Urantia Bogen

Kapitel 129

Jesu Senere Voksenliv

129:0.1 (1419.1) JESUS havde helt og endeligt adskilt sig fra ledelsen af Nazaret-familiens hjemlige anliggender og fra den umiddelbare ledelse af dens individer. Han fortsatte, helt frem til sin dåb, med at bidrage til familiens økonomi og med at interessere sig personligt for hver enkelt af sine brødres og søstres åndelige velfærd. Og han var altid parat til at gøre alt, hvad der var menneskeligt muligt, for at hans enkemor kunne føle sig tryg og lykkelig.

129:0.2 (1419.2) Menneskesønnen havde nu gjort alle forberedelser til at løsrive sig permanent fra hjemmet i Nazaret, og det var ikke let for ham at gøre. Jesus elskede af natur sit folk; han elskede sin familie, og denne naturlige hengivenhed var blevet voldsomt forøget af hans ekstraordinære hengivenhed over for dem. Jo mere vi giver os selv til vores medmennesker, jo mere kommer vi til at elske dem; og eftersom Jesus havde givet sig selv så fuldt ud til sin familie, elskede han dem med en stor og inderlig hengivenhed.

129:0.3 (1419.3) Hele familien var langsomt vågnet op til erkendelsen af, at Jesus var ved at gøre sig klar til at forlade dem. Sorgen over den forventede adskillelse blev kun dæmpet af denne gradvise metode til at forberede dem på meddelelsen om hans planlagte afrejse. I mere end fire år havde de fornemmet, at han planlagde denne endelige adskillelse.

1. Det syvogtyvende år (21 e.kr.)

129:1.1 (1419.4) I januar i år, 21 e.Kr., på en regnfuld søndag morgen, tog Jesus uden videre afsked med sin familie og forklarede kun, at han skulle over til Tiberias og derefter på besøg i andre byer omkring Galilæas Sø. Og således forlod han dem for aldrig mere at blive et fast medlem af den husstand.

129:1.2 (1419.5) Han tilbragte en uge i Tiberias, den nye by, som snart skulle efterfølge Sepphoris som Galilæas hovedstad, og da han ikke fandt meget, der interesserede ham, fortsatte han gennem Magdala og Bethsaida til Kapernaum, hvor han stoppede for at besøge sin fars ven Zebedæus. Zebedæus’ sønner var fiskere, han selv var bådebygger. Jesus af Nazaret var ekspert i både at designe og bygge; han var en mester i at arbejde med træ, og Zebedæus havde længe kendt til den dygtige håndværker fra Nazaret. I lang tid havde Zebedæus overvejet at lave bedre både; nu lagde han sine planer frem for Jesus og inviterede den besøgende tømrer til at deltage i foretagendet, og Jesus indvilligede gerne.

129:1.3 (1419.6) Jesus arbejdede kun sammen med Zebedæus i lidt mere end et år, men i løbet af den tid skabte han en ny bådtype og etablerede helt nye metoder til bådfremstilling. Ved hjælp af overlegen teknik og stærkt forbedrede metoder til at dampe brædderne begyndte Jesus og Zebedæus at bygge både af en meget overlegen type, som var langt mere sikre at sejle på søen med end de ældre typer. I flere år havde Zebedæus mere arbejde med at fremstille disse både i den nye stil, end hans lille virksomhed kunne klare; på mindre end fem år var praktisk talt alle bådene på søen blevet bygget i Zebedæus’ værksted i Kapernaum. Jesus blev velkendt blandt fiskerne i Galilæa som designeren af de nye både.

129:1.4 (1420.1) Zebedæus var en moderat velhavende mand; hans bådebyggeri lå ved søen syd for Kapernaum, og hans hjem lå nede ved søbredden i nærheden af fiskerihovedkvarteret i Betsaida. Jesus boede i Zebedæus’ hjem i det år og mere, han opholdt sig i Kapernaum. Han havde længe arbejdet alene i verden, det vil sige uden en far, og nød i høj grad denne periode, hvor han arbejdede sammen med en far-partner.

