Urantia Bogen

Kapitel 89

Synd, Offer Og Forsoning

89:0.1 (974.1) DET PRIMITIVE menneske betragtede sig selv som værende i gæld til ånder, som at have et stående behov for forløsning. Som de vilde så det, kunne ånderne med rette have overøst dem med meget mere uheld. Som tiden gik, udviklede dette koncept sig til læren om synd og frelse. Sjælen blev betragtet som kommende ind i verden belagt med skyld—arvesynden. Sjælen skal løskøbes; en syndebuk skal fremskaffes. Hovedjægeren, var i stand til at give en erstatning for sit eget liv, en syndebuk, ud over kultdyrkelsen af hovedskalstilbedelse.

89:0.2 (974.2) Den vilde blev tidligt besat med forestillingen om, at ånderne får deres højeste tilfredshed fra synet af menneskelig elendighed, lidelse og ydmygelse. Til en begyndelse var mennesket kun beskæftiget med synd som de selv havde gjort, men senere blev de bekymret over undladelsessynder. Hele det efterfølgende offersystem voksede op omkring disse to idéer. Dette nye ritual havde at gøre med overholdelse af en offerceremoni for at formilde ånderne. Det primitive menneske mente, at noget specielt skulle gøres for at vinde gudernes gunst; kun en avanceret civilisation indset, at der er en konsekvent ligevægtig og godgørende Gud. Forsoning var forsikring mod umiddelbart uheld frem for investering i fremtidens lyksalighed. Ritualerne af undgåelse, eksorcisme, tvang og forsoning fusionerede alle ind i hinanden.

1. Tabuet

89:1.1 (974.3) Overholdelse af et tabu var menneskets forsøg på at undvige uheld, at holde sig fra at fornærme åndespøgelserne ved at undgå noget. Tabuerne var i begyndelsen ikke-religiøse, men de blev tidligt erhvervede spøgelse- eller åndegodkendelser, og således forstærket, blev de lovgivere og institutionsopbyggende. Tabuet er kilden til ceremonielle standarder, og stamfader til primitiv selvbeherskelse. Det var den tidligste form for samfundsregulering og i lang tid den eneste; det er stadig en grundlæggende enhed af den sociale regulative struktur.

89:1.2 (974.4) Den respekt, som disse forbud afstedkom i den vildes sind modsvarede præcis hans frygt for de beføjelser, som der skulle håndhæve dem. Tabuer opstod først på grund af tilfældigt erfaring med uheld; senere blev de foreslået af høvdinge og shamaner—fetich mennesker, som blev anset for at være instrueret af et åndespøgelse, selv af en gud. Frygten for åndegengældelse er så stor i sindet af en primitiv, at han nogle gange dør af skræk, når han har overtrådt et tabu, og det dramatiske episode styrker enormt tabuets greb i sindet på de overlevende.

89:1.3 (974.5) Blandt de tidligste forbud var restriktioner for bevilling af kvinder og anden ejendom. Da religionen begyndte at spille en større rolle i udviklingen af tabuer, blev alt hvad der var tabubelagt betragtet som urent, senere som uhelligt. Hebræerbrevets optegnelser er fulde af udsagn om rene og urene, hellige og uhellige ting, men deres tro i denne henseende var langt mindre besværlige og omfattende end blandt mange andre folkeslag.

89:1.4 (975.1) De syv bud i Dalamatia og Eden, samt hebræerne ti bud, var bestemte tabuer, alle udtrykt i den samme negative form, ligesom de ældste forbud. Men de nyere lovforeskrifter blev virkelig frigørende, idet de trådte i stedet for tusindvis af tidligere eksisterende tabuer. Hvad mere er, disse senere bud lovede afgjort noget til gengæld for lydighed.

89:1.5 (975.2) Det første mad tabu opstod i fetichisme og totemisme. Svin var helligt for fønikerne, koen til hinduerne. Egypternes tabu mod svinekød er blevet ført videre af den hebræiske og islamiske trosretning. En variant af mad tabuet var troen på, at en gravid kvinde kunne tænke så meget om en bestemt fødevare, at barnet, når det blev født, ville være et ekko af den fødevare. Sådanne levnedsmidler ville være tabu for barnet.

89:1.6 (975.3) Visse metoder til at spise på blev snart tabu, og så opstod antikke og moderne bord etikette. Kastesystemer og sociale niveauer er rudimentære rester af gamle forbud. Tabuer var højst effektive i at organisere samfundet, men de var frygtelig besværlige; det negative forbudssystem vedligeholdte ikke kun nyttige og konstruktive regler, men også forældede, forslidte og ubrugelige tabuer.

89:1.7 (975.4) Der ville dog ikke være noget civiliseret samfund som kunne kritisere det primitive menneske, hvis ikke disse vidtstrakte og mangeartede tabuer havde været, og disse tabuet ville aldrig have været udholdt, uden de opretholdte sanktioner fra en primitiv religion. Mange af de væsentlige faktorer i menneskets evolution har været meget dyre, har kostet enorme formuer i indsatsen, offer, og selvfornægtelse, men disse resultater af selvkontrol var de virkelige trin, ad hvilken mennesket klatrede op ad civilisationens opadgående stige.

