Urantia Bogen

Kapitel 58

Livets Etablering På Urantia

58:0.1 (664.1) I HELE Satania findes der kun enogtres verdener, der ligner Urantia, livsmodificeringsplaneter. Størstedelen af de beboede verdener er befolket i overensstemmelse med etablerede teknikker; på sådanne sfærer har livsbærerne kun lidt spillerum i deres planer for livsimplantation. Men omkring en ud af ti verdener betegnes som en decimal planet og tildeles Livsbærernes særlige register; og på sådanne planeter har vi tilladelse til at foretage visse livseksperimenter i et forsøg på at modificere eller muligvis forbedre standarduniversets typer af levende væsener.

1. Forudsætninger for fysisk liv

58:1.1 (664.2) For 600.000.000 år siden ankom den kommission af Livsbærere, der var udsendt fra Jerusem, til Urantia og begyndte at studere de fysiske forhold som forberedelse til at starte livet på verden nummer 606 i Satania-systemet. Dette skulle blive vores sekshundrede og sjette oplevelse med indvielsen af Nebadons livsmønstre i Satania og vores tresindstyvende mulighed for at foretage ændringer og indføre modifikationer i lokaluniversets grundlæggende og standardiserede livsdesign.

58:1.2 (664.3) Det skal gøres klart, at Livsbærere ikke kan initiere liv, før en sfære er moden til indvielsen af den evolutionære cyklus. Vi kan heller ikke sørge for en hurtigere udvikling af liv, end planetens fysiske fremskridt kan understøtte og rumme.

58:1.3 (664.4) Satania-livsbærerne havde projiceret et natriumklorid-livsmønster, og derfor kunne der ikke tages skridt til at plante det, før havvandet var blevet tilstrækkeligt salt. Urantias type protoplasma kan kun fungere i en passende saltopløsning. Alt oprindeligt liv—vegetabilsk og animalsk—udviklede sig i et saltopløsningshabitat. Og selv de mere velorganiserede landdyr kunne ikke fortsætte med at leve, hvis ikke den samme essentielle saltopløsning cirkulerede i hele deres krop i blodstrømmen, som frit bader, bogstaveligt talt nedsænker, hver eneste lille levende celle i dette “salte dyb”.

58:1.4 (664.5) Dine primitive forfædre cirkulerede frit rundt i det salte hav; i dag cirkulerer den samme havlignende saltopløsning frit rundt i jeres kroppe og bader hver enkelt celle med en kemisk væske, der i alt væsentligt kan sammenlignes med det saltvand, der stimulerede de første protoplasmiske reaktioner i de første levende celler, der fungerede på planeten.

58:1.5 (664.6) Men mens denne æra begynder, udvikler Urantia sig på alle måder mod en tilstand, der er gunstig for understøttelsen af de første former for marint liv. Langsomt men sikkert forbereder den fysiske udvikling på jorden og i de tilstødende rumområder scenen for de senere forsøg på at etablere sådanne livsformer, som vi havde besluttet ville være bedst tilpasset det fysiske miljø, der udfolder sig—både på jorden og i rummet.

58:1.6 (665.1) Efterfølgende vendte Satanias kommission af livsbærere tilbage til Jerusem og foretrak at afvente den videre opsplitning af den kontinentale landmasse, som ville give endnu flere indre farvande og beskyttede bugter, før de rent faktisk begyndte at implantere liv.

58:1.7 (665.2) På en planet, hvor livet stammer fra havet, er de ideelle betingelser for livsimplantation tilvejebragt af et stort antal indsøer, af en omfattende kystlinje med lavt vand og beskyttede bugter; og netop sådan en fordeling af jordens vand var hurtigt under udvikling. Disse indre farvande var sjældne mere end et hundrede og halvtreds til et hundrede og firs meter dybe, og sollyset kan trænge mere end et hundrede og firs meter ned i havvandet.

58:1.8 (665.3) Og det var fra sådanne kyster i de senere tiders milde og rolige klimaer, at det primitive planteliv fandt vej til landjorden. Her gav det høje kulstofindhold i atmosfæren de nye livsformer på land mulighed for hurtig og frodig vækst. Selvom denne atmosfære dengang var ideel for plantevækst, indeholdt den så meget kuldioxid, at intet dyr, og slet ikke mennesket, kunne have levet på jorden.

