Urantia Bogen

Kapitel 77

Mellemvæsenerne

77:0.1 (855.1) DE FLESTE af Nebadons beboede verdener huser en eller flere grupper af unikke væsener, der eksisterer på et livsfunktionsniveau omtrent midtvejs mellem de dødelige i rigerne og engleordenerne; derfor kaldes de mellemvæsener. De ser ud til at være et uheld i tiden, men de forekommer så udbredt og er så værdifulde som hjælpere, at vi alle for længst har accepteret dem som en af de væsentlige ordener i vores kombinerede planetariske tjeneste.

77:0.2 (855.2) På Urantia fungerer to forskellige ordener af mellemvæsener: første gradens eller senior korpset, der opstod tilbage i Dalamatias dage, og anden gradens eller den yngre gruppe, hvis oprindelse går tilbage til Adam tid.

1. Første gradens mellemvæsener

77:1.1 (855.3) Første gradens mellemvæsener har deres oprindelse i en unik sammenkobling af det materielle og det åndelige på Urantia. Vi kender til eksistensen af lignende væsener i andre verdener og systemer, men de er opstået ved hjælp af forskellige teknikker.

77:1.2 (855.4) Man gør klogt i at huske på, at de efter hinanden følgende overdragelser af Guds sønner til en udviklende planet medfører markante ændringer i verdens åndelige struktur og nogle gange ændres samspillet mellem de åndelige og materielle kræfter på en planet, så der opstår situationer som virkelig er svære at forstå. Status for de hundrede legemlige medlemmer af prins Caligastias personale illustrerer netop sådan et unik samspil: Som opstigende morontiaborgere i Jerusem var de overmaterielle væsener uden reproduktive rettigheder. Som nedstigende planetariske ministre på Urantia var de materielle sex væsener, med evnen til at avle materielle afkom (som nogle af dem senere gjorde). Det, vi ikke kan forklare tilfredsstillende er, hvordan disse hundrede kunne fungere i forældrerollen på et overmaterielt niveau, men det er præcis, hvad der skete. En overmateriel (ikke seksuel) forbindelse mellem et mandligt og et kvindeligt medlem af det legemlige personale resulterede i fremkomsten af den førstefødte af første gradens mellemvæsener.

77:1.3 (855.5) Man opdagede straks, at et væsen af denne orden, midtvejs mellem det dødelige og det engleagtige niveau, ville være til stor nytte i arbejdet i Prinsens hovedkvarter, og hvert par af den kropslige personale fik derfor tilladelse til at frembringe et lignende væsen. Denne indsats resulterede i den første gruppe på halvtreds mellemvæsener.

77:1.4 (855.6) Efter i et år at have observeret denne unikke gruppes arbejde, gav Planetprinsen tilladelse til at reproducere mellemvæsener uden begrænsninger. Denne plan blev gennemført, så længe den skabende kraft var til rådighed, og det oprindelige korps på 50.000 mellemvæsener blev derfor bragt i eksistens.

77:1.5 (856.1) En periode på et halvt år forløb mellem produktionen af hvert mellemvæsen, og da et tusind sådanne væsener var blevet født til hver par, kom der aldrig flere. Og der er ingen forklaring på, hvorfor denne kraft blev opbrugt, da det tusinde afkom dukkede op. Ingen yderligere eksperimenter resulterede nogensinde i andet end fiasko.

77:1.6 (856.2) Disse væsener udgjorde efterretningskorpset i prinsens administration. De rejste vidt omkring, studerede og observerede verdens racerne og ydede andre uvurderlige tjenester til prinsen og hans personale i arbejdet med at påvirke det menneskelige samfund fjernt fra det planetariske hovedkvarter.

77:1.7 (856.3) Dette regime fortsatte indtil de tragiske dage med det planetariske oprør, der forledte lidt over fire femtedele af første gradens mellemvæsener. Det loyale korps tiltrådte tjeneste hos de Melkisedekske forvaltere og fungerede under Vans titulære lederskab indtil Adams dage.

2. Den Noditiske race

77:2.1 (856.4) Selv om dette er fortællingen om mellemvæsenernes oprindelse, natur og funktion på Urantia, gør slægtskabet mellem de to ordener—første og anden gradens—det nødvendigt for et øjeblik at afbryde historien om første gradens mellemvæsener for at følge slægtslinjen fra de oprørske medlemmer af Prins Caligastias legemlige personale fra tiden for det planetariske oprør frem til Adams tid. Det var denne arvelinje, som i de tidlige dage af den anden have, leverede den ene halvdel af forfædrene til anden gradens mellemvæsener.

77:2.2 (856.5) De fysiske medlemmer af Prinsens personale var materialiserede kønsvæsener med det formål at deltage i planen om at avle afkom, der indeholdt de kombinerede kvaliteter fra deres særlige orden forenet med dem fra den udvalgte stamme af Andon-stammerne, og alt dette var i forventning om Adams senere tilsynekomst. Livsbærerne havde planlagt en ny type dødelig, der omfattede foreningen af det fælles afkom fra Prinsens personale med førstegenerationsafkommet af Adam og Eva. De havde således udarbejdet en plan, der forestillede sig en ny orden af planetariske skabninger, som de håbede ville blive lærer-herskere i det menneskelige samfund. Sådanne væsener var designet til social ledelse og ikke civil ledelse. Men da dette projekt næsten helt gik galt, får vi aldrig at vide, hvad et aristokrati af velvilligt lederskab og mageløs kultur Urantia dermed gik glip af. For da det legemlige personale senere formerede sig, var dette efter oprøret, og efter at de var blevet frataget deres forbindelse med systemets livsstrømme.

