Kapitel 1. Den Universelle Fader
Urantia Bogen
Kapitel 1
Den Universelle Fader
1:0.1 (21.1) DEN Universelle Fader er hele skabelsens Gud, den Første Kilde og Centrum for alle ting og væsener. Tænk først på Gud som en skaber, dernæst som en overvåger, og til sidst som en uendelig opretholder. Sandheden om den Universelle Fader var begyndt at gå op for menneskeheden da profeten sagde: “Du, Gud, er den eneste; der er ingen foruden dig. Du har skabt himmel og himlernes himmel, med alle deres hærskarer; du bevarer og overvåger dem. Universerne er Guds Sønners værk. Skaberen dækker sig selv med lys som med et klædningsstykke og udspænder himlene som et tæppe.” Kun begrebet af den Universelle Fader—en Gud i stedet for mange guder—gør det dødelige menneske i stand til at forstå Faderen som en guddommelig skaber og uendelig overvåger.
1:0.2 (21.2) Myriader af planetariske systemer er alle skabt for i sidste instans at blive beboet af mange forskellige typer af intelligente skabninger, væsener som kunne kende Gud, modtage den guddommelige kærlighed, og elske ham til gengæld. Universernes univers er Guds arbejde og bolig for hans forskellige skabninger. “Gud skabte himlene og formede jorden; han grundlagde universet og skabte ikke denne verden forgæves; han formede den til at bliver beboet.”
1:0.3 (21.3) Alle de oplyste verdener anerkender og tilbeder den Universelle Fader, den evige skaber og uendelige opretholder af hele skabelsen. I univers efter univers har vilje skabningerne begivet sig ud på den lange, lange rejse mod Paradiset, i den evige eventyrrejses fortryllende kamp for at nå frem til Gud Faderen. Det transcendente mål for tidens børn er at finde den evige Gud, at forstå den guddommelige natur, at genkende den Universelle Fader. Guds fortrolige skabninger har kun en højeste ambition, kun et fortærende ønske, og det er at bliver som ham i deres egen sfære, som han er i sin personligheds Paradis fuldkommenhed og i hans universelle sfære af retfærdigt overherredømme. Fra den Universelle Fader som bebor evigheden, er der fremkommet det højeste bud, “Vær fuldkomne, som jeg er fuldkommen.” I kærlighed og barmhjertighed har Paradisets budbringere båret denne guddommelige formaning ned gennem tidsaldrene og ud igennem universerne, selv til lave væsener af dyrisk oprindelse som de menneskelige racer på Urantia.
1:0.4 (22.1) Dette storslåede og universelle påbud om at stræbe efter opnåelsen af den guddommelige fuldkommenhed er den første forpligtelse, og burde være den højeste ambition blandt hele den kæmpende skabelse bestående af væsener som fuldkommenhedens Gud har skabt. Denne mulighed for opnåelse af guddommelig fuldkommenhed er den endelige og sikreste skæbne af menneskets evige åndelige fremskridt.
1:0.5 (22.2) De dødelige på Urantia kan næppe have noget håb om at bliver fuldkomne set i uendelighedens lys, men det er fuldt ud mulig for mennesker, med det udgangspunkt de har her på denne planet, at opnå det overjordiske og guddommelige mål som den uendelige Gud har fremsat for de dødelige mennesker; og når de opnår denne skæbne, vil de i alle henseender som har med selvrealisering og sindspræstationer at gøre, være lige fuldendte i deres sfære af guddommelig fuldkommenhed som Gud selv er det i sin sfære af uendelighed og evighed. En sådan fuldkommenhed behøver ikke være universel i materiel forstand, ubegrænset i intellektuel fatteevne eller være endelig med hensyn til åndelig erfaring, men den er endelig og fuldstændig i alle andre aspekter som omfatter guddommelig vilje, fuldkommenhed af personligheds motivation og gudsbevidsthed.
1:0.6 (22.3) Dette er den virkelige betydning af den guddommelige befaling, “Bliv fuldkomne som jeg selv er fuldkommen,” som altid driver mennesket videre og viser det indad i den lange og fascinerende kamp for opnåelsen af et stadig højere åndeligt værdiniveau og sande univers betydninger. Denne ædle søgen efter universernes Gud er det største eventyr for indbyggerne i alle verdener af tid og rum.
1. Faderens navn
1:1.1 (22.4) Af alle de navne som Gud Faderen er kendt som i universerne, er det dem som betegner ham som den Første Kilde og Universets Center som er de hyppigst forekommende. Den Første Fader er kendt under forskellige navne i forskellige universer og i forskellige sektorer af det samme univers. De navne som skabningerne tilskriver Skaberen afhænger for en stor del af skabningens begreb om Skaberen. Den Første Kilde og Universets Center har aldrig åbenbaret sig ved navn, men kun ved sit væsen. Hvis vi tror at vi er børn af denne Skaber, så er det vel naturlig at vi til sidst vil kalde ham Fader. Men dette er et navn vi selv har valgt, og det udspringer fra vores anerkendelse af vores personlige forhold til den Første Kilde og Center.
