Urantia Bogen

Kapitel 58

Livets Tilblivelse På Urantia

58:0.1 (664.1) I HELE Satania findes der kun enogtres verdener som ligner Urantia, planeter for livs modificering. De fleste af de beboende verdner bliver befolket i overensstemmelse med etablerede teknikker, og på sådanne kloder bliver Livsbærerne ikke tildelt særlig meget frit spillerum i deres planlægninger af livets implantation. Men omtrent én ud af ti verdner får betegnelsen decimal planet og indføres i Livsbærernes særlige register; og på sådanne planeter får vi lov til at foretage os visse livseksperimenter med henblik på at ændre og frembringe modificeret udgaver eller mulige forbedringer af universets standardtyper af levende skabninger.

1. Forudsætningerne for fysik liv

58:1.1 (664.2) For 600.000.000 år siden ankom Livsbærernes kommission, udsendt af Jerusem, til Urantia og begyndte studiet af de fysiske forhold, som en forberedelse til at lancere livet på verden nummer 606:e i Satania systemet. Dette skulle være vores nummer 606.e erfaring med at indføre Nebadons livsmønstre i Satania og vor tresindstyvende mulighed for at foretage ændringer og indføre modifikationer i lokaluniversets grundlæggende standard livsmønstre.

58:1.2 (664.3) Det må gøres klart, at Livsbærerne ikke kan indføre noget liv på en klode før den er moden for at påbegynde sin evolutionære udviklingscyklus. Vi kan heller ikke få nogen udvikling af liv til at gå hurtigere end det planetens fysiske fremgang giver grobund for.

58:1.3 (664.4) Satania Livsbærernes projekt gik ud på at etablere et natriumkloridbaseret livsmønster, derfor kunne der ingen skridt tages i retning af at plante det ind før havvandet var blevet saltholdig nok. Urantias protoplasmatype kan kun fungere i en passende salt opløsning. Alle oprindelige livsformer, flora såvel som fauna, udvikler sig i et saltholdigt miljø. Og ikke engang de højere udviklede landdyr ville kunne fortsætte med at leve, hvis ikke blodcirkulationen havde ført denne samme livsvigtige saltopløsning gennem deres kroppe for virkelig at bade, bogstavelig talt at oversvømme hver eneste lille levende celle i dette ”salte hav”.

58:1.4 (664.5) Jeres primitive forfædre cirkulerede frit omkring i det salte hav; i dag kredser denne samme søvandsagtige saltopløsning frit omkring i jeres kroppe og bader hver enkelte celle med en kemisk væske som i alt væsentlige er sammenlignelig med det saltvand som stimulerede de første protoplasmiske reaktioner i de første levende celler som fungerede her på planeten.

58:1.5 (664.6) Da denne æra indledes, udvikler Urantia sig på alle måder i gunstig retning for at kunne opretholde de første former for liv i havet. Langsomt, men sikkert baner den fysiske udvikling på jorden og i de nærliggende rumområder sig på den fase af senere forsøg på at etablere sådanne livsformer som vi havde besluttet ville være bedst tilpasset de fysiske omgivelser som efterhånden udviklede sig - både på jorden og i rummet.

58:1.6 (665.1) Efterfølgende vendte Satania kommissionen af Livsbærere tilbage til Jerusem, men foretrækker at afvente at den kontinentale landmasse havde delt sig yderligere op, noget som ville medføre at der blev flere indre farvande og beskyttede bugter, før den aktuelle implantation af livet skulle begynde.

58:1.7 (665.2) På en planet, hvor livet først opstår i havet, besørges de ideelle forhold for livets implantation af et stort antal indlands søer, en langstrakt kystlinje med lavvande og skærmede bugter; og netop sådan en fordeling af jordens vand var hurtig i færd med at udvikle sig i den retning. Disse indre farvande var sjældne mere end et hundrede og halvtreds til et hundrede og firs meter dybe, og sollyset kan trænge mere end et hundrede og firs meter ned i havvandet.

58:1.8 (665.3) Og det var fra sådanne kyster, i det milde og jævne klima under en senere tidsalder, at det primitive planteliv fandt vejen op på land. Der gav det høje indhold af kulstof i atmosfæren de nye landbaseret livsvarianter mulighed for at vokse hurtig og frodig. Selv om atmosfæren var ideal for plantevækst, indeholdt den så meget kuldioxid, at intet dyr, og slet ikke noget menneske, kunne have levet på jordoverfladen.

