Urantia Bogen

Kapitel 3

Guds Egenskaber

3:0.1 (44.1) Gud er allestedsnærværende; den Universelle Fader hersker over evighedens cirkel. Men han hersker i lokaluniverserne gennem sine Skabende Paradissønners personer, lige som han også skænker liv gennem disse Sønner. “Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Sønner.” Disse Guds Skabersønner er personlige udtryk af ham selv i tidens sektorer og for de hvirvlende planeters børn fra rummets udviklende universer.

3:0.2 (44.2) De meget personaliserede Guds Sønner kan klart opfattes af de laverestående klasser af skabte intelligenser og dermed kompenserer de for den uendelige og derfor mindre genkendelige Faders usynlighed. Den Universelle Faders Skabende Paradissønner er en åbenbaring af et ellers usynligt væsen, usynlig på grund af absoluthed og uendelighed iboende evighedens cirkel og i Paradisguddommenes personligheder.

3:0.3 (44.3) Skaberkraft er næppe en egenskab hos Gud; snarere repræsenterer den en sammenfatning af hans handlekraftige væsen. Og denne universelle skaberkraft manifesterer sig for evigt, da den er betinget og kontrolleres af alle koordinerede egenskaber hos den Første Kildes og Centers uendelige og guddommelige virkelighed. Vi tvivler oprigtig på, at et særligt træk ved det guddommelige væsen kan anses for at gå forud for andre egenskaber, men hvis dette var tilfælde, ville Guddommens skaberkraft komme forud for alle andre væsen egenskaber, gøremål og evner. Guddommens skaberkraft kulminerer i den universelle sandhed om Guds Faderskab.

1. Guds allestedsnærværelse

3:1.1 (44.4) Den Universelle Faders evne til at være til stede overalt og på samme tid udgør hans allestedsnærværelse. Gud alene kan være to steder, utallige steder, på samme tid. Gud er samtidig til stede “i himlen oppe og på jorden nedenunder”; som salmisten udbrød: “Hvor skal jeg gå fra din ånd? eller hvor skal jeg flygte fra dit nærvær?”

3:1.2 (44.5) “‘Jeg er en Gud ved hånden såvel som fjernt,’ siger Herren. ‘Fylder jeg ikke himmel og jord?’” Den Universelle Fader er til stede hele tiden i alle dele og i alle hjerter af sin fjerntliggende skabelse. Han er “fuldheden af ham, der fylder alt og i alt”, og “som virker alt i alle”, og yderligere er begrebet hans personlighed sådan, at “himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) ikke kan rumme ham.” Det er bogstavelig talt sandt at Gud er alt og i alt. Men selv ikke det er hele Gud. Den Uendelige kan kun åbenbares i uendeligheden; årsagen kan aldrig fuldt ud forstås ved en analyse virkninger; den levende Gud er uoverskuelig meget større end totalsummen af skabelsen som er blevet til som en følge af hans grænseløse frie vilje. Gud åbenbares i hele kosmos, men kosmos kan aldrig indeholde eller omfatte hele Guds uendelighed.

3:1.3 (45.1) Faderens tilstedeværelse patruljerer uophørligt i mesteruniverset “Han fremkommer fra himlens ende og hans kredsløb er til dens ende; og der er intet skjult for dets lys.”

3:1.4 (45.2) Skabningen eksisterer ikke kun i Gud, men Gud lever også i skabningen. “Vi ved, at vi bor i ham, fordi han lever i os; han har givet os sin ånd. Denne gave fra Paradisfaderen er menneskets uadskillelige følgesvend.” “Han er den evigt nærværende og altgennemtrængende Gud.” “Den evige Faders ånd er skjult i ethvert dødeligt barns sind.” “Mennesket går ud og søger efter en ven, mens netop den ven bor i sit eget hjerte.” “Den sande Gud er ikke langt væk; han er en del af os; hans ånd taler inde fra os.” “Faderen bor i barnet. Gud er altid med os. Han er den ledende ånd for den evige skæbne.”

3:1.5 (45.3) I sandhed har det været sagt om menneskeslægten, “Du er af Gud” fordi “ham som bor i kærlighed bor i Gud, og Gud i ham.” Selv ved uretfærdighed plager du Guds iboende gave, for Tankeretteren må gennemgå konsekvenserne af ond tænkning med det menneskelige sind af dens indespærring.