1:1.2 (22.5) Den Universelle Fader påtvinger aldrig universernes tænkende viljesskabninger nogen form for vilkårlig anerkendelse, formel tilbedelse eller underkastende tjeneste. De evolutionære indbyggere i verdener af tid og rum må af sig selv—i deres egne hjerter—anerkende, elske og frivillig tilbede ham. Skaberen nægter at fremtvinge eller pådutte underkastelse af sine materielle skabningers åndelige frie vilje. Den kærlige dedikation af menneskets vilje til at udføre Faderens vilje er dets mest udsøgte gave til Gud; en sådan indvielse af skabningens vilje er faktisk menneskets eneste mulige gave af virkelig værdi til Paradisets Fader. I Gud lever og bevæger mennesket sig og har sin væren; der findes ikke noget som mennesket kan give til Gud undtagen dette valg om at følge Faderens vilje, og sådanne beslutninger, udført at universernes tænkende viljeskabninger udgør virkeligheden om den sande tilbedelse som er så tilfredsstillende for Skaberfaderens kærlighedsdominerede væsen.
1:1.3 (22.6) Når I først er blevet virkelig gudbevidste, efter at I virkelig opdager den majestætiske Skaber og begynder at erfare virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af den guddommelige overvåger, da vil i, i overensstemmelse med jeres oplysning og med måden og metoden som de guddommelige Sønner åbenbarer Gud på, finde et navn for den Universelle Fader som behørig udtrykker jeres begreb om den Første Store Kilde og Center. Og således bliver Skaberen kendt på forskellige verdener og i varierende universer under talrige benævnelser, som alle betyder det samme hvad forholdet til ånden angår, men som udtrykt i ord og symboler hver for sig genspejler graden og dybden af hans ophøjethed i hans skabningers hjerter i et hvilket som helst rige.
1:1.4 (23.1) Nær centret for universernes univers er den Universelle Fader allermest kendt under navne som kan anses for at betyde den Første Kilde. Længere ude i rummets universer forstås de udtryk som bruges for at kendetegne den Universelle Fader, oftere betyde Universets Center. Endnu længere ude i stjernetågernes skaberværk er han kendt, ligesom på hovedkvartersverden for jeres lokalunivers, som den Første Skabende Kilde og Guddommelige Center. I en af jeres nære konstellationer bliver Gud kaldt Universernes Fader. I en anden, den Uendelige Opretholder, og længere østover, den Guddommelige Overvåger. Han er også blevet betegnet som Lysets Fader, Livets Gave og den Ene Almægtige.
1:1.5 (23.2) På de verdner hvor en Paradissøn har levet et overdragelsesliv, er Gud sædvanligvis kendt ved et navn som indikerer personlige forhold, kærlig hengivenhed og faderlig kærlighed. På jeres konstellationshovedkvarter bliver Gud omtalt som den Universelle Fader, og på forskellige planeter i jeres lokalsystem af beboede verdner er han på forskellig vis kendt som Fædrenes Fader, Paradisfaderen, Havonafaderen og Åndefaderen. De som kender Gud fra Paradissønnernes åbenbaringer gennem disses overdragelser, vil give efter for den følelsesmæssige appel i den rørende forening mellem skabningen og Skaberen og omtaler Gud som “vor Fader”.
1:1.6 (23.3) På en planet af sexvæsener, i en verden, hvor forældrenes følelser er iboende i hjertet af dets intelligente væsener, bliver udtrykket Fader et meget udtryksfuldt og passende navn for den evige Gud. Han er bedst kendt, mest universelt anerkendt, på jeres planet, Urantia, under navnet Gud. Det navn, han får, er af ringe betydning; det væsentlige er, at du skal kende ham og stræbe efter at være som ham. Jeres gamle profeter kaldte ham virkelig “den evige Gud” og omtalte ham som den, der “boer for evigt”.
2. Virkelighedens gud
1:2.1 (23.4) Gud er den oprindelige virkelighed i åndeverdenen; Gud er kilden til sandheden i sindets sfærer; Gud overskygger alle i de materielle riger. For alle skabte intelligenser er Gud en personlighed, og for universernes univers er han den første kilde og centrum for evig virkelighed. Gud er hverken menneskelig eller maskinagtig. Den Første Fader er universel ånd, evig sandhed, uendelig virkelighed og faderpersonlighed.
1:2.2 (23.5) Den evige Gud er uendeligt meget mere end virkeligheden idealiseret eller universet personaliseret. Gud er ikke blot menneskets højeste ønske, den dødelige søgen objektiveret. Gud er heller ikke blot et begreb, retfærdighedens styrkepotentiale. Den Universelle Fader er ikke et synonym for naturen, og hans naturlov er heller ikke personificeret. Gud er en transcendent virkelighed, ikke blot menneskets traditionelle begreb om højeste værdier. Gud er ikke en psykologisk fokalisering af åndelige betydninger, og han er heller ikke “menneskets ædleste værk”. Gud kan være nogen eller alle disse begreber i menneskers sind, men han er mere. Han er en frelsende person og en kærlig Fader for alle, der nyder åndelig fred på jorden, og som higer efter at opleve personlighedens overlevelse i døden.
