Urantia Bogen

Kapitel 196

Jesu Tro

196:0.1 (2087.1) JESUS havde en sublim og helhjertet tro på Gud. Han oplevede de almindelige op- og nedture i den dødelige tilværelse, men han tvivlede aldrig religiøst på visheden om Guds omsorg og vejledning. Hans tro var udsprunget af den indsigt, der blev født af aktiviteten i det guddommelige nærvær, hans indre Retter. Hans tro var hverken traditionel eller blot intellektuel; den var helt personlig og rent åndelig.

196:0.2 (2087.2) Mennesket Jesus så Gud som værende hellig, retfærdig og stor, såvel som sand, smuk og god. Alle disse guddommelige egenskaber fokuserede han på i sit sind som “Faderens vilje i himlen.” Jesu Gud var på en og samme tid “Israels Hellige” og “den levende og kærlige Fader i himlen.” Forestillingen om Gud som en far var ikke original hos Jesus, men han ophøjede ideen til en sublim oplevelse ved at opnå en ny åbenbaring af Gud og ved at proklamere, at enhver dødelig skabning er et barn af denne kærlighedens Fader, et barn af Gud.

196:0.3 (2087.3) Jesus klyngede sig ikke til troen på Gud, som en kæmpende sjæl ville gøre i krig med universet og i dødens greb med en fjendtlig og syndig verden; han tyede ikke til troen blot som en trøst midt i vanskelighederne eller som en trøst i truende fortvivlelse; troen var ikke blot en illusorisk kompensation for livets ubehagelige realiteter og sorger. På trods af alle de naturlige vanskeligheder og timelige modsætninger i den dødelige tilværelse oplevede han roen i den højeste og ubestridte tillid til Gud og følte den enorme spænding ved at leve i tro i selve den himmelske Faders nærvær. Og denne triumferende tro var en levende oplevelse af faktisk åndelig opnåelse. Jesu store bidrag til værdierne i den menneskelige erfaring var ikke, at han åbenbarede så mange nye ideer om Faderen i himlen, men snarere at han så storslået og menneskeligt demonstrerede en ny og højere type levende tro på Gud. Aldrig i nogen af universets verdener, i nogen dødeliges liv, er Gud nogensinde blevet en så levende realitet som i Jesus af Nazarets menneskelige erfaring.

196:0.4 (2087.4) I Mesterens liv på Urantia opdager denne og alle andre verdener i den lokale skabelse en ny og højere form for religion, en religion, der er baseret på personlige åndelige relationer med den Universelle Fader og fuldt ud valideret af den højeste autoritet i ægte personlig erfaring. Denne levende tro hos Jesus var mere end en intellektuel refleksion, og det var ikke en mystisk meditation.

196:0.5 (2087.5) Teologien kan fastsætte, formulere, definere og dogmatisere troen, men i Jesu menneskelige liv var troen personlig, levende, oprindelig, spontan og rent åndelig. Denne tro var ikke ærbødighed for traditionen eller en intellektuel overbevisning, som han holdt fast i som en hellig trosbekendelse, men snarere en sublim oplevelse og en dyb overbevisning, som holdt ham fast. Hans tro var så virkelig og altomfattende, at den absolut fejede enhver åndelig tvivl væk og effektivt ødelagde ethvert modstridende begær. Intet var i stand til at rive ham væk fra den åndelige forankring i denne inderlige, sublime og frygtløse tro. Selv i lyset af et tilsyneladende nederlag eller under skuffelse og truende fortvivlelse stod han roligt i det guddommelige nærvær, fri for frygt og fuldt bevidst om åndelig uovervindelighed. Jesus nød den forfriskende vished om at være i besiddelse af en urokkelig tro, og i alle livets svære situationer udviste han altid en ubetinget loyalitet over for Faderens vilje. Og denne fantastiske tro lod sig ikke skræmme, selv ikke af den grusomme og knusende trussel om en skammelig død.

196:0.6 (2088.1) Hos et religiøst geni fører stærk åndelig tro så ofte direkte til katastrofal fanatisme, til overdrivelse af det religiøse ego, men sådan var det ikke med Jesus. Han blev ikke negativt påvirket i sit praktiske liv af sin ekstraordinære tro og åndelige opnåelse, fordi denne åndelige ophøjelse var et helt ubevidst og spontant sjæleligt udtryk for hans personlige oplevelse med Gud.

196:0.7 (2088.2) Jesu altopslugende og ukuelige åndelige tro blev aldrig fanatisk, for den forsøgte aldrig at løbe fra hans velafbalancerede intellektuelle vurderinger af de proportionelle værdier i praktiske og almindelige sociale, økonomiske og moralske livssituationer. Menneskesønnen var en fantastisk forenet menneskelig personlighed; han var et perfekt udstyret guddommeligt væsen; han var også storslået koordineret som et kombineret menneskeligt og guddommeligt væsen, der fungerede på jorden som en enkelt personlighed. Altid koordinerede Mesteren sjælens tro med visdomsvurderingerne fra den erfarne erfaring. Personlig tro, åndeligt håb og moralsk hengivenhed var altid korreleret i en enestående religiøs enhed af harmonisk forening med den skarpe erkendelse af virkeligheden og helligheden af alle menneskelige loyaliteter—personlig ære, familiekærlighed, religiøs forpligtelse, social pligt og økonomisk nødvendighed.