3:1.6 (45.4) Guds allestedsnærværelse er i virkeligheden en del af hans uendelige natur; rummet udgør ikke nogen barriere for Guddommen. Gud er, i fuldkommenhed og uden begrænsning, genkendelig til stede kun på Paradiset og i centraluniverset. Han er ikke på samme måde genkendelig til stede i de skabelser som kredser rundt om Havona, for Gud har begrænset hans direkte og eksisterende tilstedeværelse, i erkendelse af suveræniteten og de guddommelige privilegier for de koordinerede skabere og herskere af universerne i tid og rum. Derfor må begrebet om den guddommelige tilstedeværelse tillade en bred vifte af manifestationsmåder og -kanaler, der inkluderende nærværskredsløbene for den Evige Søn, den Uendelige Ånd og Paradisøen. Det er heller ikke altid mulig at skelne mellem den Universelle Faders tilstedeværelse og handlingerne af hans evige medaktører og agenturer; så perfekt opfylder de alle hans uendelige krav til hans uforanderlige formål. Men sådan er det ikke med personlighedskredsløbet og med Retterne; her handler Gud unikt, direkte og eksklusivt.

3:1.7 (45.5) Den Universelle Overvåger er potentielt til stede i tyngdekrafts kredsløbene på Paradisøen i alle dele af universet til enhver tider og i lige stor grad, i overensstemmelse med massen, som svar på de fysiske krav til denne tilstedeværelse og på grund af hele skabelsens iboende natur, som får alle ting til at hænge sammen og bestå i ham. Ligeledes er den Første Kilde og Center potentielt til stede i den Egenskabsløse Absolutte, opbevaringsstedet for den evige fremtids uskabte universer. Gud gennemstrømmer således potentielt både fortidens, nutidens og fremtidens fysiske universer. Han er det oprindelige grundlag for sammenhængen i den såkaldte materielle skabelse. Dette ikkeåndelige Guddomspotentiale bliver realiseret her og der gennem hele niveauet af fysiske eksistenser ved uforklarlig indtrængen af en af hans eksklusive agenturer på scenen af universets handling.

3:1.8 (45.6) Guds sinds tilstedenværelse er i overensstemmelse med Samforenerens, den Uendelige Ånds absolutte sind men i de endelige skabninger skelnes den bedre i, hvordan Paradisets Mesterånders kosmiske sind fungerer overalt. Ligesom den Første Kilde og Center potentielt er til stede i Samforenerens sinds kredsløb, således er han potentielt til stede i spændingerne i den Universelle Absolutte. Men den menneskelige ordens sind er en overdragelse fra Samforenerens Døtre, de Guddommelige tjenere i de udviklende universer.

3:1.9 (46.1) Den Universelle Faders allestedsnærværende ånd er koordineret med funktionen af den Evige Søns universelle ånds tilstedeværelse og med Guddomsabsoluttets evigvarende guddommelige potentiale. Men hverken den Evige Søns og hans paradissønners åndelige aktivitet eller den Uendelige Ånds sinds overdragelse synes at udelukke den Tankeretternes direkte handling, Guds iboende fragmenter, i hans skabningsbørns hjerter.

3:1.10 (46.2) Vedrørende Guds nærvær på en planet, i et system, en konstellation, eller i et univers, så er graden af en sådan tilstedeværelse i enhver skabelsesenhed et mål for graden af den udviklende tilstedeværelse af det Højeste Væsen: Det bestemmes af den samlede anerkendelse af Gud og loyalitet over for ham fra den store universorganisationder løber ned til systemerne og selve planeterne. Derfor er det nogle gange med håb om at bevare og beskytte disse faser af Guds højt værdifulde tilstedeværelse, at når nogle planeter (eller endda systemer) er kastet dybt ned i åndelig mørke, så bliver de i en vis forstand sat i karantæne eller delvist isoleret fra kontakt med de større skabelses enheder. Og alt dette, som det fungerer på Urantia, er en åndeligt defensiv reaktion fra flertallet af verdener for så vidt muligt at redde sig selv fra at lide under de isolerende konsekvenser af en egenrådig, ond og oprørsk minoritets fremmedgørende handlinger.

3:1.11 (46.3) Mens Faderen på forældremæssig vis omslutter alle sine sønner—alle personligheder—så er hans indflydelse i dem begrænset af, at deres oprindelse ligger langt fra den Anden og Tredje Guddomsperson, og forstærkes, efterhånden som deres skæbneopnåelse nærmer sig sådanne niveauer. Faktummet om Guds tilstedeværelse i skabningers sind bestemmes af, hvorvidt de er beboet af Fader fragmenter, såsom mysterieledsageren, men hans effektive tilstedeværelse bestemmes af graden af samarbejde, tildelt disse iboende Rettere i de sind de opholder sig i.

