Urantia Bogen

Kapitel 57

Urantias Oprindelse

57:0.1 (651.1) NÅR VI PRÆSENTERER uddrag fra arkiverne i Jerusem for Urantias optegnelser om dets forhistorie og tidlige historie, er vi blevet bedt om at regne med tiden i forhold til den nuværende brug—den nuværende skudårskalender med 365¼ dage om året. Som regel vil der ikke blive gjort noget forsøg på at angive nøjagtige årstal, selv om de er vigtige. Vi vil bruge de nærmeste hele tal som den bedste metode til at præsentere disse historiske fakta.

57:0.2 (651.2) Når vi henviser til en begivenhed for en eller to millioner år siden, har vi til hensigt at datere en sådan begivenhed det antal år tilbage fra de første årtier af det tyvende århundrede af den kristne æra. Vi vil således skildre disse fjerntliggende begivenheder, som om de fandt sted i lige perioder på tusinder, millioner og milliarder af år.

1. Andronover tågen

57:1.1 (651.3) Urantia har sin oprindelse i jeres sol, og jeres sol er et af de mangfoldige afkom af Andronover-tågen, som engang var organiseret som en del af den fysiske kraft og det materielle stof i lokaluniverset Nebadon. Og denne store tåge har selv sin oprindelse i den universelle kraftladning af rummet i superuniverset Orvonton for længe, længe siden.

57:1.2 (651.4) På det tidspunkt, hvor denne beretning begynder, havde Første gradens Ledende Kraftorganisatorer i Paradis længe haft fuld kontrol over de rum-energier, der senere blev organiseret som Andronover tågen.

57:1.3 (651.5) For 987.000.000.000 år siden rapporterede den associerede kraftorganisator og daværende fungerende inspektør nummer 811.307 i Orvonton-serien, der rejste ud fra Uversa, til Dagenes Ældste, at rumforholdene var gunstige for igangsættelse af materialisationsfænomener i en bestemt sektor af det daværende østlige segment af Orvonton.

57:1.4 (651.6) For 900.000.000.000 år siden, vidner Uversas arkiver om, blev der registreret en tilladelse udstedt af Uversas Råd for Ligevægt til superuniversets regering, der bemyndigede udsendelsen af en kraftorganisator og personale til den region, der tidligere var udpeget af inspektør nummer 811.307. Myndighederne i Orvonton gav den oprindelige opdager af dette potentielle univers til opgave at udføre mandatet fra Dagenes Ældste, der opfordrede til organisering af en ny materiel skabelse.

57:1.5 (652.1) At denne tilladelse blev bogført, indebærer at kraftorganisatoren med sit personale allerede havde begivet sig fra Uversa ud på den lange rejse til den østlige rumsektor, hvor de derefter skulle gå i gang med de tidskrævende aktiviteter, som i sidste ende ville medføre fremkomsten af en ny fysisk skabelse i Orvonton.

57:1.6 (652.2) For 875.000.000.000 år siden blev den enorme Andronover-tåge nummer 876.926 indviet på behørig vis. Kun tilstedeværelsen af kraftorganisatoren og forbindelsespersonalet var nødvendig for at indvie den energihvirvel, der til sidst voksede til denne enorme cyklon i rummet. Efter indledningen af sådanne stjernetågerevolutioner trækker de levende kraftorganisatorer sig simpelthen tilbage vinkelret på den revolutionære skives plan, og fra det tidspunkt sikrer energiens iboende kvaliteter den progressive og velordnede udvikling af et sådant nyt fysisk system.

57:1.7 (652.3) Omtrent på dette tidspunkt skifter fortællingen til superuniversets personligheders funktion. I virkeligheden har historien sin egentlige begyndelse på dette tidspunkt—omtrent på det tidspunkt, hvor Paradisets kraftorganisatorer forbereder sig på at trække sig tilbage efter at have gjort rum-energi-betingelserne klar til, at styrkelederne og de fysiske kontrollører af superuniverset Orvonton kan handle.

2. Det første stjernetåge stadium

57:2.1 (652.4) Alle evolutionære materielle skabelser er født af cirkulære og gasformige tåger, og alle sådanne primære tåger er cirkulære i den tidlige del af deres gasformige eksistens. Efterhånden som de bliver ældre, bliver de som regel spiralformede, og når deres funktion som soldannelse er udløbet, ender de ofte som klynger af stjerner eller som enorme sole omgivet af et varierende antal planeter, satellitter og mindre grupper af stof, der på mange måder ligner dit eget lille solsystem.

57:2.2 (652.5) For 800.000.000.000 år siden var Andronover-skabelsen veletableret som en af Orvontons storslåede primære stjernetåger. Da astronomerne i de nærliggende universer kiggede ud på dette rumfænomen, så de meget lidt, der tiltrak deres opmærksomhed. Tyngdekraftsberegninger foretaget i tilstødende skabelser indikerede, at der fandt rummaterialiseringer sted i Andronover-regionerne, men det var alt.

57:2.3 (652.6) For 700.000.000.000 år siden var Andronover-systemet ved at antage gigantiske proportioner, og yderligere fysiske kontrollører blev sendt til ni omkringliggende materielle skabelser for at yde støtte og levere samarbejde til styrkecentrene i dette nye materielle system, som var så hurtigt under udvikling. På dette fjerne tidspunkt var alt det materiale, der blev videregivet til de efterfølgende skabelser, holdt inden for grænserne af dette gigantiske rumhjul, som fortsatte med at snurre og, efter at have nået sin maksimale diameter, snurrede hurtigere og hurtigere, mens det fortsatte med at kondensere og trække sig sammen.

