Urantia Bogen

Kapitel 92

Religionens Senere Udvikling

92:0.1 (1003.1) MENNESKET havde en religion af naturlig oprindelse som en del af hans evolutionære erfaring længe før nogen systematiske åbenbaringer blev foretaget på Urantia. Denne religion af naturlig oprindelse var i sig selv et produkt af menneskets begavelse ovenover dyrenes niveau. Udviklingsreligionen opstod langsomt gennem årtusinder af menneskehedens erfaringsmæssige karriere gennem følgende påvirkninger som fungerede internt, og påvirkede, den vilde, de barbariske, og det civiliserede menneske:

92:0.2 (1003.2) 1. Tilbedelsens bistående ånd - tilsynekomsten i dyrets bevidsthed af overdyrisk potentialer for virkelighedsopfattelse. Dette kunne kaldes det oprindelige menneskelige instinkt for Guddommen.

92:0.3 (1003.3) 2. Visdommens bistående ånd - manifestationen i et ærværdigt sind er tendensen til at rette sin tilbedelse i højere kanaler af udtryk og mod stadigt voksende begreber om Guddomsvirkeligheden.

92:0.4 (1003.4) 3. Helligånden - det er den oprindelige overdragelse af supersindet, og det fremtræder ufejlbarligt i alle ægte menneskelige personligheder. Denne tjeneste, rettet til en sind, der længes efter tilbedelse og længes efter visdom, skaber evnen for mennesket til selv at indse postulatet om menneskets overlevelse, både som teologisk koncept og som en reel og faktuelle personligheds oplevelse.

92:0.5 (1003.5) Den koordinerede funktion af disse tre guddommelige tjenester er helt tilstrækkeligt til at igangsætte og videreføre væksten i evolutionær religion. Disse påvirkninger er senere forstærket af Tankerettere, serafer og Sandhedens Ånd, som alle accelererer hastigheden af den religiøse udvikling. Disse kræfter har længe fungeret på Urantia, og de vil fortsætte her, så længe denne planet stadig er en beboet sfære. En stor del af potentialet i disse guddommelige kræfter har endnu aldrig haft mulighed for at blive udtrykt; meget vil blive afsløret i de kommende tidsaldre, efterhånden som de dødeliges religion løfter sig, fra niveau efter niveau, mod morontia værdiernes og sandheds åndens himmelske højder.

1. Religionens evolutionære karakter

92:1.1 (1003.6) Udviklingen af religionen er blevet sporet fra tidlige tids frygt og spøgelser frem gennem mange følgende stadier af udvikling, herunder bestræbelser på første at tvinge og derefter at lokke ånderne. Stammefeticher voksede til totem og stammeguder; magiske formler blev moderne bønner. Omskæring, først som et offer, blev en hygiejnisk foranstaltning.

92:1.2 (1003.7) Religionen udvikledes fra natur tilbedelse op gennem spøgelse tilbedelse til fetichisme under racernes vilde barndom. Med civilisationens begyndelse tilsluttede den menneskelige race sig de mere mystiske og symbolske overbevisninger, mens nu - en moden tidsalder nærmere, er menneskeheden moden for påskønnelse af ægte religion, selv en begyndelse til åbenbaringen af sandheden selv.

92:1.3 (1004.1) Religionen opstår som sindets biologisk reaktion til spirituelle overbevisninger og miljø; den er det sidste, der forsvinder eller ændres hos et folk. Religionen er i alle tidsaldre samfundets tilpasning til det, som er mystisk. Som en social institution, der omfatter ritualer, symboler, kulter, skriftsteder altre, helligdomme og templer. Helligt vand, relikvier, feticher, amuletter, kostymer, klokker, trommer og præsteskab er fælles for alle religioner. Det er også umuligt helt at adskille rent udviklet religion fra enten magi eller trolddom.

92:1.4 (1004.2) Mystik og magt har altid stimuleret religiøse følelser og frygt, mens følelser altid har fungeret som en magtfuld betingende faktor i deres udvikling. Frygt har altid været den grundlæggende religiøse stimulus. Frygt frembringer formularen til udviklingsreligionens guder og motiverer de primitive troendes religiøse ritual. Som civilisationen skrider fremad, bliver frygt modificeret af ærbødighed, beundring, respekt og sympati og derefter yderligere betinget af anger og omvendelse.

92:1.5 (1004.3) De asiatiske folk lærte at "Gud er en stor frygt"; dette er resultatet af en rent evolutionær religion. Jesus, som var en åbenbaring af det højeste type for religiøs levende, proklamerede, at "Gud er kærlighed".

2. Religionen og skikkene

92:2.1 (1004.4) Religionen er den mest stive og ubøjelige af alle menneskelige institutioner, men den tilpasser sig langsomt til de skiftende samfund. Til sidst, afspejler udviklingsreligionen de skiftende skikke, som til gengæld kan have været påvirket af åbenbaringsreligion. Langsomt, sikkert, men modstræbende, følger religionen (tilbedelse) i kølvandet på visdom - viden instrueret af erfaringsbaseret fornuft og oplyst af guddommelig åbenbaring.