3:1.12 (46.4) Udsvingene i Faderens tilstedeværelse skyldes ikke Gud foranderligheden. Faderen trækker sig ikke tilbage i afsondrethed fordi han er blevet krænket; hans følelser er ikke fremmedgjort på grund af skabningens forseelser. Snarere, efter at være blevet udstyret med styrken til at vælge (om sig selv), bestemmer hans børn, i udøvelsen af dette valg, direkte graden og begrænsningerne af Faderens guddommelige indflydelse i deres egne hjerter og sjæle. Faderen har frit skænket af sig selv til os, uden begrænsning og uden at favorisere nogen. Han gør ingen forskel på personer, planeter, systemer eller universer. I tidens sektorer tildeler han kun forskellig ære til Paradispersonligheder af Gud den Syvfoldiges, de ligestillede skabere af de endelige universer.

2. Guds uendelige kraft

3:2.1 (46.5) I alle universerne ved man at “Herren Gud, den almægtige, regerer.” Denne og andre verdeners anliggender er guddommeligt overvåget. “Han handler i henhold til sin vilje blandt himlens hærskare og blandt jorden indbyggere.” Det er evigt sandt, “der er ingen kraft som ikke er fra Gud.”

3:2.2 (46.6) Indenfor grænserne af det, der er i overensstemmelse med hans guddommelige natur, er det bogstaveligt talt sandt, at “med Gud er alt mulig.” De langtrukne evolutionære processer af mennesker, planeter og universer er under fuld kontrol af universets skabere og administratorer og udfolder sig i overensstemmelse med den Universelle Faders evige formål, idet de forløber i harmoni og orden og i overensstemmelse med den alvidende Guds plan. Der er kun en lovgiver. Han opretholder verdenerne i rummet og svinger universerne rundt i det evige kredsløbs endeløse cirkel.

3:2.3 (47.1) Af alle de guddommelige egenskaber er det hans almagt, især som den hersker i det materielle univers, den bedst forståede. Set som et uåndeligt fænomen er Gud energi. Denne erklæring om fysiske fakta er baseret på den uforståelige sandhed, at den Første Kilde og Center er den forudgående årsag til de universelle fysiske fænomener i hele rummet. Fra denne guddommelige aktivitet er al fysisk energi og alle andre materielle manifestationer afledt. Lys, det vil sige lys uden varme, er en anden af guddommenes ikke-åndelige manifestationer. Og der findes endnu en form for ikke-åndelig energi som er så godt som ukendt på Urantia; den er indtil videre uopdaget.

3:2.4 (47.2) Gud kontrollerer alle kræfter; han har lavet “en vej for lynet;” han har ordineret al energis kredsløb. Han har bestemt tidspunktet og måden for manifestationen af alle former for energi-stof. Og alle disse ting holdes for evigt i hans evige greb—i tyngdekraftskontrollen centreret om det nedre paradis. Den evige Guds lys og energi svinger således for evigt rundt i hans majestætiske kredsløb, den endeløse, men velordnet procession af stjernehobe som universernes univers består af. Hele skabelsen kredser evigt omkring Paradispersonlighedens centrum for alle ting og væsener.

3:2.5 (47.3) Faderens almægtighed vedrører det absolutte niveaus dominans overalt, hvorpå de tre energier, den fysiske, den mentale og åndelige ikke kan skelnes i umiddelbare nærhed ham—altings kilde. De skabtes sind, som hverken er Paradisets monota eller Paradis- ånd, reagerer ikke direkte på den Universelle Fader. Gud tilretter sig efter det ufuldkomne sind—med de dødelige på Urantia gennem Tankeretterne.

3:2.6 (47.4) Den Universelle Fader er ikke nogen forbigående kraft, omskiftelig styrke eller energi af vekslende intensitet. Faderens styrke og visdom er helt tilstrækkelig til at klare alle presserende situationer i universet. Når nødsituationer relateret til menneskelige erfaringer opstår, har han forudset dem alle, og derfor reagerer han ikke på universets anliggender på en løsreven måde, men snarere i overensstemmelse med den evige visdoms diktater og i overensstemmelse med mandaterne om den uendelige dom. Uanset udseendet fungerer Guds kraft ikke i universet som en blind kraft.

3:2.7 (47.5) Situationer kan opstå hvor det ser ud til, at der er tuffet hasteafgørelser, at naturlove er blevet ophævet, at fejltilpasninger er blevet erkendt, og gøres en indsats for at rette op situationen; men sådan er det ikke. Sådanne begreber om Gud har deres oprindelse i det begrænsede område af jeres synspunkt, i din endelige forståelse og i det afgrænsede omfang af jeres undersøgelse; en sådan misforståelse af Gud skyldes den dybe uvidenhed, du nyder godt af med hensyn til eksistensen af de højere love i riget, størrelsen af Faderens karakter, uendeligheden af hans egenskaber og kendsgerningen af hans frie vilje.

