Urantia Bogen

Kapitel 16

De Syv Mesterånder

16:0.1 (184.1) PARADISETS Syv Mesterånder er den Uendelige Ånds primære personligheder. I denne syvfoldige skabelses handling af selvduplikering har den Uendelige Ånd udtømt de tilknyttende matematiske muligheder iboende den faktuelle eksistens af Guddommens tre personer. Havde det været muligt, at producere et større antal Mesterånder, ville de været blevet skabt, men der er lige netop syv tilknyttede muligheder, og kun syv, iboende i tre Guddomme. Og dette forklarer, hvorfor universet drives i syv store opdelinger, og hvorfor tallet syv er grundlæggende fundamental i dets organisation og administration.

16:0.2 (184.2) De syv Mesterånder, har således deres oprindelse i, og får deres individuelle karakteristika fra, de følgende syv ligheder:

16:0.3 (184.3) 1. Den Universelle Fader.

16:0.4 (184.4) 2. Den Evige Søn.

16:0.5 (184.5) 3. Den Uendelige Ånd.

16:0.6 (184.6) 4. Faderen og Sønnen.

16:0.7 (184.7) 5. Faderen og Ånden.

16:0.8 (184.8) 6. Sønnen og Ånden.

16:0.9 (184.9) 7. Faderen, Sønnen, og Ånden.

16:0.10 (184.10) Vi ved meget lidt angående Faderens og Sønnens handling i skabelsen af Mesterånderne. Tilsyneladende er de bragt ind i eksistensen ved den Uendelige Ånds personlige handlinger, men vi er udtrykkelig blevet instrueret om, at både Faderen og Sønnen deltog i deres oprindelse.

16:0.11 (184.11) I åndelig karakter og natur er disse Paradisets Syv Ånder som én, men i alle andre identitetsaspekter er de meget forskellige, og resultaterne af deres funktioner i superuniverserne er sådan, at de individuelle forskelle i hver enkelt er umiskendeligt synlige. Alle de efterfølgende planer af de syv segmenter i storuniverset—og selv de tilsvarende segmenter af det ydre rum—er blevet betinget af forskellen i alt andet end det åndelige hos disse Syv Mesterånder af højeste og ultimative tilsyn.

16:0.12 (184.12) Mesterånderne har mange funktioner, men på nuværende tidspunkt er deres særlige domæne den centrale overvågning af de syv superuniverser. Hver Mesterånd opretholder et enorm kraft-fokus hovedkvarter, som langsomt cirkulerer rundt i Paradisets periferi, og altid opretholder en position overfor superuniverset af direkte tilsyn og i Paradisets omdrejningspunkt af dets specialiserede styrke kontrol og delvise energifordeling. De radiale grænselinjer for ethvert af superuniverserne konvergerer faktisk i den tilsynsførende Mesterånds Paradishovedkvarter.

1. Forholdet til den treenige guddom

16:1.1 (185.1) Samforeneren, den Uendelige Ånde, er nødvendig for fuldførelsen af den treenige personalisering af udelt Guddom. Denne trefoldige guddomspersonlisering er i sagens natur syvfoldig i muligheden for individuelt og associeret udtryk; derfor gjorte den efterfølgende plan om at skabe universer beboet af intelligente og potentielle åndelige væsener, behørigt udtryk for Faderen, Sønnen, og Ånden, personaliseringen af de Syv Mesterånder uundgåelig. Vi er kommet til at tale om den trefoldige personalisering af Guddommen som den absolutte uundgåelighed, mens vi er kommet til at betragte fremkomsten af de Syv Mesterånder som den subabsolutte uundgåelighed.

16:1.2 (185.2) Mens de Syv Mesterånder næppe er udtryk for den trefoldige Guddom, så er de den evige portrættering af den syvfoldige Guddom, de aktive og associative funktioner af Guddommens tre altid eksisterende personligheder. Ved, i og gennem disse Syv Ånder er den Universelle Fader, den Evige Søn, eller den Uendelige Ånd, eller enhver dobbelt forbindelse, i stand til at fungere som sådan. Når Faderen, Sønnen, og Ånden handler sammen, kan og vil de fungerer gennem Mesterånd nummer syv, men ikke som Treenigheden. Mesterånderne repræsenterer enkeltvis og samlet enhver og alle mulige guddomsfunktioner, enkeltstående eller flere, men ikke kollektivt, ikke Treenigheden. Mesterånd nummer syv fungere ikke personlig i forhold til Paradistreenigheden, og det er netop derfor, at han kan fungere personligt for det Højeste Væsen.

16:1.3 (185.3) Men når de Syv Mesterånder forlader deres individuelle sæder af personlig styrke og superuniversets autoritet og samles omkring Samforeneren i ParadisGuddommens treenige tilstedeværelse, så er de kollektivt repræsentative for den udelte guddoms funktionelle styrke, visdom og autoritet—Treenigheden—til og i de udviklende universer. Sådan en paradisforening af det oprindelige syvfoldige udtryk for Guddommen omfatter virkelig, bogstavelig talt omfavner, alle og enhver egenskab og holdning hos de tre evige Guddomme i Overhøjhed og i Ultimativitet. Til alle praktiske hensigter og formål omfatter de Syv Mesterånder, der og da, det funktionelle domæne af det Højeste-Ultimative til og i mesteruniverset.

16:1.4 (185.4) Så vidt vi kan skelne, er disse Syv Ånder forbundet med de guddommelige aktiviteter af de tre evige Guddomspersoner; vi opdager ingen tegn på direkte forbindelse med de fungerende tilstedeværelser af de tre evige faser af den Absolutte. Når de er forbundet, repræsenterer Mesterånderne Paradisguderne i, hvad der i store træk kan opfattes som det endelige handlingsdomæne. Det kan omfatte meget som er ultimativt men ikke absolut.