1:2.3 (24.1) Det faktum at Guds eksistens er virkelig vises i menneskets erfaring af den iboende guddommelige tilstedeværelse som bor i mennesket, den åndelige Åndeledsager sendt fra Paradiset for at leve i det dødelige menneskets sind hvor den hjælper med at udvikle den evige overlevelses udødelige sjæl. Tilstedeværelsen af denne guddommelige Retter i det menneskelige sind afsløres af tre erfaringsfænomener:
1:2.4 (24.2) 1. Den intellektuelle evne til at kende Gud—Gudsbevidstheden.
1:2.5 (24.3) 2. Den åndelige trang til at finde Gud—Gudssøgende.
1:2.6 (24.4) 3. Personlighedens længsel efter at blive som Gud—det helhjertede ønske om at udføre Faderens vilje.
1:2.7 (24.5) Guds eksistens kan aldrig bevises ved videnskabelige eksperimenter eller af den rene grund af logisk deduktion. Gud kan kun realiseres i den menneskelige erfarings riger; ikke desto mindre er det sande begreb om Guds virkelighed logisk fornuftigt, plausibelt for filosofi, essentielt for religion og uundværligt for ethvert håb om personlighedens overlevelse.
1:2.8 (24.6) De, der kender Gud, har oplevet hans nærvær; sådanne gudkendende dødelige har i deres personlige erfaringer det eneste positive bevis på eksistensen af den levende Gud, som et menneske kan tilbyde et andet. Guds eksistens er fuldstændig hinsides enhver mulighed for demonstration bortset fra kontakten mellem gudsbevidstheden i det menneskelige sind og Guds tilstedeværelse af Tankeretteren, der bor i det dødelige intellekt og er skænket mennesket som den universelle Faders frie gave.
1:2.9 (24.7) I teorien kan du tænke på Gud som Skaberen, og han er den personlige skaber af Paradiset og perfektionens centrale univers, men tidens og rummets universer er alle skabt og organiseret af Skabersønnernes paradiskorps. Den Universelle Fader er ikke den personlige skaber af Nebadons lokalunivers; universet, du lever i, er skabelsen af hans søn Mikael. Selvom Faderen ikke personligt skaber de evolutionære universer, kontrollerer han dem i mange af deres universelle forhold og i visse af deres manifestationer af fysiske, mentale og spirituelle energier. Gud Faderen er den personlige skaber af Paradisets univers og, i forening med den Evige Søn, skaberen af alle andre personlige univers Skabere.
1:2.10 (24.8) Som en fysisk kontrollerer i universernes materielle univers fungerer den Første Kilde og Center i mønstrene på den evige Paradisø, og gennem dette absolutte tyngdekraftscenter udøver den evige Gud kosmisk overkontrol af det fysiske niveau ligeligt i centraluniverset og overalt. universernes univers. Som sind fungerer Gud i den uendelige ånds guddom; som ånd er Gud åbenbar i den Evige Søns person og i den Evige Søns guddommelige børns personer. Denne indbyrdes forbindelse mellem den Første Kilde og Center med de koordinerede Personer og Absolutter i Paradiset udelukker ikke det mindste den Universelle Faders direkte personlige handling gennem hele skabelsen og på alle niveauer deraf. Gennem tilstedeværelsen af sin fragmenterede ånd opretholder Skaberfaderen umiddelbar kontakt med sine skabningsbørn og sine skabte universer.
3. Gud er en universel ånd
1:3.1 (25.1) “Gud er ånd.” Han er en universel åndelig tilstedeværelse. Den Universelle Fader er en uendelig åndelig virkelighed; han er “den suveræne, evige, udødelige, usynlige og eneste sande Gud.” Selvom I er “Guds afkom”, bør I ikke tro, at Faderen er som jer selv i form og kropsbygning, fordi det siges, at I er skabt “i hans billede”—beboet af Mysterieledsageren som er udsendt fra hans evige væsens centrale bolig. Åndelige væsener er virkelige, til trods for at de er usynlige for menneskelige øjne; selvom de ikke har kød og blod.
1:3.2 (25.2) En af oldtidens seere sagde “Se, han går forbi mig, og jeg ser ham ikke; han går også videre, men jeg opfatter ham ikke.” Vi kan konstant observere Guds gerninger, vi kan være meget bevidste om de materielle beviser på hans majestætiske adfærd, men sjældent kan vi se på den synlige manifestation af hans guddommelighed, ikke engang for at se tilstedeværelsen af hans delegerede ånd iboende menneskelig bolig.
1:3.3 (25.3) Den Universelle Fader er ikke usynlig, fordi han gemmer sig væk fra de ydmyge skabninger med materialistiske handicap og begrænsede åndelige begavelser. Situationen er snarere: “Du kan ikke se mit ansigt, for ingen dødelig kan se mig og leve.” Intet materielt menneske kunne se den åndelige Gud og bevare sin jordiske eksistens. Herligheden og den åndelige glans af den guddommelige personligheds tilstedeværelse er umulig at nærme sig af de lavere grupper af åndevæsener eller af nogen form for materielle personligheder. Den åndelige lysstyrke af Faderens personlige tilstedeværelse er et “lys, som intet dødeligt menneske kan nærme sig; som ingen materiel skabning har set eller kan se.” Men det er ikke nødvendigt at se Gud med kødets øjne for at kunne skelne ham ved det åndelige sinds trossyn.
