Urantia Bogen

Kapitel 16

De Syv Mesterånder

16:0.1 (184.1) PARADISETS Syv Mesterånder er den Uendelige Ånds primære personligheder. I denne syvfoldige skabelses handling af selvduplikering har den Uendelige Ånd udtømt de tilknyttende matematiske muligheder i den faktuelle eksistens af Guddommens tre personer. Havde det været muligt, at producere et større antal Mesterånder, så ville de været blevet skabt, men der er lige netop syv tilknyttede muligheder, og kun syv, iboende i tre Guddomme. Og dette forklarer, hvorfor universet virker i syv store afdelinger, og hvorfor tallet syv er grundlæggende fundamental i dets organisation og administration.

16:0.2 (184.2) De syv Mesterånder, har således deres oprindelse i, og udleder deres individuelle karakteristika fra, de følgende syv ligheder:

16:0.3 (184.3) 1. Den Universelle Fader.

16:0.4 (184.4) 2. Den Evige Søn.

16:0.5 (184.5) 3. Den Uendelige Ånd.

16:0.6 (184.6) 4. Faderen og Sønnen.

16:0.7 (184.7) 5. Faderen og Ånden.

16:0.8 (184.8) 6. Sønnen og Ånden.

16:0.9 (184.9) 7. Faderen, Sønnen, og Ånden.

16:0.10 (184.10) Vi ved meget lidt angående Faderens og Sønnens handling i skabelsen af Mesterånderne. Tilsyneladende er de bragt ind i eksistensen ved den Uendelige Ånds personlige handlinger, men vi er udtrykkelig blevet instrueret om, at både Faderen og Sønnen deltog i deres oprindelse.

16:0.11 (184.11) I åndelig karakter og natur er disse Paradisets Syv Ånder som en, men i alle andre identitetsaspekter er de meget forskellige, og resultaterne af deres funktioner i superuniverserne er sådan, at de individuelle forskelle i hver er umiskendelige synlige. Alle de efterfølgende planer af de syv segmenter i storuniverset - og selv de tilsvarende segmenter af det ydre rum - er betinget af forskellen i alt andet end det åndelige hos disse Syv Mesterånder af højeste og ultimative overvågning.

16:0.12 (184.12) Mesterånderne har mange funktioner, men på nuværende tidspunkt er deres særlige domæne den centrale overvågning af de syv superuniverser. Hver Mesterånd opretholder et enorm kraft-fokus hovedkvarter, som langsomt cirkulerer rundt i Paradisets periferi, og altid opretholder en position overfor superuniverset af direkte tilsyn og i Paradisets omdrejningspunkt af dets specialiserede styrke kontrol og delvise energi fordeling. Radius grænselinjer for ethvert superunivers løber faktisk sammen i den tilsynsførende Mesterånds Paradishovedkvarter.

1. Forholdet til den treenig guddom

16:1.1 (185.1) Samforeneren, den Uendelige Ånde, er nødvendig for at gøre den udelte treenige Guddoms personalisering komplet. Denne trefoldige personliggørelse af Guddommen er i følge sin natur en syvfoldig mulighed for at udtrykke sig individuelt og associativt; derfor gjorte den efterfølgende plan om at skabe universer beboet af intelligente og potentielle åndelige væsener, som på behørigt måde udtrykker Faderen, Sønnen, og Ånden, personalisering af de Syv Mesterånder uundgåelig. Vi er kommet til at tale om den trefoldige personalisering af Guddommen som den absolutte uundgåelighed, mens vi er kommet til at se de Syv Mesterånders tilsynekomst som den subabsolutte uundgåelighed.

16:1.2 (185.2) Mens de Syv Mesterånder næppe er udtryk for den trefoldige Guddom, så er de det evige billede af den syvfoldige Guddom, de aktive og associative funktioner af Guddommens tre altid eksisterende personligheder. Med, i og gennem disse Syv Ånder er den Universelle Fader, den Evige Søn, eller den Uendelige Ånd, eller enhver dobbelt forbindelse, i stand til at fungere som sådan. Når Faderen, Sønnen, og Ånden handler sammen, kan og vil de fungere gennem Mesterånden Nummer Syv, men ikke som en Treenighed. Mesterånderne repræsenterer enkeltvis eller samlet enhver og alle mulige Guddomsfunktioner, en eller flere, men ikke de kollektive funktioner, Treenighedens funktioner. Mesterånd Nummer Syv fungere ikke personlig i forhold til Paradistreenigheden, og det er netop derfor at han kan fungere personligt for det Højeste Væsen.

16:1.3 (185.3) Men når de Syv Mesterånder rømmer deres individuelle sæder af personlig styrke og superunivers autoritet og samles omkring Samforeneren i den treenige tilstedeværelse af Paradis Guddommen, så repræsenterer de den samlet fungerende styrke, visdom, og autoritet i den udelte Guddom - Treenigheden—til og i de udviklende universer. Sådan en Paradis forening af det oprindelige syvfoldige udtryk for Guddommen omfatter virkelig, bogstavelig talt omfavner, alle og enhver egenskab og holdning af de tre evige Guddomme i Højestehed og i Ultimativitet. De Syv Mesterånder omfatter praktisk taget, næsten derefter den Højeste Ultimatives fungerende domæne til og i mesteruniverset.

16:1.4 (185.4) Så langt som vi kan skelne, så er disse Syv Ånder forbundet med de guddommelige aktiviteter i de tre evige Guddoms personer; vi opdager ingen bevis for direkte forbindelse med den Absoluttes tre evige faser af fungerende tilstedeværelse. Når Mesterånderne er forbundet, repræsenterer de Paradisets Guddomme i det som i store træk kan opfattes som det endelige handlings domæne. Det kan omfatte meget som er ultimativt men ikke absolut.

