Urantia Bogen

Kapitel 138

Træningen Af Rigets Budbringere

138:0.1 (1538.1) EFTER at have holdt prædikenen om “Riget” kaldte Jesus de seks apostle sammen den eftermiddag og begyndte at afsløre sine planer om at besøge byerne omkring Galilæas Sø. Hans brødre James og Jude var meget sårede, fordi de ikke var blevet kaldt til denne konference. Indtil da havde de anset sig selv for at tilhøre Jesu inderkreds af medarbejdere. Men Jesus planlagde ikke at have nogen nære slægtninge som medlemmer af dette korps af apostoliske ledere af riget. Denne undladelse af at inkludere James og Jude blandt de få udvalgte, sammen med hans tilsyneladende afstandtagen fra sin mor lige siden oplevelsen i Kana, var udgangspunktet for en stadig større kløft mellem Jesus og hans familie. Denne situation fortsatte gennem hele hans offentlige virke—de var meget tæt på at afvise ham—og disse forskelle blev ikke helt fjernet før efter hans død og opstandelse. Hans mor vaklede konstant mellem holdninger af svingende tro og håb og stigende følelser af skuffelse, ydmygelse og fortvivlelse. Kun Ruth, den yngste, forblev urokkeligt loyal over for sin far-bror.

138:0.2 (1538.2) Indtil efter opstandelsen havde hele Jesu familie meget lidt at gøre med hans tjeneste. Hvis en profet ikke er uden ære undtagen i sit eget land, er han ikke uden forståelse undtagen i sin egen familie.

1. De sidste instruktioner

138:1.1 (1538.3) Den næste dag, søndag den 23. juni år 26 e.Kr., gav Jesus sine sidste instruktioner til de seks. Han bad dem om at gå ud to og to for at forkynde det glade budskab om riget. Han forbød dem at døbe og frarådede offentlig forkyndelse. Han fortsatte med at forklare, at han senere ville tillade dem at prædike offentligt, men at han i en periode og af mange grunde ønskede, at de skulle få praktisk erfaring med at omgås deres medmennesker personligt. Jesus havde til hensigt at gøre deres første tur helt og holdent til personligt arbejde. Selvom denne meddelelse var noget af en skuffelse for apostlene, så de alligevel, i det mindste delvist, Jesu grund til at begynde proklamationen af riget på denne måde, og de startede af et godt hjerte og med tillidsfuld entusiasme. Han sendte dem af sted to og to, James og Johannes til Kheresa, Andrew og Peter til Kapernaum, mens Philip og Nathaniel tog til Tarikea.

138:1.2 (1538.4) Før de begyndte de første to ugers tjeneste, meddelte Jesus dem, at han ønskede at ordinere tolv apostle til at fortsætte arbejdet i riget efter sin afgang, og han bemyndigede hver af dem til at vælge en mand blandt sine tidlige konvertitter til medlemskab af det planlagte apostelkorps. Johannes tog ordet og spurgte: “Men Mester, vil disse seks mænd komme ind i vores midte og dele alle ting ligeligt med os, der har været sammen med dig siden Jordan og har hørt al din undervisning som forberedelse til dette, vores første arbejde for riget?” Og Jesus svarede: “Ja, Johannes, de mænd, du vælger, skal blive ét med os, og du skal lære dem alt, hvad der hører riget til, ligesom jeg har lært dig.” Efter at have talt sådan forlod Jesus dem.

138:1.3 (1539.1) De seks skiltes ikke for at gå til deres arbejde, før de havde udvekslet mange ord i diskussionen om Jesu instruktion om, at hver af dem skulle vælge en ny apostel. Andreas’ råd sejrede til sidst, og de gik i gang med deres arbejde. Andreas sagde i al væsentlighed: “Mesteren har ret; vi er for få til at udføre dette arbejde. Der er brug for flere lærere, og Mesteren har vist os stor tillid, idet han har betroet os at vælge disse seks nye apostle.” Denne morgen, da de skiltes for at gå til deres arbejde, var der en smule skjult depression i hvert hjerte. De vidste, at de ville komme til at savne Jesus, og ud over deres frygt og frygtsomhed var det ikke sådan, de havde forestillet sig, at Himmeriget ville blive indviet.

138:1.4 (1539.2) Det blev aftalt, at de seks skulle arbejde i to uger og derefter vende tilbage til Zebedæus hjem til et møde. Imens gik Jesus over til Nazaret for at besøge Joseph, Simon og andre familiemedlemmer, der boede i nabolaget. Jesus gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt, og det var i overensstemmelse med hans dedikation til at gøre Faderens vilje, for at bevare sin families tillid og hengivenhed. I denne forbindelse gjorde han sin fulde pligt og mere.

