Urantia Bogen

Kapitel 32

Evolutionen Af Lokaluniverser

32:0.1 (357.1) ET lokalunivers er skabt af en Skabersøn af Mikaels Paradisorden. Det består af hundrede konstellationer, der hver omfatter hundrede systemer af beboede verdener. Hvert system vil til sidst indeholde cirka tusind beboede sfærer.

32:0.2 (357.2) Disse universer af tid og rum er alle evolutionære. Paradis Mikaels skabelsesplan følger altid langs vejen for gradvis evolution og progressiv udvikling af de fysiske, intellektuelle og spirituelle naturer og kapaciteter hos de mangfoldige skabninger, som bebor de forskellige typer af sfærer som udgør et sådan lokalunivers.

32:0.3 (357.3) Urantia tilhører et lokalunivers, hvis suveræne er Gud-mennesket fra Nebadon, Jesus af Nazaret og Mikael af Salvington. Og alle Mikaels planer for dette lokalunivers blev fuldt godkendt af Paradistreenigheden, før han nogensinde indledte det højeste eventyr i rummet.

32:0.4 (357.4) Guds sønner kan vælge rigerne for deres skaberaktiviteter, men disse materielle skabelser var oprindeligt projekteret og planlagt af Mesteruniversets Paradisarkitekter.

1. Universernes fysiske fremkomst

32:1.1 (357.5) Præuniversets manipulationer af rumkraften og de oprindelige energier er Paradisets Ledende Kraftorganisatorers arbejde; men i superuniversets domæner, når emergent energi bliver responsiv over for lokal eller lineær tyngdekraft, trækker de sig tilbage til fordel for Styrkelederne i det pågældende superunivers.

32:1.2 (357.6) Disse styrkeledere fungerer alene i præmaterielle og poststyrke faser af et lokalunivers skabelse. Der er ingen mulighed for en Skabersøn til at begynde universets organisation, før styrkelederne har gennemført mobiliseringen af rumenergierne tilstrækkeligt til at tilvejebringe et materielt grundlag—konkrete sole og materielle sfærer—for det fremvoksende univers.

32:1.3 (357.7) Lokaluniverserne har alle omtrent det samme energipotentiale, selvom de er meget forskellige i fysiske dimensioner og kan variere i indhold af synligt stof fra tid til anden. Donationen af styrkeopladningen og det potentielle materie i lokaluniverset er bestemt af Styrkelederne og deres forgængeres manipulationer samt af Skabersønnens aktiviteter og af den iboende fysiske kontrol, som hans skabende medarbejder besidder.

32:1.4 (358.1) Energiladningen i et lokalunivers er cirka en hundredtusindedel af styrkedonationen af dets superunivers. I tilfældet med Nebadon, jeres lokalunivers, er massematerialiseringen en smule mindre. Fysisk set besidder Nebadon al den fysiske energi og materie, der kan findes i nogen af Orvonton lokale skableser. Den eneste fysiske begrænsning på Nebadon universets udviklingsudvidelsen består i den kvantitative ladning af rumenergi, der holdes fanget af tyngdekraftskontrollen af de tilknyttede kræfter og personligheder i den kombinerede universmekanisme.

32:1.5 (358.2) Når energi-materie har nået et vist stadie i massematerialisering, dukker en Paradisskabersøn op på scenen, ledsaget af en Skabende Datter af den Uendelige Ånd. Samtidig med ankomsten af Skabersønnen påbegyndes arbejdet med den arkitektoniske sfære, som skal bliver hovedkvartersverdenen for det projekterede lokalunivers. I lange tider udvikler en sådan lokal skabelse sig, sole bliver stabiliseret, planeter dannes og svinger ind i deres baner, mens arbejdet med at skabe de arkitektoniske verdener, der skal tjene som konstellationshovedkvarter og systemhovedstæder fortsætter.

2. Organiseringen af universet

32:2.1 (358.3) Forud for Skabersønnerne i universets organisation er Styrkelederne og andre væsener med oprindelse i den Tredje Kilde og Center. Fra rummets energier, der således tidligere var organiseret, etablerede Mikael, jeres Skabersøn, de beboede riger i Nebadons univers og lige siden har han omhyggeligt helliget sig deres administration. Fra allerede eksisterende energi materialiserer disse guddommelige Sønner synligt stof, projicerer levende væsener, og skaber i samarbejdet med den Uendelige Ånds tilstedeværelse iuniverset et mangfoldigt følge af åndelige personligheder.