77:2.3 (856.6) Tidsforløbet efter oprøret var vidne til mange usædvanlige hændelser på Urantia. En stor civilisation—Dalamatias kultur—var ved at gå i opløsning. “På det tidspunkt levede Nephilim (Noditerne) på jorden, og når disse sønner af guderne gik ind til menneskenes døtre, og de fødte deres børn til dem, var ‘de vældige gamle’ de ‘berømte mænd.’” Selv om de næppe var “gudesønner,” blev personalet og deres tidlige efterkommere betragtet sådan af de evolutionære dødelige i disse fjerne dage; selv deres statur blev forstørret af traditionen. Dette er altså oprindelsen til den næsten universelle folkefortælling om guderne, der kom ned til jorden og der med menneskenes døtre avlede en ældgammel race af helte. Og hele denne legende blev yderligere forvirret med raceblandingerne hos de senere ankomne Adamiter i den anden have.

77:2.4 (857.1) Eftersom de hundrede kropslige medlemmer af Prinsens personale bar på kimplasma fra de andoniske menneskestammer, ville man naturligvis forvente, at deres afkom ville ligne andre andonitiske forældres afkom, hvis de gav sig i kast med seksuel reproduktion. Men da personalets 60 oprørere, Nods tilhængere, rent faktisk begyndte at reproducere sig seksuelt, viste deres børn sig på næsten alle måder at være både andonitterne og sangik-folket langt overlegne. Denne uventede fortræffelighed karakteriserede ikke kun fysiske og intellektuelle kvaliteter, men også åndelige evner.

77:2.5 (857.2) Disse mutante træk, der dukkede op i den første Noditgeneration var resultatet af visse ændringer, der var blevet dannet i konfigurationen og de kemiske bestanddele af arvefaktorerne i den Andoniske livsplasmas. Disse ændringer var forårsaget af tilstedeværelsen i medarbejdernes kroppe af Satania-systemets kraftfulde livsopretholdende kredsløb. Disse livskredsløb fik kromosomerne i det specialiserede Urantia-mønster til at reorganisere sig mere efter mønstrene i den standardiserede Satania-specialisering af den ordinerede Nebadon-livsmanifestation. Teknikken til denne metamorfose af kimplasma ved hjælp af systemets livsstrømme er ikke ulig de procedurer, hvorved Urantias forskere modificerer kimplasmaet i planter og dyr ved brug af røntgenstråler.

77:2.6 (857.3) Således opstod de noditiske folk som følge af visse særegne og uventede modifikationer i den livsplasma, som Avalons kirurger havde overført fra de andonitiske bidragyderes kroppe til de kropslige medarbejderes kroppe.

77:2.7 (857.4) Man skal huske på, at de hundrede andonitiske bidragydere af kimplasma til gengæld blev gjort til besiddere af det organiske supplement til livets træ, så Satanias livsstrømme ligeledes gennemstrømmede deres kroppe. De fireogfyrre modificerede andoniter, der fulgte personalet ind i oprøret, parrede sig også indbyrdes og bidrog i høj grad til de bedre stammer af det noditiske folk.

77:2.8 (857.5) Disse to grupper, omfatter et hundrede og fire personer, som var bærere af den modificerede Andonitiske livsplasma, udgør forfædrene til Noditerne, den ottende race som opstod på Urantia. Denne nye variant af menneskeliv på Urantia repræsenterer en anden fase af realiseringen af den oprindelige plan for at udnytte denne planet som et livsmodifikations verden, bortset fra at det var en af de uforudsete udviklinger.

77:2.9 (857.6) De fuldblodet Noditer var en storslået race, men blev efterhånden blandet med de evolutionære folkeslag på jorden, og inden længe havde en stor forringelse fundet sted. Ti tusind år efter oprøret havde de mistet så meget, at deres gennemsnitlige levetid kun var lidt mere end den for de evolutionære racer.

77:2.10 (857.7) Når arkæologerne graver lertavlerne op fra de senere tiders sumeriske efterkommere af Noditerne, opdager de lister over sumeriske konger der strækker sig flere tusinde år tilbage; og jo længere disse optegnelser gå tilbage, jo længere bliver de enkelte kongers regeringsperioder fra omkring 25 eller 30 år op til 150 år og mere. Denne forlængelse af disse ældre kongers regeringstid betyder, at nogle af de tidlige noditiske herskere (umiddelbare efterkommere af Prinsens personale) levede længere end deres senere efterfølgere og indikerer også et forsøg på at strække dynastierne tilbage til Dalamatia.

77:2.11 (857.8) Registreringer af sådanne langlevende individer beror på en sammenblanding af måneder og år som tidsperioder. Dette kan også ses i Abrahams slægtsforskning i bibelen og i kinesernes tidlige optegnelser. Forvirringen af en otteogtyve dages måned eller årstider, med det senere indførte år på mere end tre hundrede og halvtreds dage er årsagen for traditionerne i sådanne lange menneskeliv. Der er optegnelser over en mand, der levede mere end ni hundrede “år.” Denne periode repræsenterer ikke helt 70 år, og sådanne liv blev betragtet for at være meget lange, “tresindstyve år og ti” som sådan en levetid senere blev kaldt.

77:2.12 (858.1) Tidsregningen i måneder med otteogtyve dag fortsatte længe efter Adams dage. Men da egypterne for omkring syv tusind år siden begyndte at reformere kalenderen, gjorde de det med stor nøjagtighed og indførte et år på 365 dage

3. Babels tårnet

77:3.1 (858.2) Efter oversvømmelse af Dalamatia flyttede Noditerne mod nord og østover, og grundlagde snart en nye by Dilmun, som deres racemæssige og kulturelle hovedkvarter. Omkring halvtreds tusind år efter Nods død, da efterkommerne af Prinsens personale var blevet for mange til at kunne ernære sig på landområderne umiddelbart omkring deres nye by Dilmun, og efter at de var begyndt at gifte sig uden for deres tilstødende grænser med Andoniter- og Sangik stammerne, kom deres ledere til at tænke, at noget burde gøres for at bevare deres racemæssige enhed. Derfor indkaldte de et stammeråd, og efter mange overvejelser blev Bablots plan, en efterkommer af Nod, godkendt.