92:2.2 (1004.5) Religionen klamrer sig til skikkene; det, der var, er gammel og angiveligt helligt. Af denne grund, og ingen anden, forblev sten redskaber til langt ind i bronze- og jernaldre. Denne erklæring er optaget: ”Men om du vil gøre mig et alter af sten, må du ikke bygge det af tilhuggede sten, for, hvis du bruger dine værktøjer i at gøre det, har du forurenet det." Selv i dag, antænder hinduer deres alter ild ved hjælp af en primitiv ildbor. I løbet af udviklingsreligionens gang har det nye altid været betragtet som helligbrøde. Nadveren skal bestå, ikke af nyt og tilvirket mad, men af den mest primitive føde: "Kødet ristes på ilden og usyret brød serveres med bitre urter." Alle typer af sociale skikke og endda juridiske procedurer klamrer sig til de gamle former.

92:2.3 (1004.6) Når moderne menneske undrer sig over, at så mange forskellige religioners hellige skrifter indeholder så meget der kan betragtes som uanstændig, bør de overveje, at tidligere generationer har frygtet at fjerne, hvad deres forfædre anså for at være hellige og helligt. Meget af det, én generation kan se som obskønt, har foregående generationer anset som værende en del af deres accepterede skikke, ligesom godkendte religiøse ritualer. En betydelig mængde af religiøse modsætninger blevet foranlediget af de uendelige forsøg på at forene gamle men forkastelige skikke med nyligt fremkommet fornuft, at finde plausible teorier i begrundelse for trosmæssig fortsættelse af gamle og udslidte skikke.

92:2.4 (1004.7) Det er imidlertid kun dumt at forsøge alt for pludselig en acceleration af den religiøse vækst. En race eller nation kan kun assimilere fra enhver avanceret religion, det som er rimeligt sammenhængende og forenelig med det nuværende evolutionære niveau på udvikling og dens tilpasningsevne. Sociale, klimatiske, politiske og økonomiske forhold er alle vigtige i bestemmelsen af den religiøse retnings udvikling og fremskridt. Samfundsmoralen bestemmes ikke af religionen, det vil sige, af udviklingsreligionen; snarere bestemmes religionsformerne af racemæssige moral.

92:2.5 (1005.1) Menneskeheden accepterer kun overfladisk en mærkelig og ny religion; rent faktisk tilpasser de den til deres skikke og gamle måder at tro. Dette er godt illustreret ved eksemplet med en vis New Zealandsk stamme, hvis præster, efter nominelt at havde accepteret kristendommen, foregav at have modtaget direkte åbenbaringer fra Gabriel om, at denne selvsamme stamme var blevet det udvalgte Guds folk og som foreskrev, at de fik tilladelse til frit at hengive sig til løse seksuelle relationer og mange andre af deres gamle og forkastelige skikke. Straks gik alle de nyligt konverterede kristne gik over til denne nye og mindre krævende version af kristendommen.

92:2.6 (1005.2) Religionen har på et eller andet tidspunkt sanktioneret alle mulige modsatte og inkonsekvente adfærd, har på et tidspunkt, godkendt stort set alt, hvad der nu betragtes som umoralsk eller syndigt. Samvittighed, uden erfaringens lærdom og uden fornuftens hjælp, har aldrig været, og kan aldrig være en sikker og usvigelig guide til menneskelig adfærd. Samvittighed er ikke en guddommelig røst som taler til den menneskelige sjæl. Den er blot den samlede sum af det moralske og etiske indhold i skikkene af enhver nuværende fase af eksistens; den repræsenterer simpelthen den menneskeligt udtænkte ideal reaktion i et givet sæt af omstændigheder.

3. Udviklingsreligiones karakter

92:3.1 (1005.3) Studiet af menneskets religion er en undersøgelse af de fossile bærende sociale lag af tidligere tidsaldre. De menneskelignende guders skikke er en sandfærdig afspejling af de folks moral, som først udtænkte disse guder. Gamle religioner og mytologi skildre trofast tro og traditioner blandt folk som for længst er gået tabt i ubemærkethed. Disse gamle kultskikke fortsætter sideløbende med nyere økonomiske skikke og sociale udviklingstendenser og virker selvfølgelig, groft anakronistisk. Resterne af kulten giver et retvisende billede af de racemæssige religioner fra fortiden. Husk altid, at kulterne er dannet, ikke for at opdage sandheden, men snarere for at sprede deres trosbekendelser.

92:3.2 (1005.4) Religionen har i høj grad altid været et spørgsmål om riter, ritualer, skikke, ceremonier og dogmer. Den er som regel blevet plettet med vedvarende fortræd skabende beslutnings fejl, illusionen om at være det udvalgte folk. De kardinale religiøse idéer i form af besværgelse, inspiration, åbenbaring, forsoning, omvendelse, soning, forbøn, opofrelse, bøn, bekendelse, tilbedelse, overlevelse efter døden, sakramente, ritual, løsesum, frelse, forløsning, pagt, urenhed, rensning, profeti, original synd - de gå alle tilbage til de tidlige tider af oprindelige frygt for spøgelser.

