Urantia Bogen

Kapitel 62

Urmenneskets Første Racer

62:0.1 (703.1) For omkring en million år siden dukkede menneskehedens umiddelbare forfædre op ved tre på hinanden følgende og pludselige mutationer, der stammede fra en tidlig bestand af lemur-typen af placentale pattedyr. De dominerende faktorer hos disse tidlige lemurer stammede fra den vestlige eller senere amerikanske gruppe af det udviklende livsplasma. Men før den direkte linje til menneskets forfædre blev etableret, blev denne stamme forstærket af bidrag fra den centrale livsimplantation, der udviklede sig i Afrika. Den østlige livsgruppe bidrog kun lidt eller slet ikke til den egentlige produktion af den menneskelige art.

1. De første typer af lemurer

62:1.1 (703.2) De tidlige lemurer, der er involveret i menneskets afstamning, var ikke direkte i familie med de stammer af gibboner og aber, der dengang levede i Eurasien og Nordafrika, og hvis afkom har overlevet til i dag. De var heller ikke afkom af den moderne type lemur, selvom de udsprang af en forfader, der var fælles for begge, men for længst uddød.

62:1.2 (703.3) Mens disse tidlige lemurer udviklede sig på den vestlige halvkugle, fandt etableringen af menneskehedens direkte pattedyrsforfædre sted i det sydvestlige Asien, i det oprindelige område for den centrale livsimplantation, men på grænsen til de østlige regioner. For flere millioner år siden var de nordamerikanske lemurer vandret mod vest over Beringlandbroen og havde langsomt bevæget sig mod sydvest langs den asiatiske kyst. Disse vandrende stammer nåede til sidst den salte region, der ligger mellem det dengang udvidede Middelhav og de højtliggende bjergområder på den indiske halvø. I disse lande vest for Indien forenede de sig med andre og gunstige stammer og etablerede dermed menneskets afstamning.

62:1.3 (703.4) Efterhånden som tiden gik, sank Indiens kystland sydvest for bjergene gradvis så livet i dette område blev helt isoleret. Der fandtes ingen adgang til eller fra denne mesopotamiske eller persiske halvø undtagen i nord, og der blev forbindelsen gentagne gange spærret af gletsjerens fremstød sydover. Og det var i dette område, som da næsten var et paradis, at to store grupper opstod fra de højerestående efterkommere af denne lemur type blandt pattedyrene: de nulevende abernes familier og dagens menneskerace.

2. De før-menneskelige pattedyr

62:2.1 (703.5) For lidt mere en million år siden opstod de tidlige mesopotamiske pattedyr; de direkte efterkommere af den nordamerikanske lemur type, pludselig op blandt placenta pattedyr. De var aktive små væsener, næsten en meter høje, og selvom de ikke normalt gik på bagbenene, kunne de sagtens stå oprejst. De var behårede og adrætte og pludrede som aber, men i modsætning til abestammerne var de kødædere. De havde en primitiv tommelfinger, der kunne sættes på tværs, samt en meget nyttig storetå, der kunne gribe fat. Fra dette tidspunkt udviklede de førmenneskelige arter gradvist den modsatte tommelfinger, mens de gradvist mistede storetåens gribekraft. De senere abestammer beholdt den gribende storetå, men udviklede aldrig den menneskelige form for tommelfinger.

62:2.2 (704.1) Disse tidlige pattedyr var fuldt udvoksede, da de var tre eller fire år gamle, og havde en potentiel levetid på omkring tyve år i gennemsnit. Afkommet blev som regel født enkeltvis, men tvillinger forekom af og til.

62:2.3 (704.2) Medlemmerne af denne nye art havde de største hjerner i forhold til deres størrelse af alle dyr, der hidtil havde eksisteret på jorden. De oplevede mange af de følelser og delte adskillige instinkter, som senere karakteriserede det primitive menneske, idet de var meget nysgerrige og udviste en betydelig glæde, når de havde succes med et foretagende. Sultfølelsen efter mad og sex var veludviklet, og en klar kønsselektion kom til udtryk i en primitiv form for kurmageri og valg af mage. De ville kæmpe voldsomt for at forsvare deres slægtninge og var ret sarte i familiesammenhænge, idet de havde en følelse af selvfornedrelse, der grænsede til skam og anger. De var meget kærlige og rørende loyale over for deres partnere, men hvis omstændighederne skilte dem ad, ville de vælge nye partnere.

