Urantia Bogen

Kapitel 170

Himmelriget

170:0.1 (1858.1) LØRDAG eftermiddag den 11. marts holdt Jesus sin sidste prædiken i Pella. Det var en af de mest bemærkelsesværdige taler i hans offentlige virke, og den omfattede en fuld og hel diskussion om himmelriget. Han var klar over den forvirring, der herskede blandt hans apostle og disciple med hensyn til meningen og betydningen af udtrykkene “himmeriget” og “Guds rige”, som han brugte som udskiftelige betegnelser for sin overdragelsesmission. Selvom selve udtrykket himlens rige burde have været nok til at adskille det, det stod for, fra enhver forbindelse med jordiske riger og verdslige regeringer, var det ikke tilfældet. Ideen om en verdslig konge var for dybt rodfæstet i det jødiske sind til at blive fjernet i løbet af en enkelt generation. Derfor modsatte Jesus sig ikke i første omgang åbenlyst denne længe nærede opfattelse af riget.

170:0.2 (1858.2) Denne sabbatseftermiddag forsøgte Mesteren at afklare læren om himmelriget; han diskuterede emnet fra alle synsvinkler og forsøgte at tydeliggøre de mange forskellige betydninger, som udtrykket var blevet brugt i. I denne fortælling vil vi uddybe talen ved at tilføje adskillige udtalelser, som Jesus er kommet med ved tidligere lejligheder, og ved at inkludere nogle bemærkninger, som kun blev sagt til apostlene under aftenens diskussioner samme dag. Vi vil også komme med visse kommentarer, der handler om den efterfølgende virkeliggørelse af gudsrigets idé, som den er relateret til den senere kristne kirke.

1. Opfattelser om himmelriget

170:1.1 (1858.3) I forbindelse med gengivelsen af Jesu prædiken skal det bemærkes, at der i de hebraiske skrifter var en dobbelt opfattelse af himmelriget. Profeterne præsenterede Guds rige som:

170:1.2 (1858.4) 1. En nuværende virkelighed; og som

170:1.3 (1858.5) 2. Et fremtidigt håb—når riget ville blive realiseret i sin helhed ved Messias tilsynekomst. Det var kongerige konceptet, som Johannes Døberen underviste i.

170:1.4 (1858.6) Helt fra begyndelsen underviste Jesus og apostlene i begge disse begreber. Der var to andre idéer om riget, som man bør huske på:

170:1.5 (1858.7) 3. Den senere jødiske opfattelse af et verdensomspændende og transcendentalt rige af overnaturlig oprindelse og mirakuløs indvielse.

170:1.6 (1858.8) 4. Den persiske lære, der skildrer etableringen af et guddommeligt rige som det godes triumf over det onde ved verdens ende.

170:1.7 (1858.9) Lige før Jesus kom til jorden, kombinerede og forvirrede jøderne alle disse ideer om riget i deres apokalyptiske koncept om Messias’ komme for at etablere den jødiske triumfs tidsalder, den evige tidsalder for Guds øverste herredømme på jorden, den nye verden, den æra, hvor hele menneskeheden ville tilbede Jahve. Ved at vælge at bruge dette koncept om himmelriget, valgte Jesus at tilegne sig den mest vitale og kulminerende arv fra både den jødiske og persiske religion.

170:1.8 (1859.1) Himmeriget, som det er blevet forstået og misforstået gennem århundrederne i den kristne æra, omfattede fire forskellige grupper af ideer:

170:1.9 (1859.2) 1. Jødernes begreb.

170:1.10 (1859.3) 2. Persernes begreb

170:1.11 (1859.4) 3. Jesu personlige erfaringsbegreb—“Himmeriget i jeres indre.”

170:1.12 (1859.5) 4. De sammensatte og forvirrede begreber, som kristendommens grundlæggere og forkyndere har forsøgt at indprente verden.