92:3.3 (1005.5) Den primitive religion er intet mere eller mindre end kampen for den materielle eksistens udvidet til at omfatte eksistensen hinsides graven. Forskrifterne af en sådan trosbekendelse repræsenterede udvidelsen af selvopretholdelsens kamp i området af en indbildt verden af spøgelsesånder. Men vær forsigtig, når I fristes til at kritisere udviklingsreligionen. Husk, det er, hvad der skete; det er en historisk kendsgerning. Desuden husk, at effekten af en idé ikke ligger i dens vished eller sandhed, men snarere i livligheden af sin attraktion til mennesker.

92:3.4 (1006.1) Udviklingsreligionen indeholder ingen bestemmelser om ændring eller revision; i modsætning til videnskaben, forholder den sig ikke til sin egen progressive korrektion. Udviklingsreligionen kræver respekt, fordi dens tilhængere mener, det er Sandheden; "den tro som en gang for alle er givet til de hellige" må i teorien være både endelig og ufejlbarlig. Kulten modsætter sig udvikling, fordi reelle fremskridt er sikker på at ændre eller ødelægge kulten selv; derfor må revision altid påtvinges den.

92:3.5 (1006.2) Kun to påvirkninger kan ændre og opløfte naturreligionens læresætninger: Trykket af langsomt fremrykkende skikke og den periodiske oplysning af epokegørende åbenbarelser. Det er ikke mærkeligt, at fremskridtet var langsomt; for i gamle dage, betød det at være progressiv eller opfindsom at blive dræbt som troldmand. Kulten avancerede langsomt i generationsepoker og årelange cyklusser. Men den bevæger sig fremad. Den evolutionære tro på spøgelser lagde grunden for en åbenbaret religionsfilosofi, som i sidste ende ville ødelægge overtroen af dens egen oprindelse.

92:3.6 (1006.3) Religionen har på mange måder handicappet den sociale udvikling, men uden religion ville der ikke have været nogen varig moral eller etik, ingen bevarelsesværdig civilisation. Religionen gav anledning til meget ikke-religiøs kultur: Skulptur opstod gennem menneskeskabte idoler, arkitektur i templet bygning, poesi i besværgelser, musik i tilbedelsessange, drama er fremkommet gennem adfærd for åndevejledning, og dans fra de sæsonbestemte tilbedelsesfestivaler.

92:3.7 (1006.4) Men samtidig med, at man er opmærksom på det faktum, at religionen var afgørende for civilisationens udvikling og bevarelse, skal det registreres, at naturreligionen også har gjort meget for at forkrøble og hæmme den selvsamme civilisation, som den ellers støttede og vedligeholdt. Religionen har hæmmet industrielle aktiviteter og økonomisk udvikling; den har spild arbejdskraft og spildt kapital; den har ikke altid været nyttigt til familien; den har ikke i tilstrækkelig grad fremmet fred og god vilje; den har nogle gange forsømt uddannelse og retarderede videnskab; den har unødigt forarmet livet til den foregivne berigelse af døden. Udviklingsreligionen, menneskelig religion, har faktisk gjort sig skyldig i alle disse og mange flere fejltagelser, fejl og dumheder; alligevel, opretholdte den en kulturel etik, en civiliseret moral og social samhørighed, og gjorde det muligt for en senere åbenbarelsesreligion at kompensere for disse mange evolutionære mangler.

92:3.8 (1006.5) Udviklingsreligionen har været menneskets dyreste men usammenligneligt mest effektive institution. Menneskelig religion kan kun forsvares i lyset af evolutionær civilisation. Hvis mennesket ikke var et opadstigende produkt af animalsk evolution, så ville der ikke være en begrundelse for den beskrevne religiøse udvikling.

92:3.9 (1006.6) Religionen understøtter akkumulation af kapital; den fremmer visse typer af arbejde; præsterne fritid begunstiger kunst og viden; i sidste ende vandt menneskeheden meget som et resultat af alle disse tidlige tiders fejl i etisk tillempning. Shamanerne, ærlige og uærlige, var frygtelig dyre, men de var alle det værd de kostede. De lærde erhverv og videnskaben selv er opstået fra de parasitiske præsteskaber. Religionen fostrede civilisationen og medførte samfundsmæssig kontinuitet; den har altid været det moralske politi. Religionen, medbragte den menneskelige disciplin og selvkontrol, som gjorde visdom muligt. Religionen er evolutionens effektive svøbe, som skånselsløst driver den ugidelige og lidelse menneskehed fra sin naturlige tilstand af intellektuel træghed fremad og opad til de højere niveauer af fornuft og visdom.

92:3.10 (1006.7) Denne hellige arv efter opstigningen fra dyreriget, udviklingsreligionen må fortsat forfines og forædles af den fortsatte censur af åbenbaret religion og af den autentiske videnskabs fortærende ild.