196:0.8 (2088.3) Jesu tro visualiserede alle åndelige værdier som værende at finde i Guds rige; derfor sagde han: “Søg først Himmeriget.” Jesus så i det avancerede og ideelle fællesskab i riget opnåelsen og opfyldelsen af “Guds vilje.” Selve kernen i den bøn, han lærte sine disciple, var: “Komme dit rige, ske din vilje.” Da han således opfattede riget som omfattende Guds vilje, helligede han sig sagen om dets realisering med forbløffende selvforglemmelse og ubegrænset entusiasme. Men i hele hans intense mission og gennem hele hans ekstraordinære liv viste der sig aldrig fanatikerens raseri eller den religiøse egoists overfladiske fråds.

196:0.9 (2088.4) Hele Mesterens liv var konsekvent præget af denne levende tro, denne sublime religiøse oplevelse. Denne åndelige indstilling dominerede fuldstændig hans tanker og følelser, hans tro og bøn, hans undervisning og forkyndelse. Denne personlige tro som en søn på visheden om og sikkerheden ved den himmelske Faders vejledning og beskyttelse gav hans unikke liv en dybtgående gave af åndelig virkelighed. Og alligevel, på trods af denne meget dybe bevidsthed om et tæt forhold til guddommelighed, svarede denne galilæer, Guds galilæer, da han blev tiltalt som den gode lærer, øjeblikkeligt: “Hvorfor kalder du mig god?” Når vi konfronteres med en sådan pragtfuld selvforglemmelse, begynder vi at forstå, hvordan den Universelle Fader fandt det muligt så fuldstændigt at manifestere sig for ham og gennem ham åbenbare sig for de dødelige i rigerne.

196:0.10 (2088.5) Jesus bragte Gud det største af alle ofre som en mand af riget: indvielsen og dedikationen af sin egen vilje til den majestætiske tjeneste at gøre den guddommelige vilje. Jesus fortolkede altid og konsekvent religion helt og holdent i forhold til Faderens vilje. Når man studerer Mesterens karriere, hvad angår bøn eller andre aspekter af det religiøse liv, skal man ikke så meget se på, hvad han lærte, men på hvad han gjorde. Jesus bad aldrig som en religiøs pligt. For ham var bønnen et oprigtigt udtryk for en åndelig holdning, en erklæring om sjælens loyalitet, en opremsning af personlig hengivenhed, et udtryk for taksigelse, en undgåelse af følelsesmæssig spænding, en forebyggelse af konflikt, en ophøjelse af intellektet, en forædling af begæret, en retfærdiggørelse af moralske beslutninger, en berigelse af tanken, en styrkelse af højere tilbøjeligheder, en indvielse af impulsen, en afklaring af synspunkt, en troserklæring, en transcendental overgivelse af vilje, en sublim tillidserklæring, en åbenbaring af mod, proklamationen af opdagelse, en bekendelse af højeste hengivenhed, valideringen af indvielse, en teknik til justering af vanskeligheder og den mægtige mobilisering af de kombinerede sjælskræfter til at modstå alle menneskelige tendenser til egoisme, ondskab og synd. Han levede netop sådan et liv med bedende indvielse til at gøre sin Faders vilje og sluttede sit liv triumferende med netop sådan en bøn. Hemmeligheden bag hans enestående religiøse liv var denne bevidsthed om Guds nærvær; og han opnåede den ved intelligent bøn og oprigtig tilbedelse—et ubrudt fællesskab med Gud—og ikke ved ledelse, stemmer, visioner eller ekstraordinær religiøs praksis.

196:0.11 (2089.1) I Jesu jordiske liv var religion en levende oplevelse, en direkte og personlig bevægelse fra åndelig ærbødighed til praktisk retfærdighed. Jesu tro bar de transcendente frugter af den guddommelige ånd. Hans tro var ikke umoden og godtroende som et barns, men på mange måder lignede den barnesindets intetanende tillid. Jesus stolede på Gud, som et barn stoler på sine forældre. Han havde en dyb tillid til universet—præcis sådan en tillid, som barnet har til sine forældre. Jesu helhjertede tro på universets grundlæggende godhed mindede meget om barnets tillid til trygheden i dets jordiske omgivelser. Han var afhængig af den himmelske Fader, som et barn læner sig op ad sine jordiske forældre, og hans inderlige tro tvivlede ikke et øjeblik på visheden om den himmelske Faders omsorg. Han blev ikke for alvor forstyrret af frygt, tvivl og skepticisme. Vantro hæmmede ikke det frie og originale udtryk i hans liv. Han kombinerede en fuldvoksen mands robuste og intelligente mod med et troende barns oprigtige og tillidsfulde optimisme. Hans tro voksede til sådanne højder af tillid, at den var blottet for frygt.

