Kapitel 12. Universernes Univers
Urantia Bogen
Kapitel 12
Universernes Univers
12:0.1 (128.1) Den enorme vidtstrakte skabelse af den Universelle Faders er fuldstændig ud over den begrænsede forestillingsevnes rækkevidde; det enorme omfang af mesteruniverset overgår selv min værensorden. Men det dødelige sind kan lære meget om universernes plan og foranstaltning; du kan vide noget om deres fysiske organisation og den beundringsværdige administration; du kan lære meget om de forskellige grupper af intelligente væsener som bebor tidens syv superuniverser og evighedens centralunivers.
12:0.2 (128.2) I princippet, det vil sige, i evigt potentiale, opfatter vi den materielle skabelse som værende uendelig, fordi den Universelle Fader faktisk er uendelig, men når vi studerer og observerer den samlede materielle skabelse, ved vi, at den på ethvert given tidspunkt i tiden er begrænset, selv om den til jeres begrænset sind er forholdsvis ubegrænset, faktisk grænseløs.
12:0.3 (128.3) Vi er overbevist om, fra studiet af fysiske lov og fra observation af stjerneklare områder, at den Uendelige Skaber endnu ikke er manifesteret i endelighed af kosmisk udtryk, at meget af det kosmiske potentiale i den Uendelige stadig er indesluttet i sig selv og uåbenbaret. For skabte væsener kan mesteruniverset synes at være næsten uendeligt, men det er langt fra færdig; og den erfaringsmæssige åbenbaring af det evige formål er stadig i udvikling.
1. Mesteruniversets rumniveauer
12:1.1 (128.4) Universernes univers er ikke et uendelig plan, en grænseløs terning, eller en ubegrænset cirkel; det har bestemt dimensioner. Lovene for fysisk organisering og administration beviser endegyldigt, at hele den enorme samling af kraft-energi og stof-styrke i sidste ende fungerer som en rumenhed, som en organiseret og koordineret helhed. Den materielle skabelses observerbar adfærd udgør beviset på et fysisk univers af bestemte grænser. Det endelige bevis på både et cirkulært og afgrænset univers er givet af det, for os, velkendte faktum, at alle former for grundlæggende energi altid svinger rundt på den buede bane af rumniveauerne i mesteruniverset i lydighed mod Paradis tyngdekraftens uophørlige og absolutte tiltrækning.
12:1.2 (128.5) Mesteruniversets skiftende rumniveauer udgør de store inddelinger af det gennemtrængte rum—den totale skabelse, organiseret og delvist beboet eller endnu ikke organiseret og beboet. Hvis mesteruniverset ikke var en serie af elliptiske rumniveauer med formindsket modstandskraft overfor bevægelse, vekslende med zoner i forholdsvis ro, forestiller vi os, at nogle af de kosmiske energier ville blive observeret skydende ud på en uendelig rækkevidde, ud i en lige bane ind i sporløst rum; men vi finder aldrig kraft, energi, eller stof, der opfører sig sådan; altid hvirvler de, altid svinger de fremad i banerne af de store rumkredsløb.
12:1.3 (129.1) Når man fortsætter udad fra Paradiset gennem den horisontale udvidelse af det gennemtrængte rum, eksisterer mesteruniverset i seks koncentriske ellipser, idet rumniveauerne omkranser den centrale ø:
12:1.4 (129.2) 1. Centraluniverset—Havona.
12:1.5 (129.3) 2. De Syv Superuniverser.
12:1.6 (129.4) 3. Det Første Ydre Rumniveau.
12:1.7 (129.5) 4. Det Andet Ydre Rumniveau.
12:1.8 (129.6) 5. Det Tredje Ydre Rumniveau.
12:1.9 (129.7) 6. Det Fjerde og Yderste Rumniveau.
12:1.10 (129.8) Havona, centraluniverset, er ikke en tidsskabelse, det er en evig eksistens. Dette univers uden begyndelse og uden ende består af en milliard sfærer af sublim perfektion og er omgivet af de enorme mørke tyngdekraftslegemer. I centrum af Havona er den stationære og absolut stabiliserede Paradis Ø, omgivet af dens enogtyve satellitter. På grund af de enorme omkransende masser af de mørke tyngdekraftslegemer, omkring udkanten af centraluniverset, er masseindholdet i denne centrale skabelse langt over den samlede kendte masse af alle syv sektorer af storuniverset.
12:1.11 (129.9) Paradis-Havona systemet, det evige univers der omkranser den evige ø, udgør den perfekte og evige kerne af mesteruniverset; alle syv superuniverser og alle regioner i det ydre rum kredser i etablerede baner omkring den gigantiske centrale samling af Paradissatellitterne og Havona sfærerne.
12:1.12 (129.10) De syv Superuniverser er ikke primære fysiske systemer; intetsteds deler deres grænser en familie af stjernetåger, og de krydser heller ikke et lokalunivers, en grundlæggende kreativ enhed. Hvert superunivers er ganske enkelt en geografisk rumklynge af omtrent en syvende del af den organiseret og delvise beboet post-Havona skabelse, og hver af dem er omtrent lige store i antallet af omfavnede lokaluniverser og dækker omtrent lige meget rum. Nebadon, dit lokalunivers, er en af de nyere kreationer i Orvonton, det syvende superunivers.
12:1.13 (129.11) Storuniverset er den nuværende organiserede og beboede skabelse. Den består af syv superuniverser, med et samlet evolutionært potentiale på omkring syv billioner beboede planeter, for ikke at nævne den centrale skabelses evige sfærer. Men dette forløbige skøn medregner ikke de arkitektoniske administrations sfærer, og det omfatter heller ikke de yderliggende grupper af uorganiserede universer. Storuniversets nuværende ujævne kant, dets uensartet og ufærdige periferi, sammen med den enormt uafklarede tilstand af hele den astronomiske plan, antyder til vores stjernestuderende, at selv de syv superuniverser endnu er ufuldendte. Når vi bevæger os indefra, fra det guddommelige center udad i enhver retning, så kommer vi, til sidst, til de ydre grænser for organiseret og beboet skabelse; vi kommer til storuniversets yderste grænser. Og det er i nærheden af denne ydre grænse, i et fjerntliggende hjørne af sådan en storslået skabelse, at dit lokalunivers har dets begivenhedsrige eksistens.
