Urantia Bogen

Kapitel 117

Gud Den Højeste

117:0.1 (1278.1) I DET omfang, vi lever i overensstemmelse med Guds vilje, uanset hvor vi eksisterer i universet, i samme omfang er den Højestes almægtige potentiale endnu et skridt mere virkelig. Guds vilje er formålet med den Første Kilde og Center, som det er potentialiseret i de tre Absolutter, personificeret i den Evige Søn, forenet til universets handling i den Uendelige Ånd og foreviget i Paradisets evige mønstre. Gud den Højeste udvikles til at blive den højeste endelige manifestation af Guds totale vilje.

117:0.2 (1278.2) Hvis alle indbyggere i storuniverset nogensinde relativt skulle opnå den fulde udlevelse af Guds vilje, så ville skabelserne i tid og rum blive etableret i lys og liv, og så ville den Almægtige—Overhøjhedens guddommelige potentiale—blive en realitet i fremkomsten at den guddommelige personlighed Gud den Højeste.

117:0.3 (1278.3) Når et sind, der udvikler sig, bliver indstillet på det kosmiske sinds kredsløb, når et univers, der udvikler sig, bliver stabiliseret efter centraluniversets mønster, når en ånd, der bevæger sig fremad, kontakter Mesteråndernes forenede tjeneste, når en opstigende dødelig personlighed endelig indstiller sig på den indre Retters guddommelige ledelse, så er den Højestes aktualitet blevet virkelig i endnu en grad i universerne; så er Overhøjhedens guddommelighed rykket endnu et skridt frem mod kosmisk realisering.

117:0.4 (1278.4) Storuniversets dele og individer udvikler sig som en refleksion af den Højestes totale udvikling, mens den Højeste til gengæld er den syntetiske kumulative sum af hele storuniversets evolution. Fra den dødeliges synspunkt er begge dele evolutionære og erfaringsmæssige hinandens modsætninger.

1. Det højeste væsens natur

117:1.1 (1278.5) Den Højeste er skønheden i fysisk harmoni, sandheden i intellektuel betydning og godheden i åndelig værdi. Han er sødmen ved sand fremgang og glæden ved evig opnåelse. Han er storuniversets oversjæl, det endelige kosmos bevidsthed, den endelige virkeligheds fuldendelse og personificeringen af oplevelsen af Skaber og skabning. Gennem hele den fremtidige evighed vil Gud den Højeste give udtryk for den viljebaserede erfarings virkelighed i Guddommens treenighedsforhold.

117:1.2 (1278.6) I skikkelse af de Højeste Skabere er Guderne steget ned fra Paradiset til tidens og rummets domæner for der at skabe og udvikle skabninger med evne til at nå Paradiset, som kan stige op til det i søgen efter Faderen. Denne universets procession af nedstigende Gud-åbenbarende Skabere og opstigende Gud-søgende skabninger er en åbenbaring af den Højestes guddomsevolution, i hvem både de nedstigende og de opstigende opnår gensidig forståelse, opdagelsen af evigt og universelt broderskab. Det Højeste Væsen bliver således den endelige syntese af oplevelsen af den perfekte Skabers årsag og det perfektionerende væsens respons.

117:1.3 (1279.1) Storuniverset indeholder muligheden for og stræber altid efter en fuldstændig forening, og det vokser ud af den kendsgerning, at denne kosmiske eksistens er en konsekvens af de skabende handlinger og styrkemandaterne fra Paradisets Treenighed, som er ubegrænset enhed. Netop denne trinitariske enhed kommer til udtryk i det endelige kosmos i den Højeste, hvis virkelighed bliver mere og mere tydelig, efterhånden som universerne når op på det maksimale niveau af treenighedsidentifikation.

117:1.4 (1279.2) Skaberens vilje og skabningens vilje er kvalitativt forskellige, men de er også erfaringsmæssigt beslægtede, for skabningen og Skaberen kan samarbejde om at opnå universets fuldkommenhed. Mennesket kan arbejde sammen med Gud og derved samskabe en evig finaliter. Gud kan endda arbejde som menneskehed i sine Sønners inkarnationer, som derved opnår overherredømmet over skabningens erfaring.

117:1.5 (1279.3) I det Højeste Væsen er Skaberen og skabningen forenet i én Guddom, hvis vilje er udtryk for én guddommelig personlighed. Og denne Den Højestes vilje er noget mere end enten skabningens eller Skaberens vilje, ligesom den suveræne vilje hos Mestersønnen af Nebadon nu er noget mere end en kombination af guddommelighedens og menneskehedens vilje. Foreningen af Paradisets fuldkommenhed og oplevelsen af tid og rum giver en ny betydningsværdi på virkelighedens guddommelige niveauer.

117:1.6 (1279.4) Den Højestes udviklende guddommelige natur er ved at blive en troværdig gengivelse af alle uforlignelige erfaringer af alle de skabte og Skaberen i storuniverset. I den Højeste er essensen af skaber og de skabte den samme; de er for evigt forenet af den erfaring, der blev født af vanskelighederne i forbindelse med løsning af de mange problemer, der plager alle finite skabelser på deres evige vej i søgen efter perfektion og frigørelse fra ufuldstændighedens lænker.

117:1.7 (1279.5) Sandhed, skønhed og godhed hænger sammen i Åndens tjeneste, Paradisets storhed, Sønnens barmhjertighed og oplevelsen af den Højeste. Gud den Højeste er sandhed, skønhed og godhed, for disse begreber om guddommelighed repræsenterer idémæssig erfarings endelige maksimum. De evige kilder til disse treenige guddommelighedskvaliteter er på superendelige niveauer, men et væsen kan kun forstille sig sådanne kilder som supersandhed, superskønhed og supergodhed.

117:1.8 (1279.6) Mikael, en skaber, åbenbarede Skaber-Faderens guddommelige kærlighed til sine jordiske børn. Efter at have opdaget og modtaget denne guddommelige kærlighed, kan menneskerne stræbe efter at videregive denne kærlighed til deres jordiske brødre. En sådan hengivenhed hos de skabte, er en sandt afspejling af den Højestes kærlighed.

117:1.9 (1279.7) Den Højeste er symmetrisk inkluderende. Den Første Kilde og Center er potential i de tre store Absolutter, er aktuel i Paradiset, i Sønnen og i Ånden; men den Højeste er både aktuel og potentiel, et væsen af personlig overhøjhed og almægtig styrke, der reagerer på samme måde på skabningens indsats og Skaberens hensigt; selvvirkende på universet og selvreagerende på universets samlede sum; og på én og samme tid den højeste skaber og den højeste skabning. Overhøjhedens Guddom udtrykker dermed den samlede sum af alt det endelige.

2. Kilden til den evolutionære vækst

117:2.1 (1280.1) Den Højeste er Gud-i-tiden. Han er hemmeligheden bag de skabtes vækst i tiden. Han er også sejren over den ufuldstændige nutid, og fuldbyrdelsen af den fremtid, som går mod perfektion. De afsluttende frugter af al finit vækst er: styrkekontrolleret af ånden, i kraft af personlighedens forenende og skabende tilstedeværelse, behersket gennem sindet. Den kulminerede konsekvens af al denne vækst er det Højeste Væsen.