2. Urantias atmosfære

58:2.1 (665.4) Planetens atmosfære filtrerer igennem til jorden omkring to milliardtedel af solens totale udstråling af lys. Hvis lyset, som falder ned på Nordamerika skulle betales med en pris på femten øre pr kilowatttime, ville den årlige lysregning stige til over seks billioner kroner. Chicagos solskinsafgift ville lyde på godt over 700 millioner kroner om dagen. Og da bør man huske, at I modtager andre forme for energi fra solen; lyset er ikke det eneste bidrag fra solen som når jeres atmosfære. Vældig solenergi mængder strømmer ind over Urantia i bølgelængder som strækker sig begge veje udover det spektrum som er synlig for mennesker.

58:2.2 (665.5) Jordens atmosfære er så godt som ugennemtrængelig for meget af den solstråling som hører til den ekstreme ultraviolette ende af spektret. De fleste af disse korte bølgelængder absorberes af ozonlaget, som findes på et niveau i en højde af omtrent seksten kilometer over jordens overflade og som strækker sig yderligere seksten kilometer ud i rummet. Det ozon som er fordelt udover dette område, ville under de forhold som råder nede på jordoverfladen, udgøre et lag som bare var to og en halv millimeter tyk: ikke desto mindre, så ville denne forholdsvis beskedne og tilsyneladende ubetydelig ozonmængde beskytte Urantias indbyggere mod at blive overeksponeret af disse farlige og destruktive ultraviolette bestrålinger fra sollyset. Men var dette ozonlag bare var en anelse tykkere, ville I blive berøvet for de højst vigtig og helsebringende ultraviolette stråler som når jordoverfladen nu, og som giver oprindelse til et af jeres vigtigste vitaminer.

58:2.3 (665.6) Og alligevel insisterer nogle af de mindst fantasifulde dødelige mekanister blandt jer på at se den materielle skabelse og menneskets udvikling som en tilfældighed. Urantias mellemvæsener har indsamlet over fem tusinde fakta fra fysikken og kemien som de anser for at være uforenelige med lovene om tilfældighedernes sammentræf, og som de fastholder helt utvetydig påviser, at der findes en intelligent målsætning bagved den materielle skabelse. Og alt dette er ikke medregnet i deres katalog med over hundrede tusinde fund udenfor kemiens og fysikkens fagområder, som de fastholder som bevis på en bevidst planlægning, skabelse og opretholdelse af det materielle kosmos.

58:2.4 (666.1) Jeres sol udsender en variabel strøm af dødbringende stråler, og det at I kan trives på Urantia skyldes den ‘tilfældighed’ at I bliver beskyttet af mere end fyrre tilsyneladende tilfældige beskyttende mekanismer, som fungerer omtrent på samme måde som dette enestående ozonlag.

58:2.5 (666.2) Havde det ikke været for atmosfærens ´dyneeffekt´om natten, ville varmetabet fra jordudstrålingen gå så hurtigt, at det ikke ville være muligt at opretholde livet, undtagen på kunstig vis.

58:2.6 (666.3) Jordatmosfærens nederste otte-ni en halv kilometer udgør troposfæren; dette er området for vindene og luftstrømmene som frembringer vejrfænomenet. Ovenfor dette område ligger den indre ionosfære, og derefter følger stratosfæren. Jo højere op fra jordoverfladen man stiger, jo jævnt koldere bliver det, helt op til ni og en halv til tretten kilometers højde hvor temperaturen ligger på ÷57˚C. Denne variation mellem -54 og -57˚C kuldegrader holder sig uforandret under de næste fem og tres kilometer lange opstigning; dette område med uforanderlig temperatur er stratosfæren. I en højde af to og halvfjerds til fem og firs kilometer, begynder temperaturen at stige igen, og fortsætter med dette helt op til de højder hvor nordlyset forekommer, og temperaturen når 650^o C varmegrader. Og det er denne intense varme som ioniserer oxygen. Men temperatur i en så fortyndet atmosfære er knap sammenlignelig med varmen som den forekommer nede på jorden. Glem ikke at halvdelen af hele atmosfæren over jer befinder sig nedenfor fem kilometer. Jordatmosfærens tykkelse synliggøres ved de øverste nordlys vimpler - omkring seks hundrede og fyrre kilometer.