138:1.5 (1539.3) Mens apostlene var ud på denne mission, tænkte Jesus meget på Johannes, der nu var i fængsel. Det var en stor fristelse for ham at bruge sine potentielle beføjelser til at frigive Johannes, men igen, han holdt sig til “vente på Faderens vilje.”

2. Valget af de seks apostle

138:2.1 (1539.4) Denne første missionstur for de seks var en stor succes. De opdagede alle den store værdi af direkte og personlig kontakt med mennesker. De vendte tilbage til Jesus i en større erkendelse af, at religion, når alt kommer til alt, er et rent og skært spørgsmål om personlig erfaring. De begyndte at fornemme, hvor sultne de almindelige mennesker var efter at høre ord om religiøs trøst og åndeligt godt humør. Da de samledes om Jesus, ville de alle tale med det samme, men Andreas overtog ledelsen, og mens han kaldte på dem en efter en, aflagde de deres formelle rapport til Mesteren og præsenterede deres nomineringer til de seks nye apostle.

138:2.2 (1539.5) Efter at hver mand havde præsenteret sit valg til de nye apostelembeder, bad Jesus alle de andre om at stemme om nomineringen; således blev alle seks af de nye apostle formelt accepteret af alle de seks ældre. Derefter meddelte Jesus, at de alle ville besøge disse kandidater og give dem kaldet til tjeneste.

138:2.3 (1539.6) De nyligt udvalgte apostle var:

138:2.4 (1539.7) 1. Mattæus Levi, toldopkræver fra Kapernaum, som havde sit kontor lige øst for byen, nær grænsen til Batanea. Han blev udvalgt af Andreas.

138:2.5 (1539.8) 2. Thomas Didymus, en fisker fra Tarikea og tidligere tømrer og stenhugger i Gadara. Han blev udvalgt af Filip.

138:2.6 (1539.9) 3. James Alpheus, en fisker og landmand fra Kheresa; Han blev udvalgt af James Zebedæus.

138:2.7 (1539.10) 4. Judas Alpheus, tvillingebror til James Alpheus, også en fisker, blev udvalgt af Johannes Zebedæus.

138:2.8 (1540.1) 5. Simon Zelotes var en høj officer i zeloternes patriotiske organisation, en position, som han opgav for at slutte sig til Jesu apostle. Før han sluttede sig til zeloterne, havde Simon været købmand. Han blev udvalgt af Peter.

138:2.9 (1540.2) 6. Judas Iskariot var eneste søn af velhavende jødiske forældre, der boede i Jeriko. Han var blevet knyttet til Johannes Døberen, og hans saddukæiske forældre havde slået hånden af ham. Han ledte efter arbejde i disse egne, da Jesu apostle fandt ham, og hovedsageligt på grund af hans erfaring med økonomi inviterede Nathaniel ham til at slutte sig til dem. Judas Iskariot var den eneste jøde blandt de tolv apostle.

138:2.10 (1540.3) Jesus tilbragte en hel dag sammen med de seks, besvarede deres spørgsmål og lyttede til detaljerne i deres beretninger, for de havde mange interessante og udbytterige oplevelser at fortælle. De så nu visdommen i Mesterens plan om at sende dem ud for at arbejde på en stille og personlig måde, før de gik i gang med deres mere prætentiøse offentlige indsats.

3. Udnævnelsen af mattæus og simon

138:3.1 (1540.4) Den næste dag gik Jesus og de seks hen for at besøge Mattæus, toldopkræveren. Mattæus ventede på dem efter at have gjort regnskabet op og gjort klar til at overdrage sit embede til sin bror. Da de nærmede sig toldboden, trådte Andreas frem sammen med Jesus, som så ind i Mattæus’ ansigt og sagde: “Følg mig.” Og han rejste sig og gik hjem til sit hus sammen med Jesus og apostlene.

138:3.2 (1540.5) Mattæus fortalte Jesus om den banket, han havde arrangeret til den aften, i hvert fald at han ønskede at give en sådan middag til sin familie og sine venner, hvis Jesus ville godkende det og indvillige i at være æresgæst. Og Jesus nikkede ja. Peter tog derefter Mattæus til side og forklarede, at han havde inviteret en Simon til at slutte sig til apostlene og sikret sig hans samtykke til, at Simon også blev budt til denne fest.

138:3.3 (1540.6) Efter en middag i Mattæus’ hus tog de alle sammen med Peter hen for at besøge Simon Zeloten, som de fandt på hans gamle forretningssted, der nu blev drevet af hans nevø. Da Peter førte Jesus op til Simon, hilste Mesteren på den iltre patriot og sagde blot: “Følg mig.”

