Kapitel 11. Den Evige Paradisøen

   
   Paragraph Numbers: On | Off
Udskriv-egnet versionUdskriv-egnet version

Urantia Bogen

Kapitel 11

Den Evige Paradisøen

11:0.1 (118.1) Paradiset er det evige center i universernes univers og hjemsted for den Universelle Fader, den Evige Søn, den Uendelige Ånd, og deres guddommelige samordnede og medarbejdere. Denne centrale Ø er den mest gigantiske organiseret samling af kosmisk virkelighed i hele mesteruniverset. Paradiset er en materiel sfære samt en åndelig bopæl. Hele den Universelle Faders intelligente skabelse er bosiddende på materielle bopæle; derfor må det absolutte kontrollerende center også, bogstaveligt, være materielt. Og igen skal det gentages, at åndelige ting og åndelige væsener er virkelige.

11:0.2 (118.2) Paradisets materielle skønhed består i pragten af dets fysiske fuldkommenhed; storheden af Guds Øs er udstillet i dens beboeres prægtige intellektuelle præstationer og sinds udvikling, den centrale Øs herlighed fremkommer i den uendelige begavelse af guddommelig åndepersonlighed - livets lys. Men dybet af den åndelige skønhed og undere af denne udsøgte helhed er fuldstændig udover forståelses evnen af de materielle væseners finite sind. Den guddommelige bopæls herlighed og den åndelige pragt er umulig for dødelige at forstå. Og Paradiset er fra evigheden; der er hverken optegnelser eller overleveringer med hensyn til oprindelsen af denne nukleare Ø af Lys og Liv.

1. Den guddommelige bolig

11:1.1 (118.3) Paradiset tjener mange formål i administrationen af de universelle områder, men for skabte væsener eksisterer den primært som bopæl for Guddommen. Den Universelle Faders personlige tilstedeværelse har sin bopæl i midten af selve centret på den øvre overflade af den næste cirkelrunde, med ikke kugleformet bopæl for Guddommene. Den Universelle Faders paradis tilstedeværelse er umiddelbart omringet af den Evige Søns personlige tilstedeværelse, mens de begge er indesluttet af den Uendelige Ånds ubeskrivelige herlighed.

11:1.2 (118.4) Gud bor, har boet og for altid vil bo i denne samme centrale og evige bolig. Vi har altid fundet ham der og vil altid finde ham der. Den Universelle Fader er kosmisk fokuseret, åndelig personaliseret, og geografisk bosiddende i dette center af universernes univers.

11:1.3 (118.5) Vi kender alle den direkte kurs, der skal følges for at finde den Universelle Fader. I er ikke i stand til at forstå meget om den guddommelige bopæl på grund af dets fjerntliggende beliggenhed fra jer og den uhyre udstrækning af mellemliggende rum, men dem som er i stand til at forstå betydningen af disse enorme afstande kender Guds placering og bopæl lige så sikkert og bogstaveligt som I kender placeringen af New York, London, Rom, eller Singapore, byer bestemt og geografisk placeret på Urantia. Hvis du var en intelligent navigatør, udstyret med skib, kort og kompas, så kunne du hurtigt finde disse byer. Ligeledes, hvis du havde tid, og midler for gennemrejse, var åndelig kvalificeret, og havde den nødvendige vejledning, så kunne du blive styret gennem univers efter univers og fra kredsløb til kredsløb, for altid rejsende indad gennem de stjerneklare områder, indtil du til sidst ville stå foran den Universelle Faders central skinnende åndelige herlighed. Udstyret med alle nødvendigheder for sådan en rejse, så er det lige så muligt at finde den personlige tilstedeværelse af Gud ved centret for al ting som at finde fjerntliggende byer på jeres egen klode. Det, at du ikke har besøgt disse steder modbeviser på ingen måde deres virkelighed eller faktiske eksistens. Det, at så få af universets væsener har fundet gud på Paradiset modbeviser på ingen måde hverken virkeligheden af hans eksistens eller virkeligheden af hans åndelige person ved centret af alle ting.

11:1.4 (119.1) Faderen kan altid findes på denne centrale beliggenhed. Såfremt han flyttede, ville der opstå universelt forfald, for i ham i dette beboelsescenter sammenløber de universelle tyngdekraftslinjer fra skabelses ender. Hvad enten vi sporer det personlige kredsløb tilbage gennem universerne eller følger de opstigende personligheder på deres rejse indad til Faderen; hvad enten vi sporer de materielle tyngdekraftslinjer til nedre Paradis eller følger de oprørske cirkler af kosmisk kraft; hvad enten vi sporer de åndelige tyngdekraftslinjer til den Evige Søn eller følger den indad gående procession af Guds Paradissønner; hvad enten vi sporer sinds kredsløbene eller følger de trillioner af trillioner af himmelske væsener som udspringer fra den Uendelige Ånd - fra enhver af disse observationer eller fra dem alle er vi ført direkte tilbage til Faderens tilstedeværelse, til hans centrale bopæl. Her er gud personlig, bogstavelig, og virkelig tilstede. Og fra hans uendelige væsen flyder strømme af liv, energi, og personlighed til alle universerne.

