Urantia Bogen
DEL I
Udarbejdet med støtte af et Uversa Korps af Superunivers Personligheder, med bemyndigelse af Orvontons Dagenes Ældste.
Urantia Bogen
Kapitel 1
1:0.1 (21.1) DEN Universelle Fader er hele skabelsens Gud, den Første Kilde og Centrum for alle ting og væsener. Tænk først på Gud som en skaber, dernæst som en overvåger, og til sidst som en uendelig opretholder. Sandheden om den Universelle Fader var begyndt at gå op for menneskeheden da profeten sagde: “Du, Gud, er den eneste; der er ingen foruden dig. Du har skabt himmel og himlernes himmel, med alle deres hærskarer; du bevarer og overvåger dem. Universerne er Guds Sønners værk. Skaberen dækker sig selv med lys som med et klædningsstykke og udspænder himlene som et tæppe. “Kun begrebet af den Universelle Fader - en Gud i stedet for mange guder—gør det dødelige menneske i stand til at forstå Faderen som en guddommelig skaber og uendelig overvåger.
1:0.2 (21.2) Myriader af planetariske systemer er alle skabt for i sidste instans at blive beboet af mange forskellige typer af intelligente skabninger, væsener som kunne kende Gud, modtage den guddommelige kærlighed, og elske ham til gengæld. Universernes univers er Guds arbejde og bolig for hans forskellige skabninger. “Gud skabte himlene og formede jorden, han grundlagde universet og skabte ikke denne verden forgæves; han formede den til at bliver beboet.”
1:0.3 (21.3) Alle de oplyste verdener anerkender og tilbeder den Universelle Fader, den evige skaber og uendelige opretholder af hele skabelsen. I univers efter univers har vilje skabningerne begivet sig ud på den lange, lange rejse mod Paradiset, i den evige eventyrrejses fortryllende kamp for at nå frem til Gud Faderen. Det transcendente mål for tidens børn er at finde den evige Gud, at forstå den guddommelige natur, at genkende den Universelle Fader. Guds fortrolige skabninger har kun en højeste ambition, kun et fortærende ønske, og det er at bliver som ham i deres egen sfære, som han er i sin personligheds Paradis fuldkommenhed og i hans universelle sfære af retfærdigt overherredømme. Fra den Universelle Fader som bebor evigheden, er der fremkommet det højeste bud, "Vær fuldkomne, som jeg er fuldkommen.” I kærlighed og barmhjertighed har Paradisets budbringere båret denne guddommelige formaning ned gennem tidsaldrene og ud igennem universerne, selv til lave væsener af dyrisk oprindelse som de menneskelige racer på Urantia.
1:0.4 (22.1) Dette storslåede og universelle påbud om at stræbe efter opnåelsen af den guddommelige fuldkommenhed er den første forpligtelse, og burde være den højeste ambition blandt hele den kæmpende skabelse bestående af væsener som fuldkommenhedens Gud har skabt. Denne mulighed for opnåelse af guddommelig fuldkommenhed er den endelige og sikreste skæbne af menneskets evige åndelige fremskridt.
1:0.5 (22.2) De dødelige på Urantia kan næppe have noget håb om at bliver fuldkomne set i uendelighedens lys, men det er fuldt ud mulig for mennesker, med det udgangspunkt de har her på denne planet, at opnå det overjordiske og guddommelige mål som den uendelige Gud har fremsat for de dødelige mennesker; og når de opnår denne skæbne, vil de i alle henseender som har med selvrealisering og sindspræstationer at gøre, være lige fuldendte i deres sfære af guddommelig fuldkommenhed som Gud selv er det i sin sfære af uendelighed og evighed. En sådan fuldkommenhed behøver ikke være universel i materiel forstand; ubegrænset i intellektuel fatteevne eller være endelig med hensyn til åndelig erfaring, men den er endelig og fuldstændig i alle andre aspekter som omfatter guddommelig vilje, fuldkommenhed af personligheds motivation og gudsbevidsthed.
1:0.6 (22.3) Dette er den virkelige betydning af den guddommelige befaling: "Bliv fuldkomne som jeg selv er fuldkommen," som altid driver mennesket videre og viser det indad i den lange og fascinerende kamp for opnåelsen af et stadig højere åndeligt værdiniveau og sande univers betydninger. Denne ædle søgen efter universernes Gud er det største eventyr for indbyggerne i alle verdener af tid og rum,
1:1.1 (22.4) Af alle de navne som Gud Faderen er kendt som i universerne, er det dem som betegner ham som den Første Kilde og Universets Center som er de hyppigst forekommende. Den Første Fader er kendt under forskellige navne i forskellige universer og i forskellige sektorer af det samme univers. De navne som skabningerne tilskriver Skaberen afhænger for en stor del af skabningens begreb om Skaberen. Den Første Kilde og Universets Center har aldrig åbenbaret sig ved navn, men kun ved sit væsen. Hvis vi tror at vi er børn af denne Skaber, så er det vel naturlig at vi til sidst vil kalde ham Fader. Men dette er et navn vi selv har valgt, og det udspringer fra vor anerkendelse af vores personlige forhold til den Første Kilde og Center.
1:1.2 (22.5) Den Universelle Fader påtvinger aldrig universernes tænkende viljesskabninger nogen form for vilkårlig anerkendelse, formel tilbedelse eller underkastende tjeneste. De evolutionære indbyggere i verdener af tid og rum må af sig selv, i deres egne hjerter, anerkende, elske og frivillig tilbede ham. Skaberen nægter at fremtvinge eller pådutte underkastelse af sine materielle skabningers åndelige frie vilje. Den kærlige dedikation af menneskets vilje til at udføre Faderens vilje er dets mest udsøgte gave til Gud; en sådan indvielse af skabningens vilje er faktisk menneskets eneste mulige gave af virkelig værdi til Paradisets Fader. I Gud lever og bevæger mennesket sig og har sin væren; der findes ikke noget som mennesket kan give til Gud undtagen dette valg om at følge Faderens vilje, og sådanne beslutninger, udført at universernes tænkende viljeskabninger udgør virkeligheden om den sande tilbedelse som er så tilfredsstillende for Skaberfaderens kærlighedsdominerede væsen.
1:1.3 (22.6) Når I først er blevet virkelig gudbevidste, efter at I virkelig opdager den majestætiske Skaber og begynder at erfare virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af den guddommelige overvåger, da vil i, i overensstemmelse med jeres oplysning og med måden og metoden som de guddommelige Sønner åbenbarer Gud på, finde et navn for den Universelle Fader som behørig udtrykker jeres begreb om den Første Store Kilde og Center. Og således bliver Skaberen kendt på forskellige verdener og i varierende universer under talrige benævnelser, som alle betyder det samme hvad forholdet til ånden angår, men som udtrykt i ord og symboler hver for sig genspejler graden og dybden af hans ophøjethed i hans skabningers hjerter i et hvilket som helst rige.
1:1.4 (23.1) Nær centret for universernes univers er den Universelle Fader allermest kendt under navne som kan anses for at betyde den Første Kilde. Længere ude i rummets universer forstås de udtryk som bruges for at kendetegne den Universelle Fader, oftere betyde Universets Center. Endnu længere ude i stjernetågernes skaberværk er han kendt, ligesom på hovedkvartersverden for jeres lokalunivers, som den Første Skabende Kilde og Guddommelige Center. I en af jeres nære konstellationer bliver Gud kaldt Universernes Fader. I en anden, den Uendelige Opretholder, og længere østover, den Guddommelige Overvåger. Han er også blevet betegnet som Lysets Fader, Livets Gave og den Ene Almægtige.
1:1.5 (23.2) På de verdner hvor en Paradissøn har levet et overdragelsesliv, er Gud sædvanligvis kendt ved et navn som indikerer personlige forhold, kærlig hengivenhed og faderlig kærlighed. På jeres konstellationshovedkvarter bliver Gud omtalt som den Universelle Fader, og på forskellige planeter i jeres lokalsystem af beboede verdner er han på forskellig vis kendt som Fædrenes Fader, Paradisfaderen, Havonafaderen og Åndefaderen. De som kender Gud fra Paradissønnernes åbenbaringer gennem disses overdragelser, vil give efter for den følelsesmæssige appel i den rørende forening mellem de skabte og Skaberen og omtale Gud som "vor Fader".
1:1.6 (23.3) På en planet med seksuelle skabninger, på en verden hvor forældrefølelsens impulser hører hjemme i hjerterne hos dens tænkende væsner, bliver begrebet Fader et meget udtryksfuldt og passende navn for den evige Gud. Han er bedst kendt, mest almindelig anerkendt, på jeres planet Urantia under navnet Gud. Navnet som han er givet, har kun en lille betydning; det som betyder noget, er at I lærer ham at kende og går ind for at bliver som ham. Jeres fordums profeter kaldte ham sandfærdig for "den evigvarende Gud" og henviste til ham som den som "har sit hjem i evigheden".
1:2.1 (23.4) Gud er den oprindelige virkelighed i åndens verden; Gud er sandhedens kilde i sindets sfærer; Gud overskygger alt overalt i de materielle verdener. For alle skabte forstandsvæsener er Gud en personlighed, og for universernes univers er han den evige virkeligheds Første Kilde og Center. Gud er hverken menneskelignende eller maskinlignende. Den Første Fader er universel ånd, evig sandhed, uendelig virkelighed og faderpersonlighed.
1:2.2 (23.5) Den evige Gud er uendelig meget mere end idealiseringen af virkeligheden eller et personificeret univers. Gud er ikke kun menneskets højeste ønske, konkretiseringen af hvad de dødelige søger efter. Gud er heller ikke kun et begreb, et retfærdighedens kraftpotentiale. Den Universelle Fader er ikke noget synonym for naturen, han er heller ikke en personificering af naturlovene. Gud er en transcenderet virkelighed, ikke kun menneskets traditionelle opfattelse om de højeste værdier. Gud er ikke et psykologisk koncentrat af de åndelige betydninger og han er heller ikke "menneskets ædleste værk." Gud kan udgøre hvilken som helst af disse opfattelser i folks bevidsthed, men han er mere: Han er en frelsende person og en kærlig Fader for alle dem som nyder den åndelige fred på jord og som længes efter at erfare personlighedens overlevelse i døden.
1:2.3 (24.1) Det faktum at Guds eksistens er virkelig vises i menneskets erfaring af den iboende guddommelige tilstedeværelse som bor i mennesket, den åndelige Åndeledsager som er sendt fra Paradiset for leve i det dødelige menneskets sind hvor den bistår med at udvikle den udødelige sjæl som overlever i evighed. Denne guddommelige Retters tilstedeværelse i menneskesindet kommer til udtryk gennem tre slags erfaringsmæssige fænomener:
1:2.4 (24.2) 1. Den intellektuelle evne til at kende Gud - Gudsbevidstheden.
1:2.5 (24.3) 2. Den åndelige drivkraft efter at finde Gud - Gudssøgende.
1:2.6 (24.4) 3. Personlighedens længsel efter at blive som Gud - det helhjertede ønske om at udføre Faderens vilje.
1:2.7 (24.5) Guds eksistens kan aldrig bevises ved hjælp af videnskabelige forsøg eller ved hjælp af den rendyrkede fornuft af logiske deduktion; Gud kan kun opleves som virkelig gennem ens livserfaring; ikke desto mindre er den sande opfattelse om Guds realitet logisk holdbar, filosofisk forsvarlig, afgørende i religiøs sammenhæng og uundværlig for ethvert håb om personlighedens overlevelse.
1:2.8 (24.6) De som kender Gud, har oplevet hans nærhed som en kendsgerning; sådanne guds fortrolige dødelige indeholder ved deres personlige erfaring det eneste gyldige bevis på den levende Guds eksistens som et menneske kan tilbyde et andet. Guds eksistens er fuldstændig hinsides det muliges bevisførelse, bortset fra når det gælder kontakten mellem menneskesindets gudsbevidsthed og guds tilstedeværelse i form af Tankeretteren som bor i det dødelige intellekt og overdraget til mennesket som den Universelle Faders frie gave.
1:2.9 (24.7) I teorien kan i forestille jer Gud som Skaberen, og han er den personlige skaber af Paradiset og fuldkommenhedens centralunivers, men alle universerne af tid og rum er skabt og organiseret af Paradiskorpset af Skabersønner. Den Universelle Fader er ikke den personlige skaber af lokaluniverset Nebadon, det univers som i lever i er skabt af hans Søn Mikael. Selv om Faderen ikke personlig skaber de evolutionære universer, styre og overvåger han over dem i mange af deres universelle forhold og i visse af deres manifestationer af fysiske, sindsmæssige og åndelige energier. Gud Faderen er den personlige skaber af Paradisuniverset og i samarbejde med den Evige Søn, har han skabt alle andre personlige Skabere i universet.
1:2.10 (24.8) Som en fysisk overvåger i det materielle univers af universer, fungerer den Første Kilde og Center i henhold til de mønstre der er særegne for den evige Paradis Ø og gennem dette absolutte tyngdecentrum udøver den evige Gud kosmisk overopsyn med det fysiske niveau, ligeligt i centraluniverset som udover i universernes univers. Som sind fungerer Gud i Guddommen af den Uendelige Ånd; som ånd åbenbare Gud sig i den Evige Søns person og i personerne af den Evige Søns guddommelige børn. Dette samspil mellem den Første Kilde og Center og Paradisets samordnede Personer og Absolutter forhindrer ikke på nogen måde at den Universelle Fader direkte personlig handler overalt i skaberværket på alle dets planer. Ved hjælp af tilstedeværelsen af sin fragmenteret ånd holder Skaberfaderen umiddelbar kontakt med sine skabte børn og med sine skabte universer.
1:3.1 (25.1) "Gud er ånd." Han er en universel åndelig tilstedeværelse. Den Universelle Fader er en uendelig åndelig realitet; han er den suveræne, evige, udødelige, usynlige og eneste sande Gud." Selv om I er "Guds afkom", bør i ikke tro at Faderen er som jer i form og fysik fordi det har været sagt at I er skabt "i hans billede" - beboet af Mysterieledsageren som er udsendt fra hans evige væsens centrale bolig. Åndevæsener er virkelige på trods af at de er usynlige for menneskers øjne og selv om de ikke er af kød og blod.
1:3.2 (25.2) En af oldtidens seere sagde det således: Se, han går ved min side og jeg ser ham ikke; han passere også forbi mig, men jeg opfatter ham ikke." Vi kan når som helst betragte Guds værk; vi kan være meget stærkt bevidste om de materielle beviser på hans storslået adfærd, men sjælden får vi ved selvsyn lov til at opleve det synlige udtryk for hans guddommelighed; ikke engang tilstedeværelsen af hans udsendte ånd som tager bolig i mennesket, får vi at se.
1:3.3 (25.3) Den Universelle Fader er ikke usynlig fordi han gemmer sig væk for de laverestående skabninger som præges af materialistiske handicap og begrænsede åndelig begavelse. Det forholder sig snarere således: I kan ikke se mit ansigt, for ingen dødelig kan se mig og leve." Intet materielt menneske ville kunne skue Guds ånd og bevare sin eksistens som dødelig. Den guddommelige personligheds herlighed og åndelige udstrålingskraft er utilnærmelig for lavere kategorier af åndevæsener eller for alle klasser af materielle personligheder. Den åndelige lysstyrke fra Faderens personlige nærhed er et "lys som intet dødelig menneske kan nærme sig, som ingen materiel skabning har set eller kan se." Men det er heller ikke nødvendig, at se Gud med de kødelige øjne for at kunne skelne ham gennem trosvisionen i det åndeliggjorte sind.
1:3.4 (25.4) Den Universelle Faders åndevæsen deles til fulde med hans sameksisterende jeg, Paradisets Evige Søn. Både Faderen og Sønnen deler ligeledes den universelle og evige ånd til fulde og uden forbehold med deres samvirkende personlighed, den Uendelige Ånd. Guds ånd er i og af sig selv absolut; i Sønnen er den egenskabsløs, i Ånden universel, og hos alle tre er den uendelig.
1:3.5 (25.5) Gud er en universel ånd; Gud er den universelle person. Den højeste personlige virkelighed i det finite skaberværk er ånd, den ultimative virkelighed i det personlige kosmos er absonit ånd. Kun uendelighedens niveauer er absolutte, og kun på sådanne niveauer er der endelig enhed mellem materie, sind og ånd.
1:3.6 (25.6) I universerne er, Gud Faderen i potentialitet, den der overvåge materie, sind og ånd. Kun ved hjælp af sit vidtstrakte personligheds kredsløb har Gud direkte at gøre med personlighederne i sin store skabelse af viljevæsener, men han kan kontaktes (udenfor Paradis) kun gennem tilstedeværelse af sine fragmenterede enheder, som er Guds vilje spredt ud i universerne. Denne Paradisånden som er iboende i sindene hos tidens dødelige og der fostrer udviklingen af den overlevende skabnings udødelige sjæl, indeholder den Universelle Faders væsen og guddommelighed. Men sindene hos sådanne uevolutionære skabninger har deres oprindelse i lokaluniverserne og skal vinde guddommelig fuldkommenhed gennem den åndelige opnåelses erfaringsmæssige forvandlinger som er det uundgåelige resultat af at skabningen vælger at gøre den himmelske Faders vilje.
1:3.7 (26.1) I menneskets indre oplevelse er sindet forbundet med materien. Sådanne materietilkoblede sind kan ikke overleve når mennesket dør. Overlevelsesteknikken har sit grundlag i de tilpasninger af menneskeviljen og de forvandlinger i den dødeliges sind som gennem hvilken et sådan Gudbevidst intellekt gradvis bliver modtagelig for åndelig oplæring og dernæst for åndelig ledelse. Denne udvikling af menneskesindet fra materietilknytning til forening med ånden resulterer i at de potentielle åndelige faser i den dødeliges sind omdannes til morontia virkelighederne i den udødelige sjæl. Et dødeligt sind som underkaster sig materien, vil nødvendigvis bliver mere og mere materielt og til slut som en følge af det få sin personlighed udslettet; mens det sind som retter sig efter ånden ligeledes bliver mere og mere åndelig og til slut opnå enhed med den overlevende og guddommelige ånd og på denne måde overleve og opnå evig eksistens for sin personlighed.
1:3.8 (26.2) Jeg kommer fra den Evige, og jeg har gentagende gange vendt tilbage til den Universelle Faders tilstedeværelse. Jeg kender den Første Kilde og Center, den Evige og Universelle Faders virkelighed og personlighed. Jeg ved at mens den storslået Gud er absolut, evig og uendelig, så er han også god, guddommelig og imødekommende. Jeg kender sandheden i de store bekendtgørelser: "Gud er ånd" og "Gud er kærlighed," og disse to egenskaber bliver mest fuldstændig åbenbaret for universet gennem den Evige Søn.
1:4.1 (26.3) Guds fuldkommenhed er så uendelig at den for altid gør ham til et mysterium. Og det største af alle Guds uudgrundelige mysterier er det fænomen at Gud er iboende i de dødeliges sind. Den måde hvorpå den Universelle Fader omgås sammen med tidens skabninger, er det mest dybtgående af alle universets mysterier; den guddommelige tilstedeværelse i menneskesindet er selve mysteriernes mysterium.
1:4.2 (26.4) De dødeliges fysiske kroppe er "Guds templer". Uanset at de Suveræne Skabersønner kommer i nærheden af de skabte væsener på deres beboede verdner og "trækker alle mennesker til sig"; selv om de "står ved døren" til bevidstheden "og banker på" og fryder sig over at kunne komme ind til alle dem som vil " åbne dørene til deres hjerter"; selv om dette intime personlige samkvem mellem Skabersønnerne og deres dødelige skabninger faktisk finder sted, så vil det dødelige menneske ikke desto mindre have noget fra selveste Gud som faktisk har sin bolig indeni det og som dets legeme er et tempel til ære for.
1:4.3 (26.5) Når I er færdige hernede; når jeres livsforløb i en midlertidig form på jorden er kommet til vejs ende; når jeres prøvelsesrejse i kødet er over; når støvet som det dødelige tabernaklet består af, "vender tilbage til jorden hvorfra det kom ": da, er det åbenbaret, at den iboende "ånd skal vende tilbage til Gud som skænkede den." Det opholder sig indeni hvert moralske væsen på denne klode et fragment af Gud, en andel af selve det guddommelige. I har ikke ejendomsretten til det, men det er en del af planen, at det skal bliver ét med jer, hvis I overlever den dødelige tilværelse.
1:4.4 (26.6) Vi bliver uafladelig konfronteret med dette Guds mysterium; vi er rådvilde over at se hvorledes stadig mere af sandheden om hans uendelige godhed, grænseløse barmhjertighed, mageløse visdom og uovertræffelige karakteregenskaber breder sig ud for os i et endeløst panorama.
1:4.5 (26.7) Det guddommelige mysterium består i den iboende forskel, som skiller det endelige fra det uendelige, det tidsbestemte fra det evige, den tid og rum bundne skabning fra den Universelle Skaber, det materielle fra det åndelige, menneskets ufuldkommenhed fra Paradisguddommens fuldkommenhed. Den universelle kærlighedens Gud manifesterer sig ufejlbarlig for hver og en af sine skabninger så langt som sådanne skabningers åndelige evner forstår den guddommelige sandhedens, skønhedens og godhedens kvaliteter.
1:4.6 (27.1) For hvert eneste åndevæsen og hver eneste dødelige skabning i hver eneste sfære og på hver eneste verden i universernes univers åbenbarer den Universelle Fader alt af sit elskværdige og guddommelige jeg som kan skelnes eller fattes af sådanne åndevæsener og de dødelige skabninger. Gud gør ikke forskel på personer, hverken åndelige eller materielle. Den guddommelige tilstedeværelse som ethvert barn af universet til enhver tid nyder godt af, begrænses kun af en sådan skabnings evne til at modtage og skelne den overmaterielle verdens åndelige realiteter.
1:4.7 (27.2) Som en virkelighed i menneskets åndelige oplevelse udgør Gud ikke noget mysterium. Men når man forsøger at klarlægge åndeverdnernes virkeligheder for sindene i de materielle klasse, melder mysteriet sig: mysterier som er så subtile og så dybe, at dødelige, der kender Gud kun gennem trosforståelse kan opnå det filosofiske mirakel det er, at kunne genkende den Uendelige fra det endelige, at de dødelige udviklingsvæsener på de materielle verdener i tid og rum skal kunne skelne den evige Gud.
1:5.1 (27.3) Tillad ikke Guds omfang, hans uendelighed, hverken at formørke eller overskygge hans personlighed. "Han som planlagde øret, skal han ikke høre? Han som udformet øjet, skal han ikke se?" Den universelle Fader er kulminationen af guddommelig personlighed; han er personlighedens kilde og skæbne i hele skabelsen; Gud er både uendelig og personlig; han er en uendelig personlighed. Faderen er i sandhed en personlighed, rent bortset fra at hans persons uendelighed for altid placerer ham hinsides de materielle og finite væseners fulde forståelse.
1:5.2 (27.4) Gud er meget mere end personlighed sådan som personlighed forstås af menneskesindet; han er til med langt mere end ethvert begreb om en superpersonlighed. Men det er fuldstændig nytteløst at diskutere sådanne uforståelige begreber om guddommelig personlighed med materielle væseners sind, hvis maksimal begreb om hvad tilværelsens virkelighed er, består af en personligheds idé og ideal. Den materielle væsens højeste mulige begreb om den Universelle Skaber er omfattet indenfor de åndelige idealer som den guddommelige personligheds ophøjede idé står for. Derfor ved i, selv om I måske ved at Gud nok er meget mere end hvad mennesket kan forstå af hvad personlighed er, være lige så fuldt ud klar over, at den Universelle Fader umulig kan være noget mindre end en evig, uendelig, sand, god og smuk personlighed.
1:5.3 (27.5) Gud skjuler sig ikke for nogen af sine skabninger. Han er utilnærmelig for så mange klasser af væsner kun fordi han "bor i et lys som ingen materiel skabning kan nærme sig." Den guddommelige personligheds enorme udstrækning og storslåethed ligger hinsides opfattelse for de evolutionære dødeliges ufuldkomne sind. Han "måler vandmasserne i sin hule hånd, måler et univers med sin håndsbredde. Det er ham som sidder på jordens omkreds, som strækker himmelhvælvingerne ud som et gardin og spreder dem ud som et univers man kan leve i." "Løft deres øjne op mod det høje og tag i øjesyn hvem det er som har skabt alt dette, som har tal på alle verdnerne han bringer til veje og nævner dem alle ved deres navne "; og således er det sandt, at " Guds usynlige ting delvis kan forstås gennem alt det som er blevet skabt." I dag, og som i er, må i skelne den usynlige Skaber gennem hans mangfoldige og forskelligartede skabelse samt gennem hans Sønners og deres talrige underordnedes åbenbaring og tjeneste.
1:5.4 (28.1) Til trods for at materielle dødelige ikke kan se Guds person, burde de fryde sig i forvisning over at han er en person; bør de ved tro acceptere den sandhed som fremstiller den Universelle Fader som således elskede verden at han sørgede for åndelig fremgang i al evighed af dets ydmyge beboere; at han "glæder sig over sine børn." Gud mangler ingen af disse overmenneskelige og guddommelige egenskaber som indgår i en perfekt, evig, kærlig og uendelig Skaberpersonlighed.
1:5.5 (28.2) I de lokale skabelser (med undtagelse af personalet i superuniversernes) findes det ingen personlig eller udstationeret manifestation af Gud bortset fra Paradisets Skabersønner som er de beboede verdners fædre og lokaluniversernes suveræne herskere. Hvis den skabtes tro var fuldkommen, ville han med sikkerhed vide, at når han havde set en Skabersøn, havde han set den Universelle Fader; i sin søgen efter Faderen ville han ikke spørge efter eller forvente at se nogen anden end Sønnen. Det dødelige mennesket kan simpelthen ikke se Gud før det opnår fuldstændig åndelig transformation og faktisk når frem til Paradiset.
1:5.6 (28.3) Paradisets Skabersønners væsen egenskaber omfatter ikke alle den universelle absolutheds egenskabsløse potentialer som indgår i den Første Store Kilde og Centers uendelige væsen, men den Universelle Fader er på alle måder guddommelig til stede i Skabersønnerne. Faderen og hans Sønner er én. Disse Paradissønner af Mikaels klasse er perfekte personligheder og endda et mønster for al personlighed i lokaluniverset, fra den klare Morgenstjernes personlighed og ned til det laveste menneskelige væsen af en fremadskridende evolution af dyreriget.
1:5.7 (28.4) Uden Gud og uden hans storslået og centrale person ville det ikke findes nogen personlighed i hele det vidtstrakte universernes univers. Gud er personlighed.
1:5.8 (28.5) Uanset at Gud er en evig kraft, en majestætisk nærværelse, et transcendent ideal og en strålende ånd, selv om han er alt dette og uendelig meget mere, ikke desto mindre er han i sandhed og til evig tid en fuldkommen Skaberpersonlighed, en person som kan "kende og bliver kendt", som kan "elske og bliver elsket", og en som kan være vores ven: ligeledes kan du blive kendt, som andre mennesker har været kendt, som ven af Gud. Han er en virkelig ånd og en åndelig virkelighed.
1:5.9 (28.6) Som vi ser den Universelle Fader åbenbaret over hele hans univers; som vi skimter ham iboende sine myriader af skabninger; som vi beskuer ham i hans Suveræne Sønners personer; som vi fortsætter med at føle hans guddommelige tilstedeværelse rundt omkring, nært og fjernt, så lad os ikke betvivle eller sætte spørgsmålstegn ved hans personligheds forrang. På trods af al denne enorme udspredningen forbliver han en sand person og opretholder til evig tid sin personlige forbindelse med sine utallige skarer af væsener som findes spredt rundt om i universernes univers.
1:5.10 (28.7) Ideen om den Universelle Faders personlighed er en udvidet og sandere begreb om Gud som er kommet til menneskeheden hovedsagelig gennem åbenbaringer. Både fornuften, visdommen og den religiøse erfaring peger mod og foreslår at Gud er en personlighed, men magter ikke helt at påvise den. Selv den iboende Tankeretter er førpersonlig. Enhver religions sandhed og modenhed står direkte i proportion til den forestillingen den har om Guds personlighed og til dens indsigt om Guddommens absolutte enhed. Ideen om en personlig Guddom bliver derfor målestokken på den religiøse modenhed efter at religionen først har formuleret begrebet om Guds enhed.
1:5.11 (29.1) De primitive religioner havde mange personlige guder, og de var formet i menneskets billede. Åbenbaring bekræfter gyldigheden af begrebet om Guds personlighed, som kun er en mulighed for den videnskabelige forudsætning om en Første Årsag og kun kan antydes som i tråd med filosofiens idé om den Universelle Enhed. Kun ved hjælp af personlighedens tilnærmende bestræbelser kan enhver person begynde at forstå Guds enhed. Fornægter man den Første Kilde og Centers personlighed, står man kun med valget mellem to filosofiske dilemmaer: materialismen og panteismen.
1:5.12 (29.2) Når man prøver at forestille sig Guddommen, må personlighedsbegrebet løsrives fra ideen om kropslighed. En materiel krop er ikke uundværlig for personligheden hverken for mennesket eller for Gud. Det fejlagtige ved ideen om kropslighed kommer til udtryk i begge yderligheder af menneskelig filosofi: Ifølge materialismen kan mennesket, siden det mister sin krop når det dør, ikke fortsætte med at eksistere som en personlighed; ifølge panteismen kan Gud, siden han ikke har nogen krop, følgelig ikke være nogen person. Den overmenneskelige fremadskridende personlighedstype fungerer imidlertid som en forening mellem sind og ånd.
1:5.13 (29.3) Personlighed er ikke blot en egenskab hos Gud; snarere står den for helheden af det koordinerede uendelige væsen og den forenede guddommelige vilje som fremtræder perfekt udtrykt i evighed og universalitet. Personlighed i sin højeste betydning er Guds åbenbaring til universernes univers.
1:5.14 (29.4) Gud, som er evig, universel, absolut og uendelig, vokser ikke i kundskab eller højner sin visdom. Gud tilegner sig ikke erfaring i den forstand som det finite mennesket vil kunne ræsonnere sig frem til eller forstå, men indenfor grænserne af sin egen evige personlighed kan han nyde de kontinuerlige udvidelser af selvrealisering som på sin vis kan sammenlignes med og er analogt med de finite væseners erhvervelse af nye erfaringer i evolutionære verdner
1:5.15 (29.5) Den uendelige Guds absolutte perfektion ville medføre at han måtte lide de forfærdelige begrænsninger som kendetegner perfektionens egenskabsløse endelighed om det ikke var for det faktum, at den Universelle Fader deltager direkte i alle de ufuldkomne sjæles personligheds kamp i det vidtstrakte univers som med guddommelig hjælp forsøger at stige op til de åndelige perfekte verdner i det høje. Denne progressive oplevelse af ethvert åndevæsen og enhver dødelig skabning i alle universernes univers udgør en del af Faderens stadig ekspanderende guddomsbevidsthed af den uophørlige selvrealiseringens evigvarende guddommelige cirkel uden ende.
1:5.16 (29.6) Det er bogstaveligt talt sandt: "I alle jeres pinsler lider også han." "I alle jeres sejre sejrer han i jer og med jer." Hans førpersonlige guddommelige ånd er en virkelig del af jer. Paradisets Ø reagerer på alle fysiske forvandlinger i universernes univers; den Evige Søn omfatter alle åndelige impulser fra hele skabelsen; Samforeneren omfatter alle sindsudtryk i det ekspanderende kosmos. Den Universelle Fader omfatter indenfor sin guddommelige bevidstheds helhed alle de individuelle erfaringer af de progressive kampe som ekspanderende sind og opadstigende åndevæsner af enhver eksistens, væsen og personlighed har over alt i den evolutionære skabelse i tid og rum. Og alt dette er bogstavelig talt sandt, for i Ham lever vi alle og rører os og har vor væren."
1:6.1 (29.7) Menneskets personlighed er et skyggebillede kastet i tid og rum af den guddommelige Skaberpersonlighed. Og ingen virkelighed kan nogensinde blive rigtig forstået ved at man undersøger skyggen af den. En skygge skal fortolkes ud fra den sande substans som kaster den.
1:6.2 (30.1) For videnskaben er Gud en årsag, for filosofien en idé, for religionen en person, selv den kærlige himmelske Fader. For videnskabsudøveren er Gud en oprindelig kraft, for filosoffen en hypotese om enhed, for religionsudøveren en levende åndelig erfaring. Menneskets mangelfulde begreb om den Universelle Faders personlighed kan kun forbedres gennem dets åndelige fremskridt i universet og vil kun være fyldestgørende når tidens og rummets pilgrimme endelig når Paradisets levende Guds guddommelige omfavnelse.
1:6.3 (30.2) Mist aldrig de diametralt modsatte synspunkter af personligheden som de er opfattet af Gud og mennesket. Mennesket betragter og opfatter personligheden set fra det finite hen imod det uendelige; Gud ser fra det uendelige hen imod det finite. Mennesket besidder den laveste form for personlighed, Gud den højeste, selv den alt overordnede, ultimative og absolutte. Derfor måtte de højere begreber om den guddommelige personlighed tålmodigt afvente fremkomsten af forbedrede ideer om menneskets personlighed, i særdeleshed den udvidede åbenbaring af både menneskelig og guddommelig personlighed i Skabersønnen Mikaels overdragelse liv på Urantia.
1:6.4 (30.3) Den førpersonlige guddommelige ånd som bor i den dødeliges sind, er med sin tilstedeværelse det gyldige bevis på sin faktiske eksistens, men begrebet om den guddommelige personlighed kan kun fattes gennem den indsigt man får gennem ægte personlig religiøs erfaring. En hvilken som helst person, enten det er menneskeligt eller guddommelig, kan kendes eller blive forstået, helt uafhængig af personens ydre reaktioner eller fysiske tilstedeværelse.
1:6.5 (30.4) En vis grad af moralsk beslægtethed og åndelig harmoni er væsentlig for et venskab mellem to personer; en kærlig personlighed vil næppe give sig til kende overfor en kærlighedsløs person. Selv det at komme i nærheden af en guddommelig personlighed kræver at alle menneskets personligheds resurser vies til denne bestræbelse. Halvhjertet, ufuldstændig hengivelse vil være frugtesløs.
1:6.6 (30.5) Jo mere fuldstændig mennesket forstår sig selv og værdsætter værdierne hos sine medmenneskers personligheder, jo mere vil det hige efter at kende den Oprindelige Personlighed, og med desto større inderlighed vil et sådan gudkendende menneske stræbe efter at blive som den Oprindelige Personlighed. I kan argumentere for forskellige opfattelser om Gud, men al erfaring med ham og i ham overgår og ligger hinsides alle menneskets kontroverser og ensidig intellektuel logik. Et gudkendende menneske beskriver sine åndelige erfaringer, ikke for at overbevise de ikke troende, men for de troendes opbyggelig og gensidig tilfredshed.
1:6.7 (30.6) At antage at man kan kende universet og at det er forståeligt, er det samme som at antage at universet er sindsbevidst skabt og personligheds forvaltet. Menneskesindet kan kun opfatte sindsfænomener som kommer fra andre sind, enten disse er menneskelige eller overmenneskelige. Hvis menneskets personlighed kan opleve universet, så ligger der faktisk en personlighed gemt et eller andet sted i dette univers.
1:6.8 (30.7) Gud er ånd: åndepersonlighed. Mennesket er også en ånd: potentiel åndepersonlighed. Jesus fra Nazaret opnåede den fulde virkeliggørelse af dette potentiale af åndepersonlighed i sin menneskelige livserfaring; derfor bliver mennesket liv i opnåelsen af Faderens vilje, den virkeligste og ideelle åbenbaring af Guds personlighed. Selv om man kun kan erkende den Universelle Faders personlighed ved hjælp af ægte religiøs erfaring, bliver vi inspireret af Jesu jordiske liv i den fuldendte demonstration af en sådan erkendelse og åbenbaring af Guds personlighed i en virkelig menneskelig oplevelse.
1:7.1 (31.1) Når Jesus snakket om "den levende Gud", mente han en personlig Guddom - Faderen i Himlen. Opfattelsen om at Guddommen har personlighed fremmer fællesskabet, den favoriserer intelligent tilbedelse og fremmer en forfriskende tillidsfuldhed. Der kan forekomme interaktioner mellem upersonlige ting, men de kan ikke opleve noget fællesskab. Det medmenneskelige forhold mellem fader og søn kan på samme måde som fællesskabet mellem Gud og mennesket ikke opleves medmindre de begge er personer. Kun personligheder kan omgås med hverandre, selv om et sådan personligt samkvem meget lettere kan foregå ved tilstedeværelsen af en sådan upersonlig enhed som Tankeretteren.
1:7.2 (31.2) Mennesket opnår ikke at blive forenet med Gud på samme måde som en vanddråbe kan blive et med havet: Mennesket opnår sin forening med det guddommelige ved i stigende grad at have et tovejs åndelig samkvem, ved sin personligheds samvær med den personlige Gud, ved at blive stadig mere et med det guddommelige væsen gennem helhjertet og intelligent tilpasning til Guds vilje. Et så ophøjet forhold kan kun finde sted mellem personligheder.
1:7.3 (31.3) Sandhedsbegrebet kan muligvis drøftet løsrevet fra al personlighed; skønhedsbegrebet kan eksistere uden nogen personlighed; men begrebet om den guddommelige godhed lader sig kun forstå i relation til personlighed: Kun en person kan elske og blive elsket. Selv skønhed og sandhed ville ikke have noget håb om at overleve uden en personlig Gud, en kærlig Fader.
1:7.4 (31.4) Vi kan ikke fuldt ud forstå hvordan Gud kan være oprindelig, uforanderlig, almægtig og fuldkommen og samtidig være omgivet af et foranderlig og tilsyneladende lovgivnings begrænset univers, et udviklende univers af relative ufuldkommenheder. Men vi kan vide at det er sandt gennem vores egen personlige erfaring da vi alle bevarer vores personligheds identitet og vores viljes enhed til trods for, at både vi selv og vore omgivelser er i konstant forandring.
1:7.5 (31.5) Universets ultimative virkelighed kan ikke nås med en forståelse ud fra matematikken, logikken eller filosofien, men kun gennem personlig erfaring ved at man i stigende grad tilpasser sig efter en personlig Guds guddommelige vilje. Hverken videnskab, filosofi eller teologi kan bekræfte Guds personlighed. Kun troende sønner til den himmelske Fader kan med deres personlige erfaringer påvirke den faktiske åndelige erkendelse af Guds personlighed.
1:7.6 (31.6) De højere begreber om personlighed i universet indebærer identitet, selvbevidsthed, selv - vilje og mulighed til at åbenbare sig. Og disse egenskaber indebærer yderligere et fællesskab med andre og ligestillede personligheder, som dem der eksisterer i Paradisguddommenes personligheds relationer. Og den absolutte enhed i disse relationer er så perfekt, at det guddommelige kendes ved sin udelelighed, ved sin enhed: " Herren Gud er én." Personlighedens udelelighed forhindre ikke Gud i at skænke sin ånd for at den skal leve i de dødelige menneskers hjerter. Udeleligheden i en menneskelig Faders personligheds forhindrer ikke reproduktion af menneskesønner og -døtre.
1:7.7 (31.7) Dette begreb om udelelighed i forbindelse med begrebet om enhed indebærer at både tid og rum er transcenderet af Guddommens Ultimativitet; derfor kan hverken rummet eller tiden være absolutte eller uendelige. Den Første Kilde og Center er den uendelighed som uden egenskabsbestemmelse transcenderer alt sind, al materie og al ånd.
1:7.8 (31.8) Kendsgerningen om Paradistreenigheden modsiger på ingen måde sandheden om den guddommelige enhed. Paradisguddommens tre personligheder er i alle deres reaktioner på den universelle virkelighed og hvad deres forhold til alle skabninger angår, som én. Heller ikke eksistensen af disse tre evige personerne, modsiger sandheden om guddommens udelelighed. Jeg er fuldstændig klar over at jeg ikke har tilgang til noget sprog som på behørig vis gør det klart for den dødelige hvordan vi selv opfatter disse problemer i universet. Men I burde ikke miste modet: alle disse ting er ikke engang helt klar for de højtstående personligheder som hører til min kategori af Paradisvæsner. Hav altid i tankene at I vil komme til at få en stadig klarere opfattelse om disse dybe sandheder som har med Guddommen at gøre efterhånden som jeres sind bliver mere og mere åndeliggjort gennem de efterfølgende epoker af jeres lange opstigning som dødelige på vej mod Paradiset.
1:7.9 (32.1) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver, et medlem af den gruppe af himmelske personligheder som er beordret af Dagenes Ældste på Uversa, det syvende superunivers hovedkvarter, for at holde overopsyn med de dele af denne forestående åbenbaring som omhandler omstændigheder hinsides lokaluniverset Nebadons grænser. Jeg er betroet til at stå som ansvarlig for de papirer som portrætterer Guds væsen og egenskaber fordi jeg repræsenterer den øverste tilgængelige informationskilde for sådanne tiltag på enhver beboet verden. Jeg har tjenestegjort som Guddommelig Rådgiver i alle de syv superuniverser og har længe haft mit tilhold på Paradisets Centre for alle ting. Mange gange har jeg haft den højeste fornøjelse af et ophold i umiddelbar personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader. Jeg skildrer virkeligheden og sandheden i Faderens natur og egenskaber med ubestridelig autoritet; Jeg ved, hvad jeg taler om.]
Urantia Bogen
Kapitel 2
2:0.1 (33.1) I og med at menneskets højeste mulige opfattelse om Gud omfattes indenfor dets ide og ideal om en oprindelig og infinit personlighed, er det tilladt, og antagelig også til hjælp, at studere visse af de egenskaber hos den guddommelige natur som tilsammen udgør Guddommens karakter. Guds væsen kan bedst forstås af åbenbarelsen om Faderen som Mikael af Nebadon udfoldede gennem hans mangfoldige undervisning og i sit storartede jordiske liv i kødet. Den guddommelige natur kan også bedre forstås af mennesket hvis det betragter sig selv som et Guds barn og ser op til Skaberen i Paradis som en sand åndelig Fader.
2:0.2 (33.2) Guds væsen kan studeres i en åbenbarelse af enestående ideer, den guddommelige karakter kan betragtes som en portrættering af overjordiske idealer, men den mest oplysende og åndeligt mest opbyggelige af alle åbenbarelser af den guddommelige natur finder man i forståelsen af Jesus fra Nazarets religiøse liv, både før og efter, at han opnået fuld guddomsbevidsthed. Hvis Mikaels inkarnationsliv tages som baggrund for åbenbaringen af Guds til mennesket, vil vi forsøge at overføre til menneskelige ord symboler visse ideer og idealer vedrørende den guddommelige natur, som muligvis kan bidrage til en yderligere belysning og forening af den menneskelige koncept om arten og karakter af den Universelle Faders personlighed.
2:0.3 (33.3) I alle vore bestræbelser på at udvide og åndeliggøre menneskets opfattelse om Gud er vi voldsomt hæmmet af den begrænsede kapacitet i det dødelige sind. Vi er også alvorlig hæmmet i at gennemføre vores opgave på grund af de sproglige begrænsninger og den mangelfulde tilgang af materiale vi kan bruge som illustrationer eller sammenligningsgrundlag i vore forsøg på at formidle guddommelige værdier og præsentere åndelige betydninger for menneskets endelige, dødelige sind. Alle vore forsøg på at udvide menneskets opfattelse om Gud ville være så godt som nytteløse om det ikke var for det faktum at det dødelige sind er beboet af den Universelle Faders overdraget Tankeretter og gennemstrømmet af Skabersønnens Sandhedsånd. I tillid til tilstedeværelse af disse guddommelige ånder i menneskers hjerte for hjælp til at opgradere gudsbegrebet, tager jeg med glæde løs på mit mandat til at forsøge yderligere at beskrive Guds væsen for menneskesindet.
2:1.1 (33.4) "I berøringen af den Infinite, kan vi ikke forstå ham. De guddommelige fodspor er ukendte." "Hans forståelse er infinit og hans storhed er uransagelig." Det blændende lys fra Faderens væsen er sådan, at han for sine ydmyge væsener tilsyneladende ser ud til at "opholder sig i det tætteste mørke." Ikke kun er hans tanker og planer uransagelige, men "han udretter store og vidunderlige gerninger flere end nogen kan tælle." "Gud er stor; vi forstår ham ikke, og ej heller kan man udregne hvor gammel han er." "Vil Gud virkelig bo på jorden? Se, himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) kan ikke rumme ham." "Hvor uransagelige er ikke hans domme og hans måde at løse tingene på!”
2:1.2 (34.1) ”Der er kun en Gud, den infinite Fader, som også er en trofast Skaber.” "Den guddommelige Skaber er også den Universelle Disponerer, sjælenes kilde og skæbne. Han er den Højeste Sjæl, det Oprindelige Sind, og den Ubegrænset Ånd i hele skabelsen.” "Den Store Overvåger gør ingen fejltagelser. Han er lysende i sin majestæt og sin herlighed.” Gud Skaberen er fuldstændig blottet for frygt og fjendskab. Han er udødelig, evig, selveksisterende, guddommelig og gavmild.” Hvor ren og smuk, hvor dyb og ubegribelig er altings himmelske Stamfader!” ”Den Infinite er uovertræffelig idet han tildeler sig selv til menneskene. Han er begyndelsen og afslutningen, Faderen af ethvert godt og fuldendt formål.” Med Gud er alt muligt; den evige Skaber er årsagernes årsag.”
2:1.3 (34.2) På trods af uendeligheden i de overvældende manifestationer Faderens evige og universelle personlighed, så er han ubegrænset selvbevidst om både sin uendelighed og sin evighed; ligeledes er han fuldt ud bekendt med sin perfektion og magt. Han er det eneste væsen i universet bortset fra hans guddommelige medaktører som oplever en fuldkommen, korrekt og fuldstændig bedømmelse af sig selv.
2:1.4 (34.3) Faderen imødekommer kontinuerlig og ufejlbarligt de mangfoldige behov som kræver hans medvirkning efterhånden som de forandrer sig fra tid til anden i de forskellige dele af hans mesterunivers. Den store Gud kender og forstår sig selv; han er uendelig selvbevidst om alle sine oprindelige perfektions egenskaber. Gud er ikke en kosmisk tilfældighed; ej heller eksperimenterer han med universet. Universherskerne kan hengive sig til eventyr; Konstellationsfædrene kan eksperimentere; Systemcheferne kan øve sig; men den Universelle Fader ser slutningen helt fra begyndelsen af, og hans guddommelige plan og evige formål omfavner og forstår faktisk alle hans underordnedes eksperimenter og eventyr på alle verdner, systemer og konstellationer i alle universerne i hans vældige domæner.
2:1.5 (34.4) Intet er nyt for Gud, og ingen kosmisk begivenhed kommer nogensinde som nogen overraskelse; han bor i evighedens cirkel. Han er uden dagenes begyndelse eller afslutning. For Gud findes det ingen fortid, nutid eller fremtid; al tid er til stede i ethvert givet øjeblik. Han er den store og eneste JEG ER.
2:1.6 (34.5) Den Universelle Fader er absolut og ubegrænset infinit i alle sine egenskaber; og dette faktum er i sig selv nok til automatisk at udelukke ham fra al direkte personlig kommunikation med finite materielle væsener og andre ydmyge skabte intelligens væsener.
2:1.7 (34.6) Og alt dette gør det nødvendig med sådanne ordninger som er blevet bestemt for kontakt og kommunikation med hans mangfoldige skabninger, første gennem Guds Paradissønners personligheder som skønt fuldkommen i guddommelighed, også ofte bliver en del af naturen hos de planetariske racer af kød og blod og dermed bliver en af jer og en med jer; således bliver Gud på sin vis til menneske, sådan som det skete under Mikaels overdragelse, hvor han vekselvis blev kaldt Guds Søn og Menneskesønnen. Og for det andet kommer den Uendelige Ånds personligheder, skarerne af forskellige slags serafer og andre himmelske tænkende væsner, nær de materielle væsener af lavere oprindelse og på så mange måder tjener og tager hånd om dem. Og for det tredje har vi de upersonlige Mysterieledsagere, Tankeretterne, den faktiske gave som den store Gud selv har sendt for at tage bolig i sådanne væsener som menneskene på Urantia, og de er sendt uden bekendtgørelse og uden forklaring. I en endeløs, overdådig strøm stiger de ned fra herlighedens højder for at begunstige og tage bolig i de ydmyge sind hos de dødelige som har kapacitet til gudsbevidsthed eller potentiale dertil.
2:1.8 (35.1) På disse og mange andre måder, ad veje som er ukendte for jer og som ligger langt hinsides den finite fatteevne, nedgraderer Paradisfaderen sig kærlig og velvillig eller på anden vis modificere, udspreder eller fortynder sin uendelighed så han bliver i stand til at nærme sig det finite sind hos sine skabte børn. Og således er det muligt for den infinite Fader, gennem en serie personligheds udgivelser som i aftagende grad er absolutte, at nyde en nær kontakt med de forskellige intelligente væsener i de mange riger i hans vidtstrakte univers.
2:1.9 (35.2) Alt dette har han gjort, gør og vil i al evighed fortsætte med at gøre, uden at det på mindste måde vil forringe hans sande og virkelige infinitet, evighed og oprindelighed. Og alt dette er absolut sandt, trods det, at det er svært at forstå, trods det mysterium det er indhyllet eller det umulige i at det nogensinde vil kunne forstås fuldt ud af sådanne væsener som er hjemmehørende på Urantia.
2:1.10 (35.3) Fordi den Første Fader er infinit i sine planer og evig i sine formål, er det i sagens natur umulig for noget finit væsen at kunne fatte eller have indsigt i helheden af disse guddommelige planer og formål. Det dødelige menneske kan kun få et glimt af Faderens formål nu og da og her og der efterhånden som de åbenbares i forbindelse med udfoldelsen af planen for skabningens opstigning, på de skiftende niveauer af universets progression. Selvom mennesket ikke kan omfatte betydningen af uendeligheden, så har den uendelige Fader fuld forståelse af og kærlige greb om finiteten hos alle sine børn i alle universerne.
2:1.11 (35.4) Faderen deler sin guddommelighed og evighed med et stort antal højerestående Paradisvæsener, men vi stiller spørgsmålstegn ved om infiniteten og den deraf følgende universelle oprindelse deles helt og fuldt med nogen andre end hans samordnede partnere i Paradistreenigheden. Personlighedens infinitet må nødvendigvis indbefatte al eksisterende endelighed af personlighed, deraf den sandhed - i helt bogstavelig forstand - i læren som forkynder at "vi lever og rører os og har vores væren i Ham." Det fragment af den Universelle Faders rene Guddom som er iboende i det dødelige menneske er en del af infiniteten hos den Første Store Kilde og Center, Fædrenes Fader.
2:2.1 (35.5) Selv jeres fordums profeter forstod at den Universelle Faders væsen er evig, som i en sluttet cirkel, uden begyndelse eller ende. Gud er i bogstavelig forstand evigt til stede i hans univers af universer. Han fylder nuet med hele sin absolutte majestætiske og evige storhed. "Faderen har liv i sig selv, og dette liv er evigt liv." Op gennem de evige tidsaldre har det været Faderen som "giver liv til alt." Der er uendelig perfektion i den guddommelige integritet. ”Jeg er Herren, Jeg forandres ikke.” Vores kundskab om universernes univers afdækker at han ikke kun er lysenes Fader, men også at han i sin adfærd når det gælder interplanetariske anliggender så er der ”ingen omskiftelighed og heller ikke skygge af forandring.” Han ”erklærer enden fra begyndelsen.” Han siger: ”Min rådgivning vil bestå; Jeg vil gennemfører alle mine ønsker” ifølge det evige formål som Jeg åbenbarede i min Søn.” Således er planerne og formålene hos den Første Kilde og Center ligesom ham selv: evige, perfekte og for evigt uforanderlige.
2:2.2 (35.6) Der er endelig fuldstændighed og en opfyldt perfektion i Faderens bud. ”Hvad end Gud gør, så vil det være for altid; intet kan tillægges eller tages fra det.” Den Universelle Fader fortryder ikke sine oprindelige mål med visdom og perfektion. Hans planer er urokkelig, hans råd uforanderlig mens hans handlinger er guddommelige og ufejlbarlige.” Tusinde år i hans syn er som i går når den er fortid og som en nattevagt.” Guddommelighedens perfektion og evighedens størrelse ligger for altid hinsides den fuldstændige fatteevne af det dødelige menneskets afgrænsede bevidsthed.
2:2.3 (36.1) Reaktionerne hos en uforanderlig Gud i udførelsen af hans evige formål, kan synes at variere i overensstemmelse med de skiftende holdninger og sindsstemninger i hans skabte intelligente væsener; det betyder, at de tilsyneladende og overfladisk variere, men under overfladen og ud over alle ydre manifestationer, er der alligevel en uforanderlig formål til stede, den tidløse Guds evigvarende plan.
2:2.4 (36.2) Ude i universerne må begrebet fuldkommenhed nødvendigvis være noget relativt, men i centraluniverset og i særdeleshed på Paradiset er fuldkommenheden ufortyndet; i enkelte af sine faser er den til og med absolut. Treenigheden lader den guddommelige fuldkommenhed komme til udtryk i varierende grad, men uden at den bliver svækket.
2:2.5 (36.3) Guds oprindelige fuldkommenhed består ikke i en antaget retfærdighed, men snarere i den iboende perfekte godhed af hans guddommelige væsen. Han er endelig, komplet og perfekt. Der er ikke noget som savnes når det gælder skønheden og fuldkommenheden i hans retfærdige karakter. Og det guddommelige formål med hele planen af levende eksistenser i verdnerne i rummet, er at opløfte alle vilje skabninger til den høje skæbne, at få oplevelsen af at dele Paradisets fuldkommenhed med Faderen. Gud er hverken selvcentreret eller sig selv god nok; han ophører aldrig med at uddele af sig selv til alle selvbevidste skabninger i det vidtstrakte univers af universer.
2:2.6 (36.4) Gud er evig og uendelig perfekt; han kan ikke personligt kende ufuldkommenhed som sin egen erfaring, men han deler bevidstheden af alle oplevelser af ufuldkommenhed som alle de kæmpende skabninger i alle Paradis Skabersønners evolutionære universer. Den fuldkomne Guds personlige og befriende berøring overskygger de dødeliges hjerter og gennemstrømmer deres væsener hos alle dem som har opnået den moralske dømmekraft på universets niveau. Både på denne måde og ved hjælp af kontakten gennem den guddommelige tilstedeværelse deltager den Universelle Fader faktisk i erfaringerne med umodenhed og ufuldkommenhed i hvert eneste moralsk væsens personlige udvikling overalt i universet.
2:2.7 (36.5) Menneskelige begrænsninger, potentiel ondskab, er ikke en del af det guddommelige væsen, men de dødeliges erfaring med ondskab og alle menneskers forbindelser med den er så afgjort en del af Guds stadig voksende selvrealisering i tidens børn - skabninger med moralsk ansvar som er blevet skabt eller udviklet af hver Skabersøn som er udgået fra Paradiset.
2:3.1 (36.6) Gud er retfærdig; derfor er han retskaffen. "Herren er retfærdig i alle sine gerninger.” ”Jeg har ikke skabt uden grund al det jeg har skabt," siger Herren. ”Herrens domme er sande og helt retfærdige.” Den Universelle Faders retfærdighed kan ikke påvirkes af hans skabningers handlinger eller aktiviteter, "for der er ingen uretfærdighed i Herren vores Gud, ingen personlige særhensyn, ingen bestikkelse.”
2:3.2 (36.7) Hvor nytteløst er det ikke at rette barnagtige appeller til en sådan Gud for at få ham til at lempe på sine uforanderlige dekreter så vi kan undgå de retfærdige følger af hans kloge naturlove og retfærdige åndelige påbud! ”Lad dig ikke narre; Gud lader sig ikke spotte, for hvad end et menneske sår, det skal han også høste.” Sandt nok, selv når man må høste det man har sået og stå til regnskab for sine ugerninger, er denne guddommelige retfærdighed altid afpasset med barmhjertighed. Uendelig visdom er den evige dommer, som bestemmer proportionerne mellem retfærdighed og barmhjertighed som skal gælde i en hvilken som helst given situation. Den største straf (egentlig en uundgåelig konsekvens) for forseelser og bevidst oprør mod Guds styre er at miste eksistensen som individuel medborger af dette styre. Slutresultatet af helhjertet synd er tilintetgørelse. Ifølge den endelige analyse har sådanne synds identificeret enkeltindivider udslettet sig selv ved at blive helt uvirkelige gennem deres omfavnelse af ugudelighed. En sådan skabnings faktiske forsvinden er imidlertid altid udsat indtil det gældende univers foreskrevne retspraksis er blevet efterkommet.
2:3.3 (37.1) Eksistensudslettelse bliver sædvanligvis dekreteret ved en dispensations eller tidsalders dom af en eller flere verdener. På en verden som Urantia sker det ved slutningen af en planetarisk dispensation. Eksistensudslettelse kan ved sådanne anledninger dekreteres i henhold til den samordnede handling fra samtlige retskredses domstole, fra det planetariske råd og videre op til Skabersønnens domstole og til Dagenes Ældstes domstols instanser. Afgørelsen om opløsning tager udspring i superuniversets højere retsinstanser efter at tiltalen er bekræftet gennem alle led helt fra ugerningsudøverens residenssfære, og så, når tilintetgørelses dommen er blevet bekræftet i det høje, effektueres dommen direkte af de dommere som er bosiddende og virker ved superuniversets hovedkvarter.
2:3.4 (37.2) Når dommen endelig er bekræftet, bliver det synds identificeret væsen øjeblikkelig som om det ikke havde eksisteret. Det findes ingen opstandelsesmulighed fra en sådan skæbne; den er evig og uigenkaldelig. Identitetens levende energifaktorer går i opløsning gennem tidens og rummets forvandlinger til de kosmiske potentialer de engang opstod fra. Og hvad angår den fordærvedes personlighed, fratages den sin videregående livsmekanisme i kraft af at væsenet har undladt at foretage de valg og endelige beslutninger som ville have sikret det evig liv. Når sindet i tilknytning til personligheden fortsætter med at gentage sin omfavnelse af synd indtil det kulminerer i selvets fuldstændige identifikation med ugudelighed, så bliver en sådan isoleret personlighed efter sin udslettelse, sit kosmiske ophør, absorberet ind i skabelsens oversjæl og bliver en del af det Højeste Væsens udviklingserfaring. Aldrig mere skal den igen komme til syne som en personlighed; dens identitet bliver som om den aldrig havde været der. Hvis det er en personlighed hvor Retteren har været til stede, vil de oplevede åndelige værdier leve videre i Retterens virkelighed.
2:3.5 (37.3) I enhver kamp mellem reelle virkelighedsniveauer i universet, sejrer personligheden på det højere niveau i sidste ende over personligheden fra det lavere niveau. Dette uundgåelige udfald af modsætninger i universet er en logisk følge af det faktum at enhver viljesskabning er virkelig eller reel i den grad denne har guddommelige kvaliteter. Ufortyndet ondskab, komplet fejlbedømmelse, overlagt synd og rendyrket uretfærdighed er i sig selv og automatisk selvmorderisk. Sådanne holdninger af kosmisk uvirkelighed kan kun overleve i universet på grund af en forbigående ubarmhjertigheds tolerance, afventende kendelsen af de mekanismer som er fastslået for universets domstole om hvad der er fair og rimelig, angående retfærdige domsafgørelser.
2:3.6 (37.4) Skabersønnernes styre i lokaluniverserne består i skabelse og åndeliggørelse. Disse Sønner hellige sig til en effektiv gennemførelse af Paradisets plan for de dødeliges fremadskridende opstigning, til at rehabilitere oprørere og intellektuelt vildfarne, men når alle sådanne kærlige bestræbelser bliver endelig og uigenkaldelig afvist, bliver det endelige udslettelsesdekret fuldbyrdet af kræfter underlagt Dagenes Ældstes domsmyndighed.
2:4.1 (38.1) Nåde er simpelthen retfærdighed som er mildnet af den visdom som vokser ud af en perfekt viden og af den fulde erkendelse for de naturlige svagheder og uheldige miljøbetingede handicaps hos finite væsener. Vores Gud er fyldt med medfølelse, venlighed, langmodig og rig på nåde.” Derfor ”enhver der kalder på Herren skal blive frelst.” ”for han vil med glæde tilgive.” Herrens nåde er fra evighed til evighed.”: ja, ” hans nåde lever for altid.” ”Jeg er Herren som udfører kærlig-venlighed, ret og retfærdighed på jorden, for heri finder jeg glæde.” ”Jeg hverken bedrøver eller er villig til at volde sorg til menneskebørnene,” for Jeg er ” barmhjertighedens Fader og Gud af al trøst.”
2:4.2 (38.2) Gud er af væsen venlig, naturlig medfølende og til evig tid fuld af barmhjertighed. Og det er aldrig nødvendig at udøve noget påvirkning overfor Faderen for at påkalde hans kærlig-venlighed. Væsenets behov er helt tilstrækkeligt for at sikre at det bliver overøst af al den inderlige barmhjertighed og frelsende nåde som Faderen altid giver. Siden Gud ved alt om sine børn, er det let for ham at tilgive. Jo bedre mennesket forstår sin næste, jo lettere vil det være at tilgive ham og til og med elske ham.
2:4.3 (38.3) Kun den uendelige visdoms indblik gør en retfærdig Gud i stand til at administrere retfærdighed og nåde samtidig i en hvilken som helst givet situation i universet. Den himmelske Fader bliver aldrig splittet i forskellige retninger af modstridige holdninger overfor sine børn i universet; Gud bliver aldrig et offer for holdningsmæssige modsætninger. Guds alvidenhed styrer ufejlbarligt hans frie vilje i valg af dette univers adfærd, som perfekt, samtidig, og lige så tilfredsstiles alle krav af hans guddommelige egenskaber og hans evige væsens uendelige kvaliteter.
2:4.4 (38.4) Nåden er den naturlige og uundgåelige konsekvens af godheden og kærligheden. En kærlig Faders gode væsen kan umulig tilbageholde sine kloge gerninger af nåde overfor alle medlemmer af alle grupperinger af hans børn i universet. Den evige retfærdighed og guddommelige nåde udgør tilsammen det man efter menneskelig erfaring ville blive kaldt integritet.
2:4.5 (38.5) Den guddommelige nåde repræsenterer en integritet for tilpasning mellem universets niveauer af perfektion og ufuldkommenhed. Nåden er Højestehedens retfærdighed tilpasset til situationerne af de udviklende væsener, tillempningen af evighedens retfærdighedssans for at imødekomme de tidens børns højeste interesser og deres ve og vel i universet. Nåden står ikke i modsætning til retfærdigheden, men er hellere en forståelsesfuld fortolkning af de krav som den højeste retfærdighed stiller, som den retvis er anvendt overfor de underordnede åndelige væsner og de materielle væsener i udviklende universer. Nåden er Paradistreenighedens retfærdighed som klogt og kærligt anvendes overfor mangfoldigheden af intelligente væsener i skabelserne af tid og rum, sådan som det er formuleret udefra guddommelig visdom og fastsat af det alvidende sind og den suveræne frie vilje hos den Universelle Fader og alle hans medvirkende Skabere.
2:5.1 (38.6) "Gud er kærlighed;" derfor er hans eneste personlige holdning i forhold til universets anliggender altid en guddommelig kærlighedsreaktion. Faderen elsker os tilstrækkelig til at han skænker os sit liv. ”Han får solen til at stige op over de onde såvel som de gode og han sender regn over retfærdige såvel som uretfærdige.”
2:5.2 (39.1) Det er fejlagtig at tænke på Gud som en som lader sig overtale til at elske sine børn på grund af at hans Sønner har ofret sig eller fordi hans underordnede væsener går i forbøn, "for selv Faderen elsker jer.” Det er som et udtryk for denne faderlige kærlighed at Gud sender de forunderlige Rettere for at tage bolig i menneskesindene. Guds kærlighed er universel; "hvem som helst der vil kan komme.” Han ønsker ”at alle mennesker bliver frelst ved at få viden om sandheden.” Han er ”ikke villig til at lade nogen fortabes.”
2:5.3 (39.2) Skaberne er de allerførste til at forsøge at frelse mennesket fra de katastrofale følger af dets tåbelige overtrædelser af de guddommelige love. Guds kærlighed er af natur en faderlig kærlighed; det er derfor, han nogle gange disciplinerer os for vores eget fortjeneste, så vi kan tage del i hans hellighed.” Selv igennem jeres værste prøvelser, husk at ”i alle vores lidelser så lider han med os.”
2:5.4 (39.3) Gud er guddommelig venlig overfor synderne. Når oprørerne vender tilbage til retfærdighed, bliver de nådefuldt modtaget, "for vores Gud tilgiver rigelig.” "Jeg er ham som udvisker jeres synder for min egen skyld, og Jeg husker dem ikke.” ”Se, hvilken slags kærlighed vores Fader har givet os så vi kan blive kaldt Guds sønner.”
2:5.5 (39.4) Det som til syvende og sidst stærkest beviser Guds godhed og højeste grund til at elske ham, er den iboende gave fra Faderen—Retteren som så tålmodig venter på den time hvor i begge for al evighed skal blive et. Selvom i ikke kan finde Gud ved at søge, så vil i, hvis i retter jer efter ledelsen fra den iboende ånd, blive ufejlbarligt vist vejen, skridt for skridt, liv efter liv, gennem univers efter univers og i tidsalder efter tidsalder, helt til i endelig står i tilstedeværelsen af den Universelle Faders Paradispersonlighed.
2:5.6 (39.5) Hvor absurd at i ikke vil tilbede Gud fordi begrænsninger af den menneskelige natur og handicaps i jeres materielle skabelse gør det umulig for jer at se ham. Mellem jer og Gud er der en ufattelig stor afstand (fysisk rum) som må tilbagelægges. Ligeledes findes der en vældig kløft af åndelige forskelligheder som der må bygges bro over; men på trods af alt det som fysisk og åndelig holder jer adskilt fra Guds personlige tilstedeværelse i Paradiset, stop alligevel op og gennemtænk den højtidelige kendsgerning, at Gud lever indeni jer; han har på sin egen måde allerede slået en bro over kløften. Han har sendt noget af sig selv, sin ånd, for at leve i jer og slide arbejde sammen med jer mens i stræber fremover på jeres evige vandring gennem universet.
2:5.7 (39.6) Jeg finder det let og behageligt at tilbede en som er så stor og samtidig så kærlig hengiven til omsorgsfuldt at opløfte sine lavtstående skabninger. Det er naturlig for mig at elske en som er så mægtig til at skabe og holde kontrollen med det han har skabt, og samtidig er så fuldkommen i sin godhed og så trofast i sin kærlige hengivenhed som konstant overskygger os. Jeg tror jeg ville elske Gud lige så meget selv om han ikke var så stor og mægtig, så længe han er så god og barmhjertig. Vi elsker alle Faderen mere på grund af hans væsen end i anerkendelse af hans forbløffende egenskaber.
2:5.8 (39.7) Når jeg observerer Skabersønnerne og deres underordnede administratorer kæmpe så tappert med de mangeartede udfordringer i tiden som er forbundet med universernes udvikling i rummet, opdager jeg at jeg føler en stærk og dyb hengivenhed med disse mindre herskere universerne. Når alt kommer til alt, tror jeg at vi alle, også de dødelige rundt om på deres verdner, elsker den Universelle Fader og alle andre væsener, hvad enten de er guddommelige eller menneskelige, fordi vi mærker at disse personligheder virkelig elsker os. Oplevelsen af at elske er meget en direkte reaktion på oplevelsen af at være elsket. Vel vidende, at Gud elsker mig, vil jeg gerne fortsætte med at elske ham højt over alt, selv om han var frigjort for sine attributter af højestehed, Ultimativitet, og absoluthed.
2:5.9 (40.1) Faderens kærlighed følger os nu og gennem de evige tidsaldres endeløse cirkel. Når i undrer jer over Guds kærlige væsen, findes der kun en fornuftig og naturlig personlighedsreaktion på det: I vil i øgende grad komme til at elske jeres Skaber; i vil komme til at vise Gud en hengivenhed som kan sammenlignes med barnets kærlighed til sine jordiske forældre; for som en far, som en virkelig, rigtig, ægte far elsker sine børn, således elsker den Universelle Fader sine skabte sønner og døtre og vil for evigt bekymre sig for deres bedste.
2:5.10 (40.2) Men Guds kærlighed er en klog og langsigtet forudseende forældrekærlighed. Den guddommelige kærlighed virker i forenet samarbejde med den guddommelige visdom og alle de andre uendelige særtræk ved den Universelle Faders fuldkomne væsen. Gud er kærlighed, men kærlighed er ikke Gud. Den største manifestation af den guddommelige kærligheden til dødelige væsener kan observeres i overdragelsen af Tankeretterne, men jeres største åbenbaring af Faderens kærlighed ses i hans Søn Mikaels overdragelse, da han levede på jorden det ideelle åndelige liv. Det er den iboende Retter som individualiserer Guds kærlighed til hver menneskesjæl.
2:5.11 (40.3) Af og til er det næsten smertefuldt for mig at være nødt til at beskrive den himmelske Faders guddommelige kærlighed for hans børn i universet ved at måtte benytte mig af det menneskelige ord symbol kærlighed. Dette ord bliver, selv om det også står for menneskets højeste opfattelse af den dødeliges respekt og hengivenhed, så ofte brugt om så mange slags menneskelige relationer som er yderst nedrige og som på ingen måde er egnet til at være kendt af et ord som også bruges til at angive den levende Guds uforlignelige kærlighed for sine skabninger i universet! Hvor uheldigt, at jeg ikke kan benytte mig af noget overjordisk og eksklusivt udtryk, der ville formidle til menneskets sind, den sande natur og den udsøgt smukke betydning forbundet med Paradisfaderens guddommelige kærlighed.
2:5.12 (40.4) Når mennesket mister kærligheden fra en personlig Gud af syne, bliver Guds rige ikke andet end de godes rige. Uanset det guddommelige væsens uendelige enhed er kærligheden det dominerende karakteristisk ved alle Guds personlige forhold til sine skabninger.
2:6.1 (40.5) I det fysiske univers kan vi se den guddommelige skønhed; i den intellektuelle verden kan vi skelne den evige sandhed, men Guds godhed finder man kun i den personlig religiøse erfarings åndelige verden. I sin sande essens er religionen selve trostilliden til Guds godhed. Gud vil kunne være både stor og absolut indenfor filosofien, og på sin vis også intelligent og personlig, men i religionen må Gud også være moralsk; han må være god. Mennesket kan frygte en stor Gud, men det stoler og elsker kun en god Gud. Denne Guds godhed er en del af Guds personlighed, og dens fulde åbenbaring vises kun i den personlige religiøse oplevelse som Guds troende sønner får.
2:6.2 (40.6) Religionen forudsætter at oververdens åndenatur er bekendt med og reagerer på de grundlæggende behov i menneskenes verden. Evolutionær religion kan blive etisk, men kun åbenbaret religion bliver virkelig og åndelig moralsk. Den gamle opfattelse om at Gud er en Guddom domineret af en kongeværdig moral blev af Jesus opløftet til den rørende hengivne, intime familiemorals niveau som karakteriserer forholdet mellem forældre og børn, som noget der ikke findes ømmere og smukkere end i de dødeliges erfaringsverden.
2:6.3 (41.1) ”Rigdommen i Guds godhed fører det vildfarne menneske til omvendelse.” ”Enhver god og fuldkommen gave kommer ned fra Lysets Fader.” ”Gud er god; han er menneskesjælenes evige tilflugtssted.” ”Herren Gud er barmhjertig og venlig” "Han er sen til vrede og rig på godhed og sandhed" ”Smag og se at Herren er god! Velsignet er det menneske som stoler på ham.” ”Herren er nådig og fyldt med medlidenhed. Han er den frelsende Gud.” "Han helbreder de sønderknuste og forbinder sjælens sår. Han er menneskets almægtige velgører.”
2:6.4 (41.2) Selvom opfattelsen af Gud som konge og dommer fostret en høj moralsk standard og skabte et lovlydig folk som en gruppe, efterlod den de enkelte troende i en bedrøvelig tilstand af usikkerhed omkring deres egen status i tid og evighed. Senere tiders hebraiske profeter forkyndte at Gud var en Fader for Israel; Jesus åbenbarede at Gud var hvert eneste menneskes Fader. Hele den dødeliges opfattelse om Gud bliver på en transcenderet måde oplyst af Jesu liv. Den uselviske indstilling er iboende i forældrekærligheden. Gud elsker ikke som en far, men i egenskab af at være en far. Han er Paradisfaderen for hver eneste personlighed i universet.
2:6.5 (41.3) Retfærdigheden indebærer at Gud er kilden til universets moralske lov. Sandheden viser Gud som en åbenbarer, som lærer. Men kærligheden giver og kræver hengivenhed, søger en fortrolig samhørighed lig den som findes mellem forældre og barn. Retfærdigheden kan godt være den guddommelige tanke, men kærligheden er en fars holdning. Den fejlagtige antagelse at Guds retfærdighed var uforenelig med den himmelske Faders uselviske kærlighed, forudsatte manglende enhed i Guddommens natur og førte direkte til udarbejdelsen af forsoningsdoktrinen, som filosofisk set er et angreb både på tanken om Guds enhed og hans frie vilje.
2:6.6 (41.4) Den kærlige himmelske Fader hvis ånd bor i sine jordiske børn, er ikke en delt personlighed — en af retfærdighed og en af barmhjertighed — der kræves heller ikke nogen mægler for at sikre sig Faderens velvilje eller tilgivelse. Den guddommelige retfærdighed er ikke domineret af en streng gengældelses retfærdighed; Gud som Fader overgår Gud som dommer.
2:6.7 (41.5) Gud er aldrig rasende, hævngerrig eller vred. Det er rigtigt at visdommen ofte lægger bånd på hans kærlighed, mens retfærdighed betinger hans afviste barmhjertighed. Hans kærlighed til retfærdighed kan ikke undgå at fremstå som værende mindre end hans had til synd.. Faderen er ikke nogen inkonsekvent personlighed; den guddommelige enhed er fuldkommen. I Paradistreenigheden er der absolut enhed til trods for at Guds medaktører har deres egne, evige identiteter.
2:6.8 (41.6) Gud elsker synderen og hader synden; en sådant erklæring er filosofisk sandt, men Gud er en transcendent personlighed, og personer kan kun elske og hade andre personer. Synden er ikke nogen person. Gud elsker synderen fordi denne er en personlighedsrealitet (potentielt evig), men overfor synden indtager Gud ikke nogen personlig holdning, for synden er ikke nogen åndelig realitet; den er ikke personlig; derfor er det kun Guds retfærdighed som tager notits af dens eksistens. Guds kærlighed frelser synderen; Guds lov tilintetgør synden. Denne holdning hos det guddommelige væsen vil tilsyneladende ændre sig, hvis synderen indgår en endelig og fuldstændig identifikation med synden, lige som det samme dødelige sind også fuldt ud kan identificere sig med den iboende ånds Retter. En sådan synds identificeret dødelige vil da blive helt uåndelig af natur (og derfor uvirkelig som person) og ville opleve eventuel udslettelse af sit væsen. Uvirkelighed, eller endda ufuldstændighed i skabningens væsen, kan ikke eksistere for evigt i et stadig mere virkeligt og tiltagende åndeligt univers.
2:6.9 (42.1) Overfor personlighedens verden er Gud, opdager man, en kærlig person; overfor den åndelige verden er han en personlig kærlighed; i den religiøse erfaring er han begge dele. Kærligheden identificerer Guds viljebestemte vilje. Guds godhed hviler på bunden af den guddommelige viljefrihed: den universelle tendens til at elske, vise barmhjertighed, give udtryk for tålmodighed og være tilgivende.
2:7.1 (42.2) Al finit viden og forståelse som skabte væsener har, er relativ. Information og intelligens er, selv når den kommer fra ganske høje kilder, kun relativt komplet, lokalt nøjagtigt og personligt sand.
2:7.2 (42.3) Fysiske realiteter er temmelig ensartede, men sandheden er en levende og fleksible faktor i universets filosofi. Udviklende personligheder er kun delvis kloge og relativt sandfærdige i deres kommunikation. De kan kun være sikre på noget så langt som deres personlige erfarings strækker sig. Det som ser ud til at være helt sandt på et sted, kan blot være relativt sandt i en anden del af skabelsen.
2:7.3 (42.4) Den guddommelige sandhed, den endelige sandhed, er ensartet og universel, men historien om alt som er åndelig kan, sådan som den bliver fortalt af mangfoldige individer med ophav på forskellige sfærer, undertiden variere i detaljer, dels på grund af denne relativitet i forhold til kundskabens fuldstændighed samt når det gælder den personlige erfarings righoldighed såvel som af længden og omfanget af denne oplevelse. Mens den Første Store Kildes og Centers love og befalinger, tanker og holdninger er evigt, uendelig og universelt sande, bliver de samtidig anvendt på og justeret for hvert univers, system, verden og skabte tænkende væsen, på en måde som er i overensstemmelse med Skabersønnernes planer og teknik, sådan som disse fungerer i deres respektive universer; såvel som i harmoni med den Uendelige Ånds og alle de andre tilknyttede himmelske personligheders lokale planer og procedurer.
2:7.4 (42.5) Materialismens falske videnskab vil dømme det dødelige menneske til at blive en udstødt i universet. En sådan ufuldstændig kundskab er potentielt ond; det er viden sammensat af både godt og ondt. Sandheden er smuk, fordi den både er righoldig og symmetrisk. Når mennesket søger sandheden, stræber det efter det guddommelig virkelige.
2:7.5 (42.6) Filosofferne begår deres groveste fejl når de bliver vildledt ind i abstraktionens vildfarelse, den praksis at fokusere opmærksomheden på et aspekt ved virkeligheden og derefter erklære et sådant isoleret aspekt for at være hele sandheden. Den kloge filosof vil altid kigge efter det kreative mønster som ligger til grund og eksisterer før alle universets fænomener. Den skabende tanke vil altid gå forud for den skabende handling.
2:7.6 (42.7) Den intellektuelle selvbevidsthed kan opdage sandhedens skønhed, dens åndelige kvalitet, ikke kun gennem begrebets filosofisk overensstemmende, men på sikker og mere pålidelig måde gennem den allestedsnærværende Sandhedens Ånd ufejlbarlige respons. Lykken kommer som en følge af, at man erkender sandheden fordi den kan omsættes til handling; den kan leves ud. Skuffelse og sorg følger vildfarelsen som en skygge fordi når noget ikke er en realitet, kan det ikke blive realiseret i praksis. Den guddommelige sandhed kendes bedst ved sin åndelige aroma.
2:7.7 (42.8) Den evige søgen er efter at finde forening, efter guddommelige sammenhæng. Det vidtstrakte fysiske univers holdes sammen i Paradisøen; det intellektuelle univers holdes sammen i sindets Gud, Samforeneren, det åndelige univers er sammenhængende i den Evige Søns personlighed. Men den isolerede dødelige af tid og rum holdes sammen i Gud Faderen gennem den direkte forbindelse mellem den iboende Tankeretter og den Universelle Fader. Menneskets Retter er et fragment af Gud og den søger altid den guddommelige forening; den hænger sammen med, og i den Første Kildes og Centers Paradisguddom.
2:7.8 (43.1) Det at få et glimt af den overordnede skønhed er det samme som at opdage virkeligheden og integrering i den. Det at få øje på den guddommelige godhed i den evige sandhed, det er den yderste skønhed. Selv tiltrækningen i menneskelig kunst ligger i harmonien af dens enhed.
2:7.9 (43.2) Den store fejl ved den hebræiske religion var dens manglende evne til at forbinde Guds godhed med videnskabens faktuelle sandheder og kunstens tiltalende skønhed. Efterhånden som civilisationen skred fremover og religionen på uklogt vis fortsatte i samme spor ved at overfokusere på Guds godhed og til relativ udelukkelse af sandhed og skønhed, så udviklede der sig en tiltagende tendens blandt visse mennesketyper til at man vendte sig bort fra den abstrakte og løsrevne koncept af en isoleret godhed. Den overstressede og isolerede moral i den moderne religion, som undlader at holde hengivenhed og loyalitet hos mange mennesker i det tyvende århundrede, ville rehabilitere sig selv, hvis den udover sine moralske bud, ville give lige hensyn til videnskabens, filosofiens og den åndelige erfarings sandheder og til den fysiske skabelses skønhed, tiltrækningen i den intellektuelle kunst og storheden i at have udviklet en ægte karakterstyrke.
2:7.10 (43.3) Den religiøse udfordring i vor tidsalder ligger i hænderne på de vidtskuende og fremsynede mænd og kvinder med åndelig indsigt som vil vove at udforme en ny og fængende livsfilosofi udefra de udvidede og fortræffelige integrerede moderne forestillinger om kosmisk sandhed, universel skønhed og guddommelig godhed. Et sådan nyt og retfærdigt moralistisk syn vil tiltrække alt det bedste i menneskets bevidsthed og udfordre det bedste i menneskesjælen. Sandhed, skønhed og godhed er guddommelige realiteter, og efterhånden som mennesket kommer højere op på det åndelige livs skala, bliver den Eviges højeste kvaliteter i øgende grad samordnet og forenet i Gud, som er kærlighed.
2:7.11 (43.4) Al sandhed — materiel, filosofisk eller åndelig — er både smuk og god. Al virkelig skønhed — materiel kunst eller åndelig symmetri — er både sand og god. Al ægte godhed — enten det gælder personlig moral, socialt ligeværd eller guddommelig tjenestevillighed — er lige sand og smuk. Sundhed, mental ligevægt og lykke er integrationer af sandhed, skønhed, og godhed som de er blevet blandet i menneskets erfaring. Sådanne niveauer af velfungerende levevis er et resultat af forbindelsen af energisystemer, idésystemer og åndesystemer.
2:7.12 (43.5) Sandheden er sammenhængende, skønheden tiltrækkende, godheden stabiliserende. Og når disse værdier af det som er virkelig, bliver koordineret i personlighedserfaringen, bliver resultatet en høj klasse af kærlighed betinget af visdom og kvalificeret ved sin loyalitet. Det egentlige formål med al uddannelse i universet er at opnå bedre koordinering af verdens isolerede børn med de større realiteter i deres voksende erfaring. Virkeligheden er endelig på det menneskelige niveau og uendelig og evig på de højere, guddommelige niveauer.
2:7.13 (43.6) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver autoriseret af Dagenes Ældste på Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 3
3:0.1 (44.1) Gud er allestedsnærværende; den Universelle Fader hersker over evighedens cirkel. Men han hersker i lokaluniverserne gennem sine Skabende Paradissønners personer, lige som han også skænker liv gennem disse Sønner. ”Gud har givet os evigt liv, og dette livet er i hans Sønner.” Disse Guds Skabersønner er personlige udtryk af ham selv i tidens sektorer og for de hvirvlende planeters børn fra rummets udviklende universer.
3:0.2 (44.2) De meget personaliserede Guds Sønner kan klart opfattes af de laverestående klasser af skabte intelligenser og dermed kompenserer de for den uendelige og derfor mindre genkendelige Faders usynlighed. Den Universelle Faders Skabende Paradissønner er en åbenbaring af et ellers usynligt væsen, usynlig på grund af absoluthed og uendelighed iboende evighedens cirkel og i Paradisguddommenes personligheder.
3:0.3 (44.3) Skaberkraft er næppe en egenskab hos Gud; snarere repræsenterer den en sammenfatning af hans handlekraftige væsen. Og denne universelle skaberkraft manifesterer sig for evigt, da den er betinget og kontrolleres af alle koordinerede egenskaber hos den Første Kildes og Centers uendelige og guddommelige virkelighed. Vi tvivler oprigtig på, at et særligt træk ved det guddommelige væsen kan anses for at gå forud for andre egenskaber, men hvis dette var tilfælde, ville Guddommens skaberkraft komme forud for alle andre væsen egenskaber, gøremål og evner. Guddommens skaberkraft kulminerer i den universelle sandhed om Guds Faderskab.
3:1.1 (44.4) Den Universelle Faders allestedsnærværelse består i hans evne til at være til stede over alt samtidig. Gud alene kan være på to steder, på utallige steder, samtidig. Gud er til stede samtidig ”oppe i himlen og nede på jorden”; som salmisten udbrød: ”Hvorhen skal jeg gå fra din ånd eller hvorhen skal jeg flygte fra din tilstedeværelse?”
3:1.2 (44.5) ”’Jeg er en Gud nær ved så vel som langt borte.’ siger Herren. Er jeg ikke den som fylder himlen og jorden?’” Den Universelle Fader er hele tiden nærværende i alle dele og i alle hjerter i sin vidstrakte skabelse. Han er ”fuld af ham, som fylder alt i alle,” og ” som arbejder i det hele” og videre er opfattelsen om hans personlighed sådan, at ” himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) ikke kan rumme ham.” Det er bogstavelig talt sandt at Gud er alt og i alle. Men selv ikke det er hele Gud. Den Uendelige kan kun åbenbares gennem uendeligheden; årsagen kan aldrig fuldt ud forstås ved at man analyserer virkningerne; den levende Gud er uoverskuelig meget større end totalsummen af skabelsen som er blevet til som en følge af hans grænseløse frie vilje. Gud åbenbares over hele kosmos, men kosmos kan aldrig indeholde eller omfatte Guds uendelighed i sin helhed.
3:1.3 (45.1) Med sin tilstedeværelse patruljerer Faderen mesteruniverset uophørlig. ”Han fremkommer fra himlens ende og hans kredsløb er til dens ende; og der er intet skjult for hans lys.”
3:1.4 (45.2) Det skabte væsen findes ikke kun i Gud, men Gud lever også i det skabte væsen. ”Vi ved vi bor i ham fordi han lever i os; han har givet os sin ånd. Denne gave fra Paradisfaderen er menneskets uadskillelige ledsager.” ”Han er den allestedsnærværende og altgennemtrængende Gud.” ”Den evige Faders Ånd er skjult i ethvert dødelig barns sind.” ”Mennesket søger efter en ven mens denne selvsamme ven lever i hans eget hjerte.” ”Den sande Gud er ikke langt væk, han er en del af os; hans ånd taler til os indefra.” ”Faderen lever i barnet. Gud er altid med os. Han er den evige skæbnes ledende ånd.”
3:1.5 (45.3) I sandhed har det været sagt om menneskeslægten, ”Du er af Gud” fordi ”ham som bor i kærlighed bor i Gud, og Gud i ham.” Selv når i begår uret, plager i gaven fra Gud i jeres indre, for Tankeretteren er nødt til at gennemleve konsekvenserne af ondsindet tænkning sammen med det menneskesind den holdes fængslet i.
3:1.6 (45.4) Guds allestedsnærværelse er i virkeligheden en del af hans uendelige væsen; rummet udgør ikke nogen hindring for Guddommen. Gud er, i perfektion og uden begrænsning, genkendelig til stede kun på Paradis og i centraluniverset. Han er ikke på samme måde genkendelig til stede i de skabelser som kredser rundt om Havona, for Gud har begrænset sit direkte og eksisterende tilstedeværelse, af hensyn til suveræniteten og de guddommelige privilegier som tilkommer de koordinerede skabere og herskere i universerne af tid og rum. Derfor må begrebet om den guddommelige tilstedeværelse give mulighed for en bred vifte af manifestationer, både når det gælder form og til kanal, inkluderende den Evige Søns, den Uendelige Ånds og Paradis Øens tilstedeværelses kredsløb. Det er heller ikke altid mulig at skelne mellem tilstedeværelse af den Universelle Faders og hans evige medaktørers og repræsentanters handlinger; så perfekt opfylder de alle hans uendelige krav til hans uforanderlige formål. Men sådan er det ikke med personlighedens kredsløb og med Retterne; her handler Gud unikt, direkte og eksklusivt.
3:1.7 (45.5) Den Universelle Overvåger er potentielt til stede i Paradis Øens tyngdekrafts kredsløb i alle dele af universet til alle tider og i lige stor grad, i overensstemmelse med massen, som reaktion på det fysiske behov for hans tilstedeværelse og på grund af den iboende egenskab af hele skabelsen, som får alting til at holde fast ved og være en del af ham. På samme måde er den Første Kilde og Center potentielt nærværende i den Egenskabsløse Absolutte, lageret af de uskabte universer i den evige fremtid. Gud gennemstrømmer således potentielt både fortiden, nutiden og fremtidens fysiske universer. Han er det oprindelige fundament for sammenhængen i den såkaldte materielle skabelse. Dette ikkeåndelige Guddoms potentiale bliver realiseret her og der på de fysiske eksistensniveauer af en af hans eksklusive repræsentanter som på uforklarlig måde indtræder i en fase af universets handlingsforløb.
3:1.8 (45.6) Guds sinds nærvær er i overensstemmelse med Samforenerens, den Uendelige Ånds absolutte sind men i de finite skabelser skelnes den bedre i Paradisets Mesterånders allesteds fungerende kosmiske sind. På samme måde som den Første Kilde og Center er potentielt til stede i Samforenerens sinds kredsløb, således er han potentielt til stede i spændingerne af den Universelle Absolutte. Det menneskelige sind er dog en overdragelse fra Samforenerens Døtre, de Guddommelige Ministre fra udviklings universerne.
3:1.9 (46.1) Den Universelle Faders allestedsnærværende ånd er koordineret med funktionen af den Evige Søns universelle ånds tilstedeværelse og med Guddomsabsoluttets evigvarende guddommelige potentiale. Men hverken den Evige Søns og hans Paradissønners åndelige aktivitet eller den Uendelige Ånds sinds overdragelse synes at udelukke den direkte virkning af Tankeretterne, Guds iboende fragmenter, i hjerterne hos hans skabte børn.
3:1.10 (46.2) Vedrørende Guds nærvær på en planet, i et system, en konstellation, eller i et univers, så er graden af en sådan tilstedeværelse i enhver skabelses enhed et mål for graden af udviklingen i forekomsten af det Højeste Væsen: Den er bestemt af den samlede anerkendelse af Gud og loyalitet over for ham af den store univers organisation, rækkende helt ned til systemerne og selve planeterne. Derfor er det nogle gange med håb om at bevare og beskytte disse faser af Guds højt værdifulde tilstedeværelse, at når nogle planeter (eller endda hele systemer) er kastet dybt ned i åndelig mørke, så bliver de i en vis forstand sat i karantæne eller delvist isoleret fra kontakt med de større enheder i skabelsen. Og alt dette er, som den fungerer på Urantia, en åndelig forsvarsreaktion af størstedelen af verdnerne for så langt som muligt at redde sig selv fra at måtte lide de isolerede konsekvenser af de fremmedgørende handlinger udført af et egenrådig, ugudeligt og oprørsk mindretal.
3:1.11 (46.3) Mens Faderen på forældremæssig vis gennemstrømmer alle sine sønner - alle personligheder - så er hans indflydelse over dem begrænset alt efter hvor fjernt deres oprindelse er fra Guddommens Anden og Tredje Person, og den forøges efterhånden som deres vej mod deres mål nærmer sig disse niveauer. Guds tilstedeværelse som en kendsgerning i væsenernes sind bestemmes af, hvorvidt der bor i deres indre eller ikke et fragment af Fader, såsom en Mysterieledsager, men hans effektive tilstedeværelse er bestemt af graden af samarbejde, som disse iboende Rettere i menneskets indre tilbydes af de sind de opholder sig i.
3:1.12 (46.4) Udsvingene i Faderens tilstedeværelse skyldes ikke foranderligheden af Gud. Faderen trækker sig ikke tilbage i afsondrethed fordi han er blevet krænket; hans kærlighed er ikke fremmedgjort på grund af det skabte væsens misgerninger. Snarere er det sådan at hans børn, i kraft af, at være blevet givet evnen til at vælge (angående Ham selv), at i udøvelsen af dette valg bestemmes graden og begrænsningerne direkte af Faderens guddommelige indflydelse i deres egne hjerter og sjæle. Faderen har frit givet af sig selv til os, uden begrænsning og uden at favorisere nogen. Han gør ingen forskel på personer, planeter, systemer eller universer. I tidens sektorer ærer han på en særlig måde kun Gud den Syvfoldiges Paradispersonligheder, de ligestillede skabere af de endelige universer.
3:2.1 (46.5) I alle universerne ved man at ” Herren Gud den almægtige råder.” Denne og andre verdners anliggender er under guddommelig opsyn. ”Han handler i henhold til sin vilje blandt himlens hærskare og blandt jorden indbyggere.” Det er evigt sandt, ”der er ingen kraft som ikke er fra Gud.”
3:2.2 (46.6) Indenfor grænserne for det som er i overensstemmelse med hans guddommelige væsen, er det bogstavelig talt sandt at ”for Gud er alting mulig.” De langtrukne evolutionære processer af mennesker, planeter og universer er underlagt universets skabere og administratorers perfekte kontrol og udfolder sig i overensstemmelse den Universelle Faders evige formål og fremskrider i harmoni og orden og i overensstemmelse med den alvidende Guds plan. Der er kun en lovgiver. Han opretholder verdnerne i rummet og svinger universerne rundt i det evige kredsløbs endeløse cirkel.
3:2.3 (47.1) Af alle Guds egenskaber er det hans almægtighed som lader sig bedst forstås, især som den kommer til udtryk i det materielle univers. Som et uåndeligt fænomen betragtet er Gud energi. Denne konstatering af et fysisk faktum bygger på den ubegribelige sandhed, at den Første Kilde og Center er den forudgående årsag til de universelle fysiske fænomener i hele rummet. Fra denne guddommelige aktivitet stammer al fysisk energi og alle andre materielle manifestationer. Lys, det vil sige lys uden varme, er en anden ikke-åndelige manifestation af Guddommen. Og der findes endnu en form for ikke-åndelig energi som er så godt som ukendt på Urantia; den er indtil videre uopdaget.
3:2.4 (47.2) Gud kontrollerer alle kræfter; han har banet ”en vej for lynet;” han har fastsat kredsløbene for al energi. Han har bestemt tiden og fremtoningsformene for al slags energimaterie. Og alt dette holdes for altid i hans evige greb - gennem den tyngdekraftskontrol som har sit centrum på det nedre Paradis. Den evige Guds lys og energi kredser således for al tid rundt i hans majestætiske kredsløb, den endeløse, men velordnet procession af stjernehobe som universernes univers består af. Hele skabelsen kredser til evig tid rundt om Paradispersonligheds center for alle ting og væsener.
3:2.5 (47.3) Faderens almægtighed vedrører dominansen overalt af det absolutte niveau, hvorpå de tre energier, den fysiske, den sindsmæssige og åndelige ikke kan skelne i hans umiddelbare nærhed, som er kilden til alt. De skabte væseners sind, som hverken er Paradis monota eller Paradis ånd, reagerer ikke direkte på den Universelle Fader. Gud tilpasser sig efter det ufuldkomne sind - hos de dødelige på Urantia gennem Tankeretterne.
3:2.6 (47.4) Den Universelle Fader er ikke nogen forbigående kraft, omskiftelig styrke eller energi af vekslende intensitet. Faderens styrke og visdom er helt tilstrækkelig til at klare alle presserende situationer i universet. Når nødsituationer relateret til menneskelige erfaringer opstår, har han forudset dem alle, og derfor reagerer han ikke i forhold til universets anliggender på en løsreven måde, men heller i overensstemmelse med hvad den evige visdom tilsiger og i tråd med hvad den uendelige dom foreskriver. Uanset hvordan den tilsyneladende måtte fortone sig, fungerer Guds kraft ikke i universet som en blind kraft.
3:2.7 (47.5) Situationer kan opstå hvor det fremgår, at nødsituations afgørelser er blevet taget, hvor naturlovene er blevet ophævet, hvor uoverensstemmelser er blevet bemærket og at der er blevet gjort en indsats for at rette op situationen; men det er ikke tilfældet. Sådanne begreber om Gud har sin oprindelse i rækkevidde af jeres begrænsede synspunkt, i endelighed af jeres forståelse og indskrænkning af jeres undersøgelse; sådanne misopfattelser om Gud skyldes jeres grundlæggende uvidenhed om eksistensen af verdens højere love, størrelsen af Faderens karakter, uendelighed af hans egenskaber og det faktum, at han har en fri vilje.
3:2.8 (47.6) De planetariske væsener som Guds ånd bor i, spredt vidt og bredt i rummets universer, er næsten uendelige i antal og klasser, deres intellekt er så forskellige, deres sind er så begrænset og til tider så grov, deres vision så indskrænket og stedbunden, at det næsten er umuligt at formulere generaliseringer af love som tilstrækkelig udførligt giver udtryk for Faderens uendelige egenskaber og samtidig i en vis grad giver behørig forståelse overfor disse skabte intelligenser. Derfor vil mange af den almægtige Skabers handlinger overfor jer skabte væsener, fremstå som vilkårlige, løsrevne og ikke så sjældent også hjerteløse og grusomme. Men igen forsikrer jeg jer om at dette ikke er sandt. Alle Guds handlinger er målrettet, intelligente, kloge, godhjertet og evigt hensynsfulde med tanke på det bedste gode, ikke altid for et individuelt væsen, en individuel race, en individuel planet eller for den sags skyld et helt individuelt univers; men de er for velfærd og det bedste gode for alle involverede partner, fra det laveste til den højeste. I tidens epoker kan en del af velfærden give indtryk af at afvige fra helhedens velfærd; i evighedens cirkel eksisterer disse tilsyneladende forskelle ikke.
3:2.9 (48.1) Vi er alle en del af Guds familie, og vi må derfor nogen gange påtage os en del af familiens disciplin. Mange af Guds gerninger som forstyrrer og forvirrer os, er resultatet af den samlet visdommens beslutninger og endelige vedtagelser, som bemyndiger Samforeneren til at udføre valget af det uendelige sinds ufejlbarlige vilje, til at håndhæve beslutningerne af den perfektes personlighed hvis overblik, klarsyn og omsorg omfavner den højeste og evige velfærd i hele hans vældige og vidstrakte skabelse.
3:2.10 (48.2) Således er det at jeres løsrevne, oversigtsløse, endelige, grove og meget materialistiske synsvinkel og de begrænsninger som er en del af naturen i jeres væsen, udgør et sådan handicap, at i bliver ude af stand til at se, forstå eller kende til visdommen og venligheden i mange af de guddommelige handlinger, som for jer kan synes fyldt med hensynsløs grusomhed, og som synes at være præget af en sådan komplet ligegyldighed i forhold til jeres medskabningers velbefindende og velfærd for deres planetariske lykke og personlige velstand. Det er på grund af begrænsninger af menneskelig vision, på grund af jeres begrænsede forståelse og finite fatteevne, at i misforstår Guds motiver og fordrejer hans formål. Men der sker meget på de evolutionære verdner som ikke er den Universelle Faders personlige værk.
3:2.11 (48.3) Den guddommelige almægtighed er perfekt koordineret med de andre egenskaber af Guds personlighed. Guds kraft er normalt begrænset i deres åndelige manifestationer i universet af tre forhold eller situationer:
3:2.12 (48.4) 1. Af Guds væsen, især af hans uendelige kærlighed, af sandhed, skønhed og godhed.
3:2.13 (48.5) 2. Af Guds vilje, af hans barmhjertighed og faderlige forhold til universets personligheder.
3:2.14 (48.6) 3. Af Guds lov, af den evige Paradistreenigheds retfærdighed og ret.
3:2.15 (48.7) Gud er ubegrænset i styrke, guddommelig af væsen, endelig i vilje, uendelig i egenskaber, evig i visdom og absolut i virkeligheden. Men alle disse karakteristika hos den Universelle Fader er forenet i Guddommen og universelt udtryk i Paradistreenigheden og i Treenighedens guddommelige Sønner. Ellers er alt udenfor Paradiset og centraluniverset Havona som har med Gud at gøre, begrænset af den Højestes evolutionære tilstedeværelse, betinget af den Ultimatives eventuerede tilstedeværelse og koordineret af de tre eksistentielle Absolutter: Guddomsabsolutet, det Universelle Absolut og det Egenskabsløse Absolut. Og således er Guds tilstedeværelse begrænset fordi dette er Guds vilje.
3:3.1 (48.8) ”Gud ved alt.” Det guddommelige sind er bevidst om og fortrolig med hele skabelsens tanker. Hans kendskab til begivenhederne er universel og perfekt. De guddommelige væsener som udgår fra ham, er en del af ham; han som ”stabiliserer skyerne” er også ”perfekt i kundskab.” ”Herrens øjne ser overalt.” En stor lærer sagde om den ubetydelige spurv: Ikke en vil falde til jorden uden min Faders kendskab; ” også, ” selv jeres hår på hoved er talte.” ”Han bestemmer antallet af alle stjernerne; han kalder med ved deres navne.”
3:3.2 (49.1) Den Universelle Fader er den eneste personlighed i hele universet som faktisk kender antallet af stjerner og planeter som findes i rummet. Alle verdnerne i hvert eneste univers er til enhver tid til stede i Guds bevidsthed. Han siger også: Jeg har set mit folks lidelser, jeg har hørt deres skrig, og jeg kender deres sorg.” For ”når Herren ser fra himlen; iagttager han alle menneskehedens børn; fra hans beboelses sted iagttager han alle jordens beboere.” Ethvert skabt barn kan i sandhed sige: ” Han kender den vej jeg går, og når han har prøvet mig, vil jeg fremkomme som guld.” ”Gud kender vores ned- og opture; han forstår vores tanker langt væk fra og er bekendt med vores veje.” ”Alle ting er nøgne og åben for øjnene af ham med hvem vi har at gøre.” Og det burde virkelig være opmuntrende for hvert eneste menneske at forstå at ”han kender din struktur; han husker at du er støv.” Jesus sagde om den levende Gud: ”Din Fader ved, hvad du har brug for, endda selv før du spørger ham.”
3:3.3 (49.2) Gud besidder en ubegrænset evne til at vide alt; hans bevidsthed er universel. Hans personlige kredsløb omfatter alle personligheder, og han bliver tilført kundskab om selv de ydmyge skabninger, suppleret indirekte gennem alle de nedstigende guddommelige Sønner og direkte gennem de iboende Tankerettere. Og yderligere er den Uendelige ånd til enhver tid til stede over alt.
3:3.4 (49.3) Vi er ikke helt sikre på om Gud vælger at forudse tilfælde af synd eller ikke. Men selv om Gud skulle forudse sine børns frie viljeshandlinger, så vil denne forhåndskundskab på ingen måde ske på bekostning af jeres frihed. En ting er sikkert: Gud er aldrig overrasket.
3:3.5 (49.4) Almægtighed betyder ikke at man har styrke til at udrette det uudførlige, gøre noget ugudeligt. Heller ikke betyder alvidenhed, at man ved det som ikke kan vides. Men sådanne udsagn kan næppe gøres forståeligt for det begrænsede sind. Det skabte væsen kan næppe forstå omfanget og begrænsningerne af Skaberens vilje.
3:4.1 (49.5) Det at Gud vedvarende overdrager sig selv til universerne efterhånden som de bliver til, svækker på ingen måde potentialet af styrke eller mængden af visdom, i og med at disse fortsætter med at opholde sig i Guddommens centrale personlighed. I sit potentiale for kraft, visdom og kærlighed har Faderen aldrig formindsket noget af det han er i besiddelse af eller ladet sig fratage nogen af sin herlighedsudstrålende personligheds egenskaber som følge af den uforbeholdne overdragelse af sig selv til sine Paradissønner, sine underordnede skabelser og til de mangfoldige væsener som findes der.
3:4.2 (49.6) Skabelsen af ethvert nyt univers, kræver en ny justering af tyngdekraften; men selv om skabelsen skulle fortsætte ubegrænset, i al evighed og endda til uendeligheden så at det materielle skabelse i sidste ende ville eksistere uden begrænsninger, så ville styrken til at kontrollere og koordination som hviler i Paradis Øen, fortsat vise sig at være lige egnet eller være tilstrækkelig til at beherske, kontrollere og koordinere et sådan uendeligt univers. Og efter denne overdragelse af grænseløs kraft og styrke over et grænseløst univers, ville den Uendelige stadig være overopladet med lige så stor grad af kraft og energi; den Egenskabsløse Absolutte ville fortsat være uformindsket; Gud ville fremdeles besidde det samme uendelige potentiale, ligesom hvis kraft, energien og styrke aldrig var blevet udøst som egenskaber til univers efter univers.
3:4.3 (50.1) Og sådan er det også med visdommen: Det faktum, at sind er så frit distribueret til verdnernes tankevirksomhed, forringer på ingen måde den centrale kilde til guddommelig visdom. Efterhånden som universerne bliver stadig flere, og antallet af væsener på verdnerne øges til grænsen af det ufattelige; selv om der uden ophør udøses stadig flere sind til disse væsener af både høj og lav stand, så vil Guds centrale personlighed fortsat omfatte samme evige, uendelige og alvidende sind.
3:4.4 (50.2) Det faktum at han udsender åndelige budbringere fra sig selv for at tage bolig i mænd og kvinder i jeres verden, mindsker på ingen måde hans evne til at fungere som en guddommelig og almægtig åndepersonlighed; og der findes absolut ingen grænser for hvor mange eller i hvor stor udstrækning sådanne Åndeledsagere som han kan og vil kunne sende ud. Det at han giver af sig selv til sine skabninger, skaber en grænseløs, næsten en ubegribelig fremtids mulighed for progressive og successive eksistenser for disse guddommelig begavet dødelige. Og denne overdådige fordeling af sig selv i form af disse tjenende åndevæsener mindsker på ingen måde visdommen og perfektion af sandhed og kundskab som hviler i den alvise, alvidende og almægtige Faderens person.
3:4.5 (50.3) For de dødelige af tiden findes der en fremtid, men Gud bor i evigheden. Selv om jeg kommer fra nær selveste Guddommens tilholdssted, kan jeg ikke påberåbe mig, at kunne tale med perfekt forståelse om uendeligheden af mange af de guddommelige egenskaber. Det er kun uendelighedens sind som fuldt ud kan forstå eksistensens uendelighed og handlingens evighed.
3:4.6 (50.4) Det dødelige menneske kan umulig kende den himmelske Faders uendeligheds perspektiv. Det finite sind kan ikke gennemtænke en sådan absolut sandhed eller kendsgerning. Men dette selvsamme endelige mennesket kan faktisk føle - bogstaveligt opleve - den fulde og uformindskede effekt af sådan en uendelig Faders KÆRLIGHED. En sådan kærlighed kan virkelig opleves, men mens kvaliteten af erfaring er ubegrænset, er mængden af sådan en oplevelse begrænset af den menneskelige evne til åndelige modtagelighed og af den tilsvarende kapacitet til at elske Faderen til gengæld.
3:4.7 (50.5) Den finite påskønnelse af uendelighedens kvaliteter overskrider langt den logisk begrænset kapacitet hos de skabte på grund af det faktum, at mennesket er skabt i Guds billede - idet der indeni ham lever et fragment af uendeligheden. Derfor er menneskets mest nærliggende og kærkomne tilgang til Gud, ved og gennem kærlighed, for Gud er kærlighed. Og alle sider ved sådanne et unik forhold er en faktisk erfaring i kosmisk sociologi, forholdet mellem Skaberen og skabningen - hengivenhed mellem Fader og barn.
3:5.1 (50.6) I sin kontakt med skabelserne efter Havona, udøver den Universelle Fader ikke sin uendelige styrke og endelige autoritet gennem direkte overføring, men hellere gennem sine Sønner og deres underordnede personligheder. Og Gud gør dette af sin egen fri vilje. Hele den tildelte styrke eller enhver del deraf kunne, hvis situationen skulle opstå, hvis det guddommelige sind skulle vælge det, udøves direkte; men som regel tages et sådan skridt kun hvis den bemyndigede personlighed ikke klart har efterlevet sit guddommelige tillidserhverv. Når dette sker, ved en sådan misligholdelse, indenfor rammen for guddommelig selvbegrænsning af styrke og potentiale, handler Faderen selvstændigt og i overensstemmelse med beslutninger af hans eget valgt; et valg han altid vil foretage ud fra sin fejlfri perfektion og sin uendelige visdom.
3:5.2 (51.1) Faderen regerer gennem sine Sønner; og ned gennem hele universets organisation er der en ubrudt kæde af herskere som slutter med Planetprinserne, som styrer skæbnen på de evolutionære sfærer i Faderens store domæner. Det er ikke kun poetiske fraser når det erklæres: ”Jorden og dens rigdom tilhører Herren.” ”Han afsætter og indsætter konger.” ”De Højeste hersker i menneskernes verden.”
3:5.3 (51.2) Hvad angår det som foregår i menneskernes hjerter, får den Universelle Fader det ikke altid på sin måde; men når det gælder adfærd og skæbne af en planet, er det den guddommelige plan som er fremherskende; visdommens og kærlighedens evige formål kommer til sin ret.
3:5.4 (51.3) Jesus sagde: ”Min Fader, som har givet mig dem, er større end alt; og ingen er i stand til at rive dem ud af min Faders hånd.” Når I får et glimt af de mangfoldige virksomheder i Guds nærmeste grænseløse skabelse og betragter hvor overvældende enormt det er, vil I måske komme i vildrede om hans overherredømme, men I burde ikke betvivle, at han trygt og til evig tid sidder på tronen i altings Paradiscenter som godtgørende Fader for alle intelligente væsener. Det findes kun ” én Gud som er Fader for alle, som står over alle og er i alle,” ”og han er før alting, og i ham alting er.”
3:5.5 (51.4) Livets usikkerhed og tilværelsens omskiftelser, modsiger på ingen måde begrebet om Guds universelle suverænitet. Alt liv blandt evolutionære væsener er forbundet med visse uundgåeligheder. Tænk over følgende:
3:5.6 (51.5) 1. Er mod - karakterstyrke - ønskelig? Så må mennesket blive opfostret i et miljø som nødvendiggør at det må kæmpe med hårde realiteter og reagere på skuffelser.
3:5.7 (51.6) 2. Er altruismen - at man tjener sin næste - ønskelig? Så må livet byde på erfaringer hvor man støder på sociale uligheder.
3:5.8 (51.7) 3. Er håb - storhed af tillid - ønskelig? Så må mennesket leve med vedvarende at blive konfronteret med utryghed og tilbagevendende usikkerhedsmomenter.
3:5.9 (51.8) 4. Er tro - mennesketankens højeste sikkerhed - ønskelig? Så må menneskesindet finde sig i den besværlige situation det er, altid at vide mindre end hvad det kan tro.
3:5.10 (51.9) 5. Er det at elske sandheden og være villig til at følge den hvor den end måtte føre en hen, ønskværdig? Så må mennesket vokse op i en verden hvor fejl er til stede og løgn altid en mulighed.
3:5.11 (51.10) 6. Er idealisme - idé og koncept, som nærmer sig det guddommelige - ønskelig? Så må mennesket kæmpe i et miljø hvor godhed og skønhed er relativ, i omgivelser som stimulerer det ukuelige ønske om at gøre ting bedre.
3:5.12 (51.11) 7. Er loyalitet - det at vie sig til den højeste pligtopfyldelse - ønskelig? Så må mennesket leve med mulighederne for forræderi og desertering. Tapperhed ved at være pligtopfyldende består i, den underforstået fare for misligholdelse.
3:5.13 (51.12) 8. Er uselviskhed - selvforglemmelsens ånd - ønskelig? Så må det dødelige menneske leve ansigt til ansigt med det konstante krav om anerkendelse og ære fra det uundgåelige selv. Mennesket kunne ikke dynamisk vælge det guddommelige liv såfremt der ikke fandtes noget jeg-liv at give afkald på. Mennesket ville aldrig kunne få et frelsende greb om retfærdigheden såfremt der ikke var noget potentielt ondt som gennem sin kontrast ville ophøje og udskille det gode i forhold til.
3:5.14 (51.13) 9. Er velvære - den tilfredsstillelse lykken giver - ønskelig? Så må mennesket leve i en verden, hvor smerte som et alternativ og lidelse som en sandsynlighed er allestedsnærværende erfaringsmæssige muligheder.
3:5.15 (52.1) Overalt i universet betragtes hver enhed som en del af helheden. Enhedens overlevelse afhænger af samarbejdet med helhedens plan og formål, det helhjertede ønske og perfekte vilje til at gøre Faderens guddommelige vilje. Den eneste evolutionære verden uden fejl (uden mulighed for ukloge bedømmelse) ville være en verden uden fri intelligens. I Havona universet findes det en milliard perfekte verdener med deres perfekte indbyggere, men det udviklende mennesket er nødt til at være fejlbarlig hvis det skal være fri. Den frie og uerfarne intelligens kan umuligt til en begyndelse være jævnt klog. Muligheden til at fejlbedømme (til at begå ondt) bliver synd når den menneskelige vilje bevidst godkender og med viden favner en bevidst umoralsk dom.
3:5.16 (52.2) Den fuldstændige værdsættelse af det sande, det skønne og det gode er iboende i den guddommelige univers perfektion. Indbyggerne i Havona verdnerne behøver ikke de relative værdiniveauers potentiale for at stimulere deres valg; sådanne perfekte væsener er i stand til at identificere og vælge det gode i fravær af alle kontrastive og tanke-overbevisende moralske situationer. Men alle disse perfekte væsener er, i deres moralske karakter og åndelig status, hvad de er i kraft af deres blotte eksistens. De har erfaringsmæssigt fortjent deres fremgang inden for rammerne af deres medfødte status. Det dødelige menneske fortjener sin status som en opstigningskandidat i kraft af sin tro og sit håb. Alt det guddommelige som menneskesindet gør sig tanker om og som menneskesjælen tilegner sig, er et erfaringsmæssigt resultat; det er en virkelighed som hører til den personlige erfaring og dermed en enestående besiddelse, i modsætning til den iboende godhed og retfærdighed hos de ufejlbarlige personligheder af Havona.
3:5.17 (52.3) Havona væsenerne er naturligt modige, men de er ikke modige i den menneskelige forstand. De er medfødt venlige og hensynsfulde, men næppe altruistiske sådan som et menneske kan være det. De forventer sig en behagelig fremtid, men nærer ikke håb på samme inderlige måde som den tillidsfulde dødelige på de usikre evolutionære sfærer. De har tro på universets stabilitet, men den frelsende tro som driver det dødelige mennesket fra en dyrisk tilværelse og helt op til Paradisets port, er dem yderst fremmed. De elsker sandheden, men dens sjælefrelsende egenskaber har de intet kendskab til. De er idealistiske, men de blev født som sådan; de er helt uvidende om henrykkelsen i at blive det, ved at foretage opløftende valg. De er loyale, men har aldrig oplevet spændingen ved at vie sig helhjertet og med klogskab til en pligt man let nok kan fristes til at forsømme. De er uselviske, men når ikke sådanne niveauer af erfaring ved en storslået kamp for at overvinde et genstridigt ego. De nyder deres glæde, men sødmen i at finde glæden ved at slippe for at kunne møde smerten, har de ikke noget begreb om.
3:6.1 (52.4) Med guddommelig uselviskhed, med fuldendt gavmildhed, afstår den Universelle Fader sin autoritet og delegerende styrke, men han er stadig den fornemste; hans hånd hviler på den mægtige løftestang af omstændighederne i universernes verdener; han har forbeholdt alle endelige afgørelser for sig selv og ufejlbarligt svinger han sit formåls almægtige veto scepter med ubestridelig autoritet over den vidstrakte, hvirvlende og evig kredsende skabelses velfærd og skæbne.
3:6.2 (52.5) Guds suverænitet er ubegrænset; dette er hele skabelsens grundlæggende kendsgerning. Universets tilblivelse var ikke uundgåelig; det skete ikke ved nogen ulykke, og det er heller ikke selv-eksisterende. Det er et skaberværk og er dermed helt underlagt Skaberens vilje. Guds vilje er guddommelig sandhed, levende kærlighed; derfor karakteriseret de perfektionerende skabelser i de evolutionære universer ved deres godhed - nærhed til det guddommelige, og ved deres potentiale for det onde - afstanden fra guddommeligheden.
3:6.3 (53.1) Al religionsfilosofi kommer før eller senere frem til en opfattelse om en samlet styring af universet, om den ene Gud. Universets årsager kan ikke være mindre end universets virkninger. Kilden til universets livs strømme og til det kosmiske sind må befinde sig på et højere niveau end manifestationerne af dem. Menneskesindet kan ikke konsekvens forklares ud fra en beskrivelse af laverestående livsformer. En sand forståelse af det menneskelige sind er kun mulig ved erkendelse af virkeligheden om højere tankeverdner og en formålsrettet vilje. Mennesket som et moralsk væsen er uforklarligt, medmindre den Universelle Fader anerkendes som en realitet.
3:6.4 (53.2) Den mekanistiske filosof hævder sin afvisning af tanken om en suverænt rådende universel vilje, hvis aktivitet i udarbejdelsen af universets love, han nærer så dyb ærbødighed for. Hvilken utilsigtet agtelse viser mekanisten ikke overfor lovens Skaber, når han anser disse love til at være selvvirkende og selvforklarende.!
3:6.5 (53.3) Man begår en stor bommert ved at menneskeliggøre Gud undtagen når det gælder ens iboende Tankeretter, men ikke engang det er lige så dumt som helt og holdent at mekanisere den Første Kilde og Center.
3:6.6 (53.4) Lider Paradisfaderen? Det ved jeg ikke. Skabersønnerne er i højeste grad i stand til det, og nogen gange gør de det også, på samme måde som de dødelige. Den Evige Søn og den Uendelige ånd kan lide, men i en modificeret forstand. Jeg tror den Universelle Fader lider, men jeg kan ikke forstå hvordan; måske gennem personlighedens kredsløb eller gennem den individualitet som Tankeretterne og andre overdragelser af hans evige væsen. Han har sagt om de dødelige væsener: ”I alle jeres lidelser, lider jeg.” Han oplever utvivlsomt en faderlig og sympatisk forståelse; måske kan han virkelig lider, men jeg kan ikke forstå karakteren af lidelsen.
3:6.7 (53.5) Den uendelige og evige Hersker over universernes univers er magt, form, energi, proces, mønster, princip, tilstedeværende og idealiseret virkelighed. Men han er mere: han er personlig; han udøver en suveræn vilje, oplever selvbevidsthed af guddommelighed, iværksætter et kreativt sinds beslutninger, søger tilfredsstillelse ved at virkeliggøre et evigt formål og give udtryk for en Faders kærlighed og ømhed for sine børn i universet. Og alle disse mere personlige karaktertræk ved Faderen kan bedre forstå ved at betragte dem, da de blev åbenbaret gennem Mikael, jeres Skabersøns overdragelse, da han var inkarneret på Urantia.
3:6.8 (53.6) Gud Faderen elsker menneskerne; Gud Sønnen tjener menneskerne; Gud Ånden inspirerer universets børn i deres altid opadgående eventyrrejse for at finde Gud Faderen ad veje som er bestemt af Guds Sønner gennem Gud Åndens barmhjertige tjeneste.
3:6.9 (53.7) [I egenskab af at være den Guddommelige Rådgiver tildelt præsentationen af åbenbaringen af den Universelle Fader, har jeg fortsat med denne redegørelse om Guddommens attributter.]
Urantia Bogen
Kapitel 4
4:0.1 (54.1) DEN Universelle Fader har et evigt formål til universernes univers vedrørende det materielle, intellektuelle og åndelige fænomen, som han udfører gennem hele tiden. Gud skabte universerne af egen fri og suveræne vilje og han skabte dem i overensstemmelse med hans altid kloge og evige formål. Det er tvivlsomt om nogen undtagen Paradisguddommene og deres højeste associerede virkelig ved ret meget om Guds evige formål. Selv de ædle borgere i Paradiset har nogle meget divergerende opfattelser om karakteren af Guddommenes evige formål.
4:0.2 (54.2) Det er let at udlede, at formålet med at skabe det perfekte centrale univers Havona var ren tilfredsstillelse af den guddommelige natur. Havona fungerer som mønster skabelsen for alle andre universer og som den afsluttende skole for tidens pilgrimme på deres vej til Paradiset; imidlertid må en sådan himmelsk skabelse eksistere primært til glæde og tilfredshed for de perfekte og uendelige Skabere.
4:0.3 (54.3) Den fantastiske plan om at perfektionere evolutionære dødelige og efter, at de har opnået Paradiset og Finalitkorpset, hvilket giver yderligere uddannelse af noget uafsløret fremtidige arbejde, synes at være, på nuværende tidspunkt, en af de vigtigste opgaver af de syv superuniverser og deres mange underenheder; men denne opstignings plan for åndeliggørelse og træning af de dødelige fra tid og rum er ikke på nogen måde den eneste beskæftigelse af universets intelligenser. Der er desuden, mange andre fascinerende formål som optager de himmelske værters tid og kræver deres energier.
4:1.1 (54.4) Urantias beboere har i tidsaldre misforstået Guds forsyn. Der er et forsyn af guddommelig udfoldelse på jeres verden, men det er ikke den barnlige, vilkårlige og materielle tjeneste som mange dødelige har fået opfattelsen af. Guds forsyn består af synkroniserede aktiviteter af de himmelske væsener og de guddommelige ånder som, i overensstemmelse med kosmisk lov, uophørligt arbejder til ære for Gud og den åndelige forfremmelse af hans univers børn.
4:1.2 (54.5) Er det ikke muligt at I kan avancere jeres begreb angående Guds handlemåde i forhold til mennesket til det niveau, hvor I vil anerkende at universets nøgleord er fremskridt? Menneskeheden har gennem mange tidsaldre kæmpet for at nå dets nuværende position. Igennem alle disse årtusinde har Forsynet udarbejdet planen for fremadskridende evolution. De to tanker er ikke i praktisk modsætning, kun i menneskets misforstået opfattelse. Det Guddommelige forsyn står aldrig i opposition til sand menneskelig udvikling, hverken tidsmæssig eller åndelig. Forsynet er altid i overensstemmelse med de højeste Lovgivers uforanderlige og perfekte karakter.
4:1.3 (55.1) ”Gud er trofast” og ” alle hans bud er retfærdige.” ”Hans trofasthed er etableret i selve himlen.” ”For altid, Min Herre, er dine ord afgørende i himlen. Din trofasthed er til alle generationer; du har etableret jorden og den er vedblivende.” ”Han er en trofast Skaber.”
4:1.4 (55.2) Der er ingen begrænsninger på de kræfter og personligheder som Faderen kan anvende for at opretholde sit formål og støtte sine skabninger. ”Den evige Gud er vores tilflugtssted og nedenunder er de evige arme.” ”Den som opholder sig på den Højestes hemmelige sted, hviler i skyggen af den Almægtige.” ”Se, den, der vogter os, han hverken slumrer eller sover.” ”Vi ved, at for dem som elsker Gud samarbejder alt til det bedste.” ”for Herrens øjne hviler på de retfærdige og hans ører er åbne for deres bønner.”
4:1.5 (55.3) Gud opretholder ”alt ved hjælp af hans kraft i ordet.” Og når nye verdener er født, så ”udsender han sine Sønner og de er skabte.” Gud skaber ikke blot, men han bevarer dem alle.” Gud opretholder hele tiden alt materielt og alle væsener åndeligt. Universerne er for evigt stabile. Der er stabilitet i midten af tilsyneladende ustabilitet. Der er en underliggende orden og sikkerhed i midten af stjernehimlens energi omvæltninger og de fysiske naturkatastrofer.
4:1.6 (55.4) Den Universelle Fader har ikke trukket sig tilbage fra forvaltningen af universerne; han er ikke en inaktiv Guddom. Hvis Gud skulle trække sig tilbage fra den nuværende opretholdelse af hele skabelsen, så ville der øjeblikkelig indtræffe et universelt kollaps. Uden Gud, ville der ikke være noget sådan som virkelighed. I dette øjeblik, så vel som igennem fortidens fjerntliggende tidsaldre og ind i den evige fremtid, fortsætter Gud med opretholdelsen. Den guddommelige rækkevidde strækker sig rundt om evighedens cirkel. Universet er ikke trukket op ligesom et ur for at gå i et stykke tid og så ophøre med at fungere; alt bliver vedvarende fornyet. Faderen frembringer uophørlig energi, lys, og liv. Guds arbejde er praktisk såvel som åndeligt. ”Han udspænder det nordlige over det tomme rum og hænger jorden i ingenting.”
4:1.7 (55.5) Et væsen af min klasse er i stand til at opdage den ultimative harmoni og opfange vidtrækkende og dybtgående koordinering af universets administration af rutinemæssige anliggender. Meget af det som synes usammenhængende og tilfældig til det dødelige sind fremstår velordnet og konstruktiv i min forståelse. Men der er rigtig meget som foregår i universerne som jeg ikke helt forstår. Jeg har i længere tid studeret, og er mere eller mindre bekendt med, de anerkendte kræfter, energierne, sindene, morontierne, ånder og personlighederne i de lokale universer og superuniverserne. Jeg har en generel forståelse af hvorledes disse agenturer og personligheder fungerer, og jeg er fortrolig velkendt med arbejdet som de godkendte ånde intelligenser i storuniverset udfører. Uagtet mit kendskab til universernes fænomen, så er jeg bestandig konfronteret med kosmiske reaktioner som jeg ikke helt forstår. Jeg møder hele tiden tilsyneladende tilfældige sammensværgelser af forbundne forbindelser af kræfter, energier, intellekt og ånder, som jeg ikke tilfredsstillende kan forklare.
4:1.8 (55.6) Jeg er fuld kvalificeret til at udforske og analysere effekten af alle fænomener som direkte hidrører fra resultaterne af de aktiviteter som udføres af den Universelle Fader, den Evige Søn, den Uendelige Ånd og i vid udstrækning fra Paradis Øen. Min rådvildhed er forårsaget af mødet med hvad synes at være opnået af deres gådefulde koordinerede, de tre Absolutter af potentialitet. Disse Absolutter synes at fortrænge stof, at transcendere sindet og overvinde ånd. Jeg er konstant forvirret og ofte rådvild på grund af min manglende evne til at forstå disse komplekse transaktioner, som jeg tilskriver de tilstedeværelser og opførelser fra den Egenskabsløse Absolutte, den Guddoms Absolutte og den Universelle Absolutte.
4:1.9 (56.1) Disse Absolutter må være de ikke helt åbenbarede tilstedeværende ude i universet, som i fænomenerne af rum potens og i funktionen af andre superultimative stadier, gør det umuligt for fysikere, filosoffer og endda religiøse at forudsige med sikkerhed hvordan de oprindelige kræfter, begreber eller ånder vil reagere på krav som er krævet i en kompleks virkelighedssituation som involverer de højeste justeringer og ultimative værdier.
4:1.10 (56.2) Der er også en organisk enhed i universerne af tid og rum som ligger til grund for hele strukturen af kosmiske begivenheder. Denne levende tilstedeværelse af det udviklende Højeste Væsen, denne immanens af den projicerede Ufuldstændige, er manifesteret igen og igen uforklarligt som noget, der synes at fremstår som en forbløffende tilfældig koordinering af tilsyneladende uafhængige begivenheder i universet. Dette må være Forsynets funktion——det Højeste Væsen og Samforenerens virkelighed.
4:1.11 (56.3) Jeg er tilbøjelig til at tro at det er denne vidtstrakte og almindeligvis ugenkendelige kontrol af koordineringen af og indbyrdes forhold af alle faser og former af aktiviteter i universet som er årsag til en sådan forskelligartet og tilsyneladende håbløs forvirret blanding af fysiske, mentale, moralske og åndelige fænomener som usvigeligt arbejder til ære for Gud og for det bedste for mennesker og engle.
4:1.12 (56.4) Men i en bredere forstand er de tilsyneladende kosmiske ”uheld” uden tvivl en del af det endelige drama af den Uendeliges eventyr i tid og rum, i sin evige manipulation af Absolutterne.
4:2.1 (56.5) Naturen er i en begrænset forstand Guds fysiske beklædning. Guds adfærd eller handling er egenskabsbestemt og midlertidig modificeret af de eksperimentelle planer og de evolutionære mønstre af et lokalunivers, en konstellation, et system eller en planet. Gud handler i overensstemmelse med en klart defineret, uændret, uforanderlig lov ud over hele det vidtstrakte mesterunivers; men han modificerer sine handlingsmønstre for at bidrage til den koordinerede og balanceret handlemåde i hvert univers, konstellation, system, planet og personlighed i overensstemmelse med de lokale formål, mål og planer for de endelige projekter i den evolutionære proces.
4:2.2 (56.6) Derfor udgør naturen, som dødelige mennesker forstår den, det underliggende fundament og grundlæggende baggrund af en uforanderlig Guddom og hans uforanderlige love, som modificeres af, svingende på grund af og oplever omvæltninger gennem afviklingen af de lokale planer, formål, mønstre og betingelser, som er påbegyndt og bliver gennemført af kræfter og personligheder som hører til lokaluniverset, til konstellationen, systemet og planeten. For eksempel: Sådan som Guds love er blevet bestemt for Nebadon, så er de modificeret af de planer, som er etableret af Skabersønnen og den Skabende Ånd af dette lokalunivers; og i tillæg til alt dette så er funktionen af disse love blevet yderligere påvirket af de fejl, forsømmelser og oprør fra visse væsener bosiddende på jeres planet og tilhørende jeres nærmeste planetariske system Satania.
4:2.3 (56.7) Naturen er et tid og rum resultat af to kosmiske faktorer; for det først, uforanderligheden, perfektionen og Paradisguddommens retskaffenhed, og for det andet, de eksperimentelle planer, alvorlige fejl i udførelsen, fejl der kommer af oprør, ufuldstændigheden i udvikling og ufuldkommenheden i visdom hos væsener udenfor Paradiset, fra den højeste til den laveste. Naturen bærer derfor en ensartet, uforanderlig, majestætisk og ganske mærkværdig tråd af fuldkommenhed fra evighedens cirkel; men i hvert univers, på hver klode og i hvert individuelt liv er naturen modificeret, egenskabsbestemt og måske spoleret af handlinger, fejltagelser og illoyalitet hos væsener i de evolutionære systemer og universer; og derfor må naturen altid være under forandring, tillige lunefuld selvom den er stabil på bunden og varierende i overensstemmelse med de procedurer der anvendes i et lokalunivers.
4:2.4 (57.1) Naturen er Paradisets perfektion divideret med ufuldstændighed, ondskab og synd fra de ufuldendte universer. Denne kvotient udtrykker således både det perfekte og det delvise, af både det evige og det tidsmæssige. Den fortsatte evolution modificerer naturen ved at forøge indholdet af Paradisets perfektion og ved at formindske indholdet af ondt, fejltagelse og disharmoni af den relative virkelighed.
4:2.5 (57.2) Gud er ikke personlig tilstede i naturen eller i nogle af dets kræfter, for naturen som fænomen er en sammenlægning, bestående af ufuldkommenhederne af fremadskridende evolution og undertiden, af konsekvenserne af oprørske opstande, på Paradisets fundament af Guds universelle lov. Så som naturen ser på en verden som Urantia, så kan naturen aldrig være et fyldestgørende udtryk, den sande repræsentation, den nøjagtige portrættering, af en alvidende og uendelige Gud.
4:2.6 (57.3) Naturen på jeres verden udtrykker en modificering af loven om perfektion af de evolutionære planer i lokaluniverset. Sikken en parodi at tilbede naturen fordi den i en begrænset, egenskabsbestemt forstand er præget af Gud; fordi den er en fase af den universelle og derfor guddommelige styrke! Naturen er også en manifestation af det ufuldendte, det ufuldstændige, den ufuldkomne videreførelse af udvikling, vækst og fremgang i et universeksperiment i kosmisk evolution.
4:2.7 (57.4) De tilsyneladende fejl i naturens verden er ikke tegn på nogen lignende tilsvarende fejl i Guds karakter. Snarere er sådanne observerede ufuldkommenheder blot de uundgåelige pause øjeblikke i fremvisningen af den evige film, hvor uendeligheden er udtrykt i billeder. Det er selve disse fejl-afbrydelser af kontinuiteten af perfektion som gør det muligt for det fysiske menneskes begrænsede sind, at opfange et flygtigt glimt i tid og rum af den guddommelige virkelighed. Den fysiske manifestation af guddommelighed fremstår mangelfuld, for menneskets evolutionære sind, kun fordi det dødelige menneske stædigt fastholder at betragte naturens fænomen igennem naturlige øjne, menneskets synsevne uden hjælp af morontia mota eller af åbenbaring, er en kompenserende erstatnings i tidens verdener.
4:2.8 (57.5) Og naturen er ødelagt, hendes smukke ansigt er arret, hendes kendetegn er udtørret, af oprør, dårlig administration, forkert tænkning fra utallige væsener som er en del af naturen, men som har bidraget til dens vansiring i tiden. Nej, naturen er ikke Gud. Naturen er ikke en genstand for tilbedelse.
4:3.1 (57.6) Al for længe har mennesket tænkt om Gud som en ligesom ham selv. Gud er ikke, har aldrig været og vil aldrig være jaloux på mennesket eller nogle andre væsener i universernes univers. Vel vidende at Skabersønnen påtænkte at mennesket skulle være mesterværket af den planetariske skabelse, for at være hersker over alt på jorden, så er synet af hans væsen domineret af hans egne lavere lidenskaber, og synet af hvordan han bøjer sig for idoler af træ, sten, guld og selviske ambitioner——disse frastødende scener bevæger Gud og hans Sønner til at være jaloux for mennesket, men aldrig på ham.
4:3.2 (57.7) Den evige Gud er ude af stand til at være forbitret og vred i den menneskelige betydning af sådanne følelsesreaktioner. Disse følelser er nedrige og foragtelige; de er næppe værd at blive kaldt menneskelige, langt mindre guddommelige; og sådanne holdninger er i bund og grund fremmed til den perfekte natur og elskværdige karakter af den Universelle Fader.
4:3.3 (58.1) Mange, rigtig mange af de vanskeligheder som de dødelige på Urantia har med at forstå Gud skyldes de vidtrækkende konsekvenser fra Lucifers opstand og Caligastias forræderi. På verdener som ikke er isoleret på grund af synd, er de evolutionære racer i stand til at formulere meget bedre ideer om den Universelle Fader; de lider mindre fra forvirring, forvrængning og pervertering af konceptet.
4:3.4 (58.2) Gud angre intet af hvad han har gjort, eller gør nu, eller nogensinde vil gøre. Han er alvidende så vel som almægtig. Menneskets visdom vokser ud af forsøg og fejl af menneskelige erfaring; Guds visdom består af den egenskabsløse fuldkommenhed af hans uendelige univers indsigt, og denne guddommelige forudviden styre effektivt den skabende frie vilje.
4:3.5 (58.3) Den Universelle Fader gør aldrig noget som senere forårsager sorg og beklagelse, men vilje skabningerne som via planlægning og tilblivelse fra hans Skaber personligheder i de afsidesliggende universer, forårsager undertiden på grund af deres uheldige valg, følelser af guddommelige sorg i deres Skaber forældres personlighed. Men selv om Faderen hverken laver fejltagelser, føler sorg eller oplever sorg, så er han et væsen med faderlig kærlighed, og hans hjerte er utvivlsomt bedrøvet når hans børn undlader at opnå de åndelige niveauer, de er i stand til med den hjælp, som så frit er stillet til rådighed af universernes åndelige opnåelses planer og af programmet for de dødeliges opstigning.
4:3.6 (58.4) Faderens uendelige godhed er udover forståelse af det finite sind; derfor vil der altid være en kontrast med sammenlignende ondskab (ikke synd) for at få en effektiv fremvisning af alle faser af relativ godhed. Perfektionen af guddommelig godhed kan blive skelnes af de dødeliges ufuldkomne indsigt kun fordi den står i kontrastiv forening med relativ ufuldkommenhed i tidens og materiens forhold i rummets bevægelser.
4:3.7 (58.5) Guds karakter er uendelig overmenneskelig; derfor må en sådan guddommelig natur være personaliseret, som i de guddommelige Sønner, før den nogen sinde kan blive trosopfattet af menneskets finite sind.
4:4.1 (58.6) Gud er det eneste stationære, selvstændige og uforanderlige væsen i alle universernes univers, som ikke har noget udenfor, intet ud over, ingen fortid og ingen fremtid. Gud er formålsbestemt energi (skabende ånd) og absolut vilje, og disse er selveksisterende og universelle.
4:4.2 (58.7) Siden Gud er selv-eksisterende, så er han absolut uafhængig. Selve Guds identitet er fjendtlig overfor forandring. ”Jeg, Herren, forandres ikke.” Gud er uforanderlig; men ikke før du når Paradis status vil du begynde at forstå hvordan Gud kan udvikle sig fra det enkle til det komplekse, fra identitet til variation, fra hvile til bevægelse, fra uendelighed til endelighed, fra det guddommelige til det menneskelige og fra enhed til dualitet og trefoldighed. Og Gud kan således modificere sine manifestationer af hans absoluthed fordi guddommelig uforanderlighed ikke indebærer ubevægelighed; Gud har vilje - han er vilje.
4:4.3 (58.8) Gud er et væsen af absolut selvbestemmelse; der er ingen begrænsninger for hans univers reaktioner undtagen dem som er selvpålagt, og hans frie vilje handlinger er kun betinget af de guddommelige egenskabsbestemmelser og perfekte egenskaber, som i følge deres natur karakterisere hans evige natur. Derfor er Gud relateret til universet som et væsen af endelig godhed plus en fri vilje af skabende uendelighed.
4:4.4 (58.9) Fader-Absoluttet er skaberen af det centrale og perfekte univers og Faderen af alle andre Skabere. Personlighed, godhed og utallige andre karakteristika deler Gud med mennesket og andre væsener, men viljes uendelighed er hans alene. Gud er begrænset i sine skabende handlinger kun af følelser i hans evige natur og af det hans uendelige visdom kræver. Guds personlighed vælger kun det som er uendelig perfekt, heraf centraluniverset af himmelsk perfektion; og selvom Skabersønnerne fuldstændigt deler hans guddommelighed, selv faser af hans absoluthed, så er de ikke helt begrænset af den visdom som styrer Faderens uendelige vilje. Derfor bliver den skabende frie vilje i Mikael klassens Sønner umådelig mere aktiv, helt guddommelig og næsten ultimativ, hvis ikke absolut. Faderen er uendelig og evig, men at benægte muligheden af hans viljesbestemte selvbegrænsning er ensbetydende med en fornægtelse af selve begrebet af hans viljesbestemte absoluthed.
4:4.5 (59.1) Guds absoluthed gennemstrømmer alle syv niveauer af universets virkelighed. Og hele denne absolutte karakter påvirker Skaberens forhold til sin familie af universets skabninger. Præcision kan være karakteristisk for treenigheds retfærdighed i universernes univers, men i hele hans umådelige (uhyrlige) familieforhold med tidens skabte væsener er universernes Gud styret af guddommelig følelse. Først og sidst - evigt - den uendelige Gud er en Fader. Af alle mulige titler, fra hvilken han passende kan blive kendt, er jeg blevet instrueret til at skildre hele skabelsens Gud som den Universelle Fader.
4:4.6 (59.2) I Gud Faderen styres den fri vilje udførelse ikke af magt, de er heller ikke alene vejledt af forstand; den guddommelige personlighed er defineret som bestående i ånd og han åbenbare sig i universerne som kærlighed. Derfor, er den Første Kilde og Center, i alle sine personlige relationer med de skabtes personligheder i universernes altid og konsekvent en elskelig Fader. Gud er en Fader i den højeste betydning af ordet. Han er evigt motiveret af den perfekte idealisme af guddommelig kærlighed, og denne omsorgsfulde natur finder sit stærkeste udtryk og største tilfredsstillelse i at elske og blive elsket.
4:4.7 (59.3) I videnskab er Gud den Første Årsag; i religion, den universelle og kærlige Fader; i filosofi, det eneste væsen som eksisterer i sig selv, som ikke er afhængig af noget anden væsen for sin eksistens, men som velvilligt skænker eksistens virkelighed til alle ting og til alle andre væsener. Men der kræves åbenbaring for at kunne vise, at den Første Årsag i videnskab og den selv eksisterende Enhed i filosofi er religionens Gud, fyld af barmhjertighed og godhed og forpligtet til gennemførelsen af den evige overlevelse af hans børn på jorden.
4:4.8 (59.4) Vi har brug for begrebet om den Uendelige, men vi tilbeder den erfaringsmæssige idé om Gud, vores formåen til hvor som helst, når som helst til at forstå de personlige og guddommelige faktorer af vores højeste begreb om Guddommen.
4:4.9 (59.5) Bevidstheden i et sejrende menneskets liv på jorden er født ud af det væsens tro, som vover at udfordre enhver tilbagevendende episode af eksistens, når de er konfronteret med det forfærdelige syn af menneskelige begrænsninger, af den aldrig svigtende erklæring: Selv om jeg ikke kan gøre dette, så lever der i mig en som kan og vil gøre det, en del af Fader-Absoluttet af universernes univers. Og dette er ” den sejr som overvinder verden, selv din tro.”
4:5.1 (59.6) Religiøse traditioner er de ufuldkommende bevarede optegnelser fra tidligere tidsaldres gudkendende menneskers erfaringer, men disse optegnelser er upålidelige som vejleder for et religiøst liv eller som kilde for sande informationer om den Universelle Fader. Sådanne gamle overbevisninger har altid undergået ændringer ved det faktum, at det primitive menneske var en myteskaber.