170:1.13 (1859.6) På forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder ser det ud til, at Jesus kan have præsenteret adskillige begreber om “riget” i sin offentlige lære, men til sine apostle lærte han altid om riget som omfattende menneskets personlige oplevelse i forhold til sine medmennesker på jorden og til Faderen i himlen. Hvad angår riget, var hans sidste ord altid: “Riget er inden i jer.”

170:1.14 (1859.7) Århundreders forvirring omkring betydningen af udtrykket “Himmelriget” har skyldtes tre faktorer:

170:1.15 (1859.8) 1. Den forvirring, der opstår, når man betragter ideen om “riget,” som den gennemgik de forskellige progressive faser i Jesu og hans apostles omformning af det.

170:1.16 (1859.9) 2. Den forvirring, der uundgåeligt var forbundet med transplantationen af den tidlige kristendom fra en jødisk til en ikke-jødisk jord.

170:1.17 (1859.10) 3. Den forvirring, der lå i, at kristendommen blev en religion, der var organiseret omkring den centrale idé om Jesu person; evangeliet om riget blev mere og mere en religion om ham.

2. Jesu opfattelse om riget

170:2.1 (1859.11) Mesteren gjorde det klart, at himmelriget skal begynde med og være centreret i det dobbelte begreb om sandheden om Guds faderskab og den korrelerede kendsgerning om menneskets broderskab. Accepten af en sådan lære, erklærede Jesus, ville frigøre mennesket fra den ældgamle trældom af dyrisk frygt og på samme tid berige det menneskelige liv med de følgende gaver i det nye liv i åndelig frihed:

170:2.2 (1859.12) 1. Besiddelse af nyt mod og forøget åndelig kraft. Evangeliet om riget skulle sætte mennesket fri og inspirere det til at turde håbe på evigt liv.

170:2.3 (1859.13) 2. Evangeliet bragte et budskab om ny tillid og sand trøst til alle mennesker, selv til de fattige.

170:2.4 (1859.14) 3. Den var i sig selv en ny standard for moralske værdier, en ny etisk målestok til at måle menneskelig adfærd med. Den portrætterede idealet for en resulterende ny orden i det menneskelige samfund.

170:2.5 (1859.15) 4. Den underviste i det åndeliges forrang i forhold til det materielle; den forherligede åndelige realiteter og ophøjede overmenneskelige idealer.

170:2.6 (1860.1) 5. Dette nye evangelium fremhævede åndelig opnåelse som det sande mål for livet. Menneskelivet fik en ny moralsk værdi og guddommelig værdighed.

170:2.7 (1860.2) 6. Jesus lærte, at evige realiteter var resultatet (belønningen) af retfærdig jordisk stræben. Menneskets dødelige ophold på jorden fik nye betydninger som følge af erkendelsen af en ædel skæbne.

170:2.8 (1860.3) 7. Det nye evangelium bekræftede, at menneskets frelse er åbenbaringen af et vidtrækkende guddommeligt formål, der skal opfyldes og realiseres i den fremtidige skæbne med den endeløse tjeneste for de frelste Guds sønner.

170:2.9 (1860.4) Disse læresætninger dækker den udvidede idé om riget, som Jesus underviste i. Dette store koncept blev næppe omfavnet i Johannes Døberens elementære og forvirrede forkyndelse af riget.

170:2.10 (1860.5) Apostlene var ude af stand til at forstå den virkelige betydning af Mesterens udtalelser om riget. Den efterfølgende forvrængning af Jesu lære, som den er nedskrevet i Det Nye Testamente, skyldes, at evangelisternes opfattelse var farvet af troen på, at Jesus kun var fraværende fra verden i kort tid; at han snart ville vende tilbage for at etablere riget i magt og herlighed—præcis sådan en idé, som de havde, mens han var sammen med dem i kødet. Men Jesus forbandt ikke oprettelsen af riget med tanken om sin tilbagevenden til denne verden. At der er gået århundreder uden tegn på, at “den nye tidsalder” er dukket op, er på ingen måde i uoverensstemmelse med Jesu lære.