196:0.12 (2089.2) Jesu tro opnåede renheden af et barns tillid. Hans tro var så absolut og utvivlsom, at den reagerede på charmen ved kontakten med medmennesker og på universets vidundere. Hans følelse af afhængighed af det guddommelige var så fuldstændig og så selvsikker, at den gav glæden og forvissningen om absolut personlig sikkerhed. Der var ingen tøvende forstillelse i hans religiøse oplevelse. I denne voksne mands gigantiske intellekt herskede barnets tro suverænt i alle spørgsmål, der vedrørte den religiøse bevidsthed. Det er ikke mærkeligt, at han engang sagde: “Hvis I ikke bliver som et lille barn, kommer I ikke ind i riget.” På trods af at Jesu tro var som et barns, var den på ingen måde barnlig.

196:0.13 (2089.3) Jesus kræver ikke af sine disciple at de skal tro på ham men hellere at de skulle tro med ham, tro på virkeligheden i Guds kærlighed og i fuld tillid acceptere sikkerheden ved at være børn af den himmelske Fader. Mesteren ønsker, at alle hans tilhængere fuldt ud skal dele hans transcendente tro. Jesus udfordrede på den mest rørende måde sine tilhængere til ikke kun at tro på hvad han troede på, men også til at tro som han troede. Dette er den fulde betydning af hans højeste påbud: “Følg mig.”

196:0.14 (2090.1) Jesu jordiske liv var helliget ét stort formål—at gøre Faderens vilje, at leve det menneskelige liv religiøst og i tro. Jesu tro var tillidsfuld, som et barns, men den var helt fri for indbildskhed. Han traf robuste og mandige beslutninger, stod modigt over for mangfoldige skuffelser, overvandt resolut ekstraordinære vanskeligheder og konfronterede ufortrødent pligtens strenge krav. Det krævede en stærk vilje og en usvigelig tillid at tro, hvad Jesus troede, og som han troede.

1. Mennesket—Jesus

196:1.1 (2090.2) Jesu hengivenhed til Faderens vilje og menneskets tjeneste var endnu mere end en dødelig beslutning og menneskelig beslutsomhed; det var en helhjertet indvielse af sig selv til en sådan uforbeholden kærlighedsgave. Uanset hvor stor Mikaels suverænitet er, må man ikke tage den menneskelige Jesus fra mennesker. Mesteren er steget op i det høje som et menneske såvel som Gud; han tilhører menneskene; menneskene tilhører ham. Hvor uheldigt, at religionen selv skulle blive så misfortolket, at den tager mennesket Jesus væk fra kæmpende dødelige! Lad ikke diskussionerne om Kristi menneskelighed eller guddommelighed tilsløre den frelsende sandhed, at Jesus af Nazaret var et religiøst menneske, der ved tro opnåede at kende og gøre Guds vilje; han var det mest ægte religiøse menneske, der nogensinde har levet på Urantia.

196:1.2 (2090.3) Tiden er moden til at bevidne den menneskelige Jesus’ billedlige opstandelse fra sin grav midt i de teologiske traditioner og religiøse dogmer fra 19 århundreder. Jesus af Nazaret må ikke længere blive ofret for selv den mest fantastiske forestilling om den herliggjorte Kristus. Hvilken transcendent tjeneste, hvis Menneskesønnen gennem denne åbenbaring skulle blive genoprettet fra den traditionelle teologis grav og blive præsenteret som den levende Jesus for den kirke, der bærer hans navn, og for alle andre religioner! Det kristne fællesskab af troende vil helt sikkert ikke tøve med at foretage sådanne tilpasninger af tro og levevis, som vil gøre det muligt for det at “følge efter” Mesteren i demonstrationen af hans virkelige liv med religiøs hengivenhed for at gøre sin Faders vilje og med indvielse til uselvisk tjeneste for mennesket. Frygter erklærede kristne afsløringen af et selvtilstrækkeligt og uindviet fællesskab af social respektabilitet og egoistisk økonomisk utilpassethed? Frygter den institutionelle kristendom, at den traditionelle kirkelige autoritet kan blive bragt i fare eller ligefrem væltet, hvis Jesus fra Galilæa genindsættes i dødelige menneskers sind og sjæle som idealet for et personligt religiøst liv? Faktisk ville de sociale tilpasninger, de økonomiske forandringer, de moralske foryngelser og de religiøse revisioner af den kristne civilisation være drastiske og revolutionerende, hvis Jesu levende religion pludselig skulle erstatte den teologiske religion om Jesus.

196:1.3 (2090.4) At “følge Jesus” betyder personligt at dele hans religiøse tro og at gå ind i ånden i Mesterens liv i uselvisk tjeneste for mennesket. En af de vigtigste ting i menneskets liv er at finde ud af, hvad Jesus troede på, at opdage hans idealer og at stræbe efter at opnå hans ophøjede livsformål. Af al menneskelig viden er den, der har størst værdi, at kende Jesu religiøse liv, og hvordan han levede det.

196:1.4 (2090.5) Almindelige mennesker hørte Jesus med glæde, og de vil igen reagere på præsentationen af hans oprigtige menneskeliv med indviet religiøs motivation, hvis sådanne sandheder igen skal forkyndes for verden. Folket hørte ham med glæde, fordi han var en af dem, en uhøjtidelig lægmand; verdens største religiøse lærer var i sandhed en lægmand.