4. Åbenbaringens gave

92:4.1 (1007.1) Åbenbaring er evolutionær, men altid progressiv. Gennem tiderne i en verdens historie, er religionsåbenbaringer stadigt voksende og successivt mere oplysende. Det er åbenbaringens mission at sortere og censurere de successive udviklingsreligioner. Hvis åbenbaringen skal kunne ophøje og forædle udviklingsreligionen, så skal sådanne guddommelige budskaber skildre lærdomme, som ikke er alt for langt fra tankegangen og reaktionerne i den tidsalder, hvor de præsenteres. Således skal og må åbenbaringen altid holde kontakt med evolutionen. Åbenbaringsreligionen er altid begrænset af menneskets evne til modtagelighed.

92:4.2 (1007.2) Uanset deres tilsyneladende ligheder eller forskelle karakteriseres åbenbaringsreligionerne altid af en tro på en eller anden guddom som repræsenterer en endelige værdi, og en ide om overlevelse af personlighedens identitet efter døden.

92:4.3 (1007.3) Udviklingsreligionen er følelsesbetonet, ikke logisk. Det er menneskets reaktion på troen på en hypotetisk spøgelsesåndeverdenen - den menneskelige trosrefleks, som udløses af oplevelsen og frygten for det ukendte. Åbenbaringsreligionen formidles af den virkelige åndelige verden; Den er svaret fra det superintellektuelle kosmos på de dødeliges sult efter at tro på, og have tillid til de universelle Guddomme. Udviklingsreligionen udtrykker menneskets famlende rundt i cirkler i søgen efter sandheden; åbenbaringsreligionen er, selve denne sandhed.

92:4.4 (1007.4) Der har været mange begivenheder af religiøs åbenbaring, men kun fem af epokegørende betydning. Disse var som følger:

92:4.5 (1007.5) 1. Den Dalamatiske lære. Den sande opfattelse af den Første Kilde og Center blev først bekendtgjort på Urantia af de hundrede legemlige medlemmer af Prins Caligastias personale. Denne voksende åbenbaring af Guddom fortsatte for mere end trehundrede tusind år, indtil den pludselig blev afbrudt af den planetariske løsrivelse og afbrydelse af undervisningsregimet. Med undtagelse af Vans arbejde gik indflydelsen af åbenbaringen i Dalamatia praktisk taget tabt for hele verden. Selv Noditerne havde glemt denne sandhed på tidspunktet for Adams ankomst. Af alle, der modtog læren af de hundrede, bevarede de røde mennesker den længst, men tanken om den Store Ånd var, kun en dunkel koncept i indianernes religion indtil kontakten med kristendommen i høj grad præciseret og styrkede den.

92:4.6 (1007.6) 2. Edens lære. Adam og Eva portrætterede igen opfattelsen om Faderen til alle de evolutionære folkeslag. Opløsningen af den første Eden standsede den Adamiske åbenbaring, inden den rigtig var kommet i gang. De Sethiske præster fortsatte imidlertid Adams afbrudte lære, og nogle af disse sandheder har aldrig været helt tabt for verden. Hele den religiøse evolutions retning i Mellemøsten blev ændret af Sethiternes lærdomme. Men omkring 2500 f.Kr. havde menneskeheden stort set glemt åbenbaringen som var forkyndt i Edens dage.

92:4.7 (1007.7) 3. Melkisedek af Salem. Denne Nebadons nødsituations Søn indviede den tredje sandhedsåbenbaring på Urantia. De vigtigste forskrifter af hans lære var tillid og tro. Han underviste menneskerne i tillid til Guds almægtige godgørenhed og proklamerede, at troen var den handling, hvorved mennesket tjente Guds gunst. Hans lære blev gradvist blandet med tro og praksis fra forskellige udviklings religioner og udviklede sig til sidst til de teologiske systemer som var til stede på Urantia ved åbningen af det første årtusinde efter Kristus.

92:4.8 (1008.1) 4. Jesus fra Nazaret. Kristus Mikael præsenterede for fjerde gang til Urantia begrebet om Gud som den Universelle Fader, og denne lære har generelt bestået lige siden. Essensen af hans undervisning var kærlighed og tjeneste, den kærlige tilbedelse, som en væsen søn frivilligt giver i erkendelse af, og reaktion på Gud, hans Faders kærlige tjeneste; denne frivillige tjeneste, som sådanne væsen sønner skænker deres brødre i den glade erkendelse af, at i denne tjeneste, tjener de ligeledes Gud Faderen.

92:4.9 (1008.2) 5. Urantia bogens kapitler. Disse kapitler, hvoraf dette er et, udgør den seneste præsentation af sandheden til dødelige på Urantia. Disse papirer adskiller sig fra alle tidligere åbenbaringer, for de er ikke et arbejde af en enkelt universpersonlighed, men er en sammensat præsentation af mange væsener. Men ingen åbenbaring kan dog være komplet før opnåelsen af den Universelle Fader. Alle andre himmelske velfærdsydelser er ikke mere end en delvis, forbigående, og praktisk tilpasning til de lokale forhold i tid og rum. Mens sådanne indrømmelser som disse muligvis kan reducere alle åbenbaringers umiddelbare kraft og myndighed, er tiden kommet på Urantia, hvor det er tilrådeligt at foretage sådanne oprigtige udsagn, selv med risiko for at svække den fremtidige indflydelse og autoritet af denne den seneste sandhedsåbenbaring til de dødelige racer af Urantia.

