Urantia Bogen

Kapitel 11

Den Evige Paradisøen

11:0.1 (118.1) Paradiset er det evige centrum i universernes univers og hjemsted for den Universelle Fader, den Evige Søn, den Uendelige Ånd, og deres guddommelige samordnede og medarbejdere. Denne centrale ø er den mest gigantiske organiseret himmellegeme af kosmisk virkelighed i hele mesteruniverset. Paradis er en materiel sfære såvel som en åndelig bopæl. Hele den Universelle Faders intelligente skabelse er hjemmehørende på materielle bopæle; derfor må det absolutte kontrolcenter også være materielt, bogstaveligt. Og igen skal det gentages, at åndelige ting og åndelige væsener er virkelige.

11:0.2 (118.2) Paradisets materielle skønhed består i pragten af dets fysiske fuldkommenhed; storheden af Guds ø er udstillet i dens beboeres fremragende intellektuelle præstationer og sindsudvikling, den centrale øs herlighed er vist frem i den uendelige begavelse af guddommelig åndspersonlighed—livets lys. Men dybet af den åndelige skønhed og vidundere i dette udsøgte helhed er fuldstændig udover forståelses evnen af de materielle skabningers begrænsede sind. Den guddommelige bopæls herlighed og åndelige pragt er umulig for dødelig forståelse. Og Paradiset er fra evigheden; der er hverken optegnelser eller overleveringer der respekterer oprindelsen af denne atomare ø af lys og liv.

1. Den guddommelige bolig

11:1.1 (118.3) Paradiset tjener mange formål i administrationen af de universelle riger, men for skabninger eksisterer det primært som Guddommen bolig. Den Universelle Faders personlige tilstedeværelse er hjemmehørende i selve midten af den øvre overflade af den næste cirkulære, med ikke kugleformet bolig for Guddommene. Denne paradistilstedeværelse af den Universelle Faders er umiddelbart omgivet af den Evige Søns personlige tilstedeværelse, mens de begge er indesluttet i den Uendelige Ånds ubeskrivelige herlighed.

11:1.2 (118.4) Gud bor, har boet og vil for altid bo i denne samme centrale og evige bolig. Vi har altid fundet ham der og vil altid finde ham der. Den Universelle Fader er kosmisk fokuseret, åndeligt personaliseret, og geografisk bosiddende i dette centrum af universernes univers.

11:1.3 (118.5) Vi kender alle den direkte vej, vi skal følge for at finde den Universelle Fader. Du er ikke i stand til at forstå meget om den guddommelige bolig på grund af dens fjerntliggende beliggenhed fra dig og den uhyre udstrækning af det mellemliggende rum, men de, der er i stand til at forstå betydningen af disse enorme afstande, kender Guds placering og bolig lige så sikkert og bogstaveligt som du kender placeringen af New York, London, Rom, eller Singapore, byer bestemt og geografisk placeret på Urantia. Hvis du var en intelligent navigatør, udstyret med skib, kort og kompas, så kunne du nemt finde disse byer. Ligeledes, hvis du havde tid, og midler for gennemrejse, var åndeligt kvalificeret, og havde den nødvendige vejledning, kunne du blive styret gennem univers efter univers og fra kredsløb til kredsløb, for altid rejsende indad gennem de stjerneklare områder, indtil du til sidst ville stå foran den Universelle Faders central skinnende åndelige herlighed. Udstyret med alle nødvendigheder for sådan en rejse, så er det lige så muligt at finde den personlige tilstedeværelse af Gud i centrum af alle ting som at finde fjerntliggende byer på jeres egen planet. Det, at du ikke har besøgt disse steder modbeviser på ingen måde deres virkelighed eller faktiske eksistens. Det, at så få af universets skabninger har fundet gud i Paradis, modbeviser på ingen måde hverken virkeligheden af hans eksistens eller virkeligheden af hans åndelige person ved centrum af alle ting.

11:1.4 (119.1) Faderen er altid at finde på denne centrale placering. Bevægede han sig, ville universel pandemonium blive udfældet, for der konvergerer i ham i dette boligcenter de universelle tyngdelinjer fra skabelsens ender. Uanset om vi sporer personlighedens kredsløb tilbage gennem universerne eller følger de opstigende personligheder, mens de rejser indad til Faderen; om vi sporer den materielle tyngdekrafts linjer til det nedre paradis eller følger den kosmiske krafts oprørende cyklusser; om vi sporer den åndelige tyngdekrafts linjer til den Evige Søn eller følger den indre procession af Guds Paradissønner; uanset om vi sporer sindets kredsløb ud eller følger trillioner på trillioner af himmelske væsener, der udspringer af den Uendelige Ånd—ved enhver af disse observationer eller af dem alle ledes vi direkte tilbage til Faderens nærhed, til hans centrale bolig. Her er Gud personligt, bogstaveligt og faktisk til stede. Og fra hans uendelige væsen strømmer der strømme af liv, energi og personlighed til alle universer.