3:2.8 (47.6) De planetariske skabninger af Guds ånd, der bor, spredt vidt og bredt i rummets universer, er næsten uendelige i antal og ordener, deres intellekt er så forskelligartet, deres sind er så begrænset og til tider så groft, deres syn er så indskrænket og stedbundet, at det næsten er umuligt at formulere generaliseringer af love som tilstrækkelig udførligt udtrykker Faderens uendelige egenskaber og samtidig i en vis grad giver behørig forståelse overfor disse skabte intelligenser. Derfor vil mange af den almægtige Skabers handlinger overfor jer skabte væsener, fremstå som vilkårlige, løsrevne og ikke så sjældent også hjerteløse og grusomme. Men igen forsikrer jeg jer om, at dette ikke er sandt. Guds handlinger er alle målrettede, intelligente, kloge, godhjertet og evigt hensynsfulde med tanke på det bedste gode, ikke altid for et individuelt væsen, en individuel race, en individuel planet eller for den sags skyld et helt individuelt univers; men de er gavn og bedste for alle involverede, fra det laveste til den højeste. I tidens epoker kan en del af velfærden give indtryk af at afvige fra helhedens velfærd; i evighedens cirkel er sådanne tilsyneladende forskelle ikke eksisterende.

3:2.9 (48.1) Vi er alle en del af Guds familie, og vi må derfor nogen gange påtage os en del af familiens disciplin. Mange af Guds handlinger, som så forstyrrer og forvirrer os, er resultatet af den samlet visdoms beslutninger og endelige kendelser, der bemyndiger Samforeneren til at udføre valget af den ufejlbarlige vilje i det uendelige sind, for at håndhæve personlighedens beslutningerne af perfektion hvis undersøgelse, klarsyn og omsorg omfavner den højeste og evige velfærd for hele hans store og vidstrakte skabelse.

3:2.10 (48.2) Det er således, at dit løsrevne, sektionerede, begrænsede, grove og yderst materialistiske synspunkt og de begrænsninger, der ligger i din væsens natur, udgør et sådant handicap, at du ikke er i stand til at se, forstå eller kende visdommen og venligheden hos mange af de guddommelige handlinger, som for dig forekommer fyldt med en så knusende grusomhed, og som synes at være karakteriseret ved en sådan fuldstændig ligegyldighed over for dine medskabningers komfort og velfærd, over for den planetariske lykke og personlige velstand. Det er på grund af grænserne for menneskesyn, det er på grund af din afgrænsede forståelse og begrænsede fatteevne, at du misforstår Guds motiver og fordrejer formålene. Men der sker mange ting i de evolutionære verdener, som ikke er den Universelle Faders personlige handlinger.

3:2.11 (48.3) Den guddommelige almagt er perfekt koordineret med de andre egenskaber ved Guds personlighed. Guds kraft er normalt kun begrænset i dets univers åndelige manifestationer af tre forhold eller situationer:

3:2.12 (48.4) 1. Ved Guds natur, især ved hans uendelige kærlighed, ved sandhed, skønhed og godhed.

3:2.13 (48.5) 2. Ved Guds vilje, ved hans barmhjertighedstjeneste og faderlige forhold til universets personligheder.

3:2.14 (48.6) 3. Ved Guds lov, ved den evige Paradistreenigheds retfærdighed og ret.

3:2.15 (48.7) Gud er ubegrænset i styrke, guddommelig i natur, endelig i vilje, uendelig i egenskaber, evig i visdom og absolut i virkeligheden. Men alle disse karakteristika ved den Universelle Fader er forenet i Guddommen og universelt udtryk i Paradistreenigheden og i Treenighedens guddommelige Sønner. Ellers er alt udenfor Paradiset og centraluniverset Havona som har med Gud at gøre, begrænset af den Højestes evolutionære tilstedeværelse, betinget af den Ultimatives eventuerede tilstedeværelse og koordineret af de tre eksistentielle Absolutter—Guddomsabsolutet, det Universelle Absolut og det Egenskabsløse Absolut. Og således er Guds nærvær begrænset, fordi dette er Guds vilje.

3. Guds universelle kundskab

3:3.1 (48.8) “Gud ved alt.” Det guddommelige sind er bevidst om og fortrolig med tanken om hele skabelsen. Hans viden om begivenheder er universel og perfekt. De guddommelige væsener som går ud fra ham, er en del af ham; han, der “balancerer skyerne” er også “perfekt i kundskab.” “Herrens øjne er overalt.” En stor lærer sagde om den ubetydelige spurv: Ikke en vil falde til jorden uden min Faders kendskab;” også, “Hårerne på dit hoved er talte.” “Han fortæller antallet af stjernerne; han kalder dem ved deres navne.”