12:1.14 (129.12) De ydre rumniveauer. Langt ude i rummet, i en enorm afstand fra de syv beboede superuniverser, er uhyre og utrolige formidable kraftkredsløb og materialiserende energier ved at forsamle sig. Mellem energikredsløbene i de syv superuniverser og dette gigantiske ydre bælte af kraftaktivitet, er der en rumzone med forholdsvis stilhed, som varierer i bredde men gennemsnitlig er omkring fire hundrede tusinde lysår. Disse rumzoner er fri for stjernestøv—kosmisk tåge. Vores studerende der studerer disse fænomener er i tvivl om den nøjagtige status af de rum-kræfter, der eksisterer i denne zone af forholdsvis stilhed, som omkranser de syv superuniverser. Men omkring en halv million lysår udover periferien af det nuværende storunivers observerer vi begyndelser på en zone med en utrolig energihandling, som øges i volumen og intensitet i over femogtyve millioner lysår. Disse kolossale hjul af energigivende kræfter er placeret i det første ydre rum niveau, et sammenhængende bælte af kosmisk aktivitet, der omkranser hele den kendte, organiserede og beboede skabelse.
12:1.15 (130.1) Stadig større aktiviteter finder sted ud over disse områder, for Uversa fysikerne har opdaget de tidlige beviser for kraftmanifestationer mere end halvtreds millioner lysår ud over de yderste områder af fænomenet i det første ydre rum niveau. Disse aktiviteter varsler utvivlsomt organiseringen af de materielle kreationer af det andet ydre rumniveau i mesteruniverset.
12:1.16 (130.2) Centraluniverset er evighedens skabelse; de syv superuniverser er tidens skabelser; de fire ydre rumniveauer er utvivlsomt bestemt til at fremudvikle skabelsens ultimativitet. Og der er dem, som hævder. at den Uendelige aldrig kan opnå fuld udtryk forud for uendeligheden; og derfor postulerer de en yderligere og uåbenbaret skabelse ud over det fjerde og yderste rumniveau, muligvis en evigt ekspanderende, uendeligt univers af uendelighed. I teorien ved vi ikke, hvordan vi skal begrænse hverken Skaberens uendelighed eller skabelsens potentielle uendelighed, men da den eksisterer og administreres, betragter vi mesteruniverset som havende begrænsninger, som værende bestemt begrænset og afgrænset ved dets ydre marginer af åben rum.
2. Domænerne for Den Egenskabsløse absolutte
12:2.1 (130.3) Når Urantias astronomer ser gennem deres stadig stærkere teleskoper ind i de mystiske strækninger af det ydre rum og der betragter den forbløffende udvikling af næsten utallige fysiske universer, så burde de indse, at de stirrer på den mægtige udførelse af Mesteruniversets arkitekters uudforskelige planer. Sandt er det, vi besidder beviser, som tyder på tilstedeværelsen af bestemte Paradis-personligheders indflydelse her og der gennem de enorme energimanifestationer, der nu er karakteristiske for disse ydre regioner, men ud fra et bredere perspektiv, er rumregionerne, der strækker sig ud over de ydre grænser af de syv superuniverser, generelt anerkendt som værende domænerne for den Egenskabsløse Absolutte.
12:2.2 (130.4) Selvom det blotte menneskelige øje kun kan se to eller tre stjernetåger uden for grænserne af superuniverset Orvonton, så afslører jeres teleskoper bogstaveligt talt millioner og atter millioner af disse fysiske universer i i dannelsesproces. Det fleste af de stjerneklare områder, der er synlig ved søgning med jeres nutidige teleskoper er i Orvonton, men med fotografisk teknik kan de større teleskoper trænge langt ud over grænserne af storuniverset og ind i de ydre rums domæner, hvor utallige universer er i færd med at blive organiseret. Og der er endnu yderligere andre millioner af universer uden for rækkevidden af jeres nuværende instrumenter.
12:2.3 (130.5) I en ikke så fjern fremtid, vil nye teleskoper afsløre for Urantia astronomers forundrende blikke ikke mindre end 375 millioner nye galakser i de fjerntliggende strækninger af det ydre rum. På samme tid vil disse meget kraftfulde teleskoper afsløre, at mange af universets øer, som tidligere blev opfattet som værende i det ydre rum i virkeligheden er en del af Orvontons galaktiske system. De syv superuniverser vokser stadig; periferien af hver af dem udvider sig gradvis; nye stjernetåger bliver hele tiden stabiliseret og organiseret; og nogle af de stjernetåger som Urantia astronomerne betragter som ekstra galaktiske er faktisk ved udkanten af Orvonton og rejser sammen med os.
12:2.4 (131.1) Stjerne studerende på Uversa observerer, at storuniverset er omgivet af forfædene til en serie af stjerneklare og planetariske klynger, som fuldstændigt omkranser den nuværende beboede skabelse som koncentriske ringe af ydre universer på universer. Fysikerne på Uversa kalkulerer, at energien og stoffet i disse ydre og uudforskede regioner allerede flere gange overstiger den samlede materielle masse og energiladning, der er omfattet af alle syv superuniverser. Vi er underrettet om, at metamorfosen af kosmiske kraft i disse ydre rumniveauer er en funktion af Paradisets kraftorganisatorer. Vi ved også, at disse kræfter er forfædre til de fysiske energier, der på nuværende tidspunkt aktiverer storuniverset. Orvontons styrkeledere har imidlertid intet at gøre med disse fjerntliggende riger, og energibevægelserne deri er heller ikke synligt forbundet med styrkekredsløbene i de organiserede og beboet skabelser.
12:2.5 (131.2) Vi ved meget lidt om betydningen af disse kolossale fænomener i ydre rum. En større fremtids skabelse er i færd med at blive dannet. Vi kan observere dets uhyre udstrækning, vi kan skelne dets omfang og fornemme dens majestætiske dimensioner, men ellers ved vi ikke ret meget om disse riger end astronomerne på Urantia. Så vidt vi ved, så eksisterer der ingen materielle væsener af den menneskelige orden, ingen engle eller andre åndevæsener i denne ydre ring af tåger, sole, og planeter. Dette fjerne domæne er uden for superuniversets regeringens jurisdiktion og administration.
12:2.6 (131.3) I hele Orvonton antages det, at en ny type af skabelse er under udvikling, en orden af universer, der er bestemt til at blive skueplads for de fremtidige aktiviteter for det forsamlende Finalitkorps og hvis vores antagelser er korrekte, så kan den endeløse fremtid for jer alle rumme de samme fortryllende skuespil, som den endeløse fortid har holdt for jeres seniorer og forgængere.
3. Universel tyngdekraft
12:3.1 (131.4) Alle former for kraft-energi—materielle, mentale, eller åndelige—er på samme måde underkastet de greb, de universelle tilstedeværelser, som vi kalder tyngdekraften. Personlighed er også lydhør over for tyngdekraften—til Faderens eksklusive kredsløb; men selvom dette kredsløb er eksklusivt for Faderen, er han ikke udelukket fra de andre kredsløb; den Universelle Fader er uendelig og virker over alle fire absolutte-tyngdekrafts kredsløb i mesteruniverset:
12:3.2 (131.5) 1. Den Universelle Faders Personlighedstyngdekraft.