117:2.2 (1280.2) For det dødelige menneske er eksistens lig med vækst. Og sådan ser det virkelig ud til at være, selv i det større univers’ forstand, for åndeledede eksistens ser ud til at resultere i erfaringsmæssig vækst—forøgelse af status. Vi har længe været af den opfattelse, at den nuværende vækst, som kendetegner de skabtes eksistens i den nuværende univers tidsalder, er en funktion af den Højeste. Ligeledes mener vi, at denne form for vækst er særegen for den tidsalder, hvor den Højeste vokser, og at den vil ophøre, når den Højestes vækst er fuldendt.

117:2.3 (1280.3) Overvej status for de skabte treenigede sønner: De er født og lever i den nuværende universtidsalder; de har personligheder sammen med sinds- og åndebegavelser. De har erfaringer og erindringer om dem, men de vokser ikke, som de opstigende gør. Det er vores overbevisning og forståelse, at disse skabningstreenigede sønner, selvom de er i den nuværende universtidsalder, i virkeligheden er af næste universtidsalder—den tidsalder, der vil følge efter afslutningen af den Højestes vækst. Derfor er de ikke i den Højeste, som i sin nuværende status kendetegnes af ufuldstændighed og deraf følgende vækst. De deltager dermed ikke i den erfaringsbaseret vækst i den nuværende universtidsalder, men holdes i reserve til den næste universtidsalder.

117:2.4 (1280.4) Min egen orden, De Mægtige Budbringere, som er omfattet af Treenigheden, deltager ikke i væksten i den nuværende tidsalder i universet. På en måde har vi status som i den foregående universtidsalder, da vi faktisk er Treenighedens Stationære Sønner. Én ting er sikker: Vores status er fastlåst af Treenighedens omfavnelse, og erfaring resulterer ikke længere i vækst.

117:2.5 (1280.5) Dette gælder ikke for finaliterne eller andre af de evolutionære og erfaringsmæssige ordener, som er deltagere i den Højestes vækstproces. I dødelige, der nu lever på Urantia, og som måske stræber efter at opnå Paradis og finalit-status, bør forstå, at en sådan skæbne kun kan realiseres, fordi I er i og af den Højeste, og derfor er deltagere i den Højestes vækstcyklus.

117:2.6 (1280.6) Der vil komme en dag, hvor den Højestes vækst vil ophøre; hans status vil nå sin afslutning (i energi og åndelig forstand). Denne afslutning på den Højestes evolution vil også bevidne afslutningen på skabningernes evolution som en del af Overhøjheden. Vi ved ikke, hvilken form for vækst der vil karakterisere universerne i det ydre rum. Men vi er meget sikre på, at det vil være noget meget anderledes end noget, der er set i den nuværende tidsalder for evolutionen af de syv superuniverser. Det vil utvivlsomt være de evolutionære borgeres funktion i storuniverset at kompensere det ydre rum for denne mangel på Overhøjhedens vækst.

117:2.7 (1280.7) Som eksisterende ved fuldbyrdelsen af den nuværende universtidsalder, vil det Højeste Væsen fungere som en erfaringsmæssig suveræn i storuniverset. Borgere i det ydre rum—borgere i den næste universtidsalder—vil have et vækstpotentiale efter superuniverset, en evne til evolutionær udvikling, der forudsætter den Almægtige Højestes suverænitet, og som derfor udelukker skabninger fra at deltage i syntesen af styrke og personlighed i den nuværende universtidsalder.

117:2.8 (1281.1) Således kan den Højestes ufuldstændighed betragtes som en fordel, da den muliggør den evolutionære vækst i de skabte og skabelsen af de nuværende universer. Tomhed har helt sikkert sin fordel, for det kan blive erfaringsmæssigt fyldt.

117:2.9 (1281.2) Et af de mest fascinerende spørgsmål i den endelige filosofi er dette: Aktualiseres det Højeste Væsen som reaktion på storuniversets udvikling, eller udvikler dette begrænsede kosmos sig gradvist som en reaktion på den gradvise aktualisering af den Højeste? Eller er det muligt, at de er gensidigt afhængige af hinanden i deres udvikling? At de er evolutionært gensidige, og at de hver især igangsætter den andens vækst? Det er vi sikre på: Skabninger og universer, høje og lave, udvikler sig indenfor den Højeste, og efterhånden som de udvikler sig, opstår en forenet sum af hele den endelige aktivitet af denne universtidsalder. Og dette er tilsynekomsten af det Højeste Væsen, for alle personligheder udviklingen af Guds den Højestes almægtige styrke.

3. Den højestes betydning for universets skabninger

117:3.1 (1281.3) Den kosmiske virkelighed, der i forskellige sammenhænge betegnes som det Højeste Væsen, Gud den Højeste, og den Almægtige Højeste, er den komplekse og universelle syntese af alle endelige virkeligheders fremvoksende faser. Den vidtrækkende mangfoldighed af evig energi, guddommelig ånd, og universelt sind når en endelig kulmination i udviklingen af den Højeste, som er summen af al endelig vækst, selvrealiseret på guddommelige niveauer af endelig maksimal fuldbyrdelse.

117:3.2 (1281.4) Den Højeste er den guddommelige kanal, hvorigennem treodernes kreative uendelighed strømmer, og som krystalliserer sig i rummets galaktiske panorama, mod hvilket tidens storslåede personlighedsdrama udspiller sig: åndens erobring af energi-stof gennem sindets formidling.

117:3.3 (1281.5) Jesus sagde: “Jeg er den levende vej,” og således er han den levende vej fra det materielle niveau af selvbevidsthed til det åndelige niveau af Gudsbevidsthed. Og ligesom han er denne levende vej til opstigning fra selvet til Gud, så er den Højeste den levende vej fra begrænset bevidsthed til transcendens af bevidsthed, selv til indsigt i absonitet.

117:3.4 (1281.6) Jeres Skabersøn kan faktisk være en sådan levende kanal fra menneskelighed til guddommelighed, da han personligt har oplevet fylden af denne universets udviklingsvej, fra Joshua ben Josefs, Menneskesønnens, sande menneskelighed til Mikael af Nebadons, den uendelige Guds søns, guddommelighed i Paradis. På samme måde kan det Højeste Væsen fungere som universets tilgang til transcendens af endelige begrænsninger, for han er den faktiske legemliggørelse og det personlige indbegrebet af al skabningens evolution, progression og åndeliggørelse. Selv de nedstigende personligheders store universoplevelser fra Paradis er den del af hans oplevelse, som er et supplement til hans opsummering af de opstigende oplevelser hos tidens pilgrimme.

117:3.5 (1281.7) Det dødelige menneske er mere end billedligt talt skabt i Guds billede. Fra et fysisk synspunkt er dette udsagn næppe sandt, men med henvisning til visse universpotentialer er det en faktisk kendsgerning. I menneskeslægten udspiller der sig noget af det samme evolutionære drama, som i langt større målestok finder sted i universernes univers. Mennesket, en viljestyret personlighed, bliver skabende i forbindelse med en Retter, en upersonlig enhed, i nærvær af den Højestes begrænsede potentialiteter, og resultatet er opblomstringen af en udødelig sjæl. I universerne fungerer tidens og rummets skaberpersonligheder i forbindelse med Paradistreenighedens upersonlige ånd og bliver derved skabende for et nyt styrkepotentiale i Guddommens virkelighed.

