Urantia Bogen

Kapitel 193

De Sidste Tilsynekomster Og Himmelfarten

193:0.1 (2052.1) DEN sekstende morontia-manifestation af Jesus fandt sted fredag den 5. maj i Nikodemus’ gård omkring klokken ni om aftenen. Denne aften havde de troende i Jerusalem gjort deres første forsøg på at mødes siden opstandelsen. Her var de elleve apostle, kvindekorpset og deres medarbejdere samt omkring halvtreds andre af Mesterens ledende disciple, heriblandt et antal grækere. Dette selskab af troende havde været på uformelt besøg i mere end en halv time, da den morontielle Mester pludselig dukkede op i fuld offentlighed og straks begyndte at instruere dem. Jesus sagde:

193:0.2 (2052.2) “Fred være med jer. Dette er den mest repræsentative gruppe af troende—apostle og disciple, både mænd og kvinder—som jeg har vist mig for siden tiden for min udfrielse fra kødet. Jeg kalder jer nu til vidne på, at jeg på forhånd fortalte jer, at mit ophold blandt jer måtte få en ende; jeg fortalte jer, at jeg snart måtte vende tilbage til Faderen. Og så fortalte jeg jer tydeligt, hvordan ypperstepræsterne og jødernes herskere ville udlevere mig til at blive dræbt, og at jeg ville opstå fra graven. Hvorfor lod I jer så forvirre af alt dette, da det skete, og hvorfor blev I så overraskede, da jeg opstod fra graven på den tredje dag? I troede mig ikke, fordi I hørte mine ord uden at forstå betydningen af dem.

193:0.3 (2052.3) “Og nu skal I lytte til mine ord, så I ikke igen begår den fejl at høre min undervisning med forstanden, mens I i jeres hjerter ikke forstår meningen. Lige fra begyndelsen af mit ophold som en af jer har jeg lært jer, at mit eneste formål var at åbenbare min Far i himlen for hans børn på jorden. Jeg har levet den gudsåbenbarende overdragelse, for at I kunne opleve den gudsvidende karriere. Jeg har åbenbaret Gud som jeres Fader i himlen; jeg har åbenbaret jer som Guds sønner på jorden. Det er en kendsgerning, at Gud elsker jer, sine børn. Ved at tro på mit ord bliver denne kendsgerning en evig og levende sandhed i jeres hjerter. Når I ved levende tro bliver guddommeligt gudsbevidste, bliver I født af ånden som børn af lys og liv, selv det evige liv, hvormed I skal stige op i universernes univers og opnå oplevelsen af at finde Gud Faderen i Paradis.

193:0.4 (2052.4) “Jeg formaner jer til altid at huske, at jeres mission blandt mennesker er at forkynde evangeliet om riget—virkeligheden om Guds faderskab og sandheden om menneskets slægtskab. Forkynd hele sandheden om de gode nyheder, ikke kun en del af det frelsende evangelium. Dit budskab er ikke ændret af min opstandelsesoplevelse. Slægtskab med Gud, ved tro, er stadig den frelsende sandhed i evangeliet om riget. Du skal gå ud og forkynde Guds kærlighed og tjene mennesket. Det, som verden har mest brug for at vide, er: Mennesker er Guds sønner og døtre, og gennem tro kan de faktisk indse og dagligt opleve denne forædlende sandhed. Min overdragelse skal hjælpe alle mennesker til at vide, at de er Guds børn, men en sådan viden vil ikke være tilstrækkelig, hvis de ikke personligt kan fatte den frelsende sandhed, at de er den evige Faders levende åndelige børn. Evangeliet om riget handler om Faderens kærlighed og om at tjene hans børn på jorden.

