Urantia Bogen

Kapitel 92

Religionens Senere Udvikling

92:0.1 (1003.1) MENNESKET havde en religion af naturlig oprindelse som en del af sin evolutionære erfaring, længe før der blev givet systematiske åbenbaringer på Urantia. Men denne religion afnaturlig oprindelse var i sig selv et produkt af menneskets superanimalske begavelse. Evolutionær religion opstod langsomt gennem årtusinderne af menneskehedens erfaringsmæssige karriere ved hjælp af følgende påvirkninger, der virkede i og påvirkede det vilde, barbariske og civiliserede menneske:

92:0.2 (1003.2) 1. Tilbedelsens hjælpeånd—tilsynekomsten i dyrenes bevidsthed af overdyrisk potentialer for virkelighedsopfattelse. Dette kan kaldes det menneskelige urinstinkt for Guddommen.

92:0.3 (1003.3) 2. Visdommens hjælpeånd—manifestationen i et tilbedende sind af tendensen til at rette sin tilbedelse mod højere udtrykskanaler og mod stadigt voksende begreber om guddommens virkelighed.

92:0.4 (1003.4) 3. Helligånden—dette er den oprindelige overdragelse af supersindet, og det fremkommer ufejlbarligt i alle ægte menneskelige personligheder. Denne tjeneste til et tilbedelsesbegærligt og visdomskrævende sind skaber evnen til at selvrealisere postulatet om menneskelig overlevelse, både i teologisk forstand og som en faktisk og faktuel personlighedsoplevelse.

92:0.5 (1003.5) Den koordinerede funktion af disse tre guddommelige tjenester er helt tilstrækkeligt til at igangsætte og videreføre væksten i evolutionær religion. Disse indflydelser bliver senere forstærket af Tankerettere, serafer og Sandhedens Ånd, som alle accelererer hastigheden af den religiøse udvikling. Disse instanser har længe fungeret på Urantia, og de vil fortsætte her, så længe denne planet forbliver en beboet sfære. En stor del af potentialet i disse guddommelige instanser har endnu aldrig haft mulighed for at blive udtrykt; meget vil blive afsløret i de kommende tidsaldre, efterhånden som de dødeliges religion stiger op, niveau for niveau, mod de himmelske højder af morontielle værdier og åndelig sandhed.

1. Religionens evolutionære karakter

92:1.1 (1003.6) Religionens udvikling er blevet sporet fra tidlig frygt og spøgelser ned gennem mange på hinanden følgende udviklingsstadier, herunder bestræbelserne på først at tvinge og derefter at overtale ånderne. Stammefeticher voksede til totemer og stammeguder; magiske formler blev til moderne bønner. Omskæring, som først var et offer, blev til en hygiejnisk procedure.

92:1.2 (1003.7) Religionen udviklede sig fra naturdyrkelse over spøgelsesdyrkelse til fetichisme i løbet af racernes vilde barndom. Med civilisationens begyndelse tilsluttede menneskeheden sig de mere mystiske og symbolske overbevisninger, mens menneskeheden nu, hvor den nærmer sig modenhed, modnes til at værdsætte ægte religion, endda en begyndelse på åbenbaringen af selve sandheden.

92:1.3 (1004.1) Religion opstår som en biologisk reaktion fra sindet på åndelige overbevisninger og miljøet; det er det sidste, der går til grunde eller ændrer sig i en race. Religion er samfundets tilpasning, i enhver tidsalder, til det, der er mystisk. Som en social institution omfatter den ritualer, symboler, kulter, skrifter, altre, helligdomme og templer. Helligvand, relikvier, feticher, amuletter, klæder, klokker, trommer og præsteskaber er fælles for alle religioner. Og det er umuligt helt at adskille rent udviklet religion fra enten magi eller trolddom.

92:1.4 (1004.2) Mystik og magt har altid stimuleret religiøse følelser og frygt, mens følelser altid har fungeret som en stærk betingende faktor i deres udvikling. Frygt har altid været den grundlæggende religiøse stimulus. Frygt skaber guderne i den evolutionære religion og motiverer de primitive troendes religiøse ritualer. Efterhånden som civilisationen skrider frem, bliver frygten modificeret af ærbødighed, beundring, respekt og sympati og derefter yderligere betinget af anger og omvendelse.

92:1.5 (1004.3) Et asiatisk folk lærte, at “Gud er en stor frygt”; det er et udslag af en rent evolutionær religion. Jesus, åbenbaringen af den højeste form for religiøs levevis, proklamerede, at “Gud er kærlighed.”

2. Religionen og skikkene

92:2.1 (1004.4) Religion er den mest rigide og urokkelige af alle menneskelige institutioner, men den tilpasser sig langsomt til et samfund i forandring. Til sidst afspejler den evolutionære religion de skiftende sæder, som igen kan være blevet påvirket af åbenbaret religion. Langsomt, sikkert, men modvilligt, følger religion (tilbedelse) i kølvandet på visdom—viden styret af erfaringsbaseret fornuft og oplyst af guddommelig åbenbaring.