4:5.2 (60.1) En af de største kilder til forvirring på Urantia angående Guds natur vokser ud af fejltagelsen i jeres hellige bøger til at skelne mellem Paradistreenighedens personligheder og mellem Paradisguddommene og de lokale univers skabere og administratorer. Under de tidligere dispensationer af delvis forståelse, har jeres præster og profeter helt klart undladt at differentiere mellem Planetprinser, Systemherskere, Konstellationsfædre, Skabersønner, superunivers herskere, Det Højeste Væsen og den Universelle Fader. Mange af budskaberne fra de underordnede personligheder, så som Livsbærerne og forskellige engle klasser er i jeres optegnelser blevet præsenteret som kommende fra selve Gud. Den religiøse tænkning på Urantia forvirrer stadig de tilknyttede Guddoms personligheder med selve den Universelle Fader, så de alle er samlet under en benævnelse.
4:5.3 (60.2) Urantias folkeslag vedbliver med at lider fra indflydelsen af primitive begreber om Gud. Guder der får raserianfald i uvejr; som ryster jorden i deres vrede og slår mennesker ned i ophidselse; som tildeler deres misfornøjet straf i tider med hungersnød og oversvømmelse——disse er de primitive religioners guder; de er ikke de Guder som lever og hersker i universerne. Sådanne begreber er et levn fra tider da mennesket formodede, at universet var ledet og under herredømme af sådanne indbildte guders lunefuldhed. Men det dødelige mennesker er begyndt at indse, at han lever i en virkelighed med forholdsmæssig lov og orden hvad angår de administrative fremgangsmåder og adfærd af de Højeste Skabere og de Højeste Overvågere.
4:5.4 (60.3) Den barbariske ide med at behage en vred Gud, med at formilde en fornærmet Herre, for at vinde Guddommens gunst ved ofringer og bodsøvelse og selv ved udgydelse af blod, repræsentere en religion helt og aldeles barnagtig og primitiv, en filosofi uværdig for en oplyst tid med videnskab og sandhed. Sådanne begreber er i bund og grund frastødende til de himmelske væsener og de guddommelige herskere, som tjener og regerer i universerne. Det er en hån mod Gud at tro, hævde, eller undervise, at uskyldigt blod skal udgydes for at kunne vinde hans begunstigelse eller for at aflede den indbildte guddommelige vrede.
4:5.5 (60.4) Hebræerne troede at ” der ikke kunne være nogen syndernes forladelse uden udgydelse af blod.” De havde ikke fundet udfrielse fra den gamle og hedenske idé, at guderne ikke kunne formildes undtagen ved synet af blod, skønt Moses fik gjort et tydeligt fremskridt, da han forbød menneske ofringer og erstattede dem i hans beduin tilhængers primitive sind, med ceremonielle ofring af dyr.
4:5.6 (60.5) Overdragelsen af en Paradissøn til jeres verden var forbundet med forholdet til lukningen af en planetarisk tidsalder; det var uundgåeligt, og det var ikke nødvendigt for formålet, at vinde Guds gunst. Denne overdragelses begivenhed havde også noget at gøre med den sidste personlige handling af en Skabersøn i det lange eventyr med at erhverve suverænitets erfaring af hans univers. Sikken en parodi på Guds uendelige karakter! denne lære at hans faderlige hjerte i al dets strenge kulde og hårdhed var så uberørt overfor sine skabningers ulykker og sorg, at hans milde barmhjertighed ikke kunne strømme ud, indtil han så sin ulastelige Søn blødende og døende på korset på Golgata.
4:5.7 (60.6) Men indbyggerne på Urantia vil finde udfrielse fra disse gamle fejl og hedenske overtro angående den Universelle Faders karakter. Åbenbaringen af sandheden om Gud er kommet til syne, og menneskeheden er bestemt til at kende den Universelle Fader med al den skønhed i karakteren og alle de elskværdige egenskaber, som så pragtfuld er portrætteret af Skabersønnen som gæstede Urantia som Menneskesønnen og som Guds Søn.
4:5.8 (61.1) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 5
5:0.1 (62.1) Hvis menneskets finite sind er ude af stand til at forstå hvorledes så stor og majestætisk en Gud som den Universelle Fader kan nedstige fra sin evige bolig i uendelig perfektion for at fraternisere med det individuelle menneske væsen, i så fald må en sådan begrænset intelligens opbygge deres sikkerhed om guddommelig partnerskab på det sandheds faktum, at et virkelig fragment af den levende Gud opholder sig i intellektet hos alle normalt sindede og moralsk bevidste Urantia dødelig. De iboende Tankerettere er en del af Paradisfaderens evige Guddom. Mennesket behøves ikke at gå længere end til sit egen indre oplevelse af sjælens fordybelse af denne åndelige virkeligheds tilstedeværelse for at finde Gud og forsøge at kommunikere med ham.
5:0.2 (62.2) Gud har distribueret uendelighed i sin evige natur gennem hans seks absolutte samordnede eksistentielle virkeligheder, men han kan, til enhver tid, tage direkte personlig kontakt med enhver del eller fase eller slags skabelse gennem agenturet af hans førpersonlige fragmenter. Og den evige Gud har også reserveret forrettigheden til sig selv til at overdrage personlighed på de guddommelige Skabere og de levende skabninger i universernes univers, mens han yderligere har reserveret forrettigheden til direkte og faderlig kontakt med alle disse personlige væsener gennem personlighedens kredsløb.
5:1.1 (62.3) Den manglende evne for de begrænsede væsener til at nærme sig den uendelige Fader er naturlig, det er ikke i Faderens reserverthed, men i endeligheden og de materielle begrænsninger hos skabte væsener. Størrelsen af den åndelige forskel mellem de højeste personligheder som eksisterer i universet og de lavere grupper af skabte intelligenser er utænkelig. Hvis det var muligt for de lavere klasser af intelligenser, at blive transporteret øjeblikkelig frem til tilstedeværelsen af selve Faderen, så ville de ikke vide at de var der. De ville være lige så uvidende om den Universelle Faders tilstedeværelsen, som der hvor de nu er. Der er en lang, lang vej foran det dødelige menneske før han i fuld overensstemmelse og indenfor virkelighedens muligheder kan spørge om sikker ledelse ind i den Universelle Faders paradis tilstedeværelse. Mennesket skal åndeligt forvandles mange gange før det kan opnå et niveau som giver den åndelige vision, som gøre det i stand til selv at se en af de Syv Mesterånder.
5:1.2 (62.4) Vores Fader er ikke skjult; han er ikke i vilkårlig afsondrethed. Han har mobiliseret den guddommelige visdoms kilder i en aldrig afsluttende anstrengelse for at åbenbare sig selv til børnene i hans universelle domæner. Der er en uendelig ophøjelse og en ubeskrivelig gavmildhed forbundet med hans majestætiske kærlighed som forårsager en inderlig længsel i ham efter en kontakt til ethvert skabt væsen som kan forstå, elske eller nærme sig ham; og det er derfor, de naturlige begrænsninger i dig, uadskillelige fra din finite personlighed og materiel eksistens, der fastsætter tiden og stedet og omstændighederne under hvilken du kan opnå rejsens mål for dødelig opstigning og stå i tilstedeværelsen af Faderen ved centret af alle ting.
5:1.3 (63.1) Skønt tilnærmelsen til Faderens paradis tilstedeværelse må afvente din opnåelse af de højeste endelige niveauer for åndelig fremgang, så bør du glædes ved erkendelse af den altid tilstedeværende mulighed for direkte fællesskab med Faderens iboende ånd som så intimt er forenet med din inderste sjæl og dit åndeliggørende selv.
5:1.4 (63.2) De dødelige fra tidens og rummets verdener kan afvige meget i medfødte evner og intellektuel begavelse, de kan nyde omgivelser som er usædvanlig gunstig for social fremgang og moralsk fremskridt, eller de kan lide af mangel på næsten enhver menneskelige hjælp af kulturen og formodet fremskridt i civilisationens færdigheder; men mulighederne for åndelig fremskridt i den opstigende karriere er lige for alle; niveauer af stigende åndelig indsigt og kosmiske betydninger er opnåelige helt uafhængig af alle sådanne sociomoralske forskelle af diversificerede materielle omgivelser på de evolutionære verdener.
5:1.5 (63.3) Hvorledes end Urantias dødelige er forskellige i deres intellektuelle, sociale, økonomiske og selv i moralske muligheder eller forudsætninger, så glem ikke at deres åndelige begavelse er ensartet og enestående. De nyder alle den samme guddommelige tilstedeværelse af Faderens gave, og de er alle lige privilegeret til at søge den intime personlige forbindelse med den iboende ånd af guddommelig oprindelse, og de kan alle i samme grad vælger at acceptere disse Mysterieledsagers ensartet åndelige ledelse.
5:1.6 (63.4) Hvis det dødelige menneske helhjertet er åndelig motiveret, uforbeholdent helliger sig til at gøre Faderens vilje, og siden han er så sikker og så effektivt åndeligt begavet af den iboende og guddommelige Retter, slår det ikke fejl, at der åbenbare sig i dette individs erfaring den ophøjet bevidsthed af at kende Gud og den himmelske sikkerhed for overlevelse med det formål at finde Gud gennem den gradvise erfaring som det er at blive mere og mere som ham.
5:1.7 (63.5) Mennesket er åndelig beboet af en overlevende Tankeretter. Hvis et sådan menneske sind er oprigtigt og åndelig motiveret, hvis sådan en menneske sjæl ønsker at kende Gud og blive som ham, ærligt ønsker at gøre Faderens vilje, så eksistere der ingen negativ indflydelse af dødelig afsavn eller nogen positive kræfter af mulige indblanding, som kan forhindre sådan en guddommelig motiveret sjæl fra en betryggende opstigning til Paradisets porte.
5:1.8 (63.6) Faderen ønsker at alle hans skabninger vil være i personligt forhold med ham. På Paradis har han et sted for modtagelse af alle dem hvis overlevelses status og åndelig natur gør et sådan opnåelse mulig. Derfor træf en afgørelse i jeres filosofi nu og for altid: Til enhver af jer og for alle os, Gud er imødekommende, Faderen er opnåelig, vejen er åben; den guddommelige kærlighedens kræfter, og den guddommelig administrations veje og midler er alle forbundet i en anstrengelse for at lette fremgangen for enhver værdig intelligens af ethvert univers til den Universelle Faders Paradis tilstedeværelse.
5:1.9 (63.7) Den kendsgerning at uhyre meget tid er involveret i opnåelsen af Gud gør ikke tilstedeværelsen og personligheden af den Uendelige mindre virkelig. Jeres opstigning er en del af de syv superuniversers kredsløb, og skønt du svinger rundt i det utallige gange, så kan du forvente, i ånd og i status, at du altid drejer indad. Du kan have tillid til, at blive forflyttet fra sfære til sfære fra de ydre kredsløb altid nærmere det indre center, og en dag, tvivl ikke vil du stå i den guddommelige og centrale tilstedeværelse og se ham, billedlig sagt, ansigt til ansigt. Det er et spørgsmål om at opnå virkelige og bogstavelige åndelige niveauer; og disse åndelige niveauer er opnåelige af ethvert væsen i hvis indre en Mysterieledsager har boet, og som efterfølgende er sammensmeltet for evigt med denne Tankeretter.
5:1.10 (64.1) Faderen holder sig ikke åndelig skjult, men rigtig mange af hans skabninger har gemt sig selv væk i tåger forårsaget af deres egne forsætlige beslutninger og foreløbig har adskilt sig selv fra fællesskabet af hans ånd og hans Søns ånd ved at vælge deres egne perverse veje og ved at give sig selv op til selvhævdelsen fra deres intolerante sind og uåndelige natur.
5:1.11 (64.2) Det dødelige menneske kan drages mod Gud og kan gentagne gange svigte den guddommelige vilje så længe kraften for valg bestå. Menneskets endelige skæbne er ikke forseglet indtil han har mistet kraften til at vælge Faderens vilje. Faderens hjerte lukker aldrig for hans børns nød og bøn. Det er kun når hans afkom for altid lukker deres hjerter til Faderens tiltrækkende kraft at de endelig og for altid mister ønsket om at ville hans vilje - at kende ham og at blive som ham. Ligeledes er menneskets evige skæbne sikret når fusionen med Retteren proklamerer til universet, at dette opstigende væsen har truffet det endelige og uigenkaldelig valg til at leve Faderens vilje.
5:1.12 (64.3) Den store Gud tager direkte kontakt med de dødelige mennesker og giver en del af hans uendelige og evige og ubegribelig selv til at leve og bo i dem. Gud har indledt sig på det evige eventyr med mennesket. Hvis du give efter for ledelsen af de åndelige kræfter i dig og omkring dig, så kan du ikke undgå at opnå den høje skæbne som en kærlig Gud har tilvejebragt som universets mål for hans opstigende væsener fra de evolutionære verdener i rummet.
5:2.1 (64.4) Den fysiske tilstedeværelse af den Uendelige er virkeligheden i det materielle univers. Sinds tilstedeværelsen af Guddom vil være bestemt af dybden af den individuelle intellektuelle erfaring og af det udviklingsmæssige personligheds niveau. Den åndelige tilstedeværelse af Guddommeligheden må nødvendigvis være differentieret i universet. Modtageligheden af den åndelige evne er bestemt af og af den indvielsesgrad fra skabningens vilje til at gøre den guddommelige vilje.
5:2.2 (64.5) Gud lever i enhver af hans åndsfødte sønner. Paradissønnerne har altid adgang til tilstedeværelsen af Gud, ” Faderens højre hånd,” og alle hans skabte væsen personligheder har adgang til ”Faderens favn.” Dette refererer til personlighedens kredsløb, når som helst, hvor som helst og hvorledes det end er kontaktet, eller på anden måde nødvendiggør personlig, selvbevidst kontakt og forbindelse med den Universelle Fader, enten i den centrale bolig eller ved et andet angivet sted, som på en af Paradisets syv hellige sfærer.
5:2.3 (64.6) Den guddommelige tilstedeværelse kan imidlertid ikke blive opdaget nogetsteds i naturen eller i de Gudkendende dødeliges liv så fuldt ud og så sikkert som i jeres forsøg på fællesskab med den iboende Mysterieledsager, Tankeretteren fra Paradiset. Hvilken en fejltagelse, at drømme om Gud langt borte i himlen når den Universelle Faders ånd lever inden i jeres eget sind!
5:2.4 (64.7) Det er på grund af dette Gud fragment som er iboende i dig, at du kan håbe, når du gør fremskridt i harmoniseringen med Retterens åndelige ledelse, mere udførligt at skelne tilstedeværelsen og den forvandlende kraft fra de andre åndelige indflydelser som omgiver dig og indvirker på dig men som ikke virker som en integrerende del af dig. Det faktum, at du ikke er intellektuel bevidst om tæt og intim kontakt med den iboende Retter modbeviser ikke i mindste måde sådan en ophøjet eksistens. Beviset på broderskab med den guddommelige Retter består helt og holdent i den natur og omfang af åndens frugter som er givet i livs erfaringen fra den enkelte troende. ”Ved deres frugter skal du kende dem.”
5:2.5 (65.1) Det er i høj grad svært for det dødelige menneskets magre åndeligt materielle sind at erfare en tydelig bevidsthed af åndelig aktivitet fra sådanne guddommelige eksistenser som de paradisiske Rettere. Da sjælen, skabes i fællesskab mellem sindet og Retteren, i stadig større udstrækning bliver eksisterende, så udvikles der også en ny fase af sjælens bevidsthed, som er i stand til at erfare tilstedeværelse og erkende de åndelige ledelser og andre over materielle aktiviteter af Mysterieledsageren.
5:2.6 (65.2) Hele oplevelsen af fællesskabet med Retteren er et spørgsmål som omfatter moralsk status, mental motivation og åndelig oplevelse. Opnåelse af sådan en selv-virkeliggørelse er hovedsagelig, dog ikke udelukkende, begrænset til sjælens bevidstheds område, men beviserne er imødekommende og rig på tilkendegivelser fra åndens frugter i livet hos alle sådanne som står i kontakt med ånden i deres indre.
5:3.1 (65.3) Selvom Paradisguddommene, fra et univers synspunkt, er som en, i deres åndelige forhold med sådanne væsener som bebor Urantia, så er de også tre særskilte og adskilte personer. Der er en difference mellem Guddommene hvad angår, personlig tiltrækning, fællesskab, og andre fortrolige forhold. I den højeste betydning, tilbeder vi den Universelle Fader og kun ham. Sandt nok, vi kan og tilbeder Faderen sådan som han viser sig i sine Skabersønner, men det er Faderen, som direkte og indirekte er tilbedt og elsket.
5:3.2 (65.4) Alle slags bønner tilhører den Evige Søns område og Sønnens åndelig organisation. Bønner, alle formelle kommunikationer, alting bortset fra tilbedelse og gudsdyrkelse af den Universelle Fader, er forhold som angår et lokal univers; de bevæger sig sædvanligvis ikke udenfor området af en Skabersøns retskreds. Men gudsdyrkelse er utvivlsomt sat i kredsløb og afsendt til Skaberens person med virkning fra Faderens personligheds kredsløb. Vi tror yderligere at sådan en hyldest registrering af en Retter iboende væsen understøttes af Faderens ånd tilstedeværelse. Der eksisterer en enorm mængde af bevis som godtgør sådan en tro og jeg ved at alle klasser af Faderens fragmenter er bemyndiget til at registrere deres underordnedes ægte og oprigtige tilbedelse på en acceptabel måde i tilstedeværelsen af den Universelle Fader. Retterne benytter utvivlsomt også direkte førpersonlige kommunikationskanaler med Gud og de er ligeledes i stand til at benytte den Evige Søns kredsløb af åndetyngdekraft.
5:3.3 (65.5) Gudsdyrkelse er for sin egen skyld; bøn udtrykker et element af selv- eller væsen interesse; det er den store forskel mellem gudsdyrkelse og bøn. Der er absolut ingen selv-anmodning eller andre elementer af personlig interesse i sand gudsdyrkelse; vi tilbeder udelukkende Gud for hvad vi forstår ham til at være. I gudsdyrkelse spørges ingenting og forventer intet for tilbederen. Vi tilbeder ikke Faderen fordi vi forventer at opnå noget fra en sådan ærbødighed; vi gengælder en sådan hengivenhed og engagere os i en sådan tilbedelse som en naturlig og spontan reaktion til påskønnelse af Faderens mageløse personlighed og på grund af hans elskelige natur og beundringsværdige egenskaber.
5:3.4 (65.6) I det øjeblik hvor elementet af selv-interesse trænger sig ind på tilbedelse, i det øjeblik bliver hengivenheden forvandlet fra gudsdyrkelse til bøn og burde tilnærmelsesvis blive rettet til den Evige Søns person eller Skabersønnen. Men i praktisk religiøs oplevelse eksisterer der ingen grund til hvorfor bøn ikke kan blive rettet til Gud Faderen som en del af sand tilbedelse.
5:3.5 (66.1) Når du beskæftiger dig med det praktisk arbejde i dit daglige liv, så er du i hænderne på de ånds personligheder som har oprindelse i den Tredje Kilde og Center; du samarbejder med Samforenerens repræsentanter. Og således er det: Du tilbeder Gud; beder til, og har fællesskab med Sønnen; og udarbejder detaljerne af dit jordiske ophold i forbindelse med den Uendelige Ånds intelligenser, som opererer på din verden og overalt i dit univers.
5:3.6 (66.2) Skaber eller Herskersønnerne som præsiderer over lokal universernes skæbner er stedfortrædere for både den Universelle Fader og den Evige Søn fra Paradis. Disse Universsønner modtager i Faderens navn, den tilbedendes tilbedelse og lytter til de bønner som er kommende fra ansøgende underordnede over alt i deres respektive skabelser. Til børnene i et lokalunivers er en Mikael Søn praktisk talt, Gud. Han er lokal universets personificering af den Universelle Fader og den Evige Søn. Den Uendelige Ånd opretholder personlig kontakt med disse områders børn gennem Universånderne, de administrative og skabende medarbejdere af Paradisets Skabersønner.
5:3.7 (66.3) Oprigtig tilbedelse involverer mobilisering af alle kræfter fra menneskets personlighed under dominans af den udviklende sjæl og underlagt den guddommelige vejledning af den tilknyttet Tankeretter. Det materielle sinds begrænsninger kan aldrig blive særlig bevidst om den virkelige betydning af sand tilbedelse. Menneskets erkendelse af virkeligheden af tilbedelsens erfaring er hovedsagelig bestemt af den udviklingsmæssige status af dets udviklende udødelige sjæl. Sjælens åndelige vækst finder sted uafhængig af den intellektuelle selvbevidsthed.
5:3.8 (66.4) Erfaringen af tilbedelse består i den trolovet Retters ophøjet forsøg til at kommunikere til den guddommelige Fader de ubeskrivelige længsler og de uudsigelig aspirationer fra den menneskelige sjæl - den fælles skabelse af det Gudssøgende dødelige sind og den udødelige Retter der åbenbarer Gud. Tilbedelse er, derfor den handling hvor det materielle sind accepterer forsøget af sit åndeliggørende selv, under ledelse af den tilknyttet ånd, til at kommunikere med Gud som en troende søn af den Universelle Fader. Det dødelige sind samtykker til tilbedelse; den udødelige sjæl bønfalder og indleder tilbedelse; den guddommelig Retters tilstedeværelse udfører en sådan tilbedelse på vegne af det dødelige sind og den udviklende udødelige sjæl. Sand tilbedelse, er i sidste ende, en oplevelse realiseret på fire kosmiske niveauer: det intellektuelle, det morontielle, det åndelige, og det personlige - bevidstheden i sindet, sjæl og ånd og deres forening i personligheden.
5:4.1 (66.5) Det moralske i evolutions religioner driver mennesker fremad i søgen efter Gud med frygt som drivkraft. Åbenbarings religioner tiltrækker mennesker til at søge en kærlig Gud fordi de tørster efter at blive som ham. Men religion er ikke kun en passiv følelse af ”absolut afhængighed” og ”kaution for overlevelse”; det er en levende og dynamisk oplevelse af guddommelig opnåelse baseret på menneskelig tjeneste.
5:4.2 (66.6) Den store og umiddelbare tjeneste af sand religion er oprettelsen af en varig enhed i menneskelig erfaring, en varig fred og en dybtgående sikkerhed. Selv hos primitive mennesker, er polyteisme en relativ forening af det udviklende begreb om Guddom; polyteisme er monoteisme i sin vorden. Før eller senere, er Gud bestemt til at blive forstået som virkeligheden af værdier, substansen af betydninger og livet for sandheden.
5:4.3 (67.1) Gud er ikke kun skæbne bestemmeren; han er menneskets evige skæbne. Alle ikke religiøse menneskelige aktiviteter forsøger at bøje universet i en fordrejet tjeneste af selvet; den sande religiøse person forsøger at identificere selvet med universet og derefter at dedikere disse forenede selv aktiviteter til tjenesten af universets familie medlemmer, menneskelige og overmenneskelige.
5:4.4 (67.2) Filosofiens og kunstens domæner ligger mellem de ikke religiøse og religiøse aktiviteter hos det menneskelige selv. Gennem kunst og filosofi er det materielle menneskesind tæt forbundet til betragtningen om de åndelige virkeligheder og univers værdier af evig betydninger.
5:4.5 (67.3) Alle religioner underviser om guddoms tilbedelse og har nogle doktriner om menneskelig overlevelse. Den buddhistiske religion lover frelse fra lidelse, evig fred; den jødiske religion lover frelse fra vanskeligheder, velstand baseret på retfærdighed; den græske religion lover frelse fra disharmoni, grimhed, ved virkeliggørelse af skønhed; kristendommen lover frelse fra synd, hellighed; muhamedanismen giver udfrielse fra de strenge moralske normer fra jødedom og kristendom. Jesu religion er frelse fra selvet, udfrielse fra det onde ved skabningers isolation i tid og i evighed.
5:4.6 (67.4) Hebræerne baserede deres religion på godhed; grækerne på skønhed; begge religioner søgte sandheden. Jesus åbenbarede en kærlighedens Gud, og kærlighed er altomfattende af sandhed, skønhed, og godhed.
5:4.7 (67.5) Tilhængerne af Zoroaster havde en religion af moral; hinduerne en religion af metafysik; tilhængerne af Konfutse en religion af etik. Jesus levede en religion af tjeneste. Alle disse religioner er af værdi i det de er gyldige tilnærmelser til Jesus religion. Religion er bestemt til at blive virkeligheden af den åndelige forening af alt det gode, smukke og sande i menneskelig erfaring.
5:4.8 (67.6) Den græske religion havde et motto ”Kend dig selv”; Hebræerne havde centreret deres lære om ”Kend din Gud”; De kristne prædiker et evangeliet rettet mod ”kendskab til Herren Jesus Kristus”; Jesus forkyndte de gode nyheder om ” at kende Gud, og dig selv som en søn af Gud.” Disse forskellige begreber om religionens formål bestemmer individets holdninger i forskellige livs situationer og antyder tilbedelsens dybde og arten af hans personlige bønnevaner. Enhver religions åndelige status kan blive bestemt af arten af dens bønner.
5:4.9 (67.7) Begrebet om en halvmenneskelig og jaloux Gud er en uundgåelig overgang mellem polyteisme og ophøjet monoteisme. En ophøjet antropomorfisme er det højeste opnåelses niveau som en ren evolutionær religion kan opnå. Kristendommen har løftet begrebet om antropomorfisme fra det menneskelige forbillede til den transcendente og guddommelige koncept om den herliggjorte Kristus person. Og dette er den højeste antropomorfisme som mennesket kan gøre sig en forestilling om.
5:4.10 (67.8) Det kristne gudsbegreb er et forsøg på at kombinere tre adskilte lære:
5:4.11 (67.9) 1. Det hebræiske begreb - Gud som en forsvarer af moralske værdier, en retfærdig Gud.
5:4.12 (67.10) 2. Det græske begreb - Gud som en forener, en visdommens Gud.
5:4.13 (68.1) 3. Jesus´ begreb - Gud som en levende ven, en kærlig Fader, den guddommelige tilstedeværelse.
5:4.14 (68.2) Det er derfor indlysende at den sammensatte kristne teologi har stor vanskelighed i opnåelse af troværdighed. Denne vanskelighed er yderligere forværret af den kendsgerning at de tidligere kristne doktriner almindeligvis var baseret på personlig religiøs erfaring fra tre forskellige personer: Filo fra Alexandria, Jesus af Nazaret, og Paulus fra Tarsus.
5:4.15 (68.3) I studiet af Jesus religiøse liv, betragt ham positivt. Tænk ikke så meget på hans syndfrihed som på hans retfærdighed, hans kærlige tjeneste. Jesus forbedret den passive kærlighed, åbenbaret i det hebræiske begreb af en himmelsk Fader til den højere aktive Gud som kærlig elsker sine skabte væsener og som er Faderen til alle individer, selv til synderen.
5:5.1 (68.4) Moral har sin oprindelse i forstanden af selv-bevidsthed; den er overdyrisk men fuldstændig evolutionær. Menneskelig evolution frembringer i sin udfoldelse alle forudgående evner til overdragelse af Retterne og til udgydelsen af Sandhedens Ånd. Men opnåelsen af moralske niveauer befrier ikke mennesket fra de dødeliges virkelige kamp i livet. Menneskets fysiske miljø medfører kampen for eksistens; de sociale omgivelser gør etiske tilpasninger nødvendige; de moralske situationer kræver foretagelse af valg i fornuftens højeste områder; den åndelige oplevelse (at have erkendt Gud) kræver at mennesket finder ham og oprigtigt stræber efter at blive som ham.
5:5.2 (68.5) Religion er ikke baseret på videnskabelige kendsgerninger, samfundets forpligtigelser, filosofiske forudsætninger, eller den underforstået moralske pligt. Religion er et uafhængigt område af menneskets reaktion til livs situationer og den fremkommer ufejlbarlig på alle stadier af menneskets udvikling efter moralstadiet. Religion kan gennemtrænge alle fire niveauer af værdi erkendelse og nydelsen af universets fællesskab; selvopholdelsesdriften af det fysiske eller materielle niveau, det sociale og følelsesmæssige niveau af fællesskab; det moralske og forpligtigende niveau af fornuft; det åndelige niveau af bevidstheden om universets fællesskab gennem guddommelig tilbedelse.
5:5.3 (68.6) Den faktum søgende videnskabsmand opfatter Gud som en Første Årsag, en kraftens Gud. Den følelsesmæssige kunstner ser Gud som et ideal for skønhed, en æstetikkens Gud. Den fornuftige filosof er undertiden tilbøjelig til at postulere en gud af universal enhed, selv en panteistisk Guddom. Den religiøse troende, tror på en Gud som støtter overlevelse, Faderen i Himlen, kærlighedens Gud.
5:5.4 (68.7) Evolutionær religion har altid sin rod i moralsk handlemåde og selv en del af åbenbaret religion, men aldrig hele den religiøse oplevelse. Social tjeneste er resultatet af moralsk tænkning og religiøs levevis. Moral fører ikke biologisk til de højere åndelige niveauer af religiøs oplevelse. Forgudelse af det abstrakte smukke er ikke tilbedelse af Gud; ej heller er ophøjelse af naturen eller ærbødighed for ensartethed i tilbedelse af Gud.
5:5.5 (68.8) Den evolutionære religion er moder til videnskaben, kunsten, og filosofien som opløfter mennesket til niveauet hvor det er modtagelig for åbenbaret religion, inklusiv overdragelse af Rettere og den kommende Sandhedens Ånd. Det evolutionære billede af menneskets eksistens begynder og ender med religion, om end med meget forskellig kvaliteter af religion, en evolutionær og biologisk, en anden åbenbarende og periodisk. Og mens religion således er normalt og naturligt for mennesket, er den også valgfri. Mennesket behøves ikke at være religiøst mod sin vilje.
5:5.6 (69.1) Den religiøse oplevelse, er i sit inderste væsen åndelig og kan aldrig blive fuldt ud forstået af det materielle sind; deraf teologiens funktion, som religions psykologi. Den væsentlige doktrin af den menneskelige erkendelse af Gud skaber et paradoks i den begrænsede forståelse. Det er næsten umuligt for menneskelig logik og finite fornuft at harmonisere begrebet om guddommelig immanens, Gud inden for og en del af ethvert individ, med tanken om Guds transcendens, den guddommelige dominans af universernes univers. Disse to uundværlige begreber om Guddommen må forenes i trosopfattelse af begrebet om transcendens af en personlig Gud og i virkeliggørelsen af den iboende tilstedeværelse af et fragment fra selvsamme Gud for at retfærdiggøre intelligent tilbedelse og bekræfte håbet om personlighedens overlevelse. Vanskelighederne og paradokser af religion er uløseligt forbundet med, at religionens realiteter er langt ud over den dødeliges kapacitet til intellektuel forståelse.
5:5.7 (69.2) Det dødelige menneske får tre store tilfredsstillelser fra religiøs erfaring, selv i løbet af sine dage med midlertidigt ophold på jorden:
5:5.8 (69.3) 1. Intellektuelt erhverver han tilfredsstillelse af en mere forenet menneskelig bevidsthed.
5:5.9 (69.4) 2. Filosofisk nyder han dokumentation for sine idealer af moralsk værdi.
5:5.10 (69.5) 3. Åndeligt trives han i oplevelsen af guddommelig kammeratskab, i den åndelige tilfredsstillelse af sand tilbedelse.
5:5.11 (69.6) Gud-bevidsthed, som den opleves af en udviklende dødelig fra verdnerne, må nødvendigvis bestå af tre varierende faktorer, tre differentieret niveauer af virkeligheds opfattelse. Først er der sinds bevidstheden - opfattelsen af idéen om Gud. Så følger sjæle bevidstheden - opfattelsen af idealet om Gud. Til sidst bryder åndens bevidsthed frem - opfattelsen af Guds ånde virkelighed. Ved forening af disse faktorer af den guddommelige erkendelse, uanset hvor ufuldstændig, så vil den dødelige personlighed til enhver tid brede sig over alle bevidste niveauer med en erkendelse af Guds personlighed. Hos de dødelige, som har opnået Finalitkorpset, vil al dette med tiden føre til realiseringen af Guds højestehed og vil efterfølgende resultere i realiseringen af Guds ultimativitet, et aspekt af den absonitte overbevidsthed af Paradisets Fader.
5:5.12 (69.7) Oplevelsen af Guds-bevidsthed forbliver den samme fra generation til generation, men med hver fremrykkende epoke i menneskelig viden bliver de filosofiske begreber og de teologiske definitioner om Gud forandret. At kende Gud, religiøs bevidsthed, er en univers realitet, men lige meget hvor gyldig (virkelig)den religiøse oplevelse er, så må den være villig til at underkaste sig til intelligent kritik og fornuftige filosofiske fortolkninger; den må ikke forsøge at være noget adskilt i helheden af menneskelig erfaring.
5:5.13 (69.8) Personlighedens evige overlevelse er fuldstændig afhængig af valgene fra det dødelige sind, hvis beslutninger bestemmer den potentielle overlevelse af den udødelige sjæl. Når sindet tror på Gud og sjælen kender Gud, og når de sammen med den opdragende Retter, alle ønsker Gud, så er overlevelsen sikret. Begrænsninger i intellekt, indskrænkning af uddannelse, afsavn af kultur, forringelse af social status, selv moralsk mindreværd efter den menneskelige målestok kan, som følge af den uheldige mangel på uddannelsesmæssige, kulturelle, og sociale fordele, ugyldiggør ikke den guddommelige ånds tilstedeværelsen i sådan et ulykkeligt og menneskeligt handicappet men troende individ. Den iboende Mysterieledsager udgør påbegyndelsen og forsikre muligheden af den potentielle vækst og overlevelse af den udødelige sjæl.
5:5.14 (70.1) De dødelige forældres evne til at avle er ikke baseret på deres uddannelsesmæssige, kulturelle, sociale, eller økonomiske status. Foreningen af forældrenes faktorer, under normale forhold er fuldt ud tilstrækkelige for igangsættelse af afkom. Et menneskeligt sind som er skelnende mellem rigtigt og forkert og som besidder evnen til at tilbede Gud, i forening med en guddommelig Retter, er alt hvad der behøves i en sådan dødelig for at indlede og fremme produktionen af hans udødelige sjæl af overlevelses kvaliteter, hvis sådan et ånds begavet individ søger Gud og oprigtig ønsker at blive som ham, i ærlighed vælger at gøre den himmelske Faders vilje
5:6.1 (70.2) Den Universelle Fader er personlighedernes Gud. Universets personligheds domæne, fra den lavest dødelige og materielvæsen af personligheds status til de højeste personer af skaber værdighed og guddommelig status, har deres center og periferi i den Universelle Fader. Gud faderen er overdrageren og konservator af enhver personlighed. Og Paradisfaderen er ligeledes skæbnen for alle de endelige personligheder som helhjertet vælger at gøre den guddommelige vilje, dem som elsker Gud og længes efter at blive som ham.
5:6.2 (70.3) Personlighed er et af de uløste mysterier i universerne. Vi er i stand til at danne tilstrækkelige begreber af de faktorer som indgår i tilblivelsen af forskellige klasser og niveauer af personligheden, men vi forstår ikke fuldt ud den virkelige essens af selve personligheden. Vi opfatter ganske klart de utallige faktorer som, når de samles, udgør hylstret for menneskelig personlighed, men vi forstår ikke helt karakteren og betydningen af en sådan finit personlighed.
5:6.3 (70.4) Personligheden er potentiel i alle skabninger som besidder en sinds begavelse varierende fra minimum af selvbevidsthed til maksimum af gudsbevidsthed. Men sinds begavelse alene er ikke personlighed, ej heller er ånd eller fysisk energi det. Personlighed er den kvalitet og værdi i kosmisk virkelighed som udelukkende er overdraget af Gud Faderen på disse levende systemer i de tilknyttede og koordinerede energier af stof, sind og ånd. Personlighed er heller ikke en tiltagende opnåelse. Personlighed kan være materiel eller åndelig, men enten er der personlighed eller også er der ikke personlighed. Alt andet end det personlige opnår aldrig det personlige niveau undtagen ved en direkte handling af Paradisets Fader.
5:6.4 (70.5) Overdragelse af personlighed er den eksklusive funktion af den Universelle Fader, personalisering af de levende energi systemer som han udstyrer med egenskaber af relativ skabende bevidsthed og den frie vilje kontrol deraf. Der er ingen personlighed adskilt fra Gud Faderen, og der eksistere ingen personlighed undtagen ved Gud Faderen. De fundamentale egenskaber af det menneskelige selv, såvel som den absolutte Retters kerne af den menneskelige personlighed, er de overdragelser af den Universelle Fader, som handler inden for sit eksklusive personlige domæne af kosmisk tjeneste.
5:6.5 (70.6) Retterne af førpersonlig status bebor utallige typer af dødelige væsener, og sikrer derved at disse selvsamme væsener kan overleve fysiske død og personliggøre som morontia væsener med potentiale for ultimativ ånd opnåelse. For, når sådan et væsen sind med personligheds begavelse er beboet af et fragment af den evige Guds ånd, den førpersonlige overdragelse af den personlige Far, så besidder denne finite personlighed den guddommelige og evige mulighed og stræber efter en skæbne beslægtet med den Ultimative, endog rækkende ud efter en realisering af den Absolutte.
5:6.6 (71.1) Muligheden for guddommelig personlighed er medfødt i den førpersonlige Retter; muligheden for menneskelig personlighed er potentiel i den kosmiske sinds begavelse af mennesket. Men det dødelige menneskes erfaringsmæssige personlighed kan ikke observeres som en aktiv og fungerende realitet før efter det materielle livs hylster af det dødelige væsen er blevet berørt af den Universelle Faders frigørende guddommelighed, og således søsat på erfaringens hav som et selvbevidst og en (relativt) selvbestemmende og selvstændig skabende personlighed. Det materielle selv er sandt og uindskrænket personligt.
5:6.7 (71.2) Det materielle selv har personlighed og identitet, midlertidig identitet; den førpersonlige ånde Retter har også identitet, evig identitet. Den materielle personlighed og denne ånds førpersonlighed er i stand til at forene deres kreative egenskaber for at bringe i eksistens den udødelige sjæls overlevende identitet.
5:6.8 (71.3) Efter således at have tilvejebragt den udødelige sjæls udvikling og efter at have befriet menneskets indre selv fra lænkerne af absolut afhængighed af forudgående årsagsammenhæng, træder Faderen til side. Nu, da mennesket således er blevet befriet fra lænkerne af årsagssammenhængs reaktion, i det mindste hvad angår evig skæbne, og der er sørget for udviklingen af det udødelige selv, sjælen, så står det til mennesket selv, at ville skabelsen eller at forhindre skabelsen af dette overlevende og evige selv, som er hans valg. Intet andet væsen, kraft, skaber eller agentur i hele det udstrakte universernes univers kan blande på nogen måde i den absolutte suverænitet hos den dødelige frie vilje, som den fungere indenfor valgets områder, med hensyn til den evige skæbne af personligheden af den dødeliges udvælgelse. Hvad angår den evige overlevelse, så har Gud forordnet at den materielle og dødelige vilje er suveræn, og en sådan forordning er absolut.
5:6.9 (71.4) Overdragelsen af personlighed til de skabte væsener forårsager relativ befrielse fra slavisk reaktion på forudgående årsagssammenhænge, og personlighederne fra alle sådanne moralske væsener, evolutionære eller på anden måde, er centreret i den Universelle Faders personlighed. De er endda draget mod hans Paradis tilstedeværelse af det væsen slægtskab som danner evige Guds enorme og universelle familiecirkel og broderlig kredsløb. Der er et slægtskab af guddommelig spontanitet i al personlighed.
5:6.10 (71.5) Personlighedens kredsløb fra universernes univers er centreret i den Universelle Faders person, og Paradisfaderen er personlig bevidst om og i personlig kontakt med, alle personligheder på alle niveauer af selvbevidst eksistens. Og denne personligheds bevidsthed af hele skabelsen eksisterer uafhængig af Tankeretternes tjeneste.
5:6.11 (71.6) Eftersom at al tyngdekraft er kredsløbs centreret i Paradis Øen, og da al sind er kredsløbs centreret i Samforeneren og al ånd i den Evige Søn, således er al personlighed kredsløbs centreret i den personlige tilstedeværelse af den Universelle Fader, og dette kredsløb overfører ufejlbarlig tilbedelse fra alle personligheder til den Oprindelige og Evige Personlighed.
5:6.12 (71.7) Angående de personligheder som ikke er beboet af Rettere: Valgfrihedens kendetegn er også overdraget af den Universelle Fader, og sådanne personer er ligeledes omfavnet i den guddommelig kærligheds store kredsløb, den Universelle Faders personligheds kredsløb. Gud tilvejebringer det højeste valg for alle sande personligheder. Ingen personlige væsener kan tvinges ind i det evige eventyr; evighedens porte åbner kun i reaktion på det frie vilje valg af de frie vilje sønner af en Gud af fri vilje.
5:6.13 (72.1) Og dette repræsenterer mine anstrengelser for at præsentere den levende Gud forhold til tidens børn. Og når alt er sagt og gjort, kan jeg ikke hjælpe mere end at gentage at Gud er jeres univers Fader, og at I alle er hans planetariske børn.
5:6.14 (72.2) [Dette er den femte og sidste af en serie præsenterende beskrivelser af den Universelle Fader af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 6
6:0.1 (73.1) Den Evige Søn er det perfekte og sidste udtryk af det ”første” personlige og absolutte begreb af den Universelle Fader. I overensstemmelse hermed, når som helst og hvor end Faderen personlig og absolut udtrykker sig selv, så gør han det gennem sin Evige Søn, som altid har været, er nu, og for altid vil være, det levende og guddommelige Ord. Og denne Evige Søn er hjemmehørende ved centret af alle ting, i forbindelse med, og umiddelbart indhyller den Evige og Universelle Faders personlige tilstedeværelse.
6:0.2 (73.2) Vi taler om Guds ”første” tanke og hentyder til den Evige Søns umulige oprindelse i tiden med det formål at få adgang til den menneskelige intellekts tankekanaler. Sådanne fordrejninger af sproget repræsenterer vores bedste anstrengelser på kontakt-kompromis med de dødelige væseners tidsbegrænsede sind. I den sekventielle betydning så kan den Universelle Fader aldrig have haft en første tanke, ej heller kunne den Evige Søn nogensinde have haft en begyndelse. Men jeg var instrueret til at skildre evighedens realiteter til de dødeliges tidsbegrænsende sind ved hjælp af sådanne tankesymboler og beskrive forbindelserne med evigheden ved hjælp af på hinanden efterfølgende tidsbegreber.
6:0.3 (73.3) Den Evige Søn er den åndelige personalisering af Paradis Faderens universelle og uendelige begreb om guddommelig virkelighed, ubegrænset ånd, og absolut personlighed. Og derved udgør Sønnen den guddommelige åbenbaring af den Universelle Faders skaber identitet. Sønnens perfekte personlighed afslører, at Faderen faktisk er den evige og universelle kilde til alle betydninger og værdier i det åndelige, det viljebestemte, det målbevidste og det personlige.
6:0.4 (73.4) I et forsøg på at gøre det muligt for det begrænsede sind i tiden til at danne sig nogle sekventielle begreber af relationerne mellem de evige og uendelige væsener i Paradistreenigheden, anvender vi os af den konceptuelle frihed at tale om ”Faderens første personlige, universelle, og uendelige koncept.” Det er umuligt for mig at overføre til den menneskelige sind nogen fyldestgørende idé om Guddommenes evige relationer; derfor anvender jeg sådanne udtryk som vil give det begrænsede sind noget af en idé om forholdet af disse evige væsener i de efterfølgende tidsperioder. Vi tror, at Sønnen udgik fra Faderen; vi har lært at begge er ubegrænset evige. Det er derfor åbenlyst, at ingen tidsvæsener fuldstændig kan forstå dette mysterium af en Søn som er afledt af Faderen, og som alligevel er koordineret evigt med selve Faderen.
6:1.1 (73.5) Den evige Søn er den oprindelige og eneste skabte Gudesøn. Han er Gud Sønnen, den anden Person i Guddommen og altings medskaber. Som Faderen er den Første Store Kilde og Center, således er den Evige Søn den Anden Store Kilde og Center.
6:1.2 (74.1) Den Evige Søn er det åndelige centrum og den guddommelige administrator for den åndelige regering af universernes univers. Den Universelle Fader er først en skaber og derefter en overvåger; den Evige Søn er først en medskaber og derefter en åndelig administrator. ”Gud er ånd,” og Sønnen er en personlig åbenbaring af denne ånd. Den Første Kilde og Center er den Viljebestemte Absolutte; den Anden Kilde og Center er Personlighedsabsoluttet.
6:1.3 (74.2) Den Universelle Fader virker aldrig personlig som en skaber undtagen i forbindelse med Sønnen eller med Sønnens koordinerede handling. Hvis forfatteren af det Nye Testamente havde refereret til den Evige Søn, ville han have udtrykt sandheden, da han skrev: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alle ting er skabt af ham, og uden ham ville intet være skabt som er skabt.”
6:1.4 (74.3) Når en Søn af den Evige Søn optrådte på Urantia, hentydede de som omgik ham til dette guddommelige væsen i menneskelig form som ”Ham som var sendt fra begyndelsen, om ham vi har hørt, om ham vi havde set med egne øjne, om ham vi har kigget på, og vores hænder har rørt, han er endog livets Ord.” Og denne overdragelse Søn udgik fra Faderen lige så sandt som den Oprindelige Søn, som det fremgår i en af hans jordiske bønner: ” Og nu, min Fader, herliggør mig med dit eget selv, med den ære som jeg havde hos dig før denne verden var.”
6:1.5 (74.4) Den Evige Søn er kendt under forskellige navne i mange forskellige universer. I centraluniverset er han kendt som den Koordinerende Kilde, Medskaberen, og den Associerede Absolutte. På Uversa, superuniversets hovedkvarterer, betegner vi Sønnen som det Koordinerende Ånde Center og som den Evige Ånde Administrator. På Salvington, jeres lokalunivers hovedkvarterer, er denne Søn registreret som den Anden Evige Kilde og Center. Melkisedekerne omtaler ham som Sønnernes Søn. På jeres verden, men ikke i jeres system af beboede sfærer, er denne Oprindelige Søn blevet forvekslet med en koordineret Skabersøn, Michael af Nebadon, som gav sig selv til de dødelige racer på Urantia.
6:1.6 (74.5) Skønt enhver af Paradissønnerne passende kan blive kaldt gudesønner, så har vi for vane at reservere denne betegnelse ”den Evige Søn” til denne Oprindelige Søn, den Anden Kilde og Center, medskaber med den Universelle Fader af centraluniverset af kraft og perfektion og medskaber af alle andre guddommelige Sønner som udspringer fra de uendelige Guddomme.
6:2.1 (74.6) Den Evige Søn er lige så uforanderlig og uendelig pålidelig som den Universelle Fader. Han er også ligeså åndelig som Faderen, ligeså sandt en ubegrænset ånd. Til jer af ydmyg oprindelse synes Sønnen at fremstå mere personlig siden han er et skridt nærmere jer i tilnærmelses evne end den Universelle Fader.
6:2.2 (74.7) Den Evige Søn er Guds evige Ord. Han er fuldstændig som Faderen; i virkeligheden, er den Evige Søn Gud Faderen personligt manifesteret i universernes univers. Og derfor var det og er og for altid vil være sandt om den Evige Søn og alle de koordinerende Skabersønner: ”Den, som har set Sønnen har set Faderen.”
6:2.3 (74.8) Sønnens natur er fuldstændig ligesom Åndefaderen. Når vi tilbeder den Universelle Fader, så tilbeder vi faktisk på samme tid Gud Sønnen og Gud Ånden. Gud Sønnen er lige så guddommelig virkelig og evig i natur som Gud Faderen.
6:2.4 (75.1) Sønnen besidder ikke kun al Faderens uendelige og transcendente retfærdighed, men Sønnen er også reflekterende alle Faderens helligheds karakterer. Sønnen deler Faderens fuldkommenhed og samlet deles ansvarligheden af hjælpen til alle ufuldkommenhedens skabninger i deres åndelige anstrengelser for at opnå guddommelig fuldkommenhed.
6:2.5 (75.2) Den Evige Søn besidder alle Faderens guddommelige karakterer og åndelighedens egenskaber. Sønnen er fylden af Guds absoluthed i personlighed og ånd, og Sønnen åbenbare disse kvaliteter i hans personlige ledelse af den åndelige regering i universernes univers.
6:2.6 (75.3) Gud er, i virkeligheden, en universel ånd; Gud er ånd; og denne ånde natur af Faderen er fokuseret og personaliseret i Guddommen af den Evige Søn. I Sønner er alle åndelige karakteristisk tilsyneladende i høj grad forhøjet af differentiering fra almindeligheden af den Første Kilde og Center. Og som Faderen deler sin ånde natur med Sønnen, således deler de lige så fuldstændigt og uforbeholdent sammen den guddommelige ånd med Samforeneren, den Uendelige Ånd.
6:2.7 (75.4) I kærligheden til sandhed og i skabelsen af skønhed er Faderen og Sønnen lige undtagen når Sønnen synes at hellige sig selv mere til virkeliggørelsen af den eksklusive åndelige skønhed af universelle værdier.
6:2.8 (75.5) I guddommelige godhed skelner jeg ingen forskellighed mellem Faderen og Sønnen. Faderen elsker sine universer børn som en far; den Evige Søn betragter alle skabninger både som en far og som en broder.
6:3.1 (75.6) Sønnen deler Treenighedens retskaffenhed og retfærdighed men overskygger disse guddommelige træk ved hjælp af den uendelige personalisering af Faderens kærlighed og barmhjertighed; Sønnen er åbenbaringen af guddommelig kærlighed til universerne. Som Gud er kærlighed, således er Sønnen barmhjertighed. Sønnen kan ikke elske mere end Faderen, men han kan vise barmhjertighed til væsener på en ny måde, for han er ikke kun en oprindelig skaber som Faderen, men han er også den Evige Søn af den selv samme Fader, og deler derved erfaringen af at være søn med alle andre sønner af den Universelle Fader.
6:3.2 (75.7) Den Evige Søn er den store barmhjertigheds minister til hele skabelsen. Barmhjertighed er essensen af Sønnens åndelige karakter. Den Evige Søns mandater, når de fremkommer over den Anden Kildes og Centers ånde kredsløb, er stemt i barmhjertighedens toner.
6:3.3 (75.8) For at forstå den Evige Søns kærlighed, må i først identificere dens guddommelige kilde, Faderen, som er kærlighed, og derefter betragte hvordan denne uendelige hengivenhed udfolder sig i de vidtstrakte tjenester af den Uendelige Ånd og hans næsten ubegrænsende skare af tjenende personligheder står for.
6:3.4 (75.9) Den Evige Søns tjenester er helliget åbenbaringen af kærlighedens Gud til universernes univers. Denne guddommelige Søn er ikke involveret i den uværdige opgave, at forsøge, at overtale sin nådige Fader til at elske sine ydmyge væsener og til at vise tidens forbrydere sin barmhjertighed. Hvor fejlagtigt at forestille sig den Evige Søn appellerer til den Universelle Fader, at vise barmhjertighed til hans ydmyge væsener på de materielle verdener i rummet! Sådanne begreber om Gud er rå og groteske. I skulle hellere indse at alle de barmhjertige tjenester som Guds Sønner er ansvarlige for, er en direkte åbenbaring af Faderens hjerte af universel kærlighed og uendelig medfølelse. Faderens kærlighed er den virkelige og evige kilde til Sønnens barmhjertighed.
6:3.5 (75.10) Gud er kærlighed, Sønnen er barmhjertighed. Barmhjertighed er anvendt kærlighed, Faderens kærlighed i aktion i skikkelse af hans Evige Søn. Denne universelle Søns kærlighed er ligeledes universel. Således som kærlighed er opfattet på en sex planet, således er Guds kærlighed mere sammenlignelig med en fars kærlighed, mens den Evige Søns kærlighed er mere lig en moders hengivenhed. Ganske vist er sådanne illustrationer, vage, men jeg anvender dem med det håb at kunne formidle til det menneskelige sind den tanke, at der er en forskel, mellem Faderen kærlighed og Sønnens kærlighed, ikke i guddommelig indhold, men i kvalitet og måden for dens udtryk.
6:4.1 (76.1) Den Evige Søn udgør drivkraften for den kosmiske virkeligheds åndeniveau; Sønnens åndelige styrke er absolut i forhold til alle universets realiteter. Han udøver perfekt kontrol over de indbyrdes forhold af alle udifferentieret åndeenergier og over alle aktualiseret åndevirkelighed gennem hans absolutte forståelse af åndetyngdekraften. Alt ren ufragmenteret ånd og alle åndelige væsener og værdier reagerer på den uendelige tiltrækningskraft af den oprindelige Paradissøn. Og hvis den evige fremtid bliver vidne til fremkomsten af et ubegrænset univers, så vil den Oprindelige Søns åndetyngdekraft og åndestyrke, være helt tilstrækkelig for den åndelige kontrol og effektive administration af sådan en grænseløs skabelse.
6:4.2 (76.2) Sønnen er kun almægtig i det åndelige rige. I univers administrationens evige økonomi, møder man aldrig ødselhed og nytteløse gentagelser af funktioner; Guddommene er ikke forfalden til unødig dobbeltarbejde af tjenester i universet.
6:4.3 (76.3) Den Oprindelige Søns allestedsnærværelse udgør den åndelige enhed af universernes univers. Den åndelige sammenhængskraft fra al skabelse hviler på den overalt aktive tilstedeværelse af den Evige Søns guddommelige ånd. Når vi forestiller os Faderens åndelige tilstedeværelse, så finder vi det vanskeligt at differentiere det i vores tænkning fra den Evige Søns åndelige tilstedeværelse. Faderens ånd er for evigt iboende i Sønnens ånd.
6:4.4 (76.4) Faderen må være åndelig allestedsnærværende, men denne allestedsnærværelse fremstår som værende uadskillelig fra den Evige Søns allestedsnærværende åndelige aktiviteter. Vi tror imidlertid, at i alle situationer af Fader-Søn tilstedeværelse af en dobbelt åndelig natur så er Sønnens ånd koordineret med Faderens ånd.
6:4.5 (76.5) I sin kontakt med personlighed, virker Faderen i personlighedens kredsløb. I sin personlige og påviselige kontakt med åndelig skabelse, viser han sig i fragmenter af helheden af hans Guddom, og disse Fader fragmenter har en isoleret, enestående, og eksklusiv funktion hvor end og når som helst de forekommer i universerne. I alle sådanne situationer er Sønnens ånd koordineret med den åndelige funktion af den Universelle Faders fragmenteret tilstedeværelse.
6:4.6 (76.6) Åndeligt er den Evige Søn allestedsnærværende. Den Evige Søns ånd er helt sikkert med jer og rundt om jer, men ikke indeni jer og en del af jer, ligesom Mysterieledsageren. Det iboende Fader fragment tilpasser i stigende grad det menneskelige sind til guddommelige holdninger, hvorefter sådan et opstigende sind i stadig større udstrækning bliver påvirkelig for den åndelige tiltrækningskraft i det almægtige åndetyngdekraftens kredsløb af den Anden Kilde og Center.
6:4.7 (76.7) Den Oprindelige Søn er universel og åndelig selvbevidst. I visdom er Sønnen fuld på højde med Faderen. I kundskabens områder, alvidenheden, kan vi ikke skelne mellem den Første og den Anden Kilde; som Faderen, så kender Sønnen alt, han bliver aldrig overrasket af nogen begivenhed i universet; han forstår slutningen fra begyndelsen.
6:4.8 (77.1) Faderen og Sønnen kender virkelig nummeret og opholdssteder af alle ånder og åndeliggjorte væsener i universernes univers. Sønnen kender ikke kun alle ting på grund af sin egen allestedsnærværende ånd, men Sønnen er ligesom Faderen og Samforeneren, fuldstændig vidende om det Højeste Væsens vidtstrakte refleksionsintelligens, hvis intelligens til alle tider er vidende om alle ting der hænder på alle verdener af de syv superuniverser. Og der er andre måder hvorpå Paradissønnen er alvidende.
6:4.9 (77.2) Den Evige Søn er som en kærlig, barmhjertig og tjenende åndelig personlighed, helt og uendelig lige med den Universelle Fader, mens i alle de barmhjertige og kærlige personlige kontakter med de opstigende væsener fra de lavere områder er den Evige Søn lige så venlig og hensynsfuld, lige så tålmodig og langmodig, som de af hans Paradissønner i lokaluniverserne som så ofte overdrager sig selv på de evolutionære verdener i tiden.
6:4.10 (77.3) Det er unødvendigt yderligere at udbrede sig om den Evige Søns egenskaber. Med de angivne undtagelser, er det kun nødvendigt at studere de åndelige egenskaber af Gud Faderen for at forstå og korrekt evaluere Gud Sønnens egenskaber.
6:5.1 (77.4) Den Evige Søn fungerer ikke personlig i de fysiske domæner. og ej heller fungerer han, undtagen igennem Samforeneren, i niveauer af sinds tjeneste i de skabte væsener. Men disse bestemmelser begrænser ikke på nogen måde eller på anden vis den Evige Søn i den fulde og frie udøvelse af alle de guddommelige egenskaber af åndelig alvidenhed, allestedsnærværelse og almægtighed.
6:5.2 (77.5) Den Evige Søn gennemtrænger ikke personlig åndens potentialer som er en medfødt del af uendeligheden hos Guddomsabsoluttet, men efterhånden som disse potentialer bliver aktuelle, kommer de indenfor det almægtige greb af Sønnens kredsløb af åndetyngdekraft.
6:5.3 (77.6) Personlighed er den Universelle Faders eksklusive gave. Den Evige Søns personlighed stammer fra Faderen, men uden Faderen overdrager han ikke personlighed. Sønnen giver oprindelse til en umådelig skare af ånder, men sådanne afledninger er ikke personligheder. Når Sønnen skaber personlighed, gør han det i samarbejde med Faderen eller med Samskaberen, som kan handle på vegne af Faderen i sådanne forhold. Den Evige Søn er således en medskaber af personligheder, men han overdrager ikke personlighed til nogen væsener og aldrig alene af sig selv skaber han personlige væsener. Denne handlings begrænsning berøver imidlertid ikke Sønnens evne til at skabe alle mulige andre slags eller typer end personlige virkelighed.
6:5.4 (77.7) Den Evige Søn er begrænset i afgivelse af skaber privilegier. Da Faderen forevigede den Oprindelige Søn overdrog han til ham styrke og privilegium til efterfølgende forening med Faderen i det guddommelige virke med at producere yderligere Sønner udstyret med skabende egenskaber, og dette har de gjort og stadig gør. Men når disse koordinerede Sønner er produceret, så er overførelse af skaberprivilegierne tilsyneladende ikke længere mulig. Den Evige Søn transmitterer kun skaberkræfter til den første eller direkte personalisering. Derfor, når Faderen og Sønnen forener for at personliggøre en Skabersøn, så opnår de deres formål; men den Skabersøn som netop er blevet frembragte, er aldrig i stand til at videregive eller overdrage skaberprivilegierne til de mange forskellige klasser af Sønner som han efterfølgende kan skabe, ikke desto mindre, så forekommer der i de højeste lokalunivers Sønner, en meget begrænset refleksion af de skabende egenskaber hos en Skabersøn.
6:5.5 (78.1) Den Evige Søn, som en uendelig og udelukkende personlig væsen, kan ikke fragmentere sin natur, kan ikke uddele og overdrage individualiseret dele af sin natur til andre væsener eller personer, således som den Universelle Fader og den Uendelige Ånd gør. Men Sønnen kan og gør det, overdrager sig selv som en ubegrænset ånd til at oversvømme hele skabelsen og uophørlig trække alle åndelige personligheder og åndelige realiteter til sig selv.
6:5.6 (78.2) Husk altid, at den Evige Søn er en personlig portrættering af Åndefaderen til hele skabelsen. Sønnen er personlig og intet andet, men personlig i den guddommelige betydning; sådan en guddommelig og absolut personlighed kan ikke være opløst eller fragmenteret. Gud Faderen og Gud Ånden er i sandhed personlige, men de er også alt andet i tillæg til at være sådanne Guddoms personligheder.
6:5.7 (78.3) Skønt den Evige Søn ikke personlig kan deltage i overdragelsen af Tankerettere, så sad han i rådsforsamling med den Universelle Fader i den evige fortid, godkendte planen og forpligtigede sig det endeløse samarbejde, da Faderen, i planlæggelsen af overdragelsen af Tankeretterne, foreslog Sønnen, ”Lad os skabe mennesket i vores eget billede.” Og således som Faderens åndefragment bor indeni jer, således omslutter Sønnens ånde tilstedeværelse jer, mens disse to for altid arbejder som en for jeres åndelige fremgang.
6:6.1 (78.4) Den Evige Søn er ånd og har sind, men ikke et sind eller ånd som dødelige sind kan forstå. Det dødelige menneske opfatter sindet på de finite, kosmiske, materielle og personlige niveauer. Mennesket observerer også sinds fænomener i levende organismer som fungerer på det underpersonlig (dyr) niveau, men det er svært for mennesket at forstå sindets natur, når dette er forbundet med overmaterielle væsener og som en del af eksklusive åndepersonligheder. Sindet er imidlertid nødt til at blive anderledes defineret når det henviser til eksistensen af åndeniveau, og når det er brugt til at betegne intelligente åndelige funktioner. Den slags sind, som direkte er beslægtet med ånd er hverken sammenlignelig til det sind som koordinerer ånd og materie eller til det sind som kun er beslægtet til materie.
6:6.2 (78.5) Ånden er altid bevidst, tænkende, og er i besiddelse af forskellige faser af identitet. Uden bevidsthed i nogle faser ville der ikke være åndelig bevidsthed i broderskabet af åndelige væsener. Det tilsvarende i sindet, evnen til at kende og blive kendt, er en naturlig del af Guddommen. Guddommen kan være personlig, førpersonlig, overpersonlig, eller upersonlig, men Guddommen er aldrig uden bevidsthed, det vil sige, aldrig uden evnen til i det mindste at kommunikere med lignende eksistenser, væsener, eller personligheder.
6:6.3 (78.6) Den Evige Søns sind er ligesom Faderens men ulige ethvert andet sind i universet, og sammen med Faderens sind er det stamfader til Samskaberens forskelligartede og vidtstrakte sind. Faderens og Sønnens sind, det intellekt som er nedarvet i den Tredje Kildes og Centers absolutte sind, er måske bedst illustreret af en Tankeretters førsind, for selv om disse Fader fragmenter helt er udenfor Samforenerens sindskredsløb, så har de en form for førsind; de ved, de er kendt; de nyder hvad der svarende til menneskelig tænkning.
6:6.4 (78.7) Den Evige Søn er helt åndelig; mennesket er næsten helt materiel; derfor vil meget som hører til den Evige Søns åndepersonlighed, til hans syv åndelige sfærer som kredser om Paradis og til arten af Paradissønnens upersonlige skabelser, skulle afvente jeres opnåelse af åndestatus efter jeres afslutning af morontia opstigningen i lokaluniverset Nebadon. Og så, når du passere gennem superuniverset og videre til Havona, vil mange af disse ånde skjulte mysterier blive afklaret, når du begynder at blive begavet med ”åndens sind” - åndelig indsigt.
6:7.1 (79.1) Den Evige Søn er den uendelige personlighed fra hvis ubegrænset personligheds lænker den Universelle Fader befriede sig gennem teknikken med treenighedsgørelse, og hvorigennem han lige siden har fortsat med at overdrage sig selv i endeløs overflod på hans evigt ekspanderende univers af Skabere og væsener. Sønnen er absolut personlighed; Gud er fader personlighed - kilden til personlighed, overdrageren af personlighed, årsagen til personlighed. Hvert personlig væsen har sin personlighed fra den Universelle Fader ligesom den Oprindelige Søn evigt har sin personlighed fra Paradisfaderen.
6:7.2 (79.2) Paradissønnens personlighed er absolut og rent åndelig og denne absolutte personlighed er også det guddommelige og evige mønster, først for Faderens overdragelse af personlighed til Samforeneren og derefter for hans overdragelse af personlighed til de myriader af hans skabte væsener overalt i det vidt udbredte univers.
6:7.3 (79.3) Den Evige Søn er i sandhed en barmhjertig minister, en guddommelig ånd, en åndelig styrke og en virkelig personlighed. Sønnen er Guds åndelige og personlige natur åbenbaret til universerne——summen og substansen af den Første Kilde og Center, afklædt af alt det, som er upersonlig, ekstraguddommelig, ikke-åndelig og ren potentiale. Men det er umuligt at formidle til det menneskelige sind et billede i ord af skønheden og storheden af den Evige Søns himmelske personlighed. Alt, hvad der har tendens til at tilsløre den Universelle Fader virker med næsten samme indflydelse til at forhindre den konceptuelle anerkendelse af den Evige Søn. I må afvente jeres opnåelse af Paradis, og så vil i forstå, hvorfor jeg var ude af stand til at skildre karakteren af denne absolutte personlighed til forståelsen af det begrænsede sind.
6:8.1 (79.4) Angående identitet, natur, og andre personligheds egenskaber, så er den Evige Søn fuld lige, det perfekte supplement, og evig modstykke til den Universelle Fader. I samme forstand som at Gud er den Universelle Fader, er Sønnen den Universelle Moder. Og alle os, høj og lav, udgør deres universelle familie.
6:8.2 (79.5) For at værdsætte Sønnens karakter, bør I studere åbenbaringen af Faderens guddommelige karakter; de er for evigt og uadskilleligt en. Som guddommelige personligheder er de næsten ikke til at skelne fra hinanden af de lavere klasser af intelligente væsener. De er ikke så svære at genkende hver for sig af dem hvis oprindelse er i selve Guddommenes skabende handlinger. Væsener med fødsel i centraluniverset og på Paradis kan skelne Faderen og Sønnen, ikke kun som en personlig enhed af universel kontrol men også som to adskilte personligheder fungerende i bestemte domæner af universets administration.
6:8.3 (79.6) Som personer kan du opfatte den Universelle Fader og den Evige Søn som adskilte individer, for det er de virkelig; men i universernes administration er de sammenflettet og indbyrdes forbundet, at det ikke altid er muligt at skelne mellem dem. Når Faderen og Sønnen i universernes anliggender, er truffet sammen i forvirrende indbyrdes forhold, er det ikke altid gavnligt at udskille deres funktioner; blot erindre, at Gud er den initierende tanke og at Sønnen er det udtryksfulde ord. I ethvert lokalunivers er denne uadskillelighed personaliseret i Skabersønnens guddommelighed, som repræsenterer både Faderen og Sønnen til de skabte væsener i ti millioner beboede verdener.
6:8.4 (80.1) Den Evige Søn er uendelig, men han er tilgængelig gennem hans Paradissønners personer og gennem den Uendelige Ånds tålmodige tjeneste. Uden Paradissønnernes overdragelses tjeneste og kærlige tjeneste af den Uendelige Ånds skabte væsener, kunne væsener af materiel oprindelse næppe håbe på at nå den Evige Søn. Og det er lige så sandt: At med hjælp og vejledning fra disse himmelske formidlere ville de Gud-bevidste dødelige med sikkerhed nå Paradiset og med tiden stå i den personlige tilstedeværelse af denne majestætiske Sønnernes Søn.
6:8.5 (80.2) Selvom den Evige Søn er mønstret for dødelig personligheds opnåelse, vil I finde det lettere at forstå virkeligheden af både Faderen og af Ånden, fordi Faderen er den faktiske overdrager af jeres menneskelig personlighed og den Uendelige Ånd er den absolutte kilde til jeres dødelige sind.. Men som i opstiger på den åndelig fremskridende vej til Paradiset, så bliver den Evige Søns personlighed i stigende grad virkelig for jer og hans uendelige åndelige sind bliver mere virkelighed lettere at skelne for jeres gradvise åndeliggørende sind.
6:8.6 (80.3) Begrebet om den Evige søn kan aldrig skinne klart i jeres materielle eller efterfølgende morontielle sind; ikke før i åndeliggøres og indleder jeres ånde opstigning begynder jeres forståelse af den Evige Søns personlighed at kunne måle sig med livligheden af jeres begreb om den personlighed som er karakteristisk for Skabersønnen med oprindelse i Paradiset, der, i egen person og som en person, engang inkarneret og levede på Urantia som et menneske mellem mennesker.
6:8.7 (80.4) Under hele jeres oplevelser i lokaluniverset må Skabersønnen, hvis personlighed er forståelig for mennesket, kompensere for jeres manglende evne til at forstå den fulde betydning af den mere eksklusive åndelige, men ikke mindre personlige Evige Søn fra Paradis. I jeres fremskridt gennem Orvonton og Havona, når du lægger bag dig de levende billeder og dybe minder af Skabersønnen i dit lokalunivers, så vil denne forsvindende materielle og morontielle erfaring blive kompenseret af det for evigt forstørrende begreb og intensiverende forståelse af Paradisets Evige Søn, hvis virkelighed og nærhed altid vil forøges når i gør fremskridt i retning af Paradis.
6:8.8 (80.5) Den Evige søn er en stor og lysende personlighed. Skønt det er udover det dødelige og materielle sinds evne at forstå virkeligheden af sådan et uendelig væsens personlighed, så tvivl ikke, han er en person. Jeg ved hvad jeg taler om. Næsten utallige gange har jeg stået i den guddommelige tilstedeværelse af denne Evige Søn og derefter rejst ud i universet for at udføre hans nådige påbud.
6:8.9 (80.6) [ Forfattet af en Guddommelig Rådgiver udpeget til at formulere denne redegørelse beskrivende Paradisets Evige Søn. ]
Urantia Bogen
Kapitel 7
7:0.1 (81.1) Den Oprindelige Søn er konstant beskæftiget i udførelsen af de åndelige aspekter af Faderens evige formål, således som det i stigende grad bliver åbenbaret i de udviklende universers fænomener med deres mangfoldige grupper af levende væsener. Vi forstår ikke helt denne evige plan, men det gør Paradissønnen uden tvivl.
7:0.2 (81.2) Sønnen er som Faderen idet han søger at overdrage alt hvad der er muligt fra ham selv til sine koordinerede Sønner og til deres underordnede Sønner. Og Sønnen deler Faderens selvdistribuerende natur i den uforbeholdne overdragelse af sig selv til den Uendelige Ånd, deres fælles udøvende.
7:0.3 (81.3) Som opretholder af ånde virkeligheder, er den Anden Kilde og Center den evige modvægt af Paradis Øen, som så storslået opretholder alle materielle ting. Således åbenbares den Første Kilde og Center for evigt i den materielle skønhed af central Øens udsøgte mønstre og i de åndelige værdier af den Evige Søns himmelske personlighed.
7:0.4 (81.4) Den Evige Søn er den virkelige opretholder af den vidtstrakte skabelse af ånde virkeligheder og åndelige væsener. Den åndelige verden er den Evige Søns klædning, Sønnens personlige adfærd, og de upersonlige realiteter af åndenaturen reagere altid på den Absolutte Søns perfekte personligheds vilje og formål.
7:0.5 (81.5) Sønner er imidlertid ikke, personlig ansvarlig for ledelsen af alle ånds personligheder. Viljen hos det personlige væsen er relativ fri og bestemmer derfor handlingerne af sådanne viljebestemte væsener. Derfor er den fri viljes åndeverden ikke altid fuldt repræsenterende den Evige Søns karakter, ligesom naturen på Urantia ikke er fuldt åbenbarende for Paradisets og Guddommenes fuldkommenhed og uforanderlighed. Men uanset hvad der kan karakterisere den fri vilje handling af menneske eller engle, fortsætter Sønnens evige greb om den universelle tyngdekraft kontrol af alle åndelige virkeligheder at være absolut.
7:1.1 (81.6) Alt lært vedrørende Guds immanens, hans allestedsnærværelse, almægtighed, og alvidenhed er lige så sandt for Sønnen i de åndelige domæner. Den rene og universelle Åndetyngdekraft i hele skabelsen, dette eksklusive åndelige kredsløb, fører direkte tilbage til den Anden Kildes og Centers person på Paradis. Han fører tilsyn med kontrollen og driften af det allestedsnærværende og ufejlbarlige åndelige greb af alle sande åndeværdier. Således udøver den Evige Søn absolut åndelig suverænitet. Bogstavelig talt holder han alle åndelige realiteter og alle åndeliggjorte værdier, som der er, i sin hule hånd. Styringen af den universelle åndelige tyngdekraft er universel åndelig suverænitet.
7:1.2 (82.1) Denne tyngdekraft kontrol af åndelige ting virker uafhængig af tid og rum; derfor forbliver åndeenergien uformindsket i transmissionen. Åndetyngdekraften lider aldrig af forsinkelser i tiden, og den undergår heller ikke reduktion i rummet. Den aftager ikke i forhold til kvadratet af afstanden af dets udsendelse; kredsløbet af ren åndskraft er ikke retarderet af størrelsen af den materielle skabelse. Og denne transcendens af tid og rum af rene åndeenergier er en naturlig del af Sønnens absoluthed; det er ikke en følge af mellemkomsten af den Tredje Kildes og Centers antityngdekrafts kræfter.
7:1.3 (82.2) Ånderealiteter reagerer på trækningskraften fra centret for åndelige tyngdekraft i overensstemmende med deres kvalitative værdi, dens faktiske grad af åndenatur. Åndesubstans (kvalitet) er lige så påvirkelig til åndetyngdekraft som de organiserede energier af fysisk materie (kvantitet) er påvirkelige på fysisk tyngdekraft. Åndelige værdier og åndekræfter er virkelige. Fra et personlighedens synspunkt, så er ånden skabelsens sjæl; materie er den skyggefulde fysiske krop.
7:1.4 (82.3) Åndetyngdekraftens reaktioner og udsving modsvarer altid indholdet af åndelige værdier, den kvalitative åndelige status af et individ eller en verden. Denne tiltrækningskraft reagerer øjeblikkelig på mellem åndelige og indre åndelige værdier af enhver univers situation eller planetarisk tilstand. Hver gang en åndelig virkelighed aktualiseres i universerne, nødvendig gør denne forandring en omgående og øjeblikkelig tilpasning af åndetyngdekraften. En sådan ny ånd er i virkeligheden en del af den Anden Kilde og Center; og lige så sikkert som at det dødelige menneske bliver et åndeliggjort væsen, vil det nå den åndelige Søn, centret og kilden af åndetyngdekraften.
7:1.5 (82.4) Sønnens åndelige tiltrækningskraft er iboende i en mindre grad i mange Paradisklasser af sønner. For der eksisterer indenfor åndetyngdekraftens absolutte kredsløb de lokale systemer af åndelige tiltrækning som fungerer i skabelsens mindre enheder. Sådanne underabsolutte fokaliseringer af åndetyngdekraft er en del af guddommeligheden i tidens og rummets Skaberpersonlighederne og er korreleret med det Højeste Væsens spirende erfaringsmæssige overkontrol.
7:1.6 (82.5) Åndetyngdekraftens tiltrækning og reaktionen derpå virker ikke kun på universet som helhed men også selv mellem individer og grupper af individer. Der er en åndelig sammenhæng mellem de åndelige og åndsgjorte personligheder fra enhver verden, race, nation, eller troende gruppe af individer. Der er en direkte tiltrækningskraft af åndenaturen mellem åndeligt sindede personer af samme smag og længsel. Udtrykket åndsfrænde er ikke kun en figurativ talemåde.
7:1.7 (82.6) Ligesom Paradisets materielle tyngdekraft, så er den Evige Søns åndelige tyngdekraft absolut. Synd og oprør kan forstyrre driften af lokaluniversernes kredsløb, men intet kan suspendere den Evige Søns åndetyngdekraft. Lucifers oprør af sted kom mange forandringer i jeres system af beboede verdner og på Urantia, men vi observerer ikke at den åndelige karantæne af jeres planet som følge af oprøret, på mindste måde påvirkede tilstedeværelsen og funktionen af hverken den Evige Søns allestedsnærværende ånd eller åndetyngdekraftens tilknyttede kredsløb.
7:1.8 (82.7) Alle reaktioner af åndetyngdekraftens kredsløb i storuniverset er forudsigelige. Vi anerkender alle den Evige Søns allestedsnærværende ånds handlinger og reaktioner og finder dem pålidelige. I overensstemmelse med velkendte love, kan vi måle åndelig tyngdekraft, og gør det, præcis ligesom mennesket forsøger at beregne den finite fysiske tyngdekrafts bevægelser. Sønnens ånd reagerer uforanderligt til alle åndelige ting, væsener, og personer, og denne reaktion er altid i overensstemmelse med graden af virkeligheden (den kvalitative grad af virkeligheden) i alle sådanne åndelige værdier.
7:1.9 (83.1) Men sideløbende med denne meget pålidelig og forudsigelig funktion af den Evige Søns åndelige tilstedeværelse, møder man fænomener som ikke er så forudsigelige i deres reaktion. Sådanne fænomener indikerer sandsynligvis Guddomsabsoluttets koordinerede handling i de spirende åndelige potentialers verdener. Vi ved, at den Evige Søns ånds tilstedeværelse er indflydelsen af en majestætisk og uendelig personlighed, men vi betragter næppe, at reaktionerne forbundet med Guddomsabsoluttets formodede medvirken som personlige.
7:1.10 (83.2) Set fra personlighedens synspunkt og af personer, så fremstår den Evige Søn og den Guddomsabsolutte til at være forbundet på følgende måde: Den Evige Søn dominerer de virkelige åndelige værdiers område, mens den Guddomsabsolutte synes at gennemtrænge de potentielle åndelige værdiers enorme domæne. Alle virkelige værdier af åndens natur samler sig i den Evige Søns tyngdekrafts greb, men hvis det er potentielt, så tilsyneladende i Guddomsabsoluttets tilstedeværelse.
7:1.11 (83.3) Ånd synes at opstå fra den Guddomsabsoluttets potentialer; udviklende ånd finder sammenhæng i den Højestes og den Ultimatives erfaringsmæssige og ufuldstændige greb; i sidste instans finder ånden endelig skæbne i det absolutte greb af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Dette synes at være den erfaringsbaseret ånds cyklus, men eksistentiel ånd er iboende i uendeligheden af den Anden Kilde og Center.
7:2.1 (83.4) I Paradiset er den Oprindelige Søns tilstedeværelse og personlige aktivitet dybtgående, absolut i den åndelige betydning. Som vi bevæger os udad fra Paradiset gennem Havona og ind i de syv superuniversers verdener, opfanger vi mindre og mindre af den Evige Søns personlige aktiviteter. I universerne som opstår efter Havona er den Evige Søns tilstedeværelse personaliseret i Paradissønnerne, betinget af den Højestes og den Ultimatives erfaringsmæssige realiteter, og koordineret med Guddomsabsoluttets ubegrænsede åndspotentiale.
7:2.2 (83.5) I centraluniverset er den Oprindelige Søns personlige aktiviteter identificeret i den evige skabelses udsøgte åndelige harmoni. Havona er så vidunderligt perfekt, at dette mønster universets åndelige status og energitilstande er i perfekt og bestående balance.
7:2.3 (83.6) Sønnen er ikke personlig tilstede eller har fast bopæl i superuniverserne; i disse skabelser opretholder han kun en overpersonlig repræsentation. Disse åndelige manifestationer af Sønnen er ikke personlige; de er ikke medtaget i den Universelle Faders personligheds kredsløb. Vi kender ingen bedre udtryk som kan anvendes end at betegne dem overpersonligheder; og de er begrænsede væsener; de er hverken absonitte eller absolutte.
7:2.4 (83.7) Den Evige Søns administration i superuniverserne, er udelukkende åndelig og overpersonlig, den kan ikke skelnes af væsen personligheder. Ikke desto mindre, så møder man den alt gennemtrængende åndelige tilskyndelser af Sønnens personlige indflydelse i enhver aktivitetsfase i alle sektorer af Dagenes Ældstes domæner. I lokaluniverserne observerer vi imidlertid, at den Evige Søn er personlig tilstede i Paradissønnernes personer. Her fungerer den uendelige Søn åndeligt og kreativt i personerne af de koordinerende Skabersønners majestætiske korps.
7:3.1 (84.1) Under opstigningen i lokaluniverset ser tidens dødelige Skabersønnen som den Evige Søns personlige repræsentant. Men når de begynder opstigningen i superuniversets uddannelsessystem, opfanger tidens pilgrimme i stigende grad den himmelske tilstedeværelse af den Evige Søns inspirerende ånd, og de er i stand til at drage fordel ved indtagelse af denne tjeneste af åndelig energiopladning. I Havona bliver de opstigende stadig mere bevidste om den kærlige omfavnelse af den Oprindelige Søns altgennemtrængende ånd. På intet tidspunkt i hele den dødelige opstigning bor den Evige Søns ånd i sindet eller sjælen af tidens pilgrimme, men hans gavnlige effekt er altid i nærheden og altid engageret med velfærd og åndelig sikkerhed af de fremrykkende børn af tiden.
7:3.2 (84.2) Tiltrækningskraften i den Evige Søns åndelige tyngdekraft udgør den iboende hemmelighed af de overlevende menneskelige sjæles opstigning til Paradiset. Alle ægte åndelige værdier og alle af god tro åndeliggjorte individer er holdt indeni det ufejlbarlig greb af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Det dødelige sind, for eksempel, indleder sin karriere som en materiel mekanisme og er til sidst indrulleret i Finalitkorpset som en næsten perfektioneret åndseksistens, der bliver mindre og mindre underlagt materiel tyngdekraft og tilsvarende mere reagerende på den indad tiltrækkende drift af åndelig tyngdekraft i løbet af denne fuldstændige oplevelse. Åndetyngdekraftens kredsløb trækker bogstavelig menneskets sjæl hen imod Paradiset.
7:3.3 (84.3) Åndetyngdekraftens kredsløb er den grundlæggende kanal til transmission af det troende menneskehjertes ægte bønner fra det menneskelige bevidstheds niveau til Guddommens virkelige bevidsthed. Det, der repræsenterer sand åndelig værdi i jeres bønner vil blive grebet af åndetyngdekraftens universelle kredsløb og vil blive overført øjeblikkelig og samtidigt til alle vedkommende guddommelige personligheder. Hver vil beskæftige sig med det som tilhører hans personlige felt. Derfor, i jeres praktiske religiøse oplevelse, er det uvæsentlig hvad enten, i adresseringen af jeres bønner, visualisere Skabersønnen af jeres lokalunivers eller den Evige Søn i centret af alle ting.
7:3.4 (84.4) Den diskriminerende proces i åndetyngdekraftens kredsløb kan muligvis blive sammenlignet med nervebanernes funktioner i den materielle menneskekrop; fornemmelser rejser indad over nervebanerne; nogle er tilbageholdt og besvares af de lavere automatiske rygmarvscentre; andre passerer forbi til mindre automatiske men vanedannende centre i den laverestående hjerne, mens de vigtigste og livsnødvendige indkommende impulser fare lynhurtigt forbi disse underordnede centre og straks registreres på de højeste niveauer i menneskets bevidsthed.
7:3.5 (84.5) Men hvor meget mere perfekt er den åndelige verdens overlegen teknik! Hvis noget opstå i jeres bevidsthed som er fyldt af højeste åndelig værdi, er der ingen kraft i universet som kan forhindre det, når I giver udtryk for det, at den fare direkte til hele skabelsens Absolutte Åndspersonlighed.
7:3.6 (84.6) Men omvendt, hvis jeres bønner er ren materielle og helt selvcentreret, så findes der ingen plan hvorved sådanne uværdige bønner kan registreres i den Evige Søns åndekredsløb. Indholdet af enhver anmodning som ikke er ”udarbejdet af ånden” kan ikke finde nogen plads i det universelle åndelige kredsløb; sådanne rent selviske og materielle anmodninger er dødfødte; de stiger ikke op den sande ånds værdi kredsløb. Sådanne ord er som ”tomme tønder buldre mest”.
7:3.7 (85.1) Det er den motiverende tanke, det åndelige indhold, som giver den dødelige anmodning værdi. Ordene er værdiløse.
7:4.1 (85.2) Den Evige Søn er i evig forbindelse med Faderen i den vellykkede gennemførelse af den guddommelige plan for fremskridt; den universelle plan for skabelsen, evolutionen, opstigningen, og perfektion af viljeskabninger. Og, i guddommelig trofasthed, er Sønnen den evige lige til Faderen.
7:4.2 (85.3) Faderen og Sønnen er som en i formuleringen og gennemførelsen af denne gigantiske opnåelsesplan for at hjælpe de materielle væsener af tiden frem til perfektion i evigheden. Dette projekt for den åndelige opløftelse af de opstigende sjæle fra rummet er en fælles skabelse af Faderen og Sønnen, og de er, i samarbejdet med den Uendelige Ånd engageret i associativ udførelse af deres guddommelige formål.
7:4.3 (85.4) Denne guddommelige plan for opnåelse af perfektion omfatter tre enestående, skønt vidunderlig indbyrdes forbundet, foretagender af universelle eventyr:
7:4.4 (85.5) 1. Planen for progressiv opnåelse. Dette er den Universelle Faders plan for evolutionær opstigning, et program som den Evige Søn uforbeholdent har accepteret da han samtykkede til Faders forslag, ”Lad os skabe dødelige væsener i vores eget billede.” Denne bestemmelse om at opløfte skabningerne af tid involverer Faderens overdragelse af Tankerettere og at materielle væsener udstyres med personlige rettigheder.
7:4.5 (85.6) 2. Overdragelses planen. Den næste universelle plan er den store Fader-åbenbarings foretagende af den Evige Søn og hans koordineret Sønner. Dette er den Evige Søns forslag og består i hans overdragelse af gudesønner til de evolutionære skabelser, for der at personliggøre og implementere, for at inkarnere og virkeliggøre, Faderens kærlighed og Sønnens barmhjertighed til væsener i alle universer. Som en tilhørende del i overdragelses planen og som en foreløbig foranstaltning af denne kærlighedstjeneste, virker Paradissønnerne som rehabilitere af det, som vildledte viljevæsener har placeret i åndelig fare. Når som helst og hvor som helst der opstår en forsinkelse i udførelsen af opnåelsesplanen, hvis oprør, måske kunne spolere eller komplicere dette foretagende, så bliver overdragelsesplanens nødbestemmelser straks aktive. Paradissønnerne står lovet og klar til at virke som genoprettere, til at gå ind i selve oprørsområdet og der genoprette klodernes åndelige status. Og sådan en heroisk tjeneste udførte en koordineret Skabersøn på Urantia i forbindelse med hans livsforløb af erfaringsmæssige overdragelses for at opnå suverænitets erhvervelse.
7:4.6 (85.7) 3. Planen for Barmhjertigheds Tjeneste. Da opnåelsesplanen og overdragelsesplanen var blevet formuleret og bekendtgjort, udkastede og igangsatte den uendelige Ånd, alene og fra sig selv, det enorme og universelle foretagende af barmhjertigheds tjeneste. Det er den tjeneste som er så grundlæggende for den praktiske og effektive drift af både opnåelses og overdragelses foretagenderne, og den Tredje Kilde og Centers åndelige personligheder deltager alle i den ånd af barmhjertigheds tjeneste som er en stor del af den Tredje Guddomsperson natur. Ikke kun i skabelse men også i administration, fungerer den Uendelige Ånd faktisk og bogstaveligt som Faderens og Sønnens fælles udøvende.
7:4.7 (86.1) Den Evige Søn er den personlige administrator, den guddommelige vogter, af Faderens universelle plan for opstigende væsener. Efter at have bekendtgjort det universelle mandat, ”Vær fuldkommen, ligesom jeg er fuldkommen,” betroede Faderen den Evige Søn udførelsen af dette mægtige forpligtelse; og den Evige Søn deler forvaltningen af dette himmelske foretagende med sin guddommelig koordinere, den Uendelige Ånd. Således samarbejder Guddommene effektivt i bestræbelserne på at skabe, overvåge, udvikle, åbenbare og tjene - og hvis nødvendigt, i at genoprette og rehabilitere.
7:5.1 (86.2) Den Evige Søn forenede sig uden forbehold med den Universelle Fader i udsendelse af det mægtige påbud til hele skabelsen: ” Vær perfekt, ligesom din Fader i Havona er perfekt.” Og lige siden, har denne invitations-kommando motiveret alle overlevelsesplaner og overdragelsesprojekter af den Evige Søn og hans store familie af koordinerede og tilhørende Sønner. Og i selve disse overdragelser er Guds Sønner blevet ”vejen, sandheden, og livet” for alle evolutionære væsener.
7:5.2 (86.3) Den Evige Søn kan ikke direkte få kontakt med mennesker ligesom Fader gennem gaven af de førpersonlige Tankerettere, men den Evige Søn kan nærme sig de skabte personligheder via en serie af nedadgående gradueringer af guddommelig sønner, indtil han er i stand til at stå i menneskets tilstedeværelse og, til tider, som et menneske selv.
7:5.3 (86.4) Den Evige Søns rene personlige karakter er ude af stand til at fragmentere. Den Evige Søn tjener enten som en åndelig indflydelse eller som en person, aldrig anderledes. For Sønnen er det umuligt at blive en del af et væsens erfaring i den forstand, som Fader-Retteren deltager deri, men den Evige Søn kompenserer denne begrænsning gennem overdragelses teknik. Hvad oplevelsen af fragmenterede enheder betyder for den Universelle Fader, betyder Paradissønnernes inkarnations oplevelser for den Evige Søn.
7:5.4 (86.5) Den Evige Søn kommer ikke til det dødelige menneske som den guddommelige vilje, menneskesindets iboende Tankeretter, men den Evige Søn kom til det dødelige menneske på Urantia da den guddommelige personlighed af hans Søn, Mikael af Nebadon, inkarnerede i den menneskelige natur af Jesus af Nazaret. For at dele de skabte personligheders erfaring, må Guds Paradissønner antage selve naturen af sådanne væsener og inkarnere deres guddommelige personligheder som selve de faktiske væsener. Inkarnationen, Sonaringtons hemmelighed, er Sønnens flugtteknik fra personligheds absolutismens ellers altomfattende lænker.
7:5.5 (86.6) For lang, lang tid siden overgav den Evige Søn sig selv til hver enkelt af central skabelsens kredsløb for oplysning og fremgang for alle Havonas beboere og pilgrimme, inklusiv de opstigende pilgrimme fra tiden. På ingen af disse syv overdragelser fungerede han hverken som en opstiger eller en Havoner. Han eksisterede som sig selv. Hans erfaring var enestående; det var ikke med eller som et menneske eller andre pilgrimme men på en eller anden måde associativt i den overpersonlige forstand.
7:5.6 (86.7) Han passerede heller ikke gennem den hvile som intervenerer mellem det indre Havona kredsløb og Paradisets kyster. Det er ikke muligt for ham, et absolut væsen, at suspendere personligheds bevidstheden, for i ham er alle åndelige tyngdekrafts linjer centreret. Og i løbet af tiderne for disse overdragelses var den åndelige lysstyrkes afgivelse i central Paradiset udæmpet, og Sønnens greb om den universelle åndetyngdekraft var uformindsket.
7:5.7 (87.1) Den Evige Søns overdragelse i Havona er ikke indenfor den menneskelige fantasi; de var transcendentale. Han udvidede oplevelsen for hele Havona dengang og senere, men vi ved ikke, om han forøgede den formodede erfaringsmæssige kapacitet af hans eksisterende natur. Det ville falde indenfor Paradissønnernes overdragelses mysterium. Vi tror imidlertid, at hvad end den Evige Søn erhvervede sig på disse overdragelses missioner, har han lige siden bevaret; men vi ved ikke hvad det er.
7:5.8 (87.2) Uanset vores vanskeligheder i forståelsen af den Anden Guddomspersonligheds overdragelse, så forstår vi Havona overdragelsen af en af den Evige Søns sønner, som bogstaveligt talt passerede gennem centraluniversets kredsløb og faktisk delte de erfaringer, som udgør en opstigendes forberedelse til opnåelse af Guddom. Dette var den oprindelige Mikael, den førstefødte Skabersøn, og han passerede gennem de opstigende pilgrimmes livs erfaringer fra kredsløb til kredsløb, rejste personligt med dem gennem en fase af hvert kredsløb i dagene under Grandfanda, den første af alle dødelige som nåede Havona.
7:5.9 (87.3) Lige meget hvad andet denne oprindelige Mikael åbenbarede, så gjorde han den transcendente overdragelse af den Oprindelige Modersøn virkelig for væsenerne i Havona. Så virkelig, at enhver pilgrim fra tiden som anstrenger sig i eventyret for at nå Havona kredsløbene for altid bliver hyldet og styrket af den sikre viden, at Guds Evige Søn syv gange abdicerede fra Paradisets magt og ære for at deltage i erfaringerne af pilgrimmene fra tid og rum, på de syv kredsløb af tiltagende Havona opnåelse.
7:5.10 (87.4) Den Evige Søn er den forbilledlige inspiration for alle gudesønner i deres overdragelsestjeneste overalt i universerne af tid og rum. De koordinerede Skabersønner og de tilknyttede Administrationssønner, sammen med andre uåbenbarede klasser af sønner, deltager alle i denne vidunderlige villighed til at overdrage sig selv på de forskellige klasser af væsen liv og som selve disse væsener. Derfor er det sandt, i ånd og på grund af væsensslægtskab så vel som faktisk oprindelses virkelighed, at i overdragelsen af enhver Gudesøn på verdnerne i rummet, så har den Evige Søn, i og gennem og ved disse overdragelser, overdraget sig selv til de intelligente viljevæsener i universerne.
7:5.11 (87.5) I ånd og natur, hvis ikke i alle af deres egenskaber, er hver Paradissøn et guddommelig perfekt portræt af den Oprindelige Søn. Det er bogstavelig sandt, hvem som end har set en Paradissøn har set Guds Evige Søn.
7:6.1 (87.6) Manglen af viden om de mangeartede Guds sønner er en kilde til stor forvirring på Urantia. Og denne uvidenhed bliver stædigt fastholdt til trods for sådanne udtalelser som optegnelsen fra en konklave af disse guddommelige personligheder: ”Når Guds Sønnerne bekendtgøre glæde, og alle Morgenstjernerne synger sammen.” Hvert årtusinde af sektor standard tid samles de mangeartede klasser af guddommelige sønner for deres periodiske konklaver.
7:6.2 (87.7) Den Evige Søn er den personlige kilde af barmhjertighedens henrivende egenskaber og tjeneste som så rigeligt karakterisere alle klasser af Guds nedstigende Sønner som de fungerer overalt i skabelsen. Hele den guddommelige natur, hvis ikke alle egenskabernes uendelighed, overføres ufejlbarligt af den Evige Søn til Paradissønnerne som går ud fra den evige Ø for at åbenbare hans guddommelige karakter til universernes univers.
7:6.3 (88.1) Den Oprindelige og Evige Søn er afkoms-person af den ”første” fuldendte og uendelige tanke af den Universelle Fader. Hver gang den Universelle Fader og den Evige Søn i fællesskab projicerer en ny, original, identisk, enestående, og absolut personlig tanke, i selvsamme øjeblik personaliseres denne skabende idé perfekt og endelig i en ny og original Skabersøns væsen og personlighed. I åndenaturen, guddommelig visdom, og koordinerede skabende kraft, er disse Skabersønner potentielt lige med Gud Faderen og Gud Sønnen.
7:6.4 (88.2) Skabersønnerne går ud fra Paradiset og ind i universerne af tid og i samarbejdet med den Tredje Kildes og Centers kontrollerende og skabende repræsentanter, fuldfører de organiseringen af lokaluniversernes i den fremadskridende evolution. Disse sønner er ikke knyttet til, og de beskæftiget sig heller ikke med, de centrale og universelle kontrollen af materie, sind og ånd. Således begrænset i deres skabende handlinger af den før-eksistens, prioritet, og oprindelighed af den Første Kilde og Center og hans koordinerede Absolutter. Disse sønner er kun i stand til at administrere det som de bringer ind i eksistens. Absolut administration er iboende i prioriteringen af eksistens, og er uadskillelig fra evigheds tilstedeværelse. Faderen forbliver den første i universerne.
7:6.5 (88.3) På stort set samme måde som Skabersønnerne er personaliseret af Faderen og Sønnen, således er Administratorsønnerne personaliseret af Sønnen og Ånden. Dette er de Sønner, som, gennem erfaringerne af væsen inkarnation, opnå retten til at tjene som dommere for overlevelse i skabelserne af tid og rum.
7:6.6 (88.4) Faderen, Sønnen, og Ånden forener sig også og for at personalisere de alsidige Treenighedens Undervisende Sønner, som strejfer om i det store univers som himmelske lærere for alle personligheder, menneskelige og guddommelige. Og der er utallige andre klasser af Paradissønner som ikke er bragt til dødeliges opmærksomhed på Urantia.
7:6.7 (88.5) Mellem den Oprindelige Modersøn og disse skarer af Paradissønner spredt udover hele skabelsen er der en direkte og eksklusiv kommunikationskanal, en kanal hvis funktion er iboende i kvaliteten af åndelige slægtskab, som forener dem i bånd af næsten absolut spirituel forbundenhed. Dette kredsløb mellem Guds Sønner er helt forskellig fra åndetyngdekraftens universelle kredsløb, som også er centreret i den Anden Kildes og Centers person.. Alle Guds Sønner, som har oprindelse i Paradisguddommenes personer er i direkte og konstant kommunikation med den Evige Modersøn. Og sådan en kommunikation er øjeblikkelig; den er uafhængig af tid dog undertiden betinget af rummet.
7:6.8 (88.6) Den Evige Søn har ikke altid kun det fuldstændige kendskab angående status, tanker, og de mangeartede aktiviteter af alle klasser af Paradissønner, men han har også fuldstændig kendskab på alle tidspunkter af alt som er af åndelig værdi, som eksisterer i alle væseners hjerter i den evige første centrale skabelse, og i de koordinerede Skabersønners efterfølgende skabelser i tiden.
7:7.1 (88.7) Den Evige Søn er en fuldkommen, eksklusiv, universel og endelig åbenbaring af den Universelle Faders ånd og personlighed. Al viden om og information om Faderen kommer fra den Evige Søn og hans Paradissønner. Den Evige Søn er fra evigheden og er helt og uden åndelige begrænsninger én med Faderen. I guddommelige personlighed er de koordinerede; de er lige i åndelig natur; de er identiske i guddommelighed.
7:7.2 (89.1) Guds karakter kan umuligt blive væsentlig forbedret i Sønnens person, for den guddommelige Fader er uendelig perfekt, men selve karakteren og personligheden er forstærket, for åbenbaring til skabte væsener, ved aflæggelse af det ikkepersonlige og ikke åndelige. Den Første Kilde og Center er meget mere end en personlighed, men alle åndelige kvaliteter fra den Første Kildes og Centers Faderpersonlighed er åndeligt tilstede i den Evige Søns absolutte personlighed.
7:7.3 (89.2) Den oprindelige Søn og hans Sønner er engageret i tilblivelsen af en universel åbenbaring af Faderens åndelige og personlige natur til hele skabelsen. I centraluniverset, superuniverserne, lokaluniverserne, eller på de beboede planeter, er det en Paradissøn som åbenbarer den Universelle Fader til mennesker og engle. Den Evige Søn og hans Sønner åbenbarer vejen for de skabte til at nærme sig den Universelle Fader. Og selv os af høj oprindelse forstår Faderen meget mere udførligt når vi studerer åbenbaringen af hans karakter og personlighed i den Evige Søn og i den Evige Søns Sønner.
7:7.4 (89.3) Faderen kommer kun ned til jer som en personlighed gennem den Evige Søns guddommelige Sønner. Og I når Faderen af selvsamme levende vej; I opstiger til Faderen ved hjælp af vejledning fra denne gruppe af guddommelige Sønner. Og dette forbliver sandt til trods for at jeres selvsamme personlighed, er en direkte overdragelse fra den Universelle Fader.
7:7.5 (89.4) I alle disse udbredte aktiviteter af den Evige Søns vidtstrakte åndelige administration, glem da ikke, at Sønnen er en person lige så sikkert og virkelig som at Faderen er en person. Faktisk, for væsener som engang har hørt til menneskeklassen er det lettere at tilnærme sig den Evige Søn end den Universelle Fader. Når man, som pilgrimme fra tiden skrider frem gennem kredsløbene i Havona, vil I være kvalificeret til at nå Sønnen lang tid før I er i stand til at skelne Faderen.
7:7.6 (89.5) I vil forstå mere af karakteren og den barmhjertige natur af den Evige Søns barmhjertighed, når I meditere på åbenbaringen af disse guddommelige egenskaber, som blev skabt i kærlig tjeneste af jeres egen Skabersøn, engang Menneskesønnen på jorden, nu den ophøjet suveræne af jeres lokalunivers - Menneskesønnen og Guds Søn.
7:7.7 (89.6) [ Forfattet af en Guddommelig Rådgiver udpeget til at formulere denne redegørelse skildrende Paradisets Evige Søn. ]
Urantia Bogen
Kapitel 8
8:0.1 (90.1) Langt tilbage i evigheden, da den Universelle Faders ”første” infinite og absolutte tanke finder et så perfekt og tilfredsstillende ord for dens guddommelige udtryk i den Evige Søn, opstår det højeste ønske hos både Tanke-Guden og hos Ord-Guden for en universel og uendelig repræsentant af gensidig udtryk og kombineret handling.
8:0.2 (90.2) I evighedens daggry bliver både Faderen og Sønnen infinit bekendt med deres gensidige indbyrdes afhængighed, deres evige og absolutte enhed; og derfor indgår de i en uendelig og evig pagt af guddommelig fællesskab. Denne aldrig ophørende overenskomst er skabt til udførelsen af deres forenede begreber over hele evighedens cirkel; og lige siden denne evigheds begivenhed fortsætter Faderen og Sønnen i denne guddommelige sammenslutning.
8:0.3 (90.3) Vi er nu ansigt til ansigt med den evige oprindelse af den Uendelige Ånd, den Tredje Guddomsperson. I selvsamme øjeblik Gud Faderen og Gud Sønnen i forening udtænker en identisk og uendelig handling - gennemførelse af en absolut tankeplan - i selvsamme øjeblik, opstår en fuld flyvefærdig Uendelig Ånd i eksistens.
8:0.4 (90.4) Når jeg på denne måde fortæller om rækkefølgen af Guddommenes oprindelse gør jeg det kun for at I skal tænke på deres forhold. I virkeligheden er de alle tre eksisterende fra evigheden; de er eksistentielle. De er uden dagenes begyndelse eller afslutning; de er koordineret, højeste, ultimativ, absolut og uendelig. De er og har altid været og for altid vil være. Og de er tre klart individualiserede men evigt forbundne personer, Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Ånden.
8:1.1 (90.5) Efter personaliseringen af den Uendelige Ånd i evighedens fortid, bliver den guddommelige personligheds cyklus perfekt og fuldendt. Handlingens Gud er eksisterende, og den umådelige rummets skueplads er klar til skabelsens formidabel drama—det universelle eventyr—de evige tidsalders guddommelige panorama.
8:1.2 (90.6) Den Uendelige Ånds første handling er at undersøge og anerkendelse af sine guddommelige forældre, Fader-Far og Moder-Søn. Han, Ånden, identificerer dem begge ubetinget. Han er fuldstændig bekendt med deres adskilte personligheder og uendelige egenskaber, samt deres kombinerede natur og forenet funktion. Derefter, aflægger den Tredje Guddoms Person et løfte, frivillig, med transcendent vilje og inspirerende spontanitet, trods sin lighed med den Første og Anden Person, om evig loyalitet til Gud Faderen og anerkender i al evighed afhængighed til Gud Sønnen.
8:1.3 (90.7) Som en iboende del af karakteren af denne transaktion og i gensidig anerkendelse af hver personligheds uafhængighed og den udøvende forening af dem alle tre, så er evighedens cyklus etableret. Paradistreenigheden er eksisterende. Det universelle rummets scene er klar til de mangeartet og uendelige panoramaer af kreativ udfoldelse af den Universelle Faders formål gennem personligheden af den Evige Søns og ved udførelsen af Handlingens Gud, den udøvende repræsentant for virkeligheds forestillinger som udspringer fra Faderens-Sønnens skaberforbund.
8:1.4 (91.1) Handlingens Gud fungerer og rummets døde hvælvinger er i bevægelse. En milliard perfekte sfærer får eksistens i et lynglimt. Forud for dette hypotetiske evighedens øjeblik eksisterer rumenergier, som er en naturlig del af Paradiset og potentielt operative, men de har ingen virkelighed af eksistens; ej heller kan fysisk tyngdekraft måles undtagen ved reaktion af de materielle realiteter til dets uophørlige træk. Der er ikke noget materielt univers på dette (antaget) evigt fjerne øjeblik, men i det selv samme øjeblik, at en milliard verdner materialiseres, er der tilstrækkelig og hensigtsmæssig tyngdekraft til at holde dem i Paradisets greb for altid.
8:1.5 (91.2) Gennem Gudernes skabelse lyser der nu den anden form for energi, og denne udstrømmende ånd er øjeblikkelig grebet af den Evige Søns åndelige tyngdekraft. Således er universet omfattet af den dobbelte tyngdekraft, berørt med uendelighedens energi og nedsænket i en ånd af guddommelighed. På denne måde er livets grobund forberedt på de sinds bevidstheder som manifesterer sig i den Uendelige Ånds tilhørende intelligente kredsløb.
8:1.6 (91.3) På disse frø af potentiel eksistens, spredt udover Guds centrale skabelse, handler Faderen, og væsen personlighed fremkommer. Derefter fylder Paradisguddommenes tilstedeværelse hele det organiserede rum og begynder effektivt at trække alle ting og væsener mod Paradis.
8:1.7 (91.4) Den Uendelige Ånd eviggøres samtidig med fødslen af Havona verdnerne, dette centralunivers bliver skabt af ham og med ham og i ham i lydighed til Faderen og Sønnens kombinerede begreber og forenede viljer. Den Tredje Person guddommeliggøres med selve denne handling af fælles skabelse, og han forbliver for evigt Samskaberen.
8:1.8 (91.5) Disse er de store og imponerende tider af Faderen og Sønnens skabende ekspansion, af og i handlingen af deres fælles partner og eksklusive udøver, den Tredje Kilde og Center. Der eksisterer ingen optegnelser fra disse gribende tider. Vi har kun den Uendelige Ånds magre oplysninger til at underbygge disse mægtige transaktioner, og han bekræfter kun den kendsgerning at centraluniverset og alt som er knytter dertil blev foreviget samtidig med hans opnåelse af personlighed og bevidste eksistens.
8:1.9 (91.6) Kortfattet, så vidner den Uendelige Ånd at, eftersom han er evig, så er centraluniverset også evigt. Og dette er det traditionelle begyndelsespunkt på historien om universernes univers. Absolut intet er kendt, og der eksisterer ingen optegnelser, vedrørende nogen begivenhed eller transaktion forud for dette enorme udbrud af skabende energi og administrative visdom som krystalliserede det uhyre univers, der eksisterer, og som fungerer så udsøgt, i centrum af alt. På den anden side af denne begivenhed ligger evighedens uransagelige transaktioner og uendelighedens dybder - absolut mysterium.
8:1.10 (91.7) Og vi portrætterer derfor den Tredje Kildes og Centers gradvise oprindelse som en forklarende indrømmelse til de tidsbundne og rumbetinget sind hos dødelige skabninger. Menneskets sind må have et begyndelsespunkt for at visualisere universets historie, og jeg er blevet anvist til at tilbyde denne tilnærmelsesteknik til de historiske evighedsbegreber. I det materielle sind, kræver konsekvens en Første Årsag; det er derfor, at vi postulere den Universelle Fader som den Første Kilde og det Absolutte Center af hele skabelsen, samtidig med at vi underviser alle væseners sind at Sønnen og Ånden er foreviget med Faderen i alle faser af universets historie og i alle områder af skabende aktiviteter. Og vi gør dette uden på nogen måde at tilsidesætte Paradis Øens og den Egenskabsløse, eller den Universelle Absolutte og Guddomsabsoluttets virkelighed og evighed.
8:1.11 (92.1) Det er tilstrækkelig for det materielle sind af tidens børns at nå til opfattelsen af Faderen i evigheden. Vi ved, at ethvert barn bedst kan relatere sig til virkeligheden ved først at beherske forholdet mellem barn og forældre, og derpå forstørre dette begreb til at omfatte familien som en helhed. Efterfølgende vil barnets voksende sind være i stand til at tilpasse sig familieforhold, samfundsforhold, race, og verden, og derefter til universet, superuniverset, selv til universernes univers.
8:2.1 (92.2) Samskaberen er fra evigheden og er helt og uforbeholdent ét med den Universelle Fader og den Evige Søn. Den Uendelige Ånd afspejler perfektion ikke kun i Paradisfaderens men også i den Oprindelige Søns karakter.
8:2.2 (92.3) Den Tredje Kilde og Center er kendt under utallige titler: den Universelle Ånd, den Højeste Vejleder, Samskaberen, den Guddommelige Fuldbyrder, det Uendelige Sind, Åndernes Ånd, Paradisets Moderånd, Samforeneren, den Endelige Koordinator, den Allestedsnærværende Ånd, den Absolutte Intelligens, den Guddommelige Handling; og på Urantia forveksles han undertiden med det kosmiske sind.
8:2.3 (92.4) Det er i det hele taget korrekt at benævne den Tredje Guddomsperson den Uendelige Ånd, for Gud er ånd. Men materielle væsener som er tilbøjelige til fejlagtigt at betragte stof som grundlæggende virkelighed og sind, sammen med ånd, som postulater rodfæstet i materien, ville bedre kunne forstå den Tredje Kilde og Center hvis han var kaldt den Uendelige Virkelighed, den Universelle Organisator, eller Personligheds Koordinatoren.
8:2.4 (92.5) Den uendelige Ånd, som et univers åbenbaring af guddommelighed, er uransagelig og helt udover menneskelig fatteevne. For at fornemme Åndens absoluthed, behøves I kun at betragte uendeligheden af den Universelle Fader og have dyb respekt for den Oprindelige Søns evighed.
8:2.5 (92.6) Der er et virkelig mysterium i den Uendelige Ånds person, men ikke så meget som i Faderen og Sønnen. Af alle aspekter af Faderens natur, er Samskaberen den mest bemærkelsesværdige som åbenbarer hans uendelighed. Selv hvis mesteruniverset i sidste instans udvider til uendeligheden, så vil Samforenerens åndetilstedeværelse, energikontrol, og sinds potentiale blive fundet tilstrækkelig til at møde kravene fra sådan en grænseløst skabelse.
8:2.6 (92.7) Skønt den Uendelige Ånd på alle måder deler den Universelle Faders perfektion, retfærdighed og kærlighed, så tenderer han mod den evige Søns barmhjertigheds egenskaber, for på denne måde at blive Paradisguddommenes barmhjertigheds tjener til det store univers. Nu og altid - universelt og evigt - Ånden er en barmhjertigheds minister, for, som de guddommelige Sønner åbenbarer Guds kærlighed, således skildre Ånden Guds barmhjertighed.
8:2.7 (93.1) Det er ikke muligt at Ånden kan have mere godhed end Faderen eftersom at al godhed tager sin oprindelse i Faderen, men i Åndens handlinger kan vi bedre forstå en sådan godhed. Faderens trofasthed og Sønnens bestandighed er gjort meget virkelige til åndevæsenerne og sfærernes materielle væsener ved den kærlige tjeneste og uophørlig omsorg af den Uendelige Ånds personligheder.
8:2.8 (93.2) Samskaberen arver alt af Faderens tanke skønhed og sandheds karakter. Og disse sublime guddommeligheds træk er på næsten højeste niveauer af det kosmiske sind koordineret i underkastelse til den uendelige og evige visdom fra den Tredje Kildes og Centers ubetingede og ubegrænset sind.
8:3.1 (93.3) Som den Evige Søn er ord udtrykket af den ”første” absolutte og uendelige tanke af den Universelle Faders, således er Samforeneren den perfekte udførelse af det ”første” fuldførte kreative begreb eller plan for den kombinerede handling af Fader-Søn personligheds partnerskabet af absolut forening af tanke og ord. Den Tredje Kilde og Center bliver samtidig med den centrale skabelsen eller på ordre evig, og kun denne centrale skabelse blandt universerne er evig i eksistens.
8:3.2 (93.4) Siden personaliseringen af den Tredje Kilde, deltager den Første Kilde ikke mere personlig i univers skabelsen. Den Universelle Fader delegerer alt hvad der er muligt ud til hans Evige Søn; ligeledes overdrager den Evige Søn al mulig autoritet og styrke til Samskaberen.
8:3.3 (93.5) Den Evige Søn og Samskaberen har, som partnere og gennem deres koordinerede personligheder, planlagt og formgivet ethvert univers som er blevet bragt i eksistens efter Havona. Ånden opretholder det samme personlige forhold til Sønnen i al efterfølgende skabelse som Sønnen opretholder til Faderen i den første og centrale skabelse.
8:3.4 (93.6) En af den Evige Søns Skabersønner og en af den Uendelige Ånds Skabende Ånder skabte jer og jeres univers; og mens Faderen i trofasthed holder det oppe som de har organiseret, så påhviler det denne Universsøn og denne Universånd, at pleje og opretholde deres arbejde, samt at tjene væsener som de selv har skabt.
8:3.5 (93.7) Den Uendelige Ånd er den alkærlige Faders og den helt barmhjertige Søns effektive repræsentant for udførelsen af deres fælles projekt for at tiltrække alle sandheds-elskende sjæle mod dem selv på alle tidens og rummets verdener. I selvsamme øjeblik den Evige Søn accepterede sin Faders plan om perfektions opnåelse for universernes væsener, i det øjeblik da opstigelsesprojektet blev en Fader-Søn plan, i det øjeblik blev den Uendelige Ånd Faderens og Sønnens fælles administrator for udførelsen af deres forenede og evige formål. Og dermed forpligtede den Uendelige Ånd alle sine ressourcer af guddommelig tilstedeværelse og af åndepersonligheder til Faderen og Sønnen; han har viet alt til denne forbløffende plan for ophøjelse af overlevende vilje væsener til de guddommelige højder af Paradisets perfektion.
8:3.6 (93.8) Den Uendelige Ånd er en fuldendt, eksklusiv, og universel åbenbaring af den Universelle Fader og hans Evige Søn. Al viden om Fader-Søn partnerskabet skal haves gennem den Uendelige Ånd, den fælles repræsentant af den guddommelige forening af tanke og ord.
8:3.7 (93.9) Den Evige Søn er den eneste vej for tilnærmelse til den Universelle Fader, og den Uendelige Ånd er den eneste måde for at opnå den Evige Søn. Kun ved hjælp af Åndens tålmodige tjeneste er de opstigende væsener fra tiden i stand til at opdage Sønnen.
8:3.8 (94.1) Ved centret af al ting er det den Uendelige Ånd, den første af Paradisguddommene som de opstigende pilgrimme vil opnå.. Den Tredje Person indhyller den Anden og den Første Person og må derfor først blive anerkendt af alle som er kandidater for præsentation til Sønnen og hans Fader.
8:3.9 (94.2) Og på mange andre måder repræsenterer Ånden Faderen og Sønnen ligelig og tilsvarende tjener dem
8:4.1 (94.3) Parallelt til det fysiske univers hvori Paradisets tyngdekraft holder alting sammen er det åndelige univers hvori Sønnens ord fortolker Guds tanke og, når ”bliver til kød” demonstrere den kærlige barmhjertighed i de tilknyttede Skabers kombinerede natur. Men i og gennem hele denne materielle og åndelige skabelse er der et stort område hvor den Uendelige Ånd og hans ånds afkom fremviser den kombinerede barmhjertighed, tålmodighed og evige hengivenhed af de guddommelige forældre mod deres fælles planlagte og tilblivende intelligente børn. En evig tjeneste af sindet er essensen af Åndens guddommelige karakter. Og alle Samforenerens ånds afkom tager del i dette ønske om at hjælpe, denne guddommelige indre trang til tjeneste.
8:4.2 (94.4) Gud er kærlighed, Sønnen er barmhjertighed, Ånder er tjeneste - ministeriet for guddommelig kærlighed og endeløs barmhjertighed til hele den intelligente skabelse. Ånden er personificeringen af Faderens kærlighed og Sønnens barmhjertighed; i ham er de evigt forenet i universel tjeneste. Ånden er kærlighed anvendt i skabelsen af skabte væsen, den kombinerede kærlighed af Faderen og Sønnen.
8:4.3 (94.5) På Urantia er den Uendelige Ånd kendt som en allestedsnærværende indflydelse, en universel tilstedeværelse, men i Havona vil I komme til at kende ham som en personlig tilstedeværelse involveret i virkelig tjeneste. Her er Paradisåndens tjeneste det eksemplariske og inspirerende mønster for enhver af hans koordinerede Ånder og underordnede personligheder, som tjener de skabte væsener på verdnerne af tid og rum. I dette guddommelige univers deltager den Uendelige Ånd fuldt ud i den Evige Søns transcendentale tilsynekomster; ligeledes deltog han sammen med den Oprindelige Mikael Søn i de syv overdragelser på Havona kredsløbene, og derved blev han den sympatiske og forstående åndsminister til enhver af tidens pilgrimme som rejser gennem disse perfekte cirkler i det høje.
8:4.4 (94.6) Når en af Guds Skabersønner acceptere skaberansvaret for at skabe et projiceret lokalunivers, så forpligter den Uendelige Ånds personligheder sig som utrættelige tjenere af denne Mikael Søn når han går ud på sin mission af skabende eventyr. Det er især i personer fra de Skabende Døtre, lokaluniversets Moderånder, at vi finder den Uendelige Ånd viet til opgaven af at fremme de materielle væseners opstigelse til højere og højere niveauer af åndelig opnåelse. Og al dette arbejde med at tjene væsenerne sker i perfekt harmoni med formålene og i tæt samarbejde med personlighederne, af disse lokaluniversers Skabersønner.
8:4.5 (94.7) Som Guds sønner er engageret i den gigantiske opgave med at åbenbare Faderens kærlige personlighed for et univers, så er den Uendelige Ånd dedikeret til den uendelige tjeneste af at åbenbare Faderens og Sønnens kombinerede kærlighed til de individuelle sind af alle børn i hvert univers. I disse lokale skabelser kommer Ånden ikke ned til de materielle racer i lighed med dødelig kød, således som bestemte Guds Sønner gør, men den Uendelige Ånd og hans koordinerede Ånder nedsænker selv, gennemgår med glæde en forbløffende serie af guddommelige dæmpninger, indtil de kommer til syne som engle for at stå ved jeres side og vejlede jer gennem de ydmyge stier af jordisk eksistens.
8:4.6 (95.1) Ved selve denne aftagende serie trækkes den Uendelige Ånd virkelig, og som en person, meget tæt til ethvert væsen fra de dyriske oprindelses sfærer. Og al dette gør Ånden uden på den mindste måde, at afkræfte hans eksistens som den Tredje Guddomsperson i centret af alt.
8:4.7 (95.2) Samskaberen er i sandhed og for evigt den store tjenende personlighed, den universelle barmhjertigheds tjener. For at forstå Åndens tjeneste, overvej den sandhed at han er den kombinerede portrættering af Faderens uendelige kærlighed og af Sønnens evige barmhjertighed. Åndens tjeneste er imidlertid ikke, begrænset udelukkende til repræsentationen af den Evige Søn og den Universelle Fader. Den Uendelige Ånd besidder også styrke til at tjene områdets væsener i hans eget navn og ret; den Tredje Person er af guddommelige værdighed og overdrager også barmhjertigheds tjeneste på egne vegne.
8:4.8 (95.3) Efterhånden som mennesket lærer mere om den kærlige og utrættelige tjeneste af de lavere klasser af den uendelige Ånds væsen familie, vil det endnu mere beundre og tilbede den transcendente natur og mageløs karakter som udtrykt i den Universelle Faders og den Evige Søns kombinerede handling. Faktisk er denne Ånd ” Herrens øjne som altid ser de retfærdige” og ” de guddommelige ører som altid er åbne for deres bønner.”
8:5.1 (95.4) Den Uendelige Ånds mest fremragende egenskab er den allestedsnærværende. Igennem alle universernes univers er denne altgennemtrængende ånd til stede overalt, som er så beslægtet med tilstedeværelsen af et universelt og guddommeligt sind. Både den Anden og den Tredje Guddomsperson er repræsenteret på alle verdener af deres allestedsnærværende ånder.
8:5.2 (95.5) Faderen er uendelig og er derfor kun begrænset af viljen. I overdragelsen af Rettere og inddragelsen i personligheds kredsløbets virker Faderen alene, men i åndskræfternes kontakt med intelligente væsener, anvender han ånder og personligheder fra den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Han er af egen vilje åndelig til stede ligelig med Sønnen eller med Samforeneren; han er til stede med Sønnen og i Ånden. Faderen er helt sikkert til stede alle vegne, og vi skelner hans tilstedeværelse ved og gennem enhver og alle af disse forskellige men forbundne kræfter, indflydelser, og tilstedeværelser.
8:5.3 (95.6) I jeres hellige skrifter synes udtrykket Guds ånd, at være brugt udskifteligt til at betegne både den Uendelige Ånd på Paradis og den Skabende Ånd af jeres lokalunivers. Helligånden er det åndelige kredsløb af denne Skabende Datter af Paradisets Uendelige Ånd. Helligånden er et oprindelig hjemmehørende kredsløb i ethvert lokalunivers og er begrænset til det åndelige område af denne skabelse; men den Uendelige Ånd er allestedsnærværende.
8:5.4 (95.7) Der er mange åndelige indflydelser, og de er alle som en. Selv Tankeretternes arbejde, skønt uafhængig af alle andre indflydelser, sammenfalder uvægerligt med åndstjenesten af den Uendelige Ånds kombinerede indflydelser og et lokalunivers Moderånd. Således som disse åndelige tilstedeværelser opererer i livet for Urantianerne, kan de ikke blive adskilt. I jeres sind og på jeres sjæl fungerer de som en ånd, uagtet deres forskellige oprindelser. Og som denne forenet åndelige tjeneste er oplevet, så bliver den for jer en indflydelse af den Højeste, ”hvem er altid i stand til at holde jer fra at falde og til at præsentere jer uden skyld for jeres Fader i det høje.”
8:5.5 (96.1) Husk altid, at den Uendelige ånd er Samforeneren; både Faderen og Sønnen fungerer i og gennem ham; han er ikke kun til stede som ham selv men også som Faderen og som Sønnen og som Fader-Sønnen. I erkendelse af dette og for mange yderligere grunde, så kaldes den Uendelige Ånds åndstilstedeværelse ofte ”Guds ånd.”
8:5.6 (96.2) Det ville også være foreneligt, at referere til forbindelsen af al åndelig tjeneste som Guds ånd, for sådan en forbindelse er i sandhed en forening af Gud Faderen, Guds Sønnen, Guds Ånden, og Gud den Syvfoldige - ja selv Gud den Højestes Ånd.
8:6.1 (96.3) Tillad ikke den udbredte overdragelse og den vidtstrakte distribution af den Tredje Kilde og Center at tilsløre eller på anden måde forringe kendsgerningen om hans personlighed. Den Uendelige ånd er en universel tilstedeværelse, en evig handling, en kosmisk styrke, en hellig indflydelse, og et universelt sind: Han er al dette og uendelige meget mere, men han er også en sand og guddommelig personlighed.
8:6.2 (96.4) Den Uendelige Ånd er en fuldendt og perfekt personlighed, den guddommelige lige og sidestillet til den Universelle Fader og den Evige Søn. Samskaberen er lige så virkelig og synlig til de højere intelligenser fra universerne som Faderen og Sønnen; faktisk mere, for det er Ånden som alle opstigende må opnå før de kan tilnærme sig Faderen gennem Sønnen.
8:6.3 (96.5) Den Uendelige Ånd, den Tredje Guddomsperson er i besiddelse af alle egenskaber som I forbinder med personlighed. Ånden er udstyret med absolut sind: ”Ånden undersøger alting, selv de dybe ting om Gud.” Ånden er ikke kun udstyret med sind men også med vilje. I overdragelsen af hans gaver er det registreret: ”Men i alt dette arbejde tildeler denne ene og selvsamme Ånd, særskilt til ethvert menneske og alt efter sin vilje.”
8:6.4 (96.6) ”Åndens kærlighed” er virkelig, såvel som hans sorg; derfor ”Bedrøv ikke Guds Ånd.” Hvad enten vi observere den Uendelige Ånd som Paradisguddom eller som Skabende Ånd af lokaluniverset, så finder vi at Samskaberen ikke kun er den Tredje Kilde og Center men også en guddommelig person. Denne guddommelige personlighed reagerer også til universet som en person. Ånden taler til jer, ”Ham som har et øre, lad ham høre hvad Ånden siger.” ”Selve Ånden går i forbøn for jer.” Ånden udøver en direkte og personlig indflydelse på skabte væsener, ”For så mange som er ført af Guds Ånd, de er Guds sønner.”
8:6.5 (96.7) Selvom vi betragter fænomenet af den Uendelige Ånds tjeneste til de fjerneste verdener af universernes univers, selvom vi møder denne samme koordinerende Guddom handlende i og gennem de utallige mængder af mangfoldige væsener som har oprindelse i den Tredje Kilde og Center, selvom vi anerkender Åndens allestedsnærværelse, ikke desto mindre, så påstår vi stadig at denne samme Tredje Kilde og Center er en person, Samskaberen af alting og alle væsener og alle universer.
8:6.6 (96.8) I administrationen af universerne er Faderen, Sønnen, og Ånden perfekt og evigt indbyrdes forbundet. Selvom hver er engageret i en personlig tjeneste til skabelsen, så er alle tre guddommeligt og absolut sammenkoblet i en sådan tjeneste af skabelsen og kontrol, som for altid gør dem til en.
8:6.7 (97.1) I den Uendelige Ånds person er Faderen og Sønnen gensidig til stede, altid og i ubegrænset perfektion, for Ånden er ligesom Faderen og ligesom Sønnen. og også ligesom Faderen og Sønnen, så som at de to for altid er en.
8:6.8 (97.2) [ Præsenteret på Urantia af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa på bestilling af Dagenes Ældste til at beskrive den Uendelige Ånds natur og arbejde. ]
Urantia Bogen
Kapitel 9
9:0.1 (98.1) Noget mærkelig skete, da den Universelle Fader og den Evige Søn i Paradisets tilstedeværelse, forenede sig for at personalisere dem selv. Intet i denne evigheds situation forudså at Samforeneren ville personalisere sig som en ubegrænset åndelighed koordineret med absolut sind og begavet med unikke beføjelser af energi manipulation. Hans tilblivelse som væsen fuldender Faderens frigørelse fra den centraliseret perfektions bånd og fra personligheds absolutismens lænker. Og denne frigørelse er åbenbaret i Samskaberens forbløffende evne til at skabe væsener særlig tilpasset til at tjene som tjenende ånder selv til materielle væsener for de efterfølgende udviklende universer.
9:0.2 (98.2) Faderen er uendelig i kærlighed og vilje, i åndelig tanke og formål; han er universets vogter. Sønnen er uendelig i visdom og sandhed, i åndeligt udtryk og fortolkning; han er universel åbenbarer. Paradis er uendelig i dets potentiale til at levere kraft og i dets kapacitet til at dominere energi; det er den universelle stabilisator. Samforeneren besidder enestående privilegier af syntese, uendelig kapacitet til at koordinere alle eksisterende univers energier, alle faktiske univers ånder, og alle de virkelige intellekt i universet; den Tredje Kilde og Center er den universelle forener af de mangfoldige energier og forskellige skabelser, som er opstået som konsekvens af den Universelle Faders guddommelige plan og evige formål.
9:0.3 (98.3) Den Uendelige Ånd, Samskaberen, er en universel og guddommelig minister (hjælper). Ånden tjener uophørligt Sønnens barmhjertighed og Faderens kærlighed, og altid i harmoni med Paradistreenighedens stabile, uforanderlig og retskaffen retfærdighed. Hans indflydelse og personligheder er altid i nærheden af dig; de kender og i sandhed forstår dig virkelig.
9:0.4 (98.4) Overalt i universerne manipulerer Samforenerens repræsentanter uophørligt kræfterne og energierne i hele rummet. Ligesom den Første Kilde og Center, så reagere den Tredje til både den åndelige og den materielle. Samforeneren er åbenbaringen om Guds enhed, i hvem alle ting eksistere - ting, betydninger og værdier; energier, sind, og ånder.
9:0.5 (98.5) Den Uendelige Ånd gennemtrænger alt rum, han bebor evighedens cirkel; og Ånden er som Faderen og Sønnen, perfekt og uforanderlig - absolut.
9:1.1 (98.6) Den Tredje Kilde og Center er kendt under mange navne, alle betegnende for forhold og i genkendelse af funktion: Som Gud Ånden, er han personligheds koordineret og guddommelig lige med Gud Sønnen og Gud Faderen. Som den Uendelige Ånd, er han en allestedsnærværende åndelig indflydelse. Som den Universelle Manipulator, er han stamfader til de styrkekontrollerende væsener og aktivatoren af rummets kosmiske kræfter. Som Samforeneren, er han Faderens og Sønnens fælles repræsentant og udøveren af deres partnerskab. Som det Absolutte Sind, er han kilden til begavelsen af intellekt gennem universerne. Som Handlingens Gud, er han tilsyneladende stamfader til bevægelse, forandring, og forhold.
9:1.2 (99.1) Nogle af den Tredje Kilde og Centers egenskaber er udledt fra Faderen, nogle fra Sønnen, mens stadig andre ikke er blevet observeret til at være aktive og personlig til stede i hverken Faderen eller Sønnen - kvaliteter, som det er svært at forklare undtagen ved formodning om at partnerskabet Faderen - Sønnen, som foreviget den Tredje Kilde og Center konsekvent fungerer i harmoni med, og i erkendelse af, det evige faktum af Paradisets absoluthed. Samskaberen personificerer til fulde de kombinerede og uendelige begreber af den Første og Anden Guddoms person.
9:1.3 (99.2) Mens I forestiller jer Faderen som en oprindelig skaber og Sønnen som en åndelig administrator, så bør I tænke på den Tredje Kilde og Center som en universel koordinator, en minister for ubegrænset samarbejde. Samforeneren korrelerer alle faktiske virkeligheder; han er guddommelig opbevaringssted for Faderens tanke og Sønnens ord og er i sin handling for evigt opmærksom på den materielle absoluthed til den centrale Ø. Paradistreenigheden har ordineret fremskridtets universelle orden, og Guds forsyn er domænet for Samskaberen og det udviklende Højeste Væsen. Ingen nuværende eller aktualiserende virkeligheder kan undgå at komme i kontakt med den Tredje Kilde og Center.
9:1.4 (99.3) Den Universelle Fader præsiderer over områderne af præ-energi, præ-ånd, og personlighed; den Evige Søn dominerer de åndelige aktiviteters sfærer; Paradis Øens tilstedeværelse forener den fysiske energis og den materialiserende styrkes domæner; Samforeneren fungerer ikke kun som en uendelig ånd repræsenterende Sønnen men også som en universel manipulator for Paradisets kræfter og energier og dermed giver liv til det universelle og absolutte sind. Samforeneren fungerer overalt i storuniverset som en positiv og særskilt personlighed, især i de højere sfærer af åndelige værdier, i forhold vedrørende fysiske energi, og i sande sinds betydninger. Han fungerer speciel hvor som helst og altid når energi og ånd forener og virke gensidigt; han dominerer alle reaktioner, som påvirker sindet, han besidder stor styrke i den åndelige verden; og udøver en kraftig indflydelse over energi og stof. Den Tredje Kilde og Center udtrykker altid den Første Kilde og Centers karakter.
9:1.5 (99.4) Den Tredje Kilde og Center deler fuldstændigt og ubetinget den Første kilde og Centers allestedsnærværelse, bliver undertiden den kaldt den Allestedsnærværende Ånd. På en ejendommelig og meget personlig måde deler sindets Gud alvidenhed af den Universelle Fader og hans Evige Søn; Åndens viden er dyb og fuldendt. Samskaberen åbenbarer visse faser af den Universelle Faders almægtighed men er i virkeligheden kun almægtig i sindets domæne. Den Tredje Kilde og Center er det intellektuelle center og den universelle administrator for sindets riger; heri er han absolut - hans suverænitet er ubegrænset.
9:1.6 (99.5) Samforeneren synes at være motiveret af Fader-Søn partnerskabet, men alle hans handlinger synes at anerkende Fader-Paradis forholdet. Nogle gange og i visse funktioner synes han at kompensere for ufuldendte udvikling hos de erfaringsmæssige Guddomme - Gud den Højeste og Gud den Ultimative.
9:1.7 (100.1) Og heri er et uendelig mysterium: Det at den Uendelige samtidig åbenbarede sin uendelighed i Sønnen og som Paradis, og hvorefter et væsen opstår så lig med Gud i guddommelighed, reflekterende Sønnens åndelige natur og i stand til at aktivere Paradisets mønster, et væsen midlertidig underordnet i suverænitet men på mange måder tilsyneladende den mest alsidige i handling. Og et sådan tydelig fortrin i handling er åbenbaret i den Tredje Kilde og Centers egenskab som er fremragende selv til fysisk tyngdekraft - den universelle manifestation af Paradis Øen.
9:1.8 (100.2) I tillæg til denne superkontrol af energi og fysiske ting, er den Uendelige Ånd rigt udstyret med attributter af tålmodighed, barmhjertighed og kærlighed, som er så fortræffeligt åbenbaret i hans åndelige tjeneste. Ånden er i højeste grad kompetent til at tildele den kærlighed og afbøde retfærdighed med barmhjertighed. Gud Ånden besidder al den himmelske godhed og barmhjertige hengivenhed af den Oprindelige og Evige Søn. Universet, hvor I har jeres oprindelse blive smedet ud mellem retfærdighedens ambolt og lidelsens hammer; men dem som svinger hammeren er barmhjertighedens børn, åndelige efterkommere af den Uendelige Ånd.
9:2.1 (100.3) Gud er ånd i en trefoldig betydning: Han er selv ånd; i hans Søn forekommer han som ånd uden begrænsning; i Samforeneren, som ånd allieret med sind. Og ud over disse åndelige realiteter, tror vi, at kunne skelne niveauer af erfaringsmæssig åndsfænomener: Det Højeste Væsens, den Ultimative Guddommens, og Guddomsabsoluttets ånder.
9:2.2 (100.4) Den uendelige Ånd er lige so meget et supplement af den Evige Søn som Sønnen er et supplement af den Universelle Fader. Den Evige Søn er en åndeliggjort personalisering af Faderen; den Uendelige Ånd er en personlig åndeliggørelse af den Evige Søn og den Universelle Fader.
9:2.3 (100.5) Der er mange uforstyrrede åndelige kraftlinjer og kilder af overmateriel styrke som forbinder Urantias folk direkte med Guddommene i Paradisets. Der eksisterer forbindelsen af Tankeretteren med den Universelle Fader, den udbredte indflydelse af tiltrækning af den Evige Søns åndelige tyngdekraft og Samskaberens åndelige tilstedeværelse. Der er en forskel i funktionen mellem Sønnens ånd og Åndens ånd. Den Tredje Person kan i hans åndelige tjeneste fungere som sind plus ånd eller som ånd alene.
9:2.4 (100.6) Ud over disse Paradis tilstedeværelser, så har Urantianerne fordel af de åndelige påvirkninger og aktiviteter som findes i lokal og superuniverserne, som med deres næsten endeløse skarer af kærlige personligheder, der altid fører dem af det sande formål og den ærlige af hjertet opad og indad mod guddommelighedens idealer og den højeste perfektions mål.
9:2.5 (100.7) Tilstedeværelsen af den Evige Søns universelle ånd kender vi—vi kan umiskendelig genkende den. Tilstedeværelsen af den Uendelige Ånd, den Tredje Guddoms Person, kan selv det dødelige menneske kende, for materielle væsener kan faktisk erfare den godgørenhed af denne guddommelige indflydelse der fungerer som Helligånden, overdragelsen til menneskehedens racer i lokaluniverset. Mennesker kan også i en vis grad blive bevidst om Tankeretteren, den upersonlige tilstedeværelse af den Universelle Fader. Disse guddommelige ånder som arbejder for menneskets opløftning og åndeliggørelse handler alle i fællesskab og i perfekt samarbejde. De er som en i den åndelige drift af planerne for dødelig opstigning og opnåelse af perfektion.
9:3.1 (101.1) Paradis Øen er kilden og substansen af fysisk tyngdekraft; og det bør være fyldestgørende at informere jer om, at tyngdekraften er en af de mest virkelige og evige driftssikker ting i hele det fysiske univers af universers. Tyngdekraften kan ikke modificeres eller annulleres undtagen af de kræfter og energier som i fællesskab er garanteret af Faderen og Sønnen, som den er i forvaring hos, og som funktionsmæssig er forbundet med, den Tredje Kilde og Centers person.
9:3.2 (101.2) Den Uendelige Ånd besidder en unik og fantastisk styrke - antityngdekraften. Denne styrke er ikke funktionsmæssig (observerbar) til stede i hverken Faderen eller Sønnen. Denne evne til at modstå den materielle tyngdekrafts træk, som er en naturlig del af den Tredje Kilde, er åbenbaret i Samforenerens personlige reaktioner til visse faser af universets forhold. Og denne unikke egenskab kan overføres til nogle af den Uendelige Ånds højere personligheder.
9:3.3 (101.3) Antityngdekraften kan ophæve tyngdekraften indenfor en lokal ramme; og dette sker ved udøvelse af en tilsvarende kraft tilstedeværelse. Det virker kun med hensyn til materiel tyngdekraft, og det er ikke en sinds handling. Fænomenet med tyngdekrafts modstand i et gyroskop er en rimelig illustration på effekten af antityngdekraften men har ingen værdi som illustration af årsagen til antityngdekraften.
9:3.4 (101.4) Samforeneren udviser yderligere styrker, som kan transcendere kraft og neutralisere energi. Sådanne kræfter virker ved at nedsætte energiens hastighed til et materialiserings punkt og ved andre teknikker som er ukendt for jer.
9:3.5 (101.5) Samforeneren er ikke energi eller kilden til energi og heller ikke energiens skæbne; han er energi manipulatoren. Samskaberen er handling - bevægelse, forandring, omformning, koordination, stabilisering og ligevægt. Energierne som er underlagt Paradisets direkte eller indirekte kontrol reagerer af naturen på den Tredje Kilde og Center og hans mangfoldige repræsentanters handlinger.
9:3.6 (101.6) Universernes univers er gennemtrængt af den Tredje Kilde og Centers styrkekontrol væsener: fysiske kontrollere, styrkeledere, styrkecentre, og andre af repræsentanter for Handlingens Gud som har med regulering og stabilisering af fysiske energier at gøre. Disse unikke væsener af fysisk funktion besidder alle varierende egenskaber af styrkekontrol, som for eksempel antityngdekraft, som de udnytter i deres bestræbelser på at etablere den fysiske balance i materien og i energierne i det store univers.
9:3.7 (101.7) Alle disse materielle aktiviteter af Handlingens Gud synes at relatere til sin funktion til Paradis Øen, og styrke repræsentanterne tager alle hensyn hertil, er endda afhængig af, den evige Øens absoluthed. Men Samforeneren handler ikke for, eller som reaktion til, Paradis. Han handler, personligt, for Faderen og Sønnen. Paradiset er ikke en person. De ikkepersonlige, upersonlige, og på anden måde ikke personlige aktiviteter af den Tredje Kilde og Center er alle viljebestemte handlinger af Samforeneren selv; de er ikke refleksioner, afledninger, eller konsekvenser af noget eller nogen.
9:3.8 (101.8) Paradiset er uendelighedens mønster; Handlingens Gud er aktivatoren af dette mønster. Paradiset er uendelighedens materielle omdrejningspunkt; den Tredje Kilde og Centers repræsentanter er intelligensens løftestang, som motiverer det materielle niveau og som injicerer spontanitet ind i den fysiske skabelses mekanisme.
9:4.1 (102.1) Der er en intellektuel karakter hos den Tredje Kilde og Center som er tydelig adskilt fra hans fysiske og åndelige egenskaber. Sådan en karakter er næppe muligt at kontakte, men den er forbindende - intellektuelt dog ikke personligt. Den kan skelnes fra de fysiske egenskaber og åndelig karakter hos den Tredje Person på sindets funktionsniveauer, men så som personligheder kan skelnes så fungere denne karakter aldrig uafhængig af de fysiske og åndelige manifestationer.
9:4.2 (102.2) Det absolutte sind er den Tredje persons sind; det er uadskillelig fra personligheden hos Guds Ånd. Sindet, i fungerende væsener, er ikke adskilt fra energi eller ånd, eller fra begge. Sind er ikke en naturlig del af energi; energi er modtagelig og reagerer på sindet; sindet kan blive overlagt på energi, men bevidsthed er ikke iboende i det rent materielle niveau. Sind behøves ikke at blive tilføjet til ren ånd, for ånd er medfødt bevidst og identificerende. Ånd er altid intelligent, sindsbevidst på en eller anden måde. Det kan være dette sind eller et andet sind, det kan være præ-sind eller supersind, endda åndesind, men det gør hvad der svarer til at tænke og vide. Åndens indsigt transcenderer, indtræder, og går teoretisk forud for bevidstheden af sindet.