2. Naturen på den evige ø

11:2.1 (119.2) Da du er begyndt at få et glimt af det materielle univers enorme omfang, som er synlig selv fra din astronomiske placering, din rum position i stjerne systemerne, burde det blive klart for dig, at et så vældig enormt materielt univers må have en passende og værdig hovedstad, et hovedkvarter som stå i et rimeligt forhold til værdigheden og uendeligheden af den Universelle Hersker over hele denne uhyre og vidtstrakt skabelse af materielle riger og levende væsener.

11:2.2 (119.3) Paradis adskiller sig i form fra de beboede rumlegemer; det er ikke kugleformet. Den er definitivt elliptisk, hvis diameter er en sjettedel længere fra nord til syd end fra øst til vest. Den centrale ø er i det væsentlige flad, og afstanden fra den øvre overflade til den nedre overflade er en tiendedel af den øst-vestlige diameter.

11:2.3 (119.4) Disse forskelle i dimensioner, taget i forbindelse med dens stationære status og den store pres på udstrømningen af kraft-energi tryk fra øens nordlige ende, gør det muligt at etablere absolut retning i mesteruniverset.

11:2.4 (119.5) Den centrale ø er geografisk opdelt i tre aktivitetsområder:

11:2.5 (119.6) 1. Øvre Paradis.

11:2.6 (119.7) 2. Perifert Paradis.

11:2.7 (119.8) 3. Nedre Paradis.

11:2.8 (119.9) Vi taler om den overflade af Paradiset, som er optaget af personlighedsaktiviteter som den øvre side, og den modsatte overflade som den nedre side. Paradisets periferi sørger for aktiviteter, som ikke er strengt personlige eller upersonlige. Treenigheden synes at dominere det personlige eller øvre plan, den Egenskabsløse Absolutte den nedre eller upersonlige plan. Vi opfatter næsten ikke den Egenskabsløse Absolutte som en person, men vi tænker på den funktionelle rumtilstedeværelse af denne Absolutte som fokuseret på nedre Paradis.

11:2.9 (120.1) Den Evige ø er sammensat af en enkelt form for materialisering—stationære virkelighedssystemer. Denne konkrete Paradis substans er en homogen organisation af rumstyrke, der ikke findes andre steder i hele det udstrakte universernes univers. Det har fået mange navne i forskellige universer, og Melkisedekerne i Nebadon har for lang tid siden navngivet det absolutum. Dette Paradis-kildemateriale er hverken dødt eller levende; det er det oprindelige ikkeåndelige udtryk for den Første Kilde og Center; det er Paradis, og Paradis er uden genpart.

11:2.10 (120.2) Det forekommer os, at den Første Kilde og Center har koncentreret alt absolutte potentiale for kosmisk virkelighed i Paradiset som en del af sin teknik til selvfrigørelse fra uendelighedens begrænsninger, som et middel til at muliggøre underuendelige, selv tid-rum, skabelse. Men det følger ikke af, at Paradiset er tid-rum begrænset, bare fordi universernes univers udviser disse egenskaber. Paradiset eksisterer uden tid og har ingen placering i rummet.

11:2.11 (120.3) Nogenlunde: rummet opstår tilsyneladende lige under nedre Paradis; tid lige over øvre Paradis. Tid, som du forstår det, er ikke et træk ved Paradisets eksistens, selvom borgerne på den centrale ø er fuld ud bevidst om, at begivenhedernes rækkefølge ikke er tidsbestemt. Bevægelse er ikke en naturlig del af Paradiset; den er frivilligt. Men begrebet afstand, selv absolut afstand, har en meget stor betydning, da det kan anvendes på relative steder i Paradiset. Paradiset er ikke rumligt; derfor er dets områder absolutte og derfor anvendelige på mange måder, som ligger uden for det dødelige sinds begrebsopfattelse.