170:2.11 (1860.6) Den store indsats i denne prædiken var forsøget på at oversætte konceptet om himmelriget til idealet om at gøre Guds vilje. Længe havde Mesteren lært sine tilhængere at bede: “Komme dit rige, ske din vilje”; og på dette tidspunkt forsøgte han alvorligt at få dem til at opgive brugen af udtrykket Guds rige til fordel for det mere praktiske ækvivalent, Guds vilje. Men det lykkedes ham ikke.

170:2.12 (1860.7) Jesus ønskede at erstatte ideen om riget, kongen og undersåtterne med ideen om den himmelske familie, den himmelske Fader og de frigjorte Guds sønner, der er engageret i glædelig og frivillig tjeneste for deres medmennesker og i den sublime og intelligente tilbedelse af Gud Fader.

170:2.13 (1860.8) Indtil dette tidspunkt havde apostlene fået et dobbelt syn på riget; de betragtede det som:

170:2.14 (1860.9) 1. Et spørgsmål om personlig erfaring, der er til stede i sande troendes hjerter, og

170:2.15 (1860.10) 2. Et spørgsmål om race- eller verdensfænomener; at riget lå i fremtiden, noget at se frem til.

170:2.16 (1860.11) De betragtede rigets komme i menneskers hjerter som en gradvis udvikling, som surdejen i dejen eller som sennepsfrøets vækst. De troede, at rigets komme i racemæssig eller verdensmæssig forstand ville være både pludseligt og spektakulært. Jesus blev aldrig træt af at fortælle dem, at himmelriget var deres personlige oplevelse af at realisere de højere kvaliteter i åndeligt liv; at disse realiteter i den åndelige oplevelse gradvist oversættes til nye og højere niveauer af guddommelig vished og evig storhed.

170:2.17 (1860.12) Denne eftermiddag underviste Mesteren tydeligt i et nyt koncept for rigets dobbelte natur, idet han skildrede de følgende to faser:

170:2.18 (1860.13) “For det første. Guds rige i denne verden, det højeste ønske om at gøre Guds vilje, den uselviske kærlighed til mennesket, som giver de gode frugter af forbedret etisk og moralsk adfærd.

170:2.19 (1861.1) “For det andet. Guds rige i himlen, målet for dødelige troende, den ejendom, hvor kærligheden til Gud er fuldkommen, og hvor Guds vilje bliver gjort mere guddommeligt.”

170:2.20 (1861.2) Jesus lærte, at den troende gennem sin tro trådte ind i riget nu. I sine mange foredrag lærte han, at to ting er afgørende for at den troende gennem troen komme ind i Guds Rige:

170:2.21 (1861.3) 1. Tro, oprigtighed. At komme som et lille barn, at modtage slægtskabet som en gave; at underkaste sig Faderens vilje uden at stille spørgsmålstegn og i fuld tillid til Faderens visdom; at komme ind i riget uden fordomme og forudfattede meninger; at være fordomsfri og lærenem som et uspoleret barn.

170:2.22 (1861.4) 2. Sandhedens sult. Tørsten efter retfærdighed, en sindsforandring, at mennesket har erhvervet motivet til at ville være som Gud og finde Gud.

170:2.23 (1861.5) Jesus lærte, at synd ikke er barnet af en defekt natur, men snarere afkommet af et vidende sind domineret af en underdanig vilje. Med hensyn til synd lærte han, at Gud har tilgivet; at vi gør en sådan tilgivelse personligt tilgængelig ved at tilgive vores medmennesker. Når du tilgiver din broder i kødet, skaber du derved kapacitet i din egen sjæl til at modtage virkeligheden af Guds tilgivelse af dine egne ugerninger.