58:2.7 (666.4) Der findes en direkte sammenhæng mellem nordlysfænomener og solpletter, disse solcykloner som hvirvler hver sin vej på hver sin side af solens ækvator, akkurat som de tropiske orkaner på jorden. Sådanne atmosfæriske forstyrrelser hvirvler i modsat retning alt eftersom de forekommer nord eller syd for ækvator.

58:2.8 (666.5) Solpletternes evne til at få lyset til at ændre frekvens viser at disse stormcentre på solen virker som enorme magneter. Sådanne magnetfelter er i stand til at slynge ladede partikler fra solpletternes krater ud gennem rummet til den ydre del af jordatmosfæren, hvor deres ioniserende påvirkning frembringer sådanne spektakulære nordlysopvisninger. Derfor får I de stærkeste nordlys når solpletterne er på deres kraftigste - eller snarere bagefter - på hvilket tidspunkt pletterne befinder sig i ækvatorbæltet.

58:2.9 (666.6) Selv kompasnålen er følsom overfor denne påvirkning fra solen, da den bøjer østover når solen står op og lidt mod vest når den er på vej ned. Dette sker hver dag, men når solplets cyklus når sit højdepunkt er disse variationer på kompasset dobbelt så store. Disse daglige kompasnåls vandringer er en respons på den øget ionisering af den øvre atmosfære, som sollyset forårsager.

58:2.10 (666.7) Det er tilstedeværelsen af to forskellige niveauer af elektrisk ledede områder i den øverste stratosfære som muliggør fjernoverføringen af jeres lang- og kortbølgeradio udsendelser. Jeres ud sendelse bliver af og til forstyrret af voldsomme storme som blandt andet raser i disse ydre ionosfæreområder.

3. Miljøet i rummet

58:3.1 (666.8) I de første materialiseringsfaser af et univers findes der kæmpemæssige brintskyer spredt rundt omkring i rummets regioner, akkurat sådanne astronomiske støvsamlinger som nu karakteriserer mange fjerntliggende rum regioner. Meget af den organiserede materie som de brændende sole nedbryder og spreder i form af stråleenergi, bliver oprindelig opbygget i disse brintskyer som tidlig opstod i rummet. Under visse usædvanlige betingelser vil atomspaltning også ske i kernen af de større brintmasser. Og i forbindelse med alle disse atomopbygnings- og nedbrydningsfænomener, opstår det, som i de stærkt ophedede stjernetåger, er ledsaget ved fremkomsten af flodbølger af kortbølget stråleenergi i rummet. Sammen med disse forskellige former for stråling følger også en form for rumenergi som er ukendt på Urantia.

58:3.2 (667.1) Denne kortbølge energiladning i universets rum er firehundrede gange større end alle de andre former for stråleenergi som findes i de organiserede rum domæner. Kortbølge strålemængden som dannes i rummet, bliver, enten den kommer fra brændende stjernetåger, elektriske spændingsfelter, det ydre rum eller kæmpemæssige brintstøvskyer, modificeres kvalitativt og kvantitativt ved svingninger og pludselige spændingsforandringer i temperatur, tyngdekraft og elektronisk tryk.

58:3.3 (667.2) Mange slags kosmiske begivenheder kan være udslagsgivende for disse forskellige måder hvorved strålerne i rummet kan opstå på; det samme gælder materiens cirkulerende baner, som varierer fra det næsten cirkelrunde til det ekstremt elliptiske. Fysiske forhold kan også ændres radikalt ved at elektronerne nogle gange snurrer modsat vej i forhold til dem i den grovere materie, selv i den samme fysiske zone.

58:3.4 (667.3) De kæmpemæssige brintskyer er nogle virkelige kemiske laboratorier, hvor energiudvikling og forvandling af materien forekommer i alle faser. Voldsomme energiprocesser forekommer også i de store dobbeltstjerners yderste gasområder, som så ofte overlapper hinanden og derfor blandes meget. Men ingen af disse voldsomme og enorme energiaktiviteter i rummet har den ringeste indvirkning på det som forekommer af organiseret liv - kimplasma af levende vækst og skabningers. Disse energiforhold i rummet hører med til de omgivelser som danner forudsætningerne for at livet kan opstå, men ellers påvirker de ikke arveanlæggene i kimplasma som nogle stråleenergier med længere bølgelængde gør. Det liv som Livsbærerne indfører, er helt modstandsdygtig overfor denne forbløffende strøm af kortbølget stråleenergi fra universet.