57:2.4 (652.7) For 600.000.000.000 år siden var højdepunktet for Andronovers energimobiliseringsperiode nået; tågen havde opnået sin maksimale masse. På dette tidspunkt var den en gigantisk cirkulær gassky med form som en fladtrykt sfæroid. Dette var den tidlige periode med differentieret massedannelse og varierende revolutionær hastighed. Tyngdekraften og andre påvirkninger var ved at begynde deres arbejde med at omdanne rumgasser til organiseret stof.

3. Det andet stjernetåge stadium

57:3.1 (653.1) Den enorme stjernetåge begyndte nu gradvist at antage spiralform og blive klart synlig for astronomerne i selv fjerne universer. Dette er de fleste stjernetågers naturlige historie; før de begynder at kaste solene af sig og gå i gang med at opbygge universet, bliver disse sekundære rumtåger normalt observeret som spiral fænomener.

57:3.2 (653.2) De nærmeste stjerneforskere i denne fjernt forgangne tidsalder så når de observerede Andronover tågens forvandling, nøjagtig det samme som det tyvende århundrede astronomer ser når de vender deres teleskoper ud mod rummet og får øje på vor tidsalders spiraltåger i det tilstødende ydre rum.

57:3.3 (653.3) Omkring det tidspunkt, hvor den maksimale masse var nået, begyndte tyngdekraftens kontrol af gasindholdet at svækkes, og der fulgte et stadie med gasudslip, hvor gassen strømmede ud som to gigantiske og adskilte arme, der havde deres udspring på hver sin side af modermassen. De hurtige omdrejninger af denne enorme centrale kerne gav snart disse to fremspringende gasstrømme et spiralformet udseende. Afkølingen og den efterfølgende kondensering af dele af disse fremspringende arme skabte til sidst deres knudrede udseende. Disse tættere dele var enorme systemer og undersystemer af fysisk stof, der hvirvlede gennem rummet midt i stjernetågens gassky, mens de blev holdt sikkert inden for moderhjulets tyngdekraftsgreb.

57:3.4 (653.4) Men tågen var begyndt at trække sig sammen, og stigningen i omdrejningshastigheden mindskede tyngdekraftens kontrol yderligere; og efterhånden begyndte de ydre gasformige regioner faktisk at undslippe fra tågekernens umiddelbare favntag og passere ud i rummet på kredsløb med uregelmæssige konturer, vende tilbage til kerneområderne for at fuldføre deres kredsløb og så videre. Men dette var kun et midlertidigt stadie i tågens udvikling. Den stadigt stigende hvirvelhastighed ville snart kaste enorme sole ud i rummet på uafhængige kredsløb.

57:3.5 (653.5) Og det var det, der skete i Andronover for mange, mange år siden. Energihjulet voksede og voksede, indtil det nåede sin maksimale ekspansion, og da sammentrækningen satte ind, snurrede det hurtigere og hurtigere videre, indtil det kritiske centrifugalstadie til sidst blev nået, og det store opbrud begyndte.

57:3.6 (653.6) For 500.000.000.000 år siden blev den første Andronover-sol født. Denne flammende stribe rev sig løs fra moderens tyngdekraftsgreb og fløj ud i rummet på et uafhængigt eventyr i skabelsens kosmos. Dens bane blev bestemt af dens flugtvej. Sådanne unge sole bliver hurtigt kugleformede og begynder på deres lange og begivenhedsrige karriere som stjerner i rummet. Med undtagelse af terminale tågekerner har langt de fleste Orvonton-sole haft en tilsvarende fødsel. Disse undslupne sole gennemgår forskellige perioder med evolution og efterfølgende tjeneste i universet

57:3.7 (653.7) For 400.000.000.000 år siden begyndte Andronover-tågens genindfangningsperiode. Mange af de nærliggende og mindre sole blev genindfanget som et resultat af den gradvise udvidelse og yderligere kondensering af moderkernen. Meget snart begyndte den sidste fase af tågekondensationen, den periode, der altid går forud for den endelige adskillelse af disse enorme rumsammenslutninger af energi og stof.

57:3.8 (654.1) Det var knap en million år efter denne epoke, at Mikael af Nebadon, en skabersøn fra Paradis, valgte denne opløsende tåge som stedet for sit eventyr i universets opbygning. Næsten øjeblikkeligt begyndte man at bygge Salvingtons arkitektoniske verdener og de hundrede grupper af planeter i konstellationens hovedkvarter. Det tog næsten en million år at færdiggøre disse klynger af specielt skabte verdener. Det lokale systems hovedkvartersplaneter blev konstrueret over en periode, der strakte sig fra det tidspunkt til for omkring fem milliarder år siden.

57:3.9 (654.2) For 300.000.000.000 år siden var Andronovers solkredsløb veletablerede, og tågesystemet gennemgik en forbigående periode med relativ fysisk stabilitet. Omkring dette tidspunkt ankom Mikaels stab til Salvington, og Uversa-regeringen i Orvonton udvidede den fysiske anerkendelse til Nebadons lokalunivers.

57:3.10 (654.3) For 200.000.000.000 år siden var vi vidne til sammentrækningen og kondenseringen med enorm varmeudvikling i Andronovers centrale klynge eller kernemasse. Relativ plads opstod selv i regionerne nær det centrale moder-solhjul. De ydre regioner blev mere stabiliserede og bedre organiserede; nogle planeter, der kredsede om de nyfødte sole, var kølet tilstrækkeligt af til at være egnede til livsimplantation. De ældste beboede planeter i Nebadon stammer fra denne tid.