117:3.6 (1282.1) Det dødelige menneske, der er et skabt væsen, er ikke præcis ligesom det Højeste Væsen, som er en guddom, men menneskets udvikling minder i visse henseender om den Højestes vækst. Mennesket vokser bevidst fra det materielle mod det åndelige gennem kraft, styrke og vedholdenhed af deres egne beslutninger; det vokser også, det vokser også efterhånden som dets Tankeretter udvikler nye teknikker til at nå ned fra det åndelige til det morontielle sjæleniveau; og når sjælen først er blevet til, begynder den at vokse i sig selv.

117:3.7 (1282.2) Det er lidt ligesom den måde, hvorpå det Højeste Væsen ekspanderer. Hans suverænitet vokser i og ud af de Højeste Skaberpersonligheders handlinger og præstationer; det er udviklingen af hans majestætiske styrke som hersker over storuniverset. Hans guddomsnatur er ligeledes afhængig af den allerede eksisterende enhed i Paradisets Treenighed. Men der er endnu et aspekt ved Gud den Højestes evolution: Han er ikke kun skabt af Skaberen og afledt af Treenigheden; han er også selvudviklet og selvafledt. Gud den Højeste er selv en viljestærk, skabende deltager i sin egen guddommelige aktualisering. Den menneskelige morontielle sjæl er ligeledes en viljestyret, medskabende partner i sin egen udødeliggørelse.

117:3.8 (1282.3) Faderen samarbejder med Samforeneren om at manipulere Paradisets energier og om at gøre dem lydhøre over for den Højeste. Faderen samarbejder med den Evige Søn om at skabe Skaberpersonligheder, hvis handlinger på et tidspunkt vil kulminere i den Højestes suverænitet. Faderen samarbejder med både Sønnen og Ånden om skabelsen af treenighedspersonligheder, der skal fungere som herskere over storuniverset, indtil den Højestes fuldendte evolution kvalificerer ham til at påtage sig denne suverænitet. Faderen samarbejder med sine guddoms- og ikke-guddoms-koordinater på disse og mange andre måder for at fremme Overhøjhedens evolution, men han fungerer også alene i disse sager. Og hans ensomme funktion kommer nok bedst til udtryk i arbejdet med Tankeretterne og deres tilknyttede enheder.

117:3.9 (1282.4) Guddom er enhed, eksistentiel i Treenigheden, erfaringsmæssig i den Højeste, og i de dødelige realiseret som skabning i fusion med Retteren. Tilstedeværelsen af Tankeretterne i det dødelige menneske afslører universets essentielle enhed, for mennesket, den lavest mulige type af universets personlighed, indeholder i sig selv et faktisk fragment af den højeste og evige virkelighed, selv den oprindelige Fader til alle personligheder.

117:3.10 (1282.5) Det Højeste Væsen udvikler sig i kraft af sin forbindelse med Paradisets Treenighed og som følge af de guddommelige succeser, som skaberen og administratorbørnene i denne Treenighed har. Menneskets udødelige sjæl udvikler sin egen evige skæbne ved at være forbundet med Paradisfaderens guddommelige nærvær og i overensstemmelse med det menneskelige sinds personlighedsbeslutninger. Hvad Treenigheden er for Gud den Højeste, er Retteren for det udviklende menneske.

117:3.11 (1282.6) I den nuværende universtidsalder er det Højeste Væsen tilsyneladende ude af stand til at fungere direkte som skaber, undtagen i de tilfælde, hvor de begrænsede muligheder for handling er blevet udtømt af tidens og rummets skabende kræfter. Hidtil i universets historie er dette kun sket én gang; da mulighederne for begrænset handling i universets refleksionsevne var udtømt, fungerede den Højeste som den kreative kulminator af alle forudgående skaberhandlinger. Og vi tror, at han igen vil fungere som kulminator i fremtidige tidsaldre, når det forudgående skaberskab har afsluttet en passende cyklus af skabende aktivitet.

117:3.12 (1283.1) Det Højeste Væsen skabte ikke mennesket, men mennesket blev bogstaveligt talt skabt ud af, og selve dets liv var afledt af, den Højeste potentialitet. Han udvikler heller ikke mennesket; alligevel er den Højeste selv selve essensen af evolution. Fra det endelige synspunkt lever vi faktisk, bevæger os og har vores væren inden for den Højestes immanens.

117:3.13 (1283.2) Den Højeste kan tilsyneladende ikke initiere den oprindelige årsagssammenhæng, men synes at være katalysator for hele universets vækst og er tilsyneladende bestemt til at tilvejebringe totalitetens kulmination, hvad angår skæbnen for alle erfaringsbaserede evolutionære væsener. Faderen skaber idéen om et endeligt kosmos; skabersønnerne konkretiserer denne idé i tid og rum med de skabende ånders samtykke og samarbejde; den Højeste kulminerer det totale endelige og etablerer dets relation til den absonitte skæbne.

4. Den finite gud

117:4.1 (1283.3) Når vi ser skaberværkets uophørlige kamp for at opnå perfekt status og guddommeligt væsen, kan vi ikke andet end tro, at disse uendelige bestræbelser vidner om den Højestes uophørlige kamp for guddommelig selvrealisering. Gud den Højeste er den endelige Guddom, og han må klare disse endelige problemer i ordets fulde betydning. Vores kampe med tidens omskiftelser i rummets udvikling er afspejling af hans bestræbelser på at opnå selvets virkelighed og fuldbyrdelse af suverænitet inden for den handlingssfære, som hans udviklende natur udvider til de yderste grænser af det mulige.

117:4.2 (1283.4) Overalt i storuniverset kæmper den Højeste for at komme til udtryk. Hans guddommelige udvikling er til en vis grad afhængig af visdomshandlingen hos enhver eksisterende personlighed. Når et menneske vælger evig overlevelse, er det medskaber af skæbnen; og i denne opstigende dødeliges liv finder den endelige Gud et øget mål af personlighedens selvrealisering og en udvidelse af erfaringsmæssig suverænitet. Men hvis et væsen afviser den evige karriere, oplever den del af den Højeste, som var afhængige af dette væsens valg, en uundgåelig forsinkelse, et afsavn, der må kompenseres for med en erstatningsoplevelse eller en supplerende oplevelse; hvad angår den ikke-overlevendes personlighed, absorberes den i skabelsens oversjæl og bliver en del af den Højestes Guddom.

117:4.3 (1283.5) Gud er så tillidsfuld, så kærlig, at han giver en del af sin guddommelige natur i hænderne på selve mennesket, til opbevaring og selvrealisering. Fadernaturen, Retter tilstedeværelse, er uforgængelig, uanset det dødelige væsens valg. Den Højestes barn, det udviklende selv, kan tilintetgøres, uanset at den potentielt forenede personlighed i et sådanne vildledt selv vil bestå som en faktor af Overhøjhedens Guddom.

117:4.4 (1283.6) Den menneskelige personlighed kan virkelig ødelægge individualitet, som tilhører menneskets status som skabt væsen, og selvom alt, som var værdifuldt i sådan en kosmisk selvmorders liv vil bestå, overlever disse kvaliteter ikke som en individuel skabning. Den Højeste vil igen finde et nyt udtryk i de oprettede universer, men aldrig igen som den pågældende person; en ikke-opstigende unik personlighed vender tilbage til den Højeste som en dråbe vand vender tilbage til havet.