2. Begrebet om synd

89:2.1 (975.5) Frygten for chancen og rædsel for uheld drev bogstaveligt mennesket til opfindelsen af den primitive religion som formodede forsikring mod disse ulykker. Fra magi og spøgelser, udviklede religionen sig gennem ånder og feticher til tabuer. Hver primitiv stamme havde sit træ med forbudte frugter, et bogstaveligt æbletræ, men billedligt bestående af tusind grene tungt hængende med alle mulige tabuer. Og det forbudte træ sagde altid, “Du skal ikke.”

89:2.2 (975.6) Da den vildes sind udviklede sig til det punkt, hvor det forestillede sig både gode og onde ånder, og når tabuet modtog den højtidelige sanktion af den udviklende religion, så var scenen klar til en ny opfattelse af synd. Ideen om synd blev etableret over hele verden, før den åbenbarede religion nogensinde holdt sit indtog. Det var kun gennem opfattelsen om synd at den naturlige død blev logisk for det primitive sind. Synd var overtrædelse af tabu, og døden var straffen for synd.

89:2.3 (975.7) Synden var ritual, ikke rationel; en handling, ikke en tanke. Hele dette koncept om synd blev fremmet af de resterende minder om Dilmun og dagene i et lille paradis på jorden. Traditionen med Adam og Edens gav også stof til drømmen om, at der engang havde været en “guldalder” i menneskeracernes morgenstund. Alt dette forstærkede ideerne, som senere kom til udtryk i den tro, at mennesket havde sin oprindelse i en særlig skabelse, at det startede sin karriere i fuldkommenhed, og at overtrædelse af tabuer—synd—bragte ham ned til hans senere sørgelige situation.

89:2.4 (976.1) Den vanemæssige overtrædelse af et tabu blev en last; den primitive lov gjorde last til en forbrydelse; religionen gjorte den til en synd. Blandt de tidlige stammer var overtrædelse af et tabu en kombineret forbrydelse og synd. En ulykke, der ramte fællesskabet blev altid betragtet som straf for stammens synd. For dem, der mente, at velstand og retfærdighed gik hånd i hånd, forårsagede den tilsyneladende velstand hos den onde så meget bekymring, at det var nødvendigt at opfinde helveder for at straffe dem, der brød mod tabuerne. Antallet af sådanne steder til fremtidig afstraffelse har varieret fra en til fem.

89:2.5 (976.2) Ideen om bekendelse og tilgivelse dukkede tidligt op i den primitive religion. Folk ville bede om tilgivelse på et offentligt møde for synder de agtede at begå den følgende uge. Bekendelsen var blot et ritual for eftergivelse af straffen, også en offentlig meddelelse om besmittelse, et ritual for at råbe “urene, urent!” Derefter fulgte alle de rituelle ordninger for rensning. Alle fortidens folk praktiserede disse meningsløse ceremonier. Mange tilsyneladende hygiejniske skikke blandt de tidlige stammer var stort set ceremonielle.

3. Afkald og ydmygelse

89:3.1 (976.3) Afkald kom som det næste skridt i den religiøse udvikling; fasten var en almindelig skik. Snart blev det skik at give afkald på mange former for fysisk nydelse, især af seksuel karakter. Fasteritualet var dybt rodfæstet i mange gamle religioner og er overleveret til praktisk talt alle moderne teologiske tankesystemer.

89:3.2 (976.4) Lige omkring det tidspunkt, hvor det barbariske menneske begyndte genoprettelse fra den uøkonomiske praksis med afbrænding og nedgravning af ejendom sammen med de døde, ligesom menneskeracernes økonomiske struktur begyndte at tage form, dukkede denne nye religiøse doktrin om afkald op, og titusinder af alvorlige sjæle begyndte at efterstræbe fattigdom. Ejendom blev betragtet som et åndeligt handicap. Disse forestillinger om de åndelige farer ved materielle besiddelser havde en stor udbredelse under Philos og Paulus tid, og de har markant påvirket europæisk filosofi lige siden.

89:3.3 (976.5) Fattigdom var bare en del af ritualet af ydmygelse af kødet, som desværre blev indarbejdet i mange religioner, især kristendommens skrifter og lære. Bod er den negative form af dette ofte tåbelige forsagelsesritual. Alt dette lærte imidlertid den vilde selvkontrol, og det var et værdfuldt fremskridt i den sociale udvikling. Selvfornægtelse og selvkontrol var to af de største sociale gevinster fra den tidlige udviklingsreligion. Selvkontrol gav mennesket en ny livsfilosofi; den lærte mennesket kunsten at øge sin andel af livet ved at reducere nævneren i personlige krav i stedet for altid at forsøge at øge tælleren i selvisk tilfredsstillelse.

89:3.4 (976.6) Til disse gamle ideer om selvdisciplin hørte piskning og alle mulige former for fysisk tortur. Moderkultens præster var især aktive i at undervise i den fysiske lidelses styrke, og de sætter et eksempel ved at lade sig blive kastreret. Hebræerne, hinduer og buddhister var oprigtige tilhængere af denne doktrin om fysisk ydmygelse.