57:3.11 (654.4) Nu begynder Nebadons færdige universmekanisme for første gang at fungere, og Mikaels skabelse registreres på Uversa som et univers med beboelse og progressiv dødelig opstigning.

57:3.12 (654.5) For 100.000.000.000 år siden nåede stjernetågen toppen af kondensationsspændingen; punktet for maksimal varmespænding blev nået. Dette kritiske stadie i kampen mellem tyngdekraft og varme varer nogle gange i evigheder, men før eller siden vinder varmen kampen mod tyngdekraften, og den spektakulære periode med solens spredning begynder. Og dette markerer afslutningen på en rumtåges sekundære karriere.

4. Det tredje og fjerde stadie

57:4.1 (654.6) I det første stadie er en stjernetåge cirkelrund; i det andet spiralformet; i det tredje stadie bliver den første solspredning, mens det fjerde omfatter den anden og sidste cyklus af solspredning, hvor moderkernen enten ender som en kugleformet klynge eller som en enlig sol, der fungerer som centrum i et afsluttende solsystem.

57:4.2 (654.7) For 75.000.000.000 år siden havde denne tåge nået højden af sit solfamiliestadie. Dette var toppen af den første periode med soltab. Størstedelen af disse sole har siden haft omfattende systemer af planeter, satellitter, mørke øer, kometer, meteorer og kosmiske støvskyer.

57:4.3 (654.8) For 50.000.000.000 år siden var denne første periode med solspredning afsluttet; stjernetågen var hurtigt ved at afslutte sin tredie cyklus af eksistens, hvor den gav ophav til 876.926 solsystemer.

57:4.4 (654.9) For 25.000.000.000 år siden afsluttedes den tredje cyklus i stjernetågens liv, og det førte til organisering og relativ stabilisering af de fjerntliggende stjernesystemer, der stammer fra denne modertåge. Men processen med fysisk sammentrækning og øget varmeproduktion fortsatte i den centrale masse af den tågeformede rest.

57:4.5 (655.1) For 10.000.000.000 år siden begyndte Andronovers fjerde cyklus. Den maksimale temperatur i kernemassen var nået, fortætningens kritiske punkt nærmede sig. Den oprindelige moderkerne var i krampetrækninger under trykket fra kondenseringsspændingen af sin egen indre varme og fra den stigende tyngdekrafts tidevandstræk fra den sværm af frigivne solsystemer som omgav den. De nukleare udbrud som skulle indlede stjernetågens anden solcyklus nærmede sig; det fjerde stadie i hele dens eksistens skulle til at begynde.

57:4.6 (655.2) For 8.000.000.000 år siden begyndte det forrygende, afsluttende udbrud. Kun de ydre systemer er sikre på tidspunktet for en sådan kosmisk omvæltning. Og dette var begyndelsen til enden for stjernetågen. Denne endegyldige solopløsning strakte sig over en periode på næsten to milliarder år.

57:4.7 (655.3) For 7.000.000.000 år siden var Andronovers terminale opbrud på sit højeste. Dette var perioden for fødslen af de større terminale sole og højdepunktet for de lokale fysiske forstyrrelser.

57:4.8 (655.4) For 6.000.000.000 år siden sluttede det endelige opbrud, og din sol blev født, den halvtredsindstyvende af de sidste i Andronovers anden solfamilie. Dette sidste udbrud af tågekernen fødte 136.702 sole, de fleste af dem ensomme kugler. Det samlede antal sole og solsystemer med oprindelse i Andronover-tågen var 1.013.628. Antallet af sole i solsystemet er 1.013.572.

57:4.9 (655.5) Og nu er den store Andronover-tåge ikke mere, men den lever videre i de mange sole og deres planetariske familier, som opstod i denne modersky i rummet. Den sidste rest af kernen i denne storslåede tåge brænder stadig med en rødlig glød og fortsætter med at afgive moderat lys og varme til sin tilbageværende planetariske familie på et hundrede og femogtres verdener, som nu kredser om denne ærværdige moder til to mægtige generationer af lysets monarker.

5. Oprindelsen af monmatia—Urantias solsystem

57:5.1 (655.6) For 5.000.000.000 år siden var din sol en forholdsvis isoleret flammende kugle, der havde samlet det meste af rummets cirkulerende stof i nærheden til sig, rester af den nylige omvæltning, der fulgte med dens egen fødsel.

57:5.2 (655.7) I dag har din sol opnået relativ stabilitet, men dens solpletcyklusser på 11,5 år afslører, at den var en variabel stjerne i sin ungdom. I din sols tidlige dage udløste den fortsatte sammentrækning og deraf følgende gradvise temperaturstigning enorme kramper på dens overflade. Disse gigantiske rystelser krævede tre en halv dag for at fuldføre en cyklus med varierende lysstyrke. Denne variable tilstand, denne periodiske pulsering, gjorde jeres sol meget følsom over for visse påvirkninger udefra, som den snart skulle møde.

57:5.3 (655.8) Således blev scenen i det lokale rum sat for den unikke oprindelse af Monmatia, som er navnet på din sols planetariske familie, det solsystem, som din verden tilhører. Mindre end én procent af Orvontons planetsystemer har haft en lignende oprindelse.

57:5.4 (655.9) For 4.500.000.000 år siden begyndte det enorme Angona-system at nærme sig denne ensomme sols nabolag. Centrum af dette store system var en mørk rumgigant, solid, stærkt ladet og med en enorm tyngdekraft.