77:3.2 (858.3) Bablot foreslog at opføre et prætentiøst tempel til racens ære i centrum af det territorium, som de var i besiddelse af. Dette tempel skulle have et tårn hvis lige verden aldrig havde set. Det skulle være et monumentalt mindesmærke for deres tidligere storhed. Der var mange, der ønskede at få dette monument rejst i Dilmun, men andre gjorde gældende, at sådan en stor struktur skulle placeres i sikker afstand fra havets farer, de huskede traditionerne om deres første hovedstad, Dalamatia, der blev opslugt af havet.

77:3.3 (858.4) Bablot planlagde, at de nye bygninger skulle blive kernen i det fremtidige center for noditisk kultur og civilisation. Hans råd sejrede til sidst, og byggeriet blev påbegyndt i overensstemmelse med hans planer. Den nye by skulle heddeBablot efter tårnets arkitekt og bygherre. Dette sted blev senere kendt som Bablod og til sidst som Babel.

77:3.4 (858.5) Men Noditerne var imidlertid noget splittet i følelserne vedrørende planer og formålet af dette foretagende. Deres ledere var heller ikke helt enige om hverken byggeplaner eller brugen af bygningerne, når de var færdige. Efter fire og en halv års arbejde opstod en stor uenighed om formålet og motivet for opførelsen af tårnet. Konflikten blev så bitter, at alt arbejde ophørte. Madbærerne sprede nyheden om modsætningerne, og stammerne begyndte i et stort antal at samles på byggepladsen. Tre forskellige synspunkter blev fremført med hensyn til formålet med at bygge tårnet:

77:3.5 (858.6) 1. Den største gruppe, næsten halvdelen, ønskede at se tårnet bygget som et mindesmærke for Noditernes historie og racemæssig overlegenhed. De mente, det burde være en stor og imponerende struktur, som ville vække beundring hos alle fremtidige generationer.

77:3.6 (858.7) 2. Den næststørste fraktion ønskede tårnet udformet som et mindesmærke til kulturen i Dilmun. De forudså, at Bablot ville blive et stort center for handel, kunst, og fremstilling.

77:3.7 (859.1) 3. Et lille mindretal mente, at opførelsen af tårnet præsenterede en mulighed for at forsone deres forfædres tåbelighed da de deltog i Caligastias oprør. De fastholdt, at tårnet skulle afsættes til tilbedelsen af Faderen over dem alle, at hele formålet med den nye by burde være at træde i stedet for Dalamatia—at fungere som det kulturelle og religiøse center for de omkringliggende barbarer.

77:3.8 (859.2) Den religiøse gruppe blev straks stemt ned. Flertallet afviste læren om at deres forfædre havde gjort sig skyldig i oprør; de følte sig fornærmede over sådan en race stigmatisering. Efter at være sluppet af med en af de tre positioner i tvisten og da de ikke gennem debat kunne bestemme de to andre, begyndte de at slås. De religiøse, de som ikke deltog i kampene, flygtede til deres hjem i syden, mens deres medmennesker kæmpede indtil de næsten var udslettet.

77:3.9 (859.3) For omkring tolv tusinde år siden blev der gjort et andet forsøg på at opføre Babelstårnet. De blandede racer af Anditer (Noditer og Adamiter) forpligtede sig til at bygge et nyt tempel på ruinerne af den første struktur, men der var ikke tilstrækkelig støtte til foretagendet; det faldt af egen prætentiøse vægt. Denne region var længe kendt som landet Babylon.

4. Noditernes civilisationscentre

77:4.1 (859.4) Noditernes spredning var et umiddelbart resultat af den interne konflikt om Babelstårnet. Denne interne krig reducerede i høj grad antallet af de renere Noditer og var på mange måder ansvarlig for, at det ikke lykkedes dem at etablere en stor præadamisk civilisation. Fra dette tidspunkt gik den Noditiske kultur tilbage i over et hundrede og tyve tusinde år, indtil den blev opgraderet af den adamiske infusion. Men selv på Adams tid var Noditerne stadig et dygtigt folk. Mange af deres blandede efterkommere var blandt havens bygherrer, og flere af Vans gruppekaptajner var Noditer. Nogle af de dygtigste hjerner, der tjente i Adams personale, var af denne race.

77:4.2 (859.5) Tre ud af fire store Noditcentre blev etableret umiddelbart efter konflikten i Bablot:

77:4.3 (859.6) 1. De vestlige eller syriske Noditer. Resterne af de nationalistiske eller tilhængerne af et racemæssige mindesmærket rejste nordover, forenede sig med Andoniterne for at grundlægge de senere Noditiske centre nordvest for Mesopotamien. Dette var den største Noditgruppe som nu spredte sig i alle retninger, og de bidrog meget til det senere assyriske folkeslag som opstod.

77:4.4 (859.7) 2. De østlige eller elamitiske Noditer. De som havde talt for kultur- og handel migrerede i stort tal mod øst ind i Elam og forenede sig med de blandede Sangikstammer. Elamiterne var for tredive eller fyrre tusinde år siden stort set blevet Sangik i deres natur, selv om de fortsatte med at opretholde en civilisation der var højere end de omkringliggende barbarer.

