Urantia Bogen

Kapitel 140

Ordinationen Af De Tolv

140:0.1 (1568.1) LIGE før middag søndag den 12. januar år 27 e.Kr. kaldte Jesus apostlene sammen til deres ordination som offentlige forkyndere af evangeliet om riget. De tolv forventede at blive kaldt næsten hver dag, så denne morgen gik de ikke langt ud fra kysten for at fiske. Flere af dem blev hængende nær kysten og reparerede deres net og rodede med deres fiskeudstyr.

140:0.2 (1568.2) Da Jesus gik ned ad kysten og kaldte på apostlene, kaldte han først på Andreas og Peter, som fiskede nær kysten; derefter gav han tegn til James og Johannes, som var i en båd i nærheden, på besøg hos deres far, Zebedæus, og i færd med at reparere deres net. To og to samlede han de andre apostle, og da han havde samlet alle tolv, vandrede han med dem til højlandet nord for Kapernaum, hvor han begyndte at instruere dem som forberedelse til deres formelle ordination.

140:0.3 (1568.3) For en gangs skyld var alle tolv apostle tavse; selv Peter var i en eftertænksom stemning. Endelig var den længe ventede time kommet! De skulle gå fra hinanden med Mesteren for at deltage i en slags højtidelig ceremoni med personlig indvielse og kollektiv dedikation til det hellige arbejde med at repræsentere deres Mester i proklamationen af hans Faders riges komme.

1. Forberedende instruktioner

140:1.1 (1568.4) Før den formelle ordinationsgudstjeneste talte Jesus til de tolv, mens de sad omkring ham: “Mine brødre, denne rigets time er kommet. Jeg har taget jer med mig herud for at præsentere jer for Faderen som ambassadører for riget. Nogle af jer hørte mig tale om dette rige i synagogen, da I først blev kaldet. Hver af jer har lært mere om Faderens rige, siden I har været sammen med mig og arbejdet i byerne omkring Galilæas Sø. Men lige nu har jeg noget mere at fortælle jer om dette rige.

140:1.2 (1568.5) “Det nye rige, som min Far er ved at oprette i sine jordiske børns hjerter, skal være et evigt herredømme. Der skal ikke være nogen ende på min Faders styre i hjerterne på dem, der ønsker at gøre hans guddommelige vilje. Jeg erklærer for jer, at min Fader ikke er jøders eller hedningers Gud. Mange skal komme fra øst og fra vest for at sætte sig sammen med os i Faderens rige, mens mange af Abrahams børn vil nægte at træde ind i dette nye broderskab, hvor Faderens ånd hersker i menneskebørnenes hjerter.

140:1.3 (1568.6) “Dette riges kraft skal ikke bestå i hæres styrke eller i rigdommes magt, men snarere i den guddommelige ånds herlighed, der skal komme for at undervise sindet og styre hjerterne hos de genfødte borgere i dette himmelske rige, Guds sønner. Dette er kærlighedens broderskab, hvor retfærdigheden hersker, og hvis kampråb skal være: Fred på jorden og god vilje til alle mennesker. Dette rige, som I så snart skal ud og forkynde, er alle tiders gode menneskers ønske, hele jordens håb og opfyldelsen af alle profeters kloge løfter.

140:1.4 (1569.1) “Men for jer, mine børn, og for alle andre, der vil følge jer ind i dette rige, er der sat en alvorlig prøve. Troen alene vil føre jer gennem dets portaler, men I må frembringe frugterne af min Faders ånd, hvis I vil fortsætte med at stige op i det guddommelige fællesskabs progressive liv. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Ikke enhver, der siger: ‘Herre, Herre’, skal komme ind i Himmeriget, men derimod den, der gør min Faders vilje, som er i himlene.

140:1.5 (1569.2) “Jeres budskab til verden skal være: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, og når I finder disse, vil alle andre ting, der er vigtige for evig overlevelse, blive sikret med dem. Og nu vil jeg gøre det klart for jer, at denne min Faders rige ikke vil komme med en ydre magtdemonstration eller med upassende demonstration. I skal ikke gå ud og forkynde riget og sige: ‘Det er her’ eller ‘Det er der,’ for dette rige, som I forkynder, er Gud inden i jer.

140:1.6 (1569.3) “Den, der vil være stor i min Faders rige, skal være tjener for alle; og den, der vil være den første blandt jer, skal være sine brødres tjener. Men når I først er blevet modtaget som borgere i det himmelske rige, er I ikke længere tjenere, men sønner, sønner af den levende Gud. Og sådan skal dette rige udvikle sig i verden, indtil det nedbryder alle barrierer og får alle mennesker til at kende min Fader og tro på den frelsende sandhed, som jeg er kommet for at forkynde. Allerede nu er riget nær, og nogle af jer vil ikke dø, før I har set Guds rige komme med stor kraft.

140:1.7 (1569.4) “Og det, som jeres øjne nu ser, denne lille begyndelse med tolv almindelige mænd, skal formere sig og vokse, indtil hele jorden til sidst bliver fyldt med min Faders lovprisning. Og det vil ikke så meget være ved de ord, I taler, som ved det liv, I lever, at mennesker vil vide, at I har været sammen med mig og har lært om realiteterne i riget. Og selvom jeg ikke vil lægge nogen tung byrde på jeres sind, er jeg ved at pålægge jeres sjæle det højtidelige ansvar at repræsentere mig i verden, når jeg om lidt forlader jer, som jeg nu repræsenterer min Fader i dette liv, som jeg lever i kødet.” Og da han var færdig med at tale, rejste han sig op.

2. Ordinationen

140:2.1 (1569.5) Jesus bad nu de tolv dødelige, som netop havde lyttet til hans erklæring om riget, om at knæle i en cirkel omkring ham. Så lagde Mesteren sine hænder på hovedet af hver apostel, begyndende med Judas Iskariot og sluttende med Andreas. Da han havde velsignet dem, udstrakte han sine hænder og bad:

140:2.2 (1569.6) “Min Fader, jeg bringer dig nu disse mænd, mine budbringere. Blandt vores børn på jorden har jeg udvalgt disse tolv til at gå ud og repræsentere mig, som jeg gik ud for at repræsentere dig. Elsk dem og vær sammen med dem, som du har elsket og været sammen med mig. Og nu, min Fader, giv disse mænd visdom, når jeg lægger alle anliggender i det kommende rige i deres hænder. Og jeg vil, hvis det er din vilje, blive på jorden en tid for at hjælpe dem i deres arbejde for riget. Og igen, min Fader, jeg takker dig for disse mænd, og jeg overlader dem til dig, mens jeg fortsætter med at afslutte det arbejde, du har givet mig at gøre.”

140:2.3 (1570.1) Da Jesus var færdig med at bede forblev hver af apostlene knælende på sin plads. Det tog flere minutter før selv Peter turde løfte sine øjne til at se Mesteren. Den ene efter den anden, omfavnede de Jesus, men ingen sagde noget. En stor stilhed opfyldte stedet, mens en stor skare af himmelske væsener beskuede denne højtidelige og hellige scene—Skaberen af universet overlader menneskets guddommelige broderskabs anliggende, under ledelse af de menneskelige sind.

3. Ordinationsprædiken

140:3.1 (1570.2) Så talte Jesus og sagde: “Nu, hvor I er ambassadører for min Faders rige, er I derved blevet en klasse af mennesker, der er adskilt og forskellig fra alle andre mennesker på jorden. I er nu ikke som mennesker blandt mennesker, men som de oplyste borgere i et andet og himmelsk land blandt de uvidende skabninger i denne mørke verden. Det er ikke nok, at I lever, som I gjorde før denne time, men fremover skal I leve som dem, der har smagt herlighederne ved et bedre liv og er blevet sendt tilbage til jorden som ambassadører for herskeren over den nye og bedre verden. Der forventes mere af læreren end af eleven; der kræves mere af herren end af tjeneren. Der kræves mere af borgerne i det himmelske rige end af borgerne i det jordiske styre. Nogle af de ting, jeg nu vil sige til jer, kan virke hårde, men I har valgt at repræsentere mig i verden, ligesom jeg nu repræsenterer Faderen; og som mine agenter på jorden vil I være forpligtet til at overholde den lære og praksis, der afspejler mine idealer for de dødeliges liv i rummets verdener, og som jeg eksemplificerer i mit liv på jorden, hvor jeg åbenbarer Faderen i himlen.

140:3.2 (1570.3) “Jeg sender jer ud for at forkynde frihed for de åndelige fanger, glæde for dem, der er bundet af frygt, og for at helbrede de syge i overensstemmelse med min Faders vilje i himlen. Når I finder mine børn i nød, skal I tale opmuntrende til dem og sige:

140:3.3 (1570.4) “Lykkelig er de fattige i ånden, de ydmyge, for deres er Himmelrigets skatte.