32:2.2 (358.4) Disse Styrkeledere og energikontrollører, der længe gik forud for Skabersønnen i det indledende fysiske arbejde med universets organisation, tjener senere i storslået forbindelse med denne Universsøn, og forbliver for altid i tilhørende kontrol over de energier, som de oprindeligt organiserede og satte i kredsløb. På Salvington fungerer der nu de samme hundrede Styrkecentrer som samarbejdede med din Skabersøn i den oprindelige dannelse af dette lokalunivers.

32:2.3 (358.5) Den første fuldførte fysiske skabelseshandling i Nebadon var organiseringen af hovedkvartersverdenen, den arkitektoniske sfære Salvington, med dens satellitter. Fra tidspunktet for de første foranstaltninger af Styrkecentrernes og de fysiske kontrollørers indledende bevægelser til ankomsten af det levende personale på Salvingtons fuldendte sfærer, gik der lidt over en milliard år af jeres nuværende planetariske tid. Konstruktionen af Salvington blev straks efterfulgt afskabelsen af de hundrede hovedkvartersverdener for de projekterede konstellationer og de ti tusinde hovedkvarterssfærer for de projekterede lokale systemer for planetarisk kontrol og administration, sammen med deres arkitektoniske satellitter. Sådanne arkitektoniske verdener er designet til at rumme både fysiske og åndelige personligheder såvel som de mellemliggende morontia- eller overgangsstadier af skabninger.

32:2.4 (359.1) Salvington, hovedkvarteret for Nebadon, er beliggende i det nøjagtige energimassecenter i lokaluniverset. Men dit lokalunivers er ikke et enkelt astronomisk system, selvom et stort system eksisterer i dets fysiske centrum.

32:2.5 (359.2) Salvington er det personlige hovedkvarter for Mikael af Nebadon, men han vil ikke altid være at finde der. Mens jeres lokalunivers ikke længere kræver Skabersønnens faste tilstedeværelse i hovedstadssfæren for at fungere gnidningsløst, var det ikke tilfældet i de tidligere epoker med fysisk organisation. En Skabersøn er ikke i stand til at forlade sin hovedkvartersverden, før et tidspunkt, hvor tyngdekraftens stabilisering af riget er blevet gennemført gennem materialisering af tilstrækkelig energi til at sætte de forskellige kredsløb og systemer i stand til at modbalancere hinanden ved gensidig materiel tiltrækning.

32:2.6 (359.3) I det øjeblik den fysiske plan for et univers er fuldført, udarbejder Skabersønnen, i samarbejde med den Skabende Ånd, planen for skabelsen af liv; hvorefter den repræsentation af den Uendelige Ånd begynder sin universfunktion som en særskilt skabende personlighed. Når denne første skabende handling er formuleret og udført, opstår den Klare Morgenstjerne pludselig, som er personificeringen af dette oprindelige skabende identitets koncept og guddommeligheds ideal. Dette er universets øverste leder, Skabersønnens personlige smedarbejder, én som ham i alle aspekter af karakter, men markant begrænset i guddommelighedens egenskaber.

32:2.7 (359.4) Og nu, hvor Skabersønnens højre hånd og administrerende leder er fremtrådt, følger der tilblivelsen af et stort og vidunderligt udvalg af forskellige skabninger. Sønner og døtre af lokaluniverset fremtræder, og snart derefter er regeringen for en sådan skabelse tilvejebragt, der strækker sig fra universets øverste råd til konstellationernes fædre og lokalsystemers herskere—samlingerne af de verdener, der senere skal blive hjemsted for de forskellige dødelige racer af skabninger; og hver af disse verdener vil blive præsideret af en planetprins.

32:2.8 (359.5) Og så, når et sådant univers er blevet så fuldstændig organiseret og så godt bemandet, begynder Skabersønnen at udføre Faderens forslag om at skabe det dødelige menneske i deres guddommelige billede.

32:2.9 (359.6) Organiseringen af planetariske boliger foregår stadig i Nebadon, for dette univers er i sandhed en ung klynge i Orvontons stjerne- og planetariske riger. Ved den sidste registrering var der 3.840.101 beboede planeter i Nebadon, og Satania, din verdens lokalsystem, er ret typisk for andre systemer.