92:2.2 (1004.5) Religionen klamrer sig til skikkene; det, der var, er gammelt og angiveligt helligt. Af denne grund, og ingen anden, blev stenredskaber ved med at eksistere langt ind i bronze- og jernalderen. Dette udsagn er dokumenteret: “Og hvis I vil lave mig et alter af sten, skal I ikke bygge det af tilhuggede sten, for hvis I bruger jeres værktøj til at lave det, har I gjort det urent.” Selv i dag tænder hinduerne deres alterbål ved hjælp af et primitivt ildbor. I løbet af den evolutionære religion er det nye altid blevet betragtet som helligbrøde. Nadveren skal ikke bestå af ny og forarbejdet mad, men af de mest primitive fødevarer: “Kød stegt i ild og usyret brød serveret med bitre urter.” Alle former for social brug og endda juridiske procedurer klamrer sig til de gamle former.

92:2.3 (1004.6) Når det moderne menneske undrer sig over, at der er så meget i forskellige religioners skrifter, som kan betragtes som uanstændigt, bør det stoppe op og tænke over, at generationer, der er gået forud, har frygtet at fjerne det, som deres forfædre anså for at være hellige og helligt. Meget af det, som en generation måske betragter som uanstændigt, har tidligere generationer betragtet som en del af deres accepterede skikke, endda som godkendte religiøse ritualer. En betydelig mængde religiøse kontroverser har været forårsaget af de uendelige forsøg på at forene gamle, men forkastelige skikke med nyudviklet fornuft, at finde plausible teorier til at retfærdiggøre trosbekendelsens videreførelse af gamle og forældede skikke.

92:2.4 (1004.7) Men det er kun tåbeligt at forsøge at accelerere den religiøse vækst for pludseligt. En race eller nation kan kun assimilere det fra en avanceret religion, som er rimeligt konsistent og foreneligt med dens nuværende evolutionære status, plus dens geniale evne til tilpasning. Sociale, klimatiske, politiske og økonomiske forhold er alle med til at bestemme den religiøse evolutions forløb og fremskridt. Den sociale moral bestemmes ikke af religionen, dvs. af den evolutionære religion; snarere dikteres religionsformerne af racemoralen.

92:2.5 (1005.1) Menneskeracer accepterer kun overfladisk en fremmed og ny religion; de tilpasser den faktisk til deres sæder og gamle måder at tro på. Dette illustreres godt af eksemplet med en vis newzealandsk stamme, hvis præster, efter nominelt at have accepteret kristendommen, påstod at have modtaget direkte åbenbaringer fra Gabriel om, at denne selvsamme stamme var blevet Guds udvalgte folk, og at de skulle have lov til frit at hengive sig til løse seksuelle forhold og mange andre af deres gamle og forkastelige skikke. Og straks gik alle de nyskabte kristne over til denne nye og mindre krævende version af kristendommen.

92:2.6 (1005.2) Religion har på et eller andet tidspunkt sanktioneret alle mulige former for modstridende og inkonsekvent adfærd, har på et eller andet tidspunkt godkendt praktisk talt alt det, der nu betragtes som umoralsk eller syndigt. Samvittigheden har aldrig været, og kan aldrig blive, en sikker og ufejlbarlig guide til menneskelig adfærd, når den ikke er oplært af erfaring og hjulpet af fornuften. Samvittigheden er ikke en guddommelig stemme, der taler til den menneskelige sjæl. Den er blot summen af det moralske og etiske indhold i enhver aktuel eksistensfase; den repræsenterer blot det menneskeligt opfattede ideal for reaktion under enhver given omstændighed.

3. Udviklingsreligiones karakter

92:3.1 (1005.3) Studiet af menneskelig religion er en undersøgelse af de fossile sociale lag fra tidligere tidsaldre. De menneskeskabte guders sæder er en sandfærdig afspejling af moralen hos de mennesker, der først udtænkte sådanne guder. Gamle religioner og mytologier skildrer troværdigt troen og traditionerne hos folk, der for længst er gået tabt i glemslen. Disse gamle kultpraksisser fortsætter sideløbende med nyere økonomiske skikke og sociale udviklinger, og de virker selvfølgelig groft inkonsekvente. Resterne af kulten præsenterer et sandt billede af fortidens racemæssige religioner. Husk altid, at kulterne ikke er dannet for at opdage sandheden, men snarere for at udbrede deres trosbekendelser.

92:3.2 (1005.4) Religionen har i høj grad altid været et spørgsmål om, ritualer, skikke, forskrifter, ceremonier og dogmer. Den er som regel blevet plettet med vedvarende fortræd skabende beslutnings fejl, illusionen om at være det udvalgte folk. De kardinale religiøse idéer i form af besværgelse, inspiration, åbenbaring, forsoning, omvendelse, soning, forbøn, opofrelse, bøn, bekendelse, tilbedelse, overlevelse efter døden, sakramente, ritual, løsesum, frelse, forløsning, pagt, urenhed, rensning, profeti, original synd—de gå alle tilbage til de tidlige tider af oprindelige frygt for spøgelser.