140:3.4 (1570.5) “Lykkelige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal blive mætte.

140:3.5 (1570.6) “Lykkelige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

140:3.6 (1570.7) “Lykkelige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

140:3.7 (1570.8) “Og tal yderligere disse ord af åndelig trøst og åndelig løfte til mine børn:

140:3.8 (1570.9) “Lykkelige er de, som sørger, for de skal trøstes. Lykkelige er de, der græder, for de skal modtage glædes ånd.

140:3.9 (1570.10) “Lykkelige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.

140:3.10 (1570.11) “Lykkelige er fredsstifterne, for de skal kaldes Guds sønner.

140:3.11 (1570.12) “Lykkelige er de, der forfølges for retfærdighedens skyld, for Himmeriget er deres. Lykkelige er I, når mennesker håner jer og forfølger jer og siger alt muligt ondt om jer på falsk grundlag. Glæd jer og vær overordentlig glade, for jeres løn i himlen er stor.

140:3.12 (1570.13) “Mine brødre, når jeg sender jer ud, er I jordens salt, salt med en frelsende smag. Men hvis dette salt har mistet sin smag, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at blive kastet ud og trådt under fode af mennesker.

140:3.13 (1570.14) “Du er verdens lys. En by, der ligger på en bakke, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage, og det giver lys til alle, der er i huset. Lad jeres lys skinne for mennesker, så de kan se jeres gode gerninger og blive ledt til at ære jeres Fader, som er i himlene.

140:3.14 (1571.1) “Jeg sender jer ud i verden for at repræsentere mig og fungere som ambassadører for min Faders rige, og når I går ud for at forkynde det glade budskab, skal I sætte jeres lid til den Fader, hvis sendebud I er. Gør ikke med magt modstand mod uretfærdighed; sæt ikke din lid til kødets arm. Hvis din næste slår dig på den højre kind, så vend også den anden kind til ham. Vær villige til at lide uretfærdighed frem for at gå rettens vej indbyrdes. Vær venlige og barmhjertige over for alle, der er i nød og trænger til hjælp.

140:3.15 (1571.2) “Jeg siger til jer: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer, velsign dem, der forbander jer, og bed for dem, der foragter jer. Og alt, hvad I tror, at jeg vil gøre mod mennesker, det skal I også gøre mod dem.

140:3.16 (1571.3) “Jeres far i himlen lader solen skinne på både de onde og de gode, og han lader det regne på både de retfærdige og de uretfærdige. I er Guds sønner; endnu mere, I er nu ambassadører for min Faders rige. Vær barmhjertige, ligesom Gud er barmhjertig, og i rigets evige fremtid skal I være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.

140:3.17 (1571.4) “I har fået til opgave at frelse mennesker, ikke at dømme dem. Ved slutningen af jeres jordiske liv vil I alle forvente barmhjertighed; derfor kræver jeg af jer, at I i jeres jordiske liv viser barmhjertighed over for alle jeres brødre i kødet. Begå ikke den fejl at forsøge at plukke splinten ud af din broders øje, når der er en bjælke i dit eget øje. Når du først har kastet bjælken ud af dit eget øje, kan du bedre se at kaste splinten ud af din broders øje.

140:3.18 (1571.5) “Skeln klart til sandheden, lev det retfærdige liv uden frygt, og så skal I være mine apostle og min Faders ambassadører. I har hørt det sagt: ‘Hvis den blinde leder den blinde, falder de begge i afgrunden.’ Hvis I vil lede andre ind i riget, må I selv vandre i den levende sandheds klare lys. I alle rigets anliggender formaner jeg jer til at vise retfærdig dømmekraft og skarp visdom. Giv ikke hundene det, der er helligt, og kast ikke jeres perler for svinene, så de ikke træder jeres perler under fode og vender sig mod jer for at rive jer i stykker.

140:3.19 (1571.6) “Jeg advarer jer mod falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, mens de indeni er som glubske ulve. I skal kende dem på deres frugter. Samler man druer fra torne eller figner fra tidsler? Ethvert godt træ bærer god frugt, men det korrupte træ bærer ond frugt. Et godt træ kan ikke give ond frugt, og et fordærvet træ kan heller ikke give god frugt. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, bliver øjeblikkeligt hugget ned og kastet på bålet. For at få adgang til himlenes rige er det motivet, der tæller. Min Fader ser ind i menneskers hjerter og dømmer ud fra deres indre længsler og deres oprigtige intentioner.

140:3.20 (1571.7) “På dommens store dag vil mange sige til mig: ‘Har vi ikke profeteret i dit navn og ved dit navn gjort mange underfulde gerninger?’ Men jeg vil være tvunget til at sige til dem: ‘Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I, som er falske lærere.’ Men enhver, der hører denne anklage og oprigtigt udfører sin opgave med at repræsentere mig over for mennesker, ligesom jeg har repræsenteret min Fader over for jer, skal finde en rigelig indgang til min tjeneste og til den himmelske Faders rige.”

140:3.21 (1571.8) Aldrig før havde apostlene hørt Jesus tale på denne måde, for han havde talt til dem som en, der havde den højeste autoritet. De kom ned fra bjerget ved solnedgang, men ingen stillede Jesus et spørgsmål.

4. I er jordens salt

140:4.1 (1572.1) Den såkaldte “Bjergprædiken” er ikke Jesu evangelium. Den indeholder mange nyttige instruktioner, men det var Jesu ordinationsopfordring til de tolv apostle. Det var Mesterens personlige ordre til dem, der skulle fortsætte med at forkynde evangeliet og stræbe efter at repræsentere ham i menneskenes verden, ligesom han så veltalende og perfekt repræsenterede sin Fader.

140:4.2 (1572.2) “I er jordens salt, salt med en frelsende smag. Men hvis saltet mister sin smag, hvordan skal det da blive salt igen? Det er ikke godt for noget undtagen at blive smidt ud og trampet ned af mennesker.”

140:4.3 (1572.3) På Jesu tid var salt kostbart. Det blev endda brugt som penge. Det moderne ord “løn” er afledt af salt. Salt giver ikke kun maden smag, men er også et konserveringsmiddel. Det gør andre ting mere velsmagende, og derfor tjener det ved at blive brugt.

140:4.4 (1572.4) “I er verdens lys. En by, der ligger på en bakke kan ikke skjules. Mennesker tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så det giver lys til alle, der er i huset. Lad dit lys skinne på samme måde for menneskerne, at de må se jeres gode gerninger og blive ført til at ære jeres Fader, som er i Himlen.”

140:4.5 (1572.5) Mens lyset fordriver mørket, kan det også være så “blændende” at det forvirrer og frustrerer. Vi formanes til at lade vores lys skinne så meget, at vores medmennesker vil blive ledt ind på nye og gudfrygtige veje til et bedre liv. Vores lys skal skinne på en sådan måde, at det ikke tiltrækker opmærksomhed til os selv. Selv ens kald kan bruges som en effektiv “refleksion” til at sprede dette livslys.

140:4.6 (1572.6) Stærke karakterer kommer ikke af ikke at gøre forkert, men snarere af faktisk at gøre rigtigt. Uselviskhed er kendetegnende for menneskelig storhed. De højeste niveauer af selvrealisering opnås ved tilbedelse og tjeneste. Den lykkelige og effektive person er ikke motiveret af frygt for at gøre noget forkert, men af kærlighed til at gøre det rigtige.

140:4.7 (1572.7) “På deres frugter skal I kende dem.” Personligheden er dybest set uforanderlig; det, der forandrer sig—vokser—er den moralske karakter. Den største fejl i moderne religioner er negativisme. Det træ, der ikke bærer frugt, bliver “hugget ned og kastet i ilden.” Moralsk værdi kan ikke udledes af ren undertrykkelse—at adlyde påbuddet “Du skal ikke.” Frygt og skam er uværdige motiver for religiøst liv. Religion er kun gyldig, når den afslører Guds faderskab og styrker menneskers broderskab.

140:4.8 (1572.8) En effektiv livsfilosofi dannes af en kombination af kosmisk indsigt og summen af ens følelsesmæssige reaktioner på det sociale og økonomiske miljø. Husk på det: Mens nedarvede drifter ikke kan ændres fundamentalt, kan følelsesmæssige reaktioner på sådanne drifter ændres; derfor kan den moralske natur ændres, karakteren kan forbedres. I den stærke karakter er de følelsesmæssige reaktioner integreret og koordineret, og dermed skabes en forenet personlighed. Mangelfuld forening svækker den moralske natur og skaber ulykkelighed.