129:1.5 (1420.2) Zebedæus’ kone, Salome, var i familie med Annas, den tidligere ypperstepræst i Jerusalem og stadig den mest indflydelsesrige i den saddukæiske gruppe, som var blevet afsat kun otte år tidligere. Salome blev en stor beundrer af Jesus. Hun elskede ham, som hun elskede sine egne sønner, James, John og David, mens hendes fire døtre betragtede Jesus som deres ældre bror. Jesus tog ofte ud at fiske med James, John og David, og de lærte, at han både var en erfaren fisker og en dygtig bådebygger.

129:1.6 (1420.3) Hele dette år sendte Jesus penge til James hver måned. Han vendte tilbage til Nazaret i oktober for at deltage i Martas bryllup, og han var ikke i Nazaret igen i over to år, da han vendte tilbage kort før Simon og Jude’s dobbeltbryllup.

129:1.7 (1420.4) I løbet af dette år byggede Jesus både og fortsatte med at observere, hvordan mennesker levede på jorden. Ofte gik han ned for at besøge karavanestationen, Kapernaum, som lå på den direkte rejserute fra Damaskus mod syd. Kapernaum var en stærk romersk militærpost, og garnisonens øverstbefalende var en ikke-jødisk Jahve-troende, “en from mand,” som jøderne plejede at kalde sådanne proselytter. Denne officer tilhørte en velhavende romersk familie, og han påtog sig at bygge en smuk synagoge i Kapernaum, som var blevet foræret til jøderne kort tid før, Jesus kom for at bo hos Zebedæus. Jesus holdt gudstjeneste i denne nye synagoge mere end halvdelen af tiden dette år, og nogle af de karavanefolk, der tilfældigvis var til stede, huskede ham som tømreren fra Nazaret.

129:1.8 (1420.5) Når det kom til betaling af skat, registrerede Jesus sig selv som en “dygtig håndværker fra Kapernaum.” Fra denne dag og til slutningen af hans jordiske liv var han kendt som en beboer i Kapernaum. Han påberåbte sig aldrig nogen anden lovlig bopæl, selvom han af forskellige grunde tillod andre at tildele hans bopæl til Damaskus, Betania, Nazaret og endda Alexandria.

129:1.9 (1420.6) I synagogen i Kapernaum fandt han mange nye bøger i bibliotekskisterne, og han brugte mindst fem aftener om ugen på intense studier. En aften brugte han på det sociale liv med de ældre, og en aften tilbragte han sammen med de unge. Der var noget elskværdigt og inspirerende ved Jesu personlighed, som altid tiltrak unge mennesker. Han fik dem altid til at føle sig godt tilpas i hans nærvær. Måske bestod hans store hemmelighed i, at han altid var interesseret i, hvad de lavede, samtidig med at han sjældent gav dem råd, medmindre de bad om det.

129:1.10 (1420.7) Zebedæus-familien tilbad næsten Jesus, og de undlod aldrig at deltage i de konferencer med spørgsmål og svar, som han holdt hver aften efter aftensmaden, før han tog af sted til synagogen for at studere. De unge naboer kom også ofte for at deltage i disse møder efter aftensmaden. Til disse små forsamlinger gav Jesus varieret og avanceret undervisning, lige så avanceret, som de kunne forstå. Han talte ganske frit med dem og gav udtryk for sine ideer og idealer om politik, sociologi, videnskab og filosofi, men han formastede sig aldrig til at tale med autoritativ endegyldighed, undtagen når han diskuterede religion—menneskets forhold til Gud.

129:1.11 (1421.1) En gang om ugen holdt Jesus et møde med hele husstanden, butikken og landarbejderne, for Zebedæus havde mange ansatte. Og det var blandt disse arbejdere, at Jesus første gang blev kaldt “Mesteren.” De elskede ham alle sammen. Han nød sit arbejde hos Zebedæus i Kapernaum, men han savnede børnene, der legede ude ved siden af tømrerværkstedet i Nazaret.

