Urantia Bogen

Kapitel 7

Den Evige Søns Forhold Til Universet

7:0.1 (81.1) DEN Oprindelige Søn beskæftiger sig altid med udførelsen af de åndelige aspekter af Faderens evige formål, som det gradvist udfolder sig i fænomenerne i de udviklende universer med deres mangfoldige grupper af levende væsener. Vi forstår ikke fuldt ud denne evige plan, men det gør Paradis-sønnen uden tvivl.

7:0.2 (81.2) Sønnen er som Faderen idet han søger at skænke alt hvad der er muligt fra ham selv til sine koordinerede Sønner og til deres underordnede Sønner. Og Sønnen deler Faderens selvdistribuerende natur i den uforbeholdne overdragelse af sig selv til den Uendelige Ånd, deres fælles udøvende.

7:0.3 (81.3) Som opretholder af åndelige virkeligheder, er den Anden Kilde og Center det evige modsvar på Paradisøen, som så storslået opretholder alt materielt. Således er den Første Kilde og Center for evigt åbenbaret i den materielle skønhed af de udsøgte mønstre på den centrale ø og i de åndelige værdier af den Evige Søns overjordiske personlighed.

7:0.4 (81.4) Den Evige Søn er den virkelige opretholder af den vidtstrakte skabelse af åndelige virkeligheder og åndelige væsener. Den åndelige verden er den Evige Søns måde at være på, Sønnens personlige adfærd, og de upersonlige realiteter i åndenaturen reagere altid på den Absolutte Søns perfekte personligheds vilje og formål.

7:0.5 (81.5) Sønner er imidlertid ikke, personlig ansvarlig for ledelsen af alle ånds personligheder. Den personlige skabnings vilje er relativ fri og bestemmer derfor sådanne viljevæseners handlinger. Derfor er den frie vilje åndeverden ikke altid repræsentativ for den Evige Søns karakter, selv da naturen på Urantia ikke i sandhed åbenbarer Paradisets og guddommenes fuldkommenhed og uforanderlighed. Men uanset hvad der kan karakterisere menneskets eller englens frie vilje, fortsætter Sønnens evige greb om den universelle tyngdekraftskontrol af alle åndelige virkeligheder som absolut.

1. Åndstyngdekraftens kredsløb

7:1.1 (81.6) Alt lært vedrørende Guds immanens, hans allestedsnærværelse, almagt, og alvidenhed er lige så sandt for Sønnen på de åndelige domæner. Hele skabelsens rene og universelle åndelig tyngdekraft, dette eksklusive åndelige kredsløb, fører direkte tilbage til den Anden Kilde og Centers person for Paradis. Han præsiderer over kontrollen og driften af denne evigt allestedsnærværende og fejlfri åndelige forståelse af alle sande åndelige værdier. Således udøver den Evige Søn absolut åndelig suverænitet. Han holder bogstaveligt talt alle åndelige realiteter og alle spirituelle værdier, som der er, i sin hule hånd. Styringen af universel åndelig tyngdekraft er universel åndelig suverænitet.

7:1.2 (82.1) Denne tyngdekraftskontrol af åndelige ting virker uafhængigt af tid og rum; derfor er åndsenergi uformindsket i transmission. Åndelig tyngdekraft lider aldrig af tidsforsinkelser, og den undergår heller ikke rumformindskelse. Den aftager ikke i overensstemmelse med kvadratet på afstanden af dens transmission; kredsløbene af ren åndskraft forsinkes ikke af massen af den materielle skabelse. Og denne transcendens af tid og rum ved rene åndelige energier er iboende i Sønnens absoluthed; det er ikke på grund af mellemkomsten af antityngdekraftskræfterne fra den Tredje Kilde og Center.

7:1.3 (82.2) Åndelige realiteter reagerer på det åndelige tyngdepunkts tiltrækningskraft i overensstemmelse med deres kvalitative værdi, deres faktiske grad af åndelig natur. Åndesubstans (kvalitet) er lige så lydhør over for åndelig tyngdekraft som den organiserede energier af fysisk stof (kvantitet) reagerer på fysisk tyngdekraft. Åndelige værdier og åndelige kræfter er virkelige. Fra et personlighedssynspunkt er ånd skabelsens sjæl; stof er den skyggefulde fysiske krop.