58:3.5 (667.4) Alle disse nødvendige kosmiske betingelser måtte nødvendigvis udvikle sig frem til et gunstige stadie før Livsbærerne faktisk kunne begynde at etablere liv på Urantia.

4. Livets begyndende æra

58:4.1 (667.5) Det at vi kaldes Livsbærere bør ikke forvirre jer. Vi kan bringe liv til planeter, og gør det også, men vi bragte ikke noget liv til Urantia. Livet på Urantia er unikt, og har sin oprindelse på selve planeten. Denne klode er en verden for livsmodifikation; alt det liv som findes her, blev formuleret af os netop her på planeten, og der findes ingen anden verden i hele Satania, ikke engang i hele Nebadon, hvor livsformerne er helt nøjagtig de samme som dem på Urantia.

58:4.2 (667.6) For 550.000.000 år siden vendte korpset af Livsbærere tilbage til Urantia. I samarbejde med åndelige kræfter og overfysiske kræfter organiserede og påbegyndte vi denne verdens egenartede livsmønstre og plantede dem ind i gæstfrie farvande som fandtes her. Alle planetariske liv (med undtagelse af de udenom planetariske personligheder) helt frem til Planetprinsen Caligastias tid havde sin ophav i vore tre oprindelige, identiske og samtidige marine livsimplantationer. Disse tre implantationer af liv har fået betegnelserne: den centrale eller eurasiske-afrikanske, den østlige eller den australsk-asiatiske og den vestlige som omfatter Grønland og samt Nord- og Sydamerika.

58:4.3 (668.1) For 500.000.000 år siden var det primitive marine flora vel etableret på Urantia. Grønland og den arktiske landmasse var sammen med Nord- og Sydamerika i færd med at begynde sin lange og langsomme afdrift vestover. Afrika flyttede lidt sydover og efterlod sig en øst-vestgående rende, Middelhavsbassinet, mellem sig og sit moderland. Antarktis, Australien og de landområder som markeres af Stillehavsøerne, brød sig løs mod syd og øst, og har drevet langt væk siden dengang.

58:4.4 (668.2) Vi havde plantet de primitive former for liv i havet i de beskyttede tropiske bugter i de centrale farvande af den øst-vestgående kløft i den kontinentale landmasse, som var ved at blive brudt op. Hensigten med at foretage tre implantationer af marine liv var at sikre, at hver af de store landmasser ville få dette liv med sig i deres varme havområder efterhånden som de blev adskilt. Vi forudså, at når store oceaner i det sene stadium af landbaseret liv opstod, ville disse adskille de drivende kontinentale landmasser fra hinanden.

5. Kontinentaldriften

58:5.1 (668.3) Landkontinenterne fortsatte med at drive fra hverandre. Jordkernen var blevet kompakt og stiv som stål, under et tryk på næsten 3.500 tons per kvadratcentimeter, og på grund af det enorme tyngdekraft tryk var og er den fortsat vældig varm i dybet af sit indre. Temperaturen stiger fra overfladen og nedad til centrum hvor den overstiger solens overfladetemperatur en lille smule.

58:5.2 (668.4) De yderste et tusinde og seks hundrede kilometer af jordmassen består hovedsagelig af forskellige slags sten. Længere nede findes de tættere og tungere metalliske grundstoffer. I de første, føratmosfæriske tidsaldre var verden så nær flydende i sin kraftige ophedede smeltetilstand at de tungere metaller sank langt ned i dybet af dens indre. Det som man i dag finder nær overfladen, stammer fra urgamle vulkanske udbrud, omfattende lavastrømme af nyere dato eller endnu yngre meteoraflejring.

58:5.3 (668.5) Den ydre jordskorpe var omtrent 65 kilometer tyk. Denne ydre skal blev holdt oppe af og hvilede ret ovenpå en flydende basalthav af varierende tykkelse, et bevægelig lag af smeltet lava under højt tryk, men med en tilbøjelighed til altid at ville flyde frem og tilbage for at udjævnede skiftende planetariske trykændringer og dermed virke stabiliserende på jordskorpen.