62:2.4 (704.3) Da de var små af vækst og havde et skarpt sind til at indse farerne i deres skovhabitat, udviklede de en ekstraordinær frygt, som førte til de kloge forholdsregler, der bidrog så enormt til overlevelse, såsom deres konstruktion af primitive ly i de høje trætoppe, som eliminerede mange af farerne ved livet på jorden. Begyndelsen på menneskehedens frygttendenser stammer mere specifikt fra disse dage.

62:2.5 (704.4) Disse morgengry-pattedyr udviklede mere af en stammeånd, end der tidligere var blevet udvist. De var ganske vist meget flokagtige, men ikke desto mindre overordentlig kamplystne, når de på nogen måde blev forstyrret i deres almindelige rutineprægede liv, og de udviste et hidsigt temperament, når deres vrede blev vækket til live. Deres krigeriske natur tjente dog et godt formål; overlegne grupper tøvede ikke med at føre krig mod deres underlegne naboer, og på den måde blev arten gradvist forbedret gennem selektiv overlevelse. De dominerede meget snart livet for de mindre skabninger i denne region, og meget få af de ældre ikke-kødædende abelignende stammer overlevede.

62:2.6 (704.5) Disse aggressive små dyr formerede sig og spredte sig over den mesopotamiske halvø i mere end tusind år, hvor de konstant forbedrede deres fysiske type og generelle intelligens. Og det var kun halvfjerds generationer efter, at denne nye stamme var udsprunget af den højeste type lemurforfader, at den næste epokegørende udvikling fandt sted—den pludselige differentiering af forfædrene til det næste vitale trin i menneskets evolution på Urantia.

3. Mellemliggende pattedyr

62:3.1 (704.6) I begyndelsen af den tidlige pattedyrs udvikling, blev et tvillingepar født, en han og en hun, i toppen af et træ hos et højerestående par af disse behændige og adrætte skabninger. Sammenlignet med deres forfædre var de virkelig smukke små væsner. De havde kun lidt hår på kroppen, men det var ikke noget handicap, da de levede i et varmt og behageligt klima.

62:3.2 (705.1) Disse børn blev lidt over en meter høje. De var på alle måder større end deres forældre, havde længere ben og kortere arme. De havde næsten perfekt modsatrettede tommelfingre, der var omtrent lige så velegnede til forskelligt arbejde som den nuværende mennesketommelfinger. De gik oprejst og havde fødder, der var næsten lige så velegnede til at gå på som de senere menneskeracer.

62:3.3 (705.2) Deres hjerner var underlegne og mindre end menneskers, men meget overlegne og relativt meget større end deres forfædres. Tvillingerne udviste tidligt overlegen intelligens og blev snart anerkendt som overhoveder for hele stammen af den tidlige pattedyrs gruppe og indførte virkelig en primitiv form for social organisation og en rå økonomisk arbejdsdeling. Denne bror og søster parrede sig og fik snart enogtyve børn, der var meget lig dem selv, alle mere end to meter høje og på alle måder bedre end de oprindelige arter. Denne nye gruppe dannede kernen i mellempattedyrene.

62:3.4 (705.3) Da antallet af denne nye og overlegne gruppe voksede sig stort, udbrød der krig, en ubarmhjertig krig, og da den frygtelige kamp var forbi, var der ikke et eneste individ tilbage i live af den tidligere eksisterende og oprindelige race af pattedyr. Den mindre talrige, men mere kraftfulde og intelligente udløber af arten havde overlevet på bekostning af deres forfædre.

62:3.5 (705.4) Og nu, i næsten femten tusind år (seks hundrede generationer), er dette væsen blevet skrækken i denne del af verden. Alle de store og ondskabsfulde dyr fra tidligere tider var uddøde. De store dyr, der var hjemmehørende i disse regioner, var ikke kødædende, og de større arter af kattefamilien, løver og tigre, havde endnu ikke invaderet denne særligt beskyttede afkrog af jordens overflade. Derfor blev disse mellempattedyr tapre og underkuede hele deres hjørne af skabelsen.