7:1.4 (82.3) Ånden tyngdekrafts reaktioner og er altid tro mod indholdet af åndelige værdier, den kvalitative åndelige status for et individ eller en verden. Denne tiltrækningskraft reagerer øjeblikkeligt på de mellem- og indre åndelige værdier i enhver universsituation eller planetarisk tilstand. Hver gang en åndelig virkelighed aktualiseres i universerne, nødvendiggør denne forandring en omgående og øjeblikkelig omstilling af åndelig tyngdekraft. En sådan ny ånd er i virkeligheden en del af den Anden Kilde og Center; og lige så sikkert som det dødelige menneske bliver et åndeligt væsen, vil det nå den åndelige Søn, centrum og kilden til åndelig tyngdekraft.

7:1.5 (82.4) Sønnens åndelige tiltrækningskraft er i en mindre grad iboende i mange ordener af paradisiske sønner. For der eksisterer inden for åndestyngdekraftens absolutte kredsløb de lokale systemer af åndelige tiltrækning, som fungerer i skabelsens mindre enheder. Sådanne underabsolutte fokaliseringer af åndens tyngdekraft er en del af guddommeligheden af Skaberpersonlighederne i tid og rum og er korreleret med det Højeste Væsens spirende erfaringsmæssige overkontrol.

7:1.6 (82.5) Åndstyngdekraftens tiltrækning og reaktionen derpå virker ikke kun på universet som helhed men også selv mellem individer og grupper af individer. Der er en åndelig sammenhængskraft blandt de åndelige og åndeliggjorte personligheder i enhver verden, race, nation, eller troende gruppe af individer. Der er en direkte tiltrækningskraft af åndelig natur mellem åndeligt sindede personer med samme smag og længsler. Udtrykket åndsslægt er ikke udelukkende en figurativ talemåde.

7:1.7 (82.6) Ligesom Paradisets materielle tyngdekraft, er den Evige Søns åndelige tyngdekraft absolut. Synd og oprør kan forstyrre driften af lokaluniversets kredsløb, men intet kan suspendere den Evige Søns åndstyngdekraft. Lucifer oprør af sted kom mange ændringer i jeres system af beboede verdner og på Urantia, men vi observerer ikke, at den åndelige karantæne på jeres planet som følge af oprøret, på mindste måde påvirkede tilstedeværelsen og funktionen af enten den Evige Søns allestedsnærværende ånd eller den tilhørende åndstyngdekraftskredsløb.

7:1.8 (82.7) Alle reaktioner af åndstyngdekraftskredsløbet i storuniverset er forudsigelige. Vi anerkender alle handlinger og reaktioner fra den Evige Søns allestedsnærværende ånds og finder dem pålidelige. I overensstemmelse med velkendte love, kan og måler vi åndelig tyngdekraft, og gør det, præcis ligesom mennesket forsøger at beregne den endelige fysiske tyngdekrafts virkemåde. Der er en uforanderlig reaktion fra Sønnens ånd på alle åndelige ting, væsener og personer, og denne reaktion er altid i overensstemmelse med graden af virkelighed (den kvalitative grad af virkelighed) af alle sådanne åndelige værdier.

7:1.9 (83.1) Men sideløbende med denne meget pålidelig og forudsigelig funktion af den Evige Søns åndelige tilstedeværelse, møder man fænomener som ikke er så forudsigelige i deres reaktion. Sådanne fænomener indikerer sandsynligvis Guddomsabsoluttets koordinerede handling i de spirende åndelige potentialers verdener. Vi ved, at den Evige Søns ånds tilstedeværelse er indflydelsen af en majestætisk og uendelig personlighed, men vi betragter næppe, reaktionerne forbundet med Guddomsabsoluttets formodede medvirken som personlige.