140:4.9 (1572.9) Uden et værdigt mål bliver livet formålsløst og urentabelt, og resultatet er megen ulykke. Jesu tale ved ordinationen af de tolv udgør en mesterlig livsfilosofi. Jesus formanede sine tilhængere til at udøve erfaringsbaseret tro. Han formanede dem til ikke at forlade sig på intellektuel enighed, godtroenhed og etablerede autoriteter.

140:4.10 (1573.1) Uddannelse bør være en teknik til at lære (opdage) de bedre metoder til at tilfredsstille vores naturlige og nedarvede drifter, og lykke er det samlede resultat af disse forbedrede teknikker til følelsesmæssig tilfredsstillelse. Lykke afhænger ikke meget af miljøet, selvom behagelige omgivelser i høj grad kan bidrage til det.

140:4.11 (1573.2) Enhver dødelig længes virkelig efter at være et fuldkomment menneske, at være fuldkommen, som Faderen i himlen er fuldkommen, og det er muligt at opnå, fordi “universet i sidste ende virkelig er faderligt.”

5. Faderlig og broderlig kærlighed

140:5.1 (1573.3) Fra Bjergprædikenen til talen ved den sidste nadver lærte Jesus sine tilhængere at udvise faderlig kærlighed snarere end broderlig kærlighed. Broderkærlighed ville være at elske sin næste, som man elsker sig selv, og det ville være en tilstrækkelig opfyldelse af den “gyldne regel.” Men faderlig kærlighed ville kræve, at du skulle elske dine medmennesker, som Jesus elsker dig.

140:5.2 (1573.4) Jesus elsker menneskeheden med en dobbelt hengivenhed. Han levede på jorden som en dobbelt personlighed—menneskelig og guddommelig. Som Guds søn elsker han mennesket med en faderlig kærlighed—han er menneskets Skaber, dets univers’ Fader. Som Menneskesønnen elsker Jesus de dødelige som en bror—han var i sandhed et menneske blandt mennesker.

140:5.3 (1573.5) Jesus forventede ikke, at hans tilhængere skulle opnå en umulig manifestation af broderkærlighed, men han forventede, at de skulle stræbe så meget efter at være som Gud—at være fuldkomne, som Faderen i himlen er fuldkommen—at de kunne begynde at se på mennesket, som Gud ser på sine skabninger, og derfor kunne begynde at elske mennesker, som Gud elsker dem—at vise begyndelsen til en faderlig hengivenhed. I løbet af disse formaninger til de tolv apostle forsøgte Jesus at afsløre dette nye begreb om faderlig kærlighed, da det er relateret til visse følelsesmæssige holdninger, der er involveret i at foretage adskillige miljømæssige sociale justeringer.

140:5.4 (1573.6) Mesteren introducerede denne betydningsfulde tale ved at henlede opmærksomheden på fire trosholdninger som optakt til den efterfølgende skildring af hans fire transcendente og suveræne reaktioner på faderlig kærlighed i modsætning til begrænsningerne i ren broderlig kærlighed.

140:5.5 (1573.7) Han talte først om dem, der var fattige i ånden, hungrede efter retfærdighed, udholdt mildhed, og som var rene af hjertet. Sådanne åndsindsigtsfulde dødelige kunne forventes at opnå sådanne niveauer af guddommelig uselviskhed, at de ville være i stand til at forsøge sig med den fantastiske udøvelse af faderlig kærlighed; at de selv som sørgende ville være i stand til at vise barmhjertighed, fremme fred og udholde forfølgelser, og i alle disse vanskelige situationer at elske selv ukærlige mennesker med en faderlig kærlighed. En fars hengivenhed kan nå niveauer af hengivenhed, der umådeligt overgår en brors hengivenhed.

140:5.6 (1573.8) Troen og kærligheden i disse saligheder styrker den moralske karakter og skaber lykke. Frygt og vrede svækker karakteren og ødelægger lykken. Denne betydningsfulde prædiken startede med en tone af lykke.

140:5.7 (1573.9) 1. “Lykkelige er de fattige i ånden—de ydmyge.” For et barn er lykke tilfredsstillelsen af en umiddelbar trang til nydelse. Den voksne er villig til at så frø af selvfornægtelse for at høste efterfølgende høst af forøget lykke. På Jesu tid og siden er lykke alt for ofte blevet forbundet med tanken om at besidde rigdom. I historien om farisæeren og tolderen, der bad i templet, følte den ene sig rig i ånden—egoistisk; den anden følte sig “fattig i ånden”—ydmyg. Den ene var selvtilstrækkelig, den anden var lærenem og sandhedssøgende. De fattige i ånden søger efter mål for åndelig rigdom—efter Gud. Og sådanne sandhedssøgere behøver ikke at vente på belønninger i en fjern fremtid; de bliver belønnet nu. De finder himlenes rige i deres egne hjerter, og de oplever en sådan lykke nu.

140:5.8 (1574.1) 2. “Lykkelige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.” Kun dem, der føler sig fattige i ånden hungrer nogensinde efter retfærdighed. Kun den ydmyge søger guddommelig kraft og længsel efter åndelig styrke. Men det er yderst farligt bevidst at engagere sig i åndelig faste for at øge sin appetit for åndelige begavelse. Fysisk faste bliver farlig efter fire eller fem dage; man kan let miste al appetit. Langvarig faste, enten fysisk eller åndelig, har en tendens til helt at ødelægge sult.

140:5.9 (1574.2) Erfaringsmæssig retfærdighed er en fornøjelse, ikke en pligt. Jesu retfærdighed er en dynamisk kærlighed—faderlig-brorlig hengivenhed. Det er ikke den negative eller du-skal-ikke-type retfærdighed. Hvordan kan man nogensinde hungre efter noget negativt—noget, man “ikke skal gøre”?

140:5.10 (1574.3) Det er ikke så let at lære et barnesind disse to første saligheder, men det modne sind bør forstå deres betydning.

140:5.11 (1574.4) 3. “Lykkelige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.” Ægte ydmyghed har intet med frygt at gøre. Det er snarere en holdning, hvor mennesket samarbejder med Gud—“ske din vilje.” Den omfatter tålmodighed og overbærenhed og er motiveret af en urokkelig tro på et lovlydigt og venligt univers. Den mestrer alle fristelser til at gøre oprør mod den guddommelige ledelse. Jesus var den ideelle ydmyge mand på Urantia, og han arvede et enormt univers.

140:5.12 (1574.5) 4. “Lykkelige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” Åndelig renhed er ikke en negativ kvalitet, bortset fra at den mangler mistænksomhed og hævn. Da Jesus diskuterede renhed, havde han ikke til hensigt udelukkende at beskæftige sig med menneskers seksuelle holdninger. Han henviste mere til den tro, som mennesket bør have på sine medmennesker; den tro, som en forælder har på sit barn, og som gør ham i stand til at elske sine medmennesker, ligesom en far ville elske dem. En fars kærlighed behøver ikke at forkæle, og den tolererer ikke ondskab, men den er altid antikynisk. Faderlig kærlighed har et enkelt formål, og den ser altid efter det bedste i mennesket; det er holdningen hos en sand forælder.

140:5.13 (1574.6) At se Gud—ved tro—betyder at opnå sand åndelig indsigt. Og åndelig indsigt forbedrer Retterens vejledning, og disse øger i sidste ende Gudsbevidstheden. Og når du kender Faderen, bliver du bekræftet i visheden om guddommeligt slægtskab, og du kan i stigende grad elske hver af dine brødre i kødet, ikke kun som en bror—med broderlig kærlighed—men også som en far—med faderlig hengivenhed.

140:5.14 (1574.7) Det er nemt at lære denne formaning, selv til et barn. Børn er naturligt tillidsfulde, og forældre bør sørge for, at de ikke mister denne enkle tro. Når du har med børn at gøre, skal du undgå alt bedrag og afholde dig fra at antyde mistanke. Hjælp dem klogt med at vælge deres helte og vælge deres livsværk.

140:5.15 (1574.8) Og så fortsatte Jesus med at instruere sine tilhængere i realiseringen af hovedformålet med al menneskelig kamp—perfektion—selv guddommelig opnåelse. Han formanede dem altid: “Vær fuldkomne, ligesom jeres Fader i himlen er fuldkommen.” Han formanede ikke de tolv til at elske deres næste, som de elskede sig selv. Det ville have været en værdig præstation; det ville have indikeret, at de havde opnået broderkærlighed. Han formanede snarere sine apostle til at elske mennesker, som han havde elsket dem—at elske med en faderlig såvel som en broderlig hengivenhed. Og han illustrerede dette ved at pege på de fire højeste reaktioner på faderlig kærlighed:

140:5.16 (1575.1) 1. “Lykkelige er de, som sørger, for de skal trøstes.” Såkaldt sund fornuft eller den bedste logik ville aldrig foreslå, at man kunne blive lykkelig af at sørge. Men Jesus henviste ikke til ydre eller demonstrativ sorg. Han hentydede til en følelsesmæssig holdning af ømhjertethed. Det er en stor fejl at lære drenge og unge mænd, at det er umandigt at vise ømhed eller på anden måde give udtryk for følelsesmæssige følelser eller fysisk lidelse. Sympati er en værdig egenskab hos både mænd og kvinder. Det er ikke nødvendigt at være hårdhudet for at være mandig. Det er den forkerte måde at skabe modige mænd på. Verdens store mænd har ikke været bange for at sørge. Moses, den sørgende, var en større mand end både Samson og Goliat. Moses var en fremragende leder, men han var også en mand af ydmyghed. At være følsom og lydhør over for menneskelige behov skaber ægte og varig lykke, mens sådanne venlige holdninger beskytter sjælen mod de destruktive påvirkninger fra vrede, had og mistænksomhed.