9:4.3 (102.3) Samskaberen er kun absolut i sinds domænet, på den universelle intelligens områder. Sindet af den Tredje Kilde og Centers er uendelig; det transcendere helt og aldeles de aktive og velfungerende sinds kredsløb af universernes univers. Sindets begavelse i de syv superuniverser stammer fra de Syv Mesterånder, Samforenerens primære personligheder. Disse Mesterånder fordeler sind til det storuniverset som det kosmiske sind, og jeres lokalunivers er gennemtrængt af Nebadon varianten af det kosmisk sinds Orvonton type.
9:4.4 (102.4) Det uendelig sind ignorerer tiden, det ultimative sind transcenderer tiden, det kosmiske sind er betinget af tiden. Og ligesådan med rummet: Det Uendelige Sind er uafhængig af rummet, men da nedstigning foregår fra det uendelige til de niveauer, hvorpå sindets adjudant ånder fungerer, så må intellektet i stigende grad medtage rummets forhold og begrænsninger som en kendsgerning.
9:4.5 (102.5) Kosmisk kraft reagerer til sind ligesom kosmisk sind reagerer til ånd. Ånd er guddommelig formål, og åndssind er guddommelig formål i handling. Energi er ting, sind er betydning, ånd er værdi. Selv i tiden og rummet etablerer sindet de relative forhold mellem energi og ånd, som er betegnende for gensidigt slægtskab i evigheden.
9:4.6 (102.6) Sindet forvandler åndens værdier til intellektets betydninger; viljen har styrke til at frembringe frugterne af sindets betydninger i både de materielle og åndelige domæner. Paradisets opstigning indebærer en relativ og differentieret vækst i ånd, sind, og energi. Personligheden er foreneren af disse bestanddele af erfaringsbaseret individualitet.
9:5.1 (102.7) Den Tredje Kilde og Center er uendelig i sind. Hvis universet skulle vokse til uendeligheden, så ville hans sinds potentiale være tilstrækkelig til at udstyre et ubegrænset antal af væsener med egnede sind og andre forudsætninger for intellekt.
9:5.2 (102.8) I det skabte sind domæne regerer den Tredje Person suverænt, sammen med sine koordinerede og underordnede medarbejdere. Væsen sindets område har sin eksklusive oprindelse i den Tredje Kilde og Center; han er sinds overdrageren. Selv Fader fragmentet finder det umuligt at bebo menneskenes sind før vejen er blevet behørigt forberedt for dem af den Uendelige Ånds sinds handling og åndelig funktion.
9:5.3 (103.1) Det enestående træk ved sindet er, at det kan blive overdraget på et så bredt udvalg af liv. Gennem sin skabelse og sine skabte medarbejdere tjener Den Tredje Kilde og Center alle sind på alle sfærer. Han tjener menneskers og det undermenneskelig intellekt gennem lokaluniversernes sindsadjudanter og gennem agenturet af de fysiske kontrollere tjener han endda til de laveste ikke erfaringsmæssige arter af den mest primitive slags af levende ting. Og altid er det personligheder af sind og ånd eller sind og energi som værner om sindsstyringen.
9:5.4 (103.2) Siden den Tredje Guddoms person er kilden til sind, så er det ganske naturligt at de evolutionære viljevæsener finder det lettere at danne forståelige begreber om den uendelige Ånd end om både den Evige Søn og den Universelle Fader. Samskaberens virkelighed er ufuldkomment afsløret i selve eksistensen af det menneskelige sind. Samskaberen er stamfaderen til det kosmisk sind, og menneskets sind er et individualiseret kredsløb, en upersonlig del, af det kosmiske sind som det er overdraget i et lokalunivers af en Skabende Datter af den Tredje Kilde og Center.
9:5.5 (103.3) Fordi den Tredje Person er kilden til sind, må I ikke antage at alle sinds fænomener er guddommelige. Menneskelige intellekt er forankret i de dyriske racers materielle oprindelse. Intelligensen i universet er ikke mere en sand åbenbaring af Gud som er sind end at den fysiske natur er en sand åbenbaring af Paradisets skønhed og harmoni. Perfektion er i naturen, men naturen er ikke perfekt. Samskaberen er kilden til sind, men sind er ikke Samskaberen.
9:5.6 (103.4) Sindet på Urantia, er et kompromis mellem essensen af tanke perfektion og udviklende mentalitet fra jeres umodne menneskelige natur. Planen for jeres intellektuelle udvikling er i virkeligheden, en ophøjet perfektion, men I er langt borte fra dette guddommelige mål når I fungere i kødets templer. Sindet er i sandhed af guddommelig oprindelse, og det har en guddommelige skæbne, men jeres dødelige sind er endnu ikke af guddommelig værdighed.
9:5.7 (103.5) Ofte, alt for ofte, spolerer I jeres sind ved uærlighed og forhærder dem med uretfærdighed; I underkaster dem for dyrisk frygt og fordrejer dem med ubrugelig bekymring. Derfor kan sindet, som I kender på jeres opstigningsverden, selvom dens kilde er guddommelig, næppe blive genstand af stor beundring, endnu mindre af tilbedelse eller gudsdyrkelse. Betragtningen af den umodne og uaktive menneskelige intellekt kan kun føre til reaktioner af ydmyghed.
9:6.1 (103.6) Den Tredje Kilde og Center, den universelle intelligens, er personlig bevidst om ethvert sind, enhver intelligens, hele skabelsen, og han opretholder en personlig og perfekt kontakt med alle disse fysiske, morontielle, og åndelige væsener af sindsbegavelse i de vidtstrakte universer. Alle disse sindsaktiviteter er fastholdt i det absolutte sinds tyngdekrafts kredsløb som er koncentreret i den Tredje Kilde og Center og som er en del af den Uendelige Ånds personlige bevidsthed.
9:6.2 (103.7) På samme måde som Faderen trækker alle personligheder mod sig selv, og som Sønnen tiltrækker al åndelig virkelighed, således udøver Samforeneren en trækningskraft på alle sind; han dominerer og behersker ubetinget det universelle sinds kredsløb. Alle sande og ægte intellektuelle værdier, alle guddommelige tanker og perfekte ideer, er ufejlbarligt trukket ind i dette absolutte sindskredsløb.
9:6.3 (104.1) Sindstyngdekraften kan fungere uafhængig af materiel og åndelig tyngdekraft, men hvor end og når som helst de to sidstnævnte griber ind i hinanden, så fungere sindstyngdekraften altid. Når alle tre er forbundet, kan personlighedstyngdekraften omslutte det materielle væsen - fysisk eller morontiel, endelig eller absonit. Men uanset dette, så kan sindsbegavelsen selv i upersonlige væsener kvalificere dem til at tænke og udstyre dem med bevidsthed på trods af det totale fravær af personlighed.
9:6.4 (104.2) En selveksistens med personligheds værdighed, menneskelig eller guddommelig, udødelig eller potentiel udødelig, opstår imidlertid ikke i hverken ånd, sind, eller materien; den er overdraget af den Universelle Fader. Samspillet mellem ånd, sind og materiel tyngdekraft er heller ikke en forudsætning for personligheds tyngdekraftens tilsynekomst. Faderens kredsløb kan omfavne et materielt væsen med sind som ikke reagerer til åndens tyngdekraft, eller det kan inkludere et ånds væsen med sind som ikke reagere til materiel tyngdekraft. Driften af personligheds tyngdekraften er altid en viljebestemt handling fra den Universelle Fader.
9:6.5 (104.3) Mens sindet er energi i forbindelse med rent materielle væsener og ånd forbundet med rent åndelige personligheder, så besidder utallige personligheds klasser, inklusiv mennesket, sind som er forbundet med både energi og ånd. De åndelige aspekter af et væsens sind reagerer ufejlbarligt på trækket af den Evige Søns åndetyngdekraft; de materielle aspekter reagerer på tyngdekraftens træk i det materielle univers.
9:6.6 (104.4) Det kosmiske sind, når det ikke er forbundet med hverken energi eller ånd, er ikke underlagt tyngdekraftens krav hverken fra de materielle eller åndelige kredsløb. Rene sind er kun underlagt Samforenerens universelle tyngdekrafts greb. Rene sind er tæt beslægtet til uendelig sind, og uendelig sind (den teoretiske koordinering af ånd og energi absolutterne) er en lov i sig selv.
9:6.7 (104.5) Jo større forskelle mellem ånd og energi, jo større er de sinds funktioner som kan iagttages; jo mindre forskel mellem energi og ånd, jo mindre er de sinds funktioner som kan iagttages. Tilsyneladende, er det kosmiske sinds maksimum funktion i rummets tidsuniverser. Her synes sindet at fungere i en midt-zone mellem energi og ånd, men det er ikke tilfældet for de højere sindsniveauer; i Paradiset er energi og ånd essentielt et.
9:6.8 (104.6) Sinds-tyngdekraftens kredsløb er pålidelig; det udgå fra den Tredje Guddoms Person på Paradis, men ikke alle af de sindsfunktioner som kan iagttages er forudsigelige. Overalt i den kendte skabelse løber der parallelt med sindets kredsløb, en meget lille forstået tilstedeværelse, hvis funktion ikke er forudsigelig. Vi tror, at denne uforudsigelighed til dels kan tilskrives den Universelle Absoluttes funktion. Hvad denne funktion er, ved vi ikke; hvad der igangsætter den, kan vi kun gisne om; og angående dets forhold til væsener, kan vi kun spekulere.
9:6.9 (104.7) Bestemte faser af det endelige sinds uforudsigelighed kan skyldes det Højeste Væsens ufuldstændighed, og der er en stor aktivitets zone, hvor Samforeneren og den Universelle Absolutte muligvis tangerer hinanden. Der er meget omkring sindet som er ukendt, men dette her ved vi: Den Uendelige Ånd er det perfekte udtryk for sindet af Skaberen til alle væsener; det Højeste Væsen er det udviklende udtryk af alle skabte væseners sind til deres Skaber.
9:7.1 (105.1) Samforeneren er i stand til at koordinere alle niveauer af universets virkelighed på en sådan måde, at det samtidig muliggør anerkendelse af det mentale, det materielle og det åndelige. Dette er fænomenet om universets refleksionsevne, denne unikke og uforklarlige styrke til at se, høre, opfatte, og kende alle ting mens det sker overalt i et superunivers, og til at fokusere, ved hjælp af refleksionsevnen, al denne information og viden til ethvert ønsket punkt. Virkningen af refleksionsevnen vises i sin perfektion på hver af hovedkvarters verdner af de syv superuniverser. Den er også virksom over alle superuniversets sektorer og indenfor grænserne af lokaluniverserne. Refleksionen er til sidst bragt i fokus på Paradis.
9:7.2 (105.2) Fænomenet refleksivitet, som det er åbenbaret på superuniversets hovedkvarters verdner i de forbløffende forestillinger af de stationeret reflekterende personligheder, repræsentere den mest komplekse gensidige forening af alle faser af eksistens, som findes i hele skabelsen. Åndens kraftlinjer kan spores tilbage til Sønnen, fysisk energi til Paradis, og sind til den Tredje Kilde; men i det unikke refleksions fænomen i universet, er der en unik og enestående kombination af alle tre, forbundet således, at det er muligt for universets herskere at vide besked om fjerntliggende forhold øjeblikkeligt, samtidig med deres forekomst.
9:7.3 (105.3) Meget af refleksionens teknik forstår vi, men der er mange faser som i virkelig forbløffer os. Vi ved at Samforeneren er universets centrum for sindets kredsløb, at han er stamfader til det kosmiske sind, og at kosmisk sind virker under dominans af den Tredje Kilde og Centers absolutte sindstyngdekraft. Vi ved yderligere, at de kosmiske sindskredsløb påvirker intellektuelle niveauer af alt kendt eksistens; de indeholder de universelle rum rapporter, og det er lige så sikkert, at de har deres fokus i de Syv Mesterånder og konvergerer i den Tredje Kilde og Center.
9:7.4 (105.4) Forholdet mellem det endelige kosmiske sind og det guddommelige absolutte sind forekommer at være under udvikling i det erfaringsmæssige sind af den Højeste. Vi bliver undervist i, at i tidens begyndelse, var dette erfaringsmæssige sind overdraget på den Højeste af den Uendelige Ånd, og vi formoder at visse træk af refleksions fænomenet kun kan forklares ved, at postulere aktiviteten af det Højeste Sind. Hvis den Højeste ikke er impliceret i refleksionsevnen, så er vi ude af stand til at forklare de indviklede transaktioner og ufejlbarlige funktioner af denne verdensaltets bevidsthed.
9:7.5 (105.5) Refleksionsevnen forekommer at være alvidenhed indenfor grænserne af det erfaringsmæssige endelige og kan repræsentere tilsynekomsten af den tilstedeværende bevidsthed af det Højeste Væsen. Hvis denne antagelse er sand, så er udnyttelsen af refleksionsevnen i enhver af dets faser ensbetydende med delvis kontakt med den Højestes bevidsthed.
9:8.1 (105.6) Den Uendelige Ånd besidder uindskrænket styrke til at overføre mange af sine beføjelser og privilegier til sine koordinerede og underordnede personligheder og agenturer.
9:8.2 (105.7) Den Uendelige Ånd første guddomsskabende handling, hvori han fungerende adskilt fra Treenigheden men i en uåbenbaret forening med Faderen og Sønnen, personaliserede sig i eksistensen af de Syv Mesterånder fra Paradis, distributørerne af den Uendelige Ånds til universerne.
9:8.3 (106.1) Der er ingen direkte repræsentanter for den Tredje Kilde og Center på hovedkvartererne i et superunivers. Hver af disse syv skabelser er afhængig af en af Paradisets Mesterånder, som virker gennem de syv Refleksive ånder placeret ved superuniversets hovedstad.
9:8.4 (106.2) Den Uendelige Ånds næste og fortsættende skabende handling er åbenbaret, fra tid til anden, i produktion af Skabende Ånder. Hver gang den Universelle Fader og den Evige Søn bliver forældre til en Skabersøn, så bliver den Uendelige Ånd stamfader til et lokaluniversets Skabende ånd som bliver den nære medarbejder sammen med denne Skabersøn i al senere univers erfaring.
9:8.5 (106.3) På samme måde som det er nødvendigt at skelne mellem den Evige Søn og Skabersønnerne, så er det nødvendigt at differentiere mellem den Uendelige Ånd og de Skabende Ånder, Skabersønnernes koordinerede i lokaluniverserne. Hvad den Uendelige Ånd er til hele skabelsen, er en Skabende Ånd til et lokalunivers.
9:8.6 (106.4) Den Tredje Kilde og Center er repræsenteret i storuniverset af en bred vifte af tjenende ånder, budbringere, lærere, dommere, hjælpere og rådgivere, samt vejledere af visse kredsløb af fysiske, morontielle, og åndelige natur. Ikke alle af disse væsener er personligheder i ordets egentlige betydning. Personlighed af den slags endelige væsener er kendetegnet ved:
9:8.7 (106.5) 1. Subjektiv selvbevidsthed.
9:8.8 (106.6) 2. Objektiv reaktion til Faderens personligheds kredsløb.
9:8.9 (106.7) Der er skaber personligheder og skabte væsen personligheder, og i tillæg til disse to grundlæggende typer er der den Tredje Kilde og Centers personligheder, væsener som er personlige til den Uendelige Ånd, men som ikke er ubetinget personlige til skabte væsener. Disse Tredje Kilde personligheder er ikke en del af Faderens personligheds kredsløb. Første Kilde personlighed og Tredje Kilde personlighed kan kontakte hinanden, al personlighed kan kontaktes.
9:8.10 (106.8) Faderen overdrager personlighed af hans personlige frie vilje. Hvorfor han gør det kan vi kun gisne om; hvordan han gør det ved vi ikke. Vi ved heller ikke hvorfor den Tredje Kilde overdrager ikke-Fader personlighed, men dette gør den Uendelige Ånd på egne vegne, i skabende sammenhæng med den Evige Søn og på utallige andre måder ukendt for jer. Den Uendelige Ånd kan også handle for Faderen i overdragelse af Første Kilde personlighed.
9:8.11 (106.9) Der er talrige typer af den Tredje Kildes personligheder. Den Uendelige Ånd overdrager Tredje Kilde personligheder på talrige grupper som ikke er inkluderet i Faderens personligheds kredsløb, så som visse styrkeledere. Ligeledes relatere den Uendelige Ånd til, som personligheder, talrige grupper af væsener, så som Skabende Ånder, som er i en klasse for sig selv i deres forhold til de skabte, som tilhører Faderens kredsløb.
9:8.12 (106.10) Både Første Kilde og Tredje Kilde personligheder er begavet med alt og meget mere end hvad mennesket forbinder med begrebet om personlighed; de har sind som omfatter hukommelse, fornuft, bedømmelse, kreative fantasi, idéassociation, beslutning, valg, og talrige andre for dødelige helt ukendte intellektuelle kræfter. Med få undtagelser så besidder de klasser som er åbenbaret for jer form og en tydelig individualitet; de er virkelige væsener. Et flertal af dem er synlige for alle klasser af åndelig eksistens.
9:8.13 (107.1) Selv I vil være i stand til at se jeres åndelige medarbejdere af de lavere klasser så snart I er befriet fra det begrænset syn af jeres materielle øjne og er blevet udstyret med en morontiaform med dets udvidet følsomhed til virkeligheden som åndelige ting udgør.
9:8.14 (107.2) Den Tredje Kilde og Centers funktionelle familie, således som det er åbenbaret i disse beretninger, falder indenfor tre store grupper:
9:8.15 (107.3) I. De Højeste Ånder. En gruppe af sammensatte oprindelser som omfatter, bland andre, de følgende klasser:
9:8.16 (107.4) 1. Paradisets Syv Mesterånder.
9:8.17 (107.5) 2. Superuniversets reflekterende Ånder.
9:8.18 (107.6) 3. Lokaluniversernes Skabende Ånder.
9:8.19 (107.7) II. Styrkelederne. En gruppe af kontrol væsener og agenturer, der fungerer overalt i organiseret rum.
9:8.20 (107.8) III. Den Uendelige Ånds Personligheder. Denne betegnelse antyder ikke nødvendigvis at disse væsener er Tredje Kilde personligheder skønt nogle af dem er unikke som vilje væsener. De er sædvanligvis grupperet i tre hovedklasser:
9:8.21 (107.9) 1. Den Uendelige Ånds Højere Personligheder.
9:8.22 (107.10) 2. Rummets Budbringerskarer.
9:8.23 (107.11) 3. Tidens Tjenende Ånder.
9:8.24 (107.12) Disse grupper tjener på Paradis, i det centrale eller beboelse universet, i superuniverserne, og de omfatter klasser som fungerer i lokaluniverserne, herunder konstellationer, systemer og planeter.
9:8.25 (107.13) Ånde personligheder i den Guddommelig og Uendelige Ånds mægtige familie er for evigt dedikeret til tjenesten at bære Guds kærlighed og Sønnens barmhjertighed ud til alle intelligente væsener i tidens og rummets evolutionære verdner. Disse åndevæsener udgør den levende stige hvorved det dødelige menneske klatrer fra kaos til herlighed.
9:8.26 (107.14) [ Præsenteret på Urantia af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa på bestilling af Dagenes Ældste til at beskrive den Uendelige Ånds natur og arbejde. ]
Urantia Bogen
Kapitel 10
10:0.1 (108.1) DE EVIGE Guddommenes Paradistreenighed understøtter Faders befrielse fra personligheds absolutisme. Treenigheden forbinder perfekt det ubegrænsede udtryk af Guds uendelige personlige vilje med Guddommens absoluthed. Den Evige Søn og de forskellige Sønner af guddommelig oprindelse, sammen med Samforeneren og hans univers børn, sikre effektivt for Faderens frigørelse fra de begrænsninger som ellers er forbundet med oprindelighed, perfektion, uforanderlighed, evighed, universalitet, absoluthed, og uendelighed.
10:0.2 (108.2) Paradistreenigheden muliggør effektivt det fulde udtryk og perfekte åbenbaring af Guddommens evige natur. Treenighedens Stationære Sønner yder ligeledes en fuldstændig og perfekt åbenbaring af guddommelig retfærdighed. Treenigheden er Guddoms enhed, og denne enhed hviler for evigt på de absolutte grundlag af guddommelig enhed af de tre oprindelige, lige og sameksisterende personligheder, Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Ånden.
10:0.3 (108.3) Fra den nuværende situation på evighedens cirkler, seende bagud ind i den endeløse fortid, opdager vi kun en uundgåelig uundgåelighed i universets anliggende, og det er Paradistreenighed. Jeg anser Treenigheden for at have været uundgåelig. Således som jeg betragter fortiden, nutiden og fremtiden af tid, anser jeg intet andet i alle universernes univers for at have været uundgåelig. Det nuværende mesterunivers, set i tiden bagud eller fremad, er utænkeligt uden Treenigheden. Forudsat Paradistreenigheden, kan vi postulere vekslende eller endog mangfoldige måder at gøre alle ting, men uden Faderens, Sønnens og Åndens Treenighed, er vi ude af stand til at opfatte, hvorledes den Uendelige med hensyn til den Guddoms absolutte enhed, kunne opnå trefoldighed og samordnet personalisering. Intet andet begreb om skabelse når op til Treenighedens standarder for fuldstændighed af absoluthed som tilhører guddomsenigheden kombineret med opfyldelsen af viljebestemt befrielse iboende den trefoldige personalisering af Guddom.
10:1.1 (108.4) Det synes som om at Faderen, tilbage i evigheden, indviede en fremgangsmåde af dybsindig selvdistribution. Der er noget iboende i den Universelle Faders uselviske, kærlige og elskelige natur, som forårsager ham til at reservere for sig selv udøvelsen af kun de beføjelser og den myndighed, som han tilsyneladende finder det umuligt at uddelegere eller at overdrage.
10:1.2 (108.5) Den Universelle Fader har hele tiden frigjort sig selv fra enhver del af sig selv, som kunne blive overdraget på enhver anden Skaber eller skabning. Han har overdraget til sine guddommelige Sønner og deres tilknyttede intelligenser enhver styrke og al autoritet som kunne blive betroet. Han har faktisk overført til sine Suveræne Sønner, i deres respektive universer, ethvert privilegium af administrativ autoritet som kunne overdrages. I anliggender af et lokalunivers, har han gjort hver Suveræn Skabersøn lige så perfekt, kompetent, og autoritativ som den Evige Søn er i det oprindelige og centrale univers. Han har givet væk, i virkeligheden overdraget, med værdighed og hellighed personligheds besiddelser, helt af sig selv, og alle af hans egenskaber, alt hvad han på nogen mulig måde kunne frigøre sig for, på enhver måde, i enhver tidsalder, på ethvert sted, og til enhver person, og i ethvert univers undtagen hvad angår hans centrale bolig.
10:1.3 (109.1) Guddommelig personlighed er ikke selvcentreret; selvdistribution og personligheds deling karakterisere det guddommelige, med fri vilje udstyret selv. Skabte væsener længes efter forbindelse med andre personlige væsener; Skabere ønsker at dele guddommelighed med deres univers børn; den Uendeliges personlighed er åbenbaret som den Universelle Fader, som deler virkeligheds eksistens og selvets ligestilling med to samordnet personligheder, den Evige Søn og Samforeneren.
10:1.4 (109.2) Angående viden om Faderens personlighed og guddommelige egenskaber vil vi altid være afhængig af den Evige Søns åbenbaringer, for da den fælles skabelses handling blev effektueret, da den Tredje Guddomsperson sprang ind i personligheds eksistens og udførte de kombinerede begreber af hans guddommelige forældre, ophørte Faderen med at eksistere som den egenskabsløse personlighed. Med tilblivelsen af Samforeneren og skabelsens centrale indre kerne blev materialiseret, skete der visse evige forandringer. Gud gav sig selv som en absolut personlighed til hans Evige Søn. Således overdrager Faderen ”uendelighedens personlighed” til sin enbårne Søn, mens de begge overdrager den ”fælles personlighed” af deres evige forening til den Uendelige Ånd.
10:1.5 (109.3) For disse og andre grunde udover det endelige sinds begreb, er det overordentlig svært for de menneskelige væsener at forstå Guds uendelige fader-personlighed undtagen som det universelt er åbenbaret i den Evige Søn og, med Sønnen, er universelt aktiv i den Uendelige Ånd.
10:1.6 (109.4) Eftersom at Guds Paradissønner besøger de evolutionære verdner og nogle gange endda opholder sig der i lighed med dødelig kød, og da disse overdragelser virkelig gør det muligt for det dødelige menneske at kende noget af den guddommelige personligheds natur og karakter, derfor må væsener fra planeternes sfærer se til overdragelsen af disse Paradissønner for pålidelig og troværdig information om Faderen, Sønnen og Ånden.
10:2.1 (109.5) Gennem treenighedsgørelsens teknik frigør Faderen sig fra den egenskabsløse ånde personlighed som er Sønnen, men ved at gøre dette, gør han sig selv til Faderen af denne selvsamme Søn og derved bemægtiger han sig den ubegrænsede kapacitet til at blive den guddommelige Fader af alle efterfølgende skabte, eventuerede, eller andre personaliserede typer af intelligente vilje væsener. Som den Absolutte og ubegrænset personlighed kan Faderen kun fungere som og med Sønnen, men som en personlig Fader fortsætter han med at overdrage personlighed på forskellige niveauer af forskellige mængder af intelligente vilje væsener, og han opretholder for evigt kærlige personlige forhold med denne enorme familie af universets børn.
10:2.2 (109.6) Efter at Faderen havde overdraget hele sig selv til sin Søns personlighed og når denne handling af selvoverdragelse er komplet og perfekt, af den uendelige kraft og natur som således eksister i foreningen af Fader-Søn, så overdrager de evige partnere i fællesskab disse kvaliteter og egenskaber, der danner et andet væsen som dem selv; og denne fælles personlighed, den Uendelige Ånd, fuldender Guddommens eksistentielle personalisering.
10:2.3 (110.1) Sønnen er uundværlig for Guds faderskab. Ånden er uundværlig for broderskabet af den Anden og Tredje Person. Tre personer er et minimum for en social gruppe, men det er den mindste af alle de mange grunde for at tro på uundgåeligheden af Samforeneren.
10:2.4 (110.2) Den Første Kilde og Center er den uendelige Faderpersonlighed, den ubegrænsede personligheds kilde. Den Evige Søn er det egenskabsløse personlighedsabsolut, det guddommelige væsen som gennem hele tiden og evigheden står som den perfekte åbenbaring af Guds personlige natur. Den Uendelige Ånd er den forenet personlighed, den unikke personlige konsekvens af den evige Fader-Søn forening.
10:2.5 (110.3) Den Første Kilde og Centers personlighed er uendelighedens personlighed minus den absolutte personlighed af den Evige Søn. Den Tredje Kilde og Centers personlighed er den supertilsætnings konsekvens af foreningen mellem den frigjorte Faderpersonlighed og den absolutte Sønpersonlighed.
10:2.6 (110.4) Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er enestående personer; ingen er et duplikat; hver er oprindelig; alle er forenet.
10:2.7 (110.5) Kun den Evige Søn oplever de guddommelige personligheds forhold i det fulde omfang, bevidsthed om både at være søn til Faderen og fader til Ånden, og guddommelig lighed med både Fader-stamfaderen og Ånden associerede. Faderen kender oplevelsen af at have en Søn som er hans lige, men Faderen kender ingen forudgående fædre. Den Evige Søn har oplevelsen med sønskab, genkendelse af personligheds herkomst, og samtidig er Sønnen bevidst om at være forenet forældre til den Uendelige Ånd. Den Uendelige Ånd er bevidst om dobbelt personligheds herkomst men er ikke forældre til en samordnet Guddoms personlighed. Med Ånden er den eksistentielle Guddoms personaliserings cyklus afsluttet; den Tredje Kilde og Centers primære personligheder er erfaringsmæssige og syv i antal.
10:2.8 (110.6) Jeg har oprindelse i Paradistreenigheden. Jeg kender Treenigheden som forenet Guddom; jeg ved også at Faderen, Sønnen og Ånden eksisterer og handler i deres bestemte personlige egenskaber. Jeg ved positivt, at de ikke kun handler personligt og kollektivt, men at de også samordner deres udførelser i forskellige grupperinger, således at de ender med at fungere i syv forskellige ental og flertals egenskaber. Og eftersom at disse syv foreninger udtømmer mulighederne for sådanne guddommelige kombinationer, er det uundgåeligt, at realiteterne i universet vil fremstå i syv variationer af værdier, betydninger, og personlighed.
10:3.1 (110.7) Uanset, at der kun er en Guddom, så er der tre positive og guddommelige personaliseringer af Guddommen. Angående menneskets begavelse med de guddommelige Rettere, siger Faderen: ”Lad os skabe det dødelige menneske i vores eget billede.” Gentagende gange gennem alle skrifter på Urantia forekommer denne reference til en flertals Guddoms handlinger og gerninger, som klart indikerer en bevidsthed om eksistensen og aktiviteter af de tre Kilder og Centre.
10:3.2 (110.8) Vi er belært om, at Sønnen og Ånden opretholder det samme og ensartede forhold til Faderen i Treenigheds foreningen. I evigheden og som Guddomme gør de det utvivlsomt, men i tid og som personligheder åbenbarer de visse forhold af en meget forskellig natur. Set fra Paradiset ud mod universerne, så synes disse forhold at være meget ens, men betragtet fra rummets domæner, forekommer de at være helt anderledes.
10:3.3 (111.1) De guddommelige Sønner er faktisk ”Guds ord,” men Åndens børn er i sandhed ”Guds Handling.” Gud taler gennem sin Søn og, med Sønnen, handler gennem den Uendelige Ånd, mens i alle af universets aktiviteter er Sønnen og Ånden udsøgt broderlige, der arbejder som to lige brødre med beundring og kærlighed for en æret og guddommelig respekteret fælles Fader.
10:3.4 (111.2) Faderen, Sønnen, og Ånden er helt sikkert lige i natur, samordnet i væsen, men der er en umiskendelig forskel i deres fremtrædelse i universet, og når de handler alene, så er hver Guddomsperson tilsyneladende begrænset i absoluthed.
10:3.5 (111.3) Førend den Universelle Fader, af egen vilje afgav sig personlighed, styrke og egenskaber som udgør Sønnen og Ånden, synes han at have været (filosofisk betragtet) en egenskabsløs, absolut, og uendelig Guddom. Men sådan en teoretisk Første Kilde og Center uden en Søn kunne ikke i nogen betydning af ordet blive betragtet som den Universelle Fader, faderskab er ikke virkelig uden en søn. Desuden, måtte Faderen for at have været absolut i en total betydning, have eksisteret alene på et eller andet evigt fjernt tidspunkt. Men han har aldrig haft en sådan isoleret eksistens; Sønnen og Ånden er begge evige på samme tid med Faderen. Den Første Kilde og Center har altid været, og vil for altid være, den evige Fader af den Oprindelige Søn og, sammen med Sønnen, den evige stamfader af den Uendelige Ånd.
10:3.6 (111.4) Vi observerer, at Faderen har frigjort sig selv fra alle absoluthedens direkte manifestationer undtagen absolut faderskab og absolut vilje. Vi ved ikke, om viljen er en uafhændelig egenskab af Faderen; vi kan kun observere, at han ikke frigjorte sig fra viljen. Sådan en vilje uendelighed må have været evig iboende i den Første Kilde og Center.
10:3.7 (111.5) I overdragelsen af personlighedens absoluthed på den Evige Søn, frigør den Universelle Fader sig fra personligheds absolutismens lænker, men derved tager han et skridt, der gør det for altid umuligt for ham, at handle alene som personlighedsabsolut. Og med den endelige personalisering af sameksisterende Guddom — Samforeneren — så udgør den afgørende gensidige treenigheds afhængighed af de tre guddommelige personligheder i forhold til den samlede helhed af Guddommens absolutte funktion.
10:3.8 (111.6) Gud er Fader-Absoluttet af alle personligheder i universernes univers. Faderen er personlig absolut i handlings frihed, men i universerne af tid og rum, skabte, under tilblivelse, og endnu ikke skabte, kan Faderen som total Guddom ikke skelnes som absolut undtagen i Paradistreenigheden.
10:3.9 (111.7) Den Første Kilde og Center fungere udenfor Havona i de fænomenale universer som følger:
10:3.10 (111.8) 1. Som skaber, gennem Skabersønnerne, hans børnebørn.
10:3.11 (111.9) 2. Som overvåger, gennem tyngdekraftscentret i Paradiset.
10:3.12 (111.10) 3. Som ånd, gennem den Evige Søn.
10:3.13 (111.11) 4. Som sind, gennem Samskaberen.
10:3.14 (111.12) 5. Som en Fader, opretholder han forældre kontakt med alle væsener gennem sit personligheds kredsløb.
10:3.15 (111.13) 6. Som en person, virker han direkte overalt i skabelse ved hjælp af hans eksklusive fragmenter - i det dødelige menneske gennem Tankeretterne.
10:3.16 (111.14) 7. Som total Guddom, fungere han kun i Paradistreenigheden.
10:3.17 (112.1) Alle disse af den Universelle Fader overførsler og delegeringer af beføjelser er fuldstændig frivillig og selvvalgt. Den almægtige Fader påtager sig målbevidst disse begrænsninger af universets myndighed.
10:3.18 (112.2) Den Evige Søn synes at fungere som ét med Faderen i alle åndelige henseender undtagen i overdragelse af Guds fragmenter og i andre førpersonlige aktiviteter. Sønnen er heller ikke tæt identificeret med de intellektuelle aktiviteter hos materielle væseners eller med energi aktiviteter i de materielle universer. Som absolut fungerer Sønnen som person og kun indenfor det åndelige universets domæne.
10:3.19 (112.3) Den Uendelige Ånd er forbavsende universel og utrolig alsidig i alle hans operationer. Han medvirker i områderne inden for sindet, materiens og åndens sfærer. Samforeneren repræsenterer Fader-Søn forening, men han fungerer også som sig selv. Han er ikke direkte involveret med fysisk tyngdekraft, med åndelig tyngdekraft eller med personligheds kredsløbet, men han deltager mere eller mindre i alle andre af universets aktiviteter. Mens den Uendelige Ånd tilsyneladende er afhængig af tre eksistentielle og absolutte tyngdekraft kontroller, synes han at udøve tre superkontroller. Denne trefoldige begavelse er anvendt på mange måder til at overskride og tilsyneladende til at neutralisere selv de manifestationer af primære kræfter og energiers, helt op til de super ultimative grænser af absolutheden. I visse situationer transcenderer disse absolutte superkontroller selv de kosmiske virkeligheders primære manifestationer.
10:4.1 (112.4) Af alle absolutte foreninger, er Paradistreenigheden (den første trefoldighed) enestående som en eksklusiv sammenslutning af personlig Guddom. Gud fungerer som Gud kun i forhold til Gud og til dem som kan kende Gud, men som absolut Guddom kun i Paradistreenigheden og i forhold til universets totalitet.
10:4.2 (112.5) Den evig Guddom er perfekt forenet, ikke desto mindre er der tre helt individualiserede guddommelige personer. Paradistreenigheden gør det muligt, samtidigt at udtrykke den fulde mangfoldighed af karaktertræk og uendelige beføjelser hos den Første Kilde og Center og hans evige samordnede og af hele den guddommelige enhed som findes i den udelte Guddoms univers funktioner.
10:4.3 (112.6) Treenigheden er en sammenslutning af uendelige personer fungerende i en upersonlig kapacitet men ikke i strid med personlighed. Illustrationen er vag, men en far, søn og barnebarn kan danne et forenet selskab, som ville være upersonlig men ikke desto mindre underlagt deres personlige vilje.
10:4.4 (112.7) Paradistreenighed er virkelig. Den eksisterer som Guddomsforeningen mellem Fader, Søn, og Ånd; trods det kan Faderen, Sønnen, eller Ånden, eller to af dem, fungere i forhold til denne selvsamme Paradistreenighed. Faderen, Sønnen og Ånden kan samarbejde på en måde, der ikke er trinitarisk men ikke som tre Guddomme. Som personer kan de samarbejde som de har lyst, men det er ikke Treenigheden.
10:4.5 (112.8) Husk altid, at det som den Uendelige Ånd gør, er funktionen af Samforeneren. Både Faderen og Sønnen fungerer i og gennem og som ham. Men det ville være formålsløst at forsøge at belyse Treenighedens mysterium; tre som en og i en, og en som to og handlende for to.
10:4.6 (112.9) Treenigheden er relateret til samtlige af universets anliggender, at den må tages med i vores forsøg på at forklare helheden af enhver isoleret kosmisk begivenhed eller personlighedsrelation. Treenigheden fungerer på alle niveauer af kosmos, og det dødelige menneske er begrænset til det endelige niveau; derfor må mennesket være tilfreds med et endelig begreb af Treenigheden som Treenigheden.
10:4.7 (113.1) Som et menneske i kødet bør I betragte Treenigheden i overensstemmelse med jeres individuelle oplysning og i harmoni med reaktioner i jeres sind og sjæl. I ved kun meget lidt om Treenighedens absoluthed, men efterhånden som I opstiger mod Paradis, vil I mange gange opleve forbavselse ved skiftende åbenbaringer og uventede opdagelser af Treenighedens højestehed og ultimativitet, hvis ikke af absolutheden.
10:5.1 (113.2) De personlige Guddomme har egenskaber, men det er næppe passende, at tale om at Treenigheden har egenskaber. Denne forening af guddommelige væsener kan mere korrekt blive betragtet som havende funktioner, såsom retfærdigheds administration, totalitets standpunkter, samordnet handling, og kosmisk overkontrol. Disse funktioner er aktivt højeste, ultimative, og (indenfor Guddoms begrænsningerne) absolutte hvad angår alle levende virkeligheder med personligheds værdi.
10:5.2 (113.3) Paradistreenighedens funktioner er ikke blot summen af Faderens tilsyneladende guddommeligheds begavelse plus de specialiserede egenskaber som er unikke i Sønnen og Åndens personlige eksistens. Treenigheds sammenslutning af de tre Paradisguddomme resulterer i udviklingen, eventualisering, og guddommeliggørelse af nye betydninger, værdier, styrker, og kapacitet for universel åbenbaring, handling, og administration. Levende foreninger, menneske familier, sociale grupper, eller Paradistreenigheden vokser blot ved aritmetisk sammenlægning. Gruppe potentialet er altid langt ud over den simple sum af egenskaberne hos gruppes individer.
10:5.3 (113.4) Treenigheden opretholder en enestående holdning som Treenighed over for fortiden, nutiden, og fremtiden af hele universet. Og Treenighedens funktioner kan bedst betragtes i forhold til Treenighedens holdning til universet. Sådanne holdninger er samtidige og kan være mangfoldige angående enhver isoleret situation eller begivenhed:
10:5.4 (113.5) 1. Holdning til det endelige. Treenighedens maksimale selvbegrænsning er dets holdning til det endelige. Treenigheden er ikke en person, ej heller er det Højeste Væsen en eksklusiv personalisering af Treenigheden, men den Højeste kommer nærmest til en styrke-personligheds fokusering af Treenigheden, som kan blive forstået af endelige væsener. Derfor taler vi ofte om Treenigheden i forhold til den endelige som Højestehedens Treenighed.
10:5.5 (113.6) 2. Holdning til det Absonitte. Paradistreenigheden tager hensyn til de eksistens niveauer som er mere end endelige, men mindre end absolut, og dette forhold er nogle gange benævnt som Ultimativitetens Treenighed. Hverken den Ultimative eller den Højeste repræsenterer helt Paradistreenigheden, men i en vis egenskabsbestemt forstand og for deres respektive niveauer, hver af dem ser ud til at repræsentere Treenigheden under de førpersonlige udviklingsstadier af erfaringsmæssig styrke.
10:5.6 (113.7) 3. Den Absolutte Holdning hos Paradistreenigheden er i forhold til absolutte eksistenser og kulminerer i den samlede Guddommens handling.
10:5.7 (113.8) Den Uendelige Treenighed involverer den samordnet handling af alle trefoldige forhold af den Første Kilde og Center——ugudelige såvel som gudelige—— og er derfor meget vanskelig at forstå for personligheder. I betragtningen af Treenigheden som uendelig, overse da ikke de syv trefoldigheder; derved undgås visse forståelses vanskeligheder, og visse paradokser kan blive delvis løst.
10:5.8 (114.1) Men jeg har ikke til min rådighed et sprog som gør det muligt for mig at overføre til det begrænset menneskelige sind, den fulde sandhed og den evige betydning af Paradistreenighedens og arten af den uophørlige gensidige sammenhæng mellem de tre væsener af uendelig perfektion.
10:6.1 (114.2) Al lov tager sin oprindelse i den Første Kilde og Center; han er loven. Administrationen af åndelig lov hører til den Anden Kilde og Center. Åbenbaringen af lov, offentliggørelse og fortolkning af de guddommelige statutter, er den Tredje Kilde og Centers funktion. Anvendelse af loven, retfærdighed, henhører under Paradistreenighedens område og udføres at visse Treenighedssønner.
10:6.2 (114.3) Retfærdighed er iboende i Paradistreenighedens universelle suverænitet, men godhed, barmhjertighed, og sandhed er universets hjælpetjeneste fra de guddommelige personligheder, hvis Guddoms forening udgør Treenigheden. Retfærdighed er ikke en holdning af Faderen, Sønnen, eller Ånden. Retfærdighed er Treenighedens holdning fra disse personligheder af kærlighed, barmhjertighed og tjeneste. Ingen af Paradisguddommene har ansvar for retfærdigheds administration. Retfærdighed er aldrig en personlig holdning; den er altid en flertals funktion.
10:6.3 (114.4) Bevismaterialet, grundlaget for retfærdighed (retfærdighed i harmoni med barmhjertighed), leveres af den Tredje Kilde og Centers personligheder, som sammen repræsenterer Faderen og Sønnen til alle verdener og alle intelligente væseners sind i hele skabelsen.
10:6.4 (114.5) Dommen, den endelige anvendelse af retfærdighed i henhold til bevismaterialet indsendt af den Uendelige Ånds personligheder, er Treenighedens Stationære Sønners arbejde, væsener som tager del i den forenet Faders, Sønnens, og Åndens treenigheds natur.
10:6.5 (114.6) Denne gruppe af Treenighedssønner omfatter følgende personligheder:
10:6.6 (114.7) 1. Højestehedens Treenigede Hemmeligheder.
10:6.7 (114.8) 2. Dagenes Evige.
10:6.8 (114.9) 3. Dagenes Ældste.
10:6.9 (114.10) 4. Dagenes Fuldkomne.
10:6.10 (114.11) 5. Dagenes Yngste.
10:6.11 (114.12) 6. Dagenes Forenede.
10:6.12 (114.13) 7. Dagenes Trofaste.
10:6.13 (114.14) 8. Visdommens Fuldkomne.
10:6.14 (114.15) 9. Guddommelige Rådgivere.
10:6.15 (114.16) 10. Universelle Censorer.
10:6.16 (114.17) Vi er børn af de tre Paradisguddomme fungerende som Treenigheden, for jeg tilhører tilfældigvis den tiende klasse af denne gruppe, de Universelle Censorer. Disse klasser er ikke repræsentative for Treenighedens holdning i en universel forstand; de repræsenterer kun Guddommens kollektive holdning i domænerne af udøvende dom - retfærdighed. De var specifikt designet af Treenigheden for nøjagtig det arbejde for hvilket de er anvist, og de repræsenterer kun Treenigheden i de funktioner for hvilket de var personaliseret.
10:6.17 (115.1) Dagenes Ældste og deres medassocierede af Treenigheds-oprindelse udmåler den retfærdige dom af højeste retfærdighed til de syv superuniverser. I centraluniverset eksistere sådanne funktioner kun i teorien; der er retfærdighed fuldkommen selvindlysende, og Havona fuldkommenhed udelukker enhver mulighed for disharmoni.
10:6.18 (115.2) Retskaffenhed er den kollektive tanke om retfærdighed; barmhjertighed er dens personlige udtryk. Barmhjertighed er kærlighedens holdning; præcision kendetegner lovens virkning; guddommelig retfærdighed er retskaffenhedens sjæl, for evigt i overensstemmelse til Treenighedens retfærdighed, for evigt opfyldende Guds guddommelige kærlighed. Når Treenighedens retfærdige retfærdighed og den Universelle Faders barmhjertige kærlighed er fuldt erkendt og helt forstået, er de sammenfaldende. Men mennesket har ikke den fulde forståelse af guddommelig retfærdighed. Fra et menneskeligt synspunkt er Faderens, Sønnens, og Åndens personligheder i Treenigheden tilpasset for at koordinere tjenesten af kærlighed og lov i de erfaringsmæssige universer i tiden.
10:7.1 (115.3) Guddommens Første, Anden, og Tredje person er indbyrdes lige og de er en. ”Herren vores Gud er én Gud.” Der er perfektion af formål og enhed i udførelse i de evige Guddommes guddommelige Treenighed. Faderen, Sønnen, og Samforeneren er virkelig og guddommelig helt sikkert én. Om en sandhed er der skrevet: ”Jeg er den første, og Jeg er den sidste, og ved siden af mig er der ingen Gud.”
10:7.2 (115.4) Således som tingene fremstår for den dødelige på det endelige niveau, er Paradistreenigheden, ligesom det Højeste Væsen, kun impliceret i det sammenlagte - en hel planet, et helt univers, et helt superunivers, et helt storunivers. Hele denne helheds holdning eksisterer fordi Treenigheden er Guddommens helhed og for mange andre grunde.
10:7.3 (115.5) Det Højeste Væsen er noget mindre og noget andet end Treenigheden fungerende i de endelige universer; men indenfor visse grænser og under den nuværende æra af ufuldstændig styrke-personalisering synes denne evolutionære Guddom at afspejle holdningen hos Højestehedens Treenighed. Faderen, Sønnen, og Ånden fungerer ikke personligt med det Højeste Væsen, men under den nuværende univers tidsalder samarbejder de med ham som Treenigheden. Vi forstår, at de opretholder et lignende forhold til den Ultimative. Vi gætter ofte om, hvad det personlige forhold vil være mellem Paradisguddommene og Gud den Højeste, når han til sidst er udviklet, men vi ved det ikke rigtigt.
10:7.4 (115.6) Vi kan konstatere at Højestehedens overkontrol ikke er fuldstændig forudsigelig. Endvidere, så synes denne uforudsigelighed, at være præget af en vis udviklingsmæssig ufuldstændighed, utvivlsomt et kendetegn på Højestehedens ufuldstændighed og ufuldstændige endelige reaktioner på Paradistreenigheden.
10:7.5 (115.7) Det dødelige sind kan umiddelbart tænke på tusinde og en ting - katastrofale fysiske begivenheder, rystende held, rædselsvækkende ulykker, smertefulde sygdomme, og verdensomspændende plager - og spørge om sådanne hjemsøgelser er korreleret i den ukendte manøvrering af dette det Højeste Væsens sandsynlige funktion. Helt ærligt, så ved vi det ikke; vi er ikke helt sikre. Men vi observerer. at som tiden går, så udvikler alle disse vanskelige og mere eller mindre hemmelighedsfulde situationer sig altid for universernes velfærd og fremgang. Det kan være, at omstændighederne for eksistens og livets uforklarlige omskiftelser alle er sammenvævet til et meningsfyldt mønster af høj værdi som følge af den Højestes funktion og Treenighedens overkontrol.
10:7.6 (116.1) Som en Guds søn kan I skelne kærlighedens personlige holdning i alle af Gud Faderens handlinger. Men I vil ikke altid være i stand til at forstå hvor mange af Paradistreenighedens univers handlinger som tjener til det bedste for den individuelle dødelig på de evolutionære verdner i rummet. I evighedens fremgang vil Treenighedens handlinger blive åbenbaret som værende meningsfyldte og hensynsfulde, men de synes ikke altid af fremstå således for væsener i tiden.
10:8.1 (116.2) Mange sandheder og kendsgerninger som tilhører Paradistreenigheden kan kun delvis blive forstået ved at anerkende en funktion som transcenderer det finite.
10:8.2 (116.3) Det ville være utilrådeligt, at drøfte Ultimativiteten af Treenighedens funktioner, men det kan oplyses at Gud den Ultimative er manifestationen af Treenigheden som Transcendentalerne forstår. Vi er tilbøjelige til at tro at foreningen af mesteruniverset er den eventuerende handling af den Ultimative og at den sandsynligvis afspejler visse, men ikke alle, faser af Paradistreenighedens absonitte overkontrol. Den Ultimative er en egenskabsbestemt manifestation af Treenigheden i forhold til det absonitte men kun i den forstand, at den Højeste således delvis repræsenterer Treenigheden i forhold til det endelige.
10:8.3 (116.4) Den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er, i en vis forstand, den totale Guddoms konstituerende personligheder. Deres forening i Paradistreenigheden og Treenighedens absolutte funktion modsvarer den totale Guddoms funktion. Og sådan en Guddoms fuldstændighed transcenderer både det finite og det absonitte.
10:8.4 (116.5) Selvom ingen af Paradisguddommene som enkelt person faktisk udfylder hele guddoms potentialet, så gør de det tilsammen alle tre. Tre uendelige personer synes at være det mindste antal væsener, der kræves for at aktivere den totale Guddoms førpersonlige og eksistentielle potentiale - den Guddoms Absolutte.
10:8.5 (116.6) Vi kender den Universelle Far, den Evige Søn, og den uendelige Ånd som personer, men jeg kender ikke personligt den Guddoms Absolutte. Jeg elsker og tilbeder Faderguden; jeg respekterer og ære Guddomsabsoluttet.
10:8.6 (116.7) Jeg besøgte engang et univers, hvor en bestemt gruppe af væsener underviste at finaliterne, i evigheden, til sidst ville blive den Guddomsabsoluttes børn. Men jeg er uvillig til at acceptere denne løsning af mysteriet som indhyller finaliternes fremtid.
10:8.7 (116.8) Finalitkorpset omfatter, blandt andre, de dødelige af tid og rum som har opnået perfektion i alt som angår Guds vilje. Som væsener og inden for grænserne af væsen kapacitet kender de helt og i sandhed Gud. Efter således at have fundet Gud som Fader af alle væsener, må disse finaliter efterfølgende begynde deres søgen efter den overendelige Fader. Men denne søgen indebærer en forståelse af den absonitte karakter af Paradisfaderens ultimative egenskaber og karakter. Evigheden vil afsløre, hvorvidt sådan en opnåelse er mulig, men vi er overbevist om, at selvom finaliterne forstår denne guddommelighedens ultimativitet, så vil de sandsynligvis ikke være i stand til at opnå de absolutte superultimative niveauer af Guddom.
10:8.8 (116.9) Det er delvis muligt at finaliterne vil opnå den Guddomsabsolutte, men selvom de gør, så vil problemet med den Universelle Absolutte, stadig i evighedernes evighed, fortsætte med at tiltrække, mystificere, forbløffe, og udfordre de opstigende og udviklende finaliter, for vi erkender at den Universelle Absoluttes kosmiske forhold er uudgrundelige og er tilbøjelig til at vokse i proportioner som de materielle universer og deres åndelige administration fortsætter med at ekspandere.
10:8.9 (117.1) Kun uendeligheden kan afsløre Faderen-Infinite.
10:8.10 (117.2) [Sponsoreret af en Universel Censor handlende med bemyndigelse af Dagenes Ældste bosiddende på Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 11
11:0.1 (118.1) Paradiset er det evige center i universernes univers og hjemsted for den Universelle Fader, den Evige Søn, den Uendelige Ånd, og deres guddommelige samordnede og medarbejdere. Denne centrale Ø er den mest gigantiske organiseret samling af kosmisk virkelighed i hele mesteruniverset. Paradiset er en materiel sfære samt en åndelig bopæl. Hele den Universelle Faders intelligente skabelse er bosiddende på materielle bopæle; derfor må det absolutte kontrollerende center også, bogstaveligt, være materielt. Og igen skal det gentages, at åndelige ting og åndelige væsener er virkelige.
11:0.2 (118.2) Paradisets materielle skønhed består i pragten af dets fysiske fuldkommenhed; storheden af Guds Øs er udstillet i dens beboeres prægtige intellektuelle præstationer og sinds udvikling, den centrale Øs herlighed fremkommer i den uendelige begavelse af guddommelig åndepersonlighed - livets lys. Men dybet af den åndelige skønhed og undere af denne udsøgte helhed er fuldstændig udover forståelses evnen af de materielle væseners finite sind. Den guddommelige bopæls herlighed og den åndelige pragt er umulig for dødelige at forstå. Og Paradiset er fra evigheden; der er hverken optegnelser eller overleveringer med hensyn til oprindelsen af denne nukleare Ø af Lys og Liv.
11:1.1 (118.3) Paradiset tjener mange formål i administrationen af de universelle områder, men for skabte væsener eksisterer den primært som bopæl for Guddommen. Den Universelle Faders personlige tilstedeværelse har sin bopæl i midten af selve centret på den øvre overflade af den næste cirkelrunde, med ikke kugleformet bopæl for Guddommene. Den Universelle Faders paradis tilstedeværelse er umiddelbart omringet af den Evige Søns personlige tilstedeværelse, mens de begge er indesluttet af den Uendelige Ånds ubeskrivelige herlighed.
11:1.2 (118.4) Gud bor, har boet og for altid vil bo i denne samme centrale og evige bolig. Vi har altid fundet ham der og vil altid finde ham der. Den Universelle Fader er kosmisk fokuseret, åndelig personaliseret, og geografisk bosiddende i dette center af universernes univers.
11:1.3 (118.5) Vi kender alle den direkte kurs, der skal følges for at finde den Universelle Fader. I er ikke i stand til at forstå meget om den guddommelige bopæl på grund af dets fjerntliggende beliggenhed fra jer og den uhyre udstrækning af mellemliggende rum, men dem som er i stand til at forstå betydningen af disse enorme afstande kender Guds placering og bopæl lige så sikkert og bogstaveligt som I kender placeringen af New York, London, Rom, eller Singapore, byer bestemt og geografisk placeret på Urantia. Hvis du var en intelligent navigatør, udstyret med skib, kort og kompas, så kunne du hurtigt finde disse byer. Ligeledes, hvis du havde tid, og midler for gennemrejse, var åndelig kvalificeret, og havde den nødvendige vejledning, så kunne du blive styret gennem univers efter univers og fra kredsløb til kredsløb, for altid rejsende indad gennem de stjerneklare områder, indtil du til sidst ville stå foran den Universelle Faders central skinnende åndelige herlighed. Udstyret med alle nødvendigheder for sådan en rejse, så er det lige så muligt at finde den personlige tilstedeværelse af Gud ved centret for al ting som at finde fjerntliggende byer på jeres egen klode. Det, at du ikke har besøgt disse steder modbeviser på ingen måde deres virkelighed eller faktiske eksistens. Det, at så få af universets væsener har fundet gud på Paradiset modbeviser på ingen måde hverken virkeligheden af hans eksistens eller virkeligheden af hans åndelige person ved centret af alle ting.
11:1.4 (119.1) Faderen kan altid findes på denne centrale beliggenhed. Såfremt han flyttede, ville der opstå universelt forfald, for i ham i dette beboelsescenter sammenløber de universelle tyngdekraftslinjer fra skabelses ender. Hvad enten vi sporer det personlige kredsløb tilbage gennem universerne eller følger de opstigende personligheder på deres rejse indad til Faderen; hvad enten vi sporer de materielle tyngdekraftslinjer til nedre Paradis eller følger de oprørske cirkler af kosmisk kraft; hvad enten vi sporer de åndelige tyngdekraftslinjer til den Evige Søn eller følger den indad gående procession af Guds Paradissønner; hvad enten vi sporer sinds kredsløbene eller følger de trillioner af trillioner af himmelske væsener som udspringer fra den Uendelige Ånd - fra enhver af disse observationer eller fra dem alle er vi ført direkte tilbage til Faderens tilstedeværelse, til hans centrale bopæl. Her er gud personlig, bogstavelig, og virkelig tilstede. Og fra hans uendelige væsen flyder strømme af liv, energi, og personlighed til alle universerne.
11:2.1 (119.2) Da I er begyndt at få et glimt af det materielle univers enorme omfang, som er synlig selv fra jeres astronomiske placering, jeres rum position i stjerne systemerne, bør det blive indlysende for jer, at sådan et vældig stort materielt univers må have en passende og værdig hovedstad, et hovedkvarter som stå i et rimeligt forhold til den Universelle Herskers værdighed og uendelighed af hele denne uhyre og vidtstrakt skabelse af materielle områder og levende væsener.
11:2.2 (119.3) Paradis adskiller sig i form fra de beboede rum legemer; den er ikke kugleformet. Den er definitivt elliptisk, hvis diameter er en sjettedel længere fra nord til syd end fra øst til vest. Den centrale Ø er praktisk taget flad, og afstanden fra den øvre overflade til den nedre overflade er en tiendedel af diameteren fra øst til vest.
11:2.3 (119.4) Disse forskelle i dimensioner, sammen med sin stationære position og den store pres på udstrømning af kraft-energi tryk fra øens nordlige ende, gør det muligt at etablere absolut retning i mesteruniverset.
11:2.4 (119.5) Den centrale Ø er geografisk opdelt i tre aktivitetsområder:
11:2.5 (119.6) 1. Øvre Paradis.
11:2.6 (119.7) 2. Perifere Paradis.
11:2.7 (119.8) 3. Nedre Paradis.
11:2.8 (119.9) Vi taler om den overflade af Paradis som er taget i besiddelse med personlige aktiviteter som den øvre side, og den modsatte overflade som den nedre side. Paradis periferien sørger for aktiviteter som ikke er absolut personlige eller upersonlige. Treenigheden synes at dominere den personlige eller øvre plan, den Egenskabsløse Absolutte den nedre eller upersonlige plan. Vi opfatter næsten ikke den Egenskabsløse Absolutte som en person, men vi tænker om denne Absolutte funktionelle rumtilstedeværelse som fokuseret på nedre Paradis.
11:2.9 (120.1) Den Evige Ø er sammensat af en enkel form for materialisering - stationære systemer af virkeligheden. Denne konkrete Paradis substans er en homogen organiseret kraftressource i rummet, som ikke findes noget andet sted i hele det udstrakte universernes univers. Det har fået mange navne i forskellige universer, og Melkisedekerne af Nebadon har for lang tid siden navngivet det absolutum. Dette Paradisets kildemateriale er hverken død eller levende; det er den Første Kilde og Centers oprindelige ikkeåndelige udtryk; det er Paradis, og Paradis er uden genpart.
11:2.10 (120.2) Det forekommer os, at den Første Kilde og Center har koncentreret al absolut potentiale for kosmisk virkelighed i Paradiset som en del af hans teknik af selv-frigørelse fra infinite begrænsninger, som en måde at muliggøre subinfinite, endda tid og rum, skabelse. Men det betyder ikke, at Paradiset ville være begrænset af tid og rum, blot fordi universernes univers udviser disse egenskaber. Paradiset eksisterer uden tid og har ingen placering i rummet.
11:2.11 (120.3) I store træk ser rummet ud til at få sin begyndelse lige under nedre Paradis; tid lige over øvre Paradis. Tid, således som I forstår den, er ikke en funktion til Paradisets eksistens, selvom den centrale øens beboere er fuldstændig bevidst om den ikke-tidsmæssige rækkefølge af hændelsesforløbet. Bevægelse er ikke en naturlig del af Paradiset; det er viljesbestemt. Men begrebet afstand, selv absolut afstand, har en stor betydning, da det kan anvendes til relative placeringer på Paradiset. Paradiset er ikke rumligt; derfor er dets arealer absolutte og derfor anvendelig på mange måder udover det dødelige sinds begrebsopfattelse.
11:3.1 (120.4) På øvre Paradis er der 3 store aktivitetsområder, Guddoms tilstedeværelsen, den Allerhelligste Sfære, og det Hellige Areal. Den uhyre region umiddelbart omringende Guddoms tilstedeværelserne er afsat til den Allerhøjeste Sfære og er reserveret til tilbedelses funktioner, treenighedsgørelse, og høj åndelig opnåelse. Der er ingen materielle bygninger eller rene intellektuelle skabelser i denne zone; de kan ikke eksistere der. Det vil være forgæves for mig at begynde at beskrive til det menneskelige sind den guddommelige natur og skønne storslåethed i Paradisets Allerhøjeste Sfære. Denne verden er helt åndelig, og I er næsten helt materielle. En ren åndelig virkelighed er, til et rent materielt væsen, tilsyneladende ikke eksisterende.
11:3.2 (120.5) Mens der ikke er nogen fysiske materialisationer i det Allerhøjeste område, så er der rigelig med souvenirs fra jeres materielle dage i det Hellige Lands sektorer og i det perifere Paradis endnu flere i de erindringsværdige historiske områder, som vækker minder fra tidligere tider.
11:3.3 (120.6) Det Hellige Område, det fjerntliggende eller beboelses regionen, er delt ind i syv koncentriske zoner. Paradiset bliver undertiden kaldt ”Faderens Hus” siden det er hans evige bopæl, og de syv zoner er ofte betegnet som ”Paradis Faderens Palæer.” Den inderste eller første zone er beboet af Paradisets borgere og de indfødte fra Havona som tilfældigvis opholder sig på Paradiset. Den næste eller anden zone er beboelses område for de indfødte fra de syv superuniverser af tid og rum. Denne anden zone er delvis underopdelt i syv enorme afdelinger, Paradishjemmet for åndelige væsener og opstigende skabte som kommer fra de evolutionære fremadskridende universer. Hver af disse sektorer er udelukkende dedikeret til velfærd og fremskridt for personlighederne, fra et enkelt superunivers, men disse faciliteter overstiger næsten uendelige de nuværende syv superuniversers krav.
11:3.4 (121.1) Hver af de syv Paradis sektorer er underopdelt i beboelses enheder, der er egnet til hovedkvarters indkvartering for en milliard glorificeret individuelle arbejdsgrupper. Et tusinde af disse enheder udgør en division. Et hundrede tusinde divisioner er lig med en menighed. Ti millioner menigheder udgør en forsamling. En milliard forsamlinger danner en stor enhed. Og denne opstigende serier fortsætter gennem den anden store enhed, den tredje, og videre til den syvende store enhed. Og syv af de store enheder danner mester enheder, og syv af mester enhederne udgør en højerestående enhed; og på denne syvende måde udvider de opstigende serier sig gennem højerestående, over højerestående, himmelske, overhimmelske til de højeste enheder. Men selv dette udnytter ikke alt rum som er til rådighed. Dette svimlende tal af beboelses betegnelser på Paradis, et tal udover jeres begrebsopfattelse, optager betydelig mindre end en procent af det Hellige Lands tildelte areal. Der er stadig rigelig med plads til dem som er på vej indad, selv for dem som ikke starter deres Paradis opstigning før den evige fremtids tid.
11:4.1 (121.2) Den centrale Ø ender pludselig ved periferien, men dens størrelse er så enorm, at denne afsluttende vinkel er relativt umærkelig indenfor ethvert afgrænset areal. Paradisets perifere overflade er optaget, delvis, af landings og afsendelses felter for forskellige grupper af ånds personligheder. Eftersom at de ugennemtrængte rum zoner næsten rammer periferien, så er al personligheds transport til Paradis bestemt til at lande i disse områder. Hverken øvre eller nedre Paradis er tilgængelig for transport supernafer eller andre typer af rumrejsende.
11:4.2 (121.3) De Syv Mesterånder har deres personlige hjemsted af styrke og autoritet på Åndens syv sfære, som roterer rundt om Paradis i rummet mellem Sønnens skinnende kloder og Havona verdnernes inderste kreds, men de opretholder deres hovedkvarter for kraft fokus på Paradisets periferi. Her markerer de Syv Højeste Styrkeleders langsomme cirkulerende tilstedeværelser placeringen af de syv stationer fra hvilken visse paradisenergier udgår som lyn til de syv superuniverser.
11:4.3 (121.4) Her på periferien af Paradis er de enorme historiske og profetiske udstillings områder tildelt Skabersønnerne og dedikeret til lokaluniverserne af tid og rum. Der er nøjagtig syv trillioner af disse historiske reservater etableret eller i reserve, men alle disse foranstaltninger optager kun omkring fire procent af den tildelte del af det perifere areal. Vi udleder, at disse enorme reserver tilhører de kreationer som engang vil være beliggende udover de nuværende kendte og beboede syv superuniversers grænser.
11:4.4 (121.5) Den del af Paradiset som er udset til brug for de eksisterende universer optager kun fra en til fire procent, mens det areal som er tildelt disse aktiviteter er mindst en million gange, det som faktiske behøves for sådanne formål. Paradiset er stor nok til at imødekomme aktiviteter fra en næsten uendelig skabelse.
11:4.5 (121.6) Men et yderligere forsøg på at visualisere Paradisets herligheder for jer vil være formålsløs. I må vente, og stige op mens I venter, for i sandhed, ”Intet øje har set, intet øre har hørt, og der er ikke opstået i det dødelige menneskes sind, hvad den Universelle Fader har forberedt for dem som overlever livet i kødet i tidens og rummets verdner.”
11:5.1 (122.1) Angående nedre Paradis så ved vi kun det som er åbenbaret; personligheder rejser ikke derhen. Det har intet som helst at gøre med ånds intelligensers anliggender, og den Guddomsabsolutte fungerer heller ikke der. Vi er informeret om, at alle kredsløb for fysisk energi og kosmisk-kraft har deres oprindelse på nedre Paradis, og at det er indrettet som følger:
11:5.2 (122.2) 1. Direkte nedenunder Treenighedens placering, i den midterste del af nedre Paradis, er den ukendte og uåbenbaret Uendelighedens Zone.
11:5.3 (122.3) 2. Denne Zone er imidlertid omgivet af et unavngivet areal.
11:5.4 (122.4) 3. De ydre kanter af den nedre overflade er et område som primært har at gøre med rummets kraftressource og kraft-energi. Aktiviteterne af dette enorme elliptiske kraftcenter kan ikke identificeres med nogen af Trefoldighedernes kendte funktioner, men rummets oprindelige kraft-opladning synes at være fokuseret i dette område. Dette center består af tre koncentriske elliptiske zoner: Den inderste er omdrejningspunktet for kraft-energi aktiviteter i selve Paradiset; den yderste kan muligvis blive identificeret med den Egenskabsløse Absoluttets funktioner, men vi er ikke sikre hvad angår rum funktionerne af den midterste zone.
11:5.5 (122.5) Den indre zone i dette kraftcenter synes at virke som et gigantisk hjerte hvis pulsslag leder strøm til det fysiske rums yderste grænser. Det leder og modificerer kraft-energier men styrer dem næppe. Urkraftens virkeligheds nærværelsestryk er så afgjort større ved den nordlige ende af Paradis centret end i de sydlige regioner; det er en ensartet registreret forskel. Rummets moderkraft synes at flyde ind i den sydlige del og ud i den nordlige del gennem en proces af nogle ukendte kredsløbssystemer som er impliceret med udbredelsen af denne grundform for kraft-energi. Fra tid til anden er der også bemærket forskelle i de øst-vest tryk. De kræfter som udspringer fra denne zone reagerer ikke på den observerbare fysiske tyngdekraft, men er altid lunderlagt Paradistyngdekraften.
11:5.6 (122.6) Mellemzonen i kraftcentret omgiver umiddelbart dette areal. Denne mellemzone synes at være statisk, bortset fra at den udvider og trækker sig sammen gennem tre aktivitets perioder. Det mindste af disse pulsslag er i en øst-vest gående retning, den næste i en nord-syd gående retning, mens den største fluktuering er i alle retninger, en general udvidelse og sammentrækning. Funktionen af denne mellemzone er aldrig helt blevet klarlagt, men det må have noget at gøre med gensidig tilpasning mellem den indre og den ydre zone i kraft-centret. Mange mener, at mellemzonen er kontrolmekanismen af midtrummet eller den stille zone, som adskiller de skiftende rum niveauer af mesteruniverset, men ingen beviser eller åbenbaring bekræfter dette. Denne slutning er afledt fra kendskabet om, at denne mellemzone på en eller anden måde er forbundet til funktionen af det ugennemtrængelige rum mekanisme i mesteruniverset.
11:5.7 (122.7) Den ydre zone er den største og mest aktive af de tre koncentriske og elliptiske bælter af uidentificeret rum potentiale. Dette område er stedet for ubegribelige aktiviteter, det centrale kredsløbs punkt for udstrømninger, som fortsætter ud i rummet i alle retninger til de yderste grænser af de syv superuniverser og videre hinsides for at brede sig over hele det ydre rums enorme og uforståelige domæner. Denne rum tilstedeværelse er helt upersonlig til trods for, at den på nogle uafslørede måder synes indirekte at reagere på de uendelige Guddommes vilje og mandater, når de virker som Treenighed. Dette menes at være den centrale fokusering, Paradiscentret, for den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.
11:5.8 (123.1) Alle former for kraft og alle faser af energi synes at være i kredsløb; de cirkulere gennem universerne og returnere af bestemte ruter. Men med udstrømningerne fra den Egenskabsløse Absoluttets aktiverede zone synes der at være enten en udgående eller en indkommende - men aldrig begge samtidig. Denne ydre zone pulserer i årelange cyklusser af gigantiske proportioner. For en lille smule mere end en milliard Urantia år, er denne rum-kraft fra dette center udgående; for så i en lignende tidslængde at være indgående. Og dette centers manifestationer af rum-kraft er universelle; det strækker sig igennem al gennemtrængeligt rum.
11:5.9 (123.2) Al fysisk kraft, energi, og materie er et. Al kraft-energi udgår oprindelig fra nedre Paradis og vil i sidste ende vende tilbage dertil efter afslutningen af dets kredsløb i rummet. Men energierne og materielle organisationer af universernes univers kommer ikke alle fra nedre Paradis i den form, de nu vises i; rummet er livmoderen for flere former for materie og præ-materie. Selvom den ydre zone af Paradisets kraft center er kilden for rumenergier, så opstår rummet ikke der. Rummet er ikke kraft, energi, eller styrke. Det er heller ikke denne zones pulseringer som er årsagen til rummets respiration, men zonens indgående og udgående faser er synkroniseret med rummets to milliarder års udvidelse og sammentræknings cyklusser.
11:6.1 (123.3) Vi kender ikke den virkelige mekanisme af rum respiration; vi observerer kun, at hele rummet skiftevis trækker sig sammen og udvider sig. Denne respiration påvirker både den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum og den lodrette udvidelse af ugennemtrængt rum som eksisterer i de umådelige rum reservoirer ovenover og nedenunder Paradis. I forsøget på at forestille sig volumens omrids af disse rum reservoirer, bør I tænke på et timeglas.
11:6.2 (123.4) Når universerne i den vandrette udstrækning af gennemtrængt rum udvider sig, så trækker reservoirerne i den lodrette udstrækning af ugennemtrængt rum sig sammen og omvendt. Der er et sammenløb af gennemtrængt og ugennemtrængt rum lige nedenunder nedre Paradis. Begge typer af rum flyder her gennem de forvandlende regulerings kanaler, som forandrer gennemtrængende rum til ugennemtrængende og omvendt i de kosmiske cyklusser af sammentrækning og udvidelses.
11:6.3 (123.5) ”Ugennemtrængt” rum betyder: ugennemtrængt af kræfter, energier, styrker og tilstedeværelser som man ved eksisterer i gennemtrængt rum. Vi ved ikke hvorvidt det lodrette (reservoir) rum er bestemt til altid at fungere som modvægt for det vandrette (universet) rum; vi ved ikke, om der er en skabende hensigt angående ugennemtrængt rum; vi ved virkelig meget lidt om rum reservoirerne, kun at de eksisterer, og at de synes at afbalancere rummets cyklusser af udvidelse og sammentrækning af universernes univers.
11:6.4 (123.6) Rum respirations cyklusserne forløber i hver fase for lidt over en milliard Urantia år. Gennem en fase udvider universerne sig; gennem den næste trækker de sig sammen. Gennemtrængt rum er nu ved at nærme sig midtpunktet af den udvidende fase, mens ugennemtrængt rum nærmer sig midtpunktet for sammentræknings fasen, og vi har fået oplyst, at de yderste grænser af begge rum udstrækningerne er, teoretisk, nu tilnærmelsesvis lige langt fra Paradis. De ugennemtrængte rum reservoirer som nu strækker sig lodret ovenover øvre Paradis og nedenunder nedre Paradis er lige så fjerne som universets gennemtrængte rum som strækker sig vandret udad fra perifere Paradis til og endda udover det ydre rums fjerde niveau.
11:6.5 (124.1) For en milliard år af Urantia tid trækker rum reservoirerne sig sammen mens mesteruniverset og kraftaktiviteterne af al vandret rum ekspandere. Det kræver således lidt over to milliarder Urantia år at gennemføre hele ekspansionen og kontraktionscyklussen
11:7.1 (124.2) Rum eksisterer ikke på nogen af Paradisets overflader. Hvis man ”kiggede” direkte op fra den øverste overflade på Paradis, så ville man ikke ”se” noget andet end udgående eller indgående ugennemtrængt rum, lige nu indgående. Rummet berører ikke Paradis; kun de hvilende mellemrums zoner kommer i kontakt med den centrale Ø.
11:7.2 (124.3) Paradiset er den faktiske ubevægelige kerne af de relative hvilende zoner, som eksisterer mellem gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Geografisk synes disse zoner at være en forholdsvis udvidelse af Paradiset, men der er sandsynligvis en vis bevægelse i dem. Vi ved meget lidt om dem, men vi observerer, at disse zoner af formindsket rum bevægelse deler gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Lignende zoner eksisterede engang mellem de gennemtrængte rum niveauer, men de er nu mindre hvilende.
11:7.3 (124.4) Det lodrette tværsnit af hele rummet ville tilnærmelsesvis ligne et malteser kors, med de vandrette arme repræsenterende gennemtrængt (universet) rum og de lodrette arme repræsenterende ugennemtrængt (reservoir) rum. Områderne mellem de fire arme ville adskille dem, til en vis grad, som mellemrums zonerne adskiller gennemtrængt og ugennemtrængt rum. Disse hvilende mellemrums zoner vokser sig bredere jo større afstanden fra Paradis bliver og vil til sidst omfatte grænserne af hele rummet og helt indkapsle både rum reservoirerne og hele den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum.
11:7.4 (124.5) Rummet er hverken en underabsolut tilstand indeni, eller tilstedeværelsen af, den Egenskabsløse Absolutte, det er heller ikke en funktion af den Ultimative. Det er en overdragelse af Paradiset, og hele rummet af storuniverset og alle de ydre regioners rum er faktisk opfattet som værende gennemtrængt af den nedarvet rum styrke fra den Egenskabsløse Absolutte. Fra nærheden af Paradisets periferi, strækker dette gennemtrængte rum sig vandret udad gennem det fjerde rum niveau og udover periferien af mesteruniverset, men hvor langt udover ved vi ikke.
11:7.5 (124.6) Hvis I forestiller jer et endelig, men ufattelig stor, V-formet plan anbragt vinkelret til både den øverste og nederst overflade af Paradiset, med dets spids omtrent tangerende til perifere Paradis, og så visualisere dette plan i elliptisk bevægelse omkring Paradiset, så vil dets rotation i store træk angive volumen af gennemtrængt rum.
11:7.6 (124.7) Der er en øvre og nedre grænse for vandret rum angående ethvert givet sted i universerne. Hvis man kunne bevæge sig vinkelret til Orvontons plan, enten op eller ned, så ville man til sidst møde enten den øvre eller nedre grænse af gennemtrængt rum. Indenfor mesteruniversets kendte dimensioner trækker disse grænser sig fjernere og fjernere fra hinanden jo længere afstanden fra Paradis bliver; rummet tiltager, og det tiltager i nogen grad hurtigere end skabelsens plan, universerne.
11:7.7 (125.1) De forholdsvise stille zoner mellem rum niveauerne, så som den som deler de syv superuniverser fra det første ydre rum niveau, er enorme elliptiske områder med hvilende rumaktiviteter. Disse zoner adskiller de enorme galakser som i velordnet procession løber rundt om Paradiset. I kan visualisere det første ydre rum niveau, hvor utallige universer nu er i færd med at blive dannet, som en umådelig optog af galakser kredsende rundt om Paradis, afgrænset foroven og forneden af de hvilende mellemrumszoner og afgrænset på den indre og ydre kant af forholdsvis stille rum zoner.
11:7.8 (125.2) Et rum niveau fungerer som et elliptisk område i bevægelse, omgivet på alle sider af relativ ubevægelighed. Sådanne relationer af bevægelse og hvile udgør en buet rumbane af mindsket modstand til bevægelse, og den efterfølges af den universelle kosmiske kraft og opdukkende energi når de for altid kredser rundt om Paradis Øen.
11:7.9 (125.3) Denne skiftende zoneinddeling af mesteruniverset, i samarbejde med den skiftende strøm af galakser med uret og mod uret, er en faktor i stabiliseringen af fysisk tyngdekraft designet for at forhindre tyngdekraftens tryk i at stige så højt at det ville føre til opløsnings- og sprednings aktiviteter. Sådan en ordning udøver antityngdekraft indflydelse og virker som en bremse på ellers farlige hastigheder.
11:8.1 (125.4) Det uundgåelige træk fra tyngdekraften fastholder effektivt alle verdner i alle universer i hele rummet. Tyngdekraften er det kraftigste greb af Paradisets fysiske tilstedeværelse. Tyngdekraften er den almægtige streng, hvorpå er ophængt de strålende stjerner, flammende sole, og de hvirvlende sfærer som udgør den universelle fysiske udsmykning af den evige Gud, som er alting, fylder alting, og i hvem alting er indeholdt.
11:8.2 (125.5) Centret og brændpunktet for den absolutte materielle tyngdekraft er Paradis Øen, suppleret med de mørke tyngdekrafts masser som omkranser Havona og holdt i ligevægt af de øvre og nedre rum reservoirer. Alle kendte udstrømninger fra nedre Paradis reagerer uden undtagelse og ufejlbarlig til det centrale tyngdekrafts træk som virker på de endeløse kredsløb af de elliptiske rum niveauer i mesteruniverset. Enhver kendt form for kosmisk virkelighed har tidsaldrenes bøjning, cirklens tendens, påvirket af den store ellipses svingning.
11:8.3 (125.6) Rummet reagerer ikke på tyngdekraften, men det holder tyngdekraften i ligevægt. Uden rummets dæmpende effekt, ville eksplosive handlinger rykke de omgivende rum organer. Gennemtrængt rum udøver også en antityngdekraft indflydelse på fysisk og lineær tyngdekraft; rummet kan faktisk neutralisere sådan en tyngdekrafts handling selv om den ikke kan forsinke den. Absolut tyngdekraft er Paradistyngdekraft. Lokal eller lineær tyngdekraft relaterer til energi eller materiens elektriske fase, den virker indenfor centraluniverset, superuniverserne og de ydre universer, hvor egnet materialisation har fundet sted.
11:8.4 (125.7) De utallige former for kosmisk kraft, fysisk energi, univers styrker, og forskellige materialisationer afslører tre generelle, men ikke perfekt definerede, stadier af reaktion til Paradistyngdekraften:
11:8.5 (126.1) 1. Prætyngdekrafts stadier (Kraft). Dette er det første skridt i individualiseringen af rummets kraftressource ind i præ-energi former for kosmisk kraft. Dette stadium er analogt til begrebet om rummets oprindelige kraft-opladning, ofte kaldt ren energi eller segregata.
11:8.6 (126.2) 2. Tyngdekrafts stadier (Energi). Denne modifikation af rummets kraft-opladning er produceret af Paradisets kraftorganisatorers handling. Det indikerer fremkomsten af energisystemer, der reagerende på Paradisets tyngdekrafts træk. Denne pludselig opstående energi er oprindelig neutral men vil som konsekvent af yderligere metamorfose udvise de såkaldte negative og positive egenskaber. Vi betegner disse stadier ultimata.
11:8.7 (126.3) 3. Posttyngdekrafts stadier (Univers Styrke). På dette stadie, viser energi-materien reaktion på lineær tyngdekrafts kontrol. I centraluniverset er disse fysiske systemer trefoldige organisationer kendt som triata. De er de super styrkefulde modersystemer af skabelserne i tid og rum. Superuniversernes fysiske systemer er mobiliseret af Universets Styreledere og deres medarbejdere. Disse materielle organisationer er dobbelte i sammensætning og er kendt som gravita. De mørke tyngdekrafts masser som omkranser Havona, er hverken triata eller gravita, og deres trækningskraft afslører begge former for fysisk tyngdekraft, lineær og absolut.
11:8.8 (126.4) Rummets ressource er ikke underkastet interaktion med nogen form for tyngdekraft. Denne primære evne fra Paradiset er ikke et egentlig niveau af virkeligheden, men den er et forstadium til alle relative funktionelle ikkeåndelige virkeligheder - alle manifestationer af kraft-energi og organisationen af styrke og materie. Rummets ressource er et begreb, som det er svært at definere. Det betyder ikke, at det er et forstadium til rummet; dets mening skal bibringe ideen om ressourcer og potentialer som eksisterer indeni rummet. Det kan i store træk opfattes som omfattende alle de absolutte indflydelser og potentialer som udstrømmer fra Paradiset og som udgør den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.
11:8.9 (126.5) Paradiset er den absolutte kilde og det evige brændpunkt for al energi-materie i universernes univers. Den Egenskabsløse Absolutte er åbenbare, regulator og opbevarer af det som har Paradiset som sin kilde og oprindelse. Den universelle tilstedeværelse af den Egenskabsløse Absolutte synes at svare til begrebet af en potentiel uendelighed af tyngdekraft udvidelse, som en elastisk spænding af paradistilstedeværelse. Dette begreb hjælper os til at forstå hvorfor alt er trukket indad mod Paradis. Illustrationen er vag men ikke desto mindre hjælpsom. Det forklarer også, hvorfor tyngdekraften altid virker fortrinsvis i det vinkelrette plan på massen, et fænomen som antyder Paradisets og de omkringliggende skabelsers differentierede dimensioner.
11:9.1 (126.6) Paradiset er enestående, fordi det den primære kilde verden og det endelige skæbnemål for alle ånds personligheder. Selv om det er sandt, at det ikke er alle af de lavere ånds væsener fra lokaluniverserne som umiddelbart er bestemt for Paradiset, så forbliver Paradiset dog stadig målet for alle supermaterielle personligheders længsel.
11:9.2 (126.7) Paradiset er det geografiske center af uendeligheden; det er ikke en del af den universelle skabelse, ikke engang en virkelig del af det evige Havona univers. Sædvanligvis henviser vi til den centrale Ø som tilhørende det guddommelige univers, men det gør det egentlig ikke. Paradiset er en evig og eksklusiv eksistens.
11:9.3 (127.1) I fortidens evighed, da den Universelle Fader gav uendelig personligheds udtryk fra sit åndelige selv i den evige Søns væsen, afslørede han samtidig det uendelige potentiale af hans upersonlige selv som Paradiset. Det upersonlige og ikke-åndelige Paradis synes at have været den uundgåelige eftervirkning til Faderens vilje og handling som gjorte den Oprindelige Søn evig. Således projekterede Faderen virkelighed i to aktuelle faser - den personlige og den upersonlige, den åndelige og den ikke-åndelige. Spændingen mellem dem, den fælles vilje til handling fra Faderen og Sønnen, gav eksistens til Samforeneren og det centrale univers af materielle verdener og åndelige væsener.
11:9.4 (127.2) Når virkeligheden er differentieret ind i det personlige og det ikkepersonlige (Evig Søn og Paradis), er det næppe passende at kalde det som er ikkepersonlige for ”Guddom” medmindre det på en eller anden måde er kvalificeret. Energien og de materielle konsekvenser af Guddoms handlinger kan næppe kaldes Guddom. Guddom kan forårsage meget som ikke er Guddom, men Paradis er ikke Guddom; og det er heller ikke bevidst, således som det dødelige menneske på nogen måde kan forstå sådan et udtryk.
11:9.5 (127.3) Paradiset er ikke stamfader til noget væsen eller levende eksistens; det er ikke en skaber. Personlighed og forholdene mellem sind og ånd kan overføres, men mønstret er ikke. Mønstre er aldrig refleksioner; de er dubletter - reproduktioner. Paradiset er det absolutte af mønstre; Havona er en udstilling af disse potentialer i virkeligheden.
11:9.6 (127.4) Guds bopæl er central og evig, herlig og ideal. Hans hjem er det skønneste mønster for alle hovedkvarters verdnerne i universet; og central universet, der direkte omgiver hans bolig er mønstret for alle universer i deres idealer, organisation og endelige skæbne.
11:9.7 (127.5) Paradis er det universelle hovedkvarter for alle personligheds aktiviteter og kilde-centret for alle kraft-rum og energi manifestationer. Alt, hvad der har været, er nu, eller som vil kommet, er kommet, kommer nu eller vil komme frem fra dette centrale blivende sted af de evige guder. Paradis er centret for al skabelse, kilden af alle energier, og stedet for den primære oprindelse af alle personligheder.
11:9.8 (127.6) Når alt kommer til alt, er det vigtigste når det gælder Paradis for de dødelige den kendsgerning, at den Universelle Faders perfekte bolig er den virkelige og fjerntliggende skæbne for de udødelige sjæle i Guds jordiske og materielle sønner, de opstigende skabninger fra de evolutionære verdner i tid og rum. Hver Gud kendende dødelig som har viet sine kræfter til karrieren af at gøre Faderens vilje har allerede indladt sig på den lange, lange Paradis rejse af guddommelighed og perfektions opnåelse. Og når sådan et dyrisk-oprindelses væsen står, som utallige nu gør, foran guderne på Paradis, efter at være steget op fra de ydmyge sfærer i rummet, så repræsentere sådan en bedrift en virkelighed af åndelig transformation som nærmer sig Højestehedens grænser.
11:9.9 (127.7) [Fremlagt af en Visdommens Fuldkommen bestilt således af Dagenes Ældste på Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 12
12:0.1 (128.1) Den enorme vidtstrakte skabelse af den Universelle Faders er fuldstændig ud over rækkevidden af den begrænsede forestillingsevne; mesteruniversets kæmpemæssige omfang forbløffer selv min klasse af væseners begrebsopfattelse. Men det dødelige sind kan lære meget om universernes plan og foranstaltning; I kan vide noget om deres fysiske organisation og ganske beundringsværdige administration; I kan lære meget om de forskellige grupper af intelligente væsener som bebor de syv superuniverser i tiden og centraluniverset fra evigheden.
12:0.2 (128.2) I princippet, det vil sige, i evigt potentiale, opfatter vi den materielle skabelse som værende uendelig fordi den Universelle Fader faktisk er uendelig, men når vi studerer og observerer den samlede materielle skabelse, ved vi, at den på ethvert given tidspunkt i tiden er begrænset, selv om den til jeres begrænset sind er forholdsvis ubegrænset, faktisk grænseløs.
12:0.3 (128.3) Vi er overbevist om, fra studiet af fysisk lov og fra observation af stjerneklare områder, at den Uendelige Skaber endnu ikke er åbenbart i endelighed af kosmisk udtryk, at meget af den Uendeliges kosmiske potentiale stadig er indesluttet i sig selv og uåbenbaret. For skabte væsener kan mesteruniverset synes at være næsten uendelig, men det er langt fra færdig, og den erfaringsmæssige åbenbaring af det evige formål er stadig i udvikling.
12:1.1 (128.4) Universernes univers er ikke en uendelig flade, en grænseløs terning, eller en ubegrænset cirkel; det har bestemt dimensioner. Lovene for fysisk organisation og administration beviser afgørende, at hele den uhyre sammenhobning af kraft-energi og materie-styrke fungerer i sidste ende som en rum enhed, som et organiseret og koordineret helhed. Den materielle skabelses observerbar adfærd er tegn på et fysisk univers af definitive grænser. Det endelige bevis for, at universet har en omkreds og er begrænset er ydet til os, af det velkendte faktum, at alle former for grundlæggende energi altid kredser rundt om den buede bane i mesteruniversets rumniveauer i lydighed til Paradistyngdekraftens uophørlige og absolutte træk.
12:1.2 (128.5) Mesteruniversets skiftende rumniveauer udgør de største inddelinger af gennemtrængt rum - den totale skabelse, organiseret og delvist beboet eller som vil blive organiseret og beboet. Hvis mesteruniverset ikke var en serie af elliptiske rumniveauer med formindsket modstandskraft overfor bevægelse, vekslende med zoner i forholdsvis hvile, forestiller vi os, at nogle af de kosmiske energier kunne observeres som skydende bort med en uendelig rækkevidde, ud i en lineær linje ind i uvejsomme rum; men vi finder aldrig kraft, energi, eller materie som opfører sig sådan; selv om de hvirvler, svinger de altid fremad langs banerne af rummets store kredsløb.
12:1.3 (129.1) Udgående fra Paradis gennem den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum, eksisterer mesteruniverset i seks koncentriske ellipser; rumniveauer som kredser omkring den centrale Ø:
12:1.4 (129.2) 1. Centraluniverset - Havona.
12:1.5 (129.3) 2. De Syv Superuniverser.
12:1.6 (129.4) 3. Det Første Ydre Rumniveau.
12:1.7 (129.5) 4. Det Andet Ydre Rumniveau.
12:1.8 (129.6) 5. Det Tredje Ydre Rumniveau.
12:1.9 (129.7) 6. Det Fjerde og Yderste Rumniveau.
12:1.10 (129.8) Havona, centraluniverset, er ikke en tids skabelse, den er en evig eksistens. Dette univers uden begyndelse og uden ende består af en milliard sublimt perfekte sfærer og er omgivet af de enorme mørke tyngdekrafts masser. I centrum af Havona er den stationære og absolut stabiliserede Paradis Ø, omgivet af sine enogtyve satellitter. På grund af de enorme masser af mørke tyngdekraft, der kredser ved centraluniversets periferi, så overstiger masse indholdet af denne centrale skabelse langt udover den samlede kendte masse af alle syv sektorer af storuniverset.
12:1.11 (129.9) Paradis-Havona systemet, det evige univers som omkranser den evige Ø, udgør den perfekte og evige kerne af mesteruniverset; alle syv superuniverser og alle regioner i det ydre rum kredser i etablerede baner rundt om den gigantiske centrale sammenhobning af Paradissatellitterne og Havonas sfærer.
12:1.12 (129.10) De syv Superuniverser er ikke primært fysiske systemer; intetsteds deler deres grænser en familie af stjernetåger, heller ikke krydser de et lokalunivers, en grundlæggende kreativ enhed. Hvert superunivers er simpelthen en geografisk rum gruppering af omtrent en syvende del af den organiseret og delvise beboet post-Havona skabelse, og hver er nogenlunde lige i antallet af lokaluniverser og dækker omtrent lige meget rum. Nebadon, jeres lokalunivers, er en af de nyere skabelser i Orvonton, det syvende superunivers.
12:1.13 (129.11) Storuniverset er den nuværende organiseret og beboet skabelse. Det består af syv superuniverser, med et samlet evolutionært potentiale på omkring syv trillioner beboede planeter, for ikke at tale om de evige sfærer fra centraluniverset. Men denne forsøgsvise vurdering medregner ikke de arkitektoniske administrations sfærer, heller ikke inkluderer det de yderliggende grupper af uorganiseret universer. Storuniversets nuværende ujævne kant, dets uensartet og ufærdige periferi, sammen med hele den astronomiske plans meget ufærdige tilstand, antyder til vores stjerne studerende, at selv de syv superuniverser indtil videre er ufærdige. Når vi bevæger os indefra, fra det guddommelige center udad i enhver retning, så kommer vi, til sidst, til de ydre grænser for organiseret og beboet skabelse; vi kommer til storuniversets yderste grænser. Og det er i nærheden af denne ydre grænse, i et fjerntliggende hjørne af sådan en storslået skabelse, at jeres lokalunivers har dets begivenhedsrige eksistens.
12:1.14 (129.12) De Ydre Rumniveauer. Langt ude i rummet, i en enorm afstand fra de syv beboede superuniverser, er uhyre og utrolige formidable kraft kredsløb og materialiserende energier ved at forsamle sig. Mellem energi kredsløbene af de syv superuniverser og dette gigantiske bælte af kraft aktivitet, er der en rum zone af forholdsvis stilhed, som varierer i bredde men gennemsnitlig udgør fire hundrede tusinde lysår. Disse rum zoner er frie for stjernestøv - kosmisk tåge. De af vores studerende som studerer disse fænomener er i tvivl om den nøjagtige status af de rum-kræfter som findes i denne zone af forholdsvis stilhed som omkranser de syv superuniverser. Men omkring en halv million lysår udover periferien af det nuværende storunivers observerer vi begyndelser af en zone af en utrolig energi handling som tiltager i volumen og intensitet for over femogtyve millioner lysår. Disse kolossale hjul af energiopladende kræfter er placeret i det første ydre rum niveau, et sammenhængende bælte af kosmisk aktivitet omkransende hele den kendte, organiseret og beboet skabelse.
12:1.15 (130.1) Endnu større aktiviteter finder sted uden for disse områder, for Uversa fysikere har opfanget de tidlige tegn på kraft manifestationer mere end halvtreds millioner lysår ud over de yderste områder af fænomenet i det første ydre rum niveau. Disse aktiviteter varsler uden tvivl organisationen af de materielle kreationer af det andet ydre rum niveau af mesteruniverset.
12:1.16 (130.2) Centraluniverset er evighedens skabelse; de syv superuniverser er tids skabelser; de fire ydre rum niveauer er utvivlsomt bestemt til at fremkomme og udvikle skabelsens ultimative. Og der er dem, som hævder. at den Uendelige aldrig kan opnår fuldt udtryk undtagen i uendeligheden; og derfor postulere de en yderligere og uafsløret skabelse udover det fjerde og yderste rum niveau, muligvis en altid voksende, aldrig endende uendeligheds univers. I teorien ved vi ikke, hvorledes man begrænser enten Skaberens uendelighed eller skabelsens potentielle uendelighed, men som det eksisterer og er administreret, betragter vi mesteruniverset som havende begrænsninger, som værende bestemt afgrænset og afgrænset ved dets ydre margen af åben rum.
12:2.1 (130.3) Når Urantias astronomer ser gennem deres stadig større kraftige teleskoper ind i de mystiske strækninger af det ydre rum og der betragter den forbløffende udvikling af næsten talløse fysiske universer, så bør de indse, at de stirre på en mægtig udfoldelse af de uransagelig planer af Mesteruniversets Arkitekter. Sandt er det, at vi besidder beviser som antyder tilstedeværelsen af bestemte Paradis personligheders indflydelse her og der blandt de enorme energi manifestationer, som nu karakterisere disse ydre regioner, men ud fra et bredere perspektiv, er det generelt anset, at rum regionerne som strækker sig udover de yderste grænser af de syv superuniverser udgør den Egenskabsløse Absoluttets domæner.
12:2.2 (130.4) Skønt menneskets blotte øje kun kan se to eller tre stjernetåger udenfor superuniverset Orvontons grænser, så afslører jeres teleskoper bogstaveligt talt millioner efter millioner af disse fysiske universer i færd med at blive dannet. Det meste af de stjerneklare områder som er synlig ved søgning med jeres nutidige teleskoper er i Orvonton, men med fotografisk teknik kan de større teleskoper trænge langt ud over grænserne af storuniverset og ind i de ydre rum domæner, hvor utallige universer er i færd med blive organiseret. Og der findes yderligere andre millioner af universer ud over rækkevidden af jeres nuværende instrumenter.
12:2.3 (130.5) I en ikke så fjern fremtid, vil nye teleskoper afsløre for Urantia astronomers forundrende blikke ikke mindre end 375 millioner nye galakser i de fjerntliggende strækninger af det ydre rum. På samme tid vil disse meget kraftfulde teleskoper afsløre at mange af universets øer, som tidligere blev opfattet som værende i det ydre rum i virkeligheden er en del af Orvontons galaktiske system. De syv superuniverser vokser stadig; periferien af hver af dem udvider sig gradvis; nye stjernetåger bliver hele tiden stabiliseret og organiseret; og nogle af de stjernetåger som Urantia astronomerne betragter som ekstra galaktiske er faktisk ved udkanten af Orvonton og rejser sammen med os.
12:2.4 (131.1) Stjerne studerende på Uversa observerer, at storuniverset er omgivet af forstadierne til en serie af stjerneklare og planetariske klynger, som helt omkranser den nuværende beboet skabelse som koncentriske ringe af ydre universer på universer. Fysikerne på Uversa kalkulerer at energien og materien i disse ydre og ikke kortlagte regioner allerede flere gange overstiger den samlede materielle masse og energi opladning som er indeholdt i alle syv superuniverser. Vi er underrettet om, at metamorfose af kosmiske kraft i disse ydre rum niveauer er en funktion af Paradisets Kraftorganisatorer. Vi ved også, at disse kræfter er et forstadium for de fysiske energier som på nuværende tidspunkt aktivere storuniverset. Orvontons styrkeledere har imidlertid intet at gøre med disse fjerntliggende verdener, og de energi bevægelser som er synlige derinde er heller ikke forbundet med styrke kredsløbene i de organiserede og beboet skabelser.
12:2.5 (131.2) Vi ved meget lidt om betydningen af disse kolossale fænomener i ydre rum. En større fremtids skabelse er i færd med at blive dannet. Vi kan observere dets uhyre udstrækning, vi kan skelne dets omfang og fornemme dets majestætiske dimensioner, men ellers ved vi ikke ret meget om disse verdner end hvad astronomerne på Urantia gør. Så vidt vi ved, så eksistere der ingen materielle væsener af den menneskelige klasse, ingen engle eller andre åndevæsener i denne ydre ring af tåger, sole, og planeter. Dette fjerne domæne er udover superuniversernes regeringens jurisdiktion og administration.
12:2.6 (131.3) Over hele Orvonton menes det, at en ny type af skabelse er under udvikling, en klasse af universer bestemt til at blive scenen for de fremtidige aktiviteter af det forsamlet Finalitkorps og hvis vores antagelser er korrekte, så indeholder den endeløse fremtid for jer alle, det samme fortryllende skue, som den endeløse fortid har holdt reserveret for jeres ældre og forgængere.
12:3.1 (131.4) Alle former for kraft-energi—materiel, sindsmæssig, eller åndelig—er på samme måde underkastet de greb, de universelle tilstedeværelser, som vi kalder tyngdekraften. Personligheden reagere også til tyngdekraft—til Faderens eksklusive kredsløb; men selv om dette kredsløb er eksklusivt til Faderen, så er han ikke udelukket fra de andre kredsløb; den Universelle Fader er uendelig og virker over alle fire absolutte tyngdekrafts kredsløb i mesteruniverset:
12:3.2 (131.5) 1. Den Universelle Faders Personlighedstyngdekraft.
12:3.3 (131.6) 2. Den Evige Søns Åndetyngdekraft.
12:3.4 (131.7) 3. Samforenerens Sindstyngdekraft.
12:3.5 (131.8) 4. Paradis Øens Kosmiske Tyngdekraft.
12:3.6 (131.9) Disse fire kredsløb er ikke relateret til kraftcentret i nedre Paradis; de er heller ikke kraft, energi, eller styrke kredsløb. De er absolutte tilstedeværende kredsløb og lige som Gud er de uafhængige af tid og rum.
12:3.7 (132.1) I denne forbindelse er det interessant at nævne visse observationer gjort på Uversa gennem de seneste årtusinder af korpset af tyngdekraft forskere. Denne arbejdsgruppe af eksperter er kommet frem til følgende konklusion med hensyn til mesteruniversets forskellige tyngdekrafts systemer:
12:3.8 (132.2) 1. Fysisk Tyngdekraft. Efter at have udarbejdet et beregning af summen af den samlede fysiske tyngdekrafts kapacitet i storuniverset, så har de møjsommelig gennemført en sammenligning af dette fund med den skønsmæssige sum af den nuværende, virkende absolutte tyngdekraft. Disse kalkulationer viser, at den samlede tyngdekrafts handling på storuniverset er en meget lille del af den skønsmæssige Paradis tyngdekrafts påvirkning, beregnet på grundlag af, i hvilket omfang univers materiens grundlæggende fysiske enheder reagerer på tyngdekraften. Disse forskere er nået til den forbløffende konklusion, at centraluniverset og de omgivende syv superuniverser på nuværende tidspunkt kun gør brug af omkring fem procent af den aktive effekt af Paradis absolutte tyngdekrafts greb. Med andre ord: På nuværende tidspunkt er omkring femoghalvfems procent af Paradis Øens aktive kosmiske tyngdekrafts virkning, beregnet på denne totalitets teori, engageret i at kontrollere materielle systemer udover grænserne af de nuværende organiseret universer. Disse kalkulationer henviser alle til absolut tyngdekraft; lineær tyngdekraft er et gensidig fænomen som kun kan beregnes ved at kende den aktuelle Paradistyngdekraft.
12:3.9 (132.3) 2. Åndelig Tyngdekraft. Med den samme teknik af sammenlignende vurdering og beregning har disse forskere udforsket den nuværende reaktions kapacitet for åndelig tyngdekraft og i samarbejde med Enlige Budbringere og andre åndepersonligheder, fremkommet frem tilden samlede sum af den Anden Kilde og Centers aktive åndetyngdekraft. Og det er meget lærerigt at bemærke, at de finder omtrent den samme værdi for den faktiske og aktive tilstedeværelse af åndetyngdekraft i storuniverset, som de postulerer for den nuværende samlede sum af aktiv åndetyngdekraft. Med andre ord: På nuværende tidspunkt er, praktisk talt hele den Evige Søns åndetyngdekraft, beregnet på denne helheds teori, observeret som fungerende i storuniverset. Hvis disse resultater er pålidelige, så kan vi konkludere, at de universer som på nu udvikler sig i det ydre rum er helt ikkeåndelig. Og hvis dette er sandt, vil det på tilfredsstillende vis forklare, hvorfor åndebegavede væsener er i besiddelse af så lidt eller ingen oplysninger om disse mægtige energier manifestationer, bortset fra at de bevidste om deres fysiske eksistens.
12:3.10 (132.4) 3. Sinds Tyngdekraft. Ifølge disse samme principper for sammenlignende beregning har disse eksperter angrebet problemet med sinds-tyngdekraftens tilstedeværelse og reaktion. Vurderingen af sinds enheden er fremkommet ved at finde gennemsnittet af tre materielle og tre åndelige typer af mentalitet, selv om den sinds type, som er fundet i styrkeledere og deres medarbejdere viser sig at være en forstyrrende faktor i bestræbelserne for at nå frem til en grundlæggende enhed for estimering af sinds tyngdekraften. Der var meget lidt til at forhindre estimeringen af den Tredje Kilde og Centers nuværende kapacitet for sinds-tyngdekraftens aktiviteter i forhold til denne helhedsteori. Selv om disse resultater i dette tilfælde ikke er så overbevisende som i skønnene over den fysiske tyngdekraft og åndetyngdekraften, så er de, forholdsmæssig betragtet, meget belærende, endda interessante. Disse forskere udleder heraf, at omkring femogfirs procent af sinds-tyngdekraftens reaktion på Samforenerens intellektuelle trækning har sin oprindelse i det eksisterende storunivers. Dette tyder på muligheden for, at sindets aktiviteter er involveret i forbindelse med de observerbare fysiske aktiviteter, som nu er i udvikling over alle områder af ydre rum. Mens dette skøn sandsynligvis er langt fra præcis, er det i overensstemmelse, i princippet, med vores overbevisning om, at intelligente kraftorganisatorer på nuværende tidspunkt kontrollere udviklingen af universet i rum niveauerne som er udover den nuværende ydre grænse af storuniverset. Uanset karakteren af denne postulerede intelligens, så reagerer den tilsyneladende ikke på åndetyngdekraft.
12:3.11 (133.1) Men alle disse beregninger er for det meste skøn baseret på formodede love. Vi tror, at de er ganske pålidelige. Selv hvis nogle få åndelige væsener var placeret i det ydre rum, så ville deres kollektive tilstedeværelse ikke mærkbart påvirke beregningerne som er involveret i sådanne enorme målinger.
12:3.12 (133.2) Personligheds Tyngdekraften er uberegnelig. Vi anerkender kredsløbet, men vi kan ikke måle hverken kvalitative eller kvantitative realiteter som reagerer på den.
12:4.1 (133.3) Alle enheden af kosmisk energi er i primært rotation, er engageret i udførelsen af deres mission, mens de svinger rundt i den universelle bane. Rummets universer og deres delsystemer og verdener er alle roterende sfærer, som bevæger sig langs de endeløse kredsløb af mesteruniverset rumniveauer. Absolut intet er stationær i hele mesteruniverset undtagen selve centret af Havona, den evige Paradis Ø, tyngdekraft centret.
12:4.2 (133.4) Den Egenskabsløse Absolutte er funktionelt begrænset i rummet, men vi er ikke så sikre på hvad angår denne Absoluttets forhold til bevægelse. Er bevægelse iboende deri? Vi ved det ikke. Vi ved, at bevægelse ikke er iboende i rummet; selv rummets egen bevægelse er ikke medfødt. Men vi er ikke så sikker på forholdet af den Egenskabsløse til bevægelse. Hvem, eller hvad, som virkelig er ansvarlig for de gigantiske aktiviteter af kraft-energi transformationer som nu er under udvikling ude udover grænserne af de nuværende syv superuniverser? Med hensyn til oprindelsen af bevægelse så har vi følgende opfattelser:
12:4.3 (133.5) 1. Vi tror at Samforeneren indleder bevægelse i rummet.
12:4.4 (133.6) 2. Hvis Samforeneren producerer rummets egne bevægelser, kan vi ikke bevise det.
12:4.5 (133.7) 3. Den Universelle Absolutte giver ikke anledning til den indledende bevægelse men udligner og kontrollerer alle spændinger, der opstår fra bevægelse.
12:4.6 (133.8) I det ydre rum er kraftorganisatorerne tilsyneladende ansvarlige for produktionen af gigantiske univers hjul, som nu er i færd med stjernernes udvikling, men deres evne til at fungere må være gjort muligt ved en eller anden modifikation af den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.
12:4.7 (133.9) Rummet er, set fra et menneskeligt synspunkt, ingenting - negativt; det eksistere kun som relateret til noget positivt og ikke rumligt. Rummet er, imidlertid, virkelig. Det indeholder og betinger bevægelse. Det bevæger sig endda. Rum bevægelser kan groft klassificeres som følgende;
12:4.8 (133.10) 1. Primær bevægelse - rum respiration, bevægelse af selve rummet.
12:4.9 (133.11) 2. Sekundær bevægelse - skiftende retninger af de skiftende rum niveauer.
12:4.10 (133.12) 3. Relative bevægelser - relativ i den betydning, at de ikke er vurderet med Paradis som fokuspunkt. De primære og sekundære bevægelser er absolutte, bevægelse i forhold til det ubevægelig Paradis.
12:4.11 (133.13) 4. Kompenserende eller korrelerende bevægelse designet til at koordinere alle andre bevægelser.
12:4.12 (134.1) Det nuværende forhold mellem jeres sol og dets tilknyttede planeter, afslører mange relative og absolutte bevægelser i rummet, har tendens til at give astronomiske observatører det indtryk, at I er forholdsvis stillestående i rummet, og at de omkringliggende stjernesværme og strømninger er i gang med en udadgående rejse med stadig stigende hastigheder efterhånden som jeres beregninger udvikler sig udad i rummet. Men sådan forholder det sig ikke. I er ude af stand til at genkende den nuværende udadgående og ensartet udvidelse af de fysiske skabelser af alt gennemtrængt rum. Jeres egen lokale skabelse (Nebadon) deltager i denne bevægelse af universel udadgående udvidelse. De samlede syv superuniverser deltager i den to milliarder års cyklus af rum respirationen sammen med de ydre områder af mesteruniverset.
12:4.13 (134.2) Når universerne udvider og trækker sig sammen, så bevæger de materielle masser i det gennemtrængte rum sig skiftevis mod og med trækket af Paradis tyngdekraft. Det arbejde som udføres ved at flytte den materielle energi masse af skabelsen er rum arbejde men ikke styrke-energi arbejde.
12:4.14 (134.3) Selvom jeres spektroskopiske vurderingen af astronomiske hastigheder er rimelig pålidelige, når de anvendes til stjerne områder som tilhører jeres superunivers og dets associerede superuniverser, så er sådanne beregninger med henvisning til de ydre rum verdener helt upålidelige. Spektrallinjer forskydes fra det normale mod det violette af en tilnærmende stjerne; ligeledes er disse linjer forskudt mod det røde af en vigende stjerne. Mange intervenerende indflydelser får det til at fremstå som om, at den tilbagetrækkende hastighed af de ydre universer stiger i hastighed med mere end et hundrede og tres kilometer i sekundet for hver en million lysårs stigning i afstand. Med denne beregningsmetode, vil det vise sig, efter perfektion af mere kraftfulde teleskoper, som om at disse fjernt liggende systemer flyver fra denne del af universet med en utrolig hastighed af mere end otte og fyrre tusinde kilometer i sekundet. Men denne tilsyneladende tilbagetræknings hastighed er ikke virkelig; den hidrører fra utallige fejlfaktorer omfattende vinkelobservationer og andre tid og rum forvridninger.
12:4.15 (134.4) Men den største af alle sådanne forvridninger opstår, fordi de uhyre ydre rum universer i områderne nærmest ved de syv superuniversers domæner synes at rotere i en retning modsat den fra storuniverset. Det vil sige, at disse myriader af stjernetåger og deres ledsagende sole og sfærer på nuværende tidspunkt er roterende med uret omkring den centrale skabelse. De syv superuniverser roterer rundt om Paradis imod urets retning. Det fremgår, at det andet ydre univers af galakser, ligesom de syv superuniverser, rotere imod uret rundt om Paradis. Og de astronomiske observatører på Uversa tænker, at de har opdaget bevis på revolutionerende bevægelser i et tredje ydre bælte af fjerntliggende rum som er begyndt at udvise en slags retnings tendenser med uret.
12:4.16 (134.5) Det er sandsynligt. at disse alternative retninger af universernes på hinanden efterfølgende rum processioner har noget at gøre med den Universelle Absoluttets tyngdekrafts teknik indenfor mesteruniverset, som består af en koordinering af kræfter og en udligning af rum spændinger. Bevægelse ligesom rum er et supplement eller modvægt til tyngdekraften.
12:5.1 (134.6) Ligesom rum, så er tiden en Paradis overdragelse, men ikke i samme betydning, kun indirekte. Tiden opstår i kraft af bevægelse og fordi sindet arveligt er vidende om sekventiel orden. Fra et praktisk synspunkt, så er bevægelse absolut afgørende for tiden, men der er ingen universel tids enhed baseret på bevægelse undtagen i det omfang at Paradis-Havona standard dag vilkårligt er anerkendt som sådan. Rummets samlede respiration ødelægger dens lokale værdi som en tids kilde.
12:5.2 (135.1) Rummet er ikke uendelig, selvom det har sin oprindelse fra Paradis; det er ikke absolut, for det er gennemtrængt af den Egenskabsløse Absolutte. Vi kender ikke rummets absolutte grænser, men vi ved, at det absolutte af tid er evigheden.
12:5.3 (135.2) Tiden og rummet er kun uadskillelig i tid og rum kreationer, de syv superuniverser. Ikke-tidsmæssigt rum (rum uden tid) eksistere teoretisk, men det eneste sande ikke-tidsmæssige sted er Paradis området. Ikke-rumlig tid (tid uden rum) eksisterer i det sind som fungerer på Paradisniveau.
12:5.4 (135.3) Den forholdsvise bevægelsesløse mellem rums zone som indvirker på Paradis og adskiller gennemtrængt fra ugennemtrængt rum er overgangszonerne fra tid til evighed, derfor nødvendigheden af, at Paradispilgrimmene bliver bevidstløse under denne overgang, når det er hensigten at kulminere i Paradis borgerskab. Tidsbevidste besøgende kan komme til Paradis uden denne søvn, men de forbliver skabninger af tid.
12:5.5 (135.4) Forhold til tiden eksisterer ikke uden bevægelse i rummet, men bevidsthed om tid gør. På hinanden efterfølgende sekvenser kan bevidstgøre tiden selv i fravær af bevægelse. Menneskets sind er mindre tidsbundet end rumbundet som følge af sindets medfødte natur. Selv under det jordiske livets dage i kødet, er menneskets kreative fantasi relativt uafhængig af tid, selv om dets sind er strengt rumbundet. Men tiden selv er ikke genetisk en kvalitet i sindet.
12:5.6 (135.5) Der findes tre forskellige niveauer af tidsopfattelse:
12:5.7 (135.6) 1. Sindsforstået tid - bevidsthed om sekvens, bevægelse, og opfattelse af varighed.
12:5.8 (135.7) 2. Åndeforstået tid - indsigt i bevægelse hen imod Gud og bevidsthed om opstigende bevægelse til stigende niveauer af guddommelighed.
12:5.9 (135.8) 3. Personligheden skaber en enestående tids fornemmelse fra indsigt i Virkeligheden plus en bevidsthed om nærvær og en fornemmelse af varighed.
12:5.10 (135.9) Uåndelige dyr kender kun fortiden og lever i nutiden. Mennesker, i hvis indre ånden lever, har forudseenheds styrke (indsigt); det kan visualisere fremtiden. Kun fremadskuende og progressive holdninger er personligt virkelige. Statisk etik og traditionel moral er kun lidt over dyrets niveau. Stoicisme er heller ikke en høj orden af selvrealisering. Etik og moral bliver i sandhed menneskelige når de er dynamiske og progressive, når de lever i takt med universets virkelighed.
12:5.11 (135.10) Den menneskelige personlighed er ikke kun en ledsagende omstændighed til begivenhederne i tid og rum; den menneskelige personlighed kan også fungere som en kosmisk årsag til sådanne begivenheder.
12:6.1 (135.11) Universet er ikke statisk. Stabilitet er ikke et resultat af inerti men snarere produktet af afbalanceret energier, samarbejdende sind, koordinering på morontia niveau, ånds overkontrol, og personligheds forening. Stabilitet er helt, og altid proportionel til guddommelighed.
12:6.2 (135.12) I den fysiske kontrol af mesteruniverset udøver den Universelle Fader prioritet og suverænitet gennem Paradis Øen; i den åndelige administration af kosmos er Gud absolut i den Evige Søns person. Angående sindets domæner, fungerer Faderen og Sønnen koordineret i Samforeneren.
12:6.3 (136.1) Den Tredje Kilde og Center hjælper med opretholdelsen af ligevægt og koordinering af de kombinerede fysiske og åndelige energier og organisationer gennem absolutheden i hans grebs om det kosmisk sind og ved udøvelse af hans medfødte og universelle supplement til den fysiske og åndelige tyngdekraft. Når som helst og hvor som helst der opstår en forbindelse mellem det materielle og det åndelige, så er sådan et sinds fænomen en handling af den Uendelige Ånd. Sindet alene kan sammenknytte det materielle niveaus fysiske kræfter og energier med åndeniveauets åndelige styrker og væsener.
12:6.4 (136.2) I alle jeres overvejelse af universets fænomener, vær da sikker på, at I tager hensyn til de indbyrdes forhold af fysiske, intellektuelle, og åndelige energier og at behørig hensyn er gjort til de uventede fænomener som ledsager personlighedens forening af disse energier og for de uforudsigelige fænomener som er et resultat af den erfaringsmæssige Guddom og de Absoluttes handlinger og reaktioner.
12:6.5 (136.3) Universet er kun meget forudsigeligt når der er tale om kvantitet eller tyngdekraftsmåling, ikke engang de oprindelige fysiske kræfter reagerer på lineær tyngdekraft, heller ikke gør de højere sinds betydninger og de ultimative univers virkeligheders sande åndeværdier. I kvalitativt henseende, så er universet ikke præcist forudsigelig hvad angår nye sammenslutninger af kræfter, hverken fysiske, sindsmæssige, eller åndelige, selv om mange sådanne kombinationer af energier eller kræfter bliver delvist forudsigelig når de er underlagt kritisk observation. Når materie, sind, og ånd er forenet af et skabt væsens personlighed, er vi ude af stand til helt at forudsige de beslutninger som sådan et frit væsen tager.
12:6.6 (136.4) Alle faser af urkraft, spirende ånd, og andre ikkepersonlige ultimative faser synes at reagere i overensstemmelse med bestemte relative stabile men ukendte love og er kendetegnet af en breddegrad af ydeevne og en elasticitet på respons som ofte er forvirrende når man støder på dem i fænomener af en begrænset og isoleret situation. Hvad er forklaringen på denne uforudsigelige reaktions frihed som disse fremkommende univers virkeligheder udviser? Disse ukendte, uudgrundelige uforudsigeligheder - hvad enten de tilhører opførslen af en urkrafts enhed, reaktionen af et uidentificeret sindsniveau, eller fænomenet af et uhyre præunivers under tilblivelse i de ydre rum domæner - så afslører det sandsynligvis den Ultimatives aktiviteter og de Absoluttes nærværende ydeevne, som er forudgående alle univers Skabers funktioner.
12:6.7 (136.5) Vi ved virkelig ikke, men vi antager, at sådan en forbavsende alsidighed og sådan en dybgående koordinering angiver de Absoluttes tilstedeværelse og ydeevne, og at sådanne reaktions forskelle på trods af tilsyneladende ensartet årsagssammenhæng afslører de Absoluttes reaktion, ikke kun den umiddelbare og situationsbestemt årsagssammenhæng, men også til alle andre relaterede årsagssammenhænge i hele mesteruniverset.
12:6.8 (136.6) Enkeltpersoner har deres skæbnevogtere; planeter, systemer, konstellationer, universer, og superuniverser har hver deres respektive herskere, som arbejder til gavn for deres domæner. Havona og selv storuniverset er overvåget af dem, som er betroet med sådanne høje ansvar. Men hvem støtter og beskytter de grundlæggende nødvendigheder af mesteruniverset som helhed, fra Paradis til det fjerde og yderste rumniveau.? Eksistentielt, kan en sådan overbeskyttelse sandsynligvis tilskrives Paradistreenigheden, men fra et erfaringsmæssig synspunkt, så er fremkomsten af universerne efter Havona afhængig af:
12:6.9 (136.7) 1. De Absolutte i potentiale.
12:6.10 (136.8) 2. Den Ultimative i styring.
12:6.11 (137.1) 3. Den Højeste i evolutionær koordinering.
12:6.12 (137.2) 4. Mester Universets Arkitekter i administration førend tilsynekomsten af specifikke herskere.
12:6.13 (137.3) Den Egenskabsløse Absolutte gennemtrænger alt rum. Vi er ikke helt klar over den nøjagtige status af Guddommen og de Universelle Absolutter, men vi kender de sidstnævnte funktioner hvor Guddommen og de Egenskabsløse Absolutter virker. Den Guddomsabsolutte kan være universel til stede men næppe til stede i rummet. Den Ultimative er, eller kommer en gang til at være, tilstedeværende i rummet til de ydre grænser af det fjerde rumniveau. Vi tvivler på, at den Ultimative nogensinde vil have en tilstedeværelse i rummet udover periferien af mesteruniverset, men indenfor denne grænse integrerer den Ultimative i stigende grad den skabende organisation af de tre Absoluttes potentialer.
12:7.1 (137.4) Overalt, gennem al tid og rum og med hensyn til al virkelighed, af enhver slags, virker der en ubønhørlig og upersonlig lovgivning, som svarer til funktionen af et kosmisk forsyn. Barmhjertighed karakteriserer Guds kærlige holdning til den enkelte; upartiskhed motiverer Guds holdning til helheden. Guds vilje er ikke nødvendigvis fremherskende i delen - i hjertet af enhver personlighed—men hans vilje regere virkelig helheden, universernes univers.
12:7.2 (137.5) I alle hans handlemåder med alle sine væsener, er det sandt, at Guds love ikke i følge sin natur er vilkårlige. Til jer, med et begrænset klarsyn og endelig synspunkt, må det ofte synes som om Guds handlinger er diktatoriske og vilkårlige. Guds love er blot Guds vaner, hans måde af gentagne gange, at gøre tingene; og han gør altid alting godt. I observerer, at Gud gør den samme ting på den samme måde, gentagne gange, simpelthen fordi det er den bedste måde at gøre denne bestemte ting i en given omstændighed; og den bedste måde er den rigtige måde, og derfor bestemmer den uendelige visdom altid gennemførelsen på denne præcise og perfekte måde. I bør også huske på, at naturen ikke udelukkende er Guddommens handling; der er andre indflydelser tilstede i de fænomener som mennesket kalder natur.
12:7.3 (137.6) Det er frastødende til den guddommelige natur, at skulle lide enhver slags forringelse eller nogensinde at tillade udførelsen af en hvilken som helst ren personlig handling på en lavere måde. Det bør gøres klart, at hvis, der i nogen guddommelig situation, i højeste grad af enhver given omstændighed, i alle tilfælde, hvor fremgangsmåde af den højeste visdom måske kan indikere kravet for en anderledes handlemåde - hvis kravet om perfektion eller anden årsag ville diktere en anden reaktion, en bedre måde, så vil den alvidende Gud straks fungere på denne bedre og mere egnet måde. Det ville være udtryk for en højere lov, ikke ophævelse af en lavere lov.
12:7.4 (137.7) Gud er ikke en vane-bundet slave til den kroniske gentagelse af hans egne frivillige handlinger. Der er ingen konflikt blandt den Uendeliges love; de er alle fuldkommenheder af en ufejlbarlig natur; de er alle ubestridte handlinger udtryksfulde for fejlfrie beslutninger. Loven er den uforanderlige reaktion af et uendelig, perfekt, og guddommelig sind. Guds handlinger er alle frivillige på trods af denne tilsyneladende ensartethed. I Gud er der ”ingen omskiftelighed og heller ikke skygge af forandring.” Men al dette, som i sandhed kan siges om den Universelle Fader kan ikke med samme sikkerhed siges om alle hans underordnede intelligenser eller om hans evolutionære væsener.
12:7.5 (137.8) Fordi Gud er uforanderlig, derfor kan i stole på, i alle ordinære omstændigheder, at han gør den samme ting på den samme identiske og ordentlig måde. Gud er forsikring om stabilitet for alle skabte ting og væsener. Han er Gud; derfor forandres han ikke.
12:7.6 (138.1) Og hele denne urokkelige adfærd og handlings ensartethed er personlig, bevidst, og i høj grad frivillig, for den store Gud er ikke en hjælpeløs slave til hans egen perfektion og uendelighed. Gud er ikke en selvvirkende automatisk kraft; han er ikke en slavisk lovbundet styrke. Gud er heller ikke en matematisk ligning eller en kemisk formular. Han er en fri vilje og oprindelig personlighed. Han er den Universelle Fader, et væsen fyldt med personlighed og den universelle kilde af al væsen personlighed.
12:7.7 (138.2) Guds vilje vil ikke være ensartet fremherskende i hjertet af den materielle dødelig som søger Gud, men hvis tidsrammen forstørres udover det øjeblik som omfatter hele det første liv, så vil Guds vilje i stigende grad blive synlig i åndens frugter som er født i livet af Guds åndelige ledede børn. Og så, hvis menneskelivet yderligere er forstørret til at inkludere morontia erfaringen, er den guddommelige vilje observeret skinnende lysere og lysere i de åndeliggørende handlinger af de tidsvæsener, som er begyndt at nyde de guddommelige glæder af erfarende slægtskab af menneskets personlighed med den Universelle Faders personlighed.
12:7.8 (138.3) Guds Faderskab og menneskets broderskab præsenterer paradokset af delen og helheden på personlighedens niveau. Gud elsker hvert enkelt individ som et individuelt barn i den himmelske familie. Men Gud elsker derfor ethvert individ; han gør ingen forskel på personer, og universaliteten af hans kærlighed frembringer tilblivelse af et slægtskab med helheden, det universelle broderskab.
12:7.9 (138.4) Faderens kærlighed individualiserer absolut enhver personlighed som et enestående barn af den Universelle Fader, et barn uden genpart i uendelighed, et vilje væsen uerstattelig i al evighed. Faderens kærlighed glorificerer hvert barn af Guds, oplysende hvert medlem af den himmelske familie, skarpt aftegnende hver enestående personlig væsen op imod de upersonlige niveauer, som ligger udenfor det broderlige kredsløb af Faderen af alt. Guds kærlighed portrætterer bemærkelsesværdigt den ophøjet værdi af ethvert vilje væsen, afslører utvetydigt den høje værdi som den Universelle Fader har placeret på enhver og alle af hans børn fra de højeste skabte personligheder af Paradis status til den laveste personlighed med vilje værdighed blandt de vilde menneskestammer fra menneskehedens begyndelse på en eller anden evolutionær verden i tid og rum.
12:7.10 (138.5) Selve denne Guds kærlighed for de individuelle væsener frembringer tilblivelse af den guddommelige familie af alle individer, det universelle broderskab af Paradisfaderens frie vilje børn. Og dette broderskab, som er universelt, er et forhold af helheden. Broderskab, når det er universelt, beskriver ikke det enkelte forhold, men alle forhold. Broderskab er en realitet af helheden og udtrykker derfor helheds kvaliteter i modsætning til del kvaliteter.
12:7.11 (138.6) Broderskab udgør en kendsgerning om forholdet mellem enhver personlighed i universel eksistens. Ingen personer kan undslippe de fordele eller de uheldige følger, som kan komme som et resultat af forhold til andre personer. Delen profiterer eller lider i forhold til helheden. Ethvert menneskes gode indsatser gavner alle mennesker; hver menneskelig fejltagelse eller ondskab forøger modgangen for alle mennesker. Som delen bevæger sig, således bevæger helheden sig. Som helheden udvikler sig, således udvikler delen sig. De relative hastigheder af delen og helheden afgør hvorvidt delen holdes tilbage i udvikling ved hjælp af helhedens inerti eller er båret fremad af det kosmiske broderskabs momentum.
12:7.12 (139.1) Det er et mysterium, at Gud i så høj en grad er et personlig selvbevidst væsen med beboelses hovedkvarterer, og på samme tid er personlig til stede i sådan et stort univers og personlig i kontakt med næsten et uendelige antal af væsener. At et sådan fænomen er et mysterium udover menneskets forståelse bør på ingen måde formindske jeres tro. Tillad ikke uendelighedens størrelse, evigheden uendelighed og storhed og herlighed af Guds mageløse karakter. at skræmme, vakle, eller tage modet fra jer; for Faderen er ikke ret langt væk fra nogen af jer; han bor i jer, og i ham bevæger vi os alle bogstaveligt, lever vi virkelig og i sandhed har vores væsen.
12:7.13 (139.2) Selv om Paradisfaderen fungerer gennem hans guddommelige skabere og hans skabelses børn, så nyder han også den mest fortrolige indre kontakt med jer, så ophøjet, højst personlig, så det selv er udover min forståelse - dette mystiske fællesskab af Fader fragmentet med den menneskelige sjæl og med det dødelige sind hvor det faktisk bor. Med den viden, du har om disse Guds gaver, så ved i derfor, at Faderen er i tæt kontakt, ikke kun med hans guddommelige medarbejdere, men også med sine evolutionære dødelige børn af tiden. Faderen forbliver ganske vist på Paradis, men hans guddommelige tilstedeværelse bor også i menneskernes sind.
12:7.14 (139.3) Selv om en Søns ånd blev udøst over al levende, selv om en Søn engang boede med jer i ligheden af dødeligt kød, selv om seraferne personlig beskytter og vejleder jer, hvordan kan nogen af disse guddommelige væsener fra den Anden og Tredje Center nogensinde håbe på, at komme nærmere til jer eller til at forstå jer så fuldstændig som Faderen, som har givet en del af sig selv til at være i jer, for at være jeres virkelige og guddommelige, selv jeres evige selv.
12:8.1 (139.4) ”Gud er ånd,” men Paradis er det ikke. Det materielle univers er altid arenaen hvori alle åndelige aktiviteter finder sted; åndelige væsener og ånde opstigende lever og arbejder på fysiske sfærer af materiel virkelighed.
12:8.2 (139.5) Overdragelsen af kosmisk kraft, det kosmiske tyngdekrafts domæne, er Paradis Øens funktion. Al oprindelig kraft-energi udgår fra Paradis, og materien, for tilblivelsen af utallige universer som nu cirkulerer i hele mesteruniverset i form af en supertyngdekraft tilstedeværelse, udgør kraftladningen af det gennemtrængte rum.
12:8.3 (139.6) Uanset af hvilken kraft omskabelser i de fjerntliggende universer, efter at være udgået fra Paradiset, vil det vedblivende rejse videre, med forbehold af uendelig, allestedsnærværende, aldrig svigtende træk fra den Evige Ø, trofast og i følge sin natur for altid svingende rundt på universernes evige rumbaner. Fysisk energi er den en virkelighed, som er sand og trofast i dets lydighed mod universel lov. Kun inden for områderne af væsen vilje har der været afvigelse fra de guddommelige stier og de oprindelige planer. Styrke og energi er universelle beviser på stabilitet, bestandighed, og evighed i den centrale Ø af Paradis.
12:8.4 (139.7) Overdragelsen af ånd og åndeliggørelse af personligheder, domænet for åndelig tyngdekraft, er den Evige Søns område. Og denne Sønnens åndetyngdekraft, som altid trækker alle åndelige virkeligheder til sig, er lige så virkelig og absolut som det almægtige materielle greb af Paradis Øen. Men materielt sindet mennesker er naturligvis mere fortrolig med de materielle manifestationer af en fysisk natur end med de lige så virkelige og mægtige operationer af en åndelig natur som kun er synlig ved hjælp af sjælens åndelige indsigt.
12:8.5 (140.1) Efterhånden som sindet fra enhver personlighed i universet bliver mere åndeligt - Guddommelig - så bliver det mindre påvirkelig til materiel tyngdekraft. Virkeligheden, målt ved reaktion på fysisk tyngdekraft, er antitesen af virkeligheden, som bestemt ved kvaliteten af ånde indhold. Den fysiske tyngdekraft er en kvantitativ angivelse af den energi som ikke er ånd; den åndelig tyngdekrafts handling er det kvalitative mål af guddommelighedens levende energi.
12:8.6 (140.2) Hvad Paradiset er til den fysiske skabelse, og hvad den Evige Søn er til det åndelige univers, er Samforeneren til sindets områder - det intelligente univers af materielle, morontielle, og åndelige væsener og personligheder.
12:8.7 (140.3) Samforeneren reagere til både materielle og åndelige virkeligheder og bliver derfor i følge sin natur den universelle minister til alle intelligente væsener, væsener som kan repræsentere en forening af både de materielle og åndelige faser af skabelsen. Intelligens begavelse, tjeneste til det materielle og det åndelige i sindsfænomenet, er udelukkende Samforenerens domæne, som på denne måde bliver partner af det åndelige sind, morontia sindets essens, og indholdet af det materielle sind fra de evolutionære væsener i tiden.
12:8.8 (140.4) Sindet er den metode, hvorved åndelige virkeligheder bliver erfaringsmæssige til væsen personligheder. Og i sidste analyse er de samlede muligheder af selve det menneskelige sind, evnen til at koordinere ting, ideer, og værdier, overmaterielle.
12:8.9 (140.5) Skønt det næppe er muligt for det dødelige sind at opfatte de syv niveauer af relativ kosmisk virkelighed, så bør det menneskelige intellekt være i stand til at forstå meget af betydningen af tre fungerende niveauer af den finite virkelighed:
12:8.10 (140.6) 1. Materie. Organiseret energi som er genstand for lineær tyngdekraft undtagen når det er modificeret af bevægelse og betinget af sind.
12:8.11 (140.7) 2. Sind. Organiseret bevidsthed som ikke helt er underlagt materiel tyngdekraft, og som virkelig bliver befriet når det modificeres af ånd.
12:8.12 (140.8) 3. Ånd. Den højeste personlige virkelighed. Ægte ånd er ikke underlagt fysisk tyngdekraft men bliver i sidste instans den motiverende indflydelse af alle udviklende energisystemer med personligheds værdighed.
12:8.13 (140.9) Målet med alle personligheders eksistens er ånd; materielle manifestationer er relative, og det kosmiske sind intervenerer imellem disse universelle modsætninger. Overdragelsen af sind og tildelingen af ånden er arbejde af Guddommens tilknyttede personer, den Uendelige Ånd og den Evige Søn. Den totale Guddoms virkelighed er ikke sind men åndesind - sind-ånd forenet af personlighed. Ikke desto mindre, så løber de absolutte af både ånd og ting sammen i den Universelle Faders person.
12:8.14 (140.10) På Paradiset er de tre energier - den fysiske, mentale, og åndelige koordineret. I det evolutionære kosmos dominerer energi-materie undtagen i personlighed, hvor ånd, gennem mægling i sindet, stræber efter beherskelse. Ånd er den grundlæggende virkelighed i personligheds erfaring af alle væsener, fordi Gud er ånd. Ånd er uforanderlig, og derfor transcenderer den i alle personligheds relationer både sindet og materien, som er erfaringsmæssige foranderlige af den tiltagende opnåelse.
12:8.15 (140.11) I kosmisk evolution bliver materien en filosofisk skygge kastet af sindet i tilstedeværelsen af åndens klarhed af guddommelig oplysning, men dette udelukker ikke virkeligheden af materie-energi. Sind, materie, og ånd er lige virkelige, men de er ikke af lige værdi til personligheden i opnåelse af guddommelighed. Bevidstheden om guddommelighed er en progressiv åndelig erfaring.
12:8.16 (141.1) Jo klarere den åndeliggjorte personlighed skinner (Faderen i universet, fragmentet af potentielle ånde personlighed i det enkelte væsen), des større er skygge kaster det mellemliggende sind på dets materielle investering. I tiden, er menneskets krop lige så virkelig som sind eller ånd, men i døden, vil både sindet (identiteten) og ånden overleve mens kroppen ikke gør det. En kosmisk virkelighed kan være ikkeeksisterende i personligheds oplevelse. Og således har jeres græske talemåde om det materielle som skyggen af den mere virkelig ånds indhold - faktisk en filosofisk betydning.
12:9.1 (141.2) Ånden er den grundlæggende personlige virkelighed i universerne, og personlighed er grundlaget for alle progressive erfaringer med åndelig virkelighed. Enhver fase af personligheds erfaring på ethvert efterfølgende niveau af universets fremgang sværmer med spor til opdagelse af lokkende personlige realiteter. Menneskets sande skæbne består i skabelsen af nye og åndelige mål og derefter at reagere på disse kosmiske fristelser af sådanne ophøjede mål af en ikke materiel værdi.
12:9.2 (141.3) Kærlighed er hemmeligheden af velgørende forbindelse mellem personligheder. Man kan ikke rigtig kende en person som følge af en enkelt kontakt. Man kan ikke forstå at værdsætte musik gennem matematisk udledning, selvom musikken er en form for matematisk rytme. Det nummer der er tildelt en telefon abonnent identificere på ingen måde personligheden af denne abonnent eller angiver noget vedrørende hans karakter.
12:9.3 (141.4) Matematik, materiel videnskab, er uundværlig i den intelligente diskussion af de materielle aspekter af universet, men en sådan viden er ikke nødvendigvis en del af den højere realisering af sandhed eller af den personlige værdsættelse af åndelige realiteter. Ikke kun i livets områder men selv i verden af fysisk energi, er summen af to eller flere ting meget ofte noget mere end, eller noget forskelligt fra, de forudsigelige konsekvenser af sådanne foreninger. Hele den matematiske videnskab, hele det filosofiske domæne, den højeste fysik og kemi, kunne ikke forudsige eller vide, at foreningen af to gasformige brint atomer med en gasformig ilt atom ville resultere i en ny og kvalitativ superadditiv substans - flydende vand. Den indsigtsfulde viden om dette ene fysisk kemiske fænomen burde have forhindret udviklingen af materialistisk filosofi og mekanisk kosmologi.
12:9.4 (141.5) Teknisk analyse afslører ikke hvad en person eller en ting kan gøre. For eksempel: Vand bliver effektivt brugt til at slukke ild. Det at vand vil slukke ild er en kendsgerning fra dagligdagens erfaring, men ingen analyse af vand kan nogensinde laves som afslører sådan en egenskab. Analysen fastsætte, at vand er sammensat af brint og ilt; et yderligere studie af disse elementer afslører, at ilt er den virkelige opretholder af forbrænding og at brint selv vil brænde frit.
12:9.5 (141.6) Jeres religion er blevet virkelig fordi den er på vej ud af frygtens slaveri og overtroens trældom. Jeres filosofi kæmper for frigørelse fra dogme og tradition. Jeres videnskab er engageret i årelange kampe mellem sandhed og vildfarelse, mens den kæmper for befrielse fra abstraktionens trældom, matematikkens slaveri, og den mekaniske materialismens relative blindhed.
12:9.6 (142.1) Det dødelige menneske har en kerne af ånd. Sindet er et personligt energisystem, der eksisterer rundt om en guddommelig åndekerne og fungerer i en materiel omgivelse. Sådan et levende forhold af personlig sind og ånd danner universets potentielle evig personlighed. Virkelige vanskeligheder, vedvarende skuffelser, alvorlige nederlag, eller uundgåelig død kan kun komme efter at selvopfattelsen vover fuldt ud at fortrænge den centrale åndelige kernes styrende magt, hvorved den kosmiske plan for personligheds identitet gå i opløsning.
12:9.7 (142.2) [Præsenteret af en Fuldkommen af Visdom handlende med bemyndigelse fra Dagenes Ældste.]
Urantia Bogen
Kapitel 13
13:0.1 (143.1) MELLEM DEN centrale Ø Paradis og de inderste af Havonas planetariske kredsløb er der i rummet beliggende tre mindre kredsløb af specielle sfærer. Det inderste kredsløb består af den Universelle Faders syv hemmelige sfærer; den anden gruppe indeholder den Evige Søns syv lysende verdener; i den yderste er de syv umådelige store sfærer af den Uendelige Ånd, de syv Mesterånders udøvende hovedkvarters verdener.
13:0.2 (143.2) Disse tre Faderens, Sønnens, og Åndens kredsløb af de syv verdener er sfærer af uovertruffet storhed og ubegribelig glans. Selv deres materielle eller fysiske konstruktioner er af en klasse uåbenbaret for jer. Hvert kredsløb er forskellig i materiale, og hver verden fra hvert kredsløb er forskellig undtagen Sønnens syv verdener, som er ens i fysisk sammensætning. Alle enogtyve er enorme sfærer, og hver gruppe af syv er eviggjort på forskellig måde. Så vidt vi ved, så har de altid været; ligesom Paradiset, evige. Der eksisterer hverken optegnelser eller overleveringer af deres oprindelse.
13:0.3 (143.3) Den Universelle Faders syv hemmelige sfærer, cirkulerer om Paradis i umiddelbar nærhed af den evige Ø, reflekterer stærkt den åndelige lysstyrke af det central skær af de evige Guddomme, og spreder dette lys af guddommelig pragt udover hele Paradiset og selv ud på Havonas syv kredsløb.
13:0.4 (143.4) På den Evige Søns syv hellige verdener synes den åndelig lysstyrkes upersonlige energier, at have deres oprindelse. Ingen personlige væsener må rejse på nogle af disse syv skinnende verdener. Med åndelig herlighed oplyser de hele Paradis og Havona, og de retnings styrer den rene ånde udstråling til de syv superuniverser. Disse strålende sfærer af det andet kredsløb udsender ligeledes deres lys (lys uden varme) til Paradiset og til de en milliard verdener i det syv kredsløbende centralunivers.
13:0.5 (143.5) Den Uendelige Ånds syv verdener er beboet af de Syv Mesterånder, som præsiderer over de syv superuniversers skæbner, udsender åndelige oplysning fra Guddommens Tredje Person til disses skabelser af tid og rum. Og hele Havona, men ikke Paradis Øen, er badet i disse åndeliggørende påvirkninger.
13:0.6 (143.6) Skønt at Faderens verdener er de sfærer, hvor alt det, som Faderen har tildelt personlighed får sin endelige status, så er det ikke deres eneste funktion. Mange andre end personlige væsener og identiteter opholder sig på disse verdener. Hver verden i Faderens kredsløb og i Åndens kredsløb har en særskilt type af permanent statsborgerskab, men vi tror at Sønnens kredsløb er beboet af ensartet typer af væsener som er noget andet end personlige. Fader fragmenter er blandt de indfødte på Divington; de andre klasser af permanent statsborgerskab er ikke åbenbaret for jer.
13:0.7 (143.7) De enogtyve Paradis satellitter tjener mange formål i både central og superuniverserne som ikke er åbenbaret i disse beretninger. I er i stand til kun at forstå så lidt af livet på disse sfærer, så I ikke kan håbe på at opnå blot et sammenhængende billede af dem, hverken hvad angår deres art eller funktion; der foregår tusindvis af aktiviteter som ikke er åbenbaret for jer. Disse enogtyve sfærer omfatter potentialerne for mesteruniversets funktion. Disse kapitler indeholder kun et flygtigt glimt af visse begrænsede aktiviteter, hvad angår den nuværende univers alder i storuniverset - snarere, i en af de syv sektorer i storuniverset.
13:1.1 (144.1) Faderens kredsløb af hellige livs sfærer indeholder de eneste iboende personligheds hemmeligheder i universernes univers. Disse Paradisets satellitter, det inderste af de tre kredsløb, er de eneste forbudte domæner som har med personlighed at gøre i centraluniverset. Nedre Paradis og Sønnens verdener er ligeledes lukket for personligheder, men hverken den ene eller den anden af disse riger har på nogen måde noget direkte med personlighed at gøre.
