Kapitel 10. Paradisets Treenighed
Urantia Bogen
Kapitel 10
Paradisets Treenighed
10:0.1 (108.1) Paradistreenigheden af evige Guddomme gør det lettere for Faderen at slippe for personlighedsabsolutisme. Treenigheden forbinder på perfekt vis det grænseløse udtryk for Guds uendelige personlige vilje med Guddommens absoluthed. Den Evige Søn og de forskellige Sønner af guddommelig oprindelse, sammen med Samforeneren og hans univers børn, sørger effektivt for Faderens frigørelse fra de begrænsninger som ellers er forbundet med forrang, perfektion, uforanderlighed, evighed, universalitet, absoluthed, og uendelighed.
10:0.2 (108.2) Paradisets Treenighed giver effektivt det fulde udtryk for og den fuldkomne åbenbaring af Guddommens evige natur. De stationære sønner i Treenigheden giver ligeledes mulighed for en fuldkommen og perfekt åbenbaring af guddommelig retfærdighed. Treenigheden er Guddommens enhed, og denne enhed hviler evigt på det absolutte fundament af den guddommelige enhed mellem de tre oprindelige og koordinerede og sameksisterende personligheder, Gud Fader, Gud Søn og Gud Ånd.
10:0.3 (108.3) Fra den nuværende situation i evighedens cirkel, når vi ser tilbage i den uendelige fortid, kan vi kun opdage én uundgåelig uundgåelighed i universets anliggender, og det er Paradistreenigheden. Jeg mener, at treenigheden har været uundgåelig. Når jeg ser på tidens fortid, nutid og fremtid, anser jeg intet andet i hele universets universer for at have været uundgåeligt. Det nuværende mesterunivers, set i bakspejlet eller i fremtiden, er utænkeligt uden Treenigheden. I betragtning af Paradisets Treenighed kan vi postulere alternative eller endog flere måder at gøre alle ting på, men uden Treenigheden af Fader, Søn og Ånd er vi ude af stand til at forestille os, hvordan det Uendelige kunne opnå trefoldig og koordineret personalisering i lyset af Guddommens absolutte enhed. Intet andet skabelsesbegreb kan leve op til treenighedens standarder for fuldstændigheden af den absoluthed, der er indbygget i Guddommens enhed, kombineret med den fylde af frivillig frigørelse, der er indbygget i Guddommens trefoldige personalisering.
1. Den første kilde og centers selvdistribution
10:1.1 (108.4) Det ser ud til, at Faderen tilbage i evigheden indledte en politik med dybtgående selvfordeling. Der er noget iboende i den Universelle Faders uselviske, kærlige og elskværdige natur, som får ham til kun at forbeholde sig selv udøvelsen af de beføjelser og den autoritet, som han tilsyneladende finder det umuligt at uddelegere eller give.
10:1.2 (108.5) Den Universelle Fader har hele tiden afklædt sig selv fra enhver del af sig selv, som kunne gives til enhver anden Skaber eller skabning. Han har uddelegeret enhver magt og enhver autoritet, der kunne uddelegeres, til sine guddommelige Sønner og deres tilknyttede intelligenser. Han har faktisk overført til sine suveræne Sønner i deres respektive universer alle de administrative beføjelser, der kunne overdrages. I et lokalunivers har han gjort hver enkelt suveræn Skabersøn lige så fuldkommen, kompetent og autoritativ som den Evige Søn i det oprindelige og centrale univers. Han har givet væk, faktisk skænket, med den værdighed og hellighed, personlighedsbesiddelse, helt af sig selv og alle sine egenskaber, alt det, som han muligvis kunne frigøre sig for, på enhver måde, i enhver tidsalder, på ethvert sted og til enhver person og i ethvert univers undtagen det, der der angår hans centrale bolig.
10:1.3 (109.1) Guddommelig personlighed er ikke selvcentreret; selvdistribution og personlighedsdeling karakteriserer guddommelig fri vilje selvvalg. Skabninger længes efter forbindelse med andre personlige skabninger; Skabere er bevæget til at dele guddommelighed med deres universbørn; den Uendeliges personlighed åbenbares som den Universelle Fader, der deler eksistens virkelighed og selvets ligestilling med to koordinerede personligheder, den Evige Søn og Samforeneren.