92:3.3 (1005.5) Primitiv religion er hverken mere eller mindre end kampen for materiel eksistens udvidet til at omfatte eksistensen hinsides graven. Overholdelsen af en sådan tro repræsenterede en udvidelse af kampen for selvopretholdelse til en forestillet spøgelses- og åndeverden. Men når du fristes til at kritisere evolutionær religion, så vær forsigtig. Husk, at det er, hvad der skete; det er en historisk kendsgerning. Og husk også, at styrken ved enhver idé ikke ligger i dens sikkerhed eller sandhed, men snarere i hvor levende dens menneskelige appel er.

92:3.4 (1006.1) Evolutionær religion giver ikke mulighed for forandring eller revision; i modsætning til videnskaben giver den ikke mulighed for sin egen progressive korrektion. Evolutionær religion aftvinger respekt, fordi dens tilhængere mener, at den er Sandheden; “den tro, der én gang blev overgivet til de hellige,” må i teorien være både endegyldig og ufejlbarlig. Kulten modsætter sig udvikling, fordi reelle fremskridt med sikkerhed vil ændre eller ødelægge kulten selv; derfor skal den altid tvinges til revision.

92:3.5 (1006.2) Kun to påvirkninger kan ændre og opløfte den naturlige religions dogmer: presset fra de langsomt fremadskridende skikke og den periodiske oplysning fra epokegørende åbenbaringer. Og det er ikke mærkeligt, at fremskridtet var langsomt; i gamle dage betød det at være progressiv eller opfindsom at blive dræbt som en troldmand. Kulten udvikler sig langsomt i generationsepoker og evige cyklusser. Men den bevæger sig fremad. Den evolutionære tro på spøgelser lagde grunden til en filosofi om åbenbaret religion, som i sidste ende vil ødelægge den overtro, den stammer fra.

92:3.6 (1006.3) Religion har hæmmet den sociale udvikling på mange måder, men uden religion ville der ikke have været nogen varig moral eller etik, ingen værdifuld civilisation. Religion har kvalt megen ikke-religiøs kultur: Skulptur opstod i forbindelse med fremstilling af idoler, arkitektur i forbindelse med tempelbyggeri, poesi i forbindelse med besværgelser, musik i forbindelse med tilbedelsessange, drama i forbindelse med skuespil for åndelig vejledning og dans i forbindelse med de sæsonbestemte tilbedelsesfestivaler.

92:3.7 (1006.4) Men samtidig med at man gør opmærksom på, at religion var afgørende for civilisationens udvikling og bevarelse, bør det noteres, at naturlig religion også har gjort meget for at forkrøble og hæmme netop den civilisation, som den ellers fostrede og opretholdt. Religion har hæmmet industrielle aktiviteter og økonomisk udvikling; den har været spild af arbejdskraft og har spildt kapital; den har ikke altid været til hjælp for familien; den har ikke i tilstrækkelig grad fremmet fred og god vilje; den har undertiden forsømt uddannelse og forsinket videnskab; den har unødigt forarmet livet for at foregive at berige døden. Den evolutionære religion, den menneskelige religion, har gjort sig skyldig i alle disse og mange flere fejltagelser, fejl og brølere; ikke desto mindre opretholdt den kulturel etik, civiliseret moral og social sammenhængskraft og gjorde det muligt for senere åbenbaret religion at kompensere for disse mange evolutionære mangler.

92:3.8 (1006.5) Evolutionær religion har været menneskets dyreste, men uforligneligt effektive institution. Menneskelig religion kan kun retfærdiggøres i lyset af den evolutionære civilisation. Hvis mennesket ikke var et produkt af dyrenes evolution, ville et sådant religiøst udviklingsforløb være uden berettigelse.

92:3.9 (1006.6) Religionen understøtter akkumulation af kapital; den fremmer visse typer af arbejde; præsterne fritid begunstiger kunst og viden; i sidste ende vandt menneskeheden meget som et resultat af alle disse tidlige tiders fejl i etisk tillempning. Shamanerne, ærlige og uærlige, var frygtelig dyre, men de var alle det værd de kostede. De lærde erhverv og videnskaben selv er opstået fra de parasitiske præsteskaber. Religionen fostrede civilisationen og medførte samfundsmæssig kontinuitet; den har altid været det moralske politi. Religionen, medbragte den menneskelige disciplin og selvkontrol, som gjorde visdom mulig. Religion er evolutionens effektive svøbe, som hensynsløst driver den sløve og lidende menneskehed fra dens naturlige tilstand af intellektuel inerti fremad og opad til de højere niveauer af fornuft og visdom.

92:3.10 (1006.7) Og denne hellige arv fra dyrenes opstigning, den evolutionære religion, skal til stadighed forfines og forædles af den åbenbarede religions fortsatte censur og af den ægte videnskabs brændende ovn.