57:5.5 (656.1) Efterhånden som Angona nærmede sig solen, blev der i øjeblikke med maksimal ekspansion under solpulseringer skudt strømme af gasformigt materiale ud i rummet som gigantiske soltunger. Til at begynde med ville disse flammende gastunger uvægerligt falde tilbage i solen, men efterhånden som Angona kom nærmere og nærmere, blev den gigantiske besøgendes tyngdekraft så stor, at disse gastunger ville brække af på visse punkter, og rødderne faldt tilbage i solen, mens de ydre sektioner ville blive løsrevet for at danne uafhængige stoflegemer, solmeteoritter, som straks begyndte at kredse om solen i deres egne elliptiske baner.

57:5.6 (656.2) Efterhånden som Angona-systemet nærmede sig, blev de ildtungerne større og større; mere og mere stof blev trukket ud af solen for at blive selvstændige cirkulerende legemer i det omgivende rum. Denne situation udviklede sig i omkring fem hundrede tusinde år, indtil Angona kom tættest på solen; hvorefter solen, i forbindelse med en af sine periodiske indre kramper, oplevede en delvis forstyrrelse; fra modsatte sider og samtidigt blev enorme mængder af stof spyttet ud. Fra Angona-siden blev der trukket en enorm søjle af solgasser ud, temmelig spids i begge ender og markant svulmende i midten, som blev permanent løsrevet fra solens umiddelbare tyngdekraftskontrol.

57:5.7 (656.3) Denne store søjle af solgasser, som således blev adskilt fra solen, udviklede sig efterfølgende til solsystemets tolv planeter. Udstødningen af gas fra den modsatte side af solen i tidevandssympati med udstødningen af denne gigantiske forfader til solsystemet har siden kondenseret til meteorer og rumstøv i solsystemet, selvom meget, meget, af dette stof efterfølgende blev indfanget af solens tyngdekraft, da Angona-systemet trak sig tilbage til det fjerne rum.

57:5.8 (656.4) Selvom det lykkedes Angona at trække det oprindelige materiale fra solsystemets planeter og den enorme mængde stof, der nu cirkulerer omkring solen som asteroider og meteorer, med sig, sikrede den sig ikke noget af dette solstof. Det besøgende system kom ikke helt tæt nok på til rent faktisk at stjæle noget af solens substans, men det svingede tilstrækkeligt tæt på til at trække alt det materiale, der udgør det nuværende solsystem, ud i det mellemliggende rum.

57:5.9 (656.5) De fem indre og fem ydre planeter blev snart dannet i miniature fra de afkølende og kondenserende kerner i de mindre massive og tilspidsede ender af den gigantiske tyngdekraftsbule, som Angona havde haft held til at løsrive fra solen, mens Saturn og Jupiter blev dannet fra de mere massive og svulmende centrale dele. Jupiters og Saturns kraftige tyngdekraft indfangede tidligt det meste af det materiale, der blev stjålet fra Angona, hvilket den retrograde bevægelse af visse af deres satellitter vidner om.

57:5.10 (656.6) Jupiter og Saturn, som stammer fra selve midten af den enorme søjle af overophedede solgasser, indeholdt så meget stærkt ophedet solmateriale, at de skinnede med et strålende lys og udsendte enorme mængder varme; de var i virkeligheden sekundære sole i en kort periode efter deres dannelse som separate rumlegemer. Disse to største af solsystemets planeter er stort set forblevet gasformige den dag i dag, og de er ikke engang kølet så meget af, at de er blevet helt kondenseret eller størknet.

57:5.11 (656.7) Gaskondensationskernerne på de andre ti planeter nåede snart størkningsstadiet og begyndte derfor at tiltrække stadig større mængder af det meteoriske stof, der cirkulerede i det nærliggende rum. Solsystemets verdener havde således en dobbelt oprindelse: kerner af gaskondensation, der senere blev forøget ved indfangning af enorme mængder meteorer. De fortsætter faktisk stadig med at indfange meteorer, men i stærkt reduceret antal.

57:5.12 (657.1) Planeterne svinger ikke rundt om solen i deres solmors ækvatoriale plan, hvilket de ville gøre, hvis de var blevet kastet af solens revolution. I stedet bevæger de sig i Angona-solens udtrækningsplan, som lå i en betydelig vinkel i forhold til solens ækvatorplan.

57:5.13 (657.2) Mens Angona ikke var i stand til at indfange noget af solens masse, så tilførte jeres sol til sin metamorfoserende planetfamilie noget af det cirkulerende rummateriale fra det besøgende system. På grund af det intense tyngdefelt fra Angona fulgte dens planetariske bifamilie baner i betydelig afstand fra den mørke kæmpe; og kort efter udstødningen af solsystemets oprindelige masse, og mens Angona endnu var i nærheden af solen, svingede tre af Angona-systemets store planeter så tæt på den massive solsystem-forfader, at dens tyngdekraft, forstærket af solens, var tilstrækkelig til at overbalancere Angonas tyngdekraftgreb og permanent løsrive disse tre sideplaneter fra den himmelske vandrer.

57:5.14 (657.3) Alt solsystemets materiale, der stammer fra solen, var oprindeligt udstyret med en homogen banesvingningsretning, og havde det ikke været for indtrængen af disse tre fremmede rumlegemer, ville alt solsystemets materiale stadig opretholde den samme banebevægelsesretning. Som det var, indsprøjtede de tre Angona-sideplaneter nye og fremmede retningsbestemte kræfter i det nye solsystem med det resultat, at der opstodretrograd bevægelse. Retrograd bevægelse i ethvert astronomisk system er altid tilfældig og opstår altid som et resultat af kollisioner mellem fremmede rumlegemer. Sådanne kollisioner producerer måske ikke altid retrograd bevægelse, men retrograd bevægelse opstår kun i et system, der indeholder masser af forskellig oprindelse.