138:3.4 (1540.7) De vendte alle tilbage til Mattæus’ hjem, hvor de talte meget om politik og religion indtil aftensmåltidet. Levis familie havde længe været involveret i forretninger og skatteopkrævning, og derfor ville mange af de gæster, Mattæus indbød til denne banket, være blevet betegnet som “toldere og syndere” af farisæerne.

138:3.5 (1540.8) På den tid, hvor en fremtrædende person blev budt på en sådan festmiddag, var det skik, at alle interesserede blev hængende i festlokalet for at iagttage gæsterne, mens de spiste, og for at lytte til æresmændenes samtaler og taler. Derfor var de fleste af Kapernaums farisæere til stede ved denne lejlighed for at observere Jesu opførsel ved denne usædvanlige sociale sammenkomst.

138:3.6 (1540.9) Som middagen skred frem, steg glæden blandt de spisende til nye højder, og alle havde det så fantastisk, at farisæerne, der så på, i deres hjerter begyndte at kritisere Jesus for hans deltagelse i en så let og ubekymret affære. Senere på aftenen, da de holdt taler, gik en af de mere ondskabsfulde farisæere så vidt som til at kritisere Jesu opførsel over for Peter og sagde: “Hvor vover du at lære, at denne mand er retfærdig, når han spiser med toldere og syndere og dermed låner sin tilstedeværelse til sådanne scener af skødesløs fornøjelse.” Peter hviskede denne kritik til Jesus, før han udtalte afskedsvelsignelsen over de forsamlede. Da Jesus begyndte at tale, sagde han: “Når jeg kommer her i aften for at byde Mattæus og Simon velkommen til vores fællesskab, er jeg glad for at være vidne til jeres lethed og sociale gode humør, men I bør glæde jer endnu mere, fordi mange af jer vil finde adgang til det kommende åndens rige, hvor I i højere grad skal nyde de gode ting i Himmeriget. Og til jer, der står og kritiserer mig i jeres hjerter, fordi jeg er kommet her for at more mig med disse venner, så lad mig sige, at jeg er kommet for at forkynde glæde for de socialt undertrykte og åndelig frihed for de moralske fanger. Behøver jeg at minde jer om, at de, der er raske, ikke har brug for en læge, men snarere de, der er syge? Jeg er ikke kommet for at kalde de retfærdige, men synderne.”

138:3.7 (1541.1) Og det var i sandhed et mærkeligt syn i hele jødedommen: at se en mand med en retfærdig karakter og ædle følelser blande sig frit og frejdigt med almindelige mennesker, selv med en irreligiøs og nydelsessyg skare af toldere og påståede syndere. Simon Zelotes ønskede at holde en tale ved denne sammenkomst i Mattæus’ hus, men Andreas, som vidste, at Jesus ikke ønskede, at det kommende rige skulle blive forvekslet med zeloternes bevægelse, overtalte ham til at afholde sig fra at komme med nogen offentlige bemærkninger.

138:3.8 (1541.2) Jesus og apostlene blev den aften i Mattæus’ hus, og da folk gik hjem, talte de kun om én ting: Jesu godhed og venlighed.

4. Udnævnelsen af tvillingerne

138:4.1 (1541.3) Om morgenen tog de alle ni med båd over til Kheresa for at udføre den formelle kaldelse af de næste to apostle, James og Judas, tvillingesønner af Alpheus, de nominerede af James og Johannes Zebedæus. Fisker-tvillingerne ventede Jesus og hans apostle og stod derfor og ventede på dem på stranden. James Zebedæus præsenterede Mesteren for fiskerne fra Kheresa, og Jesus så på dem, nikkede og sagde: “Følg mig.”

138:4.2 (1541.4) Den eftermiddag, som de tilbragte sammen, instruerede Jesus dem fuldt ud om at deltage i festlige sammenkomster og afsluttede sine bemærkninger med at sige: “Alle mennesker er mine brødre. Min Far i himlen foragter ikke noget væsen, vi har skabt. Himmeriget er åbent for alle mænd og kvinder. Intet menneske kan lukke barmhjertighedens dør for enhver sulten sjæl, der søger at få adgang til den. Vi vil sidde til bords med alle, der ønsker at høre om riget. Som vores Fader i himlen ser ned på mennesker, er de alle ens. Nægt derfor ikke at bryde brød med farisæer eller syndere, saddukæere eller toldere, romere eller jøder, rige eller fattige, frie eller trælle. Rigets dør er vidt åben for alle, der ønsker at kende sandheden og finde Gud.”