3:3.2 (49.1) Den Universelle Fader er den eneste personlighed i hele universet som faktisk kender antallet af stjerner og planeter som findes i rummet. Alle verdener i hvert eneste univers er til enhver tid til stede i Guds bevidsthed. Han siger også: “Jeg har set mit folks lidelser, jeg har hørt deres skrig, og jeg kender deres sorger.” For “Herren ser fra himlen; han ser alle menneskenes børn; fra hans beboelses sted iagttager han alle jordens beboere.” Ethvert skabningsbarn kan i sandhed sige: “Han kender den vej jeg tager, og når han har prøvet mig, vil jeg komme frem som guld.” “Gud kender vores ned- og opture; han forstår vores tanker langt væk fra og er bekendt med vores veje.” “Alle ting er nøgne og åbne for øjnene af ham, som vi har at gøre med.” Og det burde virkelig være oen sand trøst for ethvert menneske at forstå at “han kender din ramme; han husker, at du er støv.” Jesus talte om den levende Gud og sagde: “Din Fader ved, hvad du har brug for, endda selv før du spørger ham.”

3:3.3 (49.2) Gud besidder en ubegrænset evne til at vide alt; hans bevidsthed er universel. Hans personlige kredsløb omfatter alle personligheder, og hans viden om selv de ydmyge skabninger suppleres indirekte gennem den nedadgående række af guddommelige Sønner og direkte gennem de iboende Tankerettere. Og desuden er den Uendelige ånd til enhver tid overalt til stede.

3:3.4 (49.3) Vi er ikke helt sikre på, hvorvidt Gud vælger at forudvide begivenheder med synd. Men selv om Gud skulle forudkende sine børns frie viljeshandlinger, så ophæver en sådan forudviden ikke det mindste deres frihed. En ting er sikkert: Gud bliver aldrig udsat for overraskelse.

3:3.5 (49.4) Almagt indebærer ikke styrke til at udføre det uudførlige, den ugudelige handling. Heller ikke alvidenhed indebærer viden om det uvidende Men sådanne udsagn kan næppe gøres forståeligt for det begrænsede sind. De skabte kan næsten ikke forstå omfanget og begrænsningerne af Skaberens vilje.

4. Guds grænseløshed

3:4.1 (49.5) Den vedvarende overdragelse af sig selv til universerne, efterhånden som de bliver til, formindsker på ingen måde styrke potentialet eller visdomslageret, i og med at disse fortsætter med at opholde sig og hvile i Guddommens centrale personlighed. I potentialet af styrke, visdom og kærlighed har Faderen aldrig formindsket noget af sin besiddelse og heller ikke blevet frataget nogen egenskab ved sin glorværdige personlighed som et resultat af den uforstyrrede overdragelse af sig selv til sine Paradissønnerne, sine underordnede skabelser og på dens mangfoldige skabninger.

3:4.2 (49.6) Skabelsen af ethvert nyt univers, kræver en ny justering af tyngdekraften; men selv hvis skabelsen skulle fortsætte i det uendelige, evigt, ja, endda til uendeligheden så den materielle skabelse i sidste ende ville eksistere uden begrænsninger, ville styrken til kontrol og koordination, der hviler på Paradisøen, fortsat vise sig at være lige egnet og tilstrækkelig til, beherskelse, kontrol og koordinering af et sådan uendeligt univers. Og efter denne overdragelse af grænseløs kraft og styrke til et grænseløst univers, ville den Uendelige stadig være overfyldt med lige så stor grad af kraft og energi; den Egenskabsløse Absolutte ville fortsat være uformindsket; Gud ville stadig besidde det samme uendelige potentiale, ligesom hvis kraft, energi og styrke aldrig var blevet udøst til begavelse af univers efter univers.

3:4.3 (50.1) Og sådan med visdom: Det faktum, at sindet er så frit distribueret til rigernes tænkning, forringer på ingen måde den centrale kilde til guddommelig visdom. Efterhånden som universerne formerer sig, og rigernes væsener stiger i antal til grænserne for forståelsen; hvis sindet fortsætter uden ende med at blive skænket disse væsener af høj og lav stand, vil Guds centrale personlighed stadig fortsætte med at omfavne det samme evige, uendelige og alvidende sind.

3:4.4 (50.2) Den kendsgerning, at han sender åndelige budbringere fra sig selv for at tage bolig i mænd og kvinder i jeres verden og andre verdener, formindsker på ingen måde hans evne til at fungere som en guddommelig og almægtig åndepersonlighed; og der er absolut ingen grænser for omfanget eller antallet af sådanne åndeledsagere, som han kan og vil kunne sende ud. Dette at give af sig selv til sine skabninger, skaber en grænseløs, næsten en ubegribelig fremtidig mulighed for progressive og successive eksistenser for disse guddommeligt begavede dødelige. Og denne ødselhed i fordelingen af ham selv som disse tjenende åndevæsener formindsker på ingen måde visdom og fuldkommenhed af sandhed og viden, som hviler i den alvise, alvidende og almægtige Faders person.