2. Forholdet til den uendelige ånd

16:2.1 (185.5) Præcis som den Evige og Oprindelige Søn er åbenbaret gennem det stadig stigende antal personer af guddommelige Sønner, således åbenbares den Uendelige og Guddommelige Ånd gennem de Syv Mesterånders kanaler og de med dem tilknyttede åndegrupper. I centrenes centrum er den Uendelige Ånd tilgængelig, men ikke alle som når Paradiset er umiddelbart i stand til at skelne hans personlighed og differentieret tilstedeværelse; men alle som når centraluniverset kan og vil øjeblikkelig kunne føre en fortrolig samtale med en af de Syv Mesterånder, den ene som præsiderer over det superunivers hvorfra den netop ankomne rumpilgrim er hjemmehørende.

16:2.2 (186.1) Til universernes univers taler Paradisets Fader kun gennem sin Søn, mens han og Sønnen i fællesskab kun handler gennem den Uendelige Ånd. Udenfor Paradiset og Havona taler den Uendelige Ånd kun med de Syv Mesterånders stemmer.

16:2.3 (186.2) Den Uendelige Ånd udøver en indflydelse i form af personlig tilstedeværelse indenfor grænserne for Paradis-Havona systemet; alle andre steder udøves hans personlige ånde tilstedeværelse af og gennem en af de Syv Mesterånder. Derfor er den Tredje Kilde og Centers superunivers ånde tilstedeværelse på enhver verden eller i ethvert individ betinget af den enestående natur hos den tilsynsførende Mesterånd for det omhandlende segment af skabelsen. Omvendt, så passerer de kombinerede linjer af åndekraft og intelligens indad til den Tredje Guddomsperson via de Syv Mesterånder.

16:2.4 (186.3) De Syv Mesterånder er samlet udstyret med den Tredje Kilde og Centers højeste og ultimative egenskaber. Mens hver enkelt individuelt tager del i denne begavelse, så er det kun kollektivt at de udviser karakteristika af almagt, alvidenhed, og allestedsnærværelse. Ingen af dem kan fungere som universelle; som individer og i udøvelsen af disse øverste og ultimative styrker er hver personlig begrænset til superuniverset af direkte tilsyn.

16:2.5 (186.4) Alt hvad der hidtil er fortalt jer angående Samforenerens guddommelighed og personlighed gælder ligelig og fuldt ud for de Syv Mesterånder, som så effektivt distribuerer den Uendelige Ånd til storuniversets syv segmenter i overensstemmelse med deres guddommelige begavelse og på en måde der svarer til deres egen forskellige og individuelle enestående natur. Det ville derfor være korrekt at anvende ethvert eller alle navnene af den Uendelige Ånd til denne samlet gruppe af syv. Samlet er de som en med Samskaberen på alle subabsolutte niveauer.

3. Mesteråndernes identitet og forskellighed

16:3.1 (186.5) De Syv Mesterånder er ubeskrivelige væsener, men de er tydeligt og bestemt personlige. De har navne, men vi foretrækker at introducere dem med nummer. Som primære personaliseringer af den Uendelige Ånd, er de beslægtede, men som primære udtryk for de syv mulige sammenslutninger af den treenige Guddom, er de i alt væsentligt forskellig af natur, og denne naturlige forskellighed bestemmer deres forvaltning af superuniverserne. Disse Syv Mesterånder kan beskrives som følgende:

16:3.2 (186.6) Mesterånd nummer Et. På en speciel direkte måde repræsenterer denne Ånd Paradisfaderen. Han er en ejendommelig og effektiv manifestation af den Universelle Faders styrke, kærlighed, og visdom. Han er den nære medarbejder og himmelske rådgiver til lederen for Mysterieledsagerne, det væsen som præsiderer over de Personaliserede Retter på Diviningtons kollegium. I alle de Syv Mesterånders sammenslutninger, er det altid Mesterånd Nummer Et som taler for den Universelle Fader.

16:3.3 (186.7) Denne Ånd præsiderer over det første superunivers og, selvom han ufejlbarlig viser den guddommelige natur af en primær personalisering af den Uendelige Ånd, så synes han mere specielt at ligne den Universelle Fader i karakter. Han er altid i personlig forbindelse med de syv Afspejlende Ånder på hovedkvarteret for det første superunivers.

16:3.4 (187.1) Mesterånd nummer To. Denne Ånd portrætterer fyldestgørende den Evige Søns mageløse natur og charmerende karakter, den førstefødte af hele skabelsen. Han er altid tæt forbundet med alle klasser af Gudesønner hvor end de tilfældigvis måtte befinde sig i beboelses universet som individer eller i glædelige råd. I alle forsamlinger af de Syv Mesterånder er det altid ham som taler for og på vegne af, den Evige Søn.

16:3.5 (187.2) Denne Ånd dirigerer skæbnerne i superunivers nummer to og hersker over dette enorme domæne som den Evige Søn ville gøre det. Han er altid i forbindelse med de syv Afspejlende Ånder udstationerede på det andet superuniversets hovedstad.

16:3.6 (187.3) Mesterånd nummer Tre. Denne Åndepersonlighed ligner især den Uendelige Ånd, og han styrer udviklingen og arbejdet for mange af den Uendelige Ånds høje personligheder. Han præsiderer over deres forsamlinger og er tæt forbundet med alle personligheder som udelukkende har oprindelse i den Tredje Kilde og Center. Når de Syv Mesterånder er i rådsforsamling, så er det altid Mesterånd Nummer Tre som taler for den Uendelige Ånd.

16:3.7 (187.4) Denne Ånd har ansvaret for superunivers nummer tre, og han administrerer dette segment meget som var det den Uendelige Ånd. Han er altid i samarbejde med de Afspejlende Ånder på det tredje superunivers hovedkvarter.

16:3.8 (187.5) Mesterånd nummer Fire. Denne Mesterånd som har del i Faderens og Sønnens kombineret natur, har en afgørende indflydelse på de planer og procedurer som angår både Faderen og Sønnen i de Syv Mesterånders rådsforsamlinger. Denne Ånd er ledende instruktør og rådgiver for de opstigende væsener som har opnået den Uendelige Ånd og som således er blevet kandidater til at se Sønnen og Faderen. Han varetager den enorme gruppe af personligheder, som har oprindelse i Faderen og Sønnen. Når det bliver nødvendigt, at repræsentere Faderen og Sønnen i de Syv Mesterånders forening, så er det altid Mesterånd Nummer Fire som taler.