117:4.5 (1284.1) Enhver isoleret handling af de personlige dele af det endelige er forholdsvis irrelevant for den Højeste helheds endelige tilsynekomst, men helheden er ikke desto mindre afhængig af de mangfoldige deles samlede handlinger. Den enkelte dødeliges personlighed er ubetydelig i forhold til Overhøjhedens totalitet, men hvert menneskes personlighed udgør en uerstattelig vigtig værdi i det endelige; personlighed, der én gang er blevet udtrykt, finder aldrig igen et identisk udtryk undtagen i den levende personligheds fortsatte eksistens.

117:4.6 (1284.2) Så mens vi stræber efter at udtrykke os selv, stræber den Højeste i os og med os efter at udtrykke sin guddom. Som vi finder Faderen, har den Højeste igen fundet Paradisets Skaber af alle ting. Mens vi mestrer problemerne med selvrealisering, opnår erfaringens Gud almægtig overhøjhed i tidens og rummets universer.

117:4.7 (1284.3) Menneskeheden stiger ikke ubesværet op i universet, og den Højeste udvikler sig ikke uden målrettet og intelligent handling. Skabninger opnår ikke fuldkommenhed ved blot at være passive, og overherredømmets ånd kan heller ikke realisere den Almægtiges styrke uden uophørlig tjeneste for den begrænsede skabelse.

117:4.8 (1284.4) Menneskets tidslige forhold til den Højeste er grundlaget for kosmisk moral, den universelle følsomhed over for, og accept af pligt. Det er en moral, der overskrider den tidslige fornemmelse af relativt rigtigt og forkert; det er en moral, der er direkte baseret på den selvbevidste skabnings forståelse af erfaringsmæssig forpligtelse over for erfaringsmæssig Guddom. Det dødelige menneske og alle andre begrænsede skabninger er skabt ud af det levende potentiale af energi, sind og ånd, der findes i den Højeste. Det er fra den Højeste, at Retteren - den dødelige opstiger - trækker på skabelsen af en finalists udødelige og guddommelige karakter. Det er ud af selve den Højestes virkelighed, at Retteren med den menneskelige viljes samtykke væver mønstrene for den evige natur hos en opstigende søn af Gud.

117:4.9 (1284.5) Udviklingen af Retterens fremskridt i åndeliggørelsen og eviggørelsen af den menneskelige personlighed fører direkte til en udvidelse af den Højestes suverænitet. Sådanne præstationer i den menneskelige udvikling betyder også resultater i den evolutionære aktualisering af den Højeste. Selvom det er sandt, at skabninger ikke kunne udvikle sig uden den Højeste, er det sandsynligvis også sandt, at den Højestes udvikling aldrig kan opnås fuldt ud uafhængigt af alle skabningers fuldstændige udvikling. Heri ligger det store kosmiske ansvar af selvbevidste personligheder: Den Højeste Guddom er i en vis forstand afhængig af den dødelige viljes valg. Og den gensidige udvikling af skabningernes evolution og den Højestes evolution er trofast og fuldt ud indiceret til Dagenes Ældste, gennem de uransagelige mekanismer for universets refleksion.

117:4.10 (1284.6) Den store udfordring, der er blevet givet til det dødelige menneske er dette: Vil du vælge at personalisere de erfaringsmæssige værdibetydninger, der kan erfares i kosmos ind i dit egen udviklende selv? Eller vil du, ved at afvise overlevelse, lade disse Overhøjhedens hemmeligheder, at være inaktive, afventende et andet væsens aktivitet på et andet tidspunkt, en person, der på sin egen måde vil forsøge at yde et skabningsbidrag til den endelige Guds evolution? Men det vil være hans bidrag til det højeste, ikke dit.

117:4.11 (1284.7) Den store kamp i dette univers’ tidsalder er mellem det potentielle og det faktiske—søgen efter aktualisering af alt det, der endnu ikke er udtrykt. Hvis det dødelige menneske fortsætter eventyret i Paradis, følger det tidens bevægelser, der flyder som strømme i evighedens strøm; hvis det dødelige menneske afviser den evige karriere, bevæger det sig imod strømmen af begivenheder i de endelige universer. Den mekaniske skabelse bevæger sig ubønhørligt videre i overensstemmelse med Paradisfaderens udfoldende formål, men den viljestyrede skabelse har valget mellem at acceptere eller afvise rollen som personlighedens deltagelse i evighedens eventyr. Det dødelige menneske kan ikke ødelægge de højeste værdier i den menneskelige eksistens, men det kan helt sikkert forhindre udviklingen af disse værdier i sin egen personlige erfaring. I det omfang det menneskelige selv således nægter at tage del i opstigningen til Paradis, i netop det omfang er den Højeste forsinket i at opnå guddommelighedens udtryk i storuniverset.

117:4.12 (1285.1) Det dødelige menneske har ikke kun fået forvaring over Paradisfaderens Retter tilstedeværelse, men også kontrol over skæbnen af en lille brøkdel af den Højestes fremtid. For ligesom mennesket opnår menneskelig skæbne, opnår den Højeste skæbne på guddommelige niveauer.

117:4.13 (1285.2) Og derfor venter beslutningen på hver enkelt af jer, som den engang ventede på hver enkelt af os: Vil I svigte tidens Gud, som er så afhængig af det endelige sinds beslutninger? Vil I svigte universernes højeste personlighed ved den dyriske tilbagegangs dovenskab? Vil I svigte alle skabningers storebror, som er så afhængig af hver enkelt skabning? Kan I tillade jer selv at gå ind i det uvirkeliggjortes rige, når der foran jer ligger den fortryllende udsigt over universets karriere—den guddommelige opdagelse af Paradisfaderen og den guddommelige deltagelse i søgningen efter og udviklingen af Overherredømmets Gud?

117:4.14 (1285.3) Guds gaver—hans overdragelse af virkeligheden—er ikke noget som er adskilt fra ham; han fremmedgør ikke skabelsen fra sig selv, men han har skabt spændinger i de skabninger, der kredser omkring Paradis. Gud elsker først mennesket og giver det potentialet til udødelighed—evig virkelighed. Og efterhånden som mennesket elsker Gud, bliver mennesket evigt i virkeligheden. Og her er mysteriet: Jo mere mennesket nærmer sig Gud gennem kærlighed, jo større virkelighed—aktualitet—bliver det menneske. Jo mere mennesket trækker sig tilbage fra Gud, jo mere nærmer det sig ikke-virkelighed—ophør af eksistens. Når mennesket indvier sin vilje til at gøre Faderens vilje, når mennesket giver Gud alt, hvad det har, så gør Gud det menneske til mere, end det er.

5. Skabelsens oversjæl

117:5.1 (1285.4) Den store Højeste er storuniversets kosmiske oversjæl. I ham finder kosmos’ kvaliteter og kvantiteter deres guddommelige refleksion; hans guddommelige natur er en mosaik af den totale storhed af al skabning-skaber-natur i de universer, der er under udvikling. Og den Højeste er også en aktualiserende Guddom, der legemliggør en skabende vilje, som omfatter et evolverende univers’ formål.