10:1.4 (109.2) Angående viden om Faderens personlighed og guddommelige egenskaber vil vi altid være afhængig af den Evige Søns åbenbaringer, for da den fælles skabelseshandling blev udført, da den Tredje Guddomsperson sprang ind i personlighedens eksistens og udførte sine guddommelige forældres kombinerede begreber, ophørte Faderen med at eksistere som den egenskabsløse personlighed. Med tilblivelsen af Samforeneren og materialiseringen af skabelsens centrale kerne, skete der visse evige forandringer. Gud gav sig selv som en absolut personlighed til hans Evige Søn. Således skænker Faderen sin enbårne Søn “uendelighedens personlighed”, mens de begge skænker deres “fælles personlighed” af deres evige forening til den Uendelige Ånd.
10:1.5 (109.3) For disse og andre grunde udover det endelige sinds begreb, er det overordentlig svært for de menneskelige skabninger, at forstå Guds uendelige faderpersonlighed undtagen som den universelt er åbenbaret i den Evige Søn og, sammen med Sønnen, er universelt aktiv i den Uendelige Ånd.
10:1.6 (109.4) Eftersom at Guds Paradissønner besøger de evolutionære verdener og undertiden selv opholder sig der i lighed med dødelig skikkelse, og da disse overdragelser virkelig gør det muligt for det dødelige menneske at kende noget af den guddommelige personligheds natur og karakter, må skabningerne på de planetariske sfærer se disse Paradissønners overdragelse for at få pålidelige og troværdige oplysninger om Faderen, Sønnen og Ånden.
2. Guddoms personalisering
10:2.1 (109.5) Med treenighedsgørelsens teknik frigør Faderen sig fra den egenskabsløse åndelige personlighed som er Sønnen, men ved at gøre dette, gør han sig selv til Faderen af denne selvsamme Søn og derved bemægtiger han sig den ubegrænsede kapacitet til at blive den guddommelige Fader til alle efterfølgende skabte, eventuerede, eller andre personaliserede typer af intelligente viljeskabninger. Som den absolutte og ubegrænset personlighed kan Faderen kun fungere som og sammen med Sønnen, men som personlig Fader fortsætter han med at skænke personlighed til de forskellige værter af de forskellige niveauer af intelligente viljeskabninger, og han opretholder for evigt kærlige personlige forhold med denne enorme familie af universets børn.
10:2.2 (109.6) Efter at Faderen havde skænket sin Søns personlighed hele sin egen fylde og når denne handling af selvudlevering er fuldkommen og perfekt, af den uendelige kraft og natur som således eksisterer i foreningen af Fader-Søn, så skænker de evige partnere i fællesskab de egenskaber og attributter, som udgør endnu et væsen som dem selv; og denne fælles personlighed, den Uendelige Ånd, fuldender Guddommens eksistentielle personalisering.
10:2.3 (110.1) Sønnen er uundværlig for Guds faderskab. Ånden er uundværlig for broderskabet mellem den Anden og Tredje Person. Tre personer er et minimum for en social gruppe, men det er den mindste af alle de mange grunde til at tro på uundgåeligheden af Samforeneren.
10:2.4 (110.2) Den Første Kilde og Center er den uendelige Faderpersonlighed, den ubegrænsede personligheds kilde. Den Evige Søn er det egenskabsløse personlighedsabsolut, det guddommelige væsen som gennem hele tiden og evigheden står som den perfekte åbenbaring af Guds personlige natur. Den Uendelige Ånd er den fælles personlighed, den enestående personlige konsekvens af den evige Fader-Søn forening.
10:2.5 (110.3) Den Første Kilde og Centers personlighed er uendelighedens personlighed minus den Evige Søns absolutte personlighed. Personligheden i den Tredje Kilde og Center er den superadditive konsekvens af foreningen af den frigjorte Faderpersonlighed og den absolutte Sønpersonlighed.
10:2.6 (110.4) Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er enestående personer; ingen af dem er en kopi; hver enkelt er oprindelig; alle er forenede.