3:4.5 (50.3) For tidens dødelige er der en fremtid, men Gud bor i evigheden. Selvom jeg kommer fra nær ved selve Guddommens opholdssted, kan jeg ikke påberåbe mig, at kunne tale med fuldkommen forståelse om uendeligheden af mange af de mange guddommelige egenskaber. Alene sindets uendelighed kan fuldt ud forstå uendeligheden af eksistens og handlingens evighed.

3:4.6 (50.4) Det dødelige menneske kan umulig kende den himmelske Faders uendelighed. Det endelige sind kan ikke gennemtænke en sådan absolut sandhed eller kendsgerning. Men selvsamme endelige mennesket kan faktisk føle—bogstaveligt opleve—den fulde og uformindskede virkning af sådan en uendelig Faders KÆRLIGHED. En sådan kærlighed kan virkelig opleves, selvom oplevelsens kvalitet er ubegrænset, er mængden af sådan en oplevelse strengt begrænset af den menneskelige evne til åndelig modtagelighed og af den tilhørende evne til at elske Faderen til gengæld.

3:4.7 (50.5) Den endelige værdsættelse af uendelige kvaliteter overskrider langt skabningens logisk begrænsede kapacitet på grund af den kendsgerning, at det dødelige mennesket er skabt i Guds billede—idet der indeni ham lever et fragment af uendeligheden. Derfor er mennskets nærliggende og kærkomne tilgang til Gud, ved og gennem kærlighed, for Gud er kærlighed. Og alle sider ved sådanne et unik forhold er en faktisk erfaring i kosmisk sociologi, forholdet mellem Skaberen og skabningen—hengivenhed mellem Fader og barn.

5. Faderens overordnede styring

3:5.1 (50.6) I sin kontakt med skabelserne efter Havona, udøver den Universelle Fader ikke sin uendelige styrke og endelige autoritet ved direkte overføring, men snarere gennem sine Sønner og deres underordnede personligheder. Og Gud gør alt dette af sin egen fri vilje. Hele den tildelte styrke eller enhver del deraf kunne, hvis situationen skulle opstå, hvis det skulle blive det guddommelige sinds valg, kunne udøves direkte; men som regel finder en sådan handling kun sted som følge af, at den delegerede personlighed ikke efterlevet sit guddommelige tillidserhverv. På sådanne tidspunkter og i lyset af en sådan misligholdelse og inden for grænserne af forbeholdet af guddommelig styrke og potentiale, handler Faderen uafhængigt og i overensstemmelse med hans eget valg; og det valg er altid et af usvigelig perfektion og uendelig visdom.

3:5.2 (51.1) Faderen regerer gennem sine Sønner; videre ned gennem hele universets organisation er der en ubrudt kæde af herskere, der ender med Planetprinserne, som styrer skæbnerne på de evolutionære sfærer af Faderens enorme domæner. Det er ikke kun et poetisk udtryk, der udbrydes: “Jorden og dens rigdom tilhører Herren.” “Han afsætter og indsætter konger.” “De Højeste regerer i menneskenes riger.”

3:5.3 (51.2) I menneskets hjerter har den Universelle Fader måske ikke altid sin vilje; men i en planets adfærd og skæbne råder den guddommelige plan; det evige formål med visdom og kærlighed sejrer.

3:5.4 (51.3) Jesus sagde: “Min Fader, som gav mig dem, er større end alle; og ingen kan rive dem ud af min Faders hånd.” Når I får et glimt af de mangfoldige virkemidler og ser den svimlende uendelighed af Guds nærmeste grænseløse skabelse, kan I vakle i jeres opfattelse af hans overherredømme, men I burde ikke betvivle, at han trygt og til evig tid sidder på tronen i Paradisets centrum af alle ting og som den velgørende Fader til alle intelligente væsener. Det er kun “én Gud og alles Fader, som er over alle og i alle,” “og han er før alle ting, og i ham består alle ting.”

3:5.5 (51.4) Livets usikkerhed og tilværelsens omskiftelser modsiger på ingen måde begrebet om Guds universelle suverænitet. Alt liv i evolutionære skabninger er plaget med visse uundgåeligheder. Tænk over følgende:

3:5.6 (51.5) 1. Er mod—karakterstyrke—ønskeligt? Så må mennesket blive opfostret i et miljø som nødvendiggør at det må kæmpe med strabadser og reagere på skuffelser.