140:5.17 (1575.2) 2. “Lykkelige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.” Barmhjertighed betegner her højden og dybden og bredden af det sandeste venskab—kærlig venlighed. Barmhjertighed kan nogle gange være passiv, men her er den aktiv og dynamisk—den ypperste faderlighed. En kærlig forælder har ikke svært ved at tilgive sit barn, selv mange gange. Og hos et uspoleret barn er trangen til at lindre lidelse naturlig. Børn er normalt venlige og sympatiske, når de er gamle nok til at forstå de faktiske forhold.

140:5.18 (1575.3) 3. “Lykkelige er de, der stifter fred, for de skal kaldes Guds sønner.” Jesu tilhørere længtes efter militær udfrielse, ikke efter fredsstiftere. Men Jesu fred er ikke af den fredelige og negative slags. I lyset af prøvelser og forfølgelser sagde han: “Min fred efterlader jeg hos jer.” “Jeres hjerte skal ikke være uroligt, og det skal ikke være bange.” Det er den fred, der forhindrer ødelæggende konflikter. Personlig fred integrerer personligheden. Social fred forebygger frygt, grådighed og vrede. Politisk fred forebygger racemodsætninger, national mistænksomhed og krig. Fredsskabelse er kuren mod mistillid og mistænksomhed.

140:5.19 (1575.4) Man kan sagtens lære børn at fungere som fredsskabere. De kan lide holdaktiviteter, de kan lide at lege sammen. Mesteren sagde på et andet tidspunkt: “Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der vil miste sit liv, skal finde det.”

140:5.20 (1575.5) 4. “Lykkelige er de, der forfølges for retfærdighedens skyld, for himlenes rige er deres. Lykkelige er I, når mennesker håner jer og forfølger jer og siger alt muligt ondt om jer på falsk grundlag. Fryd jer og vær overordentlig glade, for stor er jeres belønning i himlen.”

140:5.21 (1575.6) Så ofte følger forfølgelse efter fred. Men unge mennesker og modige voksne viger aldrig tilbage for vanskeligheder eller fare. “Intet menneske har større kærlighed end at give sit liv for sine venner.” Og en faderlig kærlighed kan frit gøre alle disse ting—ting, som broderlig kærlighed næppe kan omfatte. Og fremskridt har altid været den endelige høst af forfølgelse.

140:5.22 (1575.7) Børn reagerer altid på udfordringen med mod. Unge er altid villige til at “tage en tørn.” Og alle børn bør tidligt lære at ofre sig.

140:5.23 (1575.8) Og således afsløres det, at salighederne i Bjergprædikenen er baseret på tro og kærlighed og ikke på lov—etik og pligt.

140:5.24 (1575.9) Faderlig kærlighed nyder at gengælde godt for ondt—at gøre godt som gengældelse for uretfærdighed.

6. Ordinationensaftenen

140:6.1 (1576.1) Søndag aften, da de nåede frem til Zebedæus’ hjem i højlandet nord for Kapernaum, spiste Jesus og de tolv et simpelt måltid. Bagefter, mens Jesus gik en tur langs stranden, talte de tolv med hinanden. Efter en kort konference, mens tvillingerne lavede et lille bål for at give dem varme og mere lys, gik Andreas ud for at finde Jesus, og da han havde indhentet ham, sagde han: “Mester, mine brødre er ude af stand til at forstå, hvad du har sagt om riget. Vi føler os ikke i stand til at begynde dette arbejde, før du har givet os yderligere instruktion. Jeg er kommet for at bede dig om at slutte dig til os i haven og hjælpe os med at forstå betydningen af dine ord.” Og Jesus gik sammen med Andreas for at mødes med apostlene.

140:6.2 (1576.2) Da han var kommet ind i haven, samlede han apostlene omkring sig og underviste dem yderligere, idet han sagde: “I har svært ved at modtage mit budskab, fordi I vil bygge den nye lære direkte på den gamle, men jeg erklærer, at I skal genfødes. I må starte på en frisk som små børn og være villige til at stole på min lære og tro på Gud. Det nye evangelium om riget kan ikke bringes i overensstemmelse med det, der er. I har forkerte forestillinger om Menneskesønnen og hans mission på jorden. Men begå ikke den fejl at tro, at jeg er kommet for at sætte loven og profeterne til side; jeg er ikke kommet for at ødelægge, men for at opfylde, udvide og oplyse. Jeg er ikke kommet for at overtræde loven, men for at skrive disse nye bud på jeres hjerters tavler.

140:6.3 (1576.3) “Jeg kræver af jer en retfærdighed, der overgår retfærdigheden hos dem, der søger at opnå Faderens gunst ved almisser, bøn og faste. Hvis I vil ind i riget, skal I have en retfærdighed, der består i kærlighed, barmhjertighed og sandhed—et oprigtigt ønske om at gøre min Faders vilje i himlen.”

140:6.4 (1576.4) Da sagde Simon Peter: “Mester, hvis du har et nyt bud, vil vi gerne høre det. Åbenbar den nye vej for os.” Jesus svarede Peter: “Du har hørt det sagt af dem, der underviser i loven: ‘Du må ikke slå ihjel; at enhver, der slår ihjel, skal dømmes.’ Men jeg ser ud over handlingen for at afdække motivet. Jeg erklærer for jer, at enhver, der er vred på sin bror, er i fare for at blive fordømt. Den, der nærer had i sit hjerte og planlægger hævn i sit sind, står i fare for at blive dømt. I skal dømme jeres medmennesker på deres gerninger; Faderen i himlen dømmer på hensigten.

140:6.5 (1576.5) “I har hørt lovens lærere sige: ‘Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer, at enhver mand, der ser på en kvinde med den hensigt at begære hende, allerede har begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. I kan kun dømme mennesker på deres handlinger, men min Far ser ind i sine børns hjerter og dømmer dem i barmhjertighed i overensstemmelse med deres hensigter og virkelige ønsker.”

140:6.6 (1576.6) Jesus havde tænkt sig at fortsætte med at diskutere de andre bud, da James Zebedee afbrød ham og spurgte: “Mester, hvad skal vi lære folket om skilsmisse? Skal vi tillade en mand at skille sig fra sin kone, sådan som Moses har foreskrevet?” Og da Jesus hørte dette spørgsmål, sagde han: “Jeg er ikke kommet for at lovgive, men for at oplyse. Jeg er ikke kommet for at reformere denne verdens riger, men for at etablere Himmeriget. Det er ikke Faderens vilje, at jeg skal give efter for fristelsen til at lære jer regler for regering, handel eller social adfærd, som, selvom de måske er gode i dag, langt fra ville være passende for samfundet i en anden tidsalder. Jeg er udelukkende på jorden for at trøste sindet, befri ånderne og frelse menneskenes sjæle. Men jeg vil sige om dette spørgsmål om skilsmisse, at mens Moses så med velvilje på sådanne ting, var det ikke sådan i Adams dage og i haven.”

140:6.7 (1577.1) Efter at apostlene havde talt med hinanden i kort tid, fortsatte Jesus med at sige: “I skal altid anerkende de to synsvinkler i al dødelig adfærd—den menneskelige og den guddommelige; kødets veje og åndens veje; tidens vurdering og evighedens synspunkt.” Og selvom de tolv ikke kunne forstå alt, hvad han lærte dem, blev de virkelig hjulpet af denne instruktion.

140:6.8 (1577.2) Og så sagde Jesus: “Men I vil snuble over min lære, fordi I har for vane at fortolke mit budskab bogstaveligt; I er langsomme til at skelne ånden i min lære. Igen skal I huske, at I er mine budbringere; I er forpligtede til at leve jeres liv, som jeg i ånden har levet mit. I er mine personlige repræsentanter; men tag ikke fejl, når I forventer, at alle mennesker skal leve, som I gør, i enhver henseende. I skal også huske, at jeg har får, der ikke er af denne flok, og at jeg også er forpligtet over for dem, så jeg må give dem et mønster for, hvordan man gør Guds vilje, mens man lever den dødelige naturs liv.”