2. Øens evige natur

11:2.1 (119.2) Da I er begyndt at få et glimt af det materielle univers enorme omfang, som er synlig selv fra jeres astronomiske placering, jeres rum position i stjerne systemerne, bør det blive indlysende for jer, at sådan et vældig stort materielt univers må have en passende og værdig hovedstad, et hovedkvarter som stå i et rimeligt forhold til den Universelle Herskers værdighed og uendelighed af hele denne uhyre og vidtstrakt skabelse af materielle områder og levende væsener.

11:2.2 (119.3) Paradis adskiller sig i form fra de beboede rum legemer; den er ikke kugleformet. Den er definitivt elliptisk, hvis diameter er en sjettedel længere fra nord til syd end fra øst til vest. Den centrale Ø er praktisk taget flad, og afstanden fra den øvre overflade til den nedre overflade er en tiendedel af diameteren fra øst til vest.

11:2.3 (119.4) Disse forskelle i dimensioner, sammen med sin stationære position og den store pres på udstrømning af kraft-energi tryk fra øens nordlige ende, gør det muligt at etablere absolut retning i mesteruniverset.

11:2.4 (119.5) Den centrale Ø er geografisk opdelt i tre aktivitetsområder:

11:2.5 (119.6) 1. Øvre Paradis.

11:2.6 (119.7) 2. Perifere Paradis.

11:2.7 (119.8) 3. Nedre Paradis.

11:2.8 (119.9) Vi taler om den overflade af Paradis som er taget i besiddelse med personlige aktiviteter som den øvre side, og den modsatte overflade som den nedre side. Paradis periferien sørger for aktiviteter som ikke er absolut personlige eller upersonlige. Treenigheden synes at dominere den personlige eller øvre plan, den Egenskabsløse Absolutte den nedre eller upersonlige plan. Vi opfatter næsten ikke den Egenskabsløse Absolutte som en person, men vi tænker om denne Absolutte funktionelle rumtilstedeværelse som fokuseret på nedre Paradis.

11:2.9 (120.1) Den Evige Ø er sammensat af en enkel form for materialisering - stationære systemer af virkeligheden. Denne konkrete Paradis substans er en homogen organiseret kraftressource i rummet, som ikke findes noget andet sted i hele det udstrakte universernes univers. Det har fået mange navne i forskellige universer, og Melkisedekerne af Nebadon har for lang tid siden navngivet det absolutum. Dette Paradisets kildemateriale er hverken død eller levende; det er den Første Kilde og Centers oprindelige ikkeåndelige udtryk; det er Paradis, og Paradis er uden genpart.

11:2.10 (120.2) Det forekommer os, at den Første Kilde og Center har koncentreret al absolut potentiale for kosmisk virkelighed i Paradiset som en del af hans teknik af selv-frigørelse fra infinite begrænsninger, som en måde at muliggøre subinfinite, endda tid og rum, skabelse. Men det betyder ikke, at Paradiset ville være begrænset af tid og rum, blot fordi universernes univers udviser disse egenskaber. Paradiset eksisterer uden tid og har ingen placering i rummet.

11:2.11 (120.3) I store træk ser rummet ud til at få sin begyndelse lige under nedre Paradis; tid lige over øvre Paradis. Tid, således som I forstår den, er ikke en funktion til Paradisets eksistens, selvom den centrale øens beboere er fuldstændig bevidst om den ikke-tidsmæssige rækkefølge af hændelsesforløbet. Bevægelse er ikke en naturlig del af Paradiset; det er viljesbestemt. Men begrebet afstand, selv absolut afstand, har en stor betydning, da det kan anvendes til relative placeringer på Paradiset. Paradiset er ikke rumligt; derfor er dets arealer absolutte og derfor anvendelig på mange måder udover det dødelige sinds begrebsopfattelse.