2. Forholdet til den uendelige ånd

16:2.1 (185.5) Ligesom den Evige og Oprindelige Søn åbenbares gennem det stadig stigende antal personer af guddommelige Sønner, så er den Uendelige og Guddommelige Ånd åbenbaret gennem de Syv Mesterånders kanaler og deres tilknyttede åndegrupper. I centrum af centrene er den Uendelige Ånd tilgængelig, men ikke alle, der opnår Paradiset, er umiddelbart i stand til at skelne hans personlighed og differentierede tilstedeværelse; men alle, der opnår centraluniverset kan og vil straks kommunikere med en af de Syv Mesterånder, den der præsiderer over superuniverset hvorfra den netop ankomne rumpilgrim er hjemmehørende.

16:2.2 (186.1) Til universernes univers taler Paradisets Fader kun gennem sin Søn, mens han og Sønnen i fællesskab kun handler gennem den Uendelige Ånd. Udenfor Paradiset og Havona taler den Uendelige Ånd kun med de Syv Mesterånders stemmer.

16:2.3 (186.2) Den Uendelige Ånd udøver en indflydelse i form af personlig tilstedeværelse inden for grænserne af Paradis-Havona systemet; alle andre steder udøves hans personlige ånde tilstedeværelse af og gennem en af de Syv Mesterånder. Derfor er superuniversets ånds tilstedeværelse af den Tredje Kilde og Center på enhver verden eller i ethvert individ betinget af den enestående natur af den tilsynsførende Mesterånd for det omhandlende segment af skabelsen. Omvendt, så passerer de kombinerede linjer af åndskraft og intelligens indad til den Tredje Guddomsperson via de Syv Mesterånder.

16:2.4 (186.3) De Syv Mesterånder er kollektivt udstyret med den Tredje Kilde og Centers højeste og ultimative egenskaber. Mens hver enkelt individuelt tager del i denne begavelse, er det kun kollektivt, at de afslører attributterne almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse. Ingen af dem kan fungere universelt; som individer og i udøvelsen af disse beføjelser til overherredømme og ultimativitet er hver enkelt personligt begrænset til superuniverset af direkte tilsyn.

16:2.5 (186.4) Alt, hvad der hidtil er fortalt jer angående Samforenerens guddommelighed og personlighed gælder også og fuldt ud for de Syv Mesterånder, som så effektivt distribuerer den Uendelige Ånd til storuniversets syv segmenter i overensstemmelse med deres guddommelige begavelse og på en måde der svarer til deres egen forskellige og individuelle enestående natur. Det ville derfor være korrekt at anvende ethvert eller alle navnene af den Uendelige Ånd til denne samlet gruppe af syv. Samlet er de som én med Samskaberen på alle subabsolutte niveauer.

3. Mesteråndernes identitet og mangfoldighed

16:3.1 (186.5) De Syv Mesterånder er ubeskrivelige væsener, men de er tydeligt og bestemt personlige. De har navne, men vi vælger at introducere dem efter nummer. Som primære personaliseringer af den Uendelige Ånd, er de beslægtede, men som primære udtryk for de syv mulige sammenslutninger af den treenige Guddom, er de af væsentlig forskelligartet natur, og denne naturens mangfoldighed bestemmer deres differentierede adfærd i superuniverset. Disse Syv Mesterånder kan beskrives som følgende:

16:3.2 (186.6) Mesterånd nummer Et. På en særlig måde er denne Ånd den direkte repræsentation af Paradisfaderen. Han er en ejendommelig og effektiv manifestation af den Universelle Faders styrke, kærlighed, og visdom. Han er den nære medarbejder og himmelske rådgiver til lederen for Mysterieledsagerne, det væsen som præsiderer over de Personaliserede Retter på Diviningtons kollegium. I alle sammenslutninger af de Syv Mesterånder er det altid Mesterånd Nummer ét som taler for den Universelle Fader.

16:3.3 (186.7) Denne Ånd præsiderer over det første superunivers og, mens han ufejlbarlig viser den guddommelige natur af en primær personalisering af den Uendelige Ånd, så synes han mere specielt at ligne den Universelle Fader i karakter. Han er altid i personlig forbindelse med de syv Reflekterende Ånder i hovedkvarteret for det første superunivers.

16:3.4 (187.1) Mesterånd nummer To. Denne Ånd portrætterer på passende vis den mageløse natur og charmerende karakter af den Evige Søn, den førstefødte af hele skabelsen. Han er altid tæt forbundet med alle ordener af Gudesønner, hvor end de tilfældigvis måtte befinde sig i beboelses universet som individer eller i glædelig konklave. I alle de Syv Mesterånders forsamlinger taler han altid for og på vegne af den Evige Søn.

16:3.5 (187.2) Denne Ånd styrer skæbnerne for superunivers nummer to og hersker over dette enorme domæne som den Evige Søn ville gøre det. Han er altid i forbindelse med de syv Reflekterende Ånder, der befinder sig i hovedstaden i det andet superunivers.

16:3.6 (187.3) Mesterånd nummer Tre. Denne Åndepersonlighed ligner især den Uendelige Ånd, og han styrer udviklingen og arbejdet for mange af den Uendelige Ånds høje personligheder. Han præsiderer over deres forsamlinger og er tæt forbundet med alle personligheder som har eksklusiv oprindelse i den Tredje Kilde og Center. Når de Syv Mesterånder er i rådsforsamling, så er det altid Mesterånd Nummer Tre som taler for den Uendelige Ånd.

16:3.7 (187.4) Denne Ånd er ansvarlig for superunivers nummer tre, og han administrerer dette segments anliggender på samme måde som var det den Uendelige Ånd. Han er altid i samarbejde med de Reflekterende Ånder på det tredje superunivers hovedkvarter.

16:3.8 (187.5) Mesterånd nummer Fire. Denne Mesterånd som har del i Faderens og Sønnens kombinerede natur, er den afgørende indflydelse på de politikker og procedurer som angår både Faderen og Sønnen i de Syv Mesterånders rådsforsamlinger. Denne Ånd er ledende instruktør og rådgiver for de opstigende væsener som har opnået den Uendelige Ånd og som således er blevet kandidater til at se Sønnen og Faderen. Han varetager den enorme gruppe af personligheder, som har oprindelse i Faderen og Sønnen. Når det bliver nødvendigt, at repræsentere Faderen og Sønnen i de Syv Mesterånders forening, så er det altid Mesterånd Nummer Fire som taler.