140:6.9 (1577.3) Så spurgte Nataniel: “Mester, skal vi ikke giver nogen plads til retfærdighed? Moseloven siger: ‘Øje for øje og tand for tand.’ Hvad skal vi sige?” Jesus svarede: “Du skal gengælde ondt med det gode. Mine budbringere må ikke strides med menneskerne, men skal være venlige mod alle. At måle med samme mål må ikke være jeres regel. Menneskernes herskere kan have sådanne love, men sådan er det ikke i riget; lad barmhjertigheden altid være afgørende for dine vurderinger og kærligheden i din opførsel. Og hvis disse ord synes barske, kan I stadig vende tilbage. Hvis I finder kravene til en apostel for svære, kan I vende tilbage til disciplens mindre krævende vej.”

140:6.10 (1577.4) Da apostlene hørte disse opsigtsvækkende ord, trak de sig tilbage for en stund, men de vendte snart tilbage, og Peter sagde: “Mester, vi vil gå med dig; ingen af os vil vende om. Vi er fuldt ud parate til at betale den ekstra pris; vi vil drikke bægeret. Vi vil være apostle, ikke blot disciple.”

140:6.11 (1577.5) Da Jesus hørte det, sagde han: “Så vær villige til at påtage jer jeres ansvar og følge mig. Gør jeres gode gerninger i det skjulte; når I giver almisser, må den venstre hånd ikke vide, hvad den højre gør. Og når I beder, så gå for jer selv og brug ikke forfængelige gentagelser og meningsløse sætninger. Husk altid, at Faderen ved, hvad I har brug for, før I spørger ham. Og lad være med at faste med et trist ansigt for at blive set af mennesker. Som mine udvalgte apostle, der nu er sat til tjeneste for riget, skal I ikke samle jer skatte på jorden, men ved jeres uselviske tjeneste samle jer skatte i himlen, for hvor jeres skatte er, der vil jeres hjerter også være.

140:6.12 (1577.6) “Kroppens lampe er øjet; hvis dit øje derfor er gavmildt, vil hele din krop være fuld af lys. Men hvis dit øje er egoistisk, vil hele kroppen være fyldt med mørke. Hvis selve det lys, der er i dig, bliver forvandlet til mørke, hvor stort er det mørke så ikke!”

140:6.13 (1577.7) Og så spurgte Thomas Jesus, om de skulle “fortsætte med at have alting til fælles”. Mesteren sagde: “Ja, mine brødre, jeg ønsker, at vi skal leve sammen som én forstående familie. I er betroet et stort arbejde, og jeg beder om jeres udelte tjeneste. I ved, at det er blevet sagt: ‘Ingen kan tjene to herrer’”. Man kan ikke oprigtigt tilbede Gud og samtidig helhjertet tjene mammon. Når I nu uden forbehold har meldt jer til rigets arbejde, skal I ikke være bekymrede for jeres liv; langt mindre skal I bekymre jer om, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; og heller ikke for jeres kroppe, hvilket tøj I skal bære. I har allerede lært, at villige hænder og oprigtige hjerter ikke skal sulte. Og nu, hvor I forbereder jer på at bruge al jeres energi på rigets arbejde, så vær forvisset om, at Faderen ikke vil være ligeglad med jeres behov. Søg først Guds rige, og når I har fundet indgang til det, vil alt, hvad der er nødvendigt, blive lagt til jer. Vær derfor ikke unødigt ængstelige for morgendagen. Dagens problemer er tilstrækkelige.”

140:6.14 (1578.1) Da Jesus så, at de var indstillet på at blive oppe hele natten for at stille spørgsmål, sagde han til dem: ‘Mine brødre, I er lerkar; det er bedst for jer at gå til ro, så I kan være klar til morgendagens arbejde.” Men søvnen var forsvundet fra deres øjne. Peter dristede sig til at bede sin Mester om, at ‘jeg lige må tale lidt privat med dig. Ikke at jeg vil have hemmeligheder for mine brødre, men jeg har en urolig ånd, og hvis jeg skulle fortjene en irettesættelse fra min Mester, kan jeg bedre udholde det alene med dig.” Og Jesus sagde: “Kom med mig, Peter”—og viste vej ind i huset. Da Peter vendte opmuntret tilbage fra sin Mesters nærvær, besluttede James sig for at gå ind og tale med Jesus. Og så gik de andre apostle en efter en ind for at tale med Mesteren i de tidlige morgentimer. Da de alle havde holdt personlige samtaler med ham, undtagen tvillingerne, som var faldet i søvn, gik Andreas ind til Jesus og sagde: “Mester, tvillingerne er faldet i søvn i haven ved ilden; skal jeg vække dem for at spørge, om de også vil tale med dig?” Og Jesus sagde smilende til Andreas: “De gør det godt—forstyr dem ikke.” Og nu var natten ved at gå på hæld; en ny dag var ved at gry.

7. Ugen efter ordinationen

140:7.1 (1578.2) Efter et par timers søvn, da de tolv var samlet til en sen morgenmad med Jesus, sagde han: “Nu skal I begynde jeres arbejde med at forkynde det glade budskab og undervise de troende. Gør jer klar til at tage til Jerusalem.” Efter at Jesus havde talt, samlede Thomas mod til at sige: “Jeg ved, Mester, at vi nu burde være klar til at gå i gang med arbejdet, men jeg frygter, at vi endnu ikke er i stand til at udføre denne store opgave. Vil du gå med til, at vi bliver her et par dage mere, før vi begynder på rigets arbejde?” Og da Jesus så, at alle hans apostle var besat af den samme frygt, sagde han: “Det skal være, som I har bedt om; vi vil blive her over sabbatten.”

140:7.2 (1578.3) I ugevis var små grupper af seriøse sandhedssøgere, sammen med nysgerrige tilskuere, kommet til Betsaida for at se Jesus. Rygtet om ham havde allerede spredt sig over hele landet; nysgerrige grupper var kommet fra byer så langt væk som Tyrus, Sidon, Damaskus, Cæsarea og Jerusalem. Hidtil havde Jesus hilst på disse mennesker og undervist dem om riget, men Mesteren overlod nu dette arbejde til de tolv. Andreas valgte en af apostlene og tildelte ham en gruppe besøgende, og nogle gange var de alle tolv engageret.

140:7.3 (1578.4) I to dage arbejdede de, underviste om dagen og holdt private konferencer til langt ud på natten. På tredjedagen besøgte Jesus Zebedæus og Salome, mens han sendte sine apostle af sted for at “fiske, søge sorgløs forandring eller måske besøge jeres familier.” Om torsdagen vendte de tilbage for at undervise i yderligere tre dage.

140:7.4 (1578.5) I løbet af denne repetitionsuge gentog Jesus mange gange over for sine apostle de to store motiver for sin mission på jorden efter dåben:

140:7.5 (1578.6) 1. At åbenbare Faderen til folket.

140:7.6 (1578.7) 2. At lede mennesker til at blive bevidste om deres sønskab—at indse gennem tro og virkeliggøre, at de er børn af den Højeste.

140:7.7 (1579.1) En uge med denne varierede erfaring gjorde meget for de tolv; nogle blev endda alt for selvsikre. Ved den sidste konference, natten efter sabbatten, kom Peter og James hen til Jesus og sagde: “Vi er klar—lad os nu gå ud og tage riget.” Jesus svarede: “Må jeres visdom være lige så stor som jeres iver, og må jeres mod råde bod på jeres uvidenhed.”

140:7.8 (1579.2) Selvom apostlene ikke forstod meget af hans undervisning, forstod de betydningen af det charmerende og smukke liv, han levede sammen med dem.

8. Torsdag eftermiddag på søen

140:8.1 (1579.3) Jesus vidste godt, at hans apostle ikke helt havde assimileret hans lære. Han besluttede at give nogle særlige instruktioner til Peter, James og Johannes i håb om, at de ville være i stand til at afklare deres kollegers ideer. Han så, at selv om de tolv forstod nogle træk ved ideen om et åndeligt rige, så holdt de stædigt fast i at knytte denne nye åndelige lære direkte til deres gamle og fasttømrede bogstavelige forestillinger om Himmeriget som en genoprettelse af Davids trone og genetableringen af Israel som en verdslig magt på jorden. Derfor gik Jesus torsdag eftermiddag ud fra kysten i en båd sammen med Peter, James og Johannes for at tale om rigets anliggender. Det var en fire timer lang undervisningskonference, som omfattede et utal af spørgsmål og svar, og det kan mest fordelagtigt beskrives her ved at omorganisere resuméet af denne betydningsfulde eftermiddag, som Simon Peter gav sin bror Andreas den følgende morgen:

140:8.2 (1579.4) 1. At gøre Faderens vilje. Jesu lære om at stole på den himmelske Faders omsorg var ikke en blind og passiv fatalisme. Denne eftermiddag citerede han med tilslutning et gammelt hebraisk ordsprog: “Den, der ikke vil arbejde, skal ikke spise.” Han pegede på sin egen erfaring som tilstrækkelig kommentar til sin lære. Hans forskrifter om at stole på Faderen må ikke vurderes ud fra de sociale eller økonomiske forhold i moderne tid eller nogen anden tidsalder. Hans instruktion omfatter de ideelle principper for at leve nær Gud i alle tidsaldre og i alle verdener.

