Urantia Bogen

Kapitel 80

Anditernes Udbredelse I Vesten

80:0.1 (889.1) SELVOM det europæiske blå menneske ikke i sig selv opnåede en stor kulturel civilisation, leverede det dog det biologiske fundament, som, da dets adamiserede stammer blev blandet med de senere anditiske indtrængere, skabte en af de mest potente bestande til opnåelse af aggressiv civilisation, der nogensinde er dukket op på Urantia siden den violette races tid og deres Anditiske efterfølgere.

80:0.2 (889.2) I de moderne hvide folk forenes overlevende Adamiske raceelementer, som blev blandet med Sangik racerne, en del af de røde og gule, men i særdeleshed med de blå. Der er en betydelig procentdel af de oprindelige Andonitiske race elementer i alle de hvide racer og endnu mere af de tidlige Noditiske arveanlæg.

1. Adamiterne ankommer til europa

80:1.1 (889.3) Før de sidste Anditer blev drevet ud af Eufrat dalen, var mange af deres brødre gået ind i Europa som eventyrere, lærere, handelsmænd og krigere. I den violette races tidligere dage var Middelhavs bassinet beskyttet af Gibraltars landtange og den sicilianske landbro. Nogle af de tidligste søfartshandler blev etableret i disse indre søer, hvor de blå mennesker fra nord og saharanerne fra syd mødte Noditer og Adamiter fra øst.

80:1.2 (889.4) I den østlige del af Middelhavet havde Noditerne etableret en af deres mest omfattende kulturer og fra disse centre var de trængt en smule ind i Sydeuropa, men især ind i Nordafrika. De bredhovede Noditisk-Andonitiske syrere introducerede meget tidligt keramik og landbrug i forbindelse med deres bosættelser ved Nilens langsomt voksende delta. De importerede også får, geder, kvæg og andre tamdyr og indførte stærkt forbedrede metoder til metalbearbejdning, hvor Syrien engang var centrum for denne industri.

80:1.3 (889.5) I mere end tredive tusinde år modtog Egypten en jævn strøm af mesopotamier, der medbragte deres kunst og kultur for at berige Nildalen. En omfattende indtrængen af folk fra Sahara forværrede i høj grad den tidlige civilisation langs Nilen, så Egypten nåede sit laveste kulturelle niveau for omkring femten tusinde år siden.

80:1.4 (889.6) Men i tidligere tider var der ikke meget, der forhindrede Adamiternes migration vestpå. Sahara var et åbent græsningsland med spredte hyrder og jordbrugere. Disse saharanere beskæftigede sig aldrig med håndværksindustri, de byggede heller ikke byer. De var en indigosort gruppe, med omfattende arveanlæg af de uddøde grønne og orange racer. De modtog en meget begrænset mængde af den violette arv før landhævningen og de skiftende regnførende vinde spredte resterne af denne velstående og fredelige civilisation.

80:1.5 (890.1) Adams blod er blevet delt med de fleste af de menneskelige racer, men nogle fik mere end andre. De blandede racer i Indien og de mørkere folkeslag i Afrika var ikke attraktive for Adamiterne. De ville have blandet sig frit med de røde mennesker havde de ikke været langt væk i Amerika, og de var venligt stemt mod de gule mennesker, men disse var også vanskelig at komme i nærheden af i det fjerne Asien. Derfor, når de var drevet af enten eventyrlyst eller altruisme, eller når de blev drevet ud af Eufratdalen, valgte de meget naturligt at forene sig med de blå racer i Europa.

80:1.6 (890.2) De blå mennesker, som dengang var dominerende i Europa, havde ingen religiøse skikke, som var frastødende for de tidligere vandrende Adamiter, og der var stærk seksuel tiltrækning mellem den violette og blå race. De bedste af de blå mennesker fandt det en stor ære at få lov til at parre sig med Adamiterne. Enhver blå mand havde en ambition om at blive så dygtig og kunstnerisk, at han kunne vinde nogen adamitisk kvindes hengivenhed, og det var den højeste aspiration af en højerestående blå kvinde at modtage en adamits opmærksomhed.

80:1.7 (890.3) Langsomt forenede disse migrerende sønner fra Eden sig med de højere typer af den blå race, og styrkede deres kulturelle praksis, mens de hensynsløst udryddede de tilbageværende stammer af neandertalere. Denne metode med raceblanding, kombineret med eliminering af de laverestående elementer, skabte et dusin eller flere virile og progressive grupper af overlegne blå mennesker, hvoraf I har kaldt en af dem for Cro-Magnon.

80:1.8 (890.4) Af disse og andre grunde, ikke mindst de mere gunstige migrationsveje, fandt de tidlige bølger af mesopotamisk kultur næsten udelukkende vej til Europa. Og det var disse omstændigheder, der bestemte forløberne for den moderne europæiske civilisation.