193:0.5 (2053.1) “Blandt jer, her, deler I viden om, at jeg er genopstået fra de døde, men det er ikke mærkeligt. Jeg har magt til at lægge mit liv ned og tage det op igen; Faderen giver en sådan magt til sine Paradissønner. I burde snarere blive rørt i jeres hjerter ved at vide, at en tidsalders døde gik ind i den evige opstigning, kort efter at jeg forlod Josefs nye grav. Jeg levede mit liv i kødet for at vise, hvordan I gennem kærlig tjeneste kan blive Gudsåbenbarende for jeres medmennesker, ligesom jeg ved at elske jer og tjene jer er blevet Gudsåbenbarende for jer. Jeg har levet blandt jer som Menneskesønnen, for at I og alle andre mennesker skulle vide, at I alle er Guds børn. Gå derfor nu ud i hele verden og forkynd dette evangelium om Himmeriget for alle mennesker. Elsk alle mennesker, som jeg har elsket jer; tjen jeres medmennesker, som jeg har tjent jer. I har modtaget frit, giv frit. Bliv kun her i Jerusalem, mens jeg går til Faderen, og indtil jeg sender jer Sandhedens Ånd. Han skal føre jer ind i den udvidede sandhed, og jeg vil gå med jer ud i hele verden. Jeg er med jer alle dage, og min fred efterlader jeg hos jer.”

193:0.6 (2053.2) Da Mesteren havde talt til dem, forsvandt han ud af deres synsfelt. Det var nær daggry, før disse troende spredtes; hele natten forblev de sammen, diskuterede alvorligt Mesterens formaninger og overvejede alt det, der var overgået dem. James Zebedæus og andre af apostlene fortalte dem også om deres oplevelser med den morontielle Mester i Galilæa og fortalte, hvordan han tre gange havde vist sig for dem.

1. Tilsynekomsten i sykar

193:1.1 (2053.3) Omkring klokken fire på sabbatseftermiddagen den 13. maj viste Mesteren sig for Nalda og omkring femoghalvfjerds samaritanske troende nær Jakobs brønd ved Sykar. De troende havde for vane at mødes på dette sted, tæt på hvor Jesus havde talt til Nalda om livets vand. På denne dag, netop som de havde afsluttet deres diskussioner om den rapporterede opstandelse, viste Jesus sig pludselig for dem og sagde:

193:1.2 (2053.4) “Fred være med jer. I glæder jer over at vide, at jeg er opstandelsen og livet, men det vil ikke hjælpe jer noget, medmindre I først bliver født af den evige ånd og derved ved tro kommer til at eje det evige livs gave. Hvis I er min Faders troende børn, skal I aldrig dø; I skal ikke fortabes. Evangeliet om riget har lært jer, at alle mennesker er Guds børn. Og denne gode nyhed om den himmelske Faders kærlighed til sine børn på jorden skal bæres ud til hele verden. Den tid er kommet, hvor I hverken tilbeder Gud på Gerizim eller i Jerusalem, men hvor I er, som I er, i ånd og sandhed. Det er jeres tro, der frelser jeres sjæle. Frelsen er Guds gave til alle, der tror, at de er hans børn. Men bliv ikke snydt; mens frelsen er Guds gratis gave og skænkes til alle, der tager imod den i tro, følger oplevelsen af at bære frugterne af dette åndelige liv, når det leves i kødet. Accepten af læren om Guds faderskab indebærer, at du også frit accepterer den tilknyttede sandhed om menneskets broderskab. Og hvis mennesket er din bror, er han endnu mere end din nabo, som Faderen kræver, at du skal elske som dig selv. Din bror, som er af din egen familie, vil du ikke kun elske med en familiær hengivenhed, men du vil også tjene ham, som du ville tjene dig selv. Og I vil således elske og tjene jeres næste, fordi I, som er mine slægtninge, er blevet elsket og tjent således af mig. Gå derfor ud i hele verden og fortæl denne gode nyhed til alle skabninger af enhver race, stamme og nation. Min ånd skal gå foran jer, og jeg vil altid være med jer.”

193:1.3 (2054.1) Samaritanerne blev meget forbløffede over Mesterens tilsynekomst, og de skyndte sig til de nærliggende byer og landsbyer, hvor de spredte nyheden om, at de havde set Jesus, og at han havde talt til dem. Og dette var Mesterens syttende morontielle tilsynekomst.