89:3.5 (976.7) Under hele fortiden forsøgte menneskerne på disse måder at erhverve ekstra kreditter i selvfornægtelsesbøger som deres guder førte. Det var engang almindeligt for den person, der var under nogle følelsesmæssige pres, at aflægge løfter om selvfornægtelse og -tortur. Med tiden antog disse løfter form af kontrakter med guderne, og i den forstand repræsenterede de et reel udviklings fremskridt, at guderne skulle gøre noget konkret til gengæld for denne selvtortur og ydmygelse af kødet. Løfterne var både negative og positive. Udførelser af denne skadelige og ekstreme natur er bedst observeret i dag blandt visse grupper i Indien.

89:3.6 (977.1) Det var kun naturligt, at dyrkelsen af afkald og ydmygelse skulle have været opmærksom på seksuel tilfredsstillelse. Afholdenhedskulten opstod som et ritual blandt soldater før en kamp. Under senere tider blev det en skik hos “helgener.” Denne kult tolererede kun ægteskab som et onde mindre end utugt. Mange af verdens store religioner er blevet negativt påvirket af denne gamle kult, men ingen mere markant end kristendommen. Apostlen Paulus var en tilhænger af denne kult, og hans personlige synspunkter afspejles i læren, som han knyttede til den kristne teologi: “Det er godt for en mand ikke at røre en kvinde.” “Jeg ville, at alle mennesker levede ligesom jeg.” “Jeg siger derfor til de ugifte og enker, det er godt for dem, at forblive som de er, ligesom mig.” Paulus vidste godt, at sådanne lærdomme ikke var en del af Jesu evangelium og hans anerkendelse af dette er illustreret ved hans erklæring: “Jeg siger dette med tilladelse og ikke som et bud.” Denne kult førte Paulus til at se ned på kvinder. Det er beklageligt, at hans personlige meninger så længe har påvirket en stor verdensreligions lære. Hvis rådet fra en teltmager og lærer skulle tages bogstaveligt og generelt adlydes, så ville menneskeheden komme til en pludselig og glorværdige ende. Når en religion sammenblandes med den gamle afholdenhedskult fører dette direkte til en krig mod ægteskabet og hjemmet, selve grundlaget for samfundet og den grundlæggende institution i menneskelige fremskridt. Det er ikke underligt, at alle sådanne overbevisninger blandt de mange religioner fra forskellige folkeslag begunstiget dannelsen af cølibat præsteskab.

89:3.7 (977.2) En dag skal mennesket lære at nyde friheden uden tilladelse, sin mad uden frås, og fornøjelse uden udskejelser. Selvkontrol er en bedre menneskelig politik for adfærds regulering end er ekstrem selvfornægtelse. Jesus underviste aldrig nogensinde i disse urimelige synspunkter til sine tilhængere.

4. Oprindelsen af ofring

89:4.1 (977.3) Ofring som en del af religiøs hengivenhed havde, ligesom mange andre tilbedende ritualer, ikke en enkel og entydig oprindelse. Tendensen til at bøje sig for magten og kaste sig ned i tilbedende tilbedelse i nærvær af et mysterium er forvarslet i hundens kryben for sin herre. Der er kun et skridt fra tilbedelsens impuls til ofringens handling. Det primitive menneske målte værdien af sit offer ud fra den smerte, det led. Da ideen om at ofre først blev knyttet til det religiøse ceremoniel, tænkte man ikke på noget offer, som ikke var forbundet med smerte. De første ofringer var handlinger som at plukke hår, skære i kødet, lemlæste, slå tænder ud og skære fingre af. Efterhånden som civilisationen udviklede sig, blev disse primitive offerbegreber løftet op på niveau med ritualer for selvfornægtelse, askese, faste, afsavn og den senere kristne doktrin om helliggørelse gennem sorg, lidelse og kødets fordærvelse.

89:4.2 (977.4) Tidligt i religionens udvikling fandtes der to opfattelser af offeret: ideen om gaveofferet, som var forbundet med en taknemmelig holdning, og gældsofferet, som omfattede ideen om forløsning. Senere udviklede man forestillingen om stedfortrædende offer.

89:4.3 (977.5) Endnu senere forestillede mennesket sig, at hans offer uanset art kunne fungere som budbringer til guderne; det kunne være som en sød duft i guddommens næsebor. Dette medførte røgelse og andre æstetiske træk ved offerritualer, som udviklede sig til offerfester, der med tiden blev mere og mere omfattende og udsmykkede.

89:4.4 (978.1) Efterhånden som religionen udviklede sig, erstattede forsonings- og forsoningsritualer de ældre metoder med undgåelse, forsoning og eksorcisme.

89:4.5 (978.2) Den tidligste idé om offeret var, at det var en neutralitetsvurdering, der blev opkrævet af forfædrenes ånder; først senere udviklede idéen om forsoning sig. Da mennesket fjernede sig fra forestillingen om racens evolutionære oprindelse, da traditionerne fra Planetprinsens dage og Adams ophold blev filtreret ned gennem tiden, blev begrebet synd og arvesynd udbredt, så ofring for utilsigtet og personlig synd udviklede sig til doktrinen om ofring til soning af racens synd. Offerets soning var en generel forsikringsordning, der dækkede selv en ukendt guds vrede og jalousi.