7:1.10 (83.2) Set fra personlighedens synspunkt og af personer, så fremstår den Evige Søn og den Guddomsabsolutte til at være beslægtet på følgende måde: Den Evige Søn dominerer de virkelige åndelige værdiers område, mens Guddommens Absolutte synes at gennemtrænge det enorme domæne af potentielle åndelige værdier. Al virkelig værdi af åndelig natur samler sig i den Evige Søns tyngdekrafts greb, men hvis den er potentiel, så tilsyneladende i nærvær af Guddomsabsoluttet.

7:1.11 (83.3) Ånd synes at opstå fra den Guddomsabsoluttets potentialer; udviklende ånd finder sammenhæng i de erfaringsmæssige og ufuldstændige greb om den Højeste og den Ultimative; i sidste instans finder ånden endelig skæbne i det absolutte greb om den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Dette ser ud til at være erfaringsåndens cyklus, men eksistentiel ånd er iboende i uendeligheden af den Anden Kilde og Center.

2. Den evige søns administration

7:2.1 (83.4) På Paradiset er den Oprindelige Søns tilstedeværelse og personlige aktivitet dybtgående, absolut i åndelig betydning. Når vi passerer udad fra Paradiset gennem Havona og ind i verdener af de syv superuniverser, opdager vi mindre og mindre af den Evige Søns personlige aktivitet. I universerne som opstår efter Havona er den Evige Søns tilstedeværelse personaliseret i Paradissønnerne, betinget af de oplevelsesmæssige realiteter af den Højeste og den Ultimative, og koordineret med det ubegrænsede åndepotentiale i Guddomsabsoluttet.

7:2.2 (83.5) I centraluniverset kan den Oprindelige Søns personlige aktivitet identificeret i den evige skabelses udsøgte åndelige harmoni. Havona er så vidunderligt perfekt, at den spirituelle status og energitilstandene i dette mønsterunivers er i perfekt og evig balance.

7:2.3 (83.6) I superuniverserne er Sønnen ikke personligt til stede eller bosat; i disse skabelser opretholder han kun en overpersonlig repræsentation. Disse åndelige manifestationer af Sønnen er ikke personlige; de er ikke i den Universelle Faders personlighedskredsløb. Vi kender ikke noget bedre udtryk som kan anvendes end at betegne dem superpersonligheder; og de er endelige væsener; de er hverken absonitte eller absolutte.

7:2.4 (83.7) Administrationen af den Evige Søn i superuniverserne, der udelukkende er åndelig og overpersonlig, kan ikke skelnes af skabningspersonligheder. Ikke desto mindre, så møder man den altgennemtrængende åndelige trang af Sønnens personlige indflydelse i enhver aktivitetsfase i alle sektorer af Dagenes Ældstes domæner. I lokaluniverserne observerer vi imidlertid, at den Evige Søn er personligt tilstede i Paradissønnernes personer. Her fungerer den uendelige Søn åndeligt og kreativt i personerne i det majestætiske korps af koordinerende Skabersønner.

3. Den Evige Søns forhold til individet

7:3.1 (84.1) Under opstigningen i lokaluniverset ser tidens dødelige Skabersønnen som den Evige Søns personlige repræsentant. Men når de begynder opstigningen i superuniversets uddannelsessystem, opdager tidens pilgrimme i stigende grad den himmelske tilstedeværelse af den Evige Søns inspirerende ånd, og de er i stand til at drage fordel ved indtagelsen af denne tjeneste for åndelig energiopladning. I Havona bliver de opstigende stadig mere bevidste om den kærlige omfavnelse af den Oprindelige Søns altgennemtrængende ånd. På intet tidspunkt i hele den dødeliges opstigning bor den Evige Søns ånd i sindet eller sjælen af tidens pilgrimme, men hans gavnlige effekt er altid nær og engagerer sig altid med velfærd og åndelig sikkerhed for de fremrykkende børn af tiden.