3. Øvre paradis

11:3.1 (120.4) På øvre Paradis er der 3 store aktivitetssfærer, guddoms tilstedeværelsen, den helligste sfære, og det hellige område. Den enorme region, der umiddelbart omgiver gudernes tilstedeværelserne er afsat til den helligste sfære og er reserveret til tilbedelses funktioner, treenighedsgørelse, og høj åndelig opnåelse. Der er ingen materielle bygninger eller rene intellektuelle skabelser i denne zone; de kan ikke eksistere der. Det er nytteløst for mig at forsøge at beskrive den guddommelige natur og smukke storhed i Paradisets helligste sfære til det menneskelige sind. Dette rige er helt åndelig, og I er næsten helt materielle. En ren åndelig virkelighed er, for et rent materielt væsen, tilsyneladende ikke eksisterende.

11:3.2 (120.5) Selvom der ikke er nogen fysiske materialiseringer i det helligste område, så er der rigeligt med souvenirs fra jeres materielle dage i det hellige lands sektorer og endnu flere i de erindringsværdige historiske områder af det perifere Paradis.

11:3.3 (120.6) Det hellige område, det yder- eller boligområdet, er opdelt i syv koncentriske zoner. Paradiset bliver undertiden kaldt “Faderens Hus” da det er hans evige bolig, og disse syv zoner betegnes ofte som “Paradis Faderens Palæer.” Den indre eller første zone er optaget af Paradisets borgere og de indfødte i Havona, som tilfældigvis opholder sig på Paradiset. Den næste eller anden zone er beboelsesområde for de indfødte fra de syv superuniverser af tid og rum. Denne anden zone er delvis underopdelt i syv enorme afdelinger, Paradisets hjemsted for åndelige væsener og opstigende skabninger, som kommer fra de evolutionære fremadskridende universer. Hver af disse sektorer er udelukkende dedikeret til velfærd og fremme af personlighederne i et enkelt superunivers, men disse faciliteter er næsten uendeligt langt ud over kravene i de nuværende syv superuniverser.

11:3.4 (121.1) Hver af de syv Paradis sektorer er underopdelt i beboelses enheder, der er velegnede til hovedkvarters indkvartering for en milliard glorificeret individuelle arbejdsgrupper. Et tusinde af disse enheder udgør en division. Et hundrede tusinde divisioner er lig med en sammenslutning. Ti millioner sammenslutninger udgør en forsamling. En milliard forsamlinger danner en stor enhed. Og denne stigende serie fortsætter gennem den anden store enhed, den tredje, og videre til den syvende store enhed. Og syv af de store enheder danner mester enhederne, og syv af mester enhederne udgør en overordnet enhed; og på denne syvende måde udvider de stigende serier sig gennem højerestående, over højerestående, himmelske, overhimmelske til de højeste enheder. Men selv dette udnytter ikke alt rum som er til rådighed. Dette svimlende tal af boligbetegnelser på Paradiset, et antal udover jeres begrebsopfattelse, fylder betydelig mindre end en procent af det hellige lands tildelte areal. Der er stadig rigelig med plads til dem som er på vej indad, selv for dem som ikke starter deres Paradis opstigning før i tiderne for den evige fremtid.

4. Perifert paradis

11:4.1 (121.2) Den centrale ø ender brat ved periferien, men dens størrelse er så enorm, at denne afsluttende vinkel er relativt umærkelig indenfor ethvert afgrænset område. Paradisets perifere overflade er delvis optaget af landings og afsendelsesfelterne for forskellige grupper af åndelige personligheder. Da de ugennemtrængte rum zoner næsten rammer periferien, lander alle personlighedstransport bestemt til Paradis i disse regioner. Hverken øvre eller nedre Paradis er tilgængelig for transportsupernafer eller andre typer af rumrejsende.

11:4.2 (121.3) De Syv Mesterånder har deres personlige hjemsted af styrke og autoritet på Åndens syv sfærer, som kredser om Paradiset i rummet mellem Sønnens skinnende kloder og Havona-verdenernes inderste kredsløb, men de opretholder et hovedkvarter for kraft-fokus på Paradis-periferien. Her markerer de Syv Højeste Styrkeleders langsomt cirkulerende tilstedeværelser lokaliseringen af de syv blitzstationer fra hvilken visse paradisenergier udgår til de syv superuniverser.

11:4.3 (121.4) Her på periferien af Paradis er de enorme historiske og profetiske udstillingsområder, der er tildelt Skabersønnerne og dedikeret til lokaluniverserne af tid og rum. Der er kun syv billioner af disse historiske reservater etableret eller i reserve, men disse foranstaltninger optager tilsammen kun omkring fire procent af den tildelte del af det perifere areal. Vi udleder, at disse enorme reserver tilhører de skabelser, der engang vil være placeret uden for grænser af de nuværende kendte og beboede syv superuniverser.