117:5.2 (1285.5) De intellektuelle, potentielt personlige selver i det endelige opstår fra den Tredje Kilde og Center og opnår endelig tid-rum guddomssyntese i den Højeste. Når skabningen underkaster sig Skaberens vilje, nedsænker eller overgiver han ikke sin personlighed; de individuelle personlighedsdeltagere i aktualiseringen af den endelige Gud mister ikke deres viljesbestemte selv ved at fungere sådan. Tværtimod bliver sådanne personligheder gradvist forøget ved at deltage i dette store guddomseventyr; ved en sådan forening med guddommelighed ophøjer, beriger, åndeliggør og forener mennesket sit udviklende selv til selve tærsklen af overhøjhed.

117:5.3 (1286.1) Menneskets evolverende udødelige sjæl, som er skabt i fællesskab af det materielle sind og Retteren, stiger som sådan op til Paradis og bliver derefter, når den mønstres i Finalitetskorpset, på en ny måde forbundet med den Evige Søns ånd-tyngdekraftskredsløb ved en oplevelsesteknik, der kaldes finaliter transcendens. Sådanne finaliter bliver således acceptable kandidater til erfaringsmæssig anerkendelse som personligheder af Gud den Højeste. Når disse dødelige intellekter i Finalitetskorpsets uåbenbarede fremtidige opgaver, opnår det syvende stadie af åndelig eksistens, vil sådanne dobbelte sind blive treenige. Disse to afstemte sind, det menneskelige og det guddommelige, vil blive forherliget i forening med det erfaringsmæssige sind hos det da aktualiserede Højeste Væsen.

117:5.4 (1286.2) I den evige fremtid, vil Gud den Højeste blive aktualiseret—kreativt udtrykt og åndeligt portrætteret—i det åndeliggjorte sind, den udødelige sjæl, hos det opstigende menneske, ligesom den Universelle Fader blev åbenbaret i Jesu jordiske liv.

117:5.5 (1286.3) Mennesket forener sig ikke med den Højeste og opløser sin personlige identitet, men universets eftervirkninger af alle menneskers oplevelse udgør således en del af den Højestes guddommelige oplevelse. “Handlingen er vores, konsekvenserne er Gud’s.”

117:5.6 (1286.4) Den fremadskridende personlighed efterlader et spor af aktualiseret virkelighed, når den passerer gennem universernes stigende niveauer. Hvad enten det er sind, ånd eller energi, bliver de voksende skabelser i tid og rum modificeret af personlighedens udvikling gennem deres domæner. Når mennesket handler, reagerer den Højeste, og denne transaktion udgør fremskridtets kendsgerning.

117:5.7 (1286.5) De store kredsløb af energi, sind og ånd er aldrig den opstigende personligheds permanente besiddelser; disse tjenester forbliver for evigt en del af Overhøjheden. I den dødeliges erfaring hviler det menneskelige intellekt i de rytmiske pulseringer fra de hjælpende sindsånder, og træffer sine beslutninger inden for rammen, der skabes af kredsløbet af denne tjeneste. Ved menneskets død adskilles dets menneskelige selv for evigt fra sindsåndernes kredsløb. Selvom disse sindsånder aldrig ser ud til at transmittere erfaringer fra den ene personlighed til et andet, kan de overføre, og gør det også, de upersonlige konsekvenser af beslutninger og handlinger gennem Gud den Syvfoldige til Gud den Højeste, og det gør de også. (Det gælder i det mindste for tilbedelsens og visdommens sindsånder.)

117:5.8 (1286.6) Og sådan er det også med de åndelige kredsløb: Mennesket bruger dem i sin opstigning gennem universerne, men det besidder dem aldrig som en del af sin evige personlighed. Men disse kredsløb af åndelig tjeneste, hvad enten det er Sandhedens Ånd, Helligånden eller superuniversernes åndelige tilstedeværelser, er modtagelige og reaktive over for de fremvoksende værdier i den opstigende personlighed, og disse værdier bliver trofast overført gennem den Syvfoldige til den Højeste.

117:5.9 (1286.7) Selvom sådanne åndelige indflydelser som Helligånden og Sandhedens Ånd er lokaluniversets tjenester, er deres vejledning ikke helt begrænset til de geografiske begrænsninger i en given lokal skabelse. Når den opstigende dødelige passerer ud over grænserne for sit lokale oprindelsesunivers, er han ikke helt afskåret fra Sandhedens Ånds tjeneste, som så konstant har undervist og vejledt ham gennem de filosofiske labyrinter i de materielle og morontielle verdener, og som i enhver krise under opstigningen ufejlbarligt har vejledt paradisets pilgrim og altid sagt: “Dette er vejen.” Når du forlader det lokale univers’ domæner, vil du stadig, gennem det fremvoksende Højeste Væsens ånds tjeneste og gennem bestemmelserne om superuniversets refleksion, blive vejledt i din opstigning til Paradis af den trøstende, vejledende ånd fra Paradisets skænkende Guds Sønner.

117:5.10 (1287.1) Hvordan registrerer disse mangfoldige kredsløb af kosmisk tjeneste den evolutionære erfarings betydninger, værdier og kendsgerninger i den Højeste? Vi er ikke helt sikre, men vi tror, at denne registrering finder sted gennem personerne i de Højeste Skabere af Paradisets oprindelse, som er de umiddelbare givere af disse kredsløb i tid og rum. De syv hjælpesindsånders akkumulerede sindserfaringer er i deres tjeneste for det fysiske intellektniveau en del af den guddommelige ministers lokaluniversoplevelse, og gennem denne skabende ånd finder de sandsynligvis registrering i Overhøjhedens sind. På samme måde er dødeliges oplevelser med Sandhedens Ånd og Helligånden sandsynligvis registreret ved hjælp af lignende teknikker i Overhøjhedens person.

117:5.11 (1287.2) Selv menneskets og Retterens oplevelse må finde ekko i Gud den Højestes guddommelighed, for som Retterne oplever det, er de ligesom den Højeste, og det dødelige menneskes udviklende sjæl er skabt ud af den præeksisterende mulighed for en sådan oplevelse i den Højeste.

117:5.12 (1287.3) På denne måde bliver hele skabelsens mangfoldige erfaringer en del af Overhøjhedens evolution. Skabningerne udnytter blot kvaliteterne og mængderne af det endelige, når de stiger op til Faderen; de upersonlige konsekvenser af en sådan udnyttelse forbliver for evigt en del af det levende kosmos, den højeste person.

117:5.13 (1287.4) Det, mennesket selv tager med sig som en personlighedsbesiddelse, er de karaktermæssige konsekvenser af oplevelsen af at have brugt storuniversets sinds- og åndskredsløb i sin opstigning til Paradis. Når mennesket beslutter sig, og når det fuldbyrder denne beslutning i handling, oplever mennesket, og betydningen og værdierne af denne oplevelse er for evigt en del af dets evige karakter på alle niveauer, fra det endelige til det sidste. Kosmisk moralsk og guddommeligt åndelig karakter repræsenterer skabningens kapitalakkumulering af personlige beslutninger, som er blevet oplyst af oprigtig tilbedelse, forherliget af intelligent kærlighed og fuldbyrdet i broderlig tjeneste.