2. Forandringer i klimaet og geologi

80:2.1 (890.5) Den tidlige ekspansion af den violette race til Europa blev afbrudt af nogle ret pludselige klimatiske og geologiske ændringer. Da de nordlige ismarker trak sig tilbage, skiftede de vandfyldte vinde fra vest til nord og forvandlede gradvist de store åbne græsgange i Sahara til en gold ørken. Denne tørke spredte de mindre byggede, brunlige, mørkøjet men langhovedet beboere, der levede på det store Sahara plateau.

80:2.2 (890.6) De mere racerene indigofarvede slægter flyttet sydpå til skovene i central Afrika, hvor de har været lige siden. De mere blandede grupper spredte sig ud i tre retninger: De højerestående stammer mod vest migreret til Spanien og derfra til tilstødende områder af Europa, hvor de dannede kernen i de senere langhovedet brunlige i middelhavsområdet. Den mindst progressive gruppe som boede øst for Sahara plateauet udvandrede til Arabien og derfra gennem det nordlige Mesopotamien og Indien til det afsidesliggende Ceylon. Den centrale gruppe flyttede nord og øst til Nilen dalen og ind i Palæstina.

80:2.3 (890.7) Det er dette anden gradens sangik-substrat, der antyder en vis grad af slægtskab mellem de moderne folkeslag, der er spredt fra Deccan gennem Iran, Mesopotamien og langs begge kyster af Middelhavet.

80:2.4 (890.8) Omkring tidspunktet for disse klimatiske forandringer i Afrika, adskilte England sig fra kontinentet, og Danmark rejste sig fra havet, mens landtangen ved Gibraltar, som havde beskyttet den vestlige bassin af Middelhavet, gav efter som følge af et jordskælv, der hurtigt hævede denne indlandssø til Atlanterhavets niveau. Den sicilianske landbro blev oversvømmet, hvilket skabte ét Middelhav og forbandt det med Atlanterhavet. Denne naturkatastrofe oversvømmede snesevis af bebyggelser og foranlediget det største tab af menneskeliv ved oversvømmelse i hele verdens historie.

80:2.5 (891.1) Denne opslugning af Middelhavsområdet begrænsede straks Adamiternes vandringer vestpå, mens den store tilstrømning af saharanere førte dem til at søge afsætningsmuligheder for deres stigende antal mod nord og øst for Eden. Som Adams efterkommere rejste nordpå fra dalene ved Tigris og Eufrat, stødte de på bjergrige barrierer og det daværende udvidet Kaspiske Hav. For mange generationer jagede Adamiterne, vogtede deres flokke, og dyrkede jorden omkring deres bosættelser spredt over hele Turkestan. Langsomt udvidede dette storslåede folk deres territorium til Europa. Da Adamiterne nu ankom til Europa fra øst, fandt de, at de blå menneskers kultur var tusinder af år bagud i forhold til kulturen i Asien, fordi denne region har været næsten helt uden kontakt med Mesopotamien.

3. Cro-magnons blå mennesker

80:3.1 (891.2) De blå menneskers gamle kulturelle centre var placeret langs alle floder i Europa, men kun Somme flyder nu i den samme fure, som den fulgte før istiden.

80:3.2 (891.3) Selv om vi taler om at de blå mennesker dominerede det europæiske kontinent, så var der snesevis af racetyper. Allerede for femogtredive tusinde år siden var de europæiske blå racer et særdeles blandet folk, som bar arveanlæg fra både de røde og gule, mens de på Atlanterhavskysten og i områderne i det nuværende Rusland havde absorberet en betydelig mængde Andonitisk blod og mod syd var i kontakt med Sahara-folkene. Det ville være nytteløst at forsøge at opregne de mange racemæssige grupper.

80:3.3 (891.4) Den europæiske civilisation i denne tidlige periode efter Adam, var en unik blanding af de blå menneskers livskraft og kunst og Adamiternes kreative opfindsomhed. De blå mennesker var en race af stor handlekraft, men de forringede i høj grad Adamiternes kulturelle og åndelige niveau. Det var meget vanskeligt for sidstnævnte at indprente deres religion i Cro-Magnon menneskerne på grund af tendensen hos så mange af dem til at snyde og forføre jomfruer. For ti tusinde år var religionen i Europa på et lavpunkt sammenlignet med udviklingen i Indien og Egypten.

80:3.4 (891.5) De blå mænd var helt ærlige i alle deres forhold og var helt fri for de blandede Adamitters seksuelle laster. De respekterede jomfruelighed og praktiserede kun polygami, når krigen skabte mangel på mænd.