62:3.6 (705.5) Sammenlignet med forfædrenes art udgjorte de mellemliggende pattedyr på alle måder en forbedring. Selv deres potentielle levetid var længere, omkring femogtyve år. En række rudimentære menneskelige træk dukkede op hos denne nye art. Ud over de medfødte tilbøjeligheder, som deres forfædre udviste, var disse mellemliggende pattedyr i stand til at vise afsky i visse frastødende situationer. De havde desuden et veldefineret hamstringsinstinkt; de gemte mad til senere brug og var meget optagede af at samle glatte runde sten og visse typer runde sten, der var velegnede til forsvars- og angrebsammunition.

62:3.7 (705.6) Disse mellempattedyr var de første, der udviste en klar tilbøjelighed til at bygge, som det fremgår af deres rivalisering om at bygge både boliger i trætoppene og deres underjordiske tilflugtssteder med mange tunneler; de var de første pattedyr, der nogensinde sørgede for sikkerhed i både træ- og underjordiske tilflugtssteder. De opgav stort set træerne som opholdssted, levede på jorden om dagen og sov i trætoppene om natten.

62:3.8 (705.7) Som tiden gik, resulterede den naturlige stigning i antallet i alvorlig fødekonkurrence og kønsrivalisering, som alt sammen kulminerede i en række interne kampe, der næsten udryddede hele arten. Disse kampe fortsatte, indtil der kun var en gruppe på mindre end hundrede individer tilbage i live. Men freden sejrede igen, og denne enlige overlevende stamme byggede på ny sine soverum i trætoppene og genoptog igen en normal og halvt fredfyldt tilværelse.

62:3.9 (705.8) Du er næppe klar over, med hvilke små marginaler dine førmenneskelige forfædre fra tid til anden gik glip af udryddelse. Hvis menneskehedens forfader, frøen, havde hoppet fem centimeter mindre ved en bestemt lejlighed, ville hele evolutionens forløb have været markant ændret. Den umiddelbare lemurlignende mor til de tidlige pattedyrarter undslap døden ikke mindre end fem gange med hårsbredde marginaler, før hun fødte faderen til den nye og højere pattedyrorden. Men det tætteste på var, da lynet slog ned i det træ, hvor den kommende mor til primaternes tvillinger lå og sov. Begge disse forældre blev alvorligt chokeret og forbrændt; tre af deres syv børn blev dræbt af dette lyn fra himlen. Disse dyr under udvikling var næsten overtroiske. Dette par, hvis hjem i trætoppen var blevet ramt, var i virkeligheden lederne af den mere progressive gruppe af mellemliggende arter af pattedyr; og efter deres eksempel flyttede mere end halvdelen af stammen, der omfattede de mere intelligente familier, omkring tre kilometer væk fra dette sted og begyndte at bygge nye boliger i trætoppene og nye tilflugtssteder på jorden—deres midlertidige tilflugtssteder i tilfælde af pludselig fare.

62:3.10 (706.1) Kort efter færdiggørelsen af deres hjem blev dette par, veteraner fra så mange kampe, de stolte forældre til tvillinger, de mest interessante og vigtige dyr, der nogensinde var blevet født i verden indtil da, for de var de første af de nye arter afprimater, der udgjorde det næste vigtige skridt i den førmenneskelige evolution.

62:3.11 (706.2) Samtidig med fødslen af disse primat-tvillinger fødte et andet par—en særligt retarderet han og hun af den midterste pattedyrsstamme, et par, der var både mentalt og fysisk underlegne—også tvillinger. Disse tvillinger, en han og en hun, var ligeglade med erobring; de var kun optaget af at skaffe føde, og da de ikke ville spise kød, mistede de snart enhver interesse i at søge bytte. Disse retarderede tvillinger blev grundlæggerne af de moderne abestammer. Deres efterkommere søgte mod de varmere sydlige egne med deres milde klima og en overflod af tropiske frugter, hvor de stort set har levet videre som dengang, bortset fra de grene, der parrede sig med de tidligere gibbon- og abetyper og derfor er blevet meget ringere.