6. Solsystemet stadie—Den planetdannende æra

57:6.1 (657.4) Efter solsystemets fødsel fulgte en periode med aftagende soludladning. I yderligere fem hundrede tusinde år fortsatte solen med at udspy stadig mindre mængder af stof i det omgivende rum. Men i disse tidlige tider med uregelmæssige baner, hvor de omgivende legemer nærmede sig solen, var solens moderlegeme i stand til at genindfange en stor del af dette meteoriske materiale.

57:6.2 (657.5) Planeterne tættest på solen var de første, hvis omdrejninger blev bremset af tidevandsfriktion. Sådanne tyngdekraftpåvirkninger bidrager også til at stabilisere planeternes baner, samtidig med at de virker som en bremse på planetens aksiale omdrejningshastighed, hvilket får en planet til at dreje stadig langsommere, indtil den aksiale omdrejning ophører, så planetens ene halvkugle altid er vendt mod solen eller et større legeme, som det illustreres af planeten Merkur og af månen, der altid vender den samme side mod Urantia.

57:6.3 (657.6) Når månen og jordens tidevands friktion bliver udlignet, vil jorden altid dreje den samme halvkugle mod månen, og dagen og måneden vil være analoge—i længden omkring syvogfyrre dage. Når en sådan stabilitet i kredsløbene er opnået, vil tidevandsspændingerne gå i modsat retning og ikke længere drive månen længere væk fra jorden, men gradvist trække satellitten mod planeten. Og så, i den fjerne fremtid, når månen nærmer sig jorden med ca. 11.000 km, vil jordens tyngdekraft få månen til at gå i stykker, og denne tidevands-tyngdekraftseksplosion vil splintre månen i små partikler, som kan samle sig om verden som ringe af stof, der ligner Saturns, eller som gradvist kan blive trukket ind i jorden som meteorer.

57:6.4 (658.1) Hvis rumlegemer er ens i størrelse og tæthed, kan der forekomme kollisioner. Men hvis to rumlegemer med samme tæthed er relativt forskellige i størrelse, og det mindre gradvist nærmer sig det større, vil det mindre legeme blive sprængt, når radius i dets bane bliver mindre end to en halv gange radius i det større legeme. Kollisioner mellem rummets giganter er meget sjældne, men disse eksplosioner af mindre legemer som følge af tidevandstyngdekraften er ret almindelige.

57:6.5 (658.2) Stjerneskud opstår i sværme, fordi de er fragmenter af større legemer af stof, som er blevet forstyrret af tidevandstyngdekraften fra nærliggende og endnu større legemer i rummet. Saturns ringe er fragmenter af en splittet satellit. En af Jupiters måner nærmer sig nu faretruende den kritiske zone for tidevandsforstyrrelse og vil inden for nogle få millioner år enten blive opslugt af planeten eller blive forstyrret af tidevandstyngdekraften. Solsystemets femte planet kredsede for længe, længe siden i en uregelmæssig bane som til tider bragte den nærmere og nærmere Jupiter, helt til den kom ind i den kritiske zone for sprængning, som følge af tyngdekraftens tidevandsenergi, og gik hurtig i små brudstykker og blev til den nuværende samling af asteroider.

57:6.6 (658.3) For 4.000.000.000 år siden blev Jupiter- og Saturnsystemerne organiseret stort set som i dag, bortset fra deres måner, som fortsatte med at vokse i størrelse i flere milliarder år. Faktisk vokser alle solsystemets planeter og satellitter stadig som et resultat af fortsatte meteoriske indfangninger.

57:6.7 (658.4) For 3.500.000.000 år siden var kondensationskernerne på de andre ti planeter velformede, og kernerne på de fleste måner var intakte, selvom nogle af de mindre satellitter senere forenede sig til nutidens større måner. Denne tidsalder kan betragtes som æraen for planetarisk samling.

57:6.8 (658.5) For 3.000.000.000 år siden fungerede solsystemet stort set, som det gør i dag. Dets medlemmer blev ved med at vokse i størrelse, mens meteorer fra rummet blev ved med at vælte ind over planeterne og deres satellitter i et enormt tempo.

57:6.9 (658.6) Omkring dette tidspunkt blev jeres solsystem placeret i Nebadons fysiske register og fik navnet Monmatia.

57:6.10 (658.7) For 2.500.000.000 år siden var planeterne vokset enormt i størrelse. Urantia var en veludviklet sfære med omkring en tiendedel af sin nuværende masse, og den voksede stadig hurtigt ved meteorisk tilvækst.

57:6.11 (658.8) Al denne enorme aktivitet er en normal del af skabelsen af en evolutionær verden i Urantias størrelsesorden og udgør de astronomiske forudsætninger for at sætte scenen for begyndelsen af den fysiske evolution af sådanne verdener i rummet som forberedelse til tidens livseventyr.