196:1.5 (2091.1) Det bør ikke være målet for de troende i riget bogstaveligt talt at efterligne Jesu ydre liv i kødet, men snarere at dele hans tro; at stole på Gud, som han stolede på Gud, og at tro på mennesker, som han troede på mennesker. Jesus diskuterede aldrig hverken Guds faderskab eller menneskers broderskab; han var en levende illustration af det ene og en dybtgående demonstration af det andet.

196:1.6 (2091.2) Ligesom mennesker må udvikle sig fra bevidstheden om det menneskelige til erkendelsen af det guddommelige, således steg Jesus op fra menneskets natur til bevidstheden om Guds natur. Og Mesteren foretog denne store opstigning fra det menneskelige til det guddommelige ved den fælles præstation af troen på hans dødelige intellekt og handlingerne fra hans indre Retter. Den faktiske realisering af opnåelsen af total guddommelighed (samtidig med at han var fuldt bevidst om menneskehedens virkelighed) blev ledsaget af syv stadier af trosbevidsthed om progressiv guddommeliggørelse. Disse stadier af progressiv selvrealisering blev markeret af følgende usædvanlige begivenheder i Mesterens jordiske overdragelseserfaring:

196:1.7 (2091.3) 1. Tankeretterens ankomst.

196:1.8 (2091.4) 2. Immanuels budbringer som viste sig for ham i Jerusalem da han var omtrent tolv år gammel.

196:1.9 (2091.5) 3. Manifestationerne i forbindelse med hans dåb.

196:1.10 (2091.6) 4. Oplevelserne på Forklarelsens Bjerg.

196:1.11 (2091.7) 5. Morontiaopstandelsen.

196:1.12 (2091.8) 6. Åndeopstigningen.

196:1.13 (2091.9) 7. Den endelige omfavnelse hos Paradisfaderen, som gav ham ubegrænset suverænitet over sit univers.

2. Jesu religion

196:2.1 (2091.10) En dag vil en reformation i den kristne kirke måske ramme dybt nok til at vende tilbage til den uforfalskede religiøse lære fra Jesus, vores tros ophavsmand og fuldender. Du kan prædikere en religion om Jesus, men du må nødvendigvis leve religionen af Jesus. I pinsens begejstring indviede Peter utilsigtet en ny religion, religionen om den opstandne og herliggjorte Kristus. Apostlen Paulus forvandlede senere dette nye evangelium til kristendom, en religion, der legemliggjorde hans egne teologiske synspunkter og skildrede hans egen personlige oplevelse med Jesus på Damaskusvejen. Evangeliet om riget er baseret på den personlige religiøse oplevelse af Jesus fra Galilæa; kristendommen er næsten udelukkende baseret på apostlen Paulus’ personlige religiøse oplevelse. Næsten hele Det Nye Testamente er ikke helliget en skildring af Jesu betydningsfulde og inspirerende religiøse liv, men en diskussion af Paulus’ religiøse erfaringer og en skildring af hans personlige religiøse overbevisninger. De eneste bemærkelsesværdige undtagelser fra dette udsagn, bortset fra visse dele af Mattæus, Markus og Lukas, er Hebræerbrevet og James brev. Selv Peter vendte kun en gang tilbage til sin mesters personlige religiøse liv i sine skrifter. Det Nye Testamente er et fremragende kristent dokument, men det er kun i ringe grad jesusiansk.

196:2.2 (2091.11) Jesu liv i kødet skildrer en transcendent religiøs vækst fra de tidlige ideer om primitiv ærefrygt og menneskelig ærbødighed op gennem mange års personligt åndeligt fællesskab, indtil han endelig nåede frem til den avancerede og ophøjede status af bevidstheden om sin enhed med Faderen. Og således gennemgik Jesus i løbet af et kort liv den oplevelse af religiøs åndelig udvikling, som mennesket begynder på jorden og normalt først opnår ved afslutningen af sit lange ophold i de åndelige træningsskoler på de successive niveauer i karrieren før Paradis. Jesus udviklede sig fra en rent menneskelig bevidsthed om den personlige religiøse erfarings trosvisshed til de sublime åndelige højder med den positive erkendelse af hans guddommelige natur og til bevidstheden om hans tætte tilknytning til den Universelle Fader i ledelsen af et univers. Han udviklede sig fra den ydmyge status af dødelig afhængighed, som fik ham til spontant at sige til den, der kaldte ham den gode lærer: “Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen Gud,” til den sublime bevidsthed om opnået guddommelighed, som fik ham til at udbryde: “Hvem af jer dømmer mig for synd?” Og denne fremadskridende opstigning fra det menneskelige til det guddommelige var udelukkende en dødelig præstation. Og da han således havde opnået guddommelighed, var han stadig den samme menneskelige Jesus, Menneskesønnen såvel som Guds Søn.

