Urantia Bogen

Kapitel 4

Guds Forhold Til Universet

4:0.1 (54.1) DEN Universelle Fader har et evigt formål til universernes univers vedrørende de materielle, intellektuelle og åndelige fænomener, som han udfører gennem alle tider. Gud skabte universerne af egen fri og suveræne vilje og han skabte dem i overensstemmelse med hans altid kloge og evige formål. Det er tvivlsomt, om nogen undtagen Paradisguddommene og deres højeste medarbejdere virkelig ved meget om Guds evige formål. Selv de ophøjede borgere i Paradiset har nogle meget divergerende opfattelser om karakteren af Guddommenes evige formål.

4:0.2 (54.2) Det er let at udlede, at formålet med at skabe det perfekte centralunivers i Havona udelukkende var tilfredsstillelsen af den guddommelige natur. Havona fkan tjene som mønsterskabelsen for alle andre universer og som afsluttende skole for tidens pilgrimme på vej til Paradis; dog skal en sådan overjordisk skabelse primært eksistere til glæde og tilfredsstillelse for de duldkomne og uendelige Skabere.

4:0.3 (54.3) Den fantastiske plan for at perfektionere evolutionære dødelige og, efter at de har opnået Paradiset og Finalitkorpset, at give yderligere uddannelse til noget uafsløret fremtidigt arbejde, synes på nuværende tidspunkt at være, en af de vigtigste opgaver for de syv superuniverser og deres mange underafdelinger; men denne opstigningsplan for åndeliggørelse og træning af de dødelige i tid og rum er på ingen måde den eneste beskæftigelse af universets intelligenser. Der er desuden, mange andre fascinerende formål som optager de himmelske værters tid og kræver deres energier.

1. Faderens holdning til universet

4:1.1 (54.4) Urantias beboere har i mange tidsaldre misforstået Guds forsyn. Der er et forsyn med guddommelig udvirkning på jeres verden, men det er ikke den barnlige, vilkårlige og materielle tjeneste, som mange dødelige har fået opfattelsen af. Guds forsyn består af indbyrdes forbundne aktiviteter af de himmelske væsener og de guddommelige ånder, som i overensstemmelse med kosmisk lov, uophørligt arbejder til ære for Gud og for hans univers børn åndelige fremgang.

4:1.2 (54.5) Er det ikke muligt at I kan avancere jeres begreb angående Guds handlemåde i forhold til mennesket til det niveau, hvor I vil anerkende at universets nøgleord er fremskridt? Menneskeheden har gennem mange tidsaldre kæmpet for at nå sin nuværende position. Igennem alle disse årtusinde har Forsynet udarbejdet planen for fremadskridende evolution. De to tanker er ikke modsat i praksis, kun i menneskets fejlagtige begreber. Guddommelig forsyn er aldrig i opposition til sande menneskelige fremskridt, hverken tidelige eller åndelige. Forsynet er altid i overensstemmelse med den højeste lovgivers uforanderlige og perfekte karakter.

4:1.3 (55.1) “Gud er trofast” og “alle hans bud er retfærdige.” “Hans trofasthed er etableret i selve himlen.” “For altid, Min Herre, er dine ord afgørende i himlen. Din trofasthed er til alle generationer; du har etableret jorden og den er blivende.” “Han er en trofast Skaber.”

4:1.4 (55.2) Der er ingen begrænsninger af de kræfter og personligheder, som Faderen kan anvende for at opretholde sit formål og støtte sine skabninger. “Den evige Gud er vores tilflugt, og nedenunder er de evige arme.” “Den, som bor i den Højestes hemmelige sted, skal blive i skyggen af den Almægtige.” “Se, den, der bevarer os, skal hverken slumre eller sove.” “Vi ved, at for dem som elsker Gud samarbejder alt til det bedste.” “for Herrens øjne er over de retfærdige og hans ører er åbne for deres bønner.”

4:1.5 (55.3) Gud opretholder “alt ved hjælp af hans kraft i ordet.” Og når nye verdener er født, “udsender han sine Sønner og de bliver skabte.” Gud skaber ikke kun, men han “bevarer dem alle.” Gud opretholder hele tiden alt materielt og alle væsener åndelige. Universerne er evigt stabile. Der er stabilitet i midten af tilsyneladende ustabilitet. Der er en underliggende orden og midt i energi omvæltningerne og de fysiske katastrofer i stjerneriget.