170:2.24 (1861.6) Da apostlen Johannes begyndte at skrive historien om Jesu liv og lære, havde de første kristne oplevet så mange problemer med ideen om Guds rige som en kilde til forfølgelse, at de stort set havde opgivet at bruge udtrykket. Johannes taler meget om “det evige liv.” Jesus talte ofte om det som “livets rige.” Han refererede også ofte til “Guds rige inden i jer.” Han talte engang om en sådan oplevelse som “familiefællesskab med Gud Faderen.” Jesus forsøgte at erstatte riget med mange andre begreber, men altid uden held. Han brugte blandt andet: Guds familie, Faderens vilje, Guds venner, de troendes fællesskab, menneskets broderskab, Faderens fold, Guds børn, de troendes fællesskab, Faderens tjeneste og Guds befriede sønner.

170:2.25 (1861.7) Men han kunne ikke undslippe brugen af ideen om riget. Det var mere end halvtreds år senere, først efter Jerusalems ødelæggelse af de romerske hære, at dette koncept om riget begyndte at ændre sig til kulten om det evige liv, da dets sociale og institutionelle aspekter blev overtaget af den hurtigt ekspanderende og krystalliserende kristne kirke.

3. I forhold til retfærdighed

170:3.1 (1861.8) Jesus forsøgte altid at indprente sine apostle og disciple, at de ved tro skulle tilegne sig en retfærdighed, som ville overgå de slaviske gerningers retfærdighed, som nogle af de skriftkloge og farisæerne så pralende fremviste for verden.

170:3.2 (1861.9) Selvom Jesus lærte, at tro, simpel barnlig tro, er nøglen til rigets dør, lærte han også, at når man er kommet ind ad døren, er der retfærdighedens progressive trin, som ethvert troende barn skal bestige for at vokse op til den fulde statur af Guds robuste sønner.

170:3.3 (1861.10) Det er i betragtningen af teknikken til at modtage Guds tilgivelse, at opnåelsen af rigets retfærdighed afsløres. Tro er den pris, du betaler for at komme ind i Guds familie; men tilgivelse er den handling fra Gud, der accepterer din tro som prisen for adgang. Og modtagelsen af Guds tilgivelse hos en troende i riget involverer en bestemt og faktisk oplevelse og består af de følgende fire trin, den indre retfærdigheds trin i riget:

170:3.4 (1862.1) 1. Guds tilgivelse er faktisk tilgængelig og opleves personligt af mennesket i det omfang, det tilgiver sine medmennesker.

170:3.5 (1862.2) 2. Mennesket kan ikke tilgive sine medmennesker, medmindre det elsker dem som sig selv.

170:3.6 (1862.3) 3. At elske sin næste som sig selv er den højeste etik.

170:3.7 (1862.4) 4. Moralsk adfærd, sand retfærdighed, bliver derfor det naturlige resultat af en sådan kærlighed.

170:3.8 (1862.5) Det er derfor indlysende, at rigets sande og indre religion ufejlbarligt og i stigende grad har en tendens til at manifestere sig i praktisk social tjeneste. Jesus underviste i en levende religion, der fik sine troende til at engagere sig i kærlig tjeneste. Men Jesus satte ikke etikken i stedet for religionen. Han underviste i religion som en årsag og etik som et resultat.

170:3.9 (1862.6) Retfærdigheden af enhver handling skal måles ud fra motivet; de højeste former for det gode er derfor ubevidste. Jesus beskæftigede sig aldrig med moral eller etik som sådan. Han var helt optaget af det indre og åndelige fællesskab med Gud Fader, som så sikkert og direkte manifesterer sig som ydre og kærlig tjeneste for mennesker. Han lærte, at rigets religion er en ægte personlig oplevelse, som intet menneske kan rumme i sig selv; at bevidstheden om at være medlem af de troendes familie uundgåeligt fører til, at man praktiserer familiens adfærdsregler, tjener sine brødre og søstre i bestræbelserne på at styrke og udvide broderskabet.