5. De store religiøse ledere

92:5.1 (1008.3) I udviklingssreligionen, er guderne udtænkt til at eksistere i lighed med menneskets billede; i åbenbarende religion har mennesket lært, at de er Guds sønner - selv formet i guddommelighedens finite billede. Inden for de tros overbevisninger, som er en syntese sammensat fra læren af åbenbaring og produkterne af evolution, er Gud konceptet en blanding af:

92:5.2 (1008.4) 1. De evolutionære kulters præeksisterende idéer.

92:5.3 (1008.5) 2. Åbenbaringsreligionens sublime idealer.

92:5.4 (1008.6) 3. De personlige synspunkter hos de store religiøse ledere, menneskehedens profeter og lærere.

92:5.5 (1008.7) De fleste store religiøse epoker er blevet indviet af nogle enestående personligheders liv og lære. Lederskab har givet oprindelse til flere moralske bevægelser af værdi i historien. Mennesket har altid haft en tendens til at ære lederen, selv på bekostning af hans lære; at ære hans personlighed, selvom de har mistet synet af de sandheder, som han proklamerede. Dette er ikke uden grund; der er et instinktiv ønske i hjertet hos det evolutionære menneske om hjælp fra over. Denne trang er designet til at forudse Planetprinsens og de senere Materielle Sønners forekomst på jorden. På Urantia er mennesket blevet frataget disse overmenneskelige ledere og herskere, og derfor har det hele tiden forsøgt at gøre dette tab godt ved at indhylle sine menneskelige ledere med legender vedrørende overnaturlige oprindelse og mirakuløse karrierer.

92:5.6 (1008.8) Mange racer har forestillet sig deres ledere som værende født af jomfruer; deres livsforløb er rigeligt drysset med mirakuløse episoder, og deres tilbagevenden er altid forventet af deres respektive grupper. I Centralasien venter stammefolket stadig på tilbagekomsten af Djengis Khan; i Tibet, Kina og Indien er det Buddha; i islam er det Muhammed; blandt indianerne er det Hesunanin Onamonalonton; blandt hebræerne var det i almindelighed Adams tilbagevenden som materiel hersker. I Babylon var guden Marduk en fortsættelse af legenden om Adam, idéen om en Guds søn, bindeleddet mellem mennesket og Gud. Efter Adams fremkomst på jorden, var det almindeligt med de såkaldte Guds sønner blandt verdens racer.

92:5.7 (1009.1) Uanset den overtroiske ærefrygt, hvormed disse lærere blev betragtet, er det en kendsgerning, at disse lærers personlighed var de tidsmæssige omdrejningspunkter, på hvilken den åbenbarede sandhedens løftestænger afhang for at fremme menneskehedens moral, filosofi og religion.

92:5.8 (1009.2) Der har været hundreder og atter hundreder af religiøse ledere i menneskets en million år lange historie på Urantia, fra Onagar til Guru Nanak. I denne periode har der været mange op og nedture i den religiøse sandhed og åndelig tro, og hver renæssance af religionen på Urantia har i fortiden, været identificeret med nogle religiøse leders liv og lære. I overvejelse af lærere i nyere tid, kan det være nyttigt at gruppere dem i syv store religiøse epoker på Urantia efter Adam.

92:5.9 (1009.3) 1. Den Sethiske periode. De Sethiske præster, der blev gendannet under Amosads ledelse, blev de store lærere i perioden efter Adam. De virkede overalt i Anditernes lande, og deres indflydelse varede længst blandt grækere, Sumererne og hinduer. Blandt de sidstnævnte, har de overlevet til nutiden som Brahmanerne af den hinduistiske tro. Sethiterne og deres tilhængere mistede aldrig helt treenighedskonceptet som Adam havde åbenbaret.

92:5.10 (1009.4) 2. Melkisedekmissionærernes æra. Religionen på Urantia var i en vis grad genoplivet ved indsatsen fra de lærere, der blev forordnet af Machiventa Melkisedek, da han levede og underviste i Salem næsten to tusinde år før Kristus. Disse missionærer proklamerede tro som prisen for Guds nåde, og selvom deres lære ikke førte til en umiddelbart opståen af nogle nye religioner, så dannede de ikke desto mindre grundlaget, på hvilken senere lærere i sandhed skulle opbygge Urantias religioner.

92:5.11 (1009.5) 3. Æraen efter Melkisedek. Selvom Amenemope og Ikhnaton begge underviste i denne periode, var det mest fremtrædende religiøse geni i æraen efter Melkisedek lederen af en gruppe beduiner i Mellemøsten og grundlæggeren af den hebraiske religion - Moses. Moses lærte monoteisme. Han sagde: »Hør, Israel, Herren vor Gud er én Gud." "Herren han er Gud. Der er ingen ved siden af ham." Han forsøgte ihærdigt at udrydde resterne af spøgelseskulten blandt hans folk, og foreskrev endda dødsstraf for dens udøvere. Moses monoteisme blev forfalsket af hans efterfølgere, men i senere tider vendte de tilbage til mange af hans lære. Moses storhed ligger i hans visdom og klogskab. Andre mænd har haft større begreber om Gud, men ingen mand var nogensinde så vellykket til at formå et stort antal mennesker til at vedtage sådanne avancerede overbevisninger.