13:1.2 (144.2) Faderens Paradis verdener er direkte styret af den højeste klasse af Treenighedens Stationære Sønner, Højestehedens Treenigede Hemmeligheder. Om disse verdener kan jeg kun fortælle lidt; om deres mangfoldige aktiviteter kan jeg fortælle endnu mindre. Denne information vedrører kun de væsener som fungerer derpå og som går videre derfra. Og selvom jeg i en vis grad er familiær med seks af disse specielle verdener, har jeg aldrig landet på Divinington; denne verden er helt forbudt for mig.
13:1.3 (144.3) En af årsagerne til det hemmelige af disse verdener er, fordi hver af disse hellige sfærer har en specialiseret repræsentation, eller manifestation, af Guddommene, der udgør Paradistreenigheden; ikke en personlighed, men en enestående tilstedeværelse af Guddommelighed, som kun kan blive værdsat og forstået af særlige intelligente grupper bosiddende på, eller har adgang til den relevante sfære. Højestehedens Treenigede Hemmeligheder er de personlige repræsentanter for disse specialiserede og upersonlige tilstedeværelser af Guddommelighed. Og Højestehedens Hemmeligheder er i høj grad personlige væsener, fremragende begavet og ganske vidunderligt tilpasset til deres ophøjede og krævende arbejde.
13:1.4 (144.4) 1. DIVININGTON. Denne verden er, i en enestående betydning, ”Faderens favn,” den Universelle Faders sfære for personlig fællesskab, og der er en særlig manifestation af hans guddommelighed. Divinington er Paradisets samlingssted for Tankerettere, men det er også hjemsted for talrige andre identiteter, personligheder, og andre væsener som har deres oprindelse i den Universelle Fader. Mange personligheder udover den Evige Søn har en direkte oprindelse fra isoleret handlinger af den Universelle Fader. Kun Faderfragmenter og de personligheder og andre væsener af direkte og udelukkende oprindelse i den Universelle Fader omgås og fungerer på denne bopæl.
13:1.5 (144.5) Diviningtons hemmeligheder omfatter hemmeligheden med overdragelse af Tankerettere og deres mission. Deres art, oprindelse, og teknikken med deres kontakt med de evolutionære verdeners ydmyge skabninger, er en hemmelighed af denne Paradissfære. Disse forbløffende transaktioner vedrører ikke personligt alle os andre, og derfor anser Guddommene det for passende at tilbageholde visse aspekter af denne store og guddommelige tjeneste fra vores fulde forståelse. I det omfang, at vi kommer i kontakt med denne fase af guddommelig aktivitet, er vi tilladt fuldt kendskab til disse transaktioner, men hvad angår de fortrolige detaljer af denne store overdragelse er vi ikke fuldt ud underrettet.
13:1.6 (145.1) Denne sfære rummer også hemmelighederne, af alle andre former for Fader fragmenters natur, formål, og aktiviteter, om Tyngdekraft Budbringerne, og andre skare af væsener uåbenbarede for jer. Det er højst sandsynligt at de sandheder, der vedrører Divinington som er tilbageholdt for mig, hvis afsløret, blot ville forvirre og vanskeliggøre mig i mit nuværende arbejde, og i øvrigt, er de måske udover min konceptuelle kapacitet af min klasse af væsener.
13:1.7 (145.2) 2. SONARINGTON. Denne sfære er ”Sønnens favn,” den Evige Søns personlige modtagelses verden. Det er Paradishovedkvarteret for Guds nedstigning og opstigende Sønner, og når og efter, at de er fuldt akkrediteret og endeligt godkendt. Denne verden er Paradishjemmet for alle Sønner af den Evige Søn og af hans samordnede og tilknyttede Sønner. Der er mange klasser af guddommelige Sønner knyttet til denne himmelske bopæl som ikke er åbenbaret for dødelige, fordi de ikke er involveret i planerne med opstigning af mennesket for åndelige fremskridt gennem universerne og videre til Paradiset.
13:1.8 (145.3) Sonaringtons hemmeligheder omfatter hemmeligheden af de guddommelige Sønners inkarnation. Når en Gudesøn bliver en Menneskesøn, faktisk født af en kvinde, som det skete på jeres verden for nittenhundrede år siden, er det et universelt mysterium. Det foregår overalt over alt i universerne, og det er Sonaringtons hemmelighed om guddommelig sønskab. Retterne er Gudfaderens mysterium. Inkarnationen af de guddommelige Sønner er et af Gudsønnens mysterier; det er en hemmelighed omhyggelig gemt i Sonaringtons syvende sektor, et område kun gennemtrængt af dem som personligt har passeret gennem denne enestående erfaring. Det er kun de faser af inkarnation som har med jeres opstigende karriere at gøre som er blevet bragt til jeres kendskab. Der er mange andre faser i mysteriet om uåbenbarede inkarnation af Paradissønner på opgaver i universets tjeneste som ikke er åbenbaret til jer. Og der er yderligere andre Sonaringtons mysterier
13:1.9 (145.4) 3. SPIRITINGTON. Denne verden er ”Åndens favn,” Paradishjemmet af de høje væsener som udelukkende repræsentere den Uendelige Ånd. Her samles de Syv Mesterånder og visse af deres afkom fra alle universerne. På denne himmelske bolig findes også talrige uåbenbarede klasser af åndelige personligheder, væsener, tildelt de mangfoldige aktiviteter i universet som ikke er knyttet til planerne for optrapningen af tidens dødelige væsener til evighedens Paradisniveau.
13:1.10 (145.5) Spiritingtons hemmeligheder involverer refleksionens uigennemtrængelige mysterier. Vi kan fortælle jer om refleksionsevnens enorme og universelt fænomen, især som det virker på hovedkvarters verdenerne af de syv superuniverser, men vi kan aldrig fuldt ud forklare dette fænomen, for vi forstår det ikke helt. Meget, rigtig meget, forstår vi, men mange grundlæggende detaljer er stadig et mysterium for os. Refleksionsevnen er en af Gud Åndens hemmeligheder. I er blevet instrueret om refleksionens funktioner i forhold til opstigningsplanen for den dødeliges overlevelse, og det virker sådan, men refleksionen er også et uundværlig element i den normale funktion af universets talrige andre faser af aktiviteter. Den Uendelige Ånds egenskaber er også anvendt på andre områder end for indsamling af oplysninger og formidling af information. Og der er andre hemmeligheder på Spiritington.
13:1.11 (145.6) 4. VICEGERINGTON. Denne planet er ”Faderen og Sønnens favn,” og er den hemmelige sfære for visse uåbenbarede væsener som har deres oprindelse i Faderen og Sønnens handlinger. Dette er også Paradishjemmet for mange forherligede væsener af kompleks herkomst, dem vis oprindelse er kompliceret på grund af de mange forskellige virkende teknikker i de syv superuniverser. Mange grupper af væsener samles på denne verden hvis identitet ikke er åbenbaret til de dødelige på Urantia.
13:1.12 (146.1) Vicegeringtons hemmeligheder inkluderer hemmelighederne af treenighedsgørelse, og treenighedsgørelse udgør hemmeligheden af autoritet til at repræsentere Treenigheden, til at fungere som stedfortræder for Guderne. Myndighed til at repræsentere Treenigheden knyttes kun til de væsener, åbenbaret eller uåbenbaret, som er treenigede, skabt, eventueret, eller udødeliggjort af enten to eller alle tre af Paradistreenigheden. Personligheder som er bragt til eksistens gennem treenighedsgørende handlinger for visse typer af glorificeret væsener repræsenterer ikke mere end det konceptuelle potentiale mobiliseret i denne treenighedsgørelse, på trods af, at sådanne væsener kan stige op langs vejen til omfavnelse af Guddommen, som er åben for alle af deres slags.
13:1.13 (146.2) Ikke treenigede væsener forstår ikke fuldt ud teknikken for treenighedsgørelse hverken af to eller tre Skabere eller af visse skabninger. I vil aldrig helt forstå sådan et fænomen medmindre, i en meget fjern fremtid af jeres glorificerede karriere, at I forsøger på og får succes i sådan et eventyr, i modsat fald så vil disse Vicegeringtons hemmeligheder altid være forbudt for jer. Men for mig, som er et væsen af høj Treenigheds-oprindelse, er alle Vicegeringtons sektorer åbne. Jeg forstår fuldt ud hemmeligheden af min oprindelse og skæbne, og lige så fuldt og helligt værner jeg om den.
13:1.14 (146.3) Der er stadig andre former og faser af treenighedsgørelse som ikke er blevet bragt til menneskets kendskab på Urantia, og disse erfaringer beskytter deres personlige aspekter på behørigt vis i Vicegeringtons hemmelige sektor.
13:1.15 (146.4) 5. SOLITARINGTON. Denne verden er ”Faderen og Åndens favn,” og samlingssted for en pragtfuld skare af uåbenbaret væsener med oprindelse i den Universelle Fader og den Uendelige Ånds forenet handlinger, væsener som foruden deres arv fra Ånden deler Faderens karaktertræk.
13:1.16 (146.5) Dette er også de Enlige Budbringers hjem og andre personligheder af superengle klasser. I kender så få af disse væsener; der findes umådelige antal klasser uåbenbaret på Urantia. Fordi de er hjemmehørende på den femte verden, så følger det ikke nødvendigvis, at Faderen har noget at gøre med skabelsen af Enlige Budbringere eller deres superengle medarbejdere, men i denne univers tidsalder har han noget at gøre med deres funktion. Under den nuværende univers tidsalder er det også statussfære for Universets Styrkeledere.
13:1.17 (146.6) Der er talrige andre klasser af åndelige personligheder, væsener ukendt for det dødelige menneske, som betragter Solitarington som deres hjemmesfære i Paradiset. Det bør erindres, at alle afdelinger og niveauer af universets aktiviteter er lige så fuldt forsynet med tjenende ånder, som det domæne, der beskæftiger sig med at hjælpe det dødelige menneske i opstigningen til hans guddommelige Paradisskæbne.
13:1.18 (146.7) Solitaringtons hemmeligheder. Foruden nogle af treenighedsgørelsens hemmeligheder, så rummer denne verden hemmeligheden vedrørende det personlige forhold mellem den Uendelige Ånd og nogle af den Tredje Kilde og Centers højere afkom. På Solitarington findes mysterierne om den intime forening af talrige uåbenbarede klasser med ånderne af Faderen, Sønnen, og Ånden, med Treenighedens trefoldige ånd, og med ånderne af den Højeste, den Ultimative, og den Højeste-Ultimative.
13:1.19 (146.8) 6. SERAFINGTON. Denne sfære er ”Sønnen og Åndens favn,” og er hjemme verden for en uhyre skare af uåbenbarede væsener skabt af Sønnen og Ånden. Det er også skæbne sfære for alle klasser af tjenende engleskarer, iberegnet supernafer, sekonafer, og serafer. I centraluniverset og de yderliggende universer tjener mange klasser af prægtige ånder, som ikke er ”tjenende ånder til dem, som skal arve frelse.” Alle disse åndelige arbejdere på alle niveauer og områder af universets aktiviteter betragter Serafington som deres Paradishjem.
13:1.20 (147.1) Serafingtons hemmeligheder indeholder et trefoldig mysterium, hvoraf jeg kun må omtale et - mysteriet om serafisk transport. Evnen af forskellige klasser af serafer og beslægtede åndelige væsener til at indhylle indeni deres åndeform alle klasser af ikke-materielle personligheder og til at føre dem væk på længere interplanetariske rejser, er en hemmelighed bevaret i Serafingtons hellige sektorer. Transport seraferne forstår dette mysterium, men de fortæller det ikke til alle os andre, eller måske kan de ikke. De andre mysterier på Serafington angår personlige erfaringer af visse typer af åndelige opvartere, som endnu ikke er åbenbaret til dødelige. Og vi afstår fra at diskutere sådanne hemmeligheder af nært beslægtede væseners fordi I næsten kan forstå sådanne nære eksistens klasser, og det ville være som at forråde en tillid at præsentere selv vores delvis viden om disse fænomener.
13:1.21 (147.2) 7. ASCENDINGTON. Denne enestående verden er ”Faderen, Sønnen, og Åndens favn,” samlingssted for de opstigende skabninger fra rummet, modtagelses sfæren for tidens pilgrimme som passere gennem Havona universet på deres vej til Paradiset. Ascendington er det virkelige Paradishjem for de opstigende sjæle fra tid og rum indtil de opnår Paradisstatus. Jer dødelige vil tilbringe det meste af jeres Havona ”ferier” på Ascendington. Under jeres Havona liv vil Ascendington være for jer hvad omvekslingslederne var under opstigningen i lokaluniverset og i superuniverset. I vil her være engageret i tusindvis af aktiviteter som er udover den dødelige fantasi. Og ligesom ved hvert tidligere fremskridt i opstigningen mod Gud, vil jeres menneskelige selv her indtræde i nye relationer med jeres guddommelige selv.
13:1.22 (147.3) Ascendingtons hemmeligheder omfatter mysteriet om den gradvise og sikre opbygningen i det materielle og dødelige sind af en åndelig og potentiel udødelig karakter og identitets modpart. Dette fænomen udgør et af mest svært forståelige mysterier i universerne - udviklingen af en udødelig sjæl indeni sindet af en dødelig og materiel skabning.
13:1.23 (147.4) I vil aldrig fuldt ud forstå denne mystiske transaktion indtil i når Ascendington. Og det er netop derfor, at hele Ascendington vil være åbent til jeres forundrende blikke. En syvende del af Ascendington er forbudt for mig - den sektor som har med selve denne hemmelighed at gøre som er (eller vil blive) den eksklusive oplevelse og besiddelse for jeres væsentype. Denne erfaring tilhører jeres menneskelige eksistens klasse. Min personligheds klasse har ikke direkte at gøre med sådanne transaktioner. Det er derfor forbudt for mig og eventuelt åbenbaret for jer. Men selv efter at det er åbenbaret for jer, så vil det af en eller anden grund altid forblive din hemmelighed. I åbenbarer det ikke til os andre eller til nogen andre væsen klasser. Vi kender til den evige fusion mellem en guddommelig Retter og en udødelig sjæl af menneskelig oprindelse, men de opstigende finaliter kender selve denne erfaring som en absolut virkelighed.
13:2.1 (147.5) Disse hjemme verdener af forskellige klasser af åndelige væsener er kolossale og formidabel sfærer, og de svarer til Paradis i deres mageløse skønhed og fantastiske herlighed. De er samlingsverdener, genforenings sfærer, som tjener som permanente kosmiske adresser. Som finaliter vil I være bosiddende på Paradis, men Ascendington vil altid være jeres hjemmeadresse, selv når I påbegynder tjeneste i det ydre rum. Gennem hele evigheden vil I betragte Ascendington som jeres hjem med følelsesmæssig hukommelse og mindeværdig erindringer. Når I bliver syvende trins åndelige væsener, er det muligt at I opgiver jeres bopælsstatus i Paradiset.
13:2.2 (148.1) Hvis de ydre universer er under tilblivelse, hvis de bliver beboet af tidsskabninger af opstignings potentiale, så udleder vi, at disse fremtidsbørn også vil være bestemt til at betragte Ascendington som deres hjemmeverden i Paradiset.
13:2.3 (148.2) Ascendington er den eneste hellige sfære, der uforbeholdent er åben til jeres inspektion som en nyankommen til Paradis. Vicegerington er den eneste hellige sfære som helt og uforbeholdent er åben for min nøje undersøgelse. Selvom dens hemmeligheder berører min oprindelse, så betragter jeg ikke i dette univers tidsalder Vicegerington som mit hjem. Væsener med Treenigheds oprindelse og treenighedsgjorte væsener er ikke det samme.
13:2.4 (148.3) Væsener med Treenigheds oprindelses væsener deler ikke helt Faderens verdener; de har deres eneste hjem på Paradis Øen i tæt nærhed til den Allerhelligste Sfære. De opstår ofte på Ascendington, ”Faderen, Sønnen, Åndens favn,” hvor de omgås med deres brødre som er kommet op fra de ydmyge verdener i rummet.
13:2.5 (148.4) I antager måske at Skabersønner, væsener som er af Fader-Søn oprindelse, ville betragte Vicegerington som deres hjem, men således forholder det sig ikke i dette univers tidsalder hvor Gud den Syvfoldige er aktiv. Og der er mange lignende spørgsmål som vil forvirre jer, for I vil helt sikkert møde mange vanskeligheder i jeres forsøg på at forstå de ting som er tæt på Paradis. I kan heller ikke med held gennemtænke disse spørgsmål; I ved så lidt. Og hvis I vidste mere om Faderens verdener, så ville I ganske enkelt møde flere vanskeligheder, indtil I vidste alt om dem. Status på enhver af disse hemmelige verdener er erhvervet ved tjeneste så vel som ved oprindelses natur, og de skiftende univers tidsaldre kan og vil omfordele visse af disse personligheds grupperinger.
13:2.6 (148.5) Verdenerne i det inderste kredsløb er virkelig broderlig eller status verdener mere end egentlige bopæls sfærer. Dødelige vil opnå en form for status på enhver af Faderens verdener bortset fra en. For eksempel: Når I dødelige opnår Havona, så får I tilladelse til Ascendington, hvor I er meget velkomne, men I får ikke tilladelse til at besøge de andre seks hellige verdener. Efter jeres passage gennem Paradis systemet og efter jeres optagelse i Finalitkorpset, får I tilladelse til Sonarington fordi I er Guds sønner så vel som opstigende - og I er endda mere. Men der vil altid forblive en syvende del af Sonarington, de guddommelige Sønners inkarnations hemmeligheds sektor, som ikke vil være åben for jeres undersøgelser. Disse hemmeligheder vil aldrig blive åbenbaret til de opstigende Guds sønner.
13:2.7 (148.6) I sidste instans vil I få fuld adgang til Ascendington og forholdsvis adgang til de andre af Faderens sfærer undtagen Divinington. Men selv når I har fået tilladelse til at lande på fem yderligere hemmelige sfærer, efter at I er blevet finalit, så vil I ikke få tilladelse til at besøge alle sektorer på disse verdener. I vil heller ikke få tilladelse til at lande på Diviningtons kyster, ”Faderens favn,” selvom I helt sikkert gentagne gange vil stå ved ”Faderens højre hånd.” Der vil aldrig opstå en nødvendighed i hele evigheden for jeres tilstedeværelse på Tankeretternes verden.
13:2.8 (149.1) Disse åndelivets samlings sfærer er forbudt område i det omfang, at det er krævet af os, at vi ikke forhandler adgang til disse faser på disse sfærer som er helt udenfor vores erfaringsområde. I kan blive perfekt som skabning ligesom den Universelle Fader er guddoms perfekt, men I får ikke lov til at kende alle de erfaringsmæssige hemmeligheder, der påvirker alle andre klasser af universets personligheder. Når Skaberen har en erfaringsmæssig personligheds hemmelighed med sine skabninger, så beskytter Skaberen denne hemmelighed i evig fortrolighed.
13:2.9 (149.2) Alle disse hemmeligheder antages at være kendt af hele gruppen af Højestehedens Treenigede Hemmeligheder. Disse væsener er helt kendt kun af deres specielle verdens grupper; de er meget lidt forstået af andre klasser. Efter at I opnået Paradiset, kommer I til at kende og højt elske de ti Højestehedens Hemmeligheder som styrer Ascendington. Bortset fra Divinington, så vil I også opnå en delvis forståelse af Højestehedens Hemmeligheder på andre af Faderens verdener, dog ikke så perfekt som på Ascendington.
13:2.10 (149.3) Højestehedens Treenigede Hemmeligheder er, som deres navn antyder, forbundet til den Højeste; de er også forbundet til den Ultimative og til den fremtidige Højeste-Ultimative. Disse Højestehedens Hemmeligheder er den Højestes hemmeligheder og også den Ultimatives hemmeligheder, endda den Højeste-Ultimatives hemmeligheder.
13:3.1 (149.4) Den Evige Søns syv lysende sfærer er verdener af den rene åndeeksistens syv faser. Disse skinnende himmellegemer er kilden til det trefoldige lys i Paradiset og Havona, deres indflydelse er for det meste, men ikke helt begrænset til centraluniverset.
13:3.2 (149.5) Der er ingen personlighed til stede på disse Paradis satellitter; derfor er der meget lidt angående disse rene ånde bosættelser som kan præsenteres for den dødelige og materielle personlighed. Vi lærer, at i disse verdener myldre med den Evige Søns levende væsener som er alt andet end personlige. Vi udleder, at disse identiteter bliver samlet til tjeneste i det ydre rums forventede nye universer. Filosofferne i Paradiset påstår at hver Paradis cyklus, omtrent to milliarder år af Urantia tid, vidner om skabelse af yderligere reserver af disse klasser på den Evige Søns hemmelige verdener.
13:3.3 (149.6) Så vidt jeg er informeret, så har ingen personlighed nogensinde været på en eneste af disse den Evige Søns sfærer. Jeg er aldrig blevet tildelt til at besøge en af disse verdener i hele min erfaring inden for og uden for Paradiset. Selv de personligheder som er medskabt af den Evige Søn besøger ikke disse verdener. Vi udleder, at alle upersonlige åndetyper - uanset herkomst - har adgang til disse åndehjem. Da jeg er en person og har en åndeform, så vil sådan en verden uden tvivl synes tom og forladt selv om jeg fik tilladelse til at aflægge et besøg. Høje åndepersonligheder er ikke tilbøjelig til tilfredsstillelse af formålsløs nysgerrighed, absolut unyttige eventyr. Der er til enhver tid alt for mange fascinerende og meningsfulde eventyr for at tillade, at der opstår nogen stor interesse i de projekter som enten synes at være nyttesløs eller uvirkelige.
13:4.1 (149.7) Mellem Havonas inderste kredsløb og den Evige Søns skinnende sfærer kredser den Uendelige Ånds syv himmellegemer, verdener beboet af den Uendelige Ånd afkom af glorificerede skabte personligheder af treenigede sønner, og af andre typer uåbenbarede væsener som beskæftiger sig med af den effektive administration af de mange foretagende i de forskellige områder af universets aktiviteter.
13:4.2 (150.1) De Syv Mesterånder er de højeste og ultimative repræsentanter for den Uendelige Ånd. De opretholder deres personlige stationer, deres styrke fokus, på Paradisets periferi, men alle operationer angående deres forvaltning og styring af det store univers udføres udelukkende på og fra den Uendelige Ånds syv særlige udøvende sfærer. De Syv Mesterånder er, i virkeligheden, balance hjulet for sind-ånd i universernes univers, en altomsluttende, altomspændende, og alt koordinerende central beliggende styrke.
13:4.3 (150.2) Fra disse syv specielle sfærer virker Mesterånderne for at udligne og stabiliser det kosmiske sindets kredsløb i storuniverset. De har også noget at gøre med Guddommenes differentiale åndelige holdninger og tilstedeværelse overalt i storuniverset. Fysiske reaktioner er ensartet, uforanderlige, og altid øjeblikkelig og automatiske. Men erfaringsbaseret åndelig tilstedeværelse er i overensstemmelse med de underliggende betingelser eller tilstande af åndelig modtagelighed iboende i de individuelle sind i verdenerne.
13:4.4 (150.3) Fysisk myndighed, tilstedeværelse og funktion er uforanderlige i alle universer, små som store. Den afvigende faktor i åndelig tilstedeværelse, eller reaktion, er den varierende forskel i dens anerkendelse og modtagelse hos vilje skabninger. Eftersom den absolutte og eksistentielle Guddoms åndelige tilstedeværelse på ingen måde influeres af de skabte væseners loyalitet eller illoyalitet, er det også rigtigt, at underabsolutte og erfaringsmæssige Guddoms fungerende tilstedeværelse absolut og direkte influeres af disse finite skabte væseners beslutninger, valg, og vilje-holdninger - af det individuelle væsen, planet, system, konstellation, eller univers loyalitet og opofrelse. Men denne åndelige tilstedeværelse af guddommelighed er ikke lunefuld eller vilkårlig; dets erfaringsmæssige variation er en naturlig følge af at de personlige skabningers er forsynet med frie vilje.
13:4.5 (150.4) Det som bestemmer variationen i den åndelige tilstedeværelse eksisterer i jeres egne hjerter og sind og består af den måde i vælger, i sindets beslutninger, og i jeres vilje afgørelse. Denne forskel er iboende i intelligente personlige væseners frie vilje handlinger, væsener som den Universelle Fader har dekreteret, at de vil udøve denne valgfrihed. Og Guddommene følger altid ebbe og strømmen af deres ånder når de mødes og opfylder betingelserne og krav fra de skabtes forskellige valg - så giver de mere ud af deres tilstedeværelse som et svar på et ærligt ønske om det og igen trækker sig tilbage fra scenen når deres skabninger tager en modsat afgørelse i udøvelsen af deres guddommelige overdraget friheds valg. Og på denne måde bliver guddommeligheds ånden ydmyg lydig til hvad de skabte i verden vælger.
13:4.6 (150.5) De Syv Mesterånders udøvende bopæl er, i virkeligheden, Paradis hovedkvartererne for de syv superuniverser og deres korrelerede segmenter i de ydre rum. Hver Mesterånd præsiderer over et superunivers, og hver af disse syv verdener er udelukkende tildelt en af Mesterånderne. Der er bogstavelig talt ingen fase i de syv superuniversers administration under Paradisniveau som der ikke er draget omsorg for på disse udøvende verdener. De er ikke så eksklusive som Faderens eller som Sønnens sfærer, og selvom beboelsesstatus er begrænset til de indfødte væsener og dem som arbejder derpå, så er disse syv administrations planeter altid åben for alle væsener som ønsker at besøge dem, og som råder over de nødvendige midler til transit.
13:4.7 (151.1) For mig, er disse udøvende verdener de mest interessante og spændende steder udenfor Paradis. Ingen andre steder i hele det store univers kan man observere så mange varierende aktiviteter, som involver så mange forskellige klasser af levende væsener, som har noget at gøre med operationer på så mange forskellige niveauer, aktiviteter, som samtidig er materielle, intellektuelle og åndelige. Når jeg bevilges en periode af frigørelse fra tjeneste, og hvis jeg tilfældigvis er på Paradis eller i Havona, så fortsætter jeg til en af de Syv Mesterånders travle verdener, for at lade mit sind blive inspireret med synet af den slags foretagsomhed, hengivelse, loyalitet, visdom, og effektivitet. Intet andet sted kan jeg observere personligheds medvirken af en sådan forbløffende gensidighed på alle syv niveauer af universets virkelighed. Og jeg er altid stimuleret af aktiviteterne fra dem som godt ved hvordan de skal gøre deres arbejde, og som gennemgribende nyder at gøre det.
13:4.8 (151.2) [Præsenteret af en Fuldkommen af Visdom bestilt til således at fungere af Dagenes Ældste på Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 14
14:0.1 (152.1) DET PERFEKTE og guddommelige univers er i centrum af hele skabelsen; det er den evige kerne hvor omkring de uhyre kreationer i tid og rum roterer. Paradis er den gigantiske kerne Ø med absolut stabilitet som hviler ubevægelig i selve hjertet af det storslået evige univers. Denne centrale planetariske familie hedder Havona og er fjernt liggende fra lokaluniverset Nebadon. Dets dimensioner er enorme og dets masse er næsten utrolig og består af en milliard sfærer af ubegribelig skønhed og enestående storhed, men den sande størrelse af denne uhyre skabelse er virkelig udover det menneskelige sinds begrebs forståelse.
14:0.2 (152.2) Dette er den eneste ene uforanderlige, perfekte og etableret sammenhobning af verdner. Dette er et helt skabt og perfekt univers; det er ikke en evolutionær udvikling. Dette er den evige kerne af perfektion, om hvilken det endeløse univers procession roterer, som udgør det enorme evolutionære eksperiment, det dristige eventyr for Guds Skabersønner, som stræber efter at duplikere i tiden og i rummet, at reproducere mønster universet, idealet om guddommelige fuldstændighed, højeste endelighed, ultimativ virkelighed, og evige perfektion.
14:1.1 (152.3) Fra Paradisets periferi til de inderste grænser af de syv superuniverser er der følgende syv rum tilstande og bevægelser:
14:1.2 (152.4) 1. De hvilende mellemrums zoner som berører Paradis.
14:1.3 (152.5) 2. Den med uret procession af de tre Paradis og de syv Havona kredsløb.
14:1.4 (152.6) 3. Den semi-stille rumzone som adskiller Havona kredsløbene fra de mørke tyngdekrafts masser i centraluniversets.
14:1.5 (152.7) 4. Det inderste, mod uret bevægende bælte af mørke tyngdekrafts masser.
14:1.6 (152.8) 5. Den anden enestående rumzone som deler de to rumbaner af mørke tyngdekrafts masser.
14:1.7 (152.9) 6. Det yderste bælte af mørke tyngdekrafts masser, roterende med uret rundt om Paradis.
14:1.8 (152.10) 7. En tredje rumzone - en semi-stille zone - som adskiller det yderste bælte af mørke tyngdekrafts masser fra de inderste kredsløb af de syv superuniverser.
14:1.9 (152.11) Havonas en milliard verdner er arrangeret i syv koncentriske kredsløb som umiddelbart omgiver Paradissatellitternes tre kredsløb. Der er i op mod femogtredive millioner verdner i Havonas inderste kredsløb og over tohundrede og femogfyrre millioner i det yderste, med rimelig forhold til de mellemliggende antal. Alle kredsløb er forskelligt, men alle er perfekt afbalanceret og fortræffeligt velorganiseret, og hver er gennemtrængt af den Uendelige Ånds specialiserede repræsentation, en af de Syv Kredsløbs Ånder. I tillæg til andre funktioner så koordinerer denne upersonlige Ånd ledelsen af de himmelske anliggender overalt i sit kredsløb.
14:1.10 (153.1) Havonas planetariske kredsløb er ikke over hinanden; disse verdner følger hinanden i en velordnet lineær procession. Centraluniverset hvirvler rundt om den stationære Paradis Ø i et stort plan, bestående af ti koncentriske stabiliseret enheder - Paradis sfærernes tre kredsløb og Havona verdnernes syv kredsløb. Fysisk betragtet, så er Havona og Paradis kredsløbene alle et og samme system; deres adskillelse er i anerkendelse af funktionalitet og administrativt.
14:1.11 (153.2) Tiden er ikke medregnet på Paradis; sekvensen af efterfølgende begivenheder er medfødt i forståelsen på dem som er central Øens indbyggere. Med tiden er relevant for Havona kredsløbene og for talrige væsener af både himmelsk og jordisk oprindelse, som opholder sig derpå. Hver Havona verden har sin egen lokale tid, bestemt af dets kredsløb. Alle verdner i et givet kredsløb har den samme års længde eftersom de ensartet svinger rundt om Paradis, og længden af disse planetariske år formindskes fra det yderste til det inderste kredsløb.
14:1.12 (153.3) Ud over omløbstiden i Havona, er der Paradis-Havona standard dag og andre tidsangivelser, som er bestemt på, og udsendt fra den Uendelige Ånds syv Paradis satellitter. Paradis-Havona standard dag er baseret på den tids længde, som kræves for de planetariske bopæle af det første eller inderste Havona kredsløb til at fuldføre en omdrejning rundt om Paradis Øen; og selvom deres hastighed er enorm, på grund af deres placering mellem de mørke tyngdekraft masser og det gigantiske Paradis, kræves der næsten et tusinde år for disse sfærer til at fuldføre deres kredsløb. I har uforvarende læst sandheden, da jeres øjne hvilede på udtalelsen ”En dag er som tusinde år med Gud, men som en vagt om natten.” En Paradis-Havona dag er lige akkurat syv minutter, tre og en ottendedel sekund mindre end et tusinde år af den nuværende skudårs kalender på Urantia.
14:1.13 (153.4) Denne Paradis-Havona dag er standard tidsmåling for de syv superuniverser, selvom hvert opretholder deres egen interne tidsstandard.
14:1.14 (153.5) I udkanten af dette store centralunivers, langt udover Havona verdnernes syvende bælte, cirkulerer der et utroligt antal af enorme mørke tyngdekrafts masser. Disse mangfoldige mørke masser er helt ulige til andre rum masser i mange henseender; selv i form er de meget forskellige. Disse mørke tyngdekrafts masser hverken tilbagekaster eller absorbere lys; de reagere ikke på fysisk-energi lys, og de omgiver og omslutter så fuldstændig Havona at de skjule det fra synet af selv nærved beboede universer i tid og rum.
14:1.15 (153.6) Det store bælte af mørke tyngdekrafts masser er delt i to lige elliptiske kredsløb ved hjælp af en enestående rum indtrængen. Det indvendige bælte drejer mod uret; det udvendige drejer med uret. Disse modsatrettede bevægelses retninger, sammenkoblet med de mørke massers ekstraordinære mængde, udligner effektivt tyngdekrafts linjer i Havona, at centraluniverset bliver en fysisk afbalanceret og perfekt stabiliseret skabelse.
14:1.16 (153.7) De mørke tyngdekraft massers indvendige procession er rørformet i indretning, bestående af tre cirkelrunde grupperinger. Et tværsnit af dette kredsløb ville vise tre koncentriske cirkler af næsten lige tæthed. Det ydre kredsløb af mørke tyngdekrafts masse er anbragt i en vinkelret formation, ti tusinde gange højere end det indre kredsløb. Det ydre kredsløbs op og ned diameter er halvtreds tusinde gange større end den tværgående diameter.
14:1.17 (154.1) Det mellemliggende rum som eksistere mellem disse to tyngdekrafts massers kredsløb er unik, idet intet som det findes lignende andet steds i hele det store univers. Denne zone er karakteriseret ved enorme bølge bevægelser af en op og nedgående natur og er gennemtrængt af kolossale energi aktiviteter af en ukendt slags.
14:1.18 (154.2) I vores opfattelse, så er der intet mage til centraluniversets mørke tyngdekrafts masser som vil karakterisere den fremtidige udvikling af de ydre rum niveauer; vi betragter disse vekslende processioner af formidable tyngdekraft-balanceret masser som enestående i mesteruniverset.
14:2.1 (154.3) Åndevæsener bor ikke i tåget rum; de bebor ikke æteriske verdener; de er hjemmehørende på virkelige sfærer af en materiel natur, verdner lige så virkelige som dem hvorpå dødelige lever. Havona verdnerne er virkelig og bogstavelig, omend deres bogstavelige substans adskiller sig fra den materielle organisation af planeterne i de syv superuniverser.
14:2.2 (154.4) Havonas fysiske realiteter repræsenterer en klasse af energi organisation som radikalt adskiller sig fra nogen som helst fremherskende i de evolutionære universer i rummet. Havona energier er tredobbelt; enhederne af energi-materie i superuniverserne indeholder en dobbelt energi opladning, selv om en form for energi eksistere i negative og positive faser. Skabelsen af centraluniverset er tredobbelt (Treenighed); skabelsen af et lokalunivers (direkte) er dobbelt, af en Skabersøn og en Skabende Ånd.
14:2.3 (154.5) Havona materialet består af organisationen af nøjagtig tusinde grundlæggende kemiske grundstoffer og den afbalancerede funktion af syv former for Havona energi. Hver af disse grundlæggende energier manifesterer syv faser af exciteret tilstand, så de oprindelige indfødte i Havona reagerer på niogfyrre forskellige sensoriske stimuli. Med andre ord, set fra et rent fysisk synspunkt, så besidder centraluniversets indfødte niogfyrre specialiseret former for fornemmelser. Morontia sanserne er halvfjerds, og de højere åndelige former for reaktion og respons variere i forskellige væsen typer fra halvfjerds til tohundrede og ti.
14:2.4 (154.6) Ingen af de fysiske væsener i centraluniversets ville være synlige til Urantianerne. Alle fysiske stimulanser på disse fjerne verdner ville heller ikke fremkalde en reaktion i jeres grove sanse organer. Hvis en Urantia dødelig kunne blive transporteret til Havona, så ville han der være døv, blind, og aldeles mangle alle andre sanse reaktioner; han kunne kun fungere som et begrænset selvbevidst væsen uden alle miljømæssige stimuleringer og alle reaktioner dertil.
14:2.5 (154.7) Der er talrige fysiske fænomener og åndelige reaktioner som finder sted i den centrale skabelse som er ukendte på verdener som Urantia. Den grundlæggende organisation af en trefoldig skabelse er helt i modsætning til den dobbelte forfatning fra et skabt univers i tid og rum.
14:2.6 (154.8) Alle naturlige love er koordineret på et grundlag helt anderledes end i de dobbelte energisystemer fra de udviklende skabelser. Hele centraluniverset er organiseret i overensstemmelse med det trefoldige system af perfekt og symmetrisk kontrol. Igennem hele Paradis-Havona systemet er der opretholdt en perfekt balance mellem alle kosmiske virkeligheder og alle åndelige kræfter. Med dets absolutte forståelse om den materielle skabelse, regulerer og opretholder Paradiset de fysiske energier i dette centralunivers; den Evige Søn opretholder som en del af hans altfavnende ånds greb på den mest perfekte måde, den åndelige status af alle som bor på Havona. På Paradis er intet eksperimenterende, og Paradis-Havona systemet er en enhed af skabende fuldkommenhed.
14:2.7 (155.1) Den Evige Søns universelle åndelige tyngdekraft er forbløffende aktiv overalt i centraluniverset. Alle åndelige værdier og åndelige personligheder er uophørligt trukket indad mod Gudernes bopæl. Denne indre trang mod Gud er intens og uundgåelig. Ambitionen om at nå frem til Gud er stærkere i centraluniverset, ikke fordi åndetyngdekraften er stærkere end i de fjerntliggende universer, men fordi de væsener som har nået Havona er mere fuldstændigt åndeliggjorte og derfor mere påvirkelige for den altid tilstedeværende påvirkning af trækket fra den Evige Søns universelle åndetyngdekraft.
14:2.8 (155.2) Ligeledes trækker den Uendelige Ånd alle intellektuelle værdier mod Paradis. Overalt i centraluniverset virker den Uendelige Ånds sindstyngdekraft i forbindelse med den Evige Søns åndetyngdekraft, og disse udgør tilsammen den samlede indre trang af de opstigende sjæle til at finde Gud, for at opnå Guddom, til at nå Paradis, og til at kende Faderen.
14:2.9 (155.3) Havona er et åndeligt perfekt og fysisk stabilt univers. Kontrollen og den afbalanceret stabilitet af centraluniverset fremstår som værende perfekt. Alt fysisk eller åndeligt er helt forudsigeligt, men ikke sindsfænomener og den personlige vilje. Vi konkluderer, at synd kan betragtes som værende en umulig forekomst, men vi gør det på det grundlag, at de indfødte fri viljeskabninger på Havona aldrig har været skyldige i overtrædelse af Guddommens vilje. Gennem hele evigheden har disse himmelske væsener været konsekvent loyale til Dagenes Evige. Synden er heller ikke fremkommet i nogen skabning som er kommet til Havona som pilgrim. Der har aldrig været et tilfælde af dårlig opførsel af nogen skabning fra nogen gruppe af personligheder nogen sinde skabt i, eller tilladt adgang til, det centrale Havona univers. Så perfekt og guddommelig er de udvælgelses metoder og midler i tidens universer, at der aldrig i Havonas optegnelser har fundet en forseelse sted; ingen fejltagelser er nogen sinde lavet; ingen opstigende sjæl er nogensinde blevet for tidligt optaget til centraluniverset.
14:3.1 (155.4) Angående centraluniversets regering, så er der ingen. Havona er så udsøgt perfekt, at intet intellektuelt regeringssystem er nødvendigt. Der er ingen regelmæssige indstiftede domstole, ej heller er der lovgivende forsamlinger; Havona behøver kun administrativ vejledning. Her kan observeres de højeste idealer af ægte selvstyre.
14:3.2 (155.5) Der er ikke behov for regering bland sådanne perfekte og næsten perfekte intelligenser. De har ikke brug for regulering, for de er væsener med medfødt perfektion blandet med evolutionære skabninger som for længst har bestået undersøgelsen af superuniversernes højeste domstole.
14:3.3 (155.6) Administrationen af Havonas er ikke automatisk, men den er beundringsværdigt perfekt og guddommeligt effektiv. Den er hovedsagelig planetarisk og er betroet til planetens bosiddende Evige af dage, hver Havona sfære styres af en af disse personligheder med Treenighedsoprindelse. De Evige af Dage er ikke skabere, men de er perfekte administratorer. De underviser med den højeste dygtighed og vejleder deres planetariske børn med en perfektion af visdoms grænsende til absoluthed.
14:3.4 (156.1) Centraluniversets en milliard sfærer udgør uddannelse verdener af de høje personligheder født i Paradiset og Havona og tjener yderligere som de endelige evalueringsområder for opstigende skabninger fra de evolutionære verdener af tid. Ved udførelse af den Universelle Faders store plan for de skabtes opstigning lander tidens pilgrimme på den ydre eller syvende kredsløbs modtagelses verdener, og efter videreuddannelse og udvidet erfaring, bliver de i stigende grad fremrykket indad, planet efter planet og cirkel efter cirkel, indtil de endelig når frem til Guddommene og opnår bopæl på Paradis.
14:3.5 (156.2) På nuværende tidspunkt, selvom de syv kredsløbs sfærer er vedligeholdt i hele deres himmelske herlighed, så er det kun omkring en procent af hele den planetariske kapacitet, som er udnyttet i arbejdet med at fremme Faderens universelle plan for de dødeliges opstigelse. Omkring en tiende del af en procent af arealet af disse enorme verdner er tilegnet Finalitkorpsets liv og aktiviteter, væsener som for evigt har fundet sig til rette i lys og liv og som ofte opholder sig og tjener på Havona verdnerne. Disse ophøjede væsener har deres personlige boliger i Paradiset.
14:3.6 (156.3) Den planetariske konstruktion af Havona sfærerne er helt i modsætning til rummets evolutionære verdner og systemer. Intet andet sted i hele storunivers er det hensigtsmæssigt at anvende sådanne enorme sfærer som beboede verdner. Den triatafysiske forfatning, kombineret med den afbalancerende effekt af de enorme mørke tyngdekraft masser, gør det muligt så perfekt at udligne de fysiske kræfter og så udsøgt at afbalancere de forskellige tiltrækningskræfter fra denne kolossale skabelse. Antityngdekraft er også anvendt i organisationen af de materielle funktioner og de åndelige aktiviteter af disse enorme verdener.
14:3.7 (156.4) Arkitekturen, belysning, og opvarmning, så vel som den biologiske og artistiske udsmykning af Havona sfærerne, er helt udover den største mulige strækning af menneskelige fantasi. Man kan ikke fortælle jer meget om Havona; for at forstå dets skønhed og storslåenhed må I se det. Men der er virkelige floder og søer på disse fuldkomne verdner.
14:3.8 (156.5) Åndeligt er disse verdner ideelt indrettet; de er på passende vis tilpasset deres formål til at rumme de talrige klasser af forskellige væsener, som fungerer i centraluniverset. Mangfoldige aktiviteter finder sted på disse smukke verdner som er langt udover den menneskelige fatteevne.
14:4.1 (156.6) Der er syv grundlæggende former for levende ting og væsener på Havona verdnerne, og hver af disse grundlæggende former eksistere i tre særskilte faser. Hver af disse tre faser er inddelt i halvfjerds hoved afdelinger, og hver hoved afdeling er sammensat af et tusinde mindre delinger, med stadig andre under afdelinger, og så videre. Disse grundlæggende livs grupper kan klassificeres som:
14:4.2 (156.7) 1. Materiel.
14:4.3 (156.8) 2. Morontiel.
14:4.4 (156.9) 3. Åndelig.
14:4.5 (156.10) 4. Absonit.
14:4.6 (156.11) 5. Ultimativ.
14:4.7 (156.12) 6. Samabsolut.
14:4.8 (156.13) 7. Absolut.
14:4.9 (157.1) Opløsning og død er ikke en del af Havona verdnernes livscyklus. I centraluniverset gennemgår de lavere levende ting materialiserings forvandlingen. De skifter form og manifestation, men de opløses ikke gennem en proces af forrådnelse og celledød.
14:4.10 (157.2) Alle Havona indfødte er alle Paradistreenighedens afkom. De er uden skabelses forældre, og de er ikke forplantnings væsener. Vi kan ikke portrættere skabelsen af disse af centraluniversets borgere, væsener som aldrig er skabt. Hele historien om skabelse af Havona er et forsøg på at tid og rum indfører en evigheds kendsgerning som ikke har nogen forhold til tid eller rum, således som det dødelige menneske opfatter dem. Men vi må indrømme den menneskelige filosofi et oprindelsespunkt; selv personligheder langt over det menneskelige niveau kræver et begreb af ”begyndelse.” Ikke desto mindre, så er Paradis-Havona systemet evigt.
14:4.11 (157.3) Havonas indfødte lever på centraluniversets en milliard sfærer på samme måde som andre klasser af permanent borgerskab bebor deres respektive fødselssfærer. Ligesom de materielle klasser af sønner føres igennem den materielle, intellektuelle, og åndelige økonomi af en milliard lokalsystemer i et superunivers, således, i en vis større forstand, lever og fungerer Havonas indfødte på centraluniversets en milliard verdner. I ville muligvis betragte disse Havonaere som materielle skabninger i den forstand at ordet ”materiel” kunne udvides til at beskrive de fysiske virkeligheder i det guddommelige univers.
14:4.12 (157.4) Der er et liv som er hjemmehørende til Havona og som besidder betydning i og for sig selv. Havonaere tjener på mange måder til dem som nedstiger fra Paradiset og til dem som opstiger fra superuniverserne, men de lever også liv som er enestående i centraluniverset og som har relativ betydning helt uafhængig af enten Paradis eller superuniverserne.
14:4.13 (157.5) Ligesom tros sønners tilbedelse i de evolutionære verdner tjener til den Universelle Faders kærligheds tilfredsstillelse, så mætter Havona skabningernes ophøjet forgudelse den guddommelige skønhed og sandheds perfekte ideal. Ligesom de dødelige mennesker stræber efter at gøre Guds vilje, så lever centraluniversets væsener for at tilfredsstille Paradistreenighedens idealer. I selve deres natur er de Guds vilje. Mennesket glædes over Guds godhed, Havonaerne jubler over den guddommelige skønhed, mens I begge nyder frihedens levende sandheds tjeneste.
14:4.14 (157.6) Havonaerne har både nuværende og fremtidige valgfrie uåbenbaret skæbner. Og der er en fremgang for de indfødte skabninger som er ejendommelig for centraluniverset, en fremgang som hverken involverer opstigning til Paradiset eller indtrængen i superuniverserne. Denne fremgang til højere Havona status kan forstås som følgende:
14:4.15 (157.7) 1. Erfaringsmæssig fremskridt udad fra det første til det syvende kredsløb.
14:4.16 (157.8) 2. Fremskridt indad fra det syvende til det første kredsløb.
14:4.17 (157.9) 3. Fremskridt indenfor en kreds - fremgang indenfor verdener af et givet kredsløb.
14:4.18 (157.10) Udover Havonas indfødte, så omfatter centraluniversets beboere talrige klasser af mønster væsener for forskellige grupper i universet - rådgivere, ledere, og lærere, som rådgiver, leder og lærer samme slags væsener overalt i skabelsen. Alle væsener i alle universer er formet langs linjerne af en eller anden bestemt klasse af mønster væsen som lever på en eller anden af Havonas en milliard verdner. Selv tidens dødelige har deres mål og idealer af væsen eksistens på det ydre kredsløb af disse mønstre sfærer i det høje.
14:4.19 (157.11) Så er der de væsener som har opnået den Universelle Fader, og som er berettiget til at gå og komme, som er overdraget opgaver af speciel tjeneste her og der i universerne. Og på alle Havona verdnerne kan man finde opnåelses kandidater, dem som fysisk har nået centraluniverset, men som endnu ikke har opnået den åndelige udvikling som vil gøre det muligt for dem at søge bopæl i Paradiset.
14:4.20 (158.1) Den Uendelige Ånd er repræsenteret på Havona verdnerne af en stor mængde af personligheder, væsener af ynde og glans, som administrerer detaljerne i de indviklede intellektuelle og åndelige anliggender i centraluniverset. På disse verdner af guddommelig perfektion udfører de det arbejde som af naturen hører til den normale forvaltning af denne enorme skabelse og, derudover, varetager de mangfoldige opgaver af undervisning, træning og tjeneste til de enorme antal af opstigende skabninger som er steget op til herlighed fra rummets mørke verdner.
14:4.21 (158.2) Der er talrige grupper af indfødte væsener i Paradis-Havona systemet som på ingen måde direkte er forbundet med opstigningsplanen af skabningers opnåelse af perfektion; derfor er de udeladt fra personligheds klassifikationen således som den er præsenteret for de dødelige racer. Kun de store grupper af supermenneskelige væsener og de klasser, som direkte er forbundet med jeres overlevelse erfaring er præsenteret i denne sammenhæng.
14:4.22 (158.3) Havona vrimler med livsformer i alle faser af intelligente væsener, som her søger at gå videre fra de lavere til højere kredsløb i deres anstrengelser for at opnå højere niveauer af guddommelig realisering og udvidet forståelse af højeste betydninger, ultimative værdier, og absolut virkelighed.
14:5.1 (158.4) På Urantia passere i gennem en kort og intens test under jeres livsforløb af materiel eksistens. På mansoniaverdnerne og op gennem jeres system, konstellation, og lokalunivers, gennemrejser I opstigningens morontia faser. På superuniversets uddannelses verdener passere i gennem sande ånde stadier af fremadskridelse og er forberedt på eventuel passage til Havona. På de syv kredsløb i Havona er jeres opnåelse intellektuel, åndelig, og erfaringsbaseret. Og der er en konkret opgave som skal udføres på hver af disse verdner på hvert af disse kredsløb.
14:5.2 (158.5) Livet i de guddommelige verdner i centraluniverset er så rig og fuld, så fuldstændig og rigeligt, at det helt overgår menneskets begreb om, hvad et skabt væsen eventuelt kunne erfare. De sociale og økonomiske aktiviteter af denne evige skabelse er helt forskellige fra de beskæftigelser som materielle skabninger der lever på evolutionære verdner som Urantia er vant til. Selv Havonas tænketeknik er ulig tankeprocessen på Urantia.
14:5.3 (158.6) Centraluniversets regulering er passende og i følge sin natur medfødt; adfærds reglerne er ikke vilkårlige. I hvert krav af Havonas er der åbenbaret retfærdighed som grund og retskaffenhed som regel. Og disse to faktorer, kombineret, udligner hvad man på Urantia ville benævne korrekthed. Når I ankommer til Havona, så vil I naturligvis nyde at gøre ting på den måde som de skal gøres.
14:5.4 (158.7) Når intelligente væsener først når centraluniverset, bliver de modtaget og bosat på den syvende Havona kredsløbs pilotverden. Efterhånden som de nyankomne udvikler sig åndeligt, og opnå identitets opfattelse af deres superunivers Mesterånd, så bliver de overført til det sjette cirkel. (Det er efter disse arrangementer i centraluniverset, at udviklingscirklerne i det menneskelige sind er blevet betegnet.) Efter at de opstigende har opnået en realisering af den Højeste og derved forberedt for Guddomseventyret, bliver de bragt til det femte kredsløb; og efter opnåelsen af den Uendelige Ånd, bliver de transporteret til den fjerde. Efter opnåelsen af den Evige Søn, bliver de flyttet til det tredje; og når de har erkendt den Universelle Fader, så tager de ophold på det andet kredsløb af verdener, hvor de bliver fortrolige med Paradisets værter. Ankomsten på Havonas første kredsløb tilkendegiver godkendelsen af tidens kandidater ind i tjeneste i Paradiset. I henhold til længden og karakteren af det skabte væsens opstigning, så vil de vente på ubestemt tid på det inderste kredsløb af tiltagende åndelig opnåelse. Fra dette indre kredsløb passere den opstigende pilgrim indad til Paradisets bopæl og indtrædelse i Finalitkorpset.
14:5.5 (159.1) Under jeres ophold på Havona som en opstigende pilgrim, vil I få lov til frit at besøge de verdener i kredsløbet som er tilknyttet til jeres opgave. I vil også få tilladelse til at gå tilbage til de planeter i de kredsløb I tidligere har gennemrejst. Og al dette er muligt for dem som opholder sig på Havonas cirkler uden nødvendigvis at anvende supernaftransport. Pilgrimmene fra tiden er i stand til at udstyre sig selv til at gennemrejse ”opnået” rum men er afhængig af den fastsatte teknik til at overvinde ”uopnået” rum; en pilgrim kan ikke forlade Havona eller rejse fremad udover hans tildelte kredsløb uden hjælp fra en transportsupernaf.
14:5.6 (159.2) Der er en forfriskende originalitet over denne enorme centrale skabelse. Bortset fra den fysiske organisering af stof og den fundamentale konstitution af de grundlæggende klasser af intelligente væsener og andre levende ting, så er der intet til fælles mellem verdnerne i Havona. Enhver af disse planeter er en original, enestående, og eksklusiv skabelse; hver planet er en uforlignelig, unik, og perfekt produktion. Og denne forskellighed af individualitet strækker sig til alle funktioner af de fysiske, intellektuelle, og åndelige aspekter af planetarisk eksistens. Hver eneste af denne en milliard fuldkomne planeter er blevet udviklet og forskønnet i overensstemmelse med de planer den bosiddende Dagenes Evige har udarbejdet. Og det er netop derfor ikke to af dem er ens.
14:5.7 (159.3) Først når I har gennemrejst det sidste af Havonas kredsløb og besøgt den sidste af Havonas verdner, vil eventyrets tonikum og nysgerrighedens stimulus forsvinde fra jeres karriere. Og så vil længslen, den fremadgående evigheds impuls, erstatte sin forløber, eventyrlysten i tiden.
14:5.8 (159.4) Monotoni er tegn på umodenhed af den skabende fantasi og uinaktivitet af intellektuel samordning med den åndelige begavelse. På den tid hvor en opstigende dødelig begynder udforskningen af disse himmelske verdner, har han allerede opnået følelsesmæssig, intellektuel, og social, hvis ikke åndelig, modenhed.
14:5.9 (159.5) Ikke kun vil I møde forandringer, som I ikke har drømt om, efterhånden som I gør fremskridt fra kredsløb til kredsløb i Havona, men jeres forbavselse vil være ubeskrivelig efterhånden som I udvikler jer fra planet til planet indenfor hvert kredsløb. Hver af disse milliarder studie verdener er et sandt universitet af overraskelser. Vedvarende forbavselse, endeløs undren, er, hvad de erfarer som gennemrejser disse kredsløb og rejser på disse gigantiske sfærer. Monotoni er ikke en del af karrieren i Havona.
14:5.10 (159.6) Eventyrs kærlighed, nysgerrighed, og rædsel for monotoni - disse træk, der er en naturlig del af den udviklende menneskenatur - er ikke plantet i jer, bare for at ærgre og irritere jer gennem jeres korte ophold på jorden, men snarere for at antyde til jer, at døden kun er begyndelsen på en endeløs karriere af eventyr, en vig forsmag på livet, en evig opdagelsesrejse.
14:5.11 (160.1) Nysgerrighed - undersøgelses ånden, opdagelses trangen, udforsknings jagten - er en del af den medfødte og guddommelige begavelse af evolutionære rum skabninger. Disse naturlige impulser blev ikke givet jer blot for at være frustrerende og undertrykkende. Sandt nok, så må disse ambitiøse drifter ofte blive behersket gennem jeres korte liv på jorden, skuffelse må ofte erfaret, men de vil blive fuldt realiseret og på strålende vis tilfredsstillet under den lange tidsalder som kommer
14:6.1 (160.2) Omfanget af aktiviteter på de syv kredse i Havona er enormt. I almindelighed kan de beskrives som:
14:6.2 (160.3) 1. Havonale.
14:6.3 (160.4) 2. Paradisiske.
14:6.4 (160.5) 3. Opstigende-finite - Højeste-Ultimativ evolutionær.
14:6.5 (160.6) Mange superendelige aktiviteter foregår i den nuværende univers tidsalder i Havona, der involverer utallige forskellige absonitte og andre faser af sind og ånde funktioner. Det er muligt at centraluniverset tjener mange formål som ikke er åbenbaret til mig, fordi det fungerer på talrige måder udover det skabte sinds opfattelsesevne. Ikke desto mindre, så vil jeg bestræbe mig på at skildre, hvorledes denne perfekte skabelse bidrager til de behov og medvirker til tilfredsstillelse af syv klasser af intelligenser i universet.
14:6.6 (160.7) 1. Den Universelle Fader - Den Første Kilde og Center. Gud Faderen får den højeste forældremæssig tilfredsstillelse fra central skabelsens perfektion. Han nyder oplevelsen af kærligheds mæthed på nære lige niveauer. Den perfekte Skaber er guddommeligt tilfreds med tilbedelsen af den perfekte skabning.
14:6.7 (160.8) Havona yder Faderen den højeste præstations tilfredsstillelse. Den perfekte realisering i Havona kompenserer for tid og rum forsinkelser af evighedens trang til uendelig udvidelse.
14:6.8 (160.9) Faderen glæder sig over den guddommelige skønhedens gengivelse i Havona. Det tilfredsstiller det guddommelige sind at kunne yde alle udviklende universer et perfekt mønster af udsøgt harmoni.
14:6.9 (160.10) Vores Fader betragter centraluniverset med perfekt glæde, fordi det er en værdig åbenbaring af åndevirkelighed til alle personligheder i universet af universer.
14:6.10 (160.11) Universernes Gud har en positiv holdning til Havona og Paradis da de udgør det evige styrkecenter for al efterfølgende univers udvidelse i tid og rum.
14:6.11 (160.12) Den Evige Fader ser med uophørlig tilfredshed Havona skabelsen som det værdige og tiltrækkende mål for tidens opstigningskandidater, hans dødelige børnebørn fra rummet i deres opnåelse af Skaber-Faders evige hjem. Og Gud finder glæde i Paradis-Havona universet som det evige hjem for Guddomme og den guddommelige familie.
14:6.12 (160.13) 2. Den Evige Søn - Den Anden Kilde og Center. For den Evige Søn tilbyder den enestående centrale skabelse det evige bevis på effektiviteten af partnerskabet i den guddommelige familie - Faderen, Sønnen, og Ånden. Det er det åndelige og materielle grundlag for absolut tillid i den Universelle Fader.
14:6.13 (160.14) Havona yder den Evige Søn en næsten ubegrænset base for åndestyrkens altid udvidende erkendelse. Centraluniverset tilbyder den Evige Søn den arena, hvori han sikkert og trygt kunne demonstrere overdragelse tjenestens ånd og teknik via undervisning af hans Paradissønner.
14:6.14 (161.1) Havona er virkeligheds grundlaget for den Evige Søns åndetyngdekrafts kontrol af universernes univers. Dette univers yder Sønnen tilfredsstillelse af forældremæssig længsel, åndelig reproduktion.
14:6.15 (161.2) Havona verdnerne og deres perfekte indbyggere er den første og evige afgørende bevis for, at Sønnen er Faderens Ord. Derved er bevidstheden om Sønnen som et uendeligt supplement af Faderen perfekt tilfredsstillet.
14:6.16 (161.3) Og dette univers giver mulighed for realisering af gensidigheden af broderlig ligestilling mellem den Universelle Fader og den Evige Søn, og dette udgør det evige bevis på den uendelige personlighed af hver.
14:6.17 (161.4) 3. Den Uendelige Ånd - Den Tredje Kilde og Center. Havona universet yder den Uendelige Ånd beviset på at være Samforeneren, den forenet Fader-Sønnens uendelige repræsentant. I Havona opnår den Uendelige Ånd den kombinerede tilfredshed af at fungere som en kreativ aktivitet mens han nyder tilfredsstillelsen af absolut sameksistens med sin guddommelige præstation.
14:6.18 (161.5) I Havona fandt den Uendelige Ånd en arena hvori han kunne demonstrere evnen og viljen til at tjene som en potentiel barmhjertigheds minister. I denne perfekte skabelse holdt den Uendelige Ånd prøve på det tjenende eventyr i de evolutionære universer.
14:6.19 (161.6) Denne perfekte skabelse yder den Uendelige Ånd mulighed for at deltage i universets administration sammen med begge de guddommelige forældre - at administrere et univers som associeret Skaber afkom, for derved at forberede sig på den fælles administration af lokaluniverserne som den Skabende Ånde medarbejder til Skabersønnerne.
14:6.20 (161.7) Havona verdnerne er sindets laboratorium for skaberne af det kosmiske sind og tjenerne af alle eksisterende sinds skabninger. Sindet er forskelligt på hver Havona verden og tjener som mønster for alle væseners åndelige og materielle intellekt.
14:6.21 (161.8) Disse perfekte verdener er sindets grundskole for alle væsener bestemt for Paradis samfundet. De ydet Ånden rigelig mulighed for på sikre og rådgivende personligheder at afprøve i praksis teknikken for sinds tjeneste.
14:6.22 (161.9) Havona er en kompensation til den Uendelige Ånd for hans udbredte og uselviske arbejde i rummets universer. Havona er det perfekte hjem og tilflugtssted for den utrættelige Sindstjener o tid og rum.
14:6.23 (161.10) 4. Det Højeste Væsen - den evolutionære forening af erfaringsmæssig Guddom. Havona skabelsen er det evige og perfekte bevis for det Højeste væsens åndelig realitet. Denne perfekte skabelse er en åbenbaring af den perfekte og symmetrisk åndenatur, som karakteriserer Gud den Højeste før begyndelsen af styrke-personligheds syntese af de finite refleksioner af Paradisets Guddomme i de erfaringsmæssige universer af tid og rum.
14:6.24 (161.11) I Havona er den Almægtiges styrkepotentialer forenet med den Højestes åndelige natur. Denne centrale skabelse er en eksemplificering af den Højeste enhed i fremtidens evighed.
14:6.25 (161.12) Havona er et perfekt mønster af den Højestes universelle potentiale. Dette univers er en færdig portrættering af den fremtidige perfektion af den Højeste og antyder den Ultimatives potentiale.
14:6.26 (162.1) Havona udviser endeligheden af ånde værdier eksisterende som levende vilje skabninger af højeste og perfekt selvkontrol; sind eksisterende som ultimativ ækvivalent til ånd; virkelighed og enheds intelligens med et ubegrænset potentiale.
14:6.27 (162.2) 5. De Samordnede Skabersønner. Havona er det pædagogiske undervisningsområde, hvor Paradisets Michaels er forberedt til deres efterfølgende eventyr i deres skabte universer. Denne guddommelige og perfekte skabelse er et mønster for enhver Skabersøn. Han stræber efter at tilvirke hans eget univers til i sidste instans at opnå disse perfekte Paradis-Havona niveauer.
14:6.28 (162.3) En Skabersøn anvender Havona skabningerne som mulige personligheds mønstre for hans egne dødelige børn og åndelige væsener. Michaelsønnerne og andre Paradissønner anskuer Paradis og Havona som den guddommelige skæbne for tidens børn.
14:6.29 (162.4) Skabersønnerne ved at den centrale skabelse er den virkelige kilde for den uundværlige overkontrol af universet som stabiliserer og forener deres lokaluniverser. De ved, at den personlige tilstedeværelse af den altid tilstedeværende påvirkning af den Højeste og Ultimative er i Havona.
14:6.30 (162.5) Havona og Paradis er kilden for en Michael søns skabende styrke. Her bor de væsener som samarbejder med ham i skabelsen af universet. Fra Paradiset kommer Universets Moderånder, lokaluniversernes medskabere.
14:6.31 (162.6) Paradissønnerne betragter den centrale skabelsen som hjemmet for deres guddommelige forældre - deres hjem. Det er stedet hvor de nyder at vende tilbage til igen og igen.
14:6.32 (162.7) 6. De Samordnede Tjenende Døtre. Universets Moderånder, medskaberne af lokaluniverserne, får deres førpersonlige træning på Havonas verdner i tæt samarbejde med Kredsløbs Ånderne. I centraluniverset praktiseres lokaluniversernes Åndedøtrene behørigt i samarbejdsmetoderne med Paradissønnerne, alt imens underlagt Faderens vilje.
14:6.33 (162.8) På Havona verdnerne finder Ånden og Åndedøtrene sinds mønstrene for alle deres grupper af åndelige og materielle intelligenser, og dette centralunivers er fremtidens skæbne for de skabninger som en Univers Moderånd sammen med en tilknyttet Skabersøn har været garant for.
14:6.34 (162.9) Universets Moderskaber husker Paradiset og Havona som stedet for sin oprindelse og som den Uendelige Moderåndens hjem, boligen for det Uendelige Sinds personlige tilstedeværelse.
14:6.35 (162.10) Fra dette centralunivers kom også overdragelsen af de personlige privilegier til skaberevner som en af universets Guddommelig Minister anvender for at komplementære en Skabersøn i arbejdet med at skabe levende viljeskabninger.
14:6.36 (162.11) Og til sidst, eftersom disse Døtreånder til den Uendelige Moderånd højst sandsynligt ikke nogensinde vender tilbage til deres Paradis hjem, så opnår de stor tilfredsstillelse fra det universelle refleksionsfænomen forbundet med det Højeste Væsen i Havona og personaliseret i Majeston på Paradiset.
14:6.37 (162.12) 7. De Evolutionære Dødelige af den Opstigende Karriere. Havona er hjemsted for mønster personligheden for enhver dødelig type og hjemmet for alle overmenneskelige personligheder af dødelig forening som ikke deres oprindelse i kreationerne af tid.
14:6.38 (162.13) Disse verdener stimulerer alle menneskelige impulser til at opnå sande åndeværdier på de højeste tænkelige virkeligheds niveauer. Havona er det førparadisiske uddannelsesmål for enhver opstigende dødelig. Her opnår de dødelige førparadisisk Guddom - det Højeste Væsen. Havona fremstår for alle vilje skabninger som porten til Paradiset og Gud opnåelse.
14:6.39 (163.1) Paradis er finaliternes hjem og Havona, deres arbejdsområde og rekreationsområde. Og enhver dødelig, som kender Gud længes efter at blive en finalit.
14:6.40 (163.2) Centraluniverset er ikke kun menneskets etableret skæbne, men det er også startstedet for finaliternes evige karriere når de engang begynder på det uafsløret og universelle eventyr i udforskning af uendeligheden af den Uendelige Fader.
14:6.41 (163.3) Havona vil ubestridelig fortsætte med at fungere i absonit betydning selv i fremtidige universers tidsaldre, som vil bevidne rummets pilgrimme som forsøger på at finde Gud på overfinite niveauer. Havona har kapacitet til at tjene som et uddannelses univers for absonitte væsener. Det vil sandsynligvis være den endelige skole, når de syv superuniverser fungerer som den mellemliggende skole for kandidater af de første skoler fra det ydre rum. Og vi hælder til den opfattelse, at det evige Havona potentiale virkelig er ubegrænsede, at centraluniverset har evig evne til at tjene som et erfaringsmæssig uddannelses univers for alle tidligere, nuværende, eller fremtidige typer af skabte væsener.
14:6.42 (163.4) [Præsenteret af en Fuldkommen af Visdom bestilt til således at fungere af Dagenes Ældste på Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 15
15:0.1 (164.1) HVAD ANGÅR den Universelle Fader - som en Fader - så er universerne faktisk ikke eksisterende; han beskæftiger sig med personligheder; han er personlighedernes Fader. Hvad angår den Evige Søn og den Uendelige Ånd - som skaber partnere - så er universerne lokaliseret og individuelt underlagt Skabersønnernes og de Skabende Ånders fælles styre. Hvad angår Paradistreenigheden, så er der udenfor Havona lige akkurat syv beboede universer, syv superuniverser hvis jurisdiktion omfatter det første rumniveau kredsløb efter Havona. De Syv Mesterånder udstråler deres indflydelse fra den centrale Ø, og dermed udgør den store skabelse et gigantisk hjul, hvor navet er den evige Paradis Ø, de syv eger strålingen fra de Syv Mesterånder, og fælgen de ydre områder af storuniverset.
15:0.2 (164.2) Tidligt i den universelle skabelsens materialisering blev den syvfoldige plan for superuniversets organisation og regering formuleret. Den første skabelse efter Havona blev opdelt i syv vældige segmenter, og hovedkvarters verdnerne for disse superuniversers regeringer blev udtænkt og konstrueret. Den nuværende administrationsordning har eksisteret næsten fra evigheden, og herskerne i disse syv superuniverser kaldes med rette Dagenes Ældste.
15:0.3 (164.3) Ud af det store mængde af viden angående superuniverserne, er det kun lidt jeg kan håbe på at fortælle jer, men der er gennem alle disse verdener en virkende teknik af intelligens kontrol af både fysiske og åndelige kræfter, og den universelle tyngdekraft tilstedeværelse fungerer her i majestætisk styrke og perfekt harmoni. Det er vigtigt først at få en passende ide af den fysiske struktur og materielle organisation af superuniversernes domæner, fordi så vil i være bedre forberedt til at forstå betydningen af den fantastiske organisation, som er tilvejebragt for deres åndelige regering og for den intellektuelle udvikling hos de vilje skabninger som bor på de utallige beboede planeter som er spredt her og der over alt i disse syv superuniverser.
15:1.1 (164.4) Indenfor det begrænsede omfang af generationers optegnelser, observationer, og erindringer fra en million eller en milliard af jeres korte år, oplever Urantia og det univers hvortil den hører, praktisk taget et eventyr af en lang dykning ind i nyt uudforsket rum; men ifølge optegnelser på Uversa, i overensstemmelse med ældre observationer, i harmoni med de mere omfattende erfaringer og kalkulationer af vores klasse, og som et resultat af konklusioner baseret på disse og andre forskningsresultater, ved vi at universerne er engageret i en ordnet, godt forstået, og perfekt kontrolleret procession, svingende i majestætisk ophøjethed rundt om den Første Kilde og Center og hans beboelsesunivers.
15:1.2 (165.1) Vi har for lang tid siden opdaget at de syv superuniverser bevæger sig langs en stor ellipse, en gigantisk og aflang cirkel. Jeres solsystem og andre verdener af tid er ikke kastet hovedkulds, uden kort og kompas, ind i ikke kortlagt rum. Lokaluniverset som jeres system tilhører følger en bestemt og godt forstået kurs mod uret langs det brede sving som indkredser centraluniverset. Denne kosmiske bane er godt kortlagt og er lige så grundigt kendt af superuniversets stjerne observatører som planeternes baner, som udgør jeres solsystem er kendt af Urantias astronomer.
15:1.3 (165.2) Urantia er placeret i et lokalunivers og et superunivers som ikke er fuldt organiseret, og jeres lokalunivers er i umiddelbar nærhed til talrige delvis færdiggjorte fysiske kreationer. I tilhører et af de forholdsvise nye universer. Men i er ikke, i dag, vildt kastet ind i ikke kortlagt rum eller blindt svingende ind i ukendte områder. I følger en velordnet og forudbestemt bane af superuniversets rumniveau. I passerer nu gennem det selv samme rum som jeres planetariske system, eller dets forgængere gennemrejste for lang tid siden; og en dag i den fjerne fremtid vil jeres system, eller dets efterfølgere, igen gennemrejse det identiske rum, hvor igennem I nu styrter så hurtig.
15:1.4 (165.3) I denne tidsalder og som retning er betragtet på Urantia, så svinger superunivers nummer et næsten stik nord, omtrent modsat, i den østlige retning, til de Store Kilder og Centers Paradis bopæl og centraluniverset Havona. Denne position, med den tilsvarende ene mod vest, repræsentere de nærmeste fysiske tilnærmelser af tidens sfærer til den Evige Ø. Superunivers nummer to er i nord, forbereder sig på det vestgående sving, mens nummer tre nu indtager den nordligst del af den store rumbane, efter allerede at have drejet ind i det bøjet spor til det sydgående styrt. Nummer fire er på den forholdsvise lige strækning mod syd, og de fremrykkende områder næsten nu modsat de Store Centrer. Nummer fem har næsten forladt sin position modsat Centrenes Center mens det fortsætter på den direkte sydgående kurs lige akkurat før det forudgående svinger østover; nummer seks optager det meste af den sydlige kurve, det segment hvorfra jeres superunivers for nylig har passeret.
15:1.5 (165.4) Jeres lokalunivers Nebadon tilhører Orvonton, det syvende superunivers, som svinger mellem superunivers et og seks, som for ikke så længe siden (således som vi beregner tiden) har rundet den sydøstlige bøjning af superuniversets rumniveau. I dag, er det solsystem som Urantia tilhører nogle få milliarder år forbi svinget rundt om den sydligste krumning, således at I nu er fremrykkende udover den sydøstlige bøjning og hurtig bevæger sig langs den lange og forholdsvis lige nordgående bane. For talløse tidsaldre vil Orvonton forfølge denne næsten direkte nordgående kurs.
15:1.6 (165.5) Urantia tilhører et system som er et godt stykke ud mod grænselandet af jeres lokalunivers; og jeres lokalunivers rejser i øjeblikket i periferien af Orvonton. Der er stadig andre udover jer, men i befinder jer i en fjern afstand i rummet fra de fysiske systemer som svinger rundt i den store cirkel forholdsvis tæt på den Store Kilde og Center.
15:2.1 (165.6) Det er kun den Universelle Fader som kender beliggenheden og det nøjagtige antal af beboede verdner i rummet; han kalder dem alle ved navn og nummer. Jeg kan kun give et tilnærmelsesvis tal på beboede eller beboelige planeter, for nogle lokaluniverser har flere verdener egnet til intelligens liv end andre. Alle planlagte lokaluniverser er heller ikke blevet organiseret. Derfor er det skøn som jeg fremfører udelukkende med det formål at give en ide om den materielle skabelses enorme omfang.
15:2.2 (166.1) Der er syv superuniverser i det storunivers, og de er strukturerede tilnærmelsesvis som følger:
15:2.3 (166.2) 1. Systemet. Den grundlæggende enhed af superregeringen består af omkring et tusinde beboede eller beboelige verdner. Flammende sole, kolde verdener, planeter for tæt på varme sole, og andre sfærer uegnet for skabningers beboelse er ikke inkluderet i denne gruppe. Disse tusinde verdener som er tilpasset til at opretholde liv kaldes et system, men i yngre systemer er det kun et relativt lille antal af disse verdener som er beboet. Hver beboet planet ledes af en Planetprins, og hver lokalsystem har en arkitektonisk sfære som dets hovedkvarter og er styret af en Systemhersker.
15:2.4 (166.3) 2. Konstellationen. Et hundrede systemer (omkring 100,000 beboelige planeter) udgør en konstellation. Hver konstellation har en arkitektonisk hovedkvarters sfære og ledes af tre Vorondadek Sønner, de Allerhøjeste. Hver konstellation har også en Dagenes Trofaste som observatør, en ambassadør for Paradistreenigheden.
15:2.5 (166.4) 3. Lokaluniverset. Hundrede konstellationer (omkring 10,000,000 beboelige planeter) udgør et lokalunivers. Hver lokalunivers har en storslået arkitektonisk hovedkvarters verden og er styret af en af Guds samordnet Skabersønner tilhørende Michael klassen. Hvert univers er velsignet med tilstedeværelse af en Dagenes Forenede, en repræsentant for Paradistreenigheden.
15:2.6 (166.5) 4. Den mindre Sektor. Hundrede lokaluniverser (omkring 1,000,000,000, beboelige planeter) udgør en mindre sektor af superuniversets regering; den har en vidunderlig hovedkvarters verden, hvorfra dets herskere, Dagenes Yngste, administrerer de mindre sektorers anliggender. Der er tre Dagenes Yngste, Højeste Treenighedspersonligheder, på hver mindre sektors hovedkvarter.
15:2.7 (166.6) 5. Den Større Sektor. Hundrede mindre sektorer (omkring 100,000,000,000 beboelige planeter) udgør en større sektor. Hver større sektor er forsynet med et fantastisk hovedkvarter og ledes af tre Dagenes Fuldkomne, Højeste Treenighedspersonligheder.
15:2.8 (166.7) 6. Superuniverset. Ti større sektorer (omkring 1,000,000,000,000 beboelige planeter) udgør et superunivers. Hver superunivers er forsynet med en enorm og herlig hovedkvarters verden og er styret af tre Dagenes Ældste.
15:2.9 (166.8) 7. Storuniverset. Syv superuniverser udgør det nuværende organiseret storunivers, bestående af tilnærmelsesvis syv trillioner beboelige verdner plus de arkitektoniske sfærer og de en milliard beboede sfærer i Havona. Superuniverserne er styret og administreret indirekte og gennem afspejling fra Paradiset af de Syv Mesterånder. Havonas en milliard verdener er direkte administreret af Dagenes Evige, en sådan Højeste Treenighedspersonlighed præsiderende over hver af disse fuldkomne sfærer.
15:2.10 (167.1) Med undtagelse af Paradis-Havona sfærerne, så indeholder planen for universets organisation følgende enheder:
15:2.11 (167.2) Superuniverser7
15:2.12 (167.3) Større sektorer70
15:2.13 (167.4) Mindre sektorer7.000
15:2.14 (167.5) Lokale universer700.000
15:2.15 (167.6) Konstellationer70.000.000
15:2.16 (167.7) Lokale systemer7.000.000.000
15:2.17 (167.8) Beboelige planeter7.000.000.000,000
15:2.18 (167.9) Hver af de syv superuniverser er indrettet, tilnærmelsesvis, som følger:
15:2.19 (167.10) Et system omfatter, tilnærmelsesvis1.000 verdener
15:2.20 (167.11) En konstellation (100 systemer)100.000 verdener
15:2.21 (167.12) Et univers (100 konstellationer)10.000.000 verdener
15:2.22 (167.13) En mindre sektor (100 universer)1.000.000.000 verdener
15:2.23 (167.14) En større sektor (100 mindre sektorer)100.000.000.000 verdener
15:2.24 (167.15) Et superunivers (10 større sektorer)1.000.000.000.000 verdener
15:2.25 (167.16) Alle sådanne skøn er i bedste fald tilnærmelsesvis, for nye systemer udvikler sig konstant mens andre organisationer midlertidigt passerer ud af materiel eksistens.
15:3.1 (167.17) Praktisk talt alle de stjerneklare områder synlig med det bare øje fra Urantia tilhører den syvende sektion af storunivers, superuniverset Orvonton. Mælkevejens store stjerneklare system repræsenterer den centrale kerne af Orvonton, og er stort set ud over grænserne af jeres lokalunivers. Denne store samling af sole, mørke øer af rum, dobbelt stjerner, kugleformede sværme, stjerne skyer, spiral og andre stjernetåger, sammen med myriader af individuelle planeter, danner en klokkelignende, aflang cirkulær gruppering af omtrent en syvende del af de beboede evolutionære universer.
15:3.2 (167.18) Fra Urantias astronomiske position, når I kigger gennem tværsnittet af de nærmeste systemer mod den store Mælkevej, vil i observere, at sfærerne i Orvontons rejser i et stort langstrakt plan, hvor bredden er langt større end tykkelsen og længden langt større end bredden.
15:3.3 (167.19) Observation af den såkaldte Mælkevej, afslører den forholdsmæssige forøgelse af stjerne tætheden i Orvonton når himlen betragtes i en retning, mens tætheden formindskes på begge side; antallet af stjerner og andre sfærer aftager væk fra hovedplanet af vores materielle superunivers. Når observationsvinklen er gunstig, når I stirrer gennem den væsentligste del af dette områdes maksimale tæthed, så kigger i mod beboelses universet og centret for alle ting.
15:3.4 (167.20) Ud af de ti større sektorer af Orvonton, så er otte i store træk identificeret af Urantias astronomer. De to andre er sværere at genkende adskilt fordi I er nødt til at betragte disse fænomener indefra. Hvis I kunne se superuniverset Orvonton fra en position langt ude fra rummet, så ville i øjeblikkelig genkende de ti større sektorer i den syvende galakse.
15:3.5 (168.1) Jeres mindre sektors rotationscenter er beliggende langt væk i Skyttens enorme og tætte stjernetåge, hvor omkring jeres lokalunivers, og dets tilknyttede skabelser alle bevæger sig, og fra de modsatte sider af Skyttens enorme subgalaktiske system kan i observere to store strømme af stjernetåger som fremstår i enorme stjernespiraler.
15:3.6 (168.2) Kernen af det fysiske system til hvilket jeres sol og dets tilknyttede planeter hører er tidligere Andromeda stjernetåges center. Denne tidligere spiral stjernetåge blev lettere fordrejet af tyngdekrafts forstyrrelser forbundet med den begivenhed, der fandt sted ved fødslen af jeres solsystem, og som var foranlediget af den nærliggende tilnærmelse af en stor nabo stjernetåge. Denne nærstående kollision forandrede Andromeda til en i nogen grad kugleformet sammenlægning men fik ikke fuldstændig ødelagt den tovejs procession af solene og deres tilknyttede fysiske grupper. Jeres solsystem indtager nu en temmelig central position i en af armene af denne fordrejede spiral, med en beliggenhed omtrent halvvejs fra centret ud mod enden af stjernestrømmen.
15:3.7 (168.3) Skyttens sektor og alle andre sektorer og dele af Orvonton er i rotation omkring Uversa, og noget af den forvirring hos stjerne observatører på Urantia udspringer af de illusioner og relative forvridninger afstedkommet af de følgende mangeartede roterende bevægelser:
15:3.8 (168.4) 1. Urantias rotation rundt om sin sol.
15:3.9 (168.5) 2. Jeres solsystems kredsløb omkring kernen af den tidligere Andromeda stjernetåge.
15:3.10 (168.6) 3. Andromeda stjernefamiliens og de tilknyttede stjernesværmes rotation omkring det sammensatte rotations- og tyngdekrafts center af Nebadons stjernesky.
15:3.11 (168.7) 4. Omdrejningen af Nebadons lokale stjernesky og dets tilknyttede skabelser rundt om deres mindre sektors center i Skytten.
15:3.12 (168.8) 5. Rotationen af et hundrede mindre sektorer, herunder Skyttens, omkring deres større sektor.
15:3.13 (168.9) 6. De ti større sektorer, de såkaldte stjernebygers hurtige kredsløb, omkring Orvonton hovedkvarteret Uversa.
15:3.14 (168.10) 7. Orvontons bevægelse og seks tilknyttede superuniverser rundt om Paradis og Havona, den mod uret procession af superuniversets rumniveau.
15:3.15 (168.11) Disse mangeartede bevægelser er af flere typer: Jeres planet og jeres solsystems rumbaner er genetisk, medfødt i oprindelse. Orvontons absolutte bevægelse mod uret er også genetisk, tilhørende mesteruniversets arkitektoniske planer. Men de mellemliggende bevægelser er af sammensat oprindelse, og de afhænger til dels af den strukturelle segmentering af materie-energi i superuniverset og til dels et resultat af Paradisets Kraftorganisatorers intelligent og målbevidst indsats.
15:3.16 (168.12) Lokaluniverserne er tættere på hinanden, jo tættere de er beliggende Havona; kredsløbene er større i antal, og der er forøget overlejring, lag på lag. Men længere ude fra det evige center er der færre og færre systemer, lag, kredsløb, og universer.
15:4.1 (169.1) Selvom skabelse og universets organisation altid forbliver under de Uendelige Skabers og deres medarbejders kontrol, så fortsætter hele fænomenet i overensstemmelse med en forordnet teknik og i overensstemmelse til tyngdekrafts love for kraft, energi, og materie. Men der er tilknyttet noget mystik til rummets universelle kraft-ladning; vi forstår hele organisationen af de materielle skabelser fra den ultimatoniske fase og fremad, men vi forstår ikke helt ultimatonernes kosmiske forhistorie. Vi er overbevist om, at disse nedarvede kræfter har en Paradis oprindelse fordi de altid svinger gennem gennemtrængt rum i et nøjagtig gigantisk omrids af Paradiset. Selv om de ikke reagerer til Paradisets tyngdekraft, reagerer denne rummets kraft-ladning, forløberen til al materialisation, altid til tilstedeværelse af nedre Paradis, tilsyneladende går dets kredsløb ind og ud af det nedre Paradis center.
15:4.2 (169.2) Paradisets kraftorganisatorer forvandler rummets potens til urkraft og udvikler dette præmaterielle potentiale til den fysiske virkeligheds primære og sekundære energi manifestationer. Når denne energi opnår niveauer som reagerer på tyngdekraften, så indtræder styrkelederne på scenen med deres medarbejdere fra superuniversets administration og påbegynder deres uendelige manipulationer designet til at etablere de mangfoldige styrkekredsløb og energi kanaler i tidens og rummets universer. Således opstår fysisk materie i rummet, og så er scenen parat til indvielsen af universets organisation.
15:4.3 (169.3) Denne segmentering af energi er et fænomen, som aldrig er blevet løst af fysikerne i Nebadon. Deres største vanskelighed består i Paradisets kraftorganisatorer er relativt utilgængelige, for selv om de levende styrkeledere er kompetente til at behandle rum-energi, har de ikke det mindste begreb om oprindelse af de energier som de med så stor dygtighed og intelligens manipulerer.
15:4.4 (169.4) Paradisets kraftorganisatorer er stjernetågernes skabere; de er i stand til omkring deres rum tilstedeværelse, at igangsætte de kolossale kraftcykloner som, når de engang er startet, aldrig kan blive stoppet eller begrænset indtil altgennemtrængende kræfter mobiliseres til gavn for det endelige udseende af ultimatoniske enheder af materie i universet. Således er spiral og andre stjernetåger bragt i eksistens, moderhjulet for solens direkte oprindelse og deres forskellige systemer. I det ydre rum kan ses ti forskellige former for stjernetåger, faser af primær univers evolution, og disse enorme energi hjul havde den samme oprindelse som dem i de syv superuniverser.
15:4.5 (169.5) Stjernetåger varierer meget i størrelse og i det resulterende antal og samlet masse af deres stjerner og planetariske afkom. En soldannende stjernetåge lige nord for Orvontons grænser, men indenfor superuniversets rumniveau, har allerede givet oprindelse til omtrent fyrre tusinde sole, og moderhjulet kaster stadig sole af, hvoraf størstedelen er mange gange større end jeres. Nogle af det ydre rums større stjernetåger kan give oprindelse til op til et hundrede millioner sole.
15:4.6 (169.6) Stjernetåger er ikke direkte forbundet til nogle af de administrative enheder, som mindre sektorer eller lokaluniverser, selvom nogle lokaluniverser er blevet organiseret af bestanddelene fra en enkelt stjernetåge. Hvert lokalunivers omfatter præcis en hundredetusinde del af et superunivers samlede energiforbrug uden hensyn til forbindelse til stjernetågerne, for energi er ikke organiseret af stjernetåger - den er universelt distribueret.
15:4.7 (170.1) Det er ikke alle stjernetåger som giver sig af med sol tilblivelse. Nogle har bibeholdt kontrollen med mange af deres udskilte stjerne afkom, og deres spiralformet udseende er foranlediget af den kendsgerning, at deres sole passere ud ad stjernetågens arm i tæt formation men vender tilbage ad forskellige ruter, og derved gør det let at observere dem et sted, men sværere at se dem når de er vidt spredt på deres forskellige tilbagevendende ruter længere ude og væk fra stjernetågens arm. Der er ikke ret mange aktive soldannende stjernetåger i Orvonton på nuværende tidspunkt, selv om Andromeda, som ligger uden for det beboet superunivers er meget aktiv. Denne fjerntliggende stjernetåge er synlig til det blotte øje, og når I betragter den, stop da op og tænk over, at lyset som i ser, forlod disse fjerne sole for næsten en million år siden.
15:4.8 (170.2) Mælkevejens galakse er sammensat af et stort antal tidligere spiral og andre stjernetåger, og mange bibeholder stadig deres originale konfiguration. Men som et resultat af indre katastrofer og ydre tiltrækningskraft, har mange gennemgået en sådan deformation og omgruppering at disse enorme sammenhobninger er begyndt at fremstå som gigantiske lysende masser af flammende sole, ligesom den Magellanske Sky. Den kugleformede type stjernesværme er fremherskende i nærheden af Orvontons ydre grænser.
15:4.9 (170.3) De store stjernetåger i Orvonton bør betragtes som individuelle sammenhobninger af materie sammenlignelig til de separate stjernetåger som kan observeres i rum områderne uden for Mælkevejens galakse. Mange af de såkaldte stjerne skyer i rummet, består imidlertid, kun af gasformig materiale. Energi potentialet af disse stjernernes gasskyer er utrolig stor, og noget af det er samlet op af de nærmeste sole og genudsendt til rummet som sol udstråling.
15:5.1 (170.4) Hovedparten af masserne indeholdt i et superunivers sole og planeter er opstået i stjernetåge hjulet; meget lidt af superuniversets masse er organiseret ved en direkte handling af styrkelederne (som i konstruktionen af arkitektoniske sfærer), selv om en stadig varierende mængde af materie opstår i åbent rum.
15:5.2 (170.5) Med hensyn til oprindelse, så kan flertallet af solene, planeterne, og andre kloder klassificeres i en af følgende ti grupper:
15:5.3 (170.6) 1. Koncentriske sammentræknings ringe. Ikke alle stjernetåger er spiralformede. Mange umådelige store stjernetåger, i stedet for at dele sig til et dobbelt stjernesystem eller at udvikle sig som en spiral, så gennemgår de fortætning gennem dannelse af mangfoldige ringe. I lange perioder fremstår sådan en stjernetåge som en enorm central sol omgivet af talrige gigantiske skyer af materieformationer. som kredser rundt om den, og ligner ringe.
15:5.4 (170.7) 2. Udslyngede stjerner omfatter sole som er slynget ud fra det store moderhjul af de stærkt opvarmede gaser. De er ikke udslynget som ringe men i højre- og venstrehåndet processioner. Der er også udslynget stjerner af anden oprindelse end spiral stjernetåger.
15:5.5 (170.8) 3. Planeter opstået ved tyngdekraft eksplosioner. Når en sol er født af en spiral eller af en stavformet stjernetåge, så er det ikke ualmindeligt, at den er slynget ud i en betydelig afstand. Sådan en sol er meget gasformig, og efterfølgende, efter at den er lidt afkølet og kondenseret, kan det hænde at den svinger ud i nærheden af nogle enorme materiemængder, en gigantisk sol eller en mørk ø i rummet. Sådan en tilnærmelse er måske ikke tæt nok til at resultere i en kollision men stadig tæt nok til at tillade tyngdekraften af det største legeme til at starte tidevands sammentrækninger på den mindre, og på denne måde påbegyndes en serie af tidevands omvæltninger som forekommer samtidig på den modsatte side af en tidevands sol med sammentrækninger. På højdepunktet af disse eksplosive udbrud frembringes en serie af varierede størrelser materie sammenhobninger, som kan blive slynget udover grænserne af den udbrudte sols tyngdekraft genindvindings zone, for således at blive stabiliseret i deres egen bane rundt om et af de to legemer som er impliceret i denne episode. Senere forenes de største materiesamlinger og trækker gradvis de mindre legemer til sig. På denne måde har mange af de faste planeter fra de mindre systemer fået deres eksistens. Jeres eget solsystem har netop sådan en oprindelse.
15:5.6 (171.1) 4. Centrifugale planetdøtre. Enorme sole, som er i visse faser af udvikling, og hvis deres rotationshastighed accelererer kraftigt, begynder de at udslynge store mængder af materie som efterfølgende kan forsamle sig og forme små verdner som fortsætte med at kredse om forælder solen.
15:5.7 (171.2) 5. Sfærer med tyngdekraft mangel. Der er en kritisk grænse for størrelsen af de enkelte stjerner. Når en sol når denne grænse, medmindre den nedsætter rotationshastigheden, er den dømt til splittelse; sol fission sker, og en ny dobbelt stjerne af denne art er født. Talrige små planeter kan efterfølgende blive dannet som et biprodukt af denne gigantiske splittelse.
15:5.8 (171.3) 6. Kontraktions stjerner. I de mindre systemer vil den største ydre planet nogle gange tiltrække sine naboverdner, mens de planeter som er tæt på solen begynder deres afsluttende styrt. I jeres solsystem, ville sådan en afslutning betyde at de fire inderste planeter ville blive slugt af solen, mens den store planet, Jupiter, ville blive kraftig forstørret ved hjælp af tilfangetagelsen af de tilbageværende verdner. Sådan en afslutning på et solsystem ville resultere i frembringelsen af to nærliggende men ulige sole, som er en måde på hvilken dobbelt stjerner dannes. Sådanne katastrofer er sjældne undtagne ude på udkanten af superuniversets stjerne sammenhobninger.
15:5.9 (171.4) 7. Kumulative sfærer. Fra den umådelige mængde af materie som cirkulerer i rummet, samler der sig langsomt små planeter. De vokser ved meteor forøgelse og ved mindre sammenstød. I visse rum sektorer, tilgodeser omstændighederne sådanne former for planetariske fødsler. Mange en beboet planet har haft sådan en oprindelse.
15:5.10 (171.5) Nogle af de tætte mørke øer er det direkte resultat af forøgelser af rummets omdannende energi. En anden gruppe af disse mørke øer er fremkommet ved samlingen af enorme mængder af koldt materie, slet og ret fragmenter og meteorer, cirkulerende gennem rummet. Sådanne materiesamlinger har aldrig været varme og, undtagen hvad angår tætheden, så er sammensætningen meget lig Urantia.
15:5.11 (171.6) 8. Udbrændte Sole. Nogle af de mørke øer i rummet er udbrændte isolerede sole, som har udstrålet al tilgængelig rum-energi. De organiserede materie enheder nærmer sig fuld fortætning, virkelig fuldstændig konsolidering; og det kræver tidsaldre efter tidsaldre for sådanne enorme mængder af meget fortættet materie at blive genopladet i kredsløbene i rummet og således som følge af en kollision eller anden lignende genoplivnings begivenhed blive forberedt for nye funktionsperioder i universet
15:5.12 (171.7) 9. Kollisions sfærer. I områderne med tiltagende klyngedannelse, er kollision ikke ualmindelig. En sådan astronomisk tilpasning er ledsaget af kolossale energi forandringer og materie omdannelser. Kollisioner som involverer døde sole er ejendommeligt indflydelsesrige i at skabe udbredte energi udsving. Kollisions rester udgør ofte det kernemateriale for de efterfølgende dannelser af planetlegemer, der senere tilpasset til dødelig beboelse.
15:5.13 (172.1) 10. Arkitektoniske verdener. Dette er verdener som er bygget i henhold til planer og specifikationer for et specielt formål, som for eksempel Salvington, jeres lokal univers hovedkvarter, og Uversa, sæde for regeringen i vores superunivers.
15:5.14 (172.2) Der er talrige andre teknikker for udviklende sole og udskillende planeter, men den forudgående fremgangsmåde antyder de metoder hvorved det uhyre flertal af stjerne systemer og planetariske familier er bragt i eksistens. At påtage sig beskrivelsen af alle de forskellige teknikker involveret i stjernernes metamorfose og planetarisk evolution ville kræve en fortælling af næsten hundrede forskellige måder for soldannelse og planetarisk oprindelse. Når jeres stjerne studerende afsøger himlen, vil de observere fænomener som viser tegn på alle disse stjernes evolution måder, men de vil sjældent finde beviser på dannelse af de små, ikke-lysende ophobninger af materie som tjener som beboet planeter, det vigtigste af de enorme materielle skabelser.
15:6.1 (172.3) Uden hensyn til oprindelse, så er de forskellige sfærer klassificeret i følgende større delinger:
15:6.2 (172.4) 1. Solene - rummets stjerner.
15:6.3 (172.5) 2. De mørke øer i rummet.
15:6.4 (172.6) 3. Mindre rumlegemer - kometer, meteorer, og miniature planeter.
15:6.5 (172.7) 4. Planeter, inklusiv beboede verdener.
15:6.6 (172.8) 5. Arkitektoniske sfærer - verdener skabt på bestilling.
15:6.7 (172.9) Med undtagelse af de arkitektoniske sfærer, så har alle rumlegemer haft en evolutionær oprindelse, evolutionær i den betydning at de ikke er bragt til virke ved dekret fra Guddommen, evolutionær i den betydning at Guds skabende handlinger er udfoldet med hjælp af en tid-rum teknik gennem aktiviteter af mange af Guds skabte og fremkommende intelligenser.
15:6.8 (172.10) Solene. Disse er rummets stjerner i alle deres varierende stadier af eksistens. Nogle er enlige udviklende rumsystemer; andre er dobbelt stjerner, planetsystemer som er sammentrækkende eller forsvindende. Rummets stjerner eksisterer i ikke mindre end et tusinde forskellige tilstande og stadier. I er bekendt med sole som udsender lys ledsaget af varme; men der er også sole som skinner uden varme.
15:6.9 (172.11) De trillioner på trillioner af år en almindelig sol fortsætter med at afgive varme og lys illustrere det umådelig lager af energi som hver enhed af materie indeholder. Den faktiske energi lageret i disse usynlige partikler af fysisk materie er næsten utænkelig. Og denne energi bliver næsten fuldstændig tilgængelig som lys når den er underlagt det kolossale varme tryk og de tilknyttede energi aktiviteter som hersker i de flammende soles indre. Stadig andre forhold gør disse sole i stand til at omdanne og udsende meget af den rumenergi som kommer på deres vej i de etablerede kredsløb i rummet. Mange faser af fysisk energi og alle former af materie er tiltrukket til, og siden fordelt af, soldynamoerne. På denne måde tjener solene som lokale acceleratorer af energi cirkulation, fungerer som automatiske stationer for styrkekontrol.
15:6.10 (172.12) Superuniverset Orvonton er oplyst og opvarmet af mere end ti trillioner flammende sole. Disse sole er stjernerne i jeres observerbare astronomiske system. Mere end to trillioner er så langt borte og for små selv til at kunne ses fra Urantia. Men i mesteruniverset er der så mange sole, som der er glas med vand i havene på jeres verden.
15:6.11 (173.1) De mørke øer i rummet. Disse er de døde sole og andre større sammenhobninger af materie uden lys og varme. De mørke øer er nogen gange enorme i mængde og udøver en kraftig indflydelse i universets ligevægt og manipulation af energi. Tætheden af nogle af disse større mængder er næsten utrolig. Og denne store koncentration af mængde gør disse mørke øer i stand til at fungere som kraftige balance hjul, som holder større nærliggende systemer i stram snor. De opretholder styrken af tyngdekraft balancen i mange konstellationer; mange fysiske systemer som ellers meget hurtigt ville dykke til ødelæggelse i nærved sole er fastholdt sikkert i tyngdekrafts greb af disse beskyttende mørke øer. Det er på grund af denne funktion at vi kan lokalisere dem så nøjagtigt. Vi har målt tyngdekrafts trækket fra de lysende legemer og vi kan på denne baggrund kalkulere den nøjagtige størrelse og placering af de mørke rum øer som så virkningsfuldt fungere til at fastholde et bestemt system støt på dets kurs.
15:6.12 (173.2) Mindre rumlegemer. Meteorerne og andre små materiepartikler cirkulerende og udviklende i rummet udgør en enorm ophobning af energi og materiel substans.
15:6.13 (173.3) Mange kometer er ikke etableret vilde efterkommere af solens moderhjul, som gradvis er blevet bragt under kontrol af den centrale regerende sol. Kometer har også talrige andre oprindelser. En komets hale peger væk fra det tiltrækkende legeme eller sol på grund af den elektriske reaktion fra dets stærk udvidet gaser og på grund af det faktiske tryk af lyset og andre energier som flyder ud fra solen. Dette fænomen udgør et af de positive beviser på lysets og dets tilknyttede energiers virkelighed; det demonstrerer at lys har vægt. Lys er et virkelig materie, ikke blot bølger af hypotetisk æter.
15:6.14 (173.4) Planeterne. Disse er større sammenhobninger af materie som følger en bane rundt om en sol eller nogle andre rumlegemer; de variere i størrelse fra planeter af uendelig lille størrelse til enorme gasformige, flydende, eller faste sfærer. De kolde verdener som er blevet opbygget af ophobninger af materiale flydende i rummet, er de mest ideale planeter for intelligente indbyggere, når de befinder sig i det rette forhold til en nærliggende sol. De døde sole er, som regel, ikke egnet til liv; de er sædvanligvis alt for langt væk fra en levende, flammende sol, og yderligere, så er de i det hele taget alt for massive; tyngdekraften er kolossal på overfladen.
15:6.15 (173.5) I jeres superunivers er der ikke engang en kold planet ud af fyrre beboelig for væsener af jeres orden. Og, naturligvis, er de supervarme sole og de iskolde fjerntliggende verdener uegnet til at huse højere liv. I jeres solsystem på nuværende tidspunkt er der kun tre planeter egnet til at huse liv. Urantia, i størrelse, tæthed, og placering, er i mange henseender ideal for menneskelig beboelse.
15:6.16 (173.6) Lovene vedrørende fysisk-energi opførsel er grundlæggende universelle, men lokale indflydelser har meget at gøre med de fysiske forhold som hersker på individuelle planeter og i lokale systemer. En næsten endeløs mangfoldighed af skabte væsener og andre levende manifestationer karakteriserer de utallige verdener i rummet. Der er, imidlertid visse lighedspunkter i en gruppe af verdener tilknyttet et givet system, samtidig med at hvert univers har sit mønster af intelligent liv. Der er fysiske relationer mellem de planetariske systemer som tilhører det samme fysiske kredsløb, og som tæt følger hinanden i det endeløse kredsløb langs universernes cirkel.
15:7.1 (174.1) Mens hvert superunivers regering præsiderer nær centret af de evolutionære universer i deres rumsegment, så indtager den en verden skabt på bestilling og som er befolket af akkrediterede personligheder. Disse hovedkvartersverdner er arkitektoniske sfærer, rumlegemer specielt konstrueret til deres specielle formål. Ud over at modtage lyset fra nærved liggende sole, så er disse sfærer selvstændigt oplyst og opvarmet. Hver har en sol som udsender lys uden varme, ligesom Paradisets satellitter, mens hver er forsynet med varme af bestemte energistrømme, som cirkulerer nær sfærens overflade. Disse hovedkvartersverdner tilhører et af de større systemer placeret i nærheden af det astronomiske center af deres respektive superunivers.
15:7.2 (174.2) Tiden er standardiseret på superuniversernes hovedkvarterer. Standard dagen i superuniverset Orvonton svarer til næsten tredive dage af Urantia tid, og Orvonton året er lig med hundrede standard dage. Dette Uversa år er standard i det syvende superunivers, og det er toogtyve minutter kortere end tre tusinde dage af Urantia tid, svarende til otte og en femtedel af jeres år.
15:7.3 (174.3) De syv superuniversers hovedkvartersverdner deler Paradisets natur og pragt, deres centrale, perfekte forbillede. I virkeligheden, så er alle hovedkvartersverdnerne paradisisk. De er faktisk himmelske bopæle, og de tiltager i materiel størrelse, morontia skønhed, og åndelig herlighed fra Jerusem til den centrale Ø. Og alle satellitterne til disse hovedkvartersverdner er også arkitektoniske verdener.
15:7.4 (174.4) De forskellige hovedkvartersverdner er udstyret med alle faser af materiel og åndelig skabelse. Alle slags materielle, morontielle og åndelige væsener har hjemme på disse universernes mødesteds verdner. Når de dødelige væsener stiger opad i universet, passerer fra de materielle til de åndelige riger, så vil de aldrig miste deres påskønnelse for, og nydelse af, deres tidligere eksistensniveauer.
15:7.5 (174.5) Jerusem, hovedkvartersverden for jeres lokalsystem Satania, har sine syv overgangs kulturverdener, hvor hver især er omgivet af syv satellitter, blandt dem de syv mansoniaverdner for morontielle ophold, menneskets første bopæl efter døden. Således som udtrykket himlen er blevet brugt på Urantia, har det nogle gange betydet disse syv mansoniaverdner, hvor den første mansoniaverden været benævnt som den første himmel, og så videre til den syvende.
15:7.6 (174.6) Edentia, hovedkvarteret for jeres konstellation Norlatiadek, har sine halvfjerds satellitter af socialiserings kultur og uddannelse, hvor opstigende opholder sig efter at de har afsluttet Jerusems program for mobilisering, forening, og realisering af personligheden.
15:7.7 (174.7) Salvington, Nebadons hovedstad, jeres lokalunivers, er omgivet af ti universitets grupper af niogfyrre sfærer hver. Herpå bliver mennesket åndeliggjort efter dets socialiserings tilpasning i konstellationen.
15:7.8 (174.8) Uminor den tredje, hovedkvarteret for jeres mindre sektor, Ensa, er omgivet af de syv sfærer for de højere fysiske studier af det opstigende liv.
15:7.9 (174.9) Umajor den femte, hovedkvarteret for jeres større sektor, Splandon, er omgivet af halvfjerds sfærer for videregående intellektuelle uddannelse af superuniverset.
15:7.10 (175.1) Uversa, Orvontons hovedkvarter, jeres superunivers, er umiddelbart omgivet af de syv højere universiteter for avanceret åndelig uddannelse af opstigende viljevæsener. Hver af disse syv klynger af vidunder sfærer består af halvfjerds specialiserede verdner indeholdende tusinder og atter tusinder af rigt udstyret institutioner og organisationer helliget til univers uddannelse og åndelig kultur hvori tidens pilgrimme er omskolet og undersøgt på ny som en forberedelse til deres lange flyvetur til Havona. De ankommende pilgrimme af tiden er altid modtaget på disse tilknyttede verdner, men de afrejsende kandidater altid er afsendt til Havona direkte fra kysten af Uversa.
15:7.11 (175.2) Uversa er det åndelige og administrative hovedkvarter for tilnærmelsesvis en trillion beboet eller beboelige verdner. Pragten, storheden, og perfektionen af Orvontons hovedstad overgår ethvert vidunder af tid og rum kreationerne.
15:7.12 (175.3) Hvis alle de planlagte lokaluniverser og deres bestanddele var etableret, så ville der være lidt mindre end fem hundrede milliarder arkitektoniske verdner i de syv superuniverser.
15:8.1 (175.4) Superuniversernes hovedkvarterssfærer er konstrueret således, at de kan fungere som effektive regulatorer af styrke og energi til deres forskellige sektorer, de tjener som fokus for retningsbestemmelse af energi til deres bestanddele, lokaluniverserne. De udøver en kraftig indflydelse på balancen og kontrollen af de fysiske energier som cirkulerer gennem organiseret rum.
15:8.2 (175.5) Yderligere regulerende funktioner er udført af superuniversets styrkecentre og fysiske kontrollører, levende og halvlevende intelligente væsener dannet for dette særlige formål. Disse styrkecentre og kontrollører er sværere at forstå; de lavere klasser er ikke viljebestemte, de besidder ikke vilje, de vælger ikke, deres funktioner er meget intelligente men tilsyneladende automatiske og er iboende deres højt specialiserede organisation. Superuniversets styrkecentre og de fysiske kontrollører tager sig af styring og den delvise kontrol af tredive energi systemer som udgør grativa området. De kredsløb af fysisk energi som administreres af styrkecentrene i Uversa kræver lidt over 968 millioner år for at fuldføre en omdrejning om superuniverset.
15:8.3 (175.6) Udviklende energi har substans; det har vægt, selvom vægt altid er relativ, afhængig af rotationshastighed, masse, og antityngdekraft. Masse i materie har tendens til forsinke hastigheden i energi; og den altid tilstedeværende hastighed af energi er svarende til: udgangshastigheden, minus forsinkelsen af massen som mødes undervejs, plus superuniversets levende energi kontrollørers regulerende funktion og den fysiske påvirkning af nærliggende meget opvarmet eller kraftigt ladede rumlegemer.
15:8.4 (175.7) Den universelle plan for vedligeholdelse af ligevægt mellem materie og energi gør det nødvendig hele tiden at danne og nedbryde de mindre materielle enheder. Universets Styrkeledere har evnen til at fortætte og tilbageholde, eller til at udvide og befri, varierende mængder af energi.
15:8.5 (175.8) Forudsat en forsinket indflydelse af tilstrækkelig varighed, ville tyngdekraften til sidst omdanne al energi til materie, hvis det ikke var for to faktorer: For det først, på grund af energi kontrollørernes antityngdekrafts indflydelse, og for det andet, fordi organiseret materie har en tendens til at gå i opløsning under visse betingelser, som findes i meget varme stjerner og under visse ejendommelige forhold i rummet nær de kraftige energiladede kolde legemer af fortættet materie.
15:8.6 (176.1) Når ophobning af masse bliver for stor og truer med at afbalancere energien, at tømme de fysiske styrkekredsløb, så intervenere de fysiske kontrollører medmindre tyngdekraftens egen fortsatte tendens til at overmaterialisere energi bliver overvundet ved forekomsten af en kollision mellem rummets døde giganter, for på denne måde i et øjeblik fuldstændig at sprede tyngdekraftens akkumulerede ophobninger. I disse kollisions episoder konverteres enorme mængder af materie pludselig til den sjældneste form for energi, og kampen for universel ligevægt begynder på ny. Efterhånden bliver de større systemer stabiliseret, bliver fysisk bragt i orden, og svinges ind i superuniversernes balancerede og etablerede kredsløb. Efterfølgende denne begivenhed vil der ikke opstå flere kollisioner eller andre ødelæggende katastrofer i sådanne etablerede systemer.
15:8.7 (176.2) Under tiden med overskydende energi er der styrkeforstyrrelser og varme svingninger ledsaget af elektriske manifestationer. I tider med energi underskud øger materiens tendens til at akkumulere, fortætte, og til at komme ud af kontrol i de meget fintfølende balancerede kredsløb, hvilket resulterer i tidevand eller kollision regulering som hurtigt genoprette balancen mellem cirkulerende energi og mere specifikt stabiliserede materie. At forudberegne og på anden måde at forstå den sandsynlige adfærd fra de flammende sole og de mørke rum øer er en af opgaverne af de himmelske stjerneobservatører.
15:8.8 (176.3) Vi er i stand til at identificere de fleste af de love, der styrer universets ligevægt og til at forudsige meget angående universets stabilitet. I praksis, så er vores prognoser pålidelige, men vi er altid konfronteret med visse kræfter som ikke fuldt ud følger de love vi kender for energikontrol og materiens adfærd. Forudsigeligheden af alle fysiske fænomener bliver i stigende grad sværere efterhånden som vi bevæger os udad i universerne fra Paradis. Når vi passerer udover grænserne af Paradisherskernes personlig administration, er vi konfronteret med stigende manglende evne til at beregne i overensstemmelse med etableret standarder og erhvervet erfaring i forbindelse med observationer som udelukkende har at gøre med fysiske fænomener af de nærliggende astronomiske systemer. Selv i de syv superuniversers verdener, lever vi i midten af kraft handlinger og energi reaktioner som gennemtrænger alle vores domæner og strækker sig i forenet ligevægt ud gennem alle regioner i det ydre rum.
15:8.9 (176.4) Jo længere ud vi går, mere sikkert er det, at vi møder disse varierende og uforudsigelige fænomener som er så usvigelig karakteristisk for den Absolutte og de erfaringsmæssige Guddommes uudgrundelige tilstedeværende udøvelse. Og disse fænomener må være tegn på en eller anden universel overkontrol af alle ting.
15:8.10 (176.5) Superuniverset Orvonton er tilsyneladende nu ved at nedtrappe; de ydre universer synes uden fortilfælde at optrappe hvad angår fremtidige aktiviteter; central universet Havona er evigt stabiliseret. Tyngdekraft og fraværet af varme (kulde) organiserer og holder materien sammen; varme og antityngdekraft forstyrrer materien og spreder energi. De levende styrkeledere og kraftorganisatorerne er hemmeligheden bag den specielle kontrol og intelligente styring af de endeløse transformationer af universets tilblivelse, afvikling, og genskabelse. Stjernetåger kan spredes, sole brænde ud, systemer forsvinde, og planeter gå til grunde, men universerne går ikke i stå.
15:9.1 (176.6) Paradisets universelle kredsløb gennemtrænger faktisk de syv superuniversers verdener. Disse tilstedeværende kredsløb er: den Universelle Faders personligheds tyngdekraft, den Evige Søns åndelige tyngdekraft, Samforenerens sinds tyngdekraft, og den materielle tyngdekraft af den evige Ø.
15:9.2 (177.1) Foruden de universelle paradiskredsløb, og de Absolutte og erfaringsmæssige Guddommes tilstedeværelse udøvelse, fungerer der indenfor superuniversets rumniveau kun to distributioner af energi kredsløb eller styrkesegment: superuniversernes kredsløb og lokaluniversernes kredsløb.
15:9.3 (177.2) Superuniversernes kredsløb:
15:9.4 (177.3) 1. Det samlende intelligente kredsløb af en af Paradisets Syv Mesterånder. Sådan et kosmisk-sinds kredsløb er begrænset til et enkelt superunivers.
15:9.5 (177.4) 2. Kredsløbet for afspejlingstjenesten som de syv Afspejlende Ånder i hvert superunivers står for.
15:9.6 (177.5) 3. Mysterieledsagerens hemmelige kredsløb, der på en eller anden måde er forbundet med hinanden og dirigeret via Divington til den Universelle Fader i Paradiset.
15:9.7 (177.6) 4. Kredsløbet for gensidig kommunikation mellem Den Evige Søn og hans Paradissønner.
15:9.8 (177.7) 5. Den øjeblikkelige tilstedeværelse af den Uendelige Ånd.
15:9.9 (177.8) 6. Paradis udsendelser, Havonas rumrapporter.
15:9.10 (177.9) 7. Styrkecentrenes og de fysiske overvågers energikredsløb.
15:9.11 (177.10) Lokaluniversernes kredsløb:
15:9.12 (177.11) 1. Paradissønnernes overdraget ånd, Talsmanden for overdragelsens verdener. Sandhedens Ånd, Michaels ånd på Urantia.
15:9.13 (177.12) 2. De Guddommelige Ministres kredsløb, de lokale universers Moderånder, Helligånden i jeres verden.
15:9.14 (177.13) 3. Det intelligente ministeriums kredsløb i lokal universet, herunder tilstedeværelsen af adjudant sinds-ånder med deres forskellige funktioner.
15:9.15 (177.14) Når der udvikles sådan en åndelig harmoni i et lokalunivers, at dets individuelle og sammensatte kredsløb bliver uadskillelige fra dem i superuniverset, når sådan en funktions identitet og tjeneste enhed virkelig råder, så overgår lokaluniverset straks ind i det etablerede kredsløb af lys og liv, for straks at blive berettiget til optagelse i det åndelige forbund af superskabelsens perfektionerende forening. Kravene til optagelse i Rådet for Dagenes Ældste, medlemskab i superuniversets forbund, er:
15:9.16 (177.15) 1. Fysisk stabilitet. Stjernerne og planeterne i et lokalunivers må være i balance; perioderne for umiddelbare konverteringer af stjerner skal være færdig. Universet skal udvikle sig langs et klart spor; dets bane skal være sikker og endelig stabiliseret.
15:9.17 (177.16) 2. Åndelige loyalitet. Der skal eksistere en tilstand af universel anerkendelse af, og loyalitet over for den suveræne Guds Søn som præsiderer over anliggender af et sådan lokalunivers. Der skal være fremkommet en tilstand af harmonisk samarbejde mellem de individuelle planeter, systemer, og konstellationer for hele lokaluniverset.
15:9.18 (177.17) Jeres lokal univers er endnu ikke medregnet som tilhørende superuniversets stabiliserede fysiske orden, endnu mindre som tilhørende medlemskab i superregeringens anerkendte åndelige familie. Selvom Nebadon endnu ikke har repræsentation på Uversa, så er vi fra superuniversets regering udsendt til dets verdner på specielle tjenester fra tid til anden, netop ligesom jeg er kommet til Urantia direkte fra Uversa. Vi giver al mulig hjælp til jeres ledere og herskere i løsningen af deres vanskelige problemer; vi ønsker at se jeres univers kvalificeret til fuld optagelse i superuniversets familie af tilknyttede kreationer.
15:10.1 (178.1) Superuniversernes hovedkvarter er sæde for den høje åndelige regering over tidens og rummets domæner. Superregeringens udøvende afdeling, har sin oprindelse i Treenighedens Råd, er direkte styret af en af den højeste overvågnings Syv Mesterånder, væsener som har sæde i Paradisets myndighed og administrerer superuniverserne gennem de Syv Højeste Udøvere stationeret på den Uendelige Ånds syv specielle verdner, Paradisets yderste satellitter.
15:10.2 (178.2) Superuniversernes hovedkvarter er de stedet, hvor de Afspejlende Ånder og de Afspejlende Billedehjælpere bor. Fra denne midtvejs position udøver disse vidunderlige væsener deres kolossale afspejlings operationer, og betjener således centraluniverset foroven og lokaluniverserne nedenunder.
15:10.3 (178.3) Hvert superunivers er præsideret over af tre Dagenes Ældste, superregeringens fælles øverste regeringsledere. I den udøvende afdeling af superuniversets regering består personalet af syv forskellige grupper:
15:10.4 (178.4) 1. Dagenes Ældste.
15:10.5 (178.5) 2. Visdommens Fuldkomne.
15:10.6 (178.6) 3. Guddommelige Rådgivere.
15:10.7 (178.7) 4. Universelle Censorer.
15:10.8 (178.8) 5. Mægtige Budbringere.
15:10.9 (178.9) 6. Dem med Stor Autoritet.
15:10.10 (178.10) 7. Dem uden Navn og Nummer.
15:10.11 (178.11) De tre Dagenes Ældste er assisteret direkte af et korps af en milliard Visdommens Fuldkomne, med hvilken tre milliarder Guddommelige Rådgivere er tilknyttet. En milliard Universelle Censorer er tilknyttet til administrationen af hvert superunivers. Disse tre grupper er samordnet Treenighedspersonligheder med direkte og guddommelig oprindelse i Paradistreenigheden.
15:10.12 (178.12) De resterende tre klasser, de Mægtige Budbringere, Dem med Stor Autoritet og Dem uden Navn og Nummer, er glorificeret opstigende dødelige. Den første af disse klasser kom op gennem det opstigende system og passerede gennem Havona i Grandfandas dage. Efter at have opnået Paradiset, blev de indrulleret i Finalitkorpset, modtog Paradistreenighedens omfavnelse, og efterfølgende overdraget til himmelske tjeneste hos Dagenes Ældste. Som en gruppe, er disse tre klasser kendt som Opnåelsens Treenighedsgjorte Sønner, værende af dobbelt oprindelse men nu i Treenigheds tjeneste. Således blev superuniversets regerings udøvende afdeling forøget til at inkludere glorificeret og fuldkomne børn fra de evolutionære verdner.
15:10.13 (178.13) Superuniversets samordnet råd er sammensat af de tidligere omtalte syv udøvende grupper og de følgende sektorherskere og andre regionale overvågere:
15:10.14 (179.1) 1. Dagenes Fuldkomne - herskerne af superuniversets større sektorer.
15:10.15 (179.2) 2. Dagenes Yngste - ledere af superuniversets mindre sektorer.
15:10.16 (179.3) 3. Dagenes Forende - Paradisets rådgivere til lokal universernes herskere.
15:10.17 (179.4) 4. Dagenes Trofaste - Paradisets konsulenter til konstellations regeringernes Højeste Herskere.
15:10.18 (179.5) 5. Treenighedens Undervisende sønner, dem som tilfældigvis er i tjeneste på superuniversets hovedkvarter.
15:10.19 (179.6) 6. Dagenes Evige, dem som tilfældigvis er til stede på superuniversets hovedkvarter.
15:10.20 (179.7) 7. De Syv Afspejlende Billedehjælpere - ordfører for de syv Afspejlende Ånder og gennem dem repræsentanter for Paradisets Syv Mesterånder.
15:10.21 (179.8) De Afspejlende Billedehjælpere fungerer også som repræsentanter for talrige andre grupper af væsener, som har indflydelse i superuniversernes regeringer, men som på nuværende tidspunkt, på grund af forskellige årsager, ikke er fuldstændig aktive i deres individuelle kapacitet. Denne gruppe omfattet: Det Højeste Væsens udviklende superunivers personligheds manifestation, den Højestes Egenskabsløse Overvågere, den Ultimatives Egenskabsbestemte Stedfortrædere, Majestons unavngivne kontaktafspejlere, og den Evige Søns superpersonlige ånde repræsentanter.
15:10.22 (179.9) På næsten alle tider er det muligt at finde repræsentanter for alle grupper af skabte væsener på superuniversernes hovedkvarters verdener. Superuniversernes rutinemæssige tjenende arbejde udføres af de mægtige sekonafer og andre medlemmer af den Uendelige Ånds umådelige familie. Arbejdet i disse vidunderlige centre af superuniversets administration, kontrol, tjeneste, og udøvende dom, er intelligenser fra enhver sfære af universelt liv blandet i effektiv omsorg, klog administration, kærlig tjeneste og retskaffen dom.
15:10.23 (179.10) Superuniverserne opretholder ingen former for ambassadør repræsentation; de er fuldstændigt isoleret fra hinanden. De kender kun hinandens gensidige affærer gennem Paradisets informationscentral som opretholdes af de Syv Mesterånder. Deres herskere arbejder i det guddommelige visdommens råd for velfærden af deres egne superuniverser uden hensyn til hvad der hænder i andre sektorer af den universelle skabelse. Denne isolation af superuniverserne vil bestå indtil det tidspunkt, hvor koordineringen af dem har opnået en mere fuldstændig faktualisering af personligheds suveræniteten hos den udviklende erfaringsmæssige Højeste Væsen.
15:11.1 (179.11) Det er på sådanne verdner som Uversa at væsener som repræsenterer fuldkommenhedens enevælde og evolutionens demokrati mødes ansigt til ansigt. Superregeringens udøvende afdeling har sin oprindelse i fuldkommenhedens verdener; den lovgivende afdeling spire frem fra de evolutionære universers blomstring.
15:11.2 (179.12) Superuniversets rådgivende forsamling er begrænset til hovedkvarters verden. Dette lovgivende eller rådgivende råd består af syv kamre, hvor alle lokaluniverser optaget i superuniverset vælger en indfødt repræsentant til hvert enkelt. Disse repræsentanter vælges fra disse lokaluniversernes høje råd blandt Orvontons opstigende pilgrims kandidater som opholder sig på Uversa, godkendt for transport til Havona. Den gennemsnitlige tjenestetid er omkring hundrede år af superuniversets standard tid.
15:11.3 (180.1) Aldrig har jeg fået kendskab til en uoverensstemmelse mellem Orvonton ledere og Uversas rådsforsamling. Aldrig, i vores superunivers historie, har den rådgivende samling nogensinde godkendt en anbefaling som superregeringens udøvende afdeling nogensinde har tøvet med at gennemføre. Der har altid hersket den mest fuldkomne harmoni og samarbejdsaftale, som i alt bekræfter det faktum, at evolutionære væsener virkelig kan opnå den perfekte visdoms højder som kvalificerer dem til at socialisere og samarbejde med personligheder af perfekt oprindelse og guddommelig natur. Tilstedeværelsen af de rådgivende forsamlinger på superuniversets hovedkvarter afslører visdommen, og varsler den ultimative triumf, af den Universelle Faders og hans Evige Søns store omfattende evolutionære koncept.
15:12.1 (180.2) Når vi taler om Uversa regeringens udøvende og rådgivende afdelinger, så kan I, fra analogien fra visse former af civile regering på Urantias, udlede at vi må have en tredje eller retslig afdeling, og det har vi; men den har ikke et særskilt personale. Vores domstole er indstiftet som følger: Der præsiderer, i overensstemmelse med karakteren og alvoren af sagen, en Dagenes Ældste, en Visdommens Fuldkomne, eller en Guddommelig Rådgiver. Beviset for eller imod et individ, en planet, system, konstellation, eller univers er præsenteret og fortolket af Censorerne. Forsvaret af tidens børn og de evolutionære planeter er fremført af de Mægtige Budbringere, superuniversets regerings officielle observatører til lokaluniverserne og systemer. Den højere regerings standpunkt er portrætteret af Dem med stor Autoritet. Og som regel formuleres domsafgørelsen af en kommission af varierende størrelse bestående af Dem uden Navn og Nummer og en gruppe af forstående personligheder udvalgt fra den rådgivende forsamling.
15:12.2 (180.3) Dagenes Ældstes domstole er de høje appeldomstole for den åndelige pådømmelse af alle bestanddele af universerne. Herskersønnerne af lokaluniverserne er de højeste i deres egne domæner; de er underlagt superregeringen kun i det omfang, at de frivillig indsender sagerne til rådgivning eller kendelse hos Dagenes Ældste med undtagen i sager involverende udslettelse af vilje skabninger. Domsafgørelser fra lokaluniverserne, men domme involverende udslettelse af vilje skabninger er altid formuleret på, og udøvet fra, superuniversets hovedkvarter. Lokaluniversernes Sønner kan bestemme det dødelige menneskes overlevelse, men det er kun Dagenes Ældste som sidder i udøvende bedømmelse i spørgsmål omhandlende evigt liv og død.
15:12.3 (180.4) I alle sager som ikke kræver retslig behandling, forelæggelse af bevis, afgiver Dagenes Ældste eller deres medarbejdere beslutninger, og disse afgørelser er altid enstemmig. Vi har her at gøre med fuldkommenhedens råd. Der er ingen uenighed eller minoritets opfattelser i bestemmelserne fra disse højeste og uovertræffelige domstole.
15:12.4 (180.5) Med ganske få undtagelser så udøves superregeringens domsmyndighed over alle ting og alle væsener i deres respektive domæner. Der er ingen appel fra afgørelser og beslutningerne af superuniversets autoriteter siden de repræsentere den enstemmige opfattelse af Dagenes Ældste og den Mesterånd som, fra Paradis, præsiderer over det pågældende superunivers skæbne.
15:13.1 (181.1) En større sektor udgør omkring en tiendedel af et superunivers og består af hundrede mindre sektorer, titusinde lokaluniverser, omkring hundrede milliarder beboelige verdner. Disse større sektorer administreres af tre Dagenes Fuldkomne, Højeste Treenighedspersonligheder.
15:13.2 (181.2) Domstolene i Dagenes Fuldkomne er struktureret meget lig dem af Dagenes Ældste med undtagelse af at de ikke sidder i åndelig bedømmelse af verdener. Arbejdet i disse større sektorers regeringer har for det meste at gøre med den intellektuelle status af en vidtstrakt skabelse. De større sektorer tilbageholder, afgøre, behandler, klassificerer, for indberetning til Dagenes Ældste domstole, alle sager angående rutinemæssige og administrative forhold af vigtighed for superuniverset og administrativ karakter som ikke umiddelbart angår verdens åndelige administration eller med udarbejdelsen af Paradisherskernes planer for de dødeliges opstigelse. Personalet i en større sektors regerings adskiller sig ikke fra dem af superuniverset.
15:13.3 (181.3) Således som Uversas pragtfulde satellitter har at gøre med jeres endelig åndelige forberedelse til Havona, således er de halvfjerds af Umajor den Femtes satellitter viet til jeres superunivers intellektuelle uddannelse og udvikling. Her samles fra hele Orvonton, alle de vise væsener som utrætteligt arbejder for at forberede de dødelige af tiden for deres videre fremgang mod karriere i evigheden. Det meste af denne undervisning af de opstigende dødelige foregår på de halvfjerds studieverdener.
15:13.4 (181.4) Regeringerne for de mindre sektorer ledes af tre Dagenes Yngste. Deres administration drejer sig primært med fysisk kontrol, forening, stabilisering, og rutine koordinering af forvaltningen af lokaluniverserne i en mindre sektor. Hver mindre sektor omfatter så mange som hundrede lokaluniverser, titusinde konstellationer, en million systemer, eller omkring en milliard beboelige verdner.
15:13.5 (181.5) De mindre sektorens hovedkvarters verdener er de store mødesteder for De Ledende Fysiske Overvågere. Disse hovedkvarters verdener er omgivet af de syv instruktions sfærer, som udgør adgangsskolerne til superuniverset og som er uddannelse centre for fysisk og administrativ viden angående universernes univers.
15:13.6 (181.6) Administratorerne fra de mindre sektorens regeringer er under den umiddelbare domsmyndighed af de større sektorens herskere. Dagenes Yngste modtager alle observationsrapporter og samordner alle anbefalinger som kommer op til et superunivers fra Dagenes Forenede, som er stationeret som Treenighedsobservatører og rådgivere på hovedkvarters sfærerne i lokaluniverserne og fra Dagenes Trofaste som ligeledes er tilknyttet de Højestes råd på hovedkvartererne i konstellationerne. Alle sådanne rapporter er videregivet til Dagenes Fuldkomne på de større sektorer, for efterfølgende at overgå til Dagenes Ældste domstole. Således strækker Treenigheds regimet sig fra lokaluniversernes konstellationer op til hovedkvarteret for superuniversernes. Hovedkvarteret i lokalsystemet har ingen repræsentanter for Treenigheden.
15:14.1 (181.7) Der er syv hoved formål som er ved at blive udfoldet i evolutionen af de syv superuniverser. Hvert hoved formål i superuniversets evolution vil kun finde sin højeste udtryk i et af de syv superuniverser, og derfor har hvert superunivers en speciel funktion og en enestående karakter.
15:14.2 (182.1) Orvonton, det syvende superunivers, det som jeres lokalunivers tilhører, er kendt først og fremmest på grund af dets kolossale og overdådige overdragelse af den barmhjertige tjeneste til de dødelige i verdnerne. Det er berømt for den måde hvorpå retfærdigheden råder tilpasset af barmhjertighed og styrke hersker betinget af tålmodighed, mens opofrelsen i tiden villigt gives for at sikre evighedens stabilitet. Orvonton er et univers demonstration af kærlighed og barmhjertighed.
15:14.3 (182.2) Det er, imidlertid meget svært at beskrive vores opfattelse af den sande natur af det evolutionære formål som udfolder sig i Orvonton, men det kan antydes ved at sige, at I denne superskabelse føler vi, at de seks enestående formål af kosmisk evolution således som de er åbenbaret i de seks tilknyttede superskabelser er her blevet sammenbundet til en helhedsmening; og det er årsagen til at vi nogle gange har formodede, at Gud den Højestes udviklede og endelige personalisering i en fjern fremtid og fra Uversa vil regere de fuldkomne syv superuniverser i hele den erfaringsmæssige majestæt af hans til den tid opnået almægtig suveræne styrke.
15:14.4 (182.3) Ligesom Orvonton er enestående i sin natur og individuel i skæbne, således er også hver af dets seks tilknyttede superuniverser. En væsentlig del af, hvad der foregår i Orvonton er imidlertid ikke åbenbaret til jer, og ud af disse uåbenbarede funktioner af livet i Orvonton, finder mange af dem deres mest fuldstændige udtryk i et af de andre superuniverser. De syv formål med superuniversernes evolution fungerer overalt i alle syv superuniverser, men hver superskabelse vil kun give fyldt udtryk til et af disse formål. For at forstå mere omkring disse superuniversers formål, så er det nødvendigt, at meget af det I ikke forstår åbenbares, og selv da ville I kun forstå meget lidt. Hele denne beretning præsenterer kun et flygtigt glimt af den umådelig store skabelse af hvilken jeres verden og lokalsystem er en del.
15:14.5 (182.4) Jeres verden er kaldt Urantia, og den er nummer 606 i den planetariske gruppe, eller system, af Satania. Dette system har på nuværende tidspunkt 619 beboet verdner, og mere end tohundrede yderligere planeter udvikler sig gunstig mod at blive beboede verdner engang i fremtiden.
15:14.6 (182.5) Satania har en hovedkvarters verden kaldt Jerusem, og det er system nummer fireogtyve i konstellationen Norlatiadek. Jeres konstellation Norlatiadek, består af hundrede lokalsystemer og har en hovedkvarters verden kaldt Edentia. Norlatiadek er nummer halvfjerds i Nebadon universet. Lokaluniverset Nebadon består af hundrede konstellationer og har en hovedstad kendt som Salvington. Nebadon universet er nummer fireogfirs i den mindre sektor, Ensa.
15:14.7 (182.6) Den mindre sektor Ensa består af hundrede lokaluniverser og har en hovedstad kaldt Uminor den tredje. Denne mindre sektor er nummer tre i den store sektor Splandon. Splandon består af hundrede mindre sektorer og har en hovedkvarters verden kaldt Umajor den femte. Det er den femte større sektor af superuniverset Orvonton, det syvende segment af storuniverset. På denne måde kan i lokalisere jeres planet i organisations- og administrationsplanen af universernes univers.
15:14.8 (182.7) Storuniversets nummer for jeres verden, Urantia, er 5.342.482.337.666. Det er registreringsnummeret på Uversa og på Paradis, jeres nummer i fortegnelsen over beboede verdner. Jeg kender også jeres registreringsnummer for de fysiske sfærer, men det er af sådan en overordentlig størrelse at det næsten ingen praktisk betydning har til det dødelige sind.
15:14.9 (183.1) Jeres planet er medlem af et enormt kosmos; i tilhører en noget nær uendelig familie af verdener, men jeres sfære administreres lige så præcis og lige så kærligt som om det var den eneste beboede verden i al eksistens.
15:14.10 (183.2) [Præsenteret af en Universel Censor hjemmehørende på Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 16
16:0.1 (184.1) PARADISETS Syv Mesterånder er den Uendelige Ånds primære personligheder. I denne syvfoldige skabelses handling af selvduplikering har den Uendelige Ånd udtømt de tilknyttende matematiske muligheder i den faktuelle eksistens af Guddommens tre personer. Havde det været muligt, at producere et større antal Mesterånder, så ville de været blevet skabt, men der er lige netop syv tilknyttede muligheder, og kun syv, iboende i tre Guddomme. Og dette forklarer, hvorfor universet virker i syv store afdelinger, og hvorfor tallet syv er grundlæggende fundamental i dets organisation og administration.
16:0.2 (184.2) De syv Mesterånder, har således deres oprindelse i, og udleder deres individuelle karakteristika fra, de følgende syv ligheder:
16:0.3 (184.3) 1. Den Universelle Fader.
16:0.4 (184.4) 2. Den Evige Søn.
16:0.5 (184.5) 3. Den Uendelige Ånd.
16:0.6 (184.6) 4. Faderen og Sønnen.
16:0.7 (184.7) 5. Faderen og Ånden.
16:0.8 (184.8) 6. Sønnen og Ånden.
16:0.9 (184.9) 7. Faderen, Sønnen, og Ånden.
16:0.10 (184.10) Vi ved meget lidt angående Faderens og Sønnens handling i skabelsen af Mesterånderne. Tilsyneladende er de bragt ind i eksistensen ved den Uendelige Ånds personlige handlinger, men vi er udtrykkelig blevet instrueret om, at både Faderen og Sønnen deltog i deres oprindelse.
16:0.11 (184.11) I åndelig karakter og natur er disse Paradisets Syv Ånder som en, men i alle andre identitetsaspekter er de meget forskellige, og resultaterne af deres funktioner i superuniverserne er sådan, at de individuelle forskelle i hver er umiskendelige synlige. Alle de efterfølgende planer af de syv segmenter i storuniverset - og selv de tilsvarende segmenter af det ydre rum - er betinget af forskellen i alt andet end det åndelige hos disse Syv Mesterånder af højeste og ultimative overvågning.
16:0.12 (184.12) Mesterånderne har mange funktioner, men på nuværende tidspunkt er deres særlige domæne den centrale overvågning af de syv superuniverser. Hver Mesterånd opretholder et enorm kraft-fokus hovedkvarter, som langsomt cirkulerer rundt i Paradisets periferi, og altid opretholder en position overfor superuniverset af direkte tilsyn og i Paradisets omdrejningspunkt af dets specialiserede styrke kontrol og delvise energi fordeling. Radius grænselinjer for ethvert superunivers løber faktisk sammen i den tilsynsførende Mesterånds Paradishovedkvarter.
16:1.1 (185.1) Samforeneren, den Uendelige Ånde, er nødvendig for at gøre den udelte treenige Guddoms personalisering komplet. Denne trefoldige personliggørelse af Guddommen er i følge sin natur en syvfoldig mulighed for at udtrykke sig individuelt og associativt; derfor gjorte den efterfølgende plan om at skabe universer beboet af intelligente og potentielle åndelige væsener, som på behørigt måde udtrykker Faderen, Sønnen, og Ånden, personalisering af de Syv Mesterånder uundgåelig. Vi er kommet til at tale om den trefoldige personalisering af Guddommen som den absolutte uundgåelighed, mens vi er kommet til at se de Syv Mesterånders tilsynekomst som den subabsolutte uundgåelighed.
16:1.2 (185.2) Mens de Syv Mesterånder næppe er udtryk for den trefoldige Guddom, så er de det evige billede af den syvfoldige Guddom, de aktive og associative funktioner af Guddommens tre altid eksisterende personligheder. Med, i og gennem disse Syv Ånder er den Universelle Fader, den Evige Søn, eller den Uendelige Ånd, eller enhver dobbelt forbindelse, i stand til at fungere som sådan. Når Faderen, Sønnen, og Ånden handler sammen, kan og vil de fungere gennem Mesterånden Nummer Syv, men ikke som en Treenighed. Mesterånderne repræsenterer enkeltvis eller samlet enhver og alle mulige Guddomsfunktioner, en eller flere, men ikke de kollektive funktioner, Treenighedens funktioner. Mesterånd Nummer Syv fungere ikke personlig i forhold til Paradistreenigheden, og det er netop derfor at han kan fungere personligt for det Højeste Væsen.
16:1.3 (185.3) Men når de Syv Mesterånder rømmer deres individuelle sæder af personlig styrke og superunivers autoritet og samles omkring Samforeneren i den treenige tilstedeværelse af Paradis Guddommen, så repræsenterer de den samlet fungerende styrke, visdom, og autoritet i den udelte Guddom - Treenigheden—til og i de udviklende universer. Sådan en Paradis forening af det oprindelige syvfoldige udtryk for Guddommen omfatter virkelig, bogstavelig talt omfavner, alle og enhver egenskab og holdning af de tre evige Guddomme i Højestehed og i Ultimativitet. De Syv Mesterånder omfatter praktisk taget, næsten derefter den Højeste Ultimatives fungerende domæne til og i mesteruniverset.
16:1.4 (185.4) Så langt som vi kan skelne, så er disse Syv Ånder forbundet med de guddommelige aktiviteter i de tre evige Guddoms personer; vi opdager ingen bevis for direkte forbindelse med den Absoluttes tre evige faser af fungerende tilstedeværelse. Når Mesterånderne er forbundet, repræsenterer de Paradisets Guddomme i det som i store træk kan opfattes som det endelige handlings domæne. Det kan omfatte meget som er ultimativt men ikke absolut.
16:2.1 (185.5) Præcis som den Evige og Oprindelige Søn er åbenbaret gennem det stadig stigende antal personer af guddommelige Sønner, således åbenbares den Uendelige og Guddommelige Ånd gennem de Syv Mesterånders kanaler og de med dem tilknyttede åndegrupper. I centrenes centrum er den Uendelige Ånd tilgængelig, men ikke alle som når Paradiset er umiddelbart i stand til at skelne hans personlighed og differentieret tilstedeværelse; men alle som når centraluniverset kan og vil øjeblikkelig kunne føre en fortrolig samtale med en af de Syv Mesterånder, den ene som præsiderer over det superunivers hvorfra den netop ankomne rumpilgrim er hjemmehørende.
16:2.2 (186.1) Til universernes univers taler Paradisets Fader kun gennem sin Søn, mens han og Sønnen i fællesskab kun handler gennem den Uendelige Ånd. Udenfor Paradiset og Havona taler den Uendelige Ånd kun med de Syv Mesterånders stemmer.
16:2.3 (186.2) Den Uendelige Ånd udøver en indflydelse i form af personlig tilstedeværelse indenfor grænserne for Paradis-Havona systemet; alle andre steder udøves hans personlige ånde tilstedeværelse af og gennem en af de Syv Mesterånder. Derfor er den Tredje Kilde og Centers superunivers ånde tilstedeværelse på enhver verden eller i ethvert individ betinget af den enestående natur hos den tilsynsførende Mesterånd for det omhandlende segment af skabelsen. Omvendt, så passerer de kombinerede linjer af åndekraft og intelligens indad til den Tredje Guddomsperson via de Syv Mesterånder.
16:2.4 (186.3) De Syv Mesterånder er samlet udstyret med den Tredje Kilde og Centers højeste og ultimative egenskaber. Mens hver enkelt individuelt tager del i denne begavelse, så er det kun kollektivt at de udviser karakteristika af almagt, alvidenhed, og allestedsnærværelse. Ingen af dem kan fungere som universelle; som individer og i udøvelsen af disse øverste og ultimative styrker er hver personlig begrænset til superuniverset af direkte tilsyn.
16:2.5 (186.4) Alt hvad der hidtil er fortalt jer angående Samforenerens guddommelighed og personlighed gælder ligelig og fuldt ud for de Syv Mesterånder, som så effektivt distribuerer den Uendelige Ånd til storuniversets syv segmenter i overensstemmelse med deres guddommelige begavelse og på en måde der svarer til deres egen forskellige og individuelle enestående natur. Det ville derfor være korrekt at anvende ethvert eller alle navnene af den Uendelige Ånd til denne samlet gruppe af syv. Samlet er de som en med Samskaberen på alle subabsolutte niveauer.
