Gå til hovedindhold

Kapitel 6. Den Evige Søn

Urantia Bogen

Kapitel 6

Den Evige Søn

6:0.1 (73.1) Den Evige Søn er det perfekte og endelige udtryk for det “første” personlige og absolutte begreb om den Universelle Fader. I overensstemmelse hermed, når hvordan Faderen personligt og absolut udtrykker sig, gør han det gennem sin Evige Søn, som altid har været, nu er, og for altid vil være, det levende og guddommelige ord. Og denne Evige Søn er hjemmehørende ved centrum af alle ting, i forbindelse med, og umiddelbart indhyller den personlige tilstedeværelse af, den Evige og Universelle Fader.

6:0.2 (73.2) Vi taler om Guds “første” tanke og hentyder til en umulig tidsoprindelse af den Evige Søn med det formål at få adgang til det menneskelige intellekts tankekanaler. Sådanne forvrængninger af sproget repræsenterer vores bedste anstrengelser på kontakt-kompromis med de dødelige skabningers tidsbundne sind. I sekventiel forstand kunne den Universelle Fader aldrig have haft en første tanke, og den Evige Søn kunne aldrig have haft en begyndelse. Men jeg var instrueret i at skildre evighedens realiteter for dødeliges tidsbegrænsede sind ved sådanne tankesymboler og at beskrive evighedens forhold ved tidsbegreber om sekventialitet.

6:0.3 (73.3) Den Evige Søn er den åndelige personalisering af Paradisfaderens universelle og uendelige begreb om guddommelig virkelighed, ubegrænset ånd og absolut personlighed. Og derved udgør Sønnen den guddommelige åbenbaring af den Universelle Faders skaberidentitet. Sønnens fuldkomne personlighed afslører, at Faderen faktisk er den evige og universelle kilde til alle betydninger og værdier af det åndelige, det viljebestemte, det målrettede og det personlige.

6:0.4 (73.4) I et forsøg på at sætte tidens begrænsede sind i stand til at danne sig et eller andet sekventielt begreb om forholdet mellem de evige og uendelige væsener i Paradistreenigheden, anvender vi en sådan undfangelsestilladelse som at henvise til “Faderens første personlige, universelle, og uendelige begreb.” Det er umuligt for mig at overbringe det menneskelige sind nogen fyldestgørende idé om gudernes evige forhold; derfor anvender jeg sådanne udtryk, som vil give det begrænsede sind noget af en idé om forholdet mellem disse evige væsener i de efterfølgende tidsepoker. Vi tror, at Sønnen udsprang fra Faderen; vi har lært at begge er ubetinget evige. Det er derfor åbenlyst, at ingen tidsskabning nogensinde fuldt ud kan forstå dette mysterium om en søn, som er afledt af Faderen, og som dog er koordineret evig med selve Faderen.

1. Den Evige Søns identitet

6:1.1 (73.5) Den Evige Søn er den oprindelige og eneste skabte Gudesøn. Han er Gud Sønnen, den anden Person i Guddommen og altings medskaber. Ligesom Faderen er den Første Store Kilde og Center, således er den Evige Søn den Anden Store Kilde og Center.

6:1.2 (74.1) Den Evige Søn er det åndelige centrum og den guddommelige administrator af den åndelige regering af universernes univers. Den Universelle Fader er først en skaber og derefter en overvåger; den Evige Søn er først en medskaber og derefter en åndelig administrator. “Gud er ånd,” og Sønnen er en personlig åbenbaring af denne ånd. Den Første Kilde og Center er den frivillige absolutte; den Anden Kilde og Center er Personlighedens absolutte.

6:1.3 (74.2) Den Universelle Fader virker aldrig personligt som en skaber undtagen i forbindelse med Sønnen eller med Sønnens koordinerede handling. Havde forfatteren fra det Nye Testamente henvist til den Evige Søn, ville han have udtrykt sandheden, da han skrev: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt er blevet til ved ham, og uden ham er intet blevet til, som er blevet til.”