138:4.3 (1541.5) Den aften blev tvillingebrødrene optaget i den apostoliske familie ved et simpelt aftensmåltid i Alpheus’ hjem. Senere på aftenen gav Jesus sine apostle deres første lektion, der handlede om de urene ånders oprindelse, natur og skæbne, men de kunne ikke forstå betydningen af det, han fortalte dem. De fandt det meget let at elske og beundre Jesus, men meget svært at forstå mange af hans læresætninger.

138:4.4 (1542.1) Efter en nats hvile tog hele gruppen, der nu talte elleve personer, med båd over til Tarikea.

5. Udnævnelsen af Thomas og Judas

138:5.1 (1542.2) Fiskeren Thomas og vandringsmanden Judas mødte Jesus og apostlene ved fiskerbådens landingsplads i Tarikea, og Thomas førte gruppen til sit hjem i nærheden. Filip præsenterede nu Thomas som sin kandidat til apostelembedet, og Nathaniel præsenterede Judas Iskariot, judæeren, til en lignende ære. Jesus så på Thomas og sagde: “Thomas, du mangler tro, men alligevel tager jeg imod dig. Følg mig.” Til Judas Iskariot sagde Mesteren: “Judas, vi er alle af ét kød, og når jeg modtager dig i vores midte, beder jeg om, at du altid vil være loyal over for dine galilæiske brødre. Følg mig.”

138:5.2 (1542.3) Da de havde forfrisket sig, tog Jesus de tolv til side i en periode for at bede med dem og undervise dem i Helligåndens natur og virke, men igen forstod de stort set ikke betydningen af de vidunderlige sandheder, som han forsøgte at lære dem. En ville forstå et punkt, og en ville forstå et andet, men ingen af dem kunne rumme hele hans undervisning. De begik altid den fejl at forsøge at passe Jesu nye evangelium ind i deres gamle religiøse trosformer. De kunne ikke fatte, at Jesus var kommet for at forkynde et nyt evangelium om frelse og for at etablere en ny måde at finde Gud på; de opfattede ikke, at han var en ny åbenbaring af Faderen i himlen.

138:5.3 (1542.4) Den næste dag lod Jesus sine tolv apostle være helt alene; han ønskede, at de skulle lære hinanden at kende, og at de skulle være alene for at tale om det, han havde lært dem. Mesteren vendte tilbage til aftensmåltidet, og i løbet af de efterfølgende timer talte han med dem om serafernes tjeneste, og nogle af apostlene forstod hans lære. De hvilede sig en nat, og næste dag tog de af sted med båd til Kapernaum.

138:5.4 (1542.5) Zebedæus og Salome var taget hen for at bo hos deres søn David, så deres store hjem kunne overdrages til Jesus og hans tolv apostle. Her tilbragte Jesus en stille sabbat med sine udvalgte budbringere; han skitserede omhyggeligt planerne for at forkynde riget og forklarede fuldt ud vigtigheden af at undgå ethvert sammenstød med de civile myndigheder, idet han sagde: “Hvis de civile magthavere skal irettesættes, så overlad den opgave til mig. Sørg for, at I ikke kritiserer kejseren eller hans tjenere.” Det var den samme aften, at Judas Iskariot tog Jesus til side for at spørge, hvorfor der ikke blev gjort noget for at få Johannes ud af fængslet. Og Judas var ikke helt tilfreds med Jesu holdning.

6. En uge af intensiv uddannelse

138:6.1 (1542.6) Den næste uge var afsat til et program med intens træning. Hver dag blev de seks nye apostle lagt i hænderne på deres respektive udnævnere til en grundig gennemgang af alt, hvad de havde lært og oplevet som forberedelse til arbejdet i riget. De ældre apostle gennemgik omhyggeligt, til gavn for de seks yngre, Jesu lære indtil da. Om aftenen samledes de alle i Zebedæus’ have for at modtage Jesu undervisning.

138:6.2 (1542.7) Det var på dette tidspunkt, at Jesus indførte en helligdag midt på ugen til hvile og rekreation. Og de fulgte denne plan om afslapning en dag hver uge i resten af hans materielle liv. Som en generel regel fortsatte de aldrig deres almindelige aktiviteter om onsdagen. På denne ugentlige helligdag tog Jesus som regel væk fra dem og sagde: “Mine børn, gå ud og leg en dag. Hvil jer fra det hårde arbejde i riget og nyd den forfriskning, der kommer af at vende tilbage til jeres tidligere kald eller af at opdage nye former for fritidsaktiviteter.” Selvom Jesus i denne periode af sit jordiske liv faktisk ikke krævede denne hviledag, rettede han sig efter denne plan, fordi han vidste, at det var bedst for hans menneskelige medarbejdere. Jesus var læreren—Mesteren; hans medarbejdere var hans elever—disciple.