58:5.4 (668.6) Selv i dag fortsætter kontinenterne med at flyde på dette ukrystalliserende pudelignende hav af smeltet basalt. Var det ikke for dette beskyttende forhold, ville de alvorligste jordskælv bogstavelig talt ryste verden i stykker. Jordskælv forårsages af glidninger og forskydninger i den faste yderskorpe og ikke af vulkaner.

58:5.5 (668.7) Når jordskorpens lag med lava afkøles, danner de granit. Urantias gennemsnitlige tæthed er lidt over fem og en halv gang vandet, granitten har en tæthed på under tre gange vandets. Jordens kerne er tolv gange tættere end vand.

58:5.6 (668.8) Havets bunde har højere tæthed end landmasserne, og det er det som får kontinenterne til at holde sig over vandet. Når havbunden stubbes op over havets overflade, ser man at de for en stor del indeholder basalt, en form for lava som er betragtelig tungere end granitten i landmasserne. Såfremt kontinenterne ikke var lettere end havbundene, ville tyngdekraften trække kanterne af oceanerne op på land, men sådanne fænomener lader sig ikke observere.

58:5.7 (668.9) Oceanernes vægt er også en faktor som øger trykket på havbunden. De dybereliggende men til sammenlignelige tungere havbunde med vægten af vand oveni, tilnærmer sig vægten af de højere, men meget lettere kontinenter. Men alle kontinenter har en tendens til at ville krybe ned i havet. Trykket fra kontinenterne på havbundenes niveau er omkring 1400 kg per kvadratcentimeter, det vil sige; at så stort vil trykket være når kontinentet rager fem kilometer over havbunden, Vandtrykket på havbunden er kun 350 kg pr kvadratcentimeter. Denne trykforskel har en tendens til at få kontinenterne til at glide udover mod oceanernes dybder.

58:5.8 (669.1) Ocean bundenes nedsynkning i tiderne før livet opstod, havde presset en eneste kontinental landmasse op, og det så højt at trykket fra siderne fik de østlige, vestlige og sydlige yderkanter til at glide ned ad og udover de ikke helt stivnede eller helt flydende lavalag og ud i det omkringliggende Stillehav. Dette udjævnede trykket fra kontinentet så fuldstændig at ingen bred landmasse rev sig løs fra østkysten af dette asiatiske urkontinent, men lige siden har denne østlige kystlinje blevet hængende på kanten af afgrunden mod havdybden udenfor, truende med at glide ned i en vandgrav.

6. Overgangsperioden

58:6.1 (669.2) For 450.000.000 år siden indtræf overgangen fra planteliv til dyreliv. Denne metamorfose fandt sted i det lave vand i de beskyttede tropiske bugter og laguner langs de adskillende kontinenters udstrakte kystlinjer. Og denne udvikling, som i sin helhed lå indbygget i de oprindelige livsmønstre, opstod gradvis. Der var mange overgangsstadier mellem de ældste primitive plantelivsformer og de yngre veldefineret animalske organismer. Selv i dag lever overgangstidens skimmelsvamp fortsat i bedste velgående, og den lader sig næppe klassificere som hverken plante eller dyr.

58:6.2 (669.3) Selv om plantelivets udvikling kan spores videre til dyreriget, og selv om man har fundet trinvis udviklede serier med planter og dyr som i rækkefølge fører arven videre fra de enkleste til de mest komplekse og højt udviklede organismer, vil der aldrig kunne findes tilsvarende forbindelsesled mellem de store grupperinger i dyreriget, og heller ikke mellem de højtstående dyrearter før mennesket og de første medlemmer af menneskeslægten. Disse såkaldte ´manglende led´ vil forblive manglende i al evighed af den simple grund at de aldrig har eksisteret.

58:6.3 (669.4) Fra æra til æra opstår der radikalt nye dyrearter. De udvikler sig ikke gennem gradvise små forandringer. som i sidste led ophobes; de opstår som fuldt udviklet nye livsformer, og de viser sig pludselig.