6:1.4 (74.3) Da en Søn af den Evige Søn dukkede op på Urantia, hentydede de, der omgik ham til dette guddommelige væsen i menneskelig skikkelse til ham som “han som var fra begyndelsen, som vi har hørt, som vi havde set med egne øjne, som vi har set på, og vores hænder har rørt, han er endog livets Ord.” Og denne overdragelsessøn udgik lige så sandt fra Faderen, som den Oprindelige Søn gjorde, som det antydes i en af hans jordiske bønner: “Og nu, o min Fader, herliggør mig med dit eget selv, med den herlighed, som jeg havde med dig før denne verden var.”

6:1.5 (74.4) Den Evige Søn er kendt under forskellige navne i mange forskellige universer. I centraluniverset er han kendt som den Koordinerende Kilde, den medskabende og den associerede absolutte. På Uversa, superuniversets hovedkvarterer, betegner vi Sønnen som det Koordinerede Åndscenter og som den Evige Åndsadministrator. På Salvington, hovedkvarterer for jeres lokalunivers, er denne Søn registreret som den Anden Evige Kilde og Center. Melkisedekerne omtaler ham som Sønnernes Søn. I jeres verden, men ikke i jeres system af beboede sfærer, er denne Oprindelige Søn blevet forvekslet med en koordineret Skabersøn, Mikael af Nebadon, som skænkede sig selv til de dødelige racer på Urantia.

6:1.6 (74.5) Selvom enhver af Paradisets sønner passende kan kaldes Guds sønner, har vi for vane at reservere betegnelsen “den evige søn” for denne Oprindelige Søn, den Anden Kilde og Center, medskaber med den Universelle Fader af centraluniverset af styrke og fuldkommenhed og medskaber af alle andre guddommelige Sønner, som udspringer af de uendelige Guddomme.

2. Den Evige Søns natur

6:2.1 (74.6) Den Evige Søn er lige så uforanderlig og uendelig pålidelig som den Universelle Fader. Han er også lige så åndelig som Faderen, lige så sandt en ubegrænset ånd. Til jer af ydmyg oprindelse synes Sønnen at fremstå mere personlig eftersomhan er et skridt nærmere jer i tilgængelighed, end den Universelle Fader er.

6:2.2 (74.7) Den Evige Søn er Guds evige Ord. Han er fuldstændig som Faderen; i virkeligheden, er den Evige Søn Gud Faderen personligt manifesteret i universernes univers. Og derfor var det og er og for altid vil være sandt om den Evige Søn og alle de koordinerende Skabersønner: “Den, som har set Sønnen har set Faderen.”

6:2.3 (74.8) Sønnens natur er fuldstændig ligesom den åndelige Fader. Når vi tilbeder den Universelle Fader, tilbeder vi faktisk på samtidig Gud Sønnen og Gud Ånden. Gud Sønnen er lige så guddommelig virkelig og evig af natur som Gud Faderen.

6:2.4 (75.1) Sønnen besidder ikke kun al Faderens uendelige og transcendente retfærdighed, men Sønnen reflekterer også al Faderens hellighed af karakter. Sønnen deler Faderens fuldkommenhed og deler i fællesskab ansvaret for at hjælpe alle ufuldkommenhedsskabninger i deres åndelige anstrengelser på at opnå guddommelig fuldkommenhed.

6:2.5 (75.2) Den Evige Søn besidder al Faderens guddommelige karakter og åndelighedens egenskaber. Sønnen er fylden af Guds absoluthed i personlighed og ånd, og disse egenskaber afslører Sønnen i sin personlige ledelse af den åndelige regering i universets univers.

6:2.6 (75.3) Gud er i sandhed en universel ånd; Gud er ånd; og denne åndenatur hos Faderen er fokaliseret og personliggjort i den Evige Søns Guddom. I Sønner er alle åndelige egenskaber tilsyneladende stærkt forstærket af differentiering fra universaliteten af den Første Kilde og Center. Og som Faderen deler sin åndelige natur med Sønnen, så deler de sammen lige så fuldt ud og uforbeholdent den guddommelige ånd med Samforeneren, den Uendelige Ånd.

6:2.7 (75.4) I kærligheden til sandhed og i skabelsen af skønhed er Faderen og Sønnen lige, bortset fra at Sønnen synes at hellige sig mere til virkeliggørelsen af universelle værdiers udelukkende åndelige skønhed.