129:1.12 (1421.2) Af Zebedæussønnerne var James den, der var mest interesseret i Jesus som lærer, som filosof. Johannes gik mest op i hans religiøse lære og meninger. David respekterede ham som mekaniker, men tog sig ikke meget af hans religiøse synspunkter og filosofiske lære.

129:1.13 (1421.3) Ofte kom Jude over på sabbatten for at høre Jesus tale i synagogen og blev hængende for at besøge ham. Og jo mere Jude så af sin ældste bror, jo mere blev han overbevist om, at Jesus var en virkelig stor mand.

129:1.14 (1421.4) I år gjorde Jesus store fremskridt i den opadgående beherskelse af sit menneskelige sind og opnåede nye og høje niveauer af bevidst kontakt med sin indre Tankeretter.

129:1.15 (1421.5) Dette år var det sidste, hvor Jesus levede på ét og samme sted. Aldrig mere tilbragte Jesus et helt år på ét sted eller i én virksomhed. Dagene for hans pilgrimsrejser på jorden nærmede sig hastigt. Perioder med intens aktivitet lå ikke langt ude i fremtiden, men mellem hans enkle, men intenst aktive liv i fortiden og hans endnu mere intense og anstrengende offentlige tjeneste skulle der nu gå et par år med omfattende rejser og meget forskelligartet personlig aktivitet. Hans uddannelse som et menneske i denne verden skulle være afsluttet, før han kunne begynde sin karriere i undervisning og prædiken som den fuldkomne gudsmenneske i de guddommelige og eftermenneskelige faser af sin Urantia-overdragelse.

2. Det otteogtyvende år (22 e.kr.)

129:2.1 (1421.6) I marts 22 e.Kr. tog Jesus afsked med Zebedæus og Kapernaum. Han bad om en lille sum penge til at dække sine udgifter til Jerusalem. Mens han arbejdede hos Zebedæus, havde han kun trukket små pengesummer, som han hver måned sendte til familien i Nazaret. Den ene måned kom Josef ned til Kapernaum for at hente pengene; den næste måned kom Jude over til Kapernaum, fik pengene af Jesus og tog dem med op til Nazaret. Judas hovedkvarter for fiskeriet lå kun et par kilometer syd for Kapernaum.

129:2.2 (1421.7) Da Jesus tog afsked med Zebedæus’ familie, indvilligede han i at blive i Jerusalem indtil påsketiden, og de lovede alle at være til stede ved den begivenhed. De arrangerede endda at fejre påskemåltidet sammen. De sørgede alle, da Jesus forlod dem, især Zebedæus’ døtre.

129:2.3 (1421.8) Før han forlod Kapernaum, havde Jesus en lang samtale med sin nyfundne ven og nære følgesvend, John Zebedee. Han fortalte John, at han overvejede at rejse meget, indtil “min time kommer” og bad John om at handle i hans sted med hensyn til at sende nogle penge til familien i Nazaret hver måned, indtil de midler, han havde til gode, skulle være opbrugt. Og John gav ham dette løfte: “Min lærer, gå i gang med dine forretninger, gør dit arbejde i verden; jeg vil handle for dig i denne eller enhver anden sag, og jeg vil våge over din familie, ligesom jeg ville pleje min egen mor og tage mig af mine egne brødre og søstre. Jeg vil udbetale dine midler, som min far har, som du har anvist, og som de måtte være nødvendige, og når dine penge er brugt, hvis jeg ikke modtager flere fra dig, og hvis din mor er i nød, så vil jeg dele min egen indtjening med hende. Gå din vej i fred. Jeg vil handle i dit sted i alle disse sager.”