7. Den meteoriske æra—den vulkanske tidsalder
den primitive planetariske atmosfære

57:7.1 (658.9) I løbet af disse tidlige tider vrimlede solsystemets rumregioner med små forstyrrende og kondenserende legemer, og i mangel af en beskyttende forbrændingsatmosfære styrtede sådanne rumlegemer direkte ned på Urantias overflade. Disse uophørlige nedslag holdt planetens overflade mere eller mindre opvarmet, og sammen med den øgede tyngdekraft, efterhånden som sfæren voksede sig større, begyndte det at sætte gang i de påvirkninger, som gradvist fik de tungere grundstoffer, såsom jern, til at lægge sig mere og mere mod planetens kerne.

57:7.2 (659.1) For 2.000.000.000 år siden begyndte jorden at vinde markant ind på månen. Planeten har altid været større end sin satellit, men der var ikke så stor forskel i størrelse før omkring dette tidspunkt, hvor enorme rumlegemer blev indfanget af jorden. Urantia var dengang omkring en femtedel af sin nuværende størrelse og var blevet stor nok til at rumme den primitive atmosfære, der var begyndt at opstå som et resultat af den interne elementkonkurrence mellem det opvarmede indre og den afkølende skorpe.

57:7.3 (659.2) Decideret vulkansk aktivitet stammer fra denne tid. Jordens indre varme blev fortsat forøget af den dybere og dybere begravelse af de radioaktive eller tungere grundstoffer, som meteorerne bragte ind fra rummet. Studiet af disse radioaktive grundstoffer vil afsløre, at Urantia er mere end en milliard år gammel på overfladen. Radiumuret er jeres mest pålidelige ur til at foretage videnskabelige skøn over planetens alder, men alle sådanne skøn er for korte, fordi de radioaktive materialer, som I kan undersøge, alle stammer fra jordens overflade og derfor repræsenterer Urantias forholdsvis nylige erhvervelse af disse grundstoffer.

57:7.4 (659.3) For 1.500.000.000 år siden var jorden to tredjedele af sin nuværende størrelse, mens månen nærmede sig sin nuværende masse. Jordens hurtige forøgelse af sin størrelse i forhold til månen gjorde det muligt for den at begynde det langsomme røveri af den lille atmosfære, som dens satellit oprindeligt havde.

57:7.5 (659.4) Den vulkanske aktivitet er nu på sit højeste. Hele jorden er et veritabelt ildinferno, og overfladen ligner dens tidligere smeltede tilstand, før de tungere metaller graviterede mod midten. Dette er den vulkanske tidsalder. ke desto mindre dannes der gradvist en skorpe, der hovedsageligt består af den forholdsvis lettere granit. Scenen er ved at blive sat for en planet, som en dag kan understøtte liv.

57:7.6 (659.5) Den primitive planetariske atmosfære udvikler sig langsomt og indeholder nu noget vanddamp, kulilte, kuldioxid og hydrogenklorid, men der er kun lidt eller slet ingen fri kvælstof eller fri ilt. Atmosfæren på en verden i den vulkanske tidsalder er et mærkeligt syn. Ud over de nævnte gasser er den stærkt belastet af talrige vulkanske gasser og, efterhånden som luftbæltet modnes, af forbrændingsprodukterne fra de kraftige meteorbyger, som hele tiden suser ind over planetens overflade. Denne meteoriske forbrænding holder den atmosfæriske ilt meget tæt på at være opbrugt, og det meteoriske bombardement er stadig enormt.

57:7.7 (659.6) På et tidspunkt blev atmosfæren mere stabil og tilstrækkeligt afkølet til, at der begyndte at falde regn på planetens varme stenede overflade. I tusindvis af år var Urantia indhyllet i et stort og kontinuerligt tæppe af damp. Og i disse tidsaldre skinnede solen aldrig på jordens overflade.

57:7.8 (659.7) Meget af atmosfærens kulstof blev brugt til at danne karbonater af de forskellige metaller, som fandtes i planetens overfladelag. Senere blev langt større mængder af disse kulstofgasser forbrugt af det tidlige og frodige planteliv.

57:7.9 (660.1) Selv i de senere perioder holdt de fortsatte lavastrømme og de indkommende meteorer luftens ilt næsten helt opbrugt. Selv de tidlige aflejringer fra det primitive hav, der snart dukkede op, indeholder ingen farvede sten eller skifer. Og i lang tid efter at dette hav var opstået, var der stort set ingen fri ilt i atmosfæren; og den dukkede ikke op i nævneværdige mængder, før den senere blev dannet af tang og andre former for vegetabilsk liv.

57:7.10 (660.2) Den primitive planetariske atmosfære fra den vulkanske tidsalder yder kun ringe beskyttelse mod meteorsværmenes kollisioner. Millioner og atter millioner af meteorer er i stand til at trænge igennem et sådant luftbælte for at smadre mod planetskorpen som faste legemer. Men som tiden går, viser færre og færre sig at være store nok til at modstå det stadig stærkere friktionsskjold fra den iltberigede atmosfære i de senere tidsaldre.

8. Jordskorpens stabilisering
jordskælvenes tidsalder
verdenshavet og det første kontinent

57:8.1 (660.3) 1.000.000.000 år siden er tidspunktet for den faktiske begyndelse af Urantias historie. Planeten havde omtrent nået sin nuværende størrelse. Og omkring dette tidspunkt blev den placeret i Nebadons fysiske registre og fik sit navn, Urantia.

57:8.2 (660.4) Atmosfæren, sammen med uophørlig fugtighedsnedbør, lettede afkølingen af jordskorpen. Vulkansk aktivitet udlignede tidligt det indre varmetryk og jordskorpens sammentrækning, og da vulkanerne hurtigt blev færre, opstod der jordskælv, efterhånden som denne epoke med afkøling og justering af jordskorpen skred frem.