12:3.3 (131.6) 2. Den Evige Søns Åndetyngdekraft.
12:3.4 (131.7) 3. Samforenerens Sindstyngdekraft.
12:3.5 (131.8) 4. Paradis øens kosmiske Tyngdekraft.
12:3.6 (131.9) Disse fire kredsløb er ikke relateret til Paradisets nedre kraftcentret; de er hverken kraft-, energi-, eller styrkekredsløb. De er absolutte tilstedeværelseskredsløb og er ligesom Gud uafhængige af tid og rum.
12:3.7 (132.1) I den forbindelse er det interessant at registrere visse observationer, som korpset af tyngdekraftsforskere har gjort på Uversa i de seneste årtusinder. Denne ekspertgruppe af arbejdere er nået frem til følgende konklusioner vedrørende mesteruniversets forskellige tyngdekraftssystemer:
12:3.8 (132.2) 1. Fysisk tyngdekraft. Efter at have formuleret en beregning af summeringen af hele den fysiske tyngdekraftskapacitet i storuniverset, har de møjsommeligt udført en sammenligning af denne opdagelse med den estimerede total af absolut tyngdekraftstilstedeværelse, der nu er operativ. Disse kalkulationer indikerer, at den samlede tyngdekraftsvirkning på storuniverset er en meget lille del af Paradisets estimerede tyngdekraft, beregnet på grundlag af tyngdekraftsreaktionen af grundlæggende fysiske enheder af universstof. Disse efterforskere når til den forbløffende konklusion, at centraluniverset og de omkringliggende syv superuniverser på nuværende tidspunkt kun gør brug af omkring fem procent af den aktive funktion af Paradisets absolutte tyngdekraftsgreb. Med andre ord: På nuværende tidspunkt er omkring femoghalvfems procent af Paradis øens aktiv kosmisk- tyngdekrafts virkning, beregnet på denne totalitets teori, engageret i at kontrollere materielle systemer ud over grænserne af de nuværende organiserede universer. Disse kalkulationer henviser alle til absolut tyngdekraft; lineær tyngdekraft er et interaktivt fænomen, som kun kan beregnes ved at kende den faktiske Paradistyngdekraft.
12:3.9 (132.3) 2. Åndelig Tyngdekraft. Med den samme teknik af sammenlignende vurdering og beregning har disse forskere udforsket åndetyngdekraftens nuværende reaktionskapacitet og i samarbejde med Enlige Budbringere og andre åndepersonligheder, nået frem til summeringen af den aktive åndetyngdekraft af den Anden Kilde og Center. Og det er meget lærerigt at bemærke, at de finder omtrent den samme værdi for den faktiske og aktive tilstedeværelse af åndetyngdekraft i storuniverset, som de postulerer for den nuværende samlede sum af aktiv åndetyngdekraft. Med andre ord: På nuværende tidspunkt er, praktisk talt hele den Evige Søns åndetyngdekraft, beregnet på denne helheds teori, observeres som fungerende i storuniverset. Hvis disse resultater er pålidelige, kan vi konkludere, at de universer der nu udvikler sig i det ydre rum, på nuværende tidspunkt, er helt uåndelige. Og hvis dette er sandt, ville det tilfredsstillende forklare, hvorfor åndebegavede væsener er i besiddelse af så lidt eller ingen information om disse enorme energimanifestationer, bortset fra at kende kendsgerningen om deres fysiske eksistens.
12:3.10 (132.4) 3. Sindets Tyngdekraft. Ved hjælp af de samme principper for sammenlignende beregning har disse eksperter angrebet problemet med sindets-tyngdekraftstilstedeværelse og reaktion. Vurderingen af sinds enheden er fremkommet ved at finde gennemsnittet af tre materielle og tre åndelige mentalitet typer, selv om den type sind, som er fundet i styrkeledere og deres medarbejdere viste sig at være en forstyrrende faktor i bestræbelserne for at nå frem til en grundlæggende enhed for estimering af sindets tyngdekraft. Der var meget lidt til at forhindre estimeringen af den Tredje Kilde og Centers nuværende kapacitet for sindets-tyngdekraftsfunktion i forhold til denne helhedsteori. Selv om resultaterne i dette tilfælde ikke er så overbevisende som i skønnene over den fysiske tyngdekraft og åndetyngdekraften, så er de, forholdsmæssig betragtet, meget belærende, endda interessante. Disse forskere udleder heraf, at omkring femogfirs procent af sindets-tyngdekraftsreaktion på Samforenerens intellektuelle trækning har sin oprindelse i det eksisterende storunivers. Dette antyder muligheden for, at sindsaktiviteter er involveret i forbindelse med de observerbare fysiske aktiviteter, som nu er i udvikling over alle områder af ydre rum. Selvom dette estimat sandsynligvis er langt fra præcis, stemmer det i princippet overens med vores overbevisning om, at intelligente kraftorganisatorer på nuværende tidspunkt kontrollerer universets udvikling i rumniveauerne ud over den nuværende ydre grænse af storuniverset. Uanset karakteren af denne postulerede intelligens, så reagerer den tilsyneladende ikke på åndetyngdekraft.
12:3.11 (133.1) Men alle disse beregninger er i bedste fald skøn baseret på formodede love. Vi tror, at de er ganske pålidelige. Selv hvis nogle få åndelige væsener var placeret i det ydre rum, ville deres kollektive tilstedeværelse ikke markant påvirke beregninger, der involverer så enorme målinger.
12:3.12 (133.2) Personlighedens Tyngdekraft er uberegnelig. Vi genkender kredsløbet, men vi kan ikke måle hverken kvalitative eller kvantitative realiteter, som reagerer på den.
4. Rum og bevægelse
12:4.1 (133.3) Alle enheden af kosmisk energi er i primær rotation, er engageret i udførelsen af deres mission, mens de svinger rundt i den universelle bane. Rumuniverserne og deres delsystemer og verdener er alle roterende sfærer, der bevæger sig langs de endeløse kredsløb af mesteruniverset rumniveauer. Absolut intet er stationær i hele mesteruniverset undtagen selve centret af Havona, den evige Paradis ø, tyngdekraftens centrum.
12:4.2 (133.4) Den Egenskabsløse Absolutte er funktionelt begrænset i rummet, men vi er ikke så sikre på forholdet mellem denne Absolutte og bevægelse. Er bevægelse iboende deri? Vi ved det ikke. Vi ved, at bevægelse ikke er iboende i rummet; selv rummets egen bevægelse er ikke medfødt. Men vi er ikke så sikre på forholdet mellem den Egenskabsløse og bevægelse. Hvem, eller hvad, er egentlig ansvarlig for de gigantiske aktiviteter af kraft-energi transformationer, der nu er under udvikling ud over grænserne for de nuværende syv superuniverser? Med hensyn til bevægelsens oprindelse har vi følgende opfattelser:
12:4.3 (133.5) 1. Vi tror at Samforeneren indleder bevægelse i rummet.