92:5.12 (1009.6) 4. Det sjette århundrede før Kristus. Mange mænd opstod for at forkynde sandheden i denne tid, som var en af de religiøse vækkelsers største århundreder som nogensinde bevidnet på Urantia. Blandt disse bør nævnes Gautama, Confucius, Lao-tse, Zoroaster, og Jainist lærerne. Gautamas lærer har fået stor udbredelse i Asien, og han er æret som Buddha af millioner. Confucius var til kinesisk moral, hvad Platon var til græsk filosofi, og mens der var religiøse konsekvenser til læren i begge var ingen af dem strengt taget en religiøs lærer; Lao-tse så mere af Gud i Tao end Confucius gjorde i menneskeheden eller Platon i idealisme. Mens Zoroaster, var meget påvirket af det fremherskende begreb om dualistisk spiritisme, om de gode og de dårlige ånder, ophøjede han helt sikkert samtidig idéen om en evig Guddom og lysets ultimative sejr over mørket.

92:5.13 (1010.1) 5. Det første århundrede efter Kristus. Jesus af Nazaret, som en religiøs lærer, var baseret på kulten, som var blevet oprettet af Johannes Døberen og han bevægede sig så langt væk han kunne fra faste og former. Bortset fra Jesus, var Paulus fra Tarsus og Filon. af Alexandria de største lærere i denne æra. Deres religiøse koncepter har spillet en dominerende rolle i udviklingen af denne tro, som bærer Kristi navn.

92:5.14 (1010.2) 6. Det sjette århundrede efter Kristus. Muhammed grundlagde en religion, som var bedre end mange af trosbekendelser i hans tid. Hans religion var en protest mod de sociale krav fra fremmede trosretninger og mod den manglende sammenhæng i det religiøse liv i sit eget folk.

92:5.15 (1010.3) 7. Det femtende århundrede efter Kristus. Denne periode bevidnede to religiøse bevægelser: opløsningen af kristendommens enhed i Vesten og syntesen af en ny religion i Orienten. I Europa havde den institutionaliserede kristendom nået en sådan grad af stivhed at yderligere vækst ikke længere kunne forenes med sammenhold. I Orienten blev de kombinerede lære fra islam, hinduismen og buddhismen syntetiseret af Nanak og hans tilhængere til Sikhisme, en af de mest avancerede religioner i Asien.

92:5.16 (1010.4) Fremtiden for Urantia vil utvivlsomt være præget af fremkomsten af lærere i religiøs sandhed - Guds faderskab og broderskab af alle skabninger. Dog må man håbe, at disse fremtidige profeters glødende og oprigtig indsats vil blive rettet mindre mod en styrkelse af barriererne mellem de forskellige religioner og mere mod væksten af det religiøse broderskab af åndelig tilbedelse blandt de mange tilhængere af de forskellige intellektuelle teologier, som er så karakteristiske for Urantia i Satania.

6. De sammensatte religioner

92:6.1 (1010.5) Det tyvende århundredes religioner på Urantia udgør en interessant undersøgelse af den sociale udvikling i menneskets impuls for tilbedelse. Mange trosretninger har udviklet meget lidt siden spøgelseskultens dage. Pygmæerne i Afrika har som en klasse ingen religiøse reaktioner, selv om nogle af dem tror lidt på et åndemiljø. De er i dag lige hvor det primitive menneske var, da udviklingen i religionen begyndte. Den primitive religions grundlæggende tro var overlevelse efter døden. Idéen om at tilbede en personlig Gud indikerer avanceret evolutionær udvikling, selv den første fase af åbenbaring. Dajak'erne har kun udviklet de mest primitive religiøse praksis. Eskimoerne og indianerne havde indtil for ganske nyligt kun meget sparsomme begreber om Gud; de troede på spøgelser og havde en ubestemt idé om overlevelse af en slags efter døden. Nutidens indfødte australiere har kun en frygt for spøgelse, skræk for mørke, og en primitiv forfader veneration. Zuluerne er bare ved at udvikle en religion som bygger på spøgelsesfrygt og offer. Mange afrikanske stammer er endnu ikke, bortset fra de kristne og muhamedanernes missionsarbejde, kommet ud over fetichfasen af religiøs udvikling. Men nogle grupper har længe holdt sig til tanken om monoteisme, ligesom fortidens Thrakerne, som også troede på udødelighed.

92:6.2 (1010.6) På Urantia, forløber udviklings- og åbenbaringsreligionerne side om side, samtidigt som de blandes og sammensmelter til de diversificerede teologiske systemer som man findes i verden på tidspunktet for udarbejdelsen af disse kapitler. Disse religioner, det tyvende århundredes religioner på Urantia, kan opregnes som følger:

92:6.3 (1011.1) 1. Hinduisme — den ældste

92:6.4 (1011.2) 2. Den hebraiske religion.