7:3.2 (84.2) Den evige søns åndelige tyngdekraft udgør den iboende hemmelighed bag paradisopstigningen af overlevende menneskesjæle. Alle ægte åndelige værdier og alle af god tro spiritualiserede individer holdes inden for det ufejlbarlig greb af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Det dødelige sind indleder for eksempel, sin karriere som en materiel mekanisme og bliver til sidst mønstret ind i Finalitkorpset som en næsten perfektioneret åndelig eksistens, der gradvis bliver mindre og mindre underlagt materiel tyngdekraft og tilsvarende mere reagerende på den indadgående trækkende drift af åndelig tyngdekraft under hele denne oplevelse. Åndstyngdekrafts- kredsløbet trækker bogstaveligt talt menneskets sjæl hen imod Paradiset.

7:3.3 (84.3) Åndstyngdekraftskredsløbet er den grundlæggende kanal til at overføre det troende menneskehjertes ægte bønner fra niveauet af menneskelig bevidsthed til Guddommens virkelige bevidsthed. Det, der repræsenterer sand åndelig værdi i jeres anmodninger vil blive grebet af det universelle kredsløb af åndelig tyngdekraft og vil straks og samtidigt gå videre til alle berørte guddommelige personligheder. Enhver vil beskæftige sig med det som tilhører hans personlige felt. Derfor er det i jeres praktiske religiøse oplevelse, ligegyldigt, i henvendelse af jeres bønner, visualiserer Skabersønnen af jeres lokalunivers eller den Evige Søn i centrum af alle ting.

7:3.4 (84.4) Åndstyngdekraftkredsløbets diskriminerende proces kan muligvis sammenlignes med funktionerne i de neurale kredsløb i den materielle menneskelige krop; fornemmelser rejser indad over nervebanerne; nogle tilbageholdes og reageres på af de nedre automatiske rygmarvscentre; andre passerer forbi til mindre automatiske men vanedannende centre i den nedre hjerne, mens de vigtigste og livsnødvendige indkommende beskeder fare lynhurtigt forbi disse underordnede centre og straks registreres i de højeste niveauer af menneskelig bevidsthed.

7:3.5 (84.5) Men hvor meget mere perfekt er den åndelige verdens fremragende teknik! Hvis noget opstå i jeres bevidsthed, som er fyldt med højeste åndelig værdi, når I giver udtryk for det, kan ingen kraft i universet forhindre, at det fare direkte til hele skabelsens Absolutte Åndepersonlighed.

7:3.6 (84.6) Men omvendt, hvis jeres bønner er ren materielle og helt selvcentreret, så eksisterer der ingen plan hvorved sådanne uværdige bønner kan registreres i den Evige Søns åndekredsløb. Indholdet af enhver bøn som ikke er “åndsbetinget” kan ikke finde nogen plads i det universelle åndelige kredsløb; sådanne rent selviske og materielle anmodninger er dødfødte; de stiger ikke op i kredsløbene af sande åndelige værdier. Sådanne ord er som “tomme tønder buldre mest”.

7:3.7 (85.1) Det er den motiverende tanke, det åndelige indhold, der validerer den dødelige bøn Ord er værdiløse.

4. Den guddommelige perfektions plan

7:4.1 (85.2) Den Evige Søn er i evig forbindelse med Faderen i den vellykkede gennemførelse af den guddommelige fremskridtplan; den universelle plan for skabelse, evolution, opstigning, og perfektion af viljeskabninger. Og, i guddommelig trofasthed, er Sønnen Faderens evige ligemand.

7:4.2 (85.3) Faderen og hans Søn er som ét i formuleringen og gennemførelsen af denne gigantiske opnåelsesplan for at fremme tidens materielle væsener frem til evighedens fuldkommenhed. Dette projekt for den åndelige ophøjelse af rummets opstigende sjæle er en fælles skabelse af Faderen og Sønnen, og de er, med samarbejdet fra den Uendelige Ånd, engageret i associativ udførelse af deres guddommelige formål.

7:4.3 (85.4) Denne guddommelige plan for opnåelse af perfektion omfatter tre enestående, skønt vidunderlig indbyrdes forbundet, foretagender af universelle eventyr:

7:4.4 (85.5) 1. Planen for progressiv opnåelse. Dette er den Universelle Faders plan for evolutionær opstigning, et program, der uforbeholdent blev accepteret af den Evige Søn, da han samtykkede til Faders forslag: “Lad os skabe dødelige væsener i vores eget billede.” Denne bestemmelse om at opløfte tidens skabninger involverer Faderens overdragelse af Tankeretterne og begavelse af materielle skabninger med personlighedens rettigheder.