89:4.6 (978.3) Det primitive menneske var omgivet af så mange følsomme ånder og begærlige guder, og det stod ansigt til ansigt med så mange kreditor-guder, at det krævede alle præster, ritualer og ofringer gennem et helt liv for at få det ud af den åndelige gæld. Doktrinen om arvesynden eller racemæssig skyld betød, at alle mennesker stod i alvorlig gæld til de åndelige magter.

89:4.7 (978.4) Gaver og bestikkelse gives til mennesker, men når de gives til guderne, beskrives de som indviede, gjort hellige eller kaldes ofre. Afkald var den negative form for forsoning; ofring blev den positive form. Forsoningshandlingen omfattede ros, forherligelse, smiger og endda underholdning. Og det er resterne af denne positive praksis fra den gamle forsoningskult, der udgør de moderne former for guddommelig tilbedelse. Nutidens former for tilbedelse er simpelthen en ritualisering af disse gamle offerteknikker for positiv forsoning.

89:4.8 (978.5) Dyreofringer betød meget mere for det primitive menneske, end det nogensinde kunne betyde for moderne racer. Disse barbarer betragtede dyrene som deres egentlige og nære slægtninge. Som tiden gik, blev mennesket klogere i sine ofringer og holdt op med at ofre sine arbejdsdyr. I begyndelsen ofrede det bedste af alt, inklusivt sine husdyr.

89:4.9 (978.6) Det var ikke tomt pral af en vis egyptisk hersker, da han erklærede, at han havde ofret: 113.433 slaver, 493.386 stykker kvæg, 88 både, 2756 gyldne billeder, 331.702 krukker af honning og olie, 228.380 krukker vin, 680.714 gæs, 6.744.428 brød og 5.740.352 sække majs. Og for at kunne gøre dette, må han have beskattet sine hårdtarbejdende undersåtter hårdt.

89:4.10 (978.7) Ren og skær nødvendighed drev til sidst disse semisavage til at spise den materielle del af deres ofre, mens guderne havde nydt sjælen i dem. Og denne skik blev retfærdiggjort under påskud af det gamle hellige måltid, en nadvergudstjeneste ifølge moderne sprogbrug.

5. Ofringer og kannibalisme

89:5.1 (978.8) Moderne forestillinger om tidlig kannibalisme er helt forkerte; det var en del af det tidlige samfunds sæder og skikke. Mens kannibalisme traditionelt er forfærdeligt for den moderne civilisation, var det en del af den sociale og religiøse struktur i det primitive samfund. Gruppeinteresser dikterede udøvelsen af kannibalisme. Den voksede frem af nødvendighed og fortsatte på grund af overtroens og uvidenhedens slaveri. Det var en social, økonomisk, religiøs og militær skik.

89:5.2 (979.1) De tidlige mennesker var kannibaler; de nød menneskekød, og derfor tilbød de det som en fødevare gave til ånderne og til deres primitive guder. Eftersom spøgelsesånderne blot var ændrede mennesker, og eftersom maden var menneskets største behov, så måtte mad ligeledes være en ånds største behov.

89:5.3 (979.2) Kannibalisme forekom engang så godt som overalt blandt de udviklende racer. Sangikracerne var alle menneskeædere, men oprindeligt var Andoniterne det ikke, og ej heller var Noditerne og Adamiterne; og det var var Anditerne heller ikke, før de var blevet groft opblandet med de evolutionære racer.

89:5.4 (979.3) Smagen for menneskekød voksede. Efter at være blevet startet på grund af sult, venskab, hævn, eller religiøst ritual, går spisningen af menneskekød videre til vanemæssig kannibalisme. Menneskeæderi er opstået på grund af fødevareknaphed, selvom det sjældent har været den underliggende årsag. Eskimoerne og de tidlige andonitter var dog sjældent kannibalistiske, undtagen i tider med hungersnød. De røde mennesker, især i Mellemamerika, var kannibaler. Det var engang en almindelig praksis for primitive mødre, at dræbe og spise deres egne børn for at genvinde den styrke de havde tabt i graviditetsperioden og i Queensland bliver det første barn stadig ofte dræbt og fortæret på den måde. I nyere tid har mange afrikanske stammer bevidst tyet til kannibalisme som et krigsmiddel, en slags skræk, som de kunne bruge til at terrorisere deres naboer med.

89:5.5 (979.4) En del kannibalisme opstod, af at én højerestående slægt degenererede, men det var mest udbredt blandt de evolutionære racer. Menneskeæderiet opstod på et tidspunkt, hvor mennesker oplevede intense og bitre følelser over for deres fjender. At spise menneskekød blev en del af en højtidelig hævnceremoni; man troede, at en fjendes spøgelse på denne måde kunne blive ødelagt eller smeltet sammen med spiserens. Det var engang en udbredt tro, at troldmænd fik deres kræfter ved at spise menneskekød.