16:3.9 (187.6) Denne Ånd fremmer det fjerde segment i storuniverset i overensstemmelse med sin ejendommelige sammenslutning af den Universelle Fader og den Evige Søns egenskaber. Han er altid i personlig forbindelse med de Reflekterende Ånder i hovedkvarteret på det fjerde superunivers.

16:3.10 (187.7) Mesterånd nummer Fem. Denne guddommelige personlighed, der på fortræffelig vis forener karakteren af den Universelle Fader og den Uendelige Ånd er rådgiveren for den enorme gruppe af væsener kendt som styrkeledere, styrkecentre, og fysiske kontrollanter. Denne Ånd fremmer også alle personligheder, der har oprindelse i Faderen og Samforeneren. I de Syv Mesterånders rådsforsamling, når Fader og Åndens standpunkt er til debat, så er det altid Mesterånd Nummer Fem som taler.

16:3.11 (187.8) Denne Ånd styrer velfærden i det femte superunivers på en sådan måde, at den antyder den kombinerede handling af den Universelle Fader og den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Reflekterende Ånder i hovedkvarteret på det femte superunivers.

16:3.12 (187.9) Mesterånd nummer Seks. Dette guddommelige væsen synes at portrættere den kombinerede karakter af den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Hver gang de skabninger som i fællesskab er skabt af Sønnen og Ånden samles i centraluniverset, så er det denne Mesterånd som er deres rådgiver; og når som helst i de Syv Mesterånders rådsforsamling, det bliver nødvendigt at tale for fællesskabet af den Evige Søn og den Uendelige Ånd, så er det Mesterånd Nummer Syv som tager ordet.

16:3.13 (188.1) Denne Ånd styrer anliggender i det sjette superunivers som var det den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Reflekterende Ånder i hovedkvarteret på det sjette superunivers.

16:3.14 (188.2) Mesterånd nummer Syv. Den præsiderende Ånd i det syvende superunivers er et unikt ligeværdigt portræt af den Universelle Fader, Den Evige Søn, og den Uendelige Ånd. Den Syvende Ånd, den fostrende rådgiver for alle væsener med treenighedsoprindelse, er også rådgiver og leder af alle de opstigende pilgrimme i Havona, de ydmyge væsener, der har opnået herlighedens domstole gennem Faderens, Sønnens og Åndens kombinerede tjeneste.

16:3.15 (188.3) Den Syvende Mesterånd er ikke organisk repræsentativ for Paradistreenigheden; men det er en velkendt kendsgerning, at hans personlige og åndelige natur er Samforenerens portræt i lige store proportioner af de tre uendelige personer, hvis guddomsforening er Paradistreenigheden, og hvis funktion som sådan er kilden til den personlige og åndelige natur af Gud den Højeste. Derfor åbenbarer den Syvende Mesterånd et personligt og organisk forhold til åndepersonen hos den udviklende Højeste. Når det derfor i Mesteråndernes rådsforsamlinger i det høje, bliver nødvendigt at afgive en stemme for Faderens, Sønnens, og Åndens kombinerede personlige holdning eller, at udtrykke det Højeste Væsens åndelige indstilling, så er der Mesterånd Nummer Syv, der fungerer. Han bliver således i følge sin natur den præsiderende leder af de Syv Mesterånders Paradisråd.

16:3.16 (188.4) Ingen af de Syv Ånder er organisk repræsentativ for Paradistreenigheden, men når de forenes som syvfoldig Guddom, er denne forening i en vis forstand en guddom—ikke i en personlig forstand—til et funktionelt niveau knyttet til Treenighedens funktioner. I denne betydning er den “Syvfoldige Ånd” funktionelt tilknyttet til Paradistreenigheden. Det er også i denne betydning, at Mesterånd Nummer Syv nogle gange taler til bekræftelse af Treenighedens holdninger eller rettere, fungerer som talsmand for den Syvfoldige Ånds forening holdning til den Trefoldige Guddoms forening, Paradistreenigheden.

16:3.17 (188.5) Den Syvende Mesterånds mangeartet funktioner spænder således fra en kombineret portræt af Faderens, Sønnens, og Åndens personlige natur, til en repræsentation af den personlige holdning af Gud den Højeste, til en åbenbaring af Paradistreenighedens guddoms holdning. Og i en visse henseender er denne præsiderende Ånd på samme måde udtryk for holdningerne hos den Ultimative og de Højeste-Ultimative.

16:3.18 (188.6) Det er Mesterånd nummer Syv, der, i sine mangfoldige egenskaber, personligt sponsorerer fremskridt for de opstigende kandidater fra tidens verdener i deres forsøg på at opnå forståelse om den udelte Guddom af Overhøjhed. En sådan forståelse involverer et greb om den eksistentielle suverænitet af Overhøjhedens Treenighed, således koordineret med en koncept om det Højeste Væsens voksende erfaringsmæssige suverænitet, at det udgør skabningens greb om Overhøjhedens enhed. Væsenets erkendelse af disse tre faktorer svarer til Havonas forståelse af Treenighedens virkelighed og giver tidens pilgrimme evnen til til sidst at trænge ind i Treenigheden, at opdage de tre uendelige personer af Guddommen.

16:3.19 (188.7) Den manglende evne for pilgrimmenes i Havona til fuldt ud at finde Gud den Højeste kompenseres af den Syvende Mesterånd, hvis treenige natur på en så ejendommelig måde åbenbarer den Højestes åndeperson. I den nuværende universtidsalder, hvor den Højestes person ikke er kontaktbar, fungerer Mesterånd nummer Syv som stedfortræder for de opstigende væseners Gud i spørgsmålet om personlige forhold. Han er det ene højeste åndevæsen, som alle opstigende med sikkerhed vil genkende og til en vis grad forstå når de når herlighedens centre.