2. Tilsynekomsten i fønikien

193:2.1 (2054.2) Mesterens attende morontia-tilsynekomst var i Tyrus tirsdag den 16. maj lidt før klokken ni om aftenen. Igen viste han sig ved afslutningen af et møde med troende, da de var ved at sprede sig, og sagde:

193:2.2 (2054.3) “Fred være med jer. I glæder jer over at vide, at Menneskesønnen er opstået fra de døde, fordi I derved ved, at I og jeres brødre også skal overleve den dødelige død. Men en sådan overlevelse er afhængig af, at I tidligere er blevet født med en sandhedssøgende og gudfrygtig ånd. Livets brød og dets vand gives kun til dem, der hungrer efter sandhed og tørster efter retfærdighed—efter Gud. Det faktum, at de døde genopstår, er ikke evangeliet om riget. Disse store sandheder og disse universelle kendsgerninger er alle relateret til dette evangelium, idet de er en del af resultatet af at tro på de gode nyheder og indgår i den efterfølgende erfaring hos dem, der ved tro i handling og sandhed bliver den evige Guds evige børn. Min Fader sendte mig til verden for at forkynde denne frelse i form af slægtskab til alle mennesker. Og således sender jeg jer ud i verden for at forkynde denne frelse om slægtskab. Frelsen er Guds gratis gave, men de, der er født af ånden, vil straks begynde at vise åndens frugter i kærlig tjeneste for deres medskabninger. Og den guddommelige ånds frugter, som kommer til udtryk i åndsfødte og gudsvidende dødeliges liv, er: kærlig tjeneste, uselvisk hengivenhed, modig loyalitet, oprigtig retfærdighed, oplyst ærlighed, evigt håb, tillidsfuld tillid, barmhjertig tjeneste, ufejlbarlig godhed, tilgivende tolerance og varig fred. Hvis troende ikke bærer disse frugter af den guddommelige ånd i deres liv, er de døde; Sandhedens Ånd er ikke i dem; de er ubrugelige grene på det levende vintræ, og de vil snart blive taget bort. Min Fader kræver af troens børn, at de bærer megen åndsfrugt. Hvis du derfor ikke er frugtbar, vil han grave i dine rødder og skære dine ufrugtbare grene væk. I stigende grad skal du bære åndens frugter, efterhånden som du bevæger dig opad i Guds rige. Du kan komme ind i riget som et barn, men Faderen kræver, at du ved nåde vokser op til den fulde åndelige voksenstatus. Og når I går ud for at fortælle alle nationer de gode nyheder om dette evangelium, vil jeg gå foran jer, og min sandheds ånd skal blive i jeres hjerter. Min fred efterlader jeg hos jer.”

193:2.3 (2054.4) Så forsvandt Mesteren fra deres syn. Den næste dag, gik nogle ud fra Tyrus og bragte denne historie til Sidon og endda til Antiokia og Damaskus. Jesus havde besøgt disse troende, mens han levede i sin kødelige form, og de genkendte ham hurtigt, da han begyndte at undervise dem. Selvom det ikke var let for hans venner at genkende hans morontia form, når den var synliggjort, tog det aldrig lang tid for dem at identificere hans personlighed, når han talte til dem.

3. Sidste tilsynekomst i jerusalem

193:3.1 (2055.1) Tidligt torsdag morgen den 18. maj viste Jesus sig for sidste gang på jorden som en morontia-personlighed. Da de elleve apostle var ved at sætte sig til morgenmad i det øverste kammer i Maria Markus hjem, viste Jesus sig for dem og sagde:

193:3.2 (2055.2) “Fred være med jer. Jeg har bedt jer om at blive her i Jerusalem, indtil jeg stiger op til Faderen, og indtil jeg sender jer Sandhedens Ånd, som snart skal udgydes over alt kød, og som skal give jer kraft fra det høje.” Simon Zelotes afbrød Jesus og spurgte: “Så, Mester, vil du genoprette riget, og vil vi se Guds herlighed manifesteret på jorden?” Da Jesus havde lyttet til Simons spørgsmål, svarede han: “Simon, du klynger dig stadig til dine gamle forestillinger om den jødiske Messias og det materielle rige. Men du vil få åndelig kraft, efter at ånden er steget ned over dig, og du vil nu gå ud i hele verden og forkynde dette evangelium om riget. Som Faderen sendte mig til verden, sender jeg jer. Og jeg ønsker, at I vil elske og stole på hinanden. Judas er ikke mere hos jer, fordi hans kærlighed blev kold, og fordi han nægtede at stole på jer, hans loyale brødre. Har I ikke læst i skriften, hvor der står skrevet: ‘Det er ikke godt for mennesket at være alene. Intet menneske lever for sig selv’? Og også hvor der står: ‘Den, der vil have venner, må vise sig venlig’? Og sendte jeg jer ikke engang ud for at undervise, to og to, for at I ikke skulle blive ensomme og falde i isolationens ulykke og elendighed? Du ved også godt, at da jeg var i kødet, tillod jeg ikke mig selv at være alene i lange perioder. Lige fra begyndelsen af vores samarbejde havde jeg altid to eller tre af jer konstant ved min side eller meget tæt på, selv når jeg kommunikerede med Faderen. Stol derfor på hinanden og betro jer til hinanden. Og det er så meget mere nødvendigt, som jeg i dag vil efterlade jer alene i verden. Timen er kommet; jeg er ved at gå til Faderen.”