89:5.6 (979.5) Visse grupper af menneskeædere spiste kun medlemmer af deres egen stamme, en pseudospirituel indavl, som skulle fremhæve stammesolidariteten. Men de spiste også fjender som hævn for at tilegne sig deres styrke. Det blev betragtet som en ære for en vens eller stammefrendes sjæl, hvis hans krop blev spist, mens det kun var en retfærdig straf for en fjende at fortære ham på den måde. Det vilde sind gjorde sig ingen forhåbninger om at være konsekvent.

89:5.7 (979.6) Hos nogle stammer søgte gamle forældre at blive spist af deres børn; hos andre var det skik at afholde sig fra at spise nære slægtninge; deres kroppe blev solgt eller byttet med fremmede. Der var en betydelig handel med kvinder og børn, der var blevet opfedet til slagtning. Når sygdom eller krig ikke kunne kontrollere befolkningen, blev overskuddet uden videre spist.

89:5.8 (979.7) Kannibalisme er gradvist ved at forsvinde på grund af følgende påvirkninger:

89:5.9 (979.8) 1. Nogle gange blev det en fælles ceremoni, hvor man påtog sig det kollektive ansvar for at påføre en stammefrænde dødsstraf. Blodskylden ophører med at være en forbrydelse, når alle, samfundet, deltager i den. Den sidste form for kannibalisme i Asien var denne spisning af henrettede forbrydere.

89:5.10 (979.9) 2. Det blev meget tidligt et religiøst ritual, men den voksende spøgelsesfrygt var ikke altid med til at reducere menneskeæderne.

89:5.11 (979.10) 3. Til sidst gik det så vidt, at man kun spiste visse dele eller organer af kroppen, som formodedes at indeholde sjælen eller dele af ånden. Det blev almindeligt at drikke blod, og det var kutyme at blande de “spiselige” dele af kroppen med medicin.

89:5.12 (980.1) 4. Det blev begrænset til mænd; kvinder fik forbud mod at spise menneskekød.

89:5.13 (980.2) 5. Det blev siden begrænset til høvdinge, præster og shamaner.

89:5.14 (980.3) 6. Derefter blev det tabu blandt de højere stammer. Tabuet mod menneskeædende stammer fra Dalamatia og spredte sig langsomt over hele verden. Noditerne opfordrede til kremering som et middel til at bekæmpe kannibalisme, da det engang var en almindelig praksis at grave begravede lig op og spise dem.

89:5.15 (980.4) 7. Menneskeofring var dødsstødet til kannibalisme. Efter at menneskekød først havde været føde for de højerestående mennesker, høvdingene, blev det til sidst forbeholdt de endnu mere højerestående ånder; og dermed satte menneskeofringer en effektivt stopper for kannibalisme, undtagen blandt de laveste stammer. Da menneskeofring var fuldt etableret, blev det tabu at spise mennesker; menneskekød var kun mad for guderne; mennesket kunne kun spise en lille ceremoniel smule, et sakramente.

89:5.16 (980.5) Endelig blev dyreerstatninger almindeligt brugt til offerformål, og selv blandt de mere tilbagestående stammer reducerede hundespisning i høj grad menneskespisning. Hunden var det første tamme dyr og blev højt værdsat både som sådan og som føde.

6. Menneskeofringens udvikling

89:6.1 (980.6) Menneskeofring var en indirekte følge af kannibalisme samt dens helbredelse. Formidling af åndelige ledsagere til åndeverdenen førte også til en formindskelse af menneskespisning da det aldrig var skik at spise disse ofre efter døden. Ingen racer har været fuldstændig fri for anvendelse af menneskeofring i en form og på et tidspunkt, selvom Andoniterne, Noditerne og Adamiterne var mindst afhængige af kannibalisme.

89:6.2 (980.7) Menneskeofringer har været så godt som universelle; de fortsatte i kinesernes, hinduernes, egypternes, hebræernes, mesopotamiernes, grækernes, romernes og mange andre folkeslags religiøse skikke, selv i nyere tid blandt de tilbagestående afrikanske og australske stammer. De senere amerikanske indianere havde en civilisation, der udsprang af kannibalisme og derfor var gennemsyret af menneskeofringer, især i Mellem- og Sydamerika. Kaldæerne var blandt de første, der opgav at ofre mennesker ved almindelige lejligheder og erstattede dem med dyr. For omkring to tusind år siden indførte en ømhjertet japansk kejser lerbilleder i stedet for menneskeofringer, men det var mindre end tusind år siden, at disse ofringer uddøde i Nordeuropa. Blandt visse tilbagestående stammer udføres menneskeofringer stadig af frivillige, en slags religiøst eller rituelt selvmord. En shaman beordrede engang ofring af en meget respekteret gammel mand fra en bestemt stamme. Folket gjorde oprør; de nægtede at adlyde. Derefter fik den gamle mand sin egen søn til at sende ham af sted; de gamle troede virkelig på denne skik.