92:6.5 (1011.3) 3. Buddhisme.

92:6.6 (1011.4) 4. Den Konfucianske lære.

92:6.7 (1011.5) 5. De Taoistiske overbevisninger.

92:6.8 (1011.6) 6. Zoroastranisme.

92:6.9 (1011.7) 7. Shinto.

92:6.10 (1011.8) 8. Jainisme.

92:6.11 (1011.9) 9. Kristendommen.

92:6.12 (1011.10) 10. Islam.

92:6.13 (1011.11) 11. Sikhisme — den seneste.

92:6.14 (1011.12) De mest avancerede religioner i fortiden var jødedommen og hinduismen, og hver har henholdsvis haft stor indflydelse på forløbet af den religiøse udvikling i Vesten og Østen. Både hinduer og Hebræerne mente, at deres religioner var inspireret og åbenbaret, og de mente at alle andre religioner var dekadente former af den ene sande tro.

92:6.15 (1011.13) Indien er delt blandt hinduistiske, sikher, muhamedanere og Jainer, og hver fremstiller Gud, mennesket og universet som disse opfattes i de forskellige religioner. Kina følger den taoistiske og konfucianske lære; Shinto hyldes i Japan.

92:6.16 (1011.14) De store internationale, sammensatte religioner er den hebræisk, buddhistiske, kristne og islamiske tro. Buddhismen strækker sig fra Ceylon og Burma gennem Tibet og Kina til Japan. Den har en vist tilpasningsevne til mange folkeslags skikke, kun tangeret af kristendommen.

92:6.17 (1011.15) Den hebraiske religion indeholder den filosofiske overgang fra polyteisme til monoteisme; den er en evolutionær forbindelse mellem udviklingsreligionerne og åbenbaringsreligionerne. Hebræerne var de eneste vestlige folk til at følge deres tidlige evolutionære guder lige igennem til åbenbaringens Gud. Denne sandhed blev aldrig bredt accepteret, før Esajas tid, der endnu engang lærte om den blandede idé om en racemæssig guddom kombineret med en Universal Skaber: "Hærskarers HERRE, Israels Gud, du alene er Gud, du har skabt himlen og jorden." På et tidspunkt hvilede håbet om den vestlige civilisations overlevelse i sublime hebraiske begreber om godhed og i avancerede Hellenistiske begreber om skønhed.

92:6.18 (1011.16) Kristendommen er en religion om Kristi liv og lære, baseret på jødedommens teologi, yderligere modificeret gennem assimilering af visse dele af Zarathustras lære og græsk filosofi, og primært formuleret af tre personer: Filon, Peter og Paulus. Den har gennemgået mange udviklingsfaser siden tidspunktet for Paul og er blevet så grundigt tilpasset Vesten, at mange ikke-europæiske folkeslag meget naturligt betragte kristendommen som en mærkelig åbenbaring af en mærkelig Gud og for fremmede.

92:6.19 (1011.17) Islam er det religiøse og kulturelle bindevæv af Nordafrika, Mellemøsten, og sydøstlige Asien. Det var jødisk teologi i forbindelse med de senere kristne lære, der gjorde Islam monoteistiske. Tilhængere af Muhammed snublede på den avancerede lære om Treenigheden; de kunne ikke forstå læren om tre guddommelige personligheder og en Guddom. Det er altid svært at formå evolutionære sind til pludselig at acceptere avancerede åbenbarede sandhed. Mennesket er et evolutionær væsen og i det vigtigste, får sin religion ved evolutionære teknikker.

92:6.20 (1012.1) Forfader tilbedelse udgjorde engang et bestemt fremskridt i religiøs evolution, men det er både forbløffende og beklageligt, at dette primitive begreb fortsætter i Kina, Japan og Indien blandt så meget, der er relativt mere avanceret, såsom buddhisme og hinduisme. I Vesten, udviklede forfader tilbedelsen sig til veneration af nationale guder og respekt for racemæssige helte. I det tyvende århundrede optræder denne heltedyrkende nationalistiske religion i de forskellige radikale og nationalistiske sekularismer som karakteriserer mange racer og nationer i Vesten. Meget af denne samme holdning findes også i de engelsktalende folks store universiteter og de større industrielle samfund. Ikke meget forskellig fra disse begreber er tanken, at religion er, "en fælles søgen efter det gode liv." De "nationale religioner" er intet mere end en tilbagevenden til den tidlige romerske kejser tilbedelse og til Shinto - tilbedelse af staten i form af den kejserlige familie.

7. Religionens fortsatte udvikling

92:7.1 (1012.2) Religion kan aldrig blive et videnskabeligt faktum. Filosofi kan faktisk hvile på et videnskabeligt grundlag, men religion vil forblive enten evolutionær eller åbenbarende, eller en mulig kombination af begge, som det er tilfældet i verden i dag.