1:3.4 (25.4) Den Universelle Faders åndenatur deles fuldt ud med hans sameksisterende selv, Paradisets Evige Søn. Både Faderen og Sønnen deler på samme måde den universelle og evige ånd fuldt ud og uforbeholdent med deres fælles personlighedskoordinat, Den Uendelige Ånd. Guds ånd er i og for sig selv absolut; i Sønnen er den egenskabsløs, i Ånden, universel, og i og af dem alle, uendelig.
1:3.5 (25.5) Gud er en universel ånd; Gud er den universelle person. Den højeste personlige virkelighed af den endelige skabelse er ånd; den ultimative virkelighed i det personlige kosmos er absonit ånd. Kun niveauerne af uendelighed er absolutte, og kun på sådanne niveauer er der endelighed af enhed mellem materie, sind og ånd.
1:3.6 (25.6) I universerne er, Gud Faderen i potentialitet, den der overvåge materie, sind og ånd. Kun ved hjælp af sit vidtstrakte personlighedskredsløb beskæftiger Gud sig direkte med personlighederne i sin store skabelse af viljevæsener, men han kan kun kontaktes (udenfor Paradis) gennem tilstedeværelse af sine fragmenterede enheder, som er Guds vilje spredt ud i universerne. Denne Paradisånd som er iboende i sindene hos tidens dødelige og der fostrer udviklingen af den overlevende skabnings udødelige sjæl, indeholder den Universelle Faders væsen og guddommelighed. Men sindene hos sådanne uevolutionære skabninger har deres oprindelse i lokaluniverserne og skal opnå guddommelig perfektion ved at opnå de erfaringsmæssige forvandlinger af åndelig opnåelses, som er det uundgåelige resultat af at skabningen vælger at gøre den himmelske Faders vilje.
1:3.7 (26.1) I menneskets indre oplevelse er sindet forbundet med materien. Sådanne materietilkoblede sind kan ikke overleve når mennesket dør. Overlevelsesteknikken har sit grundlag i de tilpasninger af menneskeviljen og de transformationer i den dødeliges sind hvorved et sådan gudsbevidst intellekt gradvis bliver modtagelig for åndelig oplæring og dernæst for åndelig ledelse. Denne udvikling af menneskesindet fra materietilknytning til forening med ånden resulterer i forvandlingen af det dødeliges sinds potentielle åndsfaser til den udødelige sjæls morontia virkeligheder. Det dødelige sind, der er underlagt materien, er bestemt til at blive mere og mere materielt og som en følge få sin personlighed udslettet; mens sind som retter sig efter ånden ligeledes bliver mere og mere åndelig og til slut opnå enhed med den overlevende og guddommelige ånd og på denne måde overleve og opnå evig eksistens for sin personlighed.
1:3.8 (26.2) Jeg kommer fra den Evige, og jeg har gentagende gange vendt tilbage til den Universelle Faders tilstedeværelse. Jeg kender til virkeligheden og personligheden af den Første Kilde og Center, den Evige og Universelle Faders. Jeg ved, at selvom den store Gud er absolut, evig og uendelig, så er han også god, guddommelig og nådig. Jeg kender sandheden i de store erklæringer: “Gud er ånd” og “Gud er kærlighed,” og disse to egenskaber er mest fuldstændig åbenbaret for universet i den Evige Søn.
4. Mysteriet gud
1:4.1 (26.3) Uendeligheden af Guds fuldkommenhed er sådan, at den for evigt udgør hans mysterium. Og det største af alle Guds uudgrundelige mysterier er fænomenet det guddommelige iboende i dødelige sind. Den måde, hvorpå den Universelle Fader opholder sig hos tidens skabninger, er den dybeste af alle universets mysterier; Den guddommelige tilstedeværelse i menneskets sind er mysteriernes mysterium.
1:4.2 (26.4) De dødeliges fysiske legemer er Guds templer. På trods af at de suveræne skabersønner kommer nær skabningerne i deres beboede verdener og “trækker alle mennesker til sig selv”; skønt de “står ved bevidsthedens dør” “og banker på” og glæder sig over at komme ind til alle, der vil “åbne deres hjertes døre”; selvom der eksisterer dette intime personlige fællesskab mellem Skabersønnerne og deres dødelige skabninger, har dødelige mennesker ikke desto mindre noget fra Gud selv, som faktisk bor i dem; deres legemer er templerne deri.
1:4.3 (26.5) Når I er færdige hernede, når jeres kurs er blevet kørt i midlertidig form på jorden, når jeres prøverejse i kødet er afsluttet, når støvet, der udgør det jordiske tabernakel, “vender tilbage til jorden, hvorfra det kom”; så åbenbares det, det iboende “Ånd skal vende tilbage til Gud, som gav den.” Der opholder sig i hvert moralsk væsen på denne planet et fragment af Gud, en del af guddommelighed. Det er endnu ikke jeres ved ret til besiddelse, men det er meningen, at det skal være ét med jer, hvis I overlever den jordiske eksistens.
1:4.4 (26.6) Vi konfronteres konstant med dette Guds mysterium; Vi er ikke begejstrede for den stigende udfoldelse af det endeløse panorama af sandheden om hans uendelige godhed, endeløse barmhjertighed, mageløse visdom og fremragende karakter.