10:2.7 (110.5) Den Evige Søn er den eneste der oplever det guddommelige personlighedsforhold i dets fulde omfang, bevidstheden om både sønskab med Faderen og faderskab til Ånden, og om guddommelig lighed med både Fader-forfader og Ånd- associeret. Faderen kender oplevelsen af at have en Søn, der er hans lige, men Faderen kender ingen forfædre. Den Evige Søn har oplevelsen med sønskab, anerkendelse af personligheds herkomst, og samtidig er Sønnen bevidst om at være fælles forælder til den Uendelige Ånd. Den Uendelige Ånd er bevidst om dobbelt personligheds herkomst men er ikke forældre til en samordnet Guddoms personlighed. Med Ånden opnår den eksistentielle cyklus af Guddommens personlisering fuldført; de primære personligheder i den Tredje Kilde og Center er erfaringsbaserede og er syv i antal.
10:2.8 (110.6) Jeg har oprindelse i Paradistreenigheden. Jeg kender Treenigheden som forenet Guddom; jeg ved også, at Faderen, Sønnen og Ånden eksisterer og handler i deres bestemte personlige egenskaber. Jeg ved positivt, at de ikke kun handler personligt og kollektivt, men at de også samordner deres udførelser i forskellige grupperinger, således at de i sidste ende fungerer i syv forskellige ental og flertals kapaciteter. Og da disse syv sammenslutninger udtømmer mulighederne for en sådan guddommelighedskombination, er det uundgåeligt, at universets realiteter vil fremstå i syv variationer af værdier, betydninger, og personlighed.
3. De tre guddoms personer
10:3.1 (110.7) Uanset, at der kun er en Guddom, så er der tre positive og guddommelige personaliseringer af Guddommen. Angående menneskets begavelse med de guddommelige Rettere, siger Faderen: “Lad os skabe det dødelige menneske i vores eget billede.” Gentagende gange gennem skrifter på Urantia forekommer denne reference til en flertals Guddoms handlinger og gerninger, som klart indikerer en bevidsthed om eksistensen og aktiviteter af de tre Kilder og Centre.
10:3.2 (110.8) Vi lærer, at Sønnen og Ånden opretholder det samme og ligeværdige forhold til Faderen i Treenighedsforbindelsen. I evigheden og som Guddomme gør de det utvivlsomt, men i tiden og som personligheder åbenbarer de visse forhold af en meget forskellig art. Set fra Paradiset ud mod universerne, synes disse relationer at være meget ens, men betragtet fra rummets domæner, forekommer de at være ret forskellige.
10:3.3 (111.1) De guddommelige Sønner er ganske vist “Guds ord,” men Åndens børn er i sandhed “Guds Handling.” Gud taler gennem Sønnen og handler sammen med Sønnen, gennem den Uendelige Ånd, mens Sønnen og Ånden i alle universets aktiviteter er udsøgt broderlige, idet de arbejder som to ligeværdige brødre med beundring og kærlighed til en æret og guddommeligt respekteret fælles Fader.
10:3.4 (111.2) Faderen, Sønnen, og Ånden er helt sikkert lige i natur, koordinerede i deres væsen, men der er en umiskendelige forskelle i deres universelle handlinger, og når de handler alene, er hver Guddomsperson tilsyneladende begrænset i absoluthed.
10:3.5 (111.3) Den Universelle Fader, før hans egenrådige afhændelse af den personlighed, kræfter og egenskaber, som udgør Sønnen og Ånden, synes at have været (filosofisk betragtet) en egenskabsløs, absolut, og uendelig Guddom. Men sådan en teoretisk Første Kilde og Center uden en Søn kunne ikke i nogen betydning af ordet blive betragtet som den Universelle Fader, faderskab er ikke virkelig uden sønskab. Desuden, måtte Faderen for at have været absolut i en total betydning, have eksisteret alene på et eller andet evigt fjernt tidspunkt. Men han har aldrig haft en sådan isoleret eksistens; Sønnen og Ånden er begge evige på samme tid med Faderen. Den Første Kilde og Center har altid været, og vil for altid være, den evige Fader af den Oprindelige Søn og, sammen med Sønnen, den evige stamfader af den Uendelige Ånd.
10:3.6 (111.4) Vi observerer, at Faderen har frigjort sig selv fra alle direkte manifestationer af absoluthed undtagen absolut faderskab og absolut vilje. Vi ved ikke, om vilje er en umistelig egenskab hos Faderen; vi kan kun konstatere, at han ikke fraskrev sig viljen. En sådan uendelighed af vilje må have været evig iboende i den Første Kilde og Center.