170:3.10 (1862.7) Rigets religion er personlig, individuel; frugterne, resultaterne, er familiære, sociale. Jesus undlod aldrig at ophøje individets hellighed i modsætning til fællesskabet. Men han anerkendte også, at mennesket udvikler sin karakter ved uselvisk tjeneste; at det udfolder sin moralske natur i kærlige relationer med sine medmennesker.

170:3.11 (1862.8) Ved at lære, at riget er indeni, ved at ophøje individet, gav Jesus det gamle samfund dødsstødet, idet han indvarslede den nye ordning med sand social retfærdighed. Denne nye samfundsorden har verden kun kendt lidt til, fordi den har nægtet at praktisere principperne i evangeliet om himmelriget. Og når dette rige med åndeligt overherredømme kommer til jorden, vil det ikke blot manifestere sig i forbedrede sociale og materielle forhold, men snarere i herlighederne ved de forbedrede og berigede åndelige værdier, som er karakteristiske for den kommende tidsalder med forbedrede menneskelige relationer og stigende åndelige resultater.

4. Jesu undervisning om riget

170:4.1 (1862.9) Jesus gav aldrig en præcis definition af riget. På et tidspunkt talte han om én fase af riget, og på et andet tidspunkt diskuterede han et andet aspekt af Guds broderskab, der hersker i menneskers hjerter. I løbet af denne sabbatseftermiddags prædiken bemærkede Jesus ikke mindre end fem faser eller epoker i riget, og de var:

170:4.2 (1862.10) 1. Den personlige og indre oplevelse af det åndelige liv af den enkelte troendes fællesskab med Gud Faderen.

170:4.3 (1863.1) 2. Det voksende broderskab mellem evangelietroende, de sociale aspekter af den forbedrede moral og den levendegjorte etik, der er resultatet af Guds ånds herredømme i de enkelte troendes hjerter.

170:4.4 (1863.2) 3. Det overmenneskelige broderskab af usynlige åndelige væsener, som hersker på jorden og i himlen, Guds overmenneskelige rige.

170:4.5 (1863.3) 4. Udsigten til den mere perfekte opfyldelse af Guds vilje, fremskridtet mod begyndelsen af en ny social orden i forbindelse med forbedret åndelig levevis—menneskets næste tidsalder.

170:4.6 (1863.4) 5. Riget i dets fylde, den fremtidige åndelige tidsalder med lys og liv på jorden.

170:4.7 (1863.5) Derfor må vi altid undersøge Mesterens lære for at finde ud af, hvilken af disse fem faser han henviser til, når han bruger udtrykket himmelriget. Ved denne proces med gradvist at ændre menneskets vilje og dermed påvirke menneskelige beslutninger, ændrer Mikael og hans medarbejdere også gradvist, men sikkert, hele forløbet af den menneskelige evolution, socialt og på anden måde.

170:4.8 (1863.6) Ved denne lejlighed lagde Mesteren vægt på de følgende fem punkter, som repræsenterer de vigtigste træk ved evangeliet om riget:

170:4.9 (1863.7) 1. Forrang for den enkelte.

170:4.10 (1863.8) 2. Viljen som den afgørende faktor i den menneskelige erfaring.

170:4.11 (1863.9) 3. Åndeligt fællesskab med Gud Faderen.

170:4.12 (1863.10) 4. Den højeste tilfredsstillelse i den kærlige tjeneste for mennesket.

170:4.13 (1863.11) 5. Den åndeliges transcendens over det materielle i menneskets personlighed.

170:4.14 (1863.12) Denne verden har aldrig seriøst eller oprigtigt eller ærligt afprøvet disse dynamiske ideer og guddommelige idealer i Jesu lære om himmelriget. Men du bør ikke blive modløs over den tilsyneladende langsomme udvikling af ideen om riget på Urantia. Husk, at den progressive evolutions orden er udsat for pludselige og uventede periodiske ændringer i både den materielle og den åndelige verden. Overdragelsen af Jesus som en inkarneret Søn var netop sådan en mærkelig og uventet begivenhed i verdens åndelige liv. Begå heller ikke den fatale fejltagelse, når I leder efter rigets tidsaldermanifestation, at undlade at etablere det i jeres egne sjæle.