6:2.8 (75.5) I guddommelig godhed kan jeg ikke skelne mellem Faderen og Sønnen. Faderen elsker sine universbørn som en far; den Evige Søn ser alle skabninger både som far og som en bror.

3. Faderens kærligheds tjeneste

6:3.1 (75.6) Sønnen deler retskaffenheden og retfærdigheden Treenigheden, men overskygger disse guddommelige træk ved den uendelige personalisering af Faderens kærlighed og barmhjertighed; Sønnen er åbenbaringen af guddommelig kærlighed til universerne. Som Gud er kærlighed, således er Sønnen barmhjertighed. Sønnen kan ikke elske mere end Faderen, men han kan vise barmhjertighed over for skabninger på en yderligere måde, for han er ikke kun en urskaber ligesom Faderen, men han er også den samme Faders Evige Søn, hvorved han har deler oplevelse af at være søn med alle andre sønner af den Universelle Fader.

6:3.2 (75.7) Den Evige Søn er den store barmhjertighedstjener for hele skabelsen. Barmhjertighed er essensen af Sønnens åndelige karakter. Den Evige Søns mandater, når de fremkommer over åndekredsløbene i den Anden Kilde og Center, er stemt i barmhjertighedens toner.

6:3.3 (75.8) For at forstå den Evige Søns kærlighed, må i først identificere dens guddommelige kilde, Faderen, som er kærlighed, og derefter se udfoldelsen af denne uendelige hengivenhed i Den Uendelige Ånds vidtstrakte tjeneste og hans næsten grænseløse mængde af tjenende personligheder.

6:3.4 (75.9) Den Evige Søns tjenester er helliget til åbenbaringen af kærlighedens Gud til universernes univers. Denne guddommelige Søn er ikke involveret i den uværdige opgave, at forsøge, at overtale sin nådige Fader til at elske sine ydmyge skabninger og vise barmhjertighed over for tidens syndere. Hvor forkert at forestille sig, den Evige Søn appellerer til den Universelle Fader, at vise barmhjertighed til hans ydmyge væsener på de materielle verdener i rummet! Sådanne begreber om Gud er rå og groteske. I skulle hellere indse at alle de barmhjertige tjenester som Guds Sønner er ansvarlige for, er en direkte åbenbaring af Faderens hjerte af universel kærlighed og uendelig medfølelse. Faderens kærlighed er den virkelige og evige kilde til Sønnens barmhjertighed.

6:3.5 (75.10) Gud er kærlighed, Sønnen er barmhjertighed. Barmhjertighed er anvendt kærlighed, Faderens kærlighed i aktion i skikkelse af hans Evige Søn. Denne universelle Søns kærlighed er ligeledes universel. Som kærlighed forstås på en sex planet, er Guds kærlighed mere sammenlignelig med en fars kærlighed, mens den Evige Søns kærlighed er mere lig en moders hengivenhed. Faktisk er sådanne illustrationer grove, men jeg anvender dem i håbet om at formidle til det menneskelige sind tanken om, at der er en forskel, ikke i guddommelig indhold, men i kvalitet og udtryksteknik, mellem Faderen kærlighed og kærligheden af Sønnen.

4. Den Evige Søns egenskaber

6:4.1 (76.1) Den Evige Søn motiverer den kosmiske virkeligheds åndeniveau; Sønnens åndelige styrke er absolut i forhold til alle universets aktualiteter. Han udøver fuldkommen kontrol over indbyrdes forening af al udifferentieret åndeenergier og over al aktualiseret åndelig virkelighed gennem sit absolutte greb om åndetyngdekraften. Al ren ufragmenteret ånd og alle åndelige væsener og værdier er lydhøre over for den uendelige tiltrækningskraft fra Paradisets oprindelige søn. Og hvis den evige fremtid være vidne til fremkomsten af et ubegrænset univers, vil åndens tyngdekraft og åndestyrken fra den Oprindelige Søn være helt tilstrækkelig for den åndelige kontrol og effektiv administration af en sådan grænseløs skabelse.

6:4.2 (76.2) Sønnen er kun almægtig i det åndelige område. I universets administrations evige økonomi støder man aldrig på spild og unødvendig gentagelse af funktion; Guddommene er ikke givet til ubrugelig duplikering af universets tjeneste.