196:2.3 (2092.1) Markus, Mattæus og Lukas bevarer noget af billedet af den menneskelige Jesus, da han engagerede sig i den fantastiske kamp for at finde ud af den guddommelige vilje og for at gøre denne vilje. Johannes præsenterer et billede af den triumferende Jesus, da han vandrede på jorden i fuld bevidsthed om sin guddommelighed. Den store fejl, der er blevet begået af dem, der har studeret Mesterens liv, er, at nogle har opfattet ham som helt menneskelig, mens andre har tænkt på ham som kun guddommelig. Gennem hele sin erfaring var han i sandhed både menneskelig og guddommelig, ligesom han stadig er det.

196:2.4 (2092.2) Men den største fejl blev begået ved, at mens den menneskelige Jesus blev anerkendt som havende en religion, blev den guddommelige Jesus (Kristus) næsten fra den ene dag til den anden en religion. Paulus kristendom sørgede for tilbedelsen af den guddommelige Kristus, men den tabte næsten helt den kæmpende og tapre menneskelige Jesus fra Galilæa af syne, som ved hjælp af sin personlige religiøse tros tapperhed og sin indre Retters heltemod steg op fra menneskehedens lave niveauer for at blive ét med guddommeligheden og dermed blev den nye og levende vej, hvormed alle dødelige kan stige op fra menneskelighed til guddommelighed. Dødelige på alle stadier af spiritualitet og i alle verdener kan i Jesu personlige liv finde det, der vil styrke og inspirere dem, når de bevæger sig fra de laveste åndelige niveauer op til de højeste guddommelige værdier, fra begyndelsen til slutningen af al personlig religiøs erfaring.

196:2.5 (2092.3) På det tidspunkt, hvor Det Nye Testamente blev skrevet, troede forfatterne ikke blot dybt på den opstandne Kristi guddommelighed, men de troede også hengivent og oprigtigt på hans umiddelbare tilbagevenden til jorden for at fuldbyrde det himmelske rige. Denne stærke tro på Herrens umiddelbare genkomst havde meget at gøre med tendensen til at udelade de referencer fra optegnelserne, som skildrede Mesterens rent menneskelige oplevelser og egenskaber. Hele den kristne bevægelse tenderede væk fra det menneskelige billede af Jesus af Nazaret mod ophøjelsen af den opstandne Kristus, den herliggjorte og snart tilbagevendende Herre Jesus Kristus.

196:2.6 (2092.4) Jesus grundlagde religionen med personlig erfaring i at gøre Guds vilje og tjene det menneskelige broderskab; Paulus grundlagde en religion, hvor den forherligede Jesus blev genstand for tilbedelse, og broderskabet bestod af trosfæller i den guddommelige Kristus. I Jesu overdragelse var disse to begreber potentielle i hans guddommeligt-menneskelige liv, og det er virkelig en skam, at hans tilhængere ikke formåede at skabe en forenet religion, som kunne have givet den rette anerkendelse af både Mesterens menneskelige og guddommelige natur, som de var uadskilleligt forbundet i hans jordiske liv og så herligt beskrevet i det oprindelige evangelium om riget.

196:2.7 (2093.1) Du ville hverken blive chokeret eller foruroliget over nogle af Jesu stærke udtalelser, hvis du blot huskede på, at han var verdens mest helhjertede og hengivne religionsudøver. Han var en helt indviet dødelig, uforbeholdent dedikeret til at gøre sin Faders vilje. Mange af hans tilsyneladende hårde ord var mere en personlig trosbekendelse og et løfte om hengivenhed end befalinger til hans tilhængere. Og det var netop denne målbevidsthed og uselviske hengivenhed, der gjorde ham i stand til at gøre så ekstraordinære fremskridt i erobringen af det menneskelige sind i løbet af et kort liv. Mange af hans erklæringer bør betragtes som en bekendelse af, hvad han krævede af sig selv, snarere end hvad han krævede af alle sine tilhængere. I sin hengivenhed for rigets sag brændte Jesus alle broer bag sig; han ofrede alle forhindringer for at gøre sin Faders vilje.

196:2.8 (2093.2) Jesus velsignede de fattige, fordi de som regel var oprigtige og fromme; han fordømte de rige, fordi de som regel var letsindige og irreligiøse. Han ville ligeledes fordømme den irreligiøse fattige og rose den indviede og tilbedende velhavende mand.

196:2.9 (2093.3) Jesus fik mennesker til at føle sig hjemme i verden; han befriede dem fra tabuernes slaveri og lærte dem, at verden ikke var grundlæggende ond. Han længtes ikke efter at flygte fra sit jordiske liv; han mestrede en teknik til acceptabelt at gøre Faderens vilje, mens han var i kødet. Han opnåede et idealistisk religiøst liv midt i en realistisk verden. Jesus delte ikke Paulus’ pessimistiske syn på menneskeheden. Mesteren betragtede mennesker som Guds børn og forudså en storslået og evig fremtid for dem, der valgte overlevelse. Han var ikke en moralsk skeptiker; han så positivt på mennesket, ikke negativt. Han så de fleste mennesker som svage snarere end onde, mere fortvivlede end fordærvede. Men uanset hvilken status de havde, var de alle Guds børn og hans søskende.