170:4.15 (1863.13) Selvom Jesus henviste en fase af riget til fremtiden og ved adskillige lejligheder antydede, at en sådan begivenhed kunne forekomme som en del af en verdenskrise; og selvom han ligeledes ved flere lejligheder helt sikkert lovede på et tidspunkt at vende tilbage til Urantia, bør det noteres, at han aldrig positivt kædede disse to ideer sammen. Han lovede en ny åbenbaring af riget på jorden og på et fremtidigt tidspunkt; han lovede også på et tidspunkt at vende tilbage til denne verden personligt; men han sagde ikke, at disse to begivenheder var synonyme. Så vidt vi ved, refererer disse løfter måske, måske ikke, til den samme begivenhed.

170:4.16 (1863.14) Hans apostle og disciple kædede helt sikkert disse to læresætninger sammen. Da riget ikke materialiserede sig, som de havde forventet, og de mindedes Mesterens lære om et fremtidigt rige og huskede hans løfte om at komme igen, drog de den konklusion, at disse løfter henviste til en identisk begivenhed; og derfor levede de i håbet om hans øjeblikkelige andet komme for at etablere riget i dets fylde og med magt og herlighed. Og sådan har successive troende generationer levet på jorden og underholdt det samme inspirerende, men skuffende håb.

5. Senere idéer om guds rige

170:5.1 (1864.1) Efter at have opsummeret Jesu lære om himmelriget, får vi lov til at fortælle om visse senere ideer, som blev knyttet til begrebet rige, og til at engagere os i en profetisk prognose for riget, som det kan udvikle sig i den kommende tidsalder.

170:5.2 (1864.2) I de første århundreder af den kristne propaganda var ideen om himmelriget enormt påvirket af den græske idealisme, der på det tidspunkt spredte sig hurtigt, ideen om det naturlige som skyggen af det åndelige—det timelige som skyggen af det evige.

170:5.3 (1864.3) Men det store skridt, der markerede overførslen af Jesu lære fra jødisk til ikke-jødisk jord, blev taget, da rigets Messias blev kirkens Forløser, en religiøs og social organisation, der voksede ud af Paulus’ og hans efterfølgeres aktiviteter og var baseret på Jesu lære, som den blev suppleret med Filons ideer og de persiske doktriner om godt og ondt.

170:5.4 (1864.4) Jesu ideer og idealer, som er nedfældet i læren om evangeliet om riget, blev næsten ikke realiseret, da hans tilhængere gradvist fordrejede hans udtalelser. Mesterens opfattelse af riget blev især modificeret af to store tendenser:

170:5.5 (1864.5) 1. De jødiske troende vedblev med at betragte ham som Messias. De troede, at Jesus meget snart ville vende tilbage for at etablere det verdensomspændende og mere eller mindre materielle rige.

170:5.6 (1864.6) 2. De ikke-jødiske kristne begyndte meget tidligt at acceptere Paulus’ doktriner, som i stigende grad førte til den generelle tro på, at Jesus var Forløseren for kirkens børn, den nye og institutionelle efterfølger af det tidligere begreb om det rent åndelige broderskab i riget.

170:5.7 (1864.7) Kirken, som en social udløber af riget, ville have været helt naturlig og endda ønskværdig. Det onde ved kirken var ikke dens eksistens, men snarere at den næsten fuldstændigt fortrængte Jesu opfattelse af riget. Paulus’ institutionaliserede kirke blev en virtuel erstatning for det himmerige, som Jesus havde proklameret.

170:5.8 (1864.8) Men tvivl ikke, det samme himmerige, som Mesteren lærte eksisterer i den troendes hjerte, vil endnu blive forkyndt for denne kristne kirke, ligesom for alle andre religioner, racer og nationer på jorden—selv for hvert enkelt individ.