80:3.5 (891.6) Disse Cro-Magnon-folk var en modig og fremsynede race. De havde et effektivt system med børnekultur. Begge forældre tog del i dette arbejde, og de større børns tjenester var fuldt udnyttet. Hvert barn blev omhyggeligt trænet i pleje af hulerne, i kunst og i fremstilling af flinteværktøj. Fra en tidlig alder var kvinderne fortrolig med huslige pligter og simpel landbrug, mens mændene var dygtige jægere og modige krigere.

80:3.6 (891.7) De blå mennesker var jægere, fiskere og fødeindsamlere; de var ekspert bådebyggere. De tilvirkede stenøkser, fældede træer, byggede bjælkehytter, dels under jorden og overdækket med huder. Der findes folk, der stadig bygger lignende hytter i Sibirien. De sydlige Cro-Magnon mennesker boede generelt i huler og grotter.

80:3.7 (892.1) Det var ikke ualmindeligt, at deres vagtposter, der stod på nattevagt ved huleindgangene, frøs ihjel under vinterens strabadser. De havde mod, men frem for alt var de kunstnere; den adamiske blanding accelererede deres kreative fantasi. Højdepunktet for de blå menneskers kunst var for omkring femten tusinde år siden, før de mere mørklødede racer fra Afrika kom nordover gennem Spanien.

80:3.8 (892.2) For omkring femten tusinde år siden spredte de alpine skove sig voldsomt. De europæiske jægere blev drevet til floddalene og til kysterne af det samme klimatiske pres, som havde forvandlet verdens lykkelige jagtmarker til tørre og golde ørkener. Da de regnførende vinde skiftede til nord, blev de store åbne græsningsarealer i Europa dækket af skov. Disse store og relativt pludselige klimatiske ændringer fik de europæiske racer til at omstille sig fra de åbne sletters jægere til hyrder, og i nogen grad til fiskere og jordbrugere.

80:3.9 (892.3) Disse ændringer resulterede i kulturelle fremskridt, men medførte også visse biologiske tilbageskridt. Under den tidligere jagtæra havde de overlegne stammer giftet sig med de højere typer af krigsfanger og havde altid udryddet dem, som de anså for at være underlegne. Men da de begyndte at etablere bosættelser og engagere sig i landbrug og handel, begyndte de at gemme mange af de middelmådige fanger som slaver. Og det var afkommet af disse slaver, der efterfølgende forringede hele Cro-Magnon-typen så meget. Denne tilbagegang i kulturen fortsatte, indtil den fik et nyt skub fra øst, da den endelige og massive invasion af mesopotamierne fejede ind over Europa og hurtigt absorberede Cro-Magnon-typen og -kulturen og indledte de hvide racers civilisation.

4. Anditernes invasioner i europa

80:4.1 (892.4) Mens Anditerne strømmede ind i Europa i en jævn strøm, var der syv stærre invasioner, hvor de sidst ankomne på hesteryg i tre store bølger. Nogle ankom til Europa via øerne i Det Ægæiske Hav og op gennem Donaudalen, men stærstedelen af de tidligere og racerenere stammer migrerede til Nordvesteuropa ad den nordlige rute over græsningsområderne ved Volga og Don.

80:4.2 (892.5) Mellem tredje og fjerde invasion trængte en horde af Andoniter ind i Europa fra nord, efter at være kommer fra Sibirien via de russiske floder og Østersøen. De blev straks assimileret af de nordlige Anditiske stammer.

80:4.3 (892.6) Den rene violette races tidligere ekspansioner var langt mere fredelige end deres senere halvmilitære og erobringslystne anditiske efterkommeres. Adamitterne var fredelige; noditterne var krigeriske. Foreningen af disse stammer, som senere blev blandet med Sangik-racen, frembragte de dygtige, aggressive Anditter, som foretog egentlige militære erobringer.

80:4.4 (892.7) Hesten var den evolutionære faktor, der afgjorde Anditernes dominans i Vesten. Hesten gav Anditernes udbredelse den hidtil ikke-eksisterende fordel af mobilitet, og som gjorde det muligt for de sidste grupper af Anditiske kavalerister hurtigt bevæge sig rundt om Det Kaspiske Hav og løbe hele Europa over ende. Alle tidligere bølger af anditter havde bevæget sig så langsomt, at de havde en tendens til at gå i opløsning i stor afstand fra Mesopotamien. Men disse senere bølger bevægede sig så hurtigt, at de nåede Europa som sammenhængende grupper, der stadig bevarede en vis grad af højere kultur.

80:4.5 (893.1) Hele den beboede verden, bortset fra Kina og Eufrat regionen, havde gjort meget begrænsede kulturelle fremskridt i 10.000 år, da de hårdt ridende Anditiske ryttere dukkede op i det sjette og syvende årtusinde før Kristus. Efterhånden som de bevægede sig vestpå over de russiske sletter, absorberede det bedste fra de blå mennesker og udryddede det værste, blev de blandet sammen til ét folk. Det var forfædrene til de såkaldte nordiske racer, forfædrene til de skandinaviske, tyske og angelsaksiske folk.