32:2.10 (359.7) Satania er ikke et ensartet fysisk system, en enkelt astronomisk enhed eller organisation. Dens 619 beboede verdener er placeret i over fem hundrede forskellige fysiske systemer. Kun fem har mere end to beboede verdener, og af disse har kun én fire befolkede planeter, mens der er seksogfyrre med to beboede verdener.

32:2.11 (359.8) Satania systemet af beboede verdener er langt væk fra Uversa og den store solklynge, der fungerer som det fysiske eller astronomiske centrum i det syvende superunivers. Fra Jerusem, Satanias hovedkvarter, er der over 200.000 lysår til det fysiske centrum af superuniverset Orvonton, langt, langt væk Mælkevejens tætte diameter. Satania er beliggende i lokaluniversets periferi , og Nebadon er nu godt ud mod grænsen af Orvonton. Fra det yderste system af beboede verdener til centrum af superuniverset er der en smule mindre end 250.000 lysår.

32:2.12 (360.1) Universet Nebadon svinger nu langt mod syd og øst i superuniverset Orvontons kredsløb. De nærmeste naboer universer er: Avalon, Henselon, Sanselon, Portalon, Wolvering, Fanoving og Alvoring.

32:2.13 (360.2) Men udviklingen af et lokalunivers er en lang fortælling. Kapitler, der omhandler superuniverset, introducerer dette emne, dem i denne sektion, der handler om de lokale skabelser, udgør en fortsættelse, mens de, der følger, og berører Urantias historie og skæbne, fuldender historien. Men I kan kun i tilstrækkeligt grad forstå skæbnen for de dødelige i en sådan lokal skabelse ved at gennemlæse beretningerne om jeres Skabersøns liv og lære, da han engang levede et menneskeliv, i skikkelse af dødeligt kød i jeres egen evolutionære verden.

3. Evolutionens idé

32:3.1 (360.3) Havona, centraluniverset som direkte blev skabt af den Universelle Faders tanke og den Evige Søns ord, er den eneste fuld perfekte skabelse. Havona er et eksistentielt, perfekt, og fuldkomment univers, der omgiver de evige Guddommes hjem, altings centrum. Skabelserne i de syv superuniverser er begrænsede, evolutionære og konsekvent progressive.

32:3.2 (360.4) De fysiske systemer i tid og rum er alle af evolutionær oprindelse. De er ikke engang fysisk stabiliserede indtil de er svunget ind i deres superuniversers etablerede kredsløb. Et lokalunivers etableres heller ikke i lys og liv, indtil dets fysiske muligheder for ekspansion og udvikling er udtømt, og før den åndelige status for alle dets beboede verdener for evigt er blevet etableret og stabiliseret.

32:3.3 (360.5) Undtagen i centraluniverset, er perfektion en gradvis opnåelse. I den centrale skabelse har vi et mønster af perfektion, men alle andre riger skal opnå denne fuldkommenhed ved hjælp af de metoder, der er fastlagt for udviklingen af disse særlige verdener eller universer. Og en næsten uendelig variation kendetegner Skabersønnernes planer for organisering, udvikling, disciplinering, og stabilisering af deres respektive lokaluniverser.

32:3.4 (360.6) Med undtagelse af Faderens guddommelige tilstedeværelse, er hvert lokalunivers i en vis forstand en duplikering af den administrative organisering af central- eller mønsterskabelsen. Selvom den Universelle Fader personligt er til stede i bopælsuniverset, bor han ikke i sindet på de væsener, der har deres oprindelse fra det univers, således som han bogstaveligt talt bor hos de dødeliges sjæle i tid og rum. Der synes at være en alvidende kompensation i tilpasningen og reguleringen af de åndelige anliggender i den vidtstrakte skabelse. I centraluniverset er Faderen personligt til stede som sådan, men fraværende i disse børns sind af denne perfekte skabelse; i rummets universer er Faderen fraværende i egen person, men er repræsenteret ved sine suveræne sønner, mens han er intimt til stede i sine dødelige børns sind og bliver åndeligt repræsenteret ved den førpersonlige tilstedeværelse af Mysterieledsagerne, der bor i sindene hos disse viljeskabninger.

32:3.5 (360.7) I et lokalunivers’ hovedkvarter bor alle de skabende og kreative personligheder, der repræsenterer selvstændig autoritet og administrativ autonomi, bortset fra den Universelle Faders personlige tilstedeværelse. I lokaluniverset findes der noget af alle og nogen fra næsten alle klasser af intelligente væsener, der findes i centraluniverset, bortset fra den Universelle Fader. Selvom den Universelle Fader ikke er personligt til stede i et lokalunivers, er han personligt repræsenteret af dets Skabersøn, som på et tidspunkt er Guds stedfortræder og derefter den højeste og suveræne hersker i sin egen ret.