196:2.10 (2093.4) Han lærte mennesker at sætte en høj værdi på sig selv i tid og evighed. På grund af denne høje vurdering, som Jesus gav mennesket, var han villig til at bruge sig selv i en utrættelig tjeneste for menneskeheden. Og det var denne uendelige værdi af det endelige, der gjorde den gyldne regel til en vital faktor i hans religion. Hvilken dødelig kan undgå at blive opløftet af den ekstraordinære tro, Jesus har på ham?

196:2.11 (2093.5) Jesus tilbød ingen regler for social fremgang; hans mission var religiøs, og religion er udelukkende en individuel oplevelse. Det ultimative mål for samfundets mest avancerede præstationer kan aldrig håbe på at overgå Jesu slægtskab mellem mennesker baseret på anerkendelsen af Guds faderskab. Idealet for al social opnåelse kan kun realiseres i dette guddommelige riges komme.

3. Religionens overherredømme

196:3.1 (2093.6) Personlig, åndelig religiøs erfaring er et effektivt opløsningsmiddel for de fleste jordiske vanskeligheder; den er en effektiv sorterer, evaluerer og justerer alle menneskelige problemer. Religion fjerner eller ødelægger ikke menneskelige problemer, men den opløser, absorberer, oplyser og transcenderer dem. Sand religion forener personligheden til effektiv tilpasning til alle dødelige krav. Religiøs tro—den positive ledelse af det guddommelige nærvær i mennesket—gør det muligt for det gudsvidende menneske at bygge bro over den kløft, der er mellem den intellektuelle logik, der anerkender den universelle første årsag som Den, og de positive bekræftelser fra sjælen, der siger, at denne første årsag er Ham, den himmelske Fader i Jesu evangelium, den personlige Gud for menneskets frelse.

196:3.2 (2094.1) Der er kun tre elementer i den universelle virkelighed: fakta, idé og relation. Den religiøse bevidsthed identificerer disse realiteter som videnskab, filosofi og sandhed. Filosofien ville være tilbøjelig til at se disse aktiviteter som fornuft, visdom og tro—fysisk virkelighed, intellektuel virkelighed og åndelig virkelighed. Vi har for vane at betegne disse realiteter som ting, mening og værdi.

196:3.3 (2094.2) Den gradvise forståelse af virkeligheden er det samme som at nærme sig Gud. At finde Gud, bevidstheden om identitet med virkeligheden, svarer til oplevelsen af selvets fuldkommenhed—selvets helhed, selvets totalitet. Oplevelsen af den totale virkelighed er den fulde erkendelse af Gud, den gudsbevidste oplevelses endelighed.

196:3.4 (2094.3) Den fulde opsummering af menneskelivet er den viden, at mennesket er uddannet af fakta, forædlet af visdom og frelst—retfærdiggjort—af religiøs tro.

196:3.5 (2094.4) Fysisk vished består i videnskabens logik; moralsk vished i filosofiens visdom; åndelig vished i sandheden af ægte religiøs erfaring.

196:3.6 (2094.5) Menneskets sind kan nå høje niveauer af åndelig indsigt og tilsvarende sfærer af guddommelige værdier, fordi det ikke er helt materielt. Der er en åndelig kerne i menneskets sind—den guddommelige Retters nærværelse. Der er tre forskellige beviser på, at denne ånd bor i det menneskelige sind:

196:3.7 (2094.6) 1. Humanitært fællesskab—kærlighed. Det rent dyriske sind kan være flokagtigt for at beskytte sig selv, men kun det åndsindviede intellekt er uselvisk altruistisk og betingelsesløst kærligt.

196:3.8 (2094.7) 2. Fortolkning af universet—visdom. Kun det åndsbevidste sind kan forstå, at universet er venligt indstillet over for individet.

196:3.9 (2094.8) 3. Åndelig vurdering af livet—tilbedelse. Kun det menneske, der er besjælet af ånden, kan indse det guddommelige nærvær og søge at opnå en mere fuldkommen oplevelse i og med denne forsmag på guddommelighed.

196:3.10 (2094.9) Det menneskelige sind skaber ikke virkelige værdier; menneskelig erfaring giver ikke universet indsigt. Hvad angår indsigt, erkendelse af moralske værdier og skelnen mellem åndelige betydninger, er alt, hvad det menneskelige sind kan gøre, at opdage, erkende, fortolke og vælge.

196:3.11 (2094.10) Universets moralske værdier bliver intellektuelle ejendele ved udøvelsen af det dødelige sinds tre grundlæggende vurderinger eller valg:

196:3.12 (2094.11) 1. Selvbedømmelse—moralsk valg.

196:3.13 (2094.12) 2. Social bedømmelse—etisk valg.

196:3.14 (2094.13) 3. Gudsbedømmelse—religiøst valg.

196:3.15 (2094.14) Det ser således ud til, at alle menneskelige fremskridt sker ved hjælp af en teknik med fælles åbenbaringsmæssig evolution.

196:3.16 (2094.15) Hvis der ikke bor en guddommelig elsker i mennesket, kan det ikke elske uselvisk og åndeligt. Hvis ikke en fortolker boede i sindet, kunne mennesket ikke virkelig indse universets enhed. Hvis der ikke bor en evaluerer i mennesket, kan det umuligt vurdere moralske værdier og genkende åndelige betydninger. Og denne elsker kommer fra selve kilden til den uendelige kærlighed; denne fortolker er en del af den universelle enhed; denne evaluerer er barn af centret og kilden til alle absolutte værdier i den guddommelige og evige virkelighed.