117:5.14 (1287.5) Den udviklende Højeste vil til sidst kompensere endelige skabninger for deres manglende evne til nogensinde at opnå mere end begrænset erfaringskontakt med universernes univers. Skabninger kan opnå Paradisets Fader, men deres evolutionære sind, der er endeligt, er ude af stand til virkelig at forstå den uendelige og absolutte Fader. Men eftersom al skabningserfaring registreres i og er en del af det Højeste, når alle skabninger opnår det endelige niveau af endelig eksistens, og efter at den totale universudvikling gør det muligt for dem at opnå Gud den Højeste som en faktisk guddommelig tilstedeværelse, så er kontakten med den totale erfaring iboende i en sådan kontakt. Tidens endelige indeholder i sig kimen til evigheden, og vi lærer, at når evolutionens fylde bevidner udtømningen af kapaciteten for kosmisk vækst, vil den totale endelige påbegynde de absonite faser af den evige karriere i søgen efter Faderen som det Ultimative.

6. Søgningen efter den højeste

117:6.1 (1287.6) Vi søger den Højeste i universerne, men vi finder ham ikke. “Han er det indre og det ydre af alle ting og væsener, bevægelig og stille. Uigenkendelig i sit mysterium, skønt fjern, er han dog nær.” Den Almægtige Højeste er “formen af det endnu uformede, mønsteret af det endnu uskabte.” Den Højeste er dit univers hjem, og når du finder ham, vil det være som at vende hjem. Han er din erfaringsmæssige forælder, og ligesom han har oplevet at være menneske, er han også vokset i oplevelsen af guddommeligt forældreskab. Han kender dig, fordi han er skabningslignende såvel som skaberagtig.

117:6.2 (1288.1) Hvis du virkelig ønsker at finde Gud, kan du ikke undgå at have den Højestes bevidsthed født i dit sind. Ligesom Gud er jeres guddommelige far, er den Højeste jeres guddommelige mor, som I næres af gennem hele jeres liv som universets skabninger. “Hvor universel er den Højeste—han er på alle sider! Skabelsens grænseløse ting er afhængige af hans tilstedeværelse for at leve, og ingen bliver afvist.”

117:6.3 (1288.2) Hvad Mikael er for Nebadon, er den Højeste for det endelige kosmos; hans guddom er den store vej, hvorigennem Faderens kærlighed strømmer udad til hele skaberværket, og han er den store vej, hvorigennem de endelige skabninger går indad i deres søgen efter Faderen, som er kærlighed. Selv Tankeretterne er beslægtet med ham; i deres oprindelige natur og guddommelighed er de som Faderen, men når de oplever tidens transaktioner i rummets universer, bliver de som den Højeste.

117:6.4 (1288.3) Den handling, hvor skabningen vælger at gøre Skaberens vilje, har en kosmisk værdi og en universel betydning, som der øjeblikkeligt reageres på af en eller anden uopdaget, men allestedsnærværende koordinerende kraft, sandsynligvis funktionen af det Højeste Væsens evigt udvidende handling.

117:6.5 (1288.4) Den morontielle sjæl hos et dødeligt menneske, der er under udvikling, er i virkeligheden søn af den Universelle Faders Retterhandling og barn af den kosmiske reaktion fra det Højeste Væsen, den Universelle Moder. Moderens indflydelse dominerer den menneskelige personlighed i hele den voksende sjæls barndom i lokaluniverset. Guddomsforældrenes indflydelse bliver mere ligeværdig efter fusionen med Retteren og i løbet af superuniversets karriere, men når tidens skabninger begynder at gennemrejse evighedens centralunivers, bliver Faderens natur mere og mere tydelig og når sit højdepunkt af endelig manifestation ved anerkendelsen af den Universelle Fader og optagelsen i Finalitetens Korps.

117:6.6 (1288.5) I og gennem oplevelsen af finaliterhvervelse bliver det opstigende selvs erfaringsmæssige moderkvaliteter enormt påvirket af kontakt og infusion med den evige Søns åndelige nærvær og den uendelige Ånds mentale nærvær. Derefter sker der en ny opvågning af den Højestes latente moderpotentiale overalt i finaliteraktivitetens riger i storuniverset, en ny erkendelse af erfaringsmæssige betydninger og en ny syntese af erfaringsmæssige værdier fra hele opstigningskarrieren. Det ser ud til, at denne erkendelse af selvet vil fortsætte i sjette stadiums finaliters univers-karrierer, indtil den Højestes moder-arv opnår en endelig synkronisering med Faderens Retter-arv. Denne spændende periode med storuniversets funktion repræsenterer den opstigende og fuldkomne dødeliges fortsatte voksenkarriere.

117:6.7 (1288.6) Ved afslutningen af det sjette eksistenstrin og indgangen til det syvende og sidste stadie af åndelig status, vil der sandsynligvis følge de fremadskridende aldre med berigende erfaring, modning af visdom og erkendelse af guddommelighed. I finaliterens natur vil dette sandsynligvis svare til den fuldbyrdede opnåelse af sindets kamp for åndelig selvrealisering, fuldbyrdelsen af koordineringen af den opstigende menneskenatur med den guddommelige Retter-natur inden for grænserne af de endelige muligheder. Et sådant storslået universelt selv bliver således den evige finalitersøn af Paradisfaderen såvel som det evige universbarn af den Højeste Moder, et universelt selv, der er kvalificeret til at repræsentere både universernes og personlighedernes Fader og Moder i enhver aktivitet eller virksomhed, der vedrører den endelige administration af skabte, skabende eller evolverende ting og væsener.

117:6.8 (1289.1) Alle mennesker, der udvikler deres sjæl, er bogstaveligt talt evolutionære sønner af Gud Fader og Gud Moder, det højeste væsen. Men indtil det dødelige menneske bliver sjælsbevidst om sin guddommelige arv, må denne forsikring om guddommeligt slægtskab realiseres i tro. Menneskets livserfaring er den kosmiske kokon, hvori Det Højeste Væsens universbegavelser og Den Universelle Faders universtilstedeværelse (ingen af dem er personligheder) udvikler tidens morontiasjæl og den menneskelige-guddommelige finaliterkarakter af universets skæbne og evige tjeneste.

117:6.9 (1289.2) Mennesker glemmer alt for ofte, at Gud er den største og højeste erfaring af den menneskelige eksistens. Andre erfaringer er begrænset i deres natur og indhold, men erfaringen af Gud har ingen andre grænser undtagen dem, end skabningens forståelseskapacitet sætter, og selv denne oplevelse er i sig selv kapacitetsudvidende. Når mennesker søger efter Gud søger de efter alt. Når de finder Gud, har de fundet alt. Søgningen efter Gud er den uforbeholdne tildeling af kærlighed, der ledsages af de fantastiske opdagelser af ny og større kærlighed, der bliver skænket.

117:6.10 (1289.3) Al sand kærlighed kommer fra Gud, og mennesket modtager den guddommelige hengivenhed, når det selv skænker sine medmennesker denne kærlighed. Kærlighed er dynamisk. Den kan aldrig indfanges; den er levende, fri, spændende og altid i bevægelse. Mennesket kan aldrig tage Faderens kærlighed og indespærre den i sit hjerte. Faderens kærlighed kan kun blive virkelig for det dødelige menneske ved at passere gennem dette menneskes personlighed, når han til gengæld skænker denne kærlighed til sine medmennesker. Kærlighedens store kredsløb er fra Faderen, gennem sønner til brødre og dermed til den Højeste. Faderens kærlighed viser sig i den dødelige personlighed ved hjælp af den indre Retters tjeneste. En sådan søn, der kender Gud, åbenbarer denne kærlighed for sine brødre i universet, og denne broderlige hengivenhed er essensen af den Højestes kærlighed.