4:1.6 (55.4) Den Universelle Fader har ikke trukket sig tilbage fra forvaltningen af universerne; han er ikke en inaktiv Guddom. Hvis Gud skulle trække sig tilbage som den nuværende opretholdelse af hele skabelsen, ville der øjeblikkelig indtræffe et universelt sammenbrud. Bortset fra Gud, ville der ikke være noget, der hedder virkelighed. I dette øjeblik, om under fortidens fjerne tidsaldre og i den evige fremtid, fortsætter Gud med at opretholdelse. Den guddommelige rækkevidde strækker sig rundt om evighedens cirkel. Universet er ikke trukket op ligesom et ur for at gå i et stykke tid og så ophøre med at fungere; alt bliver konstant fornyet. Faderen udgyder uophørligt energi, lys, og liv. Guds værk er bogstaveligt såvel som åndeligt. “Han strækker sig mod nord over det tomme rum og hænger jorden på ingenting.”

4:1.7 (55.5) Et væsen af min orden er i stand til at opdage den ultimative harmoni og opfange vidtrækkende og dyb koordination i de rutinemæssige anliggender af universets administration. Meget, som virker usammenhængende og tilfældigt for det dødelige sind, fremstår velordnet og konstruktiv i min forståelse. Men der sker rigtig meget i universerne som jeg ikke helt forstår. Jeg har i længere tid studeret, og er mere eller mindre fortrolig med, de anerkendte kræfter, energier, sind, morontier, ånder og personligheder i lokaluniverserne og superuniverserne. Jeg har en generel forståelse af, hvordan disse agenturer og personligheder fungerer, og jeg er fortrolig bekendt med, hvordan de akkrediterede åndelige intelligenser i storuniverset fungerer. Uagtet mit kendskab til universernes fænomener, bliver jeg konstant konfronteret med kosmiske reaktioner, som jeg ikke helt kan gennemskue. Jeg støder konstant på tilsyneladende tilfældige sammensværgelser af forbundne forbindelser af kræfter, energier, intellekter og ånder, som jeg ikke kan forklare tilfredsstillende.

4:1.8 (55.6) Jeg er fuldstændig kompetent til at udforske og analysere virkemåden af alle fænomener, der er direkte et resultat af funktionen af den Universelle Fader, den Evige Søn, den Uendelige Ånd og i vid udstrækning fra Paradisøen. Min råforvirring er foranlediget af at møde, hvad der ser ud til at være udførelsen af deres mystiske koordinater, potentialitetens tre absolutter. Disse Absolutter synes at afløse materie, at transcendere sindet og overvinde ånden. Jeg er konstant forvirret og ofte rådvild over min manglende evne til at forstå disse komplekse transaktioner, som jeg tilskriver tilstedeværelsen og præstationerne af den Egenskabsløse Absolutte, den Guddoms Absolutte og den Universelle Absolutte.

4:1.9 (56.1) Disse Absolutter må være de ikke helt åbenbarede tilstedeværelser ude i universet, som i fænomenerne af rumstyrke og i funktionen af andre superultimater, gør det umuligt for fysikere, filosoffer og endda religionister at forudsige med sikkerhed om, hvordan kraftens, konceptets eller åndens primordialer vil reagere på krav stillet i en kompleks virkelighedssituation, der involverer de højeste justeringer og ultimative værdier.

4:1.10 (56.2) Der er også en organisk enhed i universerne af tid og rum, som synes at ligge til grund for hele strukturen af kosmiske begivenheder. Denne levende tilstedeværelse af det udviklende Højeste Væsen, denne immanens af den projicerede Ufuldstændige, manifesteres på uforklarlig vis altid som noget, der synes at fremstår som en forbløffende tilfældig koordinering af tilsyneladende uafhængige univers-begivenheder. Dette må være Forsynets funktion—det Højeste Væsens og Samforenerens område.

4:1.11 (56.3) Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er denne vidtstrakte og generelt ugenkendelige kontrol af koordineringen og indbyrdes forhold af alle faser og former for universaktivitet, der forårsager en sådan forskelligartet og tilsyneladende håbløs forvirret blanding af fysisk, mental, moralsk og åndelig fænomener som usvigeligt arbejder så fejlfrit at virke til Guds ære og til gavn for mennesker og engle.

4:1.12 (56.4) Men i en større forstand er de tilsyneladende kosmiske “uheld” utvivlsomt en del af det endelige drama i den Uendeliges tid-rum eventyr i hans evige manipulation af Absolutterne.