80:4.6 (893.2) Det varede ikke længe, før de overlegne blå stammer var blevet fuldt absorberet af Anditterne i hele Nordeuropa. Kun i Lapland (og til en vis grad i Bretagne) bevarede de ældre Andonitter blot en antydning af identitet.

5. Anditernes erobring af nordeuropa

80:5.1 (893.3) Stammerne i Nordeuropa blev kontinuerligt forstærket og opgraderet af den stadige strøm af indvandrere fra Mesopotamien gennem Turkestan og de sydrussiske regioner, og da de sidste bølger af Anditisk kavaleri fejede ind over Europa, flere mænd med anditisk arv i denne region, end der fandtes i hele resten af verden.

80:5.2 (893.4) I tre tusinde år havde de nordlige Anditers militære hovedkvarter i Danmark. Fra dette center udgik de successive erobringsbølger, som blev mindre og mindre anditiske og mere og mere hvide, efterhånden som århundrederne gik, og de mesopotamiske erobrere til sidst blandede sig med de erobrede folk.

80:5.3 (893.5) Mens de blå mennesker var blevet absorberet i nord og til sidst bukkede under for de hvide kavalerister, som trængte ind i syd, så mødte de fremrykkende stammer af den blandede hvide race en vedvarende og langvarig modstand fra Cro-Magnon menneskerne, men højere intelligens og stadigt forøgende biologiske reserver gjorde det muligt for dem at udslette den ældre race.

80:5.4 (893.6) De afgørende kampe mellem de hvide mennesker og de blå mennesker blev udkæmpet i Somme- dalen. Her kæmpede blomsten af den blå race bittert mod Anditterne, der bevægede sig mod syd, og i over fem hundrede år forsvarede disse Cro-Magnonmennesker med held deres område, før de bukke under for den overlegne militære strategi af de hvide angribere. Thor, den sejrende leder af de nordlige hære i den endelige kamp ved Somme blev helten i de nordlige hvide stammer og blev senere æret som en gud af nogle af dem.

80:5.5 (893.7) De blå menneskers højborge, som bestod længst, var i Sydfrankrig, men den sidste store militære modstand blev overvundet langs Somme. Den senere erobring foregik ved kommerciel indtrængen, befolkningspres langs floderne og ved fortsatte blandede ægteskaber med dem af højere status, kombineret med en skånselsløs udryddelse af underordnede.

80:5.6 (893.8) Når stammerådet af Anditernes ældste havde vurderet, at en ringere krigsfange som uegnet, blev han ved en udførlig ceremoni overgivet til shamanpræsterne, som eskorterede ham til floden og administrerede indvielsesritualerne til de “lykkelige jagtmarker”—død ved drukning. På denne måde udryddede de hvide angribere i Europa alle de mennesker, de mødte, som ikke blev hurtigt optaget i deres egne rækker, og dermed fik de blå mennesker en ende—og det gik hurtigt.

80:5.7 (893.9) De blå Cro-Magnon mennesker udgjorde det biologiske fundament for de moderne europæiske racer, men de har kun overlevet som absorberet af de senere og virile erobrere af deres hjemlande. Den blå race bidrog med mange kraftige træk og meget fysisk styrke til de hvide racer i Europa, men de blandede europæiske folks humor og skabende fantasi nedstammer fra Anditerne. Denne forbindelse af Anditer og blå mennesker, som gav oprindelse til de nordlige hvide racer, førte til en øjeblikkelig forværring af Anditernes civilisation, en forsinkelse af en forbigående karakter. Til sidst manifesterede disse nordlige barbarers latente overlegenhed sig og kulminerede i nutidens europæiske civilisation.

80:5.8 (894.1) Omkring 5000 f.Kr. var de udviklende hvide racer dominerende i hele Nordeuropa, herunder Nord Tyskland, Nordfrankrig, og De Britiske øer. Centraleuropa blev i nogen tid kontrolleret af de blå mennesker og de rundhovedede Andoniter. Sidstnævnte befandt sig hovedsageligt i Donaudalen og blev aldrig helt fortrængt af Anditterne.

6. Anditerne langs nilen

80:6.1 (894.2) Fra tiden for de sidste Anditiske udvandringer, faldt kulturen i Eufratdalen, og civilisationens umiddelbare centrum flyttede til Nildalen. Egypten efterfulgte Mesopotamien som hovedkvarter for den mest avancerede gruppe på jorden.