3. Øvre paradis

11:3.1 (120.4) På øvre Paradis er der 3 store aktivitetsområder, Guddoms tilstedeværelsen, den Allerhelligste Sfære, og det Hellige Areal. Den uhyre region umiddelbart omringende Guddoms tilstedeværelserne er afsat til den Allerhøjeste Sfære og er reserveret til tilbedelses funktioner, treenighedsgørelse, og høj åndelig opnåelse. Der er ingen materielle bygninger eller rene intellektuelle skabelser i denne zone; de kan ikke eksistere der. Det vil være forgæves for mig at begynde at beskrive til det menneskelige sind den guddommelige natur og skønne storslåethed i Paradisets Allerhøjeste Sfære. Denne verden er helt åndelig, og I er næsten helt materielle. En ren åndelig virkelighed er, til et rent materielt væsen, tilsyneladende ikke eksisterende.

11:3.2 (120.5) Mens der ikke er nogen fysiske materialisationer i det Allerhøjeste område, så er der rigelig med souvenirs fra jeres materielle dage i det Hellige Lands sektorer og i det perifere Paradis endnu flere i de erindringsværdige historiske områder, som vækker minder fra tidligere tider.

11:3.3 (120.6) Det Hellige Område, det fjerntliggende eller beboelses regionen, er delt ind i syv koncentriske zoner. Paradiset bliver undertiden kaldt ”Faderens Hus” siden det er hans evige bopæl, og de syv zoner er ofte betegnet som ”Paradis Faderens Palæer.” Den inderste eller første zone er beboet af Paradisets borgere og de indfødte fra Havona som tilfældigvis opholder sig på Paradiset. Den næste eller anden zone er beboelses område for de indfødte fra de syv superuniverser af tid og rum. Denne anden zone er delvis underopdelt i syv enorme afdelinger, Paradishjemmet for åndelige væsener og opstigende skabte som kommer fra de evolutionære fremadskridende universer. Hver af disse sektorer er udelukkende dedikeret til velfærd og fremskridt for personlighederne, fra et enkelt superunivers, men disse faciliteter overstiger næsten uendelige de nuværende syv superuniversers krav.

11:3.4 (121.1) Hver af de syv Paradis sektorer er underopdelt i beboelses enheder, der er egnet til hovedkvarters indkvartering for en milliard glorificeret individuelle arbejdsgrupper. Et tusinde af disse enheder udgør en division. Et hundrede tusinde divisioner er lig med en menighed. Ti millioner menigheder udgør en forsamling. En milliard forsamlinger danner en stor enhed. Og denne opstigende serier fortsætter gennem den anden store enhed, den tredje, og videre til den syvende store enhed. Og syv af de store enheder danner mester enheder, og syv af mester enhederne udgør en højerestående enhed; og på denne syvende måde udvider de opstigende serier sig gennem højerestående, over højerestående, himmelske, overhimmelske til de højeste enheder. Men selv dette udnytter ikke alt rum som er til rådighed. Dette svimlende tal af beboelses betegnelser på Paradis, et tal udover jeres begrebsopfattelse, optager betydelig mindre end en procent af det Hellige Lands tildelte areal. Der er stadig rigelig med plads til dem som er på vej indad, selv for dem som ikke starter deres Paradis opstigning før den evige fremtids tid.

4. Perifere paradis

11:4.1 (121.2) Den centrale Ø ender pludselig ved periferien, men dens størrelse er så enorm, at denne afsluttende vinkel er relativt umærkelig indenfor ethvert afgrænset areal. Paradisets perifere overflade er optaget, delvis, af landings og afsendelses felter for forskellige grupper af ånds personligheder. Eftersom at de ugennemtrængte rum zoner næsten rammer periferien, så er al personligheds transport til Paradis bestemt til at lande i disse områder. Hverken øvre eller nedre Paradis er tilgængelig for transport supernafer eller andre typer af rumrejsende.

11:4.2 (121.3) De Syv Mesterånder har deres personlige hjemsted af styrke og autoritet på Åndens syv sfære, som roterer rundt om Paradis i rummet mellem Sønnens skinnende kloder og Havona verdnernes inderste kreds, men de opretholder deres hovedkvarter for kraft fokus på Paradisets periferi. Her markerer de Syv Højeste Styrkeleders langsomme cirkulerende tilstedeværelser placeringen af de syv stationer fra hvilken visse paradisenergier udgår som lyn til de syv superuniverser.

11:4.3 (121.4) Her på periferien af Paradis er de enorme historiske og profetiske udstillings områder tildelt Skabersønnerne og dedikeret til lokaluniverserne af tid og rum. Der er nøjagtig syv trillioner af disse historiske reservater etableret eller i reserve, men alle disse foranstaltninger optager kun omkring fire procent af den tildelte del af det perifere areal. Vi udleder, at disse enorme reserver tilhører de kreationer som engang vil være beliggende udover de nuværende kendte og beboede syv superuniversers grænser.