4. Åbenbaringens gave

92:4.1 (1007.1) Åbenbaring er evolutionær, men altid progressiv. Ned gennem verdenshistoriens tidsaldre bliver religionens åbenbaringer stadig større og mere og mere oplysende. Det er åbenbaringens mission at sortere og censurere evolutionens successive religioner. Men hvis åbenbaringen skal ophøje og højne evolutionens religioner, så må sådanne guddommelige besøg skildre lærdomme, som ikke er alt for langt væk fra tankerne og reaktionerne i den tidsalder, hvor de præsenteres. Således må og skal åbenbaringen altid holde sig i kontakt med evolutionen. Åbenbaringens religion må altid være begrænset af menneskets evne til at modtage.

92:4.2 (1007.2) Men uanset den tilsyneladende forbindelse eller afledning er åbenbaringsreligionerne altid kendetegnet ved en tro på en guddom af endelig værdi og på et koncept om overlevelse af personlighedsidentitet efter døden.

92:4.3 (1007.3) Udviklingsreligionen er følelsesbetonet, ikke logisk. Det er menneskets reaktion på troen på en hypotetisk spøgelses- og åndeverden—den menneskelige trosrefleks, som ophidses af erkendelsen af og frygten for det ukendte. Åbenbaringsreligion kommer fra den virkelige åndelige verden; det er det superintellektuelle kosmos’ svar på den dødelige sult efter at tro på og være afhængig af de universelle guddomme. Evolutionær religion skildrer menneskehedens kringlede famlen i søgen efter sandhed; åbenbaringsreligioner, selve denne sandhed.

92:4.4 (1007.4) Der har været mange religiøse åbenbaringer, men kun fem af epokegørende betydning. Disse var som følger:

92:4.5 (1007.5) 1. Den Dalamatiske lære. Det sande begreb af den Første Kilde og Center blev først bekendtgjort på Urantia af de hundrede legemlige medlemmer af prins Caligastias personale. Denne ekspanderende åbenbaring af guddommen fortsatte i mere end tre hundrede tusinde år, indtil den pludselig blev afbrudt af den planetariske løsrivelse og forstyrrelsen af undervisningsregimet. Med undtagelse af Vans arbejde gik indflydelsen af åbenbaringen i Dalamatia praktisk taget tabt for hele verden. Selv Noditerne havde glemt denne sandhed på tidspunktet for Adams ankomst. Af alle, der modtog læren af de hundrede, bevarede de røde mennesker den længst, men tanken om den Store Ånd var, kun et tåget begreb i indianernes religion, indtil kontakten med kristendommen i høj grad præciseret og styrkede den.

92:4.6 (1007.6) 2. Edens lære. Adam og Eva portrætterede igen konceptet om altings Fader for de evolutionære folkeslag. Afbrydelsen af det første Eden standsede den adamiske åbenbaring, før den nogensinde var kommet helt i gang. Men Adams afbrudte lære blev videreført af de setitiske præster, og nogle af disse sandheder er aldrig gået helt tabt for verden. Hele den religiøse evolutions retning i Mellemøsten blev ændret af Setiternes lærdomme. Men omkring 2500 f.Kr. havde menneskeheden stort set glemt åbenbaringen som blev formidlet i Edens dage.

92:4.7 (1007.7) 3. Melkisedek af Salem. Denne Nebadons nødsituations Søn indviede den tredje sandhedsåbenbaring på Urantia. De vigtigste forskrifter af hans lære var tillid og tro. Han underviste menneskerne i tillid til Guds almægtige velgørenhed og proklamerede, at tro var den handling, hvormed mennesket gjorte sig fortjent til Guds gunst. Hans lære blandede sig gradvist med forskellige evolutionære religioners tro og praksis og udviklede sig til sidst til de teologiske systemer, der fandtes på Urantia ved indgangen til det første årtusinde efter Kristus.

92:4.8 (1008.1) 4. Jesus af Nazaret. Kristus Mikael præsenterede for fjerde gang begrebet Gud som den universelle Fader for Urantia, og denne lære er generelt blevet fastholdt lige siden. Essensen af hans lære var kærlighed og tjeneste, den kærlige tilbedelse, som en skabningssøn frivilligt giver i anerkendelse af og som svar på Gud hans Faders kærlige tjeneste; den frivillige tjeneste, som sådanne skabningssønner skænker deres brødre i den glade erkendelse af, at de i denne tjeneste ligeledes tjener Gud Faderen.

92:4.9 (1008.2) 5. Urantia bogens kapitler. Disse kapitler, hvoraf dette er et, udgør den seneste præsentation af sandheden til dødelige på Urantia. Disse papirer adskiller sig fra alle tidligere åbenbaringer, for de er ikke et arbejde af en enkelt universpersonlighed, men er en sammensat præsentation af mange væsener. Men ingen åbenbaring kan dog være komplet før opnåelsen af den Universelle Fader. Alle andre himmelske velfærdsydelser er ikke mere end en delvis, forbigående, og praktisk tilpasning til de lokale forhold i tid og rum. Mens sådanne indrømmelser som disse muligvis kan reducere alle åbenbaringers umiddelbare kraft og myndighed, er tiden kommet på Urantia, hvor det er tilrådeligt at foretage sådanne oprigtige udsagn, selv med risiko for at svække den fremtidige indflydelse og autoritet af denne den seneste sandhedsåbenbaring til de dødelige racer af Urantia.