170:5.9 (1864.9) Riget i Jesu lære, det åndelige ideal om individuel retfærdighed og forestillingen om menneskets guddommelige fællesskab med Gud, blev gradvist opslugt af den mystiske forestilling om personen Jesus som forløser-skaber og åndeligt overhoved for et socialiseret religiøst fællesskab. På denne måde blev en formel og institutionel kirke erstatningen for det individuelt åndsledede broderskab i riget.

170:5.10 (1864.10) Kirken var et uundgåeligt og nyttigt socialt resultat af Jesu liv og lære; tragedien bestod i, at denne sociale reaktion på læren om riget så fuldstændigt fortrængte det åndelige begreb om det virkelige rige, som Jesus lærte og levede det.

170:5.11 (1865.1) For jøderne var riget det israelitiske samfund; for ikke-jøderne blev det den kristne kirke. For Jesus var riget summen af de individer, der havde bekendtgjort deres tro på Guds faderskab og derved erklæret deres helhjertede dedikation til at gøre Guds vilje og dermed blive medlemmer af menneskets åndelige broderskab.

170:5.12 (1865.2) Mesteren var fuldt ud klar over, at visse sociale resultater ville vise sig i verden som en konsekvens af udbredelsen af evangeliet om riget; men han havde til hensigt, at alle sådanne ønskværdige sociale manifestationer skulle vise sig som ubevidste og uundgåelige udløbere eller naturlige frugter af denne indre personlige oplevelse hos individuelle troende, dette rent åndelige fællesskab og samvær med den guddommelige ånd, som bor i og aktiverer alle sådanne troende.

170:5.13 (1865.3) Jesus forudså, at en social organisation eller kirke ville følge udviklingen af det sande åndelige rige, og det er derfor, han aldrig modsatte sig, at apostlene praktiserede ritualet med Johannes’ dåb. Han lærte, at den sandhedselskende sjæl, den, der hungrer og tørster efter retfærdighed, efter Gud, optages i det åndelige rige ved tro; samtidig lærte apostlene, at en sådan troende optages i den sociale organisation af disciple ved det ydre dåbsritual.

170:5.14 (1865.4) Da Jesu umiddelbare tilhængere erkendte, at de delvist havde fejlet i at realisere hans ideal om etableringen af riget i menneskers hjerter ved åndens dominans og vejledning af den enkelte troende, satte de sig for at redde hans lære fra at gå helt tabt ved at erstatte Mesterens ideal om riget med den gradvise skabelse af en synlig social organisation, den kristne kirke. Og da de havde gennemført dette erstatningsprogram for at bevare sammenhængen og sikre anerkendelsen af Mesterens lære om riget, gik de i gang med at udskyde riget til fremtiden. Lige så snart kirken var veletableret, begyndte den at lære, at riget i virkeligheden skulle komme til syne ved kulminationen af den kristne tidsalder, ved Kristi genkomst.

170:5.15 (1865.5) På denne måde blev riget begrebet for en tidsalder, ideen om et fremtidigt besøg og idealet for den endelige indfrielse af den Højestes hellige. De første kristne (og alt for mange af de senere) mistede generelt den fader-og-søn-idé af syne, som var indeholdt i Jesu lære om riget, mens de erstattede den med kirkens velorganiserede sociale fællesskab. Kirken blev således hovedsageligt et socialt broderskab, som effektivt fortrængte Jesu koncept og ideal om et åndeligt broderskab.

170:5.16 (1865.6) Jesu idealkoncept slog stort set fejl, men på grundlag af Mesterens personlige liv og lære, suppleret med de græske og persiske begreber om evigt liv og forstærket af Filons doktrin om det timelige i modsætning til det åndelige, gik Paulus i gang med at opbygge et af de mest progressive menneskelige samfund, der nogensinde har eksisteret på Urantia.