12:4.4 (133.6) 2. Hvis Samforeneren producerer bevægelserne af rummet, kan vi ikke bevise det.
12:4.5 (133.7) 3. Den Universelle Absolutte udspringer ikke af indledende bevægelse men udligner og kontrollerer alle spændinger, der opstår fra bevægelse.
12:4.6 (133.8) I det ydre rum er kraftorganisatorerne tilsyneladende ansvarlige for produktionen af gigantiske univershjul, som nu er i gang med stjerneudvikling, men deres evne til at fungere må være gjort muligt ved en eller anden modifikation af rumtilstedeværelsen af den Egenskabsløse Absolutte.
12:4.7 (133.9) Rummet er, set fra et menneskeligt synspunkt, intet—negativt; det eksistere kun som relateret til noget positivt og ikke rumligt. Rummet er, imidlertid, virkeligt. Det indeholder og betinger bevægelse. Det bevæger sig endda. Rum bevægelser kan groft klassificeres som følgende;
12:4.8 (133.10) 1. Primær bevægelse—rumrespiration, bevægelse af selve rummet.
12:4.9 (133.11) 2. Sekundær bevægelse—de skiftende retningsudsving af de på hinanden følgende rumniveauer.
12:4.10 (133.12) 3. Relative bevægelser—relative i den forstand, at de ikke vurderes med Paradis som udgangspunkt. Primære og sekundære bevægelser er absolutte, bevægelse i forhold til det ubevægelige Paradis.
12:4.11 (133.13) 4. Kompenserende eller korrelerende bevægelse designet til at koordinere alle andre bevægelser.
12:4.12 (134.1) Det nuværende forhold mellem jeres sol og dens tilknyttede planeter, mens den afslører mange relative og absolutte bevægelser i rummet, har tendens til at formidle det indtryk til astronomiske observatører, at I er forholdsvis stationær i rummet, og at de omgivende stjernehobe og strømninger er involveret i udadgående flyvning med stadig- stigende hastigheder, efterhånden som jeres beregninger udvikler sig udad i rummet. Men det er ikke tilfældet. I er ude af stand til at genkende den nuværende udadgående og ensartet udvidelse af de fysiske skabelser af alt gennemtrængt rum. Jeres egen lokale skabelse (Nebadon) deltager i denne bevægelse af universel udadgående ekspansion. Alle de syv superuniverser deltager i den to milliarder års cyklus af rumrespirationen sammen med de ydre områder af mesteruniverset.
12:4.13 (134.2) Når universerne udvider sig og trækker sig sammen, bevæger de materielle masser i det gennemtrængte rum sig skiftevis mod og med trækket af Paradisets tyngdekraft. Det arbejde, der udføres med at flytte skabelsens materielle energi masse er rumarbejde men ikke styrke-energi arbejde.
12:4.14 (134.3) Selvom jeres spektroskopiske estimeringer af astronomiske hastigheder er ret pålidelige, når de anvendes på de stjernerige områder, der tilhører jeres superunivers og dets associerede superuniverser, så er sådanne beregninger med reference til det ydre rums riger helt upålidelige. Spektrallinjer forskydes fra normalen mod violet af en tilnærmende stjerne; ligeledes er disse linjer forskudt mod det røde af en vigende stjerne. Mange intervenerende påvirkninger får det til at fremstå som om de ydre universers recessionshastighed stiger med en hastighed på mere end hundrede miles i sekundet for hver million lysår, der øges i afstand. Ved denne beregningsmetode, efter perfektion af mere kraftfulde teleskoper, vil det vise sig, at disse fjernt liggende systemer er på flugt fra denne del af universet med en utrolig hastighed på mere end otte og fyrre tusinde kilometer i sekundet. Men denne tilsyneladende tilbagetræknings hastighed er ikke virkelig; det skyldes adskillelige fejlfaktorer, der omfatter observationsvinkler og andre tid-rum forvrængninger.
12:4.15 (134.4) Men den største af alle sådanne forvrængninger opstår, fordi de enorme universer i det ydre rum, i områderne nærmest ved de syv superuniversers domæner ser ud til at rotere i en retning modsat storuniversets. Det vil sige, at disse myriader af stjernetåger og deres medfølgende sole og sfærer på nuværende tidspunkt drejer med uret omkring den centrale skabelse. De syv superuniverser roterer om Paradis imod urets retning. Det ser ud til, at det andet ydre univers af galakser, ligesom de syv superuniverser, rotere imod uret om Paradis. Og de astronomiske observatører på Uversa tænker, at de har opdaget bevis på revolutionerende bevægelser i et tredje ydre bælte af fjerntliggende rum som er begyndt at udvise retningstendenser med uret.
12:4.16 (134.5) Det er sandsynligt. at disse alternative retninger af på hinanden følgende rumprocessioner af universernes har noget at gøre med vægtning i tyngdekraftsteknikken i den Universelle Absolutte, der består af en koordinering af kræfter og en udligning af rumspændinger. Bevægelse såvel som rum er et komplement eller udligningsfaktor til tyngdekraften.
5. Rum og tid
12:5.1 (134.6) Ligesom rummet, er tiden en overdragelse fra Paradiset, men ikke i samme betydning, kun indirekte. Tid kommer i kraft af bevægelse, og fordi sindet i sagens natur er bevidst om sekventialitet. Fra et praktisk synspunkt, er bevægelse afgørende for tiden, men der er ingen universel tidsenhed baseret på bevægelse, undtagen i det omfang at Paradis-Havona standard dag vilkårligt er anerkendt som sådan. Rumrespirationens totalitet ødelægger dens lokale værdi som tidskilde.
12:5.2 (135.1) Rummet er ikke uendelig, selvom det har sin oprindelse fra Paradis; det er ikke absolut, for det er gennemtrængt af den Egenskabsløse Absolutte. Vi kender ikke rummets absolutte grænser, men vi ved, at tidens absolutte er evigheden.
12:5.3 (135.2) Tid og rum er kun uadskillelig i tid og rum skabelserne, de syv superuniverser. Ikke-tidsmæssigt rum (rum uden tid) eksisterer teoretisk, men det eneste sande ikke-tidsmæssige sted er Paradisets område. Ikke-rumlig tid (tid uden rum) eksisterer i sindet på Paradisets funktionsniveau.