11:4.4 (121.5) Den del af Paradiset som er udset til brug for de eksisterende universer optager kun fra en til fire procent, mens arealet som er tildelt disse aktiviteter, er mindst en million gange større end det som faktiske behøves for sådanne formål. Paradiset er stor nok til at rumme aktiviteterne i en næsten uendelig skabelse.

11:4.5 (121.6) Men et yderligere forsøg på at visualisere Paradisets herligheder for jer vil være formålsløs. I må vente, og stige op mens I venter, for i sandhed, “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes sind, de ting, som den Universelle Fader har forberedt for dem, der overlever livet i kødet på verdener af tid og rum.”

5. Nedre paradis

11:5.1 (122.1) Angående nedre Paradis så ved vi kun det som er åbenbaret; personligheder opholder sig ikke der. Det har intet som helst at gøre med åndelig intelligensers anliggender, og den Guddomsabsolutte fungerer heller ikke der. Vi er informeret om, at alle fysisk energi- og kosmiske kraftkredsløb har deres oprindelse i nedre Paradis, og at det er konstitueret som følger:

11:5.2 (122.2) 1. Direkte nedenunder Treenighedens placering, i den centrale del af nedre Paradis, er den ukendte og uåbenbarede Uendelighedszone.

11:5.3 (122.3) 2. Denne Zone er imidlertid omgivet af et unavngivet område.

11:5.4 (122.4) 3. De ydre kanter af den nedre overflade er et område som primært har at gøre med rumstyrke og kraft-energi. Aktiviteterne i dette enorme elliptiske kraftcenter kan ikke identificeres med nogen kendte funktioner i nogen refoldighed, men rummets oprindelige kraft-opladning synes at være fokuseret i dette område. Dette center består af tre koncentriske elliptiske zoner: Den inderste er omdrejningspunktet for Paradisets kraft-energi aktiviteter; den yderste kan muligvis identificeres med funktionerne af den Egenskabsløse Absolutte, men vi er ikke sikre med hensyn til mellemzonens rumfunktioner.

11:5.5 (122.5) Den indre zone af dette kraftcenter synes at virke som et gigantisk hjerte, hvis pulseringer leder strømme til det fysiske rums yderste grænser. Det styrer og modificerer kraftenergier, men driver dem næppe. Denne urkrafts virkelighedstryk-tilstedeværelse er afgjort større ved den nordlige ende af Paradis centrum end i de sydlige områder; dette er en ensartet registreret forskel. Rummets moderkraft synes at strømme ind i den sydlige del og ud i den nordlige del gennem et ukendt kredsløbssystem, der er impliceret med spredningen af denne grundlæggende form for kraft-energi. Fra tid til anden er der også bemærket forskelle i de øst-vestlige tryk. De kræfter, der udgår fra denne zone reagerer ikke på observerbar fysiske tyngdekraft, men er altid underlagt Paradisets tyngdekraft.

11:5.6 (122.6) Mellemzonen af kraftcentret omgiver umiddelbart dette område. Denne midterzone synes at være statisk, bortset fra at den udvider og trækker sig sammen gennem tre aktivitetscyklusser. Den mindste af disse pulsationer er i øst-vestlig retning, den næste i nord-syd gående retning, mens det største udsving er i alle retninger, en generaliseret ekspansion og sammentrækning. Funktionen af denne mellemområde er aldrig helt blevet klarlagt, men det må have noget at gøre med gensidig justering mellem kraftcentrets indre og ydre zoner. Mange mener, at midtzonen er kontrolmekanismen for mmellemrummet eller stille zoner, som adskiller de skiftende rumniveauer i mesteruniverset, men ingen beviser eller åbenbaring bekræfter dette. Denne slutning er afledt af viden om, at dette mellemområde på en eller anden måde er forbundet til funktionen af mesteruniversets ugennemtrængelige rummekanisme.

11:5.7 (122.7) Den ydre zone er den største og mest aktive af de tre koncentriske og elliptiske bælter af uidentificeret rumpotentiale. Dette område er stedet for ubegribelige aktiviteter, det centrale kredsløbs punkt for udstrømninger, der fortsætter ud i rummet i alle retninger til de yderste grænser af de syv superuniverser og videre for at brede sig over hele det ydre rums enorme og uforståelige domæner. Denne rum tilstedeværelse er helt upersonlig på trods af, at den på en eller anden ikke afsløret måde synes at være indirekte lydhør over for de uendelige guddommes vilje og mandater, når de handler som Treenigheden. Dette menes at være den centrale fokalisering, Paradiscentret, af den Egenskabsløse Absoluttes rumtilstedeværelse.