6:4.3 (76.3) Den Oprindelige Søns allestedsnærværelse udgør den åndelige enhed i universernes univers. Hele skabelsens åndelige sammenhæng hviler på den evige Søns guddommelige ånds aktive tilstedeværelse overalt. Når vi forestiller os Faderens åndelige tilstedeværelse, finder vi det svært at skelne det i vores tænkning fra den evige søns åndelige nærvær. Faderens ånd er evigt bosat i Sønnens ånd.

6:4.4 (76.4) Faderen skal være åndeligt allestedsnærværende, men en sådan allestedsnærværelse ser ud til at være uadskillelig fra den Evige Søns åndelige aktiviteter overalt. Vi tror dog, at i alle situationer med Fader-Søn tilstedeværelse af dobbelt åndelig natur er Sønnens ånd koordineret med Faderens ånd.

6:4.5 (76.5) I sin kontakt med personligheden handler Faderen i personlighedskredsløbet. I sin personlige og påviselige kontakt med åndelig skabelse optræder han i fragmenterne af sin guddoms helhed, og disse Fader-fragmenter har en isoleret, unik og eksklusiv funktion, hvor og hvornår de optræder i universerne. I alle sådanne situationer er Sønnens ånd koordineret med den åndelige funktion af den Universelle Faders fragmenterede tilstedeværelse.

6:4.6 (76.6) Åndeligt er den Evige Søn allestedsnærværende. Den Evige Søns ånd er helt sikkert med dig og omkring dig, men ikke i dig og en del af dig som Mysterieledsageren. Det iboende Fader-fragment justerer det menneskelige sind til progressivt guddommelige holdninger, hvorpå et sådant opstigende sind bliver mere og mere lydhørt over for den åndelige tiltrækningskraft fra det almægtige åndetyngdekraftkredsløb i den Anden Kilde og Center.

6:4.7 (76.7) Den Oprindelige Søn er universelt og åndeligt selvbevidst. I visdom er Sønnen Faderens fulde ligemand. Inden for viden, alvidenhed, kan vi ikke skelne mellem den første og anden kilde; ligesom Faderen ved Sønnen alt; han bliver aldrig overrasket over nogen universbegivenhed; han fatter enden fra begyndelsen.

6:4.8 (77.1) Faderen og Sønnen kender virkelig antallet og opholdsstedet for alle ånder og spiritualiserede væsener i universernes univers. Ikke alene ved Sønnen alle ting i kraft af sin egen allestedsnærværende ånd, men Sønnen er, på lige fod med Faderen og Samforeneren, fuldt ud klar over det Højeste Væsens enorme reflektionsintelligens, som intelligensen til enhver tid er bevidst om. alle ting, der sker i alle de syv superuniversers verdener. Og der er andre måder, hvorpå Paradissønnen er alvidende.

6:4.9 (77.2) Den Evige Søn, som en kærlig, barmhjertig og tjenende åndelig personlighed, er fuldstændig og uendeligt ligestillet med den Universelle Fader, mens den Evige Søn i alle de barmhjertige og kærlige personlige kontakter med de opstigende væsener i de lavere riger er lige så venlig og hensynsfuld, lige så tålmodig og langmodig, som hans Paradissønner er i de lokale universer, der så ofte skænker sig selv til tidens evolutionære verdener.

6:4.10 (77.3) Det er unødvendigt yderligere at uddybe den Evige Søns egenskaber. Med de nævnte undtagelser er det kun nødvendigt at studere Gud Faderens åndelige egenskaber for at forstå og korrekt vurdere Gud Sønnens egenskaber.

5. Den Evige Søns begrænsninger

6:5.1 (77.4) Den Evige Søn fungerer ikke personligt i de fysiske domæner. og han fungerer heller ikke, undtagen gennem Samforeneren, på niveauerne af sindets tjeneste i de skabningsvæsener. Men disse bestemmelser begrænser på ingen måde ellers den Evige Søn i den fulde og frie udøvelse af alle de guddommelige egenskaber af åndelig alvidenhed, allestedsnærværelse og almagt.

6:5.2 (77.5) Den Evige Søn gennemtrænger ikke personligt åndens potentialer der er iboende i Guddommens Absoluttets uendelighed, men efterhånden som disse potentialer bliver faktiske, kommer de inden for det almægtige forståelse af Sønnens åndstyngdekraftkredsløb.