5. De store religiøse ledere

92:5.1 (1008.3) I evolutionær religion forestiller man sig, at guderne eksisterer i menneskets billede; i åbenbaringsreligion lærer man, at mennesker er Guds sønner—endda formet i guddommens endelige billede; i de syntetiserede overbevisninger sammensat af åbenbaringslæren og evolutionens produkter, er gudsbegrebet en blanding af:

92:5.2 (1008.4) 1. De evolutionære kulters præeksisterende idéer.

92:5.3 (1008.5) 2. Åbenbaringsreligionens sublime idealer.

92:5.4 (1008.6) 3. De personlige synspunkter hos de store religiøse ledere, menneskehedens profeter og lærere.

92:5.5 (1008.7) De fleste store religiøse epoker er blevet indledt af en fremtrædende personligheds liv og lære; lederskab har skabt de fleste af historiens værdifulde moralske bevægelser. Og mennesker har altid haft en tendens til at ære lederen, selv på bekostning af hans lære; at ære hans personlighed, selv om de mister de sandheder af syne, som han forkyndte. Og det er ikke uden grund; der er en instinktiv længsel i det evolutionære menneskes hjerte efter hjælp fra oven og hinsides. Denne trang er designet til at foregribe Planetprinsens og de senere Materielle Sønners tilsynekomst på jorden. På Urantia er mennesket blevet berøvet disse overmenneskelige ledere og herskere, og derfor forsøger det konstant at kompensere for dette tab ved at indhylle sine menneskelige ledere i legender om overnaturlig oprindelse og mirakuløse karrierer.

92:5.6 (1008.8) Mange folkeslag har forestillet sig deres ledere som født af jomfruer; deres karrierer er rigeligt overstrøet med mirakuløse episoder, og deres genkomst forventes altid af deres respektive grupper. I Centralasien venter stammefolkene stadig på Djengis Khans tilbagevenden; i Tibet, Kina og Indien er det Buddha; i islam er det Muhammed; blandt indianerne var det Hesunanin Onamonalonton; hos hebræerne var det generelt Adams tilbagevenden som en materiel hersker. I Babylon var guden Marduk en videreførelse af Adam-legenden, ideen om Guds søn, forbindelsesleddet mellem mennesket og Gud. Efter Adams tilsynekomst på jorden var såkaldte gudesønner almindelige blandt verdens racer.

92:5.7 (1009.1) Men uanset den overtroiske ærefrygt, som de ofte blev holdt i, er det stadig en kendsgerning, at disse lærere var de tidsmæssige personlige omdrejningspunkter, som den åbenbarede sandheds løftestænger afhang af for at fremme menneskehedens moral, filosofi og religion.

92:5.8 (1009.2) Der har været hundreder og atter hundreder af religiøse ledere i Urantia en million år lange menneskelige historie fra Onagar til Guru Nanak. I løbet af denne periode har der været mange bølger af religiøs sandhed og åndelig tro, og hver renæssance for urantiansk religion er tidligere blevet identificeret med en eller anden religiøs leders liv og lære. Når vi betragter lærerne i nyere tid, kan det vise sig nyttigt at gruppere dem i de syv store religiøse epoker på det postadamiske Urantia:

92:5.9 (1009.3) 1. Den Sethitiske periode. De Sethitiske præster, der blev gendannet under Amosads ledelse, blev de store postadamiske lærere. De fungerede overalt i Anditernes lande, og deres indflydelse varede længst blandt grækere, sumererne og hinduer. Blandt sidstnævnte er de fortsat til nutiden som brahmanerne i den hinduistiske tro. Sethitterne og deres tilhængere mistede aldrig helt det treenighedskoncept, som Adam åbenbarede.

92:5.10 (1009.4) 2. Melkisedekmissionærernes æra. Religionen på Urantia var i en vis grad genoplivet ved indsatsen fra de lærere, der blev forordnet af Machiventa Melkisedek, da han levede og underviste i Salem næsten to tusinde år før Kristus. Disse missionærer proklamerede tro som prisen for Guds nåde, og selvom deres lære ikke førte til nogen umiddelbart fremtrædende religioner, dannede den ikke desto mindre det fundament, som senere sandhedslærere skulle bygge religionerne på Urantia på.

92:5.11 (1009.5) 3. Æraen efter Melkisedek. Selvom Amenemope og Ikhnaton begge underviste i denne periode, var det mest fremtrædende religiøse geni i æraen efter Melkisedek lederen af en gruppe beduiner i Mellemøsten og grundlæggeren af den hebraiske religion—Moses. Moses underviste i monoteisme. Han sagde: “Hør, Israel, Herren vor Gud er én Gud.” “Herren han er Gud. Der er ingen ved siden af ham.” Han forsøgte ihærdigt at udrydde resterne af spøgelseskulten blandt sit folk, og foreskrev endda dødsstraf for dens udøvere. Moses monoteisme blev forfalsket af hans efterfølgere, men i senere tider vendte de tilbage til mange af hans læresætninger. Moses’ storhed ligger i hans visdom og klogskab. Andre mænd har haft større begreber om Gud, men ingen har nogensinde haft så stor succes med at få et stort antal mennesker til at antage så avancerede overbevisninger.

