Urantia Bogen

Kapitel 73

Edens Have

73:0.1 (821.1) DEN kulturelle dekadence og åndelige fattigdom, der var resultatet af Caligastias fald og den deraf følgende sociale forvirring, havde kun ringe indflydelse på Urantias folks fysiske eller biologiske status. Den organiske evolution fortsatte ufortrødent, helt uafhængigt af det kulturelle og moralske tilbageslag, der så hurtigt fulgte efter Caligastias og Daligastias oprørsånd. Og der kom et tidspunkt i planetens historie for næsten fyrre tusind år siden, hvor de vagthavende Livsbærere noterede sig, at ud fra et rent biologisk synspunkt nærmede Urantias racers udviklingsmæssige fremskridt sig sit højdepunkt. De Melkisedekske forvaltere, der var enige i denne opfattelse, indvilligede beredvilligt i at slutte sig til Livsbærerne i et andragende til de Allerhøjeste i Edentia, hvor de bad om, at Urantia blev inspiceret med henblik på at autorisere udsendelsen af biologiske opløftere, en Materiel Søn og Datter.

73:0.2 (821.2) Denne anmodning blev rettet til de Højeste i Edentia, fordi de havde udøvet direkte jurisdiktion over mange af Urantias anliggender lige siden Caligastias fald og den midlertidige ophævelse af autoriteten på Jerusem.

73:0.3 (821.3) Tabamantia, den suveræne tilsynsførende for rækken af decimal- eller eksperimentelle verdener, kom for at inspicere planeten, og efter sin undersøgelse af racens fremskridt anbefalede han behørigt, at Urantia blev tildelt Materielle Sønner. Lidt mindre end hundrede år efter denne inspektion ankom Adam og Eva, en materiel søn og datter af det lokale system, og påbegyndte den vanskelige opgave at forsøge at udrede de forvirrede forhold på en planet, der var hæmmet af oprør og hvilede under den åndelige isolations forbud.

1. Noditerne og amadoniterne

73:1.1 (821.4) På en normal planet ville ankomsten af den Materielle Søn normalt indvarsle en stor tidsalder med opfindelser, materielle fremskridt og intellektuel oplysning. Den postadamiske æra er den store videnskabelige tidsalder i de fleste verdener, men ikke på Urantia. Selvom planeten var befolket af racer, der var fysisk egnede, hensygnede stammerne i dybet af barbari og moralsk stagnation.

73:1.2 (821.5) Ti tusind år efter oprøret var stort set alt, hvad Prinsen havde opnået, blevet udslettet; verdens racer var ikke meget bedre stillet, end hvis denne vildledte Søn aldrig var kommet til Urantia. Kun blandt Noditerne og Amadoniterne var der stadig traditioner fra Dalamatia og planetprinsens kultur.

73:1.3 (821.6) Noditerne var efterkommere af de oprørske medlemmer af prinsens personale. Deres navn stammer fra deres første leder, Nod, engang formand for Dalamatias kommission for håndværk og handel. Amadoniterne var efterkommere af de Andoniter, der valgte at forblive loyale over for Van og Amadon. “Amadonit” er mere en kulturel og religiøs betegnelse end et racebetegnelse; racemæssigt var amadoniterne i bund og grund Andoniter. “Nodit” er både en kulturel og racemæssig betegnelse, for Noditerne udgjorde selv den ottende race på Urantia.

73:1.4 (822.1) Der eksisterede en traditionel fjendskab mellem Noditerne og Amadoniterne. Denne fejde blussede konstant op til overfladen, når efterkommere af disse to grupper forsøgte at påbegynde noget i fælles projekter. Endnu senere, i forbindelse med anlæggelsen af Eden, var det overordentlig vanskeligt for dem at samarbejde i fred.

73:1.5 (822.2) Kort efter ødelæggelsen af Dalmatia delte Nods tilhængerne sig i tre hovedgrupper. Den midterste gruppe forblev i umiddelbar nærhed af deres oprindelige hjem nær udspringet i Den Persiske Golf. Den østlige gruppe begav sig til Elams højlandsregioner, lidt øst for Eufratdalen. Den vestlige gruppe bosatte sig på de nordøstlige syriske kyst ved Middelhavet og i tilstødende område.

73:1.6 (822.3) Disse Noditer havde frit parret sig med Sangikracerne og havde efterladt sig levedygtigt afkom. En del af efterkommerne til de oprørske Dalamatinere sluttede sig derefter til Van og hans loyale tilhængere i landområderne nord for Mesopotamien. Her i nærheden af søen Van og det sydlige Kaspiske Hav, omgik og blandede Noditerne sig med Amadoniterne, og de blev regnet blandt “fortidens mægtigste mænd.”