77:4.5 (859.8) Efter etableringen af den anden have blev det almindeligt at hentyde til denne nærliggende Noditiske bosættelse som “landet Nod”; og under den lange periode med relativ fred mellem denne Noditiske gruppe og Adamiterne blev de to racer i høj grad blandet, for det blev mere og mere skik for Guds børn (Adamiterne) at søge sig en hustru blandt menneskenes døtre (Noditerne).

77:4.6 (860.1) 3. De centrale eller før-sumeriske Noditer. En lille gruppe ved mundingen af floderne Tigris og Eufrat bibeholdt mere af deres racemæssige integritet. De bestod i tusinder af år og gav til sidst ophav til de Noditiske forfædre, som blandede sig med Adamiterne og grundlagde de sumeriske folk i historisk tid.

77:4.7 (860.2) Alt dette forklarer, hvordan sumererne så pludseligt og mystisk fremtrådte på handlingens scene i Mesopotamien. Forskerne vil aldrig være i stand til at spore og følge disse stammer tilbage til Sumererne oprindelse, som havde sin begyndelse for to hundrede tusinde år siden, efter oversvømmelsen af Dalamatia. Uden nogen spor af oprindelse andre steder i verden, dukkede disse gamle stammer pludselig op på civilisationens horisont med en fuldvoksen og overlegen kultur, omfattende templer, metalforarbejdning, landbrug, dyr, keramik, vævning, handelslovgivning, civile love, religiøse ceremonier og et gammelt skriftsystem. I begyndelsen af den historiske æra havde de for længst mistet alfabetet fra Dalamatia, og have vedtaget det ejendommelige skriftsystem med oprindelse i Dilmun. Det sumeriske sprog, som praktisk taget er gået tabt for verden, var ikke semitisk; det havde meget til fælles med de såkaldte ariske sprog.

77:4.8 (860.3) De detaljerede optegnelser som sumererne efterlod, beskriver områder af de bemærkelsesværdige bosættelser som var placeret ved den Persiske Golfs kyst nær den tidligere by Dilmun. Egypterne kaldte denne gamle pragtfulde by Dilmat, mens de senere adamiserede Sumerere forvekslede både den første og anden Noditby med Dalamatia og kaldte alle tre Dilmun. Arkæologer har siden fundet disse gamle sumeriske lertavler som fortæller om dette jordiske paradis “hvor guderne først velsignede menneskeheden med et eksempel på civiliserede og kultiverede liv.” Disse tavler som beskriver Dilmun, menneskenes og Guds paradis, hviler nu stille på de støvede hylder i mange museer.

77:4.9 (860.4) Sumererne kendte godt til den første og anden Edens, men trods omfattende blandede ægteskaber med Adamiterne, fortsatte de med at betragte beboerne i haven mod nord som en fremmed race. Sumerisk stolthed over fortidens store Noditiske kultur fik dem til at ignorere disse senere herlige perspektiver til fordel for byen Dilmuns storhed og paradisiske traditioner.

77:4.10 (860.5) 4. De nordlige Noditer og Amadoniter—Vaniterne. Denne gruppe er opstået forud for konflikten i Bablot. Disse nordligste Noditer var efterkommere af dem, der havde forladt Nod og hans efterfølgeres lederskab til fordel for følge Vans og Amadons.

77:4.11 (860.6) Nogle af Vans første medarbejdere bosatte sig senere langs bredden af søen, som stadig bærer hans navn, og deres traditioner voksede op omkring dette sted. Ararat blev deres hellige bjerg og havde stort set samme betydning for senere tiders Vaniter som Sinai havde for hebræerne. For ti tusind år siden lærte assyrernes Vanitiske forfædre, at deres morallov med syv bud var blevet givet til Van af guderne på Araratbjerget. De havde en fast tro på, at Van og hans medarbejder Amadon var blevet taget væk i live fra planeten, mens de var oppe på bjerget for at tilbede.

77:4.12 (860.7) Ararat bjerget var det hellige bjerg i det nordlige Mesopotamien, og da meget af jeres tradition fra disse gamle tider blev erhvervet i forbindelse med den babyloniske historie om syndfloden, er det ikke overraskende, at Ararat-bjerget og dets region blev vævet ind i den senere jødiske historie om Noah og den universelle syndflod.

77:4.13 (860.8) Omkring 35.000 f.Kr. besøgte Adamson en af de østligste af Vaniternes gamle bopladser for at grundlægge sit civilisationscenter.

5. Adamsson og ratta

77:5.1 (861.1) Efter at have beskrevet Noditernes som forgængere til forfædrene til anden gradens mellemvæsener, bør denne fortælling nu tage den adamiske halvdel af deres forfædre i betragtning, for anden gradens mellemvæsener er også børnebørn til Adamson, den førstefødte af den violette race på Urantia.

77:5.2 (861.2) Adamson var blandt den gruppe af Adams og Evas børn, der valgte at blive på jorden sammen med deres far og mor. Denne ældste søn af Adam havde ofte hørt Van og Amadon fortælle om deres hjem i højlandet mod nord, og på et tidspunkt efter etableringen af den anden have besluttede han sig for at opsøge dette land, som han havde drømt om som ung.

77:5.3 (861.3) Adamson var 120 år gammel på dette tidspunkt og havde været far til 32 børn af ren linje fra den første have. Han ønskede at blive hos sine forældre og hjælpe dem med at opbygge den anden have, men han var meget bekymret over tabet af sin ægtefælle og deres børn, som alle havde valgt at tage til Edentia sammen med de andre adamiske børn, der valgte at blive protegéer hos de Højeste.