7:4.5 (85.6) 2. Overdragelses planen. Den næste universelle plan er den store Fader-åbenbarings foretagende af den Evige Søn og hans koordinerede Sønner. Dette er den Evige Søns forslag og består af hans overdragelse af Guds sønner til de evolutionære skabninger, for der at personlisere og implementere, for at inkarnere og virkeliggøre, Faderens kærlighed og Sønnens barmhjertighed til skabningerne af alle universer. Som en tilhørende del i overdragelsesplanen og som en foreløbig træk ved denne kærlighedstjeneste, fungerer Paradissønnerne som rehabilitatorer af det, som vildledte viljeskabninger har bragt i åndelig fare. Når og hvor som helst der opstår en forsinkelse i gennemførelsen af opnåelsesplanen, hvis oprør, måske, skulle spolere eller komplicere denne virksomhed, så bliver nødbestemmelserne i overdragelsesplanens straks aktive. Paradissønnerne står forpligtet og klar til at virke som genoprettere, til at gå ind i selve oprørets riger og der genoprette sfærernes åndelige status. Og sådan en heroisk tjeneste udførte en koordineret Skabersøn på Urantia i forbindelse med sin erfaringsmæssige overdragelseskarriere med at opnå suverænitet.

7:4.6 (85.7) 3. Planen for Barmhjertighedstjeneste. Da opnåelsesplanen og overdragelsesplanen var blevet formuleret og bekendtgjort, alene og af ham selv, projekterede og igangsatte den Uendelige Ånd, den enorme og universelle virksomhed af barmhjertighedstjeneste. Dette er den tjeneste, der er så grundlæggende for den praktiske og effektive drift af både opnåelse og overdragelsesforpligtelser, og de åndelige personligheder i den Tredje Kilde og Centers deltager alle i barmhjertighedstjeneste ånd, som i så høj grad er en del af den Tredje Guddomsperson natur. Ikke kun i skabelsen men også i administrationen, fungerer den Uendelige Ånd ægte og bogstaveligt som Faderens og Sønnens fælles udøvende.

7:4.7 (86.1) Den Evige Søn er den personlige tillidsmand, den guddommelige vogter, af Faderens universelle plan for opstigende skabninger. Efter at have bekendtgjort det universelle mandat, “Vær du fuldkommen, ligesom jeg er fuldkommen,” betroede Faderen udførelsen af dette enorme forpligtelse til den Evige Søn; og den Evige Søn deler forvaltningen af denne himmelske virksomhed med sin guddommelig koordinator, den Uendelige Ånd. Således samarbejder Guddommene effektivt i arbejdet med skabelse, kontrol, evolution, åbenbaring og tjeneste—og om nødvendigt, i genoprettelse og rehabilitering.

5. Overdragelsesånden

7:5.1 (86.2) Den Evige Søn forenede sig uden forbehold med den Universelle Fader i udsendelse af det mægtige påbud til hele skabelsen: “Vær du perfekt, ligesom din Fader i Havona er perfekt.” Og lige siden, har denne invitationskommando motiveret alle overlevelsesplaner og overdragelsesprojekter for den Evige Søn og hans store familie af koordinerede og tilhørende Sønner. Og i selve disse overdragelser er Guds Sønner blevet “vejen, sandheden, og livet” for alle evolutionære væsener.

7:5.2 (86.3) Den Evige Søn kan ikke direkte få kontakt med mennesker ligesom Fader gennem gaven af de førpersonlige Tankerettere, men den Evige Søn nærmer sig de skabte personligheder via en række nedadgående gradueringer af guddommelig sønskab, indtil han er i stand til at stå i menneskets nærhed og, til tider som mennesket selv.