11:4.4 (121.5) Den del af Paradiset som er udset til brug for de eksisterende universer optager kun fra en til fire procent, mens det areal som er tildelt disse aktiviteter er mindst en million gange, det som faktiske behøves for sådanne formål. Paradiset er stor nok til at imødekomme aktiviteter fra en næsten uendelig skabelse.

11:4.5 (121.6) Men et yderligere forsøg på at visualisere Paradisets herligheder for jer vil være formålsløs. I må vente, og stige op mens I venter, for i sandhed, ”Intet øje har set, intet øre har hørt, og der er ikke opstået i det dødelige menneskes sind, hvad den Universelle Fader har forberedt for dem som overlever livet i kødet i tidens og rummets verdner.”

5. Nedre paradis

11:5.1 (122.1) Angående nedre Paradis så ved vi kun det som er åbenbaret; personligheder rejser ikke derhen. Det har intet som helst at gøre med ånds intelligensers anliggender, og den Guddomsabsolutte fungerer heller ikke der. Vi er informeret om, at alle kredsløb for fysisk energi og kosmisk-kraft har deres oprindelse på nedre Paradis, og at det er indrettet som følger:

11:5.2 (122.2) 1. Direkte nedenunder Treenighedens placering, i den midterste del af nedre Paradis, er den ukendte og uåbenbaret Uendelighedens Zone.

11:5.3 (122.3) 2. Denne Zone er imidlertid omgivet af et unavngivet areal.

11:5.4 (122.4) 3. De ydre kanter af den nedre overflade er et område som primært har at gøre med rummets kraftressource og kraft-energi. Aktiviteterne af dette enorme elliptiske kraftcenter kan ikke identificeres med nogen af Trefoldighedernes kendte funktioner, men rummets oprindelige kraft-opladning synes at være fokuseret i dette område. Dette center består af tre koncentriske elliptiske zoner: Den inderste er omdrejningspunktet for kraft-energi aktiviteter i selve Paradiset; den yderste kan muligvis blive identificeret med den Egenskabsløse Absoluttets funktioner, men vi er ikke sikre hvad angår rum funktionerne af den midterste zone.

11:5.5 (122.5) Den indre zone i dette kraftcenter synes at virke som et gigantisk hjerte hvis pulsslag leder strøm til det fysiske rums yderste grænser. Det leder og modificerer kraft-energier men styrer dem næppe. Urkraftens virkeligheds nærværelsestryk er så afgjort større ved den nordlige ende af Paradis centret end i de sydlige regioner; det er en ensartet registreret forskel. Rummets moderkraft synes at flyde ind i den sydlige del og ud i den nordlige del gennem en proces af nogle ukendte kredsløbssystemer som er impliceret med udbredelsen af denne grundform for kraft-energi. Fra tid til anden er der også bemærket forskelle i de øst-vest tryk. De kræfter som udspringer fra denne zone reagerer ikke på den observerbare fysiske tyngdekraft, men er altid lunderlagt Paradistyngdekraften.

11:5.6 (122.6) Mellemzonen i kraftcentret omgiver umiddelbart dette areal. Denne mellemzone synes at være statisk, bortset fra at den udvider og trækker sig sammen gennem tre aktivitets perioder. Det mindste af disse pulsslag er i en øst-vest gående retning, den næste i en nord-syd gående retning, mens den største fluktuering er i alle retninger, en general udvidelse og sammentrækning. Funktionen af denne mellemzone er aldrig helt blevet klarlagt, men det må have noget at gøre med gensidig tilpasning mellem den indre og den ydre zone i kraft-centret. Mange mener, at mellemzonen er kontrolmekanismen af midtrummet eller den stille zone, som adskiller de skiftende rum niveauer af mesteruniverset, men ingen beviser eller åbenbaring bekræfter dette. Denne slutning er afledt fra kendskabet om, at denne mellemzone på en eller anden måde er forbundet til funktionen af det ugennemtrængelige rum mekanisme i mesteruniverset.

11:5.7 (122.7) Den ydre zone er den største og mest aktive af de tre koncentriske og elliptiske bælter af uidentificeret rum potentiale. Dette område er stedet for ubegribelige aktiviteter, det centrale kredsløbs punkt for udstrømninger, som fortsætter ud i rummet i alle retninger til de yderste grænser af de syv superuniverser og videre hinsides for at brede sig over hele det ydre rums enorme og uforståelige domæner. Denne rum tilstedeværelse er helt upersonlig til trods for, at den på nogle uafslørede måder synes indirekte at reagere på de uendelige Guddommes vilje og mandater, når de virker som Treenighed. Dette menes at være den centrale fokusering, Paradiscentret, for den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.