6:5.3 (77.6) Personlighed er den Universelle Faders eksklusive gave. Den Evige Søns udleder personlighed fra Faderen, men han skænker ikke personlighed uden Faderen. Sønnen giver oprindelse til en umådelig skare af ånder, men sådanne afledninger er ikke personligheder. Når Sønnen skaber personlighed, gør han det i samarbejde med Faderen eller med Samskaberen, som kan handle for Faderen i sådanne forhold. Den Evige Søn er således en medskaber af personligheder, men han skænker ikke personlighed til noget væsen og alene af sig selv skaber han aldrig personlige væsener. Denne handlings begrænsning fratager imidlertid ikke Sønnen evnen til at skabe alle mulige andre slags eller typer af anden-end- personlig virkelighed.

6:5.4 (77.7) Den Evige Søn er begrænset i overførsel af skaberrettigheder. Faderen, ved at eviggøre den Oprindelige Søn, skænkede ham styrke og privilegiet til efterfølgende at slutte sig til Faderen i den guddommelige handling, at frembringe yderligere Sønner, der besidder skabende egenskaber, og dette har de gjort og gør nu. Men når disse koordinerede Sønner er blevet frembragt, er skaberskabets rettigheder tilsyneladende ikke videre overførte. Den Evige Søn overfører kun skaberkraft til den første eller direkte personalisering. Derfor, når Faderen og Sønnen forenes for at personliggøre en Skabersøn, opnår de deres formål; men Skabersønnen, der er bragt til eksistens, er aldrig i stand til at overføre eller uddelegere skaberskabets rettigheder til de forskellige rækker af sønner, som han efterfølgende kan skabe, til trods for at der i det højeste lokalunivers Sønner forekommer en meget begrænset refleksion af en Skabersøns kreative egenskaber.

6:5.5 (78.1) Den Evige Søn, som et uendeligt og udelukkende personligt væsen, kan ikke fragmentere sin natur, kan ikke distribuere og skænke individualiserede dele af sit selvskab til andre entiteter eller personer, som den Universelle Fader og den Uendelige Ånd gør. Men Sønnen kan og overdrager sig selv som en ubegrænset ånd til at oversvømme hele skabelsen og uophørligt trække alle åndelige personligheder og åndelige realiteter til sig.

6:5.6 (78.2) Husk altid, at den Evige Søn er den personlige portrættering af den åndelige Fader til hele skabelsen. Sønnen er personlig og intet andet end personlig i guddomsforstand; sådan en guddommelig og absolut personlighed kan ikke opløses eller fragmenteres. Gud Faderen og Gud Ånden er i sandhed personlige, men de er også alt andet ud over at være sådanne Guddomspersonligheder.

6:5.7 (78.3) Skønt den Evige Søn ikke personligt kan deltage i overdragelsen af Tankeretterne, sad han i råd med den Universelle Fader i den evige fortid, godkendte planen og lovede endeløst samarbejde, da Faderen, i at fremskrive overdragelsen af Tankeretterne, foreslog Sønnen, “Lad os gøre dødelige mennesker i vores eget billede.” Og som Faderens åndefragment bor i dig, så omslutter Sønnens åndelige tilstedeværelse dig, mens disse to for evigt arbejder som én for din åndelige fremgang.

6. Åndesindet

6:6.1 (78.4) Den Evige Søn er ånd og har sind, men ikke et sind eller ånd som det dødelige sind kan forstå. Det dødelige menneske opfatter sindet på det endelige, kosmiske, materielle og personlige niveau. Mennesket observerer også sinds fænomener i levende organismer som fungerer på det underpersonlig (dyr) niveau, men det er vanskeligt for det at forstå sindets natur, når det forbindes med supermaterielle væsener og som en del af eksklusive åndepersonligheder. Sindet må imidlertid defineres anderledes, når det henviser til eksistensens åndeniveau, og når det bruges til at betegne intelligensens åndeniveau. Den slags sind, som er direkte beslægtet med ånd, kan hverken sammenlignes med det sind, der koordinerer ånd og stof eller med det sind som kun er forbundet med materie.