140:8.3 (1579.5) Jesus gjorde det klart for de tre, at der var forskel på kravene til et apostel- og et discipelskab. Og selv da forbød han ikke de tolv at udvise forsigtighed og forudseenhed. Det, han prædikede imod, var ikke forudseenhed, men ængstelse, bekymring. Han underviste i aktiv og vågen underkastelse under Guds vilje. Som svar på mange af deres spørgsmål om nøjsomhed og sparsommelighed henledte han blot opmærksomheden på sit liv som tømrer, bådebygger og fisker og på sin omhyggelige organisering af de tolv. Han forsøgte at gøre det klart, at verden ikke skal betragtes som en fjende; at livets omstændigheder udgør en guddommelig dispensation, der arbejder sammen med Guds børn.

140:8.4 (1579.6) Jesus havde store problemer med at få dem til at forstå sin personlige praksis med ikke at gøre modstand. Han nægtede absolut at forsvare sig selv, og det forekom apostlene, at han ville blive glad, hvis de ville følge samme politik. Han lærte dem ikke at gøre modstand mod det onde, ikke at bekæmpe uretfærdighed eller skade, men han lærte dem ikke passiv tolerance over for forseelser. Og han gjorde det klart denne eftermiddag, at han billigede den sociale afstraffelse af forbrydere og kriminelle, og at den civile regering nogle gange må bruge magt for at opretholde den sociale orden og udøve retfærdighed.

140:8.5 (1579.7) Han holdt aldrig op med at advare sine disciple mod den onde praksis med gengældelse; han tog ikke hensyn til hævn, ideen om at få hævn. Han beklagede, at man bar nag. Han afviste idéen om øje for øje og tand for tand. Han afviste hele konceptet om privat og personlig hævn og overlod disse spørgsmål til den civile regering på den ene side og til Guds dom på den anden. Han gjorde det klart for de tre, at hans lære gjaldt for individet, ikke for staten. Han opsummerede sine instruktioner op til dette tidspunkt angående disse spørgsmål, som:

140:8.6 (1580.1) Elsk jeres fjender—husk de moralske krav om menneskeligt broderskab.

140:8.7 (1580.2) Ondskabens nytteløshed: En uret bliver ikke rettet ved hævn. Begå ikke den fejl at bekæmpe ondskaben med dens egne våben.

140:8.8 (1580.3) Hav tro—tillid til den guddommelige retfærdigheds og den evige godheds endelige triumf.

140:8.9 (1580.4) 2. Politisk holdning. Han advarede sine apostle om at være diskrete i deres bemærkninger om det anspændte forhold, der dengang eksisterede mellem det jødiske folk og den romerske regering; han forbød dem på nogen måde at blive indblandet i disse vanskeligheder. Han var altid omhyggelig med at undgå sine fjenders politiske snarer og svarede altid: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Han nægtede at lade sin opmærksomhed aflede fra sin mission om at etablere en ny vej til frelse; han ville ikke tillade sig at bekymre sig om noget andet. I sit personlige liv overholdt han altid alle civile love og regler; i al sin offentlige lære ignorerede han de borgerlige, sociale og økonomiske områder. Han fortalte de tre apostle, at han kun beskæftigede sig med principperne for menneskets indre og personlige åndelige liv.

140:8.10 (1580.5) Jesus var derfor ikke en politisk reformator. Han kom ikke for at omorganisere verden; selv hvis han havde gjort det, ville det kun have været gældende for den tid og den generation. Ikke desto mindre viste han mennesket den bedste måde at leve på, og ingen generation er fritaget for arbejdet med at finde ud af, hvordan man bedst tilpasser Jesu liv til sine egne problemer. Men begå aldrig den fejl at identificere Jesu lære med nogen politisk eller økonomisk teori, med noget socialt eller industrielt system.

140:8.11 (1580.6) 3. Social holdning. De jødiske rabbinere havde længe debatteret spørgsmålet: Hvem er min næste? Jesus præsenterede ideen om aktiv og spontan venlighed, en kærlighed til ens medmennesker, der var så ægte, at den udvidede nabolaget til at omfatte hele verden og dermed gjorde alle mennesker til ens naboer. Men med alt dette var Jesus kun interesseret i individet, ikke i massen. Jesus var ikke sociolog, men han arbejdede på at nedbryde alle former for egoistisk isolation. Han underviste i ren sympati, medfølelse. Mikael af Nebadon er en søn, der er domineret af barmhjertighed; medfølelse er selve hans natur.

140:8.12 (1580.7) Mesteren sagde ikke, at man aldrig skulle underholde sine venner med kød, men han sagde, at hans tilhængere skulle holde fest for de fattige og de uheldige. Jesus havde en stærk retfærdighedssans, men den var altid tempereret med barmhjertighed. Han lærte ikke sine apostle, at de skulle lade sig tryne af sociale parasitter eller professionelle almissesøgere. Det tætteste, han kom på sociologiske udtalelser, var at sige: “Døm ikke, for at I ikke skal blive dømt.”

140:8.13 (1580.8) Han gjorde det klart, at vilkårlig venlighed kan få skylden for mange sociale dårligdomme. Den følgende dag instruerede Jesus definitivt Judas om, at ingen apostoliske midler måtte uddeles som almisser, undtagen på hans anmodning eller på fælles anmodning fra to af apostlene. I alle disse spørgsmål var det Jesu praksis altid at sige: “Vær kloge som slanger, men uskadelige som duer.” Det syntes at være hans formål i alle sociale situationer at undervise i tålmodighed, tolerance og tilgivelse.

140:8.14 (1581.1) Familien var selve centrum i Jesu livsfilosofi—her og hinsides. Han baserede sin lære om Gud på familien, mens han forsøgte at korrigere den jødiske tendens til at overdrive forfædrenes ære. Han ophøjede familielivet som den højeste menneskelige pligt, men gjorde det klart, at familierelationer ikke måtte forstyrre de religiøse forpligtelser. Han gjorde opmærksom på, at familien er en timelig institution; at den ikke overlever døden. Jesus tøvede ikke med at opgive sin familie, når familien var i modstrid med Faderens vilje. Han underviste i det nye og større broderskab mellem mennesker—Guds sønner. På Jesu tid var skilsmissepraksis slap i Palæstina og i hele det romerske imperium. Han nægtede gentagne gange at indføre love om ægteskab og skilsmisse, men mange af Jesu tidlige tilhængere havde stærke meninger om skilsmisse og tøvede ikke med at tilskrive dem til ham. Alle forfatterne i Det Nye Testamente holdt fast i disse mere stringente og avancerede ideer om skilsmisse, undtagen John Mark.

140:8.15 (1581.2) 4. Økonomisk holdning. Jesus arbejdede, levede og handlede i verden, som han fandt den. Han var ikke en økonomisk reformator, selvom han ofte gjorde opmærksom på det uretfærdige i den ulige fordeling af rigdom. Men han kom ikke med nogen forslag til, hvordan man kunne afhjælpe det. Han gjorde det klart for de tre, at selvom hans apostle ikke måtte eje noget, så prædikede han ikke imod rigdom og ejendom, men blot imod den ulige og uretfærdige fordeling. Han anerkendte behovet for social retfærdighed og industriel fairness, men han tilbød ingen regler for, hvordan man opnår det.

140:8.16 (1581.3) Han lærte aldrig sine tilhængere at undgå jordiske ejendele, kun sine tolv apostle. Lægen Lukas var en stærk tilhænger af social lighed, og han gjorde meget for at fortolke Jesu ord i harmoni med sin personlige overbevisning. Jesus har aldrig personligt bedt sine tilhængere om at leve i fællesskab; han har ikke udtalt sig om den slags spørgsmål.