58:6.4 (669.5) Den pludselige fremkomst af nye arter og forskelligartede former for levende organismer er noget helt biologisk og strengt naturlig. Der er ikke noget overnaturlig forbundet med disse genetiske mutationer.

58:6.5 (669.6) I en passende grad af saltholdig havvand udviklede dyrelivet sig, og det var forholdsvis enkelt at få det salte vand til at cirkulere gennem marine dyrenes kroppe. Men da havene skrumper ind og saltindholdet øges kraftig, udviklede disse dyrearter evnen til at sænke saltindholdet i kropsvæsken på samme måde, som de organismer som lærte at leve i ferskvand erhvervet evnen til at opretholde den rette grad af natrium klorid i deres kropsvæsker ved sindrige teknikker til bevaring af salt

58:6.6 (669.7) Hvis man studerer fossiler i stengrunden af marine liv, afslører de hvordan disse primitive organismer udkæmpede deres første kampe for at tilpasse sig. Planter og dyr ophører aldrig med at foretage sig disse tilpasningseksperimenter. Omgivelserne vil bestandig forandre sig, og altid vil de levende organismer stræbe efter at tilpasse sig disse uendelige udsving.

58:6.7 (670.1) Det fysiologiske udstyr og den anatomiske struktur hos alle de nye former for liv er i overensstemmelse med de fysiske loves påvirkning, men den efterfølgende begavelse i form af sind er overdragelse af de bistående sindsånder i overensstemmelse med den medfødte hjernekapacitet. Selv om sindet i sig selv ikke har udviklet sig som et naturligt produkt af evolution, er det helt afhængig af hjernekapaciteten, som er et rent produkt af den fysiske udviklings gang.

58:6.8 (670.2) Op igennem næsten endeløse cyklusser af vinding og tab, regulering og tilpasning, pendulerer alle slags levende organismer frem og tilbage gennem tiderne. De som opnår kosmisk enhed består, mens dem, som ikke klarer at nå dette mål, ophører med at eksistere.

7. Den geologiske historie bog

58:7.1 (670.3) Den kæmpestore gruppe af klippeformationer som udgjorte verdens ydre skorpe på tidspunktet for livets daggry, eller den proterozoiske æra, viser sig ikke i dag så mange steder på jordoverfladen. Og når den dukker op fra nedenunder alt det ophedede materiale fra senere tider, vil man kun finde fossilrester efter det første plante- og dyreliv. Nogle af disse ældre aflejret bjergarter under vandet er blandet med lag fra senere tider, og nogen gange indeholder de fossilrester fra nogle af de ældre former for planteliv, mens man i de øverste lag blandt andet kan finde nogle af de mere primitive former for organismer fra det første marine dyreliv. På mange steder kan man finde de ældste af disse lagdelte sten lag som indeholder fossiler fra den første marine liv, både af dyr og planter, direkte ovenpå den ældre, ensartet bjergarter.

58:7.2 (670.4) Fossilerne fra denne æra udgør alger, korallignende vækster, primitive protozoer og svampe lignende overgangsorganismer. Men fraværet af sådanne fossiler i de ældste bjergarter beviser ikke nødvendigvis, at der ikke fandtes liv andre steder da disse lag aflejrede sig. Det var sparsomt med liv i disse første tider, og livet brugte lang tid på at brede sig ud over hele jordens overflade.

58:7.3 (670.5) Bjergarter fra denne svundne tid ligger nu oppe på overfladen, eller vældig nær denne, over omtrent en ottendedel af dagens landområder. Gennemsnitstykkelsen på disse stengrunde fra overgangstiden, de ældste lagdelte klippelag, er omkring to og en halv af kilometer, Nogle steder bliver disse urtids bjergformationer op til seks og en halv kilometer tykke, men mange af de lag som man har tilskrevet som stammende fra denne æra, er fra senere perioder.

58:7.4 (670.6) I Nordamerika ligger denne urgamle bjergart som indeholder primitive fossiler, som kommer op til overfladen i Canadas østlige, centrale og nordlige områder. Der findes også brudstykker af en øst-vestgående højdedrag af denne bjergart fra Pennsylvania og de urgamle Adirondack-fjelde og vestover gennem Michigan, Wisconsin og Minnesota. Der løber også bjergkamme fra Newfoundland til Alabama og fra Alaska til Mexico.