2. Gud og naturen

4:2.1 (56.5) Naturen er i en begrænset forstand Guds fysiske klædedragt. Guds adfærd eller handling er egenskabsbestemt og foreløbigt modificeret af de eksperimentelle planer og de evolutionære mønstre i et lokalunivers, en konstellation, et system eller en planet. Gud handler i overensstemmelse med en klart defineret, uændret, uforanderlig lov i hele det vidt udbredte mesterunivers; men han modificerer handlingsmønstrene for at bidrage til den koordinerede og afbalancerede adfærd for hvert univers, konstellation, system, planet og personlighed i overensstemmelse med de lokale objekter, formål og planer for de endelige projekter for evolutionær udfoldelse.

4:2.2 (56.6) Derfor præsenterer naturen, som det dødelige mennesker forstår det, det underliggende grundlag og den grundlæggende baggrund for en uforanderlig Guddom og hans uforanderlige love, modificeret af, svingende på grund af og oplever omvæltninger gennem arbejdet med de lokale planer, formål, mønstre og betingelser, som er påbegyndt og udføres af lokaluniverset, konstellationen, systemet og planetariske kræfter og personligheder. For eksempel: Da Guds love er blevet bestemt i Nebadon, modificeret de af planerne etableret af Skabersønnen og den Skabende Ånd i dette lokalunivers; og ud over alt dette er disse loves funktion blevet yderligere påvirket af de fejlagelser, misligholdelser og opstande fra visse væsener, bosiddende på jeres planet og tilhører jeres nærmeste planetariske system Satania.

4:2.3 (56.7) Naturen er et resultat af tid og rum af to kosmiske faktorer; for det første, paradisguddommens uforanderlighed, perfektion og retfærdighed, og for det andet eksperimentelle planer, eksekutive bommerter, opstandsfejl, ufuldstændig udvikling og ufuldkommenhed i visdom af ekstra-Paradis skabninger, fra det højeste til det laveste. Naturen bærer derfor en ensartet, uforanderlig, majestætisk og vidunderlig tråd af fuldkommenhed fra evighedens cirkel; men i hvert univers, på hver planet og i hvert individuelt liv er denne natur modificeret, egenskabsbestemt og muligvis skæmmet af handlingerne, fejltagelserne og illoyaliteterne hos skabningerne ii de evolutionære systemer og universer; og derfor må naturen altid være under skiftende forandring, tillige lunefuld selvom den er stabil nedenunder, og varieret i overensstemmelse med et lokalunivers operationelle procedurer.

4:2.4 (57.1) Naturen er Paradisets perfektion divideret med ufuldendtheden, ondskab og synden i de ufærdige universer. Denne kvotient er således udtryk for både det fuldkomne og det partielle, for både det evige og det tidsmæssige. Den fortsatte evolution modificerer naturen ved at øge indholdet af Paradisets perfektion og ved at formindske indholdet af ondskaben, fejlen og disharmonien i den relative virkelighed.

4:2.5 (57.2) Gud er ikke personlig tilstede i naturen eller i nogen af naturens kræfter, for naturenfænomenet er overlejringer af ufuldkommenhederne i den fremadskridende evolution og nogle gange konsekvenserne af oprørsk oprør på Paradisets grundlag af Guds universelle lov. Som den ser ud på sådan en verden som Urantia, kan naturen aldrig være det fpasende udtryk, den sande repræsentation, den trofaste fremstilling af en alvis og uendelige Gud.

4:2.6 (57.3) Naturen, på jeres verden, er en kvalifikation af perfektionslovene ved lokaluniversets evolutionære planer. Hvilken parodi at tilbede naturen fordi den i en begrænset, egenskabsbestemt forstand er gennemsyret af Gud; fordi den er en fase af den universelle og derfor guddommelige kraft! Naturen er også en manifestation af det ufuldendte, det ufuldstændige, de uperfekte resultater af udviklingen, væksten og fremskridtet af et universeksperiment i kosmisk evolution.

4:2.7 (57.4) De tilsyneladende defekter i den naturlige verden er ikke tegn på sådanne tilsvarende defekter i Guds karakter. Snarere er sådanne observerede ufuldkommenheder blot de uundgåelige pause-øjeblikke i fremvisningen af den evigt bevægende rulle af uendelighedsbilleder. Det er netop disse defekt-afbrydelser af perfektion-kontinuitet, som gør det muligt for det materielle menneskes begrænsede sind at fange et flygtigt glimt af guddommelig virkelighed i tid og rum. Den materielle manifestationer af guddommelighed forekommer defekte for menneskets evolutionære sind, kun fordi det dødelige menneske vedbliver med at betragte naturens fænomener gennem naturlige øjne, menneskesyn uden hjælp fra morontia mota eller af åbenbaring, dets kompenserende erstatning for tidens verdener.