32:3.6 (361.1) Jo længere ned på livets skala vi går, desto sværere bliver det med troens øje at lokalisere den usynlige Fader. De lavere skabninger—og nogle gange endda de højere personligheder—har svært ved altid at se den Universelle Fader i hans Skabersønner. Og så, i afventning af tidspunktet for deres åndelige ophøjelse, hvor fuldkommenhed af udvikling vil gøre dem i stand til at se Gud personligt, bliver de trætte i deres fremgang, nærer åndelig tvivl, snubler i forvirring og isolerer sig således fra deres tids progressive åndelige mål. og universet. På denne måde mister de evnen til at se Faderen, når de ser Skabersønnen. Den sikreste sikring for skabningen gennem den lange kamp for at opnå Faderen, i denne tid, hvor iboende forhold gør en sådan opnåelse umulig, er vedholdende at holde fast i sandheden om Faderens tilstedeværelse i hans Sønner. Bogstaveligt og billedligt, åndeligt og personligt er Faderen og Sønnerne ét. Det er en kendsgerning: Den, der har set en Skabersøn, har set Faderen.

32:3.7 (361.2) Personlighederne i et givet univers er i starten kun faste og pålidelige i overensstemmelse med deres grad af slægtskab med Guddommen. Når skabningernes oprindelse afviger tilstrækkeligt langt fra de oprindelige og guddommelige kilder, hvad enten vi har at gøre med Guds sønner eller skabninger af tjeneste, der tilhører den uendelige ånd, øges muligheden for disharmoni, forvirring og nogle gange oprør—synd.

32:3.8 (361.3) Bortset fra perfekte væsener af guddommelig oprindelse er alle viljesskabninger i superuniverserne af evolutionær natur, de begynder i en lav stand og klatrer hele tiden opad, i virkeligheden indad. Selv højt åndelige personligheder fortsætter med at stige op ad livets skala ved gradvise oversættelser fra liv til liv og fra sfære til sfære. Og når det gælder dem, der underholder Mysterieledsagerne, er der faktisk ingen grænser for, hvor højt de kan nå i deres åndelige opstigning og opnåelse af universet.

32:3.9 (361.4) Når tidens skabninger endelig opnår fuldkommenhed, er det udelukkende en erhvervelse, en ægte personlighedsbesiddelse. Selv om nådens elementer er blandet frit ind i det, er skabningernes præstationer ikke desto mindre resultatet af individuel indsats og faktisk liv, personlighedens reaktion på det eksisterende miljø.

32:3.10 (361.5) Faktum om dyrs evolutionære oprindelse knytter ikke stigmatisering til nogen personlighed i universets syn, da det er den eksklusive metode til at producere en af de to grundlæggende typer af endelige intelligente viljeskabninger. Når højderne af fuldkommenhed og evighed er nået, så meget mere ære til dem, der begyndte på bunden og med glæde klatrede op på livets stigen, runde for runde, og som, når de når herlighedens højder, vil have opnået en personlig erfaring, som rummer en faktisk viden om hver livsfase fra bunden til toppen.

32:3.11 (361.6) I alt dette vises Skabernes visdom. Det ville være lige så let for den Universelle Fader at skabe alle dødelige til perfekte væsener, at bibringe fuldkommenhed ved sit guddommelige ord. Men det ville fratage dem den vidunderlige oplevelse af eventyret og uddannelse forbundet med den lange og gradvise indadgående stigning, en oplevelse, der kun kan gøres af dem, der er så heldige, at begynde på selve bunden af levende eksistens.

32:3.12 (362.1) I universerne, der kredser om Havona, er der kun et tilstrækkeligt antal fuldkomne skabninger til at opfylde behovet for mønsterlærere vejledere til dem, der stiger op ad livets evolutionære skala. Den erfaringsmæssige natur af den evolutionære personlighedstype er det naturlige kosmiske supplement til Paradis-Havona væsenernes evige perfekte natur. I virkeligheden, er både perfekte og perfektionerede væsener ufuldstændige, hvad angår den endelige totalitet. Men i den komplementære forening af de eksistentielt fuldkomne skabninger i Paradis-Havona systemet med de erfaringsmæssigtfuldkomne finalitere, der stiger op fra de evolutionære universer, finder begge typer frigiørelse fra iboende begrænsninger og kan således i fællesskab forsøge at nå de sublime højder i den ultimative skabningsstatus.