193:3.3 (2055.3) Da han havde talt, vinkede han til dem, at de skulle komme med ham, og han førte dem ud på Oliebjerget, hvor han tog afsked med dem som forberedelse til at forlade Urantia. Det var en højtidelig rejse til Oliebjerget. Ikke et ord blev sagt af nogen af dem, fra de forlod det øvre kammer, til Jesus holdt pause med dem på Oliebjerget.

4. Årsagerne til judas fald

193:4.1 (2055.4) Det var i den første del af Mesterens afskedsbudskab til sine apostle, at han hentydede til tabet af Judas og fremhævede deres forræderiske medarbejders tragiske skæbne som en højtidelig advarsel mod farerne ved social og broderlig isolation. Det kan være nyttigt for troende, i denne og i fremtidige tidsaldre, kort at gennemgå årsagerne til Judas’ fald i lyset af Mesterens bemærkninger og i lyset af den akkumulerede oplysning i de efterfølgende århundreder.

193:4.2 (2055.5) Når vi ser tilbage på denne tragedie, tænker vi, at Judas først og fremmest gik galt i byen, fordi han var en meget isoleret personlighed, en personlighed, der var lukket inde og væk fra almindelige sociale kontakter. Han nægtede vedholdende at betro sig til eller frit fraternisere med sine medapostle. Men det, at han var en isoleret personlighed, ville ikke i sig selv have gjort så stor skade på Judas, hvis det ikke havde været, fordi han heller ikke voksede i kærlighed og åndelig nåde. Og så, som for at gøre en dårlig sag værre, nærede han vedvarende nag og fostrede psykologiske fjender som hævn og en generel trang til at “få hævn” over nogen for alle sine skuffelser.

193:4.3 (2056.1) Denne uheldige kombination af individuelle særheder og mentale tendenser var med til at ødelægge en velmenende mand, som ikke formåede at undertrykke disse dårligdomme med kærlighed, tro og tillid. At Judas ikke havde behøvet at gå galt i byen, er godt bevist af tilfældene med Thomas og Nataniel, som begge var forbandet med den samme slags mistænksomhed og overudvikling af den individualistiske tendens. Selv Andreas og Mattæus havde mange tilbøjeligheder i denne retning; men alle disse mænd kom til at elske Jesus og deres medapostle mere, og ikke mindre, som tiden gik. De voksede i nåde og i viden om sandheden. De blev mere og mere tillidsfulde over for deres brødre og udviklede langsomt evnen til at betro sig til deres medmennesker. Judas nægtede vedholdende at betro sig til sine brødre. Når han på grund af ophobningen af sine følelsesmæssige konflikter blev tvunget til at søge lindring i selvudfoldelse, søgte han altid råd og modtog uklog trøst fra sine uåndelige slægtninge eller de tilfældige bekendte, som enten var ligeglade med eller faktisk fjendtlige over for velfærden og udviklingen af de åndelige realiteter i det himmelske rige, som han var en af de tolv indviede ambassadører for på jorden.

193:4.4 (2056.2) Judas led nederlag i sin kamp på jorden på grund af følgende faktorer: personlige tendenser og karaktersvaghed:

193:4.5 (2056.3) 1. Han var en isoleret mennesketype. Han var meget individualistisk og valgte at udvikle sig til en “indelukket” og uselskabelig person.