2. Urantias atmosfære

58:2.1 (665.4) Planetens atmosfære filtrerer omkring to milliardtedel af solens totale udstråling af lys igennem til jorden. Hvis det lys, som falder ned på Nordamerika skulle betales med en pris på femten øre pr kilowatttime, ville den årlige lysregning stige til over seks billioner kroner. Chicagos solskinsafgift ville lyde på godt over 700 millioner kroner om dagen. Og man skal huske på, at man modtager andre former for energi fra solen—lys er ikke det eneste bidrag fra solen, der når atmosfæren. Enorme solenergier strømmer ind over Urantia og omfatter bølgelængder, der ligger både over og under det menneskelige synsfelt.

58:2.2 (665.5) Jordens atmosfære er næsten uigennemsigtig for en stor del af solstrålingen i den ekstreme ultraviolette ende af spektret. De fleste af disse korte bølgelængder absorberes af et ozonlag, som findes i et niveau omkring 15 km over jordoverfladen, og som strækker sig yderligere 15 km ud i rummet. Den ozon, der gennemtrænger dette område, ville under de forhold, der hersker på jordens overflade, kun udgøre et lag, der er en tiendedel tomme tykt; ikke desto mindre beskytter denne relativt lille og tilsyneladende ubetydelige mængde ozon indbyggerne på Urantia mod det overskud af disse farlige og destruktive ultraviolette stråler, der findes i sollyset. Men hvis dette ozonlag bare var en smule tykkere, ville I være berøvet de yderst vigtige og sundhedsfremmende ultraviolette stråler, som nu når jordens overflade, og som er grundlaget for en af de mest essentielle af jeres vitaminer.

58:2.3 (665.6) Og alligevel insisterer nogle af de mindre fantasifulde af jeres dødelige mekanister på at betragte materiel skabelse og menneskelig evolution som en ulykke. Urantias mellemvæsener har samlet over halvtreds tusind kendsgerninger inden for fysik og kemi, som de anser for at være uforenelige med tilfældighedens love, og som de hævder umiskendeligt demonstrerer tilstedeværelsen af et intelligent formål i den materielle skabelse. Og alt dette tager ikke hensyn til deres katalog over mere end hundrede tusinde fund uden for fysikkens og kemiens domæne, som de hævder beviser sindets tilstedeværelse i planlægningen, skabelsen og vedligeholdelsen af det materielle kosmos.

58:2.4 (666.1) Jeres sol udsender en variabel strøm af dødbringende stråler, og det at I kan trives på Urantia skyldes den “tilfældighed” at I bliver beskyttet af mere end fyrre tilsyneladende tilfældige beskyttende mekanismer, som fungerer omtrent på samme måde som dette enestående ozonlag.

58:2.5 (666.2) Havde det ikke været for atmosfærens “dyneeffekt” om natten, ville varmetabet fra jordudstrålingen gå så hurtigt, at det ikke ville være muligt at opretholde livet, undtagen på kunstig vis.

58:2.6 (666.3) Jordatmosfærens nederste otte-ni en halv kilometer udgør troposfæren; dette er området for vindene og luftstrømmene som frembringer vejrfænomenet. Ovenfor dette område ligger den indre ionosfære, og derefter følger stratosfæren. Jo højere op fra jordoverfladen man stiger, jo jævnt koldere bliver det, helt op til ni og en halv til tretten kilometers højde hvor temperaturen ligger på -57° C. Denne variation mellem -54° og -57° C kuldegrader holder sig uforandret under de næste fem og tres kilometer lange opstigning; dette område med uforanderlig temperatur er stratosfæren. I en højde af to og halvfjerds til fem og firs kilometer, begynder temperaturen at stige igen, og fortsætter med dette helt op til de højder hvor nordlyset forekommer, og temperaturen når 650° C varmegrader. Og det er denne intense varme som ioniserer oxygen. Men temperatur i en så fortyndet atmosfære er knap sammenlignelig med varmen som den forekommer nede på jorden. Glem ikke at halvdelen af hele atmosfæren over jer befinder sig nedenfor fem kilometer. Jordatmosfærens tykkelse synliggøres ved de højeste nordlysstriber—omkring seks hundrede og fyrre kilometer.