16:3.1 (186.5) De Syv Mesterånder er ubeskrivelige væsener, men de er tydeligt og bestemt personlige. De har navne, men vi foretrækker at introducere dem med nummer. Som primære personaliseringer af den Uendelige Ånd, er de beslægtede, men som primære udtryk for de syv mulige sammenslutninger af den treenige Guddom, er de i alt væsentligt forskellig af natur, og denne naturlige forskellighed bestemmer deres forvaltning af superuniverserne. Disse Syv Mesterånder kan beskrives som følgende:
16:3.2 (186.6) Mesterånd nummer Et. På en speciel direkte måde repræsenterer denne Ånd Paradisfaderen. Han er en ejendommelig og effektiv manifestation af den Universelle Faders styrke, kærlighed, og visdom. Han er den nære medarbejder og himmelske rådgiver til lederen for Mysterieledsagerne, det væsen som præsiderer over de Personaliserede Retter på Diviningtons kollegium. I alle de Syv Mesterånders sammenslutninger, er det altid Mesterånd Nummer Et som taler for den Universelle Fader.
16:3.3 (186.7) Denne Ånd præsiderer over det første superunivers og, selvom han ufejlbarlig viser den guddommelige natur af en primær personalisering af den Uendelige Ånd, så synes han mere specielt at ligne den Universelle Fader i karakter. Han er altid i personlig forbindelse med de syv Afspejlende Ånder på hovedkvarteret for det første superunivers.
16:3.4 (187.1) Mesterånd nummer To. Denne Ånd portrætterer fyldestgørende den Evige Søns mageløse natur og charmerende karakter, den førstefødte af hele skabelsen. Han er altid tæt forbundet med alle klasser af Gudesønner hvor end de tilfældigvis måtte befinde sig i beboelses universet som individer eller i glædelige råd. I alle forsamlinger af de Syv Mesterånder er det altid ham som taler for og på vegne af, den Evige Søn.
16:3.5 (187.2) Denne Ånd dirigerer skæbnerne i superunivers nummer to og hersker over dette enorme domæne som den Evige Søn ville gøre det. Han er altid i forbindelse med de syv Afspejlende Ånder udstationerede på det andet superuniversets hovedstad.
16:3.6 (187.3) Mesterånd nummer Tre. Denne Åndepersonlighed ligner især den Uendelige Ånd, og han styrer udviklingen og arbejdet for mange af den Uendelige Ånds høje personligheder. Han præsiderer over deres forsamlinger og er tæt forbundet med alle personligheder som udelukkende har oprindelse i den Tredje Kilde og Center. Når de Syv Mesterånder er i rådsforsamling, så er det altid Mesterånd Nummer Tre som taler for den Uendelige Ånd.
16:3.7 (187.4) Denne Ånd har ansvaret for superunivers nummer tre, og han administrerer dette segment meget som var det den Uendelige Ånd. Han er altid i samarbejde med de Afspejlende Ånder på det tredje superunivers hovedkvarter.
16:3.8 (187.5) Mesterånd nummer Fire. Denne Mesterånd som har del i Faderens og Sønnens kombineret natur, har en afgørende indflydelse på de planer og procedurer som angår både Faderen og Sønnen i de Syv Mesterånders rådsforsamlinger. Denne Ånd er ledende instruktør og rådgiver for de opstigende væsener som har opnået den Uendelige Ånd og som således er blevet kandidater til at se Sønnen og Faderen. Han varetager den enorme gruppe af personligheder, som har oprindelse i Faderen og Sønnen. Når det bliver nødvendigt, at repræsentere Faderen og Sønnen i de Syv Mesterånders forening, så er det altid Mesterånd Nummer Fire som taler.
16:3.9 (187.6) Denne Ånd fremmer det fjerde segment i storuniverset i overensstemmelse med sin ejendommelige sammenslutning af den Universelle Fader og den Evige Søns egenskaber. Han er altid i personlig forbindelse med de Afspejlende Ånder på det fjerde superunivers hovedkvarter.
16:3.10 (187.7) Mesterånd nummer Fem. Denne guddommelige personlighed som på fortræffelig vis forener den Universelle Fader og den Uendelige Ånds karakter er rådgiver for den enorme gruppe af væsener kendt som styrkeledere, styrkecentre, og fysiske overvågere. Denne Ånd fremmer også alle personligheder som har oprindelse i Faderen og Samforeneren. I de Syv Mesterånders rådsforsamling, når Fader og Åndens standpunkt er til debat, så er det altid Mesterånd Nummer Fem som taler.
16:3.11 (187.8) Denne Ånd styrer det femte superunivers velfærd på en måde som antyder den Universelle Fader og den Uendelige Ånd kombinerede handling. Han er altid i forbindelse med de Afspejlende Ånder på det femte superunivers hovedkvarter.
16:3.12 (187.9) Mesterånd nummer Seks. Dette guddommelige væsen synes at portrættere den kombinerede karakter af den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Hver gang de skabninger som i fællesskab er skabt af Sønnen og Ånden mødes i centraluniverset, så er det denne Mesterånd som er deres rådgiver; og når som helst i de Syv Mesterånders rådsforsamling, det bliver nødvendigt at tale for fællesskabet af den Evige Søn og den Uendelige Ånd, så er det Mesterånd Nummer Syv som tager ordet.
16:3.13 (188.1) Denne Ånd styrer det sjette superunivers anliggender som var det den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Han er altid i forbindelse med de Afspejlende Ånder på det sjette superunivers hovedkvarter.
16:3.14 (188.2) Mesterånd nummer Syv. Den præsiderende Ånd af det syvende superunivers er en enestående ligelig portrættering af den Universelle Fader, Den Evige Søn, og den Uendelige Ånd. Den Syvende Ånd, den fremmende rådgiver for alle væsener med treenighedsoprindelse, er også rådgiver og leder af alle de opstigende pilgrimme til Havona, de ydmyge væsener som har opnået ærens ret gennem den kombinerede tjeneste af Faderen, Sønnen, og Ånden.
16:3.15 (188.3) Den Syvende Mesterånd er ikke organisk repræsentativ for Paradistreenigheden; men det er en velkendt kendsgerning, at hans personlige og åndelige natur er Samforenerens portrættering i ligelig proportioner af de tre uendelige personer, hvis guddomsforening er Paradistreenigheden, og hvis funktion som sådan er kilden til Gud den Højestes personlige og åndelige natur. Derfor åbenbare den Syvende Mesterånd et personligt og organisk forhold til den udviklende Højestes åndeperson. Når det derfor i Mesteråndernes rådsforsamlinger i det høje, bliver nødvendigt at afgive en stemme for Faderens, Sønnens, og Åndens kombinerede personlige holdning eller, at udtrykke det Højeste Væsens åndelige indstilling, så er der Mesterånd Nummer Syv som fungerer. Han bliver således i følge sin natur den præsiderende leder af de Syv Mesterånders Paradisråd.
16:3.16 (188.4) Ingen af de Syv Ånder er organisk repræsentativ for Paradistreenigheden, men når de forenes som syvfoldig Guddom, er denne forening i en vis forstand en guddom - ikke i en personlig forstand - et funktionelt niveau knyttet til Treenighedens funktioner. I denne betydning er den ”Syvfoldige Ånd” funktionsmæssig tilknyttet til Paradistreenigheden. Det er også i denne betydning, at Mesterånd Nummer Syv nogle gange taler i bekræftelse af Treenighedens holdninger eller snarere, fungerer som talsmand for holdninger hos den Syvfoldige Ånds forening om holdningen hos den Trefoldige Guddoms forening, Paradistreenigheden.
16:3.17 (188.5) Den Syvende Mesterånds mangeartet funktioner spænder lige fra en kombineret repræsentation af Faderen, Sønnen, og Åndens personlige naturer, gennem en repræsentation af Gud den Højestes personlige standpunkt, til en åbenbaring af Paradistreenighedens guddoms holdning. Og i en vis respekt udtrykker denne præsiderende Ånd ligeledes den Ultimative og de Højeste-Ultimatives holdninger.
16:3.18 (188.6) Det er Mesterånd nummer Syv som, som i sine mangeartet evner, personligt sponsorerer fremgangen af de opstigende kandidater fra tidens verdener i deres forsøg på at opnå forståelse om Højestehedens udelelige Guddom. En sådan forståelse involverer en forståelse af den eksistentielle suverænitet hos Højestehedens Treenighed, således koordineret med en koncept om det Højeste Væsens voksende erfaringsmæssige suverænitet for at udgøre de skabte væseners forståelse af Højestehedens enhed. Når det skabte væsen realiserer disse tre faktorer, svarer det til forståelse i Havona af Treenighedens virkelighed og giver tidens pilgrimme evnen til i sidste instans at gennemtrænge Treenigheden, til at opdage Guddommens tre uendelige personer.
16:3.19 (188.7) Den manglende evne for pilgrimmenes i Havona til fuldt ud at finde Gud den Højeste kompenseres af den Syvende Mesterånd, hvis treenige natur på en så ejendommelig måde åbenbare den Højestes åndeperson. Uden den nuværende universtidsalder, da den Højeste person ikke kan kontaktes, fungerer Mesterånd nummer Syv som stedfortræder for de opstigende væseners Gud når det gælder personlige forhold. Han er det højeste åndevæsen som alle opstigende med sikkerhed kommer til at genkende og til en vis grad forstå når de når herlighedens centre.
16:3.20 (189.1) Denne Mesterånd er altid i forbindelse med de Afspejlende Ånder i Uversa, hovedkvarteret i det syvende superunivers, vores eget segment af skabelsen. Hans administration af Orvonton udviser den fantastiske symmetri af den koordinerede blanding af Faderens, Sønnens, og Åndens guddommelige natur.
16:4.1 (189.2) De Syv Mesterånder udgør den Uendelige Ånds fulde repræsentation i de evolutionære universer. De repræsenterer den Tredje kilde og Center i de forhold, som berører energi, sind, og ånd. Glem ikke, at selv om de fungerer som koordinerende overhoveder for Samforenerens universelle administrative kontrol, så har de deres oprindelse i Paradisguddommenes skabende handlinger. Det er bogstavelig sandt, at disse Syv Ånder er den treenige Guddoms personaliserede fysiske styrke, kosmiske sind, og åndelige nærværelse. ”Guds Syv Ånder udsendt til hele universet.”
16:4.2 (189.3) Mesterånderne er enestående for så vidt som, at de fungerer på alle universets niveauer af virkeligheden med undtagelse af det absolutte. De er derfor, effektive og perfekte vejledere af alle faser af administrationens anliggender på alle aktivitetsniveauer i superuniverserne. Det er svært for det dødelige sind at forstå meget om Mesterånderne fordi deres arbejde er så specialiseret men stadig altomfattende, så usædvanligt materielt og samtidig så udsøgt åndeligt. Det kosmiske sinds alsidige skabere er forfædre til Universets Styrkeledere og er, selv de højere ledere for den vældige og vidt udbredte skabelse af skabende åndevæsener.
16:4.3 (189.4) De Syv Mesterånder har skabt Universets Styrkeleder og deres medarbejdere, væsener som er uundværlige for organisationen, kontrollen og reguleringen af storuniversets fysiske energier. Og disse samme Mesterånder assisterer på en meget materiel måde Skabersønnerne i arbejdet med at forme og organisere lokaluniverserne.
16:4.4 (189.5) Vi kan ikke registrere nogen personlig forbindelse mellem Mesteråndernes arbejde med kosmisk energi og den Egenskabsløse Absoluttets kraftfunktioner. De energimanifestationer, som henhører til Mesteråndernes forvaltning styres alle fra Paradisets periferi; de synes ikke på nogen direkte måde, at være forbundet med kraftfænomener identificeret fra Paradisets nedre overflade.
16:4.5 (189.6) Utvivlsomt er det, at når vi møder de forskellige Morontia Styrkevejleders funktionelle aktiviteter, så er vi ansigt til ansigt med visse af Mesteråndernes uåbenbaret aktiviteter. Hvem andre, bortset fra disse forfædre af både fysiske kontrollører og ånde ministre kunne have kommet på at kombinere og forene materielle og åndelige energier, så der opstod en hidtil ukendt fase af universets virkelighed, morontiasubstans og morontiasind?
16:4.6 (189.7) Meget af de åndelige verdeners virkelighed er af morontiaklasse, en fase af universets virkelighed helt ukendt på Urantia. Målet med personligheds eksistens er åndelig, men morontiaskabelserne kommer altid imellem og overbygger den dybe kløft mellem de materielle verdener for de dødeliges oprindelse og superuniversets sfære for voksende åndelig status. Det er indenfor dette område, at Mesterånderne yder deres store bidrag til planen for menneskets opstigning til Paradiset.
16:4.7 (190.1) De Syv Mesterånder har personlige repræsentanter som fungerer overalt i storuniverset; men da et stort flertal af disse underordnede væsener ikke direkte har noget at gøre med opstigningsplanen for de dødeliges fremgang langs vejen mod Paradisets fuldkommenhed, så er lidt eller ingenting åbenbaret om dem. Meget, rigtig meget, af de Syv Mesterånders aktivitet forbliver skjult for menneskets forståelse, fordi det på ingen måde direkte vedrører problematikken omkring jeres opstigning til Paradiset.
16:4.8 (190.2) Det er højst tænkeligt, skønt vi ikke kan tilbyde konkret bevis, at Orvontons Mesterånder udøver en afgørende indflydelse i de følgende aktivitetsområder:
16:4.9 (190.3) 1. Fremgangsmåden af Livsbærerne fra lokaluniverset for livs indførelse.
16:4.10 (190.4) 2. Livsaktiveringerne udgående fra adjudant sindsånderne, overdraget til verdener af den Skabende Ånd i et lokalunivers.
16:4.11 (190.5) 3. Udsvingene i energimanifestationerne som udvises af de enheder af organiseret materie som reagerer på lineær tyngdekraft.
16:4.12 (190.6) 4. Den opdukkende energis adfærd, når den helt er befriet fra den Egenskabsløse Absoluttets greb og dermed begynder at reagere på den lineære tyngdekrafts direkte indflydelse og Universets Styreledere og deres medarbejders manipulationer.
16:4.13 (190.7) 5. Overdragelsen af den tjenende ånd fra den Skabende Ånd i et lokalunivers, kendt på Urantia som Helligånden.
16:4.14 (190.8) 6. Den efterfølgende overdragelse af overdragelses sønnernes ånd, på Urantia kaldt (Talsmanden) eller Sandhedens ånd.
16:4.15 (190.9) 7. Afspejlingsmekanismen i lokaluniverserne og i superuniverset. Mange træk forbundet med dette ejendommelige fænomen kan knap fornuftigt forklares eller forstås rationelt uden at man postulerer Mesteråndernes aktivitet i forbindelse med Samforeneren og det Højeste Væsen.
16:4.16 (190.10) På trods af, at vi ikke tilstrækkeligt vel forstår de Syv Mesterånders mangeartede aktiviteter, er vi overbevist om, at der findes to områder i det brede felt af universets aktiviteter som de ingenting som helst har at gøre med: overdragelsen af Tankeretterne og deres aktiviteter samt den Egenskabsløse Absoluttets uransagelige funktioner.
16:5.1 (190.11) Hvert segment i storuniverset, hvert enkelt univers og verden nyder gavn af alle de Syv Mesterånders forenede råd og visdom, men får kun den personlige prægning og nuance fra en. Og den personlige natur hos hver Mesterånd gennemtrænger helt og betinger unikt hans superunivers.
16:5.2 (190.12) Som følge af de Syv Mesterånders personlige indflydelse vil hvert væsen i hver klasse af intelligente væsener udenfor Paradis og Havona have det karakteristiske individuelle præg som angiver den nedarvet natur fra nogen af disse Syv Mesterånder. Hvad angår de syv superuniverser, kommer hvert indfødt væsen, menneske eller engel, til for altid at bære dette kendetegn som angiver deres fødselsoprindelse.
16:5.3 (191.1) De Syv Mesterånder trænger ikke direkte ind i de enkelte væseners materielle sind i de evolutionære verdner i rummet. De dødelige på Urantia oplever ikke den personlige tilstedeværelse af sind og ånde indflydelse fra Orvontons Mesterånd. Hvis denne Mesterånd opnår nogen form for kontakt med det enkelte dødelige sind under de tidligere evolutionære tidsaldre på en beboet planet, så må det ske gennem den tjeneste som udgår fra lokaluniversets Skabende Ånd, ægtefællen og samarbejdspartneren til Guds Skabersøn som præsiderer over hvert lokal skabelses skæbne. Men denne samme Skabende Moderånd er i sin natur og karakter meget lig Orvontons Mesterånd.
16:5.4 (191.2) Den fysiske prægning som stammer fra en Mesterånd er en del af menneskets materielle oprindelse. Hele det morontielle livsforløb leves under den vedvarende indflydelse af den samme Mesterånd. Det er næppe mærkeligt, at den efterfølgende ånde livsfase som en sådan opstigende dødelig gennemgår aldrig helt udsletter det karakteristiske præg som stammer fra denne samme tilsynsførende Ånd. En Mesterånds indprægning er grundlæggende for selve eksistensen i hvert stadium af de dødeliges opstigning før Havona.
16:5.5 (191.3) De karakteristiske personlighedstendenser som fremtræder i de dødeliges livserfaringer, og som er karakteristisk for hvert superunivers og som direkte udtrykker karakteren hos den dominerende Mesterånd, udslettes aldrig helt, selv ikke efter at disse opstigende væsener udsættes for den lange uddannelse og samlende disciplin som de møder på Havonas en milliard udviklingssfærer. Selv den efterfølgende intense Paradiskultur er ikke tilstrækkelig til at udslette de kendetegn som angiver fra hvilken superunivers vedkommende stammer. Under hele evigheden kommer en opstigende dødelig til at udvise karakteristiske træk som angiver den ledende Ånd i superuniverset for hans fødsel. Selv når man i Finalitkorpset ønsker at opnå eller skildre et komplet Treenighedsforhold til den evolutionære skabelse, samler man altid en gruppe på syv finaliter, en fra hvert superunivers.
16:6.1 (191.4) Mesterånderne er de syvfoldige kilder til det kosmiske sind, det intellektuelle potentiale i storuniverset. Dette kosmiske sind er en underabsolut manifestation af den Tredje Kilde og Centers sind og i visse henseender funktionelt relateret til det udviklende Højeste Væsens sind.
16:6.2 (191.5) I en verden som Urantia møder vi ikke de Syv Mesterånders direkte indflydelse på menneskeracernes anliggender. I lever under den umiddelbare indflydelse af Nebadons Skabende Ånd. På trods af dette dominerer de samme Mesterånder grundreaktionerne i alle skabende væseners sind, fordi de er de virkelige kilder til det intellektuelle og åndelige potentiale som i lokaluniverserne er blevet specialiseret for at fungere i de individers liv som bebor de evolutionære verdener i tid og rum.
16:6.3 (191.6) Det kosmiske sinds faktiske eksistens forklarer slægtskabet mellem ulige typer af menneskelige og overmenneskelige sind. Det er ikke kun ligesindede ånder som drages mod hverandre, men beslægtede sind er også meget omgangsvenlige og tenderer mod at samarbejde med hinanden. Menneskelige sind er undertiden observeret løbende i baner af forbløffende lighed og uforklarlig sammenhæng.
16:6.4 (191.7) I alle det kosmiske sinds personlighedsforhold, findes der en egenskab som kunne kaldes ”virkelighedens reaktion”. Det er denne universelle kosmiske formåen hos viljevæsener som redder dem fra at blive hjælpeløse ofre for de antagelser som videnskab, filosofi og religion på forhånd forudsætter som sande. Denne virkelighedssensitivitet hos det kosmiske sind reagerer på visse faser af virkelighed præcis som energi-materien reagerer på tyngdekraften. Det ville nu være mere korrekt at sige, at disse overmaterielle realiteter reagerer således på sindet i kosmos.
16:6.5 (192.1) Det kosmiske sind reagerer ufejlbarligt (genkender reaktionen) på tre niveauer af universets virkelighed. Disse reaktioner er selvindlysende for klart ræsonnerende og dybt tænkende sind. Disse virkelighedsniveauer er:
16:6.6 (192.2) 1. Kausalitet - de fysiske sinds virkelighedsdomæne, de videnskabelige områder af logisk konsekvens, adskillelsen af det faktiske og det ikke faktiske, begrundede konklusioner baseret på kosmisk respons. Dette er den matematiske form af kosmisk dømmekraft.
16:6.7 (192.3) 2. Pligt - moralopfattelsens virkelighedsdomæne i det filosofiske område, fornuftens arena, opfattelsen af relativt ret og forkert. Dette er den juridiske form af kosmisk dømmekraft.
16:6.8 (192.4) 3. Tilbedelse - det åndelige domæne af virkeligheden i religiøs oplevelse, den personlige oplevelse af guddommelig fællesskab, anerkendelse af åndeværdier, overbevisningen om evig overlevelse, ophøjelse fra status som Guds tjenere til Guds sønners glæde og frihed. Dette er den højeste indsigt hos det kosmiske sind, den ærbødige og ærværdige form af kosmisk dømmekraft.
16:6.9 (192.5) Disse videnskabelige, moralske og åndelige indsigter, disse kosmiske reaktioner, er en naturlig del af det kosmiske sind som beriger alle viljevæsener. Livserfaringen undlader aldrig at udvikle disse tre former af kosmisk intuition; de er grundlæggende i selvbevidsthedens reflekterende tænkning. Men det er sørgeligt at konstatere, at så få personer på Urantia finder nydelse i at kultivere disse kvaliteter af modig og selvstændig kosmisk tænkning.
16:6.10 (192.6) I lokaluniversernes sindsoverdragelse udgør disse det kosmiske sinds tre indsigter de forudsætninger, som gør det muligt for mennesket at fungere som en rationel og selvbevidst personlighed inden for områderne af videnskab, filosofi og religion. Udtrykt på en anden måde, så sker opfattelsen af virkeligheden af disse den Uendeliges tre manifestationer med hjælp af en kosmisk selvåbenbarings teknik. Materie-energi opfattes med sindets matematiske logik; sinds-fornuften kender intuitivt sin moralske pligt; åndetro (tilbedelse) er religionen om den åndelige erfarende virkelighed. Disse tre grundfaktorer i den reflekterende tænkning kan blive forenet og koordineret i personlighedsudviklingen, eller de kan blive ude af proportioner og så godt som urelaterende i deres respektive funktioner. Men når de bliver forenet frembringer de en stærk karakter som består i en korrelation af faktuel videnskab, en moralsk filosofi og en ægte religiøs erfaring. Det er disse tre former af kosmisk intuition som giver objektiv gyldighed, virkelighed, til menneskets erfaring af ting, betydninger og værdier.
16:6.11 (192.7) Det er uddannelsens formål at udvikle og skærpe disse medfødte evner af menneskenes sind; civilisationens opgave at udtrykke dem; livserfaringen at realisere dem; religionens at forædle dem og personligheden at forene dem.
16:7.1 (192.8) Intelligensen kan ikke alene forklare den moralske natur. Moral, dyd, er medfødt til menneskets personlighed. Moralsk intuition, erkendelse af pligt, er en bestanddel i sindet som mennesket er begavet med, og den er associeret med de andre umisteligheder i menneskets natur; videnskabelig nysgerrighed og åndelig indsigt. Menneskets mentalitet overgår langt dets dyriske artsfæller, men det er de moralske og religiøse sider af dets natur som specielt adskiller det fra dyreverden.
16:7.2 (193.1) Den selektive respons hos et dyr er begrænset til adfærdens motoriske niveau. Den formodede indsigt hos de højerestående dyr sker på et motorisk niveau og optræder sædvanligvis først efter erfaring af motoriske forsøg og fejltagelser. Mennesket er i stand til at anvende videnskabelig, moralsk og åndelig indsigt forud for al udforskning og eksperimenter.
16:7.3 (193.2) Det er kun en personlighed som kan vide hvad den gør før den gør det; det er kun personligheder som ejer indsigt forud for erfaring. En personlighed kan se fremad inden den hopper og kan derfor lære sig at se fremad såvel som af at hoppe. Et ikke personligt dyr lære sædvanligvis kun af at hoppe.
16:7.4 (193.3) Som resultat af erfaring bliver et dyr i stand til at undersøge de forskellige måder at nå et mål og at vælge en tilgang baseret på indhøstede erfaringer. Men en personlighed kan også undersøge selve målet og tage stilling til dets virkelighed, dets værdi. Intelligensen kan alene udskille de bedste måder at opnå et endemål uden skelnen, men et moralsk væsen ejer en indsigt som gør det muligt for vedkommende at skelne mellem såvel mål som middel. Og et moralsk væsen som vælger dyden er trods alt intelligent. Han ved hvad han gør, hvorfor han gør det, hvor han er på vej og hvordan han skal kommer derhen.
16:7.5 (193.4) Når mennesket undlader at skelne mellem målene for sin jordiske stræben, befinder han sig fungerende på dyrenes niveau i tilværelsen. Han har undladt at gøre anvendelse af de overlegne fordele af materiel skarpsindighed, moralsk skelnen og åndelig indsigt som i hans egenskab af et personlig væsen er en væsentlig del af hans begavelse med et kosmisk sind.
16:7.6 (193.5) Dyd er retfærdighed—samklang med kosmos. At benævne dyder er ikke at definere dem, men at leve dem er at kende dem. Dyd er ikke kun kundskab, eller vished endnu men snarere en virkelighed af progressiv erfaring i opnåelsen af opstigende niveauer af kosmisk fremgang. I det dødelige menneskes liv dag for dag virkeliggøres dyden gennem at man konsekvens vælger det gode frem for det onde, og sådan en evne til at vælge er bevis på at man ejer en moralsk karakter.
16:7.7 (193.6) Menneskets valg mellem godt og ondt influeres ikke kun af skarpheden i dets moralske karakter, men også af sådanne indflydelser som uvidenhed, umodenhed, og vrangforestillinger. En fornemmelse for proportioner er også nødvendig ved dydens udøvelse, fordi ondt kan begås når det mindste vælges i stedet for det større som følge af forvrængning eller bedrag. Kunsten at gøre relative bedømmelser eller sammenlignende målinger hører til udøvelse af dyden indeni det moralske område.
16:7.8 (193.7) Menneskets moralske natur ville være impotent uden kunsten at måle, uden den skelnen som ligger i dets evne til at granske betydninger. Ligeledes ville moralske valg blive forgæves uden den kosmiske indsigt som frembringer bevidstheden om åndelige værdier. Set ud fra et intelligent synspunkt så stiger mennesket op til det moralske niveau fordi det er begavet med personlighed.
16:7.9 (193.8) Moralitet kan aldrig forfremmes ved lov eller med vold. Det er en personlig og frivillig sag, og den må spredes af smitten fra kontakten mellem moralsk duftene personer og dem som er moralsk mindre modtagelige, men som også i et vist omfang ønsker at gøre Faderens vilje.
16:7.10 (193.9) Moralske handlinger er sådanne menneskelige opførelser som kendetegnes af højeste intelligens, kontrolleres af selektiv skelnen ved valget af højere endemål, ligesom ved valget af moralske midler til at opnå disse mål. Sådan en adfærd er dydig. Højeste dyd er derfor helhjertet at vælge at gøre den himmelske Faders vilje.
16:8.1 (194.1) Den Universelle Fader skænker personlighed til talrige klasser af væsener som fungerer på forskellige niveauer af universets virkelighed. Menneskevæsener på Urantia er begavet med personlighed af den finite-dødelige type, som fungerer på niveauet for Guds opstigende sønner.
16:8.2 (194.2) Selvom vi næppe kan påtage os at definere personlighed, så kan vi forsøge at redegøre for vor forståelse af de kendte faktorer som behøves for at forme den helhed af materielle, mentale og åndelige energier, hvis gensidige forening bygger den mekanisme hvori, hvorpå og hvormed den Universelle Fader får den af ham overdraget personlighed til at fungere.
16:8.3 (194.3) Personlighed er en unik gave af oprindelig natur, hvis eksistens er uafhængig af og forudgående til overdragelsen af Tankeretteren. Ikke desto mindre forøger Retterens tilstedeværelse personlighedens kvalitative manifestation. Tankeretterne er, når de kommer fra Faderen identiske i natur, men personligheden er forskelligartet, oprindelig og enestående; og manifestation af personlighed betinges og bestemmes yderligere af beskaffenheden og kvaliteten hos de tilhørende energier af materiel, sindsmæssig og åndelig natur som udgør den bærende krop for personlighedsmanifestationen.
16:8.4 (194.4) Personligheder kan være lignende men de er aldrig det samme. Personer af en given serie, type, klasse eller model kan ligne hinanden og gør det, men de er aldrig identiske. Personligheden er det særpræg hos et individ som vi kender, og som gør det muligt for os, at identificere dette væsen engang i fremtiden, uanset arten og omfanget af ændringer i formen, sind eller åndestatus. Personligheden er den del af enhver person, som gør det muligt for os at genkende og helt sikkert identificere den person som den, vi tidligere har kendt, uanset hvor meget han kan have ændret sig som følge af, at den bærende krop som udtrykker og manifesterer hans personlighed har modificeret sig.
16:8.5 (194.5) Skabende væseners personlighed kendetegnes af to selvmanifesterende og karakteristiske fænomener i de dødeliges reaktionsadfærd; selvbevidsthed og tilhørende relativ fri vilje.
16:8.6 (194.6) Selvbevidsthed består af intellektuel bevidsthed om at personligheden er aktuel; det inkluderer evnen til at genkende andre personligheders virkelighed. Det indikerer kapacitet til individualiserede erfaring i og med kosmiske realiteter, som repræsenterer virkeliggørelsen af identitetsstatus i universets personlighedsforhold. Selvbevidsthed indebærer at man erkender sindsomverdens virkelighed og at man erkender den relative selvstændige skabende og bestemmende frie vilje.
16:8.7 (194.7) Den relative frie vilje som kendetegner selvbevidstheden hos menneskets personlighed er involveret i:
16:8.8 (194.8) 1. Moralske afgørelser, højeste visdom.
16:8.9 (194.9) 2. Åndelig valg, dømmekraft af sandheden.
16:8.10 (194.10) 3. Uselvisk kærlighed, tjenende sine medmennesker.
16:8.11 (194.11) 4. Målbevidst samarbejde, gruppeloyalitet.
16:8.12 (194.12) 5. Kosmisk indsigt, forståelse af universets betydninger.
16:8.13 (194.13) 6. Personligheds engagement, helhjertet hengivelse til at gøre Faderens vilje.
16:8.14 (195.1) 7. Tilbedelse, oprigtig udøvelse af guddommelige værdier og helhjertet kærlighed til den guddommelige Værdigiver.
16:8.15 (195.2) Urantia-typen af den menneskelige personlighed kan ses som fungerende i en fysisk mekanisme, som består af den planetariske ændring af Nebadon-typens organisme, som tilhører den elektrokemiske klasse af livsaktivering og som er udrustet med det kosmiske sind af Nebadon klasse i Orvonton-serien baseret på modellen som gælder ved forældrebaseret forplantning. Overdragelsen af personlighedens guddommelige gave til en sådan sindsudrustet dødelig mekanisme giver værdighed af kosmisk medborgerskab og gør det muligt for dette dødelige væsen straks at blive genaktiveret for den opbyggende indsigt om de tre grundlæggende sindsrealiteter i kosmos:
16:8.16 (195.3) 1. Den matematiske eller logiske indsigt om den fysiske kausalitets ensartethed.
16:8.17 (195.4) 2. Den fornuftbaserede erkendelse af forpligtigelsen til moralsk adfærd.
16:8.18 (195.5) 3. Trosforståelsen, i den fællesskabsbaserede tilbedelse af Guddommen, associeret med den kærlighedsfulde tjeneste af menneskeheden.
16:8.19 (195.6) Når en sådan personlighedsbegavelse fungerer fuldt ud, så indebærer det en begyndende realisering om slægtskab med Guddommen. Et sådan selv, beboet af et førpersonligt fragment af Gud Faderen, er i sandhed og virkelig en åndelig Guds søn. En sådan skabning udviser ikke kun kapacitet til at modtage den guddommelige tilstedeværelses gave men udviser også reaktiv respons til personlighedstyngdekraftens kredsløb fra Paradisfaderen til alle personligheder.
16:9.1 (195.7) Det personlige væsen begavet med kosmiske sind og beboet med Retter, besidder medfødt evne til at opfatte og forstå energivirkelighed, sindsvirkelighed, og åndevirkelighed. Viljevæsenet er således udrustet til at skelne Guds virkelighed, Guds love og Guds kærlighed. Bortset fra disse tre uadskillelige dele af menneskets bevidsthed, så er alle menneskelige erfaringer i virkeligheden subjektive, undtagen den intuitive opfattelse af gyldighed tilknyttet med foreningen af den kosmiske indsigts tre reaktioner indenfor universets virkelighed.
16:9.2 (195.8) Den dødelige som skelner Gud kan fornemme den værdi som ligger i foreningen af disse tre kosmiske kvaliteter i den overlevende sjælens evolution, menneskets højeste opgave i det fysiske tabernakel, hvor det moralske sind samarbejder med den iboende guddommelige ånd for at fordoble den udødelige sjæl. Fra sin tidligste begyndelse er sjælen virkelig; den har kosmiske overlevelsesegenskaber.
16:9.3 (195.9) Hvis det dødelige menneske ikke overlever den naturlige død, så overlever de reelle åndelige værdier som findes i dette menneskes erfaring som en del af Tankeretterens videregående erfaring. Personlighedsværdierne hos en sådan ikke-overlevende består som en faktor i den aktualiserende Højeste Væsens personlighed. Sådanne bestående personlighedskvaliteter berøves identitet, men ikke de erfaringsmæssige værdier som har akkumuleret under det jordiske liv i kødet. Identitetens overlevelse er afhængig af om den udødelige sjæl overlever, sjælen har morontiastatus og tiltagende guddommelig værdi. Personlighedens identitet overlever i og med at sjælen overlever.
16:9.4 (195.10) Menneskets selvbevidsthed indebærer anerkendelse af virkeligheden af andre end det bevidste selv og medfører desuden, at en sådan bevidsthed er gensidig, at selvet er kendt igen som det selv kender igen. Dette er synliggjort på en rent menneskelig måde i menneskenes sociale liv. Du kan imidlertid ikke blive lige så absolut sikker på et medmenneskes realitet som du kan om virkeligheden af Guds tilstedeværelse som lever indeni dig. Den sociale bevidsthed er ikke umistelig ligesom gudsbevidstheden; den er et resultat af kulturel udvikling og er afhængig af kundskab, symboler og bidrag fra menneskets grundlæggende begavelse: videnskab, moral og religion. Og når disse kosmiske gaver omsættes i samfundet bygger de en civilisation op.
16:9.5 (196.1) Civilisationer er ustabile fordi de ikke er kosmiske; de har ikke en naturlig tilknytning til menneskeslægtens individer. De må plejes med de kombinerede bidrag fra menneskenes grundlæggende faktorer: videnskab, moral og religion. Civilisationer kommer og går, men videnskab, moral og religion overlever altid styrtet.
16:9.6 (196.2) Jesus åbenbarede ikke kun Gud for mennesket, men han frembragte også en ny åbenbaring om mennesket til sig selv og for andre mennesker. I Jesu liv ser man mennesket som bedst. Mennesket bliver således virkelig smukt fordi Jesus havde så meget af Gud i sit liv, og opfattelsen af (indsigten om) Gud er umistelig og iboende i alle mennesker.
16:9.7 (196.3) Uselviskheden, bortset fra forældreinstinktet, er ikke helt naturligt, det er ikke indlysende, at man elsker andre personer og at man tjener den socialt. Der behøves oplysning som fornuft, moral, og religionens ansporing, Gudsbevidstheden for at frembringe en uselvisk og altruistisk samfundsorden. Menneskets egen bevidsthed om sin personlighed, selvbevidstheden er også direkte afhængig af selve kendsgerningen af bevidstheden om andres eksistens, denne medfødte evne til at genkende og opfatte en anden personligheds virkelighed, omfattende alt fra det menneskelige til det guddommelige.
16:9.8 (196.4) Uselvisk social bevidsthed må i grunden være en religiøs bevidsthed; det vil sige, hvis den er objektiv, ellers er det en ren subjektiv filosofisk abstraktion og derfor kærlighedsløs. Kun et individ som kender Gud kan elske en anden person som han elsker sig selv.
16:9.9 (196.5) Selvbevidsthed er grundlæggende en fællesskabs bevidsthed. Gud og menneske, Faderen og søn, Skaber og skabninger. I menneskers selvbevidsthed findes fire latente og medfødte indsigter om universets virkelighed:
16:9.10 (196.6) 1. Søgen efter kundskab, videnskabens logik.
16:9.11 (196.7) 2. Søgen efter moralske værdier, pligtfornemmelsen.
16:9.12 (196.8) 3. Søgen efter åndelige værdier, den religiøse erfaring.
16:9.13 (196.9) 4. Søgen efter personlighedsværdier, evnen til at genkende den virkelighed, at Gud er en personlighed og den medvirkende realisering af vores broderlige forhold til medpersonligheder.
16:9.14 (196.10) Du bliver bevidst om mennesket som din skaber broder, fordi du allerede er bevidst om Gud som din Skaberfader. Faderskab er det forhold hvorfra vi ræsonnere os til indsigten om broderskab. Og Faderskab bliver, eller kan blive, en univers realitet for alle moralske skabninger, fordi Faderen selv har overdraget personlighed til alle sådanne væsener og forbundet dem inden for rækkevidden af det universelle personlighedskredsløb. Vi tilbeder Gud, først, fordi han er, så, fordi han er i os, og til sidst, fordi at vi er i ham.
16:9.15 (196.11) Er det underligt, at det kosmiske sind er selvbevidst opmærksomt på sin egen kilde, den Uendelige Ånds uendelige sind, og samtidig bevidst om de vidt udbredte universers fysiske virkelighed, den Evige Søns åndelige virkelighed og den Universelle Faders personlighedsvirkelighed.
16:9.16 (196.12) [Sponsoreret af en Universel Censor fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 17
17:0.1 (197.1) DE SYV Højeste Åndegrupper er de universelle koordinerede ledere for den syv segmenteret administration af storuniverset. Selvom alle klasser tilhører den Uendelige Ånds funktionelle familie klassificeres følgende tre grupper sædvanligvis som børn til Paradistreenigheden:
17:0.2 (197.2) 1. De Syv Mesterånder.
17:0.3 (197.3) 2. De Syv Højeste Udøvere.
17:0.4 (197.4) 3. De Afspejlende Ånder.
17:0.5 (197.5) De resterende fire grupper er skabt gennem de kreative handlinger af den Uendelige Ånd eller af hans medarbejdere med skaberstatus:
17:0.6 (197.6) 4. De Afspejlende Billedhjælpere.
17:0.7 (197.7) 5. Kredsløbenes Syv Ånder.
17:0.8 (197.8) 6. Lokaluniversernes Skabende Ånder.
17:0.9 (197.9) 7. De Bistående Sindsånder.
17:0.10 (197.10) Disse syv klasser er i Uversa kendt som de syv grupper af Højeste Ånder. Deres aktivitet strækker sig fra de Syv Mesterånders personlige tilstedeværelse i periferien af den evige Ø, gennem Ånders syv Paradis satellitter, Havona kredsløbene, superuniversernes regeringer og lokaluniversernes administration og overvågning, selv til den beskedne tjeneste som udføres af sindsånderne som er overdraget til de evolutionære sinds riger i tidens og rummets verdner.
17:0.11 (197.11) De Syv Mesterånder er de koordinerende ledere for dette vidt udbredte administrations område. I en del anliggender som gælder den administrative regulering af organiseret fysisk styrke, sindsenergi og upersonlig ånde tjeneste handler de personligt og direkte, og i andre tilfælde fungerer de gennem deres mangeartede medarbejdere. I alle sager af udøvende natur — afgørelser, bestemmelser, forordninger og administrative beslutninger — handler Mesterånderne i de Syv Højeste Udøveres personer. I centraluniverset kan Mesterånderne fungere gennem Havona kredsløbene Syv Ånder; i de syv superuniversers hovedkvarterer åbenbare de sig gennem kanalen af de Afspejlende Ånder og handler gennem Dagenes Ældste personer, med hvem de står i personlig kontakt via Afspejlingshjælperne.
17:0.12 (197.12) De Syv Mesterånder kontakter ikke direkte og personligt universadministrationen under Dagenes Ældste domstol. Jeres lokalunivers administreres som en del af vort superunivers af Orvontons Mesterånd, men hans funktion i forhold til de indfødte væsener i Nebadon er umiddelbart udført og instrueret af den Skabende Moderånd bosiddende på Salvington, hovedkvarteret i jeres lokalunivers.
17:1.1 (198.1) Mesteråndernes hovedkvarterer for udøvende virksomhed optager den Uendelige Ånds syv Paradis satellitter, som kredser omkring den centrale Ø mellem den Evige Søns strålende sfærer og Havonas inderste kredsløb. Disse eksekutive sfærer er under ledelse af de Højeste Udøvere, en gruppe af syv som er treenigede af Faderen, Sønnen og Ånden i overensstemmelse med de Syv Mesterånders specifikationer for væsener af en type, som skulle kunne fungere som deres universelle repræsentanter.
17:1.2 (198.2) Mesterånderne opretholder kontakt med de forskellige dele af superuniversernes regeringer gennem disse Højeste Udøvere. Det er disse, som i en meget høj grad bestemmer de grundlæggende strukturelle tendenser i de syv superuniverser. De er ensartet og guddommeligt perfekte, men besidder også forskellige personligheder. De har ingen overhoved; hver gang de mødes vælger de en som leder deres fælles rådsmøde. Fra tid til anden rejser de til Paradis for at holde møde med de Syv Mesterånder.
17:1.3 (198.3) De Syv Højeste Udøvere fungerer som storuniversets administrative koordinatorer, man kan sige, at de er en styrelse bestående af administrerende direktører for skabelsen efter Havona. De er ikke beskæftiget med Paradisets interne anliggender, og de styrer deres egne Havona aktiviteters begrænsende sfærer gennem Kredsløbenes Syv Ånder. Ellers er der kun få grænser for omfanget af deres overvågning; de engagerer sig i styrelsen af fysiske, intellektuelle og åndelige ting; de ser alt, hører alt, kender alt, føler alt, til og med ved alt som sker i de syv superuniverser og i Havona.
17:1.4 (198.4) Disse Højeste Udøvere initierer ikke operationelle programmer og ændrer ikke universets procedurer; de er impliceret i gennemførelsen af de guddommelige planer som er bekendtgjort af de Syv Mesterånder. De griber heller ikke ind i Dagenes Ældstes styre i superuniverserne eller i Skabersønnernes suverænitet i lokaluniverserne. De er koordinerende udøvere, hvis funktion er at gennemføre alle behørigt udnævnte herskers kombinerede aktivitetsprogram i storuniverset.
17:1.5 (198.5) Hver eksekutor, med de hjælpemidler som hører til hans sfære, engagerer sig effektivt i administrationen af et enkelt superunivers. Højeste Udøver nummer et som fungerer på udøvende sfære nummer et, er helt og holden optaget med anliggenderne i superunivers nummer et, og så videre til Højeste Udøver nummer syv, hvis arbejde udgår fra Åndens syvende Paradis satellit og som afsætter sine energier til forvaltningen af det syvende superunivers. Navnet på denne syvende sfære er Orvonton, for Åndens Paradis satellit har det samme navn som deres tilsvarende superunivers; i virkeligheden blev superuniverserne opkaldt efter dem.
17:1.6 (198.6) Personalet på det syvende superunivers udøvende sfære som er engageret i at holde styr på anliggenderne i Orvonton overgår et antal langt udover menneskets opfattelsesevne og omfatter praksis taget alle klasser af himmelske intelligenser. Alle transporter af personligheder i superuniverset (undtagen Inspirerende Treenighedsånder og Tankeretterne) passerer gennem en af disse syv udøvende verdener på deres univers rejser til og fra Paradiset. Her føres også de centrale registre over alle de personer som er skabt af den Tredje Kilde og Center og som er tjenestegørende i superuniverserne. Systemet for materielle, morontielle og åndelige optegnelser på en af disse Ånders udøvende verdner gør til og med selv et væsen af min klasse målløs.
17:1.7 (199.1) De Højeste Udøvers nærmeste underordnede består for størstedelen af treenigede sønner til Paradis-Havona personligheder og af treenigede efterkommere til forherligede dødelige kandidater fra den årelange uddannelse af den opstigende plan i tid og rum. Disse treenigede sønner anvises til tjeneste hos de Højeste Udøvere af lederne for det Højeste Råd for Paradisets Finalitkorps.
17:1.8 (199.2) Hver Højeste Udøver har to rådgivende ministerier: Den Uendelige Ånds børn i hver superunivers hovedkvarter vælger bland sig repræsentanter som tjener i tusinde år i deres Højeste Udøvers primære rådgivende ministerium. I alle andre forhold som berører de fra tiden opstigende dødelige er der et andet ministerium, som består af dødelige som har opnået Paradiset og af treenigede sønner til forherligede dødelige; dette organ vælges af de opstigende væsener som går mod perfektion og som midlertidigt opholder sig i de syv superuniversers hovedkvarter. Lederne af alle andre aktiviteter udnævnes af de Højeste Udøvere.
17:1.9 (199.3) Fra tid til anden finder store sammenkomster, konklaver sted på disse af Åndens Paradis satellitter. Treenigede sønner, som er anvist til disse verdener, sammen med opstigende som har nået frem til Paradis, samles med den Tredje Kilde og Centers åndepersonligheder for at mindes modgang og sejre som de har oplevet under opstigningskarrieren. De Højeste Udøvere præsiderer altid over disse broderlige sammenkomster.
17:1.10 (199.4) En gang hvert tusinde år i Paradis tiden forlader de syv Højeste Udøvere deres autoritetssæde og begiver sig til Paradiset, hvor de holder deres tusind års sammenkomst for universelt sundhed og ønsker velstand for skabelsens skarer af intelligente væsener. Denne begivenhedsrige hændelse foregår i umiddelbar tilstedeværelse af Majeston, lederen for alle grupper af Afspejlende Ånder. Og de er således gennem den universelle afspejlingens enestående funktion i stand til at kommunikere samtidig med alle deres medarbejdere i storuniverset.
17:2.1 (199.5) De Afspejlende Ånder er af guddommelig oprindelse. Der findes halvtreds af disse enestående og i nogen grad mystiske væsener. Disse specielle personligheder skabes i grupper af syv og hver af disse kreative episoder blev effektueret af foreningen mellem Paradistreenigheden og en af de Syv Mesterånder.
17:2.2 (199.6) Denne betydningsfulde hændelse, som indtræf i tidernes morgen, er et udtryk for de Højeste Skaberpersonligheders, Mesteråndernes første forsøg på at fungere som medskabere til Paradistreenigheden. Denne forening af de Højeste Skabers skabende styrke med Treenighedens skabende potentialer er selve kilden til det Højeste Væsens aktualitet. Når den Afspejlende skabelses cyklus var kommet til sin afslutning, når hver og en af de Syv Mesterånder har fundet perfekt skabende synkronisering med Paradistreenigheden, når den niogfyrretyvende Afspejlende Ånd var blevet personaliseret, så indtræf en ny og vidtrækkende reaktion i Guddomsabsoluttet. Denne reaktion forlængede det Højeste Væsens nye personlighedsprivilegier og kulminerede i personaliseringen af Majeston som er leder for afspejlingen og Paradis centrum for alt det arbejde som udføres af de niogfyrre Afspejlende Ånder og deres hjælpere overalt i universernes univers.
17:2.3 (200.1) Majeston er en virkelig person, det personlige og ufejlbarlige centrum for afspejlingsfænomenet i alle tidens og rummets syv superuniverser. Han opretholder permanent hovedkvarter i Paradiset nær altings centrum ved mødepladsen for de Syv Mesterånder. Han er udelukkende engageret med koordinering og vedligeholdelse af afspejlingstjenesten i den vidtstrakte skabelse; han er ikke på anden måde involveret i administrationen af universets anliggender.
17:2.4 (200.2) Majeston er ikke inkluderet i vores katalog af paradispersonligheder, fordi han er den eneste eksisterende guddommelige personlighed som er skabt af det Højeste Væsen i funktionel forening med Guddomsabsoluttet. Han er en person, men han er ene og tilsyneladende automatisk impliceret i denne ene fase af universets forvaltning; han fungerer ikke nu i nogen personlig henseende i forhold til andre (ikke-afspejlende) klasser af universpersonligheder.
17:2.5 (200.3) Skabelsen af Majeston signalerede det Højeste Væsens første højeste skaberhandling. Denne vilje til handling var viljebestemt hos det Højeste Væsen, men Guddomsabsoluttets kolossale reaktion var ikke forudset. Ikke siden Havona fremtrådte i evigheden havde universet bevidnet sådan en enorm faktualisering af sådan en stor og vidtrækkende gruppering af styrke og koordinering af funktionelle åndeaktiviteter. Guddomsresponsen indenfor det Højeste Væsens og hans hjælpers skabende viljer var langt udover deres målbevidste hensigt og oversteg i overmål de forventninger, som de havde forestillet sig.
17:2.6 (200.4) Vi er ærbødige for muligheden af, hvad fremtidens tidsaldre, hvori den Højeste og den Ultimative kan opnå nye niveauer af guddommelighed og opstige til nye områder af personlighedsfunktion, som kan bevidne i verden af guddommeliggørelse af endnu andre uventede væsener, som vil besidde uanede styrker af forhøjet univers koordinering, som ingen endnu har drømt om. Det ser ikke ud til, at der findes nogen grænse for Guddomsabsoluttets potentiale for respons indenfor sådan en forening af relationer mellem erfaringsmæssig Guddom og den eksistentielle Paradistreenighed.
17:3.1 (200.5) De niogfyrre Afspejlende Ånder er af treenigheds oprindelse, men hver og en af de syv kreative episoder som indtræf ved deres tilsynekomst resulterede i en type af væsener som i natur mindede om særpræget hos den Mesterånd som havde del i deres tilblivelse. De afspejler således de forskellige naturer og karakterer i de syv mulige kombinationer af sammenhængen mellem den Universelle Faders, den Evige Søns og den Uendelige Ånds guddommelige karakteristika. Af denne årsag er det nødvendigt at have syv Afspejlende Ånder ved hovedkvarteret i hvert superunivers. En af hver af de syv er påkrævet for at opnå den perfekte afspejling af alle faser af hver mulig manifestation af Paradisets tre Guddomme, da sådanne fænomener kan indtræffe i en hvilken som helst del af de syv superuniverser. En af hver type blev efterfølgende tildelt tjeneste i hvert af superuniverserne. Disse grupper af syv forskellige Afspejlende Ånder opretholder hovedkvarter i superuniversernes hovedstæder, i hvert segments afspejlingsfokus, og det er ikke sammenfaldende med det åndelige polaritetspunkt.
17:3.2 (200.6) De Afspejlende Ånder har navne, men disse betegnelser er ikke åbenbaret på verdnerne i rummet. De angår disse væseners natur og karakter og er en del af et af de syv universelle mysterier i Paradisets hemmelige sfærer.
17:3.3 (201.1) Refleksionsegenskaben, dette sindsniveaus fænomen, der karakteriserer Samforeneren, det Højeste Væsen og Mesterånderne, kan overføres til alle væsener, som berøres af dette omfattende program for universel informationstjeneste. Og heri ligger et stort mysterium: Hverken Mesterånderne eller Paradisets Guddomme, viser individuelt eller kollektivt, disse styrker af koordineret universel afspejling, således som de manifesteres i disse af Majestons niogfyrre kontaktpersonligheder, og alligevel er de skaberne af alle disse vidunderlige begavede væsener. Guddommelig arvelighed afslører nogle gange i det skabte væsen visse egenskaber som ikke fremtræder hos Skaberen.
17:3.4 (201.2) Af refleksionstjenestens personale er alle undtagen Majeston og de Afspejlende Ånder skabt af den Uendelige Ånd og hans umiddelbare hjælpere og underordnede. De Afspejlende Ånder i hvert superunivers har skabt deres egne Afspejlende Billedhjælpere, som er deres personlige repræsentanter ved Dagenes Ældstes domstol.
17:3.5 (201.3) De Afspejlende Ånder er ikke kun overførere af information, de er selve personlighederne som lagrer information. Deres efterkommere, sekonaferne er også informationslagrende eller registrerende personligheder. Alting af ægte åndelig værdi registreres i dublet, og et indtryk er bevaret i den personlige udstyr som indehaves af nogle medlemmer af de talrige klasser af sekorafiske personligheder, som hører til de Afspejlende Ånders omfattende personale.
17:3.6 (201.4) De formelle registreringer fra universerne føres opad af registratorenglene, men de sande åndelige optegnelser samles med afspejling og bevares mentalt af tilpassende og egnede personligheder som hører til den Uendelige Ånds familie. Disse er levende optegnelser i modsætning til de formelle og døde optegnelser i universet, og de bevares helt perfekt i den Uendelige Ånds registrerende personligheders levende sind.
17:3.7 (201.5) Organisationen for afspejling er også hele skabelsens mekanisme for indsamling af nyheder og udbredelse af kendelser. Det fungerer konstant i modsætning til tjenesten af de forskellige informationsudsendelser som fungerer periodisk.
17:3.8 (201.6) Alting af betydning som sker i et lokalunivers hovedkvarter reflekteres naturligt til hovedstaden i det tilsvarende superunivers. Og omvendt, afspejles alting af betydning for lokaluniverserne ud til hovedkvarteret i de lokale universer fra hovedkvarteret i deres superunivers. Afspejlingstjenesten fra tidens universer op til superuniverserne synes at virke automatisk eller selvfungerende, men det er ikke tilfældet. Alt sammen er meget personligt og intelligent; præcisionen er et resultat af perfekt samarbejde mellem personligheder og kan derfor næppe tilskrives de ikke-personlige tilstedeværelses opførelser af de Absolutte.
17:3.9 (201.7) Selvom Tankeretterne ikke deltager i det universelle afspejlingssystems operationer, så har vi al mulig grund til at tro at alle Faderfragmenter er fuldt medvidende om disse transaktioner og kan gøre brug af deres indhold.
17:3.10 (201.8) Under den nuværende univers tidsalder synes omfanget af afspejlingstjenestens rækkevidde i rummet udenfor Paradiset at være begrænset af de syv superuniversers periferi. I øvrigt, synes denne tjeneste at fungere uafhængig af tid og rum. Den synes at være uafhængig af alle kendte subabsolutte kredsløb i universet.
17:3.11 (201.9) I hovedkvarteret for hvert superunivers fungerer organisationen for afspejling som en særskilt enhed, men ved visse specielle lejligheder kan alle syv operere i universel harmoni under Majestons ledelse, hvilket de også gør, som i tilfældet af jubilæet i anledning af et helt lokalunivers stabiliseres i lys og liv, og ved de tider, når de Syv Højeste Udøvere fremsiger deres millenniums hilsner.
17:4.1 (202.1) De niogfyrre Afspejlende billedhjælpere er skabt af de Afspejlende Ånder og der findes kun syv hjælpere i hvert superunivers hovedkvarter. Den første skabelseshandling som de syv Afspejlende Ånder i Uversa gennemførte var at frembringe deres syv hjælpere, hver Afspejlende Ånd skabte sin egen hjælper. Afspejlingsånderne er i visse egenskaber og karakteristika perfekte reproduktioner af deres Afspejlende Moderånder, de er egentlige kopier men mangler afspejlingens egenskab. De er sande afbildninger og fungere konstant som kommunikationskanal mellem de Afspejlende Ånder og superuniversernes myndigheder. Billedhjælperne er ikke kun assistenter, de repræsenterer virkelige deres respektive Åndeforældre, de er afbildninger, og de svarer i sandhed til deres navn.
17:4.2 (202.2) Selve de Afspejlende Ånder er sande personligheder men af en sådan klasse, at de ikke kan forstås af materielle væsener. Selv på hovedkvarterssfærerne i superuniverserne behøver de hjælp af deres billedhjælpere ved al personlige kommunikation med Dagenes Ældste og deres medarbejdere. Ved kontakterne mellem billedhjælperne og Dagenes Ældste fungerer en enkelt hjælper undertiden tilfredsstillende, mens der ved andre tilfælde behøves to, tre, fire, eller til og med alle syv for en fuldstændig og rigtig præsentation af det kommunikationsindhold, som er betroet dem at overfører. Ligeledes modtages billedhjælpernes meddelelser på forskellig vis af en, to, eller alle tre af Dagenes Ældste, alt efter hvad kommunikationsindholdet kræver.
17:4.3 (202.3) Billedhjælperne tjener for evigt ved siden af de Ånder som de stammer fra, og de har til deres rådighed en utrolig mængde hjælpe sekonafer. Billedhjælperne fungerer ikke direkte i forbindelse med uddannelsesverdnerne for de opstigende dødelige. De er tæt forbundet med informationstjenesten i forbindelse med den universelle plan for de dødeliges fremgang, men i kommer ikke i personlig kontakt med dem når I opholder jer i skolerne i Uversa, fordi disse tilsyneladende personlige væsener mangler vilje; de udøver ingen valg. De er sande afbildninger, som afspejler den enkelte Ånde forældres personlighed og sind. Som en klasse kommer de opstigende dødelige ikke i nær kontakt med afspejlingen. Altid placeres et væsen af afspejlingsnaturer mellem jer og selve operationen af denne tjeneste.
17:5.1 (202.4) Havona kredsløbenes Syv Ånder udgør tilsammen den Uendelige Ånd og de Syv Mesterånders upersonlige repræsentation på centraluniversets syv kredsløb. De er Mesteråndernes tjenere og samlede efterkommere. Mesterånderne tilvejebringer en distinkt og diversificeret administrativ individualitet i de syv superuniverser. Gennem disse ensartede Ånder i Havona kredsløbs er det muligt for dem at give centraluniverset en forenet, ensartet og koordineret åndelig overvågning.
17:5.2 (202.5) Hver og en af Kredsløbenes Syv Ånder er begrænset til at gennemtrænge et enkelt Havona kredsløb. De har intet direkte at gøre med det styre som udgår fra Dagenes Evige, herskerne på de enkelte Havona verdener. Men de er i samarbejde med de Syv Højeste Udøvere og de synkroniserer med den Højeste Væsens tilstedeværelse i centraluniverset. Deres arbejde er helt begrænset til Havona.
17:5.3 (203.1) Disse kredsløbs Ånder tager kontakt med dem som besøger Havona gennem deres personlige efterkommere, tredje gradens supernafer. Mens Kredsløbs Ånderne er sameksisterende med de Syv Mesterånder, fik deres funktion med at skabe tredje gradens supernafer ikke nogen større betydning indtil de første pilgrimme fra tiden ankom til det yderste Havona kredsløb i Grandfandas dage.
17:5.4 (203.2) Når I rykker fremad fra kredsløb til kredsløb i Havona, vil i lære om Kredsløbenes Ånder, men i kommer ikke til at have personlig omgang med dem, selvom I personlig kan nyde, og kan genkende, den upersonlige tilstedeværelse af deres åndelige indflydelse.
17:5.5 (203.3) Kredsløbenes Ånder forholder sig til de indfødte beboere i Havona på samme måde som Tankeretterne forholder sig til de dødelige væsener som bebor verdnerne i de evolutionære universer. Ligesom Tankeretterne er Kredsløbs ånderne upersonlige, og de forener sig med Havona væseners perfekte sind næsten på samme måde som den Universelle Faders upersonlige ånder bebor de dødelige menneskers finitte sind. Men Kredsløbenes Ånder bliver aldrig en bestående del af Havona personlighederne.
17:6.1 (203.4) Meget af det som vedrører de Skabende Ånders natur og funktion i lokaluniverserne hører egentlig til fortællingen om deres tilknytning til Skabersønnerne i organisationen og forvaltningen af de lokale skabelser; men der findes mange træk hos disse vidunderlige væsener, i de forudgående lokaluniversers erfaringer, som kan fortælles, som en del af denne diskussion om de Højeste Ånders syv grupper.
17:6.2 (203.5) Vi er fortrolige med seks faser i et lokalunivers Moderånds livsbane, og vi spekulerer meget omkring sandsynligheden af et syvende stadium af aktivitet. Disse forskellige eksistensstadier er:
17:6.3 (203.6) 1. Indledende differentiering i Paradiset. Når en Skabersøn personaliseres af den Universelle Fader og den Evige Søn i fælles handling, indtræffer der samtidig i den Uendelige Ånds person noget som kaldes ”højeste kompletterende reaktion”. Vi forstår ikke denne reaktions natur, men vi forstår af den angiver en medfødt modifikation af de personaliserende muligheder som er indbefattet i Samskaberens skabende potentiale. Fødslen af en koordinerede Skabersøn signalerer fødslen indeni den Uendelige Ånds person af potentialet for den fremtidige mage til denne Paradissøn i lokaluniverset. Vi er ikke bekendt med denne nye førpersonlige identifikation af et væsen, men vi ved, at dette faktum noteres i Paradisets register over sådanne Skabersønners livsbane.
17:6.4 (203.7) 2. Forberedende Skaberuddannelse. Under den lange periode af forberedende uddannelse af en Mikael-Søn i organiseringen og administrationen af universer gennemgår hans fremtidige gemal yderligere udvikling af sit væsen og bliver gruppebevidst om sin skæbne. Vi ved det ikke, men vi har mistanke om, at sådan et gruppebevidst væsen bliver rum-bevidst og påbegynder den forberedende undervisning som forudsætning for erhvervelsen af åndefærdighed i hendes fremtidige samarbejde med den kompletterende Michael i at skabe og administrere et univers.
17:6.5 (204.1) 3. Den Fysiske Skabelsens Stadium. På det tidspunkt, hvor den Evige Søn pålægger en Mikael-Søn dennes skaberansvar, i overværelse af den Uendelige Ånd, fremfører Mesterånden som leder det superunivers til hvilket den nye Skabersøn er bestemt ”bønnen om identifikation”, og for første gang fremtræder den blivende Skabende Ånds væsen adskilt fra den Uendelige Ånds person. Og dette væsen træder direkte frem til den bedende Mesterånd og forsvinder umiddelbart straks fra vores genkendelse, og bliver tilsyneladende en del af denne Mesterånds person. Den nylig identificeret Skabende Ånd forbliver hos Mesterånden indtil det øjeblik, hvor Skabersønnen afrejser til eventyret i rummet; hvorpå Mesterånden overlader den nye Åndemage i Skabersønnens varetægt og aflægger samtidig Åndemagen opgaven om evig troskab og grænseløs loyalitet. Og så indtræffer en af de mest dybt rørende episoder som nogensinde forekommer i Paradiset. Den Universelle Fader udtrykker sin erkendelse af Skabersønnen og den Skabende Ånds evige forbund og sin bekræftelse af overdragelsen af visse fælles administrative fuldmagter fra Mesterånden af superuniversets jurisdiktion.
17:6.6 (204.2) Skabersønnen og den Skabende ånd som Faderen har forenet afrejser derefter til deres eventyr for at skabe et univers. Og de arbejder sammen i denne form af forening under den lange og besværlige periode med den materielle organisation af deres univers.
17:6.7 (204.3) 4. Den Livsskabende Æra. Da Skaberpersonen har deklareret sin hensigt om at skabe liv, bliver følgen i Paradiset ”personaliseringsceremonierne” som de Syv Mesterånder deltager i og som personligt opleves af den overvågende Mesterånd. Dette er et bidrag fra Paradisguddommen til individualiteten hos Skabersønnens Åndegemal og manifesteres for universet i form af ”det primære udbrud” i den Uendelige Ånds person. Samtidigt med dette fænomen i Paradiset bliver Skabersønnens hidtil upersonlige Åndemage praktisk taget en ægte person. Herefter og for al fremtid anses denne samme Moderånd for lokaluniverset som en person, og hun opretholder personlig forbindelser med alle de skarer af personligheder som fremkommer under den påfølgende æra når liv skabes.
17:6.8 (204.4) 5. Tidsaldrene efter Overdragelserne. En anden stor forandring indtræffer i en Skabende Ånds evigt videregående livsbane når Skabersønnen returnerer til universets hovedkvarter efter afslutningen af sin syvende overdragelse og efter erhvervelse af fuld suverænitet i hans univers. Ved denne anledning ophøjer den sejrende Skabersøn, foran universets forsamlede administratorer, Universets Moderånd til medsuverænitet og anerkender Åndemagen som sin lige.
17:6.9 (204.5) 6. Lysets og Livets Tidsalder. Når lyset og livets æra er etableret indtræder lokaluniversets medregent i den sjette fase af en Skabende Ånds livsbane. Men vi må ikke beskrive karakteren af denne store oplevelse. Sådanne ting hører til et fremtidigt udviklingsstadium i Nebadon.
17:6.10 (204.6) 7. Den Uåbenbarede Livsbane. Vi kender til disse Moderåndens seks livsbaner i et lokalunivers. Det er uundgåeligt at vi skulle spørge: Findes der en syvende livsbane? Vi er opmærksomme på, at når finaliterne opnår, hvad der synes at være deres endelige skæbne som dødelige opstigende, bliver de registreret som indtrædende på livsbanen for sjette stadiets ånder. Vi formoder, at der forestår finaliterne endnu en anden og uåbenbaret livsbane af tjeneste i universet. Det kan derfor kun forventes, at vi ligeledes anser at Universernes Moderånder har en uafsløret livsbane foran sig som skal udgøre deres syvende fase af personlig erfaring i universtjeneste og loyal samarbejde med Skabermikaelernes klasse.
17:7.1 (205.1) Disse bistående ånder udgør den syvfoldige sindsoverdragelse fra et lokalunivers Moderånd til de levende væsener som Skabersønnen og dennes Skabende Ånd tilsammen har skabt. Denne overdragelse bliver mulig på det tidspunkt, hvor ånden ophøjes til den stilling som medfører personlighedsprivilegier. Beretningen om de syv sindsånders natur og funktion hører mere passende til fortællingen om jeres lokalunivers Nebadon.
17:8.1 (205.2) De Syv grupper af Højeste Ånder udgør kernen i den Tredje Kilde og Centers funktionelle familie, betragtet både som den Uendelige Ånd og som Samforeneren. De Højeste Ånders domæner strækker sig fra Treenighedens tilstedeværelse i Paradiset til driften af det sind som er af evolutionær og dødelig klasse på planeterne i rummet. De forener således de nedstigende administrative niveauer og koordinerer personalets mangeartede funktioner deraf. Hvad enten, det er en gruppe Afspejlende Ånder i forbindelse med Dagenes Ældste, en Skabende Ånd som virker sammen med en Mikael-Søn eller de Syv Mesterånder forbundet omkring Paradistreenigheden, så møder man de Højeste Ånders aktivitet overalt i centraluniverset, i superuniverset og i lokaluniverserne. De fungerer på samme måde med treenighedspersonlighederne af ”Dagenes” klasse som med paradispersonlighederne af ”Sønnernes” klasse.
17:8.2 (205.3) Tilsammen med den Uendelige Moderånd er grupperne af Højeste Ånder de umiddelbare skabere af den Tredje Kilde og Centers omfattende familie af væsener. Alle klasser af udøvende ånder stammer fra denne forening. Første grads supernafer har deres oprindelse i den Uendelige Ånd; anden grads væsener af denne klasse skabes af Mesterånderne; tredje grads supernafer af Kredsløbenes Syv Ånder. De Afspejlende Ånder er samlet mødre-skabere til den storslået klasse af engleskarer som udgør superuniverstjenestens mægtige sekonafer. En Skabende Ånd er moder til engleklasserne i en lokal skabelse, disse serafiske ministre er originale i hvert lokalt univers, selvom de er formet efter mønstre fra centraluniverset. Alle disse skabere af udøvende ånder assisteres kun indirekte fra den centrale boplads af den Uendelige Ånd, den oprindelige og evige moder til alle udøvende engle.
17:8.3 (205.4) De Syv grupper af Højeste Ånder er den beboede skabelses koordinatorer. Sammenslutningen af deres styrende overhoveder, de Syv Mesterånder, forekommer at koordinere Gud den Syvfoldiges vidtstrakte aktiviteter.
17:8.4 (205.5) 1. Kollektivt modsvarer Mesterånderne næsten guddomsniveauet som Treenigheden af Paradisets Guddomme befinder sig på.
17:8.5 (205.6) 2. Individuelt udtømmer de den treenige Guddoms primære forbindende muligheder.
17:8.6 (206.1) 3. Som diversificerede repræsentanter for Samforeneren udgør de bevaringen af det Højeste Væsens suverænitet af ånd, sind og styrke som han endnu ikke personlig udøver.
17:8.7 (206.2) 4. Gennem de Afspejlende Ånder synkroniserer Dagenes Ældste superuniversets regeringer med Majeston, Paradisets centrum for universel afspejling.
17:8.8 (206.3) 5. Med deres deltagelse i individualiseringen af lokaluniversernes Guddommelige Tjenere bidrager Mesterånderne til det sidste niveau af Gud den Syvfoldige, foreningen mellem Skabersønnen og den Skabende Ånd i lokaluniverserne.
17:8.9 (206.4) Funktionel enhed, som er en naturlig del af Samforeneren, åbenbares for de udviklende universer i de Syv Mesterånder, hans primære personligheder. Men i fremtidens fuldkomne superuniverser kommer denne ensartethed utvivlsomt til ikke at kunne adskilles fra den Højestes erfaringsmæssige suverænitet.
17:8.10 (206.5) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 18
18:0.1 (207.1) De Højeste Treenighedspersonligheder er alle skabt for specifik tjeneste. De er udtænkt af den guddommelige Treenighed for at udføre visse specifikke opgaver, og de er kvalificeret til at tjene med teknik perfektion og højeste hengivelse. Der findes syv klasser af Højeste Treenighedspersonligheder:
18:0.2 (207.2) 1. Højestehedens Treenigede Hemmeligheder.
18:0.3 (207.3) 2. Dagenes Evige.
18:0.4 (207.4) 3. Dagenes Ældste.
18:0.5 (207.5) 4. Dagenes Fuldkomne.
18:0.6 (207.6) 5. Dagenes Yngste.
18:0.7 (207.7) 6. Dagenes Forenede.
18:0.8 (207.8) 7. Dagenes Trofaste.
18:0.9 (207.9) Disse væsener af administrativ fuldkommenhed er bestemte og endelige i antal. Deres skabelse er en forgangen hændelse; ikke flere personaliseres.
18:0.10 (207.10) Overalt i storuniverset repræsenterer disse Højeste Treenighedspersonligheder Paradistreenighedens administrative virksomhedsprogram; de repræsenter Paradistreenighedens retfærdighed og de er den udøvende domstol. De danner en indbyrdes sammenlænket kæde af administrativ fuldkommenhed som strækker sig fra Faderens paradissfærer til hovedkvartersverdenerne i lokaluniverserne og til hovedstæderne i de respektive konstellationer.
18:0.11 (207.11) Alle væsener som udspringer af Treenigheden er skabt med Paradisets perfektion i alle deres guddommelige egenskaber. Det er kun med hensyn til erfaring at tidens gang har gjort dem mere skikkede til kosmisk tjeneste. Der er aldrig nogen fare for forsømmelse eller risiko for oprør, når det gælder væsener med treenighedsoprindelse. De er af guddommelighedssubstans, og de er kendt for aldrig nogensinde at have afveget fra den guddommelige og perfekte vej for personlighedens adfærd.
18:1.1 (207.12) Der er syv verdner i det inderste kredsløb af paradissatellitterne, og hver og en af disse høje verdner ledes af et korps på ti Højestehedens Treenigede Hemmeligheder. De er ikke skabere, men de er højeste og ultimative administratorer. Forvaltningen af disse syv broderlige sfærers anliggender er fuldstændig overgivet til dette korps af halvfjerds højeste ledere. Selv om disse efterkommere til Treenigheden overvåger disse syv hellige sfærer nærmest Paradiset, så er denne gruppe af verdner universelt kendt som den Universelle Faders personlige kredsløb.
18:1.2 (208.1) Højestehedens Treenigede Hemmeligheder fungerer i grupper af ti som koordinerede og fælles ledere for deres respektive sfærer, men de fungerer også individuelt i specielle ansvarsområder. Arbejdet på hver og en af disse specielle verdner er inddelt i syv større afdelinger, og en af disse koordinere ledere præsiderer over hver af disse afdelinger for specialiserede aktiviteter. De resterende tre virker som den Treenigede Guddoms personlige repræsentanter i forholdet til de øvrige syv, hvorved en repræsenterer Faderen, en Sønnen og en Ånden.
18:1.3 (208.2) Selv om der findes en definitiv klasselighed som er typisk for Højestehedens Treenigede Hemmeligheder, så udviser de også syv særskilte gruppekendetegn. De ti højeste ledere for Diviningtons anliggender afspejler den Universelle Faders personlige karakter og natur, og det samme gælder for hver og en af disse syv sfærer. Hver gruppe af ti ligner det Guddomsmedlem eller guddomsassociation som er karakteristisk for dets domæne. De ti ledere som styrer over Ascendington afspejler Faderens, Sønnens og Åndens kombinerede natur.
18:1.4 (208.3) Jeg kan åbenbare meget lidt om disse høje personligheders arbejde i Faderens syv hellige verdner, fordi de er sandelig Højestehedens Hemmeligheder. Der er ingen vilkårlige hemmeligheder associeret med tilgang til den Universelle Fader, den Evige Søn eller den Uendelige Ånd. Guddommene er en åben bog for alle som opnår guddommelig fuldkommenhed, men alle Højestehedens Hemmeligheder kan man aldrig helt opnå. Aldrig vil vi helt komme til at trænge ind i de verdner som indeholder personlighedshemmelighederne om Guddommens association med de skabende væseners syvfoldige gruppering.
18:1.5 (208.4) Da disse højeste leders arbejde har at gøre med Guddommenes intime og personlige kontakt med disse syv grundlæggende grupperinger af universets væsener, bosat i disse syv specielle verdner eller under tjeneste et eller andet sted i storuniverset, er det passende at disse meget personlige forhold og ekstraordinære kontakter holdes ukrænkelig hemmelig. Paradisskaberne respekterer privatlivets fred og personlighedens ukrænkelighed selv i deres laverestående skabninger. Og dette er sandt både for individer og for de forskellige separate klasser af personligheder.
18:1.6 (208.5) Selv for væsener som har opnået en høj position i universet forbliver disse hemmelige verdner altid en loyalitetstest. Det gives os fuldt og personligt at kende de evige Guder, frit at lære at kende deres guddommelige og perfekte karakterer, men det er ikke tilladt os fuldt, at trænge ind i alle Paradisherskernes personlige forhold med alle deres skabende væsener.
18:2.1 (208.6) Hver og en af de en milliard verdener i Havona styres af en Højeste Treenighedspersonlighed. Disse herskere er kendt som Dagenes Evige, og de er nøjagtig en milliard i antal, en for hver Havona sfære. De er afkom af Paradistreenigheden, men ligesom i spørgsmålet om Højestehedens Hemmeligheder så findes der ingen optegnelser om deres oprindelse. For evigt har disse to grupper af alvise fædre styret deres udsøgte verdner i Paradis-Havona systemet, og de fungerer uden rotation eller fornyet udnævnelse.
18:2.2 (208.7) Dagenes Evige er synlige for alle viljevæsener som bor i deres domæner. De leder de regulære planetariske sammenkomster. Periodevis og ved rotation besøger de hovedkvarterssfærerne i de syv superuniverser. De er nært beslægtet og guddommelig lige med Dagenes Ældste, som leder de syv superregeringers skæbne. Når en Dagenes Evig er fraværende fra hans sfære, så styres hans verden af en Treenighedens Undervisende Søn.
18:2.3 (209.1) Med undtagelse af de etablerede klasser af liv, såsom de indfødte i Havona og andre levende væsener som hører hjemme i centraluniverset, så har de bosatte Dagenes Evige udviklet deres respektive sfærer helt i overensstemmelse efter deres egne personlige idéer og idealer. De besøger hinandens planeter, men de kopierer eller imiterer ikke, de er altid helt og holdent originale.
18:2.4 (209.2) Arkitekturen, den naturlige udsmykning, morontiastrukturerne og åndeskabelserne er eksklusiv og unikke på hver sfære. Hver verden er et sted af evigværende skønhed og helt ulig en hver anden verden i centraluniverset. Og hver og en af jer vil komme til at tilbringe en længere eller kortere tid på hver af disse unikke og spændende sfære på jeres vej indad gennem Havona til Paradis. Det er naturligt, på jeres verden, at tale om Paradis som opad, men det ville være mere korrekt at henvise til det guddommelige mål for opstigningen som indad.
18:3.1 (209.3) Når tidens dødelige gradueres fra uddannelsesverdnerne som omgiver hovedkvarteret i et lokalunivers og forfremmes til undervisningssfærerne i deres superunivers så har de i åndelig henseende udviklet sig til det punkt, hvor de kan genkende og kommunikere med disse avancerede verdeners høje åndelige herskere og ledere, herunder Dagenes Ældste.
18:3.2 (209.4) Dagenes Ældste er alle dybest set identiske; de åbenbarer Treenighedens kombinerede karakter og forenende natur. De besidder individualitet og er forskellige i personlighed, men de skiller sig ikke ud fra hverandre så som de Syv Mesterånder gør. De sørger for det ensartede lederskab i de syv superuniverser, som i øvrigt adskiller sig fra hverandre, da hvert og et er en særskilt, adskilt og unik skabelse. De Syv Mesterånder er forskellige af natur og egenskaber, men Dagenes Ældste, de personlige herskere over superuniverserne, er alle ensartet og superperfekte efterkommere af Paradistreenigheden.
18:3.3 (209.5) De Syv Mesterånder i det høje bestemmer deres respektive superuniversers karakter, men Dagenes Ældste dikterer administrationen af disse samme superuniverser. De lægger administrativ ensartethed ovenpå den skabende mangfoldighed og sikre helhedens harmoni trods de mange underliggende skabelsesforskelle i de syv segmentgrupperinger i storuniverset.
18:3.4 (209.6) Dagenes Ældste blev alle Treenigede samtidigt. De repræsenterer begyndelsen på registreringen af personligheder i universernes univers, deraf deres navn — Dagenes Ældste. Når I når Paradiset og søger i de skriftlige optegnelser over altings begyndelse vil i finde at den første indskrivning i sektionen for personligheder er berettelsen om treeniggørelsen af disse enogtyve Dagenes Ældste.
18:3.5 (209.7) Disse høje væsener regerer altid i grupper af tre. Der findes mange faser af aktivitet i hvilken de arbejder som individer, og andre i hvilken to som helst af dem kan fungere, men i de højere sfærer af deres administration må de virke sammen. De forlader aldrig personlig deres beboelsesverdner, men det behøves de heller ikke at gøre, for disse verdener er superuniversernes fokus for afspejlingens vidtstrakte system.
18:3.6 (209.8) De personlige beboelser for hver gruppe af tre af Dagenes Ældste er beliggende ved det åndelige polaritetspunkt på deres hovedkvarterssfærer. En sådan sfære er inddelt i halvfjerds administrative sektorer og har halvfjerds delhovedstæder i hvilken Dagenes Ældste indimellem opholder sig.
18:3.7 (210.1) Når det gælder styrke, omfang af autoritet og retslig juridisk udstrækning så er Dagenes Ældste de mest kraftfulde og mægtigste af alle direkte herskere i tidens og rummets skabelser. I hele det vidtstrakte universernes univers er de alene de eneste som er udstyret med den højeste beføjelse af afsluttende udøvende dom vedrørende evig udslettelse af viljevæsener. Og alle tre Dagenes Ældste må tage del i den afsluttende afgørelse i et superunivers højeste domstol.
18:3.8 (210.2) Bortset fra Guddommene og deres medarbejdere i Paradiset så er Dagenes Ældste de mest perfekte, mest alsidige og mest guddommeligt begavet herskere i hele tidens og rummets eksistens. De er tilsyneladende superuniversernes højeste herskere, men de har ikke erfaringsmæssig opnået denne ret til at herske og er derfor bestemt til engang at blive afløst af det Højeste Væsen, en erfaringsmæssig suveræn, hvis stedfortræder de uomtvisteligt kommer til at blive.
18:3.9 (210.3) Det Højeste Væsen opnår gennem erfaringsmæssig tjeneste overherredømme i de syv superuniverser præcis som en Skabersøn erfaringsmæssig fortjener overhøjheden i et lokalunivers. Men under den nuværende tidsalder, hvor den Højestes udvikling er uafsluttet, varetager Dagenes Ældste den koordinerede og perfekte administrative overvågning af de evolutionære universer i tid og rum. Original visdom og individuelt initiativ kendetegner alle Dagenes Ældstes påbud og afgørelser.
18:4.1 (210.4) Der findes nøjagtig tohundrede og ti Dagenes Fuldkomne, og de præsiderer over regeringerne i de ti største sektioner i hvert superunivers. De blev Treenigede for det specielle arbejde at assistere superuniversernes ledere, og de regerer som de nærmeste og personlige stedfortrædere for Dagenes Ældste.
18:4.2 (210.5) Tre af Dagenes Fuldkomne er overdraget til hver større sektors hovedstad, men til forskel fra Dagenes Ældste, så er det ikke nødvendigt at alle tre er nærværende hele tiden. Ind imellem kan en af disse tre være fraværende for personlig at konferere med Dagenes Ældste angående velfærden i hans rige.
18:4.3 (210.6) Disse Treenigede herskere i de større sektorer er specielt perfekte i at beherske administrative detaljer, deraf deres navn - Dagenes Fuldkomne. Da vi skal angive navnene på disse den åndelige verdens væsener støder vi på problemet med at oversætte dem til jeres sprog, og meget ofte er det yderst svært at få en tilfredsstillende oversættelse frem. Vi bryder os ikke om at anvende arbitrære benævnelser som er meningsløse for jer, derfor finder vi det ofte svært at vælge et passende navn, et som vil være klart for jer og samtidig på en måde være repræsentativt for originalen.
18:4.4 (210.7) Dagenes Fuldkomne har et moderat stort korps af Guddommelige Rådgivere, Visdommens Fuldkomne og Universelle Censorer knyttet til deres styrelse. Dertil har de et endnu større antal Mægtige Budbringere, De med Stor Autoritet og De uden navn og Nummer. Men meget af rutinearbejdet ved styrelsen af de større sektorer udføres af de Himmelske Vogtere og de Høje Sønners Assistenter. Disse to grupper udtages fra de treenigede efterkommere til enten Paradis-Havona-personligheder eller forherligede dødelige finaliter. Visse af disse to klassers væsener, som er treenigede af skabende væsener, treeniggøres igen af Paradisets Guddomme og sendes derefter for at assistere superuniversernes regeringer i forvaltningen.
18:4.5 (211.1) De fleste af de Himmelske Vogtere og de Høje Sønners Assistenter anvises tjeneste i de større eller mindre sektorer, men de Treenigede Vogtere (af Treenigheden omfavnet serafer og mellemvæsener) er tjenestepersonale i alle tre afdelingers retssale og fungerer ved domstolene hos Dagenes Ældste, Dagenes Fuldkomne og Dagenes Yngste. De Treenigede Ambassadører (af Treenigheden omfavnet opstigende dødelige som fusioneres med Sønnen eller Ånden) kan man træffe overalt i et superunivers, men majoriteten er i tjeneste i de mindre sektorer.
18:4.6 (211.2) Inden styrelsessystemet i de syv superuniverser var færdigudviklet tjente praktisk taget alle administratorer fra de forskellige afdelinger i disse styrelser, med undtagelse af Dagenes Ældste, i lære af forskellig varighed hos Dagenes Evige i de forskellige verdner i det perfekte Havona univers. De senere treenigede væsener gennemgik ligeledes en træningsperiode hos Dagenes Evige inden de blev knyttet til tjeneste hos Dagenes Ældste, Dagenes Fuldkomne og Dagenes Yngste. De er alle hærdede, prøvede og erfarne administratorer.
18:4.7 (211.3) I vil tidligt komme til at træffe Dagenes Fuldkomne, når I når frem til hovedkvarteret i Splandon efter jeres ophold i verdnerne i jeres mindre sektor, for disse høje herskere er tæt forbundet med de større sektorers halvfjerds verdener som varetager den højere undervisning for tidens opstigende væsener. Dagenes Fuldkomne tager personligt imod de højtidelige gruppeløfter af de opstigende graduerede fra skolerne i den store sektor.
18:4.8 (211.4) Arbejdet for tidens pilgrimme i de verdner som omgiver hovedkvarteret i en større sektor er først og fremmest af intellektuel natur, i modsætning til den mere fysiske og materielle karakter i træningen på de syv uddannelsessfærer i en mindre sektor og til de åndelige projekter i de fire hundrede og halvfems universitetsverdener ved hovedkvarteret i et superunivers.
18:4.9 (211.5) Selvom I kun er indskrevet i registret i den større sektor Splandon som indeholder lokaluniverset for jeres oprindelse, må I gå igennem hver og et af de ti større segmenter af vort superunivers. I kommer til at se alle tredive Dagenes Fuldkomne i Orvonton inden i når Uversa.
18:5.1 (211.6) Dagenes Yngste er de yngste af de højeste ledere i superuniverserne; i grupper af tre styrer de anliggenderne i de mindre sektorer. I deres natur er de koordineret med Dagenes Fuldkomne, men i administrativ autoritet er de underordnet. Der er nøjagtig enogtyvetusinde af disse personlige strålende og guddommelige effektive Treenighedspersonligheder. De er skabt samtidigt, og tilsammen gennemgår de deres træning i Havona under Dagenes Evige.
18:5.2 (211.7) Dagenes Yngste har en lignende korps af medarbejdere og assistenter som Dagenes Fuldkomne. Desuden har de fået tildelt enorme antal af forskellige underordnede klasser af himmelske væsener. I administrationen af de mindre sektorer anvender de i store antal de bosiddende opstigende dødelige, personale fra de forskellige høfligheds kolonier og de forskellige grupper med oprindelse i den Uendelige Ånd.
18:5.3 (211.8) Styrelserne i de mindre sektorer beskæftiger sig for en stor dels vedkommende, dog ikke udelukkende, med de store fysiske problemer i superuniverserne. Sfærerne i de mindre sektorer er de Ledende Fysiske Overvågere hovedkvarter. I disse verdener gennemfører de opstigende dødelige studier og eksperimenter som gælder undersøgelser af aktiviteterne blandt den tredje klasse af Højeste Styrkecentre og blandt alle syv klasser af Ledende Fysiske Overvågere.
18:5.4 (212.1) Siden regimet i en mindre sektor i så stor udstrækning har at gøre med fysiske problemer, så er dets tre Dagenes Yngste sjældent samtidig på hovedkvarterssfæren. Største delen af tiden er en af dem borte for at konferere med Dagenes Fuldkomne i den overvågende større sektor eller fraværende for at repræsentere Dagenes Ældste ved sammenkomsterne i Paradiset for de høje væsener af treenighedsoprindelse. De skifter med Dagenes Fuldkomne i at repræsentere Dagenes Ældste ved de højeste rådsmøder i Paradiset. Under tiden kan en anden Dagenes Yngste være borte på en inspektionsrejse til hovedkvartersverdnerne i de lokale universer som hører til hans forvaltningsområde. Men mindst en af disse herskere er altid i tjeneste ved hovedkvarteret i en mindre sektor.
18:5.5 (212.2) I kommer alle engang til at lære at kende de tre Dagenes Yngste som har ansvaret for Ensa, jeres mindre sektor, eftersom I må passere gennem deres hænder på jeres vej indad til uddannelsesverdnerne i de større sektorer. Under jeres opstigelse til Uversa passere i kun gennem en gruppe af uddannelsessfærer i den mindre sektor.
18:6.1 (212.3) Treenighedspersonlighederne af ”Dagenes” klasse fungerer ikke i administrativ sammenhæng under niveauet for superuniversernes regeringer. I de udviklende lokaluniverser virker de kun som rådgivere og vejledere. Dagenes Forenede er en gruppe forbindelsespersonligheder som er akkrediteret af Paradistreenigheden til dobbeltherskerne i lokaluniverserne. Hvert organiseret og beboet lokalunivers har fået tildelt en af disse rådgivere fra Paradiset, der virker som Treenighedens, og i visse henseende som den Universelle Faders, repræsentant i den lokale skabelse.
18:6.2 (212.4) Der eksisterer syvhundredetusinde af disse væsener, selvom ikke alle er blevet udvalgt. Reservekorpset af Dagenes Forenede fungerer i Paradiset som det Højeste Råd for Univers justeringer.
18:6.3 (212.5) På en speciel måde koordinerer disse Treenighedens observatører de administrative aktiviteter igennem alle grene af den universelle regering, fra aktiviteterne i lokaluniverserne op gennem sektorstyrelserne til aktiviteterne i superuniverset, deraf deres navn - Dagenes Forenede. De fremlægger en trefoldig rapport til deres overordnede. De rapporterer relevante data af fysisk eller semiintellektuel natur til Dagenes Yngste i deres mindre sektor, de rapporterer intellektuelle og kvasi-åndelige begivenheder til Dagenes Fuldkomne i deres større sektor, de rapporterer åndelige og semiparadisiske anliggender til Dagenes Ældste i deres superunivers hovedstad.
18:6.4 (212.6) Da de er væsener med treenighedsoprindelse kan de anvende alle Paradisets strømkredse for kommunikation mellem sig, og således står de altid i kontakt med hverandre og med alle andre nødvendige personligheder helt op til de højeste råd i Paradiset.
18:6.5 (212.7) En Dagenes Forenede er ikke organisk knyttet til styrelsen for lokaluniverset hvor han har sit erhverv. Bortset fra hans pligter som observatør virker han kun på opfordring fra de lokale myndigheder. Han er på embedets vegne medlem af alle primære råd og vigtige sammenkomster i den lokale skabelse, men han deltager ikke i den tekniske behandling af administrative problemer.
18:6.6 (213.1) Når et lokalunivers er etableret i lys og liv, omgås dets forherligede væsener frit med Dagenes Forenede, som så fungerer i en udvidet kapacitet i sådan en verden af evolutionær perfektion. Men han er stadig primært en Treenighedens ambassadør og en rådgiver fra Paradiset.
18:6.7 (213.2) Et lokalunivers styres direkte af en guddommelig Søn af tofoldig guddomsoprindelse, men han har bestandig ved sin side en paradisbroder, en personlighed med treenighedsoprindelse. I de tilfælde hvor en Skabersøn midlertidig er fraværende fra hovedkvarteret i sit lokalunivers, lader de stedfortrædende herskere sig hovedsaglig vejlede i deres større beslutninger af rådet fra deres Dagenes Forenede.
18:7.1 (213.3) Disse høje personligheder med treenighedsoprindelse er Paradisets rådgivere til herskerne i de hundrede konstellationer i hvert lokalunivers. Der findes halvfjerds millioner Dagenes Trofaste, og ligesom Dagenes Forenede er de ikke alle i tjeneste. Deres reservekorps i Paradiset er den Rådgivende Kommission for Interuniversel Etik og Selvstyre. Dagenes Trofaste roterer i tjeneste i overensstemmelse med reservekorpsets højeste råd.
18:7.2 (213.4) Alt det en Dagenes Forenede er for en Skabersøn i et lokalunivers, er Dagenes Trofaste for Vorondadek sønnerne som styrer konstellationerne i denne lokale skabelse. De er i højeste grad hengivne og guddommelig trofaste til de konstellationers velfærd som de bliver anvist, deraf deres navn - Dagenes Trofaste. De virker kun som rådgivere, de tager aldrig del i administrative aktiviteter undtagen på invitation fra konstellationens myndigheder. De er heller ikke direkte beskæftigede med uddannelsesaktiviteterne for de opstigende pilgrimme på de arkitektoniske uddannelsessfærer som omgiver hovedkvarteret i en konstellation. Alle sådanne foretagende står under overvågning af Vorondadek sønnerne.
18:7.3 (213.5) Alle Dagenes Trofaste som fungerer i et lokalunivers konstellationer hører under jurisdiktion af en Dagenes Forenede og rapporterer direkte til ham. De har ikke et vidtstrakt system for kommunikation mellem sig, sædvanligvis værende selv-begrænset i kontakt mellem sig til området for et lokalunivers. Enhver Dagenes Trofaste i tjeneste i Nebadon kan kommunikere, og gør det, med alle andre af sin klasse som er i tjeneste i dette lokalunivers.
18:7.4 (213.6) Ligesom Dagenes Forenede i et univershovedkvarter opretholder Dagenes Trofaste deres personlige bopæl i konstellationernes hovedstæder adskilt fra de administrative leders i disse verdener. Deres boliger er virkelig beskedne i forhold til de hjem som konstellationernes Vorondadek herskere har.
18:7.5 (213.7) Dagenes Trofaste er den sidste led i den lange administrative og rådgivende kæde som strækker sig, fra den Universelle Faders hellige sfærer nær altings centrum til de primære inddelinger af lokaluniverserne. Treenighedsoprindelses regime slutter med konstellationerne; ingen sådanne rådgivere fra Paradiset er permanent stationeret i de systemer som konstellationerne består af eller i de beboede verdner. Disse sidstnævnte administrative enheder hører udelukkende til retskredsen for de indfødte væsener i lokaluniverserne.
18:7.6 (213.8) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 19
19:0.1 (214.1) Denne Paradisgruppe, kaldet de Koordinerede Væsener med Treenighedsoprindelse, omfatter Treenighedens Undervisende Sønner, som også regnes blandt Guds Paradissønner, tre grupper af superuniversernes høje administratorer og den noget upersonlige kategori Inspirerende Treenighedsånder. Selv de indfødte Havona beboere kan med rette, sammen med talrige grupper af væsener bosat i Paradiset, inkluderes i denne klassifikation af treenighedspersonligheder. De væsener med treenighedsoprindelse som skal behandles i denne diskussion er:
19:0.2 (214.2) 1. Treenighedens Undervisende Sønner.
19:0.3 (214.3) 2. Visdommens Fuldkomne.
19:0.4 (214.4) 3. Guddommelige Rådgivere.
19:0.5 (214.5) 4. Universelle Censorer.
19:0.6 (214.6) 5. Inspirerende Treenighedsånder.
19:0.7 (214.7) 6. Indfødte Havona beboere.
19:0.8 (214.8) 7. Paradisets borgere.
19:0.9 (214.9) Med undtagelse af Treenighedens Undervisende Sønner og muligvis de Inspirerende Treenighedsånder, så har disse grupper et bestemt antal; skabelsen af dem er en afsluttet og forgangen hændelse.
19:1.1 (214.10) Af alle de højeste klasser af himmelske personligheder som er åbenbaret for jer er det kun Treenighedens Undervisende Sønner som alene handler i en dobbelt kapacitet. I deres oprindelse er de af treenighedsnatur, i deres funktion er de næsten helt og holdent hengivet til opgaverne som guddommelige Sønner. De er forbindelsesvæsener som bygger bro mellem personligheder med Treenighedsoprindelse og dobbelt oprindelse.
19:1.2 (214.11) Mens Treenighedens Stationære Sønner er fuldtallig, så vokser antallet af Treenighedens Undervisende Sønner stadig. Hvad det afsluttende antal Undervisende Sønner vil blive ved jeg ikke. Jeg kan i dog berette, at paradisets register i den seneste periodiske rapport til Uversa viste 21.001.624.821 af disse Sønner i tjeneste.
19:1.3 (214.12) Disse væsener er de eneste for jer åbenbaret gruppe af Guds Sønner som har deres oprindelse i Paradistreenigheden. De findes i centraluniverset og i superuniverset, og et enormt korps er anvist til hvert lokalunivers. De betjener også enkelte planeter ligesom Guds øvrige Paradissønner. Eftersom planen for storuniverset ikke er fuldt udviklet holdes et stort antal Undervisende Sønner i reserve i Paradiset, og de tilbyder sig som frivillige i nødstilfælde og usædvanlige opgaver i alle dele af storuniverset, i de ensomme verdner i rummet, i lokaluniverserne og superuniverserne og i verdnerne i Havona. De fungerer også i Paradiset, men det er bedre at udsætte den detaljerede behandling af dem til vi kommer til diskussionen om Guds Paradissønner.
19:1.4 (215.1) I denne sammenhæng kan det imidlertid bemærkes, at de Undervisende Sønner er de højeste koordinerende personligheder med treenighedsoprindelse. I dette vidtstrakte universernes univers findes der altid en stor fare for at begå den fejl som kommer af en begrænset synsvinkel, for det onde som ligger i en segmenteret opfattelse af virkelighed og guddommelighed.
19:1.5 (215.2) For eksempel: Menneskesindet ville sædvanligvis kræve at nærme sig den kosmiske filosofi, som fremføres i disse åbenbarelser, fra det enkle og finite til det komplicerede og infinite, fra menneskelige oprindelse til guddommelige skæbner. Men den vej fører ikke til åndelig visdom. Sådan en fremgangsmåde er den letteste vej til en vis form af genetisk kundskab, men i bedste fald kan den kun åbenbare menneskets oprindelse; den åbenbare lidt eller intet om dets guddommelige skæbne.
19:1.6 (215.3) Selv når det gælder studiet af menneskets biologiske evolution på Urantia findes der alvorlige indvendinger mod udelukkende at nærme sig dets nuværende position og nuværende problem fra en historisk synsvinkel. Det sande perspektiv på ethvert problem som gælder virkeligheden - den menneskelige eller den guddommelige, den jordiske eller den kosmiske - kan man kun få gennem fuld og fordomsfri studie og samspil mellem tre faser af virkelighed i universet: oprindelse, historie og skæbne. Den rigtige forståelse af disse tre erfaringsmæssige realiteter giver grundlaget for en klog bedømmelse af den nuværende status.
19:1.7 (215.4) Når menneskes sind vælger at følge den filosofiske fremgangsmåde som starter fra den nederste for at nå det høje, hvad enten det er i biologi eller teologi, udsætter det sig altid for faren for at begå fire fejl i ræsonnement:
19:1.8 (215.5) 1. Det kan aldeles undlade at opfatte det endelige og afsluttende evolutionære mål for enten den personlige opnåelse eller den kosmiske skæbne.
19:1.9 (215.6) 2. Det kan gøre sig skyldig i den højeste filosofiske bommert ved at overforenkle den kosmiske evolutionære (erfaringsmæssige) virkelighed, hvilket fører til forvrængning af fakta, perversion af sandhed og til misforståelse af skæbner.
19:1.10 (215.7) 3. Studiet af årsagssammenhæng er en historisk gennemgang. Men viden om hvordan et væsen fremkommer giver ikke nødvendigvis en intelligent forståelse af et sådan væsens nuværende status og sande karakter.
19:1.11 (215.8) 4. Historien alene kan ikke fyldestgørende åbenbare fremtidens udvikling - skæbne. Finite oprindelser er til hjælp, men kun guddommelige årsager afslører afsluttende virkninger. Evige mål ses ikke i tidsmæssige begyndelser. Nuet kan kun tolkes på ret vis i lyset af den sammenlignende fortid og fremtid.
19:1.12 (215.9) På grund af disse og yderligere andre årsager anvender vi os derfor af fremgangsmåden for tilnærmelse til mennesket og dets planetariske problemer ved at indlede os på rejsen i tid og rum fra Paradisets infinite, evige og guddommelige Kilde og Center for alle personlighedsvirkeligheder og kosmisk eksistens.
19:2.1 (215.10) Visdommens Fuldkomne er en specialiseret Paradistreenighedens skabelse som er beregnet til at personificere guddommelighedens visdom i superuniverserne. Der findes nøjagtig syv milliarder af disse væsener, og en milliard er anvist til hvert og et af de syv superuniverser.
19:2.2 (215.11) Til fælles med deres ligestillede, de Guddommelige Rådgivere og de Universelle Censorer, har Visdommens Fuldkomne taget del i visdommen i Paradiset, i Havona og på Faderens paradissfærer med undtagelse af Divinington. Efter disse erfaringer anvises Visdommens Fuldkomne til vedvarende tjeneste hos Dagenes Ældste. De tjener hverken i Paradiset eller i Paradis-Havona kredsløbenes verdner; de er udelukkende beskæftigede med administrationen i superuniversernes regeringer.
19:2.3 (216.1) Hvor end og når som helst en Visdommens Fuldkommen fungerer, så fungerer den guddommelige visdom. Der findes en nærværende aktualitet og en manifestationens fuldkommenhed i den kundskab og visdom som fremkommer i disse mægtige og majestætiske personligheders handlinger. De reflekterer ikke Paradistreenighedens visdom; de er visdommen. De er kilden til visdom for alle lærere i anvendelsen af universets kundskab; de er den gode dømmekrafts springvand og en dyb brønd af visdom for de involverede i undervisning og læring i alle universets institutioner.
19:2.4 (216.2) Visdommen er dobbelt i oprindelse; den stammer fra perfektion af guddommelig indsigt som er medfødt i fuldkomne væsener og fra den personlige erfaring som evolutionære væsener har erhvervet. Visdommens Fuldkomne er den guddommelige visdom som indgår i guddomsindsigtens Paradis perfektion. Deres administrative medarbejdere i Uversa, de Mægtige Budbringere, De uden navn og Nummer og De med Stor Autoritet, er når de virker sammen, erfaringens visdom i universet. Et guddommeligt væsen kan have fuldkommen guddommelig kundskab. En evolutionær dødelig kan engang opnå perfektion af opstigende kundskab, men ingen af disse væsener kan alene udtømme potentialerne for al den visdom som er mulig. Således, når som helst man i ledelsen af superuniverset ønsker at opnå maksimal administrativ visdom så associerer man sig altid med disse fuldkomne af den guddommelige indsigts visdom med de opstigende personligheder som er nået op til højere ansvarspositioner i superuniverset gennem de erfaringsmæssige prøvelser fra den evolutionære udvikling.
19:2.5 (216.3) Visdommens Fuldkomne vil altid behøve dette komplement af erfaringsbaseret visdom for at fuldføre deres administrative skarpsindighed. Men det er blevet postuleret, at et højt og hidtil uopnået visdomsniveau muligvis kan opnås af finaliterne i Paradiset efter at de en gang er indført i det syvende stadie af åndeeksistens. Hvis denne konklusion er korrekt, ville sådanne perfektioneret væsener fra den evolutionære opstigning utvivlsomt blive de mest effektive universadministratorer som nogensinde kan træffes i skabelsen. Jeg tror, at dette er den høje skæbne for finaliterne.
19:2.6 (216.4) Alsidigheden hos Visdommens Fuldkomne gør det muligt for dem, at tage del i praktisk taget alle de opstigende væseners himmelske opgaver. Visdommens Fuldkomne og min personlighedsklasse, de Guddommelige Rådgivere, udgør sammen med de Universelle Censorer de højeste klasser af væsener, som kan engagere sig, og som engagerer sig, i arbejdet med at åbenbare sandheden til de enkelte planeter og systemer, enten under deres tidligere perioder eller når de er etableret i lys og liv. Fra tid til anden kommer vi alle i berøring med de opstigende dødeliges tjeneste, fra en planet, hvor livet for nylig har fået sin begyndelse videre op gennem et lokalunivers og superunivers, i særdeleshed det sidstnævnte.
19:3.1 (216.5) Disse væsener med treenighedsoprindelse er Guddommens rådgivere til verdnerne i de syv superuniverser. De reflekterer ikke Treenighedens guddommelige rådgivning; de er denne rådgivning. Der findes enogtyve milliarder Rådgivere i tjeneste, og tre milliarder er anvist til hvert superunivers.
19:3.2 (217.1) Guddommelige Rådgivere er medarbejdere og ligestillet til de Universelle Censorer og Visdommens Fuldkomne; fra en til syv Rådgivere er associeret med hver og en af disse sidstnævnte personligheder. Alle tre klasser deltager i Dagenes Ældste regering, inklusiv de større og mindre sektorer, i lokaluniverserne og konstellationerne og i lokalsystem herskernes råd.
19:3.3 (217.2) Vi arbejder individuelt, som jeg gør ved udarbejdelsen af denne redegørelse, men vi fungerer også som en trio når lejligheden kræver det. Når vi handler i en udøvende kapacitet er en Visdommens Fuldkomne, en Universel Censor og fra en til syv Guddommelige Rådgivere altid forbundet med hinanden.
19:3.4 (217.3) En Visdommens Fuldkomne, syv Guddommelige Rådgivere og en Universel Censor danner et tribunal som repræsenterer Treenighedens guddommelighed, og udgør det højeste mobile rådgivende organ i tidens og rummets universer. En sådan gruppe på ni er kendt for enten at være et faktaundersøgende eller et Sandhedsåbenbarende tribunal, og når det sætter sig til doms over et problem og afgiver en beslutning, så er det præcis som om en Dagenes Ældste havde afgjort sagen, for i alle superuniversernes annaler er en sådan beslutning aldrig ændret af Dagenes Ældste.
19:3.5 (217.4) Når de tre Dagenes Ældste virker, virker Paradistreenigheden. Når de nis tribunal gennem en forenet drøftelse kommer frem til en beslutning, er det praktisk taget som om at Dagenes Ældste har udtalt sig. Og det er på denne måde at Paradisherskerne, i administrative spørgsmål og gennem regeringsregulering, står i personlig kontakt med de enkelte verdener, systemer, og universer.
19:3.6 (217.5) Guddommelige Rådgivere er Paradistreenighedens perfektioneret guddommelige råd. Vi repræsenterer, i selve virkeligheden er vi, perfektionens rådgivning. Når vi får erfaringsmæssige råd fra vores medarbejdere, de fuldkomne og af Treenighedens omfavnende væsener fra den evolutionære opstigelse, er vores kombinerede konklusioner ikke kun fuldstændig, men opfyldt. Når en Universel Censor har gjort sig bekendt med, bedømt, verificeret og forkyndt vores forenet råd, er det meget sandsynligt, at det nærmer sig tærskelen til universel totalitet. Sådanne domsafsigelser repræsenterer den nærmeste mulige tilnærmelse til Guddommens absolutte attitude indenfor tid-rum grænserne for den involverede situation og det pågældende problem.
19:3.7 (217.6) Syv Guddommelige Rådgivere i forbindelse med en treenigede evolutionær trio - en Mægtig Budbringer, en af De med Stor Autoritet og en af De uden Navn og Nummer - repræsenterer den tætteste superunivers tilnærmelse til foreningen mellem det menneskelige synspunkt og den guddommelige holdning på næsten paradisiske niveauer af åndelige betydninger og virkeligheds værdier. En sådan tæt tilnærmelse mellem de forenede kosmiske holdninger hos den skabte og Skaberen er kun overgået i Paradisets overdragelses sønner som, når det gælder personlighedserfaring i alle faser, er Gud og menneske.
19:4.1 (217.7) Der eksisterer nøjagtig otte milliarder Universelle Censorer. Disse unikke væsener er Guddommens dom. De reflekterer ikke kun de fuldkomne beslutninger; de er Paradistreenighedens domskendelse. Ikke engang Dagenes Ældste sidder til doms undtagen sammen med de Universelle Censorer.
19:4.2 (217.8) Hver og en af de en milliard verdner i centraluniverset har fået anvist en Censor, som er tilknyttet den planetariske administration hvis ledere er den Dagenes Evige som residerer der. Hverken Visdommens Fuldkomne eller Guddommelige Rådgivere er således permanent tilknyttet til Havona administrationen, og vi forstår ikke helt og holdent hvorfor Universelle Censorer er stationeret i centraluniverset. Deres nuværende aktiviteter kan næppe være årsagen til deres placering i Havona, og derfor har vi mistanke om, at de er der i forventning til behovet i en fremtidig universtidsalder i hvilken befolkningen i Havona delvis kan være en anden.
19:4.3 (218.1) En milliard Censorer er anvist til hvert og et af de syv superuniverser. Både enkeltvis og i forening med Visdommens Fuldkomne og Guddommelige Rådgivere virker de overalt i alle dele af de syv superuniverser. Censorerne virker således på alle niveauer i storuniverset, fra de fuldkomne verdener i Havona til Systemherskernes råd, og de er en organisk del af alle domskendelser af de evolutionære verdners dispensation.
19:4.4 (218.2) Når og hvor en Universal Censor end er nærværende, der falder Guddommens dom. Og eftersom Censorerne altid afgiver deres dom i forbindelse med Visdommens Fuldkomne og Guddommelige Rådgivere, så omfatter disse afgørelser Paradistreenighedens forenede visdom, råd og dom. I denne juridiske trio kan Visdommens Fuldkomne ses som ”Jeg var”, den Guddommelige Rådgiver som ” Jeg vil være”, men den Universelle Censor er altid ” Jeg er”.
19:4.5 (218.3) Censorerne er universets sammenlagte personligheder. Når tusinde vidner - eller en million - har givet deres vidnesbyrd, når visdommens røst har talt og guddommelighedens råd har registreret, når vidneforklaringer fra den opstigende fuldkomne er lagt til, så virker Censoren, og der er øjeblikkelig åbenbaret en fejlfri og guddommelig sammenlægning af alt som er sket; og en sådan afsløring repræsenterer den guddommelige konklusion, summen og hovedindholdet af en afsluttet og perfekt beslutning. Efter at en Censor har talt, må ingen andre tale, for censoren har præsenteret den sande og fejlfrie sammenlægning af alt som har gået forud. Når han taler findes der ikke længere nogen appel.
19:4.6 (218.4) Jeg forstå mest fuldstændig hvordan sindet hos en Visdommens Fuldkomne fungerer, men jeg forstår virkelig ikke helt hvordan en Universal Censors dømmende sind arbejder. Det forekommer mig, som om Censorerne formulerer nye betydninger og skaber nye værdier fra sammenslutningen af de fakta, sandheder og resultater som præsenteres for dem i løbet af en undersøgelse om universets anliggender. Det synes sandsynligt, at de Universelle Censorer kan frembringe nye fortolkninger af kombinationen mellem Skaberens fuldkomne indsigt og den skabtes fuldkomne erfaring. Denne forening af Paradis perfektion og univers erfaring resulterer utvivlsomt i en ny værdi i ultimativerne.
19:4.7 (218.5) Dette er imidlertid ikke slutningen på vores besværligheder vedrørende de Universelle Censorers sindsfunktion. Efter at vi har taget hensyn til alt hvad vi ved eller formoder at vi ved om hvordan en Censor fungere i en hvilken som helst univers situation lægger vi mærke til, at vi stadig ikke kan forudsige afgørelser eller forudse domskendelser. Vi afgør meget nøjagtigt det sandsynlige resultat af foreningen mellem Skaberens holdning og den skabtes erfaring, men disse konklusioner er ikke altid nøjagtige forudsigelser af Censorernes åbenbarelser. Det synes som om, at Censorerne på en eller anden måde er i forbindelse med Guddomsabsoluttet; vi kan ikke på nogen anden måde forklare mange af deres beslutninger og afgørelser.
19:4.8 (218.6) Visdommens Fuldkomne, Guddommelige Rådgivere og Universelle Censorer udgør sammen med de syv klasser af Højeste Treenighedspersonligheder de ti grupper som undertiden benævnes Treenighedens Stationære Sønner. Tilsammen udgør de det store korps af Treenighedens administratorer, herskere, udøvere, vejledere, rådgivere og dommere. Deres antal overstiger netop syvogtredive milliarder. To milliarder og halvfjerds er stationeret i centraluniverset og lidt over fem milliarder i hvert superunivers.
19:4.9 (219.1) Det er meget svært at beskrive funktionsgrænserne for Treenighedens Stationære Sønner. Det ville være ukorrekt at sige, at deres handlinger begrænser sig til det finite, fordi superuniversernes register fremviser handlinger som angiver anderledes. De virker på hvert niveau af universadministrationen eller domstolskendelserne som måtte blive kræves af forholdene i tid og rum og som gælder den forgangne, nuværende eller fremtidige evolution af mesteruniverset.
19:5.1 (219.2) Jeg kan berette meget lidt for jer om de Inspirerende Treenighedsånder, for de er en af de helt få hemmelige klasser af eksisterende væsener, hemmelig, uden tvivl, fordi det er umuligt for dem fuldt ud at åbenbare sig selv til dem af os, hvis oprindelse er så nær kilden til oprettelsen af dem. De får deres tilværelse på foranledning af Paradistreenigheden og kan anvendes af hvert Guddomsmedlem eller af to eller tre af disse tilsammen. Vi ved ikke, hvorvidt der findes et bestemt eller stadig voksende antal af disse ånder, men vi er tilbøjelige til at tro, at deres antal ikke er fast.
19:5.2 (219.3) Vi forstår ikke helt hverken de Inspirerende Treenighedsånders natur eller adfærd. De hører muligvis til kategorien af overpersonlige ånder. De synes at fungere over alle kendte kredsløb og ser ud til at virke næsten uafhængig af tid og rum. Men vi ved ikke meget om dem andet end hvad vi kan udlede om deres karakter fra arten af deres aktiviteter, hvis resultat vi definitivt observerer her og der i universerne.
19:5.3 (219.4) Under visse forhold kan disse Inspirerende Ånder individualiserer sig tilstrækkelig for genkendelse af væsener med treenighedsoprindelse. Jeg har set dem; men det vil aldrig være muligt for de lavere klasser af himmelske væsener at genkende nogle af dem. Visse omstændigheder opstår også fra tid til anden i styrelsen af de evolutionære universer, i hvilken ethvert væsen med treenighedsoprindelse direkte kan ansætte disse Ånder for at fremme sine opgaver. Vi ved derfor, at de eksisterer, og at vi under visse omstændigheder kan påkalde og få deres hjælp og undertiden genkende deres tilstedeværelse. Men de er ikke en del af den manifesterede og definitive åbenbarede organisation, som er betroet med styrelsen af universerne i tid og rum før disse materielle skabelser er etableret i lys og liv. De har ingen klart registrerbar plads i de evolutionære syv superuniversers nuværende organisation eller administration. De er en af Paradistreenighedens hemmeligheder.
19:5.4 (219.5) Melkisedekerne i Nebadon underviser, at de Inspirerende Treenighedsånder er bestemt, engang i den evige fremtid, til at fungere i stedet for de Enlige Budbringere, hvis rangklasser langsomt men sikkert formindskes af, at de bliver tildelt som medarbejdere til visse typer af treenigede sønner.
19:5.5 (219.6) De Inspirerende Ånder er de enlige Ånder i universernes univers. Som Ånder er de meget lig de Enlige Budbringere undtagen at de sidste er tydelige personligheder. Vi får meget af vores viden om de Inspirerende Ånder fra de Enlige Budbringere, som opdager deres nærhed takket været en medfødt følsomhed til tilstedeværelse af de Inspirerende Ånder; denne følsomhed virker lige så ufejlbarlig som en magnetisk nål som viser mod en magnetisk pol. Når en Enlig Budbringer befinder sig i nærheden af en Inspirerende Treenighedsånd er han bevidst om en kvalitativ indikation af denne guddommelige tilstedeværelse samt også om en meget konkret kvantitativ registrering, som gør det muligt for ham faktisk at kende klassificeringen og antallet af en eller flere Åndetilstedeværelser.
19:5.6 (220.1) Jeg kan yderligere berette et interessant faktum: Når en Enlig Budbringer befinder sig på en planet hvor indbyggerne er beboet af Tankerettere, som på Urantia, er han bekendt med en kvalitativ stimulus i sin reaktions følsomhed for åndetilstedeværelse. I sådanne tilfælde er der ingen kvantitativ stimulus, kun en kvalitativ stimulus. På en planet til hvilken Retterne ikke kommer, vil kontakten til de indfødte ikke medfører en sådan reaktion. Dette antyder at Tankeretterne på en eller anden måde er relaterede til eller forbundet med Paradistreenighedens Inspirerende Ånder. På en eller anden måde kan de muligvis være associerede med hverandre i visse faser af deres arbejde; men vi ved det virkelig ikke. De udspringer begge nær altings centrum og kilde, men de hører ikke til samme væsenklasse. Tankeretterne stammer alene fra Faderen; Inspirerende Ånder er efterkommere til Paradistreenigheden.
19:5.7 (220.2) De Inspirerende Ånder hører tilsyneladende ikke til den evolutionære plan for de enkelte planeter eller universer, og alligevel ser det ud til at de er overalt. Selv nu mens jeg er optaget med at formulere denne redegørelse angiver den med mig associerede Enlig Budbringers personlige følsomhed for tilstedeværelse af denne Åndeklasse, at der netop i dette øjeblik findes med os, på mindre en otte meters afstand, en Ånd af den Inspirerende klasse og at styrketilstedeværelsen er af tredje volumen. Den tredje volumen af styrketilstedeværelsen antyder for os sandsynligheden for, at tre Inspirerende Ånder fungerer i samarbejde.
19:5.8 (220.3) Af mere end tolv klasser af væsener associerede med mig på dette tidspunkt er den Enlige Budbringer den eneste som er bevidst om tilstedeværelsen af disse Treenighedens hemmelighedsfulde enheder. Og videre, selvom vi er underrettet om disse guddommelige Ånders nærværelse, så er vi lige så uvidende om deres opgave. Vi ved virkelig ikke hvorvidt de kun er interesserede iagttagere af hvad vi gør, eller om de på en eller anden for os ukendt måde virkelig bidrager til fremgangen med vores foretagende.
19:5.9 (220.4) Vi ved, at Treenighedens Undervisende Sønner er viet til den bevidste oplysning af universets væsener. Jeg er kommet til den faste overbevisning, at de Inspirerende Treenighedsånder med overbevidst fremgangsmåde også fungerer som verdnernes lærere. Jer er overbevist om at der findes en vældig mængde af væsentlig åndelig viden, sandhed som er uundværlig for at opnå en høj åndelighed, som ikke kan modtages bevidst, selvbevidsthed ville effektivt bringe en sikker modtagelse i fare. Hvis vi har ret i denne opfattelse, og hele min væsenklasse deler den, kan det være disse Inspirerende Ånders opgave at overvinde denne vanskelighed, at bygge bro over denne kløft i den universelle plan for moralsk oplysning og åndelig fremgang. Vi mener, at disse to typer af lærere med treenighedsoprindelse afstedkommer en slags forbindelse mellem deres aktiviteter, men vi ved det faktisk ikke.
19:5.10 (220.5) I superuniversernes uddannelsesverdner og på de evige kredsløb i Havona har jeg omgået med de fuldkomne dødelige - åndelige og opstigende sjæle fra de evolutionære verdner - men aldrig har de været bevidste om de Inspirerende Ånder, hvilket de Enlige Budbringers detektionsevne lejlighedsvis angav, befandt sig meget tæt på os. Jeg har frit konverseret med alle klasser af Guds sønner, høje som lave, og de er ligeledes ubevidste om de Inspirerende Treenighedsånders formaninger. De kan se og ser tilbage på deres erfaringen og beretter om hændelser som er svære at forklare, såfremt man ikke medregner disse Ånders medvirken. Men med undtagelse af de Enlige Budbringere og nogle gange væsener med treenighedsoprindelse, har ingen i den himmelske familie nogensinde været bevidste om de Inspirerende Ånders nærværelse.
19:5.11 (221.1) Jeg tror ikke, at de Inspirerende Treenighedsånder leger gemmeleg med mig. De forsøger sandsynligvis lige så stædigt at afsløre sig for mig som jeg forsøger at kommunikere med dem; vores vanskeligheder og begrænsninger må være gensidig og medfødte. Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen vilkårlige hemmeligheder i universet; derfor vil jeg aldrig ophøre i min bestræbelser for at løse mysteriet med isolationen af disse Ånder som hører til min skabelsesklasse.
19:5.12 (221.2) Og af alt dette kan i dødelige, som netop nu tager jeres første skridt på den evige rejse, vel se, at I må rejse en lang vej inden i kan gøre fremskridt af ”syn” og af ”materiel” vished. I vil længe stole på tro og være afhængig af åbenbaring, hvis I håber på hurtig og sikker fremgang.
19:6.1 (221.3) De indfødte i Havona er skabt direkte af Paradistreenigheden, og deres antal ligger udover jeres begrænsede sindsopfattelse. Det er heller ikke muligt for Urantianerne at forestille sig de medfødte egenskaber hos sådanne guddommelige perfekte skabte væsener som det evige univers racer af disse Treenighedsoprindelser. I kan aldrig oprigtigt forestille jer disse strålende væsener; I må afvente jeres ankomst til Havona, hvor I kan møde dem som åndelige kammerater.
19:6.2 (221.4) Under jeres lange ophold i havonakulturens en milliard verdener udvikler I et evigt venskab med disse ædle væsener. Og hvor dybt er ikke dette venskab som vokser frem mellem den laveste personlige skabelse fra rummets verdner og disse høje personlige væsener hjemmehørende på de perfekte sfærer i centraluniverset! Opstigende dødelige får under deres lange og kærlighedsfulde forbindelser med Havonas indfødte meget som kompenserer for den åndelige fattigdom under de tidligere stadier af deres dødelige fremgang. Samtidigt får Havonaerne gennem deres kontakter med de opstigende pilgrimme en erfaring som i en ikke så lille udstrækning erstatter den erfaringsmæssige brist i altid at have levet et liv af guddommelig perfektion. Fordelene for både de opstigende dødelige og de indfødte Havonaer er stor og gensidig.
19:6.3 (221.5) De indfødte Havonaere er ligesom alle andre personligheder med treenighedsoprindelse udkastet i guddommelig fuldkommenhed, og ligesom i spørgsmålet om andre personligheder med treenighedsoprindelse kan tidens gang øge deres forråd af erfaringsmæssige egenskaber. Men til forskel fra Treenighedens Stationære Sønner kan Havonaerne udvikle deres status; de kan have en uåbenbaret fremtidig evighedsskæbne. Dette illustreres af de Havonaere som med deres tjenestegørelse skaffer sig evnen til fusion med et Faderfragment af ikke-Rettere type og dermed kvalificerer sig til medlemskab i de Dødeliges Finalitkorps. Og der findes andre finalitkorps åbne for disse indfødte i centraluniverset.
19:6.4 (221.6) Den udvikling som sker i Havonaernes status har forårsaget meget spekulation i Uversa. Eftersom de vedvarende søger ind i flere af Paradisets Finalitkorps, og eftersom, at der ikke skabes flere, er det åbenbart at antallet af indfødte som forbliver i Havona vedvarende formindskes. De ultimative konsekvenser af disse hændelser er aldrig åbenbaret for os, men vi tror ikke at Havona nogensinde vil være fuldstændig tømt for sine indfødte. Vi har overvejet teorien, at Havonaerne muligvis vil ophøre med at indtræde i finalitkorpsene engang under tidsaldrene for de efterfølgende skabelser på de ydre rum niveauer. Vi har også overvejet tanken om, at det centrale univers under disse senere universtidsaldre kan blive befolket af en blandet gruppe af hjemmehørende væsener, så borgerskabet kun delvis består de oprindelige Havonaere. Vi ved ikke hvilken klasse eller type af skabende væsener som kan tænkes at være bestemt for beboelsesstatus i det fremtidige Havona, men vi har tænkt på følgende:
19:6.5 (222.1) 1. Univitatierne som for nuværende er de permanente borgere på konstellationerne i lokaluniverserne.
19:6.6 (222.2) 2. Fremtidige typer af dødelige som kan tænkes at blive født på superuniversernes beboede sfærer under blomstringen i lysets og livets tidsaldre.
19:6.7 (222.3) 3. Den indkommende åndelige aristokrati af de efterfølgende ydre universer.
19:6.8 (222.4) Vi ved, at det Havona som fandtes under den foregående universtidsalder var noget anderledes end Havona i den nuværende tidsalder. Vi anser det ikke mere end rimeligt at antage, at vi nu bevidner de langsomme ændringer i centraluniverset som er forhånds forventet af de tidsaldre som skal komme. En ting er sikkert: Universet er ikke statisk; kun Gud er uforanderlig.
19:7.1 (222.5) Der er talrige grupper af ædle væsener bosiddende i Paradiset, nemlig Paradisets borgere. De er ikke direkte beskæftigede med planen for perfektionering af de opstigende viljevæsener og åbenbare derfor ikke helt for de dødelige på Urantia. Der findes over tre tusinde klasser af disse himmelske intelligenser, og den sidste gruppe personaliserede samtidig med Treenighedens mandat som bekendtgjorte skabelsesplanen for de syv superuniverser i tid og rum.
19:7.2 (222.6) Paradisets borgere og Havona indfødte er undertiden benævnt kollektivt som Paradis-Havona personligheder.
19:7.3 (222.7) Dette afslutter beretningen om de væsener som har fået deres tilværelse af Paradistreenigheden. Ingen af dem har nogensinde faret vild. Og dog er de alle i højeste grad begavet med fri vilje.
19:7.4 (222.8) Væsener med treenighedsoprindelse besidder transitprivilegier som gør dem uafhængig af transportpersonligheder, så som serafer. Vi besidder alle evnen til at bevæge os frit og hurtig i universernes univers. Med undtagelse af de Inspirerende Treenighedsånder, så kan vi ikke opnå de Enlige Budbringers næsten utrolige hastighed, men vi er i stand til at udnytte de totale transportmidler i rummet på en sådan måde, at vi kan nå ethvert punkt i et superunivers fra dets hovedkvarter på mindre end et år af Urantia-tid. Det tog 109 dage af jeres tid for mig at rejse fra Uversa til Urantia.
19:7.5 (222.9) Gennem disse selvsamme kanaler kan vi øjeblikkelig kommunikere med hinanden. Hele vores skabelsesklasse står i kontakt med hvert individ indenfor hver afdeling af Paradistreenighedens børn med undtagelse af de Inspirerende Ånder.
19:7.6 (222.10) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 20
20:0.1 (223.1) IFØLGE deres funktion i superuniverset Orvonton klassificeres Guds Sønner i tre overordnede grupper:
20:0.2 (223.2) 1. Guds Nedstigende Sønner.
20:0.3 (223.3) 2. Guds Opstigende Sønner.
20:0.4 (223.4) 3. Guds Treenigede Sønner.
20:0.5 (223.5) De nedstigende klasser af sønner inkluderer personligheder som er direkte og guddommelig skabt. Opstigende sønner, således som dødelige skabte væsener, når denne status gennem erfaringsmæssig deltagelse i den skabende proces, som kaldes evolution. Treenigede Sønner er en gruppe med blandet oprindelse som omfatter alle væsener som er omfavnet af Paradistreenigheden selvom de ikke har direkte treenighedsoprindelse.
20:1.1 (223.6) Alle Guds nedstigende Sønner har høje og guddommelige oprindelser. De er dedikeret det nedstigende ministerium for tjeneste i tidens og rummets verdener og systemer med henblik på at fremme udviklingen op mod Paradiset for de ydmyge væsener med evolutionær oprindelse: - Guds opstigende sønner. Af de talrige klasser af nedstigende Sønner skal syv beskrives i disse fortællinger. De Sønner, som træder frem fra Guddommene på den centrale Lysets og Livets Ø kaldes Guds Paradissønner og de omfatter følgende tre klasser:
20:1.2 (223.7) 1. Skabersønner - Mikaelerne.
20:1.3 (223.8) 2. Administratorsønner - Avonalerne.
20:1.4 (223.9) 3. Treenighedens Undervisende Sønner - Daynalerne.
20:1.5 (223.10) De resterende fire klasser af nedstigende sønner er kendt som Guds Sønner i lokaluniverserne:
20:1.6 (223.11) 4. Melkisedeksønner.
20:1.7 (223.12) 5. Vorondadeksønner.
20:1.8 (223.13) 6. Lanonandeksønner.
20:1.9 (223.14) 7. Livsbærerne.
20:1.10 (223.15) Melkisedekerne er de fælles efterkommere til et lokalunivers Skabersøn, Skabende Ånd og Fader Melkisedek. Både Vorondadeker og Lanonandeker er skabt af en Skabersøn og hans medarbejdende Skabende Ånd. Vorondadekerne er mest kendt som de Allerhøjeste, Konstellationsfædrene; Lanonandekerne er kendt som Systemherskere og Planetprinser. Den tredelte klasse af Livsbærere er skabt af en Skabersøn og Skabende ånd associeret med en af de tre Dagenes Ældste fra det omhandlende superunivers. Men Guds sønners natur og aktiviteter i lokaluniverserne er mere passende beskrevet i de kapitler som handler om de lokale skabelsers anliggender.
20:1.11 (224.1) Guds Paradissønner har en tredelt oprindelse; de primære eller Skabersønnerne er skabt af den Universelle Fader og den Evige Søn; de sekundære eller Administratorsønnerne er børn af den Evige Søn og den Uendelige Ånd; Treenighedens Undervisende Sønner er efterkommere til Faderen, Sønnen og Ånden. Med tanke på tjeneste, tilbedelse og bøn er Paradissønnerne som en; deres ånd er en, og deres arbejde er identisk i kvalitet og fuldstændighed.
20:1.12 (224.2) Så som Dagenes paradisklasser viste sig at være guddommelige administratorer, således har Paradissønnernes klasser åbenbaret sig som guddommelige ministre: skabere, tjenere, overdragere, dommere, lærere og sandhedsåbenbarere. Deres område omfatter universernes univers fra den evige Øens strande til tidens og rummets beboede verdner, og de udfører mangeartede tjenester i centraluniverset og superuniverserne som ikke afsløres i disse fortællinger. De er organiserede på forskellig måde beroende på arten af og stedet for deres tjeneste, men i et lokalunivers tjener både Administratorsønner og Undervisende Sønner under ledelse af den Skabersøn som præsiderer indenfor dette domæne.
20:1.13 (224.3) Skabersønnerne ser ud til at være i besiddelse af en centreret åndelig egenskab i deres person som de kontrollerer og som de kan overdrage, som jeres egen Skabersøn gjorde, da han udgød sin ånd over alle dødelige på Urantia. Hver Skabersøn er udrustet med denne åndelige trækningskraft i sit eget rige; han er personlig bevidst om enhver handling og følelse hos hver nedstigende Guds Søn som tjener indeni hans domæne. Her er en guddommelig refleksion, en kopiering i lokaluniverset af den Evige Søns absolutte trækningskraft, som gør det muligt for ham at nå ud for at tage kontakt og vedligeholde den med alle sine Paradissønner, uanset hvor de kan tænkes at befinde sig i universet af universer.
20:1.14 (224.4) Paradisets Skabersønner tjener ikke kun som Sønner i deres nedstigende tjeneste- og overdragelsesgerninger, men når de har afsluttet deres overdragende karrierer, fungerer hver og en som en Universfader i sin egen skabelse, mens de øvrige Guds sønner fortsætter tjenesten af overdragelse og åndelig opløftelse designet til at vinde planeterne, en efter en, til den villige erkendelse af den Universelle Faders kærlighedsfulde styre, kulminerende i at de skabende væsener helligere sig til Paradisfaderens vilje og i den planetariske loyalitet til hans Skabersøns suverænitet i universet.
20:1.15 (224.5) I en Syvfoldige Skabersøn er Skaberen og skabte for evigt blandet i en forståelse, sympatisk og barmhjertig forening. Hele Mikael klassen, Skabersønnerne, er så enestående, at behandlingen af deres natur og aktiviteter reserveres til næste kapitel i denne serie, mens denne fortælling hovedsagelig kommer til at berøre de to bestående klasser af Paradissønner: Administratorsønnerne og Treenighedens Undervisende Sønner.
20:2.1 (224.6) Hver gang en original og absolut koncept om et væsen, formuleret af den Evige Søn, forener sig med et nyt og guddommeligt ideal om kærlighedsfuld tjeneste, udtænkt af den Uendelige Ånd, fremkommer en ny og oprindelig Søn til Gud, en Paradisets Administratorsøn. Disse Sønner danner Avonalernes klasse i modsætning til Mikael klassen, dvs. Skabersønnerne. Selvom de ikke er skabere i personlig betydning, så er de nære associerede med Mikaelerne i alt deres arbejde. Avonalerne er planetariske ministre og dommere, fredsdommere i alle tidens og rummets verdener, for alle racer, for alle verdner og i alle universer.
20:2.2 (225.1) Vi har grund til at tro, at det samlede antal Administratorsønner i storuniverset er omkring en milliard. De er en selvstyrende klasse og styres af deres højeste råd i Paradiset; rådet består af erfarne Avonaler hentet fra tjenester af alle universer. Men når de er anvist, og indsat i et lokalunivers, så tjener de under ledelse af Skabersønnen i dennes domæne.
20:2.3 (225.2) Avonalerne er Paradissønner for tjeneste på og overdragelse til de enkelte planeter i lokaluniverserne. Og da hver Avonalsøn har en eksklusiv personlighed og siden der ikke er to som er ens, er deres arbejde individuelt enestående i verdener af deres ophold og hvor de ofte inkarnerer i skikkelsen af de dødelige og nogen gange fødes af jordiske mødre i de evolutionære verdner.
20:2.4 (225.3) Foruden deres tjeneste på de højere administrative niveauer har Avonalerne en trefoldig funktion på de beboede verdner:
20:2.5 (225.4) 1. Juridiske processer. De virker ved afslutningen af de planetariske domsperioder. Med tiden kan snesevis - hundredvis - af sådanne opgaver iværksættes i hver enkelt verden, og de kan besøge de samme eller andre verdener utallige gange som afslutteren af domsperioden, befriere af de sovende overlevende.
20:2.6 (225.5) 2. Administrative opgaver. Et planetarisk besøg af denne type indtræffer sædvanligvis før ankomsten af en Overdragelses søn. På sådan en opgave fremtræder en Avonal som en voksen i verden ved hjælp af en inkarnations proces som ikke indebærer fødsel som dødelig. Efter dette første og sædvanligvis administrative besøg kan Avonalerne gentagende gange tjene i administrativ kapacitet på samme planet både før og efter Overdragelses sønnens tilsynekomst. Under disse andre administrative opgaver kan en Avonal optræde i materiel og synlig form eller ikke, men i ingen af disse tilfælde fødes han ind i verden som et hjælpeløst barn.
20:2.7 (225.6) 3. Overdragelsesopgaver. Avonal sønnerne gør alle, overdrager sig i det mindste engang, til en dødelig race på en eller anden evolutionær verden. De juridiske besøg er talrige, de administrative kan være flere, men på hver planet fremtræder der kun en Overdragelses søn. Overdragelses Avonaler fødes af kvinder, så som Mikael fra Nebadon inkarnerede på Urantia.
20:2.8 (225.7) Der er ingen grænse for, hvor mange gange Avonal sønnerne kan virke på administrative eller overdragelses opgaver, men når de har gennemgået erfaringen syv gange sker der sædvanligvis en afbrydelse til fordel for dem som har haft mindre af sådan en tjeneste. Disse Sønner, som har haft flere overdragelses erfaringer er derfor anvist til en Skabersøns høje personlige råd og får således del i administrationen af univers anliggender.
20:2.9 (225.8) I alt deres arbejde for og i de beboede verdner assisteres Administratorsønnerne af to klasser af væsener fra lokaluniverset, Melkisedekerne og ærkeenglene, mens de under overdragelsesopgaverne også har følge af de Lysende Aftenstjerner, der ligeledes har deres oprindelse i de lokale skabelser. I hver planetarisk foretagende støttes de sekundære Paradissønner, Avonalerne, med fuld kraft og autoritet af en primær Paradissøn, Skabersønnen i lokaluniverset hvor de gør tjeneste. I selve virkeligheden er deres arbejde på de beboede sfærer lige så effektivt og acceptabelt som en Skabersøns tjeneste ville have været på sådanne verdner med dødelig beboelse.
20:3.1 (226.1) Avonalerne er kendte som Administratorsønner fordi de er verdnernes høje fredsdommere, dommere over de på hinanden efterfølgende domsperioder i tidens verdner. De præsiderer over opvækkelsen af de sovende overlevende, sidder til doms over verden, afslutter en domsperiode af udskudt retfærdighed, udfører de opgaver som gælder en prøvetidsalder af vilkårlig barmhjertighed, genindsætter rumvæsenerne i planetarisk tjeneste til opgaver i den nye domsperiode og vender tilbage til hovedkvarteret i deres lokalunivers efter afslutning af deres opgave.
20:3.2 (226.2) Når de sidder til doms over en tidsalders skæbnebestemmelser afgør de skæbnen for de evolutionære racer, men selv om de kan afgive dom om udslettelse af personlige væseners identitet effektuerer de ikke disse domme. Beslutninger af denne slags effektueres udelukkende af myndighederne i et superunivers.
20:3.3 (226.3) Når en Paradisavonal ankommer til en evolutionær verden for at afslutte en domsperiode og indlede en ny æra af planetarisk fremgang indebær det ikke nødvendigvis hverken en administrativ opgave eller en overdragelsesopgave. Administrative opgaver er nogle gange inkarnationer, og overdragelsesopgaver er altid; det vil sige, ved sådanne opgaver tjener Avonalerne i materiel form -bogstaveligt. Deres andre besøg er ”tekniske”, og i disse tilfælde inkarnerer en Avonal ikke for planetarisk tjeneste. Hvis en Administratorsøn kommer alene som dommer over domsperioden, ankommer han til en planet som et åndeligt væsen, usynlig for verdens materielle væsener. Sådanne tekniske besøg forekommer gentagende gange under en beboet verdens lange historie.
20:3.4 (226.4) Avonalsønnerne kan virke som planetariske dommere før både deres administrative og overdragelses erfaringer. I begge disse missioner, vil den inkarnerede Søn imidlertid dømme den pågældende planetariske tidsalder; dette gør selv en Skabersøn når han inkarnerer i dødelig form på en overdragelsesopgave. Når en Skabersøn besøger en evolutionær verden og bliver som en af sine folk, afslutter hans tilstedeværelse en domsperiode og udgør en dom over verden.
20:4.1 (226.5) Før den planetariske tilsynekomst af en overdragelses søn besøges en beboet verden sædvanligvis af en Paradisavonal på en administrativ opgave. Hvis det er det første administrative besøg inkarnerer Avonalen altid som et materielt væsen. Han fremtræder på planeten for sin opgave som en fuldvoksen mand af de dødeliges race, et væsen fuldt synlig for og i fysisk kontakt med de dødelige af hans tid og generation. Under hele tiden for en administrativ inkarnation er forbindelsen mellem Avonalsønnen og de lokale og universelle åndelige kræfter fuldstændig og ubrudt.
20:4.2 (226.6) En planet kan erfare mange administrative besøg både før og efter en overdragelses søns tilsynekomst. Den kan besøges mange gange af samme eller andre Avonaler som afsiger dom over domsperioden, men sådanne tekniske domskendelser er hverken overdragelse eller administrative, og Avonalerne er aldrig inkarnerede i sådanne tilfælde. Selv når en planet velsignes med gentagende administrative opgaver underkaster Avonalerne sig ikke altid inkarnation som dødelige; og når de virkelig tjener i de dødeliges kødelige levevej fremtræder de altid som verdens voksne væsener; de fødes ikke af kvinder.
20:4.3 (227.1) Når Paradissønnerne er inkarnerede for opgaver af enten overdragelse eller administrativ natur har de en erfaren Retter, og disse Rettere er forskellig for hver inkarnation. De Rettere som sindsmæssig bebor Guds inkarnerede Sønner kan aldrig håbe på personlighed gennem fusion med de menneskelige-guddommelige væsener som de opholder sig i, men ofte personaliseres de med dekret af den Universelle Fader. Sådanne Rettere danner det højeste råd i Divinington for styret af Mysterieledsagernes administration, identificering og afsendelse til de beboede verdner. De tager også imod og akkrediterer Retterne ved deres tilbagekomst til ”Faderens favn” efter opløsningen i døden af deres jordiske stofhylster. På denne måde bliver verdensdommernes trofaste Rettere ophøjet ledere for deres egen art.
20:4.4 (227.2) Urantia har aldrig været vært for en Avonalsøn på en administrativ opgave. Havde Urantia fulgt den almindelige plan for beboede verdner, så ville den være blevet velsignet med et administrativt besøg engang mellem Adams dage og Kristus Mikaels overdragelse. Men den almindelige rækkefølge af Paradissønner på jeres planet blev bragt helt i uorden ved jeres Skabersøns tilsynekomst på hans sidste overdragelse for nitten hundrede år siden.
20:4.5 (227.3) Urantia kan stadig få besøg af en Avonal befuldmægtiget til at inkarnere på en administrativ opgave, men vedrørende den fremtidige tilsynekomst af Paradissønner ved ” selv ikke englene i himlen tiden eller måden for sådanne besøg”, for en verden hvor en Mikael har overdraget sig kommer under en Mestersøns speciel og personlige beskyttelse og er derfor helt underlagt hans egne planer og beslutninger. I jeres verden kompliceres dette yderligere af Mikaels løfte om at komme tilbage. Uanset de misforståelser om Mikaels af Nebadons besøg på Urantia, så er en ting med sikkerhed autentisk - hans løfte om at komme tilbage til jeres verden. I lyset af dette perspektiv, kan kun tiden afsløre den fremtidige rækkefølge for Guds Paradissønners besøg på Urantia.
20:5.1 (227.4) Den Evige Søn er Guds evige Ord. Den Evige Søn er det perfekte udtryk for den evige Faders ”første” absolutte og infinite tanke. Når en personlig dublet eller guddommelig udvidelse af denne Oprindelige Søn begiver sig ud på en overdragelsesopgave, som indebær inkarnation som dødelig, bliver det bogstaveligt sandt at det guddommelige ”Ord bliver kød”, og at Ordet således har sin beboelse blandt de ydmyge væsener med oprindelse i dyreriget.
20:5.2 (227.5) På Urantia er der en vidt udbredt tro at hensigten med en Søns overdragelse er, på en eller anden måde at påvirke den Universelle Faders holdning. Men jeres oplysning burde indikere, at dette ikke er sandt. Overdragelser af Avonal- og Mikael sønner er en nødvendig del i den erfaringsmæssige proces, som er beregnet på at gøre disse Sønner til pålidelige og forstående myndighedspersoner og herskere over folkene og planeterne i tid og rum. En karriere, der omfatter en Syvfoldige overdragelse er det højeste mål for alle Paradisets Skabersønner. Og alle Administrator sønner motiveres af denne selvsamme tjenende ånd som så rigeligt karakteriserer de primære Skabersønner og Paradisets Evige Søn.