62:3.12 (706.3) Og derfor er det let at se, at mennesket og aben kun er beslægtede, fordi de udsprang af de mellemste pattedyr, en stamme, hvor der skete en samtidig fødsel og efterfølgende adskillelse af to par tvillinger: det underlegne par var bestemt til at producere de moderne typer af aber, bavianer, chimpanser og gorillaer; det overlegne par var bestemt til at fortsætte den opstigende linje, som udviklede sig til mennesket selv.

62:3.13 (706.4) Det moderne menneske og aberne stammer fra den samme stamme og art, men ikke fra de samme forældre. Menneskets forfædre nedstammer fra de overlegne stammer af den udvalgte rest af denne midterste pattedyrsstamme, mens de moderne aber (bortset fra visse allerede eksisterende typer af lemurer, gibboner, aber og andre abelignende væsner) er efterkommere af det mest underlegne par af denne midterste pattedyrsgruppe, et par, der kun overlevede ved at gemme sig i et underjordisk madlager i mere end to uger under deres stammes sidste voldsomme kamp og først kom frem, da fjendtlighederne var vel overstået.

4. Primaterne

62:4.1 (706.5) Vi går tilbage til fødslen af de overlegne tvillinger, en han og en hun, til de to førende medlemmer af den midterste pattedyrsstamme: Disse dyrebørn var af en usædvanlig orden; de havde stadig mindre hår på kroppen end deres forældre, og da de var helt små, insisterede de på at gå oprejst. Deres forfædre havde altid lært at gå på bagbenene, men disse primat-tvillinger stod oprejst fra begyndelsen. De nåede en højde på over to meter, og deres hoveder blev større i sammenligning med andre i stammen. Mens de tidligt lærte at kommunikere med hinanden ved hjælp af tegn og lyde, var de aldrig i stand til at få deres folk til at forstå disse nye symboler.

62:4.2 (707.1) Da de var omkring fjorten år gamle, flygtede de fra stammen og tog vestpå for at stifte familie og etablere den nye art af primater. Og disse nye skabninger betegnes meget korrekt Primater da de var de direkte og umiddelbare dyreforfædre til selve menneskefamilien.

62:4.3 (707.2) Således kom primaterne til at indtage et område på vestkysten af den mesopotamiske halvø, som dengang ragede ud i det sydlige hav, mens de mindre intelligente og nært beslægtede stammer levede omkring halvøens spids og op ad den østlige kystlinje.

62:4.4 (707.3) Primaterne var mere menneskelige og mindre dyriske end deres forgængere blandt pattedyrene. Skeletproportionerne hos denne nye art var meget lig de primitive menneskeracers. Den menneskelige type hånd og fod var fuldt udviklet, og disse væsener kunne gå og endda løbe lige så godt som deres senere menneskelige efterkommere. De opgav stort set livet i træerne, selvom de fortsat søgte til trætoppene som en sikkerhedsforanstaltning om natten, for ligesom deres tidligere forfædre var de i høj grad udsat for frygt. Den øgede brug af deres hænder gjorde meget for at udvikle deres iboende hjernekraft, men de havde endnu ikke et sind, der virkelig kunne kaldes menneskeligt.

62:4.5 (707.4) Selvom primaterne i deres følelsesmæssige natur ikke adskilte sig meget fra deres forfædre, udviste de en mere menneskelig tendens i alle deres tilbøjeligheder. De var faktisk pragtfulde og overlegne dyr, der blev kønsmodne i en alder af omkring ti år og havde en naturlig levetid på omkring fyrre år. Det vil sige, at de kunne have levet så længe, hvis de var døde en naturlig død, men i de tidlige dage var der meget få dyr, der nogensinde døde en naturlig død; kampen for tilværelsen var alt for intens.

62:4.6 (707.5) Og nu, efter næsten ni hundrede generationers udvikling, der dækker omkring enogtyve tusinde år fra pattedyrenes oprindelse, fødte primaterne pludselig to bemærkelsesværdige skabninger, de første sande mennesker.