89:6.3 (980.8) Der findes ingen mere tragisk og patetisk oplevelse, som illustrerer de hjerteskærende stridigheder mellem gamle og hævdvundne religiøse skikke og de modsatrettede krav fra den fremadskridende civilisation, end den hebraiske fortælling om Jefta og hans eneste datter. Som det var almindelig skik, havde denne velmenende mand aflagt et tåbeligt løfte, havde forhandlet med “slagets gud” og indvilliget i at betale en bestemt pris for sejr over sine fjender. Og denne pris var at ofre det, der først kom ud af hans hus for at møde ham, når han vendte tilbage til sit hjem. Jefta troede, at en af hans trofaste slaver ville være klar til at tage imod ham, men det viste sig, at hans datter og eneste barn kom ud for at byde ham velkommen hjem. Så selv på dette sene tidspunkt og blandt et angiveligt civiliseret folk blev denne smukke jomfru, efter to måneder til at sørge over sin skæbne, faktisk ofret som menneskeoffer af sin far og med hans stammefrænders godkendelse. Og alt dette blev gjort på trods af Moses’ strenge regler mod menneskeofringer. Men mænd og kvinder er afhængige af at aflægge tåbelige og unødvendige løfter, og de gamle mænd anså alle sådanne løfter for at være meget hellige.

89:6.4 (981.1) I gamle dage, når man påbegyndte en ny bygning af betydning, var det skik at dræbe et menneske som et “fundamentoffer.” På den måde fik man en spøgelsesånd til at våge over og beskytte bygningen. Når kineserne gjorde klar til at støbe en klokke, var det skik at ofre mindst én pige for at forbedre klangen i klokken; den valgte pige blev kastet levende ned i det smeltede metal.

89:6.5 (981.2) Det var længe praksis i mange grupper at bygge levende slaver ind i vigtige mure. I senere tider erstattede de nordeuropæiske stammer denne skik med at begrave levende personer i murene på nye bygninger med indmuring af skyggen af en forbipasserende. Kineserne begravede de arbejdere, der døde under opførelsen af en mur, i den.

89:6.6 (981.3) Da en ubetydelig konge i Palæstina, som byggede Jerikos mure, “lagde fundamentet heraf i Abiram, hans førstefødte, og oprettede dens porte i hans yngste søn, Segub.” På dette sene tidspunkt, ikke kun satte denne far to af sine levende sønner i fundament hullerne i byens porte, men hans handling er også registreret som værende “i henhold til Herrens ord.” Moses havde forbudt disse fundament ofre, men israelitterne vendte tilbage til dem snart efter hans død. Ceremonien for deponering af nipsgenstande og souvenirs i hjørnestenen i en ny bygning i det tyvende århundrede minder om de primitive tiders fundamentofringer.

89:6.7 (981.4) Det var længe skik hos mange folkeslag at dedikere de første frugter til ånderne. Og disse skikke, som nu er mere eller mindre symbolske, er alle overleveringer fra de tidlige ceremonier, der involverede menneskeofringer. Ideen om at ofre den førstefødte var udbredt blandt de gamle, især blandt fønikerne, som var de sidste til at opgive den. Man plejede at sige “liv for liv”, når man ofrede. Nu siger man ved døden, “af jord er du kommet.”

89:6.8 (981.5) At Abraham blev tvunget til at ofre sin søn Isak var chokerende for civiliserede følelser, men det var ikke en ny eller mærkelig tanke for datidens mænd. Det var længe en udbredt praksis, at fædre i tider med stor følelsesmæssig stress ofrede deres førstefødte sønner. Mange folkeslag har en tradition, der svarer til denne historie, for der eksisterede engang en verdensomspændende og dyb tro på, at det var nødvendigt at ofre et menneske, når der skete noget ekstraordinært eller usædvanligt.

7. Modifikationer af menneskeofringer

89:7.1 (981.6) Moses forsøgte at gøre en ende på menneskeofringer ved at indføre løsesummen som en erstatning. Han etablerede en systematisk plan, som gjorde det muligt for hans folk at undslippe de værste resultater af deres uovervejede og tåbelige løfter. Jord, ejendomme og børn kunne indløses i henhold til de fastsatte gebyrer, som skulle betales til præsterne. De grupper, som holdt op med at ofre deres førstefødte, fik snart store fordele i forhold til mindre avancerede naboer, som fortsatte med disse grusomme handlinger. Mange af disse tilbagestående stammer blev ikke blot stærkt svækket af dette tab af sønner, men selv arvefølgen i lederskabet blev ofte brudt.

89:7.2 (982.1) En udløber af de forbigående børneofringer var skikken med at smøre blod på husets dørstolper for at beskytte den førstefødte. Dette blev ofte gjort i forbindelse med en af årets hellige fester, og denne ceremoni var engang udbredt over det meste af verden fra Mexico til Egypten.

89:7.3 (982.2) Selv efter at de fleste grupper var holdt op med at dræbe børn rituelt, var det skik at sætte et spædbarn væk alene i ørkenen eller i en lille båd på vandet. Hvis barnet overlevede, troede man, at guderne havde grebet ind for at bevare det, som i traditionerne om Sargon, Moses, Kyros og Romulus. Så kom praksis med at indvie de førstefødte sønner som hellige eller ofre, lade dem vokse op og derefter sende dem i eksil i stedet for at dø; dette var oprindelsen til kolonisering. Romerne fulgte denne skik i deres koloniseringsplan.