20:5.3 (227.6) En Paradissøn af enhver klasse må overdrages til hver af de dødelige beboede verdner for at gøre det muligt for Tankerettere sindsmæssig at tage beboelse alle normale menneskevæsener på den sfære, for Tankeretterne kommer ikke til alle ægte menneskevæsener førend Sandhedsånden er blevet udgydt over alt kød; og udgydelsen af Sandhedsånden er afhængig af en Paradissøn, som vellykket har udført en opgave af dødelig overdragelse i en evolutionær verden, vender tilbage til universets hovedkvarter.
20:5.4 (228.1) Under forløbet af en beboet planets lange historie indtræffer mange domsperiode kendelser, og mere end en administrativ mission kan forekomme, men sædvanligvis tjener en Overdragelses søn kun en gang på sfæren. Der kræves kun, at hver beboet verden har en Overdragelses søn, som kommer for at leve et fuldt liv som dødelig, fra fødsel til død. Før eller senere er hver verden som bebos af dødelige, uden hensyn til status, bestemt til at blive vært for en Administrator søn på en overdragelsesopgave med undtagelse for den planet i hvert lokalunivers, hvorpå en Skabersøn vælger at gennemføre sin dødelige overdragelse.
20:5.5 (228.2) Da I nu forstår mere af det som gælder Overdragelses sønnerne forstår I nu hvorfor Urantia tiltrækker sig så meget opmærksomhed i Nebadons historie. Jeres lille og ubetydelige planet er af interesse i lokaluniverset fordi det er den jordiske hjemverden for Jesus af Nazaret. Den var scenen for jeres Skabersøns afsluttende og sejrrige overdragelse, den arena, hvor Mikael vandt den højeste personlige suverænitet i universet Nebadon.
20:5.6 (228.3) Ved hovedkvarteret i sit lokalunivers tilbringer en Skabersøn, i sær efter at han har fuldført sin egen overdragelse som dødelig, meget af sin tid til at rådgive og instruere kollegiet af medarbejder sønner; Administratorsønner og andre. I kærlighed og hengivenhed, med øm barmhjertighed og hengivende hensynsfulde, skænker disse Administratorsønner sig til verdnerne i rummet. Og på ingen måde er disse planetariske tjenester ringere end de dødelige overdragelser af Mikaels. Det er sandt, at jeres Skabersøn, som valgte til sit afsluttende eventyr i et liv som skabt væsen, valgte en verden som havde haft en usædvanlig modgang. Men ingen planet burde nogensinde kunne komme i en sådan tilstand, at det ville kræve en Skabersøns overdragelse for at afstedkomme dens åndelige rehabilitering. Enhver Søn i overdragelsesgruppen ville være lige tilstrækkelig, for i alt deres arbejde i verdnerne i et lokalunivers er Administratorsønnerne aldeles lige guddommelige effektive og vise som deres Paradisbroder, Skabersønnen, ville have været.
20:5.7 (228.4) Skønt muligheden for katastrofe altid ledsager disse Paradissønner under deres overdragelses inkarnationer, så har jeg endnu aldrig set nogen rapport om en mislykkede eller en forsømmelse fra hverken en Administrator- eller Skabersøn på overdragelsesopgave. Begge er af oprindelse alt for nær absolut perfektion for at mislykkes. De påtager sig virkelig risikoen; de bliver virkelig ligesom de dødelige væsener af kød og blod og får dermed den skabtes unikke erfaringer, men ifølge mine observationer lykkes det altid. De mislykkes aldrig med at nå målet for overdragelsesopgaven. Historien om deres overdragelse og planetariske tjeneste overalt i Nebadon udgør de ædleste og mest fascinerende kapitler i jeres lokalunivers historie.
20:6.1 (228.5) Den metode med hvilken en Paradissøn forbereder sig før han som en overdragelses Søn inkarnere i dødelig form, hvordan han bliver indesluttet i sin mor på overdragelsesplaneten, er et universelt mysterium; og ethvert forsøg på at opdage hvordan denne Sonaringtons fremgangsmåde fungerer, er dømt til at mødes med sikker fiasko. Lad den storslåede viden om Jesus fra Nazarets jordiske liv absorberes af jeres sjæl, men det er nytteløst og meningsløst at spekulere, hvordan Mikaels hemmelighedsfulde inkarnation blev udført. Lad os alle glædes i kendskabet og visheden om, at sådanne udførelser er mulige for den guddommelige natur og spild ingen tid på unødige gisninger om teknikken som den guddommelige visdom anvender for at afstedkomme dette fænomen.
20:6.2 (229.1) På en overdragelsesopgave som dødelig fødes en Paradissøn altid af en kvinde og vokser op som et barn af hankøn i verden, såsom Jesus gjorte på Urantia. Disse Sønner af den højeste tjenestes går alle fra barndom gennem ungdom til manddom præcis som et menneske. I ethvert henseende bliver de ligesom de dødelige af den race de fødes ind i. De udfører deres anmodninger til Faderen ligesom børnene i de verdner hvori de tjener. Set fra et materielt synspunkt lever disse menneske-guddommelige Sønner et almindelig liv med en eneste undtagelse: de avler ikke efterkommere i de verdener som de besøger; dette er en universel begrænsning som gælder alle klasser af Paradisets overdragelses Sønner.
20:6.3 (229.2) Så som Jesus arbejdede i jeres verden som en tømrer søn, således arbejder andre Paradissønner i forskellige opgaver på deres overdragelsesplaneter. I kan næppe tænke jer en beskæftigelse som ikke allerede er udøvet af nogen Paradissøn under forløbet af hans overdragelse til nogen af tidens evolutionære planeter.
20:6.4 (229.3) Når en overdragelses Søn har tilegnet sig erfaringen i at leve det jordiske liv, når han har opnået perfekt harmoni med sin indre Retter, da påbegynder han den del af sin planetariske opgave som er beregnet til at oplyse hans dødelige brødres sind og inspirere deres sjæle. Som lærere helligere disse Sønner sig udelukkende til den åndelige oplysning af de dødelige racer i de verdner som de besøger.
20:6.5 (229.4) Selvom Mikaelernes og Avonalernes overdragelser i dødelig karrierer er sammenlignelige i de fleste henseender, så er de ikke i alle henseender identiske: Aldrig forkynder en Administratorsøn: ”Den som har set Sønnen han har set Faderen”, som jeres Skabersøn gjorte da han var på Urantia i kødelig form. men en overdraget Avonalsøn forkynder: Den som har set mig har set Guds Evige Søn.” Administratorsønnerne stammer ikke direkte fra den Universelle Fader, de inkarnerer heller ikke underlagt Faderens vilje; altid overdrager de sig selv som Paradissønner underlagt den Evige Søns vilje.
20:6.6 (229.5) Når overdragelses Sønnerne - Skaber- eller Administratorsønnerne - træder ind gennem dødens porte åbenbarer de sig igen på den tredje dag. Men i burde ikke underholde jer med ideen om, at de altid møder den tragiske slutning som jeres Skabersøn mødte, da han for nittenhundrede år siden besøgte jer i jeres verden. Den specielle og usædvanlige grusomme oplevelse som Jesus fra Nazaret gennemgik, har ført til at Urantia lokalt er blevet kendt som ”korsets verden”. Det er ikke nødvendigt at en Guds Søn gives en sådan umenneskelig behandling, og et omfattende flertal af planeterne har givet dem en hensynsfuld modtagelse og tilladt dem at afslutte deres jordiske karriere, afslutte tidsalderen, dømme de sovende overlevende og indlede en ny domsperiode uden at pålægge dem en voldsom død. En overdragelses Søn må møde døden, må gennemgå hele den virkelige erfaring som verdnernes dødelig gør, men den guddommelige plan kræver ikke, at denne død enten er voldsom eller usædvanlig.
20:6.7 (229.6) Når overdragelses sønnen ikke dræbes med vold, giver de frivilligt deres liv op og går gennem dødens porte, ikke for at tilfredsstille kravet om ”streng dom” eller ”guddommelig vrede”, men snarere for at afslutte overdragelsen, ” at tømme bægeret” fra inkarnationskarrieren og personlig erfaring af alt det, som udgør et skabt væsens liv, som det leves på planeterne i jordisk tilværelse. Overdragelsen er nødvendig for planeterne og universet, og den fysiske død er ingenting mere end en nødvendig del af en overdragelsesopgave.
20:6.8 (230.1) Når inkarnationen som dødelig er afsluttet fortsætter Avonalen som har udført tjenesten til Paradiset, modtages af den Universelle Fader, returnerer til lokaluniverset for sin opgave og modtager Skabersønnens anerkendelse. Derefter sender overdragelses Avonalen og Skabersønnen deres forenede Sandhedens Ånd ud for at virke i hjerterne på overdragelsesverdens dødelige racer. I de foregående tidsaldre før lokaluniversets suverænitet er dette begge Sønners fælles ånd, iværksat af den Skabende Ånd. Den adskiller sig noget fra den Sandhedens Ånd som kendetegner de lokale universers tidsaldre efter en Mikaels syvende overdragelse.
20:6.9 (230.2) Efter at en Skabersøns afsluttende overdragelse er fuldend forandres naturen hos den Sandhedens Ånd som tidligere var sendt til alle Overdragelses Avonalernes verdener i dette lokalunivers: den bliver mere bogstavelig den suveræne Mikaels Ånd. Dette fænomen sker i takt med at Sandhedens Ånd frigøres til tjeneste på planeten for Mikaels overdragelse i dødelig form. Derefter vil hver verden, som har får æren af en Administrator Søns overdragelse, modtage den samme åndelige Talsmanden fra den syvfoldige Skabersøn, i samarbejde med den pågældende Administrator Søns, som den ville have fået, hvis lokaluniversets Hersker personlig havde inkarneret som dets Overdragelses Søn.
20:7.1 (230.3) Disse højst personlige og højst åndelige Paradissønner er skabt af Paradistreenigheden. De er kendt i Havona som Daynalernes klasse. I Orvonton er de registrerede som Treenighedens Undervisende Sønner, således navngivet på grund af deres herkomst. I Salvington kaldes de blandt andet Paradisets Åndelige Sønner.
20:7.2 (230.4) De Undervisende Sønners antal er konstant stigende. Meddelelsen om den seneste universelle folketælling angav antallet af disse Treenighedssønner som virker i centraluniverset og i superuniverserne til noget over enogtyve milliarder, og dette inkluderer ikke Paradisets reserver, som omfatter over en tredjedel af alle de Treenighedens Undervisende Sønner som eksisterer.
20:7.3 (230.5) Daynalernes klasse af Sønner er ikke en organisk del af lokaluniversernes eller superuniversernes forvaltning. Dets medlemmer er hverken skabere eller genoprettere, hverken dommere eller herskere. De beskæftiger sig ikke ret meget med administrationen af universet som med moralsk oplysning og åndelig udvikling. De er universelle undervisere, som helligere sig til den åndelige opvækkelse og moralske ledelse af alle verdner. Deres virke er intimt forbundet med de skabende væseners opstigning til Paradiset som den Uendelige Ånds personligheder står for og er tæt associeret med.
20:7.4 (230.6) Disse Treenighedens Sønner tager del af den kombinerende natur hos alle Paradisets tre Guddomme, men i Havona synes de mere at afspejle den Universelle Faders væsen. I superuniverserne ser de ud til at spejle den Evige Søns væsen, mens de i de lokale skabelser synes at fremvise den Uendelige Ånds karaktertræk. I alle universerne er de indbegrebet af tjeneste og repræsenterer visdommens gode omdømme.
20:7.5 (230.7) I modsætning til deres Paradisbrødre - Mikaelerne og Avonalerne, får Treenighedens Undervisende Sønner ingen forberedende træning i centraluniverset. De sendes direkte til superuniversernes hovedkvarter og forordnes derfra til tjeneste i et lokalunivers. I deres tjeneste til disse evolutionære verdner udnytter de Skabersønnens og de med ham associerede Administrator sønners kombinerede åndelig indflydelse, for Daynalerne har ingen åndelig trækningskraft i sig selv.
20:8.1 (231.1) Paradisets Åndelige Sønner er enestående væsener med Treenighedsoprindelse og Treenighedens eneste væsener som er så fuldstændigt forbundet med forvaltningen af universer med dobbelt oprindelse. De er kærligt hengiven til uddannelses tjeneste af dødelige væsener og de lavere klasser af åndelige væsener. De begynder deres arbejde i lokalsystemerne, og i overensstemmelse med erfaring og resultat befordres de indad via tjeneste i konstellationerne til det højeste arbejde i den lokale skabelse. Når de har fået deres certifikater kan de blive åndelige ambassadører som repræsenterer lokaluniverset hvor de har tjent.
20:8.2 (231.2) Det nøjagtige antal Undervisende Sønner i Nebadon kender jeg ikke; der er mange tusinde af dem. Mange af afdelingslederne i Melkisedek-skolerne hører til denne klasse, mens det kombinerede personale i det regulære konstituerede Universitet i Salvington omfatter over hundredetusinde herunder disse sønner. Store antal er stationerede i de forskellige verdener for morontiauddannelse, men de er ikke kun engageret i de dødeliges åndelige og intellektuelle fremskridt; de beskæftiger sig ligeledes med at instruere serafvæsener og andre indfødte i de lokale skabelser. Mange af deres assistenter er væsener som er hentet fra rækkerne af de treenigede skabte væsener.
20:8.3 (231.3) De Undervisende Sønner udgør lærerstaben som administrerer alle eksaminationer og udfører alle test som kvalificerer og certificerer for alle underordnede faser af universtjeneste, fra opgaver som vagtpost til stjerneforsker. De leder en lang tidsalders træningsuddannelse som strækker sig fra de planetariske kurser op til Visdommens Højskole i Salvington. Anerkendelse af udført stræben og opnået resultat gives alle opstigende dødelige eller ambitiøse keruber, som gennemfører deres eventyr i visdom og sandhed.
20:8.4 (231.4) Alle Guds Sønner i alle universer stå i taknemlighedsgæld til disse stædige trofaste og universelle effektive Treenighedens Undervisende Sønner. De er alle åndepersonligheders ophøjede lærere, ja endda selve Guds Sønners prøvede og sande lærere. Men om de endeløse detaljer i de Undervisende Sønners pligter og funktioner kan jeg næppe instruere jer. Det vidtstrakte område for Daynalsønnernes aktiviteter vil bedre kunne forstås på Urantia, når I er mere avancerede i forståelse, og efter at den åndelige isolering af jeres planet er afsluttet.
20:9.1 (231.5) Når forløbet af begivenheder på en evolutionær verden angiver, at tiden er moden for at indlede en åndelig tidsalder melder Treenighedens Undervisende Sønner sig altid for denne tjeneste. I kender intet til denne klasse af Sønner, for Urantia har aldrig oplevet en åndelig tidsalder, et årtusinde af kosmisk oplysning. De Undervisende Sønner besøger imidlertid selv nu jeres verden med det formål at formulere planer vedrørende deres påtænkte ophold på jeres sfære. De vil være klar til at komme på Urantia efter at dets indbyggere har opnået en relativ befrielse fra deres dyriske snærende bånd og materialismens lænker.
20:9.2 (231.6) Treenighedens Undervisende Sønner har intet at gøre med afslutningen af de planetariske domsperioder. De dømmer hverken de døde eller omdanner de levende, men på hver planetarisk opgave ledsages de af en Administratorsøn som udfører disse tjenester. Undervisende Sønner er fuldstændig fokuseret på indvielsen af en åndelig tidsalder, på tærsklen af de åndelige realiteters æra på en evolutionær planet. De virkeliggør de åndelige modstykker til materiel kundskab og tidsbunden visdom.
20:9.3 (232.1) De Undervisende Sønner forbliver sædvanligvis på deres besøgsplaneter i tusinde år af planetarisk tid. En Undervisende Søn leder det planetariske tusindårsrige og han assisteres af halvfjerds medarbejdere af sin klasse. Daynalerne inkarnerer ikke eller på anden måde, materialiserer sig for at synliggøre sig for materielle væsener; derfor opretholdes kontakt med den verden som besøges gennem de Lysende Aftenstjerners aktiviteter. De er personligheder fra lokaluniverset som er associerede med Treenighedens Undervisende Sønner.
20:9.4 (232.2) Daynalerne kan vende tilbage mange gange til en beboet verden, og efter deres sidste mission bliver planeten overført i etableret status som en lysets og livets sfære, det evolutionære mål for alle af de dødelige beboede verdner i den nuværende universtidsalder. De Dødeliges Finalitkorps har meget at gøre med de sfærer som er etableret i lys og liv, og deres aktiviteter tangerer de Undervisende Sønners virke. Faktisk er hele klassen af Daynal sønner tæt forbundet med alle faser af finalit aktiviteter i tidens og rummets evolutionære skabelser.
20:9.5 (232.3) Treenighedens Undervisende Sønner synes at være så fuldstændigt identificeret med programmet for de dødeliges fremgang under de tidligere stadier af den evolutionære opstigning, at vi ofte er forledt til at spekulere vedrørende deres mulige association med finaliterne under de fremtidige universers uåbenbarede livsstadier. Vi observerer, at superuniversernes administratorer er delvis Treenighedsoprindelses personligheder og delvis Treenighedsomfavnende opstigende evolutionære væsener. Vi er overbevist om, at de Undervisende Sønner og finaliterne nu er engageret i at erhverve sig erfaring af samarbejde i tiden, hvilket kan tænkes at være den indledende træning som forbereder dem til tæt samarbejde i en eller anden uåbenbarede fremtidige skæbne. På Uversa mener vi, at når superuniverserne til sidst er etableret i lys og liv, så vil disse Paradisets Undervisende Sønner, som så grundigt har lært problemerne at kende i de evolutionære verdner og som så længe har været forbundet med de evolutionære dødeliges karriere, sandsynligvis vil blive overført til evig forening med Paradisets Finalitkorps.
20:10.1 (232.4) Alle Guds Paradissønner er guddommelige i deres oprindelse og væsen. Hver Paradissøns arbejde på vegne af hver verden er præcis som om den tjenende Søn var Guds første og eneste Søn.
20:10.2 (232.5) Paradissønnerne er en guddommelig præsentation for tidens og rummets domæner af den aktive natur hos Guddommens tre personligheder. Skabersønnerne, Administratorsønnerne og de Undervisende Sønner er de evige Guddommes gave til menneskebørnene og til alle andre af universets skabte væsener med opstigningspotentiale. Disse Guds Sønner er de guddommelige tjenere som uophørligt helligere sig til arbejdet med at hjælpe tidens væsener til at nå evighedens høje åndelige mål.
20:10.3 (232.6) I Skabersønnerne forenes den Universelle Faders kærlighed med den Evige Søns barmhjertighed og åbenbares for lokaluniverserne i Mikaelernes skabende kraft, kærlig tjeneste og forståelsesfuld suverænitet. I Administratorsønnerne åbenbares den Evige Søns barmhjertighed, i forening med den Uendelige Ånds tjeneste, for de evolutionære domæner i karrieren af de dømmende, tjenende og overdragende Avonaler. I Treenighedens Undervisende Sønner koordineres de tre Paradisguddommes kærlighed, barmhjertighed og tjeneste på tidens og rummets højeste værdiniveauer og de præsenteres for universerne som levende sandheder, guddommelig godhed og sand åndelig skønhed.
20:10.4 (233.1) I lokaluniverserne samarbejder disse klasser af Sønner for at fremkalde en åbenbarelse af Paradisets Guddomme til de skabte væsener i rummet: Som Fader for et lokalunivers afspejler en Skabersøn den uendelige karakter hos den Universelle Fader. Som barmhjertighedens overdragelses Sønner åbenbarer Avonalerne den uforlignelige karakter af den Evige Søns uendelige medfølelse. Som de opstigende personligheders sande lærere afslører Treenighedens Daynal sønner den Uendelige Ånds lærerpersonlighed. I deres guddommelige perfekte samarbejde medvirker Mikaelerne, Avonalerne og Daynalerne til virkeliggørelsen og åbenbaring af Gud den Højestes personlighed og suverænitet i og for universerne i tid og rum. I harmonien mellem deres treenige aktiviteter fungerer disse Guds Paradissønner altid i fortroppen af Guddommens personligheder, når de følger den uophørlige ekspansion af guddommeligheden hos den Første Store Kilde og Center fra den evige Paradis Ø ind i rummets ukendte dyb.
20:10.5 (233.2) [Præsenteret af en Visdommens Fuldkommen fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 21
21:0.1 (234.1) Skabersønnerne er skabere af og herskere over lokaluniverserne i tid og rum. Disse universernes skabere og herskere er af dobbelt oprindelse; de legemliggør egenskaberne hos Gud Faderen og Gud Sønnen. Men hver Skabersøn er forskellig fra alle andre; hver og en er enestående i naturen såvel som i personlighed; hver og en er den ”enestefødte søn” af det perfekte guddomsideal som er hans oprindelse.
21:0.2 (234.2) I det umådelige arbejde med at organisere, udvikle og perfektionere et lokalunivers nyder disse høje Sønner altid den Universelle Faders bærende godkendelse. Forholdet mellem Skabersønnerne og deres Paradisfader er rørende og uovertræffeligt. Utvivlsomt er Guddomsforældrenes dybe hengivenhed for deres guddommelige efterkommere kilden til den skønne og næsten guddommelige kærlighed som selv dødelige forældre viser deres børn.
21:0.3 (234.3) Disse primære Paradissønner personaliseres som Mikaeler. Når de begiver sig ud fra Paradiset for at grundlægge deres universer er de kendt som Skaber Mikaeler. Når de er etablerede med højeste autoritet kaldes de Mester Mikaeler. Nogle gange henviser vi til herskeren i jeres univers Nebadon som Kristus Mikael. Altid og for evigt regerer de efter ”Mikaels ordningen”, for Mikael er benævnelsen på den første Søn af deres klasse og art.
21:0.4 (234.4) Den oprindelige eller førstefødte Mikael har aldrig oplevet inkarnation som et materielt væsen, men syv gange har han passeret gennem oplevelsen at som åndeligt væsen at være opsteget på de syv kredse i Havona, avancerende fra de yderste sfærer til den inderste kreds i den centrale skabelse. Mikael klassen kender storuniverset fra dets ene ende til den anden; der findes ingen væsentlig erfaring som tidens og rummets børn har som Mikaelerne ikke personligt har taget del i; de har faktisk del ikke kun i den guddommelige natur men også i jeres natur, i betydningen alle naturer, fra de højeste til de laveste.
21:0.5 (234.5) Den oprindelige Mikael fungerer som ordfører for de primære Paradissønner når de samles til konference i altings centrum. For ikke så lang tid siden registrerede vi i Uversa en universel informationsudsendelse fra en speciel sammenkomst på den evige Ø. Den bestod af hundrede og halvtreds tusinde Skabersønner som var samlet i deres forældres tilstedeværelse for at tage del i overvejelserne om fremgangen i foreningen og stabiliseringen af universernes univers. Dette var en udvalgt gruppe af Hersker Mikaeler, Syvfoldige overdragelses sønner.
21:1.1 (234.6) Når den absolutte åndelige idémæssig helhed i den Evige Søn møder helheden i den absolutte personligheds koncept i den Universelle Fader, når en sådan skabende forening er endelig og helt opnået, når en sådan åndens absolutte identitet og sådan en uendelig enhed af personligheds koncept indtræffer, netop da og der, uden at nogen af de uendelige Guddomme mister noget i spørgsmålet om personlighed eller rettigheder, bliver en ny og oprindelig Skabersøn som et lynglimt til som et fuldt færdigt væsen, den enestefødte Søn af det perfekte ideal og den magtfulde idé, hvis forening resulterer i denne nye magt og perfektion skaberpersonlighed.
21:1.2 (235.1) Hver Skabersøn er den enbårne efterkommende og den eneste som kan fødes ud af den perfekte forening af de oprindelige begreber i de to uendelige, og evige og perfekte sind som tilhører de evigt eksisterende Skabere af universernes univers. Der kan aldrig blive en anden lignende Søn, for hver Skabersøn er det ubetinget, afsluttet og det endelige udtryk og legemliggørelse af alt i hver fase af hvert element i enhver mulighed af enhver guddommelig virkelighed, som gennem al evighed nogensinde kunne findes i, udtrykt af eller udviklet sig fra disse guddommelige skabende potentialer som forenes for at give eksistens til denne Mikael Søn. Hver Skabersøn er absoluttet af de forenede guddomstanker som udgør hans guddommelige oprindelse.
21:1.3 (235.2) Disse Skabersønner guddommelige naturer hidrør i princippet lige meget fra egenskaberne hos begge Paradisforældrene. Alle har del i den guddommelige naturs fylde som karakteriserer den Universelle Fader og i skaberprivilegierne som er typiske for den Evige Søn, men når vi iagttager hvordan Mikaelernes funktioner i praksis omsættes i universerne skelner vi åbenlyse forskelle. En del Skabersønner fremstår mere som Gud Faderen; andre mere som Gud Sønner. For eksempel: Tendensen i administrationen i universet Nebadon antyder at dets Skaber og herskende Søn er en hvis natur og karakter mere ligner den Evige Moder Søn. Det bør yderligere bemærkes, at nogle universer ledes af Paradis Mikaeler som lige meget ligner Gud Faderen og Gud Sønnen. Og disse observationer indebærer på ingen måde nogen kritik; de udgør kun et konstaterende faktum.
21:1.4 (235.3) Jeg kender ikke det eksakte antal eksisterende Skabersønner, men jeg god grund til at tro, at der findes mere end syvhundredtusinde. Vi ved, at der netop findes eksakt syvhundredtusinde Dagenes Forende og at ikke flere skabes. Vi observerer også, at de forordnede planer under den nuværende universtidsaldre ser ud til at angive, at en af Dagenes Forenede skal stationeres i hvert lokalunivers som Treenighedens rådgivende ambassadør. Vi noterer videre, at det stadig stigende antal Skabersønner allerede overstiger det konstante antal Dagenes Forende. Med hvad angår bestemmelsen for Mikaelerne udover de syvhundredtusinde er vi aldrig blevet informeret.
21:2.1 (235.4) Paradisets Sønner af den primære klasse er planlæggere, skabere, bygmestre og administratorer af deres respektive domæner, lokaluniverserne i tid og rum, de grundlæggende skabelsesenheder i de syv evolutionære superuniverser. En Skabersøn få lov til at vælge pladsen i rummet for hans fremtidige kosmiske aktivitet, men inden han må påbegynde selv den fysiske organisering af hans univers må han under en lang observationsperiode studere sine ældre brødres præstationer i forskellige skabelser som er beliggende i det superunivers hvor han planlægger sit forehavende. Og før alt dette har Mikael sønnen fuldført sin lange og unikke erfaring af observation i Paradiset og træning i Havona.
21:2.2 (235.5) Når en Skabersøn afrejser fra Paradiset for at påbegynde eventyret med at bygge et univers, at blive overhoved - praktisk taget Gud - i det lokalunivers som han selv organiserer, da mærker han for første gang, at han er i intim kontakt med, og i mange henseender afhængig af, den Tredje Kilde og Center. Skønt den Uendelige Ånd forbliver hos Faderen og Sønnen i centrum af alting, er han bestemt til at fungere som den faktiske og effektive medhjælper til hver Skabersøn. Derfor ledsages hver Skabersøn af en Skabende Datter til den Uendelige Ånd. Det er det væsen som er bestemt til at blive den Guddommelige Minister, Moderånden i det nye lokalunivers.
21:2.3 (236.1) En Mikael søns afgang ved denne lejlighed frigør for evigt hans skaberprivilegier fra Paradisets Oprindelse og Centre, kun underlagt visse begrænsninger som er forbundet med disse Oprindelser og disse Centres præeksistens og visse andre tidligere kræfter og tilstedeværelser. Disse begrænsninger som kendetegner Univers Faders øvrige almægtige skaberprivilegier er som følger:
21:2.4 (236.2) 1. Energi-materien domineres af den Uendelige Ånd. Før eventuelle nye former for ting, store eller små, kan skabes, inden der kan forsøges nogen nye transformationer af energi-materie, må en Skabersøn forsikre sig om den Uendelige Ånds samtykke og fungerende samarbejde.
21:2.5 (236.3) 2. Mønstre og typer af skabte væsener kontrolleres af den Evige Søn. Inden en Skabersøn kan påbegynde at skabe nogen ny væsentype, ethvert ny mønster for væsener, må han skaffe sig den Evige og Oprindelige Moder-Søns samtykke.
21:2.6 (236.4) 3. Personligheden er planlagt og overdraget af den Universelle Fader.
21:2.7 (236.5) Typer af og mønstre for sind bestemmes af de faktorer i tilværelsen som er forudgående de skabte væsener. Efter at disse er blevet forenet for at udgøre et væsen (personlig eller på anden måde) gives sindet som gave fra den Tredje Kilde og Center, den Universelle kilde i sindets ministerium til alle væsener under Paradis Skaberens niveau.
21:2.8 (236.6) Kontrollen af modeller for og typer af ånd afhænger på deres manifestationsniveau. I sidste analyse kontrolleres åndelige modeller af Treenigheden eller af de åndelige begavelser som Treenighedspersonlighederne - Faderen, Sønnen og Ånden, der går forud for Treenigheden er i besiddelse af
21:2.9 (236.7) Når en sådan perfekt og guddommelig Søn har taget besiddelse af stedet i rummet som han har valgt for sit univers; når begyndelsesproblemer angående materialisationen af universet og opnåelsen af den væsentligste ligevægt er løst; når han har formet en effektiv og samarbejdende fællesskab med sin kompletterende Datter til den Uendelige Ånd - så indleder denne Universsøn og dennes Universånd den forbindelse, som er beregnet til at give oprindelse af utallige skarer af børn til dem i lokaluniverset. I forbindelse med denne begivenhed bliver den Skabende Ånds fokusering af Paradisets Uendelige Ånd ændret i sin natur og tilegner sig de personlige egenskaber af et lokalunivers Moderånd.
21:2.10 (236.8) På trods af, at alle Skabersønner er guddommelige ligesom deres Paradisforældre ligner ingen eksakt hinanden; hver og en er unik, forskellig, enestående og oprindelig såvel i natur som personlighed. Og eftersom de er arkitekter for og beslutningstagerne af livsplanerne i deres respektive riger, garanterer denne forskellighed netop, at deres domæner også bliver forskellige i hver form og fase af levende eksistens som nedstammer fra Mikaelerne og som kan skabes eller senere udvikles der. Derfor er de klasser af væsener som er indfødte i lokaluniverserne meget varieret. Der findes ikke to lokale universer som administreres eller bebos af i alle henseender identiske indfødte væsener med tofoldig oprindelse. Indenfor hver superunivers er halvdelen af deres medfødte egenskaber temmelig ens, værende nedstammende fra de ensartede Skabende Ånder; den anden halvdel variere, værende nedstammende fra de forskelligartede Skabersønner. Men sådan en mangfoldighed karakterisere ikke de skabte væsener som kun nedstammer fra den Skabende Ånd, eller de importerede væsener som er født i centraluniverset eller i superuniverserne.
21:2.11 (237.1) Når en Mikael søn er fraværende fra sit univers ledes dets regering af det første, førstefødte væsen; den Klare Morgenstjerne, lokaluniversets administrerende udøver. Råd og rådgivning fra Dagenes Forende er uvurderlig ved disse tider. Under disse fravær kan en Skabersøn overføre til den associerede Moderånd overvågningen af hans åndelige tilstedeværelse i de beboede verdner og i hjerterne på hans dødelige børn. Og Moderånden i et lokalunivers forbliver altid i dets hovedkvarter. Derfra udstrækker hun sin opfostrende omsorg og åndelig pleje til de fjerneste egne af sådan et evolutionær domæne.
21:2.12 (237.2) En Skabersøns personlig tilstedeværelse i sit lokalunivers er ikke nødvendig for at en etableret materiel skabelse kan fungere smidigt. Disse Sønner kan rejse til Paradiset, og alligevel kredser deres universer videre gennem rummet. De kan lægge magtens tøjler ned for at inkarnere som tidens børn, og alligevel roterer deres riger rundt omkring deres respektive centre. Ingen materiel organisation er uafhængig af grebet Paradisets absolutte tyngdekraft eller af den kosmiske overkontrol som er indbygget i den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.
21:3.1 (237.3) En Skabersøn tildeles et område for et univers med Paradistreenighedens godkendelse og med bekræftelse af den overvågende Mesterånd for det omhandlende superunivers. Denne handling medfører retten til fysisk besiddelse, en kosmisk forpagtningsret. Men ophøjelsen af en Mikael Søn fra dette første og selvbegrænsende stadium af herredømme til det erfaringsmæssige overherredømme af selvfortjent suverænitet er et resultat af hans egne personlige erfaringer af arbejdet med at skabe et univers og gennemføre inkarnationsoverdragelser. Indtil han har opnået overdragelses fortjent suverænitet hersker han som stedfortræder for den Universelle Fader.
21:3.2 (237.4) En Skabersøn kan når som helst hævde fuld suverænitet over sin personlige skabelse, men han vælger klogelig ikke at gøre det. Hvis han, inden han har gennemgået overdragelserne som skabt væsen, påtog sig en ufortjent højeste suverænitet ville Paradispersonlighederne som er bosat i hans lokalunivers trække sig tilbage. Dette er imidlertid aldrig sket nogetsteds i alle tidens og rummets skabelser.
21:3.3 (237.5) Stillingen som Skaber indebærer fuld suverænitet, men Mikaelerne vælger erfaringsmæssigt at tjene den og bevare dermed den fulde deltagelse af alle Paradispersonligheder som er knyttet til lokaluniversets administration. Vi kender ikke til nogen Mikael som nogensinde har gjort anderledes; med de kunne alle gøre det, for de er Sønner med virkelig fri vilje.
21:3.4 (237.6) En Skabersøns suverænitet i et lokalunivers passere gennem seks, måske syv stadier af erfaringsmæssig manifestation. Disse fremtræder i følgende rækkefølge:
21:3.5 (237.7) 1. Indledende stedfortræder suverænitet - den enlige, provisoriske myndighed som udøves af en Skabersøn inden den associerede Skabende Ånd har erhvervet personlige egenskaber.
21:3.6 (237.8) 2. Fælles stedfortræder suverænitet - Paradis parrets forenede styre efter at Universets Moderånd har opnået personlighed.
21:3.7 (238.1) 3. Tiltagende stedfortræder suverænitet - en Skabersøns voksende myndighed under perioden for hans syv overdragelser som skabt væsen.
21:3.8 (238.2) 4. Højeste suverænitet - den etablerede myndighed efter fuldførelsen af den syvende overdragelse. I Nebadon dateres højeste suverænitet sig fra fuldførelsen af Mikaels overdragelse på Urantia Den har eksisteret i kun lidt over nittenhundrede år af jeres planetariske tid.
21:3.9 (238.3) 5. Tiltagende højeste suverænitet - det avancerede forhold som vokser frem af at et flertal af de skabte væseners verdner etableres i lys og liv. Denne fase henfører sig til den uopnåede fremtid i jeres lokalunivers.
21:3.10 (238.4) 6. Trinitarisk suverænitet - som udøves efter at hele lokaluniverset etableres i lys og liv.
21:3.11 (238.5) 7. Uåbenbaret suverænitet - de ukendt forhold i en fremtidens universtidsaldre.
21:3.12 (238.6) I anerkendelse af den indledende stedfortræder suverænitet for et planlagt lokalunivers, aflægger en Skaber Mikael en ed til Treenigheden på, at han ikke antager højeste suverænitet inden de syv overdragelser som skabt væsen er fuldført og blevet bekræftet af superuniversets herskere. Men hvis en Mikael Søn ikke kunne, om han så ville, hævde en sådan ufortjent suverænitet, så ville der ikke være nogen mening i at aflægge en ed på ikke at gøre det.
21:3.13 (238.7) Selv under de tidsaldre som foregår før overdragelserne styrer en Skabersøn sit område næsten i højeste grad, når der ikke findes nogle meningsforskelle i nogen af dets dele. Begrænsninger i herredømme ville næppe vise sig hvis suveræniteten aldrig blev udfordret. Den suverænitet som udøves af en Skabersøn før overdragelserne og i et univers uden oprør, er ikke større end i et univers med oprør; men i det første tilfælde er suverænitetens begrænsninger ikke åbenbaret; i det senere tilfælde er de det.
21:3.14 (238.8) Hvis en Skabersøns autoritet eller forvaltning nogensinde er udfordret, angrebet eller bragt i fare, er han evigt forbundet med at opretholde, beskytte, forsvare og om nødvendigt, genvinde sin personlige skabelse. Disse Sønner kan kun besværes eller antastet af væsener som de selv har skabt eller af højere væsener som de selv har valgt. Man kunne konkludere, at det er usandsynligt, at ”højere væsener,” de som har deres oprindelse på niveauer ovenover et lokalunivers, ikke ville forårsage uro for en Skabersøn, og det er sandt. Men de kan hvis de vælger at gøre det. Dyd er viljebestemt i personligheden; retfærdigheden er ikke automatisk i skabte væsener med fri vilje.
21:3.15 (238.9) Før fuldførelsen af overdragelses karrieren regerer en Skabersøn med visse selvpåtaget begrænsninger i suveræniteten, men efter sin afsluttede overdragelsestjeneste, regerer han i kraft af sin faktiske erfaring i sine mangfoldige skabte væseners form og billede. Når en Skaber syv gange har aflagt besøgt hos sine skabte, når overdragelses karrieren er afsluttet, så er han i højeste grad etableret i sin autoritet i universet; han er blevet en Mestersøn, en suveræn og højeste hersker.
21:3.16 (238.10) Fremgangsmåden for at opnå højeste suverænitet i et lokalunivers består af følgende syv erfaringsmæssige trin:
21:3.17 (238.11) 1. At erfaringsmæssigt at trænge sig ind i syv væsen eksistensniveauer gennem teknikken for inkarneret overdragelse i selve den skikkelse som væsenerne på det omhandlende niveau er.
21:3.18 (238.12) 2. At erfaringsmæssigt at indvie sig til hver fase i Paradisguddommens syvfoldige vilje således som den personificeres i de syv Herskerånder.
21:3.19 (239.1) 3. At gennemgå hver og en af de syv erfaringen på de skabtes niveauer samtidigt med udførelse af en af de syv indvielser til Paradisguddommens vilje.
21:3.20 (239.2) 4. At på hvert væsenniveau, erfaringsmæssigt, at portrætterer højdepunktet af væsen livet for Paradisguddommen og alle universet intelligenser.
21:3.21 (239.3) 5. At på hvert væsenniveau, erfaringsmæssigt, at åbenbare en fase af Guddommens syvfoldige vilje for overdragelsesniveauet og for hele universet.
21:3.22 (239.4) 6. At erfaringsmæssigt at forene den syvfoldige væsen erfaring med den syvfoldige erfaring af helligelsen til åbenbarelsen af Guddommens væsen og vilje.
21:3.23 (239.5) 7. At opnå et nyt og højere forhold til det Højeste Væsen. Eftervirkningen af hele denne Skabers og skabtes erfaring forstærker Gud den Højestes superunivers virkelighed og den Almægtige Højestes suverænitet i tid og rum samt virkeliggør den høje suverænitet i et lokalunivers for en Paradis Mikael.
21:3.24 (239.6) I fastsættelsen om suverænitet i et lokalunivers demonstrerer Skabersønnen ikke kun sin egen duelighed i at regere men åbenbarer også Paradisguddommenes natur og portrætterer deres syvfoldige holdning. Dette er den begrænsede forståelse og de skabtes påskønnelse af Faders overhøjhed, som det drejer sig om, når Sønnen i sit eventyrlige foretagende nedstiger for at påtage sig sine skabte væseners form og erfaring. Disse primære Paradissønner er de virkelige åbenbarer af Faderens kærlige væsen og godtgørende myndighedt, den samme Fader som sammen med Sønnen og Ånden er det universelle overhovedet for al magt og personlighed og alle regeringer overalt i alle universelle riger.
21:4.1 (239.7) Der findes syv grupper af Skabersønner, som overdrager sig. De grupperes i henhold til det antal gange de har overdraget sig til de skabte i deres verdner. De strækker sig fra dem med den første erfaring op gennem yderligere fem sfærer af progressiv overdragelse til de opnår den syvende og afsluttende episode i den skabtes og Skaberens erfaring.
21:4.2 (239.8) Avonalernes overdragelser sker altid i kødelige væseners skikkelse, men en Skabersøns syv overdragelser indebær at han fremkommer på syv af de skabtes væsenniveauer og gælder åbenbarelsen af de syv primære udtryk for Guddommens vilje og væsen. Uden undtagelse gennemgår alle Skabersønner dette at de syv gange giver sig selv til deres skabte børn inden de påtager sig etablering og højeste beslutningsret i de universer som de selv har skabt.
21:4.3 (239.9) Selv om disse syv overdragelser varierer i forskellige sektorer og universer inkluderer de altid eventyret med overdragelsen i dødelig form. Ved den afsluttende overdragelse fremstår en Skabersøn som medlem af en af de dødeliges højere racer i en eller anden beboet verden, sædvanligvis som medlem af den gruppe som har fået den største mængde arvelige egenskaber fra Adams slægt, som tidligere var importeret for at forbedre den fysiske tilstand for folk med oprindelse i dyreriget. Kun en gang under hans syvfoldige karrierer som overdragelses Søn fødes en Paradis Mikael af en kvinde, som I har beskrivelse om barnet i Betlehem. Kun en gang lever og dør han som medlem af den laveste klasse af evolutionære viljevæsener.
21:4.4 (239.10) Efter hver overdragelse stiger en Skabersøn op til ”Faderens højre side” for der at modtage Faderens godkendelse af overdragelsen og for at få instruktioner i forberedelse til det efterfølgende forløb i universtjeneste. Efter den syvende og afsluttende overdragelse modtager en Skabersøn af den Universelle Fader højeste autoritet og domsmyndighed i sit univers.
21:4.5 (240.1) Det er dokumenteret, at den guddommelige Søn som senest fremstod på jeres planet var en Paradisets Skabersøn som havde fuldført seks faser af sit overdragelses livsforløb; derfor kunne han, da han opgav det bevidste greb om sit inkarnerede liv på Urantia, sandelig sige, hvilket han også gjorte: ” Det er fuldbyrdet.” Det var bogstaveligt fuldbyrdet. Hans død på Urantia afsluttede hans overdragelses livsforløb; det var det sidste skridt i opfyldelsen af en Paradisets Skabersøns hellige ed. Og når denne erfaring er erhvervet er disse Sønner højeste herskere i universet; de hersker ikke længere som Faderens stedfortrædere men med egen ret og i eget navn som ”Kongernes Konge og Herrernes herre”. Med visse angivne undtagelser er disse syvfoldige Overdragelses Sønner de ubetinget højeste i de universer, hvor de har deres bolig. Vedrørende hans lokalunivers er ”al magt i himlen og på jorden” overgivet til denne sejrende og tronende Mestersøn.
21:4.6 (240.2) Efter at de har afsluttet deres overdragelses livsforløb regnes Skabersønnerne som en særskilt klasse: de syvfoldige Mestersønner. I deres person er Mestersønnerne identiske med Skabersønnerne, men de har gennemgået en så unik overdragelses oplevelse at de almindeligvis anses for at tilhøre en anden klasse. Når en Skaber værdiges for at gennemføre en overdragelse, bliver følgen en virkelig og bestående forandring. Det er sandt at overdragelses sønnen vedvarende og ikke desto mindre er en Skaber, men han har lagt et skabt væsens erfaring til sin natur, hvilket for evigt flytter ham fra en Skabersøns guddommelige niveau og ophøjer ham til det erfaringsmæssige niveau for en Mestersøn, en som fuldt har fortjent retten til at herske over et univers og administrere dets verdener. Sådanne væsener legemliggøre alt, som kan fås af guddommelige forældre og omslutter alt, som stamme fra at få erfaring som fuldbyrdet skabt væsen. Hvorfor skulle mennesker begræde deres ydmyge oprindelse og deres påtvungne evolutionære karriere, når selveste Guderne må gå gennem en tilsvarende erfaring inden de regnes som erfaringsmæssigt værdige og kompetente for til sidst og helt at herske over deres universdomæner!
21:5.1 (240.3) En Mester Mikaels styrke er ubegrænset, fordi den stammer fra oplevet association med Paradistreenigheden og ubestridt, fordi den stammer fra faktisk erfaring som selve de væsener, der er underlagt denne selvsamme myndighed. En syvfoldig Skabersøns suverænitet er højest i sin natur fordi den:
21:5.2 (240.4) 1. Omfavner Paradisguddommens syvfoldige synsvinkel.
21:5.3 (240.5) 2. Indbefatter den syvfoldige holdning hos tidens og rummets skabte væsener.
21:5.4 (240.6) 3. Perfekt syntetiserer Paradisets attitude og de skabtes synsvinkel.
21:5.5 (240.7) Denne erfaringsmæssige suverænitet indeholder således hele Gud den Syvfoldiges guddommelighed, som kulminerer i det Højeste Væsen. En syvfoldig Søns personlige suverænitet er ligesom den en gang afsluttet Højeste Væsens fremtidige suverænitet og omfatter således det største mulige indhold af Paradistreenighedens magt og myndighed, som kan komme til udtryk indenfor de pågældende tid-rum grænser.
21:5.6 (240.8) Når en Mikael Søn opnår højeste suverænitet i lokaluniverset forløses han fra kraften og muligheden til under den nuværende universtidsaldre, at skabe helt nye typer af væsener. Men en Mestersøns tab af kraft til at grundlægge helt nye klasser af væsener indvirker på ingen måde på arbejdet med livs udformningen som allerede er etableret og som befinder sig i udviklingsprocessen; dette enorme program for universets evolution fortsætter uden afbrydelse eller indskrænkning. Når en Mestersøn opnår højeste suverænitet medfører dette ansvaret for personlig hengivelse til at fostre og administrere det, som allerede er formet og skabt og det som senere vil blive produceret af dem, som dertil er blevet formet og skabt. Med tiden kan det fremkomme en næsten endeløs udvikling af forskellige væsener, men ingen helt nye mønstre eller typer af intelligente væsener vil herefter få sin begyndelse direkte fra en Mestersøn. Dette er det første skridt, begyndelsen på en stabiliseret administration i hvert lokalunivers.
21:5.7 (241.1) Ophøjelsen af en syvfoldig overdragelses søn til ubestridt suverænitet i hans univers betyder, begyndelsen på enden af en årelang usikkerhed og relativ forvirring. Efter denne begivenhed, kommer det som ikke engang kan åndeliggøres til slut vil blive opløst og at det som ikke engang kan koordineres med kosmisk virkelighed til slut vil blive ødelagt. Når forrådet af endeløs barmhjertighed og unævnelig tålmodighed er udtømt i en anstrengelse til at vinde viljevæsnernes loyalitet og hengivenhed i verdnerne, da tager ret og retfærdighed over. Det som barmhjertighed ikke kan rehabilitere, det vil retfærdigheden til sidst tilintetgøre.
21:5.8 (241.2) Mester Mikaelerne er højeste i deres egne lokaluniverser når de en gang er installeret som suveræne herskere. De få begrænsninger som findes for deres styre kommer sig af visse kræfter og personligheders kosmiske præeksistens. I øvrigt er disse Mestersønner højeste i autoritet, ansvar og administrativ magt i deres respektive universer; de er i egenskab af Skabere og Guder højeste i praktisk taget alting. Der findes ingenting udover deres visdom når det gælder funktionerne i et givet univers.
21:5.9 (241.3) Efter sin ophøjelse til stabiliseret suverænitet i et lokalunivers har en Paradis Mikael fuld kontrol over alle andre Guds Sønner som virker indenfor hans domæne, og han kan frit regere i overensstemmelse med hans begreb om behovet i hans verdner. En Mestersøn kan i overensstemmelse med sin vilje ændre på ordningen af de åndelige domskendelser og evolutionære tilpasninger på de beboede planeter. Og disse Sønner udfører og gennemfører deres egne valgte planer i alle sager som gælder specielle planetariske behov, i særdeleshed med hensyn til de verdner som de har besøgt som skabte væsener og endnu mere når det gælder verden for deres afsluttende overdragelse, den planet hvor de har inkarneret i kødelig form.
21:5.10 (241.4) Mestersønnerne ser ud til at stå i fuld kommunikation med deres overdragelses verdner, ikke kun de verdner som de personlig har besøgt men alle verdener hvorpå en Administratorsøn har overdraget sig. Denne kontakt opretholdes af deres egen åndelige tilstedeværelse, Sandhedens Ånd, som de kan ”udgyde over alt kød”. Disse Mestersønner opretholder også en ubrudt kontakt med den Evige Moder-Søn i altings centrum. De besidder en sympatisk forståelse som strækker sig fra den Universelle Fader i det høje til det planetariske livs ydmyge racer i tidens verdner.
21:6.1 (241.5) Ingen kan med endelig autoritet tage sig friheden til at diskutere, hverken naturen hos eller skæbnen for lokaluniversernes syvfoldige Mesterherskere; trods dette spekulerer vi alle meget omkring disse spørgsmål. Vi har lært, og vi tror, at hver Paradis Mikael er det absolutte af de dobbelte guddomsbegreber, som udgør hans oprindelse; således legemliggør han de faktiske faser af den Universelle Fader og den Evige Søns uendelighed. Mikaelerne må være partielle i forhold til den samlede uendelighed, men de er antagelige absolutte i forhold til den del af uendeligheden som berør deres oprindelse. Men som vi observerer deres arbejde i den nuværende universtidsaldre, opdager vi ingen handling, som er mere end finit; al superfinit kapacitet som kan tænkes må være indesluttet i sig selv og endnu uåbenbaret.
21:6.2 (242.1) Fuldførelsen af overdragelses karriere som skabt væsen og ophøjelsen til højeste suverænitet i universet må betyde en afsluttet befrielse af en Mikaels begrænset handling kapacitet, efterfulgt af fremkomsten af kapacitet for mere end begrænset tjeneste. For i denne sammenhæng noterer vi, at disse Mestersønner derefter er begrænset i frembringelsen af nye typer af skabte væsener, en begrænsning som utvivlsomt er nødvendiggjort af befrielsen af deres superendelige potentialer.
21:6.3 (242.2) Det er højst sandsynligt, at disse uafslørede skaberkræfter forbliver indesluttet i sig selv under hele den nuværende universtidsaldre. Men engang i en meget fjern fremtid, bland de nu mobiliserende universer i det ydre rum, tror vi, at forbindelsen mellem en syvfoldig Mestersøn og en syvende stadiets Skabende Ånd kan nå op til absonitte tjenesteniveauer, forenet med fremkomsten af nye ting, betydninger og værdier på transcendentale niveauer af ultimative univers betydning.
21:6.4 (242.3) Således som den Højeste Guddom aktualiseres gennem erfaringsmæssig tjeneste, så opnår Skabersønnerne den personlige realisering af Paradisets guddommeligheds potentialer som findes bundet op i deres uudgrundelige væsen. Da Kristus Mikael var på Urantia sagde han en gang: ”jeg er vejen, sandheden og livet.” Vi tror, at Mikaelerne i evigheden bogstavelig er bestemt til at være ”vejen, sandheden og livet”, for altid lysende og banende vejen for alle universpersonligheder, som den fører fra højeste guddommelighed gennem ultimativ absonitet til evig guddomsendelighed.
21:6.5 (242.4) [Præsenteret af en Visdommens Fuldkommen fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 22
22:0.1 (243.1) DER findes tre grupper af væsener som kaldes Guds Sønner. Foruden de nedstigende og de opstigende klasser af sønner findes der en tredje gruppe som kaldes Guds Treenigede Sønner. Den treenigede klasse af Sønner underinddeles i tre primære inddelinger i overensstemmelse med oprindelsen af de mange typer af personligheder, åbenbarede og uåbenbarede. Disse primære inddelinger er:
22:0.2 (243.2) 1. Guddommens treenigede Sønner.
22:0.3 (243.3) 2. Treenigheden omfavnede Sønner.
22:0.4 (243.4) 3. Skabte væsener treenigede Sønner.
22:0.5 (243.5) Uanset oprindelse, så er erfaringen af at blive treenigede den samme for alle Guds Treenigede Sønner, enten som en del af deres oprindelse eller som en senere opnået erfaring af Treenighedens omfavnelse. De af Guddommens treenigede Sønner forbliver uåbenbarede i disse fortællinger, derfor begrænser denne præsentation sig til en beskrivelse af de resterende to grupper, i særdeleshed de af Treenighedens omfavnede sønner til Gud.
22:1.1 (243.6) Alle af Treenighedens omfavnede sønner er udsprunget af dobbelt eller af enkelt oprindelse, men efter Treenighedens omfavnelse helliger de sig for evigt til Treenighedens tjeneste og opgave. Dette korps, således som det åbenbares og således som det er organiseret for superuniverstjeneste, omfatter syv klasser af personligheder:
22:1.2 (243.7) 1. Mægtige Budbringere.
22:1.3 (243.8) 2. De med Stor Autoritet.
22:1.4 (243.9) 3. De uden Navn og Nummer.
22:1.5 (243.10) 4. Treenigede Vogtere.
22:1.6 (243.11) 5. Treenigede Ambassadører.
22:1.7 (243.12) 6. Himmelske Beskyttere.
22:1.8 (243.13) 7. De Høje Sønners Assistenter.
22:1.9 (243.14) Disse syv grupper af personligheder klassificeres yderligere i overensstemmelse med oprindelse, natur og funktion i tre større inddelinger: Opnåelsens Treenigede Sønner, Udvælgelsens Treenigede Sønner og Perfektionens Treenigede Sønner.
22:1.10 (244.1) Opnåelsens Treenigede Sønner - de Mægtige Budbringere, De med Stor Autoritet og De uden Navn og Nummer - er alle med Retteren fusionerede opstigende dødelige som har nået Paradiset og Finalitkorpset. Men de er ikke finaliter, når de er omfavnet af treenigheden fjernes deres navne fra navnelisten på finaliterne. De nye sønner af denne klasse gennemgår specifikke træningskurser under relative korte perioder på Havona kredsløbenes hovedkvarterplaneter under ledelse af Dagenes Evige. Derefter anvises de til tjeneste hos Dagenes Ældste i de syv superuniverser.
22:1.11 (244.2) Udvælgelsens Treenigede Sønner omfatter de Treenigede Vogtere og de Treenigede Ambassadører. De rekrutteres blandt visse evolutionære serafer og forvandlede mellemvæsener som gennemrejst Havona og opnået Paradiset, såvel som blandt nogle af de med Ånden-fusionerede og de med Sønnen-fusionerede dødelige, som ligeledes er steget op til den centrale Ø af Lys og Liv. Efterfølgende deres omfavnelse af Paradistreenigheden og efter en kort træningsperiode i Havona overføres de til Dagenes Ældstes domstole.
22:1.12 (244.3) Perfektionens Treenigede Sønner. De Himmelske Beskyttere og deres ligestillede, de Høje Sønners Assistenter, udgør en unik gruppe af to gange treenigede personligheder. De er skabte væsener treenigede sønner af Paradis-Havona personligheder eller til perfektioneret opstigende dødelige som længe har udmærket sig i Finalitkorpset. Efter tjeneste hos de Syv Mesterånders Højeste Udøvere og efter at have tjent under Treenighedens Undervisende Sønner treeniggøres (omfavnede) en del af disse af skabte væsener treenigede sønner på ny af Paradistreenigheden og overdraget siden til Dagenes Ældstes domstole som Himmelske Beskyttere og som de Høje Sønners Assistenter. Perfektionens Treenigede Sønner anvises direkte til superuniverstjeneste uden yderligere træning.
22:1.13 (244.4) Vores medarbejdere med treenighedsoprindelse - Visdommens Fuldkomne, Guddommelige Rådgivere og Universelle Censorer - er et fast antal, men de af Treenigheden omfavnede sønner vokser stadig i antal. Alle syv klasser af treenighedsomfavnede sønner er bestilt som medlemmer i styret for et af de syv superuniverser, og antallet i tjeneste i hvert superunivers er nøjagtigt det samme; ikke en er endnu blevet tabt. Væsener som omfavnes af Treenigheden er aldrig gået på afveje, de kan tilfældigt snuble, men ikke en af dem er endnu blevet dømt for foragt for superuniversernes regeringer. Opnåelsens Sønner og Udvælgelsens Sønner har aldrig vaklet i deres tjeneste i Orvonton, men Perfektionens Treenigede Sønner har nogle gange fejlet i bedømmelse og derved forårsaget forbigående forvirring.
22:1.14 (244.5) Under ledelse af Dagenes Ældste fungerer alle syv klasser i stor udstrækning som selvstyrende grupper. Omfanget af deres tjeneste er vidtstrakt. Perfektionens Treenigede Sønner forlader ikke superuniverset for deres forehavende, men deres treenigede medarbejdere gennemstrejfer storuniverset og færdes fra tidens og rummets evolutionære verdner til Paradisets evige Ø. De kan fungere i hvilket som helst superunivers, men de gør det altid som medlemmer af superregeringen for deres oprindelige forehavende.
22:1.15 (244.6) Tilsyneladende er de af Treenighedens omfavnede Sønner permanent udnævnt til tjeneste i de syv superuniverser; denne stationering gælder med sikkerhed for hele den nuværende universtidsalder, men vi er aldrig blevet informeret om at den skulle vare for evigt.
22:2.1 (245.1) Mægtige Budbringere tilhører opstigningsgruppen af Treenigede Sønner. De er en klasse af fuldkomne dødelige som er oprørs testet eller deres personlige loyalitet på anden måde er afprøvet; alle har gennemgået en eller anden definitive test i universets troskab. På et eller andet tidspunkt under deres opstigning til Paradiset stod de fast og loyale på trods af deres overordnedes illoyalitet, og en del fungerede aktivt og loyalt i stedet for sådanne upålidelig ledere.
22:2.2 (245.2) Med disse personlige kendsgerninger af troskab og hengivenhed passerede disse opstigende dødelige med strømmen af tidens pilgrimme gennem Havona. De når Paradiset, gradueres derfra og optages i Finalitkorpset. Derefter treenigedes de i Paradistreenighedens hemmelige omfavnelse og forordnes derefter til at forene sig med Dagenes Ældste i administrationen af de syv superuniversers regeringer.
22:2.3 (245.3) Hver opstigende dødelig med oprørserfaring, som fungerer loyalt overfor oprøret er bestemt til slut, at blive en Mægtig Budbringer i superuniverstjenesten. Det samme gælder for hvert opstigningsvæsen som effektivt forhindrer sådanne omvæltninger af vildfarelse, ondskab og synd; for handling, som udset til at forhindre oprør eller afstedkomme højere former af loyalitet i en univers krise anses som værende af større værdi end loyalitet overfor et faktisk oprør.
22:2.4 (245.4) De ældre Mægtige Budbringere vælges blandt de fra tid og rum opstigende dødelige som var blandt de første som ankom til Paradiset, mange som har gennemrejst Havona på Grandfandas tid. Men den første treeniggørelse af Mægtige Budbringere blev ikke gennemført før kandidatkorpset bestod af repræsentanter fra hvert og et af de syv superuniverser. Og den sidste gruppe af disse klasser som kvalificerede sig i Paradiset omfatter opstigende pilgrimme fra lokaluniverset Nebadon.
22:2.5 (245.5) Mægtige Budbringere omfavnes af Paradistreenigheden i klasser af syvhundredtusinde, et hundredtusinde for stationering i hvert superunivers. Næsten en billion Mægtige Budbringere er forordnede til Uversa, og der er al mulig grund til at tro, at antallet som tjener i hver og et af de syv superuniverser er nøjagtig det samme.
22:2.6 (245.6) Jeg er en Mægtig Budbringer, og det kan interessere Urantianerne at vide, at min følgeledsager og medarbejder under min erfaring som dødelig også var sejrrig i den store test og at vi, på trods af mange gange og lange perioder var adskilte under den årelange opstigning indad mod Havona, blev omfavnede i samme gruppe af syvhundredtusinde og at vi tilbragte tiden på rejsen gennem Vicegerington i tæt og kærlig forhold med hinanden. Vi fik til sidst vores aftale og blev sammen sendt til Uversa i Orvonton, og vi sendes ofte sammen for at udføre opgaver som fordrer to Budbringers tjeneste.
22:2.7 (245.7) Mægtige Budbringere tildeles, ligesom alle treenighedsomfavnede sønner, til alle faser af aktiviteter i superuniverserne. De opretholder konstant kontakt med deres hovedkvarter gennem superuniversets afspejlingstjeneste. Mægtige Budbringere tjener i alle sektorer af et superunivers og udfører ofte opgaver i de lokale universer og endda i de enkelte verdner, således som jeg gør i dette tilfælde.
22:2.8 (245.8) I superuniversernes domstole virker Mægtige Budbringere som forsvarere af både individer og planeter, når disse kommer op for domskendelse; de hjælper også Dagenes Fuldkomne med at lede driften i de større sektorer. Som gruppe, er deres hovedsaglige opgave, at virke som observatører i superuniverserne. De er stationerede som Dagenes Ældstes officielle observatører i forskellige hovedkvarters verdner og på de enkelte planeter af betydning. Således udsendt tjener de også som rådgivere for de myndigheder som styrer forholdene på de sfærer som de besøger. Budbringerne tager aktivt del i alle faser af planen for de dødeliges progressive opstigning. Sammen med deres medarbejdere af dødelig oprindelse holder de superregeringerne i tæt og personlig kontakt med status og fremgangen i Guds nedstigende Sønners planer.
22:2.9 (246.1) Mægtige Budbringere er fuldt bevidste om hele deres karrierer som opstigende, og det er derfor, at de er så anvendelige og sympatiske ministre, forståelsesfulde budbringere, for tjeneste på enhver verden i rummet og for hvert væsen i tiden. Så snart I er befriet fra den fysiske krop kommer I til at kommunikere frit og forståeligt med os, for vi nedstammer fra alle racer i alle evolutionære verdner i rummet, dvs. fra de dødelige folkeslag hvis medlemmer bebos og senere fusioneres med Tankerettere.
22:3.1 (246.2) De med Stor Autoritet, den anden gruppe af Opnåelsens Treenigede Sønner, er alle med Retteren fusionerede væsener med dødelig oprindelse. De er perfektioneret dødelige som har udvist udmærket administrativ dygtighed og vist sig usædvanlig geniale som udøvere gennem deres lange opstigende karriere. De udgør eliten i evnen til at regere blandt de overlevende dødelige fra rummet.
22:3.2 (246.3) Halvfjerds tusinde af De med Stor Autoritet er treenigede ved hver treenighedsforbindelse. Selvom lokaluniverset Nebadon er en relativ ung skabelse findes disse repræsentanter blandt en for nylig treenigede gruppe af denne klasse. I Orvonton findes nu over ti milliarder forordnede af disse dygtige administratorer. Ligesom alle andre adskilte klasser af himmelske væsener opretholder de deres eget hovedkvarter i Uversa, og ligesom hos de andre treenighedsomfavnede sønner, fungere deres reserver i Uversa som den centrale bestyrelses organisation for deres klasse i Orvonton.
22:3.3 (246.4) De med Stor Autoritet er administratorer uden begrænsning. De er Dagenes Ældstes allestedsnærværende og altid effektive udøvere. De tjener på hver sfære, på hver beboet planet og i hver fase af aktivitet i hvert og et af de syv superuniverser.
22:3.4 (246.5) Mens de besidder superb administrativ visdom og usædvanlig udøvende dygtighed, påtager disse lysende væsener sig at udtrykke årsagen til retfærdighed på vegne af superuniversets domstole, de støtter udøvelsen af retfærdighed og tilretter uoverensstemmelser i de evolutionære universer. Hvis I derfor nogensinde skulle blive stævnet for fejlbedømmelse under jeres opstigning til de verdener og sfærer som hører til jeres forordnede kosmiske fremgang, så er det næppe sandsynligt at I vil lide uretfærdighed siden jeres anklagere ville være tidligere opstigende væsener som personlig er bekendt med hver trin i det livsforløb I har gennemgået og gennemgår.
22:4.1 (246.6) De uden Navn og Nummer udgør den tredje og sidste gruppe af Ophøjelsens Treenigede Sønner, de er opstigende sjæle som har udviklet evnen til gudsdyrkelse udover dygtigheden hos alle andre sønner og døtre blandt de evolutionære folkeslag fra tidens og rummets verdner. De har erhvervet sig en åndelig opfattelse om den Universelle Faders evige formål, hvilken relativt set overstiger forståelsen hos de evolutionære væsener med navn og nummer; derfor kaldes de De uden navn og Nummer. Mere nøjagtigt oversat ville deres navn være ” De over Navn og Nummer”.
22:4.2 (247.1) Denne klasse af sønner omfavnes af Paradistreenigheden i grupper af syv tusinde. Registret i Uversa viser over hundrede millioner af disse sønner med udnævnelse i Orvonton.
22:4.3 (247.2) Eftersom De uden Navn og Nummer udgør de fremstående åndelige sind fra de overlevende folkeslag, er de specielt kvalificerede til at sidde til doms og fremføre meninger, når en åndelig synsvinkel er ønsket og når erfaring af opstigningslivsforløbet er væsentlig for en tilstrækkelig forståelse af de spørgsmål som indgår i problemet som skal bedømmes. De er de højeste jurymedlemmer i Orvonton. Et dårligt administreret jurysystem kan i en del verdner være mere eller mindre en karikatur af retfærdighed, men i Uversa og dens filialdomstole anvender vi den højeste type af udviklet åndelig mentalitet som nævningedommere. Retsbehandlingen er den højeste funktion i enhver regering, og dem, der bliver betroet med at afsige dom, burde vælges blandt de mest højtstående og ædle typer af de mest erfarne og forståelsesfulde individer.
22:4.4 (247.3) Udvælgelsen af kandidater til de grupper af Mægtige Budbringere, De med Stor Autoritet og De uden Navn og Nummer som skal treeniges sker naturligt og automatisk. Paradisets udvælgelses procedure er ikke i nogen henseende vilkårlig. Personlig erfaring og åndelig værdi bestemmer personsammensætningen af Opnåelsens Treenigede Sønner. Disse væsener er lige i autoritet og ensartet i deres administrative status, men de besidder alle individualitet og er forskellig i karakter, de er ikke standardiseret væsener. Alle er karakteristisk forskellige, afhængig af ulighederne i deres opstigende karriere.
22:4.5 (247.4) I tillæg til disse erfaringsmæssige kvalifikationer er Opnåelsens Treenigede Sønner blevet treenigede i den guddommelige omfavnelse hos Paradisets Guddomme. Som en følge deraf fungerer de som koordinerede medarbejdere til Treenighedens Stationære Sønner, for Treenighedens omfavnelse synes at udskille af den kommende tidens strøm mange af de ikke-realiserede potentialer hos skabte væsener. Men dette er kun sandt for så vidt som at det angår den nuværende universtidsalder.
22:4.6 (247.5) Denne gruppe af sønner beskæftiger sig hovedsaglig men ikke kun, med de tjenester som berører opstigningsforløbet for tidens og rummets dødelige. Såfremt der nogensinde råder usikkerhed om et dødelig væsens standpunkt, afgøres spørgsmålet gennem henvendelse til en opstigningskommission bestående af en Mægtig Budbringer, en af De med Stor Autoritet og en af De uden Navn og Nummer.
22:4.7 (247.6) I dødelige som læser dette budskab må selv stige op til Paradiset, tage imod Treenighedens omfavnelse, og i en fjern fremtidig tidsalder blive knyttet til Dagenes Ældstes tjeneste i et af de syv superuniverser og en gang anvises til at udvide sandhedens åbenbarelse på nogen udviklende beboet planet, ligesom jeg nu fungerer på Urantia.
22:5.1 (247.7) De Treenigede Vogtere er Udvælgelsens Treenigede Sønner. Det er ikke kun jeres slægter og andre dødelige af overlevelsesværdi som rejser gennem Havona, når Paradiset og finder sig blandt dem som er bestemt til superuniverstjeneste sammen med Treenighedens Stationære Sønner, men jeres trofaste serafiske beskyttere og jeres lige så trofaste medarbejdere, mellemvæsnerne, kan også blive kandidater for den samme Treenighedens erkendelse og samme høje personlighedsbestemmelse.
22:5.2 (248.1) Treenigede Vogtere er opstigende serafer og forvandlede mellemvæsener som er passeret gennem Havona, opnået Paradiset og Finalitkorpset. Derefter omfavnes de af Paradistreenigheden og anvises tjeneste hos Dagenes Ældste.
22:5.3 (248.2) Kandidaterne for Treenighedens omfavnelse blandt de opstigende serafer gives denne erkendelse på grund af deres modige samarbejde med en eller anden opstigende dødelig som nåede op til Finalitkorpset og senere blev treenigede. Min egen serafiske beskytter fra det dødelige livsforløb kom igennem med mig, blev senere treenigede og er nu knyttet til styrelsen i Uversa som en Treenigede Vogter.
22:5.4 (248.3) Således er det også med mellemvæsnerne, mange forvandles og opnår Paradiset, og sammen med seraferne - og af samme årsag - omfavnes de af Treenigheden og forordnes til superuniverserne som Vogtere.
22:5.5 (248.4) De Treenigede Vogtere omfavnes af Paradistreenigheden i grupper af halvfjerdstusinde, og en syvendedel af hver gruppe anvises til hver superunivers. Der findes nu i tjeneste i Orvonton noget over ti millioner af disse betroede og høje Vogtere. De tjener i Uversa og på hovedkvarterssfærerne i de større og mindre sektorer. I deres arbejde assisteres de af et korps af flere milliarder sekonafer og andre egnede af superuniversets personligheder
22:5.6 (248.5) De Treenigede Vogtere begynder deres karriere som vogtere, og de fortsætter som sådan i superregeringernes anliggender. På en måde er de tjenestemedarbejdere ved regeringerne i deres superuniverser, men de beskæftiger sig ikke med enkeltpersoner, som de Himmelske Beskyttere. De Treenigede Vogtere administrerer gruppe ærinder og udvikler kollektive projekter. De er vogtere af register, planer og institutioner, de virker som forvaltere for projekter, personlighedsgrupper, opstigningsprojekter, morontiaplaner, universets projektering og utallige andre forehavender.
22:6.1 (248.6) De Treenigede Ambassadører er den anden klasse af Udvælgelsens Treenigede Sønner, og ligesom deres medarbejdere, Vogterne, rekrutteres de blandt to typer af opstigende væsener. Alle opstigende dødelige fusioneres ikke med Retteren eller Faderen, en del fusioneres med Ånden, en del med Sønnen. En del af disse med Ånden eller Sønnen fusionerede dødelige når frem til Havona og opnår Paradiset. Blandt dem som stiger op til Paradiset udvælges kandidater til omfavnelse af Treenigheden, og fra tid til anden treenigedes de i grupper af syvtusinde. De forordnes siden hen til superuniverserne som Dagenes Ældstes Treenigede Ambassadører. Næsten en halv milliard er registreret i Uversa.
22:6.2 (248.7) Treenigede Ambassadører udvælges til omfavnelse af Treenigheden efter rekommandation af deres lærere i Havona. De udgør de bedste sind i deres respektive grupper og er derfor bedst kvalificerede til at hjælpe superuniversernes herskere med at forstå og administrere de verdens interesser hvorfra de dødelige som er fusioneret med Ånden er hjemmehørende. De med Sønnen fusionerede Ambassadører er til stor hjælp, når vi behandler problemer som berører den med Sønnen fusionerede personlighedsklasse.
22:6.3 (248.8) De Treenigede Ambassadører er Dagenes Ældstes udsendinge for hvert formål, til hver verden eller univers indenfor superuniverset for deres forehavende. De udfører speciel og vigtig tjeneste i de mindre sektorers hovedkvarter, og de gennemfører utallige blandede opgaver i et superunivers. De er superregeringernes nødsituation eller reservekorps bland de Treenigede Sønner, og de er derfor til rådighed for en mængde forskellige opgaver. De er engageret i tusindvis af arbejdsopgaver i superuniverserne som det er umuligt at beskrive for menneskesindet, da der ikke på Urantia foregår noget, som på nogen måde kunne sammenlignes med disse aktiviteter.
22:7.1 (249.1) Jeg kan ikke helt forklare for det materielle sind den oplevelse som udgør den højeste skabende præstation for perfekte og fuldkomne åndelige væsener - handlingen af treenighedsgørelse. Treenighedsgørelsens teknik indgår blandt Vicegeringtons og Solitaringtons hemmeligheder og kan åbenbares for og forstås af ingen andre end dem, som har gennemgået disse unikke erfaringer. Derfor er det ikke muligt for noget væsen på en vellykket måde, at beskrive naturen af og indholdet til menneskesindet af denne meget specielle præstation.
22:7.2 (249.2) Foruden Guddommene er det kun Paradis-Havona personligheder og visse medlemmer i hver og et af finalitkorpsene som deltager i treenighedsgørelse. Under visse specialiserede betingelser for Paradis perfektion kan disse ædle væsener gå i gang med det unikke eventyr, at give identitet til et begreb, og mange gange lykkes det at frembringe et nyt væsen, en af skabte væsener treenigede søn.
22:7.3 (249.3) Forherligede skabte væsener som deltager i sådanne eventyr som indebærer treenighedsgørelse må kun deltage i en sådan erfaring, mens hvad angår Paradisets Guddomme, så synes der ikke at være nogen begrænsning for vedvarende udførelse af treenighedsgørelse. Guddommen synes kun at være begrænset i én henseende: Der kan kun være en Oprindelig og Uendelig Ånd, kun en uendelig udøver af Faderens og Sønners forende vilje.
22:7.4 (249.4) De opstigende dødelige finalitere som har fusioneret med Rettere og opnået visse niveauer af Paradisets kultur og åndelig udvikling hører til dem som kan forsøge sig på at treeniggøre et skabt væsen. Sammenslutninger af dødelige finaliter som er stationeret i Paradiset bevilges en hvileperiode hvert tusinde år af Havona tid. Disse finaliter kan vælge blandt syv forskellige måder at anvende deres opgave frie periode, og en af disse er, i forening med nogle medfinaliter eller nogen Paradis-Havona personligheder, at forsøge at udføre treenighedsgørelse af en skabt væsen.
22:7.5 (249.5) Hvis to dødelige finaliter fremviser for Mesteruniversets Arkitekter, at de uafhængigt af hinanden har valgt et identisk begreb for treenighedsgørelse, så har Arkitekterne bemyndigelse, til efter eget skøn, at kundgøre tilladelse for disse forherligede dødelige opstigende til forlængelse af deres hvileperiode og trække sig tilbage for en tid til sektoren for treeniggørelse for Paradisets Medborgere. Ved slutningen af denne tildelte tilbagetrækning, hvis de anmelder, at de enkeltvis og i fællesskab har valgt at gøre det paradisiske forsøg for at åndeliggøre, idealisere og aktualisere et udvalgt og oprindeligt koncept, som ikke tidligere er treenigede, så giver Mesterånden nummer Syv ordrer om bemyndigelse for et sådan specielt forehavende.
22:7.6 (249.6) Disse eventyr forbruger nogle gange utroligt lange tidsperioder, en tidsalder synes at passere inden disse trofaste og beslutsomme engang dødelige - og nogle gange Paradis-Havona personligheder - endelig opnår deres mål, virkelig lykkes at give deres valgte begreb af universel sandhed aktuel tilværelse. Det lykkes ikke altid disse hengivne par; mange gange mislykkes de, og dette uden at man kan opdage nogen fejl hos dem. De kandidater for hvem treenighedsgørelse mislykkes optages i en speciel gruppe af finaliter. De betegnes som væsener som har gjort det højeste forsøg og udstået den højeste skuffelse. Når Paradisets Guddomme forenes med hensigt at treeniggøre lykkes det altid, men dette gælder ikke et homogent par af skabte væsener, forsøget på forening mellem to medlemmer af samme væsenklasse.
22:7.7 (250.1) Når et nyt og oprindelig væsen treeniggøres af Guderne forbliver de guddommelige forældre uforandret i deres guddomspotentiale, men når ophøjede skabte væsener udfører en sådan skabende handling undergår den ene af de kontraherende og deltagende individer en unik personlighedsforandring. De to forældre til et skabt væsen treenigede søn bliver i en vis forstand åndeligt som en. Vi tror, at denne toforening af visse åndelige faser i personligheden antagelig vil bestå til den tid, hvor det Højeste Væsen har opnået fuld og afsluttet personlighedsmanifestation i storuniverset.
22:7.8 (250.2) Samtidigt med tilsynekomsten af en ny af skabte væsen treenigede søn, indtræffer den funktionelle åndelig forening af de to forældre; de to treenigede forældre bliver en på det ultimative funktionsniveau. Ingen skabte væsener i universet kan helt forklare dette forbløffende fænomen; det er næsten en guddommelig oplevelse. Da Faderen og Sønnen forenedes for at gøre den Uendelige Ånd evig, blev de ved fuldbyrdelsen af deres formål øjeblikkelig som en og har siden været som en. Og selvom foreningen mellem to skabte væseners treenighedsgørelse er på linje med det infinite omfang af den fuldkomne guddomsforening mellem den Universelle Fader og den Evige Søn, er følgevirkningerne af treenighedsgørelse som udføres af skabte væsener ikke evige i deres natur, de vil ophøre når de erfaringsmæssige Guddomme har opnået fuldstændig faktisk eksistens.
22:7.9 (250.3) Mens disse forældre til treenigede sønner bliver som en i deres univers opgaver betragtes de fortsat som to personligheder i Finalitkorpsets sammensætning og personregister, såvel som i registret hos Mesteruniversets Arkitekter. Under den nuværende universtidsalder er alle forældre som forenes af treenighedsgørelse uadskillelige i opgave og funktion; hvor den ene går, går den anden også, det den ene gør, gør den anden også. Hvis forældrenes toforening indebærer en forening mellem en dødelig (eller anden) finalit og en Paradis-Havona personlighed fungerer de forenede forældrevæsener hverken sammen med beboere i Paradiset, Havonaere eller finalitere. Sådanne blandede foreninger af væsener samles i et specielt korps bestående af lignende væsener. Og i alle foreninger af treenighedsgørelse, blandede eller ej, er forældrevæsenerne bevidste om og kan kommunikere med hinanden, og de kan udføre opgaver som ingen andre tidligere kunne have klaret.
22:7.10 (250.4) De Syv Mesterånder har myndighed til at godkende foreningen mellem finaliter og Paradis-Havona personligheder for treenighedsgørelse, og disse blandede forbindelser er altid resultatrige. De pragtfulde Treenigede sønner som kommer til på denne måde er udtryk for begreber som er uegnet for forståelse af både Paradisets evige skabninger og af rummets tidsvæsener; de bliver derfor myndlinge af Mesteruniversets Arkitekter. Disse skæbne treenigede sønner legemliggør idéer, ideal og erfaring som tilsyneladende angår en kommende universtidsalder og er derfor ikke af umiddelbar praktisk værdi for administrationen i hverken superuniverserne eller centraluniverset. Disse unikke sønner af tidens børn og evighedens medborgere holdes alle i reserve i Vicegerington, hvor de er beskæftigede med at studere tidens begreb og evighedens realiteter i en speciel sektor af sfæren som optages af Skabersønnernes korps hemmelige højskoler.
22:7.11 (251.1) Det Højeste Væsen udgør en koalition af tre faser af guddomsvirkelighed: Gud den Højeste, den åndelige forening af visse finite aspekter hos Paradistreenigheden; den Almægtige Højeste, magt foreningen af storuniversets Skabere; og det Højeste Sind, det individuelle bidrag fra den Tredje Kilde og Center og hans koordinerede til det Højeste Væsens virkelighed. I deres treenighedsgørende eventyr er de fantastiske skabte væsener i centraluniverset og Paradiset beskæftigede med en trefoldig udforskning af den Højeste Guddom, hvilket resultere i frembringelsen af tre klasser af de skabte treenigede sønner:
22:7.12 (251.2) 1. Af opstigende treenigede Sønner. I deres skabende stræben forøger finaliterne at treenige visse af den Almægtige Højestes konceptuelle realiteter, hvilken de erfaringsmæssigt har erhvervet under deres opstigning gennem tid og rum til Paradiset.
22:7.13 (251.3) 2. Af Paradis-Havona personligheder treenigede Sønner. Paradisets borgere og Havonaere skabende stræben resulterer i treenighedsgørelse af visse høje åndelige aspekter hos det Højeste Væsen, hvilket de erfaringsmæssigt har erhvervet på en superhøj baggrund grænsende til det ultimative og det Evige.
22:7.14 (251.4) 3. Skæbnens treenigede Sønner. Men når en finalit og en Paradis-Havonaer sammen treeniggøre et nyt væsen får denne fælles stræben følgevirkninger i visse faser af det Højeste-Ultimative Sind. De treenigede Sønner som dette resulterer i er overskabelsesmæssige; de repræsenterer den Højeste-Ultimative Guddoms virkeligheder som ikke på nogen anden måde er opnået erfaringsmæssigt og som derfor automatisk falder indenfor området for Mesteruniversets Arkitekter, vogtere af de ting som overskrider skabelsesgrænserne i den nuværende universtidsalder. De skæbne treenigede sønner legemliggør visse aspekter af den Højeste-Ultimatives uåbenbarede Mesterunivers funktion. Vi ved ikke ret meget om disse tidens og evighedens fælles børn, men vi ved meget mere end vi har tilladelse til at afsløre.
22:8.1 (251.5) Foruden de af skabte væsener treenigede sønner som er beskrevet i denne beretning, findes der utallige uåbenbarede klasser af væsener som er Treenigede af skabte væsener - forskellige efterkommere fra mangfoldige forbindelser mellem personligheder fra syv finalitkorps og Paradis-Havona personligheder. Men alle disse væsener, åbenbarede og uåbenbarede, som er treenigede af skabte væsener, er begavet med personlighed af den Universelle Fader.
22:8.2 (251.6) Når de nye opstigende Treenigede og af Paradis-Havona personligheder treenigede sønner er unge og uerfarne sendes de sædvanligvis for lange tjenesteperioder til den Uendelige Ånds syv paradissfærer, hvor de tjener under formynderskab af de Syv Højeste Udøvere. Senere kan de antages af Treenighedens Undervisende Sønner for yderligere træning i de lokale universer.
22:8.3 (251.7) Disse adopterede sønner med oprindelse i høje og forherligede skabte væsener er lærlinge, hjælpe studerende hos de Undervisende Sønner, og når det gælder klassificeringen regnes de midlertidig ofte sammen med disse sønner. De må udføre, og gør det, mange ædle opgaver som kræver selvopofrelse til gavn for de områder, de har valgt for deres tjeneste.
22:8.4 (251.8) De Undervisende Sønner i de lokale universer kan nominere deres treenigede myndlinge til omfavnelse af Paradistreenigheden. Når de vender tilbage fra denne omfavnelse som Perfektionens Treenigede Sønner indtræder de i tjeneste hos Dagenes Ældste i de syv superuniverser, hvilket er den nuværende kendte skæbne for denne unikke gruppe af to gange treenigede væsener.
22:8.5 (252.1) Det er ikke alle af skabte væsener treenigede sønner der omfavnes af Treenigheden, mange bliver medarbejdere og ambassadører i tjeneste hos Paradisets Syv Mesterånder, superuniversernes Afspejlende Ånder og de lokale skabelsernes Moderånder. En del antager specielle opgaver på den evige Ø. Andre kan indtræde i specieltjeneste i Faderens hemmelige verdner og på Åndens sfærer i Paradiset. Til sidst finder mange vejen ind til fælles korpsene for de Treenigede Sønner på det indre kredsløb i Havona.
22:8.6 (252.2) Med undtagelse af Perfektionens Treenigede Sønner og de som samles i Vicegerington, så synes den højeste skæbne for alle af skabte væsener treenigede sønner til at være indtrædelse i de Treenigede Finaliternes Korps, et af Paradisets syv Finalitkorps.
22:9.1 (252.3) Af skabte væsener treenigede sønner er omfavnet af Paradistreenigheden i grupper af syv tusinde. Disse treenigede efterkommere til perfektioneret mennesker og Paradis-Havona personligheder omfavnes alle på samme måde af Guddommene, men de anvises til superuniversernes ifølge råd fra deres tidligere instruktører, Treenighedens Undervisende Sønner. De med mere acceptable tjeneste udnævnes til Høje Sønners Assistenter; de som har udmærket sig mindre i deres virke udnævnes til Himmelske Beskyttere.
22:9.2 (252.4) Når disse unikke væsener er blevet omfavnet af Treenigheden bliver de værdifulde medhjælpere til superuniversernes styrelser. De er fortrolige med de spørgsmål som berører opstigningsforløbet, ikke som følge af personlig opstigning men som resultat af deres tjeneste hos Treenighedens Undervisende Sønner i verdnerne i rummet.
22:9.3 (252.5) Næsten en milliard Himmelske Beskyttere er udpeget til Orvonton. De er hovedsaglig tildelt til Dagenes Fuldkomnes administration på de større sektorers hovedkvarter og assisteres dygtigt af et korps af Søn-fusionerede opstigende dødelige.
22:9.4 (252.6) De Himmelske Beskyttere er tjenestemænd ved Dagenes Ældstes domstole, og de fungerer som bud og overbringere af retssager og afgørelser fra de forskellige domstole i superuniversernes regeringer. De udfører afhentninger for Dagenes Ældste, de rejser ud fra Uversa for at hente med tilbage de væsener hvis tilstedeværelse fordres indenfor superuniversernes dommere; de udøver beslutningen om arrestationen af enhver personlighed i superuniverset. De følges også med Ånden-fusionerede dødelige fra de lokale universer når disses tilstedeværelse af en eller anden årsag er krævet på Uversa.
22:9.5 (252.7) De Himmelske Beskyttere og deres medarbejdere de Høje Sønners Assistenter har aldrig haft Rettere. De er heller ikke fusionerede med Sønnen eller Ånden. Paradistreenighedens omfavnelse kompenserer imidlertid Perfektionens Treenigede Sønners ufusionerede status. Treenighedsomfavnelsen kan kun virke på den ide som er personificeret i et af skabte væsener treenigede søn, efterladende den omfavnede søn i andre henseender uforandret, men en sådan begrænsning indtræffer kun når den er således planlagt.
22:9.6 (252.8) Disse to gange treenigede sønner er ganske forunderlige væsener, men de er hverken så alsidige eller pålidelige som deres opstigende medarbejdere, de savner den enorme og dybtgående personlige erfaring som resten af sønnerne i denne gruppe har erhvervet ved faktisk at være klatret op til herligheden fra rummets mørke domæner. Vi som har det opstigende livsforløb bag os elsker dem og gør alt i vor magt for at kompensere deres mangler, men de får os altid til at være taknemmelig for vores ydmyge oprindelse og vores evne til erfaring. Deres villighed til at indse og erkende deres mangler i spørgsmål om univers opstigningens erfaringsmulige realiteter er overjordiske smukke og nogle gange helt rørende patetisk.
22:9.7 (253.1) Perfektionens Treenigede Sønner er begrænsede i modsætning til andre treenigede sønner, fordi de savner erfaringsmæssig evne i tid og rum. De er erfaringsmæssig mangelfulde trods deres lange træning hos de Højeste Udøvere og de Undervisende Sønner, og om dette så ikke var tilfældet, så ville deres erfaringsmæssige mætning forhindre dem fra at blive efterladt i reserve for at erhverve erfaring i en fremtidig universtidsalder. Der findes helt enkelt ingenting i hele den universelle tilværelse som kan erstatte faktisk personlig erfaring, og disse sønner som er treenigede af skabte væsener holdes i reserve for erfaringsbaseret virke i en eller anden fremtidig univers epoke.
22:9.8 (253.2) I mansoniaverdnerne har jeg ofte set disse værdige tjenesteansatte ved superuniversets høje domstole kigge så længselsfuldt og bønfaldende på de netop nylige ankomne fra de evolutionære verdner i rummet, at man ikke kunne undgå at se, at disse indehavere af ikke-erfaringsbaseret treenighedsgørelse virkelige misunder deres formodede mindre heldige brødre som stiger op langs den universelle vej med skridt af ægte erfaring og virkelig levende. Trods deres handicap og begrænsning er de en vidunderlig nyttig og altid villig korps af arbejdere når det gælder udførelsen af superuniversregeringernes komplicerede administrative planer.
22:10.1 (253.3) De Høje Sønners Assistenter er den fornemmeste gruppe blandt de fornyet treenigede sønner til forherligede opstigende væsener fra de Dødeliges Finalitkorps og Paradis-Havona personligheder, deres evige medarbejdere. De anvises tjeneste og funktion i superuniverserne som personlige medhjælpere til de høje sønner i Dagenes Ældstes regeringer. De kunne passende kaldes privatsekretærer. De virker fra tid til anden som tjenesteansatte i de høje sønners specielle kommissioner og andre gruppesammenslutninger. De tjener Visdommens Fuldkomne, Guddommelige Rådgivere, Universelle Censorer, Mægtige Budbringere, De med Stor Autoritet og De uden Navn og Nummer.
22:10.2 (253.4) Hvis jeg i diskussionen om de Himmelske Beskyttere syntes at have henledt opmærksomheden på begrænsningerne og handicappet hos disse to gange treenigede sønner, så lad mig nu i retfærdighedens navn henlede opmærksomheden på deres ene meget stærke side, en egenskab som gør dem næsten uundværlig for os. Disse væsener har selve deres eksistens at takke for det faktum, at de er personificeringen af et enkelt og højt begreb. De legemliggør som personlighed en eller anden guddommelig idé, et eller andet universelt ideal som aldrig tidligere er udtænkt, udtrykt eller treenigede. Og de er senere omfavnet af Treenigheden; således udtrykker og faktisk legemliggør de netop den visdom hos den guddommelige Treenighed som gælder idéen og idealet for deres personlighedseksistens. For så vidt som, at dette specielle begreb kan åbenbares for universerne, legemliggør disse personligheder alt det som forstanden hos en eller anden skabt eller Skaber nogensinde skulle kunne udtænke, udtrykke eller eksemplificere. De er denne idé personificeret.
22:10.3 (253.5) Kan i ikke se, at sådanne levende koncentrationer af et enkelt højt begreb af universel virkelighed er til ubeskrivelig nytte for dem som er betroet administrationen af superuniverserne?
22:10.4 (254.1) For ikke så lang tid siden blev jeg bestemt til at lede en kommission på seks - en af hver af de høje sønner - med opgave at studere tre problemer angående en gruppe af nye universer i de sydlige dele af Orvonton. Jeg blev meget kraftig bevidst om værdien af de Høje Sønners Assistenter, da jeg hos lederen for deres klasse i Uversa begærede om midlertidig tildeling af sådanne sekretærer til min kommission. Den første af vores idéen var repræsenteres af en af de Højeste Sønners Assistenter i Uversa som straks blev knyttet til vores gruppe. Vores andet problem blev legemliggjort af en af de Høje Sønners Assistenter anvist til superunivers nummer tre. Vi fik meget hjælp fra denne kilde gennem centraluniversets informationscentral for koordinering og spredning af væsentlig kundskab, men intet kan sammenlignes med den hjælp som ydes af den faktiske tilstedeværelse af en personlighed, som er et koncept treenigede i overherredømme af skabte væsener og treenigede i endelighed af Guddommen. Vedrørende vores tredje problem afslørede Paradisets register, at en sådan idé aldrig var blevet treenigede af skabte væsener.
22:10.5 (254.2) Høje Sønners Assistenter er unikke og originale personaliseringer af ufattelig begreber og forbløffende idealer. Og som sådan, kan de fra tid til anden på en ubeskrivelig måde belyse vores overvejelser. Da jeg virker i nogle fjerntliggende opgave ude i rummets universer, tænk hvad det betyder i spørgsmålet om hjælp, når jeg er så heldig at have knyttet til min opgave en af de Høje Sønners Assistenter, som er det guddommelige koncepts fylde hvad angår netop det problem som jeg er blevet sendt for at tackle og løse; og jeg har gentagne gange fået erfaret netop dette. Den eneste besværlighed med denne plan er, at intet superunivers kan have en fuldstændig sæt af disse treenigede idéer, vi får kun en syvende del af disse væsener; derfor er det cirka kun i en gang ud af syv, at vi har fornøjelsen at have disse væsener personlige med os selvom registreringen viser at idéen er treenigede.
22:10.6 (254.3) Vi kunne med stor fordel anvende et meget større antal af disse væsener i Uversa. På grund af deres store værdi for superuniversernes administration opmuntrer vi på alle mulige måder både pilgrimmene fra rummet og selv Paradisets beboere til at forsøge sig på treenighedsgørelse efter at de har overført til hinanden de erfaringsmæssige realiteter som er væsentlige for at forordne disse skabende eventyr.
22:10.7 (254.4) Vi har nu i vores superunivers omtrent en og en kvart million Høje Sønners Assistenter, og de tjener både i de store og i de mindre sektorer, ligesom de selv virker i Uversa. De følger ofte med os på vores opgaver til de fjerntliggende universer. De Høje Sønners Assistenter er permanent bestemt til nogen Søn eller nogen kommission. De befinder sig i konstant cirkulation og tjener hvor den idé eller det ideal, som de er, bedst kan fremme Paradistreenighedens evige formål, hvis sønner de er blevet.
22:10.8 (254.5) De er rørende kærlige, fremragende loyale, udsøgt intelligente, højst kloge - med hensyn til en enkelt idé - og overnaturligt ydmyge. Samtidig med at de kan give jer hele universets lærdom om deres ene idé eller deres ene ideal, er det næsten patetisk at observere dem søge kundskab og information om en masse andre spørgsmål, til og med fra de opstigende dødelige.
22:10.9 (254.6) Og dette er beretningen om oprindelsen, arten og aktiviteter af visse af dem som er kaldt Guds Treenigede Sønner, i særdeleshed dem som har fået del af Paradistreenighedens guddommelige omfavnelse og som siden er anvist tjeneste i superuniverserne for der, at give klogt og forståelsesfuldt samarbejde med Dagenes Ældstes administratorer i deres utrættelige anstrengelser for at lette de indgående fremskridt af de opstigende dødelige fra tiden mod deres umiddelbare bestemmelse i Havona og deres afsluttende mål i Paradiset.
22:10.10 (255.1) [Fortalt af en Mægtig Budbringer, medlem af åbenbaringskorpset fra Orvonton.]
Urantia Bogen
Kapitel 23
23:0.1 (256.1) De Enlige Budbringere er Samskaberens personlige og universelle korps; de er den første og ældste klasse af den Uendelige Ånds Højere Personligheder. De repræsenterer den Uendelige Ånds første skabende handling i enlig funktion med det formål at bringe enlige personlighedsånder ind i eksistens. Hverken Faderen eller Sønnen deltog direkte i denne overvældende åndeliggørelse.
23:0.2 (256.2) Disse åndebudbringere personaliseredes gennem en enkelt skabelsesakt og deres antal er konstant. Selvom jeg har en af disse ekstraordinære væsener associeret med mig på denne nuværende opgave, ved jeg ikke hvor mange sådanne personligheder der eksisterer i universernes univers. Jeg ved imidlertid kun, hvor mange som fra tid til anden, er register-registreret som fungerende på nuværende tidspunkt indenfor området for vores superunivers jurisdiktion. I den seneste rapport fra Uversa ser jeg at næsten 7.690 billioner Enlige Budbringere, der virker indenfor grænserne af Orvonton, og jeg antager at dette er betydeligt mindre end en syvendedel af deres totale antal.
23:1.1 (256.3) Umiddelbart efter at Havona kredsløbenes Syv Ånder var skabt bragte den Uendelige Ånd de Enlige Budbringers vældige korps ind i eksistensen. Der findes inden del af den universelle skabelse, undtagen Paradiset og Havona kredsløbene, som har eksisteret før de Enlige Budbringere; de har fungeret overalt i storuniverset næsten siden evigheden. De er fundamentale for den guddommelige teknik gennem hvilket den Uendelige Ånd åbenbare sig for, og får personlig kontakt med, de vidtstrakte skabelser i tid og rum.
23:1.2 (256.4) Trods dette, at disse budbringere eksisterer fra tiden nær evigheden, så er de alle bevidste om, at deres jeg har en begyndelse. De er bevidste om tid, og de er de første i den Uendelige Ånds skabelse, som har en sådan tidsbevidsthed. De er den Uendelige Ånds førstefødte væsener som personaliseres i tiden og åndeliggøres i rummet.
23:1.3 (256.5) Disse enlige ånder fremkommer ved tidens begyndelse som fuldt udviklede og fuldkomne begavet åndevæsener. De er alle lige og der findes ingen klasser eller underafdelinger baseret på personlige forskelligheder. Klassificeringen af dem bygger udelukkende på den type af arbejde som de fra tid til anden er blevet anvist.
23:1.4 (256.6) De dødelige begynder som næsten helt materielle væsener i rummets verdner og stiger op indad mod de Store Centre; disse enlige ånder begynder i altings centrum og længes efter opgave i de afsidesliggende skabelser, selv i de enkelte verdner i de yderste lokale universer og selv længere borte.
23:1.5 (256.7) Selvom de kaldes Enlige Budbringere, så er de ikke ensomme ånder, for de synes virkelig om at arbejde alene. De er de eneste væsener i hele skabelsen som kan og gør det, nyder en enlig eksistens, selvom de i samme grad meget nyder samværet med de meget få klasser af intelligente væsener i universet med hvilken de kan omgås broderligt.
23:1.6 (257.1) De Enlige Budbringere er ikke isolerede i deres tjeneste; de er vedvarende i kontakt med et væld af intellektet fra hele skabelsen, da de er i stand til at ”lytte” på alle informationsudsendelserne i de verdner som de besøger. De kan også være i forbindelse med medlemmer af deres eget umiddelbare korps, hvis væsener gør det samme slags arbejde i det samme superunivers. De kan være i kontakt selv med andre af deres klasse, men de er blevet beordret af de Syv Mesterånders råd til ikke at gøre dette, og de er en loyal gruppe, de er ikke ulydige eller forsømmelige. Der findes ingen optegnelser om, at en Enlig Budbringer nogensinde skulle have forvildet sig ind i mørket.
23:1.7 (257.2) De Enlige Budbringere er ligesom Universets Styrkeledere blandt de meget få typer af overalt virkende væsener som er undtaget fra muligheden for at blive hentet eller anholdt af tidens og rummets tribunaler. De kan ikke indkaldes for nogen andre undtagen de Syv Mesterånder, men i følge alle annaler i mesteruniverset, så har dette råd i Paradiset aldrig været sammenkaldt for at dømme i en sag mod en Enlig Budbringer.
23:1.8 (257.3) Disse budbringere med enlige opgaver er en pålidelig, tillidsfuld, alsidig, gennem åndelig og stort set forstående gruppe af skabte væsener som nedstammer fra den Tredje Kilde og Center; de virker med autoritet af den Uendelige Ånd bosat på Paradisets Centrale Ø og som denne er personaliseret på hovedkvarterssfærerne i de lokale universer. De er bestandig knyttet til det direkte kredsløb som udgår fra den Uendelige Ånd, selv når de virker i de lokale skabelser under den umiddelbare indflydelse fra lokaluniversets Moderånd.
23:1.9 (257.4) Der findes en teknisk årsag til, at disse Enlige Budbringere må rejse og arbejde alene. For korte perioder og når de er stationeret kan de samarbejde i gruppe, men når de er således forsamlet, er de helt afskåret fra Paradiskredsløbets næring og ledelse; de er helt isoleret. Når de befinder sig i transit eller når de virker i rummets kredsløb og i tidens strømme, og hvis to eller flere af denne klasse er i umiddelbar nærhed af hinanden brydes forbindelsen med de højere cirkulerende kræfter for begge eller alle. De ” får kortslutning” som I symbolsk beskriver det. Derfor har de indbygget i sig en automatisk alarm, et advarsels signal, som ufejlbarligt underretter dem om forestående sammenstød og uden undtagelse holder dem tilstrækkeligt langt fra hinanden for ikke at virke forstyrrende på deres korrekte og effektive funktion. De besidder også en medfødt og automatisk evne til at opdage og angive nærheden af både Inspirerende Treenighedsånder og de guddommelige Tankerettere.
23:1.10 (257.5) Disse budbringere besidder ingen styrke til at udvide personligheden eller til at reproducere sig, men der er praktisk taget ikke det arbejde i universerne, som de ikke kan engagere sig i og til hvilket de ikke kan bidrage med nogen ting væsentligt og nyttigt. I særdeleshed er de store tidsbesparelser for dem som er beskæftigede med at administrere universernes anliggender; og de assisterer os alle, fra de højeste til de laveste.
23:2.1 (257.6) De Enlige Budbringere er ikke permanent knyttet til et individ eller gruppe af himmelske personligheder. De er altid i tjeneste med opgave og arbejder under umiddelbart overopsyn af dem som styrer områderne som de er knyttet til. Blandt dem selv har de hverken organisation eller styrelse af nogen slags; de er Enlige Budbringere.
23:2.2 (258.1) De Enlige Budbringere er forordnede af den Uendelige Ånd til følgende syv tjenestegrupperinger:
23:2.3 (258.2) 1. Paradistreenighedens Budbringere.
23:2.4 (258.3) 2. Havona kredsløbenes Budbringere.
23:2.5 (258.4) 3. Superuniversernes Budbringere.
23:2.6 (258.5) 4. Lokaluniversernes Budbringere.
23:2.7 (258.6) 5. Udforsker af åbne opgaver.
23:2.8 (258.7) 6. Ambassadører og Udsendinge med specialopgave.
23:2.9 (258.8) 7. Sandhedsåbenbarere.
23:2.10 (258.9) Disse åndelige budbringere er i hvert henseende udskiftelige fra en type af tjeneste til en anden; sådanne overførsler foregår hele tiden. Der findes ingen særskilt klasse af Enlige Budbringere, de er åndelige ens og i hvert henseende lige. Selvom de almindeligvis betegnes med nummer, så kender den Uendelige Ånd dem med deres personlige navne. De øvrige af os kender dem under det navn eller nummer som betegner deres nuværende opgave.
23:2.11 (258.10) 1. Paradistreenighedens Budbringere. Jeg har ikke tilladelse til at åbenbare særligt meget om hvad det er for arbejde som denne gruppe af budbringere anvist til Treenigheden udfører. De er Guddommenes betroede og hemmelige tjenere, og når de er betroet med specielle meddelelser som indeholder Gudernes uåbenbarede planer og fremtidige ledelse så ved man, at de aldrig nogensinde har afsløret en hemmelighed eller svigtet den tillid som hører til deres klasse. Og alt dette som her berettes i denne sammenhæng, er ikke for at fremstå pralende af deres fuldkommenhed, men snarere for at påpege, at Guderne kan skabe og vil skabe perfekte væsener.
23:2.12 (258.11) Forvirringen og forstyrrelsen på Urantia betyder ikke, at Paradisets Herskere hverken mangler interesse eller evne til at håndtere sager og ting anderledes. Skaberne har fuld evne til at gøre Urantia til et ægte paradis, men en sådan Eden ville ikke bidrage til at udvikle de stærke, ædle og erfarne karakter som Guderne sikkert smeder ud i jeres verden mellem nødvendighedens ambolt og kvalens hammerslag. Jeres bekymringer og sorger, jeres prøvelser og skuffelser, er præcis lige så meget en del af den guddommelige plan på jeres sfære som den udsøgte perfektion og altings uendelige tilpasning til deres højeste formål i verdnerne i det centrale og perfekte univers.
23:2.13 (258.12) 2. Havona kredsløbenes Budbringere. Under hele jeres opstigningsforløb kommer i svagt, men i tiltagende grad til at kunne opdage de Enlige Budbringers tilstedeværelse, men ikke før I når frem til Havona vil I umiskendeligt kunne genkende dem. De første budbringere som i møder ansigt til ansigt er budbringerne på kredsløbene i Havona.
23:2.14 (258.13) De Enlige Budbringere nyder særlige relationer med de indfødte i verdnerne i Havona. Disse budbringere, som er så funktionelt handicappede når de associerer sig med hinanden, kan have, og har, et meget nært og personligt fællesskab med de indfødte i Havona. Men det er helt umuligt at formidle til det menneskelige sind en opfattelse om den højeste tilfredsstillelse som følger af kontakten mellem disse guddommelige perfekte væseners sind med ånderne af sådanne nær transcendente personligheden.
23:2.15 (259.1) 3. Superuniversernes Budbringere. Dagenes Ældste, disse personligheder med treenighedsoprindelse som styrer de syv superuniversers skæbner, disse trioer af guddommelig styrke og administrativ visdom, er rigeligt forsynet med Enlige Budbringere. Det er kun gennem denne klasse af budbringere som de treenigede herskere i et superunivers direkte og personligt kan kommunikere med herskerne i et andet superunivers. De Enlige Budbringere er den eneste tilgængelig type af åndelige intelligensvæsener - muligvis med undtagelse af de Inspirerende Treenighedsånder - som kan sendes fra hovedkvarteret i et superunivers direkte til hovedkvarteret i et andet. Alle andre personligheder må tage sådanne ture via Havona og Mesteråndernes udøvende verdener.
23:2.16 (259.2) Der findes visse slags informationer som ikke kan fås frem med Tyngdekrafts Budbringerne, afspejling eller informations udsendelse. Og når Dagenes Ældste vil være sikre på disse sager må de sende en Enlig Budbringer til kilden for kundskaben. Længe før der var liv på Urantia var den budbringer som nu er i mit selskab tildelt en opgave ud fra Uversa til centraluniverset - og var borte fra navneopråb i Orvonton for næsten en million år, men vendte tilbage i rette tid med den ønskede information.
23:2.17 (259.3) Der findes ingen grænser for de Enlige Budbringers tjeneste i superuniverserne; de kan fungere som udøvere af de høje domstole eller som indsamlere af information for rigets bedste. Af alle superskabelserne er Orvonton den, som de helst tjener i, fordi behovet her er størst og mulighederne for en heroisk indsats mangfoldig. De mere nødstedte verdener giver os alle tilfredsstillelsen af en mere fuldendt funktion.
23:2.18 (259.4) 4. Lokaluniversernes Budbringere. I et lokalunivers ydelser findes der ingen grænser for de Enlige Budbringers handlinger. De er trofaste åbenbarer af motiver og hensigter som lokaluniversets Moderånd har, selvom de er helt underlagt den regerende Mestersøn. og dette gælder for alle budbringere som virker i et lokalunivers, hvad enten de rejser ud direkte fra univershovedkvarteret, eller tilfældigt fungerer i forbindelse med Konstellationsfædre, Systemherskere eller Planetprinser. Før al magt blev koncentreret i hænderne på en Skabersøn i forbindelse med hans ophøjelse til suveræn hersker i sit univers, fungerer disse budbringere i lokaluniverset under Dagenes Ældstes almindelige ledelse og er umiddelbart ansvarlige overfor disses lokale repræsentant, Dagenes Forenede.
23:2.19 (259.5) 5. Udforskere med åbne opgaver. Når de Enlige Budbringers reservekorps bliver overbemandet udfærdiger en af de Syv Højeste Styrkeledere et opråb om frivillige til forskningsrejser, og der er aldrig mangel på frivillige, for de frydes over at blive sendt som frie og uhindrede udforsker, for at opleve spændingen ved at finde de organiserende kerneenheder af nye verdener og universer.
23:2.20 (259.6) De rejser ud for at undersøge de ledetråde som rummets udtænkere i områderne har givet dem. Utvivlsomt kender Paradisets Guddomme til eksistensen af disse uopdagede energisystemer i rummet, men de afslører aldrig en sådan information. Hvis de Enlige Budbringere ikke udforskede og kortlagde disse nye organiserende energicentre, så ville disse fænomener længe forblive ubemærket selv for intelligensvæsnerne i nærliggende verdner. De Enlige Budbringere er som klasse stærkt følsomme over for tyngdekraften; som følge heraf kan de blandt andet opdage den sandsynlige forekomst af meget små mørke planeter, netop de verdner som er bedst egner for livseksperimenter.
23:2.21 (260.1) Disse budbringere og udforskere med åbne opgaver patruljerer mesteruniverset. De er bestandigt ude på opdagelsesrejser til de ikke kortlagte regioner i hele det ydre rum. Rigtig meget af den information vi har om hændelser i de ydre rums riger er takket være de Enlige Budbringers udforskninger, da de ofte arbejder og studerer sammen med de himmelske astronomer.
23:2.22 (260.2) 6. Ambassadører og Udsendinge med specialopgave. Lokaluniverser indenfor samme superunivers udveksler sædvanligvis ambassadører som er valgt blandt de hjemmehørende klasser af sønner. Men for at undgå tidsspilde, forespørges Enlige Budbringere ofte om at rejse som ambassadører fra en lokal skabelse til en anden, for at repræsentere og tolke et rige for et andet. For eksempel, når man opdager en verden som for nyligt er blevet beboet kan det vise sig, at den er så afsides i rummet, at det vil tage for lang tid for en serafomsluttet ambassadør at nå dette afsidesliggende univers. Et serafomsluttet væsen kan umuligt overskride hastigheden 899.370 urantiakilometer per sekund af urantiatid. Massive stjerner, tværstrømme, og omveje såvel som tangerende tyngdekraftsfelter har alle en tendens til at forsinke hastigheden, så på en lang rejse vil hastigheden gennemsnitlig være på omkring 885.000 kilometer per sekund.
23:2.23 (260.3) Når det viser sig, at det vil tage hundredvis af år for en indfødt ambassadør at nå frem til et afsidesliggende lokalunivers forespørges en Enlig Budbringer ofte om at begive sig derhen øjeblikkelig for at virke som midlertidig ambassadør. Enlige Budbringere kan rejse på meget kort tid, ikke uafhængig af tid og rum som Tyngdekrafts budbringere, men næsten. Under andre omstændigheder tjener de også som Udsendinge med specialopgaver.
23:2.24 (260.4) 7. Sandhedsåbenbarere. De Enlige Budbringere anser opgaver med at åbenbare sandheden som den højeste betroelse for deres klasse. Og de fungerer nu og da med denne evne, fra superuniverserne til enkelte planeter i rummet. De knyttes ofte til kommissioner som sendes ud for at udvide sandhedens åbenbaring i verdener og lokalsystemer.
23:3.1 (260.5) De Enlige Budbringere er den højeste type af perfekte og fortrolige personligheder som er tilgængelige i alle verdner for hurtig overførsel af vigtige og presserende meddelelser, når det er uhensigtsmæssig at anvende tjenesten for informationsudsendelse eller mekanismen for afspejling. De tjener i en endeløs variation af opgaver og hjælper de åndelige og materielle væsener i de forskellige verdener, i særdeleshed når tidsfaktoren er involveret. Af alle klasser, som er anvist til tjeneste indenfor superuniversernes domæner er de de mest alsidige personaliserede væsener som kommer tættest på at trodse tid og rum.
23:3.2 (260.6) Universet er velforsynet med ånder som benytter tyngdekraften for at flytte sig; de kan begive sig hvor som helst og når som helst - øjeblikkeligt - men de er ikke personer. Visse andre tyngdekraftsrejsende er personlige væsener, så som Tyngdekrafts budbringerne og Transcendentale Registratorer, men de er ikke tilgængelig for superuniversernes og lokaluniversernes administratorer. Verdnerne vrimler med engle, mennesker og andre højst personlige væsener, men de er handicappede af tid og rum. Den højeste mulige hastighed for de fleste ikke-serafomsluttet væsener er 299.790 kilometer per sekund af jeres tid; mellemvæsener og visse andre kan opnå dobbelt hastighed, og gør det ofte - 599.580 kilometer per sekund - mens serafer og andre kan gennemrejse rummet med tredobbelt hastighed, omkring 899.370 kilometer per sekund. Der er dog ingen transport- eller budbringerpersonligheder som fungerer mellem tyngdekraftsrejsendes øjeblikkelige hastighed og serafernes forholdsvise langsomme hastighed, med undtagelse af de Enlige Budbringere.
23:3.3 (261.1) Enlige Budbringere anvendes derfor sædvanligvis for forsendelse og tjeneste i sådanne situationer, hvor det er væsentligt med personligheder for at udføre opgaven, og hvor det er ønsket at undgå tab af tid, hvilket ville være tilfældet ved at sende enhver anden tilgængelig type af personlig budbringer. De er de eneste definitive personaliserede væsener som kan synkronisere sig med de kombinerede universelle strømme i storuniverset. Deres hastighed når de gennemrejser rummet varierer, afhængig af en stor mangfoldighed af forstyrrende indflydelser, men registreringen udviser at min medarbejdende budbringer på sin rejse for at udføre denne opgave færdedes med en hastighed af 1.354.169.220.000 af jeres kilometer per sekund af jeres tid.
23:3.4 (261.2) Det overgår helt min evne at forklare for den materielle type af sind hvordan en ånd kan være en virkelig person og samtidig gennemrejse rummet med sådanne enorme hastigheder. Men netop disse Enlige Budbringere kommer virkelig til Urantia og afrejser derfra med disse ufattelige hastigheder; faktisk, så ville hele den universelle administrations struktur for en stor del blive berøvet sit personlige element såfremt dette ikke var en kendsgerning.
23:3.5 (261.3) De Enlige Budbringere kan fungere som kommunikationslinjer i nødsituationer overalt i afsidesliggende rumregioner, i områder som ikke er indesluttet i storuniversets etablerede kredsløb. Det viser sig, at en budbringer som fungerer på denne måde kan overføre et budskab eller sende en impuls gennem rummet til en anden budbringer på omtrent hundrede lysårs afstand, således som astronomerne på Urantia beregner stjerneafstand.
23:3.6 (261.4) Blandt de myriader af væsener som samarbejder med os i udførelsen af superuniversets anliggender findes ingen vigtigere hvad angår praktisk nytte og tidsbesparende hjælp. I rummets universer må vi regne med tidens handicap; derfor er de Enlige Budbringere til så stor hjælp, da de som følge af deres personlige kommunikationsprivilegier i nogen grad er uafhængig af rummet og i kraft af deres enorme gennemrejse-hastighed næsten er uafhængig af tiden.
23:3.7 (261.5) Jeg kan ikke forklare for de dødelige på Urantia hvordan de Enlige Budbringere kan være uden form og alligevel besidde virkelig og definitiv personlighed. Selvom de savner den form som naturligt associeres med personlighed har de en åndetilstedeværelse som kan skelnes af alle højere typer af åndevæsener. De Enlige Budbringere er den eneste klasse af væsener som ser ud til at være i besiddelse af næsten alle fordele af en formløs ånd i forening med en fuld flyvefærdig personligheds privilegier. De er sande personer, og dog udstyret med næsten alle kendetegnene på den upersonlige åndemanifestation.
23:3.8 (261.6) I de syv superuniverser, sædvanligvis - men ikke altid - tenderer alting, som øger et væsens frigørelse fra tidens og rummets handicap med den forholdsmæssige formindskelse af personlighedsprivilegier. De Enlige Budbringere er en undtagelse til denne almindelige regel. De er i deres aktiviteter næsten uhindret i at anvende alle de grænseløse kanaler for åndeligt udtryk, guddommelig tjeneste, personlig pleje og kosmisk kommunikation. Hvis I kunne se disse meget specielle væsener i lyset af min erfaring af universets administration ville i forstå, hvor svært det ville være at koordinere superuniversernes anliggender uden deres alsidige medvirken.
23:3.9 (262.1) Uanset hvor meget større hele universet kan tænkes, så vil der højst sandsynlig ikke blive skabt flere Enlige Budbringere. Efterhånden som universernes antal øges må det udvidede administrationsarbejde i tiltagende grad udføres af andre typer af åndeministre og af de væsener, som har deres oprindelse i disse nye skabelser, som dem der skabes af Mestersønnerne og lokaluniversernes Moderånder.
23:4.1 (262.2) De Enlige Budbringere synes at være personligheds koordinatorer for alle typer af åndelige væsener. Deres aktiviteter hjælper alle personligheder i den vidtstrakte åndelige verden til at føle sig forbundet. De bidrager meget til udviklingen af en bevidsthed om gruppeidentitet hos alle åndevæsener. Hver type af åndevæsener betjenes af specielle grupper af Enlige Budbringere som fremmer evnen hos disse væsener til at forstå og omgås med alle andre typer og klasser, uanset hvor forskellige de end er.
23:4.2 (262.3) De Enlige Budbringere påviser en sådan forbavsende evne til at koordinere alle typer og klasser af finite personligheder - selv til at komme i kontakt med mesteruniversets overvågers absonitte regime - at nogle af os antager, at den Uendelige Ånds skabelse af disse budbringere på en eller anden måde er forbundet til Samforenerens overdragelse af Højeste-Ultimative Sind.
23:4.3 (262.4) Når en finalit og en Paradis statsborger i samarbejde treeniggøre et ”tidens og evighedens barn” - en handling som involverer den Højeste-Ultimatives uåbenbarede sindspotentiale - og når sådan en uklassificeret personlighed sendes til Vicegerington, anvises en Enlig Budbringer altid (en formodet personlighedseftervirkning af overdragelsen af et sådan guddomssind) som beskytter og ledsager til denne af skabt -væsener treenigede søn. Denne budbringer medfølger den nye skæbne søn til den verden han er anvist og forlader aldrig mere Vicegerington. Når en Enlig Budbringer således er knyttet til den skæbne som et tidens og evighedens barn skal møde, overføres han permanent til overvågning kun af Mesteruniversets Arkitekter. Hvad fremtiden for en sådan speciel forbindelse kan tænkes at være, ved vi ikke. Under tidsaldrenes forløb har disse par af unikke personligheder fortsat med at samles i Vicegerington, men ikke et eneste par har nogensinde begivet sig videre derfra.
23:4.4 (262.5) De Enlige Budbringeres antal er permanent, men treenighedsgørelsen af skæbne sønner er åbenbart en ubegrænset teknik. Eftersom at hver treenigede søn af skæbnen har fået tildelt en Enlig Budbringer forekommer det os som om, at tilgangen på budbringere en gang i en fjern fremtid vil blive opbrugt. Hvem skal fortsætte deres arbejde i storuniverset? Vil deres tjeneste blive overtaget af nogen ny udvikling blandt de Inspirerende Treenighedsånder? Vil storuniverset i en fjern fremtid nærmere blive administreret af væsener med treenighedsoprindelse mens skabte væsener med enkelt og tofoldig oprindelse vil flytte videre til verdnerne i det ydre rum? Hvis budbringerne vender tilbage til deres tidligere tjeneste vil disse sønner af skæbnen så følge dem? Vil treenighedsgørelsen mellem finaliter og Paradis-Havonaer ophøre når mængden af Enlige Budbringere er absorberet som beskyttere og ledsagere for disse skæbnes sønner? Skal alle vores effektive Enlige Budbringere koncentreres til Vicegerington? Vil disse meget specielle åndepersonligheder for evigt være forenede med disse treenigede sønner med uåbenbarede skæbne? Hvilken betydning burde vi knytte til det faktum at disse par som samles i Vicegerington står under ledelse af disse mægtige mysterievæsener, Mesteruniversets Arkitekter? Disse og mange andre spørgsmål stiller vi os selv, og stiller vi til talrige andre klasser af himmelske væsener, men vi kender ikke svarene.
23:4.5 (263.1) Denne implementering sammen med mange andre lignende hændelser i universadministrationen indikerer ufejlbarligt, at personalet i storuniverset, ja selv i Havona og Paradiset, undergår en definitiv og bestemt omorganisation koordineret med, og med henvisning til, de omfattende energiudviklinger som nu finder sted overalt i det ydre rums riger.
23:4.6 (263.2) Vi er tilbøjelige til at tro, at den evige fremtid vil bevidne fænomener i universets evolution som vil overstige alt, hvad den evige fortid har erfaret. Og vi ser frem mod dette uhyrlige eventyr, som I også burde, med stor iver og altid forhøjet forventning.
23:4.7 (263.3) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 24
24:0.1 (264.1) I UVERSA, inddeler vi alle Samskaberens personligheder og væsen i tre store afdelinger: den Uendelige Ånds Højere Personligheder, Budbringerne i Rummet og Tidens Tjenende Ånder, de åndelige væsener som er beskæftigede med at undervise og tjene viljevæsnerne i opstigningsplanen for de dødeliges fremgang.
24:0.2 (264.2) Den Uendelige Ånds Højere Personligheder som nævnes i disse beretninger virker overalt i universet som syv grupper:
24:0.3 (264.3) 1. Enlige Budbringere.
24:0.4 (264.4) 2. Universernes Kredsløbs Vejledere.
24:0.5 (264.5) 3. Folketællingslederne.
24:0.6 (264.6) 4. Personlige Assistenter til den Uendelige Ånd.
24:0.7 (264.7) 5. Tilknyttede Inspektører.
24:0.8 (264.8) 6. Forordnede Vagter.
24:0.9 (264.9) 7. De Gradueredes Vejledere.
24:0.10 (264.10) Enlige Budbringere, Kredsløbs Vejledere, Folketællingsledere og Personlige Assistenter kendetegnes ved, at de besidder en enorm stor evne af antityngdekraft. De Enlige Budbringere har efter hvad man ved ingen kendt hovedkvarter; de strejfe om i universernes univers. Universernes Kredsløbs Vejledere og Folketællingslederne opretholder hovedkvarter i superuniversernes hovedstæder. De Personlige Assistenter til den Uendelige Ånd er stationeret på den centrale Lysets Ø. De Tilknyttede Inspektører er stationeret i de lokale universernes hovedstæder og de Forordnede Vagter i hovedstæderne i lokaluniversernes system. De Gradueredes Vejledere er bosiddende i Havona universet og fungerer i alle dets en milliard verdner. De fleste af disse højere personligheder har opholdssteder i lokaluniverserne, men de er ikke organisk tilknyttet til administrationen i de evolutionære verdner.
24:0.11 (264.11) Af de syv klasser som denne gruppe omfatter, er det kun de Enlige Budbringere og måske de Personlige Assistenter som strejfer om i universernes univers. Enlige Budbringere møder man fra Paradiset og udad gennem Havona kredsløbene til superuniversernes hovedstæder og derfra udad videre gennem sektorerne og de lokale universer med deres underafdelinger, endda selv til de beboede verdner. Selvom Enlige Budbringere hører til den Uendelige Ånds Højere personligheder, så er deres oprindelse, art og tjeneste allerede diskuteret i det foregående kapitel.
24:1.1 (265.1) De vældige styrkestrømme i rummet såvel som åndeenergiens kredsløb synes som om de virker automatisk, de kan synes at fungere uden de mindste hindringer, men dette er ikke tilfældet. Alle disse enorme energisystemer er under kontrol, de er underlagt intelligent overvågning. Universernes Kredsløbs Vejledere beskæftiger sig, ikke med områderne for rent fysisk eller materiel energi - Universets Styrkeleders domæne - men med kredsløbene for relativ åndelig energi og med de modificerede kredsløb som er væsentlige for opretholdelsen af både de højt udviklede åndelige væsener og bevidsthedsvæsener af morontia- eller overgangstyper. Overvågerne giver ikke ophav til kredsløb af energi og guddommelighedens supersubstans, men almindeligvis har de at gøre med alle tidens og evighedens højere åndelige kredsløb og med alle relative åndelige kredsløb som vedrører administrationen af alle superuniversets bestanddele. De styrer og behandler alle sådanne kredsløb af åndeenergi udenfor Paradisøen.
24:1.2 (265.2) Universets Kredsløbs Vejledere er skabt alene af den Uendelige Ånd og de fungerer udelukkende som Samforenerens repræsentanter. De personaliseres for tjeneste i følgende fire klasser:
24:1.3 (265.3) 1. Højeste Kredsløbs Vejledere.
24:1.4 (265.4) 2. Tilknyttende Kredsløbs Vejledere.
24:1.5 (265.5) 3. Anden Gradens Kredsløbs Vejledere.
24:1.6 (265.6) 4. Tredje Gradens Kredsløbs Vejledere.
24:1.7 (265.7) Antallet af Højeste Vejledere i Havona og Tilknyttede Vejledere i de syv superuniverser er fuldstændigt, der skabes ikke flere i disse klasser. De Højeste Vejledere er syv i antal, og er stationeret på de syv Havona kredsløbs styreverdner. Kredsløbene i de syv superuniverser forvaltes af en vidunderlig gruppe af syv Tilknyttede Vejledere, som har deres hovedkvarter på den Uendelige Ånds syv Paradis-sfærer, de Syv Højeste Udøvers verdener. Herfra fører de tilsyn med og leder kredsløbene i rummets superuniverser.
24:1.8 (265.8) På disse Åndens syv Paradissfærer producere de syv Tilknyttende Kredsløbs Vejledere og første klasse af Højeste Styrkecentre en forbindelse som under ledelse af de Højeste Udøvere resulterer i den subparadisiske koordinering af alle materielle og åndelige kredsløb som passerer ud til de syv superuniverser.
24:1.9 (265.9) I hovedkvartersverden i hvert superunivers er anden gradens Vejledere stationeret for de lokale universer i tid og rum. De større og mindre sektorer er superregeringernes administrative afdelinger, men de er ikke indblandet i disse ærinder som gælder åndeenergiens overvågning. Jeg ved ikke, hvor mange anden gradens Kredsløbs Vejledere der fines i storuniverset, men i Uversa findes der 84.691 af disse væsener. Anden gradens Vejledere skabes løbende; fra tid til anden fremtræder de i grupper af halvfjerds i de Højeste Udøvers verden. Vi får dem på rekvisition når vi arrangerer etableringen af separate kredsløb af åndeenergi og forbindelsesstyrke til de universer indenfor vores virkeområde som for nylig er påbegyndt deres udvikling.
24:1.10 (265.10) En tredje gradens Kredsløbs Vejledere fungerer i hovedkvartersverden i hvert lokalunivers. Der skabes vedvarende flere af denne klasse ligesom anden gradens Vejledere, de skabes i grupper af syvhundrede og anvises til de lokale universer af Dagenes Ældste.
24:1.11 (266.1) Kredsløbs Vejledere skabes for deres specifikke opgaver, og de tjener for evigt i de grupper de oprindelig er forordnet til. De roteres ikke i tjeneste og studerer derfor under en hel tidsalder de problemer som tilhører områderne som de oprindelig er anvist til. Som eksempel: Tredje gradens Kredsløbs Vejleder nr. 572.842 har fungeret i Salvington lige siden jeres lokalunivers fik sin første begyndelse, og han er medlem af Mikael af Nebadons personlige stab.
24:1.12 (266.2) Uanset af om Kredsløbs Vejlederne virker i de lokale eller i de højere universer dirigerer de alt vedrørende anvendelsen af de rette kredsløb for overføring af alle åndelige meddelelser og for transport af alle personligheder. I deres arbejde med at overvåge kredsløbene udnytter disse effektive væsener alle agenturer, kræfter og personligheder i universernes univers. De beskæftiger i deres tjeneste de uåbenbarede ” høje åndelige personligheder af kredsløbs kontrol” og de assisteres dygtigt af talrige stabe af den Uendelige Ånds personligheder. Det er dem som isolerer en evolutionær verden hvis dets Planetprins gør oprør mod den Universelle Fader og hans stedfortrædende søn. De kan frakoble enhver verden fra visse af den højere åndelig ordningers kredsløb i universet, men de kan ikke ophæve styrkeledernes materielle strømme.
24:1.13 (266.3) Universernes Kredsløbs Vejledere har noget af det samme forhold til åndens kredsløb som Universets Styrkeledere har til materielle Kredsløb. De to klasser kompletterer hinanden og har sammen overopsynet med alle af åndens og materiens kredsløb, som kan kontrolleres og behandles af skabte væsener.
24:1.14 (266.4) Kredsløbs Vejlederne udøver et vis opsyn af sindets kredsløb som er åndelig associerede, meget lige som styrkelederne har en vis myndighed over de sindets faser, som er forbundet med fysisk energi - det mekaniske sind. I almindelighed ekspanderer hver klasses funktioner gennem forbindelse med de andre, men kredsløbene for rent sind er ikke underlagt nogen af deres overvågning. De to klasser er heller ikke koordinerede; i alt deres alsidige arbejde er Universernes Kredsløbs Vejledere underlagt de Syv Højeste Styrkeledere og deres underordnede.
24:1.15 (266.5) Selvom Kredsløbs Vejlederne er fuldstændig lige indenfor deres respektive klasser, så er de alle særskilte individer. De er sande personlige væsener, men de besidder en anden type af personlighed end den Faderen udgiver, og den træffes ikke hos nogen anden væsentype i hele den universelle eksistens.
24:1.16 (266.6) Selvom I vil genkende dem og kender dem når I rejser indad mod Paradiset, så vil i ikke have nogen personlige relationer med dem. De er kredsløbs vejledere, og de holder sig strengt og effektivt til deres opgaver. De beskæftiger sig kun med de personligheder og væsener som har overblik over de aktiviteter som vedrører kredsløbene under deres tilsyn.
24:2.1 (266.7) Selvom den Universelle Intelligensens kosmiske sind er bevidst om alle tænkende væseners tilstedeværelse og opholdssted, findes der i universernes univers desuden en uafhængig metode til at holde regnskab med alle viljevæsener.
24:2.2 (266.8) Folketællingens Ledere er en af den Uendelige Ånds specielle og afsluttede skabelser, og de findes i et for os ukendt antal. De er skabt således, at de kan være fuldstændig synkroniserede med afspejlingsteknikken i superuniverserne, samtidig med at de er personlig følsomme overfor og vil reagere på intelligent vilje. Disse ledere bliver umiddelbart bevidste om fødslen af vilje hvor som helst i storuniverset, en teknik som ikke er helt forstået. De er derfor altid kompetente til at give os antal, type og opholdssted for alle viljevæsener i hver del af den centrale skabelse og i de syv superuniverser. Men de fungerer ikke i Paradiset; der er ikke behov for dem der. I Paradiset er kundskaben iboende; Guddommene ved alting.
24:2.3 (267.1) Syv Folketællings Ledere virker i Havona; en er stationeret i styreverden i hver Havona kredsløb. Med undtagelse af disse syv og de klasse reserver som findes i Åndens Paradisverdner, så virker alle Folketællings Ledere indenfor Dagenes Ældstes retskreds.
24:2.4 (267.2) En Folketællings Leder præsiderer på hovedkvarteret i hvert superunivers, mens tusinder og atter tusinder er underlagt denne chefleder, en i hovedstaden i hvert lokalunivers. Alle personligheder i denne klasse er lige med undtagelse af dem i styreverdnerne i Havona og de syv chefledere i superuniverserne.
24:2.5 (267.3) I det syvende superunivers findes der et hundrede tusinde Folketællings Ledere. Og dette antal består udelukkende af dem som kan forordnes til lokaluniverser; deri er ikke inkluderet Usatias personlige medarbejdere, superuniversets chefleder for alle Folketællings Ledere i Orvonton. Ligesom cheflederne i de øvrige superuniverser er Usatia ikke direkte afstemt til at registrere intelligent vilje. Han er kun indstillet til sine underordnede som er stationeret i Orvontons universer; således virker han som en storartet sammentællende personlighed for deres rapporter, som kommer ind fra hovedstæderne i de lokale skabelser.
24:2.6 (267.4) Fra tid til anden indfører de officielle registratorer i Uversa status i deres register i superuniverset, således som den fremkommer i registreringen i Usatias personlighed. Sådanne folketællingsdata er hjemmehørende i superuniverserne; disse rapporter overføres hverken til Havona eller Paradiset.
24:2.7 (267.5) Folketællings Lederne har at gøre med mennesker - ligesom med andre viljevæsener - kun i den udstrækning at de registrerer selve viljefunktionen. De har intet at gøre med optegnelserne om jeres liv og dets hændelser; de er ikke i noget henseende optegnende personligheder. Folketællings Lederen i Nebadon nr. 81.412 i Orvonton serien, nu stationeret på Salvington, er i selve dette øjeblik personlige bevidst om din levende tilstedeværelse her på Urantia; og han forestår registreringen med bekræftelse på din død i det øjeblik du ophører med at fungere som et viljevæsen.
24:2.8 (267.6) Folketællings Lederne registrerer eksistensen af et nyt viljevæsen når den første viljehandling udføres; de angiver et viljevæsens død når den sidste viljehandling sker. Den delvise fremkomst af vilje som observeres i reaktionerne hos visse af de højere dyr hører ikke til Folketællings Ledernes område. De holder ikke rede på noget andet end ægte viljevæsener, og de reagerer ikke på noget andet end viljens funktion. Eksakt hvordan de registrerer viljens funktion ved vi ikke.
24:2.9 (267.7) Disse væsener har altid været Folketællings Ledere og forbliver det altid. De ville være relativt unyttige indenfor ethvert andet arbejdsområde i universet. Men de er ufejlbarlige i deres funktion; de gør sig aldrig skyldig i forsømmelse, eller i forfalskning. Og på trods af deres fantastiske evne og utrolige beføjelser er de personen; de har åndetilstedeværelse og form som kan genkendes.
24:3.1 (268.1) Vi har ingen autentisk viden om tiden eller måden for skabelsen af de Personlige Assistenter. Deres antal må være legioner, men det er ikke registreret i Uversa. Baseret på konservative beregninger på vores viden om deres arbejde, vover jeg at antage deres antal til flere billioner. Vi er af den opfattelse at den Uendelige Ånd ikke har nogen begrænsninger med hensyn til antallet vedrørende skabelsen af Personlige Assistenter.
24:3.2 (268.2) Den Uendelige Ånds Personlige Assistenter eksisterer udelukkende for at assistere Guddommens Tredje Persons tilstedeværelse i Paradiset. Selvom de er knyttet direkte til den Uendelige Ånd og lokaliseret på Paradiset, bevæger de sig som lynglimt til og fra selv de yderste dele i skabelsen. Hvorhen Samskaberens kredsløb end strækker sig. der kan disse Personlige Assistenter fremtræde for at udøve den Uendelige Ånds påbud. De gennemkrydser rummet stort set på samme måde som de Enlige Budbringere, men de er ikke personer i samme forstand som budbringerne er det.
24:3.3 (268.3) De Personlige Assistenter er alle lige og identiske; de udviser ingen individuelle differentiering. Selvom den Uendelige Ånd ser på dem som sande personligheder, så er det svært for alle andre at anse dem som virkelige personer; de manifesterer ingen åndetilstedeværelse for andre åndevæsener. Væsener med paradisoprindelse er altid bevidste om, når disse Assistenter er i nærheden, men vi opfatter ingen personlighedstilstedeværelse. Fraværet af en sådan tilværelsesform gør dem omtvisteligt endnu mere nyttige for Guddommens Tredje Person.
24:3.4 (268.4) Af alle de åbenbarede klasser af åndevæsener, som har deres oprindelse i den Uendelige Ånd er de Personlige Assistenter næsten de eneste som I ikke møder under jeres indadgående opstigning til Paradiset.
24:4.1 (268.5) De syv Højeste Udøvere på den Uendelige Ånds syv sfærer i Paradiset fungerer kollektivt som superledernes råd for de syv superuniverser. De Tilknyttede Inspektører legemliggør personligt de Højeste Udøvers autoritet for de lokale universer i tid og rum. Disse høje observatører af anliggender i de lokale skabelser er fælles efterkommere til den Uendelige Ånd og Paradisets Syv Herskerånder. I tiden tæt på evigheden personaliserede syv hundrede tusinde af dem, og deres reservekorps opholder sig i Paradiset.
24:4.2 (268.6) De Tilknyttede Inspektører arbejder under direkte overopsyn af de Syv Højeste Udøvere og er deres personlige og mægtige repræsentanter i tidens og rummets lokaluniverser. En inspektør er stationeret på hovedkvarterssfæren i hver lokal skabelse, og han er en nær medarbejder til den Dagenes Forenede som er bosat der.
24:4.3 (268.7) De Tilknyttede Inspektører modtager rapporter og rekommandationer kun fra deres underordnede, de Forordnede Vagter som er stationerede i hovedstæderne for de beboede verdners lokalsystem, mens de selv kun rapporterer til deres direkte overordnede den Højeste Udøver i det omhandlende superunivers.
24:5.1 (268.8) De Forordnede Vagter er de Syv Højeste Udøveres koordinerende personligheder og forbindelsesrepræsentanter. De personaliseres i Paradiset af den Uendelige ånd, og de skabes for de specielle formål for deres opgave. Deres antal er bestående, og der findes eksakt syv milliarder af dem.
24:5.2 (269.1) Meget på samme måde som en Tilknyttet Inspektør repræsenterer de Syv Højeste Udøvere i et helt lokalunivers, så findes der i hver og en af den lokale skabelsens ti tusinde systemer en Forordnede Vagt, som fungerer som direkte repræsentant for det fjerne og højeste superkontrol råd for anliggender i alle syv superuniverser. Vagterne som er i tjeneste i lokalsystemernes styrelser i Orvonton virker under den direkte overhøjhed af den Højeste Udøver Nummer Syv, koordinatoren for det syvende superunivers. Men i den administrative organisation er alle vagter som er forordnet til et lokalunivers underordnet den Tilknyttet Inspektør som er stationeret i universets hovedkvarter.
24:5.3 (269.2) Inden for en lokal skabelse roterer de Forordnede Vagter i tjeneste gennem overførsel fra et system til et andet. De byttes sædvanligvis hvert tusinde år af lokaluniversets tid. De hører til de højeste grader af personligheder stationerede i et systems hovedstad, men de deltager aldrig i overvejelser angående systemets anliggender. I lokalsystemet tjener de som ledere på tjenestens vegne for de fireogtyve administratorer som nedstammer fra de evolutionære verdner, men i øvrigt har opstigende dødelige meget lidt kontakt med dem. Vagterne er næsten udelukkende beskæftigede med at holde den Tilknyttede Inspektør i deres univers fuldt informeret om alle spørgsmål vedrørende velfærden og tilstanden i systemet for deres opgave.
24:5.4 (269.3) Forordnede Vagter og Tilknyttede Inspektører rapporterer ikke til de Højeste Udøvere gennem hovedkvarteret i et superunivers. De er kun ansvarlig overfor den Højeste Udøver i det omhandlende superunivers; deres aktiviteter er adskilt fra Dagenes Ældstes administration.
24:5.5 (269.4) De Højeste Udøvere, Tilknyttede Inspektører og Forordnede Vagter udgør sammen med omniaferne og en mængde uåbenbarede personligheder en effektiv, direkte og centraliseret men vidtrækkende system af rådgivende og administrativ koordinering af hele storuniverset af ting og væsener.
24:6.1 (269.5) De Gradueredes Vejledere støtter og leder som en gruppe det høje universitet for teknisk undervisning og åndelig øvelse som er så væsentligt for at de dødelige kan opnå tidsaldrenes mål: Gud, hvile, og senere perfektioneret tjeneste i evigheden. Disse højst personlige væsener har deres navn fra karakteren af og formålet med deres arbejde. De helligere sig udelukkende med opgaven af at vejlede de dødelige graduerede fra superuniverserne i tiden gennem Havona forløbet af undervisning og træning, der tjener til at forberede de opstigende pilgrimme for adgang til Paradiset og Finalitkorpset.
24:6.2 (269.6) Det er ikke forbudt for mig at berette om de Gradueredes Vejleders arbejde, men det er så ultraåndeligt at jeg tvivler på, at jeg kan give det materielle sind en rigtig opfattelse om deres mangfoldige aktiviteter. I mansoniaverdnerne, efter at jeres synsfelt er udvidet og I er befriet fra de materielle sammenligneliges lænker, kan i begynde at forstå meningen med de realiteter som ”intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad ingen menneskelig hjerne har kunne tænke”. og selv det som ”Gud har forberedt for dem som elsker sådanne evige sandheder”. I vil ikke altid være så begrænset i jeres synsvidde og åndelig forståelse.
24:6.3 (270.1) De Gradueredes Vejledere helligere sig med at lodse pilgrimmene fra tiden gennem de syv kredse af Havona verdener. Den vejleder som møder dig ved din ankomst til modtagelsesverden på det ydre Havona kredsløb bliver med dig under hele dit livsforløb på de himmelske kredsløb. Selvom du omgås med utallige andre personligheder under dit ophold i en milliard verdner, så følger din Graduerede Vejleder dig til enden af din fremskridt i Havona og bevidner din indtrædelse i tidens terminalsøvn, søvnen for evighedsoverføring til Paradis målet, hvor du ved opvækkelse hilses af den Paradisledsager som er anvist til at byde dig velkommen og måske bliver med dig indtil du indvies som medlem af de Dødeliges Finalitkorps.
24:6.4 (270.2) Antallet af Gradueredes Vejledere ligger udover det menneskelige sinds opfattelsesevne, og der fremkommer hele tiden flere af dem. Deres oprindelse er noget af et mysterium. De har ikke eksisteret i evighed, de fremkommer hemmelighedsfuldt efterhånden som de behøves. Der findes ingen optegnelser om nogen Gradueredes Vejleder i nogen af centraluniversets verdner førend den dag i en fjerntliggende svunden tid da alle tiders første dødelig pilgrim lykkes at nå frem til det ydre bælte i den centrale skabelse. I det øjeblik han landede i pilotverden på den ydre kredsløb blev han mødt af den venlige hilsende Malvorian, den første af de Gradueredes Vejledere og nu leder for deres højeste råd og forstander for deres vidtrækkende uddannelsesorganisation.