1:4.5 (26.7) Det guddommelige mysterium består i den iboende forskel, der eksisterer mellem det endelige og det uendelige, det timelige og det evige, tid-rum-skabningen og den Universelle Skaber, det materielle og det åndelige, menneskets ufuldkommenhed og Paradisguddommens fuldkommenhed. Den universelle kærligheds Gud manifesterer sig ufejlbarligt for hver eneste af sine skabninger op til fylden af denne skabnings evne til åndeligt at forstå kvaliteterne guddommelig sandhed, skønhed og godhed.
1:4.6 (27.1) For ethvert åndeligt væsen og for enhver dødelig skabning på alle områder og i enhver verden i universet af universer åbenbarer den Universelle Fader alt sit nådige og guddommelige selv, som kan skelnes eller forstås af sådanne åndelige væsener og af sådanne dødelige skabninger. Gud respekterer ikke personer, hverken åndelige eller materielle. Den guddommelige tilstedeværelse, som ethvert barn af universet nyder på et givet tidspunkt, er kun begrænset af en sådan skabnings evne til at modtage og skelne de åndelige realiteter i den overmaterielle verden.
1:4.7 (27.2) Som en realitet i menneskets åndelige oplevelse er Gud ikke et mysterium. Men når der gøres et forsøg på at tydeliggøre åndeverdenens realiteter for den materielle ordens fysiske sind, opstår mysteriet: mysterier så subtile og så dybe, at kun den gudvidende dødeliges trosgreb kan opnå det filosofiske mirakel med erkendelsen af det uendelige ved det endelige, skelnen mellem den evige Gud af de udviklende dødelige i de materielle verdener af tid og rum.
5. Den universelle faders personlighed
1:5.1 (27.3) Tillad ikke Guds omfang, hans uendelighed, hverken at formørke eller overskygge hans personlighed. “Han som planlagde øret, skal han ikke høre? Han som udformet øjet, skal han ikke se?” Den universelle Fader er kulminationen af guddommelig personlighed; han er personlighedens oprindelse og skæbne gennem hele skabelsen. Gud er både uendelig og personlig; han er en uendelig personlighed. Faderen er i sandhed en personlighed, rent bortset fra at hans persons uendelighed for altid placerer ham hinsides de materielle og endelige væseners fulde forståelse.
1:5.2 (27.4) Gud er meget mere end en personlighed sådan som personlighed forstås af menneskesindet; han er endda langt mere end ethvert begreb om en superpersonlighed. Men det er fuldstændig nytteløst at diskutere sådanne uforståelige begreber om guddommelig personlighed med materielle skabningers sind, hvis maksimale begreb om tilværelsens virkelighed består i personlighedens idé og ideal. Det materielle væsens højest mulige begreb om den Universelle Skaber er omfattet af de spirituelle idealer af ophøjede idé om guddommelig personlighed. Derfor, selvom I måske ved, at Gud må være meget mere end den menneskelige opfattelse af personlighed, så ved du lige så godt, at den Universelle Fader umulig kan være noget mindre end en evig, uendelig, sand, god og smuk personlighed.
1:5.3 (27.5) Gud skjuler sig ikke for nogen af sine skabninger. Han er utilnærmelig for så mange klasser af væsener, kun fordi han “bor i et lys som ingen materiel skabning kan nærme sig.” Den guddommelige personligheds enorme udstrækning og storhed ligger uden for evolutionære dødeliges ufuldkomne sinds fatteevne. Han “måler vandmasserne i sin hule hånd, måler et univers med sin håndsbredde. Det er ham som sidder på jordens omkreds, som udspænder himlen som et gardin og spreder dem ud som et univers man kan leve i.” “Løft jeres øjne op mod det høje og tag i øjesyn hvem det er som har skabt alt dette, som har tal på alle verdnerne han bringer til veje og nævner dem alle ved deres navne”; og så er det sandt, at “Guds usynlige ting delvis kan forstås gennem alt det som er blevet skabt.” I dag, og som i er, må i skelne den usynlige Skaber gennem hans mangfoldige og forskelligartede skabelse, såvel som gennem åbenbaringen og tjenesten af hans Sønner og deres talrige underordnede.
1:5.4 (28.1) Til trods for at materielle dødelige ikke kan se Guds person, burde de glæde sig over forsikringen om, at han er en person; ved tro accepter sandheden, som fremviser, at den Universelle Fader elskede verden så meget, at han sørgede for dens ydmyge beboeres evige åndelig fremgang; at han “glæder sig over sine børn.” Gud mangler ingen af de overmenneskelige og guddommelige egenskaber som udgør en fuldkommen, evig, kærlig og uendelig Skaberpersonlighed.
1:5.5 (28.2) I de lokale skabelser (undtagen superuniversernes personale) har Gud ingen personlig eller boligmanifestation bortset fra Paradisets Skabersønner, som er fædre til de beboede verdener og lokaluniversernes suveræne herskere. Hvis skabningens tro var fuldkommen, ville han med sikkerhed vide, at når han havde set en Skabersøn, havde han set den Universelle Fader; når han søgte Faderen ville han ikke spørge eller forvente at se nogen anden end Sønnen. Det dødelige menneske kan simpelthen ikke se Gud før det opnår fuldstændig åndelig forvandling og faktisk når frem til Paradiset.
