsomt forvente en transcendent udvikling og en hidtil uset præstation engang i fremtidens evige tidsaldre.

3. Sønnen og Ånden i tid og rum

34:3.1 (376.4) Hverken den Evige Søn eller den Uendelige Ånd er begrænset eller betinget af hverken tid eller rum, men det er de fleste af deres afkom.

34:3.2 (376.5) Den Uendelige Ånd gennemtrænger hele rummet og bor i evighedens cirkel. Alligevel må den Uendelige Ånds personligheder i deres personlige kontakt med tidens børn ofte regne med timelige elementer, dog ikke så meget med rummet. Mange mentale tjenester ignorerer rummet men medfører en tidsforskydning, når de skal koordinere de forskellige niveauer af universets virkelighed. En Enlig Budbringer er stort set uafhængig af rummet, bortset fra, at det faktisk kræver tid at rejse fra et sted til et andet; og der findes andre lignende enheder som i ikke kender til.

34:3.3 (376.6) Hvad angår personlige prærogativer, er en skabende ånd helt og aldeles uafhængig af rum, men ikke af tid. Der er ingen specialiseret personlig tilstedeværelse af denne Universånd på hverken konstellationernes eller systemernes hovedkvarter. Hun er ligeligt og diffust til stede i hele sit lokalunivers og er derfor lige så bogstaveligt og personligt til stede i én verden som i enhver anden.

34:3.4 (376.7) Kun med hensyn til tidselementet er en Skabende Ånd i en vis grad begrænset i sin universtjeneste. En Skabersøn handler øjeblikkeligt i hele sit univers, men den Skabende Ånd må regne med tiden i det universelle sinds tjeneste, undtagen når hun bevidst og planlagt benytter sig af Universets Søn personlige privilegier. I den rene åndelig funktion handler den Skabende Ånd også uafhængig af tid, såvel som i hendes samarbejde med universets mystiske reflektivitetsfunktion.

34:3.5 (377.1) Selvom den Evige Søns ånd-tyngdekraftskredsløb fungerer uafhængigt af både tid og rum, er alle Skabersønnernes funktioner ikke fritaget fra rummets begrænsninger. Hvis man set bort fra transaktionerne i de evolutionære verdener, synes disse Mikaelsønner at være i stand til at operere relativt uafhængigt af tid. En Skabersøn er ikke hæmmet af tiden, men han er betinget af rummet; han kan ikke personlig være to steder samtidig. Mikael af Nebadon handler tidløst i sit eget univers og ved reflektivitet praktisk talt også i superuniverset. Han kommunikerer tidløst direkte med den Evige Søn.

34:3.6 (377.2) Den Guddommelige Minister er Skabersønnens forstående hjælper, der sætter ham i stand til at overvinde og kompensere for sine iboende begrænsninger med hensyn til rummet, for når disse to fungerer i administrativ forening, er de praktisk talt uafhængige af tid og rum inden for grænserne af deres lokale skabelse. Derfor fungerer Skabersønnen og den Skabende Ånd som regel uafhængigt af både tid og rum, sådan som det praktisk kan iagttages i et lokalunivers, da de hver især altid har den andens frigørelse af tid og rum til rådighed.

34:3.7 (377.3) Kun absolutte væsener er uafhængige af tid og rum i absolut forstand. Størstedelen af de underordnede personer i både den Evige Søn og den Uendelige Ånd er underlagt både tid og rum.

34:3.8 (377.4) Når en Skabende Ånd bliver “rumbevidst” forbereder hun sig på at anerkende et begrænset “rumområde” som sit, et rige, hvor hun kan være rumfri i modsætning til et andet rum som hun er underlagt af. Man er kun fri til at vælge og handle inden for sin egen bevidstheds område.

4. Kredsløbene i lokaluniverset

34:4.1 (377.5) Der findes tre særskilte åndekredsløb i Nebadons lokalunivers:

34:4.2 (377.6) 1. Skabersønnens overdragelsesånd, Talsmanden, Sandhedens ånd.

34:4.3 (377.7) 2. Den Guddommelige Ministers åndekredsløb, Helligånden.

34:4.4 (377.8) 3. Kredsløbet for intelligens tjeneste, herunder de syv tilknyttede sindsånders mere eller mindre forenede aktiviteter med forskellige funktioner.