6:6.2 (78.5) Ånden er altid bevidst, tænkende, og besidder forskellige faser af identitet. Uden sind i en eller anden fase ville der ikke være nogen åndelig bevidsthed i broderskabet af åndevæsener. Det, der svarer til sind, evnen til at kende og blive kendt, er en medfødt del af Guddommen. Guddommen kan være personlig, førpersonlig, overpersonlig, eller upersonlig, men Guddommen er aldrig uden bevidsthed, det vil sige, aldrig uden evnen til i det mindste at kommunikere med lignende eksistenser, væsener, eller personligheder.

6:6.3 (78.6) Den Evige Søns sind er ligesom Faderens men ulige ethvert andet sind i universet, og sammen med Faderens sind er det stamfader til Samskaberens forskelligartede og vidtstrakte sind. Faderens og Sønnens sind, det intellekt som er nedarvet i den Tredje Kildes og Centers absolutte sind, er måske bedst illustreret af en Tankeretters førsind, for selv om disse Fader fragmenter helt er udenfor Samforenerens sindskredsløb, så har de en form for førsind; de ved, de er kendt; de nyder hvad der svarende til menneskelig tænkning.

6:6.4 (78.7) Den Evige Søn er helt åndelig; mennesket er næsten helt materiel; derfor vil meget, der vedrører den Evige Søns åndepersonlighed, til hans syv åndelige sfærer, der omkranser Paradiset og naturen af Paradissønnens upersonlige skabelser, skulle afvente, jeres opnåelse af åndestatus efter jeres fuldførelse af morontia-pstigningen af Nebadons lokalunivers. Og så, når du passere gennem superuniverset og videre til Havona, vil mange af disse åndsskjulte mysterier blive afklaret, når du begynder at blive udstyret med “åndens sind”—åndelig indsigt.

7. Den Evige Søns personlighed

6:7.1 (79.1) Den Evige Søn er den uendelige personlighed, fra hvis ubegrænset personligheds lænker den Universelle Fader undslap ved hjæp af treenighedsteknikken, og i kraft af hvilken han lige siden har fortsat med at skænke sig selv i endeløs overflod til sit stadigt ekspanderende univers af Skabere og skabninger. Sønnen er absolut personlighed; Gud er faderpersonlighed— kilden til personlighed, personlighedsoverdrageren, personlighedens årsag. Ethvert personlig væsen henter personlighed fra den Universelle Fader, ligesom den Oprindelige Søn evigt henter sin personlighed fra Paradisfaderen.

6:7.2 (79.2) Paradissønnens personlighed er absolut og rent åndelig og denne absolutte personlighed er også det guddommelige og evige mønster, først og fremmest af Faderens overdragelse af personlighed til Samforeneren og efterfølgende af hans overdragelse af personlighed til de myriader af hans skabte skabninger overalt i det vidt udbredte univers.

6:7.3 (79.3) Den Evige Søn er i sandhed en barmhjertig tjener, en guddommelig ånd, en åndelig styrke og en ægte personlighed. Sønnen er Guds åndelige og personlige natur, der er manifesteret for universerne—summen og substansen af den Første Kilde og Center, frataget alt det, der er upersonlig, ekstraguddommeligt, ikke-åndeligt og rent potentiale. Men det er umuligt at formidle til det menneskelige sind et ordillede af skønheden og storheden af den Evige Søns overjordiske personlighed. Alt, der har en tendens til at sløre den Universelle Fader, virker med næsten lige stor indflydelse for at forhindre den begrebsmæssige anerkendelse af den Evige Søn. I må afvente jeres opnåelse af Paradiset, og så vil i forstå, hvorfor jeg ikke var i stand til at skildre karakteren af denne absolutte personlighed til forståelsen af det endelige sind.

8. Erkendelsen af den Evige Søn

6:8.1 (79.4) Med hensyn til identitet, natur og andre egenskaber ved personlighed er den Evige Søn den Universelle Faders fulde ligeværdige, det perfekte supplement og det evige modstykke. På samme måde som Gud er den Universelle Fader, er Sønnen den Universelle Moder. Og vi alle, høj og lav, udgør deres universelle familie.