12:5.4 (135.3) De relativt ubevægelige mellemrumszoner, der rammer Paradiset og adskiller gennemtrængt fra ugennemtrængt rum, er overgangszonerne fra tid til evighed, derfor nødvendigheden af, at Paradispilgrimmene bliver bevidstløse under denne transit, når det er hensigten at kulminere i Paradis borgerskab. Tidsbevidste besøgende kan komme til Paradis uden denne søvn, men de forbliver tidsskabninger.
12:5.5 (135.4) Relationer til tid eksisterer ikke uden bevægelse i rummet, men det gør tidsbevidsthed. Sekventialitet kan bevidstgøre tid selv i fravær af bevægelse. Menneskets sind er mindre tidsbundet end rumbundet på grund af sindets iboende natur. Selv under det jordiske livets dage i kødet, selv om dets sind er strengt rumbundet, er menneskets kreative fantasi relativt uafhængig af tid. Men tid i sig selv er ikke genetisk en egenskab i sindet.
12:5.6 (135.5) Der findes tre forskellige niveauer af tidsopfattelse:
12:5.7 (135.6) 1. Sindsforstået tid—bevidsthed om sekvens, bevægelse, og følelse af varighed.
12:5.8 (135.7) 2. Åndeforstået tid—indsigt i bevægelse hen imod Gud og bevidstheden om bevægelsen af opstigning til niveauer af stigende guddommelighed.
12:5.9 (135.8) 3. Personlighed skaber en unik tidsfornemmelse ud fra indsigt i Virkeligheden plus en bevidsthed om tilstedeværelse og en fornemmelse af varighed.
12:5.10 (135.9) Uåndelige dyr kender kun fortiden og lever i nuet. Mennesker, i hvis indre ånden lever, har evnen til at forudse (indsigt); det kan visualisere fremtiden. Kun fremadskuende og progressive holdninger er personligt virkelige. Statisk etik og traditionel moral er kun lidt over dyrets niveau. Stoicisme er heller ikke en høj orden af selvrealisering. Etik og moral bliver i sandhed menneskelige når de er dynamiske og progressive, og lever med universets virkelighed.
12:5.11 (135.10) Den menneskelige personlighed er ikke kun en ledsagende omstændighed til begivenhederne i tid og rum; den menneskelige personlighed kan også fungere som den kosmisk årsag til sådanne begivenheder.
6. Universel overkontrol
12:6.1 (135.11) Universet er ikke statisk. Stabilitet er ikke et resultat af inerti, men snarere et produkt af afbalancerede energier, samarbejdsvillige sind, koordinerede på morontia niveau, åndens overkontrol, og personlighedsforening. Stabilitet er fuldstændig og altid proportionel med guddommelighed.
12:6.2 (135.12) I den fysiske kontrol af mesteruniverset udøver den Universelle Fader prioritet og forrang gennem Paradis øen; Gud er absolut i den åndelige administration af kosmos i personen af den Evige Søn. Med hensyn til sindets domæner fungerer Faderen og Sønnen koordineret i Samforeneren.
12:6.3 (136.1) Den Tredje Kilde og Center hjælper med at opretholde ligevægten og koordineringen af de kombinerede fysiske og spirituelle energier og organisationer ved sin absolutte forståelse af det kosmiske sind og ved at udøve sin iboende og universelle fysiske og åndelige tyngdekrafts komplementer. Når og hvor som helst der opstår en forbindelse mellem det materielle og det åndelige, er et sådan sindsfænomen en handling fra den Uendelige Ånd. Sindet alene kan sammenknytte de fysiske kræfter og energier på det materielle niveau med åndeniveauets åndelige kræfter og væsener.
12:6.4 (136.2) I alle jeres overvejelse af universelle fænomener, sørg for, at I tager det indbyrdes forhold mellem fysiske, intellektuelle, og spirituelle energier i betragtning og at der tages behørig hensyn til de uventede fænomener, der ledsager personlighedens forening af disse energier og for de uforudsigelige fænomener, der følger af handlinger og reaktioner af erfaringsguddom og ded Absolutte.
12:6.5 (136.3) Universet er kun yderst forudsigeligt i kvantitativ forstand eller tyngdekraftsmåling, selv de primære fysiske kræfter reagerer ikke på lineær tyngdekraft, og heller ikke de højere sindsbetydninger og sande åndeværdier af ultimative univers- virkeligheder. Kvalitativt er universet ikke meget forudsigeligt med hensyn til nye sammenslutninger af kræfter, hverken fysiske, mentale eller spirituelle, selvom mange sådanne kombinationer af energier eller kræfter bliver delvist forudsigelige når de er underkastes kritisk observation. Når materie, sind, og ånd er forenet af skabningens personlighed, er vi ude af stand til fuldt ud at forudsige beslutningerne fra en sådan fri vilje.
12:6.6 (136.4) Alle faser af urkraft, spirende ånd, og andre ikkepersonlige ultimativer ser ud til at reagere i overensstemmelse med visse relativt stabile, men ukendte love og er karakteriseret ved en præstationsgrad og en responselasticitet, som ofte er foruroligende, når de møder fænomenerne i en afgrænset og isoleret situation. Hvad er forklaringen på denne uforudsigelige frihed til at reagere, som disse nye universelle realiteter afslører? Disse ukendte, uudgrundelige uforudsigelige ting—hvad enten de vedrører adfærden af en urkraftsenhed, reaktionen fra et uidentificeret sindsniveau, eller fænomenet med et enormt præunivers under tilblivelse i de ydre rum domæner—afslører det sandsynligvis den Ultimatives aktiviteter og de Absoluttes tilstedeværelses udfoldelser, som er forudgående for funktionen af alle universets skabere.
12:6.7 (136.5) Vi ved virkelig ikke, men vi antager, at sådan en forbløffende alsidighed og en sådan dyb koordination betegner de Absoluttes tilstedeværelse og ydeevne, og at en sådan mangfoldighed af reaktioner i lyset af tilsyneladende ensartede årsagssammenhænge afslører de Absoluttes reaktion, ikke kun den umiddelbare og situationsbestemt årsagssammenhæng, men også til alle andre relaterede årsagssammenhænge i hele mesteruniverset.
12:6.8 (136.6) Enkeltpersoner har deres skæbnevogtere; planeter, systemer, konstellationer, universer, og superuniverser har hver deres respektive herskere, som arbejder til gavn for deres domæner. Havona og selv storuniverset er overvåget af dem, som er betroet med sådanne høje ansvar. Men hvem støtter og beskytter de grundlæggende nødvendigheder af mesteruniverset som helhed, fra Paradis til det fjerde og yderste rumniveau? Eksistentielt, kan en sådan overbeskyttelse sandsynligvis tilskrives Paradistreenigheden, men fra et erfaringsmæssig synspunkt, så er fremkomsten af post-Havona universerne afhængig af:
12:6.9 (136.7) 1. De Absolutte i potentiale.