92:5.12 (1009.6) 4. Det sjette århundrede før Kristus. Mange mænd rejste sig for at forkynde sandheden i dette, et af de største århundreder med religiøs opvågnen, som Urantia nogensinde har været vidne til. Blandt disse bør nævnes Gautama, Konfucius, Lao-tse, Zoroaster og de jainistiske lærere. Gautamas lære er blevet udbredt i Asien, og han æres som Buddha af millioner. Konfucius var for kinesisk moral, hvad Platon var for græsk filosofi, og selvom der var religiøse konsekvenser af begges lære, var ingen af dem strengt taget en religiøs lærer; Lao-tse så mere af Gud i Tao, end Konfucius gjorde i menneskelighed eller Platon i idealisme. Zarathustra var meget påvirket af den fremherskende opfattelse af dualistisk spiritisme, det gode og det onde, men samtidig ophøjede han bestemt ideen om én evig guddom og om lysets endelige sejr over mørket.

92:5.13 (1010.1) 5. Det første århundrede efter Kristus. Som religiøs lærer startede Jesus af Nazaret med den kult, som var blevet etableret af Johannes Døberen, og gik så langt væk fra faste og former, som han kunne. Bortset fra Jesus var Paulus af Tarsus og Philo af Alexandria de største lærere i denne æra. Deres opfattelser af religion har spillet en dominerende rolle i udviklingen af den tro, der bærer Kristi navn.

92:5.14 (1010.2) 6. Det sjette århundrede efter Kristus. Muhammed grundlagde en religion, som var bedre end mange af trosbekendelser i hans tid. Hans religion var en protest mod de sociale krav fra fremmede trosretninger og og mod det usammenhængende religiøse liv i hans eget folk.

92:5.15 (1010.3) 7. Det femtende århundrede efter Kristus. Denne periode var vidne til to religiøse bevægelser: opløsningen af kristendommens enhed i Vesten og syntesen af en ny religion i Orienten. I Europa havde den institutionaliserede kristendom nået den grad af uelasticitet, som gjorde yderligere vækst uforenelig med enhed. I Orienten blev den kombinerede lære fra islam, hinduisme og buddhisme syntetiseret af Nanak og hans tilhængere til sikhismen, en af de mest avancerede religioner i Asien.

92:5.16 (1010.4) Urantias fremtid vil uden tvivl blive præget af tilsynekomsten af lærere i religiøs sandhed—Guds faderskab og alle skabningers broderskab. Men man må håbe, at disse fremtidige profeters ivrige og oprigtige indsats vil være rettet mindre mod at styrke de interreligiøse barrierer og mere mod at øge det religiøse broderskab af åndelig tilbedelse blandt de mange tilhængere af de forskellige intellektuelle teologier, som i den grad karakteriserer Urantia i Satania.

6. De sammensatte religioner

92:6.1 (1010.5) Det tyvende århundredes religioner på Urantia udgør en interessant studie i den sociale udvikling af menneskets tilbedelsesimpuls. Mange trosretninger har udviklet sig meget lidt siden spøgelseskultens dage. Pygmæerne i Afrika har ingen religiøse reaktioner som klasse, selvom nogle af dem tror en smule på et åndeligt miljø. De er i dag lige der, hvor det primitive menneske var, da udviklingen af religion begyndte. Den grundlæggende tro i primitiv religion var overlevelse efter døden. Ideen om at tilbede en personlig Gud indikerer en avanceret evolutionær udvikling, selv det første stadie af åbenbaring. Dyakkerne har kun udviklet den mest primitive religiøse praksis. De forholdsvis nye eskimoer og indianere havde meget sparsomme forestillinger om Gud; de troede på spøgelser og havde en ubestemmelig idé om en eller anden form for overlevelse efter døden. Nutidens indfødte australiere har kun en spøgelsesfrygt, en frygt for mørket og en primitiv forfædredyrkelse. Zuluerne er netop ved at udvikle en religion med spøgelsesfrygt og ofringer. Mange afrikanske stammer er endnu ikke, bortset fra de kristne og muhamedanernes missionsarbejde, kommet ud over fetichfasen af religiøs udvikling. Men nogle grupper har længe holdt fast i ideen om monoteisme, som de tidligere thrakere, der også troede på udødelighed.

92:6.2 (1010.6) På Urantia udvikler evolutionær og åbenbarende religion sig side om side, mens de blandes og smelter sammen til de forskelligartede teologiske systemer, der findes i verden på det tidspunkt, hvor disse tekster skrives. Disse religioner, religionerne på det tyvende århundredes Urantia, kan opregnes som følger:

92:6.3 (1011.1) 1. Hinduisme—den ældste

92:6.4 (1011.2) 2. Den hebraiske religion.