34:4.5 (377.9) Skabersønnerne er udstyret med en ånd af universets nærvær, der på mange måder er analog med den af Paradisets Syv Mesterånder. Dette er Sandhedens Ånd, som udgydes over en verden af en overdragelsessøn, efter at han har modtaget åndelig titel til en sådan sfære. Denne skænkede Talsmand er den åndelige kraft, som altid trækker alle sandhedssøgende mod Ham, som er personificeringen af sandheden i lokaluniverset. Denne ånd er en medfødt egenskab hos Skabersønnen, og den udgår fra hans guddommelige natur præcis ligesom mesterkredsløbene i storuniverset er afledt af paradisguddommenes personlighedsnærvær.

34:4.6 (377.10) Skabersønnen kan komme og gå; hans personlige tilstedeværelse kan være i lokaluniverset eller andre steder; alligevel fungerer Sandhedens Ånd uforstyrret, for denne guddommelige tilstedeværelse selvom den er afledt af Skabersønnens personlighed, er den funktionelt centreret i den Guddommelige Ministers person.

34:4.7 (378.1) Universets Moderånd forlader dog aldrig lokaluniversets hovedkvartersverden. Skabersønnens ånd kan fungere, og gør det også, uafhængig af Sønnens personlige tilstedeværelse, men dette gælder ikke for hendes personlige ånd. Den Guddommelige Ministers Helligånd ville ophøre med at fungere, såfremt hendes personlige tilstedeværelse blev fjernet fra Salvington. Hendes åndetilstedeværelse synes at være fikseret i universets hovedkvartersverden, og det er netop dette faktum, der gør det muligt for Skabersønnens ånd at fungere uafhængig af Sønnens opholdssted. Universets Moderånd fungerer som universets fokus og centrum for Sandhedsånden samt for hendes egen personlige indflydelse, Helligånden.

34:4.8 (378.2) Skaberen Fader-Sønnen og den Skabende Moderånd bidrager begge på forskellig måde til sindsbegavelsen hos deres børn i lokaluniverset. Den Skabende Ånd skænker ikke sindet, før hun er udstyret med personlige rettigheder.

34:4.9 (378.3) De superevolutionære personlighedsordener i et lokalunivers er udstyret med lokaluniversets type af superuniversets sindsmønster. De menneskelige og undermenneskelige ordener af evolutionært liv er udstyret med de hjælpende åndstyper af sindets tjeneste.

34:4.10 (378.4) De syv hjælpende sindsånder er skabt af et lokalunivers Guddommelige Minister. Disse sinds-ånder ligner hinanden i karakter men forskellig i deres evner, og de har alle lige del i naturen hos Universets Ånd selvom de næppe betragtes som værende personligheder adskilt fra deres Moderskaber. De syv sindshjælpere har fået følgende navne: visdommens ånd, tilbedelsens ånd, rådets ånd, kundskabens ånd, modets ånd, forståelsens ånd, intuitionens, den hurtige opfattelsens ånd.

34:4.11 (378.5) Disse er “Guds syv ånder”, “som lamper, der brænder foran tronen”, som profeten så i visionens symboler. Men han så ikke de fireogtyve vagters troner rundt omkring disse hjælpende sindsånder. Denne optegnelse repræsenterer forvirringen af to præsentationer, den ene vedrører universets hovedkvarter og den anden vedrørende systemets hovedstad. De fire og tyve ældstes troner er i Jerusem, hovedkvarteret for jeres lokalsystem af beboede verdener.

34:4.12 (378.6) Men det var om Salvington, at John skrev: “Og ud fra tronen udgik lyn og torden og stemmer”—universets udsendelser til de lokale systemer. Han så også lokaluniversets retningskontrollerende væsener, de levende kompasser i hovedkvarterets verden. Denne retningsbestemte kontrol i Nebadon opretholdes af Salvingtons fire kontrolvæsener, som opererer over universets strømme og får dygtigt hjælp af den første fungerende sindsånd, intuitionens hjælper, den “hurtige opfattelsens” ånd. Men beskrivelsen af disse fire væsener—kaldt bæster—er blevet sørgeligt skæmmet; de er af enestående skønhed og udsøgt form.