11:5.8 (123.1) Alle former for kraft og alle faser af energi synes at være i kredsløb; de cirkulere gennem universerne og returnere af bestemte ruter. Men med udstrømningerne fra den Egenskabsløse Absoluttets aktiverede zone synes der at være enten en udgående eller en indkommende - men aldrig begge samtidig. Denne ydre zone pulserer i årelange cyklusser af gigantiske proportioner. For en lille smule mere end en milliard Urantia år, er denne rum-kraft fra dette center udgående; for så i en lignende tidslængde at være indgående. Og dette centers manifestationer af rum-kraft er universelle; det strækker sig igennem al gennemtrængeligt rum.

11:5.9 (123.2) Al fysisk kraft, energi, og materie er et. Al kraft-energi udgår oprindelig fra nedre Paradis og vil i sidste ende vende tilbage dertil efter afslutningen af dets kredsløb i rummet. Men energierne og materielle organisationer af universernes univers kommer ikke alle fra nedre Paradis i den form, de nu vises i; rummet er livmoderen for flere former for materie og præ-materie. Selvom den ydre zone af Paradisets kraft center er kilden for rumenergier, så opstår rummet ikke der. Rummet er ikke kraft, energi, eller styrke. Det er heller ikke denne zones pulseringer som er årsagen til rummets respiration, men zonens indgående og udgående faser er synkroniseret med rummets to milliarder års udvidelse og sammentræknings cyklusser.

6. Rummets respiration

11:6.1 (123.3) Vi kender ikke den virkelige mekanisme af rum respiration; vi observerer kun, at hele rummet skiftevis trækker sig sammen og udvider sig. Denne respiration påvirker både den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum og den lodrette udvidelse af ugennemtrængt rum som eksisterer i de umådelige rum reservoirer ovenover og nedenunder Paradis. I forsøget på at forestille sig volumens omrids af disse rum reservoirer, bør I tænke på et timeglas.

11:6.2 (123.4) Når universerne i den vandrette udstrækning af gennemtrængt rum udvider sig, så trækker reservoirerne i den lodrette udstrækning af ugennemtrængt rum sig sammen og omvendt. Der er et sammenløb af gennemtrængt og ugennemtrængt rum lige nedenunder nedre Paradis. Begge typer af rum flyder her gennem de forvandlende regulerings kanaler, som forandrer gennemtrængende rum til ugennemtrængende og omvendt i de kosmiske cyklusser af sammentrækning og udvidelses.

11:6.3 (123.5) ”Ugennemtrængt” rum betyder: ugennemtrængt af kræfter, energier, styrker og tilstedeværelser som man ved eksisterer i gennemtrængt rum. Vi ved ikke hvorvidt det lodrette (reservoir) rum er bestemt til altid at fungere som modvægt for det vandrette (universet) rum; vi ved ikke, om der er en skabende hensigt angående ugennemtrængt rum; vi ved virkelig meget lidt om rum reservoirerne, kun at de eksisterer, og at de synes at afbalancere rummets cyklusser af udvidelse og sammentrækning af universernes univers.

11:6.4 (123.6) Rum respirations cyklusserne forløber i hver fase for lidt over en milliard Urantia år. Gennem en fase udvider universerne sig; gennem den næste trækker de sig sammen. Gennemtrængt rum er nu ved at nærme sig midtpunktet af den udvidende fase, mens ugennemtrængt rum nærmer sig midtpunktet for sammentræknings fasen, og vi har fået oplyst, at de yderste grænser af begge rum udstrækningerne er, teoretisk, nu tilnærmelsesvis lige langt fra Paradis. De ugennemtrængte rum reservoirer som nu strækker sig lodret ovenover øvre Paradis og nedenunder nedre Paradis er lige så fjerne som universets gennemtrængte rum som strækker sig vandret udad fra perifere Paradis til og endda udover det ydre rums fjerde niveau.

11:6.5 (124.1) For en milliard år af Urantia tid trækker rum reservoirerne sig sammen mens mesteruniverset og kraftaktiviteterne af al vandret rum ekspandere. Det kræver således lidt over to milliarder Urantia år at gennemføre hele ekspansionen og kontraktionscyklussen

7. Paradisets rumfunktioner

11:7.1 (124.2) Rum eksisterer ikke på nogen af Paradisets overflader. Hvis man ”kiggede” direkte op fra den øverste overflade på Paradis, så ville man ikke ”se” noget andet end udgående eller indgående ugennemtrængt rum, lige nu indgående. Rummet berører ikke Paradis; kun de hvilende mellemrums zoner kommer i kontakt med den centrale Ø.