16:3.9 (187.6) Denne Ånd fremmer det fjerde segment i storuniverset i overensstemmelse med sin ejendommelige sammenslutning af den Universelle Fader og den Evige Søns egenskaber. Han er altid i personlig forbindelse med de Afspejlende Ånder på det fjerde superunivers hovedkvarter.

16:3.10 (187.7) Mesterånd nummer Fem. Denne guddommelige personlighed som på fortræffelig vis forener den Universelle Fader og den Uendelige Ånds karakter er rådgiver for den enorme gruppe af væsener kendt som styrkeledere, styrkecentre, og fysiske overvågere. Denne Ånd fremmer også alle personligheder som har oprindelse i Faderen og Samforeneren. I de Syv Mesterånders rådsforsamling, når Fader og Åndens standpunkt er til debat, så er det altid Mesterånd Nummer Fem som taler.

16:3.11 (187.8) Denne Ånd styrer det femte superunivers velfærd på en måde som antyder den Universelle Fader og den Uendelige Ånd kombinerede handling. Han er altid i forbindelse med de Afspejlende Ånder på det femte superunivers hovedkvarter.

16:3.12 (187.9) Mesterånd nummer Seks. Dette guddommelige væsen synes at portrættere den kombinerede karakter af den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Hver gang de skabninger som i fællesskab er skabt af Sønnen og Ånden mødes i centraluniverset, så er det denne Mesterånd som er deres rådgiver; og når som helst i de Syv Mesterånders rådsforsamling, det bliver nødvendigt at tale for fællesskabet af den Evige Søn og den Uendelige Ånd, så er det Mesterånd Nummer Syv som tager ordet.

16:3.13 (188.1) Denne Ånd styrer det sjette superunivers anliggender som var det den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Afspejlende Ånder på det sjette superunivers hovedkvarter.

16:3.14 (188.2) Mesterånd nummer Syv. Den præsiderende Ånd af det syvende superunivers er en enestående ligelig portrættering af den Universelle Fader, Den Evige Søn, og den Uendelige Ånd. Den Syvende Ånd, den fremmende rådgiver for alle væsener med treenighedsoprindelse, er også rådgiver og leder af alle de opstigende pilgrimme til Havona, de ydmyge væsener som har opnået ærens ret gennem den kombinerede tjeneste af Faderen, Sønnen, og Ånden.

16:3.15 (188.3) Den Syvende Mesterånd er ikke organisk repræsentativ for Paradistreenigheden; men det er en velkendt kendsgerning, at hans personlige og åndelige natur er Samforenerens portrættering i ligelig proportioner af de tre uendelige personer, hvis guddomsforening er Paradistreenigheden, og hvis funktion som sådan er kilden til Gud den Højestes personlige og åndelige natur. Derfor åbenbare den Syvende Mesterånd et personligt og organisk forhold til den udviklende Højestes åndeperson. Når det derfor i Mesteråndernes rådsforsamlinger i det høje, bliver nødvendigt at afgive en stemme for Faderens, Sønnens, og Åndens kombinerede personlige holdning eller, at udtrykke det Højeste Væsens åndelige indstilling, så er der Mesterånd Nummer Syv som fungerer. Han bliver således i følge sin natur den præsiderende leder af de Syv Mesterånders Paradisråd.

16:3.16 (188.4) Ingen af de Syv Ånder er organisk repræsentativ for Paradistreenigheden, men når de forenes som syvfoldig Guddom, er denne forening i en vis forstand en guddom - ikke i en personlig forstand - et funktionelt niveau knyttet til Treenighedens funktioner. I denne betydning er den ”Syvfoldige Ånd” funktionsmæssig tilknyttet til Paradistreenigheden. Det er også i denne betydning, at Mesterånd Nummer Syv nogle gange taler i bekræftelse af Treenighedens holdninger eller snarere, fungerer som talsmand for holdninger hos den Syvfoldige Ånds forening om holdningen hos den Trefoldige Guddoms forening, Paradistreenigheden.

16:3.17 (188.5) Den Syvende Mesterånds mangeartet funktioner spænder lige fra en kombineret repræsentation af Faderen, Sønnen, og Åndens personlige naturer, gennem en repræsentation af Gud den Højestes personlige standpunkt, til en åbenbaring af Paradistreenighedens guddoms holdning. Og i en vis respekt udtrykker denne præsiderende Ånd ligeledes den Ultimative og de Højeste-Ultimatives holdninger.

16:3.18 (188.6) Det er Mesterånd nummer Syv som, som i sine mangeartet evner, personligt sponsorerer fremgangen af de opstigende kandidater fra tidens verdener i deres forsøg på at opnå forståelse om Højestehedens udelelige Guddom. En sådan forståelse involverer en forståelse af den eksistentielle suverænitet hos Højestehedens Treenighed, således koordineret med en koncept om det Højeste Væsens voksende erfaringsmæssige suverænitet for at udgøre de skabte væseners forståelse af Højestehedens enhed. Når det skabte væsen realiserer disse tre faktorer, svarer det til forståelse i Havona af Treenighedens virkelighed og giver tidens pilgrimme evnen til i sidste instans at gennemtrænge Treenigheden, til at opdage Guddommens tre uendelige personer.

16:3.19 (188.7) Den manglende evne for pilgrimmenes i Havona til fuldt ud at finde Gud den Højeste kompenseres af den Syvende Mesterånd, hvis treenige natur på en så ejendommelig måde åbenbare den Højestes åndeperson. Uden den nuværende universtidsalder, da den Højeste person ikke kan kontaktes, fungerer Mesterånd nummer Syv som stedfortræder for de opstigende væseners Gud når det gælder personlige forhold. Han er det højeste åndevæsen som alle opstigende med sikkerhed kommer til at genkende og til en vis grad forstå når de når herlighedens centre.