3:5.7 (51.6) 2. Er altruismen—at man tjener sin næste—ønskelig? Så må livet byde på erfaringer hvor man støder på sociale uligheder.

3:5.8 (51.7) 3. Er håb—tillidens storhed—ønskelig? Så må den menneskelige eksistens konstant konfronteret med utryghed og tilbagevendende usikkerhedsmomenter.

3:5.9 (51.8) 4. Er tro—mennesketankens højeste påstand—ønskelig? Så må menneskesindet befinde sig i den besværlige situation det er, altid at vide mindre end hvad det kan tro.

3:5.10 (51.9) 5. Er kærligheden til sandheden og villigheden til at følge den, hvor end den måtte føre hen, ønskværdig? Så må mennesket vokse op i en verden hvor fejl er til stede og løgn altid er mulig.

3:5.11 (51.10) 6. Er idealisme—det nærgående begreb om det guddommelige—ønskelig? Så må mennesket kæmpe i et miljø af relativ godhed og skønhed, omgivelser, der stimulerer det uimodståelige stræben om at gøre ting bedre.

3:5.12 (51.11) 7. Er loyalitet—hengivenhed til højeste pligt—ønskelig? Så må mennesket fortsætte midt i mulighederne for forræderi og desertering. Hengivenhedens tapperhed består i den underforståede fare for misligholdelse.

3:5.13 (51.12) 8. Er uselviskhed—selvglemsomhedens ånd—ønskelig? Så må det dødelige menneske leve ansigt til ansigt med et uundgåeligt jegs uophørlige råb om anerkendelse og ære. Mennesket kunne ikke dynamisk vælge det guddommelige liv, hvis der ikke var noget selvliv at opgive. Mennesket kunne aldrig gribe frelsende fat i retfærdigheden, hvis der ikke var noget potentielt ondt til at ophøje og adskille det gode derimod.

3:5.14 (51.13) 9. Er nydelse—tilfredsstillelse af lykke—ønskelig? Så må mennesket leve i en verden, hvor smertens alternativ og sandsynligheden for lidelse er altid tilstedeværende erfaringsmæssige muligheder.

3:5.15 (52.1) Overalt i universet betragtes hver enhed som en del af helheden. Delens overlevelse afhænger af samarbejdet med helhedens plan og formål, det helhjertet ønske og fuldkommen villighed til at gøre Faderens guddommelige vilje. Den eneste evolutionære verden uden fejl (muligheden for uklog bedømmelse) ville være en verden uden fri intelligens. I Havona-universet er der en milliard perfekte verdener med deres perfekte indbyggere, men det udviklende mennesket er nødt til at være fejlbarlig, hvis det skal være frit. Fri og uerfarne intelligens kan umuligt i begyndelsen være ensartet klog. Muligheden for fejlvurdering (ondskab) bliver kun til synd når den menneskelige vilje bevidst støtter og bevidst omfavner en bevidst umoralsk dom.

3:5.16 (52.2) Den fulde forståelse af sandhed, skønhed og godhed er iboende i det guddommelige univers’ perfektion. Indbyggerne i Havona-verdenerne kræver ikke potentialet af relative værdiniveauer som en valgstimulus; sådanne perfekte væsener er i stand til at identificere og vælge det gode i fravær af alle kontrastive og tankevækkende moralske situationer. Men alle sådanne perfekte væsener er i moralsk natur og åndelig status, hvad de er i kraft af eksistensen. De har erfaringsmæssigt kun opnået avancement inden for deres iboende status. Det dødelige menneske opnår endda sin status som opstigningskandidat ved sin egen tro og håb. Alt det guddommelige, som det menneskelige sind fatter og den menneskelige sjæl erhverver, er en erfaringsmæssig opnåelse; det er en virkelighed af personlig erfaring og er derfor en unik besiddelse i modsætning til den iboende godhed og retfærdighed af Havonas fejlagtige personligheder.

3:5.17 (52.3) Havonas skabninger er naturligt modige, men de er ikke modige i menneskelig forstand. De er medfødt venlige og hensynsfulde, men næppe altruistiske på den menneskelige måde. De forventer en behagelig fremtid, men ikke håbefulde på den udsøgte måde som den tillidsfulde dødelige i de usikre evolutionære sfærer. De har tro på universets stabilitet, men de er fuldstændig fremmede for den frelsende tro, hvorved det dødelige menneske klatrer fra status som et dyr op til paradisets portaler. De elsker sandheden, men de ved intet om dens sjælsreddende egenskaber. De er idealister, men de er født sådan; de er fuldstændig uvidende om ekstasen ved at blive sådan ved et opmuntrende valg. De er loyale, men de har aldrig oplevet spændingen ved helhjertet og intelligent hengivenhed til pligt i lyset af fristelsen til misligholdelse. De er uselviske, men de opnåede aldrig sådanne niveauer af erfaring ved den storslåede erobring af et krigerisk jeg. De nyder fornøjelse, men de forstår ikke sødmen af fornøjelsesflugten fra smertepotentialet.