10:3.7 (111.5) Ved at skænke den Evige Søn personlighedens absoluthed, undslipper den Universelle Fader fra personlighedsabsolutismens lænker, men ved at gøre det tager han et skridt, som gør det for evigt umuligt for ham at agere alene som personlighedens absolutte. Og med den endelige personalisering af den sameksisterende Guddom—Samforeneren—følger den kritiske trinitære gensidige afhængighed mellem de tre guddommelige personligheder med hensyn til Guddommens samlede funktion i absolutter.
10:3.8 (111.6) Gud er Fader-Absoluttet for alle personligheder i universernes univers. Faderen er personlig absolut i handlefrihed, men i universerne af tid og rum, skabt, under tilblivelse, og endnu ikke skabt, er Faderen ikke synligt absolut som total Guddom undtagen i Paradistreenigheden.
10:3.9 (111.7) Den Første Kilde og Center fungerer uden for Havona i de fænomenale universer på følgende måder:
10:3.10 (111.8) 1. Som skaber, gennem Skabersønnerne, hans børnebørn.
10:3.11 (111.9) 2. Som kontrollant, gennem tyngdekraftscentret i Paradiset.
10:3.12 (111.10) 3. Som ånd, gennem den Evige Søn.
10:3.13 (111.11) 4. Som sind, gennem Fællesskaberen.
10:3.14 (111.12) 5. Som en Fader, opretholder han forældrekontakt med alle skabninger gennem sit personlighedskredsløb.
10:3.15 (111.13) 6. Som en person, handler han direkte gennem hele skabelse ved sine eksklusive fragmenter—i det dødelige menneske ved hjælp af Tankeretterne.
10:3.16 (111.14) 7. Som total Guddom, fungere han kun i Paradistreenigheden.
10:3.17 (112.1) Alle disse overførsler og delegeringer af beføjelser af den Universelle Fader er helt frivillige og selvvalgte. Den almægtige Fader påtager sig målbevidst disse begrænsninger af universets myndighed.
10:3.18 (112.2) Den Evige Søn synes at fungere som ét med Faderen i alle åndelige henseender undtagen i overdragelse af Gudsfragmenterne og i andre førpersonlige aktiviteter. Sønnen er heller ikke nært identificeret med de materielle skabningers intellektuelle aktiviteter eller med de materielle universers energiaktiviteter. Som absolut fungerer Sønnen som en person og kun i det åndelige univers domæne.
10:3.19 (112.3) Den Uendelige Ånd er forbløffende universel og utrolig alsidig i alle sine handlinger. Han medvirker i sindets, materiens og åndens sfærer. Samforeneren repræsenterer Fader-Søn foreningen, men han fungerer også som sig selv. Han er ikke direkte involveret i fysisk tyngdekraft, med åndelig tyngdekraft eller med personlighedskredsløbet, men han deltager mere eller mindre i alle andre af universets aktiviteter. Selv om den Uendelige Ånd tilsyneladende er afhængig af tre eksistentielle og absolutte tyngdekraftkontroller, synes han at udøve tre superkontroller. Denne trefoldige begavelse anvendtes på mange måder til at transcendere og tilsyneladende neutralisere selv manifestationerne af primærkræfter og energier, helt op til absoluthedens superultimative grænser. I visse situationer overskrider disse superkontroller absolut selv de oprindelige manifestationer af den kosmiske virkelighed.
4. Guddommens Treenigheds forening
10:4.1 (112.4) Af alle absolutte foreninger, er Paradistreenigheden (den første trefoldighed) enestående som en eksklusiv sammenslutning af personlig Guddom. Gud fungerer kun som Gud i forhold til Gud og til dem som kan kende Gud, men som absolut Guddom kun i Paradistreenigheden og i forhold til universets totalitet.
10:4.2 (112.5) Den evig Guddom er fuldkommen forenet, ikke desto mindre er der tre fuldkommen individualiserede personer i Guddommen. Paradistreenigheden gør det muligt, samtidig at udtrykke for hele mangfoldigheden af karaktertræk og uendelige kræfter hos den Første Kilde og Center og hans evige samordnede og af al den guddommelige enhed af universets funktioner af udelt Guddom.