16:3.20 (189.1) Denne Mesterånd er altid i forbindelse med de Afspejlende Ånder i Uversa, hovedkvarteret i det syvende superunivers, vores eget segment af skabelsen. Hans administration af Orvonton udviser den fantastiske symmetri af den koordinerede blanding af Faderens, Sønnens, og Åndens guddommelige natur.

4. Mesteråndernes egenskaber og funktioner

16:4.1 (189.2) De Syv Mesterånder udgør den Uendelige Ånds fulde repræsentation i de evolutionære universer. De repræsenterer den Tredje kilde og Center i de forhold, som berører energi, sind, og ånd. Glem ikke, at selv om de fungerer som koordinerende overhoveder for Samforenerens universelle administrative kontrol, så har de deres oprindelse i Paradisguddommenes skabende handlinger. Det er bogstavelig sandt, at disse Syv Ånder er den treenige Guddoms personaliserede fysiske styrke, kosmiske sind, og åndelige nærværelse. ”Guds Syv Ånder udsendt til hele universet.”

16:4.2 (189.3) Mesterånderne er enestående for så vidt som, at de fungerer på alle universets niveauer af virkeligheden med undtagelse af det absolutte. De er derfor, effektive og perfekte vejledere af alle faser af administrationens anliggender på alle aktivitetsniveauer i superuniverserne. Det er svært for det dødelige sind at forstå meget om Mesterånderne fordi deres arbejde er så specialiseret men stadig altomfattende, så usædvanligt materielt og samtidig så udsøgt åndeligt. Det kosmiske sinds alsidige skabere er forfædre til Universets Styrkeledere og er, selv de højere ledere for den vældige og vidt udbredte skabelse af skabende åndevæsener.

16:4.3 (189.4) De Syv Mesterånder har skabt Universets Styrkeleder og deres medarbejdere, væsener som er uundværlige for organisationen, kontrollen og reguleringen af storuniversets fysiske energier. Og disse samme Mesterånder assisterer på en meget materiel måde Skabersønnerne i arbejdet med at forme og organisere lokaluniverserne.

16:4.4 (189.5) Vi kan ikke registrere nogen personlig forbindelse mellem Mesteråndernes arbejde med kosmisk energi og den Egenskabsløse Absoluttets kraftfunktioner. De energimanifestationer, som henhører til Mesteråndernes forvaltning styres alle fra Paradisets periferi; de synes ikke på nogen direkte måde, at være forbundet med kraftfænomener identificeret fra Paradisets nedre overflade.

16:4.5 (189.6) Utvivlsomt er det, at når vi møder de forskellige Morontia Styrkevejleders funktionelle aktiviteter, så er vi ansigt til ansigt med visse af Mesteråndernes uåbenbaret aktiviteter. Hvem andre, bortset fra disse forfædre af både fysiske kontrollører og ånde ministre kunne have kommet på at kombinere og forene materielle og åndelige energier, så der opstod en hidtil ukendt fase af universets virkelighed, morontiasubstans og morontiasind?

16:4.6 (189.7) Meget af de åndelige verdeners virkelighed er af morontiaklasse, en fase af universets virkelighed helt ukendt på Urantia. Målet med personligheds eksistens er åndelig, men morontiaskabelserne kommer altid imellem og overbygger den dybe kløft mellem de materielle verdener for de dødeliges oprindelse og superuniversets sfære for voksende åndelig status. Det er indenfor dette område, at Mesterånderne yder deres store bidrag til planen for menneskets opstigning til Paradiset.

16:4.7 (190.1) De Syv Mesterånder har personlige repræsentanter som fungerer overalt i storuniverset; men da et stort flertal af disse underordnede væsener ikke direkte har noget at gøre med opstigningsplanen for de dødeliges fremgang langs vejen mod Paradisets fuldkommenhed, så er lidt eller ingenting åbenbaret om dem. Meget, rigtig meget, af de Syv Mesterånders aktivitet forbliver skjult for menneskets forståelse, fordi det på ingen måde direkte vedrører problematikken omkring jeres opstigning til Paradiset.

16:4.8 (190.2) Det er højst tænkeligt, skønt vi ikke kan tilbyde konkret bevis, at Orvontons Mesterånder udøver en afgørende indflydelse i de følgende aktivitetsområder:

16:4.9 (190.3) 1. Fremgangsmåden af Livsbærerne fra lokaluniverset for livs indførelse.

16:4.10 (190.4) 2. Livsaktiveringerne udgående fra adjudant sindsånderne, overdraget til verdener af den Skabende Ånd i et lokalunivers.

16:4.11 (190.5) 3. Udsvingene i energimanifestationerne som udvises af de enheder af organiseret materie som reagerer på lineær tyngdekraft.

16:4.12 (190.6) 4. Den opdukkende energis adfærd, når den helt er befriet fra den Egenskabsløse Absoluttets greb og dermed begynder at reagere på den lineære tyngdekrafts direkte indflydelse og Universets Styreledere og deres medarbejders manipulationer.

16:4.13 (190.7) 5. Overdragelsen af den tjenende ånd fra den Skabende Ånd i et lokalunivers, kendt på Urantia som Helligånden.

16:4.14 (190.8) 6. Den efterfølgende overdragelse af overdragelses sønnernes ånd, på Urantia kaldt (Talsmanden) eller Sandhedens ånd.

16:4.15 (190.9) 7. Afspejlingsmekanismen i lokaluniverserne og i superuniverset. Mange træk forbundet med dette ejendommelige fænomen kan knap fornuftigt forklares eller forstås rationelt uden at man postulerer Mesteråndernes aktivitet i forbindelse med Samforeneren og det Højeste Væsen.

16:4.16 (190.10) På trods af, at vi ikke tilstrækkeligt vel forstår de Syv Mesterånders mangeartede aktiviteter, er vi overbevist om, at der findes to områder i det brede felt af universets aktiviteter som de ingenting som helst har at gøre med: overdragelsen af Tankeretterne og deres aktiviteter samt den Egenskabsløse Absoluttets uransagelige funktioner.