11:5.8 (123.1) Alle former for kraft og alle energi faser synes at være omsluttet; de cirkulerer gennem universerne og vender tilbage ad bestemte ruter. Men med udstrålingen fra den aktiverede zone af den Egenskabsløse Absoluttets ser der ud til at være enten en udgående eller en indkommende—men aldrig begge samtidigt. Denne ydre zone pulserer i årelange cyklusser af gigantiske proportioner. I lidt mere end en milliard Urantia år er dette centers rumstyrke udgående; for så i en lignende tidslængde at være indgående. Og dette centers manifestationer af rumstyrke er universelle; de strækker sig gennem alle gennemtrængelige rum.

11:5.9 (123.2) Al fysisk kraft, energi, og stof er ét. Al kraft-energi udgik oprindeligt fra nedre Paradis og vil til sidst vende tilbage dertil efter fuldførelsen af dets rumkredsløb. Men energierne og de materielle organisationer i universernes univers kom ikke alle fra nedre Paradis i deres nuværende fænomenale tilstande; rummet er livmoderen for flere former for stof og præmaterie. Selvom den ydre zone af Paradisets kraftcenter er kilden til rumenergier, opstår rummet ikke der. Rum er ikke kraft, energi, eller styrke. Det er heller ikke denne zones pulseringer, der er årsagen til rummets respiration, men zonens indgående og udgående faser er synkroniseret med rummets to milliarder års lange udvidelse- og sammentræknings cyklusser.

6. Rummets respiration

11:6.1 (123.3) Vi kender ikke den faktiske mekanisme af rumrespiration; vi observerer blot, at alt rum skiftevis trækker sig sammen og udvider sig. Denne respiration påvirker både den vandrette udvidelse af gennemtrængte rum og de lodrette udvidelser af ugennemtrængte rum som eksisterer i de enorme rumreservoirer over og under Paradiset. I forsøget på at forestille dig volumenkonturerne af disse rumreservoirer, bør du tænke på et timeglas.

11:6.2 (123.4) Efterhånden som universerne i den horisontale udvidelse af det gennemtrængte rum udvider sig, trækker reservoirerne sig sammen i den lodrette udvidelse af det ugennemtrængte rum og vice versa. Der er et sammenløb af gennemtrængt og ugennemtrængt rum lige under det nedre paradis. Begge typer rum der strømmer gennem de transmuterende reguleringskanaler, hvor ændringer er udført, hvilket gør det gennemtrængelige rum ikke-gennemtrængeligt og omvendt i kosmos sammentræknings- og ekspansionscyklusser.

11:6.3 (123.5) “Ugennemtrængt” rum betyder: ugennemtrængt af de kræfter, energier, styrker og tilstedeværelser der vides at eksistere i det gennemtrængte rum. Vi ved ikke, om lodret (reservoir) rum altid er bestemt til at fungere som ligevægten af det vandrette (univers) rum; vi ved ikke, om der er en kreativ hensigt om ugennemtrængt rum; vi ved virkelig meget lidt om rumreservoirerne, kun at de eksisterer, og at de ser ud til at opveje rumudvidelses- og sammentrækningscyklusserne i universernes univers.

11:6.4 (123.6) Rumrespirations cyklusserne strækker sig i hver fase i lidt over en milliard Urantia årI løbet af en fase udvider universerne sig; gennem den næste trækker de sig sammen. Gennemtrængt rum nærmer sig nu midtpunktet af den ekspanderende fase, mens det ugennemtrængte rum nærmer sig midtpunktet af sammentrækningsfasen, og vi er informeret om, at de yderste grænser for begge rumudvidelser, teoretisk set, nu er omtrent lige langt fra Paradiset. De ugennemtrængte rumreservoirer strækker sig nu lodret over det øvre Paradis og under det nedre Paradis lige så langt som universets gennemtrængte rum strækker sig horisontalt udad fra det perifere Paradis til og endda ud over det fjerde ydre rumniveau.

11:6.5 (124.1) For en milliard år af Urantia tid trækker rumreservoirerne sig sammen, mens mesteruniverset og kraftaktiviteterne i hele det horisontale rum ekspanderer. Det kræver således lidt over to milliarder Urantia år at fuldføre hele ekspansions- og kontraktionscyklussen.

7. Paradisets rumfunktioner

11:7.1 (124.2) Rum eksisterer ikke på nogen af Paradisets overflader. Hvis man “kiggede” direkte op fra den øverste overflade på Paradis, så ville man ikke “se” noget andet end udgående eller indgående ugennemtrængt rum, lige nu indgående. Rummet rører ikke Paradiset; kun de hvilende mellemrumszoner kommer i kontakt med den centrale ø.