80:6.2 (894.3) Nildalen begyndte at lide af oversvømmelser noget tidligere end dalene i Mesopotamien, men klarede sig meget bedre. Dette tidlige tilbageslag blev mere end opvejet af den fortsatte strøm af Anditiske mmigranter, så Egyptens kultur, selvom den i virkeligheden stammede fra Eufrat-regionen, så ud til at gå fremad. Men i 5000 f.Kr., under oversvømmelsesperioden i Mesopotamien, var der syv forskellige grupper af mennesker i Egypten; alle, på nær én, kom fra Mesopotamien.

80:6.3 (894.4) Da den sidste udvandring fra Eufrat-dalen fandt sted, var Egypten Da den sidste udvandring fra Eufrat-dalen fandt sted, var Egypten heldig at få så mange af de dygtigste kunstnere og håndværkere. Disse Anditiske håndværkere følte sig hjemme, fordi de var grundigt fortrolige med livet ved floden, dens oversvømmelser, overrislinger og tørre sæsoner. De nød den beskyttede beliggenhed i Nildalen, hvor de var langt mindre udsat for fjendtlige angreb og plyndringer end langs Eufrat. Og de bidrog i høj grad til egypternes færdigheder inden for metalbearbejdning. Her bearbejdede de jernmalm, der kom fra Sinai-bjerget i stedet for fra Sortehavsområdet.

80:6.4 (894.5) Egypterne samlede meget tidligt deres kommunale guder i et detaljeret nationalt gudesystem. De udviklede en omfattende teologi og havde et lige så omfattende, men besværligt præsteskab. Flere forskellige ledere forsøgte at genoplive resterne af sethitternes tidlige religiøse lære, men disse bestræbelser var kortvarige. Anditerne byggede de første stenstrukturer i Egypten. Den første og mest udsøgte af stenpyramiderne blev opført af Imhotep, et anditisk arkitektonisk geni, mens han tjente som statsminister. Tidligere bygninger havde været bygget af mursten, og selvom der var blevet opført mange stenkonstruktioner i forskellige dele af verden, var dette den første i Egypten. Men byggekunsten gik støt tilbage fra denne store arkitekts dage.

80:6.5 (894.6) Denne strålende kulturepoke blev afbrudt af interne krige langs Nilen, og landet blev snart løbet over ende, som Mesopotamien var blevet det, af de mindreværdige stammer fra det ugæstfrie Arabien og af de sorte fra syd. Som følge heraf faldt den sociale udvikling støt i mere end fem hundrede år.

7. Anditerne på øerne i middelhavet

80:7.1 (895.1) Under kulturens tilbagegang i Mesopotamien opretholdte en højerestående civilisation sig i nogen tid på øerne i det østlige Middelhav.

80:7.2 (895.2) Omkring 12.000 f.Kr. migrerede en fremstående stamme af Anditer til Kreta. Dette var den eneste ø, der så tidligt blev beboet af en sådan højerestående gruppe, og der gik næsten et par tusinde år, før efterkommerne af disse søfolk spredte sig til naboøerne. Denne gruppe var de smalhovedede, mindre Anditer, som havde giftede sig med den Vanitiske gruppe af de nordlige Noditer. De var alle under et hundrede og firs centimeter i højden og var bogstaveligt blevet fordrevet fra fastlandet af deres større og laverestående artsfæller. Disse udvandrere til Kreta var dygtige til tekstiler, metaller, keramik fremstilling, rørarbejde, og brugen af sten som byggemateriale. De havde et skriftsprog og levede som hyrder og jordbrugere.

80:7.3 (895.3) Næsten to tusinde år efter bosættelsen på Kreta ankom en gruppe af de høje efterkommere af Adamson over de nordlige øer til Grækenland, næsten direkte fra deres højlandshjem nord for Mesopotamien. Disse forfædre til grækerne blev ført vestpå af Sato, en direkte efterkommer af Adamson og Ratta.

80:7.4 (895.4) Den gruppe, der til sidst bosatte sig i Grækenland bestod af tre hundrede og fem og halvfjerds udvalgte og højerestående mennesker som udgjorde de sidste fra Adamsoniternes anden civilisation. Disse senere sønner til Adamson var bærer af de mest værdifulde gener til de nye hvide racer. De var intellektuelt højtstående og i fysisk henseende, de smukkeste mennesker siden den første Edens dage.

80:7.5 (895.5) På dette tidspunkt efterfulgte Grækenland og regionen omkring de Ægæiske Øer Mesopotamien og Egypten som det vestlige centrum for handel, kunst og kultur. Men som det var tilfældet i Egypten, var praktisk talt al kunst og videnskab i den ægæiske verden afledt af Mesopotamien, bortset fra kulturen hos de adamsonitiske forløbere for grækerne. Al kunst og genialitet hos sidstnævnte folk er en direkte arv fra Adamson, den første søn af Adam og Eva, og hans ekstraordinære anden kone, en datter, der nedstammer i en ubrudt linje fra prins Caligastias rene noditiske personale. Ikke underligt, at grækerne havde mytologiske traditioner om, at de nedstammede direkte fra guder og overmenneskelige væsener.