7:5.3 (86.4) Den Evige Søns rent personlige natur er ude af stand til fragmentering. Den Evige Søn tjener som en åndelig indflydelse eller som en person, aldrig på anden måde. Sønnen finder det umuligt at blive en del afskabningens oplevelse i den forstand, at Faderens Retter deltager deri, men den Evige Søn kompenserer denne begrænsning ved overdragelsesteknikken. Hvad oplevelsen af fragmenterede enheder betyder for den Universelle Fader, betyder Paradissønnernes inkarnationserfaringer for den Evige Søn.

7:5.4 (86.5) Den Evige Søn kommer ikke til det dødelige menneske som den guddommelige vilje, Tankeretteren i det menneskelige sind, men den Evige Søn kom til det dødelige menneske på Urantia, da hans Søns, Michael af Nebadons guddommelige personlighed, inkarneret i Jesu af Nazareths menneskelige natur. For at dele oplevelsen af skabte personligheder må Guds Paradissønner påtage sig selve naturerne af sådanne skabninger og inkarnere deres guddommelige personligheder som de faktiske skabninger selv. Inkarnation, Sonaringtons hemmelighed, er teknikken til Sønnens flugt fra personlighedsabsolutismens ellers altomfattende lænker.

7:5.5 (86.6) For længe, længe siden skænkede den Evige Søn sig selv til hver af de centrale skabelses kredsløb til oplysning og fremskridt for alle beboere og pilgrimme i Havona, inklusiv tidens opstigende pilgrimme. På ingen af disse syv overdragelser fungerede han som hverken opstiger eller en Havoner. Han eksisterede som sig selv. Hans oplevelse var enestående; det var ikke med eller som et menneske eller en anden pilgrim men på en eller anden måde associativt i overpersonlig forstand.

7:5.6 (86.7) Han passerede heller ikke gennem den hvile som intervenerer mellem det indre Havona-kredsløb og Paradisets kyster. Det er ikke muligt for ham, et absolut væsen, at suspendere personlighedsbevidstheden, for i ham centrerer alle linjer af åndelig tyngdekraft. Og under disse overdragelses tider var den centrale Paradis boligs åndelige lysstyrke uformindsket, og Sønnens greb om universel åndelig tyngdekraft var uformindsket.

7:5.7 (87.1) Den Evige Søns overdragelser i Havona er ikke indenfor rammerne af menneskelig fantasi; de var transcendentale. Han udvidede oplevelsen for hele Havona dengang og senere, men vi ved ikke, om han forøgede den formodede erfaringsmæssige kapacitet af sin eksistentielle natur. Det ville falde indenfor overdragelsesmysteriet for Paradissønnerne. Vi tror imidlertid, at hvad end den Evige Søn erhvervede sig på disse overdragelsesmissioner, har han lige siden bevaret; men vi ved ikke hvad det er.

7:5.8 (87.2) Uanset vores vanskeligheder i forståelsen af overdragelserne af den Anden guddomspersonlighed, forstår vi Havona-overdragelsen af en søn af den Evige Søn, som bogstaveligt talt passerede gennem centraluniversets kredsløb og faktisk delte de erfaringer, som udgør en opstigendes forberedelse til opnåelse af Guddom. Dette var den oprindelige Mikael, den førstefødte Skabersøn, og han passerede gennem de opstigende pilgrimmes livs erfaringer fra kredsløb til kredsløb, mens han personligt rejste et trin i hver cirkel med dem i Grandfandas dage, den første af alle dødelige til at nå Havona.

7:5.9 (87.3) Uanset hvad denne oprindelige Mikael åbenbarede, gjorde han den transcendente overdragelse af den Oprindelige Modersøn virkelig for skabningerne i Havona. Så virkelig, at hver pilgrim af tiden, der anstrenger sig i eventyret for at nå Havona-kredsløbene, for altid bliver opmuntret og styrket af den sikre viden om, at Guds Evige Søn syv gange abdicerede Paradisets magt og herlighed for at deltage i tidens oplevelser af pilgrimmene fra tid og rum, på de syv kredsløb af tiltagende Havona opnåelse.