12:6.10 (136.8) 2. Den Ultimative i styring.
12:6.11 (137.1) 3. Den Højeste i evolutionær koordinering.
12:6.12 (137.2) 4. Mesteruniversets Arkitekter i administration førend fremkomsten af specifikke herskere.
12:6.13 (137.3) Den Egenskabsløse Absolutte gennemtrænger hele rummet. Vi er ikke helt klar over den nøjagtige status af Guddommen og de Universelle Absolutter, men vi kender de sidstnævntes funktioner hvor Guddommen og de Egenskabsløse Absolutter virker. Den Guddomsabsolutte kan være universel til stede men næppe til stede i rummet. Den Ultimative er, eller kommer en gang til at være, tilstedeværende i rummet til de ydre grænser af det fjerde rumniveau. Vi tvivler på, at den Ultimative nogensinde vil have en rumtilstedeværelse udover periferien af mesteruniverset, men indenfor denne grænse integrerer den Ultimative i stigende grad den skabende organisation af de tre Absoluttes potentialer.
7. Delen og helheden
12:7.1 (137.4) Der er i al tid og rum og med hensyn til al virkelighed uanset art, en ubønhørlig og upersonlig lov, der er ækvivalent med funktionen af et kosmisk forsyn. Barmhjertighed karakteriserer Guds kærlighedsholdning til det enkelte individ; upartiskhed motiverer Guds holdning til det samlede. Guds vilje sejrer ikke nødvendigvis i delen—i hjertet af enhver personlighed—men hans vilje hersker faktisk over helheden, universernes univers.
12:7.2 (137.5) I alle hans handlemåder med alle sine væsener, er det sandt, at Guds love ikke i følge sig selv er vilkårlige. Til jer, med et begrænsede klarsyn og endelig synspunkt, må Guds handlinger ofte synes fremstå som diktatoriske og vilkårlige. Guds love er blot Guds vaner, hans måde ved gentagne gange, at gøre tingene på; og han gør altid alt godt. I observerer, at Gud gør det samme på samme måde, gentagne gange, simpelthen fordi det er den bedste måde at gøre denne bestemte ting på i en given omstændighed; og den bedste måde er den rigtige måde, og derfor beordrer den uendelige visdom altid, at det skal gøres på denne præcise og perfekte måde. I bør også huske, at naturen ikke udelukkende er Guddommens handling; andre påvirkninger er til stede i de fænomener som mennesket kalder natur.
12:7.3 (137.6) Det er frastødende for den guddommelige natur, at skulle lide nogen form for forringelse eller nogensinde at tillade udførelsen af en ren personlig handling på en underlegen måde. Det skal dog gøres klart, at hvis,, der i enhver guddommelig situation, i det yderste af enhver omstændighed, i ethvert tilfælde, hvor den højeste visdoms kurs kunne indikere kravet om en anderledes adfærd—hvis kravene om fuldkommenhed af en eller anden årsag kunne diktere en anden reaktionsmetode, en bedre, så ville den alvidende Gud fungere på denne bedre og mere passende måde. Det ville være udtryk for en højere lov, ikke ophævelse af en lavere lov.
12:7.4 (137.7) Gud er ikke en vanebundet slave af den kroniske gentagelse af sine egne frivillige handlinger. Der er ingen konflikt mellem den Uendeliges love; de er alle fuldkommenheder af den ufejlbarlige natur; de er alle de ubestridte handlinger, der er udtryk for fejlfrie beslutninger. Lov er den uforanderlige reaktion fra et uendeligt, perfekt, og guddommeligt sind. Guds handlinger er alle frivillige på trods af denne tilsyneladende ensartethed. I Gud “er der ingen omskiftelighed og eller skygge af forandring.” Men al dette, som i sandhed kan siges om den Universelle Fader kan ikke med lige så stor sikkerhed siges om alle hans underordnede intelligenser eller om hans evolutionære skabninger.
12:7.5 (137.8) Fordi Gud er uforanderlig, kan du derfor under alle ordinære omstændigheder stole på, at han gør det samme på den samme identiske og ordentlig måde. Gud er forsikringen om stabilitet for alle skabte ting og væsener. Han er Gud; derfor ændrer han sig ikke.
12:7.6 (138.1) Og hele denne urokkelige adfærd og ensartet handlings er personlig, bevidst, og i høj grad frivillig, for den store Gud er ikke en hjælpeløs slave af sin egen fuldkommenhed og uendelighed. Gud er ikke en selvvirkende automatisk kraft; han er ikke en slavisk lovbundet styrke. Gud er heller ikke en matematisk ligning eller en kemisk formular. Han er en fri vilje og primær personlighed. Han er den Universelle Fader, et væsen fyldt med personlighed og den universelle kilde til al skabningspersonlighed.
12:7.7 (138.2) Guds vilje vil ikke være ensartet fremherskende i hjertet af den materielle dødelig som søger Gud, men hvis tidsrammen udvides ud over øjeblikket til at omfatter hele det første liv, så bliver Guds vilje i stigende grad synlig i de åndelige frugter, som er båret i livet af Guds åndsledede børn. Og så, hvis menneskelivet yderligere udvides til at inkludere morontia-oplevelsen, observeres den guddommelige vilje at skinne lysere og lysere i de åndeliggørende handlinger hos de tidsskabninger, der er begyndt at nyde de guddommelige glæder ved at opleve forholdet mellem menneskets personlighed med den Universelle Faders personlighed.
12:7.8 (138.3) Guds Faderskab og menneskets broderskab præsenterer paradokset af delen og helheden på personlighedens niveau. Gud elsker hvert enkelt individ som et individuelt barn i den himmelske familie. Men derfor elsker Gud ethvert individ; han gør ingen forskel på personer, og hans kærligheds universalitet frembringer tilblivelse af et forhold mellem helheden, det universelle broderskab.
12:7.9 (138.4) Faderens kærlighed individualiserer absolut enhver personlighed som et enestående barn af den Universelle Fader, et barn uden genpart i uendelighed, et viljevæsen, der er uerstattelig i al evighed. Faderens kærlighed glorificerer hvert barn af Gud, oplyser hvert medlem af den himmelske familie, og sætter skarpt silhuet af hvert personligt væsens unikke natur mod de upersonlige niveauer, der ligger uden for det broderlige kredsløb af Faderen af alt. Guds kærlighed portrætterer bpå slående vis den transcendente værdi af hver viljeskabning, afslører utvetydigt den høje værdi, som den Universelle Fader har placeret på hver og en af sine børn fra de højeste skaberpersonligheder af Paradisstatus til den laveste personlighed med viljeværdighed blandt de vilde menneskestammer af mennesker i begyndelsen af den menneskelige art på en evolutionær verden af tid og rum.