196:3.17 (2095.1) Moralsk evaluering med en religiøs betydning—åndelig indsigt—betegner individets valg mellem godt og ondt, sandhed og fejl, materielt og åndeligt, menneskeligt og guddommeligt, tid og evighed. Menneskets overlevelse er i høj grad afhængig af, at den menneskelige vilje indvies til at vælge de værdier, der udvælges af denne åndelige værdisorterer—den indre fortolker og forener. Personlig religiøs erfaring består af to faser: opdagelse i det menneskelige sind og åbenbaring af den guddommelige ånd, der bor i mennesket. På grund af oversofistikering eller som et resultat af de erklærede religionisters irreligiøse adfærd kan et menneske, eller endda en generation af mennesker, vælge at suspendere deres bestræbelser på at opdage den Gud, der bor i dem; de kan undlade at gøre fremskridt og opnå den guddommelige åbenbaring. Men en sådan holdning af åndelig manglende fremgang kan ikke vare længe på grund af tilstedeværelsen af og indflydelsen fra de indre Tankerettere.

196:3.18 (2095.2) Denne dybe oplevelse af virkeligheden i det guddommelige indre overskrider for evigt den rå materialistiske teknik i de fysiske videnskaber. Man kan ikke lægge åndelig glæde under et mikroskop, man kan ikke veje kærlighed på en vægt, man kan ikke måle moralske værdier, og man kan heller ikke vurdere kvaliteten af åndelig tilbedelse.

196:3.19 (2095.3) Hebræerne havde en moralsk sublim religion; grækerne udviklede en skønhedsreligion; Paulus og hans meningsfæller grundlagde en religion af tro, håb og næstekærlighed. Jesus åbenbarede og eksemplificerede en kærlighedsreligion: sikkerhed i Faderens kærlighed, med glæde og tilfredshed som følge af at dele denne kærlighed i det menneskelige broderskabs tjeneste.

196:3.20 (2095.4) Hver gang mennesket træffer et reflekteret moralsk valg, oplever det straks en ny guddommelig invasion af sin sjæl. Moralske valg udgør religion som motivet for indre respons på ydre forhold. Men en sådan ægte religion er ikke en rent subjektiv oplevelse. Den betyder, at hele individets subjektivitet er engageret i en meningsfuld og intelligent respons på den totale objektivitet—universet og dets skaber.

196:3.21 (2095.5) Den udsøgte og transcendente oplevelse af at elske og blive elsket er ikke bare en psykisk illusion, fordi den er så rent subjektiv. Den eneste virkelig guddommelige og objektive virkelighed, der er forbundet med dødelige væsener, Tankeretteren, fungerer for menneskelig observation tilsyneladende som et udelukkende subjektivt fænomen. Menneskets kontakt med den højeste objektive virkelighed, Gud, sker kun gennem den rent subjektive oplevelse af at kende ham, af at tilbede ham, af at realisere sit slægtskab med ham.

196:3.22 (2095.6) Ægte religiøs tilbedelse er ikke en nytteløs monolog af selvbedrag. Tilbedelse er et personligt fællesskab med det, der er guddommeligt virkeligt, med det, der er selve kilden til virkeligheden. Mennesket stræber gennem tilbedelse efter at blive bedre og opnår derved til sidst det bedste.

196:3.23 (2095.7) Idealiseringen og forsøget på at tjene sandheden, skønheden og godheden er ikke en erstatning for ægte religiøs erfaring—åndelig virkelighed. Psykologi og idealisme er ikke det samme som religiøs virkelighed. Det menneskelige intellekts projektioner kan ganske vist skabe falske guder—guder i menneskets billede—men den sande gudsbevidsthed har ikke en sådan oprindelse. Gudsbevidstheden bor i den iboende ånd. Mange af menneskets religiøse systemer kommer fra det menneskelige intellekts formuleringer, men gudsbevidstheden er ikke nødvendigvis en del af disse groteske religiøse slaverisystemer.

196:3.24 (2095.8) Gud er ikke blot en opfindelse af menneskets idealisme; han er selve kilden til alle disse superanimalske indsigter og værdier. Gud er ikke en hypotese, der er formuleret for at forene de menneskelige begreber om sandhed, skønhed og godhed; han er kærlighedens personlighed, som alle disse universets manifestationer er afledt af. Sandheden, skønheden og godheden i menneskets verden forenes af den stigende spiritualitet i de dødeliges oplevelse af at stige op mod Paradisets realiteter. Enheden af sandhed, skønhed og godhed kan kun realiseres i den gudsvidende personligheds åndelige oplevelse.

196:3.25 (2096.1) Moral er den essentielle forudgående jordbund for personlig gudsbevidsthed, den personlige erkendelse af Retterens indre nærvær, men en sådan moral er ikke kilden til religiøs erfaring og den deraf følgende åndelige indsigt. Den moralske natur er superanimalsk, men subspirituel. Moral er lig med erkendelsen af pligt, erkendelsen af eksistensen af rigtigt og forkert. Den moralske zone griber ind mellem de dyriske og de menneskelige typer af sind, ligesom morontia fungerer mellem de materielle og de åndelige sfærer af personlighedsopnåelse.