170:5.17 (1865.7) Tanken om Jesus lever stadig i de avancerede religioner i verden. Paulus’ kristne kirke er den socialiserede og menneskeliggjorte skygge af, hvad Jesus havde tænkt sig, at Himmeriget skulle være—og hvad det helt sikkert en dag vil blive. Paulus og hans efterfølgere overførte til dels spørgsmålet om evigt liv fra den enkelte til kirken. Kristus blev således kirkens hoved snarere end den ældre bror til hver enkelt troende i Faderens familie i riget. Paulus og hans samtidige anvendte alle Jesu åndelige implikationer vedrørende ham selv og den enkelte troende på kirken som en gruppe af troende; og ved at gøre dette gav de dødsstødet til Jesu koncept om det guddommelige rige i den enkelte troendes hjerte.

170:5.18 (1866.1) Og derfor har den kristne kirke i århundreder arbejdet under stor forlegenhed, fordi den vovede at gøre krav på de mystiske kræfter og privilegier i riget, kræfter og privilegier, som kun kan udøves og opleves mellem Jesus og hans åndelige troende brødre. Og dermed bliver det tydeligt, at medlemskab af kirken ikke nødvendigvis betyder fællesskab i riget; det ene er åndeligt, det andet hovedsageligt socialt.

170:5.19 (1866.2) Før eller senere vil en anden og større Johannes Døber stå frem og proklamere, at “Guds rige er kommet nær”—hvilket betyder en tilbagevenden til Jesu høje åndelige koncept, som proklamerede, at riget er hans himmelske Faders vilje, der er dominerende og transcendent i den troendes hjerte—og alt dette uden på nogen måde at henvise til hverken den synlige kirke på jorden eller til Kristi forventede genkomst. Der må komme en genoplivning af Jesus’ faktiske lære, en gendrivelse, der vil gøre det af med hans tidlige tilhængere, som gik i gang med at skabe et sociofilosofisk trossystem vedrørende fakta om Mikaels ophold på jorden. I løbet af kort tid fortrængte denne historie om Jesus næsten forkyndelse af Jesu evangelium om riget. På denne måde fortrængte en historisk religion den lære, hvor Jesus havde blandet menneskets højeste moralske ideer og åndelige idealer med menneskets mest sublime håb for fremtiden—det evige liv. Og det var evangeliet om riget.

170:5.20 (1866.3) Det er netop, fordi Jesu evangelium var så mangesidet, at de, der studerede hans lære, i løbet af få århundreder blev splittet op i så mange kulter og sekter. Denne ynkelige opdeling af kristne troende skyldes, at de ikke har kunnet se den guddommelige enhed i Mesterens mangfoldige lære og hans uforlignelige liv. Men en dag vil de sande Jesus-troende ikke være så åndeligt splittede i deres holdning til de ikke-troende. Vi kan altid have forskellige intellektuelle forståelser og fortolkninger, endda forskellige grader af socialisering, men mangel på åndeligt broderskab er både utilgiveligt og forkasteligt.

170:5.21 (1866.4) Tag ikke fejl! Der er i Jesu lære en evig natur, som ikke vil tillade den for evigt at forblive ufrugtbar i tænkende menneskers hjerter. Riget, som Jesus opfattede det, har i vid udstrækning fejlet på jorden; for tiden har en ydre kirke taget dens plads; men du bør forstå, at denne kirke kun er larvestadiet for det forpurrede åndelige rige, som vil bære det gennem denne materielle tidsalder og over i en mere åndelig dispensation, hvor Mesterens lære kan nyde en mere fuldkommen mulighed for udvikling. Således bliver den såkaldte kristne kirke den kokon, hvori Jesu rige nu slumrer. Det guddommelige broderskabs rige er stadig i live og vil til sidst og helt sikkert komme frem fra denne lange neddykning, lige så sikkert som sommerfuglen til sidst kommer frem som den smukke udfoldelse af dens mindre attraktive væsen af metamorfisk udvikling.