16:3.20 (189.1) Denne Mesterånd er altid i forbindelse med de Reflekterende Ånder i Uversa, hovedkvarteret for det syvende superunivers, vores eget skabelsessegment. Hans administration af Orvonton udviser den forunderlige symmetri i den koordinerede blanding af Faderens, Sønnens, og Åndens guddommelige natur.

4. Mesteråndernes egenskaber og funktioner

16:4.1 (189.2) De Syv Mesterånder udgør den fulde repræsentation af den Uendelige Ånds i de evolutionære universer. De repræsenterer den Tredje kilde og Center i forholdet mellem energi, sind, og ånd. Mens de fungerer som de koordinerende overhoveder af Samforenerens universelle administrative kontrol, så glem ikke, at de har deres oprindelse i Paradisguddommenes skabende handlinger. Det er bogstaveligt sandt, at disse syv ånder er den personaliserede fysiske styrke, det kosmiske sind, og åndelige nærværelse af den treenige Guddoms. “Guds syv ånder udsendt til hele universet.”

16:4.2 (189.3) Mesterånderne er enestående ved, at de fungerer på alle universets virkelighedsniveauer med undtagelse af det absolutte. De er derfor effektive og perfekte tilsynsførende for alle faser af administrative anliggender på alle aktivitetsniveauer i superuniverset. Det er svært for det dødelige sind at forstå meget om Mesterånderne, fordi deres arbejde er så højt specialiseret men altomfattende, så usædvanligt materielt og på samme tid så udsøgt åndeligt. Disse alsidige skabere af det kosmiske sind er forfædrene til universets styrkeledere og er i sig selv de højere ledere af den vældige og vidtstrakte skabelse af åndelige skabninger.

16:4.3 (189.4) De Syv Mesterånder er skaberne af Universets Styrkeleder og deres medarbejdere, væsener, som er uundværlige for organiseringen, kontrollen og reguleringen af de fysiske energier i storuniverset. Og de samme Mesterånder assisterer på en meget materiel måde Skabersønnerne i arbejdet med at forme og organisere lokaluniverserne.

16:4.4 (189.5) Vi er ikke i stand til at spore nogen personlig forbindelse mellem Mesteråndernes kosmiske energiarbejde og kraftfunktionerne i den Egenskabsløse Absoluttet. De energimanifestationer, som henhører til Mesteråndernes forvaltning styres alle fra Paradisets periferi; de synes ikke på nogen direkte måde, at være forbundet med de kraftfænomener, der er identificeret med Paradisets underside.

16:4.5 (189.6) Når vi møder de forskellige Morontia Styrkevejleders funktionelle aktiviteter, står vi utvivlsomt ansigt til ansigt med visse af Mesteråndernes uopdagede aktiviteter. Hvem, bortset fra disse forfædre til både fysiske kontrollanter og åndelige tjenere, kunne have udtænkt at kombinere og forbinde materielle og åndelige energier for at frembringe en hidtil ikke-eksisterende fase af universets virkelighed—morontiasubstans og morontiasind?

16:4.6 (189.7) Meget af virkeligheden i de åndelige verdener er af morontia-ordenen, en fase af universets virkelighed, der er fuldstændig ukendt på Urantia. Målet for personlighedens eksistens er åndelig, men morontiaskabelserne griber altid ind og bygger bro over kløften mellem de materielle riger af dødelig oprindelse og superuniversernes sfærer med fremadskridende åndelig status. Det er indenfor dette område, at Mesterånderne yder deres store bidrag til planen for menneskets opstigning til Paradiset.

16:4.7 (190.1) De Syv Mesterånder har personlige repræsentanter, som fungerer overalt i storuniverset; men da et stort flertal af disse underordnede væsener ikke direkte har noget at gøre med opstigningsplanen for de dødeliges fremgang på Paradisets fuldkommenhedsvej, så er lidt eller ingenting åbenbaret om dem. Meget, rigtig meget, af de Syv Mesterånders aktivitet forbliver skjult for menneskelig forståelse, fordi det på ingen måde direkte vedrører problematikken med jeres Paradis opstigning.

16:4.8 (190.2) Det er højst sandsynligt, selvom vi ikke kan give et sikkert bevis, at Mesterånden i Orvonton udøver en bestemt indflydelse på følgende aktivitetssfærer:

16:4.9 (190.3) 1. Livsinitieringsprocedurerne for lokaluniversets Livsbærere

16:4.10 (190.4) 2. Livsaktiveringerne af adjudant sindsånderne, skænket til verdenerne af den Skabende Ånd i et lokalunivers.

16:4.11 (190.5) 3. De udsving i energimanifestationer, der udvises af de lineær- tyngdekraftsreagerende enheder af organiseret stof.

16:4.12 (190.6) 4. Adfærden af den fremkommende energi, når den er fuldstændig befriet fra grebet af den Egenskabsløse Absolutte, og dermed følsom over for den direkte påvirkning af lineær tyngdekraft og på manipulationerne fra Universets Styreledere og deres medarbejder.

16:4.13 (190.7) 5. Overdragelsen af den tjenende ånd fra lokaluniversets Skabende Ånd, kendt på Urantia som Helligånden.

16:4.14 (190.8) 6. Den efterfølgende overdragelse af overdragelses sønnernes ånd, på Urantia kaldet (Talsmanden) eller Sandhedens ånd.

16:4.15 (190.9) 7. 7. Lokaluniversernes og superuniversets reflektionsmekanisme. Mange træk forbundet med dette ejendommelige fænomen kan næppe fornuftigt forklares eller forstås rationelt uden at postulere Mesteråndernes aktivitet i forbindelse med Samforeneren og det Højeste Væsen.

16:4.16 (190.10) På trods af vores manglende evne til at forstå de Syv Mesterånders mangfoldige virkemåder, er vi overbeviste om, at der findes to områder i det brede udvalg af universaktiviteter, som de ikke har noget som helst at gøre med: overdragelsen og tjenesten af Tankeretterne og de uransagelige funktioner af den Egenskabsløse Absolutte.