58:2.7 (666.4) Aurorafænomener er direkte relateret til solpletter, de solcykloner, som hvirvler i modsatte retninger over og under solens ækvator, ligesom de tropiske orkaner på jorden gør. Sådanne atmosfæriske forstyrrelser hvirvler i modsatte retninger, når de opstår over eller under ækvator.

58:2.8 (666.5) Solpletternes evne til at ændre lysfrekvenser viser, at disse solstormscentre fungerer som enorme magneter. Sådanne magnetfelter er i stand til at slynge ladede partikler fra solpletternes kratere ud gennem rummet til jordens ydre atmosfære, hvor deres ioniserende indflydelse skaber så spektakulære nordlys. Derfor har man de største nordlysfænomener, når solpletterne er på deres højeste—eller kort tid derefter—hvor pletterne generelt er placeret ækvatorialt.

58:2.9 (666.6) Selv kompasnålen reagerer på denne solpåvirkning, da den drejer en smule mod øst, når solen står op, og en smule mod vest, når solen er ved at gå ned. Det sker hver dag, men når solpletcyklusserne er på deres højeste, er kompassets variation dobbelt så stor. Disse daglige vandringer i kompasset er en reaktion på den øgede ionisering af den øvre atmosfære, som produceres af sollyset.

58:2.10 (666.7) Det er tilstedeværelsen af to forskellige niveauer af elektrificerede, ledende områder i superstratosfæren, der gør det muligt at sende jeres lang- og kortbølgede radioudsendelser over lange afstande. Jeres udsendelser bliver nogle gange forstyrret af de forrygende storme, som lejlighedsvis raser i disse ydre ionosfærer.

3. Miljøet i rummet

58:3.1 (666.8) I de tidligere tider af universets materialisering var rumregionerne gennemsyret af enorme brintskyer, præcis sådanne astronomiske støvklynger, som nu karakteriserer mange regioner i det fjerne rum. Meget af det organiserede stof, som de flammende sole nedbryder og spreder som strålingsenergi, blev oprindeligt opbygget i disse tidligt forekommende brintskyer i rummet. Under visse usædvanlige forhold sker der også atomnedbrydning i kernen af de større hydrogenmasser. Og alle disse fænomener med atomopbygning og atomopløsning, som i de stærkt ophedede stjernetåger, ledsages af fremkomsten af flodbølger af korte rumstråler af strålingsenergi. Disse forskellige stråler ledsages af en form for rum-energi, som er ukendt på Urantia.

58:3.2 (667.1) Denne kortstrålingsenergiladning i universets rum er fire hundrede gange større end alle andre former for strålingsenergi, der findes i de organiserede rumdomæner. Udbyttet af korte rumstråler, hvad enten de kommer fra de flammende stjernetåger, spændte elektriske felter, det ydre rum eller de enorme brintstøvskyer, modificeres kvalitativt og kvantitativt af udsving og pludselige spændingsændringer i temperatur, tyngdekraft og elektronisk tryk.

58:3.3 (667.2) Disse eventualiteter i rumstrålernes oprindelse bestemmes af mange kosmiske hændelser såvel som af kredsløbene for cirkulerende stof, som varierer fra modificerede cirkler til ekstreme ellipser. De fysiske forhold kan også være stærkt forandrede, fordi elektronernes spin nogle gange er i den modsatte retning af den grovere stofadfærd, selv i den samme fysiske zone.