24:6.5 (270.3) I Paradisets register for Havona, indenfor den del som er benævnt ”Gradueredes Vejledere”, findes denne første optegnelse:
24:6.6 (270.4) ”Og Malvorian, den første af denne klasse, hilste og instruerede pilgrimmen som havde fundet Havona og førte ham fra den første erfarings ydre kredsløb, trin for trin og kredsløb for kredsløb, indtil han stod i selve tilstedeværelsen af Kilden og Skæbnen for alle personligheder og senere steg over evighedens tærskel til Paradiset.”
24:6.7 (270.5) På dette tidspunkt, for længe siden var jeg tilknyttet til tjeneste hos Dagenes Ældste i Uversa, og vi glædede os alle i forvisningen om at selv pilgrimme fra vores superunivers til sidst kunne nå frem til Havona. Under tidsaldrenes gang havde vi lært, at de evolutionære skabte væsener i rummet ville nå Paradiset, og alle tiders begejstring løb gennem de himmelske sale da den første pilgrim faktisk ankom.
24:6.8 (270.6) Navnet på denne pilgrim som fandt Havona er Grandfanda, og han nedstammer fra planet 341 i system 84 i konstellation 62 i lokaluniverset 1.131 beliggende i superunivers nummer et. Hans ankomst var signalet til at etablere informationsudsendelsen i universernes univers. Inden da, havde kun informationsudsendelser i superuniverserne og lokaluniverserne været i funktion, men meddelelsen om Grandfandas ankomst til Havonas porte signalerede indvielsen af de ”ærefuldes rapporter fra rummet”, således kaldt, da den første universelle informationsudsendelse rapporterede, at den første af de evolutionære væsener som havde opnået målet for opstigningstilværelsen var ankommet til Havona.
24:6.9 (270.7) De Gradueredes Vejledere forlader aldrig verdnerne i Havona; de helligere sig til betjening af de graduerede pilgrimme fra tiden og rummet. I kommer en gang til at mødes med disse ædle væsener ansigt til ansigt, såfremt du ikke afviser den sikre og helt igennem perfektioneret plan som er udkastet til at afstedkomme din overlevelse og opstigning.
24:7.1 (270.8) Selvom evolutionen ikke hører til ordningen i centraluniverset, mener vi, at de Gradueredes vejledere er de perfekte eller mere erfarne medlemmer af en anden klasse af væsener i centraluniverset, nemlig Servitalerne i Havona. De Gradueredes Vejledere viser en så omfattende sympati og en sådan evne af forståelse for de opstigende væsener, at vi er overbevist om, at de har opnået denne kultur gennem virkelig tjeneste i superuniversernes verdner som Havona servitalerne for universel tjeneste. Hvis denne indsigt ikke er korrekt, hvordan kan vi så forklare at de ældre eller mere erfarne servitaler vedvarende forsvinder?
24:7.2 (271.1) En servital er længe fraværende fra Havona på opgave i et superunivers, og han har haft mange sådanne opgaver tidligere. Han vender hjem og bevilges privilegiet af ”personlig kontakt” med Paradisets Centrale Lysstyrke, omfavnes af de Lysende Personer og forsvinder ud af sine åndelige kammeraters åsyn uden nogensinde på ny at åbenbare sig blandt sine egne.
24:7.3 (271.2) En Havona servital kan nyde talrige guddommelige omfavnelser, ved tilbagekomsten fra superuniverstjeneste, og fremkommer derfra kun som en ophøjet servital. At erfare den lysende omfavnelse indebærer ikke nødvendigvis at servitalen må forvandles til en Gradueredes Vejleder, men næsten en fjerdedel af dem som modtager den guddommelige omfavnelse vender aldrig tilbage til tjeneste.
24:7.4 (271.3) Der forekommer i de høje registre en rækkefølge af optegnelser som denne:
24:7.5 (271.4) ”Og servital nummer 842.842.682.846.782 i Havona, opkaldt Sudna, kom over fra superuniverstjeneste, blev modtaget i Paradiset, kendte Faderen, gik ind i den guddommelige omfavnelse og findes ikke.”
24:7.6 (271.5) Når en sådan optegnelse optræder i registret er livsforløbet for denne servital afsluttet. Men efter tre øjeblikke (noget mindre end tre dage af jeres tid) fremtræder en nyfødt Gradueredes Vejleder ”spontant” på det ydre kredsløb i Havona universet. Og antallet af Gradueredes Vejledere, med forbehold for en ubetydelig forskel, som uden tvivl berører dem som befinder sig i overgang, er eksakt det samme som antallet af forsvundne servitaler.
24:7.7 (271.6) Der findes yderligere en årsag for antagelsen af, at de Gradueredes Vejledere er udviklede Havona servitaler, og det er den ufejlbarlige tendens hos disse vejledere og deres medarbejdende servitaler til at danne nogle usædvanlige stærke bånd til hinanden. Den måde, hvorpå disse tilsyneladende forskellige klasser af væsener forstår og sympatiserer med hinanden er helt uforklarligt. Det er opfriskende og inspirerende at bevidne deres gensidige hengivenhed.
24:7.8 (271.7) De Syv Mesterånder og de med dem tilknyttede Syv Højeste Styrkeledere er personlige opbevaringssteder af henholdsvis sindspotentialet og styrkepotentialet hos det Højeste Væsen som denne endnu ikke personligt benytter. Når disse medarbejdere i Paradiset samarbejder for at skabe Havona servitaler bliver disse som følge heraf involveret i visse faser af Højesteheden. Havona servitalerne er således i selve virkeligheden en afspejling i det fuldkomne centralunivers af visse evolutionære potentialer i tidens og rummets domæner, hvilket alt afsløres, når en servital undergår forvandling og genskabelse. Vi mener, at denne forvandling sker som reaktion til den Uendelige Ånds vilje, og at han utvivlsomt virker på vegne af den Højeste. De Gradueredes Vejledere skabes ikke af det Højeste Væsen, men vi formoder alle, at den erfaringsmæssige Guddom på en eller anden måde er involveret i de hændelser som bringer disse væsener ind i tilværelsen.
24:7.9 (271.8) Det Havona som de opstigende dødelige nu rejser gennem adskiller sig i mange henseender fra centraluniverset sådan som det var før Grandfandas tid. De dødelige opstigendes ankomst til kredsløbene i Havona igangsatte gennemgribende forandringer i den centrale og guddommelige skabelsens organisation, forandringer utvivlsomt indledt af det Højeste Væsen - de evolutionære væseners Gud - som reaktion på ankomsten af den første af hans erfaringsmæssige børn fra de syv superuniverser. Fremkomsten af de Gradueredes Vejledere sammen med skabelsen af tredje gradens supernafer, er betegnende på at disse udførelser er af Gud den Højeste.
24:7.10 (272.1) [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 25
25:0.1 (273.1) I den Uendelige Ånds familie er Rummets Budbringerskarer af mellemliggende rangordning. Disse alsidige væsener fungerer som forbindelsesled mellem de højere personligheder og de tjenende ånder. Budbringerskarerne omfatter følgende klasser af himmelske væsener:
25:0.2 (273.2) 1. Havona servitaler.
25:0.3 (273.3) 2. Universelle Mæglere.
25:0.4 (273.4) 3. Tekniske Rådgivere.
25:0.5 (273.5) 4. Vagter af Paradisets Register.
25:0.6 (273.6) 5. Himmelske Registratorer.
25:0.7 (273.7) 6. Morontia ledsagere.
25:0.8 (273.8) 7. Paradis ledsagere.
25:0.9 (273.9) Af de syv opregnede grupper er kun tre - servitaler, mæglere og morontia ledsagere - skabte sådan som de er; de øvrige fire repræsenterer opnåelsesniveauer indenfor engleklasserne. I overensstemmelse med deres medfødte natur og deres opnåede status, så tjener budbringerskarerne på forskellig vis i universernes univers, men altid under ledelse af dem som regerer de riger hvor de har deres opgave.
25:1.1 (273.10) Selvom de kaldes servitaler er centraluniversets ”mellemvæsener” ikke tjenere i nogen nedsættende betydning af ordet. I den åndelige verden findes der intet mindreværdigt arbejde; al tjeneste er helligt og stimulerende; de højere klasser af væsener ser heller ikke ned på de lavere klasser i tilværelsen.
25:1.2 (273.11) Havona servitalerne er de Syv Mesterånders og deres medarbejders, de Syv Højeste Styrkeleders fælles skabelse. Dette kreative samarbejde kommer tættest på at være et mønster for den lange liste af de tofoldige klassers reproduktion i de evolutionære universer, begyndende med skabelsen af en Klar Morgenstjerne gennem forbindelsen mellem en Skabersøn og en Skabende Ånd ned til seksuel forplantning i verdner som Urantia.
25:1.3 (273.12) Antallet af servitaler er enormt, og der skabes bestandigt flere. De fremkommer i grupper af et tusinde i det tredje øjeblik efter at Mesterånderne og de Højeste Styrkeledere er samlet på deres fælles område i Paradisets sektor langt mod nord. Hver fjerde servital er mere fysisk i deres type end de andre. Det betyder at syv hundrede og halvtreds af hver tusinde tilsyneladende er af ren åndetype, men to hundrede og halvtreds er semifysiske i deres natur. Disse fjerde væsener minder i en vis grad om materielle væsener (materielle i Havona betydning), og de ligner de fysiske styrkeledere mere end Mesterånderne.
25:1.4 (274.1) Når det gælder forholdet mellem personligheder dominerer det åndelige over det materielle, selvom det ikke nu ser således ud på Urantia. Ved fremkomsten af Havona servitalerne råder denne lov om åndens dominans; det etablerede forhold giver tre åndelige væsener for en semifysisk.
25:1.5 (274.2) Alle nyoprettede skabte servitaler og nyligt fremkomne Gradueredes Vejledere, gennemgår de træningskurser som de ældre vejledere vedvarende gennemfører på hver og en af de syv Havona kredsløb. Servitalerne anvises derefter til de aktiviteter som de er bedst egnet til, og da de er af to typer - åndelig og semifysisk - findes der få grænser for det arbejde som disse alsidige væsener kan udfører. De højere eller åndelige grupper anvises selektivt til tjeneste hos Faderen, Sønnen og Ånden og til arbejde hos de Syv Mesterånder. De sendes, fra tid til anden, i store antal til tjeneste i de studieverdner som kredser omkring hovedkvarterssfærerne i de syv superuniverser, de verdner hvis opgave det er at yde den afsluttende træning og den åndelige kultur til tidens opstigende sjæle som forbereder sig for overflytning til kredsløbene i Havona. Både de åndelige servitaler og deres mere fysiske ledsagere forordnes også som assistenter og medarbejdere til de Gradueredes Vejledere for at hjælpe og instruere de forskellige klasser af opstigende væsener som har opnået Havona og som forsøger at nå Paradiset.
25:1.6 (274.3) Havona servitalerne og de Gradueredes Vejledere udviser en enestående hengivelse til deres arbejde og en rørende hengivenhed for hinanden. Denne hengivenhed, skønt åndelig, kan I kun forstå ved sammenligning med menneskelig kærlighed. Der findes en guddommelig lidenskab i servitalernes adskillelse fra vejlederne, hvilket så ofte indtræffer, når servitalerne sendes på opgave udenfor grænserne af centraluniverset; men de begiver sig på vej med glæde og ikke med sorg. Den tilfredsstillende glæde som kommer af den høje tjenesteydelse er den alt overskyggende følelse hos åndelige væsener. Sorg kan ikke eksistere indenfor bevidstheden om, at den guddommelige opgave er udført i trofasthed. Og når menneskets opstigende sjæl står foran den Højeste Dommer, vil afgørelsen om det som har evig betydning ikke blive bestemt af materiel fremgang eller kvantitative resultater; dommen som kastes tilbage gennem de høje domstole forkynder: ”Vel gjort, gode og trofaste tjener; du har været tro i nogle væsentligheder; du skal sættes til at herske over universets virkeligheder.”
25:1.7 (274.4) Ved superuniverstjeneste anvises Havona servitalerne altid til det domæne som ledes af den Mesterånd som de mest ligner i spørgsmålet om almindelige og specielle åndelige egenskaber. De tjener kun i undervisningsverdnerne som omgiver hovedstæderne i de syv superuniverser, og den sidste rapport fra Uversa angiver, at næsten 138 milliarder servitaler var virksomme på dets 490 satellitter. De engagerer sig i en endeløs mangfoldighed af aktiviteter i forbindelse med arbejdet i disse undervisningsverdner, som udgør superuniversitetet i superuniverset Orvonton. Her er de jeres ledsagere; de er kommet ned fra jeres næste livsforløb for at studere jer og inspirere jer med virkeligheden og visheden om jeres eventuelle graduering fra tidens universer til evighedens verden. Ved disse kontakter får servitalerne den indledende erfaring af at værne om de opstigende tidens væsener hvilket er til stor hjælp i deres senere arbejde på Havona kredsløbene som medarbejdere til de Gradueredes Vejledere eller - i egenskab af forvandlede servitaler - som selve Gradueredes Vejledere.
25:2.1 (275.1) For hver skabt Havona servital kommer der syv Universelle Mæglere ind i tilværelsen, en i hvert superunivers. Denne skabelses forordning involverer en bestemt superunivers teknik af afspejlende reaktion på transaktioner, som foregår i Paradiset.
25:2.2 (275.2) I hovedkvartersverdnerne i de syv superuniverser fungerer de Syv Mesterånders syv afspejlinger. Det er svært at påtage sig beskrivelsen for det materielle sind af disse Afspejlende Ånders væsen. De er virkelige personligheder; men hvert medlem af en superunivers gruppe afspejler fuldt ud kun en af de Syv Mesterånder. Hver gang Mesterånderne forener sig med styrkelederne for at skabe en gruppe af Havona servitaler, sker der en samtidig fokusering til en af de Afspejlende Ånder i hver superunivers gruppe og straks fremtræder et lignende antal Universelle Mæglere fuldt udviklet i hovedkvartersverdnerne i de syv superskabelser. Hvis Mesterånd Nummer Syv tog initiativet til skabelse af servitaler ville ingen andre end den syvende klasses Afspejlende Ånder blive gravide med mæglere; og samtidig med skabelse af et tusinde servitaler af Orvonton klassen ville et tusinde af den syvende klasses mæglere fremtræde i hver superunivers hovedstadsverden. Ud af disse begivenheder, som afspejler Mesteråndernes syvfoldige natur, fremkommer de syv skabte klasser af mæglere som tjener i hvert superunivers.
25:2.3 (275.3) Mæglere med førparadisisk status tjener ikke uskiftevis mellem forskellige superuniverser, men er begrænset til de segmenter i skabelsen hvor de er født. Hvert superunivers korps, som indeholder en syvendedel af hver skabt klasse, tilbringer derfor en meget lang tid under indflydelse af en af Mesterånderne, med udelukkelse af de øvrige, for selvom alle syv afspejles i superuniversernes hovedstæder, så er der kun en dominant i hver superskabelse.
25:2.4 (275.4) Hver og en af de syv superskabelser gennemstrømmes i selve virkeligheden af den af Mesterånderne som styrer dets skæbne. Hvert superunivers bliver således som et gigantisk spejl, som afspejler den overvågende Mesterånds natur og karakter. Og alt dette får yderligere en fortsættelse af de Skabende Moderånders tilstedeværelse og funktion i hvert underordnet lokalt univers. Påvirkningen fra et sådan miljø på den evolutionære vækst er så dybtgående, at mæglerne i deres livsforløb efter superuniverstiden kollektivt udviser niogfyrre erfaringsmæssige synsvinkler, eller indsigter, hver og en vinklet - og derfor ufuldstændig - men som alle gensidig kompletterer hinanden og tilsammen tenderer mod at omfatte Højestehedens cirkel.
25:2.5 (275.5) I hvert superunivers befinder de Universelle Mæglere sig mærkeligt og instinktivt opdelt i grupper på fire, grupperinger i hvilken de vedvarende tjener. I hver gruppe findes der tre åndepersonligheder og en mægler - ligesom det fjerde væsen blandt servitalerne - som er et semimaterielt væsen. Kvartetten udgør en fredsstiftende kommission og er opbygget som følger:
25:2.6 (275.6) 1. Voldgiftsdommer. Den som de tre andre samstemmig har betegnet som den mest kompetente og bedst kvalificeret til at virke som juridisk leder for gruppen.
25:2.7 (275.7) 2. Åndeadvokaten. Den som Voldgiftsdommeren har udnævnt til at fremlægge bevismaterialet og beskytte rettighederne for alle de personligheder, som er involveret i de sager som er udpeget til afgørelse af den fredsstiftende kommission.
25:2.8 (276.1) 3. Den guddommelige Eksekutor. Den mægler som gennem sin medfødte natur er egnet til at tage kontakt med verdnernes materielle væsener og til at udføre kommissionens beslutninger. De guddommelige Eksekutorer som er fjerde væsener - kvasimaterielle væsener - er næsten men ikke helt synlig for de dødelige menneskeracers kortsigtede syn.
25:2.9 (276.2) 4. Registratoren. Det tilbageværende medlem af kommissionen bliver automatisk registratoren, domstolens sekretær. Han ser til, at alle protokoller føres på ret vis for superuniversets arkiv og for lokaluniversets register. Hvis kommissionen er i tjeneste i en evolutionær verden udfærdiges der med eksekutorens hjælp, en tredje rapport, for de fysiske arkiver i domskredsens systemstyrelse.
25:2.10 (276.3) Når kommissionen træder sammen fungerer den som en gruppe på tre, idet advokaten er frakoblet under forhandlingen og deltager kun i formuleringen af afgørelse ved afslutningen af forhøret. Deraf kommer det, at disse kommissioner undertiden kaldes dommertrioen.
25:2.11 (276.4) Mæglerne er af stor værdi for at holde universernes univers i smidig funktion. Da de rejser gennem rummet med den serafiske farts tredobbelte hastighed tjener de som verdnernes omrejsende domstole, kommissioner, helliget til hurtige afgørelser af mindre problemer. Var det ikke for disse mobile og fremragende retfærdige kommissioner, så ville sfærernes domstole være håbløst overbelastet med sager som gælder mindre misforståelser i verdnerne.
25:2.12 (276.5) Disse dommertrioer tager ikke stilling i sager som har evig betydning; sjælen, evighedsperspektivet hos et væsen fra tiden, er aldrig bragt i fare ved deres handlinger. Mæglerne behandler ikke spørgsmål som strækker sig udover den tidsmæssige eksistens og den kosmiske velfærd for tidens væsener. Men når en kommission en gang har taget et problem til behandling, så er dets afgørelse endelig og altid samstemmig; der findes ingen mulighed for at appellere over voldgiftsdommerens beslutning.
25:3.1 (276.6) Mæglerne opretholder gruppehovedkvarter i deres superunivers hovedstad, hvor deres primære reservekorps findes. Deres sekundære reserver er stationeret i lokaluniversernes hovedstæder. De yngre og mindre erfarne kommissionsmedlemmer begynder deres tjeneste i de lavere verdener, verdner som Urantia, og avancerer til at behandle større problemer efter at de har opnået en mere moden erfaring.
25:3.2 (276.7) Mæglernes klasse er helt pålidelig; ingen af dem er nogensinde kommet på afveje. Selv om de ikke er ufejlbarlige i deres visdom og bedømmelse, så er de ubestridt pålidelige og usvigelig trofaste. De fremkommer i et superunivers hovedkvarter, og vender tilbage dertil til sidst, avancerende gennem følgende niveauer af universtjeneste:
25:3.3 (276.8) 1. Mæglere til verdnerne. Når de personligheder som overvåger de enkelte verdner bliver meget rådvilde eller direkte går i hårdknude angående den rette fremgangsmåde under de eksisterende omstændigheder, og hvis sagen ikke er tilstrækkelig betydningsfuld til at blive bragt for områdets regulære konstituerede domstole, kan en mæglingskommission på foranledning af to personligheder, en fra hver af stridens sider, straks begynde at fungere.
25:3.4 (277.1) Når disse administrative og juridiske vanskeligheder er givet i hænderne på mæglerne for undersøgelse og pådømmelse, så har de højest autoritet. Men de formulerer ingen beslutning, førend alt bevismateriale er præsenteret, og der er så absolut ingen grænse for deres autoritet til at indkalde vidner fra nær og fjern. Og selvom deres beslutninger ikke kan appelleres, udvikler sagerne sig nogen gange således, at kommissionen lukker dets protokol på et givet punkt, sammenfatter dets opfattelse og overfører hele spørgsmålet til områdets højere domstole.
25:3.5 (277.2) Kommissionsmedlemmernes beslutninger indføres i de planetariske registre og om nødvendigt, sættes i værk af den guddommelige eksekutor. Hans magt er meget stor og hans aktiviteter i en beboet verden er meget bredt. De guddommelige eksekutorer er mestre i at omforme hvad der er, så det bliver til gavn for det, der burde være. Nogen gange er det indlysende, at deres arbejde udføres for velfærden indenfor det omhandlende område, og nogen gange er deres handlinger i tidens og rummets verdner svære at forklare. Selv om de ikke udøver beslutninger som er i strid med naturlove eller fastsætte lovgivningsmæssige procedure af den omhandlende verden, virkeliggør de ofte deres mærkværdige handlinger og gennemtvinger mæglernes opgave i overensstemmelse med systemadministrationens højere love.
25:3.6 (277.3) 2. Mæglere for systemhovedkvarteret. Fra tjenesten i de evolutionære verdner flyttes disse kvartetkommissioner op til tjeneste i et systemhovedkvarter. Her har de meget arbejde at udføre, og de viser sig at være forstående venner til mennesker, engle og andre åndevæsener. Dommertrioen giver sig ikke så meget af med personlige menings forskelle som med stridigheder mellem grupper og med misforståelser som opstår mellem forskellige klasser af skabte væsener; og i et systemhovedkvarter lever både åndelige og materielle væsener, såvel som de kombinerede typer, såsom de Materielle Sønner.
25:3.7 (277.4) I det øjeblik da Skaberne bringer evolutionære individer ind i tilværelse med evne til at vælge, i det øjeblik sker der en afvigelse fra den guddommelige perfektions problemfri drift; det er sikkert at misforståelser opstår, og forholdsregler for retfærdig regulering af disse ærlige meningsforskelle må tages. Vi bør alle huske, at de vise og almægtige Skabere kunne have gjort lokaluniverserne præcis lige så perfekte som Havona. Ingen mæglingskommissioner behøves i centraluniverset. Men Skaberne valgte i deres fulde visdom ikke at gøre sådan. Og samtidigt med at de har frembragt universer som vrimler af uligheder, og myldre med besværligheder, så har de også tilvejebragt mekanismen og midlerne til at bilægge alle disse uligheder og til at harmonisere hele denne tilsyneladende forvirring.
25:3.8 (277.5) 3. Mæglere for konstellationerne. Fra tjenesten i systemet forfremmes mæglerne op til at behandle problemer i en konstellation, stifter bekendtskab med de mindre besværligheder som opstår mellem dets et hundrede systemer af beboede verdner. Ikke særlig mange af de problemer som opstår i en konstellations hovedkvarter falder ind under området for deres jurisdiktion, men de holdes optaget med at rejse fra system til system for at indsamle bevismateriale og udarbejde forberedende vidneforklaringer. Hvis striden er ærlig, hvis besværlighederne fremkommer af oprigtige meningsopfattelse og ærlige forskelle i synspunkt, uanset hvor få personer, som kan tænkes at være indblandet, og hvor ubetydelig misforståelsen end kan forekomme, så kan man altid få en mæglende kommission til at udtale sig om stridens kendsgerninger.
25:3.9 (277.6) 4. Mæglere for lokaluniverserne. I dette mere omfattende arbejde som gælder et univers er kommissionsmedlemmerne til stor hjælp for både Melkisedekerne og Administrationssønnerne, for konstellationsherskerne og for de skarer af personligheder, som er beskæftiget med koordineringen og administrationen af de et hundrede konstellationer. De forskellige klasser af serafer og andre fastboende indbyggere på hovedkvarterssfærerne i et lokalunivers benytter sig ligeledes også af hjælpen og beslutningerne fra dommertrioen.
25:3.10 (278.1) Det er næsten umuligt at forklare arten af de uoverensstemmelser, som kan opstå i de detaljerede anliggender i et system, en konstellation eller et univers. Besværligheder opstår, men de er meget ulig de ubetydelige prøvelser og det slid og slæb i den materielle tilværelse, således som den leves i de evolutionære verdner.
25:3.11 (278.2) 5. Mæglere for superuniversernes mindre sektorer. Fra problemerne i lokaluniverserne flyttes kommissionsmedlemmerne op til studiet af spørgsmål som opstår i de mindre sektorer af deres superuniverser. Jo længere op de stiger indad fra de enkelte planeter, desto færre er den guddommelige eksekutors materielle pligter; gradvis antager han en ny rolle som fortolker af barmhjertighed og retfærdighed og holder samtidig - kvasimateriel som han er - kommissionen som helhed i sympatisk kontakt med de materielle aspekter af sine undersøgelser.
25:3.12 (278.3) 6. Mæglere for superuniversernes større sektorer. Karakteren af kommissionsmedlemmernes arbejde fortsætter med at forandres, når de avancerer. Der vil være færre og færre misforståelser at skulle tage stilling til og flere og flere mystiske fænomener at forklare og tolke. Trin for trin udvikles de fra voldgiftsdommere i stridsspørgsmål til fortolkere af mysterier - dommere som udvikles til fortolkende lærere. En gang var de voldgiftsdommere for dem som gennem uvidenhed tillod besværligheder og misforståelser at opstå; men nu bliver de instruktører for dem som er tilstrækkelig intelligente og tolerante til at undgå sindskonflikter og meningskrige. Jo højere et væsens undervisning er desto mere respekt har han for andres kundskab, erfaring og opfattelse.
25:3.13 (278.4) 7. Mæglere for superuniverset. Her bliver mæglerne ligestillet - fire voldgiftslærere som forstår hinanden og fungerer perfekt. Den guddommelige eksekutor aflægges sin gengældelses styrke og bliver åndetrioens fysiske talerør. På dette tidspunkt er disse rådgivere og lærere blevet grundigt bekendt med de fleste af de aktuelle problemer og besværligheder som fremkommer ved ledelsen af superuniversernes anliggender. Således bliver de vidunderlige rådgivere og kloge lærere for de opstigende pilgrimme som opholder sig på de uddannelsessfærer som omgiver hovedkvartersverdnerne i superuniverserne.
25:3.14 (278.5) Alle mæglere tjener under Dagenes Ældstes almindelige tilsyn og under Afspejlingsmedhjælpernes umiddelbare ledelse indtil det tidspunkt, hvor de overflyttes til Paradiset. Under opholdet i Paradiset rapporterer de til den Mesterånd som leder det superunivers som de nedstammer fra.
25:3.15 (278.6) Superuniversets register opregner ikke de mæglere som har forladt deres forvaltningsområde, og sådanne kommissioner findes vidt udspredt i storuniverset. Den sidste registerrapport i Uversa angiver antallet af kommissioner som virker i Orvonton til næsten atten billioner - over halvfjerds billioner individer. Men dette er kun en meget lille brøkdel af den enorme mængde mæglere som er skabt i Orvonton; det antal er af en helt anden størrelsesorden og er ensbetydende med det totale antal Havona servitaler, med forbehold for forvandlingen til Gradueredes Vejledere.
25:3.16 (278.7) Fra tid til anden, når antallet af mæglere i superuniverserne øges, forvandles og overføres de til perfektionens råd i Paradiset, hvorfra de senere fremtræder som de koordinerende korps som er udviklet for universernes univers af den Uendelige Ånd - en fantastisk gruppe af væsener som vedvarende vokser i antal og effektivitet. Fra den erfaringsmæssige opstigning og træning i Paradiset har de fået et unik greb om den Højeste Væsens fremkommende virkelighed, og de rejser omkring i universernes univers på specialopgaver.
25:3.17 (279.1) Medlemmerne i en mæglende kommission skilles aldrig ad. En gruppe på fire tjener for evigt sammen, netop sådan som de oprindeligt blev forenet. Selv i deres forherligede tjeneste fortsætter de med at fungere som kvartetter af akkumuleret kosmisk erfaring og perfektioneret erfaringsmæssig visdom. De er for evigt associerede som en legemliggørelse af den højestes retfærdighed i tid og rum.
25:4.1 (279.2) Disse juridiske og tekniske sind i åndeverden skabes ikke som sådanne. Blandt de tidlige supernafer og omniafer udvælges en million af de mest velordnede sind af den Uendelige Ånd som kernen i denne omfattende og alsidige gruppe. Og lige siden denne lange fjerne tid har virkelig erfaring i anvendelsen af perfektionens love på planerne for den evolutionære skabelse været krævet af alle, som ønsker at blive Tekniske Rådgivere.
25:4.2 (279.3) De Tekniske Rådgivere rekrutteres fra følgende personlighedsklassers rækker:
25:4.3 (279.4) 1. Supernaferne.
25:4.4 (279.5) 2. Sekonaferne.
25:4.5 (279.6) 3. Tertiaferne.
25:4.6 (279.7) 4. Omniaferne.
25:4.7 (279.8) 5. Seraferne.
25:4.8 (279.9) 6. Visse typer af opstigende dødelige.
25:4.9 (279.10) 7. Visse typer af opstigende mellemvæsener.
25:4.10 (279.11) På nuværende tidspunkt, ikke medregnende de dødelige og mellemvæsener, som alle er midlertidigt tilknyttet, så er antallet af Tekniske Rådgivere som er registrerede i Uversa og virker i Orvonton lidt over enogtres billioner.
25:4.11 (279.12) De Tekniske Rådgivere fungerer ofte som individer, men er organiseret for tjeneste og de opretholder fælles hovedkvarter på opgavesfærerne i grupper på syv. I hver gruppe må mindst fem være af permanent status, mens to kan være midlertidig tilknyttet. Opstigende dødelige og opstigende mellemvæsener tjener i disse rådgivende kommissioner under deres opstigning til Paradiset, men de deltager ikke i de regulerende træningskurser for Tekniske Rådgivere, og de vil heller ikke nogensinde bliver de permanente medlemmer af klassen.
25:4.12 (279.13) De dødelige og de mellemvæsener som midlertidigt tjener sammen med rådgiverne udvælges til dette arbejde på grund af deres sagkundskab i opfattelsen af universel lov og højeste retfærdighed. Når I er på vej mod jeres mål i Paradiset og vedvarende erhverver øget kundskab og større færdigheder bliver du fortløbende givet mulighed for at dele ud til andre af den visdom og erfaring som I allerede har samlet; hele vejen ind til Havona agerer i rollen af elev-lærer. I vil arbejde jer opad gennem de stigende niveauer i dette vidtrækkende erfaringsmæssige universitet ved at videregive til dem som netop er nedenfor jer den nyfundne kundskab fra jeres opadgående karrierer. I det universelle regime regner man ikke med at I har tilegnet jer kundskab og sandhed førend I har demonstreret jeres evner og jeres vilje til at formidle denne kundskab og sandhed til andre.
25:4.13 (280.1) Efter lang træning og virkelig erfaring tillades enhver tjenende ånd med status over keruberne at opnå permanent udnævnelse til Teknisk Rådgiver. Alle kandidater tilmelder sig frivilligt til denne tjenesteklasse; men når de engang har taget imod disse ansvarsopgaver kan de ikke afsige sig dem. Det er kun Dagenes Ældste som kan forflytte disse rådgivere til andre aktiviteter.
25:4.14 (280.2) Uddannelsen af Tekniske Rådgivere, som er påbegyndt i lokaluniversernes Melkisedekske institutioner, fortsætter frem til Dagenes Ældstes domstol. Fra denne superuniversets uddannelse går de videre til de ”syv cirklers skoler” i Havona kredsløbenes styreverdener. Og fra styreverdnerne optages de ind på ”kollegium for retsetik og Højestehedens teknik”. Paradisets uddannelsesskole for de Tekniske Rådgivers perfektion.
25:4.15 (280.3) Disse rådgivere er mere end loveksperter; de er studerende og lærer af anvendt lov, universets love anvendt på livet og skæbnerne for alle, som bebor de vidtrækkende domæner i den vidtstrakte skabelse. Med tiden bliver de tidens og rummets levende lovbibliotek, som forhindrer endeløst besvær og unødige forsinkelser med at instruere tidens personligheder angående de fremgangsmåder og formen som er mest acceptable for evighedens herskere. De kan så råde rummets arbejdere, så de kan fungerer i harmoni med Paradisets betingelser; de er alle skabte væseners lærere vedrørende Skabernes fremgangsmåde.
25:4.16 (280.4) Et sådan levende bibliotek bestående af anvendt lov kunne ikke blive skabt; sådanne væsener måtte udvikles gennem virkelig erfaring. De infinitte Guddomme er eksistentielle og derfor kompenserende for den erfaring som savnes; de ved alt, selv førend de erfare alt, men de formidler ikke denne ikke-erfaringsmæssige viden til deres underordnede væsener.
25:4.17 (280.5) De Tekniske Rådgivere helligere sig arbejdet med at forhindre forsinkelser, understøtte fremgang og give råd om hvordan man opnår resultater. Der er altid en måde, som er bedst og rigtig, at gøre sager og ting på; der er altid en fuldendt teknik, en guddommelig metode, og disse rådgivere ved, hvordan de skal lede os alle for at finde denne bedre vej.
25:4.18 (280.6) Disse overordentlige kloge og praktiske væsener er altid tæt forbundet med de Universelle Censorers tjeneste og arbejde. Melkisedekerne har et dygtig korps til deres rådighed. Herskerne i systemerne, konstellationerne, universerne og superuniverssektorerne er alle rigeligt forsynet med disse den åndelige verdens tekniske og juridiske referencesind. En speciel gruppe fungerer som juridiske rådgivere til Livsbærerne for at give disse Sønner råd om hvor langt det er tilladt at afvige fra den etablerede ordning for livets forplantning og i øvrigt instruere dem om deres privilegier og funktionsbeføjelser. De er rådgivere til alle klasser af væsener med hensyn til den rette skik og brug og fremgangsmåde i alle forhold i åndeverden. Men de har ikke direkte og personligt noget at gøre med verdnernes materielle væsener.
25:4.19 (280.7) Foruden at give råd med hensyn til juridiske skik og brug, helligere de Tekniske Rådgivere sig ligelig med effektivt at fortolke alle love som gælder skabte væsener: fysiske, sindsmæssig eller åndelige. De er tilgængelig for de Universelle Mæglere og for alle andre, som ønsker at vide lovens sandhed; med andre ord, at vide hvordan man kan stole på at Guddommens Højestehed reagerer i en given situation, som indeholder faktorer af en etableret fysisk, sindsmæssig eller åndelig art. De forsøger til og med at belyse teknikken på hvilket den Ultimative virker.
25:4.20 (281.1) De Tekniske Rådgivere er udvalgt og afprøvet væsener; Jeg ved ikke af, at nogen af dem skulle være kommet på afveje. Vi har ingen optegnelser i Uversa, som angiver, at de nogensinde er blevet dømt for foragt af de guddommelige love, som de så effektivt fortolker og så veltalende udlægger. Der findes ingen kendte grænser for deres virkeområde, eller for deres fremskridt. De forsætter som rådgivere selv til Paradisets porte; hele lovens og erfaringens univers er åbent for dem.
25:5.1 (281.2) Blandt tredje gradens supernafer i Havona udvælges nogle af de ældste ledende registratorer til Vogtere af Registret, til opretholdelse af de formelle arkiver på Lysets Ø, og disse arkiver som er i kontrast til de levende registreringer i kundskabsvogternes sind, blandt andet kaldt ”Paradisets levende bibliotek”.
25:5.2 (281.3) De registrerende engle på de beboede planeter er kilden til alle individuelle optegnelser. Overalt i universet fungerer andre registratorer med hensyn til både formelle optegnelser såvel som levende registreringer. Fra Urantia til Paradiset træffes begge slags registreringer; i et lokalunivers mere af de skriftlige registreringer og mindre af de levende; i Paradiset mere af de levende og mindre af de formelle; i Uversa er begge lige tilgængelige.
25:5.3 (281.4) Enhver hændelse af betydning i den organiserede og beboede skabelses registreres. Mens hændelser som kun har en lokal betydning registreres kun lokalt, så behandles de hændelser, som har en bredere betydning i overensstemmelse hermed. Fra planeterne, systemerne og konstellationerne i Nebadon registreres alting, som har betydning for universet, i Salvington; og fra sådanne univershovedstæder føres hændelsesforløbet videre for registrering højere oppe når det angår sektor- og superstyrelsernes anliggender. I Paradiset findes også en relevant sammenlægning af forløbene fra superuniverserne og Havona; og denne historiske og kumulative beretning om universernes univers står under beskyttelse af disse ophøjede tredje gradens supernafer.
25:5.4 (281.5) Selvom visse af disse væsener er sendt til superuniverserne for at tjene som Ledende Registratorer, for at styre de Himmelske Registratorers aktiviteter, så er ikke en endnu nogensinde blevet overført fra det permanente navneopråb over deres klasse.
25:6.1 (281.6) Disse er de registratorer som udfører alle optegnelser i to eksemplarer: en original ånderegistrering og en semimateriel genpart - hvad man kunne kalde en kopi. Dette kan de gøre på grund af deres særlige evne til samtidig at behandle både åndelig og materiel energi. Himmelske Registratorer skabes ikke sådan; de er opstigende serafer fra lokaluniverserne. De modtages, klassificeres og anvises til deres arbejdssfærer af de Ledende Registratorernes råd i de syv superuniversers hovedkvarter. Her er også beliggende de skoler som uddanner de Himmelske Registratorer. Skolen i Uversa drives af Visdommens Fuldkomne og de Guddommelige Rådgivere.
25:6.2 (281.7) Når registratorerne avancerer i universtjeneste fortsætter de deres system af dobbelt registrering og gør således altid deres registreringer tilgængelig for alle klasser af væsener, lige fra dem som hører til den materielle klasse til lysets høje ånder. Under jeres overgangserfaring, når I stiger op fra den materielle verden, vil I altid være i stand til at konsultere registreringerne, og på anden måde være fortrolig med historien og traditionerne på den sfære, hvor i er stationeret.
25:6.3 (282.1) Registratorerne er et testet og afprøvet korps. Jeg har intet kendskab til at nogen Himmelsk Registrator er frafaldet og der er aldrig opdaget nogen forfalskning i deres registreringer. De er underlagt en dobbelt inspektion på sådan en måde, at deres registreringer bliver nøje undersøgt af deres ophøjede kammerater fra Uversa og af de Mægtige Budbringere, som bevidner rigtigheden af de kvasifysiske kopier af de originale ånderegistreringer.
25:6.4 (282.2) Mens de avancerede registratorer som er stationerede på de underordnede registreringssfærer i Orvontons universer tæller trillioner og atter trillioner, så er antallet af dem, som har opnået højere status i Uversa ikke helt oppe på otte millioner. Disse ældre og graduerede registratorer er superuniversets vogtere og viderebefordrere af de verificerede optegnelser fra tid og rum. Deres permanente hovedkvarter findes i de cirkelformede bygninger som omgiver arkivområdet i Uversa. De overlader aldrig beskyttelsen af disse registre til andre; enkelte individer kan være fraværende men aldrig i større antal.
25:6.5 (282.3) Ligesom de supernafer som er blevet Vogtere af Registrene har de Himmelske Registratorers korps en permanent opgave. Når serafer og supernafer en gang er antaget til disse tjenester forbliver de respektive Himmelske Registratorer og Vogtere af Registrene til den dag, hvor Gud den Højestes fulde personalisering medfører en ny og modificeret administration.
25:6.6 (282.4) I Uversa kan disse ældre Himmelske Registratorer vise registreringen over alting af kosmisk betydning i hele Orvonton siden den forlænge svunden tid da Dagenes Ældste ankom, ligesom Vogterne af Registrene på den evige Ø bevogter dette riges arkiv som vidner om hændelserne i Paradiset siden tiden for den Uendelige Ånds personificering.
25:7.1 (282.5) Disse børn til lokaluniversernes Moderånder er venner og medarbejdere til alle som lever det opstigende morontialiv. De er ikke uundværlige for det arbejde som et opstigende væsen gør for sin fremgang, og de erstatter heller ikke de på nogen måde arbejdet af de serafiske vogtere som ofte ledsager deres dødelige medarbejdere på rejsen til Paradiset. Morontialedsagerne er helt enkelt venlige værter for dem som for nylig har påbegyndt deres lange opstigning indad. De er også øvede rekreative ledere og får i dette arbejde dygtig hjælp af omvekslingslederne.
25:7.2 (282.6) Selvom I får alvorlige og gradvist svære opgaver at udføre i de morontielle uddannelsesverdener i Nebadon, så sørger man altid for, at I får regelmæssige perioder af hvile og forandring. Under hele rejsen til Paradiset vil der altid være tid for hvile og åndeleg; og under livsforløbet af lys og liv vil der altid være tid for tilbedelse og nye bedrifter.
25:7.3 (282.7) Disse Morontialedsagere er sådanne venlige medarbejdere, at når I lægger den sidste fase af morontiaerfaringen bag jer, når I forbereder jer på at påbegynde åndeeventyret i superuniverset, så kommer I oprigtigt til at beklage, at disse selskabelige væsener ikke kan følge med jer; men de tjener udelukkende i lokaluniverserne. På hvert stadium i opstigningens livsforløb er alle personligheder som I kan få kontakt med venlige og selskabelige, men ikke før i møder Paradisledsagerne vil I finde en anden gruppe, som er ligeså hengiven til venskab og kammeratskab.
25:7.4 (283.1) Morontialedsagernes arbejde beskrives mere fyldestgørende i de beretninger som handler om anliggenderne i jeres lokalunivers.
25:8.1 (283.2) Paradisledsagerne er en sammensat eller forsamlet gruppe som er rekrutteret fra rækken af serafer, sekonafer, supernafer og omniafer. Selvom de tjener under en tid som I ville anse som uhørt lang, så har de ikke permanent status. Når deres virke er afsluttet vender de som regel tilbage (men ikke altid) til de opgaver de udførte da de blev kaldt til tjeneste for Paradiset.
25:8.2 (283.3) Medlemmerne i engleskarerne udnævnes til denne tjeneste af lokaluniversernes Moderånder, af superuniversernes Afspejlende Ånder og af Majeston i Paradiset. De kaldes til den centrale Ø og forordnes til Paradisledsagere af en af de Syv Mesterånder. Bortset fra permanent status i Paradiset, er denne midlertidige tjeneste som de udfører som Paradisledsagere den højeste ære som nogensinde kan tildeles de tjenende ånder.
25:8.3 (283.4) Disse udvalgte engle er helliget til tjeneste som ledsagere og anvises som ledsagere til alle klasser af væsener, som tilfældigvis er alene i Paradiset, hovedsaglig til de opstigende dødelige men også til alle andre som er enlige på den centrale Ø. Paradisledsagerne er ingenting specielt som de bør udrette for dem som de omgås med; de er helt enkelt ledsagere. Næsten alle andre væsener som I dødelige møder under jeres ophold i Paradiset - bortset fra jeres pilgrimskollegaer - har noget definitivt som de skal gøre med jer eller for jer; men disse ledsagere er anvist for at være sammen med jer og holde jer med selskab som personlighedsledsagere. De assisteres ofte i deres virke af Paradisets venlige og lysende Medborgere.
25:8.4 (283.5) De dødelige kommer fra menneskeracer som er meget selskabelige. Skaberne ved at ” det ikke er godt for mennesker at være alene”, og derfor er der selv i Paradiset sørget for selskab.
25:8.5 (283.6) Hvis du som opstigende dødelig skulle nå Paradiset i selskab med din partner eller nærmeste medarbejder fra dit jordiske livsforløb, eller hvis din serafiske skæbnevagt tilfældigvis ville ankomme sammen med dig eller allerede ventede på dig, så ville der ikke blive anvist nogen permanent ledsager til dig. Men hvis du ankom alene, så vil der helt sikkert være en ledsager til at byde dig velkommen når du vågner på Lysets Ø fra tidens sidste søvn. Selv om det er kendt, at du kommer at følges med nogen som du har været i selskab med under opstigningsforløbet, så vil der blive anvist nogle midlertidige ledsagere til at hilse dig velkommen til de evige strande og til at ledsage dig til det som er gjort klart for dig og dine nærmestes modtagelse. I kan være sikre på at få en varm velkomst når I oplever opstandelsen i evigheden på Paradisets evige kyster.
25:8.6 (283.7) Modtagelsesledsagerne anvises under de sidste dage af de opstigendes ophold på det sidste kredsløb i Havona, og de undersøger grundigt registeret over den dødeliges oprindelse og den hændelsesrige opstigning gennem verdnerne i rummet og kredsløbene i Havona. Når de byder de dødelige fra tiden velkommen er de allerede velbevandret i disse ankomne pilgrimmes livsforløb og viser sig at være sympatiske og interessante ledsagere.
25:8.7 (283.8) Hvis du under din førfinalitiske ophold i Paradiset af en eller anden grund skulle blive adskilt fra din partner - dødelig eller serafisk - fra opstigningsforløbet, så vil der straks blive anvist en Paradisledsager som rådgiver og selskab. Når en ledsager en gang er anvist til en opsteget dødelig som bor alene i Paradis forbliver han hos denne person indtil han enten genforenes med sine medarbejdere fra opstigningsforløbet eller på behørig måde mønstres i Finalitkorpset.
25:8.8 (284.1) Paradisledsagerne tilforordnes i ventende rækkefølge bortset fra at en opsteget aldrig betros en ledsager hvis natur er i modsætning til hans superuniverstype. Hvis en dødelig fra Urantia i dag ankom til Paradiset ville han blive anvist den første ventende ledsager som enten har sin oprindelse i Orvonton ellers er af den Syvende Mesterånds natur. Omniaferne tjener således ikke sammen med de opstigende væsener fra de syv superuniverser.
25:8.9 (284.2) Paradisledsagerne udfører mange andre slags tjenester: Hvis en opstigende dødelig, alene nåede frem til centraluniverset, og såfremt han under sin rejse gennem Havona har mislykkes i en eller anden fase af guddomseventyret, så ville han til sin tid blive tilbagesendt til universerne i tiden, og samtidigt afgår der et kald til Paradisledsagernes reserver. En af denne klasse bliver så anvist til at følge pilgrimmen, som har lidt nederlag, at være med ham og at trøste og opmuntre ham samt forbliver hos ham, indtil han vender tilbage til centraluniverset for at fortsætte opstigningen til Paradiset.
25:8.10 (284.3) Hvis en opstigende pilgrim led nederlag i sit guddomseventyr under sin rejse gennem Havona i selskab med en opstigende seraf, skytsengelen fra livsforløbet som dødelig, ville hun vælge at følge sin dødelige partner. Disse serafer melder sig altid som frivillig og tillades at følges med deres langvarige dødelige kammerat tilbage til tjeneste i tid og rum.
25:8.11 (284.4) Men således er det ikke tilfældet med to nære associerede dødelige opstigende: Hvis den ene når frem til Gud mens den anden midlertidig mislykkes, vælger den som det er lykkes for uvægerlig at rejse tilbage til de evolutionære skabelser sammen med den skuffede personlighed, men dette tillades ikke. I stedet går der et kald til Paradisledsagernes reserver og en af deres frivillige udvælges til at følge den skuffede pilgrim. En frivillig Paradismedborger bliver tilknyttet den vellykket dødelige, og denne dvæler på den centrale Ø afventende tilbagekomsten til Havona af kammeraten som har lid nederlag. Undertiden underviser han i visse skoler i Paradiset og præsenterer eventyrsberetningen fra den evolutionære opstigning.
25:8.12 (284.5) [Udarbejdet af En med Stor Autoritet fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 26
26:0.1 (285.1) SUPERNAFERNE er de tjenende ånder i Paradiset og centraluniverset; de er den højeste klasse i den laveste gruppe af den Uendelige Ånds børn - engleskarerne. Disse tjenende ånder møder man fra Paradisets Ø til verdnerne i tid og rum. Ingen større dele af den organiserede og beboede skabelse er uden deres tjenester.
26:1.1 (285.2) Englene er de tjenende åndemedarbejdere til de evolutionære og opstigende viljevæsener i hele rummet, og de er også kollegaer og arbejdskammerater til de højere skarer af sfærernes guddommelige personligheder. Englene af alle klasser er tydelige personligheder og højt individualiserede. De har alle en stor evne for påskønnelse af omvekslingsledernes virkefelter. Sammen med Rummets Budbringerskarer tilbringer de tjenende ånder perioder af hvile og omveksling; de har en meget selskabelig natur og deres associative kapacitet overstiger langt menneskenes.
26:1.2 (285.3) De tjenende ånder i storuniverset klassificeres som følger:
26:1.3 (285.4) 1. Supernafer.
26:1.4 (285.5) 2. Sekonafer.
26:1.5 (285.6) 3. Tertiafer.
26:1.6 (285.7) 4. Omniafer.
26:1.7 (285.8) 5. Serafer.
26:1.8 (285.9) 6. Keruber og Sanober.
26:1.9 (285.10) 7. Mellemvæsener.
26:1.10 (285.11) De enkelte medlemmer af engleklasserne er ikke helt stationære i spørgsmålet om personlig status i universet. Engle af visse klasser kan blive Paradisledsagere for en periode, en del bliver Himmelske Registratorer, andre stiger op til rækken af de Tekniske Rådgivere. Visse af keruberne kan stræbe efter status og skæbne som seraf, mens evolutionære serafer kan nå op til Guds opstigende Sønners åndelige niveauer.
26:1.11 (285.12) De syv åbenbarede klasser af tjenende ånder grupperes for præsentation i overensstemmelse med deres funktioners største betydning for opstigende dødelige:
26:1.12 (285.13) 1. De tjenende ånder i centraluniverset. De tre klasser af supernafer tjener i Paradis-Havonasystemet. Første gradens eller Paradissupernaferne skabes af den Uendelige Ånd. Den anden og tredje gradens klasser som tjener i Havona er henholdsvis efterkommere af Mesterånderne og Kredsløbs Ånderne.
26:1.13 (286.1) 2. De tjenende ånder i superuniverserne - sekonaferne, tertiaferne og omniaferne. Sekonaferne, de Afspejlende Ånders børn, tjener i forskellige opgaver i de syv superuniverser. Tertiaferne, som har deres oprindelse i den Uendelige Ånd, bliver til sidst dedikeret forbindelsestjenesten hos Skabersønnerne og Dagenes Ældste. Omniaferne skabes i fællesskab af den Uendelige ånd og de Syv Højeste Udøvere, og de fungerer udelukkende som tjenere hos de sidstnævnte. Diskussionen om disse tre klasser er temaet for en efterfølgende beretning i denne serie.
26:1.14 (286.2) 3. De tjenende ånder i lokaluniverserne omfatter seraferne og deres assistenter keruberne. Med disse afkom til en Universets Moderånd har de dødelige opstigende deres første kontakt. Mellemvæsenerne, som er født i de beboede verdner, hører ikke rigtig til de egentlige engleklasser selvom de ofte funktionelt grupperes blandt de tjenende ånder. Beretningen om dem præsenteres sammen med en redegørelse om serafer og keruber i de kapitler som handler om anliggenderne i jeres lokalunivers.
26:1.15 (286.3) Alle engleskarernes klasser helligere sig til de forskellige universopgaver og tjener på en eller anden måde de himmelske væseners højere klasser, men det er supernaferne, sekonaferne og seraferne som i store antal anvendes for at fremme den progressive perfektions opstigningsplan for tidens børn. Når de tjenestegør i centraluniverset, i superuniverserne og i lokaluniverserne udgør de den ubrudte kæde af åndeministre som den Uendelige Ånd har tilvejebragt for at hjælpe og vejlede alle som stræber efter at nå frem til den Universelle Fader gennem den Evige Søn.
26:1.16 (286.4) Supernaferne er kun begrænset i deres ”åndepolaritet” hvad angår en fase af deres virke, den som er knyttet til den Universelle Fader. De kan arbejde enkeltvis undtagen når de direkte anvender Faderens eksklusive kredsløb. Når supernaferne befinder sig i styrkereceptionen direkte fra Faderen, må de frivilligt forene sig i par for at synkronisere med den Evige Søns kredsløb. Sekonaferne er ligeledes begrænset, og må desuden arbejde i par for at synkronisere med den Evige Søns kredsløb. Seraferne kan arbejde alene som uafhængige og lokaliserede personligheder; men de er kun i stand til at koble sig ind til kredsløbene når de er polariserede som forbindelsespar. Når sådanne åndevæsener forener sig som par siger man, at den ene er komplementær til den anden. Komplementære forhold kan være midlertidige, de er ikke nødvendigvis af bestående natur.
26:1.17 (286.5) Disse strålende lysvæsener opretholder livet med direkte indtagelse af åndelig energi fra de primære kredsløb i universet. De dødelige på Urantia opnår deres lysenergi gennem lysets inkarnation i planteriget, men engleskarerne er kredsløbs-tilkoblet, de ” har mad som i ikke ved noget om”. De tager også del i de storslået Treenighedens Undervisende Sønners cirkulerende undervisning; de har en måde at tage imod viden og indhente visdom som meget ligner deres fremgangsmåde for assimilation af livsenergierne.
26:2.1 (286.6) Supernaferne er dygtige ministre for alle typer af væsener som opholder sig i Paradiset og i centraluniverset. Disse høje engle skabes i tre hovedklasser: første, anden og tredje gradens supernafer.
26:2.2 (287.1) Supernaferne af første graden er efterkommere udelukkende til Samskaberen. De deler deres tjeneste omtrent ligelig mellem visse grupper af Paradismedborgere og de stadig voksende korps af opstigningspilgrimme. Disse engle på den evige Ø er meget effektive til at fremme den væsentlige træning af begge grupper af indbyggere i Paradiset. De bidrager med meget som er nyttigt for den gensidige forståelse mellem disse to unikke klasser af universets skabninger - den ene repræsenterende den højeste type af guddommelig og perfekt viljevæsen, den anden repræsenterende den fuldkomne evolution af den laveste type af viljevæsen i hele universet af universer.
26:2.3 (287.2) Det arbejde som supernaferne af første graden udfører, er så unikt og særpræget, at det skal behandles særskilt i den efterfølgende beretning.
26:2.4 (287.3) Supernaferne af anden graden er ledere for de opstigende væseners anliggender på de syv kredse i Havona. De er ligeledes beskæftiget med at støtte undervisningen af de talrige klasser af Paradismedborgere som under lange perioder opholder sig på verdenskredsløbene i den centrale skabelse, men vi må ikke diskutere denne fase af deres tjeneste.
26:2.5 (287.4) Der findes syv typer af høje engle, hver og en med oprindelse i en af de Syv Mesterånder og i natur er i overensstemmelse med denne. Kollektivt skaber de Syv Mesterånder mange forskellige grupper af unikke væsener og enheder, og de enkelte medlemmer i hver sådan en gruppe er forholdsvis ensartet i deres natur. Men når disse selvsamme Syv Mesterånder skaber individuelt er de klasser, som det altid resultere i syvfoldige i deres natur; børnene til hver Mesterånd ligner naturen hos deres skabere og er som følge heraf forskellig fra hverandre. Dette er oprindelsen af supernaferne af anden graden, og englene af alle syv skabte typer tjenestegør i alle aktivitetskanaler som er åbne for hele deres klasse, hovedsaglig på de syv kredse i det centrale og guddommelige univers.
26:2.6 (287.5) Hver og en af de syv planetariske kredse i Havona står under direkte tilsyn af en af de Syv Kredsløbs Ånder, som selv er en kollektiv - og nogenlunde ensartet - skabelse af de Syv Mesterånder. Skønt de i deres natur ligner den Tredje Kilde og Center var disse syv assisterende Ånder i Havona ikke en del af det oprindelige universmønster. De begyndte at fungere efter den oprindelige (evige) skabelse men langt før Grandfandas tid. De kom utvivlsomt til syne som Mesteråndernes skabende reaktion på det Højeste Væsens pludselig opstående formål, og de befandt sig værende i tjeneste efter at storuniverset var organiseret. Den Uendelige Ånd og alle hans skabende medarbejdere, synes som universelle koordinatorer, at være rigelig begavet med evnen til at komme med egnede skabende reaktioner på de samtidige udviklingsfænomener i de erfaringsmæssige Guddomme og de udviklende universer.
26:2.7 (287.6) Supernaferne af tredje graden har deres oprindelse i disse Syv Kredsløbs Ånder. Hver og en af dem, på de enkelte kredse i Havona, får af den Uendelige Ånd evnen til at skabe et tilstrækkeligt antal høje supernafiske ministre af tredje graden for at tilfredsstille behovet i centraluniverset. Mens Kredsløbs Ånder produceret forholdsvis få af disse tjenende engle før tidens pilgrimme ankom til Havona, så påbegyndte de Syv Mesterånder ikke deres skabelse af anden gradens supernafer før Grandfanda var landet. Som den ældste af de to klasser, skal supernaferne af tredje graden, derfor behandles først.
26:3.1 (288.1) De Syv Mesterånders tjenere er specialistengle på de forskellige kredse i Havona, og deres tjeneste strækker sig til både de opstigende pilgrimme fra tiden og de nedstigende pilgrimme fra evigheden. I de en milliard studieverdner i den perfekte centrale skabelse er jeres supernafiske medarbejdere af alle klasser fuldt synlige for jer. Der vil i alle være i den højeste betydning broderlige og forstående væsener med gensidig kontakt og sympati. I vil også genkende og omgås inderligt med de nedstigende pilgrimme. Paradismedborgerne som rejser gennem disse kredsløb indefra udad, ankommer til Havona gennem styreverden på den første kreds og fortsætter udad til den syvende.
26:3.2 (288.2) De opstigende pilgrimme fra de syv superuniverser rejser gennem Havona i modsat retning. De ankommer til styreverden på den syvende kreds og fortsætter indad. Der findes ingen tidsbegrænsning for de opstigende væseners fremgang fra verden til verden og kredsløb til kredsløb, ligesom der ikke findes noget konkret tidsramme som vilkårligt er angivet for beboelsen i morontiaverdnerne. Men mens tilstrækkelig udviklede individer kan fritages fra ophold i en eller flere af uddannelsesverdnerne i lokaluniverset så kan ingen pilgrimme undgå at rejse gennem alle syv Havona kredsløb af fremadskridende åndeliggørelse.
26:3.3 (288.3) Det korps af tredje gradens supernafer primært er forordnet til tjeneste af pilgrimmene fra tiden klassificeres som følger:
26:3.4 (288.4) 1. Harmonivejlederne. Det bør være indlysende, at en eller anden form af koordinerende indflydelse må være nødvendig, selv i et perfekt Havona for at opretholde systemet og garantere harmonien i alt arbejdet med at forberede pilgrimmene fra tiden for deres opnåelse i Paradiset. Dette er den virkelige opgave for harmonivejlederne - at sikre, at alting løber smidigt og hurtigt. De fremkommer på den første kreds, tjener overalt i Havona, og deres tilstedeværelse på kredsene betyder, at intet muligvis kan gå galt. Deres store evne til at koordinere en stor mængde forskellige aktiviteter som involverer personligheder af forskellige klasser - endda på flere niveauer - gør det muligt for disse supernafer at være til hjælp hvor og når det er nødvendigt. De bidrager enormt til den gensidige forståelse mellem pilgrimmene fra tiden og pilgrimmene fra evigheden.
26:3.5 (288.5) 2. De Ledende Registratorer. Disse engle skabes på det andet kredsløb men virker overalt i centraluniverset. De registrerer optegnelserne i tre eksemplarer og ekspederer dem i Havonas konkrete arkiv, i deres klassers åndelige arkiv og i Paradisets formelle register. Desuden sender de automatisk meddelelse til Paradisets levende bibliotek, kundskabsvogterne af supernafernes første grad, om de vigtigste hændelser som er sand-viden.
26:3.6 (288.6) 3. Informations udsenderne. Børnene til den tredje kreds Ånd fungerer overalt i Havona selvom de officielt er stationeret på planet nummer halvfjerds i den yderste cirkel. Disse teknikkens mestre er modtagere og afsendere af informationsudsendelser i den centrale skabelse, og de styrer rum rapporterne om alle guddomsfænomener i Paradiset. De kan anvende alle grundlæggende kredsløb i rummet.
26:3.7 (288.7) 4. Budbringerne har deres oprindelse på kreds nummer fire. De gennemrejser Paradis-Havonasystemet som bærere af alle meddelelser som kræver personlig transmission. De tjener deres kammerater, de himmelske personligheder, paradispilgrimmene og selv de opstigende sjæle fra tiden.
26:3.8 (289.1) 5. Informationskoordinatorerne. Disse tredje gradens supernafer, børn til den femte Kredsløbs Ånd, er altid vise og sympatiske initiativtagere af broderlig association mellem de opstigende og de nedstigende pilgrimme. De tager hånd om alle indbyggerne i Havona, i særdeleshed om de opstigende, gennem vedvarende at holde dem informerede om hændelserne i universernes univers. I kraft af deres personlige kontakter med informationsudsenderne og afspejlerne får disse ”levende aviser” i Havona er øjeblikkelig fortrolig med alle informationer som går ud over det omfattende nyheds kredsløb i centraluniverset. De samler information med Havonas grafiske metode, hvilket gør det muligt for dem automatisk at modtage lige så meget information på en time af Urantia tid som det ville tage et tusinde år med jeres hurtigste telegrafteknologi.
26:3.9 (289.2) 6. Transportpersonlighederne. Disse væsener, som har deres oprindelse på kredsløb nummer seks, virker sædvanligvis fra planet nummer fyrre på den yderste kreds. Det er dem som transporterer de skuffede kandidater bort som forbigående mislykkes deres guddomseventyr. De er klar til at betjene alle som må komme og gå i deres tjeneste i Havona og som ikke selv kan rejse i rummet.
26:3.10 (289.3) 7. Reservekorpsene. Variationerne i arbejdet med de opstigende væsener, Paradispilgrimmene og andre klasser af væsener som opholder sig i Havona gør det nødvendigt at opretholde disse reserver af supernafer i styreverden i den syvende cirkel, hvor de har deres oprindelse. De skabes uden speciel hensigt og er kompetente til at rykke ind i tjeneste i de mindre krævende faser af alle opgaver som hører til deres supernafiske medarbejdere af tredje graden.
26:4.1 (289.4) Supernaferne af anden graden er ministre på de syv planetariske kredsløb i centraluniverset. En del af dem er engageret i at betjene pilgrimmene fra tiden, og halvdelen af hele deres klasse er forordnet til uddannelse af Paradispilgrimmene fra evigheden. Disse Paradismedborgere ledsages også, under deres pilgrimsfærd gennem kredsløbene i Havona, af frivillige fra de Dødeliges Finalitkorps, et arrangement, som har været i kraft siden den første finalitgruppe blev fuldført.
26:4.2 (289.5) I overensstemmelse med deres periodiske opgave med at tage sig af de opstigende pilgrimme arbejder anden gradens supernafer i følgende syv grupper:
26:4.3 (289.6) 1. Pilgrims hjælpere.
26:4.4 (289.7) 2. Højestehedens vejledere.
26:4.5 (289.8) 3. Treenighedens vejledere.
26:4.6 (289.9) 4. Sønfindere.
26:4.7 (289.10) 5. Faderens vejledere.
26:4.8 (289.11) 6. Rådgivere og konsulenter.
26:4.9 (289.12) 7. Hvilens fuldbyrdere.
26:4.10 (289.13) Hver og en af disse arbejdsgrupper består af engle af alle syv skabende typer, og en pilgrim fra rummet vejledes altid af en anden gradens supernaf med oprindelse i den Mesterånd som styrer det superunivers hvor pilgrimmen er født. Når I dødelige på Urantia når frem til Havona vil I helt sikkert blive vejledt af supernafer hvis skabende natur - ligesom jeres egen udviklede natur - nedstammer fra Mesterånden i Orvonton. Og da jeres vejler nedstammer fra Mesterånden i jeres eget superunivers er de specielt kvalificerede til at forstå, trøste og hjælpe jer i alle jeres anstrengelser for at opnå Paradisets perfektion.
26:4.11 (290.1) Pilgrimmene fra tiden transporteres forbi Havonas mørke gravitationslegemer til det ydre planetariske kredsløb af transportpersonlighederne blandt første gradens sekonafer, som virker ud fra hovedkvartererne i de syv superuniverser. En majoritet, men ikke alle, af de serafer som tjener på planeterne og i de lokale universer og som er blevet akkrediteret for opstigning til Paradiset vil tage afsked med deres dødelige kammerater før den lange rejse til Havona og påbegynder straks en lang og intensiv træning for himmelske opgaver, og forventer som serafer, at opnå perfekt eksistens og højeste tjeneste. Og dette gør de, i håb om at blive genforenet med pilgrimmene fra tiden, for at kunne regnes blandt dem, som for evigt følger samme vej som sådanne dødelige som er nået frem til den Universelle Fader og er blevet forordnet til Finalitkorpset med dets uafslørede tjeneste.
26:4.12 (290.2) Pilgrimmene lander på modtagelsesverden i Havona, styreverden på det syvende kredsløb, udrustet med kun en slags fuldkommenhed: formålets fuldkommenhed. Den Universelle Fader har påbudt ” Vær fuldkomne, således som jeg er fuldkommen.” Dette er den forbløffende indbydelse og befaling som er udsendt til de finite børn i verdnerne i rummet. Kundgørelse af denne formaning har sat hele skabelsen i bevægelse i den fælles stræben hos de himmelske væsener for at hjælpe til med at opfylde og virkeliggørelse denne utrolige befaling fra den Første Store Kilde og Center.
26:4.13 (290.3) Når du takke været alle de hjælpende skarers tjeneste, som indgår i den universelle overlevelsesplan, endelig afleveres i modtagelsesverden i Havona, ankommer du med kun en slags fuldkommenhed - formålets fuldkommenhed. Dit formål har været grundigt prøvet, din tro er testet. Du er kendt for at kunne tåle skuffelser. Ikke engang fejltagelsen til at skelne den Universelle Fader kan ryste troen eller alvorligt forstyrre tilliden hos en opstigende dødelig som har gennemgået den erfaring, som alle må gennemgå for at nå frem til de perfekte sfærer i Havona. På den tid hvor du når Havona er din oprigtighed blevet ophøjet. Formålets fuldkommenhed og længselens guddommelighed sammen med troens urokkelighed har sikret din indtrædelse i evighedens stabiliserede boliger; din frigørelse fra tidens usikkerhed er fuldstændig og afsluttet, og nu må du stå ansigt til ansigt med Havonas problemer og Paradisets uendeligheder for at modtage det, for hvilket du så længe har været uddannet i under de erfaringsmæssige tidsepoker i verdnernes skoler i rummet.
26:4.14 (290.4) Troen har vundet for den opstigende pilgrim en formålets fuldkommenhed, som giver tidens børn adgang til evighedens porte. Nu må pilgrimmenes medhjælpere påbegynde arbejdet med at udvikle denne fuldkommenheds forståelse og den opfattelsens teknik som er så uundværlig for Paradisets perfektion af personlighed.
26:4.15 (290.5) Evnen til at forstå, er den dødeliges pas til Paradiset. Villighed til at tro er nøglen til Havona. Accepteringen af sønskab, samarbejde med Retteren i menneskets indre, er prisen for evolutionær overlevelse.
26:5.1 (291.1) De første af de syv grupper af anden gradens supernafer som træffes er pilgrimmenes hjælpere, disse væsener med hurtig opfattelse og åbenhjertig sympati som byder velkommen til de meget berejste opstigende fra rummet til de stabiliserende verdner og den velordnet organisation i centraluniverset. Samtidig påbegynder disse høje ministre deres arbejde for paradispilgrimmene fra evigheden, af hvilken den første landede i på den inderste Havona kreds styreverden parallelt med at Grandfanda landede på styreverden i den yderste kreds. Tilbage i disse for længst svundne dage mødtes pilgrimmene fra Paradiset og pilgrimmene fra tiden for første gang i modtagelsesverden i kredsløb nummer fire.
26:5.2 (291.2) Disse pilgrimshjælpere, som tjenestegør i Havona verdnernes syvende cirkel, udfører deres arbejde for de opstigende dødelige i tre hovedgrupperinger. Den første: den højeste forståelse af Paradistreenigheden; den anden: den åndelige forståelse af partnerskabet mellem Fader og Søn; den tredje: den intellektuelle opfattelse af den Uendelige Ånd. Hver og en af disse instruktionsfaser er inddelt i syv grene, hver og en omfattende tolv mindre grupperinger, som består af halvfjerds undergrupper hver, og hver og en af disse halvfjerds instruktioners undergrupperinger fremlægges inddelt i et tusinde klassificeringer. Mere detaljeret undervisning gives på de efterfølgende cirkler, men hovedindholdet af hvert Paradiskrav undervises af pilgrimmenes hjælpere.
26:5.3 (291.3) Dette er altså den første eller elementære kursus som de i troen testede og meget berejste pilgrimme fra rummet stilles overfor. Men langt inden disse opstigende børn fra tiden nåede Havona, har de lært sig at feste på usikkerhed, at mæske sig af skuffelse, at henrykke sig over tilsyneladende nederlag, at styrkes i tilstedeværelse af vanskeligheder, at udvise ukueligt mod overfor ufatteligheden, og at udøve uovervindelig tro ved mødet med udfordringen fra det uforklarlige. For længe siden blev kampråbet for disse pilgrimme: ”I forbindelse med Gud er ingenting - absolut ingenting - umuligt.”
26:5.4 (291.4) Der findes et definitivt krav til pilgrimmene fra tiden på hver cirkel i Havona, og mens hver pilgrim fortsætter under ledelse af supernafer som af naturen er afpasset til netop at hjælpe den omhandlende type af opstigende væsener, så er det kursus som må beherskes ganske ens for alle opstigende som når centraluniverset. Dette opnåelseskursus er kvantitativ, kvalitativ og erfaringsmæssig - intellektuel, åndelig og højest.
26:5.5 (291.5) Tiden har næsten ingen betydning på cirklerne i Havona. På en begrænset måde påvirker den mulighederne for at avancere, men det opnåede resultat er det endelige og højeste testet. I samme øjeblik som din supernafiske ledsager bedømmer dig værende kompetent til at blive forflyttet indad til næste cirkel føres du frem foran de tolv adjudanter til den syvende Kreds Ånd. Her kræves det, at du klarer cirklens test som er bestemt af superuniverset for din oprindelse og systemet for din fødsel. Guddomsopnåelsen på denne cirkel sker i styreverden og består i den åndelige genkendelse og opfattelse af Mesterånden for den opstigende pilgrims superunivers.
26:5.6 (291.6) Når arbejdet på den yderste cirkel i Havona er afsluttet og det givne kursus behersket tager pilgrimmenes hjælpere deres åndelige graduerede til styreverden på næste cirkel og overlader dem under beskyttelse af Højestehedens vejledere. Pilgrimmenes hjælpere dvæler altid et stykke tid for at hjælpe til med at gøre overflytningen både behagelig og givende.
26:6.1 (292.1) De opstigende fra rummet betegnes som ”åndelige graduerede” når de overføres fra den syvende til den sjette cirkel og placeres under midlertidig overopsyn af Højestehedens vejledere. Disse vejledere bør ikke forveksles med de Gradueredes Vejledere, som hører til den Uendelige Ånds Højere Personligheder og som sammen med deres servitalmedarbejdere betjener både opstigende og nedstigende pilgrimme på alle kredse i Havona. Højestehedens vejledere fungerer kun på den sjette cirkel i centraluniverset.
26:6.2 (292.2) Det er på denne cirkel at de opstigende opnår en ny indsigt om den Højeste Guddommelighed. Under deres lange karriere i de evolutionære universer har tidens pilgrimme erfaret en voksende viden om realiteten af en almægtig overvågning af skabelserne i tid og rum. Her på denne Havonakreds nærmer de sig mødet af centraluniversets kilde til enheden i tid og rum - Gud den Højestes åndelige virkelighed.
26:6.3 (292.3) Jeg kan ikke rigtig forklare hvad som hænder på denne cirkel. Ingen personaliseret tilstedeværelse af Højesteheden kan spores af de opstigende. I visse henseende kompenserer nye forhold til den Syvende Mesterånd dette afsavn af kontaktmulighed til det Højeste Væsen. Men uanset vores manglende evne til at forstå selve teknikken, ser hver opstigende skabt væsen ud til at undergå en transformerende tilvækst, en ny integrering af bevidsthed, en ny åndeliggørelse af formålet, en ny sensitivitet for guddommelighed, hvilket næppe kan forklares tilfredsstillende uden at forudsætte det Højeste Væsens uåbenbarede aktivitet. For dem af os, som har observeret disse mystiske fænomener, ser det ud som om, at Gud den Højeste kærlighedsfuldt overdrager til sine erfaringsmæssige børn, helt ud til den yderste grænse for deres erfaringsmæssige kapacitet, de forhøjelser af intellektuel opfattelse, åndelig indsigt og personlighedsudstrækning som de vil få brug for, i alle deres anstrengelser med at gennemtrænge guddommelighedsniveauet af Højestehedens Treenighed for at nå frem til de evige og eksistentielle Guddomme i Paradiset.
26:6.4 (292.4) Når Højestehedens vejledere anser deres elever som værende modne til at gå videre fører de dem frem foran en kommission af halvfjerds, en blandet gruppe, hvor medlemmerne tjener som eksaminatorer i styreverden af kredsløb nummer seks. Efter at pilgrimmene har tilfredsstillet denne kommission angående deres forståelse af det Højeste Væsen og Højestehedens Treenighed godkendes de for overføring til den femte kreds.
26:7.1 (292.5) Treenighedens vejledere er utrættelige ministre af tidens og rummets avancerede pilgrimme på Havona uddannelsens femte cirkel. De åndelige graduerede betegnes her som ”kandidater for guddomseventyret”, fordi det er på denne cirkel, hvor pilgrimmene under ledelse af vejledere til Treenigheden får avanceret undervisning om den guddommelige Treenighed - som forberedelse til forsøget på at genkende den Uendelige Ånds personlighed. Og her begynder pilgrimmene at opdage, hvad ægte studie og virkelig mental bestræbelse betyder, samtidig med at de begynder at skelne naturen af den endnu mere krævende og endnu mere besværlig åndelige anstrengelse som kræves for at møde kravet om det høje mål, som er sat for deres opnåelse i verdnerne i dette kredsløb.
26:7.2 (292.6) Treenighedens vejledere er de mest trofaste og effektive, og hver pilgrim får den udelte opmærksomhed og nyder hele hengivenheden af en anden gradens supernaf som hører til denne klasse. Aldrig ville en pilgrim fra tiden finde den første tilnærmende person i Paradistreenigheden hvis det ikke fik hjælp og støtte af disse vejledere og skarer af andre åndelige væsener som er engagerede i at instruere de opstigende med hensyn til naturen af og teknikken i det forekommende guddomseventyr.
26:7.3 (293.1) Efter afslutning af træningskursus på dette kredsløb tager Treenighedens vejledere deres elever til kredsens styreverden og præsenterer dem for en af de mange treenige kommissioner, som fungerer som eksaminatorer og godkender af kandidater for guddomseventyret. Disse kommissioner består af en repræsentant for finaliterne, en af lederne af adfærd fra klassen af første gradens supernafer og enten en Enlig Budbringer fra rummet eller en Treenigede Søn fra Paradiset.
26:7.4 (293.2) Når en opstigende sjæl virkelig starter til Paradiset, er han kun ledsaget af en transittrio: den supernafiske cirkelledsager, den Graduerede Vejleder og den sidstnævntes allestedsnærværende servitalmedarbejder. Disse ekskursioner fra cirklerne i Havona til Paradiset er forsøgsrejser; de opstigende har endnu ingen status i Paradiset. De opnår ikke beboelsesstatus i Paradiset førend de har gennemgået den afsluttende hvile i tiden, efter at de har opnået den Universelle Fader og sidste afslutning af Havona kredsløbene. Ikke førend efter den guddommelige hvile kan de deltage i ”guddommelighedens væsen” og ”Højestehedens ånd” og således virkelig begynde at fungere indenfor evighedens cirkel og i Treenighedens nærværelse.
26:7.5 (293.3) Den opstigendes ledsagere i transittrioen er ikke nødvendig for at han kan lokalisere den geografiske tilstedeværelse af Treenighedens åndelige stråleglans, snarere for at yde pilgrimmen al mulig hjælp i hans svære opgave med at opfatte, skelne og forstå den Uendelige Ånd tilstrækkelig for at udgøre en personlighedsgenkendelse. Enhver opstigende pilgrim i Paradiset kan skelne Treenighedens geografiske eller lokaliseret tilstedeværelse, den store majoritet er i stand til at kontakte Guddommenes intellektuelle virkelighed, i særdeleshed den Tredje Person, men alle kan ikke opfatte eller selv delvis forstå virkeligheden af Faderens og Sønnens åndelige tilstedeværelse. Endnu svære er selv den mindste åndelige forståelse af den Universelle Fader.
26:7.6 (293.4) Sjældent hænder det, at søgningen efter den Uendelige Ånd ikke fuldbyrdes, og når det er lykkes for pilgrimmene i denne fase af guddomseventyret forbereder Treenigheds vejlederne deres transport til Sønfindernes tjeneste på den fjerde cirkel i Havona.
26:8.1 (293.5) Den fjerde kreds i Havona kaldes blandt andet ” Sønnernes kreds”. Fra verdnerne på denne kreds begiver de opstigende pilgrimme sig til Paradiset for at opnå en indsigtsfuld kontakt med den Evige Søn, mens de nedstigende pilgrimme i verdnerne i denne kreds får en ny forståelse for Skabersønnernes natur og opgave i tid og rum. Der findes syv verdner i dette kredsløb, i hvilken Paradisets Mikaels reservekorps opretholder specielle service skoler for gensidig tjeneste for både de opstigende og de nedstigende pilgrimme; og det er i disse Mikael Sønnernes verdner som pilgrimmene fra tiden og pilgrimmene fra evigheden opnår den første virkelige gensidige forståelse af hinanden. I mange henseender er erfaringerne på dette kredsløb de mest interessante under hele opholdet i Havona.
26:8.2 (294.1) Sønfinderne er supernafiske ministre for de opstigende dødelige på det fjerde kredsløb. Foruden det almindelige arbejde med at forberede deres kandidater for en realisation om den Evige Søns Treenighedsforhold må disse Sønfindere instruere deres pilgrimme så udførligt, at det helt vil lykkes: for det første i en fyldestgørende åndelig opfattelse af Sønnen; for det andet i en tilfredsstillende personligheds genkendelse af Sønnen; for det tredje, i en korrekt skelnen mellem Sønnen og den Uendelige Ånds personlighed.
26:8.3 (294.2) Efter opnåelsen af den Uendelige Ånd udføres der ikke flere eksamener. De indre cirklers tester udgøres af pilgrimskandidaternes præstationer mens de er omsluttet i Guddommens omfavnelse. Fremskridt afgøres udelukkende af individets åndelighed, og ingen andre end Guderne drister sig til at bedømme indholdet deraf. I tilfælde af svigt angives der aldrig nogen årsag, og kandidaterne irettesættes eller kritiseres heller ikke nogensinde eller deres forskellige lærere og vejledere. I Paradiset ses skuffelser aldrig som nederlag; udsættelse betragtes aldrig som skammeligt; tilsyneladende manglende succes i tiden sammenblandes aldrig med betydningsfulde forsinkelser i evigheden.
26:8.4 (294.3) Det er ikke mange pilgrimme som oplever forsinkelsen af tilsyneladende manglende succes i guddomseventyret. Næsten alle opnår den uendelige Ånd, skønt det nogle gange sker, at en pilgrim fra superunivers nummer et ikke lykkes ved første forsøg. De pilgrimme som opnår Ånden mislykkes sjældent med at finde Sønnen; af dem som virkelig mislykkes i det første eventyr nedstammer næsten alle fra superuniverserne nummer tre og fem. En stor majoritet af dem som mislykkes i første eventyr med at finde Faderen; efter at have fundet både Ånden og Sønnen, kommer fra superunivers nummer seks, skønt nogle få fra nummer to og tre ligeledes er uheldige. Og alt dette synes tydeligt at indikere at der findes nogle gode og tilfredsstillende årsager til disse tilsyneladende manglende succeser; i virkeligheden bare uundgåelige forsinkelser.
26:8.5 (294.4) De kandidater for guddomseventyret som har lidt nederlag henføres til forvaltningsområdet for opgavelederne, en gruppe af første gradens supernafer, og sendes tilbage til arbejdet i verdnerne i rummet for en periode af ikke mindre end tusinde år. De vender aldrig tilbage til deres fødsels superunivers, men altid til den superskabelse som er mest gunstig for deres omskoling som forberedelse for det andet guddomseventyr. Efter denne tjeneste vender de på eget initiativ tilbage til den yderste kreds i Havona, eskorteres umiddelbart til den cirkel hvor deres livsforløb blev afbrudt og genoptager straks deres forberedelser for guddomseventyret. Aldrig mislykkes det anden gradens supernafer ved det andet forsøg med at føre deres pilgrimme frem til succes, og samme supernafiske ministre og andre vejledere har altid hånd om disse kandidater under dette andet eventyr.
26:9.1 (294.5) Når pilgrimmens sjæl opnår den tredje cirkel i Havona kommer vedkommende under formynderskab af Faderens vejledere, de ældre, højt udlærte og mest erfarne supernafiske ministre. I verdnerne i dette kredsløb opretholder Faderens vejledere visdomsskoler og tekniske højskoler, hvor alle væsener bosat i centraluniverset tjener som lærere. Ingenting negligeres, som kan være til nytte for et væsen fra tiden i vedkommendes transcendente eventyr i at opnå evigheden.
26:9.2 (294.6) Opnåelsen af den Universelle Fader er passet til evigheden, trods de tilbageværende kredsløb som skal passeres. Det er derfor en betydningsfuld hændelse i styreverden i cirkel nummer tre når transittrioen forkynder at det sidste vovestykke i tiden står foran sin begyndelse; at endnu et skabt væsen fra rummet søger indtrædelse til Paradiset gennem evighedens porte.
26:9.3 (295.1) Tidens prøvelse er næsten slut, løbet for at vinde evigheden er næsten overstået. Usikkerhedens dage går mod deres ende; fristelsen til tvivl er forsvindende; påbuddet om at være fuldkommen er blevet adlydt. Fra selve bunden af den intelligente tilværelse har tidens væsen med materiel personlighed steget op langs de evolutionære sfærer i rummet og således bevist at opstigningsplanen er gennemførlig, samtidig som vedkommende for altid har demonstreret retskaffen og retfærdighed i den Universelle Faders befaling til sine ydmyge væsener i verdnerne: ”Vær perfekt, således som jeg er perfekt.”
26:9.4 (295.2) Skridt for skridt, liv for liv, verden efter verden er opstigningskarrieren mestret, og Guddommens mål opnået. Overlevelsen er komplet i fuldkommenhed, og perfektion er fyldt af guddommelighedens højestehed. Tiden går tabt i evigheden, rummet forsvinder i en tilbedende identifikation og harmoni med den Universelle Fader. Informationsudsendelserne fra Havona signalerer fra de ærerige rumrapporter, den gode nyhed, at sandelig er de samvittighedsfulde væsener af dyrisk natur og materiel oprindelse gennem evolutionær opstigning, i virkeligheden og for evigt blevet Guds perfektioneret Sønner.
26:10.1 (295.3) De supernafiske rådgivere og konsulenter på den anden cirkel er instruktører for tidens børn med hensyn til evighedens livsforløb. Opnåelsen af Paradiset medfører ansvar af en ny og højere klasse, og opholdet på den anden cirkel byder på rigelige muligheder for at tage del i de hjælpsomme råd fra disse hengivne supernafer.
26:10.2 (295.4) De, for hvem det ikke lykkes ved første forsøg at opnå Guddommen, flyttes frem fra den cirkel hvorpå de mislykkes direkte til den anden cirkel inden de sendes tilbage til superuniverstjeneste. Således tjener rådgiverne og konsulenterne også som rådgivere og trøstere for disse skuffede pilgrimme. De har netop mødt deres største skuffelse, som ikke på nogen måde adskiller sig - andet end i opfang - fra den lange liste af lignende erfaringen langs hvilken de er klatret som på en stige fra kaos til herlighed. Det er disse som har tømt det erfaringsmæssige bærer til sidste dråbe, og jeg har observeret, at de midlertidigt vender tilbage i tjeneste til superuniverserne som den højeste type af kærlighedsfulde ministre for tidens og de tidsmæssige skuffelsers børn.
26:10.3 (295.5) Efter et langt ophold på kredsløb nummer to eksamineres de skuffede pilgrimme af perfektionens råd som samles i denne cirklens styreverden, og de får bekræftelse på at de har bestået prøven i Havona; og dette giver dem, hvad angår den ikke åndelige status, samme stilling i tidens universer som om de faktisk havde lykkes i guddomseventyret. Disse kandidaters ånd var helt acceptable; deres manglende succes var indbygget i en eller anden fase af deres teknik til at nærme sig eller i en eller anden del af deres erfaringsmæssige baggrund.
26:10.4 (295.6) De føres siden af cirklens rådgivere frem foran opgavelederne i Paradiset og tilbagesendes til tjeneste i tiden i verdnerne i rummet, og de rejser med fryd og glæde til opgaverne fra tidligere dage og tidsaldre. En senere dag skal de vende tilbage til cirklen for deres største skuffelse og på ny forsøge sig på guddomseventyret.
26:10.5 (296.1) For de pilgrimme som det er lykkes for på den anden cirkel er stimulansen fra den evolutionære usikkerhed overstået, men den evige opgaves eventyr er endnu ikke begyndt; og samtidig med at opholdet på denne cirkel er helt behageligt og i højeste grad givende, så savnes noget af den forventningsfulde entusiasme fra de tidligere cirkler. Mange er de pilgrimme som i en sådan stund med en glædesfyldt misundelse ser tilbage på den lange, lange kamp og virkelig ønsker, at de på en eller anden måde kunne rejse tilbage til verdnerne i tiden og begynde alting på ny igen, præcis som i dødelige, når alderdommen nærmer sig, blandt andet ser tilbage på kampene i de unge år og svundne tider og ærligt ønsker, at I kunne leve jeres liv endnu engang.
26:10.6 (296.2) Men gennemkrydsningen af den inderste cirkel ligger lige foran, og snart derefter er den sidste transitsøvn til ende og det evige livsforløbs nye eventyr begynder. Rådgiverne og konsulenterne på denne anden cirkel indleder forberedelsen af deres pilgrimme for denne store og afsluttende hvile, den uundgåelige søvn som altid indtræder mellem de stadier som indebærer adskilte epoker i opstigningsforløbet.
26:10.7 (296.3) Når de opstigende pilgrimme, som er nået frem til den Universelle Fader, fuldbyrder deres erfaring på den anden cirkel, udfærdiger deres altid nærværende Gradueredes Vejleder den ordre, som giver dem tilladelse til den afsluttende cirkel. Disse vejledere fører personlig deres pilgrimme til den inderste cirkel og overlader dem der til pleje hos hvilens fuldbyrder, de sidste af de klasser af anden gradens supernafer som er forordnet til at tage hånd om pilgrimmene fra tiden på verdenskredsene i Havona.
26:11.1 (296.4) Meget af en opstigendes tid på den sidste kreds helliges til fortsættelse af studier af de nære forestående problemer i forbindelse med ophold i Paradiset. En omfattende skare af forskellige væsener, de fleste uåbenbarede, er permanente eller midlertidige indbyggere på denne inderste ring af verdner i Havona. Og blandingen af disse mangfoldige typer udstyrer de supernafiske hvilens fuldbyrder med en omgivelse rig på forskellige situationer, som de effektivt udnytter for at fremme undervisningen af de opstigende pilgrimme, i særdeleshed med tanke på tilpasningsproblemet til de mange grupper af væsener som de snart kommer til at møde i Paradiset.
26:11.2 (296.5) Blandt dem som opholder sig på denne inderste kreds er de Sønner som de skabte har treenigede. Supernaferne af første og anden gradens er de almindelige beskyttere af disse sønners fælles korps, som inkluderer de treenigede efterkommere til de dødelige finaliter og lignende afkom til Paradismedborgerne. Visse af disse sønner er omfavnet af Treenigheden og tjenstdygtige i superuniverserne, andre er forordnet til forskellige opgaver, men den største majoritet samles sammen i et fælles korps i de perfekte verdener i den inderste kreds i Havona. Her forberedes de under supernafernes overvågning for noget fremtidigt arbejde af et specielt og navnløs korps af høje Paradismedborgere, som før Grandfandas tid, virkede som første udøvende assistenter til Dagenes Evige. Der findes mange grunde til at antage, at disse to unikke grupper af treenigede væsener kommer til at arbejde sammen i den fjerntliggende fremtid, ikke mindst på grund af deres fælles skæbne i at tilhøre reserverne i Paradisets Treenigede Finalitkorps.
26:11.3 (296.6) På den inderste kreds omgås både de opstigende og de nedstigende pilgrimme med hinanden og med de sønner som de skabte væsener har treenigede. Ligesom deres forældre, så har disse sønner også stor nytte af at associeres med hinanden, og det er supernafernes specielle opgave, at understøtte og forsikre den gensidige omgang mellem de sønner som er treenigede af de dødelige finaliter og de som er treenigede af Paradismedborgerne. De supernafiske hvilens fuldbyrder, er ikke så meget impliceret i deres uddannelse som med at fremme deres forstående samvær med forskellige grupper.
26:11.4 (297.1) De dødelige har fået befalingen fra Paradiset ”Vær perfekt, således som Faderen i Paradiset er perfekt.” Til disse treenigede sønner i deres fælles korps ophører de overvågende supernafer aldrig med at forkynde: ”Vær forstående mod jeres opstigende brødre, således som Paradisets Skabersønner kender og elsker dem.”
26:11.5 (297.2) Det dødelige væsen må finde Gud. Skabersønnen ophører aldrig med at søge førend han finder mennesket - det laveste viljevæsen. Udover al tvivl, så forbereder Skabersønnerne og deres dødelige børn sig på en eller anden fremtidig og ukendt universtjeneste. Begge gennemrejser hele den erfaringsmæssige universets skala og undervises og træner på denne måde for deres evige opgave. Overalt i universerne sker denne blanding af det menneskelige og det guddommelige, sammenfletningen af skabte og Skaber. Tankeløse dødelige har henvist til manifestation af guddommelig barmhjertighed og omsorgsfuldhed, i særdeleshed mod de svage og på vegne af de trængende, som tegn på en antropomorfisk menneskelignende, Gud. Hvilken fejltagelse! Hellere burde sådanne ytringer af barmhjertighed og fordragelighed af menneskevæsnerne tages som bevis for, at det dødelige menneske bebos af den levende Gudens ånd, at den skabte, når alt kommer til alt, er guddommeligheds motiveret.
26:11.6 (297.3) Nær afslutningen af opholdet på den første cirkel træffer de opstigende pilgrimme for første gang hvilens anstifter fra supernafernes første klasse. Det er Paradisets engle som kommer ud for at hilse velkommen til dem som står ved tærsklen til evigheden og for at afslutte deres forberedelse til overgangssøvnen til den sidste opstandelse. Du er i virkeligheden ikke et paradisets barn førend du har gennemkrydset den inderste cirkel og oplevet opstandelsen i evigheden fra den sidste søvn i tiden. De fuldkomne pilgrimme begynder denne hvile, falder i søvn, på den første cirkel i Havona, men de vågner op på Paradisets strande. Af alle som stiger op til den evige Ø er det kun dem som lander på denne måde, som er evighedens børn; de andre rejser dertil som besøgende, som gæster uden beboelsesstatus.
26:11.7 (297.4) Og nu, da jeres livsforløb i Havona når sit højdepunkt, når I dødelige falder i søvn på den inderste kreds styreverden, går I ikke alene til hvile som I gjorte I jeres oprindelsesverden, når I lukkede øjnene i den kropslige dødens naturlige søvn, eller som da I indtrådte i den lange transitdvale som forberedelse for rejsen til Havona. Nu når I forbereder jer på opnåelses hvile får I ved jeres side jeres langvarige ledsager fra den første cirkel, den majestætiske hvilens fuldbyrder som forbereder sig til at gå i hvile som et med jer, som en garanti fra Havona om at jeres overgang er fuldbyrdet og at I kun afventer at se frem mod fuldkommenhedens sidste afpudsning.
26:11.8 (297.5) Jeres første overgang var virkelig døden, jeres anden en ideal søvn, og nu er den tredje forvandling den sande hvile, tidsaldrenes afkobling.
26:11.9 (297.6) [Præsenteret af en Visdommens Fuldkommen fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 27
27:0.1 (298.1) SUPERNAFER af første graden er Guddommens himmelske tjenere på den evige Paradis Ø. Man ved aldrig af, at de skulle have afveget fra lysets og retfærdighedens veje. Navnelisterne er fuldstændige; fra evighedens daggry er ikke en eneste fra denne storslåede gruppe gået tabt. Disse høje supernafer er perfekte væsener, højest i deres fuldkommenhed, men de er hverken absonite eller absolut. Disse børn af den Uendelige Ånd, som er perfektioneret i deres natur, arbejder varierende og efter eget valg i alle faser af deres mangeartede opgaver. De tjener ikke særlig meget udenfor Paradiset, selvom de tager del i de forskellige tusindårige forsamlinger og gruppesammenkomster i centraluniverset. De begiver sig også ud som Guddommenes specielle budbringere, og i stort antal stiger de op for at blive Tekniske Rådgivere.
27:0.2 (298.2) Primære Supernafer placeres også i ledelsen for de serafiske skarer som virker i verdener isoleret på grund af oprør. Når en Paradissøn overdrages til en sådan verden, afslutter sin opgave, stiger op til den Universelle Fader, accepteres og vender tilbage som den anerkendte befrier af denne isolerede verden, udpeger opgavelederne altid en supernaf af første graden til at tage befalingen over de plejende ånder i tjeneste på den nylige genvundne sfære. Supernaferne i denne specielle tjeneste roteres periodevis. På Urantia er den nuværende ”serafleder” den anden af denne klasse som er i tjeneste siden tiden for Kristus Mikaels overdragelse.
27:0.3 (298.3) Fra evighedens begyndelse har supernaferne af første graden tjent på Lysets Ø og er rejst ud på lederopgaver til verdnerne i rummet, men har kun tjenstgjort i deres nuværende klassificering siden havonapilgrimmene fra tiden ankom til Paradiset. Disse høje engle virker nu hovedsagelig i følgende syv tjenesteklasser:
27:0.4 (298.4) 1. Gudtilbedelseslederne.
27:0.5 (298.5) 2. Filosofiens mestre.
27:0.6 (298.6) 3. Kundskabens vogtere.
27:0.7 (298.7) 4. Etikettelederne.
27:0.8 (298.8) 5. Etikkens fortolkere.
27:0.9 (298.9) 6. Opgavecheferne.
27:0.10 (298.10) 7. Hvilens iværksættere.
27:0.11 (298.11) Først når de opstigende pilgrimme faktisk får bosat sig i Paradiset kommer de under direkte indflydelse af disse supernafer, og gennemgår da en uddannelsesperiode under ledelse af disse engle i den omvendte rækkefølge end betegnelsen ovenfor. Det betyder at du indleder dit livsforløb i Paradiset under formynderskab af hvilens iværksættere og, efter hinanden efterfølgende perioder med de mellemliggende klasser, afslutter du denne uddannelsesperiode med Gudtilbedelseslederne. Derefter er du færdig til at påbegynde den endeløse livskarriere som en finalit.
27:1.1 (299.1) Hvilens iværksættere er Paradisets inspektører som går ud fra den centrale Ø til den inderste kreds i Havona for der at samarbejde med sine kollegaer, hvilens fuldkomne af supernafernes anden grad. Det absolut vigtigste for at kunne nyde Paradiset er hvile, guddommelig hvile; og disse hvilens iværksættere er de sidste instruktører som gør pilgrimmene fra tiden klar til introduktionen i evigheden. De begynder deres arbejde på den sidste opnåelsescirkel i centraluniverset og fortsætter med det når pilgrimmen vågner fra den sidste overgangssøvn, slummeren som graduerer et skabt væsen fra rummet til det eviges rige.
27:1.2 (299.2) Der findes syv slags hvile: Søvnens og legens hvile findes blandt de lavere klasser i livet; opdagelsens hvile blandt de højere væsener og tilbedelse blandt den højeste type af åndepersonlighed. Der findes også den normale hvile som består i indtagelsen af energi, væsenernes genopladning med fysisk eller åndelig energi. Og siden findes der også transitsøvnen, den bevidstløse slummer som serafomsluttet under rejsen fra en sfære til en anden. Helt afvigende fra alle disse er metamorfosens dybe søvn, overgangshvilen fra et væsen stadium til et andet, fra et liv til et andet, fra et eksistensniveau til et andet, den søvn som altid er forbundet med overgangen fra aktuel status i universet i modsætning til evolutionen gennem forskellige stadier indenfor en og samme status.
27:1.3 (299.3) Men den sidste metamorfosesøvn er noget mere end disse tidligere overgangsslumren, som har markeret de efter hinanden følgende statusopnåelser under opstigningsforløbet; hvorved de skabte væsener rejser fra tiden og rummet gennem de inderste grænseområder af det tids- og rummæssige for at opnå status som indbygger i Paradiset tidløse og rumløse boliger. Hvilens iværksættere og fuldbyrderne er lige væsentlige for denne transcenderende metamorfose som seraferne og deres associerede væsener er for de dødelige væseners overlevelse efter døden.
27:1.4 (299.4) Du går i hvile på den sidste Havonakreds og genopvækkes til evigheden i Paradiset. Og når du der åndelig genpersonaliseres kan du straks genkende de hvilens iværksættere som byder dig velkommen til de evige strande som de selvsamme supernafer af første grad som frembragte den sidste søvn på den inderste kreds i Havona; og du vil huske den sidste store strækning af troen, da du endnu engang gjorde dig klar til at betro omsorgen af din identitet i den Universelle Faders hånd.
27:1.5 (299.5) Den sidste hvile i tiden er blevet nydt; den sidste overgangssøvn er oplevet; nu vågner du til evigt liv på de evige boligers strande. ”Og der skal ikke længere findes nogen søvn. Guds og hans Sønners tilstedeværelse er foran jer, og I er for evigt hans tjenere; I har set hans ansigt, og hans navn er jeres ånd. Ingen nat skal være der; og de behøver ingen lys fra solen, for den Store Kilde og Center giver dem lys; de skal leve for altid og evigt. Og Gud skal tørre alle tårer fra deres øjne; døden skal ikke mere være til, ingen sorg eller klagen, ej heller vil der være mere smerte, for det som før var, er nu gået bort.”
27:2.1 (300.1) Dette er den gruppe som fra tid til anden forordnes af den ledende supernaf, ”den oprindelige mønsterengel”, til at lede organisationen af alle tre klasser af engle: første, anden og tredje gradens. Supernaferne er som organisation helt selvstyrende og selvregulerende, med undtagelse af funktionerne af deres fælles leder, Paradisets første engel, som altid virker som leder for alle disse åndelige personligheder.
27:2.2 (300.2) Opgaveenglene har meget at gøre med de forherligede dødelige indbyggere i Paradiset inden disse antages til Finalitkorpset. Studier og undervisning er ikke den eneste beskæftigelse for dem som lander i Paradiset; tjeneste spiller også en vigtig rolle i den førfinalitiske uddannelseserfaring i Paradiset. Jeg har observeret, at når de opstigende dødelige har perioder med fritid så udviser de en forkærlighed for at omgås med reservekorpset af supernafiske opgavechefer.
27:2.3 (300.3) Når I opstigende dødelige når frem til Paradiset indebærer jeres sociale relationer en hel del andet end kontakt med en skarer af ophøjede og guddommelige væsener og med en velkendt mængde af forherligede dødelige kammerater. I må også omgås med over tretusinde forskellige klasser af Paradismedborgere, med de forskellige grupper af transcendentaler og med talrige andre typer af Paradis indbyggere, permanente og midlertidige, som ikke er åbenbaret på Urantia. Efter et længerevarende kontakt med denne mægtige intellekt i Paradiset, er det meget beroligende at omgås med sind af engletypen; de får tidens dødelige til at tænke på seraferne med hvilken de har haft en så lang kontakt og en så opfriskende forbindelse.
27:3.1 (300.4) Jo højere op man stiger på livets skala desto mere opmærksomhed må man hæfte sig ved universets etik. Etisk opmærksom indebærer helt enkelt, at hvert individ erkender de rettigheder som hører til eksistensen af alle andre individer. Den åndelige etik overstiger imidlertid langt den dødelige og selv den morontielle opfattelse om person- og grupperelationer.
27:3.2 (300.5) Etik er blevet behørigt undervist og i tilstrækkelig grad erhvervet af tidens pilgrimme under deres lange opstigning til Paradisets herlighed. Mens dette indad og opstigende livsforløb har udviklet sig fra fødselsverdnerne i rummet, så fortsætter de opstigende med at tillægge gruppe efter gruppe til deres stadig vidtgående kreds af universets medborgere. Hver ny gruppe af kollegaer medfører yderligere et etiketteniveau som skal erkendes og følges, indtil de opstigende dødelige, hvor de når Paradiset, virkelig behøver nogen som kan yde hjælpsomme og venlige råd angående etiske tolkninger. De behøver ikke at få undervisning i etik, men de behøver at få det som de så møjsommeligt har lært sig rigtig fortolket for sig, når de kommer ansigt til ansigt med den usædvanlige store opgave at komme i kontakt med så meget som er nyt.
27:3.3 (300.6) Etikettens fortolkere er til uvurderlig hjælp for dem som lander i Paradiset, hvor de hjælper dem med at tilpasse sig til talrige grupper af majestætiske væsener under den begivenhedsrige periode som strækker sig fra opnåelsen af beboelsesstatus til den formelle optagelse i de dødeliges Finalitkorps. Mange af de talrige typer af Paradismedborgere har de opstigende pilgrimme allerede mødt på de syv kredse i Havona. De forherligede dødelige har også nydt intim kontakt med de treenigede sønner til de skabte væsener fra fælles korps på den inderste Havonakreds, hvor disse væsener får en stor del af deres uddannelse. Og på de øvrige kredsløb har de opstigende pilgrimme mødt talrige uåbenbarede beboere i Paradis-Havona systemet, som er der for at gennemgå gruppetræning som forberedelse for uåbenbarede fremtidige opgaver.
27:3.4 (301.1) Alle disse himmelske kammeratskaber er uvægerlig gensidige. Som opstigende dødelige har I ikke kun selv nytte af disse på hinanden følgende univers ledsagere og talrige klasser af stigende grad af guddommelige kammerater, men I giver også disse venskabelige væsener noget af jeres egen personlighed og erfaring, hvilket for altid gør hver og en af dem anderledes og bedre af at have omgået med en opstigende dødelig fra de evolutionære verdner i tid og rum.
27:4.1 (301.2) Efter at være blevet fuldt instrueret om etiketten i Paradisets personforhold - hverken meningsløse formaliteter eller kunstige kaste påbud, men snarere en naturlig høflighed - finder de opstigende dødelige det hjælpsomt at få rådgivning af de supernafiske Etiketteledere, som instruerer de nye medlemmer af paradissamfundet i de sæder og skikke som hører til den perfekte adfærd blandt de høje væsener som opholder sig på Lysets og Livets centrale Ø.
27:4.2 (301.3) Harmoni er grundtonen i centraluniverset og en skønsom orden råder i Paradiset. En korrekt adfærd er væsentlig for fremskridt gennem viden, gennem filosofi til den spontane tilbedelse af åndelige højder. Der findes en guddommelig teknik for at nærme sig Guddommeligheden; og pilgrimmen kan ikke erhverve denne teknik førend han er ankommet til Paradiset. Åndeessensen i den er givet på Havona kredsløbene, men finpudsningen i uddannelsen af tidens pilgrimme kan ikke gives førend disse faktisk har opnået Lysets Ø.
27:4.3 (301.4) Al adfærd i Paradiset er helt spontant, i alle henseender naturligt og frit. Men der findes dog en rigtig og perfekt måde at gøre tingene på den Evige Ø, og Etikettelederne står altid ved siden af de ”fremmede indenfor porten” for at instruere dem og vejlede deres skridt, så de kan føle sig helt afslappet og for samtidig at hjælpe pilgrimmene med at undgå den forvirring og usikkerhed som ellers ville være uundgåelig. Kun med et sådan arrangement kunne endeløs forvirring undgås; og i Paradiset forekommer forvirring aldrig.
27:4.4 (301.5) Disse etiketteledere tjener virkelig som forherligede lærere og vejledere. De beskæftiger sig hovedsagelig med at instruere de nye dødelige beboere angående den næsten endeløse række af nye situationer og ubekendte skikke. På trods af den lange forberedelse til Paradiset og den lange rejse dertil, så er Paradiset vedvarende usigelig fremmed og uventet nyt for dem som endelig opnår beboelsesstatus der.
27:5.1 (301.6) De supernafiske vogtere af viden er de højere ”levende epistler”, kendt og læst af alle som opholder sig i Paradiset. De er sandhedens guddommelige arkiv, de levende bøger af virkelig viden. I har hørt om registreringerne i ”livets bog”. Videns vogtere er netop sådanne levende bøger, fuldkomne optegnelser indskrevet i det guddommelige livs og den højeste ufejlbarligheds evige tavler. De er i virkeligheden levende automatiske biblioteker. Universernes fakta er uløseligt forbundet i disse primære supernafer, faktisk registrerede i disse engle; og det er også i følge deres natur en umulighed for en usandhed at slå rod i disse perfekte og komplette vogters sind som opbevarer sandheden fra evigheden og informationer fra tiden.
27:5.2 (302.1) Disse vogtere holder uformelle instruktionskurser for beboerne på den evige Ø, men deres hovedsaglig funktion er med reference og verifikation. Hver og en som opholder sig i Paradiset kan efter behag få ved sin side en levende vogter som har ansvaret for det specielle faktum eller den specielle sandhed som vil vides. På Øens nordlige yderområde forefindes de levende søgere af kundskab, som vil udpege lederen for den gruppe som har den søgte information og straks fremtræder de lysende væsener som præcis er det som I vil vide. Ikke længere behøves i at søge oplysning fra trykte sider; i omgås nu ansigt til ansigt med levende information. Højeste viden får I således fra de levende væsener som er dets endelige vogtere.
27:5.3 (302.2) Når I lokaliserer den supernaf som er eksakt det I ønsker verificeret, så finder I, at alle kendte fakta fra alle universer står tilgængelig, for disse vogtere af viden er de endelige og levende sammendrag fra det vidtstrakte netværk af registrerende engle, alt fra seraferne og sekonaferne i de lokale universer og superuniverser til de Ledende Registratorer blandt tredje gradens supernafer i Havona. Og denne levende akkumulation af viden er noget andet end Paradisets formelle registreringer, den kumulative sammensmeltning af den universelle historie.
27:5.4 (302.3) Sandhedens visdom har sin oprindelse i guddommeligheden i centraluniverset, men viden, den erfaringsmæssige viden, har i stor udstrækning sin oprindelse i tidens og rummets domæner - derfor er det nødvendigt at opretholde superuniversets vidtstrakte organisation af registrerende serafer og supernafer støttet af de Himmelske Registratorer.
27:5.5 (302.4) Disse første gradens supernafer som automatisk besidder universets viden er også ansvarlige for dets organisering og klassificering. Da de udgør universernes univers levende referencebibliotek har de klassificeret viden i syv store klasser, hver og en med omkring en million undergrupper. Den lethed med hvilken beboerne i Paradiset kan konsultere denne omfattende samling af viden er udelukkende et resultat af disse vogters frivillige og kloge anstrengelser. Vogterne er også centraluniversets ophøjede lærere, som frit uddeler deres levende skatte til alle væsener på hver kreds i Havona, og de anvendes i stor udstrækning, skønt indirekte, af Dagenes Ældstes domstole. Men dette levende bibliotek, tilgængeligt for centraluniverset og superuniverserne, har de lokale skabelser ikke adgang til. Kun indirekte og via afspejlingen kan de lokale universer forsikre sig om fordelene af viden i Paradiset.
27:6.1 (302.5) Næst efter den højeste tilfredsstillelse af tilbedelse kommer opmuntringen, som filosofien giver. Aldrig stiger I så højt eller avancerer så langt, at der ikke forbliver tusinde mysterier som fordrer anvendelse af filosof når man forsøger at løse dem.
27:6.2 (302.6) Mesterfilosofferne i Paradiset frydes ved at føre dets beboere, både indfødte og opstigendes tanker, i den opfriskende beskæftigelse med at forsøge at løse universets problemer. Disse supernafiske filosofiens mestre er de ”vise mænd i himlen”, de visdommens væsener som gør brug af den viden om sandhed og erfaringens fakta i deres anstrengelser med at beherske det ukendte. Hos dem når viden op til sandhed og erfaring stiger til visdom. I Paradiset oplever de opstigende personligheder fra rummet tilværelsens højdepunkter. De har viden, de kender sandheden, de kan filosofere - tænke sandheden; de kan endda forsøge at forstå den Ultimatives opfattelse og forsøge at få styr på de Absoluttes fremgangsmåder.
27:6.3 (303.1) Indenfor det sydlige ydre område af Paradisets vidtstrakte domæne afholder filosofiens mestre detaljerede kurser om visdommens halvfjerds funktionelle delområder. Her behandler de Infinitetens planer og formål og forsøger at koordinere erfaringerne og sammenfatte viden om alle som har adgang til deres visdom. De har udviklet en høj specialiseret holdning til forskellige univers problemer, men deres endelige konklusioner er altid entydigt konsekvent.
27:6.4 (303.2) Disse Paradisfilosoffer underviser med alle mulige instruktionsmetoder, inklusiv den højere grafteknik fra Havona og visse paradismetoder for formidling af information. Alle disse højere teknikker med at formidle viden og overføre idéer ligger totalt udenfor opfattelses evnen hos selv det højst udviklede menneskesind. En times instruktion i Paradiset modsvarer ti tusinde år af de metoder som man på Urantia anvender for at huske ord. I kan ikke forstå sådanne kommunikationsprocesser og der findes helt enkelt ingenting som de kan sammenlignes med i de dødeliges erfaring, ingenting som de kan ligestilles med.
27:6.5 (303.3) For filosofiens mestre er det en høj fornøjelse at formidle deres tolkning af universernes univers til de væsener som er steget op fra verdnerne i rummet. Selvom filosofi aldrig kan være lige så sikker i sine konklusioner som faktisk viden og erfaringernes sandheder, så kommer I dog, efter at have lyttet til disse første gradens supernafer diskutere evighedens uløste problem og de Absoluttes gennemførelse, til at kende en bestemt og bestående tilfredsstillelse angående disse ubeherskede spørgsmål.
27:6.6 (303.4) Disse intellektuelle beskæftigelser i Paradiset udsendes ikke; perfektionens filosofi er kun tilgængelig for dem som personlig er tilstede. De rundt om kredsende skabelser kender kun til denne undervisning gennem dem, som har gået igennem denne erfaring og som senere har ført denne visdom ud til universerne i rummet.
27:7.1 (303.5) Gudsdyrkelse er det højeste privilegium og den første pligt for alle skabte intelligenser. Gudsdyrkelse er den bevidste og glædesfyldte handling som indebærer anerkendelse og erkendelse af sandheden og virkeligheden af Skabernes nære og personlige forhold til deres skabte. Gudsdyrkelses kvalitet bestemmes af dybden i det skabte væsens opfattelse; og når kendskabet om Gudernes infinite karakter tiltager, bliver gudsdyrkelsen desto mere altomfattende indtil den i sidste instans når op til den højeste erfaringsmæssige glædens herlighed og det mest udsøgte velbehag som skabte væsener kender.
27:7.2 (303.6) Selvom Paradisøen har visse pladser for gudsdyrkelse, så er den nærmere at betragte som en enorm helligdom for tilbedelse. Gudsdyrkelse er den første og dominerende passion hos alle som stiger i land på dets lyksalige kyster - det spontane følelsesudbrud hos de væsener som har lært sig tilstrækkeligt om Gud for at nå frem til hans nærværelse. Cirkel efter cirkel, under rejsen indad gennem Havona er gudsdyrkelse en voksende passion indtil det i Paradiset bliver nødvendigt at styre og på anden måde kontrollere disse udtryk.
27:7.3 (304.1) De periodiske, spontane gruppe- og andre specielle udbrud af højeste tilbedelse og åndelig lovprisning i Paradiset sker under ledelse af et specielt korps af første gradens supernafer. Under ledelse af disse gudsdyrkelsesledere fuldender denne hyldest de skabtes mål af højeste velbehag og opnår den højeste fuldkommenhed i sublim selvudfoldelse og personlig nydelse. Alle første gradens supernafer længes efter at blive gudsdyrkelsesledere, og alle opstigende væsener ville med glæde for altid forblive i denne attitude af gudsdyrkelse om ikke opgavecheferne periodisk opløste disse sammenkomster. Men af ingen opstigende væsener fordres det, at vedkommende går ind i den evige tjenestens opgave førend han har opnået fuld tilfredsstillelse af gudsdyrkelse.
27:7.4 (304.2) Det er gudsdyrkelsesledernes opgave at undervise de opstigende væsener i gudsdyrkelse på en sådan måde at de kan få denne tilfredsstillelse af at udtrykke sig selv og samtidig kunne rette opmærksomheden på paradisregimets væsentligste aktiviteter. Uden forbedring af teknikken for gudsdyrkelse ville det tage hundredvis af år for en gennemsnitlig dødelig som når Paradiset til fuldt ud og tilfredsstillende at udtrykke sine følelser af intelligent påskønnelse og den opstigendes taknemmelighed. Gudsdyrkelseslederne åbner nye og hidtil ukendte udtryksformer, så at disse vidunderlige børn fra rummets skød og tidens fødselsveer kan få den fulde tilfredsstillelse af gudsdyrkelse på meget kortere tid.
27:7.5 (304.3) Al den kunst som alle væsener i hele universet er i besiddelse af og som kan intensivere og forhøje evnerne for selvudfoldelse og befordre påskønnelse, er anvendt i den størst mulige udstrækning ved tilbedelsen af Paradisguddommene. Gudsdyrkelse er den højeste glæde i Paradisets tilværelse; det er Paradisets oplivende underholdning. Hvad leg og spil gør for jeres trætte sind på jorden, det gør tilbedelse for jeres fuldkomne sjæle i Paradiset. Måden for tilbedelse i Paradiset ligger helt udenfor de dødeliges opfattelse, men ånden i gudsdyrkelsen kan i begynde at værdsætte allerede nede på Urantia, for allerede nu bor Gudernes ånd i jer, svæver over jer og inspirerer jer til sand gudstilbedelse.
27:7.6 (304.4) Der findes fastsatte tider og pladser for tilbedelse i Paradiset, men det er ikke tilstrækkelig til imødekommelse af den stadig voksende overflod af åndelige følelser som beror på de strålende væseners voksende intelligens og ekspanderende guddommeligheds anerkendelse som de har skaffet sig under den erfaringsmæssige opstigning til den evige Ø. Ikke siden Grandfandas dage har supernaferne været i stand til fuldstændig at imødekomme gudsdyrkelsens ånd i Paradiset. Der findes altid et overskud af andægtighed målt med forberedelserne til gudsdyrkelsen. Og dette beror på, at personligheder med iboende perfektion aldrig helt kan vurdere de overvældende reaktioner forårsaget af de åndelige følelser hos væsener som langsomt og møjsommeligt har banet sig vej opad til Paradisets herlighed fra dybet af det åndelige mørke i de lavere verdner i tid og rum. Når disse engle og dødelige fra tiden når frem foran Paradisets Styrke kommer de følelser som er samlet under tidsaldrenes gang til udtryk, en forestilling, som forbløffer Paradisets engle og som afstedkommer den størst mulige glæde af guddommelig tilfredsstillelse hos Paradisets Guddomme.
27:7.7 (304.5) Nogle gange bliver hele Paradiset opslugt af en fremherskende bølge af åndelig og andagtsfulde udtryk. Ofte kan gudsdyrkelseslederne ikke kontrollere disse fænomener førend den trefoldige fluktuation i Lyset fra Guddommens bolig kommer til syne, hvilket angiver at Gudernes guddommelige hjerte er blevet helt og fuldt tilfredsstillet af den oprigtige tilbedelse af Paradisets beboere, herlighedens fuldkomne medborgere og de opstigende væsener fra tiden. Hvilken fremgangsmådens triumf! Hvilken fuldbyrdelse af Gudernes evige plan og formål er det ikke, at det skabte barns intelligente kærlighed fører til fuld tilfredsstillelse af Skaberfaderens uendelige kærlighed!
27:7.8 (305.1) Efter at I har opnået den højeste tilfredsstillelse som gudsdyrkelsens fylde giver, er I kvalificeret for indtrædelse i Finalitkorpset. Opstigningsforløbet er så godt som afsluttet, og det syvende jubilæum forberedes til fest. Det første jubilæum markerede det dødelige væsens overenskomst med Tankeretteren, når formålet med overlevelse blev forseglet; det andet var opvækkelsen til morontialivet; det tredje var fusionen med Tankeretteren; det fjerde var opvækkelsen i Havona; det femte fejrede fundet af den Universelle Fader; og det sjette jubilæum holdes ved opvækkelsen i Paradiset fra tidens sidste transitsøvn. Det syvende jubilæum markerer indtrædelsen i de dødeliges finalitkorps og begyndelsen af evighedstjenesten. En finalits opnåelse af det syvende stadie af åndens virkeliggørelse kommer antagelig til at signalere fejringen af det første jubilæum i evigheden.
27:7.9 (305.2) Og således slutter beretningen om Paradisets supernafer, den højeste klasse af alle tjenende ånder, disse væsener som, i egenskab af en universel klasse, vedvarende værner om jer, fra jeres oprindelsesverden til gudsdyrkelseslederne afslutningsvis siger farvel til jer når I aflægger Treenighedens evighedsed og optages i de Dødeliges Finalitkorps.
27:7.10 (305.3) Paradistreenighedens endeløse tjeneste skal snart begynde, og nu er finaliten ansigt til ansigt med udfordringen af Gud den Ultimative.
27:7.11 (305.4) [Præsenteret af en Visdommens Fuldkommen fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 28
28:0.1 (306.1) Således som supernaferne udgør engleskarerne i centraluniverset og seraferne i lokaluniverset, sådan er sekonaferne de tjenende ånder i superuniverserne. I graden af guddommelighed og potentiale af højestehed ligner disse børn af de Afspejlende Ånder imidlertid mere supernaferne end seraferne. De tjener ikke alene i superskabelserne, og både mangfoldige og spændende er de hændelser som støttes af deres uåbenbarede kollegaer.
28:0.2 (306.2) Således som de præsenteres i disse beretninger omfatter de tjenende ånder i superuniverserne følgende tre klasser:
28:0.3 (306.3) 1. Sekonaferne.
28:0.4 (306.4) 2. Tertiaferne.
28:0.5 (306.5) 3. Omniaferne.
28:0.6 (306.6) Eftersom de to sidstnævnte klasser ikke er så direkte involveret i opstigningsplanen for de dødeliges fremgang vil de i korthed blive behandlet før den længere beretning af sekonaferne. I teknisk forstand så er hverken tertiafer eller omniafer superuniversernes tjenende ånder selvom de begge tjener som åndeministre indenfor disse domæner.
28:1.1 (306.7) Disse høje engle er registreret i superuniversernes hovedkvarter, og trods det, at de tjener i lokaluniversernes hovedstæder er de teknisk set beboere i superuniversernes hovedstæder eftersom de ikke er indfødte i lokaluniverserne. Tertiaferne er børn til den Uendelige Ånd og personaliseres i Paradiset i grupper af et tusinde. Disse himmelske væsener af guddommelig oprindelse og næsten højeste alsidighed er den Uendelige Ånds gave til Guds Skabersønner.
28:1.2 (306.8) Når en Mikael Søn bliver fritstillet fra forældreregimet i Paradiset og forberedes til at begive sig på vej til universets eventyr i rummet, fremføder den Uendelige Ånd en gruppe på et tusinde af disse ledsagerånder. Og disse majestætiske tertiafer følger denne Skabersøn når han begiver sig ud på eventyret med at organisere et univers.
28:1.3 (306.9) Gennem de tidligere tider af universets opbygning er disse tusinde tertiafer en Skabersøns eneste personlige medarbejdere. De erhverver en vældig erfaring som Sønnens assistenter under disse spændende tider, når universet sammensættes og andre astronomiske påvirkninger iværksættes. De tjener ved siden af Skabersønnen indtil den dag, hvor den Klare Morgenstjerne, den førstefødte i et lokalunivers, personaliseres. Derefter indgiver tertiaferne deres formelle afskedsansøgninger hvilket bevilges. Og med tilsynekomsten af de første klasser af indfødte engleliv, trækker de sig tilbage fra aktiv tjeneste i lokaluniverset og bliver forbindelsespersoner mellem Skabersønnen, som de tidligere var knyttet til, og Dagenes Ældste i det omhandlende superunivers.
28:2.1 (307.1) Omniaferne skabes af den Uendelige Ånd i forbindelse med de Syv Højeste Udøvere, og de er udelukkende disse Højeste Udøvers tjenere og budbringere. Omniaferne har deres opgave i hele storuniverset, og i Orvonton opretholder deres korps hovedkvarter i de nordlige områder af Uversa, hvor de bor som en speciel æreskoloni. De er ikke registreret i Uversa, og er heller ikke knyttet til vores administration. De har heller ikke direkte noget at gøre med opstigningsplanen for de dødeliges fremgang.
28:2.2 (307.2) Omniaferne er helt og holdent beskæftiget med tilsynet af superuniverserne med tanke på administrativ koordinering set fra de Syv Højeste Udøvers synspunkt. Vores koloni af omniafer i Uversa får instruktioner fra og rapporterer kun til Orvontons Højeste Udøvere, som virker på den fælles udøvelsessfære nummer syv i den yderste ring af Paradiset satellitter.
28:3.1 (307.3) Sekonafernes skarer skabes af de syv Afspejlende Ånder tilknyttet i hovedkvarteret i hvert superunivers. Der findes en bestemt Paradis-deltagende teknik i forbindelse med skabelsen af disse engle i grupper af syv. Blandt disse syv findes altid en første gradens sekonaf, tre anden gradens og tre tredje gradens sekonafer; de personaliseres altid nøjagtigt i dette forhold. Når syv af disse sekonafer skabes bliver en, den af første graden, knyttet til Dagenes Ældstes tjeneste. De tre engle af anden graden associeres med superstyrelsernes tre grupper af administratorer med paradisoprindelse; de Guddommelige Rådgivere, Visdommens Fuldkomne og de Universelle Censorer. De tre engle af tredje graden knyttes til superunivers herskernes opstigende treenigede medarbejdere, de Mægtige Budbringere, De med Stor Autoritet og De uden Navn og Nummer.
28:3.2 (307.4) Disse superuniversernes sekonafer er efterkommere til de Afspejlende Ånder, og derfor er afspejlingen en naturlig del af deres væsen. De reagerer afspejlende for alt i hver fase hos hvert skabte væsen med oprindelse i den Tredje Kilde og Center samt i Paradisets Skabersønner, men de afspejler ikke direkte væsener og enheden, personlige eller andre, med oprindelse udelukkende i den Første Kilde og Center. Vi har mange beviser for, at den Uendelige Ånds universelle intelligens kredsløb er virkelige, men selvom vi ikke havde noget andet bevis ville sekonafernes afspejlende fremvisninger være helt tilstrækkelig for at demonstrere, at den universelle tilstedeværelse af Samforenerens uendelige sind er virkelig.
28:4.1 (307.5) Sekonaferne af første graden som har deres opgave hos Dagenes Ældste, er levende spejle i disse treenige herskers tjeneste. Tænk hvad det betyder i styrelsen af et superunivers, at kunne vende sig som til et levende spejl og i det se og tilmed høre de klare svar fra et andet væsen et tusinde eller hundredtusinde lysår længere borte, og at gøre alt dette øjeblikkeligt og fejlfrit. Optegnelser er vigtige for forvaltningen af universerne, informationsudsendelser er nyttige, de Enlige og andre budbringers arbejde er til stor hjælp, men Dagenes Ældste fra deres position halvvejs mellem de beboede verdner og Paradiset - mellem mennesket og Gud - kan øjeblikkelig se i begge retninger, høre begge sider og kende begge veje.
28:4.2 (308.1) Denne evne - til at høre og se alting så at sige - kan i superuniverserne kun realiseres fuldkommen af Dagenes Ældste og kun i deres respektive hovedkvartersverden. Selv der opstår der begrænsninger: Fra Uversa er denne kommunikation begrænset til verdnerne og universerne i Orvonton, og samtidig med, at den ikke fungerer mellem superuniverserne så holder denne samme afspejlende teknik hver og en af dem i tæt kontakt med centraluniverset og med Paradiset. Skønt de syv superregeringer er adskilte fra hinanden, afspejler de således fuldstændigt autoriteten ovenfor og er helt sympatisk indstillet til, og fuldstændig fortrolig med behovene nedenfor.
28:4.3 (308.2) Som følge af første gradens supernafers medfødte natur har de præference mod syv typer af tjeneste, og det er hensigtsmæssigt, at den første serie i denne klasse skulle være således udstyret, at den har en medfødt evne til at tolke Åndens sind for Dagenes Ældste:
28:4.4 (308.3) 1. Samforenerens Stemme. I hvert superunivers udviser den første supernaf af første grad, og hver syvende af dem som senere skabes i den klasse, en høj grad af tilpasningsevne til at forstå og fortolke den Uendelige Ånds sind for Dagenes Ældste og deres medarbejdere i superregeringen. Dette er af stor værdi i superuniversernes hovedkvarter, for modsat fra de lokale kreationer med deres Guddommelige Ministre, så har sædet for superregeringen ingen specialiseret personalisering af den Uendelige Ånd. Derfor kommer disse sekonafiske stemmer nærmest til at være personlige repræsentanter for den Tredje Kilde og Center på en sådan hovedstadssfære. Ganske vist findes de syv Afspejlende Ånder der, men disse mødre til de sekonafiske skarer afspejler mindre virkeligt og automatisk Samforeneren end de Syv Mesterånder.
28:4.5 (308.4) 2. De Syv Mesterånders Stemme. Den anden sekonaf af første graden, og hver syvende af dem som senere skabes tendere mod portrættering af de Syv Mesterånders kollektive natur og reaktioner. Selvom hver Mesterånd allerede er repræsenteret i et superunivers hovedstad af en af de Afspejlende Ånder som er i tjeneste der, er denne repræsentation individuel, ikke kollektiv. Kollektivt er de kun tilstede som afspejlende; derfor byder Mesterånderne disse højst personlige sekonafers tjenester velkommen som er så kompetente til at repræsentere dem for Dagenes Ældste
28:4.6 (308.5) 3. Skabersønnernes Stemme. Den Uendelige Ånd må have haft noget at gøre med skabelsen eller træningen af Mikael-klassens Paradissønner, for den tredje første gradens sekonaf og hver syvende serie derefter har den bemærkelsesværdige gave, at kunne afspejle disse Skabersønners sind. Hvis Dagenes Ældste skulle ønske at vide - virkelig vide - hvordan Mikael fra Nebadon stiller sig til en eller anden sag, som er under behandling, behøver de ikke at kontakte ham langs linjerne i rummet; de behøver kun at kalde på Lederen for Nebadonstemmerne, som på anmodning præsenterer den Mikael sekonaf som registret udviser, og straks opfatter Dagenes Ældste stemmen af Mestersønnen fra Nebadon.
28:4.7 (309.1) Ingen andre klasser af Sønner kan på denne måde ”afspejles”, og ingen andre klasser af engle kan fungere på denne måde. Vi ved ikke helt, hvordan dette udføres, og jeg tvivler meget på, om Skabersønnerne selv helt forstår det. Men med sikkerhed ved vi, at det fungerer, og at det fungerer ufejlbarligt acceptabel ved vi også, for i hele historien om Uversa har de sekonafiske stemmer aldrig fejlet i deres præsentationer.
28:4.8 (309.2) I begynder her at se noget af den måde på hvilken guddommeligheden omslutter tidens rum og overvinder rummets tid. I får her et af jeres første flygtige glimt af evighedscirklens teknik, for øjeblikket afvigende for at hjælpe tidens børn i deres opgaver med at overvinde rummets svære hindringer. Og disse fænomener er et tillæg til de Afspejlende Ånders etablerede universteknik.
28:4.9 (309.3) Selv om de tilsyneladende ikke har tilgang til den personlige tilstedeværelse af Mesterånderne ovenover og Skabersønnerne nedenunder så har Dagenes Ældste til deres rådighed levende væsener afstemt til kosmiske mekanismer af afspejlende perfektion og ultimativ præcision, hvorved de kan nyde den reflekterende tilstedeværelse af alle disse ophøjede væsener, hvis personlige tilstedeværelse er nægtet dem. Gennem disse midler, og andre for jer ukendte måder, er Gud potentielt til stede i superuniversernes hovedkvarter.
28:4.10 (309.4) Dagenes Ældste kan fuldstændig udlede Faderens vilje ved at ligestille Åndens stemme lysglimt oppefra og Mikaelernes stemmeblink nedefra. På denne måde kan de være ufejlbarlig sikre når de beregner Faderens vilje vedrørende de administrative sager i de lokale universer. Men for at udlede en af Gudernes vilje fra kendskab til de to øvriges, så må de tre Dagenes Ældste virke sammen; to kan ikke få svaret frem. Af denne årsag, selv om der ikke fandtes andre, ledes superuniverserne altid af tre Dagenes Ældste, ikke af en eller af to.
28:4.11 (309.5) 4. Engleskarernes Stemme. Den fjerde første gradens sekonaf og derefter hver syvende serie viser sig at være engle som er særskilt modtagelige for følelser hos alle klasser af engle, medregnet supernaferne ovenfor og seraferne nedenfor. Således er en befalingsførende eller overvågende engels indstilling umiddelbart tilgængelig for overvejelse ved ethvert af Dagenes Ældstes rådsmøde. Ikke en dag passerer i jeres verden uden at serafernes ledere på Urantia bliver bevidste om, at der sker en afspejlende overføring, som tiltrækkes fra Uversa med et eller andet formål; men med mindre hun ikke forud meddeles af en Enlig Budbringer forbliver hun helt uvidende om hvad som søges og hvordan det fås. Disse tjenende ånder i tiden leverer vedvarende denne slags af ubevidste, og derfor med sikkerhed upartiske bevismateriale som berør den endeløse række af sager som fordrer opmærksomhed og råd af Dagenes Ældste og deres medarbejdere.
28:4.12 (309.6) 5. Modtagerne af informationsudsendelser. Der findes en speciel klasse af udsendte budskaber som kun modtages af disse første gradens sekonafer. Selvom de ikke er ordinære informationsudsendere i Uversa arbejder de i forbindelse med de afspejlende stemmernes engle i formålet med at synkronisere Dagenes Ældstes reflekterende vision med visse konkrete budskaber som kommer ind over de etablerede kredsløb for universets kommunikation. Modtagerne af informationsudsendelserne er den femte serie, den femte første gradens sekonaf som skabes og hver syvende derefter.
28:4.13 (310.1) 6. Transportpersonligheder. Dette er de sekonafer som transporterer tidens pilgrimme fra superuniversernes hovedkvartersverdner til den yderste cirkel i Havona. De er superuniversernes transportkorps, som opererer indad til Paradiset og udad til verdnerne i deres respektive sektorer. Dette korps består af den sjette første gradens sekonaf og hver syvende senere skabte.
28:4.14 (310.2) 7. Reservekorpset. En meget stor gruppe af sekonafer, første gradens syvende serie, holdes i reserve for uklassificerede pligter og redningstjenester i verdnerne. Da de ikke er højt specialiserede kan de fungere temmelig godt i en hvilken som helst kapacitet af deres forskellige kollegaer, men de påtager sig kun sådant specialiseret arbejde i nødsituationer. Deres almindelige arbejde er at udføre de almindelige opgaver i et superunivers, som ikke falder indenfor rammen af englene med specificeret tjeneste.
28:5.1 (310.3) Sekonaferne af anden gradens klasse er ikke mindre reflekterende end deres kollegaer af første graden. Klassificeringen i første, anden og tredje graden angiver ikke i sekonafernes tilfælde en forskel i status eller funktion; den betegner kun deres forretningsorden. Alle tre grupper udviser identiske egenskaber i deres beskæftigelser.
28:5.2 (310.4) De syv afspejlende typer af anden gradens sekonafer forordnes til tjeneste hos Dagenes Ældstes samordnede medarbejdere med treenighedsoprindelse som følger:
28:5.3 (310.5) Til Visdommens Fuldkomne - Visdommens Stemmer, Filosofiens Sjæle og Sjælenes Forenede.
28:5.4 (310.6) Til de Guddommelige Rådgivere - Rådets Hjerter, Tilværelses Glæder og Tjenestens Tilfredsstillelse.
28:5.5 (310.7) Til de Universelle Censorer - Åndernes Udskillere.
28:5.6 (310.8) Ligesom første gradens klasse skabes denne gruppe i serier; det betyder, at den førstefødte var en Visdommens Stemme, ligeså den syvende derefter, og lige sådan med de seks øvrige typer af disse afspejlende engle.
28:5.7 (310.9) 1. Visdommens Stemme. Visse af disse sekonafer stå i bestandig forbindelse med Paradisets levende bibliotek, kundskabsvogterne, som hører til de primære supernafer. I specialiserede reflekterende tjeneste er Visdommens Stemmer levende, nuværende, fuldstændige og fuldkommen pålidelige koncentrationer og fokuseringer af den koordinerede visdom i universernes univers. I forholdet til den næsten uendelige volumen af information som cirkulerer i superuniversernes hovedkredsløb, er disse fantastiske væsener så reflekterende og selektive og så følsomme, at de kan adskille og modtage det vigtigste af visdommen og ufejlbart overføre disse sjælsbevidste juveler til deres overordnede: Visdommens Fuldkomne. Og de fungerer på en sådan måde, at Visdommens Fuldkomne ikke kun høre de virkelige og oprindelige udtryk for denne visdom men også afspejlende ser selve de væsener, af høj eller lav oprindelse, som udtrykte dem.
28:5.8 (310.10) Det står skrevet: ”Om nogen mangler visdom, lad ham da spørge.” Når det i Uversa bliver nødvendigt, at træffe en beslutning som fordrer visdom i forviklede situationer i samarbejde med superuniversregeringens indviklede sager, når både perfektionens og gennemførlighedens visdom skal foreligge, så kalder Visdommens Fuldkomne på et batteri af Visdommens Stemmer, og med denne klassens fuldkomne færdighed så afstemmer og retter de ind disse levende modtagere af den sindsindesluttet og cirkulerende visdom i universernes univers på en sådan måde, at fra disse sekonafiske stemmer fremflyder der en strøm af guddommelighedens visdom fra universet ovenfor og gennemførlighedens visdom fra de højere sind i universernes nedenfor.
28:5.9 (311.1) Hvis forvirring opstår med hensyn til harmoniseringen af disse to versioner af visdom, rettes der omgående en henvendelse til de Guddommelige Rådgivere som straks afgør den rette kombination af proceduren. Hvis der er nogen tvivl angående ægtheden i noget som kommer ind fra verdner, hvor der har været oprør sker henvendelsen til Censorerne som med deres Åndernes Udskillere straks kan afgøre ”hvad slags ånd” som har påvirket rådgiveren. Således er tidens visdom og øjeblikkets intellekt altid tilstede hos Dagenes Ældste, som en åben bog foran deres velvillige blik.
28:5.10 (311.2) I kan kun svagt forstå, hvad alt dette betyder for dem som er ansvarlige for ledelsen af superuniversernes regeringer. Den enorme størrelse og omfang af disse transaktioner ligger helt udover den finite opfattelse. Når I står, hvilket jeg gentagende gange har gjort, i de specielle modtagelseskamre i visdommens tempel i Uversa og ser alt dette fungere i virkeligheden, bliver i rørte i tilbedelse af at se, hvordan perfektioneret kompliceret universernes interplanetariske kommunikation er og hvor sikkert den fungerer. I vil vise hyldest til den guddommelige visdom og godheden hos Guderne som planlægger og udøver med en så fremragende teknik. Og alt dette sker virkelig ligesom jeg har beskrevet det.
28:5.11 (311.3) 2. Filosofiens Sjæl Disse vidunderlige lærer er også knyttet til Visdommens Fuldkomne, og når de ikke på anden måde er retningsvisende forbliver de fokuseret synkronisk med filosofiens mestre i Paradiset. Tænk jer at træde frem foran et vældig levende spejl, så at sige, men i stedet for at se billedet af jeres finite og materielle jeg ville i se en afspejling af guddommelighedens visdom og Paradisets filosofi. Og hvis det bliver ønskeligt at ”inkarnere” denne perfektions filosofi, at fortynde den, så at den bliver praktisk anvendelig for, og kan assimileres af, de ringe folk i de lavere verdner, så behøver disse levende spejle kun at vende deres ansigter nedad for at afspejle normerne og behovet i en anden verden eller et andet univers.
28:5.12 (311.4) Med selve disse teknikker tilpasser Visdommens Fuldkomne beslutninger og henstillinger til de reelle behov og den aktuelle status for de berørte befolkninger og verdener, og altid virker de i samråd med de Guddommelige Rådgivere og de Universelle Censorer. Men den sublime fylde i disse transaktioner overstiger selv min opfattelsesevne.
28:5.13 (311.5) 3. Sjælenes Forenede. Fuldførelse af den treenige stab som er knyttet til Visdommens Fuldkomne er disse Afspejlere af idealet og tilstanden i etiske forhold. Af alle de problemer i universet som fordrer en udøvelse af erfaringens og tilpasningens fuldendte visdom, er ingen vigtigere end de som fremkommer af forholdene og foreningerne mellem intelligente væsener. Enten det er i menneskelige sammenslutninger for handel og udveksling, venskab og ægteskab eller engleskarernes forbindelser, så opstår der altid små friktioner, mindre misforståelser, alt for ubetydelig til at tiltrække sig mæglernes opmærksomhed men tilstrækkelig irriterende og forstyrrende til at spolere universernes smidige funktion, hvis de fik lov til at sprede sig og fortsætte. Derfor stiller Visdommens Fuldkomne deres klasse af kloge erfaring til rådighed som ”forsoningens olie” for et helt superunivers. I hele dette arbejde får disse superuniversets vise mænd god hjælp af deres afspejlende medarbejdere, Sjælenes Forenede, som gør den aktuelle information om tilstanden i universet tilgængelig og samtidig skildrer Paradisets ideal om den bedste måde, at løse disse forvirrende problemer. Når disse sekonafer ikke er specifikt retningsvisende på noget andet, holder de sig i reflekterende forbindelse med etikkens fortolkere i Paradiset.
28:5.14 (312.1) Dette er de engle som fostrer og fremmer gruppearbejdet i hele Orvonton. En af de vigtigste lektioner som I kan lære jer under jeres livsforløb som dødelige er gruppearbejde. Perfektionens sfærer er befolket af dem som har lært sig at beherske denne kunst, at arbejde sammen med andre væsener. Der er meget få opgaver i universet for en enlig tjener. Jo højere op i kommer desto mere ensom bliver I når I midlertidig er uden jeres kammeraters selskab.
28:5.15 (312.2) 4. Rådets Hjerte. Dette er den første gruppe blandt disse reflekterende genier som placeres under overopsynet af de Guddommelige Rådgivere. Sekonaferne af denne type er i besiddelse af rummets fakta, hvor de udvælger disse data fra tidens kredsløb. De afspejler i særdeleshed de supernafiske informationskoordinatorer, men selektivt afspejler de også rådet fra alle væsener af såvel høj som lav stand. Når man henvender sig til de Guddommelige Rådgivere for vigtige råd eller afgørelser, kalder disse imidlertid på en gruppe af Rådets Hjerte, og lidt efter fremkommer en afgørelse som faktisk samler koordineret visdom og råd fra de mest kompetente sind i hele superuniverset. Og alting er blevet censureret og revideret i lyset af rådgivningen fra de høje sind i Havona og selv i Paradiset.
28:5.16 (312.3) 5. Tilværelses Glæde. Disse væsener er af naturen refleksivt afstemt efter de supernafiske harmoniovervågere ovenfor og til visse af seraferne nedenfor, men det er svært at forklare eksakt hvad medlemmerne af denne interessante gruppe virkelig gør. Deres vigtigste aktiviteter er rettet mod at fremme glædesreaktioner blandt forskellige klasser af engleskarer og lavere viljevæsener. De Guddommelige Rådgivere, som de er knyttet til, anvender dem sjældent for at finde noget specielt glædesemne. Mere almindeligt og i samarbejde med omvekslingslederne fungerer de som glædes spredningscentral, som stræber efter at forhøje glædesreaktionerne i verdnerne, samtidig med at de forsøger at forbedre smagen for humor. De har som mål, at udvikle en superhumor blandt dødelige og engle. De stræber efter at vise, at en eksistens med fri vilje indeholder en naturlig glæde som er uberørt af alle ydre påvirkninger; og de har ret, selv om de støder på store besværligheder med at indprente denne sandhed i primitive menneskers sind. De højere sindspersonligheder og englene reagerer hurtigere på disse uddannelsesmæssige anstrengelser.