92:6.5 (1011.3) 3. Buddhisme.

92:6.6 (1011.4) 4. Den Konfucianske lære.

92:6.7 (1011.5) 5. De Taoistiske overbevisninger.

92:6.8 (1011.6) 6. Zoroastranisme.

92:6.9 (1011.7) 7. Shinto.

92:6.10 (1011.8) 8. Jainisme.

92:6.11 (1011.9) 9. Kristendommen.

92:6.12 (1011.10) 10. Islam.

92:6.13 (1011.11) 11. Sikhisme—den seneste.

92:6.14 (1011.12) De mest avancerede religioner i fortiden var jødedommen og hinduismen, og hver har henholdsvis haft stor indflydelse på den religiøse udvikling i Vesten og Østen. Både hinduer og hebræere mente, at deres religioner var inspirerede og åbenbarede, og de mente at alle andre var dekadente former af den eneste sande tro.

92:6.15 (1011.13) Indien er opdelt i hinduer, sikher, muhamedanere og jainere, som hver især har forskellige opfattelser af Gud, mennesket og universet. Kina følger den taoistiske og den konfucianske lære; Shinto dyrkes i Japan.

92:6.16 (1011.14) De store internationale, raceblandede trosretninger er den hebraiske, buddhistiske, kristne og islamiske. Buddhismen strækker sig fra Ceylon og Burma gennem Tibet og Kina til Japan. Den har vist en tilpasningsevne til mange folkeslags skikke, som kun er overgået af kristendommen.

92:6.17 (1011.15) Den hebraiske religion omfatter den filosofiske overgang fra polyteisme til monoteisme; den er et evolutionært bindeled mellem evolutionens religioner og åbenbaringens religioner. Hebræerne var det eneste vestlige folk, der fulgte deres tidlige evolutionære guder direkte til åbenbaringens Gud. Men denne sandhed blev aldrig bredt accepteret før Esajas’ tid, hvor han endnu en gang underviste i den blandede idé om en raceguddom kombineret med en universel skaber: “Hærskarers Herre, Israels Gud, du er Gud, du alene; du har skabt himmel og jord.” På et tidspunkt lå håbet om den vestlige civilisations overlevelse i de sublime hebraiske begreber om godhed og de avancerede hellenske begreber om skønhed.

92:6.18 (1011.16) Den kristne religion er religionen om Kristi liv og lære baseret på jødedommens teologi, modificeret yderligere gennem assimilering af visse zoroastriske læresætninger og græsk filosofi, og formuleret primært af tre personer: Filon, Peter og Paulus. Den har gennemgået mange udviklingsfaser siden Paulus’ tid og er blevet så gennemgribende vestliggjort, at mange ikke-europæiske folk helt naturligt betragter kristendommen som en mærkelig åbenbaring af en fremmed Gud og for fremmede.

92:6.19 (1011.17) Islam er det religiøst-kulturelle bindeled mellem Nordafrika, Mellemøsten og det sydøstlige Asien. Det var jødisk teologi i forbindelse med den senere kristne lære, der gjorde islam monoteistisk. Muhammeds tilhængere snublede over den avancerede lære om treenigheden; de kunne ikke forstå læren om tre guddommelige personligheder og én guddom. Det er altid svært at få evolutionære sind til pludselig at acceptere avancerede åbenbarede sandhed. Mennesket er et evolutionært væsen og må i det store og hele få sin religion ved hjælp af evolutionære teknikker.

92:6.20 (1012.1) Forfader tilbedelse udgjorde engang et bestemt fremskridt i religiøs evolution, men det er både forbløffende og beklageligt, at dette primitive begreb fortsætter i Kina, Japan og Indien blandt så meget, der er relativt mere avanceret, såsom buddhisme og hinduisme. I Vesten, udviklede forfader tilbedelsen sig til veneration af nationale guder og respekt for racemæssige helte. I det tyvende århundrede optræder denne heltedyrkende nationalistiske religion i de forskellige radikale og nationalistiske sekularismer som karakteriserer mange racer og nationer i Vesten. Meget af denne samme holdning findes også i de engelsktalende folks store universiteter og de større industrielle samfund. Ikke meget forskellig fra disse begreber er tanken, at religion er, “en fælles søgen efter det gode liv.” De “nationale religioner” er intet mere end en tilbagevenden til den tidlige romerske kejser tilbedelse og til Shinto—tilbedelse af staten i form af den kejserlige familie.

7. Religionens fortsatte udvikling

92:7.1 (1012.2) Religion kan aldrig blive et videnskabeligt faktum. Filosofi kan ganske vist hvile på et videnskabeligt grundlag, men religion vil altid forblive enten evolutionær eller åbenbarende, eller en mulig kombination af begge, som det er i verden i dag.