58:3.4 (667.3) De enorme brintskyer er veritable kosmiske kemiske laboratorier, der rummer alle faser af udviklende energi og transformerende stof. Der sker også store energiudfoldelser i den yderste gasområder i de store dobbeltstjerner, som så ofte overlapper hinanden og derfor i vid udstrækning blander sig med hinanden. Men ingen af disse enorme og vidtstrakte energiaktiviteter i rummet udøver den mindste indflydelse på fænomenerne i det organiserede liv—kimplasmaet i levende ting og væsener. Disse energiforhold i rummet er relevante for det essentielle miljø for livets etablering, men de er ikke effektive i den efterfølgende modifikation af arvefaktorerne i kimplasmaet, som nogle af de længere stråler af strålingsenergi er det. Livsbærernes implanterede liv er fuldt ud modstandsdygtigt over for alle disse fantastiske oversvømmelser af universets korte energistråler.

58:3.5 (667.4) Alle disse nødvendige kosmiske betingelser måtte nødvendigvis udvikle sig frem til et gunstige stadie før Livsbærerne faktisk kunne begynde at etablere liv på Urantia.

4. Livets begyndende æra

58:4.1 (667.5) At vi kaldes Livsbærere bør ikke forvirre dig. Vi kan bære liv til planeterne, og det gør vi, men vi har ikke bragt liv til Urantia. Livet på Urantia er unikt og oprindeligt fra planeten. Denne sfære er en livsmodificerende verden; alt liv, der optræder her, blev formuleret af os lige her på planeten; og der er ingen anden verden i hele Satania, selv ikke i hele Nebadon, der har en livseksistens som Urantias.

58:4.2 (667.6) For 550.000.000 år siden vendte Livsbærerkorpset tilbage til Urantia. I samarbejde med åndelige styrker og superfysiske kræfter organiserede og igangsatte vi denne verdens oprindelige livsmønstre og plantede dem i rigets gæstfrie vande. Alt planetarisk liv (bortset fra ekstraplanetariske personligheder) ned til Caligastias dage, Planetprinsen, havde sin oprindelse i vores tre oprindelige, identiske og samtidige marine livsimplantationer. Disse tre livsimplantationer er blevet betegnet som: den centrale eller eurasiske-afrikanske, den østlige eller den australsk-asiatiske og den vestlige som omfatter Grønland og samt Nord- og Sydamerika.

58:4.3 (668.1) For 500.000.000 år siden var det primitive marine planteliv veletableret på Urantia. Grønland og den arktiske landmasse var sammen med Nord- og Sydamerika begyndt på deres lange og langsomme vandring mod vest. Afrika bevægede sig en smule mod syd og skabte en øst-vest-dal, Middelhavsbassinet, mellem sig selv og moderlegemet. Antarktis, Australien og det land, der er angivet af øerne i Stillehavet, brød løs mod syd og øst og er drevet langt væk siden den dag.

58:4.4 (668.2) Vi havde plantet den primitive form for marint liv i de beskyttede tropiske bugter i de centrale have i øst-vest spaltningen af den opbrudte kontinentale landmasse. Vores formål med at lave tre implantationer af marint liv var at sikre, at hver stor landmasse ville bære dette liv med sig i sine varmtvandshave, når landmasserne efterfølgende blev adskilt. Vi forudså, at store oceaner af vand ville adskille disse drivende kontinentale landmasser i den senere æra af landlivets opståen.

5. Kontinentaldriften

58:5.1 (668.3) Kontinentaldriften fortsatte. Jordens kerne var blevet så tæt og stiv som stål, da den var udsat for et tryk på næsten 3.500 tons per kvadratcentimeter, og på grund af det enorme tyngdekraftstryk var og er det stadig meget varmt i det dybe indre. Temperaturen stiger fra overfladen og nedad, indtil den i midten er lidt over solens overfladetemperatur.

58:5.2 (668.4) De yderste et tusinde og seks hundrede kilometer af jordens masse består hovedsageligt af forskellige slags sten. Længere nede findes de tættere og tungere metalliske grundstoffer. I de første, føratmosfæriske tidsaldre var verden så flydende i sin smeltede og stærkt opvarmede tilstand, at de tungere metaller sank dybt ned i dets indre. De, der finder nær overfladen i dag, repræsenterer udbrud fra gamle vulkaner, senere og omfattende lavastrømme og de nyere meteoriske aflejringer.