193:4.6 (2056.4) 2. Som barn var livet blevet gjort for let for ham. Han var bitter over at blive modarbejdet. Han forventede altid at vinde; han var en meget dårlig taber.

193:4.7 (2056.5) 3. Han tilegnede sig aldrig en filosofisk teknik til at møde skuffelser. I stedet for at acceptere skuffelser som et regelmæssigt og almindeligt træk ved den menneskelige eksistens, tyede han uvægerligt til den praksis at bebrejde en bestemt person eller sine medarbejdere som gruppe for alle sine personlige vanskeligheder og skuffelser.

193:4.8 (2056.6) 4. Han var tilbøjelig til at bære nag; Han grublede altid på tanken om hævn.

193:4.9 (2056.7) 5. Han kunne ikke lide at se kendsgerningerne i øjnene; han var uærlig i sin holdning til livssituationer.

193:4.10 (2056.8) 6. Han kunne ikke lide at diskutere sine personlige problemer med sine nærmeste medarbejdere; han nægtede at tale om sine vanskeligheder med sine virkelige venner og dem, der virkelig elskede ham. I alle de år, de var sammen, gik han aldrig til Mesteren med et rent personligt problem.

193:4.11 (2056.9) 7. Han lærte aldrig, at de virkelige belønninger for et ædelt liv, når alt kommer til alt, er åndelige præmier, som ikke altid uddeles i løbet af dette ene korte liv i kødet.

193:4.12 (2056.10) Som et resultat af hans vedvarende isolation af sin personlighed blev hans sorger flere og flere, hans ængstelse voksede, og hans fortvivlelse blev næsten uudholdelig.

193:4.13 (2057.1) Selv om denne selvcentrerede og ultraindividualistiske apostel havde mange psykiske, følelsesmæssige og åndelige problemer, var hans største vanskeligheder følgende: I sin personlighed var han isoleret. I sindet var han mistænksom og hævngerrig. I sit temperament var han sur og hævngerrig. Følelsesmæssigt var han kærlighedsløs og uforsonlig. Socialt set var han ubeslutsom og næsten helt selvtilstrækkelig. I ånden blev han arrogant og egoistisk ambitiøs. I livet ignorerede han dem, der elskede ham, og i døden var han venneløs.

193:4.14 (2057.2) Dette er altså de mentale faktorer og onde påvirkninger, som tilsammen forklarer, hvorfor en velmenende og ellers engang oprigtig troende på Jesus, selv efter flere års intimt samvær med hans forvandlende personlighed, svigtede sine medmennesker, afviste en hellig sag, gav afkald på sit hellige kald og forrådte sin guddommelige Mester.

5. Mesterens himmelfart

193:5.1 (2057.3) Klokken var næsten halv otte denne torsdag morgen den 18. maj, da Jesus ankom til den vestlige skråning af Oliebjerget sammen med sine elleve tavse og noget forvirrede apostle. Fra dette sted, cirka to tredjedele oppe ad bjerget, kunne de se ud over Jerusalem og ned på Getsemane. Jesus gjorde sig nu klar til at sige sit sidste farvel til apostlene, før han tog afsked med Urantia. Mens han stod der foran dem, knælede de uden at blive bedt om det i en cirkel omkring ham, og Mesteren sagde:

193:5.2 (2057.4) “Jeg bad jer blive i Jerusalem, indtil I blev udstyret med kraft fra det høje. Jeg er nu ved at tage afsked med jer; jeg er ved at stige op til min Fader, og snart, meget snart, vil vi sende Sandhedens Ånd ind i denne verden, hvor jeg opholder mig; og når han er kommet, skal I begynde den nye forkyndelse af evangeliet om riget, først i Jerusalem og derefter til de yderste dele af verden. Elsk mennesker med den kærlighed, hvormed jeg har elsket jer, og tjen jeres medmennesker, som jeg har tjent jer. Ved jeres livs åndelige frugter skal I få sjæle til at tro på sandheden om, at mennesket er Guds barn, og at alle mennesker er hinandens søskende. Husk alt, hvad jeg har lært jer, og det liv, jeg har levet blandt jer. Min kærlighed overskygger jer, min ånd vil bo hos jer, og min fred skal blive hos jer. Farvel.”