77:5.4 (861.4) Adamson ville ikke svigte sine forældre på Urantia, og han var utilbøjelig til at flygte fra modgang eller fare, men han fandt forholdene i den anden have langt fra tilfredsstillende. Han gjorde meget for at fremme de første tiders forsvars- og byggeaktiviteter, men besluttede at rejse mod nord ved førstkommende lejlighed. Og selvom hans afgang fandt sted i en venlig atmosfære, var Adam og Eva meget triste over at miste deres ældste søn, at se ham gå ud i en fremmed og fjendtlig verden, for som de frygtede, aldrig at vende tilbage.

77:5.5 (861.5) En gruppe på syvogtyve fulgte Adamson nordpå i søgen efter disse mennesker fra hans barndoms fantasier. Efter lidt mere end tre år fandt Adamsons gruppe faktisk målet for deres eventyr, og blandt disse mennesker, opdagede han en vidunderlig og smuk kvinde, 20 år gammel, som hævdede at være den sidste fuldblods efterkommer af prinsens personale. Denne kvinde, Ratta, sagde, at hendes forfædre alle var efterkommere til to af prinsens faldne personale. Hun var den sidste af hendes race, og havde ingen levende brødre eller søstre. Hun havde næsten besluttet sig for ikke at parre sig, havde næsten besluttet sig for at dø uden afkom, men hun mistede sit hjerte til den majestætiske Adamson. Og da hun hørte historien om Eden, hvordan Vans og Amadons forudsigelser virkelig var gået i opfyldelse, og da hun lyttede til opremsningen af havens misligholdelsen blev hun grebet af en eneste tanke—at gifte sig med denne søn og arving til Adam. Hurtigt voksede ideen hos Adamson. Efter lidt mere end tre måneder, blev de gift.

77:5.6 (861.6) Adamson og Ratta fik en familie med syvogtres børn. De gav ophav til en stor række af verdens ledere, men de gjorde noget mere. Man skal huske på, at begge disse væsener virkelig var overmenneskelige. Hvert fjerde barn, de fødte, var af en unik orden. Det var ofte usynligt. Aldrig i verdenshistorien var noget sådant sket. Ratta var meget foruroliget—endda overtroisk—men Adamson kendte godt til eksistensen af første gradens mellemvæsener, og han konkluderede, at noget lignende var ved at ske for øjnene af ham. Da den andet mærkeligt efterkommer ankom, besluttede han at parre dem, da den ene var af mandligt og den anden af kvindeligt køn, og dette er oprindelsen af anden gradens mellemvæsener. Inden hundrede år, før dette fænomen ophørte, opstod der næsten to tusind af disse væsener.

77:5.7 (862.1) Adamson levede i 396 år. Mange gange vendte han tilbage for at besøge sin far og mor. Hvert syvende år rejste han og Ratta sydpå til den anden have, og i mellemtiden holdt mellemvæsenerne ham informeret om hans folks velfærd. I løbet af Adamsons liv gjorde de en stor indsats for at opbygge et nyt og uafhængigt verdenscenter for sandhed og retfærdighed.

77:5.8 (862.2) Adamson og Ratta havde således dette korps af vidunderlige hjælpere til deres rådighed, som arbejdede sammen med dem gennem hele deres lange liv for at hjælpe med at udbrede avanceret sandhed og med at udbrede højere standarder for åndelig, intellektuel og fysisk levevis. Og resultaterne af denne indsats for at forbedre verden blev aldrig helt overskygget af efterfølgende tilbageskridt.

77:5.9 (862.3) Adamsoniterne opretholdt en høj kultur i næsten syv tusinde år efter Adamson og Ratta. Senere blev de blandet med de nærliggende Noditer og Andoniter og blev også inkluderet blandt de “vældige gamle mænd.” En del af fremskridtene under denne tidsalder blev bevaret og blev en latent del af det kulturelle potentiale, som senere blomstrede i den europæiske civilisation.

77:5.10 (862.4) Dette civilisationscenter lå i regionen øst for den sydlige ende af Det Kaspiske Hav, nær Kopet Dagh. Et lille stykke oppe ved foden af Turkestan findes resterne af det, der engang var den violette races adamsonitiske hovedkvarter. I disse højlandsområder, der ligger i et smalt og gammelt frugtbart bælte ved Kopet-bjergkædens nedre udløbere, opstod der på forskellige tidspunkter fire forskellige kulturer, der blev fostret af fire forskellige grupper af Adamsons efterkommere. Det var den anden af disse grupper, der udvandrede mod vest til Grækenland og øerne i Middelhavet. Resten af Adamsons efterkommere vandrede mod nord og vest for at komme ind i Europa med den blandede bestand af den sidste anditiske bølge, der kom ud af Mesopotamien, og de blev også talt med blandt de anditisk-ariske indtrængere i Indien.

6. Anden gradens mellemvæsener

77:6.1 (862.5) Mens første gradens mellemvæsener havde en så godt som overmenneskelig oprindelse, så blev den anden orden af afkom af den rene Adamiske slægt, forenet med en menneskeliggjort efterkommer af forfædre, der er fælles for første gradens korps afstamning.

77:6.2 (862.6) Blandt Adamsons børn var der kun seksten af de ejendommelige stamfædre til anden gradens mellemvæsener. Disse unikke børn blev ligeligt fordelt med hensyn til køn, og hver par var i stand til at producere en anden gradens mellemvæsen hver halvfjerdsindstyvende dag ved hjælp af en kombineret teknik med sex og ikke-kønslig forbindelse. Og et sådant fænomen var aldrig muligt på jorden før den tid, og det er heller aldrig sket siden.

77:6.3 (862.7) Disse seksten børn levede og døde (med undtagelse af deres særegenheder) som dødelige i verden, men deres elektrisk energi ladede afkom lever på ubestemt tid, da de ikke er underlagt begrænsningerne af dødeligt kød.