10:4.3 (112.6) Treenigheden er en sammenslutning af uendelige personer, fungerende i en ikke-personlig egenskab men ikke i strid med personligheden. Illustrationen er vag, men en far, søn og barnebarn kunne danne en juridisk enhed, som ville være upersonlig men ikke desto mindre underlagt deres personlige vilje.
10:4.4 (112.7) Paradistreenighed er virkelig. Den eksisterer som Guddomsforeningen mellem Fader, Søn, og Ånd; trods det kan Faderen, Sønnen, eller Ånden, eller to af dem, fungere i forhold til denne selvsamme Paradistreenighed. Faderen, Sønnen og Ånden kan samarbejde på en måde, der ikke er trinitarisk men ikke som tre Guddomme. Som personer kan de samarbejde som de har lyst, men det er ikke Treenigheden.
10:4.5 (112.8) Husk altid, at det, den Uendelige Ånd gør, er funktionen af Samforeneren. Både Faderen og Sønnen fungerer i og gennem og som ham. Men det ville være formålsløst at forsøge at belyse Treenighedens mysterium; tre som en og i en, og en som to og handlende for to.
10:4.6 (112.9) Treenigheden er relateret til samtlige af universets anliggender, at den må tages med i vores forsøg på at forklare helheden af enhver isoleret kosmisk begivenhed eller personlighedsrelation. Treenigheden fungerer på alle niveauer af kosmos, og det dødelige menneske er begrænset til det endelige niveau; derfor må mennesket være tilfreds med en endelig opfattelse af Treenigheden som Treenigheden.
10:4.7 (113.1) Som et menneske i kødet bør du betragte Treenigheden i overensstemmelse med din individuelle oplysning og i harmoni med dit sinds og sjæls reaktioner. Du ved kun meget lidt om Treenighedens absoluthed, men efterhånden som du opstiger mod Paradis, vil du mange gange opleve forbløffelse over skiftende åbenbaringer og uventede opdagelser af Treenighedens højestehed og ultimativitet, hvis ikke af absoluthed.
5. Treenighedens funktioner
10:5.1 (113.2) De personlige Guddomme har egenskaber, men det er næppe passende, at tale om at Treenigheden har egenskaber. Denne sammenslutning af guddommelige væsener kan mere korrekt anses for at have funktioner, såsom retfærdighedsforvaltning, helhedsstandpunkter, koordineret handling, og kosmisk overkontrol. Disse funktioner er aktivt suveræne, ultimative, og (inden for Guddoms begrænsningerne) absolutte, hvad angår alle levende virkeligheder af personlighedsværdi.
10:5.2 (113.3) Paradistreenighedens funktioner er ikke blot summen af Faderens tilsyneladende guddommeligheds begavelse plus de specialiserede egenskaber der er unikke i Sønnens og Åndens personlige eksistens. Treenigheds sammenslutningen af de tre Paradisguddomme resulterer i udvikling, eventualisering, og guddommeliggørelse af nye betydninger, værdier, styrker, og kapacitet for universel åbenbaring, handling, og administration. Levende foreninger, menneskelige familier, sociale grupper, eller Paradistreenigheden bliver ikke forøget ved blot aritmetisk summering. Gruppens potentiale er altid langt større end den simple sum af de enkelte individers egenskaber.
10:5.3 (113.4) Treenigheden opretholder en enestående holdning som Treenighed til hele universet i fortid, nutid, og fremtid. Og Treenighedens funktioner kan bedst betragtes i forhold til Treenighedens universholdninger. Sådanne holdninger er samtidige og kan være mangeartede angående enhver isoleret situation eller begivenhed:
10:5.4 (113.5) 1. Holdning til det endelige. Treenighedens maksimale selvbegrænsning er dens holdning til det endelige. Treenigheden er ikke en person, og det Højeste Væsen er heller ikke en eksklusiv personalisering af Treenigheden, men den Højeste er den nærmest tilnærmelse til en styrke-personlighedsfokusering af Treenigheden, som kan blive forstået af endelige skabninger. Derfor omtales Treenigheden i forhold til den endelige undertiden som Overhøjhedens Treenighed.