34:4.13 (378.7) Kompassets fire verdensretninger er universelle og iboende i Nebadon liv. Alle levende væsener besidder kropslige enheder, som er følsomme og reagerer på disse retningsbestemte strømme. Disse væsenskabelser duplikeres ned gennem universet til de individuelle planeter og sammen med verdenernes magnetiske kræfter aktiveres de mængden af mikroskopiske legemer i den animalske organisme, så disse retningsvisende celler altid peger mod nord og syd. Således er retningssansen for altid fikseret hos universets levende væsener. Menneskeheden er ikke helt uvidende om denne sans. Disse organer blev først observeret på Urantia omkring tiden for denne beretning.

5. Åndens tjeneste

34:5.1 (379.1) Den Guddommelige Minister samarbejder med Skabersønnen i livets udformning og skabelsen af nye ordener af væsen helt frem til tiden for hans syvende overdragelse, og efterfølgende hans ophøjelse til fuld suverænitet i sit univers fortsætter hun samarbejdet med Sønnen og Sønnens overdraget ånd i det fortsatte arbejde med verdenstjeneste og planetarisk fremgang.

34:5.2 (379.2) På de beboede verdener begynder Ånden arbejdet med evolutionær fremgang, begyndende med rigets livløse materiale, først tilfører hun vegetabilsk liv, derefter de animalske organismer og derefter de første ordener af menneskelig eksistens, og hver efterfølgende tildeling medfører yderligere udvikling af det planetariske livs evolutionære potentiale, fra de indledende og primitive stadier til viljevæsenernes fremkomst. Dette Åndens arbejde udføres i vid udstrækning gennem de syv sindshjælpere, løftets ånder, det forenende og koordinerende åndesind på de udviklende planeter som altid og forenet leder menneskeracerne mod højere idéer og åndelige idealer.

34:5.3 (379.3) Det dødelige menneske oplever først Åndens tjeneste i forbindelse med sindet, når evolutionære skabningers rent dyriske sind udvikler modtagelsesevne for tilbedelsens og visdommens sindshjælpere. Den sjette og syvende sindshjælpers tjeneste indikerer sindets udvikling, der krydser tærsklen til åndelig tjeneste. Og umiddelbar er sådanne sind af tilbedelse og visdomsfunktion inkluderet i den Guddommelige Ministers åndelige kredsløb.

34:5.4 (379.4) Når sindet således er udstyret med Helligåndens tjeneste, besidder det kapaciteten til (bevidst eller ubevidst) at vælge den Universelle Faders åndelige tilstedeværelse—Tankeretteren. Men det er før en overdragelsessøn har frigjort Sandhedsånden til planetarisk tjeneste for alle dødelige, at alle normale sind automatisk er forberedt til modtagelsen af Tankeretterne. Sandhedsånden arbejder som ét med tilstedeværelsen af den Guddommelige Ministers ånd. Denne dobbelte åndsforbindelse svæver over verdener og søger at undervise i sandhed og åndeligt oplyse menneskers sind, at inspirere sjælene hos de opstigende racers skabninger og at lede folkene, der bor på de evolutionære planeter, mod deres Paradisiske mål af guddommelig skæbne.

34:5.5 (379.5) Selvom Sandhedens Ånd udgydes over alt kød, er denne Sønnens ånd næsten helt begrænset i funktion og kraft af menneskets personlige modtagelse af det, der udgør summen og substansen af den skænkende Søns mission. Helligånden er delvist uafhængig af menneskets holdning og delvist betinget af menneskets beslutninger og samarbejde med dets vilje. Ikke desto mindre bliver Helligåndens tjeneste mere og mere effektiv i helliggørelsen og åndeliggørelsen af det indre liv hos de dødelige, der mere fuldt ud adlyder den guddommelige ledelse.

34:5.6 (379.6) Som individer besidder I ikke personligt en adskilt del eller enhed af Skaberen Fader-Sønnens ånd eller af den Skabende Moderånd; disse tjenester har ikke kontakt med eller bor i tankecentrene i den enkeltes sind, som Mysterieledsagerne gør. Tankerettere er klare individualiseringer af den Universelle Faders førpersonlige virkelighed, der faktisk bor i det dødelige sind som en virkelig del af dette sind, og de arbejder bestandig i perfekt harmoni med Skabersønnens og den Skabende Ånds kombinerede ånder.