138:6.3 (1543.1) Jesus bestræbte sig på at gøre det klart for sine apostle forskellen mellem hans lære og hans liv blandt dem og de lærdomme, som senere kunne tænkes at opstå om ham. Jesus sagde: “Mit rige og evangeliet i forbindelse hermed skal være det vigtigste indhold af jeres budskab. Forvild jer ikke ud på et sidespor ved at prædike om mig og om min undervisning. At forkynde evangeliet om riget, og beret om min åbenbaring af Faderen i himlen, men bliv ikke vildledt ind på afveje hvilket betyder at skabe legender og opbygge en kult relaterede tro og lærdomme om min tro og lærdomme.” Men igen forstod de det ikke, hvorfor han talte således, og ingen vovede at spørge, hvorfor han underviste dem om dette.

138:6.4 (1543.2) I denne tidlige lære forsøgte Jesus så vidt muligt at undgå kontroverser med sine apostle, bortset fra dem, der involverede forkerte opfattelser af hans Far i himlen. I alle sådanne sager tøvede han aldrig med at korrigere fejlagtige overbevisninger. Der var kun et motiv i Jesu liv på Urantia efter dåben, og det var en bedre og sandere åbenbaring af hans Paradisiske Fader; han var pioneren for den nye og bedre vej til Gud, troens og kærlighedens vej. Hans evige formaning til apostlene var: “Gå ud og søg efter synderne; find de nedtrykte og trøst de ængstelige.”

138:6.5 (1543.3) Jesus havde en perfekt forståelse af situationen. Han havde ubegrænset magt, som han kunne have brugt for at fremme sin mission, men han var helt tilfreds med de midler og personligheder, som de fleste mennesker ville have anset for at være utilstrækkelig, og betragtet som ubetydelig. Han var engageret i en mission af enorme dramatiske muligheder, men han insisterede på, at gøre sin Faders anliggender i den roligste og mest udramatisk måde. Han undgik omhyggeligt al opvisning af magt. Hans plan var nu, i hvert fald i flere måneder at arbejde stille og roligt med sine apostle i området omkring Genesaret Sø.

7. En ny skuffelse

138:7.1 (1543.4) Jesus havde planlagt en stille missionskampagne på fem måneders personligt arbejde. Han fortalte ikke apostlene, hvor længe det skulle vare; de arbejdede fra uge til uge. Og tidligt på denne første dag i ugen, netop som han var ved at meddele dette til sine tolv apostle, kom Simon Peter, James Zebedee og Judas Iskariot for at have en privat samtale med ham. Peter tog Jesus til side og dristede sig til at sige: “Mester, vi kommer på opfordring af vores medarbejdere for at spørge, om tiden ikke nu er moden til at træde ind i riget. Og vil du forkynde riget i Kapernaum, eller skal vi videre til Jerusalem? Og hvornår skal vi hver især lære, hvilke stillinger vi skal indtage sammen med dig i etableringen af riget—” og Peter ville have fortsat med at stille yderligere spørgsmål, men Jesus løftede en formanende hånd og stoppede ham. Og Jesus vinkede de andre apostle, der stod i nærheden, til at slutte sig til dem og sagde: “Mine små børn, hvor længe skal jeg bære over med jer! Har jeg ikke gjort det klart for jer, at mit rige ikke er af denne verden? Jeg har sagt til jer mange gange, at jeg ikke er kommet for at sidde på Davids trone, og hvordan kan det være, at I nu spørger, hvilken plads I hver især skal indtage i Faderens rige? Kan I ikke se, at jeg har kaldt jer som ambassadører for et åndeligt rige? Forstår I ikke, at I snart, meget snart, skal repræsentere mig i verden og i forkyndelsen af riget, ligesom jeg nu repræsenterer min Fader, som er i himlen? Kan det være, at jeg har udvalgt jer og instrueret jer som budbringere af riget, og alligevel forstår I ikke naturen og betydningen af dette kommende rige med guddommelig overhøjhed i menneskers hjerter? Mine venner, hør på mig endnu en gang. Forvis jer fra tanken om, at mit rige er et magtfuldt styre eller et herlighedsregime. Ja, al magt i himlen og på jorden vil i øjeblikket blive givet i mine hænder, men det er ikke Faderens vilje, at vi skal bruge denne guddommelige gave til at forherlige os selv i denne tidsalder. I en anden tidsalder skal I virkelig sidde sammen med mig i magt og herlighed, men det tilkommer os nu at underkaste os Faderens vilje og gå ud i ydmyg lydighed for at udføre hans bud på jorden.”