129:2.4 (1422.1) Efter at Jesus var rejst til Jerusalem, rådførte John sig derfor med sin far, Zebedee, om de penge, han skyldte Jesus, og han var overrasket over, at det var så stor en sum. Da Jesus havde overladt sagen helt i deres hænder, blev de enige om, at det ville være en bedre plan at investere disse midler i fast ejendom og bruge indtægterne til at hjælpe familien i Nazaret; og da Zebedæus kendte til et lille hus i Kapernaum, som var belånt og til salg, bad han John om at købe dette hus med Jesus’ penge og holde ejendomsretten i tillid for sin ven. Og John gjorde, som hans far rådede ham til. I to år blev huslejen betalt af på lånet, og dette beløb, forøget med en vis stor fond, som Jesus sendte op til John for at blive brugt efter familiens behov, svarede næsten til beløbet for denne forpligtelse; og Zebedæus sørgede for forskellen, så John betalte resten af lånet, da det forfaldt, og derved sikrede han sig klar ejendomsret til dette toværelses hus. På denne måde blev Jesus ejer af et hus i Kapernaum, men han havde ikke fået noget at vide om det.

129:2.5 (1422.2) Da familien i Nazaret hørte, at Jesus var rejst fra Kapernaum, troede de, uden at kende til den økonomiske aftale med John, at tiden var inde til, at de skulle klare sig uden yderligere hjælp fra Jesus. Jakob huskede sin kontrakt med Jesus, og med hjælp fra sine brødre påtog han sig straks det fulde ansvar for at tage sig af familien.

129:2.6 (1422.3) Men lad os gå tilbage og observere Jesus i Jerusalem. I næsten to måneder brugte han størstedelen af sin tid på at lytte til diskussionerne i templet med lejlighedsvise besøg i de forskellige rabbinerskoler. De fleste af sabbatsdagene tilbragte han i Betania.

129:2.7 (1422.4) Jesus havde taget et brev med til Jerusalem fra Salome, Zebedæus’ kone, som præsenterede ham for den tidligere ypperstepræst, Annas, som “en, den samme som min egen søn.” Annas tilbragte meget tid sammen med ham og tog ham personligt med på besøg på de mange akademier for Jerusalems religiøse lærere. Mens Jesus grundigt inspicerede disse skoler og omhyggeligt observerede deres undervisningsmetoder, stillede han aldrig så meget som et eneste spørgsmål offentligt. Selvom Annas betragtede Jesus som en stor mand, var han i tvivl om, hvordan han skulle rådgive ham. Han indså det tåbelige i at foreslå, at han skulle gå i en af Jerusalems skoler som elev, og alligevel vidste han godt, at Jesus aldrig ville få status som en almindelig lærer, eftersom han aldrig var blevet uddannet i disse skoler.

129:2.8 (1422.5) Nu nærmede tiden for påsken sig, og sammen med skarer fra alle kanter ankom Zebedæus og hele hans familie fra Kapernaum til Jerusalem. De standsede alle ved Annas’ rummelige hjem, hvor de fejrede påsken som én lykkelig familie.

129:2.9 (1422.6) Inden påskeugen sluttede, mødte Jesus ved et tilfælde en velhavende rejsende og hans søn, en ung mand på omkring 17 år. De rejsende kom fra Indien, og da de var på vej til Rom og forskellige andre steder ved Middelhavet, havde de aftalt at ankomme til Jerusalem under påsken i håb om at finde nogen, som de kunne engagere som tolk for dem begge og som lærer for sønnen. Faderen insisterede på, at Jesus skulle rejse med dem. Jesus fortalte ham om sin familie, og at det næppe var rimeligt at rejse væk i næsten to år, hvor de måske ville komme i nød. Derpå foreslog denne rejsende fra Orienten at give Jesus et års løn i forskud, så han kunne betro pengene til sine venner, så hans familie var sikret mod nød. Og Jesus indvilligede i at foretage rejsen.

129:2.10 (1423.1) Jesus overgav denne store sum til John, søn af Zebedee. Og I har fået at vide, hvordan John brugte disse penge til at afvikle pantet i Kapernaum-ejendommen. Jesus betroede Zebedæus alt om denne middelhavsrejse, men han pålagde ham ikke at fortælle det til nogen, ikke engang til sit eget kød og blod, og Zebedæus afslørede aldrig sin viden om, hvor Jesus befandt sig i løbet af denne lange periode på næsten to år. Før Jesus vendte tilbage fra denne rejse, havde familien i Nazaret næsten opgivet ham som død. Kun forsikringerne fra Zebedæus, som tog op til Nazaret med sin søn John ved flere lejligheder, holdt håbet i live i Marias hjerte.