89:7.4 (982.3) Mange af de ejendommelige forbindelser af seksuel løssluppenhed med primitiv tilbedelse havde sin oprindelse i forbindelse med menneskeofringer. Hvis en kvinde i fortiden mødte hovedjægere, kunne hun indløse sit liv ved seksuel overgivelse. Senere kunne en jomfru som havde viet sit liv til guderne som et offer vælge at indløse sit liv ved at dedikere sin krop for livet til templets hellige sextjeneste; på denne måde, kunne hun tjene sin løsesum. Fortidens mennesker anså det for meget opløftende at have seksuelle relationer med en kvinde således engageret i at indløse sit liv. Det var en religiøs ceremoni at omgås disse hellige jomfruer, og derudover gav hele dette ritual en acceptabel undskyldning for dagligdagens seksuelle tilfredsstillelse. Det var en subtil form for selvbedrag, som både jomfruerne og deres ægtefæller med glæde helligede sig. Skikkene sakker altid bagud i civilisationens evolutionære fremskridt, og giver dermed sanktion til de tidligere og mere vilde seksuel skikke i de udviklende racer.

89:7.5 (982.4) Tempelprostitution spredte sig til sidst over hele det sydlige Europa og Asien. Pengene som de tempelprostituerede havde tjent blev holdt hellig blandt alle folkeslag—en værdifuld gave til guderne. Kvinder på højeste niveau udgjorde de seksuelle markeder i templerne og de viet deres indtjening til alle former for hellige tjenester og arbejde til gavn for offentligheden. Mange af de bedre klasser af kvinder samlede deres medgift ved midlertidig sextjeneste i templerne, og de fleste mænd foretrak at have sådanne kvinder til hustruer.

8. Forløsning og pagter

89:8.1 (982.5) Offerindfrielse og tempelprostitution var i virkeligheden modifikationer af menneskeofringer. Dernæst kom den falske ofring af døtre. Denne ceremoni bestod af åreladning med indvielse til livslang jomfruelighed og var en moralsk reaktion på den ældre tempelprostitution. I nyere tid dedikerede jomfruer sig til tjenesten med at passe de hellige tempelbål.

89:8.2 (982.6) Mennesket kom til sidst på den idé, at ofre en vis del af kroppen som kunne erstatte den ældre og hele menneskeofring. Fysisk lemlæstelse blev også anset for at være en acceptabel erstatning. Hår, negle, blod, og selv fingre og tæer blev ofret. Det senere og næsten universelle gamle omskæringsritual var en udløber af kulten med delvise ofre; det var et rent offer, og der var ingen tanke om hygiejne forbundet med det. Mænd blev omskåret, kvinder fik huller i ørerne.

89:8.3 (983.1) Senere blev det skik at binde fingrene sammen i stedet for at skære dem af. Barbering af hovedet og klipning af håret var ligeledes former for religiøs hengivenhed. Fremstillingen af eunukker var først en modifikation af ideen om menneskeofring. Næse- og læbepiercing praktiseres stadig i Afrika, og tatovering er en kunstnerisk videreudvikling af den tidligere rå ardannelse på kroppen.

89:8.4 (983.2) Skikken med at ofre blev til sidst, som et resultat af den fremadskridende lære, forbundet med ideen om pagten. Endelig blev guderne opfattet som nogle, der indgik reelle aftaler med mennesket, og det var et stort skridt i stabiliseringen af religionen. Loven, en pagt, træder i stedet for held, frygt og overtro.

89:8.5 (983.3) Mennesket kunne ikke engang drømme om at indgå en kontrakt med Guddommen, før dets forestilling om Gud var nået op på et niveau, hvor universets forvaltere blev opfattet som pålidelige. Og menneskets tidlige idé om Gud var så antropomorf, at det var ude af stand til at forestille sig en pålidelig guddom, før det selv blev relativt pålideligt, moralsk og etisk.

89:8.6 (983.4) Men ideen om at indgå en pagt med guderne kom til sidst. Det evolutionære menneske opnåede til sidst en sådan moralsk værdighed, at han vovede at forhandle med sine guder. Og således udviklede offerhandlingen sig gradvist til et spil om menneskets filosofiske forhandling med Gud. Og alt dette repræsenterede et nyt redskab til at forsikre sig mod uheld eller snarere en forbedret teknik til mere definitivt at købe velstand. Lad være med at få den fejlagtige idé, at disse tidlige ofringer var en gratis gave til guderne, et spontant offer af taknemmelighed eller taksigelse; de var ikke udtryk for sand tilbedelse.

89:8.7 (983.5) Primitive former for bøn var hverken mere eller mindre end at forhandle med ånderne, et argument med guderne. Det var en slags byttehandel, hvor bøn og overtalelse blev erstattet af noget mere håndgribeligt og kostbart. Den voksende handel mellem racerne havde indprentet handelsånden og havde udviklet byttehandelens snuhed, og nu begyndte disse træk at dukke op i menneskets tilbedelsesmetoder. Og ligesom nogle mænd var bedre handlende end andre, blev nogle betragtet som bedre bedere end andre. En retfærdig mands bøn var højt værdsat. En retfærdig mand var en, der havde betalt alle regninger til ånderne, havde opfyldt alle rituelle forpligtelser over for guderne.