138:7.2 (1544.1) Endnu en gang var hans medarbejdere chokerede, lamslåede. Jesus sendte dem væk to og to for at bede og bad dem om at vende tilbage til ham ved middagstid. På denne afgørende formiddag søgte de hver især at finde Gud, og hver især forsøgte de at opmuntre og styrke den anden, og de vendte tilbage til Jesus, som han havde bedt dem om.

138:7.3 (1544.2) Jesus fortalte dem nu om Johannes’ komme, dåben i Jordan, bryllupsfesten i Kana, den nylige udvælgelse af de seks og hans egne kødelige brødres tilbagetrækning fra dem, og advarede dem om, at rigets fjende også ville forsøge at trække dem væk. Efter denne korte, men alvorlige samtale rejste apostlene sig alle, under Peters ledelse, for at erklære deres evige hengivenhed til deres Mester og for at love deres urokkelige loyalitet over for riget, som Thomas udtrykte det: “Over for dette kommende rige, uanset hvad det er, og selv om jeg ikke helt forstår det.” De troede alle virkelig på Jesus, selv om de ikke helt forstod hans lære.

138:7.4 (1544.3) Jesus spurgte dem nu, hvor mange penge de havde, og han spurgte også, hvad de havde sørget for til deres familier. Da det viste sig, at de næppe havde penge nok til at forsørge sig selv i to uger, sagde han: “Det er ikke min Faders vilje, at vi skal begynde vores arbejde på denne måde. Vi vil blive her ved havet i to uger og fiske eller gøre, hvad vore hænder finder på at gøre; og i mellemtiden skal I under ledelse af Andreas, den første udvalgte apostel, organisere jer på en sådan måde, at I kan sørge for alt, hvad der er nødvendigt i jeres fremtidige arbejde, både for den nuværende personlige tjeneste, og også når jeg senere vil ordinere jer til at forkynde evangeliet og undervise de troende.” De blev alle meget opmuntrede af disse ord; dette var deres første klare og positive antydning af, at Jesus senere havde til hensigt at gå ind i en mere aggressiv og prætentiøs offentlig indsats.

138:7.5 (1544.4) Apostlene brugte resten af dagen på at perfektionere deres organisation og gøre klar til morgendagens fiskeri med både og net, for de havde alle besluttet sig for at hellige sig fiskeriet; de fleste af dem havde været fiskere, selv Jesus var en erfaren bådfører og fisker. Mange af de både, som de brugte de næste par år, havde Jesus selv bygget. Og det var gode og sødygtige både.

138:7.6 (1544.5) Jesus opfordrede dem til at hellige sig fiskeriet i to uger og tilføjede: “Og så skal I gå ud og blive menneskefiskere.” De fiskede i tre grupper, og Jesus tog ud med en ny gruppe hver aften. Og de nød alle Jesus så meget! Han var en god fisker, en munter ledsager og en inspirerende ven; jo mere de arbejdede sammen med ham, jo mere elskede de ham. En dag sagde Mattæus: “Jo mere man forstår nogle mennesker, jo mindre beundrer man dem, men denne mand, jo mindre jeg forstår ham, jo mere elsker jeg ham.”

138:7.7 (1545.1) Denne plan med at fiske i to uger og gå ud for at udføre personligt arbejde for riget i to uger blev fulgt i mere end fem måneder, selv til slutningen af dette år 26 e.Kr. indtil efter ophøret af de særlige forfølgelser, der var blevet rettet mod Johannes’ disciple efter hans fængsling.

8. De tolvs første arbejde

138:8.1 (1545.2) Efter at have afhændet de to ugers fiskefangst delte Judas Iskariot, som var valgt til at være kasserer for de tolv, de apostoliske midler i seks lige store portioner, idet der allerede var afsat midler til forsørgelse af afhængige familier. Og så omkring midten af august, i år 26 e.Kr., gik de ud to og to til de arbejdsområder, som Andreas havde tildelt dem. De første to uger gik Jesus ud med Andreas og Peter, de næste to uger med James og Johannes, og så videre med de andre par i den rækkefølge, de havde valgt. På den måde var han i stand til at gå ud mindst én gang med hvert par, før han kaldte dem sammen til begyndelsen af deres offentlige tjeneste.

138:8.2 (1545.3) Jesus lærte dem at forkynde syndernes forladelse gennem troen på Gud uden bod eller offer, og at Faderen i himlen elsker alle sine børn med den samme evige kærlighed. Han påbød sine apostle at afholde sig fra at diskutere:

138:8.3 (1545.4) 1. Johannes Døberens arbejde og fængsling.