129:2.11 (1423.2) I denne periode havde familien i Nazaret det rigtig godt; Jude havde øget sit bidrag betragteligt og fortsatte med dette ekstra bidrag, indtil han blev gift. På trods af at de ikke havde brug for megen hjælp, havde John Zebedee for vane at tage gaver med hver måned til Maria og Ruth, som Jesus havde instrueret ham i.

3. Det niogtyvende år (23 e.kr.)

129:3.1 (1423.3) Hele Jesu niogtyvende år blev brugt på at afslutte rundrejsen i Middelhavsverdenen. De vigtigste begivenheder, så vidt vi har tilladelse til at afsløre disse oplevelser, udgør emnerne i de fortællinger, der følger umiddelbart efter dette kapitel.

129:3.2 (1423.4) Under hele denne rejse gennem den romerske verden var Jesus, af mange årsager, kendt som den skriftlærde fra Damaskus. På Korinth og andre steder under tilbagerejsen var han dog kendt som den jødiske privatlærer.

129:3.3 (1423.5) Dette var en begivenhedsrig periode i Jesu liv. Under denne rejse, knyttede han mange kontakter med sine medmennesker, men denne erfaring udgør en fase i hans liv, som han aldrig åbenbarede for noget medlem af hans familie eller nogen af apostlene. Jesus levede sit jordiske liv og forlod denne verden uden at nogen (undtagen Zebedæus af Betsajda) fik at vide, at han havde gjort denne omfattende tur. Nogle af hans venner troede, han var vendt tilbage til Damaskus, andre troede, han havde taget til Indien. Hans egen familie var tilbøjelig til at tro, at han var i Alexandria, da de vidste, at han engang var blevet inviteret til at komme der for at blive stedfortrædende chazan.

129:3.4 (1423.6) Da Jesus vendte tilbage til Palæstina, gjorde han intet for at ændre familiens opfattelse, om at han havde rejst fra Jerusalem til Alexandria. Han lod dem blive i deres tro på, at han havde brugt al den tid, han havde været væk fra Palæstina i denne lærdommens og kulturens by. Kun bådebyggeren Zebedæus af Betsajda kendte de faktiske omstændigheder i denne henseende, og Zebedæus sagde ikke noget til nogen.

129:3.5 (1423.7) I alle jeres bestræbelser på at dechifrere betydningen af Jesu liv på Urantia, må I huske på motivationen for Mikaels overdragelse. Hvis I ønsker at forstå betydningen af mange af hans tilsyneladende mærkelige gerninger, må I indse formålet med hans ophold i jeres verden. Han var hele tiden omhyggelig med ikke at opbygge en alt for tiltrækkende og opmærksomhedskrævende personlig karriere. Han ønskede ikke at komme med usædvanlige eller overvældende appeller til sine medmennesker. Han var dedikeret til arbejdet med at åbenbare den himmelske Fader for sine medmennesker og var samtidig indviet til den sublime opgave at leve sit jordiske liv, alt imens han var underlagt den samme paradisiske Faders vilje.

129:3.6 (1424.1) Det vil også altid være en hjælp til at forstå Jesu liv på jorden, hvis alle dødelige studerende af denne guddommelige overdragelse vil huske, at mens han levede dette inkarnerede liv på Urantia, levede han det for hele sit univers. Der var noget særligt og inspirerende forbundet med det liv, han levede i den dødelige naturs kød for hver eneste beboede sfære i hele Nebadons univers. Det samme gælder også for alle de verdener, der er blevet beboelige siden den begivenhedsrige tid, hvor han opholdt sig på Urantia. Og det vil ligeledes være tilfældet for alle verdener, der måtte blive beboet af viljesvæsener i hele dette lokalunivers’ fremtidige historie.

129:3.7 (1424.2) Menneskesønnen afsluttede praktisk talt sin pædagogiske kontakttræning med de forskellige folkeslag i verden på sin tid og i sin generation i løbet af og gennem erfaringerne fra denne rundrejse i den romerske verden. Da han vendte tilbage til Nazaret, havde han ved hjælp af denne rejseuddannelse næsten lært, hvordan mennesket levede og udfoldede sin eksistens på Urantia.