11:7.2 (124.3) Paradiset er den faktiske ubevægelige kerne af de relative hvilende zoner, som eksisterer mellem gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Geografisk synes disse zoner at være en forholdsvis udvidelse af Paradiset, men der er sandsynligvis en vis bevægelse i dem. Vi ved meget lidt om dem, men vi observerer, at disse zoner af formindsket rum bevægelse deler gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Lignende zoner eksisterede engang mellem de gennemtrængte rum niveauer, men de er nu mindre hvilende.

11:7.3 (124.4) Det lodrette tværsnit af hele rummet ville tilnærmelsesvis ligne et malteser kors, med de vandrette arme repræsenterende gennemtrængt (universet) rum og de lodrette arme repræsenterende ugennemtrængt (reservoir) rum. Områderne mellem de fire arme ville adskille dem, til en vis grad, som mellemrums zonerne adskiller gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Disse hvilende mellemrums zoner vokser sig bredere jo større afstanden fra Paradis bliver og vil til sidst omfatte grænserne af hele rummet og helt indkapsle både rum reservoirerne og hele den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum.

11:7.4 (124.5) Rummet er hverken en underabsolut tilstand indeni, eller tilstedeværelsen af, den Egenskabsløse Absolutte, det er heller ikke en funktion af den Ultimative. Det er en overdragelse af Paradiset, og hele rummet af storuniverset og alle de ydre regioners rum er faktisk opfattet som værende gennemtrængt af den nedarvet rum styrke fra den Egenskabsløse Absolutte. Fra nærheden af Paradisets periferi, strækker dette gennemtrængte rum sig vandret udad gennem det fjerde rum niveau og udover periferien af mesteruniverset, men hvor langt udover ved vi ikke.

11:7.5 (124.6) Hvis I forestiller jer et endelig, men ufattelig stor, V-formet plan anbragt vinkelret til både den øverste og nederst overflade af Paradiset, med dets spids omtrent tangerende til perifere Paradis, og så visualisere dette plan i elliptisk bevægelse omkring Paradiset, så vil dets rotation i store træk angive volumen af gennemtrængt rum.

11:7.6 (124.7) Der er en øvre og nedre grænse for vandret rum angående ethvert givet sted i universerne. Hvis man kunne bevæge sig vinkelret til Orvontons plan, enten op eller ned, så ville man til sidst møde enten den øvre eller nedre grænse af gennemtrængt rum. Indenfor mesteruniversets kendte dimensioner trækker disse grænser sig fjernere og fjernere fra hinanden jo længere afstanden fra Paradis bliver; rummet tiltager, og det tiltager i nogen grad hurtigere end skabelsens plan, universerne.

11:7.7 (125.1) De forholdsvise stille zoner mellem rum niveauerne, så som den som deler de syv superuniverser fra det første ydre rum niveau, er enorme elliptiske områder med hvilende rumaktiviteter. Disse zoner adskiller de enorme galakser som i velordnet procession løber rundt om Paradiset. I kan visualisere det første ydre rum niveau, hvor utallige universer nu er i færd med at blive dannet, som en umådelig optog af galakser kredsende rundt om Paradis, afgrænset foroven og forneden af de hvilende mellemrumszoner og afgrænset på den indre og ydre kant af forholdsvis stille rum zoner.

11:7.8 (125.2) Et rum niveau fungerer som et elliptisk område i bevægelse, omgivet på alle sider af relativ ubevægelighed. Sådanne relationer af bevægelse og hvile udgør en buet rumbane af mindsket modstand til bevægelse, og den efterfølges af den universelle kosmiske kraft og opdukkende energi når de for altid kredser rundt om Paradis Øen.

11:7.9 (125.3) Denne skiftende zoneinddeling af mesteruniverset, i samarbejde med den skiftende strøm af galakser med uret og mod uret, er en faktor i stabiliseringen af fysisk tyngdekraft designet for at forhindre tyngdekraftens tryk i at stige så højt at det ville føre til opløsnings- og sprednings aktiviteter. Sådan en ordning udøver antityngdekraft indflydelse og virker som en bremse på ellers farlige hastigheder.

8. Paradis tyngdekraft

11:8.1 (125.4) Det uundgåelige træk fra tyngdekraften fastholder effektivt alle verdner i alle universer i hele rummet. Tyngdekraften er det kraftigste greb af Paradisets fysiske tilstedeværelse. Tyngdekraften er den almægtige streng, hvorpå er ophængt de strålende stjerner, flammende sole, og de hvirvlende sfærer som udgør den universelle fysiske udsmykning af den evige Gud, som er alting, fylder alting, og i hvem alting er indeholdt.