7:5.10 (87.4) Den Evige Søn er den forbilledlige inspiration for alle Guds sønner i deres overdragelsestjeneste overalt i universerne af tid og rum. De koordinerede Skabersønner og de tilknyttede Administrationssønner, sammen med andre uåbenbarede orener af sønskab, deltager alle i denne vidunderlige villighed til at skænke sig selv til skabningens forskellige klasser og som skabningerne selv. Derfor er det i ånden og på grund af naturens slægtskab såvel som oprindelsens kendsgerning sandt, at den Evige Søn ved at skænke hver enkelt af Guds Sønnerne til rumverdenerne, i og gennem og ved disse skænkninger, har skænket sig selv til universernes intelligente viljesvæsener.

7:5.11 (87.5) I ånd og natur, om ikke i alle egenskaber, er hver Paradissøn et guddommeligt perfekt portræt af den oprindelige søn. Det er bogstaveligt talt sandt, at enhver, der har set en Paradissøn, har set Guds evige Søn.

6. Guds paradissønner

7:6.1 (87.6) Manglen af viden om de mange Guds sønner er en kilde til stor forvirring på Urantia. Og denne uvidenhed bliver stædigt fastholdt til trods for sådanne udtalelser som optegnelsen fra et konklave af disse guddommelige personligheder: “Da Guds Sønner forkyndte glæde, og alle Morgenstjernerne sang sammen.” Hvert årtusinde af sektorstandardtid samles de forskellige ordener af guddommelige sønner til deres periodiske konklaver.

7:6.2 (87.7) Den Evige Søn er den personlige kilde til de henrivende egenskaber af barmhjertighed og tjeneste som så rigeligt kendetegner alle ordener af Guds nedstigende Sønner, som de fungerer overalt i skabelsen. Hele den guddommelige natur, hvis ikke hele uendeligheden af egenskaber, overfører den Evige Søn ufejlbarligt til Paradissønnerne, som går ud fra den evige Ø for at åbenbare hans guddommelige karakter til universernes univers.

7:6.3 (88.1) Den Oprindelige og Evige Søn er afkoms-personen af den “første” fuldendte og uendelige tanke om den Universelle Fader. Hver gang den Universelle Fader og den Evige Søn i fællesskab projicerer en ny, original, identisk, enestående, og absolut personlig tanke, i selvsamme øjeblik bliver denne kreative idé perfekt og endelig personaligjort i væsen og personlighed af en ny og original Skabersøn. I åndelig natur, guddommelig visdom, og koordineret skabende kraft, er disse Skabersønner potentielt ligestillede med Gud Faderen og Gud Sønnen.

7:6.4 (88.2) Skabersønnerne går ud fra Paradiset og ind i tidens universer og fuldfører i samarbejdet med de kontrollerende og kreative instanser i den Tredje Kilde og Center organiseringen af lokaluniversernes i den fremadskridende evolution. Disse sønner er ikke knyttet til, og er heller ikke optager af, de centrale og universelle kontroller af materie, sind og ånd. Derfor er de begrænset i deres kreative handlinger af før-eksistensen, prioriteten, og oprindeligheden af den Første Kilde og Center og hans koordinerede Absolutter. Disse sønner er kun i stand til at administrere det, som de bringer ind i eksistens. Absolut administration er iboende i prioritet af tilværelsen, og er uadskillelig fra evigheden af tilstedeværelse. Faderen forbliver primær i universerne.

7:6.5 (88.3) Ligesom Skabersønnerne er personliggjorte af Faderen og Sønnen, således er Administratorsønnerne personliggjorte af Sønnen og Ånden. Disse er Sønnerne, som i skabningens inkarnationsoplevelse, fortjener retten til at tjene som overlevelsesdommere i tidens og rummets skabelser.

7:6.6 (88.4) Faderen, Sønnen, og Ånden forenes også for at personliggøre de alsidige Treenighedens Lærersønner, som spænder over storuniverset som de himmelske lærere af alle personligheder, menneskelige og guddommelige. Og der er talrige andre ordener af Paradisets sønskab, som ikke er bragt til de dødeliges opmærksomhed på Urantia.