117:6.11 (1289.4) Man kan kun nærme sig den Højeste gennem erfaring, og i de nuværende epoker af skabelsen er der kun tre måder, hvorpå skabninger kan nærme sig Overhøjheden.

117:6.12 (1289.5) 1. Paradisborgerne stiger ned fra den evige Ø gennem Havona, hvor de tilegner sig evnen til Overhøjhedsforståelse gennem iagttagelse af Paradis-Havona virkelighedsforskellen og ved undersøgende opdagelse af de Højeste Skaberpersonligheders mangfoldige aktiviteter, lige fra Mesterånderne til Skabersønnerne.

117:6.13 (1289.6) 2. De tids-rum-opstigende, der kommer op fra de Højeste Skaberes evolutionære universer, nærmer sig den Højeste i gennemrejsen af Havona som en indledning til den voksende forståelse af enheden i Paradisets Treenighed.

117:6.14 (1289.7) De indfødte i Havona opnår en forståelse af den Højeste gennem kontakter med nedstigende pilgrimme fra Paradiset og opstigende pilgrimme fra de syv superuniverser. Havonas indfødte er i sagens natur i stand til at harmonisere de væsensforskellige synspunkter hos borgerne på den evige ø og borgerne i de evolutionære universer.

117:6.15 (1290.1) For evolutionære skabninger er der syv store tilgange til den Universelle Fader, og hver af disse opstigninger til Paradiset går gennem en af de Syv Mesterånders guddommelighed; og hver af disse tilgange er muliggjort af en udvidelse af erfaringens modtagelighed som følge af, at skabningen har tjent i det superunivers, der afspejler den pågældende Mesterånds natur. Summen af disse syv erfaringer udgør de nuværende kendte grænser for et væsens bevidsthed om Gud den Højestes virkelighed og aktualitet.

117:6.16 (1290.2) Det er ikke kun menneskets egne begrænsninger, der forhindrer det i at finde den finite Gud. Det er også universets ufuldstændighed, selv ufuldstændigheden hos alle skabninger—tidligere, nuværende og fremtidige—der gør den Højeste utilgængelige. Gud Fader kan findes af enhver person, der har opnået guddommelighedens niveau af guddommelighed, men Gud den Højeste vil aldrig blive personligt opdaget af nogen skabning før den fjerne tid, hvor alle skabninger gennem den universelle opnåelse af fuldkommenhed vil finde ham samtidigt.

117:6.17 (1290.3) På trods af at du i denne universets tidsalder ikke personligt kan finde ham, som du kan og vil finde Faderen, Sønnen og Ånden, vil opstigningen til Paradis og den efterfølgende universelle karriere ikke desto mindre gradvist skabe en erkendelse i din bevidsthed af universets tilstedeværelse og den kosmiske handling af al erfarings Gud. Åndens frugter er substansen af den Højeste, som han er realiserbar i menneskelig erfaring.

117:6.18 (1290.4) Menneskets opnåelse af den Højeste på et tidspunkt er en følge af dets sammensmeltning med Paradisguddommens ånd. Hos Urantianerne er denne ånd den Universelle Faders Rettertilstedeværelse, og selv om Mysterieledsageren er fra Faderen og som Faderen, tvivler vi på, at selv en sådan guddommelig gave kan udføre den umulige opgave at afsløre den uendelige Guds natur for en endelig skabning. Vi formoder, at det, Retterpersonerne vil afsløre for fremtidige finaliter på syvende stadie, vil være Gud den Højestes guddommelighed og natur. Og denne åbenbaring vil være for en endelig skabning, hvad åbenbaringen af det uendelige ville være for et absolut væsen.

117:6.19 (1290.5) Den Højeste er ikke uendelig, men han favner sandsynligvis al den uendelighed, som en begrænset skabning nogensinde virkelig kan begribe. At forstå mere end den Højeste er at være mere end endelig!

117:6.20 (1290.6) Alle erfaringsskabelser er indbyrdes afhængige i deres realisering af skæbnen. Kun den eksistentielle virkelighed er selvstændig og selv-eksisterende. Havona og de syv superuniverser har brug for hinanden for at opnå det maksimale af endelig opnåelse; på samme måde vil de på et tidspunkt være afhængige af de fremtidige universer i det ydre rum for endelig transcendens.

117:6.21 (1290.7) Et opstigende menneske kan finde Faderen; Gud er eksistentiel og derfor virkelig, uanset erfaringens status i det samlede univers. Men ingen enkelt opstiger vil nogensinde finde den Højeste, før alle opstigere har nået den maksimale modenhed i universet, som kvalificerer dem til at deltage i denne opdagelse på samme tid.

117:6.22 (1290.8) Faderen gør ingen forskel på personer; han behandler hver af hans opstigende sønner som kosmiske individer. Den Højeste gør heller ikke forskel på personer; han behandler sine erfaringsmæssige børn som en enkelt kosmisk helhed.

117:6.23 (1290.9) Mennesket kan opdage Faderen i sit hjerte, men det bliver nødt til at søge efter den Højeste i alle andre menneskers hjerter; og når alle skabninger fuldkomment afslører den Højestes kærlighed, så vil han blive en univers-aktualitet for alle skabninger. Og det er bare en anden måde at sige, at universerne vil blive etableret i lys og liv.

117:6.24 (1291.1) Alle personligheders opnåelse af fuldkommen selvrealisering plus opnåelsen af fuldkommen ligevægt i alle universerne er lig med opnåelsen af det Højeste og vidner om frigørelsen af al endelig virkelighed fra den ufuldstændige eksistens’ begrænsninger. En sådan udtømning af alle endelige potentialer giver den fuldkomne opnåelse af den Højeste og kan på anden måde defineres som den fuldkomne evolutionære aktualisering af det Højeste Væsen selv.

117:6.25 (1291.2) Menneskerne finder ikke den Højeste pludseligt og spektakulært som et jordskælv, der river kløfter i klipperne, men de finder ham langsomt og tålmodigt, som en flod stille og roligt slider jorden væk nedenunder.

117:6.26 (1291.3) Når du finder Faderen, vil du finde den store årsag til din åndelige opstigning i universerne; når du finder den Højeste, vil du opdage det store resultat af din karriere med fremskridt i Paradis.

117:6.27 (1291.4) Men ingen gudkendende dødelig, kan nogensinde være ensom på sin rejse gennem kosmos, for han ved, at Faderen går siden af ham hvert skridt på vejen, mens selve den vej, han vandrer er den Højestes nærvær.

7. Den højestes fremtid

117:7.1 (1291.5) Den fuldstændige realisering af alle begrænsede potentialer er lig med fuldførelsen af realiseringen af al evolutionær erfaring. Dette antyder den endelige fremkomst af den Højeste som en almægtig guddommelig tilstedeværelse i universerne. Vi tror, at den Højeste på dette udviklingstrin vil være lige så diskret personliggjort som den Evige Søn, lige så konkret kraftfuld som Paradisøen, lige så fuldstændigt forenet som Samforeneren, og alt dette inden for begrænsningerne af Overhøjhedens endelige muligheder ved kulminationen af den nuværende universtidsalder.