58:7.5 (670.7) Klipper fra denne æra ligger i dag spredt over hele verden, men ikke nogen af dem er så let at tyde som dem der ligger rundt om Lake Superior-søen og i Grand Canyon, hvor flere lag af disse bjergarter med fossiler efter primitivt liv giver vidnesbyrd om landhævninger og overfladeforskydninger i disse fjernt forgangne tider.

58:7.6 (670.8) Dette stenlag, som er det ældste fossilbærende lag i jordskorpen, er blevet krøllet, foldet og grotesk forvredet som følge af omvæltningerne forårsaget af jordskælv og de tidlige vulkanudbrud. Lavastrømmene fra denne tid førte meget jern, kobber og bly op nær jordoverfladen.

58:7.7 (670.9) Der findes få steder på jorden, hvor den slags aktiviteter er tydeligere anskueliggjort end i St.Croix-dalen i Wisconsin. I dette område blev landjorden oversvømmet et hundrede og syvogtyve gange med lava for i mellemtiden at synke ned under vandet og som følge heraf blive belagt med stenaflejring. Selv om meget af den øverste stenaflejring og uregelmæssige lavastrømme er borte i dag, og selv om bunden af denne formation ligger dybt nede under jorden, står der alligevel omkring femogtres til halvfjerds af disse lagdelte optegnelser fra svundne tider synlig fremme i dag.

58:7.8 (671.1) I disse tidlige tider, da meget land lå nær havoverfladen, skete det ofte at landet vekslede mellem at ligge over og under vandet. Jordskorpen var akkurat på vej ind i sin senere og forholdsvis stabiliseret periode. Kontinentaldriften forud for dette havde fået landmasserne til at bølge på sig og hæves og sænkes, noget som bidrog til hyppigheden i de store landmassers periodiske oversvømmelser.

58:7.9 (671.2) I løbet af disse tider med primitivt marine liv, sank vidtstrakte områder af de kontinentale kyster ned under havet til dybder mellem bare en meter eller to til næsten en kilometer. Meget af den ældre sandsten og af konglomeraterne stammer fra sedimentære ophobninger langs disse gamle kyster. Sedimentære bjergarter fra denne tidlige lagdeling hviler ret op ad de lag som stammer fra længe før livet opstod, helt fra da det første verdenshav blev til.

58:7.10 (671.3) Nogle af de øverste lag af disse klippeaflejringer fra overgangstiden indeholder små mængder ler eller skifer i mørke farvetoner, noget som tyder på, at de indeholder organisk kulstof, og som vidner om eksistensen af forgængerne til de forme for planteliv som bredte sig over jorden i den efterfølgende kuldannende eller kul alder. Meget af kobberet i disse bjergarter stammer fra aflejringer under vand. Noget af det findes i sprækkerne i ældre bjerge, og er koncentratet af det stillestående mosevand fra afskærmede områder langs urtidens kystlinje. Jernminerne i Nordamerika og Europa befinder sig i aflejringer og udstødninger som ligger i delvis ældre, ikke lagdelte bjerge og en del af disse senere lagdelte bjergarter fra overgangsperioderne da nye livsformer blev dannet.

58:7.11 (671.4) Op gennem denne æra ser man livet brede sig udi verdens havområder; marine livet er blevet veletableret på Urantia. Udover bundene af lavvandede og vidt udbredte indlands farvande breder et rigt og overdådig planteliv sig, mens kystlinje vandet myldrer med enkle former for dyreliv.

58:7.12 (671.5) Hele denne historie er grafisk anskueliggjort, nedfældet som fossiler i side efter side af verdenshistoriens kæmpemæssige ´stenleksikon´. Og siderne i denne gigantiske, biogeologiske optegnelse fortæller ufejlbarlige sandhed, hvis I bare bliver dygtige nok til at fortolke dem. Mange af disse urgamle havbunde ligger nu højt oppe på land, og deres aflejringerne gennem tidsalder efter tidsalder beretter historien om disse tidlige tiders kamp for tilværelsen. Det er bogstavelig talt sandt, det en digter iblandt jer har sagt, at “det støv vi træder på var engang levende.”

58:7.13 (671.6) [Præsenteret af et medlem af Urantias Livsbærerkorps som nu er bosiddende på planeten.]