32:3.13 (362.2) Disse skabningstransaktioner er universets eftervirkninger af handlinger og reaktioner inden for den Syvfoldige Guddom, hvor Paradisets evige guddommelighed forenes med den udviklende guddommelighed hos de Højeste Skabere af tid-rum-universerne i, ved og gennem styrkeaktualiseringen Det Højeste Væsens guddom.

32:3.14 (362.3) Den guddommeligt perfekte skabning og den evolutionært perfektionerede skabning er lige i graden af guddommelighedspotentiale, men de er forskellige i art. De er hver især afhængige af hinanden for at opnå overhøjheden af tjeneste. De evolutionære superuniverser er afhængige af det fuldkomne Havona for at give den endelige uddannelse for deres opstigende borgere, men det perfekte centralunivers kræver også eksistensen af de perfektionerende superuniverser for at sørge for den fulde udvikling af sine nedstigende indbyggere.

32:3.15 (362.4) De to primære manifestationer af den endelig virkelighed, medfødt perfektion og udviklet perfektion, hvad enten det er personligheder eller universer, er koordinerede, afhængige, og integrerede. Hver af dem kræver, at den anden opnå fuldførelse af funktion, tjeneste og skæbne.

4. Guds forhold til et lokalunivers

32:4.1 (362.5) Få ikke den tanke, at eftersom den Universelle Fader har uddelegeret så meget af sig selv og sin magt til andre, er han et tavst eller inaktivt medlem af guddomspartnerskabet. Bortset fra personlighedensdomæner og overdragelse af Rettere, er han tilsyneladende den mindst aktive af Paradisguddommene, idet han tillader sine guddomskoordinater, sine Sønner, og talrige skabte intelligenser at udføre så meget i udførelsen af hans evige formål. Han er kun det tavse medlem af den kreative trio i det omfang, at han aldrig gør noget, som nogen af hans koordinerede eller underordnede medarbejdere kan gøre.

32:4.2 (362.6) Gud har fuld forståelse for ethvert intelligent væsens behov for funktion og erfaring, og derfor trækker Gud sig tilbage fra aktivitet i enhver situation, hvad enten det drejer sig om et univers’ skæbne eller den ydmygeste af hans skabningers velfærd, til fordel for den galakse af skabnings- og skaberpersonligheder, som i sagens natur griber ind mellem ham selv og enhver given univers-situation eller skabelsesbegivenhed. Men på trods af denne tilbagetrækning, denne udstilling af uendelig koordination, er der fra Guds side en faktisk, bogstavelig og personlig deltagelse i disse begivenheder af og gennem disse ordinerede instanser og personligheder. Faderen arbejder i og gennem alle disse kanaler for velfærden for hele hans vidtstrakte skabelse.

32:4.3 (363.1) Med hensyn til politikker, adfærd og administration af et lokalunivers, handler den Universelle Fader i sin Skabersøns person. I Guds Sønners indbyrdes forhold, i gruppesammenslutningerne af personlighederne med oprindelse i den Tredje Kilde og Center, eller i forholdet mellem andre skabninger, såsom mennesker—hvad angår sådanne sammenslutninger, griber den Universelle Fader aldrig ind. Skabersønnens lov, konstellationsfædrenes, Systemsuverænernes og Planetprinsernes styre—de ordinerede politikker og procedurer for det univers—har altid forrang. Der er ingen opdeling af myndighed; aldrig er der en krydsvirkning af guddommelig kraft og hensigt. Guddommene er i fuldkommen og evig enstemmighed.

32:4.4 (363.2) Skabersønnen hersker suverænt i alle spørgsmål om etiske foreninger, forholdet mellem enhver opdeling af skabninger til enhver anden klasser af skabninger eller af to eller flere individer inden for en given gruppe; men en sådan plan betyder ikke, at den Universelle Fader ikke på sin egen måde må gribe ind og gøre alt, hvad der behager det guddommelige sind med enhver individuel skabning i hele skabelsen, hvad angår individets nuværende status eller fremtidsudsigter, og hvad angår Faderens evige plan og uendelige formål.