196:3.26 (2096.2) Det evolutionære sind er i stand til at opdage lov, moral og etik; men den skænkede ånd, den iboende Retter, afslører for det udviklende menneskesind lovgiveren, Faderen-kilden til alt, hvad der er sandt, smukt og godt; og et sådant oplyst menneske har en religion og er åndeligt udrustet til at begynde den lange og eventyrlige søgen efter Gud.

196:3.27 (2096.3) Moral er ikke nødvendigvis åndelig; den kan være helt og aldeles menneskelig, selv om ægte religion forbedrer alle moralske værdier og gør dem mere meningsfulde. Moral uden religion kan ikke afsløre den ultimative godhed, og den kan heller ikke sørge for, at selv dens egne moralske værdier overlever. Religion sørger for at forbedre, forherlige og sikre overlevelsen af alt det, moralen anerkender og godkender.

196:3.28 (2096.4) Religion står over videnskab, kunst, filosofi, etik og moral, men er ikke uafhængig af dem. De er alle uløseligt forbundet med hinanden i den menneskelige erfaring, både den personlige og den sociale. Religion er menneskets højeste erfaring i den dødelige natur, men det begrænsede sprog gør det for evigt umuligt for teologien nogensinde at skildre den virkelige religiøse erfaring fyldestgørende.

196:3.29 (2096.5) Religiøs indsigt har magten til at forvandle nederlag til højere ønsker og nye beslutninger. Kærlighed er den højeste motivation, som mennesket kan bruge i sin opstigning i universet. Men kærlighed uden sandhed, skønhed og godhed er kun en følelse, en filosofisk forvrængning, en psykisk illusion, et åndeligt bedrag. Kærlighed skal altid omdefineres på successive niveauer af morontia og åndelig fremgang.

196:3.30 (2096.6) Kunst er resultatet af menneskets forsøg på at flygte fra manglen på skønhed i sit materielle miljø; det er en gestus mod morontia-niveauet. Videnskab er menneskets forsøg på at løse de tilsyneladende gåder i det materielle univers. Filosofi er menneskets forsøg på at forene den menneskelige erfaring. Religion er menneskets højeste gestus, dets storslåede stræben efter den endelige virkelighed, dets beslutsomhed om at finde Gud og blive som ham.

196:3.31 (2096.7) I den religiøse erfaringsverden er åndelig mulighed potentiel virkelighed. Menneskets fremadrettede åndelige trang er ikke en psykisk illusion. Al menneskets universromantisering er måske ikke fakta, men meget, meget, er sandhed.

196:3.32 (2096.8) Nogle menneskers liv er for store og ædle til at synke ned på det lave niveau, hvor man blot er succesfuld. Dyret må tilpasse sig sine omgivelser, men det religiøse menneske transcenderer sine omgivelser og undslipper på den måde begrænsningerne i den nuværende materielle verden gennem indsigten i guddommelig kærlighed. Dette begreb om kærlighed skaber i menneskets sjæl den overdyriske anstrengelse for at finde sandhed, skønhed og godhed; og når mennesket finder dem, bliver det forherliget i deres favntag; det bliver opslugt af ønsket om at efterleve dem, at udøve retfærdighed.

196:3.33 (2097.1) Vær ikke modløs; den menneskelige evolution er stadig i gang, og Guds åbenbaring til verden i og gennem Jesus vil ikke slå fejl.

196:3.34 (2097.2) Det moderne menneskes store udfordring er at opnå en bedre kommunikation med den guddommelige Ledsager, der bor i det menneskelige sind. Menneskets største eventyr i kødet består i den velafbalancerede og fornuftige indsats for at rykke selvbevidsthedens grænser ud gennem den embryonale sjælsbevidstheds dunkle områder i en helhjertet indsats for at nå åndsbevidsthedens grænseland—kontakten med det guddommelige nærvær. En sådan oplevelse udgør gudsbevidsthed, en oplevelse, der i høj grad bekræfter, den præeksisterende sandhed i den religiøse oplevelse af at kende Gud. En sådan åndsbevidsthed er ækvivalent med visheden om det faktiske slægtskab med Gud. Ellers udgør trosoplevelsen forsikringen om slægtskab.

196:3.35 (2097.3) Og Gudsbevidsthed svarer til integrationen af selvet med universet, og på dets højeste niveauer af åndelig virkelighed. Kun det åndelige indhold af enhver værdi er uforgængeligt. Selv det, der er sandt, smukt og godt, kan ikke forgå i den menneskelige erfaring. Hvis mennesket ikke vælger at overleve, så bevarer den overlevende Retter de virkeligheder, der er født af kærlighed og næret i tjeneste. Og alle disse ting er en del af den Universelle Fader. Faderen er levende kærlighed, og dette Faderens liv er i hans børn. Og Faderens ånd er i hans sønners børn—de dødelige mennesker. Når alt kommer til alt, er ideen om Faderen stadig det højeste menneskelige begreb om Gud.