73:1.7 (822.4) Før ankomsten af Adam og Eva var disse grupper—Noditerne og Amadoniterne—de mest avancerede og kultiverede racer på jorden.

2. Planlægningen af haven

73:2.1 (822.5) I næsten hundrede år før Tabamantias inspektion havde Van og hans medarbejdere fra deres højlandshovedkvarter for verdens etik og kultur forkyndt fremkomsten af en lovet Guds Søn, en racefornyer, en sandhedens lærer og den værdige efterfølger for den forræderiske Caligastia. Selvom størstedelen af verdens indbyggere på den tid udviste ringe eller ingen interesse for en sådan forudsigelse, tog de, der var i umiddelbar kontakt med Van og Amadon, en sådan lære alvorligt og begyndte at planlægge den faktiske modtagelse af den lovede Søn.

73:2.2 (822.6) Van fortalte sine nærmeste medarbejdere historien om de Materielle Sønner i Jerusem, hvad han vidste om dem, før han nogensinde kom til Urantia. Han vidste godt, at disse Adamiske Sønner altid boede i enkle, men charmerende havehjem og foreslog, treogfirs år før ankomsten af Adam og Eva, at de helligede sig proklamationen af deres ankomst og forberedte et havehjem til deres modtagelse.

73:2.3 (822.7) Fra deres højlands hovedkvarter og fra enogtres fjerntliggende bebyggelser, rekrutterede Van og Amadon et korps på over tre tusinde villige og entusiastiske arbejdere, som ved en højtidelige forsamling dedikeret sig til denne opgave med at forberede den lovede—i hvert fald forventet—søns ankomst.

73:2.4 (822.8) Van inddelte sine frivillige i et hundrede arbejdsgrupper med en kaptajn over hver og en medarbejder som tjente i hans personlige personale som forbindelsesofficer, og han beholdte Amadon som sin egen medarbejder. Alle disse grupper begyndte for alvor deres indledende arbejde, og og komitéen for havens placering gik i gang med at finde det ideelle sted.

73:2.5 (822.9) Selvom Caligastia og Daligastia har fået frataget en stor del af deres onde magt, gjorde de alt hvad de kunne for at frustrere og hæmme arbejdet med at forberede haven. Men deres onde rænkespil blev stort set opvejet af de næsten ti tusinde loyale mellemvæseners som utrætteligt arbejdede for at fremme projektet.

3. Havens placering

73:3.1 (823.1) Lokaliseringskomiteen var fraværende i næsten tre år. Den rapporterede positivt om tre mulige placeringer: Den første var en ø i Den Persiske Golf; den anden var den flod, der senere blev brugt som den anden have; den tredje var en lang smal halvø—næsten en ø—der rakte mod vest fra Middelhavets østlige kyst.

73:3.2 (823.2) Komitéen foretrak næsten enstemmigt det tredje valg. Dette sted blev valgt, og der gik to år med at flytte verdens kulturelle hovedkvarter, inklusive livets træ, til denne halvø i Middelhavet. Alle på nær en enkelt gruppe af halvøens beboere forlod fredeligt stedet, da Van og hans kompagni ankom.

73:3.3 (823.3) Denne halvø i Middelhavet havde en sundt klima og en ensartet temperatur; det stabile vejr skyldtes de omgivende bjerge og det faktum, at dette område næsten var en ø i et indhav. Mens det regnede rigeligt på de omkringliggende højland, regnede det sjældent i selve Eden. Men hver nat steg der en “tåge op” fra det omfattende netværk af kunstige vandingskanaler for at opfriske havens vegetation.

73:3.4 (823.4) Kystlinjen omkring denne landmasse var temmelig høje, og landtangen som forbandt halvøen med fastlandet var kun treogfyrre kilometer bred på det smalleste sted. Den store flod, som vandede haven kom ned fra de højere områder på halvøen og løb østover gennem halvøen hals til fastlandet og derfra over lavlandet i Mesopotamien til havet udenfor. Den blev forsynet med vand fra fire bifloder, som havde deres udspring i de kystnære bakker på Edens halvø, og disse er de “fire hoveder” af floden, som “gik ud af Eden”, og som senere blev forveksles med forgreningerne af de floder som omgav den anden have.