129:3.8 (1424.3) Det egentlige formål med hans rejse omkring Middelhavet var at kende mennesker. Han kom meget tæt på hundredvis af mennesker på denne rejse. Han mødte og elskede alle slags mennesker, rige og fattige, høje og lave, sorte og hvide, uddannede og uuddannede, kultiverede og ukultiverede, dyriske og åndelige, religiøse og irreligiøse, moralske og umoralske.

129:3.9 (1424.4) På denne Middelhavsrejse gjorde Jesus store fremskridt i sin menneskelige opgave med at mestre det materielle og jordiske sind, og hans indre Retter gjorde store fremskridt i opstigningen og den åndelige erobring af det samme menneskelige intellekt. Ved slutningen af denne tur vidste Jesus praktisk talt—med al menneskelig sikkerhed—at han var en Guds søn, en skabersøn af den universelle Fader. Retteren var mere og mere i stand til at fremkalde skyggefulde erindringer i Menneskesønnens sind om hans oplevelse i Paradis sammen med sin guddommelige Fader, før han nogensinde kom til at organisere og administrere dette lokalunivers i Nebadon. Således bragte Retteren lidt efter lidt de nødvendige erindringer om hans tidligere og guddommelige eksistens i de forskellige epoker i den næsten evige fortid til Jesu menneskelige bevidsthed. Den sidste episode af hans førmenneskelige erfaring, der blev bragt frem af Retteren, var hans afskedskonference med Immanuel af Salvington, lige før han overgav sin bevidste personlighed for at påbegynde inkarnationen på Urantia. Og dette endelige erindringsbillede af den førmenneskelige eksistens blev tydeliggjort i Jesu bevidsthed på selve dagen for hans dåb af Johannes i Jordan.

4. Mennesket jesus

129:4.1 (1424.5) For de himmelske intelligenser i lokaluniverset var denne middelhavsrejse den mest spændende af alle Jesu oplevelser på jorden, i hvert fald af hele hans karriere lige op til korsfæstelsen og hans død. Dette var den fascinerende periode i hanspersonlige tjeneste, i modsætning til den snart følgende epoke med offentlig tjeneste. Denne unikke episode var så meget desto mere fængslende, fordi han på dette tidspunkt stadig var tømreren fra Nazaret, bådebyggeren fra Kapernaum, den skriftlærde fra Damaskus; han var stadig Menneskesønnen. Han havde endnu ikke opnået den fuldstændige beherskelse af sit menneskelige sind; Retteren havde ikke fuldt ud behersket og modvirket den dødelige identitet. Han var stadig et menneske blandt mennesker.

129:4.2 (1425.1) Menneskesønnens rent menneskelige religiøse oplevelse—hans personlige åndelige vækst—nåede næsten sit højdepunkt i løbet af dette niogtyvende år. Denne oplevelse af åndelig udvikling var en konsekvent gradvis vækst fra det øjeblik, hvor hans Tankeretter ankom, indtil dagen for fuldførelsen og bekræftelsen af det naturlige og normale menneskelige forhold mellem menneskets materielle sind og åndens sindelag—fænomenet med at gøre disse to sind til ét, den oplevelse, som Menneskesønnen som en inkarneret dødelig i riget opnåede som fuldbyrdelse og endegyldighed på dagen for sin dåb i Jordanfloden.

129:4.3 (1425.2) I løbet af disse år, hvor han tilsyneladende ikke deltog i så mange perioder med formelt fællesskab med sin Far i himlen, perfektionerede han stadig mere effektive metoder til personlig kommunikation med Paradisfaderens åndelige tilstedeværelse i sit indre. Han levede et virkeligt liv, et fuldt liv og et virkelig normalt, naturligt og gennemsnitligt liv i kødet. Han ved af personlig erfaring, hvad der svarer til hele summen og substansen af det liv, mennesker lever i de materielle verdener i tid og rum.