34:5.7 (380.1) Tilstedeværelsen af Universets Helligånds datter af den Uendelige Ånd, af Sandhedens Ånd fra Universsønnen af den Evige Søn og af Paradisfaderens Retterånd i eller med en evolutionær dødelig, angiver symmetri af åndelige begavelse og tjeneste og kvalificerer sådan en dødelig til bevidst at indse trosfaktummet om sønskab med Gud.

6. Ånden i mennesket

34:6.1 (380.2) Med en beboet planets fremadskridende udvikling og yderligere åndeliggørelse af dens indbyggere, kan sådanne modne personligheder modtage yderligere åndelige påvirkninger. Efterhånden som dødelige udvikler sig i sindets kontrol og åndsopfattelse, bliver disse mange åndelige tjenester mere og mere koordinerede i deres funktion; de bliver i stigende grad blandet med Paradistreenighedens overordnede tjeneste.

34:6.2 (380.3) Selvom Guddommeligheden kan være flertallig i sin manifestation, er guddommelighed i menneskelig erfaring ental, altid en. Åndelig tjeneste er heller ikke i flertal i menneskelig erfaring. Uanset oprindelsens mangfoldighed er alle åndelige påvirkninger én i funktion. De er faktisk ét, idet de er Gud den Syvfoldiges åndelige tjeneste i og for skabningerne i det storuniverset; og efterhånden som skabningerne vokser i påskønnelse af og modtagelighed for denne åndens forenende tjeneste, bliver den i deres erfaring Gud den Højestes tjeneste.

34:6.3 (380.4) Fra den evige herlighedens højder nedstiger den guddommelige Ånd ad en lang serie af trin for at møde dig, som du er og hvor du er, for derefter, i troens partnerskab, kærligt at omfavne sjælen af jordisk oprindelse, og påbegynde den sikre og bestemte tilbagerejse langs disse trin fra nedstigningen uden at standse førend den evolutionære sjæl er trygt ophøjet til de selvsamme højder af lyksalighed, hvorfra den guddommelige Ånd oprindelig drog ud på denne opgave af barmhjertighed og tjeneste.

34:6.4 (380.5) Åndelige kræfter søger og opnår fejlfrit deres egne oprindelige niveauer. Efter at de er draget ud fra den Evige vender de med sikkerhed tilbage, medbringende alle de børn i tid og rum, som har tilsluttet sig den indre Retters ledelse og undervisning, de som i sandhed er blevet “født af Ånden”, Guds trossønner.

34:6.5 (380.6) Den guddommelige Ånd er kilden til kontinuerlig tjeneste og opmuntring for menneskebørnene. Din styrke og din præstation er “i overensstemmelse med hans nåde, gennem Åndens fornyelse.” Åndeligt liv, ligesom fysiske energi, forbruges. Åndelig anstrengelse resulterer i relativ åndelig udmattelse. Hele opstigningsoplevelsen er virkelig såvel som åndelig; og derfor står der i sandhed skrevet, “Det er Ånden som levendegør.” “Ånden giver liv.”

34:6.6 (380.7) Den døde teori i selv de højeste religiøse doktriner er magtesløs i forhold til at ændre menneskets karakter eller kontrollere dødelig adfærd. Hvad verden i dag har brug for, er den sandhed, som jeres fordums lærer erklærede: “Ikke kun i ord, men også i kraft og i Helligånden.” Frøet af teoretisk sandhed er dødt, de højeste moralske begreber er uden virkning, medmindre og indtil den guddommelige Ånd ånder på sandhedens former og gør retfærdighedens formler levende.

34:6.7 (381.1) De, der har modtaget og anerkendt den iboende Guds, er blevet født af Ånden. “Du er Guds tempel, og Guds ånd bor i dig.” Det er ikke nok, at denne ånd bliver udgydt over jer; den guddommelige Ånd skal dominere og kontrollere alle faser af menneskelig erfaring.