1:5.6 (28.3) Paradis Skabersønnernes natur omfatter ikke alle de egenskabsløse potentialer af den universelle absoluthed som indgår af den Første Store Kilde og Centers uendelige natur, men den Universelle Fader er på alle måder guddommelig til stede i Skabersønnerne. Faderen og hans Sønner er ét. Disse Paradissønner af Mikaels klasse er perfekte personligheder, selv mønsteret for alle lokaluniversets personligheder fra den Klare Morgenstjernes og ned til den laveste menneskelige skabning af fremadskridende dyreevolution.
1:5.7 (28.4) Uden Gud og uden hans storslået og centrale person ville det ikke være nogen personlighed i hele det vidtstrakte universernes univers. Gud er personlighed.
1:5.8 (28.5) Uanset at Gud er en evig kraft, en majestætisk nærværelse, et transcendent ideal og en herlig ånd, selv om han er alt dette og uendelig meget mere, ikke desto mindre er han i sandhed og evigt fuldkommen Skaberpersonlighed, en person der kan “kende og være kendt”, som kan “elske og bliver elsket”, og en, som kan blive venner med os: mens du kan blive kendt, som andre mennesker er blevet kendt, som Guds ven. Han er en ægte ånd og en åndelig virkelighed.
1:5.9 (28.6) Som vi ser den Universelle Fader åbenbaret i hele sit univers; som vi skimter ham iboende sine myriader af skabninger; når vi beskuer ham i hans suveræne sønners personer; mens vi fortsætter med at mærke hans guddommelige tilstedeværelse rundt omkring, nært og fjernt, så lad os ikke tvivle på eller stille spørgsmålstegn ved hans personligheds forrang. På trods af alle disse vidtstrakte distributioner forbliver han en sand person og bevarer evigt personlig forbindelse med sine utallige skarer af skabninger spredt ud over universernes univers.
1:5.10 (28.7) Ideen om den Universelle Faders personlighed er et udvidet og sandere gudsbegreb som hovedsageligt er kommet til menneskeheden gennem åbenbaring. Både fornuften, visdommen og den religiøse erfaring udleder og antyder at Gud er en personlighed, men de bekræfter den ikke helt. Selv den iboende Tankeretter er førpersonlig. Sandheden og modenheden af enhver religion er direkte proportional med dens opfattelse af Guds uendelige personlighed og dens indsigt om Guddommens absolutte enhed. Ideen om en personlig Guddom bliver altså målestokken for religiøs modenhed, efter at religion først har formuleret begrebet om Guds enhed.
1:5.11 (29.1) Primitiv religion havde mange personlige guder, og de var formet i menneskets billede. Åbenbaringen bekræfter gyldigheden af personlighedsbegrebet om Gud, som kun er muligt i det videnskabelige postulat om en første årsag og kun foreløbigt foreslås i den filosofiske idé om universel enhed. Kun ved personlig tilgang kan enhver person begynde at forstå Guds enhed. At fornægte personligheden af den Første Kilde og Center, efterlader én kun valget mellem to filosofiske dilemmaer: materialisme eller panteisme.
1:5.12 (29.2) I kontemplationen af Guddommen skal begrebet personlighed skilles fra ideen om kropslighed. En materiel krop er ikke uundværlig for personligheden i hverken mennesket eller Gud. Den kropslige fejl er vist i begge yderpunkter af menneskelig filosofi. I materialismen, da mennesket mister sin krop ved døden, ophører det med at eksistere som en personlighed; i panteismen, da Gud ikke har noget legeme, er han derfor ikke en person. Den overmenneskelige type progressiv personlighed fungerer i en forening af sind og ånd.
1:5.13 (29.3) Personlighed er ikke blot en egenskab hos Gud; snarere står den for helheden af det koordinerede uendelige natur og den forenede guddommelige vilje, som fremtræder i evighed og universalitet af perfekt udtryk. Personlighed i sin højeste betydning er Guds åbenbaring til universernes univers.
1:5.14 (29.4) Gud, der er evig, universel, absolut og uendelig, vokser ikke i viden eller øges i visdom. Gud tilegner sig ikke erfaring som det endelige mennesket kunne formode eller forstå, men indenfor grænserne af sin egen evige personlighed kan han nyde de kontinuerlige udvidelser af selvrealisering som på sin vis kan sammenlignes med og er analoge med erhvervelsen af nye erfaringer fra de endelige skabninger i de evolutionære verdener
1:5.15 (29.5) Den uendelige Guds absolutte perfektion ville få ham til at lide under de forfærdelige begrænsninger af perfektionens egenskabsløse endelighed hvis det ikke var for den kendsgerning, at den Universelle Fader direkte deltager i personlighedskampen for enhver ufuldkommen sjæl i det vidtstrakte univers, som søger ved guddommelig hjælp, at opstige til de åndeligt perfekte verdener i det høje. Denne progressive oplevelse af ethvert åndeligt væsen og enhver dødelig skabning gennem universernes univers udgør en del af Faderens stadig ekspanderende guddomsbevidsthed om den evigvarende guddommelige cirkel af uophørlige selvrealisering
1:5.16 (29.6) Det er bogstaveligt talt sandt: “I alle jeres pinsler lider også han.” “I alle jeres sejre sejrer han i jer og med jer.” Hans førpersonlige guddommelige ånd er en virkelig del af jer. Paradis øen reagerer på alle fysiske metamofoser i universernes univers; den Evige Søn omfatter alle åndsimpulser fra hele skabelsen; Samforeneren omfatter hele sindets udtryk af det ekspanderende kosmos. Den Universelle Fader realiserer i fylden af den guddommelige bevidsthed al den individuelle oplevelse af de ekspanderende sinds progressive kampe og de opadstigende ånder af enhver entitet, væsen og personlighed i hele den evolutionære skabelse af tid og rum. Og alt dette er bogstavelig talt sandt, for “i ham lever og bevæger vi os alle og er til.”