129:4.4 (1425.3) Menneskesønnen oplevede det brede spektrum af menneskelige følelser, som strækker sig fra fantastisk glæde til dyb sorg. Han var et glædens barn og et væsen med et sjældent godt humør; på samme måde var han en “sorgens mand og kendt med elendighed.” I åndelig forstand gennemlevede han det jordiske liv fra bund til top, fra begyndelse til slutning. Fra et materielt synspunkt kan det se ud, som om han slap for at gennemleve begge de sociale ekstremer i den menneskelige eksistens, men intellektuelt blev han helt fortrolig med menneskehedens hele og komplette erfaring.

129:4.5 (1425.4) Jesus kender til tanker og følelser, drifter og impulser hos de evolutionære og opstigende dødelige i rigerne, fra fødsel til død. Han har levet det menneskelige liv fra begyndelsen af det fysiske, intellektuelle og åndelige selvskab op gennem spædbarnsalderen, barndommen, ungdommen og voksenlivet—selv til den menneskelige oplevelse af døden. Han har ikke blot gennemgået disse sædvanlige og velkendte menneskelige perioder med intellektuel og åndelig udvikling, men han har også fuldt ud højere og mere fuldt ud oplevet de højere og mere avancerede faser af menneskelig og Retterens forsoning, som så få dødelige på Urantia nogensinde opnår. Og således oplevede han det dødelige menneskes fulde liv, ikke kun som det leves på jeres verden, men også som det leves på alle andre evolutionære verdener i tid og rum, selv på den højeste og mest avancerede af alle de verdener, der er etableret i lys og liv.

129:4.6 (1425.5) Selv om dette perfekte liv, som Jesus levede i lighed med dødeligt kød måske ikke fik hans meddødeliges ubetingede og universelle godkendelse af dem, der tilfældigvis var hans samtidige på jorden, så fik det liv som Jesus af Nazaret levede i kødet og på Urantia dog den Universal Faders fulde og ubetingede accept, som på en og samme tid og i ét og samme personlighedsliv, udgørende den fulde åbenbaring af den evige Gud til det dødelige menneske og præsentationen af den fuldkomne menneskelige personlighed til den uendelige Skabers tilfredsstillelse.

129:4.7 (1425.6) Og det var hans sande og højeste formål. Han kom ikke ned for at leve på Urantia som det perfekte og detaljerede eksempel for noget barn eller voksen, nogen mand eller kvinde, i den tidsalder eller nogen anden. Det er sandt, at vi alle i hans fulde, rige, smukke og ædle liv kan finde meget, der er udsøgt eksemplarisk og guddommeligt inspirerende, men det er fordi, han levede et sandt og ægte menneskeliv. Jesus levede ikke sit liv på jorden for at sætte et eksempel, som alle andre mennesker kunne kopiere. Han levede dette liv i kødet ved den samme barmhjertighedstjeneste, så I alle kan leve jeres liv på jorden; og som han levede sit dødelige liv på sin tid og som han var, så satte han derved eksemplet for os alle, så vi kan leve vores liv på vores tid og som vi er. I kan måske ikke stræbe efter at leve hans liv, men I kan vælge at leve jeres liv som han levede sit, og på samme måde. Jesus er måske ikke det tekniske og detaljerede eksempel for alle dødelige i alle tidsaldre på alle områder i dette lokalunivers, men han er for evigt inspirationen og vejledningen for alle paradis-pilgrimme fra de første opstigningsverdener op gennem et univers af universer og videre gennem Havona til Paradis. Jesus er den nye og levende vej fra mennesket til Gud, fra det delvise til det fuldkomne, fra det jordiske til det himmelske, fra tid til evighed.

129:4.8 (1426.1) Ved udgangen af det niogtyvende år havde Jesus af Nazaret stort set afsluttet det liv, der kræves af dødelige, som opholder sig i kødet. Han kom til jorden som Guds fylde, der skulle åbenbares for mennesket; han var nu næsten blevet et fuldkomment menneske, der ventede på en lejlighed til at åbenbare sig for Gud. Og han gjorde alt dette, før han var fyldt tredive år.