12:7.10 (138.5) Selve denne Guds kærlighed til den enkelte frembringer tilblivelse af den guddommelige familie af alle individer, det universelle broderskab af Paradisfaderens frie vilje børn. Og dette broderskab, når det er universelt, er et forhold mellem helheden. Broderskab, når det er universelt, beskriver ikke hvert enkelt forhold, men alle forhold. Broderskab er en realitet af helheden og afslører derfor helheds kvaliteter i modsætning til kvaliteter af delen.
12:7.11 (138.6) Broderskab udgør en kendsgerning, der er et forhold mellem enhver personlighed i den universelle eksistens. Ingen personer kan undslippe de fordele eller straffe, der kan opstå som følge af forhold til andre personer. Delen profiterer eller lider i forhold til helheden. Ethvert menneskes gode indsatser gavner alle mennesker; hver menneskelig fejltagelse eller ondskab forøger modgangen for alle mennesker. Som delen bevæger sig, således bevæger helheden sig. Som helheden udvikler sig, således udvikler delen sig. De relative hastigheder af del og helhed bestemmer, om delen forsinkes af helhedens inerti eller bæres fremad af det kosmiske broderskabs momentum.
12:7.12 (139.1) Det er et mysterium, at Gud er et højst personligt selvbevidst væsen med belighovedkvarter, og på samme tid er personlig tilstede i et så stort univers og personligt i kontakt med næsten et uendelige antal væsener. At et sådan fænomen er et mysterium ud over menneskelig forståelse bør på ingen måde formindske jeres tro. Tillad ikke uendelighedens størrelse, evigheden uendelighed og storheden og herligheden af Guds mageløse karakter at overvælde, vakle, eller afskrække jer; for Faderen er ikke ret langt væk fra nogen af jer; han bor i jer, og i ham bevæger vi os alle bogstaveligt talt, lever faktisk og i sandhed har vores væsen.
12:7.13 (139.2) Selvom Paradisfaderen fungerer gennem sine guddommelige skabere og sine skabelses børn, nyder han også den mest fortrolige indre kontakt med dig, så ophøjet, så højst personlig, at det selv er uden for min forståelse—dette mystiske fællesskab af Fader fragmentet med den menneskelige sjæl og med det dødelige sind hvor det faktisk bor. Med den viden, du har om disse Guds gaver, så ved du derfor, at Faderen er i tæt kontakt, ikke kun med sine guddommelige medarbejdere, men også med sine evolutionære dødelige børn af tiden. Faderen forbliver ganske vist på Paradis, men hans guddommelige tilstedeværelse bor også i menneskers sind.
12:7.14 (139.3) Selv om en Søns ånd blev udøst over al levende, selv om en Søn engang boede hos jer i lighed med dødeligt kød, selv om seraferne personlig beskytter og vejleder dig, hvordan kan nogen af disse guddommelige væsener fra den Anden og Tredje Center nogensinde håbe, at komme nærmere til dig eller til at forstå dig så fuldstændig som Faderen, der har givet en del af sig selv til at være i dig, for at være dit virkelige og guddommelige, ja, selv dit evige selv?
8. Materie, sind og ånd
12:8.1 (139.4) “Gud er ånd,” men Paradiset er det ikke. Det materielle univers er altid arenaen, hvor alle åndelige aktiviteter finder sted; åndelige væsener og åndelige opstigende lever og arbejder på fysiske sfærer af materiel virkelighed.
12:8.2 (139.5) Overdragelsen af kosmisk kraft, den kosmiske tyngdekrafts domæne, er Paradisøens funktion. Al oprindelig kraft-energi udgår fra Paradiset, og stoffet til at skabe utallige universer cirkulerer nu i hele mesteruniverset i form af en supertyngdekraft tilstedeværelse, som udgør kraftladningen af det gennemtrængte rum.
12:8.3 (139.6) Uanset krafttransformationerne i de afsidesliggende universer, efter at være udgået fra Paradiset, rejser den videre, underlagt den uendelig, allestedsnærværende, aldrig svigtende træk fra den evige ø, lydigt og iboende svingende for evigt rundt på universernes evige rumbaner. Fysisk energi er den ene virkelighed, som er sand og trofast i dets lydighed mod den universelle lov. Kun inden for de skabtes vilje har der været afvigelser fra de guddommelige veje og de oprindelige planer. Styrke og energi er de universelle beviser på stabiliteten, bestandigheden, og evigheden af Paradisets centrale ø.
12:8.4 (139.7) Overdragelsen af ånd og åndeliggørelsen af personligheder, den åndelig tyngdekrafts domæne, er den Evige Søns rige. Og denne åndetyngdekraft fra Sønnen, der altid trækker alle åndelige virkeligheder til sig, er lige så virkelig og absolut som det almægtige materielle greb af Paradisets ø. Men det materieltsindet menneske er naturligvis mere fortrolig med de materielle manifestationer af en fysisk natur end med de lige så virkelige og mægtige handlinger af en åndelig natur, som kun er synlig ved hjælp af sjælens åndelige indsigt.
12:8.5 (140.1) Efterhånden som sindet hos enhver personlighed i universet bliver mere åndeligt—gudelignende—så bliver det mindre følsomt over for materiel tyngdekraft. Virkeligheden, målt ved fysisk tyngdekraftrespons, er modsætningen til virkeligheden, som bestemt af kvaliteten af åndens indhold. Fysiske tyngdekraft er en kvantitativ bestemmelse af ikke-åndelig energi; åndelig tyngdekraftsvirkning er den kvalitative målestok for guddommelighedens levende energi.
12:8.6 (140.2) Hvad Paradiset er for den fysiske skabelse, og hvad den Evige Søn er for det åndelige univers, er Samforeneren for sindets riger—det intelligente univers af materielle, morontielle, og åndelige væsener og personligheder.
12:8.7 (140.3) Samforeneren reagerer på både materielle og åndelige virkeligheder og bliver derfor i følge sin natur den universelle tjener for alle intelligente væsener, væsener, der kan repræsentere en forening af både skabelsens materielle og åndelige faser. Intelligens begavelse, tjenesten for det materielle og det åndelige i sindsfænomenet, er udelukkende Samforenerens domæne, som på denne måde bliver partner til det åndelige sind, essensen af morontia sindet, og substansen i det materielle sind af tidens evolutionære skabninger.
12:8.8 (140.4) Sindet er den metode, hvorved åndelige virkeligheder bliver erfaringsbaserede for skabningspersonlighederne. Og i sidste analyse er selv det menneskelige sind, forenende muligheder, evnen til at koordinere ting, ideer, og værdier, overmaterielle.