11:7.2 (124.3) Paradiset er den faktiske ubevægelige kerne af de relative stille zoner, der eksisterer mellem gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Geografisk ser disse zoner ud til at være en relativ forlængelse af Paradiset, men der er sandsynligvis en vis bevægelse i dem. Vi ved meget lidt om dem, men vi observerer, at disse zoner af nedsat rumbevægelse adskiller gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Lignende zoner eksisterede engang mellem niveauerne af det gennemtrængte rum , men de er nu mindre stille.

11:7.3 (124.4) Det lodrette tværsnit af det samlede rum ville tilnærmelsesvis ligne et maltesisk kors, hvor de vandrette arme repræsenterer gennemtrængt (univers) rum og de lodrette arme repræsenterer ugennemtrængt (reservoir) rum. Områderne mellem de fire arme ville adskille dem, til en vis grad, da mellemrumszonerne adskiller gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Disse stille mellemrumszoner vokser sig større og større i større og større afstande fra Paradiset og omslutter til sidst grænserne for hele rummet og inkapsler fuldstændigt både rumreservoirerne og hele den horisontale forlængelse af det gennemtrængte rum.

11:7.4 (124.5) Rummet er hverken en underabsolut tilstand indeni eller tilstedeværelsen af den Egenskabsløse Absolutte, og det er heller ikke en funktion af den Ultimative. Det er en overdragelse af Paradiset, og hele rummet af storuniverset og alle de ydre regioners rum menes faktisk at være gennemtrængt af den Egenskabsløse Absoluttes forfædres rumstyrke. Fra nærheden af Paradisets periferi, strækker dette gennemtrængte rum sig vandret udad gennem det fjerde rumniveau og ud over periferien af mesteruniverset, men hvor langt ud over ved vi ikke.

11:7.5 (124.6) Hvis du forestiller dig et begrænset, men ufattelig stor, V-formet plan placeret vinkelret på både den øvre og nedre overflade af Paradiset, med dets spids næsten tangent til det perifere Paradis, og derefter visualisere dette plan i elliptisk revolution om Paradiset, så vil dets rotation i store træk angive volumen af gennemtrængt rum.

11:7.6 (124.7) Der er en øvre og nedre grænse for vandret rum med reference til en given placering i universerne. Hvis man kunne bevæge siglangt nok vinkelret på Orvontons plan, enten op eller ned, så ville man i sidste ende støde på den øvre eller nedre grænse af det gennemtrængte rum. Inden for de kendte dimensioner af mesteruniverset trækker disse grænser sig længere og længere fra hinanden i større og større afstande fra Paradiset; rummet fortykker, og det fortykker nogen hurtigere end skabelsesplanet, universerne.

11:7.7 (125.1) De forholdsvise stille zoner mellem rumniveauerne, såsom den, der adskiller de syv superuniverser fra det første ydre rumniveau, er enorme elliptiske områder med stille rumaktiviteter. Disse zoner adskiller de enorme galakser som i velordnet procession racer rundt om Paradiset. Du kan visualisere det første ydre rumniveau, i det ydre rum, hvor utallige universer nu er under dannelse, som en uenorm procession af galakser, der svinger rundt om Paradiset, afgrænset over og under af de stille mellemrumszoner og afgrænset på de indre og ydre kanter af forholdsvis stille rumzoner.

11:7.8 (125.2) Et rumniveau fungerer således som et elliptisk bevægelsesområde, omgivet på alle sider af relativ ubevægelighed. Sådanne forhold mellem bevægelse og ro udgør en buet rumbane af mindsket modstand mod bevægelse, som universelt følges af kosmisk kraft og emergent energi, mens de for evigt kredser rundt om Paradisets ø.

11:7.9 (125.3) Denne alternative zoneinddeling af mesteruniverset, i forbindelse med galaksernes skiftende strømning med uret og mod uret, er en faktor i stabiliseringen af fysisk tyngdekraft designet til at forhindre tyngdekraftstrykket i at stige til højdepunktet for opløsnings- og spredningsaktiviteter. Et sådant arrangement udøver antityngdekrafts indflydelse og virker som en bremse på ellers farlige hastigheder.