28:5.17 (312.4) 6. Tjenestens Tilfredsstillelse. Disse engle afspejler i høj grad Etiketteledernes holdning i Paradiset; de fungerer stort set som Tilværelses Glæder og stræber efter at forhøje værdien af tjeneste og forøge de tilfredsstillelser, som det medfører. De har gjort meget for at belyse de senere udskudte belønninger som er indbygget i uselvisk tjeneste, tjeneste for udvidelsen af sandhedens rige.
28:5.18 (312.5) De Guddommelige Rådgivere, til hvilken denne klasse er knyttet, anvender dem til at afspejle, fra en verden til en anden, de velsignelser som opnås af åndelig tjeneste. Og gennem anvendelse af de bedste præstationer for at inspirere og opmuntre de middelmådige, bidrager disse sekonafer enormt til kvaliteten af hengivende tjeneste i superuniverserne. Den broderlige konkurrerende ånd anvendes effektivt gennem distribueret information til den enkelte verden om, hvad de andre, i særdeleshed de bedste, gør. En oplivende og sund rivalitet fremmes selv blandt engleskarerne.
28:5.19 (313.1) 7. Åndernes Udskillere. En speciel forbindelse eksisterer mellem rådgiverne og konsulenterne på den anden Havona cirkel og disse afspejlende engle. De er de eneste sekonafer som er knyttet til de Universelle Censorer, men de er antagelig de mest unikke specialiserede blandt alle deres kollegaer. Uden hensyn til kilden eller kanalen af information, uden hensyn til hvor magert bevismaterialet end er, som er til stede, når det er underlagt disse udskillers reflekterende gennemgang informerer de os straks om det sande motiv, det virkelige formål og oprindelsens reelle natur. Jeg forundres mig over, hvor fortrinlig de fungere, disse engle som så ufejlbarligt afspejler den virkelige moralske og åndelige karakter hos hvert individ som stilles i fokus.
28:5.20 (313.2) Åndernes Udskillere udfører disse komplicerede tjenester i kraft af deres iboende ”åndelige indsigt”, hvis jeg må anvende sådanne ord i et forsøg på at bibringe det menneskelige sind den tanke, at disse afspejlende engle på denne måde fungerer intuitivt, medfødt og ufejlbarligt. Når de Universelle Censorer ser disse præsentationer er de ansigt til ansigt med den afspejlende individs nøgne sjæl; og netop denne sikre og perfekte portrættering forklarer delvis hvorfor Censorerne altid kan fungere med rette som retfærdige dommere. Udskillerne ledsager altid Censorerne på hver opgave udenfor Uversa, og de er præcis lige effektive ude i universerne som i deres hovedkvarter i Uversa.
28:5.21 (313.3) Jeg forsikrer jer, at alle disse handlinger i åndeverden er virkelige, at de sker i overensstemmelse med etableret skik og brug og i harmoni med de universelle domæners uforanderlige love. De væsener som hører til hver ny skabt klasse afspejles øjeblikkelig i det høje, så snart de har fået livets ånde; en levende beskrivelse af de skabtes natur og potentiale sendes lynhurtigt til superuniversets hovedkvarter. Gennem udskillernes formidling holdes Censorerne således bevidste om nøjagtigt ”hvad for en slags ånd” som er født i rummets verdner.
28:5.22 (313.4) Sådan er det også med det dødelige menneske: Moderånden i Salvington kender jer til fulde, for den Hellige Ånd i jeres verden ” undersøger alt” og hvad end Ånden ved om jer er imidlertid tilgængeligt, når de sekonafiske udskillere sammen med Ånden afspejler alt vedrørende Åndens kundskab om jer. Det bør imidlertid nævnes, at Faderfragmentets viden og planer ikke kan afspejles. Udskillerne kan afspejle, og gør det også, Retternes tilstedeværelse (og Censorerne erklærer dem for guddommelige), men de kan ikke tyde indholdet i Mysterieledsagernes sindsudrustning.
28:6.1 (313.5) På samme måde som deres kollegaer skabes disse engle i serier og som syv afspejlende typer, men disse typer forordnes ikke individuelt til superuniversets administratorernes forskellige tjenester. Alle tredje gradens sekonafer forordnes kollektivt til Opnåelsens Treenigede Sønner, og disse opstigende sønner anvender dem skiftevis; det betyder at de Mægtige Budbringere kan udnytte, og gør det, hvilken som helst af tredje gradens typer, og ligeledes gør deres ligestillede, De med Stor Autoritet og De uden Navn og Nummer. Disse syv typer af tredje gradens sekonafer er:
28:6.2 (314.1) 1. Oprindelses Betydning. De opstigende Treenigede Sønner i et superunivers regering er pålagt ansvaret i håndteringen af alle spørgsmål som opstår i forbindelse med ethvert individs, race eller verdens oprindelse; og oprindelsens betydning er det vigtigste spørgsmål i alle vores planer for den kosmiske fremgang af rigets levende væsener. Alle forhold og anvendelse af etikken vokser frem af oprindelsens fundamentale fakta. Oprindelsen er grundlaget for Gudernes relationsreaktioner. Altid tager Samforeneren ”notits om mennesket, hvad for en slags opkomst det har.”
28:6.3 (314.2) Når det gælder de højere nedstigende væsener er oprindelsen kun et faktum som fastsættes, men i spørgsmålet om de opstigende væsener, inklusiv de lavere klasser af engle, er oprindelsens natur og omstændigheder ikke altid lige klare, selv om af lige så vital betydning uanset hvor man vender sig i universets anliggender - dermed værdien af at have til vores rådighed en serie afspejlende sekonafer som øjeblikkelig kan beskrive, hvad der behøves med hensyn til tilblivelse af ethvert væsen i enten centraluniverset eller nogetsteds indenfor hele området af et superunivers.
28:6.4 (314.3) Oprindelsens Betydning er levende genealogiske opslagsværker om de vældige skarer af væsener - mennesker, engle og andre - som bebor de syv superuniverser. De er altid klar til at forsyne deres overordnede med en ajourført, fuldstændig og pålidelig bedømmelse af de nedarvede faktorer og den nuværende faktiske status for hvert individ i hver verden i deres eget superunivers, og deres beregninger af de fakta de besidder er altid helt aktuelle.
28:6.5 (314.4) 2. Barmhjertighedens Minde. Disse er de virkelige, fuldstændige og udtømmende, levende arkiver over den barmhjertighed som er udstrakt til individer og racer gennem de omsorgsfulde tjenester af den Uendelige Ånds formidlinger, i opgaven med at tilpasse retfærdighedens ret til verdnernes tilstand, som er åbenbaret i beskrivelsen om Oprindelsens Betydning. Barmhjertighedens Minde åbenbarer den moralske skyld hos barmhjertighedens børn - deres åndelige ansvarligheder - som opvejes mod deres gode sider bestående af den frelsende forsoning som er etableret af Guds Sønner. I åbenbarelsen af Faderens præ-eksisterende barmhjertighed, etablerer Guds Sønner den nødvendige kredit for at sikre alles overlevelse. Og derefter etableres, i overensstemmelse med bedømmelsen som er gjort af Oprindelses Betydning, en nådekredit for overlevelsen af hvert fornuftvæsen, en kredit af ødsle proportioner, en kredit som indeholder tilstrækkelig med nåde for at sikre overlevelsen af hver sjæl, som virkelig ønsker guddommelig medborgerskab.
28:6.6 (314.5) Barmhjertighedens Minde er en levende balanceprøve, et løbende uddrag af dit kontoforhold med verdnernes overnaturlige kræfter. Disse er de levende optegnelser af barmhjertigheds tildeling som læses ind i vidneforklaringerne ved domstolene i Uversa, når hvert individs ret til endeløst liv kommer op til afgørelse, når ”troner sættes frem og Dagenes Ældste sætter sig ned. Informationsudsenderne fra Uversa lyder og træder frem foran dem; tusinde efter tusinde betjener dem, og titusinde gange titusinde står foran dem. Dommens time er kommet og bøgernes åbnes”. Og de bøger som åbnes ved sådan en betydningsfuldt begivenhed er de levende registre som superuniversernes sekonafer af tredje graden præsenterer. De formelle optegnelser findes arkiverede, hvis disse behøves, for at bekræfte vidnesbyrdet fra Barmhjertighedens Minde.
28:6.7 (314.6) Barmhjertighedens Minde må vise, at den frelsende kredit som er etableret af Guds Sønner er blevet fuldt og trofast udbetalt i den kærlige tjeneste som udgår fra den Tredje Kilde og Centers tålmodige personligheder. men når nåden er opbrugt, når ”mindet” af den bevidner, at den er udtømt, så hersker retten og råder retfærdigheden. For nåde skal ikke påtvinges dem som fornægter den; nåden er ikke en gave som tidens hårdnakket rebeller kan træde ned med fode. Ikke desto mindre, selvom barmhjertighed således er dyrebar og dyrt overdraget, overstiger jeres individuelle kreditrettigheder altid langt jeres formåen til at udtømme reserven, hvis jeres formål er oprigtig og ærlig af hjerte.
28:6.8 (315.1) Barmhjertighedens afspejlere, sammen med deres tredje gradens medarbejdere, engagerer sig i talrige former af tjenester i superuniverserne, inklusiv undervisning af de opstigende væsener. Blandt meget andet lærer Oprindelses Betydning disse opstigende at anvende åndelig etik, og efter denne træning lærer Barmhjertighedens Minde dem at være virkelig barmhjertige. Mens åndelige teknikker for barmhjertighedstildeling overgår jeres opfattelsesevne, så burde I allerede nu forstå, at barmhjertighed er en egenskab som vokser. I burde indse at der ligger en stor belønning i form af personlig tilfredsstillelse i først at være retskaffen, siden retfærdig, derefter tålmodig og siden venlig. Og derefter, på dette grundlag, og om I således ønsker og har det i jeres hjerte, kan i tage det næste skridt og vise virkelig barmhjertighed; men I kan ikke vise barmhjertighed i og af sig selv. Disse nævnte skridt må tages; ellers findes der ikke nogen ægte barmhjertighed. Det kan dreje sig om beskyttelse, nedladenhed eller velgørenhed - selv medlidenhed - men ikke barmhjertighed. Sand barmhjertighed kommer kun som det skønne klimaks på disse foregående bestemmelser til gruppeforståelse, gensidig påskønnelse, broderlig samhørighed, åndeligt fællesskab og guddommelig harmoni.
28:6.9 (315.2) 3. Tidens Betydning. Tiden er en universel begavelse til alle viljevæsener; den er ”det talent” som er betroet alle viljevæsener. I har alle tid under hvilken I kan sikre jer overlevelse; og tiden formøbles først fatalt, når den begraves i forsømmelse, når I undlader at anvende den på en måde som vil sikre overlevelsen af jeres sjæl. Forsømmelse til at udnytte sin tid i størst mulig udstrækning medfører ikke dødbringende straf; det forsinker kun tidens pilgrim på hans opstigningsrejse. Hvis overlevelse opnås så kan alle andre tab genvindes.
28:6.10 (315.3) Ved tildelingen af ansvarsopgaver er rådet fra Tidens Betydning uundværlig. Tiden er en livsvigtig faktor i alting på denne side af Havona og Paradiset. Ved den afsluttende dom foran Dagenes Ældste er tiden et element i bevismaterialet. Tidens Betydning må altid fremføre vidnesbyrd som viser at hver sagsøgte har haft rigelig med tid til at træffe beslutning, for at gøre sit valg.
28:6.11 (315.4) Disse evaluerer af tiden er også profetiens hemmelighed; de beskriver det tidselement som behøves for at færdiggøre et projekt, og de er aldeles lige så pålidelige indikatorer som frandalankerne og kronoldekerne indenfor andre livsklasser. Guderne forudser og ved derfor på forhånd; men opstigningsmyndighederne i tidens universer må konsultere Tidens Betydning for at forudsige fremtidens hændelser.
28:6.12 (315.5) I møder disse væsener første gang i mansoniaverdnerne, og de kommer der for at instruere jer i en fordelagtig anvendelse af det som I kalder ”tid”, både i dets positive anvendelse til arbejde og i dets negative udnyttelse til hvile. Begge anvendelser af tiden er vigtige.
28:6.13 (315.6) 4. Tillidens Højtidelighed. Tillid indebærer den afgørende test for viljevæsener. Pålideligheden er den sande målestok af selvbeherskelse - karakter. Disse sekonafer udfører et dobbelt formål i superuniversernes ledelse. De giver alle viljevæsener et billede af hvad forpligtigelse, hellighed og tillidens højtidelighed indebærer. Samtidig afspejler de til de styrende myndigheder hver kandidats nøjagtige pålidelighed for tillid eller fortrolighed.
28:6.14 (316.1) På Urantia forsøger I på en grotesk måde at bestemme karakteren og vurdere særskilte talenter, men i Uversa udfører vi faktisk disse sager i perfektion. Disse sekonafer vejer pålideligheden på den ufejlbarlige karakterbedømmelsens levende vægt, og når de har set på jer, behøver vi kun at se på dem for at vide begrænsningerne i jeres evne til at bære ansvar, udøve tillid og gennemføre opgaver. Jeres gode sider af pålidelighed er stillet klart frem ved siden af jeres tilbøjelighed af mulige forsømmelser eller forræderi.
28:6.15 (316.2) Det er jeres overordnedes plan at forfremme jer gennem forøget tillid, i den takt som jeres karakter er tilstrækkeligt udviklet til med ynde at bære disse yderligere ansvarsopgaver, men at overbelaste individet indbyder kun til ulykke og garanteret skuffelse. Og fejltagelse ved for tidligt at give ansvar, det være sig til mennesker eller engle kan undgås gennem anvendelse af de tjenester som disse ufejlbarlige beregnere af tillidskapaciteten hos tidens og rummets individer. Disse sekonafer ledsager altid De med Stor Autoritet, og aldrig tildeler disse udøvere opgaver førend deres kandidater er vejet i sekonafernes vægt og erklæret ” ikke mangelfuld”.
28:6.16 (316.3) 5. Tjenestens Hellighed. Privilegiet af tjeneste følger umiddelbart når pålideligheden er konstateret. Ingenting kan stå mellem jer og chancen til udvidet tjeneste undtagen jeres egen upålidelighed, jeres manglende evne til at sætte værdi på tillidens højtidelighed.
28:6.17 (316.4) Tjeneste - meningsfyldt tjeneste, ikke slaveri - resulterer i den højeste tilfredsstillelse og udtrykker den guddommeligste værdighed. Tjeneste - mere tjeneste, udvidet tjeneste, svær tjeneste, eventyrlig tjeneste og endelig guddommelig og perfekt tjeneste - er tidens mål og rummets bestemmelse. Men altid vil tidens underholdningsperioder veksle med fremgangens perioder af tjeneste. Og efter tjenesten i tiden følger supertjenesten i evigheden. Under legen i tiden burde i forestille jer arbejdet i evigheden, ligesom i under tjenesten i evigheden tænker tilbage på legen i tiden.
28:6.18 (316.5) Den universelle økonomi bygger på tilgang og udbytte; under hele jeres evige livsforløb kommer i aldrig til at møde ensformighed forårsaget af uvirksomhed eller personlighedens stagnation. Fremgang muliggøres af medfødt bevægelse, fremskridt kommer af den guddommelige evne til handling og resultatopnåelse er barn af fantasifulde eventyr. Men en uadskillelig del af denne evne til resultatopnåelse er det etiske ansvar, nødvendigheden af at erkende, at verden og universet er fyldt af en mængde forskellige typer af væsener. Hele denne storartede skabelse, inklusiv dig selv, er ikke kun skabt for dig. Dette er ikke et egocentrisk univers. Guderne har påbudt: ” Det er saligere at give end at modtage”, og jeres Mestersøn sagde: ” Om nogen blandt jer vil være størst, da må han være alles tjener.”
28:6.19 (316.6) Den virkelige natur af enhver tjeneste, det være sig den som udføres af menneske eller engel, åbenbares helt i ansigterne på disse sekonafiske tjenesteindikatorer, Tjenestens Helligheder. Den fulde analyse af de sande og de skjulte motiver fremgår klart. Disse engle er virkelige sindets oplæser, hjertets undersøgere og sjælens afslørere i universet. Dødelige kan anvende ord for at skjule deres tanker, men disse høje sekonafer blotter motivet fra dybet af menneskehjertet og englesindet.
28:6.20 (317.1) 6. og 7. Storhedens Hemmelighed og Godhedens Sjæl. Når de opstigende er vågnet til tidens betydning er vejen beredt for at indse tillidens højtidelighed og for påskønnelse af tjenestens hellighed. Mens disse er storhedens moralske elementer, så findes der også storhedens hemmeligheder. Når de åndelige tester af storheden anvendes så ignoreres de moralske elementer ikke, men uselviskhedens egenskab åbenbares i uegennyttigt arbejde for ens jordiske medmenneskers bedste, i særdeleshed for værdige væsener i nød og sorg, så er det målestokken på planetarisk storhed. Manifestationen af storhed i en verden som Urantia ligger i udøvelsen af selvkontrol. Det menneske er ikke stort som ”indtager en by” eller ”besejre et folk”, men snarere ” den som tæmmer sin egen tunge.”
28:6.21 (317.2) Storhed er det samme som guddommelighed. Gud er i højeste grad stor og god. Storhed og godhed kan helt enkelt ikke skilles ad. De er for evigt forenet i Gud. Denne sandhed illustreres bogstaveligt og slående af den indbyrdes afhængighed af hverandre hos Storhedens Hemmelighed og Godhedens Sjæl ved afspejlingen, for ingen af dem kan fungere uden den anden. Ved afspejling af andre egenskaber hos guddommeligheden kan superuniversets sekonafer virke alene, og gør det også, men de afspejlende estimeringer af storhed og godhed fremstår uadskillelige. Derfor må disse afspejlere af storhed og godhed arbejde sammen i hver verden og i hvert univers og altid vise en dobbelt og gensidig afhængig rapport af hvert væsen som de stiller i fokus. Storhed kan ikke beregnes uden kendskab til godhedens indhold, mens godhed ikke kan anskueliggøres uden at vide dets iboende og guddommelige storhed.
28:6.22 (317.3) Beregningen af storhed varierer fra sfære til sfære. At være stor er at ligne Gud. Og eftersom storhedens kvalitet helt bestemmes af dets indhold af godhed, så følger det, at hvis I selv I jeres nuværende menneskealder, gennem nåde kan blive god, så bliver i dermed store. Desto mere standhaftig du betragter og desto mere ihærdigt du forfølger begrebet om guddommelig godhed, desto sikrer, kommer du til at vokse i storhed, i sand storhed af ægte overlevelseskarakter.
28:7.1 (317.4) Sekonaferne har deres oprindelse og deres hovedkvarter i superuniversernes hovedstæder, men sammen med deres forbindelseskollegaer strækker deres tjeneste sig fra Paradisets kyster til de evolutionære verdner i rummet. De tjener som værdifulde assistenter til medlemmerne af superregeringernes rådslående forsamlinger og er til stor hjælp for æreskolonierne i Uversa; stjerneforskere, tusindårige turister, himmelske observatører og en mængde andre, inklusiv de opstigende væsener som venter på transport til Havona. Det er en fornøjelse for Dagenes Ældste at anvise visse af første gradens sekonafer til at assistere de opstigende skabte væsener med hjemsted i de fire hundred og halvfems studieverdner som omgiver Uversa; her tjener også mange af anden og tredje graden som lærere. Disse Uversa satellitter er de afsluttende skoler i tidens universer, og de præsentere det forberedende kursus for Havonas syvkredsede universitet.
28:7.2 (317.5) Af de tre klasser af sekonafer, står tredje gradens gruppe, som er knyttet til opstigningsmyndighederne, for den mest vidtrækkende tjeneste af tidens opstigende væsener. I kommer lejlighedsvis til at møde dem snart efter jeres afrejse fra Urantia, selv om du ikke i større udstrækning anvender deres tjeneste førend du når de ventende verdener i Orvonton. I vil have glæde af deres selskab, når I bliver helt bekendt med dem under jeres ophold i Uversa skoleverdener.
28:7.3 (318.1) Disse tredje gradens sekonafer er tidssparere, rumforkortere, fejlopdagere, trofaste lærere og evige vejvisere - den guddommelige sikkerheds levende skilte - af barmhjertighed anbragt ved tidens korsveje, for der at vejlede de bekymrede pilgrimmes skridt i øjeblikke af stor forvirring og åndelig usikkerhed. Længe før du når frem til perfektionens porte begynder du at få adgang til guddommelighedens redskaber og kommer i kontakt med Guddommens teknikker. Lige fra den tid da du ankom til den første mansoniaverden og til du lukker dine øjne i havonasøvnen som forberedelse for din overføring til Paradiset vil du i tiltagende grad benytte dig af disse vidunderlige væseners nødhjælp, som så helt og fuldt afspejler den sikre viden og visse visdom hos de trygge og pålidelige pilgrimme som før dig rejste den lange vej til perfektionens porte.
28:7.4 (318.2) Vi er nægtet det fulde privilegium af at anvende den afspejlende klassens engle på Urantia. De besøger jeres verden tit, sammen med personligheder som er forordnet til nogle opgaver, men de kan ikke fungere frit her. Denne sfære befinder sig stadig i delvis åndelig karantæne, og visse af de kredsløb som er nødvendig for deres tjenester, savnes på nuværende tidspunkt. Når jeres verden en gang igen genforenes med de afspejlende kredsløb, bliver en stor del af arbejdet med interplanetarisk og Interuniversel kommunikation meget enklere og hurtigere. Himmelske arbejdere på Urantia møder mange vanskeligheder på grund af denne funktionelle begrænsning som berører deres afspejlende medarbejdere. Men vi fortsætter med glæde at udføre vores ærinde med de hjælpemidler som findes, til trods for at vi lokalt savner mange af de tjenester som disse vidunderlige væsener, rummets levende spejle og tidens nuværende projektorer udfører.
28:7.5 (318.3) [Udarbejdet med støtte af en Mægtig Budbringer fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 29
29:0.1 (319.1) AF ALLE universpersonlighederne som har at gøre med reguleringen af interplanetariske og interuniverselle anliggender har man på Urantia vidst mindst om styrkelederne og deres medarbejdere. Mens jeres racer længe har kendt til eksistensen af engle og lignende klasser af himmelske væsener, så har man meget lidt information om overvågerne og regulatorerne af de fysiske domæner. Selv i dette øjeblik har jeg kun tilladelse til at afsløre den sidste af følgende tre grupper af levende væsener som er beskæftiget med kraftkontrol og energiregulering i mesteruniverset:
29:0.2 (319.2) 1. Første gradens Eventuerede Ledende Kraftorganisatorer.
29:0.3 (319.3) 2. Tilknyttende Transcendentale Ledende Kraftorganisatorer.
29:0.4 (319.4) 3. Styrkelederne i Universet.
29:0.5 (319.5) Selvom jeg finder det umuligt at beskrive individualiteten hos de forskellige grupper af ledere, centrer og overvågere af universstyrken, håber jeg at kunne forklare noget om området for deres aktiviteter. De er en unik gruppe af levende væsener, som har at gøre med den intelligente regulering af energi overalt i storuniverset. Medregnet de højeste ledere omfatter de følgende større grupper:
29:0.6 (319.6) 1. De Syv Højeste Styrkeledere.
29:0.7 (319.7) 2. De Højeste Styrke Centrer.
29:0.8 (319.8) 3. De Ledende Fysiske Overvågere.
29:0.9 (319.9) 4. Morontiastyrkens Overvågere.
29:0.10 (319.10) De Højeste Styrkeledere og Centrer har eksisteret noget nær evigt, og efter hvad vi ved, så er der ikke skabt flere væsener i disse klasser. De Syv Højeste Ledere blev personaliseret af de Syv Mesterånder, og derefter samarbejdede de med deres forældre med at frembringe mere end ti milliarder medarbejdere. Før styrkeledernes dage var energikredsene udenfor centraluniverset under den intelligente overvågning af de Ledende Kraftorganisatorer i Paradiset.
29:0.11 (319.11) Da I har kendskab om materielle væsener, har I i det mindste en kontrasterende opfattelse af åndelige væsener; men det er meget svært for det dødelige sind at danne sig et billede af styrkelederne. I opstigningsplanen for opstigning til højere tilværelsesniveauer har I ingenting direkte at gøre med hverken de højeste ledere eller med styrkecentrene. Ved visse særlige lejligheder kommer I i kontakt med de fysiske overvågere og efter ankomsten til mansoniaverdnerne kommer I til at arbejde sammen med overvågerne af morontiastyrken. Disse Morontiastyrkens Overvågere fungerer så udelukkende indenfor de lokale skabelsers morontiaregime, at det anses bedst at berette om deres aktiviteter i den del som handler om lokaluniverset.
29:1.1 (320.1) De Syv Højeste Styrkeledere er den fysiske energis regulatorer i storuniverset. Da de blev skabt af de Syv Mesterånder indebar dette det første registrerede tilfælde af afkom af semimaterielle efterkommere fra en ren åndelig herkomst. Når de Syv Mesterånder skaber individuelt frembringer de højt åndelige personligheder af engleklasse; når de skaber kollektivt så frembringer de undertiden disse høje typer af semimaterielle væsener. Men selv disse kvasifysiske væsener vil være usynlige for de dødeliges kortsigtede syn på Urantia.
29:1.2 (320.2) De Højeste Styrkeledere er syv i antal, og de er identiske i deres væsen og funktion. En af dem kan ikke adskilles fra en anden, undtagen af den Mesterånd med hvilken hver og en er umiddelbart associeret og som hver og en funktionelt er fuldstændig underordnet. Hver Mesterånd er således evigt forbundet med en af deres fælles efterkommere. Den samme leder er altid forenet med samme Ånd, og deres arbejdsfællesskab resulterer i en unik association af fysiske og åndelige energier, af et semifysisk væsen og en åndepersonlighed.
29:1.3 (320.3) De Syv Højeste Styrkeledere er stationeret indenfor Paradisets periferi, hvor deres langsomme roterende tilstedeværelse angiver beliggenheden for Mesteråndernes kraftfokushovedkvarter. Disse styrkeledere fungerer hver for sig med reguleringen af styrkeenergien i superuniverserne men kollektivt med administrationen af den centrale skabelse. De virker fra Paradiset men opretholder sig selv som effektive styrkecentrer i alle dele af storuniverset.
29:1.4 (320.4) Disse mægtige væsener er fysiske forfædre til den vældige skarer af styrkecentrer og gennem dem til de fysiske overvågere spredt ud overalt i de syv superuniverser. Disse underordnede organismer for fysisk kontrol er stort set ensartet, identiske undtagen hvad angår hvert superuniverskorps forskellig tonalitet. For at bytte til tjeneste i et andet superunivers behøves de kun at vende tilbage til Paradiset for fornyet tonalitet. Den fysiske skabelse er fundamentalt ensartet i sin administration.
29:2.1 (320.5) De Syv Højeste Styrkeledere kan ikke enkeltvis reproducere sig, men kollektivt og i association med de Syv Mesterånder kan de reproducere - skabe - væsener som er magen til dem selv. Dette er oprindelsen til de Højeste styrkecentrer i storuniverset som fungerer i følgende syv grupper:
29:2.2 (320.6) 1. Højeste Centerovervågere.
29:2.3 (320.7) 2. Havonacentrer.
29:2.4 (320.8) 3. Superuniversernes Centrer.
29:2.5 (320.9) 4. Lokaluniversernes Centrer.
29:2.6 (320.10) 5. Konstellationernes Centrer.
29:2.7 (320.11) 6. Systemets Centrer.
29:2.8 (320.12) 7. Uklassificerede Centrer.
29:2.9 (321.1) Sammen med de Højeste Styrkeledere er disse styrkecentrer væsener med stor vilje- og handlefrihed. De er alle forsynet med personlighed fra den Tredje Kilde og de fremviser en ubestridt viljekapacitet af høj klasse. Disse centrer som styrer universets styrkesystem besidder en udsøgt intelligent begavelse; de er styrkesystemets intellekt i storuniverset og hemmeligheden med teknikken for sindskontrol af hele det uhyre netværk som de Ledende Fysiske Overvågers og Morontiastyrkens Overvågers vidtstrakte funktioner omfatter.
29:2.10 (321.2) 1. Højeste Centerovervågere. Disse syv ligestillede kollegaer til de Syv Højeste Styrkeledere er dem som regulerer energikredsløbenes hovedlinjer i storuniverset. Hver centerovervåger har sit hovedkvarter i en af de Syv Højeste Udøvers specielle verdner, og de arbejder i nær association med disse koordinatorer af almene univers anliggender.
29:2.11 (321.3) De Højeste Styrkeledere og de Højeste Centerovervågere fungerer både enkeltvis og sammen angående alle kosmiske fænomener under niveauerne for ”tyngdekraftsenergi”. Når disse fjorten væsener virker i forbindelse med hinanden er de for universstyrken det samme som de Syv Højeste Udøvere er for almene univers anliggender og de Syv Mesterånder for det kosmiske sind.
29:2.12 (321.4) 2. Havona Centrer. Før skabelsen af tidens og rummets universer, var der ikke noget behov for styrkecentrer i Havona, men lige siden disse fjerntliggende tider har en million fungeret i den centrale skabelse, så hvert center står for overvågningen af et tusinde Havona verdener. Her i det guddommelige univers råder perfekt energikontrol, en situation som ikke eksisterer noget andetsteds. Perfektion af energiregulering er det yderste mål for alle styrkecentrer og fysiske overvågere i rummet.
29:2.13 (321.5) 3. Superuniversernes Centrer. Et tusinde styrkecentrer af den tredje klasse optager et enormt område af hovedstadssfæren i hvert og et af de syv superuniverser. Tre strømme af primærenergi, hver og en med ti underarter, kommer ind til disse styrkecentrer, men syv specialiserede og velrettet, endskønt ufuldstændigt kontrolleret, styrkestrømme går ud fra sædet for deres forenede igangsættelse. Dette er den elektroniske organisering af universstyrke.
29:2.14 (321.6) Al energi kredser i Paradisets cirkel, men Universets Styrkeledere styrer de nedre Paradisets kraftenergier efterhånden som de finder dem modificeret i rumfunktionerne i centraluniverset og i superuniverserne, og omdanner og leder disse energier ind i kanaler for nyttig og konstruktiv anvendelse. Der findes en forskel mellem energien i Havona og superuniversernes energi. Styrkeladningerne i et superunivers består af tre faser af energi, hver og en med ti forskellige underarter. Denne trefoldige energiladning er udspredt overalt i rummet indenfor storuniverset; den er som et vældig bevægende ocean af energi som helt omslutter hver og en af de syv superskabelser.
29:2.15 (321.7) Den elektroniske organisering af universstyrken fungerer i syv faser og udviser varierende reaktion på lokal eller lineær tyngdekraft. Dette syvfoldige kredsløb udgår fra superuniversernes styrkecentrer og gennemstrømmer hver superskabelse. Sådanne specialiserede strømme i tid og rum er bestemte og lokaliserede energibevægelse som igangsættes og styres for specielle formål, stort set som Golfstrømmen fungerer som et afgrænset fænomen midt i Atlanterhavet.
29:2.16 (321.8) 4. Lokaluniversets Centrer. I hvert lokalunivers hovedkvarter er et hundred styrkecentrer af den fjerde klasse stationeret. Deres funktion er at nedtransformere og i andre henseende at modificere de syv styrkekredsløb som udgår fra superuniversets hovedkvarter, for således at gøre dem anvendelige til brug i konstellationerne og systemerne. De lokale astronomiske katastrofer i rummet er af forbigående betydning for disse styrkecentrer; de er beskæftigede med den regelbundne distribution af effektiv energi til de underordnet konstellationer og systemer. De er til stor hjælp for Skabersønnerne under det senere forløb af universorganisering og energimobilisering. Disse centrer kan tilvejebringe intensiverede baner af energi som kan anvendes for interplanetarisk kommunikation mellem vigtige beboede punkter. En sådan bane eller linje af energi, blandt andet kaldt en energivej, er et direkte kredsløb af energi fra et styrkecenter til et andet eller fra en fysisk overvåger til en anden. Det er en særskilt strøm af styrke og står som kontrast til den udifferentierende energis frie bevægelse i rummet.
29:2.17 (322.1) 5. Konstellationernes Centrer. Ti af disse levende styrkecentrer er stationeret i hver konstellation og de fungerer som energiprojektorer for de hundrede underordnede lokalsystemer. Fra disse væsener udgår styrkelinjerne for kommunikation og transport og for energiopladning af sådanne levende væsener som er afhængig af visse former af fysisk energi for at opretholde livet. Men hverken styrkecentrene eller de underordnet fysiske overvågere beskæftiger sig i øvrigt med livet som en funktionel organisation.
29:2.18 (322.2) 6. Systemernes Centrer. Et Højest Styrkecenter er permanent forordnet til hvert lokalsystem. Disse systemcentrer transmitterer styrkekredsløb til de beboede verdener i tid og rum. De koordinerer de underordnede fysiske overvågers aktiviteter og virker i øvrigt for at sikre en tilfredsstillende distribution af styrke i lokalsystemet. Kredsløbsoverføringen mellem planeterne beror på perfekt koordinering af visse materielle energier og på en effektiv regulering af fysisk styrke.
29:2.19 (322.3) 7. Uklassificerede Centrer. Disse er centrer som fungerer i visse lokale situationer men ikke på de beboede planeter. De enkelte verdener er under de Ledende Fysiske Overvågers omsorg og modtager de tilsluttede styrkelinjer som styrkecentret i deres system udsender. Kun de sfærer, der har de mest usædvanlige energiforhold råder over styrkecentrer af den syvende klasse, og de fungerer som universets balancehjul eller energiguvernører. I hver fase af aktivitet er disse styrkecentrer fuldt lige med dem som fungerer i de højere overvågningsenheder, men ikke et rumlegeme ud af en million huser en sådan levende rumorganisation.
29:3.1 (322.4) De Højeste styrkecentrer som er distribuerede overalt i superuniverserne udgør, sammen med deres medarbejdere og underordnede, over ti milliarder i antal. Og de er alle perfekt synkroniserede og helt forbundet med deres stamfædre i Paradiset, de Syv Højeste Styrkeledere. Styrkekontrollen i storuniverset er således betroet forvaltning og ledelse af de Syv Mesterånder, skaberne af de Syv Højeste Styrkeledere.
29:3.2 (322.5) De Højeste Styrkeledere og alle deres medarbejdere, assistenter og underordnede er for altid fritaget fra at blive indstævnet til, eller udsat for, indblanding fra nogen domstol i rummet; de er heller ikke underlagt administrativ styring hverken fra Dagenes Ældstes superuniversregering eller Skabersønnernes administration i lokaluniverserne.
29:3.3 (323.1) Disse styrkecentrer og ledere får deres eksistens af den Uendelige Ånds børn. De hører ikke til Guds Sønners administration selv om de tilslutter sig til Skabersønnerne under de senere forløb af universernes materielle organisering. Styrkecentrerne er på en eller anden måde tæt forbundet med det Højeste Væsens kosmiske overvågning.
29:3.4 (323.2) Styrkecentrer og fysiske overvågere undergår ingen træning, de skabes alle i perfektion og er af naturen perfekte i deres virke. De overgår aldrig fra en funktion til en anden, altid tjener de som de oprindeligt er blevet forordnet. Der forekommer ingen evolution indenfor deres led, og dette gælder alle syv grupper indenfor begge klasser.
29:3.5 (323.3) Da de ikke har nogen opstigningsfortid i mindet at vende tilbage til, leger styrkecentrer og fysiske overvågere aldrig, de er fuldstændig forretningsmæssig i alle deres handlinger. De er altid i tjeneste, der findes i den universelle plan ingen muligheder for at afbryde de fysiske energilinjer; aldrig kan disse væsener for blot en brøkdel af et sekund forlade overvågningen af energikredsløbene i tid og rum.
29:3.6 (323.4) Lederne, centrer og overvågerne af styrke har ingenting at gøre med noget andet i skabelsen end styrke, materiel eller semifysisk energi; de skaber den ikke, men de modificere, manipulere og dirigere den. De har heller ikke noget som helst at gøre med fysisk tyngdekraft undtagen at stå imod dens tiltrækningskraft. Deres forhold til tyngdekraft er helt negativt.
29:3.7 (323.5) Styrkecentrer anvender omfattende mekanismer og koordineringer af materiel slags i samarbejde med de levende mekanismer af de forskellige adskilte energikoncentrationer. Hver enkelt styrkecenter består af nøjagtig en million enheder for funktionel kontrol, og disse energimodificerende enheder er ikke stationære som de vitale organer i menneskets fysiske krop, disse ” vitale organer” for styrkeregulering er mobile og virkelige kalejdoskopiske i deres associeringsmuligheder.
29:3.8 (323.6) Det overstiger helt min evne at forklare den måde på hvilken disse levende væsener udfører forvandlingen og reguleringen af hovedkredsløbene i universets energi. Yderligere forsøg på at informere jer om disse gigantiske og næsten perfekte effektive styrkecentrers størrelse og funktion, ville kun øge jeres forvirring og forundring. De er både levende og ”personlige”, men de ligger udover jeres opfattelsesevne.
29:3.9 (323.7) Udenfor Havona fungerer de Højeste Styrkecentrer kun på særskilte konstruerede (arkitektoniske) sfærer eller på andre egnede indrettede rumlegemer. De arkitektoniske verdner er konstrueret således, at de levende styrkecentrer kan virke som selektive omskiftere for at rette, modificere og koncentrere rummets energier som flyder over disse sfærer. De kunne ikke fungere på denne måde på en almindelig evolutionær sol eller planet. Visse grupper har også at gøre med opvarmningen af og andre materielle nødvendigheder for disse specielle hovedkvartersverdner. Og selv om det overstiger den viden som findes på Urantia kan jeg nævne at disse levende styrkepersonligheder har meget at gøre med distributionen af det lys som skinner uden varme. De frembringer ikke dette fænomen, men de har at gøre med dets spredning og retningsbestemmelse.
29:3.10 (323.8) Styrkecentrer og deres underordnede overvågere er forordnede til at arbejde med alle fysiske energier i det organiserede rum. De arbejder med de tre basisstrømme af ti energier hver. Dette er det organiserede rums energiladning; og det organiserede rum er deres domæne. Universets Styrkeledere har intet som helst at gøre med den enorme kraftaktivitet som nu foregår udenfor de nuværende grænser for de syv superuniverser.
29:3.11 (324.1) Styrkecentrene og overvågerne udøver kun en perfekt kontrol over syv af de ti former for energi som hver basisstrøm i universet består af; de former, som delvis eller helt er undtaget fra deres kontrol må repræsentere de uforudsigelige områder af energimanifestation som domineres af den Egenskabsløse Absolutte. Hvis de udøver en indflydelse på denne Absoluts urkræfter, så er vi ikke vidende om disse funktioner, selv om der findes nogle spinkle beviser som taler for at visse af de fysiske overvågere blandt andet automatisk reagerer på visse impulser fra den Universelle Absolutte.
29:3.12 (324.2) Disse levende styrkemekanismer står ikke i en bevidst relation til den Egenskabsløse Absoluttets energiovervågning i mesteruniverset, men vi antager, at deres hele og næsten perfekte plan for styrkeretning er på en eller anden ukendt måde underlagt til denne tilstedeværelse af supertyngdekraft. I enhver lokal energisituation udøver centrene og overvågerne næsten overherredømme, men de er altid bevidste om den Egenskabsløse Absoluttets superenergi tilstedeværelse og ugenkendelige ydeevne.
29:4.1 (324.3) Disse er de Højeste Styrkecentrenes mobile underordnede. De fysiske overvågere er begavet med evnen til en slags individualitetsforvandling, så de på bemærkelsesværdige mange måder kan flytte sig til forskellige steder, og de kan gennemkrydse det lokale rum med hastigheder som nærmer sig de Enlige Budbringers hastigheder. Men ligesom alle andre rumrejsende behøver de hjælp af både deres kollegaer og af visse andre typer af væsener for at overvinde virkningen af tyngdekraften og inerti modstand ved afrejse fra en materiel sfære.
29:4.2 (324.4) De Ledende Fysiske Overvågere tjener overalt i storuniverset. De styres direkte fra Paradiset af de Syv Højeste Styrkeledere helt til superuniversernes hovedkvarter; herfra ledes de videre og distribueres af Ligevægtens Råd, som består af de høje styrkekommissionærer udsendt af de Syv Mesterånder fra de Tilknyttende Ledende Kraftorganisatorers personale. Disse høje kommissionærer er bemyndiget til at tolke de ledende frandalakernes anvisninger og registreringer, disse levende instrumenter som angiver styrketrykket og energiladningen i et helt superunivers.
29:4.3 (324.5) Mens Paradisguddommenes tilstedeværelse omkranser hele storuniverset og suser rundt i evighedens cirkel, er hver og en af de Syv Mesterånders indflydelse begrænset til et enkelt superunivers. Der findes en klar segregering af energi og en adskillelse af styrkekredsløbene mellem hver og en af de syv superskabelser, derfor må individualiserede kontrolmetoder anvendes.
29:4.4 (324.6) De Ledende Fysiske Overvågere er direkte efterkommere til de Højeste Styrkecentrer og inkluderer følgende
29:4.5 (324.7) 1. Tilknyttende Styrkeledere.
29:4.6 (324.8) 2. Mekaniske Overvågere.
29:4.7 (324.9) 3. Energiomformere.
29:4.8 (325.1) 4. Energioverførere.
29:4.9 (325.2) 5. Første gradens Tilknyttere.
29:4.10 (325.3) 6. Anden gradens Adskillere.
29:4.11 (325.4) 7. Frandalankerne og Kronoldekerne.
29:4.12 (325.5) Ikke alle af disse klasser er personer i den betydning, at de skulle have en individuel evne til at vælge. I særdeleshed de fire sidstnævnte synes at være helt automatiske og mekaniske i responsen på impulser fra deres overordnede og i reaktionen på eksisterende energiforhold. Men selv om disse respons synes at være mekaniske, er de det ikke; de kan synes at være automatiske, men de afslører alle den særskilte intelligensfunktion.
29:4.13 (325.6) Personlighed følger ikke nødvendigvis med til sindet. Sindet kan tænke selv om det savner al evne til at vælge, som i talrige af de lavere typer af dyr og i visse af disse underordnede fysiske overvågere. Mange af disse mere automatiske regulatorer af fysisk styrke er ikke personer i nogen som helst betydning af ordet. De er ikke forsynet med vilje og evne til at træffe selvstændig beslutninger, men de er helt underordnede den mekaniske fuldkommenhed som er planlagt for de opgaver som de tildeles. Trods dette er de alle højt intelligente væsener.
29:4.14 (325.7) De fysiske overvågere er i hovedsagen beskæftiget med at justere basisenergier som er uopdaget på Urantia. Disse ukendte energier er meget væsentlige for det interplanetariske transportsystem og for visse kommunikationsteknikker. Når vi udlægger energilinjer for at overføre hvad svarer til lyd og synsindtryk, anvendes disse uopdagede former af energi af de levende fysiske overvågere og deres medarbejdere. De samme energier anvendes også undertiden af mellemvæsenerne i deres rutinearbejde.
29:4.15 (325.8) 1. Tilknyttende Styrkeledere. Disse vidunderlige effektive væsener er betroet med at forordne og udsende alle klasser af Ledende Fysiske Overvågere i overensstemmelse med de stadig skiftende behov i verdnernes vedvarende forandrende energistatus. Store reserver af de fysiske overvågere opretholdes i de mindre sektorers hovedkvartersverdner, og fra disse koncentrationspunkter sendes de fra tid til anden af de tilknyttende styrkeledere til hovedkvarteret i universerne, konstellationerne og systemerne samt til de enkelte planeter. Når de fysiske overvågere på denne måde er forordnet er de midlertidigt underlagt klasserne fra de mæglende kommissioners guddommelige udøvere, men i øvrigt er de kun ansvarlig overfor deres tilknyttende ledere og overfor de Højeste Styrkecentrer.
29:4.16 (325.9) Tre millioner tilknyttende styrkeledere er anvist til hver og en af de mindre sektorer i Orvonton, hvilket giver en total kvote på tre milliarder af disse forbavsende mangesidige væsener i hvert superunivers. Deres egne reserver opretholdes i de samme mindre sektorers verdner, hvor de også tjener som instruktører for alle som studerer videnskaberne om fremgangsmåden ved intelligent overvågning og forvandling af energi.
29:4.17 (325.10) Disse ledere veksler mellem perioder af udøvende tjeneste i de mindre sektorer og lige så lange perioder af inspektionstjeneste i rummets verdner. Mindst en virksom inspektør er altid til stede i hvert lokalsystem og opretholder deres hovedkvarter på dets hovedstadssfære. De holder hele den vældige levende energi sammenhobning harmonisk synkroniseret.
29:4.18 (325.11) 2. Mekaniske Overvågere. Disse er overordentlig mangesidige og mobile assistenter til de tilknyttende styrkeledere. Billioner og atter billioner af dem er forordnet i Ensa, jeres mindre sektor. Disse væsener kaldes mekaniske overvågere fordi de så fuldstændigt domineres af deres overordnede, så helt er underkastede de tilknyttende styrkeleders vilje. Ikke desto mindre er de selv meget intelligente, og selv om deres arbejde er mekanisk og prosaisk i sin natur, så udføres det ordentligt.
29:4.19 (326.1) Af alle de Ledende Fysiske Overvågere som er forordnet til de beboede verdner, er de mekaniske overvågere uden tvivl de mest kraftfulde. Da de er udrustet med en større levende kilde af antityngdekraft end alle andre væsener, så har hver overvåger en tyngdekraftsmodstand som kun overgås af enorme sfærer som roterer med enorm hastighed. Ti af disse overvågere er nu stationeret på Urantia, og en af deres vigtigste planetariske aktiviteter er at afhjælpe afrejsen for serafiske transporter. Når de således fungerer virker alle ti mekaniske overvågere sammen mens et batteri af et tusinde energioverførere sørger for begyndelsesfarten for den serafiske afrejse.
29:4.20 (326.2) De mekaniske overvågere er kompetente til at retningsbestemme energistrømmen og til at afhjælpe dens koncentration ind i de specialiserede strømme og kredsløb. Disse mægtige væsener har meget at gøre med den adskillelse, retningsbestemmelse, og intensivering af de fysiske energier og med udligningen af trykket i de interplanetariske kredsløb. De er eksperter i at behandle enogtyve af rummets tredive fysiske energier, som udgør et superunivers energiladning. De er også i stand til at udrette meget hvad angår behandlingen og kontrollen af seks af de ni mere subtile former af fysiske energi. Ved at placere disse overvågere i passende teknisk relation til hinanden og til visse af styrkecentrene, bliver det muligt for de tilknyttende styrkeledere at bevirke utrolige forandringer i styrkejustering og energikontrol.
29:4.21 (326.3) De Ledende Fysiske Overvågere fungerer ofte i batterier af hundrede, tusinde og endda i millioner, og ved at variere deres positioner og formationer kan de bevirke energikontrol såvel kollektivt som individuelt. Alt efter behov kan de optrappe og accelerere energiens volumen og bevægelse eller holde tilbage, fortætte eller forhale energistrømmene. De påvirker forvandlingerne af energi og styrke noget lignende som de såkaldte katalytiske emner forstærker kemiske reaktioner. De fungerer på basis af deres indbyggede evne og i samarbejde med de Højeste Styrkecentrer.
29:4.22 (326.4) 3. Energitransformatorerne. Antallet af disse væsener i et superunivers er utroligt. Der findes næsten en million i Satania alene, og den almindelige kvote for hver beboet verden er et hundrede.
29:4.23 (326.5) Energitransformatorerne er de Syv Højeste Styrkeleders og de Syv Centrale Overvågers fælles skabelse. De er blandt de mere personlige klasser af fysiske overvågere, og når ingen tilknyttende styrkeledere er til stede i en beboet verden har transformatorerne kommandoen. De er planetariske inspektører af alle afgående serafiske transporter. Alle klasser af himmelsk liv kan udnytte de mindre personlige klasser af fysiske overvågere kun i forbindelse med de mere personlige klasser som de tilknyttende ledere og energitransformatorer repræsenterer.
29:4.24 (326.6) Disse transformatorer er kraftfulde og effektive levende omskiftere som anbringer sig for eller imod en given styrkedisposition eller retningsbestemmelse. De er også dygtige i deres anstrengelser med at isolere planeterne fra de kraftfulde energistrømme som passerer mellem gigantiske planetariske og stjernernes naboer. Deres energiomdannende egenskaber gør dem højst anvendelige for den vigtige opgave med at bibeholde universel energibalance eller styrkeligevægt. I det ene øjeblik ser de ud til at konsumere eller lagre energi; i det andet øjeblik synes de at udsondre eller frigøre energi. Transformatorerne kan øge eller mindske ”akkumulatorens” potentiale af levende og livløse energier i deres respektive områder. Men de behandler kun fysiske og semimaterielle energier, de fungerer ikke direkte indenfor livets domæne, og de forandrer ikke levende væseners form.
29:4.25 (327.1) I visse henseende er energitransformatorerne de mest bemærkelsesværdige og gådefulde af alle semimaterielle levende væsener. De er på en eller anden ukendt måde fysisk differentierede, og ved at variere deres tilslutningsbetingelser kan de udøve en dybtgående påvirkning på den energi som går gennem deres tilknyttede tilstedeværelse. De fysiske verdners tilstand ser ud til at gennemgå en forvandling under deres dygtige behandling. De kan forandre, og gør det også, den fysiske form af rummets energier. Med hjælp af deres medovervågere kan de faktisk forandre formen og potentialet i syvogtyve ud af tredive fysiske energier som indgår i superuniversets styrkeladning. Det faktum at tre af disse energier ligger udenfor deres kontrol beviser at de ikke er den Egenskabsløse Absoluttets værktøj.
29:4.26 (327.2) De tilbageværende fire grupper af Ledende Fysiske Overvågere er knap personer indenfor en acceptabel definition af dette ord. Disse sendere, forenere, adskillere og frandalanker er helt automatiske i deres reaktioner; ikke desto mindre er de i ethvert henseende intelligente. Vi er meget begrænset i vores viden om disse vidunderlige væsener, fordi vi ikke kan kommunikere med dem. De synes at forstå områdets sprog, men de kan ikke kommunikere med os. De synes at være helt og fuldt i stand til at modtage vores meddelelser men det virker som om de er helt magtesløse når det gælder om at svare.
29:4.27 (327.3) 4. Energioverførere. Disse væsener fungerer hovedsagelig, men ikke kun, i en indenfor planetarisk sammenhæng. De er fantastiske formidlere af energi, sådan som den fremtræder i de enkelte verdner.
29:4.28 (327.4) Når energi skal viderestilles til et nyt kredsløb placerer overførerne sig i en linje langs den ønskede energivej, og i kraft af deres unikke egenskab med at kunne tiltrække energi kan de faktisk fremkalde en øget energistrøm i den ønskede retning. De gør dette ligeså bogstaveligt som visse kredsløb af metal retningsbestemmer strømmen af visse former af elektrisk energi, og de er levende superledere for mere en halvdelen af de tredive former af fysisk energi.
29:4.29 (327.5) Overførerne danner anvendelige forbindelser som er effektive for at genindsætte aftagende strømme af specialiseret energi som går fra en planet til en anden og fra en station til en anden på en enkelt planet. De kan opdage strømme, som er alt for svage til at blive observeret af nogen anden type af levende væsener, og de kan så forstærke disse energier, så den medfølgende meddelelse bliver helt forståelig. Deres tjenester er uvurderlig for modtagerne af informationsudsendelserne.
29:4.30 (327.6) Energioverførere kan fungere i forhold til alle former for kommunikerende opfattelse; de kan gøre en fjerntliggende scene ”synlig” så vel som en fjern lyd ”hørlig”. De stiller nødlinjer til rådighed for kommunikation i lokalsystemet og på de enkelte planeter. Disse tjenester må anvendes af stort set alle skabte væsener for kommunikation udenfor de regulære etablerede kredsløb.
29:4.31 (327.7) Disse væsener er sammen med energiomformerne uundværlig for opretholdelsen af de dødeliges eksistens i de verdner som har en forarmet atmosfære, og de er en integrerede del af livets teknik på planeter for væsener som ikke ånder.
29:4.32 (328.1) 5. Første gradens Forenere. Disse interessante og uvurderlige enheder er mesterlige energi konservatorer og beskyttere. I nogen grad på samme måde som en plante lagrer sollys, så lagrer disse levende organismer energi under tider med overskud. De arbejder i gigantisk skala og omdanner rummets energier til en fysisk form ukendt på Urantia. De kan også videreføre disse forvandlinger til et punkt, hvor der produceres noget af den materielle tilværelses primitive enheder. Disse væsener virker helt enkelt gennem deres tilstedeværelse. De udtømmes eller afkræftes ikke af denne funktion; de virker som levende katalysatorer.
29:4.33 (328.2) Under perioder af energiunderskud er de berettigede til at frigive disse akkumulerede energier. Men jeres viden om energi og materie er ikke tilstrækkelig avanceret for en god forklaring om teknikken i denne fase af deres arbejde. De arbejder altid i overensstemmelse med de kosmiske love, og de behandler og bearbejder atomer, elektroner og ultimatoner meget lig den måde hvorpå i håndtere indstillelige skrifttyper ved trykning for at få de samme alfabetiske symboler til at berette helt forskellige historier.
29:4.34 (328.3) Forenerne er den første gruppe af liv som optræder på en materiel sfære som undergår organisering, og de kan fungere ved sådanne fysiske temperaturer som i ville anse yderst uforenelige med eksistensen af levende væsener. De repræsenterer en klasse af liv som helt enkelt ligger langt udover grænsen for menneskets forestillingsevne. Sammen med deres medarbejdere, adskillerne, er de de mest slaviske af alle intelligente væsener.
29:4.35 (328.4) 6. Anden gradens Adskillere. Sammenlignet med første gradens forenere arbejder disse væsener, som er forsynet med en enorm antityngdekrafts evne, i modsat retning. Der er aldrig nogen fare for, at de specielle eller modificerede former af fysisk energi i de lokale verdener eller lokalsystemer skulle blive udtømt, for disse levende organisationer er udrustet med den unikke evne til at udvikle ubegrænset forsyning af energi. De er hovedsaglig beskæftiget med evolutionen af en form for energi, som knap er kendt på Urantia, fra en form af materie som er endnu mindre kendt. De er sandelig, rummets alkymister og tidens mirakelmagere. Men i alle de undere som de udfører overtræder de aldrig mandatet fra den Kosmiske Højestehed.
29:4.36 (328.5) 7. Frandalankerne. Disse væsener er den fælles skabelse af alle tre klasser af væsener for energikontrol: kraftorganisatorerne af første og anden graden samt styrkelederne. Frandalankerne er de mest talrige af alle Ledende Fysiske Overvågere; det antal som tjenestegør i Satania ligger udenfor jeres numeriske opfattelse. De er udstationeret i alle beboede verdner og er altid knyttet til de højere klasser af fysiske overvågere. De tjenestegør skiftevis i centraluniverset, i superuniverserne og i de ydre rumdomæner.
29:4.37 (328.6) Frandalankerne skabes i tredive divisioner, en for hver form af grundlæggende universkraft, og de fungerer udelukkende som levende og automatiske målere af tilstedeværelse, tryk og hastighed. Disse levende barometre er udelukkende beskæftiget med den automatiske og ufejlbarlige registrering af tilstanden for alle former af kraft-energi. De er for det fysiske univers, hvad den vidtstrakte afspejlingsmekanisme er for det sindsmæssige univers. De frandalanker som foruden kvantitativ og kvalitativ energitilstedeværelse registrerer tid kaldes kronoldeker.
29:4.38 (328.7) Jeg anerkender at frandalankerne er intelligente, men jeg kan ikke klassificere dem som andet end levende maskiner. Næsten den eneste måde hvorpå jeg kan hjælpe jer med at forstå disse levende mekanismer er at sammenligne dem med jeres egne mekaniske apparater, som fungerer med en præcision og en nøjagtighed som næsten virker intelligent. Hvis I ville forestille jer disse væsener, anvend da jeres fantasi, så langt, at I indser at vi i storuniverset faktisk har intelligente og levende mekanismer (væsener, enheder) som kan udføre mere komplicerede opgaver, involverer mere forbløffende beregninger, med endnu større finfølelse og nøjagtighed, selv med ultimativ præcision.
29:5.1 (329.1) Kraftorganisatorerne er bosat i Paradiset, men de fungerer overalt i mesteruniverset, i særdeleshed indenfor de uorganiserede rummets domæner. Disse specielle væsener er hverken skabere eller skabte, og de omfatter to store tjenestedivisioner:
29:5.2 (329.2) 1. Første gradens Eventuerede Ledende Kraftorganisatorer.
29:5.3 (329.3) 2. Tilknyttende Transcendentale Ledende Kraftorganisatorer.
29:5.4 (329.4) Disse to mægtige klasser af urkraftens manipulatorer arbejder udelukkende under overopsyn af Mesteruniversets Arkitekter, og på nuværende tidspunkt fungerer de ikke i stor udstrækning indenfor storuniversets grænser.
29:5.5 (329.5) Første gradens Ledende Kraftorganisatorer manipulerer den Egenskabsløse Absoluttes urkræfter eller grundlæggende rumkræfter, de er stjernetågernes skabere. De er de levende igangsættere af energicyklonerne i rummet og de tidlige organisatorer og retningsbestemmere af disse gigantiske manifestationer. Disse kraftorganisatorer omdanner urkraft (førenergi) som ikke reagerer på Paradisets direkte tyngdekraft) til primær eller kraftenergi, energi som omformes fra den Egenskabsløse Absoluttets eksklusive greb til Paradisøens tyngdekraftsgreb. De efterfølges derefter af de tilknyttende kraftorganisatorer som fortsætter processen med omdannelsen af energi fra det primære til det sekundære eller tyngdekraftsenergi stadiet.
29:5.6 (329.6) Ved færdiggørelsen af planerne for skabelsen af et lokalunivers, hvilket tilkendegives af en Skabersøns ankomst, viger de Tilknyttende Ledende Kraftorganisatorer for de klasser af styrkeledere som virker indenfor superuniverset for det omhandlende astronomiske område. Men i fraværet af sådanne planer fortsætter de tilknyttende kraftorganisatorer på ubestemt tid opsynet af disse materielle skabelser, således som de selv nu opererer i det ydre rum.
29:5.7 (329.7) De Ledende Kraftorganisatorer modstår temperaturer og fungerer under fysiske forhold som ville være uudholdelige selv for de mangesidige styrkecentrer og fysiske overvågere i Orvonton. De eneste andre typer af åbenbarede væsener som kan fungere i disse ydre rum områder er de Enlige Budbringere og de Inspirerende Treenighedsånder.
29:5.8 (329.8) [Udarbejdet af en Universel Censor handlende med autoritet af Dagenes Ældste fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 30
30:0.1 (330.1) DE PERSONLIGHEDER og andre end personlige væsener som nu tjenestegør i Paradiset og i storuniverset udgør et næsten grænseløst antal levende væsener. Selv antallet af hovedklasser- og typer ville få menneskets forestillingsevne til at vakle, for ikke at nævne de utallige undertyper og variationer. Det er imidlertid ønskeligt, at præsentere nogle ting fra to grundlæggende klassifikationer af levende væsener - en antydning om den klassifikation som anvendes i Paradiset og en forkortelse af personlighedsregistret i Uversa.
30:0.2 (330.2) Det er ikke muligt at formulere en fyldestgørende og helt sammenhængende klassifikationer af personlighederne i storuniverset fordi alle grupper ikke er åbenbaret. Det ville kræve talrige kapitler for at dække den tillægsåbenbarelse som behøves for systematisk at klassificere alle grupper. En sådan begrebsmæssig ekspansion ville næppe være ønskværdig, da den vil berøve de tænkende dødelige under de følgende tusinde år for den stimulering til kreativ spekulation som disse partielle åbenbarede begreber giver. Det er bedst, at mennesket ikke får en over-åbenbarelse; det kvæler fantasien.
30:1.1 (330.3) Levende væsener klassificeres i Paradiset i overensstemmelse med medfødt og opnået forhold til Paradisguddommene. Under de store sammenkomster i centraluniverset og i superuniverserne grupperes de tilstedeværende ofte i henhold til oprindelse; dem med treenige oprindelse eller som har opnået Treenigheden; dem med dobbelt oprindelse og dem med enkelt oprindelse. Det er svært at tolke Paradisets klassificering af levende væsener for det dødelige sind, men vi er bemyndigede til at præsentere følgende:
30:1.2 (330.4) I. VÆSENER MED TREENIGE OPRINDELSE. Væsener skabt af alle tre Paradisguddomme, enten sammen eller i egenskab af Treenigheden, samt de Treeniges Korps, hvilken betegnelse angiver alle grupper af treenigede væsener åbenbarede og uåbenbarede.
30:1.3 (330.5) A. De Højeste Ånder.
30:1.4 (330.6) 1. De Syv Mesterånder.
30:1.5 (330.7) 2. De Syv Højeste Udøvere.
30:1.6 (330.8) 3. De Syv Klasser af Afspejlende Ånder.
30:1.7 (330.9) B. Treenighedens Stationære Sønner.
30:1.8 (330.10) 1. Højestehedens Treenigede Hemmeligheder.
30:1.9 (330.11) 2. Dagenes Evige.
30:1.10 (330.12) 3. Dagenes Ældste.
30:1.11 (330.13) 4. Dagenes Fuldkomne.
30:1.12 (331.1) 5. Dagenes Yngste.
30:1.13 (331.2) 6. Dagenes Forenede.
30:1.14 (331.3) 7. Dagenes Trofaste.
30:1.15 (331.4) 8. Visdommens Fuldkomne.
30:1.16 (331.5) 9. Guddommelige Rådgivere.
30:1.17 (331.6) 10. Universelle Censorer.
30:1.18 (331.7) C. Væsener med Treenighedsoprindelse og Treenigede Væsener.
30:1.19 (331.8) 1. Treenighedens Undervisende Sønner.
30:1.20 (331.9) 2. Inspirerende Treenighedsånder.
30:1.21 (331.10) 3. Indfødte Havonaer.
30:1.22 (331.11) 4. Paradisets Medborgere.
30:1.23 (331.12) 5. Uåbenbarede Væsener med Treenighedsoprindelse.
30:1.24 (331.13) 6. Uåbenbarede Guddoms Treenigede Væsener.
30:1.25 (331.14) 7. Opnåelsens Treenigede Sønner.
30:1.26 (331.15) 8. Udvælgelsens Treenigede Sønner.
30:1.27 (331.16) 9. Perfektionens Treenigede Sønner.
30:1.28 (331.17) 10. Skabte Treenigede Sønner.
30:1.29 (331.18) II. VÆSENER MED DOBBELT OPRINDELSE. Dem med oprindelse i hvilken som helst to af Paradisguddommene eller på anden måde skabte af hvilken som helst to væsener med direkte eller indirekte nedstamning fra Paradisguddommene.
30:1.30 (331.19) A. De Nedstigende Klasser.
30:1.31 (331.20) 1. Skabersønnerne.
30:1.32 (331.21) 2. Administratorsønnerne.
30:1.33 (331.22) 3. De Klare Morgenstjerner.
30:1.34 (331.23) 4. Melkisedekske Fædre
30:1.35 (331.24) 5. Melkisedekerne.
30:1.36 (331.25) 6. Vorondadekerne.
30:1.37 (331.26) 7. Lanonandekerne.
30:1.38 (331.27) 8. De Lysende Aftenstjerner.
30:1.39 (331.28) 9. Ærkeenglene.
30:1.40 (331.29) 10. Livsbærerne.
30:1.41 (331.30) 11. De Uåbenbarede Universmedhjælpere.
30:1.42 (331.31) 12. Guds Uåbenbarede Sønner.
30:1.43 (331.32) B. De Stationære Klasser.
30:1.44 (331.33) 1. Abandonterne.
30:1.45 (331.34) 2. Susatia.
30:1.46 (331.35) 3. Univitatia.
30:1.47 (331.36) 4. Spironga.
30:1.48 (331.37) 5. De Uåbenbarede Væsener med Dobbelt Oprindelse.
30:1.49 (331.38) C. De Opstigende Klasser.
30:1.50 (331.39) 1. De Retterfusionerede Dødelige.
30:1.51 (331.40) 2. De Sønfusionerede Dødelige.
30:1.52 (331.41) 3. De Åndefusionerede Dødelige.
30:1.53 (331.42) 4. De Overførte Mellemvæsener.
30:1.54 (331.43) 5. De Uåbenbarede Opstigende.
30:1.55 (332.1) III. VÆSENER MED ENKELT OPRINDELSE. De med oprindelse i en af Paradisguddommene eller på anden måde skabt af et enkelt væsen med direkte eller indirekte nedstamning fra Paradisguddommene.
30:1.56 (332.2) A. De Højeste Ånder.
30:1.57 (332.3) 1. Tyngdekraftsbudbringerne.
30:1.58 (332.4) 2. Havonakredsløbenes Syv Ånder.
30:1.59 (332.5) 3. Havonakredsløbenes Tolvfoldige Bistående.
30:1.60 (332.6) 4. Afspejlingsmedhjælperne.
30:1.61 (332.7) 5. Universernes Moderånder.
30:1.62 (332.8) 6. De Syvfoldige Bistående Sindsånder.
30:1.63 (332.9) 7. De Uåbenbarede Væsener med Guddomsoprindelse.
30:1.64 (332.10) B. De Opstigende Klasser.
30:1.65 (332.11) 1. Personaliserede Rettere.
30:1.66 (332.12) 2. Opstigende Materielle Sønner.
30:1.67 (332.13) 3. Evolutionære Serafer.
30:1.68 (332.14) 4. Evolutionære Keruber.
30:1.69 (332.15) 5. Uåbenbarede Opstigende.
30:1.70 (332.16) C. Den Uendelige Ånds Familie.
30:1.71 (332.17) 1. De Enlige Budbringere.
30:1.72 (332.18) 2. Universernes Kredsløbs Overvågere.
30:1.73 (332.19) 3. Folketællingslederne.
30:1.74 (332.20) 4. Den Uendelige Ånds Personlige Hjælpere.
30:1.75 (332.21) 5. Tilknyttende Inspektører.
30:1.76 (332.22) 6. Forordnede Vagter.
30:1.77 (332.23) 7. De Gradueredes Vejledere.
30:1.78 (332.24) 8. Havona servitalerne.
30:1.79 (332.25) 9. De Universelle Mæglere.
30:1.80 (332.26) 10. Morontialedsagerne.
30:1.81 (332.27) 11. Supernaferne.
30:1.82 (332.28) 12. Sekonaferne.
30:1.83 (332.29) 13. Tertiaferne.
30:1.84 (332.30) 14. Omniaferne.
30:1.85 (332.31) 15. Seraferne.
30:1.86 (332.32) 16. Keruberne og Sanoberne.
30:1.87 (332.33) 17. De Uåbenbarede Væsener med Åndeoprindelse.
30:1.88 (332.34) 18. De Syv Højeste Styrkeledere.
30:1.89 (332.35) 19. De Højeste Styrkecentrer.
30:1.90 (332.36) 20. De Ledende Fysiske Overvågere.
30:1.91 (332.37) 21. Morontiastyrkens Overvågere.
30:1.92 (332.38) IV. EVENTUEREDE TRANSCENDENTALE VÆSENER. Der findes i Paradiset en vældig skarer transcendentale væsener hvis oprindelse sædvanligvis ikke afsløres for universerne i tid og rum, førend de er etableret i lys og liv. Disse Transcendentaler er hverken skabere eller skabte; de er guddommelighedens, ultimativitetens og evighedens eventuerede børn. Disse ”eventuerede” er hverken endelige eller uendelige - de er absonite; og absonithed er hverken uendelighed eller absoluthed.
30:1.93 (333.1) Disse uskabte ikke-skabere er altid loyale mod Paradistreenigheden og lydige mod den Ultimative. De eksisterer på personlighedsaktivitetens fire ultimative niveauer, og de tjenestegør på absonithedens syv niveauer i tolv store divisioner bestående af et tusinde større arbejdsgrupper på syv klasser hver. Disse eventuerede væsener inkluderer følgende klasser:
30:1.94 (333.2) 1. Mesteruniversets Arkitekter.
30:1.95 (333.3) 2. Transcendentale Registratorer.
30:1.96 (333.4) 3. Andre Transcendentaler.
30:1.97 (333.5) 4. Første gradens Eventuerede Ledende Kraftorganisatorer.
30:1.98 (333.6) 5. Tilknyttende Transcendentale Ledende Kraftorganisatorer.
30:1.99 (333.7) Gud, i egenskab af en superperson, eventuerer; Gud, i egenskab af person, skaber; Gud, i egenskab af førperson, fragmenterer; og et sådan Retterfragment af ham selv udvikler åndesjælen ovenpå det materielle og dødelige sind i overensstemmelse med personlighedens frivillige valg som er overdraget til et sådan dødeligt væsen gennem Guds forældrehandling i egenskab af en Fader.
30:1.100 (333.8) V. GUDDOMMENS FRAGMENTEREDE ENHEDER. Denne klasse af levende eksistenser med oprindelse i den Universelle Fader er bedst karakteriseret ved Tankeretterne, selv om disse enheder på ingen måde er de eneste fragmenteringer af den Første Kilde og Centers førpersonlige virkelighed. De andre end Retterfragmenters funktioner er mangesidige og lidt kendt. Fusion med en Retter eller med et andet sådan fragment gør den skabte til et Faderfusioneret væsen.
30:1.101 (333.9) Fragmenteringerne af den Tredje Kilde og Centers før-sindsånd bør i denne sammenhæng nævnes, selvom de næppe kan sammenlignes med Faderfragmentet. Sådanne fragmenter adskiller sig meget fra Retterne; de opholder sig som sådan ikke i Spiritington; de gennemrejser heller ikke som sådan langs sindstyngdekraftens kredsløb; de er heller ikke iboende de dødelige væsener under deres jordiske liv. De er ikke førpersonlige i den betydning som Retterne er, men sådanne fragmenter af før-sindsånd overdrages til visse overlevende dødelige, og fusion med dem gør disse til Åndefusionerede dødelige i modsætning til Retterfusionerede dødelige.
30:1.102 (333.10) Endnu sværere er det at beskrive en Skabersøns individualiserede ånd, forening med denne gør det skabte væsen til en med Sønnen fusioneret dødelig. Og der findes yderligere andre fragmenteringer af Guddommen.
30:1.103 (333.11) VI. OVERPERSONLIGE VÆSENER. Der findes en vældig skare af andre end personlige væsener, som er af guddommelig oprindelse og som tjener på mangfoldige måder i universernes univers. Visse af disse væsener er bosat i Sønnens paradisverdener; andre, såsom den Evige Søns overpersonlige repræsentanter, som træffes andetsteds. For størstedelens vedkommende nævnes de ikke i disse beretninger, og det ville være helt formålsløst at forsøge en beskrivelse af dem for personlige væsener.
30:1.104 (333.12) VII. UKLASSIFICEREDE OG UÅBENBAREDE KLASSER. Under indeværende universtidsalder er det ikke muligt at placere alle væsener, personlige eller andre, indenfor klassifikationen som hører til den nuværende universtidsalder; og heller ikke er alle sådanne kategorier åbenbaret i disse beretninger; derfor er talrige klasser udeladt fra disse lister. Betænk følgende:
30:1.105 (333.13) Universskæbnes Fuldbyrder.
30:1.106 (333.14) Den Ultimatives Egenskabsbestemte Stedfortrædere.
30:1.107 (334.1) Den Højestes Egenskabsløse Overvågere.
30:1.108 (334.2) Dagenes Ældstes Uåbenbarede Skabende Repræsentanter.
30:1.109 (334.3) Majeston i Paradiset.
30:1.110 (334.4) Majestons Unavngivne Forbindelsespersonligheder for Afspejling.
30:1.111 (334.5) Midsonitklasserne i lokaluniverserne.
30:1.112 (334.6) Ingen speciel betydning behøves at knyttes sammen med disse klassers liste, undtagen at ingen af dem optræder i paradisklassifikationen som den heri er åbenbaret. Disse er de få uklassificerede; i har stadig til gode at lære om de mange uåbenbarede.
30:1.113 (334.7) Der findes ånder; åndevæsen, ånde tilstedeværelser, personlige ånder, førpersonlige ånder, overpersonlige ånder, åndeeksistenser, åndepersonligheder - men hverken de dødeliges sprog eller de dødeliges intellekt er dækkende. Vi kan imidlertid konstatere, at der ikke findes nogen personligheder som er ”rent sind”, intet væsen har personlighed medmindre det har fået den af Gud, som er ånd. Intet sindsvæsen som ikke er associeret med enten åndelig eller fysisk energi er en personlighed. Men i samme betydning som, at der findes åndepersonligheder som har sind, så findes der sindspersonligheder som har ånd. Majeston og hans medarbejdere er en ganske god illustration af sindsdominerede væsener, men der findes bedre illustrationer af denne type af personlighed som er ukendt for jer. Der findes endog hele uåbenbarede klasser af sådanne sindspersonligheder, men de er altid åndeforbundet. Visse andre uåbenbarede skabte væsener er hvad man kunne kalde den sindsmæssige og fysiske energiens personligheder. Denne type af væsener reagerer ikke på åndetyngdekraft men er ikke desto mindre en sand personlighed - den er indenfor Faderens kredsløb.
30:1.114 (334.8) Dette kapitel påbegynder ikke en - kan ikke påbegynde -udtømning af beretningen om de levende skabte væsener, skabere, de eventuerede væsener og på anden måde de eksisterende væsener som lever og tilbeder og tjener i de vrimlende universer i tiden og i centraluniverset i evigheden. I dødelige er personer; derfor kan vi beskrive væsener som er personaliserede, men hvordan skulle et absonitiseret væsen nogensinde kunne forklares for jer.?
30:2.1 (334.9) Den guddommelige familie af levende væsener er registreret i Uversa i syv store divisioner:
30:2.2 (334.10) 1. Paradisguddommene.
30:2.3 (334.11) 2. De Højeste Ånder.
30:2.4 (334.12) 3. Væsener med Treenighedsoprindelse.
30:2.5 (334.13) 4. Guds Sønner.
30:2.6 (334.14) 5. Den Uendelige Ånds Personligheder.
30:2.7 (334.15) 6. Styrkelederne i Universet.
30:2.8 (334.16) 7. De Permanente Medborgers Korps.
30:2.9 (334.17) Disse grupper af viljevæsener er inddelt i talrige klasser og mindre undergrupper. Præsentationen af klassificeringen af storuniversets personligheder er imidlertid hovedsaglig baseret på fremførelsen af de klasser af intelligente væsener, som er åbenbaret i disse beretninger, af hvilken de dødelige møder de fleste som en del af deres opstigningserfaring under den progressive opstigning til Paradiset. De følgende katalogiseringer optager ikke de omfattende klasser af universets væsener, som er beskæftiget i deres arbejde udenfor opstigningsplanen for de dødelige.
30:2.10 (335.1) I. PARADISGUDDOMMENE.
30:2.11 (335.2) 1. Den Universelle Fader.
30:2.12 (335.3) 2. Den Evige Søn.
30:2.13 (335.4) 3. Den Uendelige Ånd.
30:2.14 (335.5) II. DE HØJESTE ÅNDER.
30:2.15 (335.6) 1. De Syv Mesterånder.
30:2.16 (335.7) 2. De Syv Højeste Udøvere.
30:2.17 (335.8) 3. De Syv Grupper af Afspejlende Ånder.
30:2.18 (335.9) 4. De Afspejlende Billedhjælpere.
30:2.19 (335.10) 5. Kredsløbenes Syv Ånder.
30:2.20 (335.11) 6. Lokaluniversernes Skabende Ånder.
30:2.21 (335.12) 7. De Bistående Sindsånder.
30:2.22 (335.13) III. VÆSENER MED TREENIGHEDSOPRINDELSE.
30:2.23 (335.14) 1. Højestehedens Treenigede Hemmeligheder.
30:2.24 (335.15) 2. Dagenes Evige.
30:2.25 (335.16) 3. Dagenes Ældste.
30:2.26 (335.17) 4. Dagenes Fuldkomne.
30:2.27 (335.18) 5. Dagenes Yngste.
30:2.28 (335.19) 6. Dagenes Forenede.
30:2.29 (335.20) 7. Dagenes Trofaste.
30:2.30 (335.21) 8. Treenighedens Undervisende Sønner.
30:2.31 (335.22) 9. Visdommens Fuldkomne.
30:2.32 (335.23) 10. De Guddommelige Rådgivere.
30:2.33 (335.24) 11. De Universelle Censorer.
30:2.34 (335.25) 12. De Inspirerende Treenighedsånder.
30:2.35 (335.26) 13. De Indfødte Havonaer.
30:2.36 (335.27) 14. Paradismedborgerne.
30:2.37 (335.28) IV. GUDS SØNNER
30:2.38 (335.29) A. Nedstigende Sønner.
30:2.39 (335.30) 1. Skabersønnerne - Mikaelerne.
30:2.40 (335.31) 2. Administratorsønnerne - Avonalerne.
30:2.41 (335.32) 3. Treenighedens Undervisende Sønner - Daynalerne.
30:2.42 (335.33) 4. Melkisedeksønnerne.
30:2.43 (335.34) 5. Vorondadeksønnerne.
30:2.44 (335.35) 6. Lanonandeksønnerne.
30:2.45 (335.36) 7. Livsbærersønnerne.
30:2.46 (335.37) B. Opstigende Sønner.
30:2.47 (335.38) 1. De Faderfusionerede Dødelige.
30:2.48 (335.39) 2. De Sønfusionerede Dødelige.
30:2.49 (335.40) 3. De Åndefusionerede Dødelige.
30:2.50 (335.41) 4. De Evolutionære Serafer.
30:2.51 (335.42) 5. De Opstigende materielle Sønner.
30:2.52 (335.43) 6. De Forvandlede Mellemvæsener.
30:2.53 (335.44) 7. De Personaliserede Rettere.
30:2.54 (336.1) C. Treenigede Sønner.
30:2.55 (336.2) 1. De Mægtige Budbringere.
30:2.56 (336.3) 2. De med Stor Autoritet.
30:2.57 (336.4) 3. De uden Navn og Nummer.
30:2.58 (336.5) 4. De Treenigede Vogtere.
30:2.59 (336.6) 5. De Treenigede Ambassadører.
30:2.60 (336.7) 6. De Himmelske Beskyttere.
30:2.61 (336.8) 7. De Høje Sønners Assistenter.
30:2.62 (336.9) 8. De af de Opstigende Treenigede Sønner.
30:2.63 (336.10) 9. De af Paradis-Havona Treenigede Sønner.
30:2.64 (336.11) 10. Skæbnens Treenigede Sønner.
30:2.65 (336.12) V. DEN UENDELIGE ÅNDS PERSONLIGHEDER.
30:2.66 (336.13) A. Den Uendelige Ånds Højere Personligheder.
30:2.67 (336.14) 1. De Enlige Budbringere.
30:2.68 (336.15) 2. Universernes Kredsløbs Overvågere.
30:2.69 (336.16) 3. Folketællingslederne.
30:2.70 (336.17) 4. Den Uendelige Ånds Personlige Hjælpere.
30:2.71 (336.18) 5. Tilknyttende Inspektører.
30:2.72 (336.19) 6. Forordnede Vagter.
30:2.73 (336.20) 7. De Gradueredes Vejledere.
30:2.74 (336.21) B. Rummets Budbringerskarer.
30:2.75 (336.22) 1. Havona Servitalerne.
30:2.76 (336.23) 2. De Universelle Mæglere.
30:2.77 (336.24) 3. De Tekniske Rådgivere.
30:2.78 (336.25) 4. Vogterne af Paradisets Register.
30:2.79 (336.26) 5. De Himmelske Registratorer.
30:2.80 (336.27) 6. Morontialedsagerne.
30:2.81 (336.28) 7. Paradisledsagerne.
30:2.82 (336.29) C. De Tjenende Ånder.
30:2.83 (336.30) 1. Supernaferne.
30:2.84 (336.31) 2. Sekonaferne.
30:2.85 (336.32) 3. Tertiaferne.
30:2.86 (336.33) 4. Omniaferne.
30:2.87 (336.34) 5. Seraferne.
30:2.88 (336.35) 6. Keruberne og Sanoberne.
30:2.89 (336.36) 7. Mellemvæsenerne.
30:2.90 (336.37) VI. STYRKELEDERNE I UNIVERSET.
30:2.91 (336.38) A. De Syv Højeste Styrkeledere.
30:2.92 (336.39) B. Højeste Styrkecentrer.
30:2.93 (336.40) 1. De Højeste Centerovervågere.
30:2.94 (336.41) 2. Havonacentrerne.
30:2.95 (336.42) 3. Superuniverscentrerne.
30:2.96 (336.43) 4. Lokalunivers Centrerne.
30:2.97 (336.44) 5. Konstellationscentrerne.
30:2.98 (336.45) 6. Systemcentrerne.
30:2.99 (336.46) 7. De Uklassificerede Centrerne.
30:2.100 (337.1) C. Ledende Fysiske Overvågere.
30:2.101 (337.2) 1. Tilknyttende Styrkeledere.
30:2.102 (337.3) 2. Mekaniske Overvågere.
30:2.103 (337.4) 3. Energiomformerne.
30:2.104 (337.5) 4. Energioverførerne
30:2.105 (337.6) 5. Første gradens Forenere.
30:2.106 (337.7) 6. Anden gradens Adskillere.
30:2.107 (337.8) 7. Frandalankerne og Kronoldekerne.
30:2.108 (337.9) D. Morontiastyrkens Overvågere.
30:2.109 (337.10) 1. Kredsløbsregulatorerne.
30:2.110 (337.11) 2. Systemkoordinatorerne.
30:2.111 (337.12) 3. Planetariske Vogtere.
30:2.112 (337.13) 4. Kombinerede Overvågere.
30:2.113 (337.14) 5. Forbindelsesstabilisatorerne.
30:2.114 (337.15) 6. Udvælgende Sorterere.
30:2.115 (337.16) 7. Tilknyttende Registratorer.
30:2.116 (337.17) VII. DE PERMANENTE MEDBORGERS KORPS.
30:2.117 (337.18) 1. Planetariske Mellemvæsener.
30:2.118 (337.19) 2. Systemets Adamiske Sønner.
30:2.119 (337.20) 3. Konstellationernes Univitatia.
30:2.120 (337.21) 4. Lokaluniversernes Susatia.
30:2.121 (337.22) 5. Lokaluniversernes Åndefusionerede Dødelige.
30:2.122 (337.23) 6. Superuniversernes Abandonter.
30:2.123 (337.24) 7. Superuniversernes Sønfusionerede Dødelige.
30:2.124 (337.25) 8. Havona Indfødte.
30:2.125 (337.26) 9. Indfødte på Åndens Sfærer i Paradiset.
30:2.126 (337.27) 10. Indfødte på Faderens Sfærer i Paradiset.
30:2.127 (337.28) 11. Skabte Medborgere i Paradiset.
30:2.128 (337.29) 12. Retterfusionerede Dødelige Medborgere i Paradiset.
30:2.129 (337.30) Dette er den virksomme klassificering af universernes personligheder, således som de er registrerede i hovedkvartersverden i Uversa.
30:2.130 (337.31) SAMMENSATTE PERSONLIGHEDSGRUPPER. I Uversa findes der yderligere talrige grupper af intelligente væsener registrerede, væsener som også er tæt relateret til storuniversets organisation og administration. Blandt disse klasser findes følgende tre sammensatte grupper af personligheder:
30:2.131 (337.32) A. Finalitkorpsene i Paradiset.
30:2.132 (337.33) 1. De Dødeliges Finalitkorps.
30:2.133 (337.34) 2. Paradisets Finalitkorps.
30:2.134 (337.35) 3. De Treeniges Finalitkorps.
30:2.135 (337.36) 4. De Forenede Treenigede Finalitkorps.
30:2.136 (337.37) 5. Havonafinaliternes Korps.
30:2.137 (337.38) 6. De Transcendentale Finaliternes Korps.
30:2.138 (337.39) 7. Korpsene for de Uåbenbarede Sønners Skæbner.
30:2.139 (337.40) De Dødeliges Finalitkorps behandles i det næstfølgende og afsluttende kapitel i denne serie.
30:2.140 (338.1) B. Univershjælperne.
30:2.141 (338.2) 1. Klare Morgenstjerner.
30:2.142 (338.3) 2. Lysende Aftenstjerner.
30:2.143 (338.4) 3. Ærkeenglene.
30:2.144 (338.5) 4. Allerhøjeste Assistenter.
30:2.145 (338.6) 5. Høje Kommissionærer.
30:2.146 (338.7) 6. Himmelske Tilsynsførende.
30:2.147 (338.8) 7. Mansoniaverdens Lærere.
30:2.148 (338.9) Både i alle lokaluniversernes og superuniversernes hovedkvartersverdner tager man imod disse væsener som er engagerede i specifikke opgaver for Skabersønnerne, lokaluniversernes herskere. Vi byder disse Univershjælpere velkommen i Uversa, men vi har ingen bestemmelsesret over dem. Disse udsendinge udfører deres arbejde og gør deres observationer med fuldmagt af Skabersønnerne. Deres aktiviteter beskrives mere indgående i beretningen om jeres lokalunivers.
30:2.149 (338.10) C. De Syv Æreskolonier.
30:2.150 (338.11) 1. Stjerneforskerne.
30:2.151 (338.12) 2. De Himmelske Håndværkere.
30:2.152 (338.13) 3. Omvekslingslederne.
30:2.153 (338.14) 4. Videreuddannelses Instruktører.
30:2.154 (338.15) 5. De Forskellige Reservekorps.
30:2.155 (338.16) 6. Gæstestuderende.
30:2.156 (338.17) 7. De Opstigende Pilgrimme.
30:2.157 (338.18) Disse syv grupper af væsener forekommer således organiseret og styret i alle hovedkvartersverdnerne fra lokalsystemet op til superuniversernes hovedstæder, i særdeleshed i de sidstnævnte. Hovedstæderne i de syv superuniverser er mødesteder for næsten alle klasser og grupper af intelligente væsener. Med undtagelse af talrige grupper af Paradis-Havonaere så kan man her observere og studere viljevæsener fra hver fase af eksistens.
30:3.1 (338.19) De syv æreskoloniers besøg på de arkitektoniske sfærer er i et længere eller kortere tidsrum helligede til at fremme deres opgave og udføre deres specielle erhverv. Deres arbejde kan beskrives som følger:
30:3.2 (338.20) 1. Stjerneforskerne, de himmelske astronomer, vælger at arbejde på sfærer som Uversa fordi sådanne specielt konstruerede verdner er usædvanlig gunstige for deres observationer og beregninger. Uversa er gunstigt beliggende for denne kolonis arbejde, ikke kun på grund af dens centrale placering, men også fordi der ikke i nærheden findes nogle gigantiske levende eller døde sole til at forstyrre energistrømmene. Disse forskere er på ingen måde organisk forbundet med superuniversets anliggender; de er kun gæster.
30:3.3 (338.21) Den astronomiske koloni i Uversa består af individer fra mange nærtliggende sfærer, fra centraluniverset og selv fra Norlatiadek. Hvert væsen i hver verden i hvert system i hvert univers kan blive stjerneforsker, kan stræbe efter at blive optaget i et eller andet korps af himmelske astronomer. De eneste fordringer er: fortsat liv og tilstrækkelig med kendskab til verdnerne i rummet, i særdeleshed de fysiske love om deres evolution og overvågning. Det kræves ikke, at stjerneforskerne skal tjene for evigt i dette korps, men ingen som er antaget til denne gruppe kan trække sig tilbage indenfor et tusinde år af tidsregningen i Uversa.
30:3.4 (339.1) Stjerneobservatørernes koloni i Uversa består nu i antal af over en million. Disse astronomer kommer og går, selv om nogle bliver i temmelig lange perioder. De udfører deres arbejde med hjælp af en mængde mekaniske instrumenter og fysiske apparater; de får også stor hjælp af de Enlige Budbringere og andre åndeudforskere. Disse himmelske astronomer udnytter konstant de levende energiomformere og energioverførere, såvel som de afspejlende personligheder i deres arbejde med at studere stjernerne og kortlægge rummet. De studerer alle former og faser af rummateriale og energimanifestationer, og de er aldeles lige interesserede i kraftens funktion som af stjernefænomener; ingenting i hele rummet undslipper deres undersøgelser.
30:3.5 (339.2) Lignende kolonier af astronomer findes såvel i hovedkvartersverdnerne i superuniversernes sektorer som i de arkitektoniske hovedstæder i lokaluniverserne og deres administrative underafdelinger. Kendskab er ikke medfødt, med undtagelse af Paradiset; forståelsen af det fysiske univers er i stor udstrækning afhængig af observationer og forskning.
30:3.6 (339.3) 2. De Himmelske Håndværkere tjener overalt i de syv superuniverser. De opstigende dødelige får deres første kontakt med disse grupper under morontiaforløbet i lokaluniverset og i forbindelse hermed diskuteres disse håndværkere mere indgående.
30:3.7 (339.4) 3. Omvekslingslederne er initiativtagere til afslapning og humor - tilbagevenden til minderne fra fortiden. Deres tjeneste har stor betydning for den praktiske gennemførelse af opstigningsplanen for de dødeliges fremgang, i særdeleshed under de tidligere faser af morontia overgang og åndelig erfaring. Historien om dem hører til fortællingen om de dødeliges livskarriere i lokaluniverset.
30:3.8 (339.5) 4. Videreuddannelses Instruktørerne. Den næstfølgende højere beboelsesverden i opstigningslivsforløbet opretholder altid et stort korps af lærere i verden lige nedenunder, en slags forberedende skole for fremadskridende beboere på sfæren; dette er en fase i opstigningsplanen for at kunne avancere tidens pilgrimme. Disse skoler, deres undervisning og eksaminationsmetoder er helt anderledes fra alt hvad i forsøger at udføre på Urantia.
30:3.9 (339.6) Hele opstigningsplanen for de dødeliges fremadskridelse karakteriseres af forholdet, at give videre til andre væsener ny sandhed og erfaring så snart man har erhvervet den. I arbejder jer igennem den lange uddannelse for at opnå Paradiset ved at tjene som lærere for de elever som kommer lige efter jer på fremadskridelsens skala.
30:3.10 (339.7) 5. De forskellige reservekorps. Omfattende reserver af væsener som ikke står under vores direkte overopsyn samles i Uversa til reservekorpskoloni. Der findes halvfjerds primære divisioner i denne koloni i Uversa, og det er en generel uddannelse at få tilladelse til at opholde sig en periode med disse bemærkelsesværdige personligheder. Lignende almindelige reserver opretholdes i Salvington og i andre univershovedstæder, de sendes ud til aktiv tjeneste på begæring af deres respektive gruppeledere.
30:3.11 (339.8) 6. Gæstestuderende. Fra hele universet flyder der en stadig strøm af himmelske besøgende gennem de forskellige hovedkvartersverdner. Som individer og som klasser flokkes disse forskellige typer af væsener ind til os som observatører, udvekslingselever og praktikanter. I Uversa findes der på nuværende tidspunkt over en milliard personer i denne æreskoloni. En del af disse besøgende standser kun en dag, andre måske et år, helt afhængig af arten af deres opgave. Denne koloni består af næsten hver klasse af universvæsener foruden Skaberpersonligheder og morontiadødelige.
30:3.12 (340.1) De morontiadødelige er kun gæstestuderende indenfor lokaluniverset for deres oprindelse. De kan kun besøge indenfor hele superuniverset efter at de først har opnået åndestatus. Mere end halvdelen af vores gæstekoloni består af ”mellemlandende”, væsener på vej et eller andetsteds, som standser for at besøge hovedstaden i Orvonton. Disse personligheder kan have en univers opgave at udføre, eller de kan have en semesterperiode - frihed fra opgave. Privilegiet at rejse og gøre observationer indenfor universets grænser er en del af alle opstigende væseners karriere. Menneskets ønske om at rejse og iagttage nye folk og verdener bliver fuldt tilgodeset under den lange og hændelsesrige opstigning til Paradiset gennem lokaluniverset, superuniverset og centraluniverset.
30:3.13 (340.2) 7. De opstigende pilgrimme. Når de opstigende pilgrimme forordnes til forskellige tjenester i forbindelse med deres fremadskridelse mod Paradiset har de deres hjemsted i form af en æreskoloni på de forskellige hovedkvarterssfærer. Mens de tjenestegør her og der, overalt i et superunivers, er disse grupper stort set selvstyrende. De udgør en koloni med stadig vekslende sammensætning, og de omfatter alle klasser af evolutionære dødelige og deres opstigende medarbejdere.
30:4.1 (340.3) Samtidigt som tidens og rummets dødelige overlevende benævnes opstigende pilgrimme, når de er blevet godkendt for den progressive opstigning til Paradiset, så indtager disse evolutionære væsener en så vigtig plads i disse beretninger, at vi her ønsker at præsentere en oversigt af følgende syv trin i opstigningsforløbet i universet:
30:4.2 (340.4) 1. Planetariske dødelige.
30:4.3 (340.5) 2. Sovende overlevende.
30:4.4 (340.6) 3. Mansoniaverdnernes studerende.
30:4.5 (340.7) 4. Morontia fremadskridere.
30:4.6 (340.8) 5. Superuniversernes protegéer.
30:4.7 (340.9) 6. Havonapilgrimme.
30:4.8 (340.10) 7. De som er ankommet til Paradiset.
30:4.9 (340.11) Følgende beretningen skildrer en Retteriboende dødeliges livsforløb i universet. De Søn- og Åndefusionerede dødelige har visse dele fælles i dette livsforløb, men vi har valgt at fremføre denne beretning, således som den gælder for de Retterfusionerede dødelige, for en sådan skæbne må forventes af alle menneskeracer på Urantia.
30:4.10 (340.12) 1. Planetariske dødelige. De dødelige er alle evolutionære væsener med oprindelse i dyreriget og med opstigningspotentiale. I oprindelse, natur og skæbne er disse forskellige grupper og typer af menneskevæsener ikke helt forskellig fra folk på Urantia. Menneskeracerne i hver verden modtager samme pleje af Guds Sønner og nyder tilstedeværelsen af tidens tjenende ånder. Efter den naturlige død omgås alle typer af opstigende på en broderlig måde som en eneste stor morontiafamilie i mansoniaverdnerne.
30:4.11 (341.1) 2. Sovende overlevende. Alle dødelige med overlevelsesstatus, under beskyttelse af personlige skæbnebeskyttere, går gennem den naturlige dødens port og personaliseres på den tredje periode i mansoniaverdnerne. De godkendte væsener som af en eller anden årsag ikke har nået det niveau af intelligens beherskelse og åndeligheds begavelse som ville berettige dem til personlige beskyttere, kan ikke på denne umiddelbar og direkte måde begive sig til mansoniaverdnerne. Disse overlevende sjæle må hvile i bevidstløs søvn til domsdagen i en ny tidsalder, i en ny domsperiode, til en Guds Søn kommer for at holde tidsalderens navneopråb og dømme verden, og dette er den almindelige praksis overalt i Nebadon. Det siges om Kristus Mikael, at da han steg op i det høje efter afslutningen af hans arbejde på jorden, at ”han førte en stor mængde fanger”. Og disse fanger var de sovende overlevende fra Adams dage til dagen for Mesterens opstandelse på Urantia.
30:4.12 (341.2) Tidens gang har ingen betydning for de sovende dødelige; de er helt bevidstløse og uvidende om længden af deres hvile. Når personligheden igen er sammenføjet ved afslutningen af en tidsalder, reagerer de som har sovet i fem tusinde år ikke anderledes end de som har hvilet i fem dage. Men bortset fra denne tids forsinkelse gennemgår disse overlevende opstigningsprogrammet på samme måde som dem, der undgår den længere eller kortere dødssøvn.
30:4.13 (341.3) Disse domsperiode klasser af pilgrimme fra verdnerne anvendes til morontielle gruppeaktiviteter i lokaluniversernes arbejde. der findes en stor fordel ved at mobilisere sådanne enorme grupper; de er således holdt sammen i lange perioder af effektiv tjeneste.
30:4.14 (341.4) 3. Mansoniaverdnernes studerende. Alle overlevende som vågner op i mansoniaverdnerne hører til denne klasse.
30:4.15 (341.5) Den fysiske krop af dødeligt kød er ikke en del af den nye sammensætning af den sovende overlevende; den fysiske krop er blevet stof igen. Den forordnede seraf anskaffer den nye krop, morontiaformen, som bliver den udødelige sjæls nye livsopretholder og som bebos af den tilbagevendende Retter. Retteren er beskytteren af åndereproduktionen af den sovende overlevendes sind. Den forordnede seraf har vogtet om den overlevende identitet - den udødelige sjæl - så langt som den har udviklet sig. Og når disse to, Retteren og serafen, genforener deres personlighedsansvar, så udgør det nye individ genopstandelsen af den gamle personlighed, overlevelsen af sjælens udviklende morontiaidentitet. Denne genforening af sjæl og Retter kaldes ganske passende for genopstandelse, en sammenføjning på ny af personlighedens faktorer; men selv dette forklarer ikke helt og holdent genopstandelsen af den overlevende personlighed. Selvom I antagelig aldrig kommer til at forstå selve denne uforklarlige hændelse kommer I en gang til erfaringsmæssigt at kende sandheden deraf, hvis I ikke afviser planen for de dødeliges overlevelse.
30:4.16 (341.6) Planen som indebærer den indledende tilbageholdelse af de dødelige i syv efter hinanden følgende uddannelsesverdner er næsten universel i Orvonton. I hvert lokalsystem af tilnærmelsesvis et tusinde beboede verdner findes der syv mansoniaverdner, sædvanligvis satellitter eller undersatellitter til systemets hovedstad. De udgør modtagelsesverdnerne for majoriteten af opstigende dødelige.
30:4.17 (341.7) Nogle gange kaldes alle uddannelsesverdnerne som bebos af dødelige ”boligerne”, og det var til sådan en sfærer at Jesus hentydede da han sagde: ”I min Faders hus findes mange boliger.” Herfra og videre fremrykker de opstigende indenfor en given gruppe af sfærer såsom mansoniaverdnerne individuelt fra sfære til sfære og fra en fase af livet til en anden, men de avancerer altid i klasseformation fra et stadium af universstudier til et andet.
30:4.18 (342.1) 4. Morontia fremadskridere. Fra mansoniaverdnerne og op gennem systemets, konstellationens og universets sfærer klassificerer de dødelige som Morontia fremadskridere; de færdes gennem overgangssfærerne for de dødeliges opstigning. Under deres fremadskridelse fra de lavere til de højere morontiaverdner tjener de opstigende dødelige i mange opgaver i samarbejde med deres lærere og i selskab med deres mere avancerede og ældre brødre.
30:4.19 (342.2) Morontia fremadskridelse angår den videregående udvikling af intellekt, ånd og personlighedsform. De overlevende er vedvarende væsener med tre naturer. Gennem hele morontiaerfaringen er de lokaluniversets protegéer. Superuniversets regime berører dem ikke førend livsforløbet som ånd begynder.
30:4.20 (342.3) De dødelige får virkelig åndeidentitet lige inden de forlader lokaluniversets hovedkvarter til modtagelsesverdnerne i superuniversets mindre sektorer. Overgangen fra det sidste morontia stadie til det første eller laveste åndeniveau indebærer kun en ubetydelig forandring. Sindet, personligheden og karakteren forandres ikke af en sådan opflytning; kun formen undergår modificering. Men åndeformen er præcis lige virkelig som morontiakroppen, og den er lige så mærkbar.
30:4.21 (342.4) Inden afrejse fra deres lokale fødselsunivers til modtagelsesverdnerne i superuniverset, modtager tidens dødelige en åndekonfirmation af Skabersønnen og lokaluniversets Moderånd. Fra denne tid fremover, er den opstigende dødeliges status for evigt afgjort. Det er ikke kendt at superuniversets protegéer nogensinde skulle være kommet på afveje. De opstigende serafer flyttes også op på engleskalaen når de forlader lokaluniverset.
30:4.22 (342.5) 5. Superuniversernes protegéer. Alle opstigende som ankommer til uddannelsesverdnerne i superuniverserne bliver Dagenes Ældstes protegéer; de har gennemlevet morontialivet i lokaluniverset og er nu autoriserede ånder. Som unge ånder begynder de deres opstigning i superuniversets system for uddannelse og kultur, hvilket strækker sig fra modtagelsessfærerne i deres mindre sektorer ind gennem studieverdnerne i de ti større sektorer og videre til de højere kulturelle sfærers i superuniversets hovedkvarter.
30:4.23 (342.6) Der findes tre klasser af åndestuderende afhængig af om de opholder sig i den mindre sektor, de større sektorer eller superuniversets hovedkvartersverdner for åndelig fremskridt. Ligesom morontiaopstigende studerede og arbejdede i lokaluniversets verdner, så fortsætter de åndeopstigende med at mestre nye verdener, mens de praktiserer at dele med andre hvad de har tilegnet sig fra visdommens erfaringsmæssige kilder. Men at gå i skole som åndevæsen under livsforløbet i superuniverset er meget anderledes end hvad der nogensinde er trængt ind i jeres forestillingsverden i menneskets materielle sind.
30:4.24 (342.7) Inden disse opstigende ånder forlader superuniverset for Havona, modtager de det samme grundige kursus i forvaltningen af superuniverset som de under lokaluniversets overopsyn modtog under deres morontiaerfaring. Inden de åndedødelige når frem til Havona er deres vigtigste fagområde, men ikke deres eneste beskæftigelse, at beherske lokaluniversers og superuniversers administration. Årsagen til at al denne erfaring gives er ikke nu fuldt åbenbaret, men uden tvivl så er denne uddannelse klog og nødvendig med tanke på deres mulige fremtidige skæbne som medlemmer af Finalitkorpset.
30:4.25 (342.8) Superuniversets karriere er ikke den samme for alle opstigende dødelige. De får den samme almindelige uddannelse, men visse specialgrupper og klasser gennemgår specielle instruktionskurser og specifikke øvelseskurser.
30:4.26 (343.1) 6. Havonapilgrimmene. Når åndeudviklingen er færdig, selv om den endnu ikke er perfekt, forbereder den overlevende dødelig sig på den lange flyvetur til Havona, frihavnen for evolutionære ånder. På jorden var du et væsen af kød og blod; under hele tiden i lokaluniverset var du et morontiavæsen; i superuniverset var du en udviklende ånd; med din ankomst til modtagelsesverdnerne i Havona begynder din åndelige udvikling virkelig for alvor; din endelige tilsynekomst i Paradiset vil være som en fuldkommen ånd.
30:4.27 (343.2) Rejsen fra superuniversets hovedkvarter til modtagelsessfærerne i Havona gøres altid alene. Herefter undervises der ikke længere i klasser eller grupper. Du er færdig med den tekniske og administrative uddannelse i tidens og rummets evolutionære verdner. Nu begynder din personlige uddannelse, din individuelle åndelige træning. Fra begyndelse til slutning, overalt i Havona er undervisningen personlig og trefoldig i sin natur: intellektuel, åndelig og erfaringsmæssig.
30:4.28 (343.3) Den første handling under dit livsforløb i Havona vil være at genkende og takke din transportsekonaf for den lange og trygge rejse. Derefter bliver du præsenteret for de væsener som understøtter dine første aktiviteter i Havona. Derefter går du og registrerer din ankomst og forbereder din taksigelses- og hyldestsbudskab for afsendelsen til Skabersønnen i dit lokalunivers, den Universfader som gjorte dit livsforløb som søn muligt. Dermed er formaliteterne ved ankomsten til Havona afsluttet, hvorefter du gives en lang ledighedsperiode for frie observationer, og dette giver dig mulighed for at opsøge dine venner, kammerater og medarbejdere fra den lange opstigningserfaring. Du kan også konsultere informationsudsendelserne for at finde ud af hvem af dine medpilgrimme som er afrejst til Havona siden du forlod Uversa.
30:4.29 (343.4) Oplysningen om din ankomst til modtagelsesverdnerne i Havona vil blive meddelt på behørig måde til hovedkvarteret i dit lokalunivers og personlig overbragt til din serafiske vogter, hvor end denne seraf måtte befinde sig.
30:4.30 (343.5) De opstigende dødelige har fået en grundig uddannelse i alt som vedrører de evolutionære verdner i rummet; nu begynder de deres lange og givende kontakt med perfektionens skabte sfærer. Hvilken forberedelse for noget fremtidige arbejde indbyder ikke denne kombinerede, unikke og mærkværdige erfaring! Men jeg kan ikke berette for jer om Havona; i må se disse verdner for at værdsætte deres herlighed eller forstå deres storslåethed.
30:4.31 (343.6) 7. De som er ankommet til Paradiset. Ved ankomsten til Paradiset med beboelsesret påbegynder du det progressive kursus i guddommelighed og absonithed. Det at du bor i Paradiset angiver at du har fundet Gud og at du skal optages i de Dødeliges Finalitkorps. Af alle skabte væsener i storuniverset optages kun dem som er Faderfusionerede i de Dødeliges Finalitkorps. Kun sådanne individer aflægger finaliternes ed. Andre væsener af Paradisets fuldkommenhed eller -opnåelse kan midlertidig knyttes til dette finalitkorps, men de er ikke for evigt forordnede til den ukendte og uåbenbarede opgave som denne akkumulerende skare af evolutionære og fuldkomne veteraner fra tid og rum står foran.
30:4.32 (343.7) De som ankommer til Paradiset gives en periode af frihed, hvorefter de begynder deres foreninger med de syv grupper af første gradens supernafer. De kaldes graduerede fra Paradiset, når de har afsluttet deres kursus med gudsdyrkelseslederne og derefter, som finaliter anvises til observations- og samarbejdstjeneste overalt og ud til den vidtstrakte skabelsens ende. Indtil videre, ser det ud til at der ikke findes nogen specifik eller bestemt opgave for de Dødeliges Finalitkorps, selv om de tjener i mange henseende i verdner som er stabiliseret i lys og liv.
30:4.33 (344.1) Selvom der ikke findes nogen fremtid eller uåbenbaret skæbne for de Dødeliges Finalitkorps ville disse opstegne væseners nuværende opgave være aldeles fyldestgørende og ærefuld. Deres nuværende skæbne retfærdiggør fuldt ud den universelle plan for evolutionær opstigelse. Men de fremtidige tidsaldre med deres udvikling af det ydre rums sfærer vil utvivlsomt yderligere udvikle og med større guddommelig opfyldelse, belyse visdommen og den kærlighedsfulde godhed hos Guderne i fuldbyrdelsen af deres guddommelige plan for menneskernes overlevelse og de dødeliges opstigning.
30:4.34 (344.2) Denne beretning præsenterer, sammen med det som er åbenbaret for jer og det som i kan tilegne jer i forbindelse med undervisningen om jeres egen verden, en oversigt af en opstigende dødeliges livsbane. Beretningen varierer betydelig i de forskellige superuniverser, men denne skildring giver et glimt af den gennemsnitlige plan for de dødeliges fremadskridelse, således som den fungerer i lokaluniverset Nebadon og i det syvende segment af storuniverset, superuniverset Orvonton.
30:4.35 (344.3) [Sponsoreret af en Mægtig Budbringer fra Uversa.]
Urantia Bogen
Kapitel 31
31:0.1 (345.1) DE DØDELIGES Finalitkorps repræsenterer den nuværende kendte bestemmelse for de opstigende Retterfusionerede dødelige fra tiden. Men der findes andre grupper som også anvises til dette korps. Det primære finalitkorps består af følgende:
31:0.2 (345.2) 1. Indfødte Havonaer.
31:0.3 (345.3) 2. Tyngdekraftsbudbringere.
31:0.4 (345.4) 3. Forherligede dødelige.
31:0.5 (345.5) 4. Adopterede serafer.
31:0.6 (345.6) 5. Forherligede materielle sønner.
31:0.7 (345.7) 6. Forherligede mellemvæsener.
31:0.8 (345.8) Disse seks grupper af forherligede væsener udgør denne unikke samling med evig skæbne. Vi tror, at vi kender deres fremtidige arbejde, men vi er ikke sikre. Selvom de Dødeliges Finalitkorps samles i Paradiset, og selvom de nu i stor udstrækning yder tjeneste til universerne i rummet og administrerer de verdener som er etableret i lys og liv, så må deres fremtidige mål være i de universer i det ydre rum som nu undergår organisering. I det mindste antager man dette i Uversa.
31:0.9 (345.9) Korpset er organiseret i overensstemmelse med arbejdsfællesskaberne fra verdnerne i rummet og overens med den tilknyttede erfaringer som er opnået under hele det lange og begivenhedsrige opstigningsforløb. Alle de opstigende væsener som optages i korpset modtages som lige værdige, men denne ophøjet ligeværdighed ophæver på ingen måde individualiteten eller tilintetgør den personlige identitet. Når vi kommunikerer med en finalit, kan vi straks skelne, hvorvidt han er en opstigende dødelig, en indfødt Havonaer, en adopteret seraf, et mellemvæsen eller en Materiel Søn.
31:0.10 (345.10) Under den nuværende universtidsalder vender finaliterne tilbage til tjeneste i tidens universer. De forordnes til arbejde efterfølgende i de forskellige superuniverser og aldrig til deres fødselssuperunivers førend de har tjent i alle de seks andre superskabelser. På denne måde får de mulighed til en syvfoldig opfattelse om det Højeste Væsen.
31:0.11 (345.11) Et eller flere kompagnier af dødelige finaliter er altid i tjeneste på Uversa. Der findes intet område af universtjeneste til hvilket de ikke kan anvises; de fungerer universelt, med vekslende og lige lange perioder af anvist tjeneste og fri tjeneste.
31:0.12 (345.12) Vi har ingen opfattelse om arten af denne mærkelige gruppes fremtidige organisation, men finaliterne er nu et helt selvstyrende samfund. De vælger deres egne permanente, periodiske og opgaveanvisende chefer og ledere. Ingen ydre indflydelse kan nogensinde indvirke på deres virksomhedsprincipper, og de sværger troskabsed kun til Paradistreenigheden.
31:0.13 (346.1) Finaliterne opretholder deres hovedkvarter i Paradiset, i superuniverserne, i lokaluniverserne og i hovedstæderne i alle de sidstnævntes deles. De er en særskilt klasse i den evolutionære skabelse. Vi styrer eller overvåger dem ikke direkte, og det uagtet, at de er absolutte loyale og altid beredte til at samarbejde med alle vores planer. De er virkelige akkumulerende prøvede og trofaste sjæle fra tid og rum - det evolutionære salt i universet - de er for evigt uigennemtrængelige for ondskab og sikre mod synd.
31:1.1 (346.2) Mange af de indfødte havonaer som tjener som lærere i centraluniversets skoler for uddannelse af pilgrimmene, knytter sig meget til de opstigende dødelige og endnu mere fængslet af Finalitkorpsets fremtidige arbejde og skæbne. Ved korpsets administrative hovedkvarter i Paradiset opretholdes et register over frivillige Havonaere ledet af Grandfandas medarbejdere. I dag finder man millioner og atter millioner indfødte havonaer på denne venteliste. Disse perfekte væsener som er skabt direkte og guddommeligt er til stor hjælp for de Dødeliges Finalitkorps, og de kommer utvivlsomt til at blive af endnu større nytte i den fjerntliggende fremtid. De tilbyder det synspunkt, som er født i perfektion og guddommelig opfyldelse. Finaliterne omslutter dermed begge faser af erfaringsmæssig eksistens: perfekt og perfektioneret.
31:1.2 (346.3) Indfødte havonaer må opnå en vis erfaringsmæssig udvikling i forbindelse med evolutionære væsener, hvilket skaber modtagelseskapacitet for overdragelsen af et fragment af den Universelle Faders ånd. De Dødeliges Finalitkorps har som permanente medlemmer kun sådanne væsener som er fusioneret med den Første Kilde og Centers ånd eller som, ligesom Tyngdekraftsbudbringerne, der medfødt legemliggør denne Gud Faderens ånd.
31:1.3 (346.4) Indbyggerne i centraluniverset optages i korpset i forholdet en per tusinde - et finalitkompagni. Korpset organiseres for midlertidig tjeneste i kompagnier af et tusinde, hvoraf de opstigende væsener udgør 997 med en indfødt havonaer og en Tyngdekraftsbudbringer. Finaliterne mobiliseres således i kompagnier, men finalit eden aflægger de individuelt. Det er en ed med brede implikationer og evig betydning. Den indfødte havonaer aflægger samme ed og bliver for evigt knyttet til korpset.
31:1.4 (346.5) Havona rekrutterne følger det kompagni som de er anvist til; hvorhen gruppen går, går de. Om blot I kunne se finaliternes entusiasme i deres nye arbejde. Muligheden for at blive optaget i Finalitkorpset er et af de største spændingsmomenter i Havona; muligheden for at blive finalit er et af disse perfekte racers højeste eventyr.
31:1.5 (346.6) De indfødte havonaer optages også, i samme proportion, i Korpset for Forenede Treenigede Finaliter i Vicegerington og i Korpset for Transcendentale Finaliter i Paradiset. Medborgerne i Havona anser, at disse tre skæbner udgør de højeste mål for deres himmelske karriere sammen med deres eventuelle optagelse i Havona Finaliternes Korps.
31:2.1 (346.7) Uanset hvor og når Tyngdekraftsbudbringerne er tjenestegørende, har finaliterne befalingen. Alle Tyngdekraftsbudbringerne er udelukkende underlagt Grandfandas beslutningsret, og de anvises kun til det primære Finalitkorps. De er uvurderlige for finaliterne selv nu, og vil i den evige fremtid blive brugbare for al tjeneste. Ingen anden gruppe af intelligente væsener har et sådan personaliseret budbringerkorps, som kan transcendere tid og rum. Lignende typer af budbringer optagere knyttet til andre finalitkorps er ikke personaliserede; de er absonitiseret.
31:2.2 (347.1) Tyngdekraftsbudbringerne nedstammer fra Divinington, og de er modificerede og personaliserede Rettere, men ingen i vores Uversa gruppe vil påtage sig at forklare naturen hos en af disse budbringere. Vi ved, at de er højst personlige væsener, guddommelige, intelligente og rørende forståelsesfulde, men vi forstår ikke deres tidløse teknik med at rejse gennem rummet. De ser ud til at kunne udnytte alle energier og strømme, og selv tyngdekraften. Finaliterne fra de Dødeliges korps kan ikke trodse tid og rum, men de er forbundet med og underlagt deres befaling, på nær infinite åndepersonligheder, alle som kan gøre det. Vi tager os friheden til at kalde Tyngdekraftsbudbringerne personligheder, men i virkeligheden er de super åndelige væsener, ubegrænset og grænseløse personligheder. Sammenlignet med de Enlige Budbringere, er de af en helt anden personlighedstype.
31:2.3 (347.2) Tyngdekraftsbudbringere kan knyttes til et finalitkompagni i ubegrænset antal, men kun en budbringer, lederen for sine kammerater, optages i de Dødeliges Finalitkorps. Lederen har imidlertid forordnet under sig en permanent stab af 999 budbringerkammerater, og når behovet opstår, kan han fra korpsets reserver kalde på assistenter i ubegrænset antal.
31:2.4 (347.3) Mellem Tyngdekraftsbudbringerne og forherligede dødelige finaliter opstår der en rørende og dybtfølt hengivenhed for hinanden; de har meget tilfælles: Den ene er en direkte personalisering af et fragment af den Universelle Fader, den anden et skabt væsens personlighed som eksisterer i den overlevende udødelige sjæl fusioneret med Tankeretteren, som er ånd, et fragment af samme Universelle Fader.
31:3.1 (347.4) Opstegne, Retterfusionerede dødelig udgør størstedelen i det primære Finalitkorps. Sammen med de adopterede og forherligede serafer udgør de sædvanligvis 990 i hvert finalitkompagni. Proportionen mellem dødelige og engle varierer, men de dødelige er dog langt flere end seraferne. De indfødte havonaer, forherligede materielle Sønner, forherligede mellemvæsener, Tyngdekraftsbudbringerne og den ukendte fraværende medlem udgør kun en procent af korpset; hvert kompagni af et tusinde finaliter har plads til kun ti af disse ikke-dødelige og ikke-serafiske personligheder.
31:3.2 (347.5) Vi i Uversa kender ikke til ”finalitskæbnen” for de opstegne dødelige fra tiden. For nuværende er de bosat i Paradiset og tjener midlertidigt i Lysets og Livets Korps, men en så omfattende uddannelseskursus under opstigningsforløbet og en så langvarig universdisciplin må være udset til at gøre dem kvalificeret for endnu større tillidstester og ædlere ansvarsopgaver.
31:3.3 (347.6) Til trods for at disse opstegne dødelige har opnået Paradiset, og på trods af at de er optaget i Finalitkorpset og sendt tilbage i stort antal for at deltage i styrelsen af lokaluniverser og hjælpe til ved administrationen af anliggender i superuniverserne - selv på trods af denne tilsyneladende skæbne. forbliver det et væsentligt faktum, at de kun er registrerede som sjette stadiets ånder. Der findes uden tvivl yderligere et trin i livsbanen for de Dødeliges Finalitkorps. Vi ved ikke, hvad dette trin indebærer, men vi har observeret tre fakta, som vi her vil henlede opmærksomheden på:
31:3.4 (348.1) 1. Af registreringerne ved vi, at de dødelige er ånder af første klasse under deres ophold i de mindre sektorer og at de opflyttes til den anden klasse, når de er overført til de større sektorer og til den tredje, når de går videre til de centrale uddannelsesverdner i superuniverset. De dødelige bliver fjerde gradens eller graduerede ånder når de har nået den sjette kreds i Havona og ånder af femte klasse når de finder den Universelle Fader. De opnår derefter sjette stadiet af åndetilværelse ved afgivelsen af eden som for evigt knytter dem til evighedsopgaven som de Dødeliges Finalitkorps udfører.
31:3.5 (348.2) Vi observerer at åndeklassificeringen eller benævnelsen er bestemt af det faktiske avancement fra et område af universtjeneste til et andet eller fra et univers til et andet; og vi udleder, at overdragelsen af klassificeringen som syvende stadiets ånder til de Dødeliges Finalitkorps vil komme til at ske samtidig med deres opflytning til evigt opgave i tjeneste på hidtil uregistrerede og uåbenbarede sfærer og som følge af deres opnåelse af Gud den Højeste. Men bortset fra disse dristige formodninger, ved vi virkelig ikke mere end jer om alt dette; vores kundskab om de dødeliges livsbane strækker sig ikke længere end til den nuværende paradisskæbne.
31:3.6 (348.3) 2. De dødelige finaliter har opfyldt tidsaldrenes formaning; ”Vær fuldkommen”, de har vandret op langs den universelle stige for de dødeliges opnåelse; de har fundet Gud, og de er blevet behørig optaget i Finalitkorpset. Disse væsener har opnået den nuværende grænse for åndeligt fremskridt men ikke den ultimative åndestatus endelighed. De har nået den nuværende grænse for de skabte væseners perfektion men ikke endelighed for det skabte væsens tjeneste. De har oplevet guddoms tilbedelse i hele sin bredde men ikke den erfaringsmæssige guddomsopnåelsens endelighed.
31:3.7 (348.4) 3. De forherligede dødelige i Paradisets Finalitkorps er opstegne væsener som besidder erfaringsmæssig viden om hvert trin af virkeligheden og filosofi i den intelligente tilværelsens videst mulige liv, samtidig som under tidsaldrene for denne opstigning fra de laveste materielle verdner til Paradisets åndelige højder, er disse overlevende væsener uddannet til grænserne for deres kapacitet med hensyn til hver detalje i ethvert guddommeligt princip af det retfærdige og effektive, såvel som i barmhjertighed og tålmodighed, administration af den universelle skabelse i tid og rum.
31:3.8 (348.5) Vi mener, at menneskevæsenerne er berettigede til at få del i vores meninger og at I er frie til sammen med os at spekulere vedrørende mysteriet med den sidste skæbne for Paradisets Finalitkorps. Det synes indlysende for os, at de fuldkomne evolutionære væseners nuværende opgave i sin natur minder om eftergraduerede kurser i at forstå universer og administrere superuniverser; og alle spørger vi: ”Hvoraf kommer det sig at Guderne har en sådan omsorg for så grundigt at træne de overlevende dødelige i teknikken med at styre universer?”
31:4.1 (348.6) Mange af de dødeliges trofaste serafiske vogtere tillades at gå igennem opstigningsforløbet sammen med deres menneskelige protegéer, og mange af disse beskyttelsesengle, efter at være blevet Faderfusioneret slutter sig sammen med deres protegéer og tager evighedens finalit ed og accepterer således at for evigt at dele deres dødelige medarbejders skæbne. Engle som gennemgår opstigningsforløbet for dødelige væsener kan dele menneskenaturens skæbne, de kan på samme måde og for evigt blive optaget i dette Finalitkorps. Adopterede og forherligede serafer tilsluttes i stort antal til de forskellige finalitkorps for ikke-dødelige.
31:5.1 (349.1) Der findes forholdsregler i universerne i tid og rum hvorved Adamiske medborgere i lokalsystemet, som har ventet længe på at få en planetarisk opgave, kan indlede en begæring om fritagelse fra status som permanent medborger. Og hvis begæringen bevilges forener de sig med de opstigende pilgrimme i universets hovedstæder og går derfra videre til Paradiset og Finalitkorpset.
31:5.2 (349.2) Når en avanceret evolutionær verden når frem til de senere forløb af lysets og livets tidsalder kan de materielle sønner, de planetariske Adam og Eva, vælge at blive almindelige mennesker, at få Rettere og påbegynde det evolutionære løb af opstigning i universet til de når de Dødelige Finaliternes Korps. Visse af disse materielle sønner har delvis fejlet eller teknisk gjort sig skyldige i forsømmelse i deres opgave som biologiske acceleratorer, som Adam på Urantia, og da er de tvunget til at tage den naturlige vej for mennesker i den verden, modtage Rettere, og gå gennem døden og i tro fremad gennem opstigningsregimet for til sidst at nå Paradiset og Finalitkorpset.
31:5.3 (349.3) Disse materielle sønner finder man ikke i mange finalitkompagnier. Deres tilstedeværelse medfører et stort potentiale af muligheder for høj tjeneste for en sådan gruppe, og de vælges uvægerligt til dets ledere. Hvis begge partnere af det Edeniske par er knyttet til samme gruppe tillades de sædvanligvis at fungere i fællesskab, som en personlighed. Sådanne opstigningspar er langt mere fremgangsrige i deres eventyr af treeniggørelse end de opstegne dødelige.
31:6.1 (349.4) På mange planeter produceres et stort antal mellemvæsener, men de bliver sjældent i deres fødselsverden efter at den er etableret i lys og liv. Derefter, eller snarest derefter, fritages de fra deres status som permanente medborgere. De påbegynder opstigningen til Paradiset, rejser gennem morontiaverdnerne, superuniverset og Havona i selskab med tidens og rummets dødelige.
31:6.2 (349.5) Mellemvæsenerne fra forskellige universer adskiller sig meget fra hinanden i oprindelse og væsen, men de er alle bestemt til et eller andet af Paradisets Finalitkorps. Mellemvæsenerne af anden grad fusioneres alle til sidst med Rettere og optages i de dødeliges korps. Mange finalitkompagnier har en del af disse forherligede væsener i deres gruppe.
31:7.1 (349.6) For nuværende omfatter hvert finalitkompagni 999 personligheder som har aflagt eden, dvs. permanente medlemmer. Den ledige plads indtages af lederen af de Lysets Evangelister, som er anvist til en enkeltstående opgave, men disse væsener er kun midlertidige medlemmer af korpset.
31:7.2 (349.7) Hver himmelsk personlighed som er anvist til tjeneste i et eller andet finalitkorps benævnes Lysets Evangelist. Disse væsener aflægger ikke finalit eden, og selv om de er underlagt korpsets organisation er de ikke permanent tilknyttet. Denne gruppe kan omfatte Enlige Budbringere, supernafer, sekonafer, medborgere i Paradiset eller deres treenigede efterkommere - hvilken som helst væsen som behøves for en midlertidig finalit opgave. Hvorvidt korpset skal have disse væsener knyttet til deres evige opgave ved vi ikke. Ved afslutning i korpset vender disse Lysets Evangelister tilbage til deres tidligere status.
31:7.3 (350.1) Således som de Dødeliges Finalitkorps for nuværende er sammensat omfatter det kun seks klasser af permanente medlemmer. Som man kunne forvente, så tager finaliterne del i meget spekulation om deres fremtidige kammeraters identitet, men der findes lidt overensstemmelse mellem deres synspunkter.
31:7.4 (350.2) Vi i Uversa fremfører ofte formodninger om identiteten af den syvende gruppe af finaliter. Vi underholder os med mange idéer, inklusiv muligheden for, at nogle af de akkumulerende korps bestående af de mange treenigede grupper i Paradiset, i Vicegerington og på den inderste kreds i Havona forordnes dertil. Det formodes til og med at Finalitkorpset kan tillades at treenige mange af sine assistenter i arbejdet med universernes administration i tilfælde af at de er bestemt til tjeneste i de universer som nu er under opbygning.
31:7.5 (350.3) En af os er af den opfattelse at denne ledige plads i korpset vil blive fyldt af en slags type af væsen med oprindelse i det nye univers hvor finaliterne kommer til at tjene; en anden er tilbøjelig til at tro, at denne plads kommer til at blive indtaget af en type af paradispersonlighed som endnu ikke er skabt, eventueret eller treenigede. Men det er højst sandsynligt, at vi må afvente finaliternes indtrædelse i det syvende stadie af deres åndeopnåelse inden vi virkelig ved.
31:8.1 (350.4) En del af den fuldkomne dødeliges erfaring som finalit i Paradiset består af bestræbelsen til at forstå naturen og funktionen som er karakteristisk for mere end et tusinde grupper af transcendentale supermedborgere i Paradiset, eventuerede væsener med absonite egenskaber. I deres association med disse superpersonligheder modtager de opstegne finaliter stor bistand af den hjælpsomme vejledning fra talrige klasser af transcendentale ministre, som er anvist til opgaven med at introducere de udviklede finaliter for deres nye brødre i Paradiset. Hele klasser af transcendentaler bor i den vestlige del af Paradiset i et vidtstrakt område som de alene besidder.
31:8.2 (350.5) I diskussionen om Transcendentalerne begrænses vi ikke kun af begrænsningerne i menneskelig forståelse, men også af vilkårene i det mandat som gælder for disse afsløringer om personligheder i Paradiset. Disse væsener er på ingen måde knyttet til de dødeliges opstigning til Havona. De vældige skarer af Transcendentaler i Paradiset har intet som helst at gøre med anliggender det være sig i Havona eller i de syv superuniverser, de er kun engageret med superadministrationens anliggender i Mesteruniverset.
31:8.3 (350.6) Du som er et skabt væsen kan forestille dig en Skaber, men du kan knap fatte at der findes en enorm og diversificeret samling af intelligente væsener som hverken er Skabere eller skabte. Disse Transcendentaler skaber ingen væsener, og er heller ikke nogensinde selv blevet skabt. For at undgå anvendelsen af en ny betegnelse - en vilkårlig og meningsløs benævnelse - anser vi det bedst at sige om deres oprindelse at Transcendentaler helt enkelt eventuerer. Guddomsabsolutet kan meget vel have haft noget at gøre med deres oprindelse og kan være indblandet i deres skæbne men disse unikke væsener står ikke nu under Guddomsabsolutets ledelse. De er underlagt Gud den Ultimative og deres nuværende ophold i Paradiset er på alle måder overvåget og ledet af Treenigheden.
31:8.4 (351.1) Selv om alle dødelige som opnår Paradiset ofte omgås broderligt med Transcendentalerne så som med Paradisets medborger viser det sig at menneskets første alvorlige kontakt med en Transcendental indtræffer ved det betydningsfulde begivenhed når den dødelige opstigende, som medlem af en ny finalitgruppe, står i finaliternes modtagelsescirkel og evighedens Treenigheds ed forestås af Transcendentalernes ledere, formanden for Mesteruniversets Arkitekter.
31:9.1 (351.2) Mesteruniversets Arkitekter udgør et korps som styrer Paradisets Transcendentaler. Dette styrende korps omfatter 28.011 personligheder med mesterlige sind, fremragende ånd og himmelsk absonit. Den præsiderende leder for denne storslået gruppe, Mesterarkitekternes ældste, er det koordinerende overhoved for alle intelligensvæsener i Paradiset under guddomsniveauet.
31:9.2 (351.3) Den sekstende bestemmelse i det mandat som befuldmægtiger udførelsen af disse beretninger lyder: ”Hvis det anses for klogt, kan eksistensen af Mesteruniversets Arkitekter og deres medarbejdere afsløres, men deres oprindelse, natur og skæbne må ikke fuldt åbenbares.” Vi må imidlertid informere jer om, at disse Mesterarkitekter eksisterer på syv af det absonittes niveauer. Disse syv grupper klassificeres som følger:
31:9.3 (351.4) 1. Paradisniveau. Kun den ældste, eller første eventuerede fungerer på det absonittes højeste niveau. Denne ultimative personlighed - hverken Skaber eller skabt — eventuerede i begyndelsen af evigheden og fungerer nu som den enestående koordinator af Paradiset og dets enogtyve verdener med tilknyttede aktiviteter.
31:9.4 (351.5) 2. Havonaniveau. Den anden Arkitekts eventuation gav tre mesterlige planlæggere og absonite administratorer, og de har altid været helligede til koordinationen af den en milliard perfekte sfærer i centraluniverset. Traditionen i Paradiset hævder at disse tre Arkitekter, med råd fra den tidligere eventuerede senior Arkitekt, medvirkede ved planlægningen af Havona, men vi ved det virkelig ikke.
31:9.5 (351.6) 3. Superuniversniveau. Det tredje absonitte niveau omfatter de syv superuniversers syv Mesterarkitekter, som nu som en gruppe tilbringer omtrent lige meget tid i selskab med de syv Mesterånder i Paradiset og med de Syv Højeste Udøvere på den Uendelige Ånds syv specielle verdner. De er storuniversets superkoordinatorer.
31:9.6 (351.7) 4. Det første rumniveau. Denne gruppe omfatter halvfjerds Arkitekter, og vi formoder, at de er beskæftigede med de ultimative planer for det første univers i ydre rum, hvilket nu mobiliseres udenfor grænserne for de nuværende superuniverser.
31:9.7 (351.8) 5. Det andet rumniveau. Dette femte korps af Arkitekter består i antal af 490 og igen antager vi, at de må have noget at gøre med det andet univers i det ydre rum, hvor vores fysikere allerede har opdaget definitive mobiliseringer af energi
31:9.8 (352.1) 6. Det tredje rumniveau. Denne sjette gruppe af Mesterarkitekter består i antal af 3.430 og vi slutter ligeledes, at de må være beskæftigede med de gigantiske planer for det tredje univers i det ydre rum.
31:9.9 (352.2) 7. Det fjerde rumniveau. Denne sidste og største korps består af 24.010 Mesterarkitekter, og hvis vores tidligere antagelser stemmer, må den være relateret til det fjerde og sidste af de voksende tiltagende størrelser af universer i det ydre rum.
31:9.10 (352.3) Disse syv grupper af Mesterarkitekter udgør samlet 28.011 univers planlæggere. I Paradiset findes der en tradition, at man engang for lang tid tilbage i evigheden forsøgte at eventuere den 20.012te Mesterarkitekt, men at dette væsen ikke lykkes at absonitisere sig og fik oplevelsen af, at personligheden blev optaget ind i den Universelle Absolutte. Det er muligt, at den stigende serie af Mesterarkitekter opnåede grænsen for absonithed med den 28.011te Arkitekt og at det 28.012te forsøg nåede det matematiske niveau for Absoluttets tilstedeværelse. Med andre ord: ved det 28.012te eventuations niveau modsvarede absonitetheden det Universelle kvalitets niveau og opnåede Absolut værdi.
31:9.11 (352.4) I deres funktionelle organisation virker de tre overvågende arkitekter i Havona som tilknyttede assistenter til den Enlige Arkitekt i Paradiset. Superuniversernes syv Arkitekter virker som ligestillede med de tre overvågere af Havona. De halvfjerds planlæggere af universerne på det ydre rums første niveau tjener for nuværende som tilknyttede assistenter til de syv superuniversers syv Arkitekter.
31:9.12 (352.5) Mesteruniversets Arkitekter har til deres rådighed talrige grupper af assistenter og medhjælpere, blandt andet to omfattende klasser af kraftorganisatorer: de primære eventuerede og de tilknyttende transcendentaler. Disse Ledende Kraftorganisatorer må ikke forveksles med styrkelederne som hører til storuniverset.
31:9.13 (352.6) Alle væsener som frembringes gennem forening mellem børn fra tiden og fra evigheden, sådan som de treenigede efterkommere til finaliterne og medborgerne i Paradiset, bliver Mesterarkitekternes protegéer. Blandt alle andre væsener eller enheder, som er åbenbaret fungerende i de nuværende organiserede universer, så er det kun de Enlige Budbringere og de Inspirerende Treenighedsånder som opretholder nogen organisk forbindelse med Transcendentalerne og Mesteruniversets Arkitekter.
31:9.14 (352.7) Mesterarkitekterne giver deres tekniske godkendelse af Skabersønnernes tildeling af deres rumområder for organisering af lokaluniverser. Der findes en meget tæt sammenhæng mellem Mesterarkitekterne og Paradisets Skabersønner, og selv om dette forhold ikke er åbenbaret, så er I blevet informeret om foreningen af Arkitekterne og storuniversets Højeste Skabere indenfor forholdet af den første erfaringsmæssige Treenighed. Disse to grupper udgør. sammen med den udviklende og erfaringsmæssige Højeste Væsen, den Ultimative Treenighed af transcendentale værdier og Mesteruniversets betydninger.
31:10.1 (352.8) Mesterarkitekternes ældste har tilsynet over de syv Finalitkorps, og de er:
31:10.2 (352.9) 1. De Dødeliges Finalitkorps.
31:10.3 (352.10) 2. Paradisets Finalitkorps.
31:10.4 (352.11) 3. De Treeniges Finalitkorps.
31:10.5 (353.1) 4. De Forenede Treenigede Finalitkorps.
31:10.6 (353.2) 5. Havonafinaliternes Korps.
31:10.7 (353.3) 6. De Transcendentale Finaliternes Korps.
31:10.8 (353.4) 7. Korpsene for de Uåbenbarede Skæbners Sønner.
31:10.9 (353.5) Hver og et af disse skæbnekorps har en formand og disse syv formænd udgør Skæbnes Højeste Råd i Paradiset, og under den nuværende universtidsalder er Grandfanda lederen for dette højeste organ for universets forordning for børn af den ultimative skæbne.
31:10.10 (353.6) Sammenføringen af disse syv finalitkorps betegner virkelighedsmobilisering af potentialer, personligheder, sind, ånder, absonite og erfaringsmæssige aktualiteter som antagelig overstiger selv det Højeste Væsens fremtidige funktioner i Mesteruniverset. Disse syv finalitkorps er sandsynligvis et tegn på den Ultimative Treenigheds nuværende aktivitet med at samle det finites og det absonittes kræfter som forberedelse for det ufattelige udviklingsforløb i de ydre rummets universer. Ingenting lignende som denne mobilisering har fundet sted siden tiden ved evighedens begyndelse, da Paradistreenigheden på lignende måde mobiliserede de personligheder som på daværende tidspunkt eksisterede i Paradiset og Havona og forordnede dem som administratorer og herskere til de planlagte syv superuniverser i tid og rum. De syv finalitkorps repræsenterer storuniversets guddommelighedsrespons på de fremtidige behov i de uudviklede potentialer i de ydre rummets universer af fremtids evige aktiviteter.
31:10.11 (353.7) Vi vover at forudsige om fremtidige og større ydre universer med beboede verdner, nye sfærer befolket med nye klasser af udsøgte og unikke væsener, et materielt univers sublimt i dets ultimativitet, en vidtstrakt skabelse, der kun mangler en vigtig detalje - tilstedeværelsen af virkelig finit erfaring af det universelle liv indenfor opstigningstilværelsen. Et sådan univers vil opstå under et uhørt stort erfaringsmæssigt handikap: berøvelsen af deltagelsen i den Almægtige Højestes evolution. Disse ydre universer vil alle nyde at få del af det Højeste Væsens mageløse tjeneste og himmelske overvågning, men dennes aktive tilstedeværelse udelukker deres deltagelse i den Højeste Guddoms aktualisering.
31:10.12 (353.8) Under den nuværende universtidsalder oplever de udviklende personligheder i storuniverset mange vanskeligheder på grund af den ufuldstændige aktualisering af Gud den Højestes suverænitet, men vi deler alle den unikke erfaring af hans evolution. Vi udvikles i ham og han udvikles i os. En gang i den evige fremtid kommer den Højeste Guddoms evolution til at være et afsluttet faktum i universets historie, og muligheden for at være med i denne vidunderlige erfaring vil forsvinde fra scenen af kosmisk handling
31:10.13 (353.9) Men de af os som har fået denne unikke erfaring i universets ungdom vil værdsætte det højt i al fremtidig evighed. Mange af os spekulerer, at det kan tænkes, at missionen af den gradvise akkumulerende reserver af opstigende og fuldkomne dødelige i Finalitkorpset kan være, i samarbejde med de seks andre lignende rekrutterende korps, at administrere disse ydre universer i en bestræbelse på at kompensere deres erfaringsmæssige mangler ved ikke at have været med til det Højeste Væsens evolution i tid og rum.
31:10.14 (353.10) Disse mangler er uundgåelige på alle niveauer af universets eksistens. Under den nuværende universtidsalder kommer vi ned fra de højere niveauer af åndelig tilværelse for at administrere de evolutionære universer og tjene de opstigende dødelige, således forsøger vi at godtgøre deres mangler i den højere åndelig erfarings realiteter.
31:10.15 (354.1) Men selv om vi virkelig ingenting ved om hvilken planer Mesteruniversets Arkitekter har for disse ydre skabelser, er vi på trods af dette sikre på tre ting:
31:10.16 (354.2) 1. Der findes virkelig et vidtstrakt og nyt system af universer som gradvis er ved at blive organiseret i de ydre rummets domæner. Nye klasser af fysiske skabelser, enorme og gigantiske cirkler af myldrende universer på universer langt udover grænserne for de befolkede og organiserede skabelser, kan faktisk ses gennem jeres teleskoper. For nuværende er disse ydre skabelser helt fysiske; de er tilsyneladende ubeboede og ser ikke ud til at være administrerede af skabte væsener.
31:10.17 (354.3) 2. Under den ene tidsalder efter den anden fortsætter den uforklarede og helt mystiske mobilisering i Paradiset af de fuldkomne og opstegne væsener fra tid og rum, i association med de seks andre finalitkorps.
31:10.18 (354.4) 3. I tilslutning til disse handlinger og hændelser forstærkes Guddommens Højeste Person i stigende styrke som den almægtigste hersker over superskabelserne.
31:10.19 (354.5) Når vi betragter denne treenige udvikling som omfatter skabte væsener, universer og Guddom, kan vi da kritiseres for at vente os at noget nyt og uåbenbaret nærmer sig sin kulmination i Mesteruniverset? Er det ikke naturligt at vi knytter denne tidsalders lange mobilisering og organisering af fysiske universer i en sådan hidtil ukendt skala og det Højeste Væsens personlighedsfremtrædelse med denne vældige plan for opflytninger af de dødelige fra tiden til guddommelig perfektion og med deres derpå følgende mobilisering i Paradisets Finalitkorps - en betegnelse og skæbne indhyllet i et mysterium i universet? Det er en tiltagende tro hos alle i Uversa at Finalitkorpsene som samles er bestemt til en eller anden fremtidig tjeneste i universerne i det ydre rum, hvor vi allerede kan identificere formationerne af ikke mindre end halvfjerds tusinde sammenhobninger af materie, af hvilken hver og en er større end nogen af de nuværende superuniverser.
31:10.20 (354.6) De evolutionære dødelige fødes på planeterne i rummet, passerer gennem morontiaverdnerne, stiger op til åndeuniverserne, rejser gennem sfærerne i Havona, finder Gud, opnår Paradiset og optages i det primære Finalitkorps, for der at afvente næste opgave i universtjeneste. Seks andre opsamlende finalitkorps, men Grandfanda, den første dødelig opstegne, virker som Paradisets leder for alle klasser af finaliter. Og når vi betragter dette storslået skuespil, udråber vi alle: Hvilken ærerig og fantastisk skæbne for de fra dyrene kommende tidens børn og rummets materielle sønner!
31:10.21 (354.7) [Udarbejdet i fællesskab af en Guddommelig Rådgiver og En uden Navn og Nummer, således bemyndigede til opgaven af en Dagenes Ældste i Uversa.]
* * * * *
31:10.22 (354.8) Disse enogtredive kapitler som beskriver Guddommens natur, Paradisets virkelighed, organisation og funktion i centraluniverset og i superuniverserne, personlighederne i storuniverset og de evolutionære dødeliges høje skæbne blev sponsoreret, formuleret og oversat til det engelske sprog af en høj kommission bestående af fireogtyve Orvonton administratorer som handlede i overensstemmelse med en af Dagenes Ældste i Uversa udfærdiget mandat som bestemte at vi skulle gøre dette på Urantia, 606 i Satania, I Norlatiadek af Nebadon år 1934 e.Kr.