32:4.5 (363.3) I de dødelige viljevæsener er Faderen faktisk til stede i den iboende Retter, et fragment af hans førpersonlige ånd; og Faderen er også kilden til personligheden hos et sådant dødeligt viljevæsen.

32:4.6 (363.4) Disse Tankerettere, den Universelle Faders overdragelser, er forholdsvis isolerede; de bor i menneskelige sind, men har ingen mærkbar forbindelse med de etiske anliggender i en lokal skabelse. De er ikke direkte koordineret med den serafiske tjeneste eller med administrationen af systemer, konstellationer, eller et lokalunivers, ikke engang med Skabersønnens styre, hvis vilje er den højeste lov i hans univers.

32:4.7 (363.5) De iboende Rettere er en af Guds separate, men forenede kontaktformer med skabningerne i hans alt andet end uendelige skaberværk. Således viser den, der er usynlig for det dødelige menneske, sit nærvær, og kunne han gøre det, ville han vise sig for os på endnu andre måder, men en sådan yderligere åbenbaring er ikke guddommelig mulig.

32:4.8 (363.6) Vi kan se og forstå den mekanisme, hvorved Sønnerne har en intim og fuldstændig viden om de universer, der hører under deres jurisdiktion; men vi kan ikke fuldt ud forstå de metoder, hvorved Gud er så fuldt og personligt fortrolig med detaljerne i universernes univers, selv om vi i det mindste kan genkende den vej, hvorved den Universelle Fader kan modtage information om og manifestere sin tilstedeværelse over for væsenerne i sit enorme skaberværk. Gennem personlighedskredsløbet er Faderen vidende—har personlig viden—om alle tanker og handlinger hos alle væsener i alle systemer i alle universer i hele skabelsen. Selvom vi ikke helt kan forstå denne teknik i Guds fællesskab med sine børn, kan vi blive styrket i visheden om, at “Herren kender sine børn”, og at han for hver enkelt af os “noterer sig, hvor vi blev født”.

32:4.9 (363.7) I dit univers og i dit hjerte er den Universelle Fader til stede, åndeligt set, af en af de Syv Mesterånder i det centrale opholdssted og specifikt af den guddommelige Retter, som lever og arbejder og venter i dybet af det dødelige sind.

32:4.10 (363.8) Gud er ikke en selvcentreret personlighed. Faderen distribuerer sig frit til sin skabelse og til sine skabninger. Han lever og handler ikke kun i Guddommene men også i sine Sønner, som han betror at gøre alt det, der er guddommeligt muligt for dem at gøre. Den Universelle Fader har i sandhed givet afkald på enhver handling, som det er muligt for et andet væsen at udføre. Og dette er lige så sandt for det dødelige menneske som for Skabersønnen, der hersker i Guds sted på hovedkvarteret i et lokalunivers. Således ser vi udførelsen af den universelle Faders ideelle og uendelige kærlighed.

32:4.11 (364.1) I denne universelle overdragelse af sig selv har vi et rigeligt bevis på både størrelsen og storsindethed af Faderens guddommelige natur. Hvis Gud har tilbageholdt noget af sig selv fra den universelle skabelse, så skænker han af denne rest med overdådige generøsitet Tankeretterne til de dødelige i rigerne, tidens Mysterieledsagere som så tålmodigt bor i de dødelige kandidater til evigt liv.

32:4.12 (364.2) Den Universelle Fader har så at sige udgydt sig selv for at gøre hele skabelsen rig på personlighed og potentiel åndelig opnåelse. Gud har givet sig selv til os, for at vi kan være som ham, og han har kun forbeholdt sig selv den magt og herlighed, der er nødvendigt for at opretholde de ting, som han således har givet afkald på alt andet af kærlighed til.

5. Det evige og gudommelige formål

32:5.1 (364.3) Der er et stort og herligt formål med universerne march gennem rummet. Al jeres menneskelige kampe er ikke forgæves. Vi er alle en del af en enorm plan, en gigantisk foretagende, og det er dette foretagendes enorme størrelse, der gør det umuligt, at se særligt meget af det på én gang, og i løbet af en levetid. Vi er alle en del af et evigt projekt, som guderne overvåger og udfører. Hele den forunderlige og universelle mekanisme bevæger sig majestætisk videre gennem rummet til tonerne af den uendelige tanke og det evige formål fra den Første Store Kilde og Center.