8. Paradis tyngdekraft

11:8.1 (125.4) Tyngdekraftens uundgåelige træk griber effektivt fat i alle verdener i alle universer i hele rummet. Tyngdekraften er det almægtige greb af Paradisets fysiske tilstedeværelse. Tyngdekraften er den almægtige tråd, som de strålende stjerner, flammende sole, og de hvirvlende sfærer er spændt på, som udgør den universelle fysiske udsmykning af den evige Gud, som er alt, fylder alt, og i hvem alting er indeholdt.

11:8.2 (125.5) Centeret og omdrejningspunktet for den absolutte materielle tyngdekraft er Paradis øen, suppleret af de mørke tyngdekraftslegemer, der omkranser Havona og holdt i ligevægt af de øvre og nedre rumreservoirer. Alle kendte udstrømninger fra nedre Paradis reagerer uden undtagelse og ufejlbarlig på den centrale tyngdekrafts, der virker på de endeløse kredsløb i mesteruniversets elliptiske rumniveauer. Enhver kendt form for kosmisk virkelighed har tidernes bøjning, cirklens tendens, er påvirket af den store ellipses svingninger.

11:8.3 (125.6) Rummet reagerer ikke på tyngdekraften, men det holder tyngdekraften i ligevægt. Uden rummets dæmpende effekt, ville eksplosive handlinger rykke de omgivende rumorganer. Gennemtrængt rum udøver også en antityngdekraftspåvirkning på fysisk og lineær tyngdekraft; rummet kan faktisk neutralisere en sådan tyngdekraft, selvom den ikke kan forsinke den. Absolut tyngdekraft er Paradisets tyngdekraft. Lokal eller lineær tyngdekraft relaterer til det elektriske stadie af energi eller stof, den opererer inden for centraluniverset, superuniverserne og de ydre universer, hvor som helst passende materialisering har fundet sted.

11:8.4 (125.7) De talrige former for kosmisk kraft, fysisk energi, universets styrker, og forskellige materialiseringer afslører tre generelle, men ikke helt klare, stadier af reaktion til Paradisets tyngdekraft:

11:8.5 (126.1) 1. Førtyngdekraftsstadier (Kraft). Dette er det første trin i individualiseringen af rumpotens i den kosmisk krafts præ-energiformer. Denne tilstand er analog med konceptet om rummets oprindelige kraft-ladning, ofte kaldt ren energi eller segregata.

11:8.6 (126.2) 2. Tyngdekraftsstadier (Energi). Denne modifikation af rummets kraftladning er produceret af Paradisets styrkeorganisatorers handling. Det signaliserer fremkomsten af energisystemer, der reagerende på Paradisets tyngdekraft. Denne pludselig opstående energi er oprindelig neutral, men vil som konsekvent af yderligere metamorfose udvise de såkaldte negative og positive egenskaber. Vi betegner disse stadier ultimata.

11:8.7 (126.3) 3. Posttyngdekraftsstadier (Univers Styrke). På dette stadie, afslører energi-stof reaktion på lineær tyngdekraftskontrol. I centraluniverset er disse fysiske systemer trefoldige organisationer kendt som triata. De er de superstyrkens modersystemer for skabelsen af tid og rum. Superuniversernes fysiske systemer mobiliseres af Universets Styreledere og deres medarbejdere. Disse materielle organisationer er dobbelte i sammensætning og er kendt som gravita. De mørke tyngdelegemer, der omkranser Havona, er hverken triata eller gravita, og deres trækkraft afslører begge former for fysisk tyngdekraft, lineær og absolut.

11:8.8 (126.4) Rumstyrke er ikke underkastet interaktion med nogen form for tyngdekraft. Denne primære evne fra Paradiset er ikke et faktisk niveau af virkelighed, men det er forfader til alle relative funktionelle ikke-åndelige realiteter—alle manifestationer af kraft-energi og organiseringen af kraft og materie. Rumstyrke er et begreb, som det er svært at definere. Det betyder ikke , at det er forfædrene til rummet; dets betydning bør formidle ideen om de kræfter og potentialer, der eksisterer i rummet. Det kan i store træk opfattes som at inkludere alle de absolutte påvirkninger og potentialer, som udgår fra Paradiset og udgør rumtilstedeværelsen af den Egenskabsløse Absolutte.

11:8.9 (126.5) Paradiset er den absolutte kilde og det evige omdrejningspunkt for al energi-stof i universernes univers. Den Egenskabsløse Absolutte er åbenbareren, regulatoren og opbevareren for det, der har Paradiset som sin kilde og oprindelse. Den universelle tilstedeværelse af den Egenskabsløse Absolutte synes at svære ækvivalent med konceptet pm en potentiel uendelig tyngdekraftudvidelse, en elastisk spænding af Paradisets tilstedeværelse. Dette koncept hjælper os med at forstå, at alt er trukket indad mod Paradiset. Illustrationen er vag men ikke desto mindre nyttig. Det forklarer også, hvorfor tyngdekraften altid virker fortrinsvis i det vinkelrette plan på massen, et fænomen, der indikerer de differentierede dimensioner af Paradisets og de omgivende skabelser.