89:8.8 (983.6) De tidlige bønner var næppe en form for tilbedelse; det var en forhandlingsbøn om sundhed, rigdom, og liv. I mange henseender har bønnerne ikke ændret sig meget gennem tidernes forløb. De læses stadig op af bøger, reciteres formelt, og skrives ned, så de kan placeres på hjul og hænges op i træer, hvor vindens blæst vil spare mennesket for besværet med at bruge sin egen ånde.

9. Ofre og sakramenter

89:9.1 (983.7) I løbet af de urantiske ritualers udvikling har menneskeofringen udviklet sig fra det blodige menneskeæderi til højere og mere symbolske niveauer. De tidlige offerritualer avlede de senere nadverceremonier. I nyere tid tog præsten alene del i en smule af det kannibalistiske offer eller en dråbe menneskeblod, og derefter tog alle del i dyreerstatningen. Disse tidlige ideer om løsepenge, forløsning og pagter har udviklet sig til de senere tiders sakramentale tjenester. Og hele denne ceremonielle udvikling har haft en mægtig socialiserende indflydelse.

89:9.2 (984.1) I forbindelse med kulten af Guds Moder, i Mexico og andre steder, blev et sakramente af kager og vin til sidst brugt i stedet for kød og blod fra de ældre menneskeofre. Hebræerne praktiserede længe dette ritual som en del af deres påskeceremonier, og det var fra dette ceremoniel, at den senere kristne version af nadveren tog sin oprindelse.

89:9.3 (984.2) De gamle sociale broderskaber var baseret på ritualet med at drikke blod; det tidlige jødiske broderskab var en blod offer-affære. Paulus begyndte at bygge en ny kristen kult på “blodet fra den evige pagt.” Og selvom han måske unødigt belastede kristendommen med læresætninger om blod og ofre, gjorde han en gang for alle en ende på doktrinerne om forløsning gennem menneske- eller dyreofre. Hans teologiske kompromiser indikerer, at selv åbenbaringen må underkaste sig evolutionens gradvise kontrol. Ifølge Paulus blev Kristus det sidste og helt tilstrækkelige menneskeoffer; den guddommelige dommer er nu fuldt og evigt tilfredsstillet.

89:9.4 (984.3) Og således har offerkulten efter lange tidsaldre udviklet sig til sakramentskulten. Således er de moderne religioners sakramenter de legitime efterfølgere til de chokerende tidlige ceremonier med menneskeofringer og de endnu tidligere kannibalistiske ritualer. Mange er stadig afhængige af blod for at blive frelst, men det er i det mindste blevet billedligt, symbolsk og mystisk.

10. Syndernes forladelse

89:10.1 (984.4) Fortidens menneske opnåede kun bevidsthed om Guds nåde gennem ofring. Det moderne menneske må udvikle nye måder at opnå selvbevidsthed om frelse. Bevidstheden om synd fortsætter i det dødelige sind, men tankemønstrene til at frelse sig fra den er blevet forældede og antikverede. Det virkelige åndelige behov består, men intellektuelle fremskridt har ødelagt de gamle måder at sikre fred og trøst for sind og sjæl på.

89:10.2 (984.5) Synden skal omdefineres som bevidst illoyalitet til Guddommen. Der er forskellige grader af illoyalitet: den delvise loyalitets ubeslutsomhed; den delte loyalitets konflikt; den døende loyalitets ligegyldighed; og loyalitets død udstillet i hengivenhed til gudløse idealer.

89:10.3 (984.6) Følelsen af skyld er bevidstheden om, at man har overtrådt normerne; det er ikke nødvendigvis synd. Der er ingen reel synd, hvis der ikke er tale om bevidst illoyalitet over for Guddommen.

89:10.4 (984.7) Muligheden for at anerkende skyldfølelsen er en transcendent udmærkelse for menneskeheden. Det markerer ikke mennesket som middelmådigt, men adskiller det snarere som et væsen af potentiel storhed og evigt stigende herlighed. En sådan følelse af uværdighed er den indledende stimulans, der hurtigt og sikkert bør føre til de troserobringer, der oversætter det dødelige sind til de fantastiske niveauer af moralsk adel, kosmisk indsigt og åndeligt liv; således ændres alle betydninger af den menneskelige eksistens fra det timelige til det evige, og alle værdier hæves fra det menneskelige til det guddommelige.

89:10.5 (984.8) Syndsbekendelse er en menneskelig afvisning af illoyalitet, men den mildner på ingen måde konsekvenserne i tid og rum af en sådan illoyalitet. Men bekendelse—oprigtig anerkendelse af syndens natur—er afgørende for religiøs vækst og åndelig fremgang.

89:10.6 (985.1) Guddommens syndsforladelse er en fornyelse af loyalitetsforholdet efter en periode, hvor mennesket har været bevidst om, at dette forhold er bortfaldet som følge af bevidst oprør. Tilgivelsen behøver ikke at blive søgt, kun modtaget som bevidstheden om genetablering af loyalitetsforhold mellem skabningen og Skaberen. Og alle Guds loyale sønner er lykkelige, tjenestekærlige og gør stadige fremskridt i opstigningen til Paradis.

89:10.7 (985.2) [Præsenteret af en Strålende Aftenstjerne fra Nebadon.]