58:5.3 (668.5) Den ydre jordskorpe var omkring 65 kilometer tyk. Denne ydre skal blev understøttet af og hvilede direkte på et smeltet hav af basalt af varierende tykkelse, et mobilt lag af smeltet lava, der blev holdt under højt tryk, men som altid havde tendens til at flyde frem og tilbage for at udligne skiftende planetariske tryk og derved stabilisere jordskorpen.

58:5.4 (668.6) Selv i dag flyder kontinenterne fortsat på dette ikke-krystalliserede pudehav af smeltet basalt. Hvis det ikke var for denne beskyttende tilstand, ville de mere alvorlige jordskælv bogstaveligt talt ryste verden i stykker. Jordskælv forårsages af glidning og forskydning af den faste ydre skorpe og ikke af vulkaner.

58:5.5 (668.7) Lavalagene i jordskorpen danner granit, når de er afkølede. Urantias gennemsnitlige massefylde er lidt mere end fem en halv gange så stor som vandets; granittens massefylde er mindre end tre gange så stor som vandets. Jordens kerne er tolv gange så tæt som vand.

58:5.6 (668.8) Havbunden er mere tæt end landmasserne, og det er det, der holder kontinenterne oven vande. Når havbunden presses op over havets overflade, viser det sig, at den hovedsageligt består af basalt, en form for lava, der er betydeligt tungere end landmassernes granit. Igen, hvis kontinenterne ikke var lettere end havbunden, ville tyngdekraften trække oceanernes kanter op på land, men sådanne fænomener er ikke observerbare.

58:5.7 (668.9) Oceanernes vægt er også en faktor i stigningen af trykket på havbunden. De lavere, men relativt tungere havbunde, plus vægten af det overliggende vand, svarer omtrent til vægten af de højere, men meget lettere kontinenter. Men alle kontinenter har en tendens til at krybe ned i havene. Det kontinentale tryk på havbundens niveau er omkring 1400 kg pr. kvadratcentimeter, det vil sige; at så stort vil trykket være når kontinentet rager fem kilometer over havbunden, Vandtrykket på havbunden er kun 350 kg pr. kvadratcentimeter. Disse trykforskelle har en tendens til at få kontinenterne til at glide mod havbunden.

58:5.8 (669.1) Ocean bundenes nedsynkning i tiderne før livet opstod, havde presset en eneste kontinental landmasse op, og det så højt at trykket fra siderne fik de østlige, vestlige og sydlige yderkanter til at glide ned ad og udover de ikke helt stivnede eller helt flydende lavalag og ud i det omkringliggende Stillehav. Dette kompenserede så meget for det kontinentale tryk, at der ikke opstod et bredt brud på østkysten af dette gamle asiatiske kontinent, men lige siden har den østlige kystlinje svævet over afgrunden til de tilstødende oceaniske dybder og truet med at glide ned i en vandgrav.

6. Overgangsperioden

58:6.1 (669.2) For 450.000.000 år siden indtræf overgangen fra planteliv til dyreliv. Denne metamorfose fandt sted i det lave vand i de beskyttede tropiske bugter og laguner ved de udstrakte kystlinjer på de adskilte kontinenter. Og denne udvikling, som alt sammen var iboende i de oprindelige livsmønstre, skete gradvist. Der var mange overgangsstadier mellem de tidlige primitive vegetabilske livsformer og de senere veldefinerede dyreorganismer. Selv i dag findes overgangsformerne, og de kan næppe klassificeres som hverken planter eller dyr.

58:6.2 (669.3) Selv om plantelivets udvikling kan spores videre til dyreriget, og selv om man har fundet graduerede serier af planter og dyr, der gradvist fører op fra de mest simple til de mest komplekse og avancerede organismer, vil man ikke kunne finde sådanne forbindelsesled mellem de store inddelinger af dyreriget, eller mellem de højeste af de førmenneskelige dyretyper og de første medlemmer af menneskeslægten. Disse såkaldte “manglende led” vil forblive manglende i al evighed af den simple grund at de aldrig har eksisteret.

58:6.3 (669.4) Fra æra til æra opstår der radikalt nye dyrearter. De udvikler sig ikke som resultatet af en gradvis ophobning af små variationer; de optræder som fuldgyldige og nye livsformer, og de optræder pludselig.