10:5.5 (113.6) 2. Holdning til det Absonitte. Paradistreenigheden tager hensyn til de eksistensniveauer som er mere end endelige, men mindre end absolutte, og dette forhold kaldes undertiden for Ultimativitetens Treenighed. Hverken den Ultimative eller den Højeste er helt repræsentative for Paradistreenigheden, men i en egenskabsbestemt forstand og på deres respektive niveauer, synes hver især at repræsentere Treenigheden under de førpersonlige epoker af erfaringsmæssig styrkeudvikling.
10:5.6 (113.7) 3. Den Absolutte Holdning hos Paradistreenigheden er i forhold til absolutte eksistenser og kulminerer i handlingen af total Guddom.
10:5.7 (113.8) Den Uendelige Treenighed involverer den koordinerede handling af alle trefoldighedsrelationer i den Første Kilde og Center—ikkeguddommeliggjort såvel som guddommeliggjort—og er derfor meget vanskelig for personligheder at forstå. I betragtningen af Treenigheden som uendelig, ignorer ikke de syv trefoldigheder; derved undgås visse forståelses vanskeligheder, og visse paradokser kan blive delvis løst.
10:5.8 (114.1) Men jeg behersker ikke et sprog der vil sætte mig i stand til mig at formidle til det begrænsede menneskelige sind den fulde sandhed og den evige betydning af Paradistreenigheden og naturen af den uendelige indbyrdes sammenhæng mellem de tre væsener af uendelig fuldkommenhed.
6. Treenighedens stationære sønner
10:6.1 (114.2) Al lov tager sin oprindelse i den Første Kilde og Center; han er loven. Administrationen af åndelig lov ligger i den Anden Kilde og Center. Åbenbaringen af loven, bekendtgørelsen og fortolkningen af de guddommelige vedtægter, er den Tredje Kilde og Centers funktion. Anvendelsen af lov, retfærdighed, henhører under Paradistreenighedens område og udføres at visse Treenighedssønner.
10:6.2 (114.3) Retfærdighed er iboende i Paradistreenighedens universelle suverænitet, men godhed, barmhjertighed, og sandhed er universets tjeneste for de guddommelige personligheder, hvis guddomsforening udgør Treenigheden. Retfærdighed er ikke Faderens, Sønnens, eller Åndens holdning. Retfærdighed er Treenighedens holdning hos disse personligheder af kærlighed, barmhjertighed og tjeneste. Ingen af Paradisguddommene har ansvar for retsplejen. Retfærdighed er aldrig en personlig holdning; den er altid en flertalsfunktion.
10:6.3 (114.4) Beviser, grundlaget for retfærdighed (retfærdighed i harmoni med barmhjertighed), leveres af personlighederne fra den Tredje Kilde og Center, den fælles repræsentant for Faderen og Sønnen til alle riger og i sindene i intelligente væsener af hele skabelsen.
10:6.4 (114.5) Dommen, den endelige anvendelse af retfærdighed i overensstemmelse med beviserne, fremlagt af den Uendelige Ånds personligheder, er et arbejde af Treenighedens Stationære Sønners, væsener der tager del i Treenighedens natur af den forenede Fader, Søn, og Ånd.
10:6.5 (114.6) Denne gruppe af Treenighedssønner omfatter følgende personligheder:
10:6.6 (114.7) 1. Overhøjhedens Treenigede Hemmeligheder.
10:6.7 (114.8) 2. Dagenes Evige.
10:6.8 (114.9) 3. Dagenes Ældste.
10:6.9 (114.10) 4. Dagenes Fuldkomne.
10:6.10 (114.11) 5. Dagenes Yngste.
10:6.11 (114.12) 6. Dagenes Forenede.
10:6.12 (114.13) 7. Dagenes Trofaste.
10:6.13 (114.14) 8. Visdommens Fuldkomne.
10:6.14 (114.15) 9. Guddommelige Rådgivere.
10:6.15 (114.16) 10. Universelle Censorer.
10:6.16 (114.17) Vi er børn af de tre Paradisguddomme, der fungerer som Treenigheden, for jeg tilhører tilfældigvis den tiende orden af denne gruppe, de Universelle Censorer. Disse ordener er ikke repræsentative for Treenighedens holdning i universel forstand; de repræsenterer kun denne guddoms kollektive holdning inden for de områder, hvor den udøvende dømmende retfærdighed hersker. De var specifikt designet af Treenigheden til det præcise arbejde for hvilket de er tildelt, og de repræsenterer kun Treenigheden i de funktioner, som de blev personliggjort til.