12:8.9 (140.5) Selvom det næppe er muligt for det dødelige sind at forstå de syv niveauer af relativ kosmisk virkelighed, så burde det menneskelige intellekt være i stand til at forstå meget af betydningen af tre fungerende niveauer af den endelige virkelighed:
12:8.10 (140.6) 1. Materie. Organiseret energi, som er underlagt lineær tyngdekraft, undtagen når den modificeres af bevægelse og betinges af sind.
12:8.11 (140.7) 2. Sind. Organiseret bevidsthed, som ikke fuldstændigt er underlagt materiel tyngdekraft, og som bliver virkelig befriet når den modificeres af ånd.
12:8.12 (140.8) 3. Ånd. Den højeste personlige virkelighed. Ægte ånd er ikke underlagt fysisk tyngdekraft men bliver i sidste instans den motiverende indflydelse af alle udviklende energisystemer med personlighedsværdighed.
12:8.13 (140.9) Målet med alle personligheders eksistens er ånd; materielle manifestationer er relative, og det kosmiske sind intervenerer imellem disse universelle modsætninger. Overdragelsen af sind og tildelingen af ånden er arbejde af de tilknyttede personer af Guddommen, den Uendelige Ånd og den Evige Søn. Den totale guddomsvirkelighed er ikke sind men åndesind—sind-ånd forenet af personlighed. Ikke desto mindre konvergerer både åndens og tingenes absolutte egenskaber i den Universelle Faders person.
12:8.14 (140.10) På Paradiset er de tre energier—den fysiske, mentale, og åndelige—koordinerede. I det evolutionære kosmos er energi-stof dominerende undtagen i personligheden, hvor ånden, gennem sindet formidling stræber efter beherskelsen. Ånden er den grundlæggende virkelighed i alle skabningers personlighedsoplevelse, fordi Gud er ånd. Ånden er uforanderlig, og derfor transcenderer den i alle personlighedsrelationer både sind og materie, som er erfaringsmæssige variabler for progressiv opnåelse.
12:8.15 (140.11) I kosmisk evolution bliver materien en filosofisk skygge, der kastes af sindet i nærvær af åndens lysstyrke i den guddommelig oplysning, men dette ugyldiggør ikke virkeligheden af stof-energi. Sind, stof, og ånd er lige virkelige, men de er ikke af samme værdi for personligheden i opnåelsen af guddommelighed. Bevidsthed om guddommelighed er en progressiv spirituel oplevelse.
12:8.16 (141.1) Jo klarere den spiritualiserede personlighed skinner (Faderen i universet, fragmentet af potentielle åndepersonlighed i den individuelle skabning) jo større skygge kaster det intervenerende sind på dets materielle investering. I tiden, er menneskets krop lige så virkelig som sind eller ånd, men i døden overleve både sind (identitet) og ånd mens kroppen ikke gør det. En kosmisk virkelighed kan være ikkeeksisterende i personlighedsoplevelse. Og derfor har jeres græske talemåde—materialet som skyggen af den mere virkelige åndelige substans indhold—en filosofisk betydning.
9. Personlige virkeligheder
12:9.1 (141.2) Ånden er den grundlæggende personlige virkelighed i universerne, og personligheden er grundlaget for alle fremadskridende erfaringer med åndelig virkelighed. Enhver fase af personlighedsoplevelse på hvert efterfølgende niveau af universets fremgang vrimler med ledetråde til opdagelsen af lokkende personlige realiteter. Menneskets sande skæbne består i skabelsen af nye og åndelige mål og derefter at reagere på de kosmiske tillokkelser af sådanne overjordiske mål af ikke materiel værdi.
12:9.2 (141.3) Kærlighed er hemmeligheden af velgørende forbindelse mellem personligheder. Du kan ikke rigtig kende en person som et resultat af en enkelt kontakt. Man kan ikke værdsættende kende musik gennem matematisk udledning, selvom musik er en form for matematisk rytme. Det nummer, der er tildelt en telefonabonnent identificere på ingen måde denne abonnents personlighed eller angiver noget, der vedrører hans karakter.
12:9.3 (141.4) Matematik, materiel videnskab, er uundværlig i den intelligente diskussion af universets materielle aspekter, men en sådan viden er ikke nødvendigvis en del af den højere erkendelse af sandhed eller af den personlige påskønnelse af åndelige realiteter. Ikke kun i livets riger, men også i den fysisk energis verden, er summen af to eller flere ting meget ofte noget mere end eller noget anderledes fra de forudsigelige additiv konsekvenser af sådanne foreninger. Hele matematikvidenskaben, hele filosofiens domæne, den højeste fysik eller kemi, kunne ikke forudsige eller vide, at foreningen af to gasformige brintatomer med et gasformigt oxygenatom ville resultere i et nyt og kvalitativt superadditivt stof—flydende vand. Forståelsen af viden om dette ene fysisk-kemiske fænomen burde have forhindret udviklingen af materialistisk filosofi og mekanistisk kosmologi.
12:9.4 (141.5) Teknisk analyse afslører ikke, hvad en person eller en ting kan gøre. For eksempel: Vand bruges effektivt til at slukke brand. At vand vil slukke ild er en kendsgerning i hverdagen, men der kunne aldrig foretages nogen analyse af vand for at afsløre en sådan egenskab. Analyse bestemmer, at vand er sammensat af brint og oxygen; en yderligere undersøgelse af disse grundstoffer afslører, at oxygen er den egentlige støtte for forbrænding, og at brint selv frit vil brænde.
12:9.5 (141.6) Din religion er blevet virkelig, fordi den er på vej ud af frygtens slaveri og overtroens trældom. Din filosofi kæmper for frigørelse fra dogmer og traditioner. Din videnskab er engageret i årelange kampe mellem sandhed og fejl, mens den kæmper for udfrielse fra abstraktionens trældom, matematikkens slaveri, og den mekaniske materialismens relative blindhed.
12:9.6 (142.1) Det dødelige menneske har en åndelig kerne. Sindet er et personligt energisystem, der eksisterer rundt om en guddommelig åndelig kerne og fungerer i en materiel miljø. Et sådan levende forhold mellem personlig sind og ånd udgør universets potentiale for evig personlighed. Virkelig vanskeligheder, varig skuffelse, alvorligt nederlag, eller uundgåelig død kan kun opstå, når selvopfattelser vover fuldt ud at fortrænge den centrale åndelige kernes styrende styrke og derved forstyrre den kosmiske plan med personlighedsidentitet.
12:9.7 (142.2) [Præsenteret af en Fuldkommen af Visdom handlende med bemyndigelse fra Dagenes Ældste.]