62:4.7 (707.6) Det var således, at de tidlige pattedyr, der udsprang af den nordamerikanske lemurtype, gav ophav til mellempattedyrene, og disse mellempattedyr gav igen ophav til de overlegne primater, som blev de umiddelbare forfædre til den primitive menneskerace. Primatstammerne var det sidste vitale led i menneskets evolution, men på mindre end fem tusind år var der ikke et eneste individ tilbage af disse ekstraordinære stammer.

5. De første mennesker

62:5.1 (707.7) Fra året 1934 e.Kr. og tilbage til fødslen af de første to menneskers er der nøjagtig 993.419 år.

62:5.2 (707.8) Disse to bemærkelsesværdige væsener var ægte mennesker. De havde perfekte menneskelige tommelfingre, ligesom mange af deres forfædre, mens de havde lige så perfekte fødder som nutidens menneskeracer. De var vandrere og løbere, ikke klatrere; storetåens gribefunktion var fraværende, fuldstændig fraværende. Når faren drev dem op i trætoppene, klatrede de ligesom nutidens mennesker ville gøre det. De klatrede op ad stammen på et træ som en bjørn og ikke som en chimpanse eller en gorilla, der svinger sig op i grenene.

62:5.3 (708.1) Disse første mennesker (og deres efterkommere) nåede fuld modenhed i en alder af 12 år og havde en potentiel levetid på omkring femoghalvfjerds år.

62:5.4 (708.2) Mange nye følelser dukkede tidligt op hos disse menneskelige tvillinger. De oplevede beundring for både genstande og andre væsener og udviste en betydelig forfængelighed. Men det mest bemærkelsesværdige fremskridt i den følelsesmæssige udvikling var den pludselige fremkomst af en ny gruppe af virkelig menneskelige følelser, den tilbedende gruppe, som omfatter ærefrygt, ærbødighed, ydmyghed og endda en primitiv form for taknemmelighed. Frygt, kombineret med uvidenhed om naturfænomener, er ved at føde en primitiv religion.

62:5.5 (708.3) Det var ikke kun sådanne menneskelige følelser, der kom til udtryk hos disse primitive mennesker, men mange mere højtudviklede følelser var også til stede i rudimentær form. De var mildt bevidste om medlidenhed, skam og bebrejdelse, og de var akut bevidste om kærlighed, had og hævn, og de var også modtagelige for markante følelser af jalousi.

62:5.6 (708.4) Disse to første mennesker—tvillingerne—var en stor prøvelse for deres primatforældre. De var så nysgerrige og eventyrlystne, at de flere gange var tæt på at miste livet, inden de var fyldt otte år. Som det var, var de ret godt arrede, da de var tolv.

62:5.7 (708.5) Meget tidligt lærte de at kommunikere verbalt; da de var ti år gamle, havde de udviklet et forbedret tegn- og ordsprog med næsten et halvt hundrede idéer og havde i høj grad forbedret og udvidet deres forfædres primitive kommunikationsteknik. Men uanset hvor meget de prøvede, var de kun i stand til at lære deres forældre nogle få af deres nye tegn og symboler.

62:5.8 (708.6) Da de var omkring ni år gamle, rejste de en lys dag ned ad floden og holdt en betydningsfuld konference. Alle himmelske intelligenser, der var udstationeret på Urantia, inklusive mig selv, var til stede som observatører af transaktionerne under dette middagsstævnemøde. På denne begivenhedsrige dag nåede de frem til en aftale om at leve med og for hinanden, og dette var den første af en række sådanne aftaler, som til sidst kulminerede i beslutningen om at flygte fra deres underlegne dyrefæller og rejse nordpå, uden at de vidste, at de dermed skulle grundlægge den menneskelige race.

62:5.9 (708.7) Selvom vi alle var meget bekymrede over, hvad disse to små vilde planlagde, var vi ude af stand til at kontrollere, hvordan deres sind fungerede; vi havde ikke—og kunne ikke—vilkårligt påvirke deres beslutninger. Men inden for de tilladte grænser for planetarisk funktion konspirerede vi, Livsbærerne, sammen med vores medarbejdere om at føre mennesketvillingerne nordpå og langt væk fra deres behårede og delvist træboende folk. Og på grund af deres eget intelligente valg, udvandrede tvillingerne, og på grund af vores overvågning udvandrede de mod nord til et afsidesliggende område, hvor de undgik muligheden for biologisk nedbrydning gennem sammenblanding med deres mindreværdige slægtninge fra primatstammerne.