77:6.4 (862.8) Hver af de otte par frembragte til sidst 248 mellemvæsener, og således fik det oprindelige anden gradens korps—1.984 i antal—til. Der er otte undergrupper af anden gradens mellemvæsener. De er betegnes som A-B-C den første, anden, tredje, og så videre. Og så er der D-E-F den første, anden, og så videre.

77:6.5 (862.9) Efter Adams misligholdelse vendte første gradens mellemvæsener tilbage til tjeneste hos de Melkisedekske forvaltere, mens anden gradens gruppe blev knyttet til Adamson center indtil hans død. Treogtredive af disse anden gradens mellemvæsener, lederne for deres organisation ved Adamsons død, forsøgte at bringe hele ordenen over i Melkisedekernes tjeneste og dermed opnå en pagt med første gradens korps. Men da dette ikke lykkes, forlod de deres kammerater og gik som en flok over til de planetariske forvalters tjeneste.

77:6.6 (863.1) Efter Adamson død blev de resterende anden gradens mellemvæsener en mærkelig, uorganiseret, og uafhængig kraft på Urantia. Fra den tid og frem til Machiventa Melkisedek dage levede de en uregelmæssig og uorganiseret eksistens. De blev delvist bragt under kontrol af denne Melkisedek, men de forårsagede stadig megen fortræd helt frem til Kristus Mikael tid. Under hans ophold på jorden træf de alle deres endelige beslutninger om deres fremtidige skæbne, og den loyale størstedel blev mobiliseret under ledelse af første gradens mellemvæsener.

7. De oprørske mellemvæsener

77:7.1 (863.2) Størstedelen af første gradens mellemvæsener valgte syndens vej på tidspunktet for Lucifers oprør. Da det planetariske oprørs ødelæggelser blev opregnet, opdagede man udover andre tab, at 40.119 ud af de oprindelige 50.000 mellemvæsener, havde sluttet sig til Caligastias løsrivelse.

77:7.2 (863.3) Det oprindelige antal af anden gradens mellemvæsener var 1.984, og af disse undlod 873 at slutte op om Mikaels styre og de blev behørigt interneret i forbindelse med den planetariske dom af Urantia på pinsedagen. Ingen kan forudsige fremtiden for disse faldne skabninger.

77:7.3 (863.4) Begge grupper af oprørske mellemvæsener er nu varetægtsfængslet, afventende den endelig afgørelse i sagen om systemoprøret. Men de gjorde mange mærkelige ting på jorden forud for indvielsen af den nuværende planetariske dispensation.

77:7.4 (863.5) Disse illoyale mellemvæsener kunne under visse omstændigheder gøre sig synlige for de dødeliges øjne, og dette gjaldt i særdeleshed medarbejderne til Beelzebub, lederen af de frafaldne anden gradens mellemvæsener. Men disse unikke skabninger må ikke forveksles med visse af de oprørske keruber og serafer, som også var på jorden op til tidspunktet for Kristi død og opstandelse. Nogle af de ældre forfattere, betegnede disse oprørske mellemvæsener som onde ånder og dæmoner, og de frafaldne serafer som onde engle.

77:7.5 (863.6) I ingen verden kan onde ånder tage noget dødeligt sind i sin besiddelse efter at en Paradisets Overdragelsessøn har levet sit liv. Men før Kristus Mikaels dage på Urantia—før Tankeretternes verdensomspændende ankomst og udgydelsen af Mesterens ånd over alt kød—kunne disse oprørske mellemvæsener faktisk påvirke visse laverestående dødeliges sind og til en vis grad styre deres handlinger. Det skete på stort set samme måde, som de loyale mellemvæsener fungerer, når de tjener som effektive kontaktvogtere af det menneskelige sind hos medlemmerne af skæbnens reserve korps på Urantia, når Retteren, i virkeligheden, er adskilt i en periode for kontakt med overmenneskelige intelligenser.

77:7.6 (863.7) Det er ikke bare en talemåde, når der står: “Og de bragte alle mulige syge til ham, dem, der var besat af djævle og dem, der var sindssyge.” Jesus kendte og anerkendte forskellen mellem sindssyge og dæmonisk besættelse, selvom disse tilstande var meget forvirrede i hovedet på dem, der boede i hans tid og generation.

77:7.7 (863.8) Selv før pinsen kunne ingen oprørsk ånd dominere et normalt menneskesind, og siden den dag har selv mindreværdige dødeliges svage sind været fri for sådanne muligheder. Den påståede uddrivelse af djævle siden Sandhedens Ånds ankomst har været et spørgsmål om at forveksle en tro på dæmonisk besættelse med hysteri, sindssyge og svagt begavede. Men bare fordi Mikaels overdragelse for evigt har befriet alle menneskesind på Urantia fra muligheden for dæmonisk besættelse, skal man ikke tro, at det ikke var en realitet i tidligere tidsaldre.

77:7.8 (864.1) Hele gruppen af oprørske mellemvæsener er i øjeblikket holdt fanget, efter ordre fra den Højeste af Edentia. De strejfer Ikke længere rundt i denne verden med onde hensigter. Uanset Tankeretternes tilstedeværelse, så har udgydelsen af Sandhedens Ånd over alt kød for evigt gjort det umuligt for illoyale ånder af enhver slags eller form nogensinde igen at invadere selv det mest svage menneskesind. Siden pinsedag har der aldrig været sådan noget som dæmonisk besættelse.