5. Forhold til skabte væsener

16:5.1 (190.11) Hvert segment i storuniverset, hvert enkelt univers og verden nyder gavn af alle de Syv Mesterånders forenede råd og visdom, men modtager kun det personlige præg og nuance fra én. Og hver Mesterånds personlige natur gennemtrænger duldstændigt og betinger på enestående måde hans superunivers.

16:5.2 (190.12) Gennem denne personlige indflydelse fra de Syv Mesterånder må enhver skabning af enhver orden af intelligente væsener uden for Paradiset og Havona bære det karakteristiske mærke af individualitet, som er et tegn på forfædrenes natur hos en af disse Syv Paradisånder. Hvad angår de syv superuniverser, vil enhver indfødt skabning, menneske eller engel, for altid bære dette emblem for fødselsidentifikation.

16:5.3 (191.1) De Syv Mesterånder trænger ikke direkte ind i de enkelte væseners materielle sind i de evolutionære verdner i rummet. De dødelige på Urantia oplever ikke den personlige tilstedeværelse af sind og ånde indflydelse fra Orvontons Mesterånd. Hvis denne Mesterånd opnår nogen form for kontakt med det individuelle dødelige sind under de tidligere evolutionære tidsaldre i en beboet verden, må det ske gennem tjeneste lokaluniversets Kreative Ånd, ægtefællen og partneren til Guds Skabersøn, som præsiderer over hver lokal skabelses skæbne. Men netop denne samme Skabende Moderånd er i sin natur og karakter ganske lig Orvontons Mesterånd.

16:5.4 (191.2) Den fysiske emblem som stammer fra en Mesterånd er en del af menneskets materielle oprindelse. Hele det morontielle livsforløb leves under vedvarende indflydelse af den samme Mesterånd. Det er næppe mærkeligt, at sådan en opstigende dødeligs efterfølgende åndekarriere aldrig helt udrydder det karakteristiske prægning af denne samme tilsynsførende Ånd. En Mesterånds indprægning er grundlæggende for selve eksistensen af ethvert før-Havona stadie af dødeliges opstigning.

16:5.5 (191.3) De karakteristiske personlighedstendenser som fremtræder i de dødeliges livserfaringer, og som er karakteristiske i hvert superunivers og som er direkte udtryk for den dominerende Mesterånd natur, bliver aldrig helt udslettet, selv ikke efter at disse opstigende er udsat for den lange uddannelse og samlende disciplin, som de møder på Havonas en milliard udviklingssfærer. Selv den efterfølgende intense Paradiskultur er ikke tilstrækkelig til at udslette de kendetegn, som angiver superuniversets oprindelse. Gennem al evighed vil en opstigende dødelig udvise træk, der indikerer den præsiderende Ånd i hans superunivers af fødsel. Selv i Finalitkorpset, når man ønsker at nå frem til eller skildre et fuldstændig Treenighedsforhold til den evolutionære skabelse, samles altid en gruppe på syv finaliter, en fra hvert superunivers.

6. Det kosmiske sind

16:6.1 (191.4) Mesterånderne er de syvfoldige kilder til det kosmiske sind, storuniverset intellektuelle potentiale. Dette kosmiske sind er en underabsolut manifestation af sindet fra den Tredje Kilde og Center og er på visse måder funktionelt relateret til sindet hos det udviklende Højeste Væsen.

16:6.2 (191.5) I en verden som Urantia møder vi ikke de Syv Mesterånders direkte indflydelse på menneskeracernes anliggender. I lever under den umiddelbare indflydelse af Nebadons kreative Ånd. Ikke desto mindre dominerer de samme Mesterånder de grundlæggende reaktioner i alle skabningers sind, fordi de er de virkelige kilder til de intellektuelle og spirituelle potentialer, som er blevet specialiseret i lokaluniverserne til at fungere i livet for de individer, der bebor de evolutionære verdener i tid og rum.

16:6.3 (191.6) Faktum om det kosmiske sind forklarer slægtskabet mellem forskellige typer af menneskelige og overmenneskelige sind. Det er ikke kun ligesindede ånder som drages mod hverandre, men beslægtede sind er også meget omgangsvenlige og tenderer mod at samarbejde med hinanden. Menneskets sind er undertiden observeret løbende i baner af forbløffende lighed og uforklarlig sammenhæng.

16:6.4 (191.7) Der eksisterer i alle personlighedsassociationer af det kosmiske sind en egenskab, som kan betegnes som “virkelighedsreaktionen”. Det er denne universelle kosmiske formåen hos viljeskabninger, der redder dem fra at blive hjælpeløse ofre for de antagelser som videnskab, filosofi og religion på forhånd forudsætter som sande. Denne virkelighedssensitivitet i det kosmiske sind reagerer på bestemte faser af virkeligheden, ligesom energi-materien reagerer på tyngdekraften. Det ville være endnu mere korrekt at sige, at disse overmaterielle realiteter således reagerer på kosmos sind.

16:6.5 (192.1) Det kosmiske sind reagerer uophørligt (genkender respons) på tre niveauer af universets virkelighed. Disse respons er selvindlysende for klart ræsonnerende og dybt tænkende sind. Disse virkelighedsniveauer er:

16:6.6 (192.2) 1. Kausalitet—de fysiske sansers virkelighedsdomæne, de videnskabelige områder af logisk ensartethed, differentieringen af det faktuelle og det ikke faktuelle, reflekterende konklusioner baseret på kosmisk respons. Dette er den matematiske form af kosmisk dømmekraft.

16:6.7 (192.3) 2. Pligt—moralens virkelighedsdomæne i det filosofiske område, fornuftens arena, erkendelsen af relativt rigtigt og forkert. Dette er den juridiske form for den kosmisk dømmekraft.