10:6.17 (115.1) Dagenes Ældste og deres medassocierede med Treenigheds-oprindelse udmåler den retfærdige dom af højeste retfærdighed til de syv superuniverser. I centraluniverset eksistere sådanne funktioner kun i teorien; der er retfærdighed selvindlysende i perfektion, og Havona perfektion udelukker enhver mulighed for disharmoni.
10:6.18 (115.2) Retskaffenhed er den kollektive tanke om retfærdighed; barmhjertighed er dens personlige udtryk. Barmhjertighed er kærlighedens holdning; præcision karakteriserer lovens funktion; guddommelig dom er retfærdighedens sjæl, for evigt i overensstemmelse til Treenighedens retfærdighed, og som for evigt opfylder Guds guddommelige kærlighed. Når Treenighedens retfærdige retfærdighed og den Universelle Faders barmhjertige kærlighed er fuldt erkendt og helt forstået, er de sammenfaldende. Men mennesket har ikke en sådan fuld forståelse af guddommelig retfærdighed. Fra et menneskeligt synspunkt er Faderens, Sønnens, og Åndens personligheder i Treenigheden tilpasset for at koordinere kærlighedens og lovenes tjeneste i tidens erfaringsuniverser.
7. Overhøjhedens overkontrol
10:7.1 (115.3) Guddommens første, anden, og tredje person er indbyrdes lige og de er én. “Herren vor Gud er én Gud.” Der er fuldkommenhed i formålet og enhed i udførelsen i den guddommelige treenighed af evige guddomme. Faderen, Sønnen, og Samforeneren er virkelig og guddommelig helt sikkert én. I sandhed er der skrevet: “Jeg er den første, og jeg er den sidste, og uden mig er der ingen Gud.”
10:7.2 (115.4) Således som tingene ser ud for den dødelige på det endelige niveau, er Paradistreenigheden, ligesom det Højeste Væsen, kun beskæftiget med det totale—den samlede planet, det samlede univers, det totale superunivers, det samlede storunivers. Hele denne totalitetsholdning eksisterer fordi Treenigheden er totalen af Guddommen og for mange andre grunde.
10:7.3 (115.5) Det Højeste Væsen er noget mindre og noget andet end den Treenighed, der fungerer i de endelige universer; men inden for visse grænser og i den nuværende æra med ufuldstændig styrke-personalisering synes denne evolutionære Guddom at afspejle holdningen hos Overhøjhedens Treenighed. Faderen, Sønnen, og Ånden fungerer ikke personligt sammen med det Højeste Væsen, men i den nuværende universtidsalder samarbejder de med ham som Treenigheden. Vi forstår, at de opretholder et lignende forhold til den Ultimative. Vi gætter ofte på, hvordan det personlige forhold mellem Paradisguddommene og Gud den Højeste vil være, når han til sidst er udviklet, men vi ved det ikke rigtigt.
10:7.4 (115.6) Vi finder ikke, at Overhøjhedens overkontrol er fuldstændig forudsigelig. Desuden, synes denne uforudsigelighed ud til at være karakteriseret ved en vis udviklingsmæssig ufuldstændighed, der utvivlsomt er et kendetegn for den Højestes ufuldstændighed og ufuldstændigheden af den endelige reaktion på Paradistreenigheden.
10:7.5 (115.7) Det dødelige sind kan umiddelbart tænke på tusinde og en ting—katastrofale fysiske begivenheder, forfærdelige ulykker, rædselsvækkende katastrofer, smertefulde sygdomme, og verdensomspændende plager—og spørge om sådanne besøg er korreleret i den ukendte manøvrering af denne sandsynlige funktion af det Højeste Væsen. Helt ærligt, ved vi det ikke; vi er ikke helt sikre. Men vi observerer. at som tiden går, vil alle disse vanskelige og mere eller mindre mystiske situationer altid hjælpe med universernes velfærd og fremskridt. Det kan være, at eksistensforholdene og livets uforklarlige omskiftelser alle er sammenvævet ind i et meningsfuldt mønster af høj værdi af den Højestes funktion og Treenighedens overkontrol.