5. Forhold til skabte væsener

16:5.1 (190.11) Hvert segment i storuniverset, hvert enkelt univers og verden nyder gavn af alle de Syv Mesterånders forenede råd og visdom, men får kun den personlige prægning og nuance fra en. Og den personlige natur hos hver Mesterånd gennemtrænger helt og betinger unikt hans superunivers.

16:5.2 (190.12) Som følge af de Syv Mesterånders personlige indflydelse vil hvert væsen i hver klasse af intelligente væsener udenfor Paradis og Havona have det karakteristiske individuelle præg som angiver den nedarvet natur fra nogen af disse Syv Mesterånder. Hvad angår de syv superuniverser, kommer hvert indfødt væsen, menneske eller engel, til for altid at bære dette kendetegn som angiver deres fødselsoprindelse.

16:5.3 (191.1) De Syv Mesterånder trænger ikke direkte ind i de enkelte væseners materielle sind i de evolutionære verdner i rummet. De dødelige på Urantia oplever ikke den personlige tilstedeværelse af sind og ånde indflydelse fra Orvontons Mesterånd. Hvis denne Mesterånd opnår nogen form for kontakt med det enkelte dødelige sind under de tidligere evolutionære tidsaldre på en beboet planet, så må det ske gennem den tjeneste som udgår fra lokaluniversets Skabende Ånd, ægtefællen og samarbejdspartneren til Guds Skabersøn som præsiderer over hvert lokal skabelses skæbne. Men denne samme Skabende Moderånd er i sin natur og karakter meget lig Orvontons Mesterånd.

16:5.4 (191.2) Den fysiske prægning som stammer fra en Mesterånd er en del af menneskets materielle oprindelse. Hele det morontielle livsforløb leves under den vedvarende indflydelse af den samme Mesterånd. Det er næppe mærkeligt, at den efterfølgende ånde livsfase som en sådan opstigende dødelig gennemgår aldrig helt udsletter det karakteristiske præg som stammer fra denne samme tilsynsførende Ånd. En Mesterånds indprægning er grundlæggende for selve eksistensen i hvert stadium af de dødeliges opstigning før Havona.

16:5.5 (191.3) De karakteristiske personlighedstendenser som fremtræder i de dødeliges livserfaringer, og som er karakteristisk for hvert superunivers og som direkte udtrykker karakteren hos den dominerende Mesterånd, udslettes aldrig helt, selv ikke efter at disse opstigende væsener udsættes for den lange uddannelse og samlende disciplin som de møder på Havonas en milliard udviklingssfærer. Selv den efterfølgende intense Paradiskultur er ikke tilstrækkelig til at udslette de kendetegn som angiver fra hvilken superunivers vedkommende stammer. Under hele evigheden kommer en opstigende dødelig til at udvise karakteristiske træk som angiver den ledende Ånd i superuniverset for hans fødsel. Selv når man i Finalitkorpset ønsker at opnå eller skildre et komplet Treenighedsforhold til den evolutionære skabelse, samler man altid en gruppe på syv finaliter, en fra hvert superunivers.

6. Det kosmiske sind

16:6.1 (191.4) Mesterånderne er de syvfoldige kilder til det kosmiske sind, det intellektuelle potentiale i storuniverset. Dette kosmiske sind er en underabsolut manifestation af den Tredje Kilde og Centers sind og i visse henseender funktionelt relateret til det udviklende Højeste Væsens sind.

16:6.2 (191.5) I en verden som Urantia møder vi ikke de Syv Mesterånders direkte indflydelse på menneskeracernes anliggender. I lever under den umiddelbare indflydelse af Nebadons Skabende Ånd. På trods af dette dominerer de samme Mesterånder grundreaktionerne i alle skabende væseners sind, fordi de er de virkelige kilder til det intellektuelle og åndelige potentiale som i lokaluniverserne er blevet specialiseret for at fungere i de individers liv som bebor de evolutionære verdener i tid og rum.

16:6.3 (191.6) Det kosmiske sinds faktiske eksistens forklarer slægtskabet mellem ulige typer af menneskelige og overmenneskelige sind. Det er ikke kun ligesindede ånder som drages mod hverandre, men beslægtede sind er også meget omgangsvenlige og tenderer mod at samarbejde med hinanden. Menneskelige sind er undertiden observeret løbende i baner af forbløffende lighed og uforklarlig sammenhæng.

16:6.4 (191.7) I alle det kosmiske sinds personlighedsforhold, findes der en egenskab som kunne kaldes ”virkelighedens reaktion”. Det er denne universelle kosmiske formåen hos viljevæsener som redder dem fra at blive hjælpeløse ofre for de antagelser som videnskab, filosofi og religion på forhånd forudsætter som sande. Denne virkelighedssensitivitet hos det kosmiske sind reagerer på visse faser af virkelighed præcis som energi-materien reagerer på tyngdekraften. Det ville nu være mere korrekt at sige, at disse overmaterielle realiteter reagerer således på sindet i kosmos.

16:6.5 (192.1) Det kosmiske sind reagerer ufejlbarligt (genkender reaktionen) på tre niveauer af universets virkelighed. Disse reaktioner er selvindlysende for klart ræsonnerende og dybt tænkende sind. Disse virkelighedsniveauer er:

16:6.6 (192.2) 1. Kausalitet - de fysiske sinds virkelighedsdomæne, de videnskabelige områder af logisk konsekvens, adskillelsen af det faktiske og det ikke faktiske, begrundede konklusioner baseret på kosmisk respons. Dette er den matematiske form af kosmisk dømmekraft.

16:6.7 (192.3) 2. Pligt - moralopfattelsens virkelighedsdomæne i det filosofiske område, fornuftens arena, opfattelsen af relativt ret og forkert. Dette er den juridiske form af kosmisk dømmekraft.