34:6.8 (381.2) Det er tilstedeværelsen af den guddommelige Ånd, livets vand, der forhindrer den fortærende tørst af dødelig utilfredshed og den ubeskrivelige sult i det uspiritualiserede menneskelige sind. Åndsmotiverede væsener “tørster aldrig, for dette åndelige vand skal i dem blive en brønd af tilfredsstillelse, hvorfra vandet stiger op med evigt liv.” Sådanne guddommelige vandede sjæle er så godt som uafhængige af materielle omgivelser med hensyn til livets glæder og tilfredsstillelsen ved den jordiske eksistens. De er åndeligt oplyste og forfriskede, moralsk styrkede og begavede.

34:6.9 (381.3) I enhver dødelig eksister der en dobbelt natur: de nedarvede dyriske tendenser og den høje trang til åndelig begavelse. I løbet af det korte liv du lever på Urantia kan disse to forskelligartede og modsatrettede drifter sjældent forenes fuldt ud; de kan næppe harmoniseres og forenes; men gennem hele din levetid tjener den kombinerede Ånd altid for at hjælpe dig med at underkaste kødet mere og mere under Åndens ledelse. Selvom du skal leve dit materielle liv, selvom du ikke kan undslippe kroppen og dens behov, bliver du ikke desto mindre i formål og idealer bemyndiget til i stigende grad at underkaste den dyriske natur Åndens beherskelse. Der eksisterer i sandhed en sammensværgelse af åndelige kræfter i dig, en sammenslutning af guddommelige kræfter, hvis eneste formål er at bevirke din endelige udfrielse fra materiel trældom og begrænsede handicap.

34:6.10 (381.4) Formålet med al denne tjeneste er, “at du kan blive styrket med kraft gennem hans ånd i det indre menneske.” Og alt dette repræsenterer kun de foreløbige trin til den endelige opnåelse af fuldkommenhed af tro og tjeneste, den oplevelse, hvor du skal “fyldes med al Guds fylde,” “for alle dem, der ledes af Guds ånd, er Guds sønner.”

34:6.11 (381.5) Ånden tvinger aldrig, den leder kun. Hvis du er villig til at lære, hvis du ønsker at opnå åndelige niveauer og nå guddommelige højder, hvis du oprigtigt ønsker at nå det evige mål, så vil den guddommelige Ånd blidt og kærligt lede dig ad vejen til sønskab og åndelig fremgang. Hvert skridt, du tager, skal være præget af villighed, intelligent og muntert samarbejde. Åndens herredømme er aldrig plettet af tvang eller kompromitteret af tvang.

34:6.12 (381.6) Og når et sådant liv med åndelig vejledning accepteres frit og intelligent, udvikles der gradvist i det menneskelige sind en positiv bevidsthed om guddommelig kontakt og forsikring om åndeligt fællesskab; før eller siden “bevidner Ånden sammen med din ånd (Retteren), at du er et Guds barn.” Din egen Tankeretter har allerede fortalt dig om dit slægtskab med Gud, så optegnelsen vidner om, at Ånden“med din ånd”, ikke for din ånd.

34:6.13 (381.7) Bevidstheden om åndens dominans i et menneskeliv ledsages i øjeblikket af en af stigende fremvisning af Åndens karakteristika i livreaktionerne hos en sådan åndsledet dødelig, “for åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, mildhed og mådehold.” Sådanne åndsledede og guddommeligt oplyste dødelige er allerede begyndt at skelne det evige livs lys, mens de glimter på en anden verdens fjerne kyster, mens de endnu betræder slidets ringe veje og i menneskelig trofasthed udfører pligterne i deres jordiske opgaver, allerede er de begyndt at forstå virkeligheden af denne inspirerende og trøstende sandhed: “Guds rige er ikke kød og drikke, men retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.” Og gennem enhver prøvelse og i nærvær af enhver nød, bliver åndsfødte sjæle opretholdt af det håb, der overgår al frygt, fordi Guds kærlighed udgydes i alle hjerter ved den guddommelige Ånds nærvær.

7. Ånden og kødet

34:7.1 (382.1) Kødet, den iboende natur, der stammer fra menneskeracernes oprindelse i dyreriget, bærer ikke naturligt den guddommelige Ånds frugter. Når den dødelige natur er blevet opgraderet ved tilføjelsen af Guds Materielle Sønner natur, som Urantia racerne i et vist omfang blev højnet af Adams overdragelse, så er vejen bedre forberedt for, at Sandhedsånden kan samarbejde med den iboende Retter for at frembringe den smukke høst af åndens karakterfrugter. Hvis du ikke afviser denne ånd, selv om evigheden kan kræves for at udføre opgaven, “vil han vejlede dig til al sandhed.”