4:2.8 (57.5) Og naturen er skæmmet, hendes smukke ansigt er arret, hendes ansigtstræk er svidet, af oprøret, forseelsen, mistanken fra de myriader af skabninger, som er en del af naturen, men som har bidraget til hendes vansiring i tiden. Nej, naturen er ikke Gud. Naturen er ikke et objekt for tilbedelse.

3. Guds uforanderlig karakter

4:3.1 (57.6) Alt for længe har mennesket tænkt på Gud som en ligesom ham selv. Gud er ikke, har aldrig været og vil aldrig være jaloux på mennesket eller noget andet væsen i universernes univers. Velvidende, at Skabersønnen havde til hensigt, at mennesket skulle være mesterværket i den planetariske skabelse, at være herskeren over hele jorden, så er synet af dets væsen domineret af hans egne lavere lidenskaber, og synet af hvordan han bøjer sig for afguder af træ, sten, guld og selvisk ambition—disse frastødende scener bevæger Gud og hans Sønner til at være jaloux for mennesket, men aldrig på ham.

4:3.2 (57.7) Den evige Gud er ude af stand til at være forbitret og vred i den menneskelige betydning af sådanne følelsesreaktioner. Disse følelser er nedrige og foragtelige; de er næppe værdige til at blive kaldt menneskelige, meget mindre guddommelige; og sådanne holdninger er fuldstændig fremmede for den Universelle Faders perfekte natur og elskværdige karakter.

4:3.3 (58.1) Mange, rigtig mange af de vanskeligheder som dødelige på Urantia har med at forstå Gud, skyldes de vidtrækkende konsekvenser af Lucifer-oprøret og Caligastia-forræderiet. På verdener, som ikke er isoleret på grund af synd, er de evolutionære racer i stand til at formulere langt bedre ideer om den Universelle Fader; de lider mindre af forvirring, forvrængning og pervertion af konceptet.

4:3.4 (58.2) Gud angrer intet, han nogensinde har gjort, nu gør, eller nogensinde vil gøre. Han er alvidende så vel som almægtig. Menneskets visdom vokser ud af prøvelser og fejltagelser af menneskelige erfaring; Guds visdom består i den egenskabsløse perfektion af hans uendelige universindsigt, og denne guddommelige forudviden styre effektivt den kreative frie vilje.

4:3.5 (58.3) Den Universelle Fader gør aldrig noget, som senere forårsager sorg og beklagelse, men viljeskabningerne som i planlægningen og skabelsen af hans Skaberpersonligheder i de afsidesliggende universer, forårsager undertiden på grund af deres uheldige valg, følelser af guddommelige sorg hos deres Skaberforældres personlighed. Men selvom Faderen hverken begår fejl, nærer fortrydelser eller oplever sorger, er han et væsen med en fars hengivenhed, og hans hjerte er utvivlsomt bedrøvet, når hans børn ikke når de åndelige niveauer, de er i stand til med den hjælp, der så frit er stillet til rådighed af de åndelige opnåelsesplaner og universernes jordiske opstigningspolitikker.

4:3.6 (58.4) Faderens uendelige godhed er hinsides forståelse af tidens begrænsede sind; derfor vil der altid være en kontrast til sammenlignende ondskab (ikke synd) for den effektive fremvisning af alle faser af relativ godhed. Fuldkommenhed af guddommelig godhed kan kun skelnes ved dødelig ufuldkommenhed af indsigt, fordi den står i kontrastiv sammenhæng med relativ ufuldkommenhed i forholdet mellem tid og stof i rummets bevægelser.

4:3.7 (58.5) Guds karakter er uendeligt overmenneskelig; derfor må en sådan guddommeligheds natur personliggøres, som i de guddommelige Sønner, før den nogen overhovedet kan blive trosfattet af menneskets begrænsede sind.

4. Guds virkeliggørelse

4:4.1 (58.6) Gud er det eneste stationære, selvstændige og uforanderlige væsen i hele universets univers, uden at have noget ydre, ingen hinsides, ingen fortid og ingen fremtid. Gud er formålsbestemt energi (kreativ ånd) og absolut vilje, og disse er selveksisterende og universelle.