16:6.8 (192.4) 3. Tilbedelse - det åndelige domæne af virkeligheden i religiøs oplevelse, den personlige oplevelse af guddommelig fællesskab, anerkendelse af åndeværdier, overbevisningen om evig overlevelse, ophøjelse fra status som Guds tjenere til Guds sønners glæde og frihed. Dette er den højeste indsigt hos det kosmiske sind, den ærbødige og ærværdige form af kosmisk dømmekraft.

16:6.9 (192.5) Disse videnskabelige, moralske og åndelige indsigter, disse kosmiske reaktioner, er en naturlig del af det kosmiske sind som beriger alle viljevæsener. Livserfaringen undlader aldrig at udvikle disse tre former af kosmisk intuition; de er grundlæggende i selvbevidsthedens reflekterende tænkning. Men det er sørgeligt at konstatere, at så få personer på Urantia finder nydelse i at kultivere disse kvaliteter af modig og selvstændig kosmisk tænkning.

16:6.10 (192.6) I lokaluniversernes sindsoverdragelse udgør disse det kosmiske sinds tre indsigter de forudsætninger, som gør det muligt for mennesket at fungere som en rationel og selvbevidst personlighed inden for områderne af videnskab, filosofi og religion. Udtrykt på en anden måde, så sker opfattelsen af virkeligheden af disse den Uendeliges tre manifestationer med hjælp af en kosmisk selvåbenbarings teknik. Materie-energi opfattes med sindets matematiske logik; sinds-fornuften kender intuitivt sin moralske pligt; åndetro (tilbedelse) er religionen om den åndelige erfarende virkelighed. Disse tre grundfaktorer i den reflekterende tænkning kan blive forenet og koordineret i personlighedsudviklingen, eller de kan blive ude af proportioner og så godt som urelaterende i deres respektive funktioner. Men når de bliver forenet frembringer de en stærk karakter som består i en korrelation af faktuel videnskab, en moralsk filosofi og en ægte religiøs erfaring. Det er disse tre former af kosmisk intuition som giver objektiv gyldighed, virkelighed, til menneskets erfaring af ting, betydninger og værdier.

16:6.11 (192.7) Det er uddannelsens formål at udvikle og skærpe disse medfødte evner af menneskenes sind; civilisationens opgave at udtrykke dem; livserfaringen at realisere dem; religionens at forædle dem og personligheden at forene dem.

7. Moral, dyd og personlighed

16:7.1 (192.8) Intelligensen kan ikke alene forklare den moralske natur. Moral, dyd, er medfødt til menneskets personlighed. Moralsk intuition, erkendelse af pligt, er en bestanddel i sindet som mennesket er begavet med, og den er associeret med de andre umisteligheder i menneskets natur; videnskabelig nysgerrighed og åndelig indsigt. Menneskets mentalitet overgår langt dets dyriske artsfæller, men det er de moralske og religiøse sider af dets natur som specielt adskiller det fra dyreverden.

16:7.2 (193.1) Den selektive respons hos et dyr er begrænset til adfærdens motoriske niveau. Den formodede indsigt hos de højerestående dyr sker på et motorisk niveau og optræder sædvanligvis først efter erfaring af motoriske forsøg og fejltagelser. Mennesket er i stand til at anvende videnskabelig, moralsk og åndelig indsigt forud for al udforskning og eksperimenter.

16:7.3 (193.2) Det er kun en personlighed som kan vide hvad den gør før den gør det; det er kun personligheder som ejer indsigt forud for erfaring. En personlighed kan se fremad inden den hopper og kan derfor lære sig at se fremad såvel som af at hoppe. Et ikke personligt dyr lære sædvanligvis kun af at hoppe.

16:7.4 (193.3) Som resultat af erfaring bliver et dyr i stand til at undersøge de forskellige måder at nå et mål og at vælge en tilgang baseret på indhøstede erfaringer. Men en personlighed kan også undersøge selve målet og tage stilling til dets virkelighed, dets værdi. Intelligensen kan alene udskille de bedste måder at opnå et endemål uden skelnen, men et moralsk væsen ejer en indsigt som gør det muligt for vedkommende at skelne mellem såvel mål som middel. Og et moralsk væsen som vælger dyden er trods alt intelligent. Han ved hvad han gør, hvorfor han gør det, hvor han er på vej og hvordan han skal kommer derhen.

16:7.5 (193.4) Når mennesket undlader at skelne mellem målene for sin jordiske stræben, befinder han sig fungerende på dyrenes niveau i tilværelsen. Han har undladt at gøre anvendelse af de overlegne fordele af materiel skarpsindighed, moralsk skelnen og åndelig indsigt som i hans egenskab af et personlig væsen er en væsentlig del af hans begavelse med et kosmisk sind.

16:7.6 (193.5) Dyd er retfærdighed—samklang med kosmos. At benævne dyder er ikke at definere dem, men at leve dem er at kende dem. Dyd er ikke kun kundskab, eller vished endnu men snarere en virkelighed af progressiv erfaring i opnåelsen af opstigende niveauer af kosmisk fremgang. I det dødelige menneskes liv dag for dag virkeliggøres dyden gennem at man konsekvens vælger det gode frem for det onde, og sådan en evne til at vælge er bevis på at man ejer en moralsk karakter.

16:7.7 (193.6) Menneskets valg mellem godt og ondt influeres ikke kun af skarpheden i dets moralske karakter, men også af sådanne indflydelser som uvidenhed, umodenhed, og vrangforestillinger. En fornemmelse for proportioner er også nødvendig ved dydens udøvelse, fordi ondt kan begås når det mindste vælges i stedet for det større som følge af forvrængning eller bedrag. Kunsten at gøre relative bedømmelser eller sammenlignende målinger hører til udøvelse af dyden indeni det moralske område.

16:7.8 (193.7) Menneskets moralske natur ville være impotent uden kunsten at måle, uden den skelnen som ligger i dets evne til at granske betydninger. Ligeledes ville moralske valg blive forgæves uden den kosmiske indsigt som frembringer bevidstheden om åndelige værdier. Set ud fra et intelligent synspunkt så stiger mennesket op til det moralske niveau fordi det er begavet med personlighed.