73:3.5 (823.5) Bjergene omkring haven var rige på ædelsten og metaller, men de fik meget lidt opmærksomhed. Den dominerende idé skulle være forherligelsen af havebrug og ophøjelsen af landbrug.

73:3.6 (823.6) Det sted, der blev valgt til haven, var sandsynligvis det smukkeste sted af sin art i hele verden, og klimaet var dengang ideelt. Ingen andre steder fandtes der et sted, der kunne have egnet sig så perfekt til at blive et paradis for botanisk udfoldelse. På dette mødested samledes cremen af Urantias civilisation. Udenfor og hinsides lå verden i mørke, uvidenhed og vildskab. Eden var det eneste lyspunkt på Urantia; det var naturligvis en drøm af skønhed, og det blev snart et digt af udsøgt og perfektioneret landskabelig herlighed.

4. Etableringen af haven

73:4.1 (823.7) Når Materielle Sønner, de biologiske opløftere, begynder deres ophold i en evolutionær verden, bliver deres opholdssted ofte kaldt Edens Have, fordi den er kendetegnet ved blomsterskønheden og den botaniske storhed i Edentia, konstellationens hovedstad. Van kendte godt til disse skikke og sørgede derfor for, at hele halvøen blev overladt til haven. Græsningsarealer og dyrehold blev projekteret til det tilstødende fastland. Af dyreliv var det kun fuglene og de forskellige domesticerede arter, der skulle findes i parken. Vans instruktioner var, at Eden skulle være en have og kun en have. Ingen dyr blev nogensinde slagtet inden for dens område. Alt kød, som havens arbejdere spiste i løbet af alle årene med byggeri, blev bragt ind fra de flokke, der blev holdt under bevogtning på fastlandet.

73:4.2 (824.1) Den første opgave var at bygge en mur på tværs af halvøens hals. Da den var færdig, kunne det egentlige arbejde med landskabsforskønnelse og husbyggeri fortsætte uhindret.

73:4.3 (824.2) En zoologisk have blev skabt ved at bygge en mindre mur lige uden for hovedmuren; det mellemliggende rum, der var besat af alle mulige vilde dyr, fungerede som et ekstra forsvar mod fjendtlige angreb. Dette menageri var organiseret i tolv store afdelinger, og murede stier førte mellem disse grupper til havens tolv porte, hvor floden og dens tilstødende græsgange udgjorde det centrale område.

73:4.4 (824.3) I forberedelsen af haven hyrede man kun frivillige arbejdere; intet lønnet personale blev nogensinde brugt. De dyrkede haven og passede besætningerne for deres levebrød; bidrag i form af mad blev også modtaget fra troende som boede i nærheden. Dette store foretagende blev gennemført og afsluttet på trods af den forvirrede tilstand af verden i disse urolige tider.

73:4.5 (824.4) Men det forårsagede en stor skuffelse, at Van, der ikke vidste, hvor hurtigt den forventede søn og datter kunne tænkes at komme, foreslog, at den yngre generation også skulle uddannes i arbejdet med at fortsætte projektet, hvis deres ankomst blev udsat. Det virkede som en indrømmelse fra Vans side, at han vaklede i troen og dette skabte betydelige problemer, forårsagede mange desertører; men Van fortsatte med sin beredskabsplan, og han fyldte i mellemtiden desertørernes pladser med yngre frivillige.

5. Havehjemmet

73:5.1 (824.5) I centrum af Edens halvø fandtes den Universelle Faders udsøgte stentempel, havens hellige helligdom. Længere mod nord blev det administrative hovedkvarter etableret; mod syd blev bygget boliger til arbejderne og deres familier; og mod vest blev der afsat jord til de foreslåede skoler i den forventede Søns uddannelsessystem, mens der i “øst for Eden” blev bygget boliger til den lovede Søn og hans nærmeste afkom. De arkitektoniske planer for Eden forudså boliger samt rigeligt med landområde til en million mennesker.

73:5.2 (824.6) På tidspunktet for Adams ankomst, selvom haven kun var en fjerdedel færdig, var der tusindvis af kilometer af kunstvandings grøfter og mere end tyve tusinde kilometer af grusbelagte stier og veje. Der var lidt mere end fem tusinde murstensbygninger i de forskellige sektorer, og træer og planter var næsten utallige. Hver gruppe af bygninger i parken bestod højst af syv huse. Selvom strukturerne i haven var enkle, var de meget kunstnerisk. Vejene og stierne var godt anlagt, og landskabs udformningen var udsøgt.