117:7.2 (1291.6) Selvom dette er en helt korrekt opfattelse af den Højestes fremtid, vil vi gerne gøre opmærksom på visse problemer, der ligger i dette koncept:

117:7.3 (1291.7) 1. Den Højestes ubetingede tilsynsførende kunne næppe være blevet guddommeliggjort på noget tidspunkt før hans fuldførte evolution, og alligevel udøver de samme tilsynsførende selv nu overhøjhedens suverænitet over de universer, der er etableret i lys og liv.

117:7.4 (1291.8) 2. Den Højeste kunne næppe fungere i den Ultimative Treenighed, før han havde opnået fuld aktualitet som universstatus, og alligevel er den Ultimative Treenighed selv nu en egenskabsbestemt realitet, og du er blevet informeret om eksistensen af den Ultimatives Egenskabsbestemte Stedfortrædere.

117:7.5 (1291.9) 3. Den Højeste er ikke fuldstændig virkelig for universets skabninger, men der er mange grunde til at antage, at han er ganske virkelig for den syvfoldige guddom, der strækker sig fra den Universelle Fader i Paradis til Skabersønnerne og de Skabende Ånder i de lokale universer.

117:7.6 (1291.10) Det kan være, at der på de øvre grænser af det endelige, hvor tid mødes med transcenderet tid, er en slags sløring og sammenblanding af sekvenser. Det kan være, at den Højeste er i stand til at forudsige sin univers’ tilstedeværelse på disse supertidsniveauer og derefter til en vis grad foregribe den fremtidige evolution ved at reflektere denne fremtidsprognose tilbage til de skabte niveauer som det projicerede ufuldstændiges immanens. Sådanne fænomener kan iagttages overalt, hvor det endelige kommer i kontakt med det overendelige, som i oplevelserne hos mennesker, der er beboet af Tankerettere, som er veritable forudsigelser af menneskets fremtidige universelle opnåelser gennem al evighed.

117:7.7 (1292.1) Når dødelige opstigende optages i Paradisets Finalitetskorps, aflægger de en ed til Paradistreenigheden, og ved at aflægge denne troskabsed lover de derved evig troskab til Gud den Højeste, som er Treenigheden, således som den forstås af alle endelige skabningers personligheder. Efterhånden som finaliter-kompanierne fungerer i de universer, der er under udvikling, er de udelukkende underlagt mandaterne fra Paradisets oprindelse indtil de begivenhedsrige tider, hvor lokaluniverserne bliver etableret i lys og liv. Efterhånden som de nye regeringsorganisationer i disse perfektionerede skabelser begynder at afspejle den Højestes fremvoksende suverænitet, observerer vi, at de afsidesliggende finaliter-kompanier så anerkender sådanne nye regeringers jurisdiktive myndighed Det ser ud til, at Gud den Højeste udvikler sig som den, der forener Finalitetens evolutionære korps, men det er meget sandsynligt, at disse syv korps’ evige skæbne vil blive styret af den Højeste som et medlem af den ultimative treenighed.

117:7.8 (1292.2) Det Højeste Væsen indeholder tre superendelige muligheder for universets manifestation:

117:7.9 (1292.3) 1. Absonit samarbejde i den første erfaringsmæssige Treenighed.

117:7.10 (1292.4) 2. Medabsolut relation i den anden erfaringsmæssige Treenighed.

117:7.11 (1292.5) 3. Endeløs deltagelse i Treenighedernes Treenighed, men vi har ikke noget tilfredsstillende begreb om, hvad det egentlig betyder.

117:7.12 (1292.6) Dette er en af de generelt accepterede hypoteser om den Højestes fremtid, men der er også mange spekulationer om hans forhold til det nuværende storunivers, efter at det har opnået status af lys og liv.

117:7.13 (1292.7) Superuniversernes nuværende mål er at blive perfekte, som de er, og inden for deres potentialer, ligesom Havona. Denne fuldkommenhed vedrører fysisk og åndelig opnåelse, selv administrativ, statslig og broderlig udvikling. Man mener, at i de kommende tidsaldre vil mulighederne for disharmoni, fejljustering og mistilpasning til sidst blive udtømt i superuniverserne. Energikredsløbene vil være i perfekt balance og fuldstændig underlagt sindet, mens ånden, i nærvær af personligheden, vil have opnået sindets dominans.

117:7.14 (1292.8) Det formodes, at på dette fjerne tidspunkt vil den Højestes åndelige person og den Almægtiges opnåede styrke have opnået en koordineret udvikling, og at begge, som forenet i og af det Højeste Sind, vil faktualisere sig som det Højeste Væsen, en fuldendt aktualitet i universerne—en aktualitet, der vil kunne observeres af alle skabte intelligenser, reageres på af alle skabte energier, koordineres i alle åndelige enheder og opleves af alle universets personligheder.

117:7.15 (1292.9) Dette koncept indebærer den Højestes faktiske suverænitet i storuniverset. Det er meget sandsynligt, at de nuværende administratorer af Treenigheden vil fortsætte som hans stedfortrædere, men vi tror, at de nuværende grænser mellem de syv superuniverser gradvist vil forsvinde, og at hele storuniverset vil fungere som en fuldkommen helhed.

117:7.16 (1292.10) Det er muligt, at den Højeste så personligt vil opholde sig på Uversa, Orvontons hovedkvarter, hvorfra han vil lede administrationen af tidsskabelserne, men det er egentlig kun en formodning. Det er dog helt sikkert, at Det Højeste Væsens personlighed vil kunne kontaktes på et bestemt sted, selvom hans guddommelige tilstedeværelse sandsynligvis fortsat vil gennemtrænge universernes univers. Hvad forholdet mellem superuniversets borgere i den tidsalder vil være til den Højeste, ved vi ikke, men det kan være noget i retning af det nuværende forhold mellem de indfødte i Havona og Paradisets Treenighed.

117:7.17 (1293.1) Det perfektionerede storunivers i disse fremtidige dage vil være meget forskelligt fra, hvad det er i dag. De spændende eventyr med organiseringen af rummets galakser, plantningen af liv i tidens usikre verdener og udviklingen af harmoni ud af kaos, skønhed ud af potentialer, sandhed ud af betydninger og godhed ud af værdier vil være væk. Tidsuniverserne vil have opnået opfyldelsen af deres endelige skæbne! Og måske vil der for en stund være hvile, afslapning fra den evige kamp for evolutionær perfektion. Men ikke ret længe! Helt sikkert og ubønhørligt vil gåden om den fremvoksende Guddom, Gud den Ultimative, udfordre disse perfektionerede borgere i de etablerede universer, ligesom deres kæmpende evolutionære forfædre engang blev udfordret af søgen efter Gud den Højeste. Den kosmiske skæbnes forhæng vil trækkes tilbage for at afsløre den transcendente storhed i den dragende absonite søgen efter at opnå den Universelle Fader på de nye og højere niveauer, der afsløres i den ultimative skabningserfaring.

117:7.18 (1293.2) [Sponsoreret af en Mægtig Budbringer, der midlertidigt opholder sig på Urantia.]