58:6.4 (669.5) Den pludselige fremkomst af nye arter og forskelligartede ordener af levende organismer er helt og holdent biologisk, strengt naturlig. Der er intet overnaturligt forbundet med disse genetiske mutationer.

58:6.5 (669.6) Ved den rette grad af salt i havene udviklede dyrelivet sig, og det var forholdsvis enkelt at lade det salte vand cirkulere gennem dyrelegemerne i havet. Men da havene trak sig sammen, og saltprocenten blev kraftigt forøget, udviklede de samme dyr evnen til at reducere saltindholdet i deres kropsvæsker, ligesom de organismer, der lærte at leve i ferskvand, fik evnen til at opretholde den rette grad af natriumklorid i deres kropsvæsker ved hjælp af geniale teknikker til saltbevarelse.

58:6.6 (669.7) Undersøgelser af fossiler af havdyr, der er indkapslet i sten, afslører disse primitive organismers tidlige tilpasningskampe. Planter og dyr holder aldrig op med at foretage disse tilpasningseksperimenter. Miljøet ændrer sig hele tiden, og levende organismer stræber altid efter at tilpasse sig disse uendelige udsving.

58:6.7 (670.1) Det fysiologiske udstyr og den anatomiske struktur i alle nye livsformer er en reaktion på den fysiske lov, men den efterfølgende begavelse af sindet er en gave fra de hjælpende sinds-ånder i overensstemmelse med den medfødte hjernekapacitet. Selvom sindet ikke er en fysisk evolution, er det helt afhængigt af den hjernekapacitet, som den rent fysiske og evolutionære udvikling giver.

58:6.8 (670.2) Gennem næsten endeløse cyklusser af gevinster og tab, justeringer og genjusteringer svinger alle levende organismer frem og tilbage fra tidsalder til tidsalder. De, der opnår kosmisk enhed, fortsætter, mens de, der ikke når dette mål, ophører med at eksistere.

7. Den geologiske historiebog

58:7.1 (670.3) Den store gruppe af bjergartssystemer, som udgjorde verdens ydre skorpe under livets daggry, eller den proterozoiske æra, viser sig ikke så mange steder på jordoverfladen i dag. Og når den dukker frem under alle de efterfølgende tidsaldres ophobninger, vil man kun finde de fossile rester af vegetabilsk og tidligt primitivt dyreliv. Nogle af disse ældre vandaflejrede bjergarter er blandet med efterfølgende lag, og nogle gange giver de fossile rester af nogle af de tidligere former for vegetabilsk liv, mens man i de øverste lag lejlighedsvis kan finde nogle af de mere primitive former for de tidlige havdyrsorganismer. Mange steder kan disse ældste lagdelte stenlag med fossiler af det tidlige marine liv, både dyr og planter, findes direkte oven på de ældre udifferentierede sten.

58:7.2 (670.4) Fossiler fra denne æra indeholder alger, korallignende planter, primitive protozoer og svampelignende overgangsorganismer. Men fraværet af sådanne fossiler i de tidlige klippelag beviser ikke nødvendigvis, at der ikke fandtes levende ting andre steder på det tidspunkt, hvor de blev aflejret. Livet var sparsomt i disse tidlige tider og banede sig kun langsomt vej over jordens overflade.

58:7.3 (670.5) Klipperne fra denne ældste tid ligger nu på jordoverfladen, eller meget tæt på overfladen, over omkring en ottendedel af det nuværende landområde. Den gennemsnitlige tykkelse af denne overgangssten, de ældste lagdelte klippelag, er omkring halvanden kilometer. Nogle steder er disse ældgamle klippesystemer helt op til fire kilometer tykke, men mange af de lag, der er blevet tilskrevet denne æra, hører til senere perioder.

58:7.4 (670.6) I Nordamerika kommer dette ældgamle og primitive fossilbærende stenlag op til overfladen i de østlige, centrale og nordlige regioner af Canada. Der er også en periodevis øst-vestgående højderyg af denne sten, som strækker sig fra Pennsylvania og de gamle Adirondack-bjerge vestpå gennem Michigan, Wisconsin og Minnesota. Andre højderygge løber fra Newfoundland til Alabama og fra Alaska til Mexico.