73:5.3 (824.7) De sanitære foranstaltninger i haven var langt forud for alt, hvad der tidligere var blevet forsøgt på Urantia. Drikkevandet i Eden blev holdt sundt ved streng overholdelse af de sanitære regler, der var beregnet til at bevare dets renhed. I disse tidlige tider opstod der mange problemer på grund af forsømmelse af disse regler, men Van indprentede gradvist sine medarbejdere vigtigheden af ikke at lade noget falde ned i havens vandforsyning.

73:5.4 (825.1) Før den senere etablering af et kloaksystem praktiserede edenditterne en omhyggelig nedgravning af alt affald eller rådnende materiale. Amadons inspektører gik deres runder hver dag for at lede efter mulige årsager til sygdom. Urantianerne fik ikke igen øjnene op for vigtigheden af at forebygge sygdomme hos mennesker før senere i det nittende og tyvende århundrede. Før det Adamiske regime blev afbrudt, havde man konstrueret et overdækket murstensrørssystem, som løb under murene og mundede ud i Edens flod næsten en kilometer uden for havens ydre eller mindre mur.

73:5.5 (825.2) På det tidspunkt, hvor Adam ankom, voksede de fleste af planterne i den del af verden i Eden. Mange af frugterne, kornsorterne og nødderne var allerede blevet kraftigt forædlet. Mange moderne grøntsager og kornsorter blev først dyrket her, men masser af sorter af madplanter gik efterfølgende tabt for verden.

73:5.6 (825.3) Omkring fem procent af haven var under kunstig opdyrkning, femten procent var delvist opdyrket, og resten blev efterladt i en mere eller mindre naturlig tilstand, indtil Adam ankom, da man mente, at det var bedst at færdiggøre parken i overensstemmelse med hans ideer.

73:5.7 (825.4) Og således blev Edens Have gjort klar til modtagelsen af den lovede Adam og hans ægtefælle. Og denne have ville have gjort ære på en verden med en perfektioneret administration og normal kontrol. Adam og Eva var godt tilfredse med den generelle plan for Eden, selvom de foretog mange ændringer i indretningen af deres egen personlige bolig.

73:5.8 (825.5) Selv om arbejdet med forskønnelse ikke var færdig på det tidspunkt, da Adam ankomst, var stedet allerede en perle af botanisk skønhed; og i løbet af den første tid af sit ophold i Eden fik hele haven en ny form og antog nye dimensioner af skønhed og pragt. Aldrig før eller efter dette tidspunkt har Urantia næret en lignede smuk og rig udstilling af havedyrkning og landbrug.

6. Livets træ

73:6.1 (825.6) I midten af havens tempel plantede Van det længe bevogtede livets træ, hvis blade var “til helbredelse af nationerne,” og hvis frugt så længe havde holdt ham i live på jorden. Van vidste godt, at Adam og Eva også ville være afhængige af denne gave fra Edentia for at opretholde deres liv, når de engang dukkede op på Urantia i materiel form.

73:6.2 (825.7) De Materielle Sønner på systemets hovedstæder har ikke brug for livets træ til at opretholde sig selv. Kun i den planetariske repersonalisering er de afhængige af dette supplement til fysisk udødelighed.

73:6.3 (825.8) “Træet til kundskab om godt og ondt” er måske en talemåde, en symbolsk betegnelse, der dækker over en mangfoldighed af menneskelige erfaringer, men “livets træ” var ikke en myte; det var virkeligt og var i lang tid til stede på Urantia. Da de Højeste fra Edentia godkendte Caligastia som planetarisk prins af Urantia og de hundrede borgere fra Jerusem som hans administrative medarbejdere, sendte de via Melkisedekkerne en busk fra Edentia til planeten, og denne plante voksede til at blive livets træ på Urantia. Denne form for ikke-intelligent liv er hjemmehørende i konstellationen hovedkvarterssfærer og findes også på lokal- og superuniversernes hovedkvarterssfærer samt på Havona-sfærerne, men ikke i systemhovedstæderne.

73:6.4 (826.1) Denne superplante oplagrede visse rum-energier, som var en modvægt til de aldersfremkaldende elementer i den animalske eksistens. Frugten fra livets træ var som et superkemisk lagerbatteri, der på mystisk vis frigav universets livsforlængende kraft, når den blev spist. Denne form for næring var fuldstændig ubrugelig for de almindelige evolutionære væsener på Urantia, men den var specielt anvendelig for de hundrede materialiserede medlemmer af Caligastias personale og for de hundrede modificerede andonitter, der havde bidraget med deres livsplasma til Prinsens personale, og som til gengæld blev gjort til indehavere af det supplement af liv, der gjorde det muligt for dem at bruge frugten af livets træ til en ubegrænset forlængelse af deres ellers dødelige eksistens.