10:7.6 (116.1) Som en Guds søn kan I skelne kærlighedens personlige holdning i alle Gud Faders handlinger. Men I vil ikke altid være i stand til at forstå, hvor mange af Paradistreenighedens univers handlinger, som afspejler det bedste for den enkelte dødelige i rummets evolutionære verdener. I evighedens fremskridt vil treenighedens handlinger blive åbenbaret som værende helt og holdent meningsfulde og hensynsfulde, men de fremstå ikke altid sådan for tidens skabninger.
8. Treenigheden hinsides det endelige
10:8.1 (116.2) Mange sandheder og kendsgerninger der vedrører Paradistreenigheden kan kun delvis forstås ved at genkende en funktion som transcenderer det endelige.
10:8.2 (116.3) Det ville være utilrådeligt, at diskutere funktionerne af Ultimativitetens Treenighed, men det kan oplyses, at Gud den Ultimative er Treenighedsmanifestationen, som Transcendentalerne forstår. Vi er tilbøjelige til at tro, at foreningen af mesteruniverset er den Ultimatives eventuerende handling og at den sandsynligvis afspejler visse, men ikke alle, faser af Paradistreenighedens absonitte overkontrol. Den Ultimative er en egenskabsbestemt manifestation af Treenigheden i forhold til det absonitte men kun i den forstand, at den Højeste således delvis repræsenterer Treenigheden i forhold til det endelige.
10:8.3 (116.4) Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er, i en vis forstand de konstituerende personligheder af den totale Guddom. Deres forening i Paradistreenigheden og Treenighedens absolutte funktion svarer til funktionen af total Guddom. Og sådan en fuldendelse ad Guddommen transcenderer både det endelige og det absonitte.
10:8.4 (116.5) Selv om ingen enkelt person blandt Paradisguddommene faktisk opfylder alt guddomspotentiale, så gør alle 3 det tilsammen. Tre uendelige personer synes at være det mindste antal væsener, der kræves for at aktivere det førpersonlige og eksistentielle potentiale af den totale Guddom—Guddommens Absolutte.
10:8.5 (116.6) Vi kender den Universelle Far, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd som personer, men jeg kender ikke personligt den Guddommens Absolutte. Jeg elsker og tilbeder Gud Faderen; Jeg respekterer og ærer Guddommens Absolutte.
10:8.6 (116.7) Jeg besøgte engang et univers, hvor en bestemt gruppe af væsener underviste at finaliterne, i evigheden, til sidst ville blive den Guddomsabsoluttes børn. Men jeg er uvillig til at acceptere denne løsning af mysteriet som omslutter finaliternes fremtid.
10:8.7 (116.8) Finalitkorpset omfatter, blandt andre, de dødelige af tid og rum, som har opnået fuldkommenhed i alt, hvad der vedrører Guds vilje. Som skabninger og inden for rammerne af skabningernes kapacitet kender de Gud fuldt ud og sandt. Efter således, at have fundet Gud som alle skabningers Fader, må disse finaliter på et tidspunkt begynde at søge efter den overendelige Fader. Men denne søgen indebærer en forståelse af den absonite natur af Paradisfaderens ultimative egenskaber og karakter. Evigheden vil afsløre, om en sådan opnåelse er mulig, men vi er overbevist om, at selv om finaliterne forstår denne guddommelighedens ultimativitet, så vil de sandsynligvis ikke være i stand til at nå de superultimative niveauer af absolut guddommelighed.
10:8.8 (116.9) Det kan være muligt at finaliterne delvis vil opnå den Guddomsabsolutte, men selv hvis de skulle, vil problemet med den Universelle Absolutte, stadig i evighedernes evighed, fortsætte med at intrigere, mystificere, forvirre, og udfordre de opstigende og udviklende finaliter, for vi opfatter, at uudgrundeligheden af den Universelle Absoluttes kosmiske forhold vil have en tendens til at vokse i proportioner, efterhånden som de materielle universer og deres åndelige administration fortsætter med at ekspandere.
10:8.9 (117.1) Kun uendeligheden kan afsløre Faderen-Uendelig.
10:8.10 (117.2) [Sponsoreret af en Universel Censor handlende med bemyndigelse af Dagenes Ældste bosiddende på Uversa.]