57:8.3 (660.5) Urantias virkelige geologiske historie begynder med, at jordskorpen afkøles tilstrækkeligt til at forårsage dannelsen af det første hav. Da kondenseringen af vanddamp på jordens afkølede overflade først var begyndt, fortsatte den, indtil den næsten var fuldført. Ved slutningen af denne periode var havet verdensomspændende og dækkede hele planeten med en gennemsnitlig dybde på over en kilometer. Tidevandet var dengang i spil, ligesom det er nu, men dette primitive hav var ikke salt; det var praktisk talt ferskvand som dækkede hele verden. På den tid var det meste af kloren kombineret med forskellige metaller, men der var nok i forbindelse med hydrogen til at gøre vandet svagt surt.

57:8.4 (660.6) Ved åbningen af denne fjerne æra skal Urantia opfattes som en vanddækket planet. Senere kom der dybere og dermed tættere lavastrømme ud på bunden af det nuværende Stillehav, og denne del af den vanddækkede overflade blev betydeligt nedtrykt. Den første kontinentale landmasse dukkede op fra verdenshavet som en kompenserende justering af ligevægten i den gradvist tykkere jordskorpe.

57:8.5 (660.7) For 950.000.000 år siden viser Urantia et billede af ét stort landkontinent og én stor vandmasse, Stillehavet. Vulkaner er stadig vidt udbredte, og jordskælv er både hyppige og voldsomme. Meteorer bombarderer fortsat jorden, men de er aftagende i både hyppighed og størrelse. Atmosfæren er ved at blive klarere, men mængden af kuldioxid er fortsat stor. Jordskorpen er gradvist ved at stabilisere sig.

57:8.6 (660.8) Det var omtrent på denne tid, at Urantia fik sin planetadministrative tilhørsforhold i systemet Satania og blev registreret i Norlatiadeks livsregister. Så begyndte den administrative anerkendelse af den lille og ubetydelige sfære, som var bestemt til at være den planet, hvor Mikael senere ville engagere sig i den storslåede opgave at skænke de dødelige, ville deltage i de oplevelser, som siden har fået Urantia til at blive lokalt kendt som “korsets verden”.

57:8.7 (661.1) For 900.000.000 år siden ankom den første rekognosceringsgruppe fra Satania, der blev sendt ud fra Jerusem for at undersøge planeten og aflægge rapport om hvorvidt Urantia egnede sig som åsted for et livseksperiment. Denne kommission bestod af 24 medlemmer, der omfattede Livsbærere, Lanonandek-sønner, Melkisedeks, serafer og andre ordener af himmelsk liv, der havde at gøre med de tidlige dage med planetarisk organisation og administration.

57:8.8 (661.2) Efter at have foretaget en omhyggelig undersøgelse af planeten, vendte denne kommission tilbage til Jerusem og rapporterede positivt til Systemherskeren og anbefalede, at Urantia blev placeret på livseksperiment-registret. Jeres verden blev derfor registreret på Jerusem som en decimalplanet, og Livsbærerne blev underrettet om, at de ville få tilladelse til at indføre nye mønstre for mekanisk, kemisk og elektrisk mobilisering på tidspunktet for deres efterfølgende ankomst med livstransplantations- og implantationsmandater.

57:8.9 (661.3) Efterhånden blev planerne for besættelsen af planeten færdiggjort af den blandede kommission på tolv på Jerusem og godkendt af den planetariske kommission på halvfjerds på Edentia. Disse planer, der var foreslået af Livsbærernes rådgivende rådgivere, blev endelig accepteret på Salvington. Kort tid efter bragte Nebadon-udsendelserne meddelelsen om, at Urantia ville blive den scene, hvor Livsbærerne ville udføre deres tresindstyvende Satania-eksperiment, der skulle forstærke og forbedre Satania-typen af Nebadons livsmønstre.

57:8.10 (661.4) Kort efter at Urantia for første gang anerkendes i universets udsendelser til hele Nebadon, blev den tildelt fuld universstatus. Snart efter blev den registreret i optegnelserne over de mindre og de større sektorhovedkvartersplaneter i superuniverset, og inden denne tidsalder var forbi, havde Urantia fundet optagelse i registret over planetarisk liv i Uversa.

57:8.11 (661.5) Hele denne tidsalder var præget af hyppige og voldsomme storme. Den tidlige jordskorpe var i en tilstand af konstant forandring. Afkøling af overfladen vekslede med enorme lavastrømme. Intet sted på verdens overflade kan man finde noget af denne oprindelige planetariske skorpe. Det hele er blevet blandet for mange gange med udstrømmende lavaer af dyb oprindelse og blandet med efterfølgende aflejringer fra det tidlige verdenshav.

57:8.12 (661.6) Intet sted på verdens overflade finder man flere af de modificerede rester af disse gamle præoceaniske klipper end i det nordøstlige Canada omkring Hudson Bay. Denne omfattende granithøjde er sammensat af sten, der tilhører de præoceaniske tidsaldre. Disse klippelag er blevet opvarmet, bøjet, vredet, krøllet sammen, og igen og igen har de gennemgået disse forvrængende metamorfe omdannelser.

57:8.13 (661.7) Gennem de oceaniske tidsaldre blev enorme lag af fossilfri lagdelt sten aflejret på denne gamle havbund. (Kalksten kan dannes som et resultat af kemisk udfældning; ikke al den ældre kalksten blev produceret ved aflejring af havliv). I ingen af disse gamle klippeformationer vil man kunne finde tegn på liv; de indeholder ingen fossiler, medmindre senere aflejringer fra vandtiden tilfældigvis er blevet blandet med disse ældre lag fra før livet.