73:6.5 (826.2) Under Prinsens styre voksede træet op af jorden i den centrale og cirkulære gård i Faderens tempel. Da oprøret brød ud, blev det genplantet fra den centrale kerne af Van og hans medarbejdere i deres midlertidige lejr. Denne Edentia-busk blev efterfølgende taget med til deres tilflugtssted i højlandet, hvor den tjente både Van og Amadon i mere end et hundrede og halvtreds tusind år.

73:6.6 (826.3) Da Van og hans medarbejdere gjorde haven klar til Adam og Eva, transplanterede de Edentia-træet til Edens Have, hvor det igen voksede i en central, cirkulær gårdhave i et andet tempel for Faderen. Og Adam og Eva spiste med jævne mellemrum af dets frugt for at opretholde deres dobbelte form for fysisk liv.

73:6.7 (826.4) Da den Materielle Søns planer kom på afveje, fik Adam og hans familie ikke lov til at bære træets kerne væk fra haven. Da noditerne invaderede Eden, fik de at vide, at de ville blive som “guder, hvis de spiste af træets frugt.” Til deres store overraskelse fandt de det ubevogtet. De spiste frit af frugten i årevis, men det gjorde intet for dem; de var alle materielle dødelige i riget; de manglede tilsætningsstoffet, som virkede som et supplement til frugten fra livets træ. De blev rasende over deres manglende evne til at nyde godt af livets træ, og i forbindelse med en af deres interne krige blev både templet og træet ødelagt af ild; kun stenmuren stod tilbage, indtil haven efterfølgende blev oversvømmet. Dette var det andet af Faderens templer, der gik til grunde.

73:6.8 (826.5) Og nu må alt kød på Urantia følge livets og dødens naturlige gang. Adam, Eva, deres børn og deres børns børn samt deres medarbejdere gik alle til grunde i tidens løb og blev dermed underlagt lokaluniversets opstigningsplan, hvorunder opstandelse i mansoniaverdnerne følger efter den fysiske død.

7. Edens skæbne

73:7.1 (826.6) Efter at Adam havde forladt den første have, blev den på forskellig vis beboet af noditerne, kutiterne og suntiterne. Senere blev den bolig for de nordlige noditer, som modsatte sig samarbejde med adamiterne. Halvøen havde været overrendt af disse lavere noditer i næsten fire tusind år efter, at Adam havde forladt haven, da Middelhavets østlige bund sank i forbindelse med de omkringliggende vulkaners voldsomme aktivitet og oversvømmelsen af den sicilianske landbro til Afrika, og hele den Edeniske halvø blev trukket med ned under vandet. Samtidig med denne enorme nedsynkning blev kystlinjen i det østlige Middelhav hævet kraftigt. Og dette var enden på den smukkeste naturlige skabelse, som Urantia nogensinde har huset. Nedsynkningen skete ikke pludseligt, det tog flere hundrede år at nedsænke hele halvøen.

73:7.2 (827.1) Vi betragter ikke denne forsvinden af haven som værende på nogen måde et resultat af de guddommelige planer eller som følge af Adams og Evas fejltagelse. Vi betragter det ikke som værende noget andet end en naturlig oversvømmelse af Eden, men det forekommer os, at sænkningen af haven var forudset til at indtræffe omkring det tidspunkt, hvor der var akkumuleret nok reserver af den violette race for at påbegynde rehabiliteringen af verdens folk.

73:7.3 (827.2) Melkisedekerne rådede Adam til ikke at indlede programmet for raceforbedring og blanding, indtil hans egen familie udgjorde en halv million. Det var aldrig meningen, at haven skulle være Adamiternes permanente hjemsted. De skulle blive udsendinge af et nyt liv for hele verden; de skulle mobiliseres til uselvisk overdragelse til de trængende racer på jorden.

73:7.4 (827.3) De instruktioner som Melkisedekerne gav Adam, indebar, at han skulle etablere racemæssige, kontinentale og distrikts hovedkvarterer under ledelse af hans nærmeste sønner og døtre, mens han og Eva skulle fordele deres tid mellem disse forskellige verdenshovedstæder som rådgivere og koordinatorer af den verdensomspændende tjeneste for biologisk opløftelse, intellektuel fremgang og moralsk rehabilitering.

73:7.5 (827.4) [Præsenteret af Solonia, den serafiske “stemme i haven.”]