16:6.8 (192.4) 3. Tilbedelse—det åndelige domæne af den religiøse erfarings virkeligheden, den personlige erkendelse af guddommeligt fællesskab, anerkendelse af åndelige værdier, forsikringen om evig overlevelse, opstigningen fra status som Guds tjenere til Guds sønners glæde og frihed. Dette er den højeste indsigt i det kosmiske sind, den ærbødige og tilbedende form for den kosmisk dømmekraft.

16:6.9 (192.5) Disse videnskabelige, moralske og åndelige indsigter, disse kosmiske reaktioner, er medfødte i det kosmiske sind som beriger alle viljeskabninger. Livserfaringen undlader aldrig at udvikle disse tre kosmisk intuitioner; de er konstituerende i den reflekterende tænknings selvbevidsthed. Men det er sørgeligt at konstatere, at så få mennesker på Urantia finder nydelse i at kultivere disse kvaliteter af modig og selvstændig kosmisk tænkning.

16:6.10 (192.6) I lokaluniversernes sindsoverdragelse udgør disse tre indsigter i det kosmiske sind de forudsætninger, der gør det muligt for mennesket at fungere som en rationel og selvbevidst personlighed inden for områderne af videnskab, filosofi og religion. Udtrykt på en anden måde, så er erkendelsen af virkeligheden af disse tre manifestationeraf den Uendelige ved hjælp af en kosmisk selvåbenbarings teknik. Materie-energi genkendes af sansernes matematiske logik; sinds-fornuft kender intuitivt sin moralske pligt; ånd-tro (tilbedelse) er religionen af den åndelige erfarings virkelighed. Disse tre grundfaktorer i den reflekterende tænkning kan blive forenet og koordineret i personlighedsudvikling, eller de kan blive uforholdsmæssige og så godt som uden sammenhæng i deres respektive funktioner. Men når de bliver forenet, frembringer de en stærk karakter, der består i sammnehængen mellem en faktuel videnskab, en moralsk filosofi og en ægte religiøs erfaring. Det er disse tre kosmiske intuition, der giver objektiv gyldighed, virkelighed, til menneskets erfaring i og med ting, betydninger og værdier.

16:6.11 (192.7) Det er formålet med uddannelse, at udvikle og skærpe disse medfødte evner af menneskelige sind; med civilisation at udtrykke dem; med livserfaring for at realisere dem; med religion at forædle dem og med personlighed at forene dem.

7. Moral, dyd og personlighed

16:7.1 (192.8) Intelligensen kan ikke alene forklare den moralske natur. Moral, dyd, er medfødt til menneskets personlighed. Moralsk intuition, erkendelse af pligt, er en bestanddel i sindet som mennesket er begavet med, og den er associeret med de andre umisteligheder i menneskets natur; videnskabelig nysgerrighed og åndelig indsigt. Menneskets mentalitet overgår langt dets dyriske artsfæller, men det er de moralske og religiøse sider af dets natur som specielt adskiller det fra dyreverden.

16:7.2 (193.1) Et dyrs selektive respons er begrænset til det motoriske adfærd niveau. De formodede indsigt hos de højere dyr befinder sig på motorisk niveau og viser sig normalt først efter at have gjort erfaringer med motoriske forsøg og fejl. Mennesket er i stand til at udøve videnskabelig, moralsk og åndelig indsigt før enhver udforskning eller eksperimentering.

16:7.3 (193.2) Kun en personlighed kan vide, hvad den gør, før den gør det; det er kun personligheder har indsigt forud for erfaringen. En personlighed kan se før den springer og kan derfor lære af at se såvel som af at springe. Et ikke personligt dyr lærer normalt kun ved at springe.

16:7.4 (193.3) Som et resultat af erfaring bliver et dyr i stand til at undersøge de forskellige måder at nå et mål og vælge en tilgang baseret på indhøstede erfaringer. Men en personlighed kan også undersøge selve målet og fælde dom over dets virkelighed, dets værdi. Intelligens alene kan skelne mellem de bedste måder at opnå vilkårlige mål, men et moralsk væsen besidder en indsigt, der gør det muligt for vedkommende, at skelne mellem såvel mål som mellem middel. Og når et moralsk væsen vælger dyd er det trods alt intelligent. Han ved hvad han gør, hvorfor han gør det, hvor han er på vej hen og hvordan han skal kommer dertil.

16:7.5 (193.4) Når mennesket ikke formår at skelne mellem målene for sin jordiske stræben, befinder det sig fungerende på det dyriske niveau af eksistens. Det har undladt at gøre anvendelse af de overlegne fordele ved materiel skarpsindighed, moralsk skelnen og åndelig indsigt, som er en integreret del af hans kosmiske sinds begavelse som personligt væsen.

16:7.6 (193.5) Dyd er retfærdighed—samklang med kosmos. At nævne dyder er ikke at definere dem, men at efterleve dem er at kende dem. Dyd er ikke kun viden, endnu ikke visdom men snarere virkeligheden af progressiv erfaring i opnåelsen af stigende niveauer af kosmisk præstation. I det dødelige menneskes daglige liv virkeliggøres dyden ved konsekvens at vælge det gode frem for det onde, og en sådan evne til at vælge er bevis på på besiddelsen af en moralsk natur.

16:7.7 (193.6) Menneskets valg mellem godt og ondt påvirkes ikke kun af skarpheden i dets moralske natur, men også af sådanne påvirkninger som uvidenhed, umodenhed, og vildfarelse. Proportionssans spiller også en rolle i udøvelsen af dyd, fordi ondskab kan blive begået, når det mindre gode vælges i stedet for det større gode som følge af fordrejning eller bedrag. Kunsten at foretage relative vurderinger eller sammenlignende målinger indgår i udøvelsen af dyderne på det moralske område.

16:7.8 (193.7) Menneskets moralske natur ville være impotent uden målekunsten, den skelnen, der er indeholdt i evnen til at undersøge betydninger. På samme måde ville moralsk valg være forgæves uden den kosmiske indsigt, som giver bevidstheden om åndelige værdier. Fra et intelligenssynspunkt stiger mennesket til niveauet af et moralsk væsen, fordi det er udstyret med personlighed.