6:8.2 (79.5) For at værdsætte Sønnens karakter, bør I studere åbenbaringen af Faderens guddommelige karakter; de er evigt og uadskilleligt ét. Som guddommelige personligheder kan de praktisk talt ikke skelnes af de lavere intelligensklasser. De er ikke så svære at genkende hver for sig af dem, hvis oprindelse er i Guddommenes kreative handlinger. Væsener med fødsel i centraluniverset og i Paradiset kan skelner Faderen og Sønnen ikke kun som én personlig enhed af universel kontrol, men også som to separate personligheder, der fungerer i bestemte domæner af universets administration.

6:8.3 (79.6) Som personer kan I opfatte den Universelle Fader og den Evige Søn som separate individer, for det er de virkelig; men i forvaltningen af universerne er de så sammenflettede og indbyrdes forbundne, at det ikke altid er muligt at skelne mellem dem. Når Faderen og Sønnen i universernes anliggender er truffet sammen i forvirrende indbyrdes forhold, er det ikke altid gavnligt at udskille deres funktioner; blot huske, at Gud er den indledende tanke, og Sønnen er det udtryksfulde ord. I hvert lokalunivers er denne uadskillelighed personliggjort i Skabersønnens guddommelighed, som står for både Fader og Søn for skabningerne i ti millioner beboede verdener.

6:8.4 (80.1) Den Evige Søn er uendelig, men han er tilgængelig gennem hans Paradissønners personer og gennem den Uendelige Ånds tålmodige tjeneste. Uden overdragelsestjenesten fra Paradissønnerne og den kærlige tjeneste af den Uendelige Ånds skabninger, kunne væsener af materiel oprindelse næppe håbe på at opnå den Evige Søn. Og det er lige så sandt: Med hjælp og vejledning fra disse himmelske instanser vil den gudbevidste dødelige helt sikkert nå Paradis og med tiden stå i personlig nærvær af denne majestætiske Sønners Søn.

6:8.5 (80.2) Selvom den Evige Søn er mønsteret for dødelig personligheds opnåelse, vil I finde det lettere at forstå af både Faderens og Åndens virkelighed, fordi Faderen er den faktiske overdrager af jeres menneskelige personlighed og den Uendelige Ånd er den absolutte kilde til jeres dødelige sind. Men efterhånden som i stigerop på den åndelige fremskridts paradisvej, vil den Evige Søns personlighed i stigende grad blive virkelig for jer og virkeligheden af hans uendelige åndelige sind vil blive mere synligt for jeres progressivt åndeliggørende sind.

6:8.6 (80.3) Aldrig kan konceptet om den Evige Søn skinne klart i dit materielle eller efterfølgende morontiale sind; ikke før i åndeliggøres og påbegynder jeres åndelig himmelfart vil forståelsen af den Evige Søns personlighed begynde at være lig med livligheden af jeres begreb om personligheden af Skabersønnen af Paradisets oprindelse, som personligt og som person engang inkarnerede og levede på Urantia som et menneske mellem mennesker.

6:8.7 (80.4) Gennem hele jeres lokalunivers oplevelse må Skabersønnen, hvis personlighed er forståelig af mennesket, kompensere for jeres manglende evne til at forstå den fulde betydning af den mere eksklusive åndelige, men ikke desto mindre personlige, Evige Søn fra Paradiset. Efterhånden som I udvikler jer gennem Orvonton og Havona, når du lægger bag dig de levende billeder og dybe minder af Skabersønnen af dit lokalunivers, vil bortgangen af denne materielle og morontia-oplevelse blive kompenseret af stadigt udvidede begreber og intensiveret forståelse af Paradisets Evige Søn, hvis virkelighed og nærhed altid vil forøges når i gør fremskridt i retning mod Paradiset.

6:8.8 (80.5) Den Evige søn er en storslået og lysende personlighed. Selvom det er udover det dødelige og materielle sinds evner til at forstå aktualiteten af personligheden hos et sådan uendeligt væsen, så tvivl ikke, han er en person. Jeg ved hvad jeg taler om. Næsten utallige gange har jeg stået i den Evige Søns guddommelige nærvær og derefter rejst ud i universet for at udføre hans nådige påbud.

6:8.9 (80.6) [Forfattet af en Guddommelig Rådgiver udpeget til at formulere denne redegørelse beskrivende Paradisets Evige Søn.]