6. Personlighed i universet
1:6.1 (29.7) Menneskets personlighed er et skyggebillede kastet i tid og rum af den guddommelige Skaberpersonlighed. Og ingen virkelighed kan nogensinde blive rigtig forstået ved en undersøgelse af dens skygge. Skygger skal fortolkes i forhold til den sande substans.
1:6.2 (30.1) Gud er for videnskaben en årsag, for filosofien en idé, for religionen en person, selv den kærlige himmelske Fader. Gud er for videnskabsudøveren en urkraft, for filosoffen en hypotese om enhed, for religionsudøveren en levende åndelig oplevelse. Menneskets utilstrækkelige opfattelse af den Universelle Faders personlighed kan kun forbedres ved menneskets åndelige fremskridt i universet og vil kun blive tilstrækkelig, når pilgrimmene i tid og rum endelig opnår den levende Guds guddommelige omfavnelse i Paradisets.
1:6.3 (30.2) Glem aldrig de diametralt modsatte synspunkter af personligheden som de er opfattet af Gud og mennesket. Mennesket betragter og opfatter personligheden set fra det endelige til det uendelige; Gud ser fra det uendelige til det endelige. Mennesket besidder den laveste type personlighed, Gud den højeste, selv den alt overordnede, ultimative og absolutte. Derfor måtte de bedre begreber om den guddommelige personlighed tålmodigt afvente fremkomsten af forbedrede ideer om menneskets personlighed, i særdeleshed den forbedrede åbenbaring af både menneskelig og guddommelig personlighed i Skabersønnen Mikaels overdragelsesliv på Urantia.
1:6.4 (30.3) Den førpersonlige guddommelige ånd, som bor i det dødelige sind, bærer, i selve dets nærvær, det gyldige bevis på dets faktiske eksistens, men begrebet om den guddommelige personlighed kan kun fattes af den åndelige indsigt af ægte personlig religiøs erfaring. Enhver person, menneskelig eller guddommelig, kan kendes og forstås, helt uafhængig af personens ydre reaktioner eller fysiske tilstedeværelse.
1:6.5 (30.4) En vis grad af moralsk beslægtethed og åndelig harmoni er afgørende for et venskab mellem to personer; en kærlig personlighed kan næppe åbenbare sig for en kærlighedsløs person. Selv for at nærme sig viden om en guddommelig personlighed, må alle menneskets personlighedsbegavelser være helt indviet til indsatsen; halvhjertet, delvis hengivenhed vil ikke hjælpe.
1:6.6 (30.5) Jo mere fuldstændig mennesket forstår sig selv og værdsætter sine medmenneskers personligheder værdier, jo mere vil det hige efter at kende den oprindelige personlighed, og med desto større inderlighed vil et sådan gudkendende menneske stræbe efter at blive som den oprindelige personlighed. Man kan argumentere for forskellige opfattelser om Gud, men erfaring med ham og i ham eksisterer over og hinsides al menneskelig kontrovers og ensidig intellektuel logik. Et gudkendende menneske beskriver sine åndelige oplevelser, ikke for at overbevise de ikke troende, men for de troendes opbyggelise og gensidige tilfredsstillelse.
1:6.7 (30.6) At antage, at universet kan kendes at det er forståeligt, er at antage, at universet er bevidstgjort og personlighedsstyret. Menneskesindet kan kun opfatte sindsfænomenerne i andre sind, hvad enten de er menneskelige eller overmenneskelige. Hvis menneskets personlighed kan opleve universet, er der et guddommeligt sind og en faktisk personlighed skjult et sted i det univers.
1:6.8 (30.7) Gud er ånd—åndspersonlighed; mennesket er også en ånd—potentiel åndspersonlighed. Jesus fra Nazaret opnåede den fulde erkendelse af dette potentiale for åndelig personlighed i sin menneskelige livserfaring; derfor bliver hans liv med at opnå Faderens vilje, menneskets mest virkelige og ideelle åbenbaring af Guds personlighed. Selvom den Universelle Faders personlighed kun kan erkendes i ægte religiøse erfaringer, er vi i Jesu jordiske liv inspireret af den perfekte demonstration af en sådan erkendelse og åbenbaring af Guds personlighed i en virkelig menneskelig oplevelse.