92:7.2 (1012.3) Nye religioner kan ikke opfindes; de har enten udviklet sig, eller de åbenbares pludselig. Alle nye evolutionære religioner er blot avancerede udtryk for de gamle overbevisninger, nye tilpasninger og justeringer. Den gamle ophører ikke med at eksistere; den sammensmelter med den nye, ligesom Sikhisme okulerede og blomstrede ud af hinduisme, buddhisme, islam og andre nutidige kulters jord og former. Primitiv religion var meget demokratisk; den vilde var hurtig til at låne eller udlåne. Først med den åbenbarede religion fremkom den autokratiske og intolerant teologiske egoisme.

92:7.3 (1012.4) De mange religioner på Urantia er alle gode i det omfang, som de bringer mennesket til Gud og bringer realiseringen af Faderen til mennesket. Det er en vildfarelse hos enhver gruppe af religionsudøvere at forestille sig deres tro, som Sandheden; sådanne holdninger vidner mere om teologisk arrogance end sikkerhed af tro. Der er ikke en Urantia religion, der ikke med fordel kunne studere og assimilere de bedste af de sandheder, der er indeholdt i enhver anden tro, for alle indeholder sandheden. Det ville være bedre for religionsudøvere, at låne det bedste i deres naboers levende åndelig tro snarere end at fordømme det værste i deres dvælende overtro og udslidte ritualer.

92:7.4 (1012.5) Alle disse religioner er opstået som følge af menneskets forskellige intellektuelle reaktioner på hans identiske åndelige vejledning. Mennesket kan aldrig håbe på at opnå en ensartethed i trosbekendelser, dogmer og ritualer - disse er intellektuelle; men de kan, og en dag vil realisere en enhed i sand tilbedelse af Faderen af alt, for dette er åndeligt, og det er evigt sandt, at i ånden er alle mennesker lige.

92:7.5 (1012.6) Den primitive religion var stort set en bevidsthed om materielle værdier, men civilisationen hæver religiøse værdier, for sand religion er selvets hengivelse til tjenesten af meningsfulde og øverste værdier. Efterhånden som religionen udvikler sig, bliver etik til moralfilosofi, og moralen bliver selvdisciplin af standarder for højeste betydninger og øverste værdier - guddommelige og åndelige idealer. Således bliver religionen en spontan og udsøgt hengivenhed, den levende oplevelse af loyalitet af kærlighed.

92:7.6 (1013.1) En religions kvalitet er angivet ved:

92:7.7 (1013.2) 1. Værdiernes niveau - loyaliteter.

92:7.8 (1013.3) 2. Betydningernes dybde - individuel modtagelighed for den idealistiske påskønnelse af disse højeste værdier.

92:7.9 (1013.4) 3. Indvielsens intensitet - graden af hengivenhed til disse guddommelige værdier.

92:7.10 (1013.5) 4. Personlighedens uhindrede fremskridt langs denne idealistiske åndelige levende kosmiske vej, erkendelse af, at du er Guds søn og uendelig progressiv statsborgerskab i universet.

92:7.11 (1013.6) De religiøse betydninger går fremad i selvbevidstheden, når barnet overfører sine idéer om almagt fra sine forældre til Gud. Hele den religiøse oplevelse af sådan et barn er i høj grad afhængig af, om frygt eller kærlighed har domineret forholdet mellem forældre og barnet. Slaver har altid oplevet store problemer med at overføre deres frygt for herren i begreberne om kærlighed til Gud. Civilisationen, videnskaben og avancerede religioner skal frigøre menneskeheden fra den frygt som er født af frygt for naturfænomener. Ligeledes bør større oplysning frigøre uddannede dødelige fra alt afhængighed af mellemled i fællesskabet med Guddommen.

92:7.12 (1013.7) Disse mellemliggende stadier af afgudsdyrkende tøven i overførslen af veneration fra det menneskelige og det synlige til det guddommelige og usynlig er uundgåelige, men de bør forkortes med bevidstheden om den iboende guddommelige ånds hjælpende tjeneste. Ikke desto mindre har mennesket været dybt påvirket, ikke kun af sine begreber om Guddom, men også af karakteren af de helte, som han har valgt at ære. Det er meget uheldigt, at de, der er kommet for at ære den guddommelige og opstandne Kristus har overset manden - den tapre og modige helt - Joshua ben Joseph.

92:7.13 (1013.8) Det moderne menneske er tilstrækkeligt selvbevidst om religionen, men hans ærværdige skikke er forvirrede og miskrediteret af hans accelererede sociale metamorfose og hidtil usete videnskabelige udvikling. Tænkende mænd og kvinder vil have religion omdefineret, og denne efterspørgsel vil tvinge religionen til at revurdere sig selv.

92:7.14 (1013.9) Det moderne menneske konfronteres med den opgave, at gennemføre flere justeringer af de menneskelige værdier i en generation end er foretaget på to tusinde år. Alt dette påvirker den sociale holdning til religionen, for religion er en livsstil samt en teknik at tænke på.

92:7.15 (1013.10) Sand religion skal altid være, på en og samme tid, det evige fundament og ledestjerne for alle varige civilisationer.

92:7.16 (1013.11) [Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]