6. Faderens overhøjhed

3:6.1 (52.4) Med guddommelig uselviskhed, med fuldendt gavmildhed, afstår den Universelle Fader autoritet og uddelegerer styrke, men han er stadig urmenneskelig; hans hånd hviler på den mægtige løftestang af omstændighederne i universernes riger; han har forbeholdt sig alle endelige afgørelser og fører ufejlbarligt det almægtige vetoscepter for sit evige formål med uanfægtelig autoritet over velfærden og skæbnen for den udstrakte, hvirvlende og evigt cirkulerende skabelse.

3:6.2 (52.5) Guds suverænitet er ubegrænset; det er den grundlæggende kendsgerning i hele skabelsen. Universet var ikke uundgåelig. Universet er ikke en ulykke, det er heller ikke selveksisterende. Universet er et skabelsesværk og er derfor fuldstændig underlagt Skaberens vilje. Guds vilje er guddommelig sandhed, levende kærlighed; derfor er de fuldkommengjorte skabelser af de evolutionære universer karakteriseret ved godhed—nærhed til guddommelighed, ved potentiel ondskab—afstanden fra guddommelighed.

3:6.3 (53.1) Al religiøs filosofi når før eller siden frem til begrebet om en samlet styring af universet, om den ene Gud. Universets årsager kan ikke være lavere end universets effekter. Kilden til universets livsstrømme og det kosmiske sind må på et højere niveau end manifestationerne af dem. Menneskets sind kan ikke konsekvent forklares ud fra beskrivelse af de laverestående livsformer. Menneskets sind kan kun virkelig forstås ved at erkende virkeligheden af højere tankerækker og formålsbestemt vilje. Mennesket som moralsk væsen er uforklarligt, medmindre den Universelle Fader virkelighed anerkendes.

3:6.4 (53.2) Den mekanistiske filosof hævder at afvise ideen om en universel og suveræn vilje, selve den suveræne vilje, hvis aktivitet i udarbejdelsen af universets love, han ærer så dybt. Hvilken utilsigtet hyldest giver mekanisten lovskaberen, når han opfatter sådanne love til at være selvvirkende og selvforklarende!

3:6.5 (53.3) Det er en stor bommert at menneskeliggøre Gud, undtagen i konceptet om den iboende Tankeretter, men selv det er ikke så dumt som fuldstændig at mekanisere ideen om den Første Store Kilde og Center.

3:6.6 (53.4) Lider Paradisfaderen? Det ved jeg ikke. Skabersønnerne kan og gør det nogle gange, ligesom de dødelige gør. Den Evige Søn og den Uendelige ånd lider, men i en modificeret forstand. Jeg tror den Universelle Fader lider, men jeg kan ikke forstå hvordan; måske gennem personlighedskredsløbet eller gennem individualiteten afTankeretterne og andre overdragelser af hans evige natur. Han har sagt om de dødelige racer: “I alle jeres lidelser, lider jeg.” Han oplever utvivlsomt en faderlig og sympatisk forståelse; måske kan han virkelig lide, men jeg kan ikke forstå naturen deraf.

3:6.7 (53.5) Den uendelige og evige Hersker over universernes univers er styrke, form, energi, proces, mønster, princip, nærvær og idealiseret virkelighed. Men han er mere: han er personlig; han udøver en suveræn vilje, oplever selvbevidsthed om guddommelighed, iværksætter et kreativt sinds beslutninger, forfølger tilfredsstillelsen ved at virkeliggøre et evigt formål og manifesterer en Faders kærlighed og hengivenhed for sine universbørn. Og alle disse mere personlige træk ved Faderen kan bedre forstås ved at observere dem, som de blev åbenbaret i Mikaels, jeres Skabersøns overdragelsesliv, mens han var inkarneret på Urantia.

3:6.8 (53.6) Gud Faderen elsker mennesker; Gud Sønnen tjener mennesker; Gud Ånden inspirerer universets børn til det evigt stigende eventyr med at finde Gud Faderen på de veje, som Gud Sønnerne har ordineret gennem Guds Åndens nådetjeneste.

3:6.9 (53.7) [Da jeg er den guddommelige rådgiver, der er tildelt præsentationen af den Universelle Faders åbenbaring, er jeg fortsat med denne erklæring om Guddommens egenskaber.]