4:4.2 (58.7) Da Gud er selveksisterende, er han fuldstændig uafhængig. Selve Guds identitet er fjendtlig overfor forandring. “Jeg, Herren, forandrer mig ikke.” Gud er uforanderlig; men ikke før du når Paradis-status kan du overhovedet begynde at forstå, hvordan Gud kan udvikle sig fra enkelhed til kompleksitet, fra identitet til variation, fra ro til bevægelse, fra uendelighed til endelighed, fra det guddommelige til det menneskelige og fra enhed til dualitet og trefoldighed. Og Gud kan således modificere manifestationerne af sin absoluthed, fordi guddommelig uforanderlighed ikke indebærer ubevægelighed; Gud har vilje—han er vilje.

4:4.3 (58.8) Gud er væsen af absolut selvbestemmelse; der er ingen grænser for hans universreaktioner undtagen dem, som er selvpålagt, og hans frie viljehandlinger er kun betinget af de guddommelige egenskaber og perfekte egenskaber, som iboende karakteriserer hans evige natur. Derfor er Gud relateret til universet som væsen af endelig godhed plus en fri vilje af kreativ uendelighed.

4:4.4 (58.9) Fader-Absoluttet er skaberen af det centrale og perfekte univers og Faderen til alle andre skabere. Personlighed, godhed og utallige andre karakteristika deler Gud med mennesket og andre væsener, men viljes uendelighed er hans alene. Gud er begrænset i sine skabende handlinger kun af følelser i hans evige natur og af det hans uendelige visdom kræver. Gud vælger personligt kun det som er uendelig perfekt, deraf den overjordiske perfektion af centraluniverset; og mens Skabersønnerne fuld ud deler hans guddommelighed, endda faser af hans absoluthed, så er de ikke helt begrænset af den endelige visdom, som styrer Faderens uendelighed af vilje. Derfor bliver kreativ fri vilje i Mikael ordenen af Sønskab endnu mere aktiv, fuldstændig guddommelig og næsten ultimativ, hvis ikke absolut. Faderen er uendelig og evig, men at fornægte muligheden af hans viljesbestemte selvbegrænsning svarer til en benægtelse af netop dette begreb om hans viljebestemte absoluthed

4:4.5 (59.1) Guds absoluthed gennemstrømmer alle syv niveauer af universets virkelighed. Og hele denne absolutte natur er underlagt Skaberens forhold til hans familie af univers-skabninger. Præcision kan karakterisere trinitarisk retfærdighed i universernes univers, men i hele hans store familieforhold til tidens skabninger er universernes Gud styret af guddommelig følelse. Først og sidst—for evigt—er den uendelige Gud en Far. Af alle de mulige titler, som han med rette kunne kendes under, er jeg blevet instrueret i at fremstille hele skabelsens Gud som den Universelle Fader.

4:4.6 (59.2) I Gud Faderen styres den fri vilje udførelse ikke af magt, og de er heller ikke styret af intellekt alene; den guddommelige personlighed er defineret som bestående i ånd og manifesterer sig i universerne som kærlighed. Derfor, i alle hans personlige forhold til universernes skabningspersonligheder, er den Første Kilde og Center altid og konsekvent en elskelig Fader. Gud er en Fader i den højeste betydning. Han er evigt motiveret af den guddommelige kærligheds perfekte idealisme, og denne omsorgsfulde natur finder sit stærkeste udtryk og største tilfredsstillelse i at elske og blive elsket.

4:4.7 (59.3) I videnskab er Gud den første årsag; i religion, den universelle og kærlige Fader; i filosofi, det ene væsen som eksisterer af sig selv, ikke afhængig af noget anden væsen for eksistensen, men velvilligt skænker tilværelsens virkelighed til alle ting og til alle andre væsener. Men det kræver åbenbaring at vise, at videnskabens første årsag og filosofiens selveksisterende enhed er religionens Gud, fuld af barmhjertighed og godhed og forpligtet til at bevirke hans børns evige overlevelse på jorden.

4:4.8 (59.4) Vi higer efter konceptet om det uendelige, men vi tilbeder oplevelsestanken om Gud, vores hvor som helst, når som helst evne til at forstå til at forstå personligheden og guddommelighedsfaktorerne i vores højeste guddomsbegreb.

4:4.9 (59.5) Bevidstheden i et sejrrigt menneskeliv på jorden er født af den skabningstro, som tør udfordre hver tilbagevendende episode af tilværelsen, når den konfronteres med det forfærdelige skue af menneskelige begrænsninger, ved den ufejlbarlige erklæring: Selvom jeg ikke kan gøre dette, så lever der i mig en som kan og vil gøre det, en del af den Fader-Absolutte af universernes univers. Og det er “den sejr, som overvinder verden, ja, selv din tro.”