80:7.6 (895.6) Den ægæiske region gennemgik fem forskellige kulturelle stadier, hvert mindre spirituelt end det foregående, og hele tiden gik kunstens sidste glorværdige æra til grunde under vægten af de hurtigt voksende middelmådige efterkommere af de danubiske slaver, som var blevet importeret af de senere generationer af grækere.

80:7.7 (895.7) Det var i denne tidsalder på Kreta, at moderkulten blandt efterkommere af Kain nået sin største popularitet. Denne kult herliggjort Eva i tilbedelsen af den “store moder.” Billeder af Eva var overalt. Tusinder af offentlige helligdomme blev opført i hele Kreta og Lilleasien. Og denne moder kult varede frem til Kristi tid, og blev senere indarbejdet i den tidlige kristne religion under dække af forherligelsen og tilbedelse af Maria, Jesu jordiske moder.

80:7.8 (895.8) Omkring 6500 f.Kr. var der sket en stor tilbagegang i Anditernes åndelige arv. Adams efterkommere var spredt vidt og bredt og næsten opslugt i de ældre og mere talrige menneskeracer. Dette forfald af Anditernes civilisation, sammen med bortfaldet af deres religiøse normer, efterlod verdens åndeligt forarmede racer i en beklagelig tilstand.

80:7.9 (896.1) Ved 5000 f.Kr. fandtes de tre mest racerene grupper af Adams efterkommere i Sumeria, Nordeuropa, og Grækenland. Hele Mesopotamien blev langsomt forringet af strømmen af blandede og mørkere racer som trængte ind fra Arabien. Ankomsten af disse laverestående folk bidrog yderligere til spredningen i forskellige retninger af den biologiske og kulturelle rest af Anditerne. Fra hele det frugtbare halvmåne strømmede de mere eventyrlystne folk vestpå til øerne. Disse indvandrere dyrkede både korn og grøntsager, og de bragte tamme dyr med sig.

80:7.10 (896.2) Omkring 5000 f.Kr. bevægede en stor skare af progressive Mesopotamier ud af Eufrat dalen og bosatte sig på øen Cypern; denne civilisation blev udslettet omkring to tusinde år senere af de barbariske horder fra nord.

80:7.11 (896.3) En anden stor koloni slog sig ned ved Middelhavet nær det senere Kartago. Fra Nordafrika, kom et stort antal Anditer til Spanien og blandede sig senere i Schweiz med deres brødre, som tidligere var kommet til Italien fra De Ægæiske Øer.

80:7.12 (896.4) Da Egypten fulgte Mesopotamien i kulturel tilbagegang, flygtede mange af de mere dygtige og avancerede familier til Kreta, hvilket i høj grad forøgede denne allerede avancerede civilisation. Og da ankomsten af mindreværdige grupper fra Egypten senere truede Kretas civilisation, flyttede de mere kultiverede familier videre vestpå til Grækenland.

80:7.13 (896.5) Grækerne var ikke kun store lærere og kunstnere, de var også verdens største handelsmænd og kolonisatorer. Før de bukkede under for den syndflod af mindreværd, som til sidst opslugte deres kunst og handel, lykkedes det dem at plante så mange kulturelle forposter mod vest, at en stor del af fremskridtene i den tidlige græske civilisation fortsatte i de senere folkeslag i Sydeuropa, og mange af de blandede efterkommere af disse Adamsonitter blev inkorporeret i stammerne på det tilstødende fastland.

8. Andoniterne ved donau

80:8.1 (896.6) De Anditiske folk fra Eufratdalen migrerede nordpå til Europa for at blande sig med de blå mennesker og vestpå ind i Middelhavsområdet for at blande sig med resterne af de sammenblandede saharanere og de sydlige blå mennesker. Disse to grene af den hvide race var, og er nu, i vid udstrækning adskilt fra hinanden af de bredhovede bjergfolk, der overlevende de tidligere Andonitiske stammer, som længe havde beboet disse centrale områder.

80:8.2 (896.7) Disse efterkommere af Andon var spredt over de fleste bjergrige områder i det centrale og sydøstlige Europa. De blev ofte forstærket af tilflyttere fra Lilleasien, hvor de havde et stærkt fodfæste. De gamle Hittitter nedstammede direkte fra den Andonitiske slægt; deres blege hud og brede hoveder var typiske for denne race. Disse slægtstræk var videreført i Abrahams forfædre og bidrog meget til de karakteristiske ansigtstræk hos hans senere jødiske efterkommere, som, samtidig have en kultur og religion som nedstammede fra Anditerne, talte et meget anderledes sprog. Deres sprog var udpræget Andonitisk.