16:7.9 (193.8) Moral kan aldrig fremmes ved lov eller med vold. Det er et personligt og frivilligt sag, og skal udspredes af smitten fra kontakten mellem moralsk duftene personer og dem som er moralsk mindre modtagelige, men som også i et vist omfang ønsker at gøre Faderens vilje.

16:7.10 (193.9) Moralske handlinger er de menneskelige præstationer, som ker karakteriseret ved den højeste intelligens, styret af selektiv skelnen i valget overordnede mål, såvel som i valget af moralske midler til at opnå disse mål. En sådan adfærd er dydig. Den højeste dyd er derfor helhjertet at vælge at gøre Faders vilje i himlen.

8. Urantiapersonlighed

16:8.1 (194.1) Den Universelle Fader skænker personlighed til talrige ordener af væsener, der fungerer på forskellige niveauer af universets virkelighed. Menneskevæsener på Urantia er begavet med personlighed af den endelige-dødelige type, der fungerer på niveau med Guds opstigende sønner.

16:8.2 (194.2) Selvom vi næppe kan påtage os at definere personlighed, kan vi forsøge at redegøre for vor forståelse af de kendte faktorer, der behøves for at forme den helhed af materielle, mentale og åndelige energier, hvis indbyrdes sammensætning udgør den mekanisme hvori, hvorpå og hvormed den Universelle Fader fårårsager sin skænkede personlighed til at fungere.

16:8.3 (194.3) Personlighed er en unik gave af oprindelig natur, hvis eksistens er uafhængig af og forudgående til overdragelsen af Tankeretteren. Ikke desto mindre forøger Retterens tilstedeværelse personlighedens kvalitative manifestation. Tankerettere, når de kommer fra Faderen, er identiske af natur, men personligheden er forskelligartet, original og enestående; og manifestationen af personlighed er yderligere betinget og kvalificeret af naturen og kvaliteterne af de tilknyttede energier af en materiel, mental og åndelig natur, som udgør det organismemæssige legeme for personlighedsmanifestationen.

16:8.4 (194.4) Personligheder kan være lignende men de er aldrig det samme. Personer af en given serie, type, orden eller mønster kan ligne hinanden og gør det, men de er aldrig identiske. Personlighed er det særpræg ved et individ som vi kender, og som gør det muligt for os, at identificere dette væsen engang i fremtiden, uanset arten og omfanget af ændringer i form, sind eller åndestatus. Personlighed er den del af enhver person, som gør det muligt for os at genkende og helt sikkert identificere den person som den, vi tidligere har kendt, uanset hvor meget personen kan have ændret sig som følge af modificerede udtryk og manifestationer af hans personlighed.

16:8.5 (194.5) Skabningspersonlighed er kendetegnet ved to selvmanifesterende og karakteristiske fænomener af dødelige reaktive adfærd; selvbevidsthed og den dertil tknyttede relative frie vilje.

16:8.6 (194.6) Selvbevidsthed består af intellektuel bevidsthed om personlighedens aktuelitet; det inkluderer evnen til at genkende andre personligheders virkelighed. Det indikerer kapacitet til individualiseret oplevelse i og med kosmiske realiteter, svarende til opnåelsen af identitetsstatus i universets personlighedsforhold. Selvbevidsthed indebærer anerkendelse af virkeligheden af sindets betjening og realiseringen af relativ uafhængighed af kreativ og bestemmende fri vilje.

16:8.7 (194.7) Den relative frie vilje, som kendetegner den menneskelige personligheds selvbevidsthed, er involveret i:

16:8.8 (194.8) 1. Moralsk beslutning, højeste visdom.

16:8.9 (194.9) 2. Åndeligt valg, sandhedsindsigt.

16:8.10 (194.10) 3. Uselvisk kærlighed, broderskabstjeneste.

16:8.11 (194.11) 4. Målrettet samarbejde, gruppeloyalitet.

16:8.12 (194.12) 5. Kosmisk indsigt, forståelse af universets betydninger.

16:8.13 (194.13) 6. Personligheds hengivenhed, helhjertet hengivelse til at gøre Faderens vilje.

16:8.14 (195.1) 7. Tilbedelse, den oprigtig stræben efter guddommelige værdier og den helhjertede kærlighed til den guddommelige Værdigiver.

16:8.15 (195.2) Urantia-typen af menneskelig personlighed kan ses som fungerende i en fysisk mekanisme, der består af den planetariske modifikation af Nebadon-typen af organisme, der tilhører den elektrokemiske orden af livsaktivering og er udstyret med Nebadon-ordenen i Orvonton-serien af det kosmiske sind af forældrebaseret reprodukttionsmønster. Overdragelsen af den guddommelige personlighedsgave til en sådan sindsbegavet dødelig mekanisme giver kosmisk medborgerskab værdighed og sætter en sådan dødelig skabning i stand til straks at blive reaktiv over for den konstitutive anerkendelse af de tre grundlæggende sindsvirkeligheder i kosmos:

16:8.16 (195.3) 1. Den matematiske eller logiske anerkendelse af ensartetheden af fysiske årsagssammenhæng.

16:8.17 (195.4) 2. Den fornuftige erkendelse af forpligtelsen til moralsk adfærd.

16:8.18 (195.5) 3. Trosforståelsen, af fællesskabstilbedelsen af Guddommen, forbundet med den kærlighedsfulde tjeneste af menneskeheden.

16:8.19 (195.6) Den fulde funktion af en sådan personlighedsbegavelse er den begyndende erkendelse af Guddommens slægtskab. Et sådan selv, der er beboet af et førpersonligt fragment af Gud Faderen, er i sandhed og i virkeligheden en åndelig Guds søn. Et sådant væsen afslører ikke kun evnen til at modtage gaven fra den guddommelige tilstedeværelse, men udviser også en reaktiv reaktion på personlighed-tyngdekraftskredsløbet i Paradisfaderen for alle personligheder.