92:7.2 (1012.3) Nye religioner kan ikke opfindes; de er enten udviklet, eller også er de pludselig åbenbaret. Alle nye evolutionære religioner er blot videreudviklinger af de gamle overbevisninger, nye tilpasninger og justeringer. Det gamle ophører ikke med at eksistere; det smelter sammen med det nye, ligesom sikhismen spirede og blomstrede ud af hinduismens, buddhismens, islams og andre samtidige kulters jord og former. Primitiv religion var meget demokratisk; de vilde var hurtige til at låne eller udlåne. Først med den åbenbarede religion opstod der en autokratisk og intolerant teologisk egoisme.

92:7.3 (1012.4) De mange religioner på Urantia er alle gode i det omfang, de bringer mennesket til Gud og bringer erkendelsen af Faderen til mennesket. Det er en fejlslutning for enhver gruppe af religionsudøvere at opfatte deres trosbekendelse somSandheden; sådanne holdninger vidner mere om teologisk arrogance end om trosvisshed. Der findes ikke en religion på Urantia, som ikke med fordel kunne studere og assimilere de bedste af de sandheder, der findes i enhver anden tro, for alle indeholder sandhed. Religiøse ville gøre bedre i at låne det bedste i deres naboers levende åndelige tro i stedet for at fordømme det værste i deres dvælende overtro og forældede ritualer.

92:7.4 (1012.5) Alle disse religioner er opstået som følge af menneskets forskellige intellektuelle reaktioner på dets identiske åndelige vejledning. Mennesket kan aldrig håbe på at opnå en ensartethed i trosbekendelser, dogmer og ritualer—disse er intellektuelle; men de kan, og en dag vil de, realisere en enhed i sand tilbedelse af alles Fader, for dette er åndeligt, og det er evigt sandt, at i ånden er alle mennesker lige.

92:7.5 (1012.6) Primitiv religion var i høj grad en bevidsthed om materielle værdier, men civilisationen ophøjer de religiøse værdier, for sand religion er selvets hengivelse til at tjene meningsfulde og højeste værdier. Efterhånden som religionen udvikler sig, bliver etikken til moralens filosofi, og moralen bliver disciplineringen af selvet efter standarderne for de højeste betydninger og højeste værdier—guddommelige og åndelige idealer. Og således bliver religion en spontan og udsøgt hengivenhed, den levende oplevelse af kærlighedens loyalitet.

92:7.6 (1013.1) En religions kvalitet er angivet ved:

92:7.7 (1013.2) 1. Værdiernes niveau—loyaliteter.

92:7.8 (1013.3) 2. Betydningernes dybde—individuel modtagelighed for den idealistiske påskønnelse af disse højeste værdier.

92:7.9 (1013.4) 3. Indvielsens intensitet—graden af hengivenhed til disse guddommelige værdier.

92:7.10 (1013.5) 4. Personlighedens ubegrænsede fremskridt på denne kosmiske vej af idealistisk åndelig levevis, erkendelse af, at du er Guds søn og uendeligt progressiv medborgerskab i universet.

92:7.11 (1013.6) Religiøse betydninger udvikler sig i selvbevidsthed, når barnet overfører sine ideer om almagt fra sine forældre til Gud. Og hele et sådant barns religiøse oplevelse afhænger i høj grad af, om det er frygt eller kærlighed, der har domineret forholdet mellem forældre og barn. Slaver har altid haft meget svært ved at overføre deres frygt for herren i begreberne om Guds kærlighed. Civilisation, videnskab og avancerede religioner skal befri menneskeheden fra den frygt, der er født af frygten for naturfænomener. Og på samme måde bør større oplysning befri uddannede dødelige fra al afhængighed af mellemmænd i fællesskabet med Guddommen.

92:7.12 (1013.7) Disse mellemliggende stadier af afgudsdyrkende tøven i overførslen af veneration fra det menneskelige og det synlige til det guddommelige og usynlig er uundgåelige, men de bør forkortes med bevidstheden om den iboende guddommelige ånds hjælpende tjeneste. Ikke desto mindre er mennesket blevet dybt påvirket, ikke kun af sine forestillinger om Guddommen, men også af karakteren hos de helte, som det har valgt at ære. Det er meget uheldigt, at de, der er kommet til at ære den guddommelige og opstandne Kristus, skulle have overset manden—den tapre og modige helt—Joshua ben Joseph.

92:7.13 (1013.8) Det moderne menneske er tilstrækkeligt selvbevidst om religion, men dets tilbedende skikke er forvirrede og miskrediterede af dets accelererede sociale metamorfose og hidtil usete videnskabelige udvikling. Tænkende mænd og kvinder vil have religion omdefineret, og dette krav vil tvinge religionen til at revurdere sig selv.

92:7.14 (1013.9) Det moderne menneske står over for den opgave at foretage flere justeringer af menneskelige værdier på én generation, end der er blevet foretaget på to tusind år. Og alt dette påvirker den sociale holdning til religion, for religion er både en måde at leve på og en teknik til at tænke på.

92:7.15 (1013.10) Sand religion må altid på én og samme tid være det evige fundament og ledestjernen for alle varige civilisationer.

92:7.16 (1013.11) [Præsenteret af en Melkisedek fra Nebadon.]