80:8.3 (897.1) De stammer, der boede i huse opført på pæle eller træmoler over søerne i Italien, Schweiz og Sydeuropa repræsenterede de sidste forposter fra Afrika, Det Ægæiske Hav, og især fra Donau området.

80:8.4 (897.2) Donau beboerne var Andoniter, bønder og hyrder, der var indvandret til Europa via Balkan-halvøen og som langsomt bevægede sig mod nord gennem Donau dalen. De fremstillede keramik og dyrkede jorden, men foretrak at leve i dalene. Donau beboernes nordligste bosættelse var ved Liege i Belgien. Disse stammer forfaldt hurtigt, da de flyttede væk fra centrum og kilden til deres kultur. Den bedste keramik stammer fra de tidligere bosættelser.

80:8.5 (897.3) Donau beboerne blev modertilbedere som et resultat af missionærernes arbejde fra Kreta. Disse stammer smeltede senere sammen med grupper af Andonitiske søfolk, der kom i både fra Lilleasiens kyst, og som også var modertilbedere. En stor del af Centraleuropa blev således tidligt befolket af disse blandede typer af de bredhovede hvide racer, som praktiserede moderdyrkelse og det religiøse ritual at kremere de døde, for det var moderdyrkernes skik at brænde deres døde i stenhytter.

9. De tre hvide racer

80:9.1 (897.4) Raceblandingerne i Europa udkrystalliserede sig mod afslutningen af Anditernes vandringer i de tre hvide racer som følger:

80:9.2 (897.5) 1. Den nordlige hvide race. Denne såkaldte nordiske race bestod primært af de blå mennesker plus Anditer men indeholdt også en betydelig mængde Andonitisk blod, sammen med mindre mængder af rød og gul Sangik blod. Den nordlige hvide race var således sammensat af disse fire mest eftertragtede menneskestammer. Den største arv var fra de blå mennesker. Den typiske tidlige nordbo var langhovedet, høj, og blond. Men for længe siden blev denne race grundigt blandet med alle grene af de hvide folkslag.

80:9.3 (897.6) Europas primitive kultur, som de invaderende nordboer mødte, var kulturen i de tilbagegående Donau beboere blandet med de blå mennesker. Den nordisk-danske og den donau-andonitiske kultur mødtes og blandede sig ved Rhinen som er bevidnet af eksistensen af to racegrupper i Tyskland i dag.

80:9.4 (897.7) Nordboerne fortsatte handelen med rav fra Østersøkysten og opbyggede en stor handel med bredhovederne i Donaudalen via Brennerpasset. Denne udvidede kontakt med Donauboerne førte disse nordboere til modertilbedelse, og i flere tusinde år var kremering af døde næsten universel i hele Skandinavien. Det forklarer, hvorfor der ikke kan findes rester af de tidligere hvide racer, selvom de er begravet over hele Europa—kun deres aske i sten og lerurner. Disse hvide mennesker byggede også boliger; de boede aldrig i huler. Igen forklarer dette, hvorfor der er så få beviser på de hvide menneskers tidlige kultur, selvom de foregående Cro-Magnon typer er velbevaret, hvor den har været forsvarligt forseglet i huler og grotter. Som det nu ser ud har man i det nordlige Europa den ene dag de tilbagestående donaubeboere og de blå menneskers primitiv kultur og den følgende dag er der en kultur hos de pludseligt opdukkende og langt overlegen hvide mennesker.

80:9.5 (897.8) 2. Den centrale hvide race. Mens denne gruppe omfatter blå, gule, og Anditiske slægtninge, er den overvejende Andonitisk. Disse mennesker er bredhovede, mørklødede, og tætbygget. De ligger som en kile mellem den nordiske race og Middelhavsracen, med den brede base hvilende i Asien og spidsen indtrængende i det østlige Frankrig.

80:9.6 (898.1) I næsten tyve tusind år var Andoniterne blevet skubbet længere og længere mod nord i Centralasien af Anditerne. I 3000 f.Kr. drev tiltagende tørke disse Andoniter tilbage i Turkestan. Dette Andonitiske pres sydover fortsatte i over tusind år. Andoniterne delte sig ved Det Kaspiske Hav og Sortehavet i to dele og trængte ind i Europa både via Balkan og Ukraine. Denne invasion omfattede de resterende grupper af Adamsons efterkommere, og i den sidste halvdel af invasionsperioden medførte den et betydeligt antal af de iranske Anditer samt mange af efterkommerne af de Sethitiske præster.

80:9.7 (898.2) I 2500 år f.Kr. nåede Andoniternes fremstød vestpå til Europa. Denne spredning i hele Mesopotamien, Lilleasien, og Donau-bækkenet af barbarer fra Turkestans bjerge udgjorde det mest alvorlige og varige af alle kulturelle tilbageslag op til den tid. Disse angribere andoniserede så absolut karakteren af de centrale europæiske racer, som lige siden er forblevet karakteristisk Alpin.