9. Virkeligheden af menneskelig bevidsthed

16:9.1 (195.7) Det personlige væsen, der er udstyret med kosmiske sind og beboet med Retter, har en medfødt erkendelses-realisering af energivirkelighed, sindsvirkelighed, og åndsvirkelighed. Viljevæsenet er således udstyret til at skelne Guds kendsgerning, lov og kærlighed. Bortset fra disse tre umistelige elementer i den menneskelige bevidsthed, så er al menneskelig erfaringer i virkeligheden subjektive, undtagen den intuitive erkendelse af gyldighed, der knytter sig til foreningen af disse tre universets virkelighedsreaktioner af kosmiske erkendelse.

16:9.2 (195.8) Den dødelige, der skelner Gud er i stand til at fornemme foreningsværdien af disse tre kosmiske kvaliteter i udviklingen af den overlevende sjæl, menneskets højeste opgave i det fysiske tabernakel, hvor det moralske sind samarbejder med den iboende guddommelige ånd for at dualisere den udødelige sjæl. Fra sin tidligste begyndelse er sjælen virkelig; den har kosmiske overlevelseskvaliteter.

16:9.3 (195.9) Hvis det dødelige menneske ikke formår at overleve den naturlige død, overlever de virkelige åndelige værdier af hans menneskelige oplevelse som en del af Tankeretterens fortsatte oplevelse. Personlighedsværdierne for en sådan ikke-overlevende fortsætter som en faktor i den aktualiserende Højeste Væsens personlighed. Sådanne vedvarende personlighedskvaliteter er berøvet identitet, men ikke erfaringsmæssige værdier, der er akkumuleret under det jordiske liv i kødet. Identitetens overlevelse er afhængig af overlevelsen af den udødelige sjæl af morontiastatus og tiltagende guddommelig værdi. Personlighedensidentitet overlever i og ved sjælens overlevelse.

16:9.4 (195.10) Menneskets selvbevidsthed indebærer anerkendelse af virkeligheden af andre selv end det bevidste selv og medfører desuden, at en sådan bevidsthed er gensidig; at selvet er kendt som det kender. Dette er synliggjort på en rent menneskelig måde i menneskets sociale liv. Du kan imidlertid ikke blive lige så absolut sikker på et medmenneskes virkelighed som på virkeligheden af Guds tilstedeværelse, der lever indeni dig selv. Den sociale bevidsthed er ikke umistelig ligesom gudsbevidstheden; den er en kulturel udvikling og er afhængig af viden, symboler og bidrag fra menneskets konstituerende begavelser—videnskab, moral og religion. Og når disse kosmiske gaver udgør, socialiseret civilisationen.

16:9.5 (196.1) Civilisationer er ustabile fordi de ikke er kosmiske; de har ikke en naturlig tilknytning til menneskeslægtens individer. De skal næres af de kombinerede bidrag fra menneskets konstituerende faktorer—videnskab, moral og religion. Civilisationer kommer og går, men videnskab, moral og religion overlever altid nedbruddet.

16:9.6 (196.2) Jesus åbenbarede ikke kun Gud for mennesket, men han gjorde også en ny åbenbaring af mennesket for sig selv og andre mennesker. I Jesu liv ser man mennesket fra sin bedste side. Mennesket bliver således virkelig smukt, fordi Jesus havde så meget af Gud i sit liv, og erkendelsen (anerkendelsen) af Gud er umistelig og konstituerende i alle mennesker.

16:9.7 (196.3) Uselviskhed, bortset fra forældreinstinktet, er ikke helt naturligt, andre mennesker er ikke naturligt elsket eller socialt tjent. Det kræver oplysning af fornuften, moralen, og religionens trang, gudsbevidsthed, for at skabe en uselvisk og altruistisk samfundsorden. Menneskets egen personlighedsbevidsthed, selvbevidsthed, er også direkte afhængig af selve denne kendsgerning med bevidsthed om andres eksistens, denne medfødte evne til at genkende og forstå virkeligheden af andre personligheder, lige fra det menneskelige til det guddommelige.

16:9.8 (196.4) Uselvisk social bevidsthed må i grunden være en religiøs bevidsthed; det vil sige, hvis den er objektiv, ellers er det en ren subjektiv filosofisk abstraktion og derfor uden kærlighed. Kun et individ som kender Gud kan elske en anden person, som han elsker sig selv.

16:9.9 (196.5) Selvbevidsthed er i sin essens en fællesskabs bevidsthed. Gud og menneske, Faderen og søn, Skaber og skabning. I den menneskelige selvbevidsthed er fire univers virkelighedserkendelser latente og medfødte indsigter:

16:9.10 (196.6) 1. Søgen efter viden, videnskabens logik.

16:9.11 (196.7) 2. Søgen efter moralske værdier, pligtfølelse.

16:9.12 (196.8) 3. Søgen efter åndelige værdier, den religiøse oplevelse.

16:9.13 (196.9) 4. Søgen efter personlighedsværdier, evnen til at genkende Guds virkelighed som en personlighed og den samtidige erkendelse af vores broderlige forhold til andre personligheder.

16:9.14 (196.10) Du bliver bevidst om mennesket som din skabningsbror, fordi du allerede er bevidst om Gud som din Skaberfader. Faderskab er det forhold, hvorfra vi ræsonnerer os til erkendelse om broderskab. Og Faderskab bliver, eller kan blive, en universvirkelighed for alle moralske skabninger, fordi Faderen selv har skænket personlighed til alle sådanne væsener og forbundet dem inden for rækkevidden af det universelle personlighedskredsløb. Vi tilbeder Gud, først, fordi han er, derefter, fordi han er i os, og til sidst, fordi vi er i ham.

16:9.15 (196.11) Er det underligt, at det kosmiske sind skulle være selvbevidst om sin egen kilde, den Uendelige Ånds uendelige sind, og samtidig være bevidst om de fjerntliggende universers fysiske virkelighed, den Evige Søns åndelige virkelighed og den Universelle Faders personlighedsvirkelighed?

16:9.16 (196.12) [Sponsoreret af en Universel Censor fra Uversa.]