138:8.4 (1545.5) 2. Stemmen ved dåben. Jesus sagde: “Kun dem, der hørte stemmen kan nævne det. Tal kun om, hvad du har hørt fra mig, ikke rygter.”

138:8.5 (1545.6) 3. Da vandet blev til vin i Kana. Jesus gav dem et alvorligt påbud og sagde: “Fortæl ikke nogen om vandet og vinen.”

138:8.6 (1545.7) De havde en vidunderlig tid i løbet af disse fem-seks måneder, hvor de arbejdede som fiskere hver anden uge og derved tjente penge nok til at forsørge sig selv i felten i hver af de efterfølgende to ugers missionsarbejde for riget.

138:8.7 (1545.8) Almindelige mennesker undrede sig over Jesu og hans apostles undervisning og tjeneste. Rabbinerne havde længe lært jøderne, at de uvidende ikke kunne være fromme eller retfærdige. Men Jesu apostle var både fromme og retfærdige; alligevel var de gladelig uvidende om meget af rabbinernes lærdom og verdens visdom.

138:8.8 (1545.9) Jesus gjorde det klart for sine apostle, at der var forskel på omvendelse ved såkaldte gode gerninger, som jøderne underviste i, og den sindelagsændring ved tro—den nye fødsel—som han krævede som prisen for adgang til riget. Han lærte sine apostle, at tro var den eneste forudsætning for at komme ind i Faderens rige. Johannes havde lært dem “omvendelse—at flygte fra den kommende vrede.” Jesus lærte: “Troen er den åbne dør ind til Guds nuværende, fuldkomne og evige kærlighed.” Jesus talte ikke som en profet, en, der kommer for at forkynde Guds ord. Han syntes at tale om sig selv som en, der har autoritet. Jesus forsøgte at aflede deres opmærksomhed fra at søge mirakler til at finde en ægte og personlig oplevelse i tilfredsstillelsen og visheden om, at Guds ånd af kærlighed og frelsende nåde bor i dem.

138:8.9 (1545.10) Disciplene lærte tidligt, at Mesteren havde en dyb respekt og sympati for ethvert menneske, han mødte, og de var meget imponerede over denne ensartede og uforanderlige hensyntagen, som han så konsekvent gav alle slags mænd, kvinder og børn. Han kunne holde pause midt i en dybsindig tale for at gå ud på vejen og tale til en forbipasserende kvinde, der bar på en byrde af krop og sjæl. Han kunne afbryde en alvorlig konference med sine apostle for at fraternisere med et barn, der trængte sig på. Intet virkede nogensinde så vigtigt for Jesus som det individuelle menneske, der tilfældigvis befandt sig i hans umiddelbare nærhed. Han var mester og lærer, men han var mere—han var også en ven og nabo, en forstående kammerat.

138:8.10 (1546.1) Selvom Jesus’ offentlige undervisning hovedsageligt bestod af lignelser og korte taler, underviste han altid sine apostle ved hjælp af spørgsmål og svar. Han holdt altid en pause for at besvare oprigtige spørgsmål under sine senere offentlige taler.

138:8.11 (1546.2) Apostlene var først chokerede over, men vænnede sig hurtigt til, Jesu behandling af kvinder; han gjorde det meget klart for dem, at kvinder skulle have samme rettigheder som mænd i riget.

9. Fem prøvende måneder

138:9.1 (1546.3) Denne noget monotone periode med skiftevis fiskeri og personligt arbejde viste sig at være en opslidende oplevelse for de tolv apostle, men de udholdt prøven. Med al deres brok, tvivl og forbigående utilfredshed forblev de tro mod deres løfter om hengivenhed og loyalitet over for Mesteren. Det var deres personlige samvær med Jesus i disse måneder med prøvelser, der gjorde ham så kær for dem, at de alle (undtagen Judas Iskariot) forblev loyale og tro mod ham, selv i de mørke timer under retssagen og korsfæstelsen. Rigtige mænd kunne simpelthen ikke forlade en æret lærer, der havde levet så tæt på dem og havde været dem så hengiven, som Jesus havde. I de mørke timer under Mesterens død blev al fornuft, dømmekraft og logik i disse apostles hjerter tilsidesat til fordel for én ekstraordinær menneskelig følelse—den højeste følelse af venskab-loyalitet. Disse fem måneders arbejde med Jesus fik apostlene til hver især at betragte ham som den bedste ven, de havde i hele verden. Og det var denne menneskelige følelse, og ikke hans fantastiske lære eller vidunderlige gerninger, der holdt dem sammen indtil efter opstandelsen og fornyelsen af proklamationen af evangeliet om riget.