140:8.17 (1581.4) Jesus advarede ofte sine tilhørere mod begærlighed og erklærede, at “et menneskes lykke består ikke i overfloden af dets materielle ejendele.” Han gentog konstant: “Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden og miste sin egen sjæl?” Han angreb ikke direkte besiddelsen af ejendom, men han insisterede på, at det er evigt vigtigt, at åndelige værdier kommer først. I sin senere lære forsøgte han at korrigere mange fejlagtige livssyn på Urantia ved at fortælle talrige lignelser, som han præsenterede i løbet af sin offentlige tjeneste. Jesus havde aldrig til hensigt at formulere økonomiske teorier; han vidste godt, at hver tidsalder må udvikle sine egne løsninger på eksisterende problemer. Og hvis Jesus var på jorden i dag og levede sit liv i kød og blod, ville han være en stor skuffelse for de fleste gode mænd og kvinder af den simple grund, at han ikke ville tage parti i nutidens politiske, sociale eller økonomiske stridigheder. Han ville holde sig på afstand, mens han lærte dig, hvordan du perfektionerer dit indre åndelige liv, så du bliver mange gange mere kompetent til at angribe løsningen af dine rent menneskelige problemer.

140:8.18 (1581.5) Jesus ville gøre alle mennesker guddommelige og så se medfølende til, mens disse gudesønner løste deres egne politiske, sociale og økonomiske problemer. Det var ikke rigdom, han fordømte, men hvad rigdom gør ved de fleste af dens tilhængere. På denne torsdag eftermiddag fortalte Jesus først sine medarbejdere, at “det er mere velsignet at give end at modtage.”

140:8.19 (1581.6) 5. Personlig religion. Du bør, ligesom hans apostle, bedre forstå Jesu lære gennem hans liv. Han levede et fuldkomment liv på Urantia, og hans unikke lære kan kun forstås, når det liv visualiseres i dets umiddelbare baggrund. Det er hans liv, og ikke hans lektioner til de tolv eller hans prædikener til masserne, der vil hjælpe mest med at afsløre Faderens guddommelige karakter og kærlige personlighed.

140:8.20 (1582.1) Jesus angreb ikke de hebraiske profeters eller de græske moralisters lære. Mesteren anerkendte de mange gode ting, som disse store lærere stod for, men han var kommet ned på jorden for at lære noget yderligere, “menneskets frivillige overensstemmelse med Guds vilje.” Jesus ønskede ikke blot at skabe et religiøst menneske, en dødelig, der var helt optaget af religiøse følelser og kun drevet af åndelige impulser. Hvis du bare havde set på ham, ville du have vidst, at Jesus var en rigtig mand med stor erfaring i denne verdens ting. Jesu lære i denne henseende er blevet groft fordrejet og meget misrepræsenteret gennem århundrederne i den kristne æra; du har også haft fordrejede ideer om Mesterens mildhed og ydmyghed. Det, han stræbte efter i sit liv, synes at have været en fremragende selvrespekt. Han rådede kun mennesket til at ydmyge sig, så det kunne blive virkelig ophøjet; det, han virkelig sigtede mod, var ægte ydmyghed over for Gud. Han lagde stor vægt på oprigtighed—et rent hjerte. Troskab var en kardinaldyd i hans vurdering af karakter, mens mod var selve kernen i hans lære. “Frygt ikke” var hans parole, og tålmodig udholdenhed hans ideal for karakterstyrke. Jesu lære er en religion af tapperhed, mod og heroisme. Og det er netop derfor, han valgte tolv almindelige mænd som sine personlige repræsentanter, hvoraf de fleste var barske, virile og mandige fiskere.

140:8.21 (1582.2) Jesus havde ikke meget at sige om sin tids sociale laster, og han henviste sjældent til moralske forbrydelser. Han var en positiv lærer i sand dyd. Han undgik omhyggeligt den negative metode til at videregive undervisning; han nægtede at reklamere for det onde. Han var ikke engang en moralsk reformator. Han vidste godt, og det lærte han også sine apostle, at menneskets sanselige drifter ikke undertrykkes af hverken religiøs irettesættelse eller juridiske forbud. Hans få fordømmelser var i høj grad rettet mod stolthed, grusomhed, undertrykkelse og hykleri.

140:8.22 (1582.3) Jesus fordømte ikke engang farisæerne voldsomt, som Johannes gjorde. Han vidste, at mange af de skriftkloge og farisæerne var ærlige af hjertet; han forstod deres slaveri under religiøse traditioner. Jesus lagde stor vægt på “først at gøre træet godt.” Han indprentede de tre, at han værdsatte hele livet, ikke bare nogle få særlige dyder.

140:8.23 (1582.4) Den ene ting, som Johannes fik ud af denne dags undervisning, var, at hjertet i Jesu religion bestod i at tilegne sig en medfølende karakter kombineret med en personlighed, der var motiveret til at gøre den himmelske Faders vilje.

140:8.24 (1582.5) Peter forstod ideen om, at det evangelium, de var ved at forkynde, virkelig var en ny begyndelse for hele menneskeslægten. Han videregav efterfølgende dette indtryk til Paulus, som ud fra det formulerede sin lære om Kristus som “den anden Adam.”

140:8.25 (1582.6) Jakob forstod den spændende sandhed, at Jesus ønskede, at hans børn på jorden skulle leve, som om de allerede var borgere i det færdige himmelske rige.

140:8.26 (1582.7) Jesus vidste, at mennesker var forskellige, og det lærte han sine apostle. Han formanede dem konstant til at afstå fra at forsøge at forme disciplene og de troende efter et bestemt mønster. Han forsøgte at lade hver sjæl udvikle sig på sin egen måde, som et fuldkomment og adskilt individ for Gud. Som svar på et af Peters mange spørgsmål sagde Mesteren: “Jeg ønsker at sætte mennesker fri, så de kan starte på en frisk som små børn i det nye og bedre liv.” Jesus insisterede altid på, at sand godhed skal være ubevidst, når man giver næstekærlighed og ikke tillader den venstre hånd at vide, hvad den højre hånd gør.

140:8.27 (1583.1) De tre apostle var chokerede denne eftermiddag, da de indså, at der i deres Mesters religion ikke var nogen plads for åndelig selvransagelse. Alle religioner før og efter Jesu tid, selv kristendommen, sørgede omhyggeligt for samvittighedsfuld selvransagelse. Men sådan er det ikke med Jesus af Nazarets religion. Jesu livsfilosofi indeholder ingen religiøs introspektion. Tømrerens søn lærte aldrig karakter opbygning, han lærte karaktertilvækst, og erklærede, at Himmelriget er ligesom et sennepsfrø. Men Jesus sagde heller ikke noget, der ville fordømme selvanalyse som en måde at forhindre en indbildsk egoisme.

140:8.28 (1583.2) Retten til at komme ind i riget er betinget af tro, personlig overbevisning. Prisen for at forblive i rigets gradvise opstigning er den kostbare perle, som man sælger alt, hvad man ejer, for at få.

140:8.29 (1583.3) Jesu lære er en religion for alle, ikke kun for svæklinge og slaver. Hans religion blev aldrig krystalliseret (under hans tid) i trosbekendelser og teologiske love; han efterlod ikke en eneste skriftlig linje bag sig. Hans liv og lære blev testamenteret universet som en inspirerende og idealistisk gave, velegnet til åndelig vejledning og moralsk instruktion af alle tidsaldre i alle verdener. Selv i dag adskiller Jesu lære sig som sådan ud fra alle religioner, omend det er det levende håb hos hver enkelt af dem.

140:8.30 (1583.4) Jesus lærte ikke sine apostle, at religion er menneskets eneste jordiske mål; det var den jødiske idé om at tjene Gud. Men han insisterede på, at religion udelukkende var de tolvs opgave. Jesus lærte ikke noget, der kunne afholde hans troende fra at stræbe efter ægte kultur; han afveg kun fra de traditionsbundne religiøse skoler i Jerusalem. Han var liberal, storhjertet, lærd og tolerant. Selvbevidst fromhed havde ingen plads i hans filosofi om et retfærdigt liv.

140:8.31 (1583.5) Mesteren tilbød ingen løsninger på de ikke-religiøse problemer i sin egen tid eller i nogen efterfølgende tid. Jesus ønskede at udvikle åndelig indsigt i evige realiteter og at stimulere initiativ til et originalt liv; han beskæftigede sig udelukkende med menneskeslægtens underliggende og permanente åndelige behov. Han åbenbarede en godhed, der var lig med Gud. Han ophøjede kærlighed—sandhed, skønhed og godhed—som det guddommelige ideal og den evige virkelighed.

140:8.32 (1583.6) Mesteren kom for at skabe en ny ånd i mennesket, en ny vilje—for at give det en ny evne til at kende sandheden, opleve medfølelse og vælge det gode—viljen til at være i harmoni med Guds vilje, kombineret med den evige trang til at blive fuldkommen, ligesom Faderen i himlen er fuldkommen.