11:8.2 (125.5) Centret og brændpunktet for den absolutte materielle tyngdekraft er Paradis Øen, suppleret med de mørke tyngdekrafts masser som omkranser Havona og holdt i ligevægt af de øvre og nedre rum reservoirer. Alle kendte udstrømninger fra nedre Paradis reagerer uden undtagelse og ufejlbarlig til det centrale tyngdekrafts træk som virker på de endeløse kredsløb af de elliptiske rum niveauer i mesteruniverset. Enhver kendt form for kosmisk virkelighed har tidsaldrenes bøjning, cirklens tendens, påvirket af den store ellipses svingning.

11:8.3 (125.6) Rummet reagerer ikke på tyngdekraften, men det holder tyngdekraften i ligevægt. Uden rummets dæmpende effekt, ville eksplosive handlinger rykke de omgivende rum organer. Gennemtrængt rum udøver også en antityngdekraft indflydelse på fysisk og lineær tyngdekraft; rummet kan faktisk neutralisere sådan en tyngdekrafts handling selv om den ikke kan forsinke den. Absolut tyngdekraft er Paradistyngdekraft. Lokal eller lineær tyngdekraft relaterer til energi eller materiens elektriske fase, den virker indenfor centraluniverset, superuniverserne og de ydre universer, hvor egnet materialisation har fundet sted.

11:8.4 (125.7) De utallige former for kosmisk kraft, fysisk energi, univers styrker, og forskellige materialisationer afslører tre generelle, men ikke perfekt definerede, stadier af reaktion til Paradistyngdekraften:

11:8.5 (126.1) 1. Prætyngdekrafts stadier (Kraft). Dette er det første skridt i individualiseringen af rummets kraftressource ind i præ-energi former for kosmisk kraft. Dette stadium er analogt til begrebet om rummets oprindelige kraft-opladning, ofte kaldt ren energi eller segregata.

11:8.6 (126.2) 2. Tyngdekrafts stadier (Energi). Denne modifikation af rummets kraft-opladning er produceret af Paradisets kraftorganisatorers handling. Det indikerer fremkomsten af energisystemer, der reagerende på Paradisets tyngdekrafts træk. Denne pludselig opstående energi er oprindelig neutral men vil som konsekvent af yderligere metamorfose udvise de såkaldte negative og positive egenskaber. Vi betegner disse stadier ultimata.

11:8.7 (126.3) 3. Posttyngdekrafts stadier (Univers Styrke). På dette stadie, viser energi-materien reaktion på lineær tyngdekrafts kontrol. I centraluniverset er disse fysiske systemer trefoldige organisationer kendt som triata. De er de super styrkefulde modersystemer af skabelserne i tid og rum. Superuniversernes fysiske systemer er mobiliseret af Universets Styreledere og deres medarbejdere. Disse materielle organisationer er dobbelte i sammensætning og er kendt som gravita. De mørke tyngdekrafts masser som omkranser Havona, er hverken triata eller gravita, og deres trækningskraft afslører begge former for fysisk tyngdekraft, lineær og absolut.

11:8.8 (126.4) Rummets ressource er ikke underkastet interaktion med nogen form for tyngdekraft. Denne primære evne fra Paradiset er ikke et egentlig niveau af virkeligheden, men den er et forstadium til alle relative funktionelle ikkeåndelige virkeligheder - alle manifestationer af kraft-energi og organisationen af styrke og materie. Rummets ressource er et begreb, som det er svært at definere. Det betyder ikke, at det er et forstadium til rummet; dets mening skal bibringe ideen om ressourcer og potentialer som eksisterer indeni rummet. Det kan i store træk opfattes som omfattende alle de absolutte indflydelser og potentialer som udstrømmer fra Paradiset og som udgør den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.

11:8.9 (126.5) Paradiset er den absolutte kilde og det evige brændpunkt for al energi-materie i universernes univers. Den Egenskabsløse Absolutte er åbenbare, regulator og opbevarer af det som har Paradiset som sin kilde og oprindelse. Den universelle tilstedeværelse af den Egenskabsløse Absolutte synes at svare til begrebet af en potentiel uendelighed af tyngdekraft udvidelse, som en elastisk spænding af paradistilstedeværelse. Dette begreb hjælper os til at forstå hvorfor alt er trukket indad mod Paradis. Illustrationen er vag men ikke desto mindre hjælpsom. Det forklarer også, hvorfor tyngdekraften altid virker fortrinsvis i det vinkelrette plan på massen, et fænomen som antyder Paradisets og de omkringliggende skabelsers differentierede dimensioner.