62:5.10 (708.8) Kort før deres afrejse fra hjemskovene mistede de deres mor i et gibbonangreb. Selvom hun ikke besad deres intelligens, havde hun en værdig pattedyrskærlighed af høj rang til sit afkom, og hun gav frygtløst sit liv i forsøget på at redde det vidunderlige par. Hendes offer var heller ikke forgæves, for hun holdt fjenden stangen, indtil faderen ankom med forstærkninger og slog angriberne på flugt.

62:5.11 (709.1) Kort tid efter at dette unge par havde forladt deres partnere for at grundlægge menneskeracen, blev deres primatfar mismodig—han var sønderknust. Han nægtede at spise, selv når hans andre børn kom med mad til ham. Da hans strålende afkom var gået tabt, syntes livet ikke værd at leve blandt hans almindelige artsfæller; så han vandrede ud i skoven, blev overfaldet af fjendtlige gibboner og slået ihjel.

6. Menneskesindets evolution

62:6.1 (709.2) Vi, Livsbærerne på Urantia, havde gennemlevet den lange vågne ventetid siden den dag, vi første gang plantede livsplasmaet i planetens vand, og naturligvis bragte tilsynekomsten af de første virkelig intelligente og viljestyrede væsener os stor glæde og højeste tilfredshed.

62:6.2 (709.3) Vi havde set tvillingerne udvikle sig mentalt gennem vores iagttagelse af, hvordan de syv hjælpende sinds-ånder, der var tildelt Urantia på det tidspunkt, hvor vi ankom til planeten, fungerede. Gennem hele den lange evolutionære udvikling af livet på planeten havde disse utrættelige sindets tjenere altid registreret deres stigende evne til at komme i kontakt med de gradvist voksende hjernekapaciteter hos de gradvist højerestående dyrevæsener.

62:6.3 (709.4) Til at begynde med var det kun intuitionens ånd der kunne fungere i det oprindelige dyrelivs instinktive og refleksmæssige adfærd. Med differentieringen af højere typer var forståelsens ånd i stand til at udstyre sådanne skabninger med gaven til spontan association af ideer. Senere observerede vi modets ånd i funktion; dyr under udvikling udviklede virkelig en primitiv form for beskyttende selvbevidsthed. Efter fremkomsten af pattedyrsgrupperne så vi kundskabens ånd manifestere sig i stigende grad. Og evolutionen af de højere pattedyr medførte funktionen af rådgivningens ånd med den deraf følgende vækst af flokinstinktet og begyndelsen til primitiv social udvikling.

62:6.4 (709.5) I stigende grad havde vi op igennem de tidlige pattedyrs lange udvikling, de mellemliggende pattedyr og primaternes udvikling observeret de første fem sindsånders øget ydelse. Men aldrig havde de resterende to, de højeste sindets tjenere, været i stand til at fungere i Urantias type af evolutionært sind.

62:6.5 (709.6) Forstil jer vores glæde den dag—tvillingerne var omtrent ti år gamle—da tilbedelses ånd fik sin første kontakt med den kvindelige tvillings sind, og lidt efter med den mandlige. Vi vidste, at noget, der var tæt beslægtet med det menneskelige sind, nærmede sig kulminationen; og da de omkring et år senere endelig besluttede sig for, som et resultat af meditative tanker og en målrettet beslutning, at flygte hjemmefra og rejse nordpå, da begyndte visdommens ånd at fungere på Urantia og i disse to nu anerkendte menneskelige sind.

62:6.6 (709.7) Der skete en ny slags mobilisering af de syv hjælpende sindsånder. Vi var fulde af forventning; vi erkendte at den stund vi længe havde ventet på, nærmede sig; vi vidste vi var på grænsen til realiseringen af vores langvarige indsats efter at udvikle viljeskabninger på Urantia.