58:7.5 (670.7) Klipperne fra denne æra er blottet her og der over hele verden, men ingen er så lette at fortolke som dem omkring Lake Superior og i Grand Canyon ved Colorado-floden, hvor disse primitive fossilbærende klipper, der findes i flere lag, vidner om omvæltningerne og overfladesvingningerne i disse fjerne tider.

58:7.6 (670.8) Dette stenlag, det ældste fossilbærende lag i jordskorpen, er blevet krøllet, foldet og grotesk forvredet som følge af omvæltningerne fra jordskælv og de tidlige vulkaner. Lavastrømmene fra denne tid bragte meget jern, kobber og bly op nær planetens overflade.

58:7.7 (670.9) Der er få steder på jorden, hvor sådanne aktiviteter er mere grafisk vist end i St. Croix-dalen i Wisconsin. Croix-dalen i Wisconsin. I denne region var der et hundrede og syvogtyve på hinanden følgende lavastrømme på land med efterfølgende vandoversvømmelse og deraf følgende aflejring af sten. Selvom en stor del af de øverste stenaflejringer og periodiske lavastrømme er forsvundet i dag, og selvom bunden af dette system er begravet dybt i jorden, er omkring femogtres til halvfjerds af disse lagdelte optegnelser fra tidligere tider nu synlige.

58:7.8 (671.1) I disse tidlige tidsaldre, hvor meget land var nær havets overflade, skete der mange på hinanden følgende nedsænkninger og fremkomster. Jordskorpen var netop på vej ind i sin senere periode med relativ stabilisering. Den tidligere kontinentaldrifts bølger, stigninger og fald bidrog til hyppigheden af den periodiske nedsænkning af de store landmasser.

58:7.9 (671.2) I disse tider med primitivt havliv sank store områder af de kontinentale kyster ned under havet fra et par meter til en halv kilometer. En stor del af de ældre sandsten og konglomerater repræsenterer de sedimentære aflejringer fra disse gamle kyster. De sedimentære bjergarter, der hører til denne tidlige lagdeling, hviler direkte på de lag, der daterer sig langt tilbage efter livets oprindelse, tilbage til det tidlige verdenshav.

58:7.10 (671.3) Nogle af de øverste lag i disse overgangsbjergarter indeholder små mængder skifer eller skifer i mørke farver, hvilket indikerer tilstedeværelsen af organisk kulstof og vidner om eksistensen af forfædrene til de former for planteliv, som overvandt jorden i den efterfølgende karbon- eller kulalder. Meget af kobberet i disse stenlag stammer fra vandaflejringer. Noget findes i sprækkerne i de ældre klipper og er koncentratet af det træge sumpvand fra en gammel beskyttet kystlinje. Jernminerne i Nordamerika og Europa befinder sig i aflejringer og udstødninger, der dels ligger i de ældre ustratificerede bjergarter og dels i disse senere stratificerede bjergarter fra overgangsperioderne i livets dannelse.

58:7.11 (671.4) Denne æra er vidne til livets udbredelse i alle verdens farvande; livet i havet er blevet veletableret på Urantia. Bunden af de lavvandede og vidtstrakte indlandshave er gradvist ved at blive dækket af en rig og frodig vegetation, mens vandet ved kysterne vrimler med simple former for dyreliv.

58:7.12 (671.5) Hele denne historie er grafisk anskueliggjort, nedfældet som fossiler i side efter side af verdenshistoriens kæmpemæssige “stenleksikon”. Og siderne i denne gigantiske biogeologiske optegnelse fortæller ufejlbarligt sandheden, hvis man blot er dygtig nok til at fortolke dem. Mange af disse gamle havbunde er nu hævet højt op på land, og deres aflejringer fra tidsalder til tidsalder fortæller historien om livskampen i de tidlige dage. Det er bogstaveligt talt sandt, som jeres digter har sagt: “Det støv, vi træder på, var engang levende.”

58:7.13 (671.6) [Præsenteret af et medlem af Urantia Livsbærerkorps, der nu er bosiddende på planeten.]