9. Det unikke paradis

11:9.1 (126.6) Paradiset er enestående, fordi det den primære kilde verden og det endelige skæbnemål for alle ånds personligheder. Selv om det er sandt, at det ikke er alle af de lavere ånds væsener fra lokaluniverserne som umiddelbart er bestemt for Paradiset, så forbliver Paradiset dog stadig målet for alle supermaterielle personligheders længsel.

11:9.2 (126.7) Paradiset er det geografiske center af uendeligheden; det er ikke en del af den universelle skabelse, ikke engang en virkelig del af det evige Havona univers. Sædvanligvis henviser vi til den centrale Ø som tilhørende det guddommelige univers, men det gør det egentlig ikke. Paradiset er en evig og eksklusiv eksistens.

11:9.3 (127.1) I fortidens evighed, da den Universelle Fader gav uendelig personligheds udtryk fra sit åndelige selv i den evige Søns væsen, afslørede han samtidig det uendelige potentiale af hans upersonlige selv som Paradiset. Det upersonlige og ikke-åndelige Paradis synes at have været den uundgåelige eftervirkning til Faderens vilje og handling som gjorte den Oprindelige Søn evig. Således projekterede Faderen virkelighed i to aktuelle faser - den personlige og den upersonlige, den åndelige og den ikke-åndelige. Spændingen mellem dem, den fælles vilje til handling fra Faderen og Sønnen, gav eksistens til Samforeneren og det centrale univers af materielle verdener og åndelige væsener.

11:9.4 (127.2) Når virkeligheden er differentieret ind i det personlige og det ikkepersonlige (Evig Søn og Paradis), er det næppe passende at kalde det som er ikkepersonlige for ”Guddom” medmindre det på en eller anden måde er kvalificeret. Energien og de materielle konsekvenser af Guddoms handlinger kan næppe kaldes Guddom. Guddom kan forårsage meget som ikke er Guddom, men Paradis er ikke Guddom; og det er heller ikke bevidst, således som det dødelige menneske på nogen måde kan forstå sådan et udtryk.

11:9.5 (127.3) Paradiset er ikke stamfader til noget væsen eller levende eksistens; det er ikke en skaber. Personlighed og forholdene mellem sind og ånd kan overføres, men mønstret er ikke. Mønstre er aldrig refleksioner; de er dubletter - reproduktioner. Paradiset er det absolutte af mønstre; Havona er en udstilling af disse potentialer i virkeligheden.

11:9.6 (127.4) Guds bopæl er central og evig, herlig og ideal. Hans hjem er det skønneste mønster for alle hovedkvarters verdnerne i universet; og central universet, der direkte omgiver hans bolig er mønstret for alle universer i deres idealer, organisation og endelige skæbne.

11:9.7 (127.5) Paradis er det universelle hovedkvarter for alle personligheds aktiviteter og kilde-centret for alle kraft-rum og energi manifestationer. Alt, hvad der har været, er nu, eller som vil kommet, er kommet, kommer nu eller vil komme frem fra dette centrale blivende sted af de evige guder. Paradis er centret for al skabelse, kilden af alle energier, og stedet for den primære oprindelse af alle personligheder.

11:9.8 (127.6) Når alt kommer til alt, er det vigtigste når det gælder Paradis for de dødelige den kendsgerning, at den Universelle Faders perfekte bolig er den virkelige og fjerntliggende skæbne for de udødelige sjæle i Guds jordiske og materielle sønner, de opstigende skabninger fra de evolutionære verdner i tid og rum. Hver Gud kendende dødelig som har viet sine kræfter til karrieren af at gøre Faderens vilje har allerede indladt sig på den lange, lange Paradis rejse af guddommelighed og perfektions opnåelse. Og når sådan et dyrisk-oprindelses væsen står, som utallige nu gør, foran guderne på Paradis, efter at være steget op fra de ydmyge sfærer i rummet, så repræsentere sådan en bedrift en virkelighed af åndelig transformation som nærmer sig Højestehedens grænser.

11:9.9 (127.7) [Fremlagt af en Visdommens Fuldkommen bestilt således af Dagenes Ældste på Uversa.]

Foundation Info

Udskriv-egnet versionUdskriv-egnet version

Urantia Foundation, 533 W. Diversey Parkway, Chicago, IL 60614, USA
Tel: +1-773-525-3319; Fax: +1-773-525-7739
© Urantia Foundation. Alle rettigheder forbeholdes.