9. Indvielsesdagen

140:9.1 (1583.7) Den næste sabbatsdag helligede Jesus sine apostle og rejste tilbage til det højland, hvor han havde ordineret dem; og der, efter en lang og smukt rørende personlig opmuntring, gik han i gang med den højtidelige indvielse af de tolv. Denne sabbat eftermiddag samlede Jesus apostlene omkring sig på bjergskråningen og gav dem i sin himmelske Faders hænder som forberedelse til den dag, hvor han ville blive tvunget til at efterlade dem alene i verden. Der var ingen ny undervisning ved denne lejlighed, kun besøg og fællesskab.

140:9.2 (1584.1) Jesus gennemgik mange træk fra ordinationsprædikenen, der blev holdt på samme sted, og så kaldte han dem frem for sig en efter en og gav dem til opgave at gå ud i verden som hans repræsentanter. Mesterens indvielsesbefaling var: “Gå ud i hele verden og forkynd det glade budskab om riget. Befri åndelige fanger, trøst de undertrykte og hjælp de plagede. I har modtaget gratis, giv gratis.”

140:9.3 (1584.2) Jesus rådede dem til hverken at tage penge eller ekstra tøj med og sagde: “Arbejderen er sin hyre værdig.” Og til sidst sagde han: “Se, jeg sender jer ud som får midt iblandt ulve; vær derfor kloge som slanger og uskadelige som duer. Men tag jer i agt, for jeres fjender vil føre jer frem for deres råd, og i deres synagoger vil de slå ned på jer. For guvernører og magthavere vil I blive bragt, fordi I tror på dette evangelium, og jeres vidnesbyrd skal være et vidnesbyrd for mig over for dem. Og når de fører jer til doms, skal I ikke være bekymrede for, hvad I skal sige, for min Faders ånd bor i jer og vil på det tidspunkt tale gennem jer. Nogle af jer vil blive slået ihjel, og før I etablerer riget på jorden, vil I blive hadet af mange folkeslag på grund af dette evangelium; men frygt ikke; jeg vil være med jer, og min ånd skal gå foran jer ud i hele verden. Og min Faders nærvær skal blive hos jer, mens I går først til jøderne, så til hedningerne.”

140:9.4 (1584.3) Da de kom ned fra bjerget, gik de tilbage til deres hjem i Zebedæus hus.

10. Aftenen efter indvielsen

140:10.1 (1584.4) Den aften, mens han underviste i huset, for det var begyndt at regne, talte Jesus længe og prøvede at vise de tolv, hvad de skulle være, ikke hvad de skulle gøre. De kendte kun til en religion, der pålagde dem at gøre bestemte ting som middel til at opnå retfærdighed—frelse. Men Jesus gentog: “I riget skal du være retskaffen for at kunne udføre arbejdet.” Mange gange gentog han: “Derfor skal I være fuldkomne, ligesom jeres Fader i himlen er fuldkommen.” Hele tiden forklarede Mesteren sine forvirrede apostle, at den frelse, han var kommet for at bringe til verden, kun kunne opnås ved at tro, ved simpel og oprigtig tro. Sagde Jesus: “Johannes prædikede en omvendelsesdåb, sorg over den gamle måde at leve på. I skal forkynde dåben til fællesskab med Gud. Forkynd omvendelse for dem, der har brug for en sådan undervisning, men for dem, der allerede søger oprigtig adgang til riget, skal du åbne dørene på vid gab og byde dem at træde ind i det glædelige fællesskab med Guds sønner.” Men det var en vanskelig opgave at overbevise disse galilæiske fiskere om, at i riget skal det at være retfærdig ved tro gå forud for det at gøre retfærdig i det daglige liv for de dødelige på jorden.

140:10.2 (1584.5) Et andet stort handicap i dette arbejde med at undervise de tolv var deres tendens til at tage meget idealistiske og åndelige principper for religiøs sandhed og omforme dem til konkrete regler for personlig adfærd. Jesus ville præsentere dem for den smukke ånd i sjælens holdning, men de insisterede på at oversætte denne lære til regler for personlig opførsel. Mange gange, når de sørgede for at huske, hvad Mesteren sagde, var de næsten sikre på at glemme, hvad han ikke sagde. Men de assimilerede langsomt hans lære, fordi Jesus var alt det, han lærte. Hvad de ikke kunne få ud af hans verbale undervisning, fik de gradvist ved at leve sammen med ham.

140:10.3 (1585.1) Det var ikke tydeligt for apostlene, at deres Mester var engageret i at leve et liv med åndelig inspiration for alle mennesker i alle aldre i alle verdener i et fjerntliggende univers. Uanset hvad Jesus fortalte dem fra tid til anden, fattede apostlene ikke, at han udførte et arbejde på denne verden, men for alle andre verdener i sit enorme skaberværk. Jesus levede sit jordeliv på Urantia, ikke for at være et personligt eksempel på dødelig levevis for mænd og kvinder i denne verden, men snarere for at skabe et højt åndeligt og inspirerende ideal for alle dødelige væsener i alle verdener.

140:10.4 (1585.2) Thomas spurgte samme aften, Jesus: “Mester, du siger, at vi skal blive som børn, før vi kan komme ind i Faderens rige, og på trods af det, har du advaret os ikke at lade os narre af falske profeter eller gøre os skyldige ved at kaste vores perler for svin. Nu er jeg ærligt talt forvirret. Jeg kan ikke forstå din undervisning.” Jesus svarede Thomas: “Hvor længe skal jeg bære over med dig! Konstant insisterer du på at tage alt hvad jeg underviser bogstaveligt. Når jeg som en pris for at komme ind i riget beder jer blive som små børn, henviste jeg ikke til tilbøjeligheden til at være godtroende, til den blotte vilje at tro, ej heller på hurtigheden til at stole på tiltalende fremmede. Hvad jeg virkelig ønskede, var at I skulle forstå denne illustration af forholdet mellem barnet og dets far. Du er barnet, og det er din fars rige, du søger at komme ind i. Der er den naturlige hengivenhed mellem ethvert normalt barn og dets far, som sikrer et forstående og kærligt forhold, og som for altid udelukker enhver tilbøjelighed til at forhandle om Faderens kærlighed og barmhjertighed. Og det evangelium, du går ud for at forkynde, har at gøre med en frelse, der vokser ud af trosrealiseringen af netop dette evige barn-far-forhold.”

140:10.5 (1585.3) Det karakteristiske ved Jesu undervisning var, at moralen i hans filosofi udsprang af den enkeltes personlige forhold til Gud—netop dette barn-far-forhold. Jesus lagde vægt på individet, ikke på racen eller nationen. Mens han spiste aftensmad, havde Jesus en samtale med Matthæus, hvor han forklarede, at moralen i enhver handling bestemmes af den enkeltes motiv. Jesu moral var altid positiv. Den gyldne regel, som Jesus gentog, kræver aktiv social kontakt; den ældre negative regel kunne overholdes i isolation. Jesus fjernede alle regler og ceremonier fra moralen og ophøjede den til et majestætisk niveau af åndelig tænkning og virkelig retskaffen levevis.

140:10.6 (1585.4) Jesu nye religion var ikke uden praktiske implikationer, men hvad der end er af praktisk politisk, social eller økonomisk værdi at finde i hans lære, er det naturlige resultat af denne indre oplevelse af sjælen, når den manifesterer åndens frugter i den spontane daglige tjeneste af ægte personlig religiøs oplevelse.

140:10.7 (1585.5) Da Jesus og Mattæus var færdige med at tale, spurgte Simon Zelotes: “Men, Mester, er alle mennesker Guds sønner?” Og Jesus svarede: “Ja, Simon, alle mennesker er Guds sønner, og det er den gode nyhed, du skal forkynde.” Men apostlene kunne ikke fatte en sådan lære; det var en ny, mærkelig og opsigtsvækkende meddelelse. Og det var på grund af sit ønske om at indprente dem denne sandhed, at Jesus lærte sine tilhængere at behandle alle mennesker som deres brødre.

140:10.8 (1585.6) Som svar på et spørgsmål fra Andrew gjorde Mesteren det klart, at moralen i hans undervisning var uadskillelig fra den religion, han levede efter. Han underviste i moral, ikke ud fra menneskets natur, men ud fra menneskets forhold til Gud.

140:10.9 (1585.7) Johannes spurgte Jesus, “Mester, hvad er himmelriget?” Jesus svarede: “Himmelriget består af disse tre væsentligheder: for det første, erkendelse af Guds suverænitet som en kendsgerning; for det andet tro på sandheden om at mennesket er søn til Gud; og for det tredje, at man tror på effektiviteten af det højeste menneskelige ønske om at gøre Guds vilje—at være som Gud. Og det er de gode nyheder om evangeliet: at enhver dødelig ved tro kan have alt dette, som er afgørende for hans frelse.”

140:10.10 (1586.1) Nu var venteugen forbi, og de forberedte sig på at rejse til Jerusalem næste morgen.