5. Fejlagtige idéer om gud

4:5.1 (59.6) Religiøse traditioner er de ufuldkommende bevarede optegnelser fra tidligere tidsaldres gudkendende menneskers erfaringer, men sådanne optegnelser er utroværdige som vejleder til religiøst liv eller som kilde for sand information om den Universelle Fader. Sådanne gamle overbevisninger er uvægerligt blevet ændret af det faktum, at det primitive menneske var en mytemager.

4:5.2 (60.1) En af de største kilder til forvirring på Urantia angående Guds natur vokser ud af, at jeres hellige bøger ikke klart skelner mellem personlighederne i Paradisets treenighed og mellem Paradisguddommen og lokaluniversets skabere og administratorer. Under de tidligere dispensationer af delvis forståelse, undlod jeres præster og profeter klart at differentiere mellem planetprinser, systemherskere, konstellationsfædre, skabersønner, superuniversets herskere, det højeste væsen og den universelle fader. Mange af budskaberne fra underordnede personligheder, såsom Livsbærerne og forskellige engle ordener er i jeres optegnelser blevet præsenteret som værende fra Gud selv. Urantiansk religiøs tankegang forveksler stadig guddommens associerede personligheder med den Universelle Fader selv, så alle er inkluderet under én benævnelse.

4:5.3 (60.2) Urantias folkeslag vedbliver med at lide under indflydelsen af primitive gudsbegreber. Guderne, der går amok i stormen; som ryster jorden i deres vrede og slår mennesker ned i ophidselse; som påfører deres mishagsdomme i tider med hungersnød og oversvømmelse—disse er den primitive religions guder; de er ikke guderne, der lever og hersker i universerne. Sådanne begreber er et levn fra den tid, hvor mennesker antog, at universet var ledet og under dominans af sådanne indbildte guders luner. Men det dødelige mennesker er begyndt at indse, at det lever i en virkelighed med sammenlignende lov og orden hvad angår de Højeste Skabers og de Højeste Overvågers administrative politikker og adfærd.

4:5.4 (60.3) Den barbariske ide med at formilde en vred Gud, om at forsone en fornærmet Herre, at vinde Guddommens gunst gennem ofringer og bodsøvelse og endda ved at udgyde blod, repræsenterer en religion helt og aldeles barnagtig og primitiv, en filosofi, der er uværdig til en oplyst videnskabstid og sandhed. Sådanne overbevisninger er fuldstændig frastødende for de himmelske væsener og de guddommelige herskere, som tjener og regerer i universerne. Det er en hån mod Gud at tro, hævde, eller undervise, at uskyldigt blod skal udgydes for at kunne vinde hans gunst eller for at aflede den fiktive guddommelige vrede.

4:5.5 (60.4) Hebræerne mente at “uden blodudgydelse kunne der ikke være nogen syndsforladelse”. De havde ikke fundet udfrielse fra den gamle og hedenske idé om, at guderne ikke kunne formildes undtagen ved synet af blod, selvom Moses gjorde et tydeligt fremskridt, da han forbød menneskeofre og erstattede dem i sine barnlige beduintilhængeres primitive sind, med den ceremonielle ofring af dyr.

4:5.6 (60.5) Overdragelsen af en Paradissøn til jeres verden var forbundet med situationen med at lukke en planetarisk tidsalder; det var uundgåeligt, og det blev ikke gjort nødvendigt med det formål, at vinde Guds gunst. Denne overdragelse var tilfældigvis også den sidste personlige handling af en Skabersøn i det lange eventyr med at opnå den erfaringsmæssige suverænitet i sit univers. Hvilken parodi på Guds uendelige karakter! denne lære om, at hans faderlige hjerte i al dets strenge kulde og hårdhed var så uberørt af hans skabningers ulykker og sorg, at hans milde barmhjertighed ikke kom, før han så sin ulastelige Søn blødende og døende på Golgata kors!

4:5.7 (60.6) Men indbyggerne på Urantia vil finde udfrielse fra disse gamle fejltagelser og hedenske overtro, der respekterer den Universelle Faders natur. Åbenbaringen af sandheden om Gud er ved at vise sig, og menneskeheden er bestemt til at kende den Universelle Fader i al den skønhed af karakter og elskværdige egenskaber, der er så pragtfuld skildret af Skabersønnen, der opholdt sig på Urantia som Menneskesønnen og Guds Søn.

4:5.8 (61.1) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]