193:5.3 (2057.5) Da morontiamesteren havde talt således, forsvandt han ud af deres synsfelt. Denne såkaldte opstigning af Jesus var på ingen måde anderledes end hans andre forsvindinger fra de dødeliges synsfelt i løbet af de fyrre dage af hans morontielle karriere på Urantia.

193:5.4 (2057.6) Mesteren tog til Edentia via Jerusem, hvor de Højeste, under Paradissønnens observation, befriede Jesus af Nazaret fra den morontielle tilstand og, gennem opstigningens åndelige kanaler, bragte ham tilbage til status som Paradissøn og suveræn hersker på Salvington.

193:5.5 (2057.7) Klokken var omkring 7.45 denne morgen, da morontia-Jesus forsvandt fra sine elleve apostles synsvidde for at begynde opstigningen til sin Faders højre hånd, hvor han skulle modtage den formelle bekræftelse på sin fuldbyrdede suverænitet over Nebadons univers.

6. Peter indkalder til møde

193:6.1 (2057.8) Efter instruktion fra Peter gik Johannes Markus og andre ud for at kalde de ledende disciple sammen i Maria Markus’ hjem. Klokken 10.30 var 120 af Jesu fremmeste disciple i Jerusalem samlet for at høre beretningen om Mesterens farvelbudskab og for at høre om hans himmelfart. Blandt dem var Maria, Jesu mor. Hun var vendt tilbage til Jerusalem sammen med Johannes Zebedæus, da apostlene kom tilbage fra deres nylige ophold i Galilæa. Kort efter pinse vendte hun tilbage til Salomes hjem i Betsaida. James, Jesu bror, var også til stede ved dette møde, den første konference for Mesterens disciple, der blev indkaldt efter afslutningen af hans planetariske karriere.

193:6.2 (2058.1) Simon Peter påtog sig at tale for sine medapostle og gav en spændende beretning om de elleves sidste møde med deres Mester og skildrede på den mest rørende måde Mesterens endelige afsked og hans forsvinden efter himmelfarten. Det var et møde, hvis lige aldrig før havde fundet sted i denne verden. Denne del af mødet varede ikke helt en time. Peter forklarede så, at de havde besluttet at vælge en efterfølger for Judas Iskariot, og at der ville blive givet en pause, så apostlene kunne vælge mellem de to mænd, der var blevet foreslået til denne stilling, Mattias og Justus.

193:6.3 (2058.2) De elleve apostle gik derefter nedenunder, hvor de blev enige om at trække lod om, hvem af disse mænd der skulle være apostel i Judas’ sted. Loddet faldt på Mattias, og han blev erklæret for den nye apostel. Han blev behørigt indsat i sit embede og derefter udnævnt til kasserer. Men Mattias havde ikke megen del i apostlenes efterfølgende aktiviteter.

193:6.4 (2058.3) Kort efter pinsen vendte tvillingerne tilbage til deres hjem i Galilæa. Simon Zelotes trak sig tilbage i nogen tid, før han gik ud og prædikede evangeliet. Thomas bekymrede sig i en kortere periode og genoptog derefter sin undervisning. Nataniel blev mere og mere uenig med Peter om at prædike om Jesus i stedet for at forkynde det tidligere evangelium om riget. Denne uenighed blev så akut i midten af den følgende måned, at Nataniel trak sig tilbage og tog til Filadelfia for at besøge Abner og Lazarus; og efter at have opholdt sig der i mere end et år, tog han videre til landene uden for Mesopotamien og prædikede evangeliet, som han forstod det.

193:6.5 (2058.4) Det efterlod kun seks af de oprindelige tolv apostle til at blive aktører på scenen for den tidlige forkyndelse af evangeliet i Jerusalem: Peter, Andreas, James, Johannes, Filip og Mattæus.

193:6.6 (2058.5) Lige omkring middagstid vendte apostlene tilbage til deres brødre i det øverste kammer og meddelte, at Mattias var blevet valgt som den nye apostel. Og så kaldte Peter alle de troende til bøn, bøn om at de måtte være parate til at modtage åndens gave, som Mesteren havde lovet at sende.