32:5.2 (364.4) Den evige Guds evige formål er et højt åndeligt ideal. Tidens begivenheder og dens materielle eksistens kampe er kun det forbigående stillads, der bygger bro over til den anden side, til den åndelig virkelighed og den himmelske eksistens forjættede land. Naturligvis har I dødelige svært ved at fatte ideen om et evigt formål; du er praktisk talt ude af stand til at forstå tanken om evigheden, noget der aldrig begynder og slutter. Alt det, du kender, har en ende.

32:5.3 (364.5) Hvad angår et individuelt liv, varigheden af et rige, eller kronologien af enhver sammenhængende række af begivenheder, ser det ud til, at vi har at gøre med en isoleret tidsperiode; alt synes at have en begyndelse og en slutning. Og det ser ud til, at en række af sådanne oplevelser, liv, tidsaldre, eller epoker, arrangeret efter hinanden udgør en lige strækning, en isoleret tidsbegivenhed, der et øjeblik blinker henover evighedens uendelige overflade. Men når vi betragter alt dette bag kulisserne, tyder et mere omfattende overblik og en mere fuldstændig forståelse på, at en sådan forklaring er utilstrækkelig, usammenhængende, og fuldstændig uegnet til at redegøre for og på anden måde korrelere tidens transaktioner med evighedens underliggende formål og grundlæggende reaktioner.

32:5.4 (364.6) For mig virker det mere hensigtsmæssig, med henblik på forklaring til det dødelige sind, at opfatte evigheden som en cyklus, og det evige formål som en endeløs cirkel, en evighedscyklus på en eller anden måde synkroniseret med tidens forbigående materielle cyklusser. Med hensyn til tidens sektorer, der er forbundet med og udgør en del af, evighedens cyklus, er vi tvunget til at erkende, at sådanne midlertidige epoker fødes, lever og dør ligesom de midlertidige væsener af tiden bliver født, lever og dør. De fleste mennesker dør, fordi dødens metamorfose, efter at have undladt at opnå åndeniveau for Retterfusion, udgør den eneste mulige procedure, hvorved de kan undslippe tidens lænker og den materielle skabelse bånd og derved blive istand til at tage åndelige skridt med evighedens fremadskridende procession. Når du har overlevet tidens og den materielle eksistens’ prøvelser, bliver det muligt for dig at fortsætte med at være i kontakt med evigheden, endda som en del af den, og for evigt svinge med rummets verdener omkring de evige tiders cirkel.

32:5.5 (365.1) Tidens sektorer er som personlighedens glimt i tidsbunden form, de optræder i en sæson og så forsvinder de for menneskets blik, kun for at dukke op igen som nye aktører og fortsatte faktorer i det højere liv i den endeløse svingning rundt om den evige cirkel. Evigheden kan næppe opfattes som en lige strækning, set i lyset af vores tro på et afgrænset univers, der bevæger sig over en stor, langstrakt cirkel omkring den Universelle Faders centrale bolig.

32:5.6 (365.2) Helt ærligt er evigheden uforståeligt for tidens begrænsede sind. Du kan simpelthen ikke fatte det; du kan ikke forstå det. Jeg kan ikke helt visualisere det, og selv hvis jeg kunne, ville det være umuligt for mig at viderebringe mit koncept til det menneskelige sind. Ikke desto mindre har jeg gjort mit bedste for at skildre noget af vores synspunkt, for at fortælle dig noget om vores forståelse af de evige ting. Jeg bestræber mig på at hjælpe dig med at krystallisere dine tanker om disse værdier, som er af uendelig natur og evig i deres betydning.

32:5.7 (365.3) Der er i Guds sind en plan, som indbefatter hver skabning i alle hans store domæner, og denne plan er et evigt formål med grænseløse muligheder, ubegrænsede fremskridt, og endeløst liv. Og de uendelige skatte i sådan en mageløs karriere er dine til at stræbe efter!

32:5.8 (365.4) Evighedens mål ligger forude! Eventyret om opnåelse af guddommelighed ligger foran dig! Løbet mod fuldkommenhed er i gang! Enhver, der vil, kan deltage, og en sikker sejr vil krone indsatsen for ethvert menneske, der vil løbe troens og tillidens løb og hvert skridt på vejen være afhængig af den iboende Retter og af vejledning fra universets Søns gode ånd, som så frit er blevet udgydt over alt kød.

32:5.9 (365.5) [Præsenteret af en Mægtig Budbringer midlertidigt knyttet til Nebadons Øverste Råd og tildelt denne mission af Gabriel fra Salvington.]