7. Anerkendelse som en beboet verden

62:7.1 (709.8) Vi behøvede ikke at vente længe. Ved middagstid, dagen efter tvillingernes flugt, indtraf det første testglimt af universets kredsløbssignaler ved Urantias planetariske modtagelsesfokus. Vi var selvfølgelig alle opstemte over, at en stor begivenhed var nært forestående; men da denne verden var en station for livseksperimenter, havde vi ikke den fjerneste idé om, hvordan vi ville blive informeret om, at der var intelligent liv på planeten. Men vi var ikke længe i spænding. På tredjedagen efter tvillingernes flugt, og før Livsbærerkorpset tog af sted, ankom Nebadons ærkeengel, som stod for etableringen af det første planetariske kredsløb.

62:7.2 (710.1) Det var en begivenhedsrig dag på Urantia, da vores lille gruppe samledes omkring den planetariske pol for rumkommunikation og modtog det første budskab fra Salvington over planetens nyetablerede sindskredsløb. Og dette første budskab, dikteret af chefen for ærkeengelkorpset, sagde:

62:7.3 (710.2) “Til livsbærerne på Urantia—vær hilset! Vi overbringer forsikringen om stor glæde på Salvington, Edentia og Jerusem til ære for registreringen i Nebadons hovedkvarter af signalet om eksistensen på Urantia af sind med viljeværdighed. Tvillingenes målbevidste beslutning om at flygte nordpå og adskille deres afkom fra deres laverestående forfædre er blevet bemærket. Dette er sindets—den menneskelige sindstypes—første beslutning på Urantia og etablerer automatisk det kommunikationskredsløb, som dette indledende budskab om anerkendelse transmitteres igennem.”

62:7.4 (710.3) Dernæst kom der hilsner fra Edentias Højeste, som indeholdt instruktioner til de herboende Livsbærere, der forbød os at ændre på det livsmønster, vi havde etableret. Vi blev instrueret i ikke at gribe ind i den menneskelige udvikling. Det bør ikke udledes, at Livsbærere nogensinde vilkårligt og mekanisk blander sig i den naturlige udførelse af planetens evolutionære planer, for det gør vi ikke. Men indtil dette tidspunkt havde vi fået lov til at manipulere miljøet og beskytte livsplasmaet på en særlig måde, og det var denne ekstraordinære, men helt naturlige overvågning, der skulle ophøre.

62:7.5 (710.4) Og så snart De Højeste var færdige med at tale, begyndte Lucifers smukke budskab, som dengang var Satania-systemets hersker, at komme ind til planeten. Nu hørte Livsbærerne deres egen chefs velkomstord og fik hans tilladelse til at vende tilbage til Jerusem. Dette budskab fra Lucifer indeholdt den officielle accept af Livsbærernes arbejde på Urantia og fritog os for al fremtidig kritik af vores bestræbelser på at forbedre Nebadons livsmønstre, som de er etableret i Satania-systemet.

62:7.6 (710.5) Disse meddelelser fra Salvington, Edentia og Jerusem markerede formelt afslutningen på Livsbærernes langvarige overvågning af planeten. I evigheder havde vi været på vagt, kun assisteret af de syv hjælpende sinds-ånder og de Fysiske Mesterkontrollører. Og nu, hvor viljen, kraften til at vælge at tilbede og stige op, var dukket op i planetens evolutionære skabninger, indså vi, at vores arbejde var fuldført, og vores gruppe forberedte sig på at tage af sted. Da Urantia er en livsmodificerende verden, blev der givet tilladelse til at efterlade to seniorlivsbærere med tolv assistenter, og jeg blev valgt som en af denne gruppe og har lige siden været på Urantia.

62:7.7 (710.6) Det er kun 993.408 år siden (fra år 1934 e.Kr.), at Urantia formelt blev anerkendt som en planet med menneskelig beboelse i Nebadons univers. Den biologiske evolution havde endnu engang nået de menneskelige niveauer af viljesmæssig værdighed; mennesket var ankommet til planet 606 i Satania.

62:7.8 (710.7) [Udarbejdet af en Livsbærer fra Nebadon bosiddende på Urantia.]