57:8.14 (662.1) Jordens tidlige skorpe var meget ustabil, men der var ikke ved at blive dannet bjerge. Planeten trak sig sammen under tyngdekraftens pres, da den blev dannet. Bjerge er ikke resultatet af sammenstyrtningen af den afkølende skorpe på en sammentrækkende sfære; de opstår senere som et resultat af regn, tyngdekraft og erosion.

57:8.15 (662.2) Den kontinentale landmasse i denne æra voksede, indtil den dækkede næsten ti procent af jordens overflade. Alvorlige jordskælv begyndte ikke, før den kontinentale landmasse kom et godt stykke op over vandet. Da de først begyndte, steg de i hyppighed og styrke i årevis. I millioner og atter millioner af år er jordskælvene blevet færre, men Urantia har stadig et gennemsnit på femten om dagen.

57:8.16 (662.3) For 850.000.000 år siden begyndte de første virkelige epoker med stabilisering af jordskorpen. De fleste af de tungere metaller havde lagt sig ned mod klodens midtpunkt; den afkølende skorpe var holdt op med at falde sammen i så stort et omfang som i tidligere tider. Der opstod en bedre balance mellem landhævningen og den tungere havbund. Strømmen af lava under skorpen blev næsten verdensomspændende, og det kompenserede og stabiliserede de svingninger, der skyldtes afkøling, sammentrækning og overfladisk forskydning.

57:8.17 (662.4) Vulkanudbrud og jordskælv blev fortsat mindre hyppige og mindre alvorlige. Atmosfæren blev renset for vulkanske gasser og vanddamp, men procentdelen af kuldioxid var stadig høj.

57:8.18 (662.5) Elektriske forstyrrelser i luften og i jorden var også aftagende. Lavastrømmene havde bragt en blanding af elementer op til overfladen, som gjorde jordskorpen mere varieret og isolerede planeten bedre fra visse rum-energier. Og alt dette gjorde det meget lettere at kontrollere den jordiske energi og regulere dens strømning, som det fremgår af de magnetiske polers funktion.

57:8.19 (662.6) For 800.000.000 år siden begyndte den første store landepoke, den tiltagende landhævningens tidsalder.

57:8.20 (662.7) Siden kondenseringen af jordens hydrosfære, først til verdenshavet og derefter til Stillehavet, bør sidstnævnte vandmasse visualiseres som dengang dækkende ni tiendedele af jordens overflade. Meteorer, der faldt ned i havet, samlede sig på havbunden, og meteorer består generelt af tunge materialer. De, der faldt ned på landjorden, blev i vid udstrækning oxideret, derefter slidt ned af erosion og skyllet ud i havbassinerne. På den måde blev havbunden stadig tungere, og dertil kom vægten af en vandmasse, der nogle steder var seksten kilometer dyb.

57:8.21 (662.8) Den stigende nedadgående bevægelse i Stillehavet fik de kontinentale landmasser til at stige yderligere. Europa og Afrika begyndte at hæve sig op af Stillehavets dyb sammen med de masser, der nu kaldes Australien, Nord- og Sydamerika og kontinentet Antarktis, mens bunden af Stillehavet foretog en yderligere kompenserende synkejustering. Ved slutningen af denne periode bestod næsten en tredjedel af jordens overflade af land, alt sammen samlet i et kontinent.

57:8.22 (662.9) Med denne stigning i landhøjden opstod de første klimatiske forskelle på planeten. Landhøjde, kosmiske skyer og oceaniske påvirkninger er de vigtigste faktorer i klimatiske udsving. Rygraden af den asiatiske landmasse nåede en højde på næsten fjorten og en halv km på tidspunktet for den maksimale landhævning. Hvis der havde været meget fugt i luften over disse højtliggende områder, ville der have dannet sig enorme istæpper; istiden ville være kommet længe før den gjorde. Der gik flere hundrede millioner år, før så meget land igen dukkede op over vandet.

57:8.23 (663.1) For 750.000.000 år siden begyndte de første brud i den kontinentale landmasse som den store nord-sydgående sprække, der senere lukkede havvandet ind og banede vejen for den vestgående drift af kontinenterne i Nord- og Sydamerika, inklusive Grønland. Den lange øst-vestlige spaltning adskilte Afrika fra Europa og skar landmasserne i Australien, Stillehavsøerne og Antarktis fra det asiatiske kontinent.

57:8.24 (663.2) For 700.000.000 år siden nærmede Urantia sig modningen af forhold, der var egnede til at understøtte liv. Kontinentaldriften fortsatte; i stigende grad trængte havet ind i landet som lange fingerlignende indhav, der skabte de lavvandede områder og beskyttede bugter, som er så velegnede som levested for livet i havet.

57:8.25 (663.3) For 650.000.000 år siden skete der en yderligere adskillelse af landmasserne og som følge heraf en yderligere udvidelse af de kontinentale have. Og disse vande opnåede hurtigt den grad af saltholdighed, som var afgørende for livet på Urantia.

57:8.26 (663.4) Det var disse have og deres efterfølgere, der nedfældede Urantias livsoptegnelser, som efterfølgende blev opdaget i velbevarede klippesider, bind efter bind, efterhånden som æra afløste æra og alder voksede på alder. Disse tidligere tiders indlandshave var i sandhed evolutionens vugge.

57:8.27 (663.5) [Præsenteret af en Livsbærer, medlem af det oprindelige Urantia korps og nu en bosiddende observatør.]