34:7.2 (382.2) Evolutionære dødelige, der bor i normale verdener af åndelig fremgang, oplever ikke disse akutte konflikter mellem ånd og kød, som kendetegner nutidens Urantia racer. Men selv på de mest ideelle planeter, må det præadamiske menneske gøre en positive indsats for at stige fra det rent dyriske eksistensniveau op gennem efterfølgende niveauer med tiltagende intellektuelle betydninger og højere åndelige værdier.

34:7.3 (382.3) De dødelige i en normal verden oplever ikke en konstant krigsførelse mellem deres fysiske og åndelige natur. De konfronteres med nødvendigheden af at klatre op fra de dyriske eksistensniveauer til de højere åndelige livsplaner, men denne opstigning er mere som at gennemgå en uddannelse sammenlignet med de intense konflikter som de dødelige på Urantia oplever i dette rige med de divergerende materielle og åndelige naturer.

34:7.4 (382.4) Urantias folk lider under følgerne af et dobbelt tab af hjælp i denne opgave med progressiv planetarisk åndelig opnåelse. Caligastia omvæltningen fremkaldte en verdensomspændende forvirring og frarøvede alle efterfølgende generationer den moralske hjælp, som et velordnet samfund ville have ydet. Men endnu mere katastrofalt var den adamiske svigt, fordi det fratog racerne den fremragende type af fysisk karakter, som ville have været mere i overensstemmelse med åndelige forhåbninger.

34:7.5 (382.5) De dødelige på Urantia er tvunget til at gennemgå en så markant kamp mellem ånden og kødet, fordi deres fjernliggende forfædre ikke blev mere fuldstændigt Adamiseret ved den Edeniske overdragelse. Det var den guddommelige plan, at de dødelige racer på Urantia skulle have haft fysiske naturer, der mere naturligt reagerede på ånd.

34:7.6 (382.6) På trods af denne dobbelte katastrofe for menneskets natur og dets omgivelser, ville nutidens dødelige opleve mindre af denne tilsyneladende krigførelse mellem kødet og ånden, hvis de ville indtræde i åndens rige, hvor Guds trossønner nyder en relativ befrielse fra kødets slaveri i den oplyste og befriende tjeneste af helhjertet hengivenhed til at gøre den himmelske Faders vilje. Jesus viste menneskeheden den nye måde at leve det jordiske liv på, hvorved mennesker i høj grad kan undgå de alvorlige konsekvenser af Caligastia oprøret og mest effektivt kan kompensere for de afsavn, der er resultatet af det adamiske svigt. “Ånden i Jesu Kristi liv har gjort os frie fra dyrelivets lov og ondskabens og syndens fristelser.” “Dette er den sejr, som overvinder kødet, nemlig jeres tro.”

34:7.7 (383.1) De gudsbevidste mænd og kvinder som er blevet født af Ånden, oplever ingen større konflikt med deres jordiske natur end indbyggerne i de mest normale verdener, planeter, der aldrig er blevet smittet af synd eller berørt af oprør. Troens sønner arbejder på intellektuelle niveauer og lever på åndelige planer langt oven de konflikter, der forårsages af uhæmmet eller unaturlige fysiske begær. Dyrenes normale drifter og den fysiske naturs naturlige appetit og impulser er ikke i konflikt med selv den højeste åndelige opnåelse, undtagen i sindet hos uvidende, fejlbehæftede eller desværre oversamvittighedsfulde personer.

34:7.8 (383.2) Efter at have startet på den evige livsvej, efter at have accepteret opgaven og fået dine ordre om fremrykning, frygt ikke farerne ved menneskelig glemsomhed og dødeliges uforudsigelighed, vær ikke plaget med tvivl om fiasko eller af indviklet forvirring, tøv ikke og stil ikke spørgsmål til din status og position, for i hver mørk time, ved hvert vejkryds i kampen fremad, vil Sandhedens ånd altid tale og sige: “Dette er vejen.”

34:7.9 (383.3) [Præsenteret af en Mægtig Budbringer midlertidigt tildelt til tjeneste på Urantia.]