16:7.9 (193.8) Moralitet kan aldrig forfremmes ved lov eller med vold. Det er en personlig og frivillig sag, og den må spredes af smitten fra kontakten mellem moralsk duftene personer og dem som er moralsk mindre modtagelige, men som også i et vist omfang ønsker at gøre Faderens vilje.

16:7.10 (193.9) Moralske handlinger er sådanne menneskelige opførelser som kendetegnes af højeste intelligens, kontrolleres af selektiv skelnen ved valget af højere endemål, ligesom ved valget af moralske midler til at opnå disse mål. Sådan en adfærd er dydig. Højeste dyd er derfor helhjertet at vælge at gøre den himmelske Faders vilje.

8. Urantiapersonlighed

16:8.1 (194.1) Den Universelle Fader skænker personlighed til talrige klasser af væsener som fungerer på forskellige niveauer af universets virkelighed. Menneskevæsener på Urantia er begavet med personlighed af den finite-dødelige type, som fungerer på niveauet for Guds opstigende sønner.

16:8.2 (194.2) Selvom vi næppe kan påtage os at definere personlighed, så kan vi forsøge at redegøre for vor forståelse af de kendte faktorer som behøves for at forme den helhed af materielle, mentale og åndelige energier, hvis gensidige forening bygger den mekanisme hvori, hvorpå og hvormed den Universelle Fader får den af ham overdraget personlighed til at fungere.

16:8.3 (194.3) Personlighed er en unik gave af oprindelig natur, hvis eksistens er uafhængig af og forudgående til overdragelsen af Tankeretteren. Ikke desto mindre forøger Retterens tilstedeværelse personlighedens kvalitative manifestation. Tankeretterne er, når de kommer fra Faderen identiske i natur, men personligheden er forskelligartet, oprindelig og enestående; og manifestation af personlighed betinges og bestemmes yderligere af beskaffenheden og kvaliteten hos de tilhørende energier af materiel, sindsmæssig og åndelig natur som udgør den bærende krop for personlighedsmanifestationen.

16:8.4 (194.4) Personligheder kan være lignende men de er aldrig det samme. Personer af en given serie, type, klasse eller model kan ligne hinanden og gør det, men de er aldrig identiske. Personligheden er det særpræg hos et individ som vi kender, og som gør det muligt for os, at identificere dette væsen engang i fremtiden, uanset arten og omfanget af ændringer i formen, sind eller åndestatus. Personligheden er den del af enhver person, som gør det muligt for os at genkende og helt sikkert identificere den person som den, vi tidligere har kendt, uanset hvor meget han kan have ændret sig som følge af, at den bærende krop som udtrykker og manifesterer hans personlighed har modificeret sig.

16:8.5 (194.5) Skabende væseners personlighed kendetegnes af to selvmanifesterende og karakteristiske fænomener i de dødeliges reaktionsadfærd; selvbevidsthed og tilhørende relativ fri vilje.

16:8.6 (194.6) Selvbevidsthed består af intellektuel bevidsthed om at personligheden er aktuel; det inkluderer evnen til at genkende andre personligheders virkelighed. Det indikerer kapacitet til individualiserede erfaring i og med kosmiske realiteter, som repræsenterer virkeliggørelsen af identitetsstatus i universets personlighedsforhold. Selvbevidsthed indebærer at man erkender sindsomverdens virkelighed og at man erkender den relative selvstændige skabende og bestemmende frie vilje.

16:8.7 (194.7) Den relative frie vilje som kendetegner selvbevidstheden hos menneskets personlighed er involveret i:

16:8.8 (194.8) 1. Moralske afgørelser, højeste visdom.

16:8.9 (194.9) 2. Åndelig valg, dømmekraft af sandheden.

16:8.10 (194.10) 3. Uselvisk kærlighed, tjenende sine medmennesker.

16:8.11 (194.11) 4. Målbevidst samarbejde, gruppeloyalitet.

16:8.12 (194.12) 5. Kosmisk indsigt, forståelse af universets betydninger.

16:8.13 (194.13) 6. Personligheds engagement, helhjertet hengivelse til at gøre Faderens vilje.

16:8.14 (195.1) 7. Tilbedelse, oprigtig udøvelse af guddommelige værdier og helhjertet kærlighed til den guddommelige Værdigiver.

16:8.15 (195.2) Urantia-typen af den menneskelige personlighed kan ses som fungerende i en fysisk mekanisme, som består af den planetariske ændring af Nebadon-typens organisme, som tilhører den elektrokemiske klasse af livsaktivering og som er udrustet med det kosmiske sind af Nebadon klasse i Orvonton-serien baseret på modellen som gælder ved forældrebaseret forplantning. Overdragelsen af personlighedens guddommelige gave til en sådan sindsudrustet dødelig mekanisme giver værdighed af kosmisk medborgerskab og gør det muligt for dette dødelige væsen straks at blive genaktiveret for den opbyggende indsigt om de tre grundlæggende sindsrealiteter i kosmos:

16:8.16 (195.3) 1. Den matematiske eller logiske indsigt om den fysiske kausalitets ensartethed.

16:8.17 (195.4) 2. Den fornuftbaserede erkendelse af forpligtigelsen til moralsk adfærd.

16:8.18 (195.5) 3. Trosforståelsen, i den fællesskabsbaserede tilbedelse af Guddommen, associeret med den kærlighedsfulde tjeneste af menneskeheden.

16:8.19 (195.6) Når en sådan personlighedsbegavelse fungerer fuldt ud, så indebærer det en begyndende realisering om slægtskab med Guddommen. Et sådan selv, beboet af et førpersonligt fragment af Gud Faderen, er i sandhed og virkelig en åndelig Guds søn. En sådan skabning udviser ikke kun kapacitet til at modtage den guddommelige tilstedeværelses gave men udviser også reaktiv respons til personlighedstyngdekraftens kredsløb fra Paradisfaderen til alle personligheder.