9. Det unikke Paradis

11:9.1 (126.6) Paradiset er unikt, fordi det er det primære oprindelses rige og det endelige skæbnemål for alle åndelige personligheder. Selvom det er sandt, at ikke alle de lavere åndelige væsener i lokaluniverserne er bestemt til Paradiset, så forbliver Paradiset stadig målet for alle supermaterielle personligheders længsel.

11:9.2 (126.7) Paradiset er uendelighedens geografiske center; det er ikke en del af den universelle skabelse, ikke engang en virkelig del af det evige Havona-univers. Vi refererer sædvanligvis til den centrale ø som tilhørende det guddommelige univers, men det gør det virkelig ikke. Paradis er en evig og eksklusiv eksistens.

11:9.3 (127.1) I fortidens evighed, da den Universelle Fader gav uendelig personligheds udtryk fra sit åndelige selv i den evige Søns væsen, åbenbarede han samtidig det uendelige potentiale i sit ikke-personlige selv som Paradiset. Det ikke-personlige og ikke-åndelige Paradis ser ud til at have været den uundgåelige eftervirkning af Faderens vilje og handling, som eviggjorde den Oprindelige Søn. Således projekterede Faderen virkeligheden i to aktuelle faser—den personlige og den ikke-personlige, den åndelige og den ikke-åndelige. Spændingen mellem dem, i lyset af viljen til handling fra Faderen og Sønnen, gav eksistens til Samforeneren og det centrale univers af materielle verdener og åndelige væsener.

11:9.4 (127.2) Når virkeligheden er differentieret ind i det personlige og det ikke-personlige (Evig Søn og Paradis), er det næppe korrekt at kalde det, der er ikke-personligt for “guddom” medmindre det på en eller anden måde er kvalificeret. De energimæssige og de materielle eftervirkninger af Guddommens handlinger kunne næppe kaldes Guddommen. Guddommen kan forårsage meget, som ikke er Guddommen, og Paradiset er ikke Guddommen; det er heller ikke bevidst, således som det dødelige menneske på nogen måde kan forstå sådan et udtryk.

11:9.5 (127.3) Paradiset er ikke stamfader til noget væsen eller levende eksistens; det er ikke en skaber. Personlighed og sind- ånd forhold er overførbare, men mønster er det ikke. Mønstre er aldrig refleksioner; de er dublikationer—reproduktioner. Paradis er mønstrenes absolutte; Havona er en udstilling af disse potentialer i virkeligheden.

11:9.6 (127.4) Guds bolig er central og evig, herlig og ideel. Hans hjem er det skønneste mønster for alle universets hovedkvartersverdener; og centraluniverset, der direkte omgiver hans bolig er mønstret for alle universer i deres idealer, organisation og ultimative skæbne.

11:9.7 (127.5) Paradis er det universelle hovedkvarter for alle personlighedsaktiviteter og kilde-centret for alle kraft-rum og energi manifestationer. Alt, hvad der har været, nu er, eller som vil kommet, er kommet, kommer nu eller vil komme frem fra dette centrale opholdssted for de evige guder. Paradis er centrum for al skabelse, kilden til alle energier, og stedet for alle personligheders oprindelige oprindelse.

11:9.8 (127.6) Når alt kommer til alt, er det vigtigste ved et evige Paradis trods alt det faktum, at denne perfekte bolig for den Universelle Fader er den virkelige og fjerntliggende skæbne for de udødelige sjæle af de dødelige og materielle Guds sønner, de opstigende skabninger fra de evolutionære verdener i tid og rum. Enhver gudkendende dødelig som har viet sine kræfter til karrieren af at gøre Faderens vilje er allerede begyndt på den lange, lange Paradis rejse af guddommelighed og fuldkommenheds opnåelse. Og når et sådan dyrisk-oprindelses væsen står, som utallige nu gør, foran guderne i Paradiset, efter at være steget op fra de ydmyge sfærer i rummet, så repræsentere sådan en bedrift en virkelighed af åndelig transformation der grænser op til overhøjhedens grænser.

11:9.9 (127.7) [Præsenteret af en Visdommens Fuldkommen, bestilt således til at fungere af Dagenes Ældste på Uversa.]