80:9.8 (898.3) 3. Den sydlige hvide race. Denne brunlige middelhavsrace bestod af en blanding af den anditiske og de blå mennesker, med et mindre Andonitisk tilskud end dem i nord. Denne gruppe absorberede også en betydelig mængde af anden gradens Sangikblod gennem saharanerne. I senere tider blev denne sydlige del af den hvide race tilført stærke Anditiske elementer fra det østlige Middelhav.

80:9.9 (898.4) Middelhavets kystområder blev dog først gennemtrængt af Anditer i forbindelse med de store nomadeinvasioner i 2500 f.v.t. Landtrafik og handel blev næsten indstillet i disse århundreder, da nomaderne invaderede de østlige Middelhavsdistrikter. Denne forstyrrelse af rejser til lands medførte en stor udvidelse af søtrafik og handel; Middelhavet søfartshandel var i fuld gang for omkring femogfyrre hundrede år siden. Denne udvikling af skibstrafikken resulterede i den pludselige udvidelse af Anditernes efterkommere i hele kystområdet ved Middelhavsbassinet.

80:9.10 (898.5) Disse raceblandinger lagde grunden til den sydeuropæiske race, som er den mest blandede af alle. Siden dengang har denne race gennemgået endnu flere blandinger, især med de blå-gule-Anditiske folk i Arabien. Denne middelhavsrace er faktisk så godt blandet med de omkringliggende folkeslag at det næsten er umuligt at genkende en separat type, men generelt er dets medlemmer korte, langhovedet, og mørkebrune.

80:9.11 (898.6) I nord udslettede Anditerne de blå mennesker gennem krigsførelse og ægteskab, men i syd overlevede disse i større antal. Baskerne og berbere repræsenterer overlevelsen af to grene af denne race, men selv disse folk er blevet grundigt blandet med saharanerne.

80:9.12 (898.7) Det var det billede af raceblanding, der tegnede sig i Centraleuropa omkring 3000 f.Kr. På trods af den delvise Adamiske forsømmelse, blev de højere typer blandet.

80:9.13 (898.8) Det var tiden for den nye stenalder, som overlappede den kommende bronzealder. I Skandinavien var det bronzealderen, der var forbundet med moderdyrkelse. I Sydfrankrig og Spanien var det den nye stenalder forbundet med soltilbedelse. Det var den tid, hvor man byggede de cirkulære og tagløse soltempler. De europæiske hvide racer var energiske bygherrer, der med glæde rejste store sten som tegn til solen, ligesom deres senere efterkommere gjorde i Stonehenge. Den udbredte soltilbedelse indikerer, at dette var en stor landbrugsperiode i Sydeuropa.

80:9.14 (899.1) Overtroen fra denne forholdsvis nye soltilbedende æra lever stadig videre i Bretagnes folkesjæl. Selvom bretonerne er blevet kristnet for over 1400 år siden, har de stadig deres amuletter fra den nye stenalder til at afværge det onde øje. De har stadig tordensten i skorstenen som beskyttelse mod lynnedslag. Bretonerne blandede sig aldrig med de skandinaviske nordboere. De er overlevende fra de oprindelige andonitiske indbyggere i Vesteuropa, blandet med middelhavsslægten.

80:9.15 (899.2) Men det er en fejlslutning at antage, at man kan klassificere de hvide folk som tilhørende den nordisk, Alpine, og middelhavs racer. Der har simpelthen været alt for meget blanding til at tillade en sådan gruppering. På et tidspunkt var der en forholdsvis veldefineret opdeling af den hvide race i sådanne klasser, men en omfattende sammenblandingen har siden fundet sted, og det er ikke længere muligt at identificere disse forskelle med nogen klarhed. Selv i 3000 f.Kr. var de gamle grupper i samfundet ikke mere af én og samme race end de nuværende indbyggere i Nordamerika.

80:9.16 (899.3) Denne europæiske kultur fortsatte med at vokse i fem tusinde år, og til en vis grad blande sig med hinanden. Men sprogbarrieren forhindrede fuld gensidighed mellem de forskellige vesterlandske nationer. I løbet af det sidste århundrede har denne kultur oplevet sin bedste mulighed for at blande sig i den kosmopolitiske befolkning i Nordamerika; og fremtiden for dette kontinent vil blive bestemt af kvaliteten af de racefaktorer, der får lov til at indgå i dets nuværende og fremtidige befolkninger, såvel som af niveauet af den sociale kultur, der opretholdes.

80:9.17 (899.4) [Præsenteret af en Ærkeengel fra Nebadon.]