9. Menneskebevidsthedens realitet

16:9.1 (195.7) Det personlige væsen begavet med kosmiske sind og beboet med Retter, besidder medfødt evne til at opfatte og forstå energivirkelighed, sindsvirkelighed, og åndevirkelighed. Viljevæsenet er således udrustet til at skelne Guds virkelighed, Guds love og Guds kærlighed. Bortset fra disse tre uadskillelige dele af menneskets bevidsthed, så er alle menneskelige erfaringer i virkeligheden subjektive, undtagen den intuitive opfattelse af gyldighed tilknyttet med foreningen af den kosmiske indsigts tre reaktioner indenfor universets virkelighed.

16:9.2 (195.8) Den dødelige som skelner Gud kan fornemme den værdi som ligger i foreningen af disse tre kosmiske kvaliteter i den overlevende sjælens evolution, menneskets højeste opgave i det fysiske tabernakel, hvor det moralske sind samarbejder med den iboende guddommelige ånd for at fordoble den udødelige sjæl. Fra sin tidligste begyndelse er sjælen virkelig; den har kosmiske overlevelsesegenskaber.

16:9.3 (195.9) Hvis det dødelige menneske ikke overlever den naturlige død, så overlever de reelle åndelige værdier som findes i dette menneskes erfaring som en del af Tankeretterens videregående erfaring. Personlighedsværdierne hos en sådan ikke-overlevende består som en faktor i den aktualiserende Højeste Væsens personlighed. Sådanne bestående personlighedskvaliteter berøves identitet, men ikke de erfaringsmæssige værdier som har akkumuleret under det jordiske liv i kødet. Identitetens overlevelse er afhængig af om den udødelige sjæl overlever, sjælen har morontiastatus og tiltagende guddommelig værdi. Personlighedens identitet overlever i og med at sjælen overlever.

16:9.4 (195.10) Menneskets selvbevidsthed indebærer anerkendelse af virkeligheden af andre end det bevidste selv og medfører desuden, at en sådan bevidsthed er gensidig, at selvet er kendt igen som det selv kender igen. Dette er synliggjort på en rent menneskelig måde i menneskenes sociale liv. Du kan imidlertid ikke blive lige så absolut sikker på et medmenneskes realitet som du kan om virkeligheden af Guds tilstedeværelse som lever indeni dig. Den sociale bevidsthed er ikke umistelig ligesom gudsbevidstheden; den er et resultat af kulturel udvikling og er afhængig af kundskab, symboler og bidrag fra menneskets grundlæggende begavelse: videnskab, moral og religion. Og når disse kosmiske gaver omsættes i samfundet bygger de en civilisation op.

16:9.5 (196.1) Civilisationer er ustabile fordi de ikke er kosmiske; de har ikke en naturlig tilknytning til menneskeslægtens individer. De må plejes med de kombinerede bidrag fra menneskenes grundlæggende faktorer: videnskab, moral og religion. Civilisationer kommer og går, men videnskab, moral og religion overlever altid styrtet.

16:9.6 (196.2) Jesus åbenbarede ikke kun Gud for mennesket, men han frembragte også en ny åbenbaring om mennesket til sig selv og for andre mennesker. I Jesu liv ser man mennesket som bedst. Mennesket bliver således virkelig smukt fordi Jesus havde så meget af Gud i sit liv, og opfattelsen af (indsigten om) Gud er umistelig og iboende i alle mennesker.

16:9.7 (196.3) Uselviskheden, bortset fra forældreinstinktet, er ikke helt naturligt, det er ikke indlysende, at man elsker andre personer og at man tjener den socialt. Der behøves oplysning som fornuft, moral, og religionens ansporing, Gudsbevidstheden for at frembringe en uselvisk og altruistisk samfundsorden. Menneskets egen bevidsthed om sin personlighed, selvbevidstheden er også direkte afhængig af selve kendsgerningen af bevidstheden om andres eksistens, denne medfødte evne til at genkende og opfatte en anden personligheds virkelighed, omfattende alt fra det menneskelige til det guddommelige.

16:9.8 (196.4) Uselvisk social bevidsthed må i grunden være en religiøs bevidsthed; det vil sige, hvis den er objektiv, ellers er det en ren subjektiv filosofisk abstraktion og derfor kærlighedsløs. Kun et individ som kender Gud kan elske en anden person som han elsker sig selv.

16:9.9 (196.5) Selvbevidsthed er grundlæggende en fællesskabs bevidsthed. Gud og menneske, Faderen og søn, Skaber og skabninger. I menneskers selvbevidsthed findes fire latente og medfødte indsigter om universets virkelighed:

16:9.10 (196.6) 1. Søgen efter kundskab, videnskabens logik.

16:9.11 (196.7) 2. Søgen efter moralske værdier, pligtfornemmelsen.

16:9.12 (196.8) 3. Søgen efter åndelige værdier, den religiøse erfaring.

16:9.13 (196.9) 4. Søgen efter personlighedsværdier, evnen til at genkende den virkelighed, at Gud er en personlighed og den medvirkende realisering af vores broderlige forhold til medpersonligheder.

16:9.14 (196.10) Du bliver bevidst om mennesket som din skaber broder, fordi du allerede er bevidst om Gud som din Skaberfader. Faderskab er det forhold hvorfra vi ræsonnere os til indsigten om broderskab. Og Faderskab bliver, eller kan blive, en univers realitet for alle moralske skabninger, fordi Faderen selv har overdraget personlighed til alle sådanne væsener og forbundet dem inden for rækkevidden af det universelle personlighedskredsløb. Vi tilbeder Gud, først, fordi han er, så, fordi han er i os, og til sidst, fordi at vi er i ham.

16:9.15 (196.11) Er det underligt, at det kosmiske sind er selvbevidst opmærksomt på sin egen kilde, den Uendelige Ånds uendelige sind, og samtidig bevidst om de vidt udbredte universers fysiske virkelighed, den Evige Søns åndelige virkelighed og den Universelle Faders personlighedsvirkelighed.

16:9.16 (196.12) [Sponsoreret af en Universel Censor fra Uversa.]