7. Personlighedsbegrebets åndelige værdi
1:7.1 (31.1) Da Jesus talte om “den levende Gud”, henviste han en personlig guddom—Faderen i himlen. Begrebet om Guddommens personlighed fremmer fællesskabet, det favoriserer intelligent tilbedelse og fremmer en forfriskende tillid. Interaktioner kan være mellem upersonlige ting, men ikke opleve fællesskab. Fællesskabsforholdet mellem far og søn, som mellem Gud og mennesket kan ikke nydes, medmindre begge er personer. Kun personligheder kan kommunikere med hinanden, omend dette personlige fællesskab i høj grad kan lettes ved tilstedeværelsen af netop sådan en upersonlig entitet som Tankeretteren.
1:7.2 (31.2) Mennesket opnår ikke forening med Gud, som en dråbe vand kan finde enhed med havet. Mennesket opnår guddommelig forening ved progressivt gensidigt åndeligt fællesskab, ved personligt samkvem med den personlige Gud, ved i stigende grad at opnå den guddommelige natur gennem helhjertet og intelligent overensstemmelse med den guddommelige vilje. Et sådant sublimt forhold kan kun eksistere mellem personligheder.
1:7.3 (31.3) Sandhedsbegrebet kan muligvis drøftet løsrevet fra personlighed; skønhedsbegrebet kan eksistere uden personlighed; men begrebet guddommelig godhed lader sig kun forstå i relation til personlighed: Kun en person kan elske og blive elsket. Selv skønhed og sandhed ville ikke have noget håb om at overleve hvis de ikke var egenskaber af en personlig Gud, en kærlig Fader.
1:7.4 (31.4) Vi kan ikke fuldt ud forstå, hvordan Gud kan være oprindelig, uforanderlig, almægtig og perfekt og samtidig være omgivet af et evigt skiftende og tilsyneladende lovbegrænset univers, et udviklende univers af relative ufuldkommenheder. Men vi kan kende en sådan sandhed i vores egen personlige oplevelse, da vi alle opretholder personlighedsidentitet og viljens enhed på trods af den konstant forandring af både os selv og vores omgivelser.
1:7.5 (31.5) Den ultimative univers virkelighed kan ikke forstås ud fra matematik, logik eller filosofi, kun ved personlig erfaring i progressiv overensstemmelse med en personlig Guds guddommelige vilje. Hverken videnskab, filosofi eller teologi kan validere Guds personlighed. Kun den personlige erfaring fra den himmelske Faders troende sønner kan bevirke den faktiske åndelige erkendelse af Guds personlighed.
1:7.6 (31.6) De højere begreber om universets personligheder indebærer: identitet, selvbevidsthed, egenvilje og mulighed for selvåbenbaring. Og disse egenskaber indebærer yderligere fællesskab med andre og ligeværdige personligheder, sådan som dem der eksisterer i Paradisguddommenes personlighedsrelationer. Og den absolutte enhed af disse associationer er så perfekt, at guddommelighed bliver kendt ved udelelighed, ved enhed: “Herren Gud er én.” Personlighedens udelelighed forhindre ikke Gud i, at skænke sin ånd til at leve i dødelige menneskers hjerter. Udelelighed af en menneskelig fars personlighed forhindrer ikke reproduktion af dødelige sønner og døtre.
1:7.7 (31.7) Dette begreb om udelelighed i forbindelse med begrebet enhed indebærer transcendens af både tid og rum af Guddommens Ultimativitet; derfor kan hverken rum eller tid være absolutte eller uendelige. Den Første Kilde og Center er den uendelighed som egenskabsløs transcenderer alt sind, alt stof og al ånd.
1:7.8 (31.8) Fakta om Paradis treenigheden modsiger på ingen måde sandheden om den guddommelige enhed. Paradisguddommens tre personligheder er i alle univers virkelighedsreaktioner og i alle skabningsrelationer som én. Ej heller modsiger eksistensen af disse tre evige personer sandheden om guddommens udelelighed. Jeg er fuldt ud klar over, at jeg ikke har noget sprog, der er tilstrækkeligt til at gøre det klart for det dødelige sind, hvordan disse universproblemer ser ud for os. Men I burde ikke miste modet: alle disse ting er ikke engang helt klar for selv de højtstående personligheder som hører til min gruppe af Paradisvæsner. Husk altid på, at disse dybe sandheder, der vedrører Guddommen, i stigende grad vil blive afklaret, efterhånden som jeres sind bliver gradvist åndeliggjort under de på hinanden følgende epoker af den lange jordiske opstigning til Paradiset.
1:7.9 (32.1) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver, et medlem af en gruppe af himmelske personligheder tildelt af Dagenes Ældste på Uversa, hovedkvarteret for det syvende superunivers, til at overvåge de dele af denne kommende åbenbaring som har at gøre med anliggender uden for grænserne af lokaluniverset Nebadon. Jeg har fået til opgave at sponsorere disse papirer, der skildrer Guds natur og egenskaber, fordi jeg repræsenterer den højeste kilde til information, der er tilgængelig til et sådant formål i enhver beboet verden. Jeg har tjent som Guddommelig Rådgiver i alle syv superuniverser og har længe haft mit ophold på Paradiscentret for alle ting. Mange gange har jeg haft den højeste fornøjelse af et ophold i umiddelbar personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader. Jeg skildrer virkeligheden og sandheden af Faderens natur og egenskaber med ubestridelig autoritet; Jeg ved, hvad jeg taler om.]