8. De forenede mellemvæsener

77:8.1 (864.2) Ved den sidste dom i denne verden, da Mikael fjernede de slumrende overlevende fra tiden, forblev mellemvæsenerne efterladt, for at hjælpe med det åndelige og delvise åndelige arbejde på planeten. De fungerer nu som et enkelt korps, som omfatter begge ordener og tæller 10.992. De Forenede mellemvæsener af Urantia styres i øjeblikket på skift af det ældste medlem af hver orden. Denne ordning har fungeret siden deres sammenlægning til én gruppe kort efter pinse.

77:8.2 (864.3) Medlemmerne af den ældre eller første gradens orden er generelt kendt ved tal; de har ofte navne som 1-2-3 den første, 4-5-6 den første, og så videre. På Urantia betegnes de Adamiske mellemvæsener alfabetisk for at skelne dem fra første gradens mellemvæsener med numerisk betegnelse.

77:8.3 (864.4) Begge ordener er ikke-materielle væsener hvad angår ernæring og energi indtagelse, men de har mange træk til fælles med mennesker og kan værdsætte og forstå jeres humor samt jeres tilbedelse. Når de er knyttet til dødelige, lever de sig ind i ånden fra menneskeligt arbejde, hvile og leg. Mellemvæsener sover imidlertid ikke, og de besidder heller ikke evnen til forplantning. I en vis forstand er anden gradens gruppe differentieret i retning efter mandlighed og kvindelighed, og bliver ofte omtalt som “han” eller “hun.” De arbejder ofte sammen i sådanne par.

77:8.4 (864.5) Mellemvæsener er ikke mennesker, ej heller er de engle, men mellemvæsenerne af anden graden er i deres natur, nærmere mennesket end engle; de tilhører på en måde, jeres race og er derfor meget forstående og sympatisk i deres kontakt med mennesker; de er uvurderlige for seraferne i deres arbejde for og med menneskehedens forskellige racer, og begge ordener er uundværlige for seraferne, der tjener som personlige beskyttere for de dødelige.

77:8.5 (864.6) De Forenede Mellemvæsener af Urantia er organiseret til tjeneste med de planetariske serafer i overensstemmelse med medfødte evner og erhvervede færdigheder, i følgende grupper:

77:8.6 (864.7) 1. Mellem budbringere. Denne gruppe bærer navne; de er et lille korps og er til stor hjælp i en evolutionær verden i forbindelse med hurtig og pålidelig personlig kommunikation.

77:8.7 (864.8) 2. Planetariske vogtere. Mellemvæsener er vogterne, vagterne i rummets verdener. De udfører de vigtige opgaver som observatører af alle de talrige fænomener og typer af kommunikation, der er vigtige for de overnaturlige væsener i området. De patruljerer planetens usynlige ånderige.

77:8.8 (865.1) 3. Kontakt personligheder. I kontakter med de dødelige væsener af de materielle verdener, såsom med den person gennem hvilken disse meddelelser blev overført, anvendes altid mellemvæsener. De er en væsentlig faktor i sådanne forbindelser mellem det åndelige og det materielle plan.

77:8.9 (865.2) 4. Fremskridts hjælpere. Disse er de mere spirituelle af mellemvæsenerne, og de er fordelt som assistenter til de forskellige seraf-ordener, der fungerer i særlige grupper på planeten.

77:8.10 (865.3) Mellemvæsener varierer meget i deres evne til at komme i kontakt med seraferne over dem og med deres menneskelige fætre nedenunder. Det er for eksempel overordentlig vanskeligt, for første gradens mellemvæsener at få direkte kontakt med materielle eksistenser. De er betydeligt tættere på den engleagtige væsenstype og er derfor normalt sat til at arbejde med og tjene de åndelige kræfter, der bor på planeten. De fungerer som ledsagere og vejleder til himmelske besøgende og studerende som er på besøg her, mens anden gradens mellemvæsener næsten udelukkende er knyttet til omsorgen af verdens materielle væsener

77:8.11 (865.4) De 1.111 loyale anden gradens mellemvæsener udfører vigtige opgaver på jorden. I forhold til deres medarbejdere af første grad, er de udpræget materielle. De eksisterer lige uden for det menneskelige synsfelt og de har en tilstrækkelig bred tilpasningsevne til, efter forgodtbefindende, at tage fysisk kontakt med, hvad mennesker kalder “materielle ting.” Disse unikke væsener har visse bestemte beføjelser over ting i tid og rum, dyr i verden er ikke undtaget.

77:8.12 (865.5) Mange af de mere bogstavelige fænomener der er blevet tilskrevet engle er udført af anden gradens mellemvæsener. Når de tidlige lærere af Jesu evangeliet blev kastet i fængsel af den tids uvidende religiøse ledere, så var det en rigtig “Herrens engel” “som om natten åbnede fængslets døre og førte dem ud.” Men i det tilfælde, hvor Peter blev befriet efter James var blevet dræbt på Herodes ordre, var det en anden gradens mellemvæsen der udførte det arbejde som er tilskrevet en engel.

77:8.13 (865.6) Deres vigtigste opgave i dag, er, at være ubemærket personlig samarbejdspartnere for de mænd og kvinder, der udgør skæbnens planetariske reservekorps. Det var denne anden gradens arbejde, dygtigt støtte af visse fra første gradens korps, der skabte den koordinering af personligheder og omstændigheder på Urantia, som til sidst fik de planetariske himmelske tilsynsførende til at iværksætte ansøgningsproceduren, som resulterede i udstedelsen af de mandater, der muliggjorde den serie af åbenbaringer, som denne præsentation er en del af. Men det bør gøres klart, at mellemvæsenerne ikke er involveret i de beskidte forestillinger som finder sted under den generelle betegnelse “spiritisme.” De nuværende mellemvæsener på Urantia, og som alle har en hæderlig status, har intet at gøre med de fænomener, der er forbundet med såkaldt “mediumisme”; og de tillader normalt ikke, mennesket at være vidne til deres til tider nødvendige fysiske aktiviteter eller andre kontakter med den materielle verden, som de opfattes af de menneskelige sanser.