138:9.2 (1546.4) Ikke alene var disse måneder med stille arbejde en stor prøvelse for apostlene, en prøvelse, som de overlevede, men denne periode med offentlig inaktivitet var en stor prøvelse for Jesu familie. Da Jesus var parat til at gå i gang med sit offentlige arbejde, havde hele hans familie (undtagen Ruth) praktisk talt forladt ham. Kun få gange forsøgte de at komme i kontakt med ham igen, og da var det for at overtale ham til at tage med dem hjem, for de var tæt på at tro, at han var ude af sig selv. De kunne simpelthen ikke gennemskue hans filosofi eller fatte hans lære; det var alt for meget for dem af hans eget kød og blod.

138:9.3 (1546.5) Apostlene udførte deres personlige arbejde i Kapernaum, Betsaida-Julias, Horasin, Gerasa, Hippos, Magdala, Kana, Betlehem i Galilæa, Jotapata, Rama, Safed, Gishala, Gadara og Abila. Ud over disse byer arbejdede de i mange landsbyer og på landet. Ved slutningen af denne periode havde de tolv udarbejdet ret tilfredsstillende planer for, hvordan de skulle tage sig af deres respektive familier. De fleste af apostlene var gift, og nogle havde flere børn, men de havde sørget for at forsørge deres familie på en sådan måde, at de med lidt hjælp fra de apostoliske fonde kunne bruge hele deres energi på Mesterens arbejde uden at skulle bekymre sig om deres familiers økonomiske velfærd.

10. De tolvs organisation

138:10.1 (1547.1) Apostlene organiserede sig tidligt på følgende måder:

138:10.2 (1547.2) 1. Andreas, den først valgte apostel, blev udpeget som formand og leder for de tolv.

138:10.3 (1547.3) 2. Peter, James og Johannes blev udnævnt til Jesu personlige ledsagere. De skulle være hos ham dag og nat, tage sig af hans fysiske og andre behov og ledsage ham på de natlige vågenætter med bøn og mystisk fællesskab med Faderen i himlen.

138:10.4 (1547.4) 3. Filip blev gjort til forvalter af gruppen. Det var hans pligt at sørge for mad og sørge for, at de besøgende, og til tider også de mange tilhørere, fik noget at spise.

138:10.5 (1547.5) 4. Nathaniel vågede over behovene hos de 12’s familier. Han modtog regelmæssige rapporter om behovene hos hver enkelt apostels familie og sendte hver uge penge til dem, der havde brug for det, efter at have anmodet Judas, kassereren, om det.

138:10.6 (1547.6) 5. Mattæus var det apostoliske korps’ finansmand. Det var hans pligt at sørge for, at budgettet balancerede, og at pengekassen blev fyldt op. Hvis midlerne til gensidig støtte ikke var til stede, hvis der ikke blev modtaget donationer nok til at opretholde gruppen, var Mattæus bemyndiget til at beordre de tolv tilbage til deres net for en tid. Men det var aldrig nødvendigt, efter at de var begyndt deres offentlige arbejde; han havde altid tilstrækkelige midler i kassererens hænder til at finansiere deres aktiviteter.

138:10.7 (1547.7) 6. Thomas var leder af rejseplanen. Det påhvilede ham at arrangere indkvartering og generelt udvælge steder til undervisning og forkyndelse og derved sikre en jævn og hurtig rejseplan.

138:10.8 (1547.8) 7. James og Judas, Alpheus’ tvillingesønner, blev sat til at lede folkemængden. Det var deres opgave at udnævne et tilstrækkeligt antal assisterende indviede, så de kunne opretholde ro og orden blandt folkemængden under forkyndelsen.

138:10.9 (1547.9) 8. Simon Zelotes fik ansvaret for rekreation og leg. Han styrede onsdagsprogrammerne og forsøgte også at sørge for et par timers afslapning og adspredelse hver dag.

138:10.10 (1547.10) 9. Judas Iskariot blev udnævnt til kasserer. Han bar tasken. Han betalte alle udgifter og førte regnskaberne. Han lavede budgetoverslag for Mattæus fra uge til uge og lavede også ugentlige rapporter til Andreas. Judas udbetalte penge med Andreas’ tilladelse.

138:10.11 (1547.11) På denne måde fungerede de tolv fra deres tidlige organisering til tidspunktet for den reorganisering, der blev nødvendig, da forræderen Judas forlod dem. Mesteren og hans discipel-apostle fortsatte på denne enkle måde indtil søndag den 12. januar år 27, hvor han kaldte dem sammen og formelt ordinerede dem som ambassadører for riget og forkyndere af dets glade budskab. Og kort efter forberedte de sig på at tage til Jerusalem og Judæa på deres første offentlige forkyndelsestur.