7:6.7 (88.5) Mellem den Oprindelige Modersøn og disse skarer af Paradissønner spredt ud over hele skabelsen er der en direkte og eksklusiv kommunikationskanal, en kanal hvis funktion er iboende i kvaliteten af åndeligt slægtskab, som forener dem i bånd af næsten absolut åndelig forening. Dette kredsløb mellem Guds Sønner er helt forskelligt fra det universelle kredsløb af åndstyngdekraften, som også er centreret i personen af den Anden Kilde og Center. Alle Guds Sønner, som har oprindelse i Paradisguddommenes personer, er i direkte og konstant kommunikation med den Evige Moder Søn. Og sådan en kommunikation er øjeblikkelig; den er uafhængig af tid selvom den nogle gange er betinget af rummet.

7:6.8 (88.6) Den Evige Søn har ikke altid kun det fuldkommen viden angående status, tanker, og de mangeartede aktiviteter af alle Paradisets sønskab, men han har også fuldkommen viden til enhver tid om alt af åndelig værdi, som eksisterer i alle skabningers hjerter, i den første centrale skabelse af evigheden, og i de sekundære tidsskabelser af de koordinerede Skabersønner.

7. Faders højeste åbenbaring

7:7.1 (88.7) Den Evige Søn er en fuldstændig, eksklusiv, universel og endelig åbenbaring af den Universelle Faders ånd og personlighed. Al viden om og information om Faderen kommer fra den Evige Søn og hans Paradissønner. Den Evige Søn er fra evigheden og er helt og uden åndelig kvalifikation ét med Faderen. I guddommelig personlighed er de koordinerede; i åndelig natur er de lige; i guddommelighed er de identiske.

7:7.2 (89.1) Guds karakter kunne umuligt blive væsentlig forbedret i Sønnens person, for den guddommelige Fader er uendelig perfekt, men denne karakter og personlighed forstærkes, ved at afhænde det ikke-personlige og ikke-åndelige, til åbenbaring for skabninger. Den Første Kilde og Center er meget mere end en personlighed, men alle de åndelige kvaliteter af faderpersonligheden i den Første Kilde og Center er åndeligt tilstede i den Evige Søns absolutte personlighed.

7:7.3 (89.2) Den oprindelige Søn og hans Sønner er engageret i tilblivelsen af en universel åbenbaring af Faderens åndelige og personlige natur til hele skabelsen. I centraluniverset, superuniverserne, lokaluniverserne, eller på de beboede planeter, er det en Paradissøn, der åbenbarer den Universelle Fader til mennesker og engle. Den Evige Søn og hans Sønner åbenbarer skabningens vej for de skabte til den Universelle Fader. Og selv vi af høj oprindelse forstår Faderen meget mere udførligt når vi studerer åbenbaringen af hans karakter og personlighed i den Evige Søn og i den Evige Søns Sønner.

7:7.4 (89.3) Faderen kommer kun ned til jer som en personlighed gennem den Evige Søns guddommelige Sønner. Og I opnår Faderen af selvsamme levende vej; I opstiger til Faderen ved vejledning fra denne gruppe af guddommelige Sønner. Og dette forbliver sandt til trods for, at selve jeres personlighed, er en direkte overdragelse af den Universelle Fader.

7:7.5 (89.4) I alle disse udbredte aktiviteter af den Evige Søns vidtstrakte åndelige administration, glem da ikke, at Sønnen er en person lige så sikkert og virkelig, som at Faderen er en person. Faktisk vil den Evige Søn være lettere at nærme sig for væsener af den engang menneskelige orden end den Universelle Fader. I tidens pilgrimmes gennem Havonas kredsløb, vil I være kompetent til at opnå Sønnen længe før I i er parat til at skelne Faderen.

7:7.6 (89.5) I vil forstå mere af den Evige Søns karakter og barmhjertige natur, når I mediterer over åbenbaringen af disse guddommelige egenskaber, som blev skabt i kærlig tjeneste af jeres egen Skabersøn, engang Menneskesøn på jorden, nu den ophøjede suveræne af jeres lokalunivers—Menneskesønnen og Guds Søn.

7:7.7 (89.6) [ Forfattet af en guddommelig rådgiver, der har fået til opgave at formulere denne udtalelse, der skildrer Paradisets Evige Søn.]