9. Urantias permanente borgere

77:9.1 (865.7) Mellemvæsenerne kan betragtes som den første gruppe af permanente indbyggere, der findes på de forskellige klasser af verdener overalt i universerne i modsætning til de evolutionære opstigende som de dødelige skabninger og engleskarerne. Sådanne permanente borgere møder man på forskellige steder under opstigningen til Paradiset.

77:9.2 (866.1) I modsætning til de forskellige ordener af himmelske væsener, der er tildelt at udføre omsorg på en planet, så lever mellemvæsenerne på en beboet verden. Seraferne kommer og går, men mellemvæsenerne forblive og vil fortsat være, for selvom de er indfødte på planeten har de også omsorgen for den, og de sørger for det ene fortsatte regime, som harmoniserer og forbinder de serafiske værters skiftende administrationer.

77:9.3 (866.2) Som Urantias egentlige borgere, har mellemvæsener en slægtskabs interesse for denne sfæres skæbne. De er et beslutsomt samfund, der vedholdende arbejder for udviklingen af deres oprindelige fødselsplanet. Deres beslutsomhed antydes af mottoet for deres orden: “Hvad De Forenede Mellemvæsener påtager sig, det udfører de.”

77:9.4 (866.3) Selv om deres evne til at rejse langs energi kredsløbene gør det muligt for ethvert mellemvæsen at forlade planeten, har de hver forpligtet sig til ikke at forlade planeten, inden de engang frigives af universets myndigheder. Mellemvæsener er forankret på en planet, indtil tidspunktet for etableringen af lys og liv. Med undtagelse af 1-2-3 den første har ingen loyale mellemvæsener nogensinde fraveget Urantia.

77:9.5 (866.4) 1-2-3 den første, den ældste af første gradens orden, blev frigivet fra direkte planetariske opgaver kort efter pinse. Dette ædle mellemvæsen stod standhaftige ved siden af Van og Amadon under det planetariske oprørs tragiske dage, og hans frygtløse ledelse var medvirkende til at reducere tabene i hans orden. Han tjener i øjeblikket på Jerusem som medlem af de fireogtyve rådgivere, og har allerede en gang efter den første pinse fungeret som generalguvernør af Urantia.

77:9.6 (866.5) Mellemvæsener er bundet til planeten, men ligesom dødelige taler med rejsende langvejs fra og dermed lære om fjerntliggende steder på planeten, så taler mellemvæsener med himmelske rejsende for at lære om universets fjerne steder. Så bliver de fortrolige med dette system og universet, selv med Orvonton og dets søster skabelser, og så forbereder de sig på statsborgerskab på de højere niveauer af væsen eksistens.

77:9.7 (866.6) Selv om mellemvæsenerne blev bragt i eksistens fuldt udviklet—uden at opleve nogen periode med vækst eller udvikling fra umodenhed—ophører de aldrig med at vokse i visdom og erfaring. Ligesom dødelige, er de evolutionære væsener, og de har en kultur, som er en ægte evolutionær bedrift. Der er mange store sind og mægtige ånder blandt Urantias mellemvæseners korps.

77:9.8 (866.7) Fra et større perspektiv, er civilisationen på Urantia opnået i fællesskab af de dødelige på Urantia og Urantias mellemvæsener og dette er sandt på trods af at de to nuværende kulturelle niveauer er adskilte, en forskel, der ikke vil blive kompenseret før lysets og livets tidsalder.

77:9.9 (866.8) Mellemvæsenernes kultur, som er et produkt af en udødelig planetariske befolkning, er relativt immun over for de tidsmæssige omskiftelser, der plager den menneskelige civilisation. Menneskegenerationerne glemmer; mellemvæsenernes korps husker, og hukommelsen er skatkammeret for traditionerne i jeres beboede verden. Således forbliver en planets kultur altid nærværende på planeten, og under de rette omstændigheder er sådanne skattede minder om tidligere begivenheder gjort til gængelige, ligesom historien om Jesu liv og lære er blevet givet af Urantias mellemvæsener til deres fætre og kusiner i kødet.

77:9.10 (867.1) Mellemvæsenerne er de dygtige tjenere, der kompenserer for den kløft mellem Urantias materielle og åndelige anliggender, som opstod efter Adams og Evas død. De er også jeres ældre brødre, kammerater i den lange kamp for at opnå en afklaret status af lys og liv på Urantia. De Forenede Mellemvæsener er et oprørstestet korps, og de vil trofast udføre deres rolle i den planetariske udvikling indtil denne verden når tidsaldrenes mål, til den fjerne dag, hvor der faktisk hersker fred på jorden, og hvor der i sandhed er god vilje i menneskenes hjerter.

77:9.11 (867.2) På grund af det værdifulde arbejde, som disse mellemvæsener udføres har vi konkluderet, at de faktisk er en væsentlig del af verdens åndelige struktur. Hvor oprøret ikke har fordærvet en planets anliggender er de af endnu større hjælp til seraferne.

77:9.12 (867.3) Hele organisationen af høje ånder, engle værter og mellemvæsener dedikeret til entusiastisk at fremme Paradisets plan for de evolutionære dødeliges gradvise opstigning og opnåelse af fuldkommenhed, en af universets overjordiske forretninger—den fantastiske overlevelsesplan, der bringer Gud ned til mennesket og derefter, ved en sublim form for partnerskab, bærer mennesket op til Gud og videre til evig tjeneste og guddommelig opnåelse—lige for dødelige og mellemvæsener.

77:9.13 (867.4) [Præsenteret af en Ærkeengel fra Nebadon.]